Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger, Luk. 2,41-52, 1. tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 11. januar 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger, Luk. 2,41-52, 1. tekstrække. Salmer. DDS 411 Hyggelig, rolig. Dåb: DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 140 I Nazaret, i trange kår DDS 582 At tro er at komme. Altergang: Pigekoret synger. DDS 717 I går var hveden moden. Tekstlæsninger. Sl. 84; Rom. 12,1-5; Luk. 2,41-52.

2 2 Prædiken. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?, spurgte Jesus sine forældre, da de efter lang tids nervepirrende uvished fandt ham i templet. For ham var der ingen tvivl om, hvad det betød. Templet i Jerusalem var det sted, man traditionelt forbandt med Guds tilstedeværelse på jorden, og eftersom Jesus var Guds Søn, måtte han søge dertil, hvis han ville være tæt på sin far. Som 12-årig havde han måske brug for at blive bekræftet i, at der var noget særligt ved ham; at han ikke kun var et menneske men også Gud. Derfor kunne det indgyde ham en vis tryghed at befinde sig i templet, i Guds hus. Siden hen gav Jesus imidlertid udtryk for, at Gud ikke kun hører til i særlige bygninger. Han kan bevæge sig frit. Selvom han er bundet til Jesus på en helt særlig måde, kan han også binde sig til andre. Det gør han for eksempel ved dåben. Nikoline har lige fået at vide, at hun har en himmelsk far i Gud. I kraft af dåben er hun hos sin far. Det særlige ved en far - eller mor for den sags skyld er, at de følger deres barn; om ikke fysisk, så i hvert fald i tankerne. Forældre bekymrer sig og nærer omsorg for deres barn. Det samme gør Gud. Han er, hvor vi er. Vi bringer ham til en vis grad selv med os i kraft af vores tro. Ikke sådan, at han logrende følger os som en viljeløs skødehund, der lader sig trække med, hvorhen vi vil. Han følger os derimod varsomt og omsorgsfuldt i lyst og nød, idet han er parat til at lytte til både taksigelser og fortvivlede bønner. Selvom han er med os, kan vi ikke bestemme over ham. Det er ham, der sætter rammerne. De er til gengæld meget vide, for de er sat med hans tilgivende kærlighed som målestok. Vi er hjemme hos Gud i kraft af troen på ham. For alle andre lød Jesu spørgsmål - vidste I ikke, at jeg bør være hos min far? som det rene volapyk. Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem, konstaterer evangelisten. End ikke Jesu egen mor, der ellers havde fået at vide, at det var Guds Søn, hun havde født, forstod det. Det kan undre. Og så alligevel ikke. Selvom Maria

3 3 havde haft 12 år til at vænne sig til tanken i, er det egentlig ikke så sært, at hun endnu ikke havde forstået, at hendes søn repræsenterede Gud på jorden. Han lignede jo en hvilken som helst anden dreng og havde tilsyneladende endnu ikke gjort sig særlig bemærket. Naturligvis var der noget enestående ved ham, men der er jo ved ethvert barn i dets forældres øjne. Det er derfor en pludselig ændring i situationen, der opstår, da Josef og Maria finder Jesus i templet. Her har han åbenbaret sig som et vidunderbarn. Han sidder blandt de lærde og debatterer tunge emner på et niveau, der måske ligefrem overgår deres. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav, fortælles det. Her afsløres hans forbindelse til det guddommelige; en forbindelse, han selv insisterer på, da han siger: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?. Lige med ét skal Josef og Maria begribe det uforståelige, de ellers har kunnet undgå at forholde sig til de sidste 12 år, nemlig at deres søn ikke blot er et menneske som dem, men også Gud. Derfor er det alligevel ikke så sært, at de bliver forvirrede og ingenting fatter. Det er faktisk en ganske oplagt måde at reagere på, som vi sagtens kan sætte os ind i. Hverken de eller vi er vant til, at det menneskelige og guddommelige blandes sammen. Det er ganske simpelt noget, der ikke finder sted. Hvis man vil fastholde, at kristendommen alligevel taler sandt, bliver man altså nødt til at tro, at det umulige er sket; at Gud har gjort en undtagelse, der bekræfter reglen; at han - stik imod vores forestillinger om ham som højt ophøjet og utilnærmelig - har ladet sig føde som et helt almindeligt menneske, der dog var forsynet med visse bemærkelsesværdige evner. Nogle år efter at Jesus som tolvårig gav sine forældre og andre hovedbrud, markerede han for alvor, at han var ét med Gud, da han på underfuld vis helbredte syge og vakte døde til live igen. Det lyder som en overspændt ungdomsroman i fantasygenren, men udgør faktisk Guds rettesnor for vort liv. Selvom historien om Jesus umiddelbart lyder tosset, er der noget ganske logisk over den, for naturligvis må og skal der ske bemærkelsesværdige sager, hvis Gud vælger at blive menneske - og det er altså Det Nye Testamentes påstand, at det netop var, hvad han gjorde. Gud blev menneske for at

4 4 gøre livet større. Han gav os ikke alene mulighed for at se på tilværelsen som mere end det, vi kan måle og veje os frem til. Med sin død og opstandelse udvidede han tilmed livet, så det gik fra at slutte med døden til at tage en ny begyndelse i hans rige. Dette budskab er ikke let at sluge i en tid, hvor troværdighed er gjort afhængigt af beviser. Men kristendommen insisterer stædigt på, at livet indeholder noget, der er større end det beviselige; at livet ikke kun er bundet til det, vi kan forstå og redegøre for. Kristendommen anser faktisk en sådan forståelse af livet som trist og fattig; som en afvisning af det mirakuløse og mystiske. Det skal ikke forstås sådan, at kristendommen står i opposition til viden, for det er klart, at der er rigtig meget, vi ved, og endnu mere viden, vi med tiden vil få indsigt i. Men lige meget, hvor vidende og indsigtsfulde vi bliver, vil der stadig findes mysterier, og disses ophav er ifølge kristendommen Gud. Derfor er der intet modsigende i at sætte sin lid til både viden og tro, for mens viden beskæftiger sig med det beviselige, beskæftiger troen sig med det ubeviselige. I løbet af juledagene præsenterede pressen med Jyllands Posten i spidsen en problemstilling, der beskriver, hvad der sker, når man vil gøre troen beviselig. På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse kunne journalisterne præsentere en artikel med den bemærkelsesværdige overskrift: Præster tror ikke på, at Jesus genopstod 1. Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man læser, og det viste sig da også, at det kun var mellem syv og elleve præster ud af 800, der havde givet et svar, som kunne forstås hen i retning af det, overskriften proklamerede. Nogle af præsterne blev vist talt med flere gange, fordi de havde besvaret problematisk på mere end et spørgsmål. I dagene, der fulgte, blev en enkelt præst hevet frem. Han havde da også udtalt sig ret uheldigt, for eksempel om at han godt kan finde på at stikke nødløgne i begravelsesprædikener, fordi han ikke selv tror på det, han siger. Ligeledes blev han citeret for at sige: Jeg kan ikke 1

5 5 tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling. At også præster kan tvivle og have anfægtelser er der ikke noget nyt i. Vi er jo lige så meget mennesker som alle andre. Men når man som forkynder af det kristne budskab direkte stikker nødløgne og tager afstand fra det overnaturlige, bevæger man sig ud i en gråzone, hvor det kunne være en overvejelse værd, om et jobskifte var på sin plads. Derfor er den omtalte sognepræst også kaldt til samtale hos sin biskop, og så må man jo i ro og mag afvente og se, hvad det ender med. Intet ligger fast, og når jeg inddrager sagen her, udtaler jeg mig udelukkende på baggrund af det, jeg har læst om den i pressen, og den slags er jo sjældent særlig tilbundsgående. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid, at sognepræsten gør krav på beviser for at kunne tro. Jesu opstandelse er for overnaturlig for ham. Men det er der en ganske god grund til. Jesu opstandelse er nemlig overnaturlig. Fordi Gud fandtes fysisk i mennesket Jesus, kunne han trodse de naturlige love og give sig selv livet tilbage. Det er så overnaturligt, som det overhovedet kan blive. Den slags kan ikke bevises. Her må troen på banen, og troen er en tillid til, at der findes noget, der rækker ud over det menneskelige - noget overnaturligt eller metafysisk - nemlig Gud. Uden troen er det svært at fastholde, at Jesu opstandelse er en virkelig vigtig fortælling, som den nævnte sognepræst har udtalt, for hvilken vigtighed bliver der tilbage, når man censurerer det guddommelige bort? Bliver det så ikke bare en smuk lille fortælling om en opstandelse, der intet har på sig? Selvom sognepræsten tilsyneladende står med en dårlig sag, skal man passe på med ikke at lægge for meget i spørgeskemaundersøgelser som den, der ligger til grund for julens kirkelige pressescoop. Som nævnt havde kun ganske få ud af 800 præster givet bemærkelsesværdige svar. Derfor virker den generaliserende overskrift Præster tror ikke på, at Jesus genopstod temmelig misvisende. Naturligvis er det uheldigt, hvis præster stikker nødløgne og ikke anerkender Guds overnaturlige magt, men det er da

6 6 ganske godt, at det kun er cirka én ud af hundrede præster, der har dette problem. Der er altså ingen grund til at frygte, at præster i almindelighed ikke kan adskille viden og tro; heller ikke selvom det står i pressen. Derfor vil det være klogt ikke at lade sig gribe af den journalistiske overdrivelse af sagen. Gør man det, risikerer man nemlig at gå i selvsving, sådan som det skete, da jeg hørte sagen blive kommenteret med påstanden om, at hele kristendommen falder til jorden, hvis man ikke tror på Jesu opstandelse eller jomfrufødslen. For mig at se er der kæmpestor forskel på de to ting. Med Jesu opstandelse slog Gud ultimativt fast, at han var virksom blandt mennesker og at hans omsorg for os rækker ud over døden. Hans opstandelse er nemlig forudsætningen for vores opstandelse til evigt liv. Jomfrufødslen derimod tjener udelukkende til at markere det underfulde ved Jesus. Historien om Marias mirakuløse graviditet er kun et af flere eksempler på, at Jesus ikke kun var et menneske, men også bar det guddommelige i sig. Det er kun to af de fire evangelister, der nævner jomfrufødslen, og de gør det oven i købet i meget forskellige sammenhænge. Noget tyder på, at apostlen Paulus - hvis breve udgør de ældste skrifter i Det Nye Testamente - aldrig har hørt om jomfrufødslen. Han skriver blot, at Guds Søn blev født af en kvinde. 2 Dermed er det ikke sagt, at Gud ikke har kunnet lade en jomfru føde hans søn, for for Gud er alt muligt, men det er ikke altafgørende for troen, at Maria var seksuelt uberørt, da hun fødte Jesus. Man kan sagtens tro på Jesus som Guds åbenbaring i et menneske uden at fastholde, at han blev født af en jomfru. Ligeledes kan man tro på jomfrufødslen, fordi det giver et fingerpeg om, at Gud greb ind i menneskets historie med Jesu fødsel. Men selve troen står og falder ikke med denne deltalje. Disse nuancer er det nødvendigt at holde sig for øje, når pressen eller andre vil miskreditere præster eller andre troende. Gør man ikke det, er man snublende tæt på at dømme folk som stående udenfor de rummelige rammer, Gud har sat. Da vil man fratage dem fællesskabet med Gud; gøre dem åndeligt hjemløse, så de ikke - som Jesus 2 Gal. 4,4.

7 7 - kan være hos deres far. Dømmer man folk udenfor, skal det gøres på et ordentligt grundlag, og ikke bare fordi dem, man dømmer ude, rummer andre nuancer i deres tro, end det er tilfældet med en selv. At enhver er salig i sin egen tro er ganske vist noget vrøvl, der gør troen ualvorlig. Og derfor skal det også markeres, når folk er på afveje. Skaber man en personlig tro på, at en stor, lyserød, himmelsk teddybamse blidt aer ens kind, når man sover, så er man på afveje. Det samme er man, hvis man tror, at man efter døden bliver genfødt som sørøver, indianer eller noget andet spændende. Bag sådanne forestillinger ligger der nemlig ikke andet end en højt udviklet indbildningsevne. Troen skal altså have noget mere konkret at bindes op på. Et oplagt bud er Det Nye Testamentes beskrivelse af Gud i Jesus Kristus. Men den tro, der opstår på baggrund af de gamle skrifter, er ikke entydig, og derfor kan vi langt hen ad vejen ikke udstøde hinanden af fællesskabet med Gud. Af den grund skal vi være varsomme med at kætterdømme hinanden og i stedet venligt retlede den, der er kommet på afveje. Det er og bliver den bedste mulighed for, at vi alle - ligesom den 12-årige Jesus - kan være hos vor himmelske far. Amen.