Temagudstjeneste i anledning af Søren Kierkegaards 200 års dag.

Transkript

1 5.s.efter påske 2013 Værløse kirke Temagudstjeneste i anledning af Søren Kierkegaards 200 års dag. DEN RETTE BEDENDE. Søren Kierkegaard er ikke uden grund blevet verdensberømt. Han var intet mindre end en genial tænker. Hans hoved var fyldt til bristepunktet med geniale tanker. Han fortæller selv, at han livet igennem har haft en overflod af tanker i sit hoved og han havde en helt unik produktionsevne, som var ved at tage livet af ham, indimellem. Han fortæller, at han kunne sagtens sætte sig ned og blive ved med at skrive uafbrudt, dag og nat, thi der var tankerigdom nok. Men hvis han havde gjort det, så ville han være sprængt, ja bare han var det mindste uforsigtig, så var han i livsfare, fortæller han. Uden Gud er jeg mig selv for stærk, udtaler Søren Kierkegaard. Giv et menneske, en sådan produktionsevne bede.... udtaler Kierkegaard,. og så et svageligt helbred, han skal vel lære at Når Kierkegaard hører om andre forfattere, der mangler tanker og ideer, så misunder han dem Tænk om man således kunne holde fri, en gang imellem.sukker Søren Kierkegaard. Heldigvis har Gud bistået ham hele vejen gennem hans forfatterskab, ved at holde ham i ørerne. Gud har ladet ham forstå, at Han var Herren og Søren var eleven, der skulle opdrages,. Når Søren Kierkegaard ser tilbage på sit forfatterskab, så ved han, at det religiøse fra første færd, har været afgørende tilstede. Det religiøse har haft overmagten og det religiøse har ventet på, som han siger at digteren fik talt ud.. gennem sine filosofiske og psykologiske tanker om det at være menneske og leve.. som spidsborger, æstetiker og etiker.. alle de tanker,som leder videre og belyser det der var hovedsagen for ham og hans forfatterskab at blive kristen. Livet er en dannelsesrejse ifølge Kierkegaard. Man danner sig selv,/ man lader sig danne / og endelig..: man lader sig danne som kristen. Det æstetiske stadium repræsenterer vores fortabthed i os selv.det er det stadie hvor vi selv råder og regerer uden mål og med og uden vi lader os forme og danne af andre. Æstetikeren danner sig selv, og det kommer der kun forvirring ud af. På det etiske stadie,er man optaget af pligt og ansvar man lader sig forme og danne af sine omgivelser. Man fornemmer, at der er en instans i tilværelsen, Gud, som vil een noget,,, og

2 som man skal stå til ansvar for. Kort sagt : man lader sig danne af mødet med andre mennesker og med den evige magt Gud. På det religiøse stadie, lader man sig danne, som kristent menneske, ved at lade Vor Herre Jesu Kristi ord, være sandheden om l ens liv og man hengiver sig til troens univers. Det er præcis det vi gør her i kirken. Vi lader os forme og danne af Jesu ord. Vi kommer her fordi vi, sagt med Kierkegaard, har erfaret og erkendt, at vi har brug for Gud. I grunden vil vi så gerne være selvberoende, ligesom Adam og Eva men vi ved godt, at vi kommer til kort.. og før eller siden må se vores afmægtighed i øjnene Søren Kierkegaard siger ligefrem, i en af sine opbyggelige taler, at menneskets højeste fuldkommenhed er, at trænge til Gud. Vi kan ikke blive mere fuldkomne, end når vi erkender vores behov for og vores længsel efter Gud. Og tilføjer han : Dette er det sørgeligste, om et menneske gik gennem livet, uden at opdage, at han behøvede Gud. Livet er ikke let. Livet er ikke en dans på roser. Det var det slet ikke for Kierkegaard. Han havde det svært med at leve et ganske almindeligt menneskeliv på jorden. Hans livs ulykke, siger han, eller det der gør mit liv så vanskeligt, det er at jeg er spændt en toneart højere end andre mennesker. Han nøjes aldrig med at beskæftige sig med det enkle.. og det der er ligetil. Han kan ikke lade være med at tænke alt videre i principper og ideer. Som student gik han ud i livet som en heldig fyr med særdeles gode evner, og en meget velhavende far. Han havde en ukuelig tro på, at man kan, hvad man vil. Dog tilføjer han: jeg havde en stor udfordring.. som jeg har kæmpet med hele livet en indre tung og alvorlig stemning. Et tungsind! Forbarmende Gud, siger han.. hvor dog min far, i sit tungsind har gjort rædsom uret.. mod mig; en olding der læsser hele sit tungsind af på et barn; jeg er af en olding opdraget uhyre strengt i kristendommen. Alligevel holdt Søren uendelig meget af sin far AK, Lykkens dør går ikke ind ad, så at man ved at storme løs på den, kan trykke den op; men den går ud efter, og man har derfor intet at gøre.

3 Sådan lyder det fra Kierkegaards æstetiker, som har opgivet, at tage kampen op med det vanskelige liv. Kierkegaard selv, giver i en vis forstand æstetikren ret, men mener dog, at der er noget at gøre nemlig at tage skridtet videre ud på de favne og ind i troens verden, og søge trøst i den relation, som vi har til vores skaber Gud Når vi oplever, at vi har behov for Gud, i vores på mange måder svære byrdefulde liv på jorden, så melder trangen sig, til at bede ja bede en bøn til Gud. Bøn er temaet i denne søndags tekst. Jesus siger : Beder I faderen om noget, i mit navn, skal han give jer det. Bed og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen Kierkegaard beskæftigede sig meget med bøn. Han gør sig en del overvejelser om, hvordan beder man på den rette måde? Den sande bøn siger han, den begynder med tavshed Vores bønner til Gud, har det med at blive bestillingslister, eller direkte bebrejdelser af Gud,,, de bliver ofte monologer, hvor der ikke er plads til at Gud kommer til orde.. Men sin vanlige sans for humor, siger Kierkegaard et sted: Talen. er menneskets fortrin for dyrene, ja ja ganske vist. dersom mennesket kan tie stille! For.. vi kan først mærke Guds nærvær, i stilheden, i selvforglemmelsen. Først når man bliver tavs overfor gud, kan man blive en hører Gud er i himlen, mennesket på jorden. Derfor kunne de ikke godt tale sammen. Siger Kierkegaard. Gud er al-visdom. / Det mennesket ved, er løs snak.

4 Gud er kærlighed, mennesket er en lille tosse. Derfor kunne de ikke godt tale sammen. Kun i megen frygt og bæven kan mennesket tale med Gud, ifølge Kierkegaard Nemlig når mennesket i ærefrygt, bliver tavs overfor Gud og lader Gud komme til orde. Det ved den rette bedende.. Og det kan vi alle sammen lære.. Når vi beder til gud, så beder vi som regel om noget, som ligger os stærkt på sinde. En sag som er så vigtig for os, at vi gør alt hvad vi kan, for at gøre os forståelige for Gud. Vi kan ligefrem være bange for at have glemt noget, i vores bøn og vi kan være bange for at Gud ikke skulle kunne huske alt det, vi har på hjerte; og vi beder endnu mere inderligt Men så sker det forunderlige, siger Kierkegaard, at i al vores iver og inderlighed i bønnen, kan vi pludselig opleve at få mindre og mindre at sige og til sidst bliver man tavs. Og så er vi endelig nået til den rette indstilling. for derved bliver vi hørende. Vi bildte os ind, at dette at bede, var at tale ; Vi lærte, at det at bede, ikke blot er at tie stille, men er at høre. Det svarer til Jesu ord: når I beder, så skal I ikke lade munden løbe.fordi I tror, at I bliver hørt for jeres mange ord nej det gør I ikke. Således er det : At bede er ikke at høre sig selv tale, men det er at komme til at tie stille indtil man hører Gud. At bede og at være tavs det kan vi lære, ude i Guds natur Tavshed kan du lære hos liljen og fuglen under guds himmel. Liljen på marken og fuglen under himlen.. som Jesus henviser os til de skal være vores læremestre! Der er tavshed, ude i naturen Der er ikke nogen, der forstyrrer og snakker hele tiden. Ude hos fuglen og liljen, fornemmer du, at du : er for Gud, hvad der som oftest glemmes når man taler sammen med andre mennesker. Når vi taler sammen med to eller ti, glemmes det så let, at du og jeg.. eller at vi alle ti,,, ER For GUD.

5 Liljen er den dybsindige læremester. Den indlader sig slet ikke med dig den tier,,, og ved at tie, vil den vise dig, at DU ER FOR GUD og at du husker på det. Så du også må blive tavs for Gud, så du kan høre Gud. Bed og I skal få, så jeres glæde kan blive fuldkommen. Siger Jesus. Bønnens mål, er glæde Den fuldkomne glæde som Jesus taler om.. Liljen og fuglen underviser i glæde de er vores læremestre i glæde. De underviser os i det,, de er selv nemlig glæden. Deres liv udtrykker glæde og det betyder : Der er et i dag og der er slet ingen bekymring for den dag i morgen. Eller for den anden morgen Dette er ikke letsindighed af liljen og fuglen men det er tavshedens og lydighedens glæde. Thi når du tier, i den højtidelige tavshed som er i naturen så er den dag i morgen ikke til.... Hvad er glæde: Eller hvad er det at være glad.? Det er i sandhed at være sig selv nærværende at være i dag! Glæd dig over at du blev til at du er til At du blev menneske. At du kan se. At du kan høre at du kan smage, at du kan føle at solen skinner for dig.. og for din skyld og når den bliver træt deraf,, at månen skinner for dig. Og stjernerne tændes At det bliver forår, at fuglen kommer i talrig flok og for at glæde dig,,, det grønne spirer frem.. at skoven vokser sig skøn Er dette ingenting at glæde sig ved???. Glæden er ikke noget, vi skal præstere; det er snarere noget vi skal modtage ved at hengive os i tro og tillid til Jesu ord.. Bed og I skal få, så jeres glæde må blive fuldkommen.

6 Overgive sig.hengive sig ja at tro og tilbede.. det er en form for tavshed hvor man giver plads, således at Gud kommer til at fylde mere i én. At bede, er at overgive sig til Gud, at være i Guds varetægt at kaste al sin sorg og smerte på guds skuldre, i troen på, at han kan bære det, vi ikke selv magter; således som vi synger det, i Søren Kierkegaards yndlingssalme: Befal du dine veje.. og al din hjertesorg, til hans trofaste pleje, som bor i himlens borg, han som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må, han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå. Betænk, hvad der angår dig som kristen, at kristeligt, er selv dødens fare for dig, så ubetydelig, at det hedder : Endnu i dag er du i paradis.. Som Jesus sagde til røveren på korset. Endnu i dag, skal du være med mig i paradis. Overgangen fra timelighed til evighed, den størst mulige afstand, så hurtigt at du, endnu i dag er i paradis idet du jo kristeligt.. bliver i Gud. Thi bliver du i Gud, da hvad der end sker dig, du kommer ikke udenfor Gud,,, og du er derfor, endnu på din dødsdag, endnu i dag i paradis. At bede, er at hengive sig til Gud og således fører det at bede til den fuldkomne glæde amen