Tidligere minister og medlem af 6-mandsudvalget Torben Rechendorff

Transkript

1 Friluftsmødet i Garding søndag den 7.juni 2009 Tidligere minister og medlem af 6-mandsudvalget Torben Rechendorff Sådan dybest set er det en hel god dag at holde årsmøde på. Søndag den 7.juni Jeg tænker ikke så meget på vejret, eller samværet, eller optoget, eller sangene, eller Tordenskjoldgarden eller Ejderstedkoret. Men bestemt også det. Livsbekræftende og dejligt er det altid at være med til årsmøder i Sydslesvig. Men der er en anden grund til, at jeg synes det er en hel god dag at mødes på. I dag vælger hele Europa medlemmer til Europaparlamentet. Det gør de her i Tyskland, det gør de i Danmark og i hele Unionen. Det har knebet lidt med interessen i Danmark. Jeg ved ikke, hvordan det er i Forbundsrepublikken. Under alle omstændigheder: Vigtigt er det! Mit ærinde er imidlertid ikke at agitere for parlamentsvalget (d.v.s. det vil jeg sådan set gerne) men det forekommer mig, at de to ting valget og årsmøderne dybest set har noget med hinanden at gøre. Og så har det også noget med chokoladeæsken at gøre (I ved: årsmødeplakaten, som man jo godt kan sige chokoladevittigheder om, men som dybest set er en fremragende illustration af temaet Nationale mindretal i Europa ). Altså: årsmøderne, årsmødetemaet og Europavalget indgår på sin vis i en højere enhed. Synes jeg! For hvad handler det dybest set om? Det handler om, at det danske mindretal i Sydslesvig ikke er en isoleret lille sekt med hegnspæle omkring men en del af en større helhed. Eller rettere: En del af en række større helheder.

2 Selv om ikke alle bliver lige begejstrede over at høre det, ligger det jo fuldstændig og aldeles fast, at det danske mindretal i Sydslesvig er en del af det danske samtidig med at jeres liv er en del af Forbundsrepublikkens liv. Jeg skal ikke gå ind i de spændende overvejelser om man nu er mest tysk eller mest dansk. Hvis man bekender sig til det danske mindretal er man naturligvis en del af dansk sprog, kultur og tænkemåde og når man bor i Forbundsrepublikken er man naturligvis en del af det tyske samfund. Hvordan hver enkelts procentvise fordeling er, skal jeg ikke blande mig i. Sindelagskontrol anvender vi ikke her på egnen! Hvis vi så et øjeblik vender blikket mod Europaparlamentet er det for mig lige så vigtigt at få understreget, at på samme måde som man både er tysk og dansk er man også en del af Europa. De mere vilde iblandt os hævder jo, at man ikke både kan være europæer og dansker. Hvis man forsøger på det bliver dansk særkende kvalt, det specielt danske udviskes og forsvinder i tågebanker. Det er og bliver noget vrøvl! Hvis vi skal skabe bedre livsvilkår for Europas nationale mindretal sker det bl.a. gennem det europæiske samarbejde. Nok har vi Den europæiske konvention om beskyttelse af nationale mindretal men den betyder ikke, at alt er rosenrødt. Der er endnu meget at gøre bl.a. for det Europaparlament, der i dag ser dagens lys. Men også for det europæiske fællesskab i det hele taget. Men så kommer årsmødetemaet ind på banen Nationale mindretal i Europa og minder os om, at der rundt om i vores verdensdel og for den sags skyld i den ganske verden er andre mindretal med andre livsbetingelser, traditioner og relationer til værtsnationen. Ikke så få af dem er misundelige på forholdene i det dansk-tyske grænseland, og vi ved alle sammen, at kunne vi overføre den

3 dansk-tyske model til nok så mange andre steder i Europa ville situationen være en anden. Men det kan vi ikke uden videre, - der imod kan vi i meget høj grad være til inspiration. Og det er også noget! Jeg har sagt det før (jeg ved det godt!) at i min oplevelse kan det danske mindretal i Sydslesvig være til stor inspiration for os nord for grænsen. Inspirere os til at tænke lidt ud over egen næsetip. Inspirere os til at tage os selv en smule mindre højtideligt og kigge ud af vinduet til den omliggende verden. Årets mest berømte (nogen vil sige berygtede ) kronik Jon Egeris Karstofts i Politiken og i Flensborg avis har jo givet bølger i landskabet. Jeg skal ikke gå dybt ind i det. Men han har en sætning, som jeg gerne vil citere her. Den lyder sådan: Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbne sind bliver mere og mere tillukket. Jeg citerer sætningen ikke fordi jeg synes, han uden videre har ret. Men fordi jeg godt kan fornemme at begyndende tegn på det tillukkede ligger og lurer i horisonten. Og hvis jeg har ret i det er det vel nærmest en borgerpligt at være opmærksom på det. Der findes vel dybest set ikke noget værre end selvtilstrækkelighed og lukkethed. Det gælder endda på alle planer. Det gælder i familien, det gælder i foreningerne, det gælder overalt, hvor mennesker samles. Og så gælder det også når vi taler om nationer og når vi taler om mindretal. Hvis virkelig man tror, at lille Danmark kan leve en isoleret tilværelse med sine godt 5 millioner mennesker er man på vej væk fra realiteternes verden. Hvis man i et øjebliks febervildelse skulle tro, at blot det danske mindretal i Sydslesvig har sig selv og

4 hygger sig inden døre skal det nok gå alt sammen, er man kommet på mere end vildspor. Jeg mener ikke Danmark er ved at blive mere og mere tillukket, men man kan ikke snakke sig væk fra, at der er strømninger blandt danskerne, der ønsker at hævde dansk særkende på en sådan måde, at i hvert fald det gammelkendte nedarvede princip om åbenhed og gæstfrihed (i ordets videste betydning), forsvinder i national selvbegejstring. Sker det for alvor, forekommer det mig, at noget af det vigtigste i dansk egenart er ved at blive sat over styr. Det må på det nærmeste være en borgerpligt at bekæmpe sådanne tendenser. Ikke mindst når det er ved at gå ud over de efterhånden mange fremmede i Danmark. Til gengæld skal jeg da gerne indrømme, at også jeg ønsker at stå vagt om det særligt danske. Vi er sagt i ordets bedste forstand ikke som de andre. Vi skal bestemt være selvhævdende på danskhedens vegne. Er vi ikke det, er det da sandt nok, at vores lille nation nemt kan løbes over ende. Men lad os nu ikke være så bekymrede. Hverken på nationens vegne eller på det danske mindretals vegne. Det er faktisk muligt både at have et nært og varmt forhold til det danske og gøre sig gældende både i europæisk og global sammenhæng. For et par uger siden besøgte jeg sammen med gode venner et dejligt sted oppe i Salling (det ligger mellem Mors og Himmerland). Stedets navn er Jenle. Og nu skal jeg nok lade være med at spørge forsamlingen, hvad det særlige ved Jenle er. Jeg afslører, at det er den ejendom, hvor den danske digter Jeppe Aakjær levede den længste del af sit liv. Han har mange sange på samvittigheden: Hvem sidder der bag skærmen, Ole sad på en knold og sang, Sneflokke kommer vrimlende, Spurven sidder

5 stumt bag kvist, Se dig ud en sommerdag, Jeg er havren og mange andre. 18 sange er det blevet til i Højskolesangbogen. Men der er et bestemt vers i hans digtning, jeg gerne vil have fat i i dag. Det står i den sang, der hedder Som dybest brønd giver altid klarest vand og lyder sådan: Endnu en stund, så drær den danske rug, mens lærken trilrer og grågøge kukke. Du pusling-land, som hygger dig i smug mens hele verden brænder om din vugge, mod dig vort håb og manddomsdrømmen går, når landbyklokken signer dine strande, når aftenrøden højt i skyen står og sænker fredens korstegn på din pande. Det er jo lidt svulstige ord. Der er især to linjer, der er blevet meget kendte: Du pusling-land, som hygger dig i smug mens hele verden brænder om din vugge. De er blevet berømte fordi de jo netop illustrerer det, jeg var inde på før. Vi hygger os med os selv og lader verdens gang passere udenfor vore vinduer. Og hvornår er sangen skrevet? I 1917 da 1.verdenskrig netop udspillede sig udenfor Danmark. Nu ved jeg ikke om Jeppe Aakjær mente ordene sådan lidt irettesættende. Det tror jeg faktisk. Men jeg ved med sikkerhed, at de tider er endeligt forbi, hvor vi kunne hygge os mens hele verden

6 brændte. Og så skal jeg nok lade være med at snakke Afganistan eller Irak! Det ligger vist i udkanten af årsmødetemaet! Men mit ærinde er altså at slå et slag for åbenheden. At få os alle til at være med til at finde den rigtige balance mellem det nationale på den ene side og det europæiske og globale på den anden.