En ny tysk politik. Af Lorenz Knorr2 [1964]

Transkript

1 Dette er en antologi af samtidige i Danmark udgivne artikler om Vesttyskland under den iskolde kolde krig samlet af Holger Terp 1. Den oprindelige skrivemåde er bevaret, men der er skred i satsen på grund af det ændrede papirformat og ændret typografi. En ny tysk politik Af Lorenz Knorr2 [1964] Under en konference i Frankfurt am Main den juni i år diskuterede ca. 700 personer fra alle lag af befolknin gen tilhørende forskellige partier mu lighederne for at finde frem til et fælles alternativ til Bonns politik: En ny moderat tysk forståelsespolitik på så vel det udenrigspolitiske og forsvarspolitiske område som indenrigspoli tisk, økonomisk, socialt og kulturpoli tisk. Diskussionen herom går videre, men der foreligger allerede forslag til grundlaget for en sådan politik, som Lorenz Knorr, vicepræsident i det vesttysk politiske parti»friedenunion«i det følgende kommenterer. For kort tid siden erklærede præsident Johnson i et interview i et af de tyske il lustrerede blade:»i fredens interesse vil vi komme Sovjet i møde på halvvejen - og hvis det er nødvendigt, mere end på halvvejen.«denne siden Cuba-krisen så betegnende holdning af USA's regering er ikke blot et signal om de nødvendigheder, som faren for gensidig udryddelse i tilfælde af en atomkrig medfører, men må også forstås som en klar opfordring til Bonnregeringen om endelig at løsgøre sig fra den kolde krigs stiv hed for selv at tage konkrete skridt i retning af en verdenspolitisk afspænding. Det er typisk, at det verdenspolitiske tøvejr skulle ende ved Tysklands grænser. 1 En god tysk oversigt er Michael Schmid: Die Friedensbewegung in der Bundesrepublik Deutschland von Tysk politiker, journalist og antifascist født i Graf von Westphalen og Lorenz Knorr grundlæg ger die Deutsche Friedensunion (DFU) i december Sabotør af våben og våbentransporter i 1930erne. For fascistisk krigsret i Interview: Blandt hans forfatterskab er Geschichte der Friedensbewegung in der Bundesrepublik fra Auf klärung, Frieden, Antifaschismus fra 1981, Vom Wettrüsten zur Abrüstung fra 1978, NATO: Geschichte, Strategie, Atomkriegsplanung fra 1985 og Gegen Hitler und Henlein Antifaschistis cher Widerstand unter den Sudeten und in der Wehrmacht fra 2008 samt en række artikler i tids skrifterne Frit Danmark og Miniavisen. 1

2 Den uden for parlamentet stående opposition i Forbundsrepublikken har for længst udarbejdet et program som under hensyntagen til den verdenspolitiske udvik ling ville være egnet til at lede Vesttyskland ud af den blindgade, som den kolde krig og Adenauers falske politik har manøvreret Bonn-regeringen ind i. Ingen territorialkrav I den sidste tid har man ofte hørt Bonn-politikere udtale, at Washingtons afspændingspolitik ikke måtte true tyske krav. Disse krav sigter efter en genop rettelse af de tyske grænser af 1937, som den nye kansler selv udtalte den eller sågar de tyske grænser fra slutningen af Men netop disse krav er afgørende for, om den kolde krig skal høre op eller slå om i en varm krig. Tilhængerne af en ny tysk politik har forlængst slået fast, at kravet om græn serne af 1937 ville betyde, at de der blev overfaldet af Hitler-generalerne og terrorise ret af SS selv skulle betale for den 2. verdenskrig. Den 2. verdenskrig blev ikke tabt af de østeuropæiske folk, men af Tyskland - altså må Tyskland også betale for den 2. verdenskrig. Den eneste realistiske holdning må derfor være, at Oder-Neisse-grænsen må betragtes som endelig. En erklæring fra Bonn herom ville straks mildne krisetilstanden i Mellemeu ropa og fjerne årsagen til den ikke uberettigede østlige modpropaganda mod den vesttyske revanchisme. I forbindelse med erklæringen om, at Oder-Neisse-grænsen må betragtes som den uundgåelige følge af den af Tyskland påbegyndte og tabte krig, måtte man som en politisk restitution til de østeuropæiske folk genoprette de diploma tiske forbindelser med Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Balkanlandene. De politiske relationer i Europa, som blev afbrudt af den kolde krig, kunne således atter normalise res. Ingen atomvåben til Hitlergeneralerne Opgivelsen af territorialkravene står i forbindelse med oprustningen og den eventuelle atomare bevæbning af Vesttyskland, for oprustningen er den magtpolitiske baggrund for grænsekravene. Netop Tyskland skulle på grund af sin historie have mere årsag end noget andet land til at opfordre de nuværende atommagter til at und 2

3 lade at videregive atomhemmelighederne og atombomben til andre lande.»med en tiltagende udbredelse af de stadig kraftigere taktiske kernevåben, som tilmed bliver stadig lettere at transportere, kan ingen mere være sikker på, at der ikke i en politisk spændt situation indtræder en sådan tilfældig begivenhed, som udlø ser katastrofen,«sagde lord Home i Geneve. En overenskomst om ikke at videregive atomhemmeligheder og atomvåben gen nemhulles imidlertid af den multilaterale atomstyrke (MLF), som jo gennem bagdøren giver ikke-atommagterne mulighed for som medlemmer af atomklubben at sætte fingeren på atomknappen. Det er netop Vesttyskland, der særlig stræber herefter - og netop Vesttyskland må aldrig få del i det atomare ansvar. Det ville være en farlig illusion at tro, at man gennem MLF ville få kontrollen over det vesttyske militærpotentiel. Den hidtidige NATO-praksis beviser det modsat te. At NATO ikke har kontrollen over Bonn, viser Bonns vægring mod ethvert forsøg på afspænding. Nej, Hitler-generalerne har vundet indflydelse over NATO. Det er som med troldmandens lærling, som påkaldte ånderne, men ikke kunne tæmme dem. En tysk deltagelse i MLF ville på en fatal måde give Hitler-generalerne mulig hed f0r igennem militær afpresning at opnå en genoprettelse af Tysklands grænser af Derfor må en ny tysk politik give afkald på medbestemmelsesret, besiddelse, lagring eller fremstilling af atomvåben. En erklæring fra Bonn herom ville bidrage væsentlig til fredeliggørelse af Mellemeuropa. Vejen til afrustning Afspændingen i Mellemeuropa ville blive fremmet ved en ikke-angrebspagt mel lem NATO og Warszava-pagten. Man siger ganske vist, at medlemmerne af De Fore nede Nationer efter chartaet har givet afkald på magtanvendelse. Men intet af de to Tysklande er medlem af FN. Og i øvrigt, når militæret ikke stiller sig tilfreds med at kunne dræbe alle mennesker een gang, men er stolte over USA's mulighed for at kun ne dræbe alle mennesker 100 gange, så skulle der vel ikke være noget at indvende mod en fredspolitik, der giver en dobbelt eller tredobbelt fredssikring. En sådan ikke-angrebspagt kræver kontrol kilometer øst og vest for demarkationslinien skulle der oprettes kontrolstationer på flyvepladser, jernbaneknu depunkter og vigtige vej skæringer til sikring mod overraskelsesangreb. Straks efter afslutningen af en ikke-angrebspagt skulle der under kontrol af de to verdensmagter gennemføres forhandlinger om en trinvis afrustning i Mellemeuropa og oprettelse af et kollektivt europæisk sikkerhedssystem. Man kunne som forudsat i Gomulka-planen begynde med fastfrysningen af atombevæbningen. Den derefter føl gende atomare tilbagetrækning fra Mellemeuropa ville i de interkontinentale raket ters tidsalder ikke være vanskeligt for de to verdensmagter. En trinvis kontrolleret af rustning af de konventionelle våben under bibeholdelse af militær ligevægt mellem øst og vest kunne fortsætte, så at man risikofrit i 1969 kunne ophæve NATO- og 3

4 Warszava-pagten. Det engelske arbejderpartis leder Wilson har herom erklæret:»hvad vi ville søge i forhandlingerne, skulle være en omhyggelig kontrolleret og af vej et formind skelse af styrkerne og våbnene, indbefattet tilbagetrækning af fremmede tropper fra Mellemeuropa. I intet stadium ville ligevægten blive forstyrret til ugunst for nogen af de to parter.«den britiske afrustningsekspert Noel-Baker har i et nylig udkommet skrift påvist, hvorledes en sådan militært udtyndet zone ville animere de to verdens magter til at fremme en almindelig afrustning i verdensmålestok. En indre tysk afspænding er nødvendig En af de største hindringer for en afspænding i Mellemeuropa er Bonns vægring mod at oprette et normalt sagligt forhold til den anden tyske stat som følge af illusio nen om, at det engang skulle være muligt at tilslutte DDR til Vesttyskland. Ingen jor disk magt kan imidlertid ophæve Tysklands deling, hverken med magt, afpresning eller forhandling, da den bestående tilstand er en følge af de to verdensmagters mili tære ligevægt, man må affinde sig med den, hvad enten man er indforstået med den eller ej. Viljen til Tysklands genforening - som er noget helt andet end kravet om DDR's betingelsesløse tilslutning til forbundsrepublikken - skal ikke derfor opgives tværtimod. Man skulle også affinde sig med den historiske logik, der siger, at der ikke kan tænkes noget samlet Tyskland, hvor Hitler-generalerne kommanderer, hvor nazi-juri sterne sidder i dommersædet, hvor SS-erne i»forfatningsbeskyttelsen«forfølger ærli ge demokrater og antifascister, hvor svært belastede naziembedsmænd er statssekre tærer, og hvor Hitlers krigsøkonomer er ledere af industrien og derved sætter deres præg på det politiske liv. Et sådant samlet Tyskland kan ikke mere tænkes. Det er for øjeblikket ikke et spørgsmål om juridisk anerkendelse af DDR, det drejer sig om at bringe de mellemstatlige forbindelser på en saglig basis og sikre et minimum af fællesskab i genforeningens interesse. Fællestyske forhandlinger er påkrævede Så længe officiel kontakt mellem de to regeringer ikke er mulig, skulle en række overenskomster i fælles interesse kunne gennemføres på embedsmandsplan. Passer seddel-overenskomsten for Berlin i julen er modellen herfor. En øgning af den interzo nale handel, udveksling af blade, fællestyske ungdomssammenkomster, udveksling af kulturgrupper og videnskabsmænd, fællestyske sportsforanstaltninger og meget andet ville styrke de fællestyske forbindelser. Med tydelig henvisning til sådanne overenskomster sagde USA's ambassadør i Bonn, McGhee, for nylig, at stadige øst-vest kontakter er forudsætningen for løsningen af mindre spørgsmål og øger mulighederne for klaring af større problemer. Uden kontakter, ingen løsninger. Uden løsninger, en truende fastfrysning og krigsfare. 4

5 I Bonn udtalte man, at man ikke tænkte på at forhandle med Ulbricht - muren og pigtråden midt gennem Tyskland gjorde sådanne samtaler umulige. Man glemte, at muren i Berlin og pigtråden ned gennem Tyskland er resultater af den kolde krig, og at man må overvinde denne, såfremt man ønsker, at muren og pigtråden skal miste deres nuværende betydning. En ny Tysklandspolitik kan gå ud fra Kennedy's formel om»forandring gennem tilnærmelse«og fra senator Fulbrights formulering om, at man i stedet for gamle myter og eventyr skal se på realiteterne og lære at tænke det utænkelige (og gøre det). Et forbund imod de kolde krigere En ny tysk politik på det økonomiske område måtte først og fremmest rette sig imod den økonomiske blokdannelse, som i højeste grad er bestemt af den kolde krig. En fri verdenshandel betyder ikke blot en ophævelse af den økonomiske diskrimine ring af udviklingslandene, men også en afvikling af de meningsløse embargo-lister. Den gradvise omstilling fra rustning til fredsproduktion forudsætter, at øst og vest i fællesskab fastslår hele verdens konsum- og industribehov, for i fællesskab at kunne dække det. På den måde er en krisefri omstilling af den vestlige rustningsindu stri til fredsøkonomi mulig. På det indenrigs- og retspolitiske område måtte en ny tysk politik først og fremmest gøre en ende på forberedelserne til den såkaldte nødlov givning, som medfører indskrænkninger og opgivelse af de demokratiske grundrettig heder. I realiteten en krigslovgivning værre end den de vestlige lande praktiserede under krigen, som Bonn nu søger at gennemføre i fredstid. Samtidig med sikringen af de demokratiske rettigheder, måtte samtlige bela stede tidligere nazi-embedsmænd fjernes fra deres nuværende stillinger, for med for dækte fascister kan intet demokrati gennemføres. Naturligvis måtte der også gøres ende på sindelagsjustitsen og forfølgelsen af enhver politisk opposition. Det forbudte kommunistiske parti måtte atter gøres legalt. Finanspolitisk ville en forringelse af den parasitære rustningsindustri bidrage til sta bilisering af valutaen og de frigjorte rustningsmilliarder kunne anvendes til ophæ velse af socialpolitiske og kulturpolitiske mangler. Tyngdepunktet kunne derved fra det tyske sværd overføres til tysk flid og ånd. Realiseringen af en sådan ny tysk politik afhænger på den ene side af, om det i valgkampen før forbundsdagsvalget i 1965 lykkes at bryde Bonns fællesskab med de kolde krigere ved at skabe et fællesskab mellem alle afspændingsvillige kræfter i alle Bonner partierne imod de kolde krigere, under devision: splittet opmarch, men samlet slag. På den anden side er den afhængig af, om udlandet erkender faren og chancerne og er behjælpeligt med at isolere de kolde krigere, i stedet for som hidtil at støtte dem. 5

6 Sikkerhedspolitiske tendenser i enkelte vesteuropæiske lande a. Forbundsrepublikken Tyskland 1. Den vesttyske regering og alle i forbundsdagen repræsenterede partier omfattende ca. 94 % af den tyske vælgerbefolkning - går ind for en sikkerhedspolitik, der bygger på fortsat medlemskab af NATO. I regeringen Brandts tiltrædelseserklæ ring af 28. oktober 1969 hedder det således, at NATO også i fremtiden er garantien for Forbundsrepublikkens sikkerhed. Denne enighed har udviklet sig, siden socialdemokraterne i slutningen af 50'erne ændrede deres stilling til Atlantpagten. Før dette tidspunkt var den tyske sik kerhedspolitik stærkt omstridt, idet ikke blot SPD, men også store dele af befolknin gen, der ikke var politisk engageret, var imod tysk deltagelse i NATO og mange -speci elt i de første år efter krigen - var imod genoprettelse af et tysk forsvar (således den nuværende tyske forbundspræsident). Denne modstand er nu svundet ind til at omfat te spredte grupper uden nogen virkelig betydning i tysk politik. Der er derfor i dag ro om den tyske sikkerhedspolitik, og debatten om sikkerhedsspørgsmål indskrænker sig for det meste til en diskussion om enkeltspørgsmål. 2. Stærkt medvirkende til denne udbredte enighed om tysk sikkerhedspoli tik er Tysklands særlige stilling som et delt land. Hensynet til Vestberlin, tilstedevæ relsen af betydelige sovjetiske troppestyrker i den anden del af Tyskland og den stadi ge ophidselseskampagne mod Forbundsrepublikken fra Østlig, især østtysk, side er faktorer, som alle virker til fordel for tilslutningen til en politik, der bygger på tysk medlemskab af NATO. De kræfter, der i sin tid trak i modsat retning, især reak tionen på nederlaget og ønsket om at skabe et neutralt, forenet Tyskland er af taget i styrke, efterhånden som årene er gået, og mulighederne for en genforening i en overskuelig fremtid er blevet mindre og mindre. Hvis der skulle opstå en helt ny si tuation, hvor en tysk genforening eller et snævert samarbejde mellem Øst- og Vesttyskland kom inden for mulighedernes rækkevidde, ville den sikkerhedspolitiske pro blematik naturligvis igen stille sig anderledes, og tilhængerne af en neutralitetspolitik ville påny få vind i sejlene. 3. I dag kommer modstanden mod den officielle tyske sikkerhedspolitik især fra venstreradikal, pacifistisk og nationalistisk side - således som tilfældet er i de fleste vesteuropæiske lande. Der er dog den væsentlige forskel, at kommunismen og venstreradikalismen i det hele taget som følge af Tysklands særlige situation er bety delig svagere her end i andre vesteuropæiske lande. Ved forbundsdagsvalget i sep tember 1969 fik det venstreradikale Aktion Demokratischer Fortschritt (der bl. a. omfatter kommunister og det pacifistiske parti Deutsche Friedensunion) således kun 0,6 % af stemmerne. Af væsentlig større betydning - dog mest som forstyrrelsesfaktor [sic] ved organisering af demonstrationer o. l. - end denne politiske organisation er den såkaldte»aussenparlamentarische Opposition«, der i Forbundsrepublikken som andetsteds har sin vigtigste støtte i ungdommen, især blandt studenterne, samt i venstreintellektuelle kredse. Disse strømninger er i deres generelle venstreradikale politiske tendens fjendtligt indstillet til NATO-politikken, men er dog ikke i første række rettet mod denne. De repræsenterer derfor hovedsagelig kun en indirekte opposition til den officielle sikkerhedspolitik og gør sig i det store og hele ikke meget gældende i sikkerhedsdebatten... 6

7 4a Danmarks holdning til de forskellige forslag til et vesttysk forsvarsbidrag I erkendelse af Atlantpagtlandenes generelle militære underlegenhed på det eu ropæiske kontinent og af den i særdeleshed for de skandinaviske medlemslande risiko fyldte situation, som bestod i, at Slesvig-Holsten i realiteten var et militært tomrum, gik den danske regering fra begyndelsen ind for de tanker, der fremkom om en tysk deltagelse i Vesteuropas forsvar under fornøden kontrol. De forsøg, man fra dansk og norsk side havde gjort for at få placeret flere styrker i Slesvig-Holsten, var forblevet resultatløse, bortset fra et britisk tilsagn om placering af en motoriseret styrke på 800 mand stationeret syd for den dansk-tyske grænse. Denne styrke sammen med en norsk brigade på ca mand og et dansk kontingent på mand stationeret i Itzehoe var alt, hvad der i 1950 stod til rådighed for forsvaret af Slesvig-Holsten og dermed Danmarks sydgrænse. Da spørgsmålet om et tysk forsvarsbidrag første gang kom til behandling på At lantrådets møde i september 1950 i forbindelse med forslaget om etablering af en fæl les forsvarsstyrke i Europa, udtalte udenrigsminister Gustav Rasmussen den 26. sep tember, at den danske regering erkendte nødvendigheden af at inddrage alle tilgænge lige hjælpekilder i Vestens forsvar, ligesom den var enig i, at det amerikanske forslag åbnede mulighed for at udøve en sådan kontrol med udviklingen af Tysklands militæ re kræfter, at de dertil knyttede betænkeligheder tabte i vægt over for de mere tungt vejende hensyn, der talte for at søge at drage nytte af Forbundsrepublikkens defensive styrke til forsvar af Europas frihed. Det skal her nævnes, at Danmark i de første år ef ter 1945, da der endnu bestod håb om en snarlig øst-vestlig stormagtsenighed om Tys klands fremtidige ordning, havde været tilhænger af Tysklands fuldstændige afrust ning. Efter Atlantrådets møde i Bruxelles den 18. og 19. december 1950 anmeldte for svarsminister Harald Petersen i folketinget den 25. januar 1951 og i landstinget den 26. januar 1951 forlag til en rigsdagsbeslutning, i henhold til hvilken rigsdagen gav sin tilslutning til, at regeringen på Danmarks vegne havde tiltrådt de på Det nordat lantiske Råds møder i Bruxelles vedtagne beslutninger om oprettelse under Den nordatlantiske Traktats organisation af en fælles forsvarsstyrke i Europa, hvori vest tyske styrker kunne deltage, samt om udnævnelse af en øverstkommanderende for for svarsstyrken. Forsvarsministeren kom i sin forelæggelsestale i folketinget den 30. januar 1951 ind på en række betragtninger over dansk forsvars opgaver og på NATO's for svarsstrategi i særlig relation til Nordeuropa. I denne sammenhæng skal fremhæves følgende afsnit af talen:»under forhandlingerne den 17. oktober i fjor her i tinget fastslog den daværende uden rigsminister, at den vigtigste opgave for de danske styrker altid måtte være at forsvare selve Danmark. Hvis Danmark skulle medvirke til oprettelsen af en fælles hær, må den ne være en garant også for Danmarks forsvar. Den daværende udenrigsminister udtalte endvidere, at det er en selvfølge, at regeringen vil arbejde for, at der ved den endelige 7

8 udformning af planen bliver taget hensyn ikke blot til den fælles interesse: at sikre freden i hele det nordatlantiske område, men tillige til Danmarks særlige interesser. Nu da den endelige udformning af planen er bragt et stort skridt videre, uden dog i detailler at være gennemført, ligger det da nær at spørge, om dette hensyn til Danmarks særlige interesser er taget. For at besvare dette spørgsmål vil det være nødvendigt for mig kort og i meget store linier at komme ind på visse strategisk betonede betragtninger. Nu er det imidler tid sådan, at det militærtekniske indhold af dokumenter, som vedtages i Atlantpagtråd og -komiteer, ifølge sagens natur er behæftet med en vis fortrolighedsklausul. På den an den side er det regeringens opfattelse, at det for den danske befolknings forståelse af nødvendigheden af de foranstaltninger, der her er tale om, og de deraf følgende byrder er af stor betydning netop fra denne talerstol at kommentere og uddybe den diskussion, som daglig finder sted i offentligheden, bl. a. i dagspressen - alt naturligvis inden for den ramme, som det nævnte fortrolighedshensyn fastsætter. Jeg kan tage mit udgangspunkt i en presseudtalelse, fremsat af den amerikanske for svarsminister Marshall efter Atlantpagtmødet i Washington den 31. oktober 1950, hvori det bl. a. hedder - jeg udbeder mig tilladelse til dette og nogle andre citater:»vedrørende spørgsmålet om, hvor forsvarslinien skal ligge, kan det oplyses, at dette ganske særlig angår Danmarks og Norges hele placering inden for Atlant systemet. Forsvaret må lægges østover, hvis medlemsskab af Atlantpagten skal have nogen strategisk mening og indeholde en effektiv garanti for Norge og Dan mark.«det vil heraf ses, at den så stærkt omtalte diskussion, om et vesteuropæisk forsvar skal lægges ved Rhinen eller, som det populært udtrykkes, ved Elben - d.v.s.»østover«-, naturligt i selve starten har været det centrale punkt i forbindelse med udformningen af planerne. Det er indlysende, at spørgsmålets afgørelse i høj grad hænger sammen med, hvor stærke styrker der vil være til rådighed for Vesteuropas forsvar. At man har besluttet sig til at stræbe i den af general Marshall antydede ret ning, kan vel umiddelbart ses af beslutningen om at søge Vesttyskland delvis genoprustet for at kunne levere bidrag til den fælles vesteuropæiske hær. Jeg kan endvidere i denne forbindelse erindre om vestmagternes erklæring om, at et angreb på Vesttyskland ville være at betragte som et angreb på dem selv. Dette var yderligere en understregning af, at et eventuelt forsøg på at gentage manøvren fra Korea i Tyskland ville betyde et uhelbredeligt brud på verdensfreden. Jeg må måske i samme forbindelse minde om en udtalelse, som formanden for Atlantpagtens militærkomité, den amerikanske overgeneral Bradley, for nylig har fremsat. Generalen siger bl. a.:»vi håber, at et fyldestgørende forsvar vil hindre enhver aggression i fremtiden, men vi vil ikke tillade en fjende at erobre Vesteuropa, så at vi på ny skal stå over for at måtte befri vore venner.«hvis det lykkes at lægge forsvaret frem mod øst, hvorved bl. a. Nordtyskland vil blive inddraget i det forsvarede område, ses det ganske umiddelbart, at man herved opnår dækning af den jyske halvø, hvilket vil være af vital betydning for forsvaret af Dan 8

9 mark. Landforsvaret af Jylland vil herved kunne lægges frem til den fælles front i Tys kland, hvorved det naturligvis vil vinde overordentligt i styrke. Denne strategi indebæ rer endvidere den meget betydelige fordel for forsvaret af Danmark, at man ikke på for hånd overlader en eventuel fjende kyststrækninger i den vestlige del af Østersøen, hvorfra angreb kan føres frem mod de danske øer og bælterne, ligesom en eventuel fjen de ikke vil kunne placere luftbaser tæt syd for den danske grænse. Man vil af disse betragtninger se, at Jyllands forsvar er intimt forbundet med Nordtysklands forsvar. Denne hovedbetragtning vil kunne få væsentlig betydning for placeringen af de danske styrker ud fra hensynet til den større strategi. Men naturlig vis er det indlysende, at Jylland også vil kunne angribes fra søen eller luften, hvorfor der må sikres rimelige styrker til forsvar af den jyske halvø over for mulige invasionsfo retagender ad sø-eller luftvejen. På samme måde må naturligvis de til øernes forsvar af satte styrker forblive på de danske øer.«forslaget til rigsdagsbeslutning henvistes af folketinget til et udvalg, der den 2. februar 1951 afgav betænkning. Udvalgets flertal (Socialdemokratiet, Venstre og Det konservative Folkeparti) udtalte om den del af forslaget, der vedrørte et tysk forsvarsbidrag:»det er naturligt, at der i et land som Danmark, der tre gange i løbet af de sidste 100 år er blevet angrebet af Tyskland, gør sig stærke betænkeligheder gældende ved, at Tyskland på ny bevæbnes. Udvalgets flertal er imidlertid af den opfattelse, at disse betæn keligheder må vige for hensynet til nødvendigheden af at udnytte enhver mulighed for at styrke Vesteuropas forsvar og dermed Danmarks forsvar. Udvalgets flertal har taget i betragtning, at der ikke er tale om en oprustning af Tys kland, men kun om, at vesttyske styrker kan indgå som led i den fælles forsvarsstyrke. Man har bemærket sig, at samtlige de Atlantmagter, der under den anden verdenskrig blev besat af Tyskland: Norge, Belgien, Frankrig, Holland og Luxembourg, har tiltrådt tanken om tyske styrkers deltagelse i fællesforsvaret, samt at Frankrig, der har ind budt til en konference i Paris mellem samtlige europæiske Atlantmagter med observa tører fra USA og Canada om etablering af en europæisk hær, har opfordret Vesttyskland til på lige fod med de andre magter at deltage i denne konference.«et mindretal (Det radikale Venstres medlem af udvalget) afgav følgende udtalelse om denne del af forslaget:»mindretallet ser med stor betænkelighed på, at Danmark tiltræder planerne om at udruste tyske styrker som led i det påtænkte europæiske fællesforsvar. For det første, fordi det tyskf folk på nuværende tidspunkt endnu ikke har klaret sig sin egen stilling i denne sag. For det andet, fordi der heller ikke endnu er tilvejebragt klarhed over, under hvilken form en sådan re-militarisering skal finde sted. Og endelig for det tredie, fordi mindretallet ser en fare i selve den omstændighed, at det tyske folkeområ de på ny udstyres med våben, idet ingen i dag har mindste sikkerhed for de følger af international art, dette kan føre med sig.«et andet mindretal (Danmarks Retsforbunds medlem af udvalget) ønskede fri villighedsprincippet gennemført for de i Forbundsrepublikken Tyskland stationerede danske styrker og kunne ikke medvirke ved rigsdagsbeslutningens gennemførelse. 9

10 Under forslagets 2. behandling i folketinget den 6. februar 1951 fremsattes uden for betænkningen følgende af folketingsmedlemmerne Alfred Jensen, Ragnhild Andersen og Aksel Larsen stillet ændringsforslag:»efter stk. 2 tilføjes et nyt stykke sålydende:»denne beslutning får dog først gyldighed, når den er godkendt gennem en folkeafstemning, der udviser et flertal af de afgivne stemmer for beslutningen. Berettigede til deltagelse i afstemningen er alle, der er optaget på de sidst udarbejdede valglister til folketinget.««under behandlingen fremsatte folketingsmand Alfred Jensen følgende forslag om motiveret dagsorden:»idet folketinget udtaler, at benådningen af en serie af de værste tyske krigsfor brydere med kanonkongen Krupp i spidsen alvorligt skærper faren for Tysklands nabo lande ved den foreslåede genoprustning af Tyskland, udtaler tinget sin fordømmelse af, at man benåder disse folk, som bærer det tungeste ansvar for det tyske overfald på Danmark og for overgrebene mod det danske folk, og fortsætter dermed behandlingen af den foreliggende sag.«forslaget om motiveret dagsorden forkastedes med 119 stemmer mod 7 (Dan marks kommunistiske Parti), medens ændringsforslaget uden for betænkningen for kastedes med 94 stemmer mod 7 (Danmarks kommunistiske Parti), medens 24 med lemmer (Radikale Venstre og Danmarks Retsforbund) undlod at stemme. Selve forslaget til rigsdagsbeslutning vedtoges med 99 stemmer mod 21 (Radi kale Venstre og Danmarks kommunistiske Parti samt medlemmer af Danmarks Rets forbund), medens 10 (medlemmer af Danmarks Retsforbund) afholdt sig fra at stem me. I landstinget, hvor forslaget til rigsdagsbeslutning ligeledes underkastedes udvalgsbehandling, vedtoges det med 48 stemmer mod 8 (Radikale Venstre og Dan marks kommunistiske Parti). På Det udenrigspolitiske Nævns møde den 19. maj 1952 gav udenrigsminister Ole Bjørn Kraft en redegørelse for forhandlingerne om oprettelse af et europæisk for svarsfællesskab og dettes forhold til NATO. Det blev herunder nævnt, at Danmark ag tede at undertegne en protokol, hvorved samtlige Atlantpagtlande ydede garantier til det europæiske forsvarsfællesskab i overensstemmelse med Atlantpagtens artikel 5. Under et forudgående møde i folketinget den 6. maj 1952 havde uden-ngsministeren fremhævet, at denne protokol ville blive forelagt rigsdagen til godkendelse på sædvanlig måde. En sådan godkendelse blev imidlertid aldrig aktuel, idet såvel den borgerlige regering som den i 1953 efterfølgende socialdemokratiske regering var af den opfattelse, at det ikke ville være rigtigt for Danmark at tage stilling til protokollen, så længe situationen vedrørende EDC-traktaten var uafklaret. Dette blev af udenrigsminister H. C. Hansen meddelt den amerikanske ambas 10

11 sadør i København den 28. maj 1954 som svar på en amerikansk opfordring af 6. maj 1954 til at fremskynde ratifikationen. H. C. Hansen oplyste ved samme lejlighed, at henvendelsen havde været genstand for omhyggelig overvejelse og var blevet drøftet med formændene for de tre partier, som havde det fælles ansvar for regeringens uden rigspolitik. Alle tre partier havde været enige om, at det ikke ud fra noget synspunkt ville være praktisk at gå til folketinget med sagen på det omhandlede tidspunkt. I de to år, der gik mellem EDC-traktatens undertegnelse og dens endelige forlis, blev spørgsmålet om et tysk forsvarsbidrag fra tid til anden drøftet såvel i Det uden rigspolitiske Nævn som i folketinget, uden at der blev vedtaget nye beslutninger om Danmarks holdning. 11

12 For en tysk frihedskæmper Frit Danmark 1963:8 s. 2, I sympati med Lorenz Knorr... I F.D.'s oktober-nummer fandt vore læsere et særtryk:»kommer det os ved? En vesttysk proces af storpoli tisk betydning«. En oversættelse og forkortelse (foretaget af translatør Esther Brinch) af den tale, som Lorenz Knorr, vicepræsident i det vesttyske parti Deutsche Friedensunion holdt i retten i Solingen, hvor han nylig stod anklaget for fornærmelse og, bagva skelse af en række gamle Hitler-gene raler, som nu, fordi Den tyske For bundsrepublik har sagt god for dem, spiller fremtrædende rolle både inden og uden for Vesttysklands grænser. Det var daværende forsvarsminister Franz Josef Strauss, som foranledige de sagen rejst mod Knorr - og det skete på det tidspunkt, da Strauss var aller mest i stødet: under Cubakrisen, hvor han havde fundet øjeblikket inde til at likvidere nogle af den kolde krigs modstandere og gennemførte sin Spiegel-aktion; i kabinettet blev nødværgelovene pisket igennem, processen mod naziregimet forfulgte (VVN) blev iscenesat, og der blev anlagt sag mod Knorr for de udtalelser, som han var kom met med for to år siden på et ungdomsstævne i Solingen, hvor han havde talt om det misbrug af ungdommen, der fandt sted - ved hjælp af de samme folk som havde været Hitlers medkæmpere. Den offentlige anklager dr. Reuter, som påtog sig at føre processen for Strauss, står opført på den tjekkoslovakiske liste over krigsforbrydere. Den herre krævede 3 måneders fængsel over Knorr for hans udtalelser om Heusinger3, Speidel4, Foerttsch5, Kammhuber6 og Ruge7. Den politiske hensigt med denne proces, der officielt skulle hedde sig at være en sag om ærekrænkelse var, at rehabilitere de mænd, hvis med skyld i Hitlers forbryderiske angrebskrig blev fastslået under krigsforbryderprocessen 3 General Adolf Heusinger, Hitlers højre hånd og kommandant på østfronten under anden ver denskrig. Udnævnt til militærrådgiver da det vesttyske Bundeswehr skulle dannes. Formand for NATOs militærkomite Hans Speidel nazistisk general i fascistperioden. Senere chef for NATOs landstyrker i Centraleuropa 1957 til september Generalløjtnant Friedrich Foerttsch chef for NATOs væbnede styrkers generalstab General Josef Kammhuber, ledende rolle i det tyske luftvåben i begyndelsen af anden verdenskrig. Afskediget 1943 pga. uduelighed. Inspekteur der Bundesluftwaffe, Admiral Friedrich Oskar Ruge deltog i overfaldet på Danmark og Norge i april 1940.I regeringen Konrad Adenauer viceadmiral

13 i Nürnberg i 46, og at gøre det strafbart at sige sandheden om Det tredie Rige og Hit lers medarbejdere. Samtidig var det hensigten at få kvalt nok en oppositionel stemme. Processen anskues som et led i den kæde af aktioner, som sigter på at likvidere den vesttyske grundlov... Dommen over Knorr ved retten i Solingen kom til at lyde på 300 mark i bøde, subsidiært 30 dages fængsel. Er det nu værd at råbe op om? Er det ikke en ringe straf, en symbolsk straf! Jo, netop og derfor appelleret til frifindelse af Knorr. Anklageren har ment at burde følge trop og har appelleret til skærpelse af straffen. Sagen ventes behandlet ved domstolen i Wuppenthal i december måned. Nu vrimler det jo med retssager i Tyskland, mange med et tragisk menneskeligt perspektiv, hvorfor da netop hæfte sig ved en sag af denne art. Fordi den er et af de meget klare eksempler på, at i Forbundsrepublikken gør man, hvad der er muligt - og det er ikke så lidt - for at beskytte gamle nazister og krigsforbrydere og anklage dem, der siger sandheden om dem - eller som i dette tilfælde bare gentager de sandheder, som een gang blev slået fast for alverden. Forbundsrepublikken udvikler sig bort fra den retsstat, den ifølge sin grundlov burde være. Under denne synsvinkel må sagen anskues: Knorr - der under hitlerstyret blev dømt til døden for antifascistisk virksomhed - fortsætter sin frihedskamp. Frit Danmark har besluttet i lighed med, hvad tilsvarende kredse hovedsagelig i Vesteuropa og i Amerika har gjort, at tilkendegive sin sympati med Lorenz Knorr, og den sag han står for:»undertegnede danske borgere, som har fulgt Deres sag og læst Deres forsvarstale for retten i Solingen, har bemærket, at De i første instans blev idømt straf. Vi udtrykker hermed vor bestyrtelse over en udvikling af tyske retstilstande og deres politiske baggrund, som denne dom bærer vidnesbyrd om. Vi er enige med Dem i, at vil man fremme og sikre det nye tyske demokrati, kan man ikke understøtte krigsforbrydere og andre, der hørte til kredsen af Hitlers medarbejdere, men må nøje respektere de demokratiske rettigheder, som de i ånd og tone er fastlagt i Forbundsrepublikkens grundlov. Med den største opmærksomhed vil vi følge sagens videre udvikling.«de af vore læsere, der ønsker at tilslutte sig denne støtteaktion bedes tilkende give dette ved indsendelse af et brevkort - mærket Knorr-sagen - til F.D.'s redaktion, Nørregade 36, med opgivelse af navn, stilling og adresse. Der er stor sandsynlighed for, at Lorenz Knorr i slutningen af denne måned kommer til København for at tale i Studentersamfundet. 13

14 I så fald vil denne sympatitil kendegivelse blive ham overrakt8. Kommer det os ved? En vesttysk proces af storpolitisk be tydning. Forhenværende krigsminister Strauss, Hitler-generalerne Heusin ger, Speidel, Foertsch, Kammhuber og admiral Ruge har anklaget en tidlige re deltager i modstandskampen mod Hitler, tidligere medlem af det tyske socialdemokratiske partis ungdoms- og kulturudvalg, nu medlem af præsidiet i det nye vesttyske parti Deutsche Friedens-Union, Lorenz Knorr, for for nærmelser og bagvaskelse9, fordi han, som han i et brev af 13. maj 1963 har meddelt den tyske Forbundsdag»har givet unge søgende mennesker de svar angående Det tredie Rige og dets ledende folk, som de fleste voksne fortier for dem, fordi han under udtrykkelig henvisning til den af en international militærdomstol afsagte dom i Nürnberg har påvist uforeneligheden af denne doms udsagn med den rolle, forhenværende Hitler-generaler nu spiller, fordi han, fuldstændig ukonformt og 8 Forslag til løsning af Tysklandsproblemet Den engelske nobelpristager Lord Bertrand Russell har sammen med to medlemmer af bestyrelsen for den tyske fredsunion, greve Karl von Westphalen og journalist Lorentz Knorr udarbejdet et forslag til løsning af det tyske spørgsmål. Under et besøg i Danmark februar 1965 skitserede Lorentz Knorr dette forslag: Det tyske spørgsmål kan ikke løses mod USAs eller Sovjetunionens interesser. Men det er nødvendigt at forsøge en tilnærmelse i Tyskland og indstille den kolde krigs metoder. Når amerikanere og russe re, franskmænd og kinesere, ungarere og østrigere kan samarbejde, så skulle det også være muligt for tyskere på saglig måde at forbedre forbindelserne mellem de to tyske stater. En konføderativ form for tysk genforening ville medføre begge landes økonomiske og samfundsmæssige systemers fortsatte beståen og gensidige konkurrence. Dermed ville tyskerne kunne give hele verden et eksempel på, hvordan sameksistens i et løst statsforbund virker, og dermed have givet et meget positivt bidrag til verdensbegivenhederne. Indenfor rammerne af en sådan konføderation ville Vest berlin ophøre med at være et stridens æble mellem Øst og Vest, det element, der har skærpet spæn dingen. Den ville kunne forvandles fra at være den kolde krigs hovedstad til at være sameksisten sens hovedstad. Hvis tyskerne ville anvende blot en brøkdel af den energi og de midler, som bruges til rustningskaplø bet, til en fornuftig løsning af det tyske problem, ville det tyske spørgsmål meget snart ikke være et verdenspolitisk problem, og tyskerne - og hele verden - ville være lykkeligere. Hvorfor hvorfor ikke / udsendt af Århuskonferencens Københavnsudvalg, 1965 s Vernichtungskrieg = udryddelseskrig. 14

15 korrekt, for unge mennesker har beskrevet de farer, der ligger i Adenauers politik, og som har ført til et nyt misbrug af ungdommen til anakronistiske magtpolitiske formål.«at den offentlige anklager dr. Reuter, der har påtaget sig at føre processen for Strauss, generalerne og admiralen, er opført på den tjekkiske krigsforbryderliste un der nr. A-38/87, fuldender billedet af denne proces. Efter anklagerens og forsvarerens replik og duplik fik den anklagede Lorenz Knorr det sidste ord. Hans tale formede sig ikke som et forsvar for ham selv, men som en anklage mod Hitlers tidligere hjælpere og det nuværende vesttyske»retsvæsen«. Han sagde:»høje ret! Den amerikanske hovedanklager Jackson erklærede i sin slutreplik i Nürnber ger-processen mod hovedkrigsforbryderne:»de forløbne 40 år af det 20' århundrede vil i verdenshistoriens bøger blive regnet for hørende til de blodigste af alle tider... intet halvt århundrede har nogensinde set en nedslagtning af mennesker i et sådant om fang, sådanne grusomheder og umenneskeligheder, sådanne massedeportationer af folkeslag til slavearbejde, sådanne udryddelser af mindretal.«med disse ord blev bragt til udtryk, at den anden verdenskrig med den umenne skelighed, der ledsagede den, var den frygteligste forbrydelse, der nogensinde er begå et imod menneskeheden. Men det var ikke nogen blind skæbne, der frembragte den anden verdenskrig med dens terror. Den anden verdenskrig brød ud, fordi den var planmæssigt forberedt, som de dokumenter, der er forelagt retten, beviser. Udgangspunktet for alt det frygtelige, der under den anden verdenskrig brød ind over de europæiske folk, var en forbrydelse, som Hitler begik sammen med den ty ske militarisme. Denne forbrydelse blev planmæssigt forberedt, men ikke af Hitler alene. De forelagte dokumenter beviser, at de herrer Heusinger og Kammhuber ved bearbejdelse af tilsvarende planer havde aktiv andel i denne forberedelse af alle tiders største forbrydelse. I Nürnberger-dommen hedder det udtrykkeligt:»hitler kunne ikke føre nogen angrebskrig alene. Han måtte have statsmænds, militære føreres, diplomaters og for retningsfolks medarbejde.«her findes ikke den skelnen og differenciering, som herr overstatsadvokaten forsøgte at putte ind i sin anklagetale: Dømte hovedkrigsforbry dere på den ene side og uskyldige generaler på den anden side. Her tales generelt om»militære førere«. De har altså alle et medansvar. I tilgift, men ikke udelukkende, må spørgsmålet om direkte personlig skyld i de enkelte forbrydelser stilles. Enhver angrebskrig er en forbrydelse. Der foreligger for den høje ret dokumenter om Folkeforbundsbeslutninger og uddrag af Kellogg-pagten10, som har været offentliggjort i det tyske riges lovtidende. 10 Vertrag über die Ächtung des Krieges, 1928 Art. I. Die Hohen Vertragschließenden Parteien erklären feierlich im Namen ihrer Völker, daß sie den Krieg als Mittel für die Lösung internationaler Streitfälle verurteilen und auf ihn als Werkzeug na tionaler Politik in ihren gegenseitigen Beziehungen verzichten. Art. ü. Die Hohen Vertragschließenden Parteien vereinbaren, daß die Regelung und Entscheidung aller 15

16 Deri erklæres enhver angrebskrig for en forbrydelse. Vidneudsagn for Nürnbergerdomstolen, som er blevet oplæst i denne proces, beviser klart, at generalerne, fuldt vi dende om deres handlingers forbryderiske karakter, deltog i Hitlers overfald på andre nationer. Dermed vidste altså også de herrer Heusinger, Speidel, Foertsch, Kammhu ber og Ruge, at forberedelsen til disse angrebskrige var en forbrydelse, at påbegyn delsen af disse røvertogter var en forbrydelse, og at de bestandige overtrædelser af Genfer Konventionen og Haager bestemmelserne for krigsførelse på landjorden var er klærede forbrydelser. Ingen af disse fem officerer har nogensinde offentlig beklaget, at han deltog i disse Hitlers frygtelige forbrydelser. Den principielle betydning af Nürnberger-dommen. I denne sammenhæng har anklageren skudt mig i skoene, at jeg ville konstrue re en almen, kollektiv skyld. Det må jeg energisk bestride. Jeg har aldrig talt om en kollektiv skyld, der ramte det tyske folk eller den samlede værnemagt. I den tyske værnemagt var der tre også i det ydre tydeligt fra hinanden adskilte grupper: Mand skabet og underofficererne med ringe ansvar, officererne fra løjtnanter til obersten med større ansvar (som det forelagte dokument beviser på s. 15), og generalerne der var udstyret med særlige beføjelser. Den kendsgerning, der er bevist over for retten, at der f. eks. ved forkyndelsen af Hitlers såkaldte kommissærbefaling og ved andre lejlig heder var ca. 300 til 350 generaler og admiraler til stede, altså alle officerer på dette rangtrin, beviser deres særlige status. Jeg har her i retten flere gange understreget, at jeg fra mine angreb undtager alle de generaler og admiraler, som fandt døden på grund af deres modstand mod Hit ler; som bevisligt nedlagde protest eller ikke gennemførte forbryderiske befalinger, el ler dem, der efter 1945 drog konsekvensen af den tyske Historie. Men for alle andre med generalsrang kan man i betragtning af den særlige stilling, de havde, tale om en kollektiv skyld. Det fremgår også af de allerede citerede steder i Nürnberger-dommen. Anklageren insinuerede endvidere, at jeg skulle have fortolket Nürnbergerdommen forkert. Den angik kun dem, der blev dømt der. Denne anklagerens opfat telse er forkert. Jeg har søgt nøje oplysning hos forskellige jurister og fagfolk i det ve stlige udland: Nürnberger-dommen mod hovedkrigsforbryderne har ikke blot speciel, men også principiel betydning; den er i sine principper blevet en del af den gældende folkeret. Anklageren begik yderligere den fejl at betragte Nurnberger-dommen som et isoleret fænomen, som en afsluttet sag; men i virkeligheden må den ses i sammen hæng med Londoner-overenskomsten af 8. august 1945, ifølge hvilken alle krigsforbry dere skal anklages og straffes. I statutterne, der må betragtes som Nürnberger-dom stolens retslige grundlag, hedder det i afsnit 6 c:»anførere, organisatorer, anstiftere og deres hjælpere«skal holdes ansvarlige. Generalerne kan vel i det mindste betragtes som»hjælpere«. Endelig findes der i den amerikanske hovedanklager Jacksons slutta le endnu en passus, hvori der udtrykkelig skelnes mellem»hovedgerningsmændene«(som stod anklaget for retten) og deres»medskyldige«, men fordres straf over begge Streitigkeiten und Konflikte, die zwischen ihnen entstehen könnten, welcher Art und welchen Ur sprungs sie auch sein mögen, niemals anders als durch friedliche Mittel angestrebt werden soll. 16

17 grupper af skyldige. Anklageren skulle søge bedre oplysning. Anklageren erklærede også, at formålet med min tale til ungdommen i Solingen ikke skulle have været en alvorlig redegørelse, men en nedsættelse af den militære le delses omdømme. Må jeg stille og samtidig besvare det spørgsmål, hvorved den militære ledelse i virkeligheden mister anseelse? Det sker ikke ved kritik over den; kritikken hører de mokratiet til, og den, der drager retten til kritik i tvivl eller betegner den som nedsæt tende, er ikke demokrat. Den militære ledelse mister ansælse, fordi de herrer Heusin ger, Speidel, Foertsch, Kammhuber og Ruge har deltaget i alvorlige krigsforbrydelser. Når selv det kompetente ministerium i Bonn i denne forbindelse over for en journalist, der er til stede her, talte om den Achilleshæl, man havde på grund af Hitler-generaler ne, hvorfor vil da netop anklageren forsvare dem? Anklageren sagde yderligere, at jeg havde fremsat ærekrænkende påstande over for officerer i Bundeswehr. Jeg har foretaget konstateringer, som er bekendt i hele Europa, og som anses for sandhed. Ærekrænkende var ikke det, jeg sagde. Ærekrænkende og ærerørig var de herrer Heusinger, Speidel, Foertsch, Kammhuber og Ruges deltagelse i en forbry derisk angrebskrig! Ærekrænkende var deres medvirken til terrorbefalinger! Ære krænkende for millioner af europæere var den praksis, som Hitler-generalerne gen nemførte i årevis! Det behagede anklageren at konstatere, at jeg havde misbrugt de rettigheder, der her blev mig indrømmet. Må jeg for det første slå fast, at de grundlovsmæssige rettigheder ikke kan gives og fratages nogen efter behag, og for det andet, at jeg ikke har gjort mig skyldig i mis brug. Skyldige i misbrug af grundloven og de grundlovshjemlede rettigheder er jo vel de, som i Det tredie Rige skaffede sig fordele på millioner af uskyldige menneskers be kostning og i dag i Bonn atter sidder på ledende poster. Tør jeg spørge anklageren, om han også i Det tredie Rige har protesteret mod den misbrug af retten, der dér virkelig fandt sted? Ungdommen advares mod en tredie verdenskrig. Anklageren beskylder mig for at have rejst letfærdige beskyldninger. Dermed angribes min ære. Jeg har i fuld ansvarsbevidsthed advaret unge men nesker mod en tredie tysk katastrofe og dens forberedelse. Jeg deler denne såkaldte»letfærdighed«med mange verdenskendte personligheder og politikere, hvilket den 17

18 post, der er indgået i anledning af processen, giver udtryk for. Hvis man endelig vil tale om letfærdighed, så kan man vel kun betegne generalernes omgang med menne skeliv således! Letfærdig og forkert var også anklagerens ytring den sidste procesdag om Speidel-bro churen.11 Da denne udtalelse blev refereret af pressen, vil jeg gerne berigtige den. An klageren sagde, brochuren var uden forfatternavn, uden bevisstyrke, og vi skulle have fremført vidner for at bevise noget. For det første er denne brochure ikke uden forfatternavne. På side 2 er ca. 100 personer anført med navns nævnelse, deriblandt ministre, parlamentsmedlemmer, sagførere, generaler, forlæggere, som står inde for teksten. Som nr. l er nævnt det gaullistiske parlamentsmedlem Jacques Debu-Bridel, der også er ansvarlig over for loven for denne brochure. I brochuren er der stærke beviser i de gengivne uddrag af en fransk retssag, hvorefter Speidel bærer skylden for gidselmord. For det andet vil jeg gerne slå fast, at to af forsvarets vidner har talt om emnet for denne brochure, hvilket ikke burde have undgået anklagerens opmærksomhed. Som skatteborger har jeg her vel lov til at spørge, hvad denne offentlige anklager da ellers bliver betalt for?! Foruroligende syn på partisankrig12. Anklagerens udtalelse til partisanspørgsmålet har foruroliget mig mest. Han sagde, at jeg i min argumentation ikke havde taget hensyn til den tvang, der havde ført til partisanbefalingen, og jeg havde heller ikke i tilstrækkelig grad spurgt, om også den anden side tog hensyn til folkeretten. Her forveksler anklageren årsag og virkning. Begyndelsen til uretten lå dog ikke i, at mennesker forsøgte at forsvare deres hjemland mod de indtrængende angri bere, men i, at Hitler understøttet af generalerne begyndte en forbryderisk angrebs krig! Det er absolut sandsynligt, at Tysklands modstandere lejlighedsvis ligeledes overtrådte folkeretten, men de kunne det jo kun, fordi Hitler og den tyske militarisme i forvejen havde brudt de bestående overenskomster. I anklagerens formuleringer med hensyn til partisanspørgsmålet ser jeg som medlem af den antifascistiske modstand ikke blot et angreb på retten til at gøre mod stand og på den modstand, der notorisk fandt sted mod Hitler, men også et forsøg på nu bagefter indirekte at retfærdiggøre de frygtelige forbrydelser, som Hitler og den ty ske militarisme har begået. Her forsøges det at skyde skylden over på andre, hvor vi som tyskere havde al grund til at bede vore nabofolk om tilgivelse. 11 se Vi Kvinder februar Se eksempelvis Ellen Hørups kronik Krigen på anklagebænken. i tidsskriftet Tværtimod, november 1951 s. 173-[176] Og online: Twenty-Fourth Day: Thursday, 20th December,

19 Politisk vildledt? Anklageren har endvidere forsøgt at slå fast, at»den anklagede skulle være politisk vildført«(verhetzt = ophidset til fanatisme). Må jeg her spørge, hvem der virkelig var og er vildført? Var det dem, der som medløbere drog fordel af Hitler-regimet, ellers dets modstandere? Er det dem, der nu bagefter forsøger at retfærdiggøre Hitler-regimet, og som går i ledtog med Hitlers øverste hjælpere, eller er det dem, der maner til besindelse, og som vil, at alle belastede medløbere i Det tredie Rige nu endelig skal fjernes fra deres embeder? Da jeg understøttes af Bertrand Russell, Pietro Nenni, af biskopper og par lamentsmedlemmer fra nogle europæiske lande, så skulle disse vel også være»vild ført«. Jeg tror næppe, anklageren kan opretholde en sådan formulering. Tjenester over for fædrelandet? De 50 millioner døde, som den anden verdenskrig kostede, er ikke nogen ubeviselig antagelse, men et faktum. Langt over 200 millioner mødre og fædre, hustruer og kærester, børn, brødre og søstre har mistet deres kære i den angrebskrig, som Hitler og den tyske militarisme slap løs. På denne kendsgerning har anklageren ikke spildt ét beklagende ord. Ca. to trediedele af de halvtreds millioner døde er faldet som soldater. Ansvaret for dette tab af menneskeliv falder på dem, som gjorde det muligt for Hitler at realise re sine aggressive planer. Det var ikke blot industriherrerne, men også militaristerne. Til dem hørte de herrer Heusinger, Speidel, Foertsch, Kammhuber og Ruge.»Uden deres militære ledelse var Hitlers og hans Nazi-kumpaners angrebslyster forblevet akademiske og uden følger,«hedder det i Nurnberger-dommen. Hertil kunne man endnu holde generalerne en falsk opfattet»tjeneste over for Fædrelandet«til gode, skønt overenskomstbruddene var dem bekendt, og skønt det ved et citat af tidsskriftet»offizier und Politik«blev påvist over for retten, at Hitlerværnemagtens samlede officerskorps var klar over, at det tjente den nationalsocialisti ske verdensanskuelse. Rene forbrydelser. Men fuldstændig uundskyldeligt er det, at man affandt sig med og gennemførte de terrorbefalinger, der førte til, at største delen af den resterende trediedel af de 50 millioner mistede livet. Gennemførelse af kommissærbefalingen13, af partisanbefa lingen, der ifølge forelagte dokumenter kun var et påskud til udryddelsen af jødiske og 13 Ordre om, at kommunistenes "politiske officerer" skulle henrettes straks efter de blev taget til fange. Se på Internettet: Secret Field Marshal v.reichenau Order Concerning Conduct of Troops in the Ea stern Territories.Dated 10 October,

20 slaviske befolkningsdele, nedskydningen af gidsler og den såkaldte Nacht- und Nebelforordning, alt det kan ikke betragtes som tjenester over for fædrelandet. Det var rene forbrydelser, for hvilke Hitler-generalerne med undtagelse af dem, der satte sig til modværge imod det, er ansvarlige. Generalerne Heusinger, Speidel, Foertsch, Kamm huber og admiral Ruge hører imidlertid ikke til undtagelserne. Der findes ikke noget dokument, der aflaster dem for skyld. Tværtimod blev det påvist, at de deltog aktivt i gennemførelsen af disse forbryderiske befalinger. Hvad jeg allerede sagde på processens første dag kan nu, efter at dokumenterne er læst op, anses for påvist: Hvis alle generaler havde forholdt sig så passive og afvisende som nogle af dem, var der aldrig blevet noget af disse frygtelige forbrydelser. For så vidt turde spørgsmå let om medskyld og medansvaret for de 50 millioner døde være klaret. Det er også den offentlige mening i udlandet. Jeg har lært den at kende på man ge rejser fra Finland til Italien, fra London og Paris til Warschau og Moskva. I over ensstemmelse med det overvældende flertal af den europæiske befolkning kunne jeg over for ungdommen i Solingen henvise til Hitler-generalernes skyld. Som bevis må jeg måske citere to sætninger af et brev fra overborgmesteren i den i den anden verdenskrig hårdtprøvede engelske by Coventry:»Har tyskerne glemt, at Hitlers angreb på andre nationer ville have været uden følger, hvis de tyske genera ler ikke havde deltaget? Er det tyske folk klar over, at Hitlers generaler er ansvarlige for 50 millioner menneskers død i den anden verdenskrig?«den italienske ledende socialist og parlamentariker Pietro Nenni skrev til mig, at min mening deles af millioner og atter millioner af mennesker i Europa og i hele verden, og at jeg i meningsfrihedens navn burde frikendes. Den franske Liga for Menneskerettigheder fastslog, at min holdning»fremmer Tysklands anseelse i Frankrig, og at en stort anlagt tysk hjælp til den anklagede over for franskmændene ville bevise tyskernes vilje til at befri sig for deres militaristiske og nazistiske fortid«. Denne stillingtagen understøttes af foreninger af lærere og pro fessorer, af den kristne, den socialistiske og den kommunistiske fagforening og af tre partier i Vestfrankrig (SFIO, PSU, PC). Også i Tyskland var det, jeg sagde til ungdommen i Solingen, efter den anden verdenskrig en del af den offentlige mening. Jeg bryder mig ikke om her nærmere at undersøge, hvorfor det for tiden ikke mere synes at være alment eje i politisk tænk ning i Forbundsrepublikken. Europas folk, som allerede to gange har måttet lide un der den tyske militarismes svøbe, ved imidlertid, hvem der bærer skylden for den an den verdenskrigs 50 millioner døde. Tillid til Tyskland kan man ikke få gennem Hitlers generaler, som var Europas skræk og nu igen er det. Tillid til Tyskland får man ikke med Globke og Vialon, Frän kel og dr. Reuter og de andre herrer med rigeligt brun fortid. Dette fremgår klart af den udenlandske presse og af de breve, der er tilsendt mig, og hvori der tages stilling 20