Kapitel december Skør eller ikke skør.

Transkript

1 Kapitel december Skør eller ikke skør. Et sted i København. Efter al balladen sidste år ved juletid, med den smadrede glaskugle og Vlad Dracul s dårlige energier som næsten havde ødelagt julen for alle københavnere, så jeg frem til denne jul. En jul, hvor alt skulle ånde fred og ro. Ingen hektisk rejsen frem og tilbage, ingen bekymringer - udover dem som man jo altid, af en eller anden årsag, finder det nødvendigt at gå at slæbe rundt på - så jeg virkelig frem til et normalt hus, med masser af julepynt og masser af jule aktiviteter, og ikke fyldt med edb udstyr og ledninger overalt, selvom de havde hængt som guirlander i loftet. Planerne for denne jul var ikke at lave noget andet end hygge, hygge. Jeg glædede mig til denne jul, som om jeg var en lille pige igen. Forventningens glæde startede for mig allerede omkring den 1. november. Ikke fordi jeg begyndte at pynte huset op til jul så tidligt, for så tidligt plejer jeg heller ikke at være ude med juleriet. Faktisk irriterer det mig grænseløst, at mange butikker allerede begynder at pynte til jul så tidligt. Nogle starter med at pynte allerede i slutningen af oktober og starten af november, den syntes jeg ikke holder. Mine blomster i haven blomstrer stadigvæk, når mange af butikkerne begynder at pynte til jul. Jeg kan godt forstå, at der er nogle som bliver trætte af julen allerede inden den kommer i gang. Det er jo i bund og grund temmelig synd, når december måned kan være et dejligt lyspunkt i vinteren. Jeg havde allerede skrevet invitationen til alle der skulle være med til store bagedag. Store bagedag er en årlig juletradition, hvor familie og venner mødes en lørdag, hvor der bliver bagt kager, lavet julekonfekt og juledekorationer for 1.

2 blot at nævne nogle af aktiviteterne. Det er en dejlig dag, hvor huset er fuldt af glade mennesker. Selvom jeg havde denne tidlige jule forventningens glæde allerede i begyndelsen af november, så blev november måned dog noget ødelagt. Ødelagt af en udefinerbar fornemmelse af, at jeg var under opsyn. Som om der var nogen, og når jeg så vendte mig om, så var der alligevel ikke nogen. Det er sådan et pas på du er under opsyn instinkt jeg har udviklet gennem tiden og det er et instinkt der har gjort, at jeg er kommet væk fra diverse forfølgere gennem tiderne. Hvis du ikke helt kan huske det, så er jeg altså et dragemenneske, et dragemenneske som har levet i år. Desværre eller måske nærmere heldigvis - må jeg indrømme, at jeg er blevet så magelig her i Danmark, at jeg i første omgang blot rystede fornemmelsen af mig. Men fornemmelsen blev stærkere og stærkere som dagene gik, og satte sig til et ubehag inden i mig, en permanent følelse af uro og rastløshed. Til sidst tog jeg konsekvensen af mine fornemmelser og kontaktede Jakobsen i hans egenskab af detektiv. Jakobsen har tidligere være ansat i politiet, og er en kæmpestor mand. Jeg har mistanke om at en af hans forfædre var en trold eller en kæmpe som de kalder sig selv. Efter sidste års dramatiske hændelser, havde Jakobsen også selv fået den fornemmelse, så han var i gang med at undersøge hvor langt tilbage i tiden han kunne spore sine forfædre. Selvom Jakobsen er en glimrende detektiv, var han ikke kommet særlig langt i sin undersøgelse endnu. Jeg ville have Jakobsen til at skygge mig, for at se om der var andre der skyggede mig eller fulgte mine aktiviteter med en lidt for ivrig interesse. Som dragemenneske har jeg absolut ingen interesse i at min eksistens skal blive kendt af alt for mange, for jeg er bange for, at mange så ville fordømme mig og kigge skævt til mig og min familie fordi jeg er anderledes. Jakobsen er et af de få mennesker som ved, at jeg er dragemenneske. 2.

3 Da jeg fortalte Sven, som er min kære mand, at jeg havde sat Jakobsen på denne opgave i hans egenskab af detektiv, rystede Sven på hovedet og brummende et eller andet der lød noget i retningen af du er dybt mærkelig og pas på du ikke kommer til at lide af forfølgelsesvanvid. Sven mente at jeg overreagerede ganske betragteligt, men da jeg insisterede, rystede han blot på hovedet og sagde Dine penge kan du jo bruge på den måde du vil, og vil du smide dem efter en privatdetektiv som Jakobsen så er det dit valg. Da jeg kontaktede Jakobsen tog han opgaven, men han ville ikke have penge for den det var sådan en vennesag, sagde Jakobsen. Vi har nemlig tit og ofte arbejdet sammen om nogle af de opgaver han får. Som sagerne udviklede sig, tror jeg at han fortrød den beslutning, men det vil jeg tale med ham om næste gang jeg ser ham. For at være helt ærlig, så tror jeg heller ikke, at Jakobsen tog mig særligt alvorligt. Hans løftede øjenbryn, og en lille umærkelig sammen snerpen af munden, fortalte mig, at Jakobsen også syntes at jeg var lidt langt ude. Men han tog dog min sag og orienterede mig om, at han ville køre den mellem nogle af alle de andre sager han arbejdede med. Det var helt ok for mig. Da jeg tog af sted fra Jakobsens kontor den dag hvor han tog sagen, havde jeg en rigtigt god følelse i maven. Noget af uroen havde lagt sig, fordi jeg nu var i gang med at gøre noget ved den. Jeg nød det gode vejr, og valgte at tage en tur ind til Christianshavn og gå en stille tur langs kanalerne. Det er en smukt tur med masser at se på der kan få tankerne lidt væk. De næste 14 dage skete der ikke rigtigt noget, ikke andet at jeg havde den fornemmelse af at være iagttaget. Da jeg lever af at undervise, er jeg vant til at blive iagttaget fra mine deltagere, men det er en direkte iagttagelse, og ikke en skjult iagttagelse, hvis du forstår hvad jeg mener. 3.

4 Det var nærmest ligesom en hel række myg, der en skumring en sommeraften forsøger at stikke en. Myggene er svære at få øje på og klaske, men man ved de har været der, for det klør fordi man er blevet stukket. Jeg havde denne udefinerbare kløe i nakken som om myg svirrede rundt om mig, denne skjulte følelse af iagttagelse. Som sagt hørte jeg ikke fra Jakobsen de næste 14 dage og mit forfølgelses instinkt fortalte mig, at der var noget helt galt. Jeg havde lagt et par beskeder på Jakobsens telefonsvarer, men han havde ikke besvaret dem. Det er sjældent at han ikke ringer tilbage relativt kort tid efter at jeg har lagt en besked, men det sker dog, hvis han er dybt optaget af en sag. Midt i november var jeg efterhånden så nervøs og urolig, at jeg end ikke turde gå ned i parken om aftenen og tage mig en lille flyvetur. Heller ikke Freja min datter som også er et dragemenneske fik lov til at træne sine flyvefærdigheder i denne periode. Det var hun umådelig fornærmet over og kom med mange mumlende utilfredse bemærkning. Det kunne jeg egentlig godt forstå, da jeg ikke kunne give nogle ordentlige begrundelser for dette forbud. At der var noget galt, det blev så endeligt bekræftet en morgen, hvor Freja lige var sendt i skole. Der var kun Sven og jeg i huset. Jeg havde hjemmearbejdsdag og Sven havde hjemme ringedag for sit arbejde hvor han skulle booke salgsmøder. Vi gik rundt og små sludrede om, hvad vi skulle lave af arbejdsopgaver i løbet af dagen. Vi ryddede lidt op og gjorde os klar til dagens dont. En hyggelig, lidt små doven morgen. Jeg var ved at tage min joggingdragt af, for at tage et bad og komme i arbejdstøjet, da det ringede på døren. Sven stod ude på badeværelse, som er tæt på hoveddøren og var ved at barbere sig. 4.

5 Da det ringede på døren, troede vi at det var Freja der havde glemt noget og var vendt tilbage for at hente det. Så Sven råbte kom bare ind skat, døren er åben. Men dørklokken blev stædigt ved med at ringe, så vi vidste at det ikke kunne være Freja, for hun var bare gået ind og formentlig endda uden at ringe på. Jeg trak hastigt i joggingbukserne igen, skyndte mig hen til døren og åbnede den. Udenfor stod mange mennesker, hvor mange kunne jeg ikke lige overskue, og slet ikke med det skilt der blev stukket op i ansigtet på mig, og det papir som blev viftet omkring min næse. Sven kunne også indefra badeværelset høre lyden af mange mennesker, så Sven kom ud af badeværelsesdøren, med en badekåbe slynget om sig og halvdelen af ansigtet fyldt med barberskum og håret strittende til alle sider. Det var politiet, med en meget bekymrende meddelelse: kl. er 8.17, I er anholdt. 5.