Årsmøderne fejres i år for 90. gang og mottoet denne gang er Sydslesvig en dansk fortælling.

Transkript

1 Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder SSF s 1. Næstformand Gitte Hougaard-Werner Ved mødet på Store Vi Danske Skole Fredag den 23. Maj 2014 kl Ved mødet på Bøl/Strukstrup Danske Skole Lørdag den 24. maj 2014 kl Årsmøderne fejres i år for 90. gang og mottoet denne gang er Sydslesvig en dansk fortælling. Den fortælling begyndte længe før årsmøderne så dagens lys, og længe før Sydslesvig blev til på landkortet med grænsen, som vi kender den i dag. Selvom selve betegnelsen Sydslesvig ikke findes i et atlas og på de fleste landkort, lever fortællingen stadig, og de fleste af os er en del af den. De årstal, der er fremhævet på årets plakat, er årstal, der har været særlige vendepunkter i fortællingen, og der kan selvfølgelig nævnes flere. I år har vi markeret, at det er 150 år siden, at slaget ved Dybbøl blev tabt. Før 1864 var den jord, vi står på i dag dansk og hørte til det samlede danske kongerige, men sådan skulle det ikke forblive, og 1864 blev et markant vendepunkt. Men lad mig starte fortællingen før dette skæbneår 1864 med et En gang for længe siden, længe før 1864 boede der mennesker i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der både kunne dansk og tysk; mennesker, der følte sig danske og andre, der var tyske. Omkring år 1800 dominerede det danske sprog helt ned til Slien ved Slesvig, selvom kirke-, skole- og forvaltningssprog var tysk. Der herskede dog stadig større og større uenighed om tilhørsforholdet og identiteten. Mange ønskede uafhængighed både fra Danmark og Preussen, andre ville være dansk og andre tysk. Der opstod ufred, der udmundede i flere slesvigske krige. Grænsen blev flyttet utallige gange og belastede forholdet mellem Danmark og Tyskland. I 1850 vandt danskerne slaget ved Isted. Den sejr tilskrives mest af alt, at danskerne kun var op imod SlesvigHolstenerne, da Preussen efter russisk pres havde måtte afstå fra at blande sig i krigen. Alligevel var det en dyrekøbt sejr med utallige døde på begge sider. 1

2 Som sejrsmonument kender de fleste Istedløven, der stod og nu igen står på den gamle kirkegård i Flensborg. Den blev rejst i 1862 og skulle stå og holde øje med Preusserne og forsvare den nyvundne grænse, og danskerne gik i stilling ved Dannevirke. Dog allerede få år efter måtte Danmark forsvare denne grænse med våben og mandsblod igen. De dansksindede mennesker, der boede i landsdelen Slesvig kæmpede for at måtte blive inden for landets grænser, mens de tyske kæmpede på tysk side. Som vi alle ved, lykkedes det ikke hverken at forsvare Dannevirke eller Dybbøl, og d måtte de danske soldater trække sig tilbage. Krigen var tabt og grænsen blev en hel anden. Danmark tabte 1/3 af landets jord og var nu kun et ganske lille land. Disse voldsomme Slesvigske krige er flot symboliseret på årsmødeplakaten ved den røde farve på den tid gjalt kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder... Denne ufredens tid strakte sig ind i de følgende efterkrigsår. Omkring dansksindede i Slesvig/ Sønderjylland kom under tysk herredømme. Flere flyttede over grænsen og ind i kongeriget, men mange kæmpede stadig. Ikke længere med våben, men ved fastholdelse af det, der var dansk og med et stort ønske om en dag igen at høre til moderlandet Danmark. Allerede i 1866 blev det fastskrevet ved fredsforhandlingerne mellem Østrig og Preussen, at befolkningen i de nordlige distrikter i hertugdømmet Slesvig, hvis de gennem fri afstemning ønskede det, kunne blive forenet med Danmark. Det gav håb, selvom det skulle tage mange år endnu og ikke kom til at gælde for alle, som vi ved i dag. En deling af Slesvig ved Dannevirke afslog Danmark, med Christian d. 9. i spidsen, trods nederlaget, da han ikke ville give afkald på barndomshjemmet Louisenlund. Derfor forblev Slesvig/ Sønderjylland på den tyske side af grænsen. Nu måtte der kæmpes for at bibeholde det danske på anden vis, man måtte kæmpe for sproget, traditionerne, kulturen og identiteten. Først efter 1. verdenskrig sørgede H.V.Clausen og H.P.Hansen for, at det slesvigske spørgsmål blev taget op igen ved fredsforhandlingerne i Paris. Man henviste til 1866 og aftalen om, at en folkeafstemning er mulig blev folkeafstemningen en realitet. Begge parter gjorde sit for at overbevise befolkningen om at få stemt hele Sønderjylland hjem henholdsvis forblive tysk, og der var voldsom propaganda fra begge sider. Men det gik, som det gik, og grænsen blev trukket der, hvor den ligger i dag. Begge lande forpligtede sig nu til at overholde grænsefreden. Årstallets farve på plakaten vidner om, at de frygtelige og blodige krige havde fået en ende, og tiderne var lidt lysere. Der flød ikke blod, men måske tårer i de hjem, der havde håbet at komme tilbage til fædrelandet. Det var ikke en nem tid, idet der boede både dansk- og tysksindede mennesker ved siden af hinanden og i modsætning til idag, havde de ikke forståelse for hinandens sindelag tværtimod. 2

3 Vi skriver år 1920! Grænsen ligger fast, men til gengæld fik de mennesker nord og syd for grænsen, der nu, i egne øjne boede i det forkerte land lov til at blive og danne et nationalt mindretal, et mindretal, hvis fortælling ikke er endt. I dag kan vi fortælle de historiske facts omkring grænsedragningen, de voldsomme krige, folkeafstemningen med al dens hets og befolkningens kamp for at bevare det danske. Før i tiden drejede det sig ikke kun om følelser og sindelag, det var familiehistorier, kronikker, jord og ejendomsforhold, der var afgørende! Kærligheden til Fædrelandet til de rød-hvide farver, til sproget, sangene, kultur og traditioner gjalt det om at holde i live, og det er fortsat dagsordenen for de dansksindede i Sydslesvig i dag. Et årstal, som plakaten ikke tilgodeser, er 1955, året for Bonn- Københavnerklæringerne, der afgives af den danske og den vesttyske regering. I følge disse, er bekendelsen til dansk eller tysk nationalitet og kultur i det dansk-tyske grænseland fri og må ikke efterprøves. Det er ikke et spørgsmål om pas, men om sindelag. Begge mindretal er dermed sikret, og folket kan bevare deres nationale og kulturelle identitet. Med afsikring og stabilisering af mindretallet, er de lyse de gule/ gyldne tider kommet, sådan som plakaten genspejler det. Der har været enkelt udsving frem til i dag. Det være sig med den tidligere landsregerings urimelige spareplaner eller klagen ved domstolen, der betvivlede mindretallets eksistens. Men alt i alt bor vi side om side med vores tyske nabo, i gensidig forståelse og respekt. Symboliseret ved det gyldne årstal Fortællingen er nu dermed i forhold til plakaten, nået op til 2014 og den hvide top. Den symboliserer nemlig fremtiden. Den fremtid, som vi alle skal være med til at farvelægge. Det er op til os og de kommende generationer at sikre mindretallets fremtid, så den ikke pludselig går i sort! Vi skal fortælle videre på den danske fortælling. Her gælder det ikke bare om at fortælle vore tyske naboer om vores eksistens og berettigelse, eller fortælle og oplyse om os selv nord for grænsen for at sikre, at vi stadig får økonomisk støtte og ikke bliver glemt. Nej, der gælder i allerhøjeste grad også om at videregive fortællingen blandt vore egne være med til at klæde de kommende generationer godt på, give dem lyst og mod på at kæmpe videre for dansk sprog og kultur i Sydslesvig. Danskerne findes i mange modeller, og det gør sydslesvigerne også. Der vil både være dem, der lever deres liv meget dansk og har gjort det gennem mange generationer; og dem, der lever både-og i blandede ægteskaber og slutendelig dem, der som første generation i familien har valgt at blive en del af det danske mindretal syd for grænsen. Fortællingens udvikling er, at der skal være plads til os alle. 3

4 Vi skal dog fastholde os selv og hinanden i at leve dansk sprog, kultur og traditioner i så vid en udstrækning, som en tysk hverdag tillader det. De nye, der af forskellige årsager kommer ind i mindretallet, har sagt ja til at lære dette og dermed skal vi alle skabe så megen mulig berøring med det danske i dagligdagen for de nye og for os. Vi må huske hinanden på, at generationer før os har kæmpet for den danskhed, vi må leve i og med i dag. Det kræver, at vi ikke er ligegyldige og tager livet i mindretallet næsten som en selvfølge og for givet, det kræver, at vi står fast ved vores danskhed. Kræver kommer af ordet krav, og jeg tror, at vi kan og skal stille krav til os selv, hinanden og de kommende generationer. Et krav om at være sig sit valg og sit ståsted bevidst, videregive mindretallets historie og være med til at skabe en mindretalsidentitet blandt de unge ved selv at leve så dansk som muligt uden at vrage det tyske. Dette krav medfører også, at man vælger hele mindretallet med al dens mangfoldighed og muligheder. På den måde fortsætter fortællingen om Sydslesvig, ikke bare i historiebøgerne, men som en levende fortælling i vores dejlige landsdel, og således gør vi Danmark lidt større. For at komme tilbage til den hvide farve øverst på plakaten, så er vi alle med til at bestemme fremtidens kulør! Skal det stadig være de rød-hvide farver, der præger vor handlen og vort sprog? Fjendebilledet fra 1864 og 1920 eksisterer ikke længere, og mindretallet må derfor ikke blive sin egen værste fjende. Det være sig ved at falde hen i ligegyldighed og bekvemmelighed og langsomt assimileres med den tyske flertalsbefolkning, fordi det er så nemt at være dansk i Sydslesvig i dag, og det ikke kræver noget af den enkelte. Danskheden vil således blive udvisket i venskabet til den tyske flertalsbefolkning. For mig at se er det netop bekvemmelighed, der er den største fare for mindretallet. Dannebrog er ikke et bekvemmelighedsflag og danskheden syd for grænsen kræver stadig arbejde, kommunikation og oplysning. Heldigvis er de unge slet ikke kede af, at vi stiller krav, så lad os hjælpe dem med at finde sig selv i mindretallet, selvom verden står åben for dem. Opnår vi det, så er jeg sikker på, at vi ikke langsomt udviskes. Samtidigt kræver fremtiden for mindretallet, at der er et stabilt samarbejde, åben kommunikation og gensidig respekt indenfor mindretallets egne organisationer og foreninger, så vi ikke fortaber os i diskussioner om magt eller personer i vore egne rækker, men tværtimod står som en enhed, det danske mindretal! Vores fælles fortælling er SÅ vigtig, så lad os fortælle den i fællesskab og i fred og fordragelighed. Som Ebbe Kløvedal Reich beskriver det i sit digt fra 1994 i Danskerne findes i mange modeller : 4

5 Lad os tale om det frit, lære hvor vi står, blive tvivl og kulde kvit, skabe gyldenår. Gør vi det, så vil svaret være ja, så vil vores fortælling i fremtiden være domineret af de rød-hvide farver i et levende fællesskab og med stærke bånd til moderlandet Danmark. Med håbet om en fælles gylden fremtid ønsker jeg os alle et godt årsmøde 2014! 5