Menneskerettigheder og staternes suverænitet

Transkript

1 Menneskerettigheder og staternes suverænitet Samfundsfagligt Basisstudie semester hus 22.1 Simone Sophie Wittstrøm Selsbæk Vejleder: Thomas Theis Nielsen

2 Indholdsfortegnelse Kapitel Indledning Problemformulering.. 3 Kapitel 2 Metode og videnskabsteori 2.1. Fremgangsmåde og projektdesign Empiri Teori Videnskabsteoretiske overvejelser Afgrænsning.11 Kapitel 3 Menneskerettigheder og suverænitet 3.1. Suverænitet og ikke-intervention Suverænitet Realisme Liberalisme Ikke-intervention Implementering af menneskerettigheder National implementering Menneskerettigheder som blød lovgivning Rettigheder og udenrigspolitik Håndhævelse af menneskerettigheder International lovgivning Det Globale Samfund Overstatslige aktører Humanitærintervention Humanitær intervention Solidarismen og pluralismen 27 Kapitel 4 Diskussion, konklusion og perspektivering 4.1. Diskussion Konklusion Perspektivering 33 2

3 Kapitel 1 1. Indledning I liberale demokratiske lande tager mange mennesker deres grundlæggende menneskerettigheder for givet. Desværre er menneskerettigheds krænkelser i store dele af verden stadig et faktum. Selvom princippet om rettigheder er noget alle stater kan anerkende, er implementeringen af disse rettigheder stadig i høj grad et emne der er uenighed om. Kernen i denne diskussion er det grundlæggende princip om staternes suverænitet og dennes ukrænkelighed. Staternes suverænitet og tanken om universelle menneskerettigheder bliver ofte set som to modsætningsfyldte konstruktioner, statens rettigheder mod individets rettigheder. Statens suverænitet beskytter den mod angreb fra andre stater mens menneskerettigheder beskytter borgeren mod angreb fra staten. Så hvad kommer først, statens rettigheder eller individets? I hvor høj grad skal nationalstaten indgå i internationalt samarbejde og konformere til international norm? Går staterne på kompromis med suveræniteten når de indgår i mellemstatsligt samarbejde eller er der i virkeligheden tale om et begreb der er fleksibelt nok til favne sådanne relationer? Er suverænitetsbegrebet en absolut konstant eller er den en social konstruktion som ændrer og tilpasser sig det moderne samfund og har alle stater den samme grad af suverænitet? Svækkes suveræniteten når nationalstaten indgår i overstatsligt samarbejde og dermed lader internationale normer diktere deres regeringsførelse og lovgivning? Når staterne tilslutter sig FN samarbejde som Verdenserklæringen om menneskerettigheder, er dette så at afgive ikke bare magt, men suverænitet, og hvor langt kan det internationale samfund gå for at håndhæve universelle menneskerettigheder? Et af de store dilemmaer i moderne menneskerettigheds praksis er hvordan man sikre at staterne håndhæver menneskerettighedskonventionerne uden at gå på kompromis med suverænitet. Den stærke internationale norm om ikke-intervention forhindrer enkelt stater i at gribe ind over for grove og systematiske menneskerettigheds krænkelser og er klart formuleret i FN pagten fra

4 Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra truslen om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationer formål 1 Af FN-pagten fremgår det tydeligt at alle medlemmer skal respektere andre staters suverænitet og ikke med militær magt intervenere i andre staters domestiske anliggender. Verdenserklæringen fra 1948 forpligter ligeledes kun stater til at beskytte og respektere sine egne borgere og ikke borgere fra andre nationer. Artikel 55 i FN-pagten modsiger dog dette: De Forenede Nationer skal fremme ( ) almen respekt og overholdelse af menneskerettigheder samt fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn sprog og religion. 2 Så hvornår skal statens suverænitet tilsidesættes i en sådan grad, at andre stater eller overstatslige aktører, som FN, kan anvende militær intervention af humanitære årsager? Kernen i disse problemstillinger er konceptet om staternes suverænitet og menneskerettighedernes universalitet i international kontekst. Svækker internationale konventioner som Verdenserklæringen om Menneskerettigheder statens individuelle suverænitet eller er der i virkeligheden tale om et langt mere fleksibelt suverænitetsbegreb. Denne opgave vil belyse dette spørgsmål teoretisk og i en international kontekst ud fra problemformuleringen: Er staternes suverænitet forenelige med menneskerettighederne? 1 Artikel 4(2) 2 Artikel 55 4

5 Kapitel 2 Metode og videnskabsteori 2.1. Fremgangsmåde og projektdesign I følgende afsnit vil der være en metodisk gennemgang af kapitel 3. Formålet med denne gennemgang er at give læseren en forståelse af opgavens struktur og at beskrive hvordan analysen vil belyse forskellige facetter af problemstillingen og dermed danne et teoretisk vidensgrundlag til diskussionen. For at skabe overblik og fordi det har været et vigtigt arbejdsredskab i processen vil der være en visuel opstilling af projektdesignet. 5

6 Suverænitet og ikke-intervention Første afsnits formål er at belyse suverænitetsbegrebet. Der vil her være en præsentation af todominerende teoretiske rettigheder. De fremhævede teorier er realisme og liberalisme. Herunder vil der være en præsentation af Stephen D. Krasner fire suverænitets definitioner og af Jack Donnellys model for hvordan graden af suverænitet har indflydelse på statens legitimitet og kapacitet og hvordan dette har indflydelse på hvilken form for suverænitet der er tale om og i hvilken grad suveræniteten kan håndhæves. Tankerne om realisme og liberalisme skal danne det teoretiske grundlag for den videre analyse og endelige diskussion. Endvidere vil den international norm om ikke-intervention bliver analyseret. Implementering af menneskerettigheder Formålet med dette afsnit er klart at definere nationalstatens menneskerettighedsforpligtelser og at klarlægge de problemer, der kan opstå når staten skal implementere rettighederne. Afsnittet vil indeholde et kort afsnit om nationalstatens ret til implementering og hvilke dilemmaer dette skaber i sammenhæng med menneskerettighederne. Der vil være en argumentation for, at retten til national implementering er et produkt af en realisme/statscentralistisk tankegang. Derefter vil der være et afsnit om hvordan man kan bruge en international menneskerettigheds norm som blød lovgivning og hvordan konventioner som verdens erklæringen kan bruges som ballast i nationale policyprocesser. Afslutningsvis vil dette afsnit identificere menneskerettighedernes rolle i en national udenrigspolitisk kontekst. For at opnå dette vil Donnellys Realist, Legalist og relativist modeller blive brugt og diskuteret. Dette er for at opnå et overblik over hvor meget indflydelse menneskerettigheds hensyn har i national statens udenrigspolitik. Håndhævelse af menneskerettigheder Formålet med dette afsnit er at klargøre hvilke tanker der lægger bag et internationalt menneskerettigheds regime, hvordan et sådant opstår og hvilken rolle en sådan overstatslig aktør 6

7 spiller i internationale relationer. Dette afsnit skal lægge til grund for diskussionen om hvorvidt overstatslige aktører, hvis opgave er at håndhæve menneskerettighederne, er i konflikt med nationalstatens suverænitet. International lovgivning Dette afsnit vil omhandle mulighederne for håndhævning af menneskerettighederne. Afsnittet om international lovgivning vil præsentere begreber som internationale normer og internationale regimer. Der vil være en analyse af Verdenserklæringens vedtagelse og begivenhederne der førte op til dette. Derudover vil der være en principiel analyse af hvordan international lovgivning bliver til national lovgivning og hvorfor staterne er villige til at acceptere dette. Det Globale Samfund Afsnittet om Det Globale Samfund vil der være en kort præsentation af teoretikeren McGrews tanker om indholdet af om muligheder for et globalt samfund. Derefter vil Donnellys statscentralistiske, kosmopolitiske og internationalist modeller forsøge at definere forskellige grader at et globalt samfund og menneskerettighederne samt staternes suverænitets rolle i disse. Overstatslige aktører Afsnittet starter med Donnellys teoretiske forklaring på, hvordan international efterspørgsel skaber en overstatslig aktør. Derefter vil der være en kort gennemgang af funktionerne i FNs menneskerettighedsråd. Herefter vil der være en teoretisk forklaring på hvordan man får et international menneskerettigheds regime til at bevæge sig ud over det deklaratoriske niveau. Dette vil føre til en teoretisk analyse om hvorvidt internationale aktører, hvis formål er at fremme menneskerettigheds hensyn, er forligelig med staternes suverænitet Humanitærintervention Dette afsnit introducerer begrebet humanitærintervention og indeholder en analyse af, om humanitære interventioner er legitime i forhold til suverænitetsbegrebet. Afsnittet vil indeholde tanker om solidarisme, pluralisme og human intervention skrevet med baggrund i Tim Knudsens teoretiske arbejde. Ud fra disse teorier analyseres det om FN-pagtens regel om ikke-intervention kan tilsidesættes i tilfælde af grove systematiske krænkelser af menneskerettighederne. 7

8 2.2. Empiri Primære kilder Størstedelen af det empiriske materiale der er brugt i analysen er udarbejdet af henholdsvis Jack Donnelly og David Forsythe. Yderligere referencepunkter brugt i analysen er FN-Pagten og Verdenserklæringen. Donnelly har en Ph.d. i Political Science fra University of California. Han er i dag professor på Joseph Korbel school og international studies. Hans akademiske arbejde er fokuseret omkring internationale relationer og menneskerettigheds teori. De fleste af hans publikationer har en bred tilgang til menneskerettighederne, især analyser om menneskerettigheder og realisme, men hans teoretiske udgangspunkt er liberalistisk. 3 Davis Forsythe er en internationalt respekteret forsker i internationale studier. Han underviser på university og Nebraska-Lincoln og har siden 2008 været Fulbright Senior Research Chair in Human Rights and International Studies på dansk institut for menneskerettigheder. Han hoved interesse er menneskerettigheds teori og hans publikationer er hovedsagelig liberalistiske. 4 FN-pagten De Forenede Nationers Pagt er aftalen som etablerede den internationale organisation De Forenede Nationer. Aftalen blev åbnet for underskrivelse den 26. juni 1945 ved en konference i San Francisco i USA og trådte i kraft den 24. oktober 1945 efter at have blevet ratificeret af de fem faste medlemmer af FN's sikkerhedsråd. FN-pagtens formål er at " opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed, at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, at samarbejde internationalt for at løse mellemfolkelige økonomiske, sociale, kulturelle og humanitære problemer og for at fremme respekten for menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder samt at være centralorgan for nationernes indsats for at nå disse mål" Verdenserklæringen om menneskerettigheder I 1948 vedtog og offentliggjorde FN Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Den omfatter civile, politiske, sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Verdenserklæringen er det bedst

9 kendte og mest udbredte menneskerettighedsdokument i verden. Selve erklæringen er ikke juridisk bindende for staterne, men har dannet udgangspunkt både for række yderligere konventioner som f.eks. børnekonventionen. Erklæringen blev vedtaget af 48 ja-stemmer mens 8 stater undlod at stemme Teori Inden for international politik skelnes der traditionelt mellem to teoretiske udgangspunkter realisme og liberalisme, der gennem 1980 erne udviklede sig til neorealisme og institutionel neoliberalisme. Disse to teoretiske retninger skal i projektet bruges til at belyse forskellige perspektiver at suverænitetsbegrebet. Hvordan man definere staternes suverænitet har indflydelse på hvorvidt menneskerettighederne og suveræniteten er i konflikt. Neorealismen og neoliberalisme vil skabe grundlaget og strukturen i diskussionen. Neorealisme Ifølge neorealisterne er der ikke sket nogen væsentlig fremgang i det internationale system, der altid vil være styret af magtkampe, konflikter og krige. Der er derfor ingen egentlig fremtidsoptimisme for en sammenhængende og fredelig verden, idet de enkelte aktører til enhver tid vil kæmpe for egen overlevelse (Branner: 2002, kap. 5) Amerikaneren Kenneth N. Waltz er en fremtrædende repræsentant for neorealismen og var med bogen Theory Of International Politics fra 1979 med til at skabe en ny og mere videnskabelig udgave af den traditionelle realisme. Han mente, på trods af de ændrede forhold på den internationale politiske scene, at adfærd og mønstre i international politik er gentagelser, som grundlæggende handler om det samme magtbalance og alliancer. Waltz understreger dermed, at der ikke er sket en betydelig udvikling i international politik, hvilket kan forklares ud fra systemets struktur som værende konstant og uforanderlig (Wæver: 1992, kap. 6). Neorealisterne anser staterne som primære aktører i international politik, og at disse i sig selv er suveræne og uafhængige af hinanden. Neorealisterne tager udgangspunkt i, at international politik er karakteriseret ved anarki, og at nationalstaters interesser til tider vil komme i modstrid med 5 9

10 hinanden og med stor sandsynlighed udløse krig. Begrundelsen for dette er, at der ikke findes en overnational myndighed til at løse sådanne konflikter og betyder dermed, at magt er den sikreste måde, hvorpå en stat kan sikre sin fortsatte eksistens. Staternes politik styres af nationale interesser og vil derfor altid udvise en egennyttig og egoistisk adfærd i samspillet med andre stater. Der er ingen forventninger om gensidig overholdelse af regler for samarbejde mellem aktørerne, og det er derfor vigtigt, at de enkelte stater tager forholdsregler overfor hinanden. Ifølge Waltz betyder dette, at der ikke kan forekomme en specifik arbejdsdeling mellem staterne, og at samarbejde i organisationer og på tværs af landegrænser ikke er gunstigt for den enkelte stat. Videre argumenterer Waltz for, at en stigende interdependens mellem stater er negativ, fordi en øget gensidig afhængighed blot vil udmunde i flere krige og konflikter. Den sikreste og mest stabile magtstruktur er dermed et bipolært system, hvor to uafhængige supermagter kan skabe en nødvendig balance. Dvs. et system, hvor to lige stærke magtblokke står overfor hinanden og dermed skaber en tilstand, hvor ingen af blokkene har interesse i at gå i krig (Wæver: 1992, kap. 6). Neoliberalisme Som modstykke til neorealisternes anarkiske verdensbillede findes neoliberalismen. Neoliberalisterne mener, at der er sket en betydelig udvikling i international politik, og at den øgede interdependens og institutionalisering er grundlæggende forudsætninger for fred og tryghed i det internationale samfund (Branner: 2002, kap. 5). Robert O. Keohane og Joseph Nyes bog fra 1977 Power and Interdependence blev grundlaget for en specificering af de brede liberalistiske teorier og for skabelsen af neoliberalismen institutionel neoliberalisme (Wæver: 1992, kap. 7). Neoliberalisterne påpeger, at det i en verden præget af omfattende internationalisering bliver stadigt vanskeligere for den enkelte stat at isolere sig fra omverden. Dette skyldes i høj grad den øgede interdependens og medfører skabelsen af en mere fredelig og sammenhængende verden, hvor magtanvendelse bliver ubetydelig i forhold til opnåelse af nationale mål. Det betyder desuden, at der sker en svækkelse af staternes suverænitet, og at det derfor er nødvendigt for de enkelte nationalstater at indgå i internationale fællesskaber for at kunne håndtere globale problemer og trusler. Neoliberalismen rummer visioner af en forholdsvis normativ karakter, hvad angår skabelsen af en bedre og mere fredelig verden. De mener, at det betydningsfulde træk i international politik i 10

11 dag ikke er konflikt, men i langt højere grad bygger på interaktioner og samarbejde mellem alle politiske aktører. Neoliberalisterne mener desuden, at det ud fra fornuftsmæssige principper er muligt at organisere verden således, at der skabes en mere ideel tilstand blandt verdensbefolkningen. I den sammenhæng anerkender de nationalstaternes betydning for opretholdelse af stabilitet i det internationale samfund, men mener at etableringen af overnationale institutioner er en vigtig faktor, hvis dette skal virkeliggøres (Branner: 2002, kap 5). En specifik facitliste til tolkningen af international politik findes ikke, men det er tydeligt, at der findes vidt forskellige måder, hvorpå den virkelighed vi lever i kan anskues. Teori er et vigtigt redskab i forhold til vurderingen af udviklingen inden for international politik, men er ikke ensbetydende med, at én teori afspejler den korrekte verdensopfattelse. I praksis vil verden tolkes ud fra flere grundopfattelser, da teorierne fremstår meget ideologiske og ikke alene kan beskrive, hvad der reelt sker i international politik Videnskabsteori I dette afsnit vil der redegøres for valg af videnskabsteoretiske tilgang og forsøge at give en klar begrundelse for valget af socialkonstruktivisme ved at sammenkoble denne tilgang, til aspekter af opgaven. Socialkonstruktivismen hævder at virkeligheden præges og formes af menneskets erkendelse af denne. Vores viden og erkendelse er ikke en direkte afspejling af virkeligheden, men altid en fortolkning. Alle samfundsmæssige fænomener er ikke evige og uforanderlige, men bliver skabt i historiske og sociale processer. Dette betyder at når samfundsmæssige fænomener, er historist og sociale konstruktioner, er de også konstant foranderlige. Dette gør sig i høj grad gældende for internationale relationer hvor virkeligheden er skabt gennem historien og menneskelige handlinger. Derved er fænomener som det internationale samfund et produkt af den menneskelige praksis og under konstant forandring. Eftersom individ og samfund er et produkt af sociale processer, findes der ikke nogen på forhånd given natur som definerer samfundet. Dette er anti-essentialismen (Fuglsang: 2007,351). 11

12 Konstruktivisterne fastholder at suverænitetsbegrebet altid har været foranderligt og at staternes suverænitet derfor ikke kan anses for at være absolut. Tanken om suveræniteten er en konstruktion der afspejler det miljø vi er i. Derfor ændrer suverænitet sig og tilpasser sig den nuværende virkelighed (Silver: 2008,20). Konstruktivisterne mener at suveræniteten vil ændre sig i takt med den til en hver tid værende international norm og derfor har nye internationale aktører været ansvarlige for de mulige ændringer der har været i suveræniteten. Suveræniteten vil altid være et produkt af samtidens ideer, aktører og institutioner (Silver: 2008,21) Afgrænsning Når man arbejder med et så bredt begreb som staternes suverænitet der har så mange hundrede års historie er det nødvendigt at gøre sig nogle tidsmæssige overvejelser. Denne opgaves fokus ligger på tiden efter anden verdenskrig, altså fra 1945 og frem til ca Tiden efter 1945 er, når menneskerettigheder sættes i forbindelse med suverænitet den mest interessant. Det er her Verdenserklæringen underskrives og moderne normer for mellemstatsligt samarbejde grundlægges. Internationale relationer er under konstant forandring og derfor er det også vigtigt at have for øje at størstedelen af det empiriske materiale er fra før eller lige omkring Det betyder at nogen ting kan have ændret sig og at tiden efter 11. september ikke er stærkt repræsenteret. Grunden til at empirien trods alt er brugt, er fordi jeg har vurderet, at nok er mange mekanismer inden for internationale relationer forandret, men ændringerne i menneskerettigheds og suverænitet normer har været små og er ændringer der sker over årtier. Derud over er der udelukkende anvendt empiri af vestlige forfattere og opgaven har derfor et udpræget vestligt syn. En anden afgrænsning der er gjort i denne opgave er ligeledes empiriske. Jeg har valgt kun at bruge Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og FN-Pagten. Der findes selvfølgelig mange andre menneskerettighedsdokumenter der har international relevans. Disse er både individ og grupper orienterede, som f.eks. kvinders rettigheder og etniske minoriteters rettigheder. Derudover kunne opgaven havde omfattet regionale menneskerettigheds konventioner som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 eller Det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra Dette ville dog være alt for omfattende og i høj grad unødvendigt for diskussionen om menneskerettighederne er i konflikt med staternes suverænitet. 12

13 Kapitel 3 Menneskerettigheder og suverænitet 3.1. Suverænitet Suverænitet er afledt af det franske ord souveraineté som betyder overherredømme, og betyder grundlæggende, at staten har den absolutte ret til at styre sit territorium på hvilken måde den finder det rigtigt. Tanken om staterne suverænitet er en social konstruktion der ligesom alle andre sociale konstruktioner har ændret sig gennem tiden. I dag dækker begrebet suverænitet over staternes absolutte selvbestemmelse over dens territorium. Suverænitet er grundlaget for folkeretten og dermed staters ret til ikke at tåle indblanding fra andre staters side. De betyder at stater har ret til selv at administrere deres styreform og dette indbefatter også om der er demokrati eller ej. Nationalstatens suverænitets som vi kender i dag udspringer af den westfalske fred i 1648, som fastlagde de grundlæggende principper om nationalstaters territoriale integritet, grænsekontrollens ukrænkelighed og statens overherredømme over kirken. Princippet om staternes suverænitet var oprindeligt tænkt som en måde at bibeholde fred mellem nationer på, og derved undgå at lande angriber hinanden for vinding af land, ressourcer eller magt. Staterne suverænitet er formuleret i FN-pagten fra 1945 i artikel 2 stk. 4. Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra truslen om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationer formål 6 Her fastslås det, at statens territorium og politiske virke ikke må angribes af andre medlemsstater. For at afgøre om menneskerettighederne er uforlignelige med staternes suverænitet, må der dog først præsenteres en række fortolkninger af suverænitetsbegrebets essens Realisme Realismen opfatter staternes suverænitet som noget staten enten fuldt ud besidder eller slet ikke

14 besidder. De tror på at suverænitet eksisterer og ikke på nogen måde kan gradbøjes. Suveræniteten er konstant og ville også være der hvis der ikke var nogen andre aktører i det internationale samfund ( Silver: 2008,14). Danmarks suverænitet er derfor nøjagtig den samme som store lande som f.eks. U.S.A og Kinas suverænitet, selvom de ikke har den samme indflydelse i international politik. For realismen er individuelle staters suverænitet kloner der er identisk programmeret (Silver: 2008,14). Størrelse, ressourcer og magt er altså faktorer der ingen indflydelse har på suveræniteten. Det betyder dog ikke at alle stater har de samme rettigheder og pligter, dette defineres af hvilke international samarbejder staten vælger at indgå i. Gennem konventioner og traktater kan staten opnå øget international indflydelse eller fordele, men suveræniteten er uforanderlig. For realismen er suveræniteten forankret i den westfalske fred, og det er herfra staternes suverænitet henter sin legitimitet. Realismen er statscentralistisk og fokusere hovedsageligt på rationalitet og magt. De kan indgå i mellemstatsligt og overstatsligt samarbejde og dette kan begrænse statens magt men aldrig dens suverænitet. Teoretikeren Stephen D. Krasner er realist og har defineret 4 måder hvorpå begrebet suverænitet kan defineres når begrebet bruget i sammenhæng med international politik. 7 Juridisk suverænitet hvor stater anerkender hinanden som individuelle territorier. Interdependens suverænitet der er en formel udgave af suverænitet. Krasner ser globalisering (kapitalstrømme, migration og idéer) som en måde, hvorpå magten af suverænitet i stater i stigende grad er mindsket. Indenlandsk suverænitet der dækker over suverænitet som statslig myndighed strukturer og deres effektivitet af kontrol inden for staten. Som f.eks. de Amerikanske staters suverænitet indenfor den nationale struktur. Og til sidst Westfalsk suverænitet, hvor stater har ret til særskilt bestemme deres egen nationale myndighed strukturer, og det er ikke tilladt andre stater at invadere Liberalisme Liberalismen mener at alle stater har varierende ressourcer så som magt og indflydelse og derfor også forskellige grader af rettigheder og pligter. Suveræniteten er altså større hos nogle stater end hos andre. Ud over at forskellige stater har forskellige udgangspunkter for deres suverænitet har de også mulighed for at fragive suverænitet i forbindelse med mellemstatsligt og overstatsligt

15 samarbejde (Silver: 2008,17). Deltagelse i konventioner og traktater begrænser statens handlefrihed og dets krav på suverænitet. Tidligere kunne staten derfor behandle sine borgere som det passede den, men i takt med at staten indgår i mere og mere internationalt samarbejde og har skrevet under på verdenserklæringen er denne ret betydeligt indskrænket. Liberalismen argumenterer for, at ikke bare internationalt samarbejde ændrer statens interesser, også aktører som multinationale selskaber og ikke-statslige organisationer kan begrænse statens suverænitet. Liberalisterne mener at suverænitets begrebet er under konstant forandring men mener ikke at dette nødvendigvis svækker dets essens (Silver: 2008,18). Donnelly er liberalist og han mener, at man kan gradbøje suverænitets begrebet, så det kan opdeles i absolut suverænitet og relativ suverænitet. Relativ suverænitet opstår når stater indgår i et overstatsligt samarbejde som f.eks. staterne i den Europæiske Union. Selvom disse stater har suverænitet over for andre stater, accepterer de overnationale reguleringer af national lovgivning, for på den måde at få fordele som f.eks. handelsaftaler og landbrugsstøtte. 8 Donnelly argumenterer for, at selvom alle stater principielt har den samme grad af suverænitet så har faktorer som statens legitimitet og kapacitet indflydelse på hvilken form for suverænitet og i hvilken grad suveræniteten kan håndhæves. Statens grad af suverænitet er selvfølgelig først afgørende i samarbejdet med andre stater, og kommer derfor også til udtryk i graden af selvbestemmelse i implementeringen af international lovgivning så som menneskerettigheds lov

16 Hvis en stat både har en høj grad af legitimitet og en stor national kapacitet i form af militær, ressourcemonopol eller stor økonomisk indflydelse har staten et effektivt suverænt styre. Hvis staten derimod har lav legitimitet og lav kapacitet har staten en svag suverænitet. Dette er de såkaldte kvasi-stater. Donnelly hævder at dette har stor indflydelse på hvordan implementeringen af rettigheder finder sted og i hvor høj grad en overstatslig aktør er tilbøjelig til aktivt at håndhæve menneskerettigheds overtrædelse (Donnelly: 2004,10) Ikke-intervention Tanken om ikke-intervention udspringer af ideen om staternes suverænitet og disses ret til selvbestemmelse. Det er internationalt accepteret at stater ikke kan blande sig i andre staters anliggender. FN-pagten fra 1945 fastslår at Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål. 9 Heraf fremgår det, at militær intervention ikke er en mulighed, og at staters jurisdiktion skal respekteres. Endvidere uddybes Intet i nærværende pagt skal give de Forenede Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion, eller forpligte medlemmerne til at forelægge sådanne forhold til bilæggelse i henhold til nærværende pagt 10 Selv om tanken om konsekvent militær handling kan virke som den bedste løsning i situationer hvor menneskerettigheder krænkes af en stat, er der flere forbehold der skal tages. Hvis man ser bort fra staternes manglende juridiske ret til intervention findes der også en række andre faktorer, der bør tages i betragtning; en vurdering af civile tab, ikke bare mistede liv, men ødelagte hjem, ødelagt infrastruktur, fødevare mangel og risikoen for borgerkrig. Derudover skal der tages hensyn til statens grad af suverænitet. Hvis der er tale om en stærk stat som f.eks. Kina, der overtræder menneskerettighederne, kan det være ekstremt svært for andre stater at intervenere, både på grund af den normative tradition for ikke-intervention men også af den simple årsag at de økonomiske omkostninger ved at invadere en ressourcemæssig stærk stat er massive (Donnelly: 2004,12) 9 Artikel 2, Artikel 2,7. 16

17 En anden stopklods for forenet handling fra det internationale samfund er staternes individuelle forhold til deres borgere. Alle regeringer ønsker at blive genvalgt og en evt. militær intervention er både økonomisk omkostningsfund og kan koste liv. Den kan dermed, hvis den sker uden den brede befolknings opbakning, koste regeringen både anseelse og magt Implementering af menneskerettigheder National implementering Når alle individer har rettigheder er det statens pligt at implementere, beskytte og håndhæve disse, dog kun nationalt. Verdenserklæringen pålægger udelukkende staterne internationale forpligtelser i staternes eget land eller i eventuelle territorier under deres jurisdiktion. fremme respekt for disse rettigheder og friheder ( )de blandt befolkningerne i medlemsstaterne og blandt befolkningerne i de områder, der befinder sig under deres styre. 11 Dette betyder, at selvom menneskerettigheds normer i høj grad er internationaliseret, er implementeringen stadig næsten udelukkende et nationalt anliggende. Denne centrale placering af staterne som implementeringsansvarlig er funderet i moderne konstrueret international teori, men ansvaret begrænser sig dog kun til at omfatte statens egne borgere (Donnelly: 2004,12). Især når der er tale om de såkaldt negative rettigheder er statsborgerskab påkrævet. Staterne har ingen formuleret pligt til at beskytte andre nationers borgere fra rettighedsovertrædelser med mindre de gæster statens territorium. De har end ikke frihed til at anvende andre end diplomatiske virkemidler til at forhindre f.eks. tortur i fremmede stater, idet nuværende normer for staternes suverænitet stadig forhindrer enkelte stater i at handle aktivt udenrigs. Der er her tale om en balancegang mellem de etablerede stater for at konsolidere deres internationale magt og at de relativt nye stater har et behov for at frigøre sig fra imperial autoritet (Donnelly: 2003,34) Tanken eksklusiv national implementering er et produkt af staterne absolutte suverænitet. Hvis implementeringen blev uddelegeret til f.eks. en overstatslig aktør ville dette være at gå på kompromis. For realismen vil en sådan konstellation være i konflikt med statens statscentralistiske

18 tankegang og dermed statens egeninteresse. Retten til national implementering er for realismen fundamental i suveræniteten, og at acceptere overstatslig indblanding vil være for stor magt afgivelse og retten til national implementering af overstatslige konventioner er en realime/statscentralistik tankegang Menneskerettigheder som blød lovgivning Hård lov er den eksakte lov som den er specificeret ved domstolenes beslutninger. Blød lov derimod kommer i to udgaver; enten som traktater der ikke nødvendigvis verificeres gennem en domstol men som bruges til retslig ballast i policy processer. En anden måde er gennem de normer der ikke er juridiske men som ikke desto mindre influerer policy processer som var de. F.eks. bliver FN resolutioner ofte accepteret som autoritære retningslinjer, selvom de ikke juridisk er bindende. Et af målene for det internationale samfund må være at gøre menneskerettighederne så juridisk bindende som overhoved muligt (Forsynthe: 2006,12). Dette ville sikre menneskerettighederne position som en influerende faktor i globale anliggender og at normerne bag rettighederne ville blive beskyttet i internationale og national retssager. Retssager der vil gøre disse juridiske principper til specifikke regler og dermed maksimere konkret beskyttelse. Det er i dag delvist realiseret, blandt andet gennem Den Europæiske menneskerettighedsdomstol og FN s menneskerettighedsdomstol. Disse to instanser har gennem de sidste år tider haft stor indflydelse på at fastholde menneskerettighedstraktaterne som juridisk bindende (Forsynthe: 2006,12). På trods af det er der stadig mange problemstillinger der i dag ikke bliver løst ved en menneskerettigheds domstol. Problemstillinger som apartheid i Sydafrika og dødspatruljer i El Salvador, problemstillinger som det internationale samfund desværre højst sandsynligt også vil støde på i fremtiden. Flere af disse fremtidige problemstillinger vil kunne løses gennem blød magt. Nogen af de vigtigste ikke-juridiske virkemidler er; staters udenrigspolitik, ikke-statslige og profitløse organisationers handlinger, internationale virksomheders handlinger og individ skabt opmærksomhed så som demonstration og boykots (Forsynthe: 2006,13). 18

19 Rettigheder og udenrigspolitik Når man forsøger at placere menneskerettighedernes rolle i udenrigspolitik kan man benytte Donnellys tre modeller: Realist, Legalist og relativist modellen. Realistmodellen ser international politik som en kamp om magt, status og rigdom mellem stater i et anarkistisk system. Statens egeninteresser og jagten på magt må nødvendigvis komme over alt andet., og derfor er det at forfølge retfærdighed eller medlidenhed også udelukket. Dette ville gøre staten sårbar. Udenrigspolitik er og bør være om nationalstatens interesse defineret af magt. Realisterne forsøger derfor at ekskludere alle moralske hensynstagen fra udenrigspolitik (Donnelly 2002, 155). I legalistmodellen er internationale relationer struktureret omkring princippet om staternes suverænitet, som sikrer staten eksklusiv juridiktion over dets eget territorium og ressourcer, herunder dets befolkning. Suveræniteten sikrer at staterne ikke intervenerer i hinandens regeringsførelse. Det er altså statens egen sag hvordan den behandler sine borgere (Donnelly: 2002, 156). Relativistmodellen mener at et lands sociale og politiske orden skal være op til nationalstaten, og at man skal anerkende de forskelle der er staterne imellem. Statsførelse er i bund og grund et produkt at folkets ønske og landets kultur, derfor skal staterne i deres udenrigspolitiske virke bestræbe sig på at undgå kultur imperialisme. Som det fremgår, efterlader realistmodellen ikke meget plads for menneskerettigheds hensyn i staternes udenrigspolitik, med mindre det er for at tilgodese statens egen interesse. Det betyder altså at selvom realisterne advarer mod at lægge for stor vægt på menneskerettighedsinteresser, kan disse blive taget i betragtning, hvis det kan være med til at øge statens internationale magtposition eller på anden måde være med til at fremme nationale interesser i en retning der kan føre til en øget magtposition. Realisterne lægger, ligesom legalisterne vægt på at hvad der sker på statens territorium og med statens borgere er i bund og grund ikke et udenrigspolitisk emne. Dette betyder at hvis staten krænker menneskerettighederne sikrer suveræniteten staten imod intervention. Legalisterne vil argumentere for menneskerettigheds hensyn i udenrigspolitik er imod den fundamentale struktur og de normative principper om international politik. Derfor vil legalisterne heller ikke anerkende et overstatsligt samarbejde, men ser udelukkende international politik som mellemstatslige relationer. Suveræniteten er selve grundlaget for internationalt samarbejde og det er da også sjældent, hvis ikke ligefrem uhørt, at stater opgiver deres suverænitet. Derfor kan 19

20 international lovgivning også ses som en svækkelse af staternes suverænitet gennem traktater og pagter. Hvis internationale menneskerettigheder skal anerkendes af legalisterne skal det være fordi den suveræne stat har valgt at bruge sin suverænitet til at acceptere sådanne udenrigspolitiske normer. Realist og legalist modellerne skal ses som en måde at beskytte staterne fra udefrakommende intervention Håndhævelse af rettigheder International lovgivning Nationalstatens tilbageholdenhed i implementeringsfasen er endnu mere udtalte når det kommer til at håndhæve menneskerettighederne. Nationalstatens mulighed for selvstændigt at reagere på menneskerettigheds krænkelser i andre stater er yders begrænsede. Det til kommer det, at det politisk er yderst vanskeligt at retfærdiggøre brug af statens militær, med risiko for at dette lider last samtidig med at højtstående individer i militæret kan risikere international retsforfølgelse, alt sammen for borgere i en anden stat (Forsynthe: 2006,84). Derfor er der brug for international lovgivning. Ambitiøs international lovgivning på menneskeretsområdet blev først en realitet i 1948 da FN vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. En af grundene til at international lovgivning om menneskerettigheder havde været næsten 20 år undervejs var blandt andet hensynstagen til staterne suverænitet. Krænkelse af menneskerettigheder i nationalstaten vil føre til vrede udenrigs. Men hvis du etablere et globalt regime at international lovgivning, til at tage hånd om disse krænkelser, vil du begrænse din egen frihed og fremhæve dine egne mangler. (Forsynthe: 2006,38). Selv Roosevelt og Truman, der var store fortalere for international lovgivning veg tilbage ved tanken internationale restrektioner. Hvis der skabes en præcist international lovgivning med stærke håndhævelses mekanismer, vil disse arrangementer reducere U.S.A s valgfrihed og frihed over nationale politisk processer. Et stærkt internationalt juridisk regime for menneskerettigheder vil være på omkostning af national suverænitet (Forsynthe: 2006,38). På trods af at menneskerettigheder ikke har erstattet hensyn som magt, sikkerhed, ideologi og økonomiske 20

21 interesser i internationale relationer, bliver der i dag taget større og større hensyn til menneskerettighederne. Alt mellemstatsligt samarbejde herunder konceptet om et internationalt regime indebærer en systematisering af normer og fælles procedure for beslutnings og policy processer, og at disse bliver accepteret og overhold af staterne (Donnelly: 2003,127) Regimets normer, standarter og regler strækker sig fra det international niveau til det nationale og gør international lovgivning til national lovgivning. Derfor bør menneskerettigheds standarter fuldt ud accepteres som nationale standarter, hvilket da også i høj grad er tilfældet. En rapport fra 2002 lavet af TREATY BODY DATABASE 12 viser at de seks førende internationale menneskerettigheds traktater i gennemsnit har 157 parter. Beslutningsprocessens procedure i internationale regimer kan inddeles i håndhævelse, implementering og sagsfremmende kategorier. International håndhævelse involverer bindende international lovgivning, og at der holdes kraftigt øje med om nationalstaterne overholder de internationale normsæt. International implementering inkluderer overvågning af national procedure og policy koordinering. Det forventet at staten implementerer international lovgivning i national lovgivning selv om dette er under statens kontrol. Sagsfremmende aktivitet skal opfordre eller hjælpe staterne til at indkoorperere internationale normer i national implementering (Donnelly: 2003,127). Internationale regimer er stærkest og derfor bedst til at beskytte menneskerettigheder hvis nationalstaterne accepterer de internationale normer i implementering og håndhævelse. I jo højere grad staterne tager internationale normer til sig og gør den til en del af den nationale beslutningsproces jo mindre vil suverænitetsovergivelsen være Det globale samfund I sin bog A global society argumenterer McGrew for, at samfundet som et nationalstats koncept er forældet (McGrew: 467). Immigration, transnationale religiøse tilhørsforhold og overstatslige aktører som FN og EU har skabt et behov for at gentænke konceptet om et eksklusivt nationalt fællesskab og fremmer derimod tanken om at vi er en del af, skal bidrage til og stå til ansvar overfor et globalt samfund (McGrew: 468). I en tid hvor statslig interdependens er en stadig mere væsentlig

22 faktor i international politik, bliver nationalstaten nødt til at vige for et mere internationalt præget system. Denne globalisering af det internationale samfund betyder dog ikke betyde at der vil opstå en forenet global kultur. Dette skal ikke forstås som at globalisering medføre en global kulturel homogenisering eller global politisk integration. (McGrew: 469) Derimod skal tanken om et fælles globalt samfund forstås som et fællesskab der deler værdier, processer og strukturer. Hvor kulturer påvirker hinanden og er åbne for at blive oplyst om andre nationers normer. Et fællesskab hvor man anerkender og respekterer hinandens forskelligheder, både religiøse og etniske og hvor alle ideologier er lige (McGrew: 481). Andre hævder, at et sådan fænomen som et globalt samfund med globale borgere er urealistisk, men medgiver at national staterne og relationerne mellem disse er under forandring. De 3 modeller om det globale samfund og menneskerettigheder Tanken om Det Globale Samfund og staternes suverænitet er ikke nødvendigvis kompatible. Tre rivaliserende teoretiske modeller har forskellige definitioner af Det Globale Samfund og udviklingen af dette. De forsøger at identificere menneskerettighedernes placering i international politik og deres indflydelse på internationale beslutningsprocesser. Den traditionelle statscentralistiske model opfatter menneskerettighederne som et principielt nationalt anliggende, der kun involverer national jurisdiktion. Statscentralisterne anerkender dog at staterne ikke længere er den eneste signifikante internationale aktør og måske aldrig har været det, men ikke at der eksisterer noget fremstående, uafhængigt globalt samfund eller en international aktør der har mulighed for juridisk handling på vegne af menneskerettighederne (Donnelly: 1998,28). Den kosmopolitiske model ser derimod i højere grad alle som medlemmer af et globalt samfund og mindre som borgere af stater. Her udfordres staterne både nede fra af individer samt NGO er og fra oven af et samlet internationalt samfund, ikke bare internationale organisationer og grupperinger af stater. Her hersker en international moral og juridisk indgriben i form af human intervention er relativt ukompliceret (Donnelly: 1998,29). Mellem de to modsatrettede modeller findes en bred variation af teorier om international politik. En af disse er internationalist modellen hvor hovedvægten ligger på tanken om et samfund af stater 22

23 hvori individer og NGOér er inkorporeret i en sådan grad, at de er blevet en del af den politiske proces. Opretholdelsen af menneskerettighederne er autoriseret af samfundets normer og værdier og disse kan i høj grad variere fra stat til stat i det internationale samfund (Donnelly, 1998,29) Alle tre ovenstående modeller forsøger deskriptivt at placere menneskerettighederne i internationale relationer, men siger de noget om hvor denne plads er, eller er der i virkeligheden tale om en normativ vurdering at hvor den burde være? I den statiske model lader menneskerettighederne til at have en perifer rolle mens den i den kosmopolitiske model er meget central. Her har staterne også en utopisk uselviskhed der ikke umiddelbart er realistisk. Ligeledes kan der argumenteres for, at den kosmopolitiske model tildeler Ngo er samt ikke-statslige aktører mere magt, end de trods en stigende indflydelse nyder godt af i dag og at modellen portrætterer et globalt samfund der er langt mere udviklet, end det er på nuværende tidspunkt (Donnelly: 1998,29). Statist modellen har muligvis været den bedst beskrivende model i fortiden mens den kosmopolitiske beskriver en mulig fremtid. For at få et realistisk billede af menneskerettighedernes internationale placering i dag, er den lidt mere afbalancerede internationalistiske model måske mere korrekt. Den beskriver et moderat internationalt samfund der stadig i høj grad er præget af de individuelle staters suverænitet. Den statscentralistisk model lægger altså stor vægt på nationalstaternes suverænitet og disses ret til at implementere menneskerettigheder i den grad de finder kompatibel med national lovgivning. Der vil i en statscentralistisk verden være en meget lille grad af anerkendelse for internationale normer og derfor vil international lovgivning være svag. Der vil være en meget stærk norm for ikkeintervention og derfor også lille mulighed for humanintervention i et stort set ikke eksisterende Globalt samfund hvor staternes suverænitet kommer før både international lovgivning og menneskerettighedshensyn. Den kosmopolitiske model lægger stadig vægt på staternes suverænitet, men den internationale norm er blevet så stor en del af den nationale lovgivning at international lov og national lov er så forligelige, at suveræniteten kan udøves indenfor rammerne at et stærkt globalt samfund. I et samfund hvor der er en bred accept af ideen om et globalt samfund vil der også være et større transnationalt samarbejde mellem NGO er, og disse organisationer vil have større indflydelse på internationale og nationale beslutningsprocesser. Der vil i sådan et samfund være tale om, hvad Krasner kalder interdependens suverænitet, hvor suveræniteten ikke er afskaffet med modificeret og 23

24 tilpasset det moderne samfund. Respekten for staternes krav på ikke-intervention vil være svækket og stærke overstatslige aktører med høj grad af legitimitet og ressourcer vil uden større vanskelighed kunne udføre humanitære inventioner Overstatslige aktører Suverænitet kan i større eller mindre omfang afgives til overnationale organer, fx EU, der gennem forordninger og direktiver påvirker lovgivningen i de enkelte medlemslande; ensartede retningslinjer for fællesskabet medfører således indblanding i de enkelte staters indre anliggender. I forbundsstater er suveræniteten i almindelighed delt mellem forbundsstatens centralmagt og de enkelte delstater. Som tidligere belyst involverer internationale menneskerettigheds regimer en bred accept af et internationalt normsæt, sagsfremmende aktivitet og autoritært multilateralt samarbejde, men meget begrænset international implementering. Overstatslige aktører opstår oftest som en reaktion på mangler i et eller flere af de ovenstående systemer. Eller som Donnelly formulerer det overstatslige aktører opstår når tilstrækkeligt internationalt efterspørgsel mødes af en stat eller en gruppe af stater som er villige og i stand til at levere international norm og beslutnings procedure. (Donnelly 2003,135) Indenfor hvert område er der skabere, ødelæggere og tagere af et potentielt internationalt regime, og for at forstå et etableret regime må man forstå hvem der har hvilke roller og hvilke aftaler de er kommet frem til (Donnelly 2003,136). Anden verdenskrig markerede et markant skift, ikke kun i international politik, men også i international menneskerettigheder. Nazitysklands fald var starten på et nyt internationalt menneskerettigheds regime. Selvom verden var chokeret over krænkelserne i Tyskland, var det i sig selv ikke nok til at ændre de grundlæggende internationale strukturer. Derfor blev det nye menneskeretsregime funderet i allerede eksisterende internationale normer. Formålet var at forhindre grove og vedholdende systematiske krænkelser af fundamentale rettigheder, deraf opstod Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og Konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab begge vedtaget i Efter Anden Verdenskrig var der 24

25 altså opstået et internationalt behov og der var villige skabere, talrige tagere og ingen ødelæggere af regimet. Der kan selvfølgelig argumenteres for, at der ikke var de store omkostninger ved et deklaratorisk regime, der overlod alt implementering til nationalstaten og først 30 år senere fik indført overvågningsprocedurer. Men før krigen havde sådan et bredt samarbejde højst sandsynligt ikke været muligt (Donnelly: 2003,136). FN Det vigtigste menneskerettigheds regime i dag er FN s Menneskerettighedsråd, der blev oprettet i 2006 som afløser for det, der før hed menneskerettighedskommission. Med etablering af Menneskerettighedsrådet har menneskerettighederne fået en højere formel status i FN-systemet. Menneskerettighedsrådet skal ifølge resolution 60/251 fremme den universelle respekt for beskyttelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende friheder for alle, og det skal adressere situationer med krænkelser af menneskerettighederne, herunder grove og systematiske krænkelser, og lave anbefalinger desangående. 13 Det skal endvidere fremme menneskeretsuddannelse samt rådgivning, teknisk bistand og kapacitetsopbygning i samråd med medlemsstaterne og med deres samtykke. Det skal komme med anbefalinger til Generalforsamlingen med henblik på videreudvikling af folkeretten på menneskerettighedsområdet. Derudover er det rådets ansvar at monitere nationalstaternes implementering af rettigheder samt fungere som vejledende organ for nationalstaten. Rådet har 47 medlemmer der vælges ved hjælp af almindeligt flertal til FN s generalforsamlinger. Der er repræsentanter fra 13 afrikanske stater, 13 asiatiske stater, 6 østeuropæiske stater, 8 latinamerikanske og caribiske stater, 7 vesteuropæiske og andre stater. Repræsentanterne sidder i 3 år og kan kun sidde to perioder i træk. Generalforsamlingen kan med to-tredjedeles flertal suspendere en stats medlemskab af Rådet i tilfælde af grove og systematiske krænkelser af menneskerettighederne 14 Rådets primære opgave et at assistere nationalstaterne i implementeringen af rettigheder og at holde øje med, om disse bliver overholdt. Rådet består af en bred vifte af lande og dette burde være med