Anmeldelser af ny litteratur 16. årgang dec. 2002

Transkript

1 4 Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans Søren Ulrik Thomsen Imre Kertész Michel Houllebecq Jakob Ejersbo Morti Vizki Stand In: Frasorterede bøger Anmeldelser af ny litteratur 16. årgang dec. 2002

2 For lidt og for meget...»der er alt for mange ord i omløb i verden«. Således indledte Erik Skyum- Nielsen med et citat af Kjell Askildsen sin åbningstale ved årets bogmesse i Forum. Og der udgives alt for mange bøger. Til gengæld er der alt for lidt tid. Derfor er det nødvendigt at være kritisk og selektiv. At forlange noget og give bogen modstand. Og så at give sig tid til at læse de gode af slagsen og dermed som Skyum-Nielsen udtrykte det:»tage tiden tilbage«. Svært er det at tage sig tid på den hektiske bogmesse også fordi indslagene sjældent får mere end tyve minutter at udfolde sig på. Til nogle indslag er det alt for lidt, til andre alt rigeligt. Arrangementerne på Scenen tildeles lidt mere tid. Således også åbningen og den efterfølgende præsentation af»litteraturrådets Skriftserie nr.2«, hvor»bogens levetid«diskuteres. De fleste bidragsydere er enige om, at levetiden er for kort. Pinen ved ikke at kunne få fat i klassikere eller endog ret nyligt udgivne bøger kender alle, der har fået beskeden:»desværre, den er udsolgt fra forlaget«af en velmenende ekspedient. Dertil kunne tilføjes den irritation, der uvægerligt kommer snigende, når den ret nye og ret kendte bog, vi gerne vil købe i gave til den og den, ikke står på boghandlerens hylde. Overbringes denne nyhed så tilmed af en ekspedient, der ikke længere er velmenende, men overbærende, og som ser på én med udtrykket tror du måske, der er salg i den bog, mens hun skyndsomst forsikrer én om, at hun da kan bestille den,»og så går der jo kun et par dage, inden den er her«. Det er bare ikke pointen. Det sker simpelthen for tit, at man må gå forgæves, og det skyldes kort og godt, at der er for lidt plads. På forlagenes lagre og i boghandlernes bagbutikker. Lagerpladsen er for dyr. Derfor lever de fleste bøger et kort liv først i boghandlen, derefter på forlagets lager og så igen i boghandlen, nu på udsalg. Et for kort liv mener mange også selvom nogle bøger genoplives som paperbacks eller i oversættelser i andre lande. Sidstnævnte har forfatteren Helle Helle skrevet om i sit bidrag til debatten. På Scenen sagde hun, at bogens levetid må være den tid, den lever videre i læseren hvilket hun jo kan have ret i, men det forhindrer på den anden side ikke argumenterne for, at bogen har en for kort levetid, i at stå til troende. Men der udgives jo også bøger, som ikke har fortjent en længere levetid, end den meget korte, de får. De er en del af det hurtige show, der består af foromtale, reklamespots, anmeldelser, der endelig skal bringes på udgivelsesdagen, forfatterinterviews og pointgivning i form af stjerner, hjerter eller en anden form for letforståelig og unuanceret dom. Omtales bogen i»alt for damerne«og i morgen-tv, er den hjemme. Fænger den ikke i en fart, fænger den ikke, for den er ikke gearet til at række ud over en eventuel nyhedens interesse. Jarl Borgen, grundlægger af forlaget af samme navn, skriver selverkendende i»bogens levetid«:»et utal af titlerne i en årsproduktion er enten fyld, gentagelser, idétyverier eller de bøger, der er de vigtige og nødvendige, men som er for lødige til læsermajoriteten«. For lødige. Det samme er måske hele diskussionen om bogens levetid i hvert fald var der god plads på tilhørerrækkerne til dette arrangement. Først ved dets afslutning kom der flere til, men det (fortrinsvist ældre) publikum, der strømmede ind, kom for at høre Bo Lidegaard tale om Kragh-biografien. Ikke et ondt ord om den tværtimod er det glædeligt, at det ikke kun er biografier om og af f.eks. frk. forhenværende pornostjerne, der har manges interesse. Biografier er i det hele taget bare bedre til at fange bredere. Fred være med det brede og det hurtige, for ind imellem fanger det hurtigere én lidt langsommere, hvorved den smalle bliver bredere kendt. Som i tilfældet Søren Ulrik Thomsen, der pludselig har fået samtlige tanter i det ganske danske til ikke længere at synes, at digte er for svært og for elitært. Fedt. At nogle af dem, der læste ham før han blev omtalt i morgen-tv, så måske ikke synes, han er interessant længere, fordi han er blevet for bred, det er en anden (og mere tåbelig) sag. For problemet er jo ikke det brede. Problemet er, når trangen til at pleje de brede interesser gør, at Kjell bliver for speciel, hvorfor der ikke var plads til den norske forfatter, Kjell Askildsen på BogForum. Uden at gøre denne sag til bogverdenens Rushdie-sag, er det tankevækkende, at der mellem alle disse Katja er ikke kan blive plads til en enkelt Kjell. Men betyder det, at vi skal vende os imod dette bogcirkus, denne markedsplads, hvor mere eller mindre litterære udskejelser faldbydes? For første gang har jeg hørt en boghandler sige, at der er noget godt ved, at bøger også sælges i supermarkeder. Det får nemlig folk, der ikke frekventerer boghandlen, til at købe bøger, og når de så på et tidspunkt får lyst til et større udvalg og nogle gode råd, vil de opsøge boghandlen. Det er nok ikke hele sandheden, men markedet udvides godt nok, selvom det også omfordeles, for boghandlerne har mig bekendt ikke mistet noget ved supermarkedernes indtog på bogmarkedet. Ligeså med denne messe. Den bliver aldrig en højmesse, der fremmer det højlitterære eller smalle, men at der er for lidt og for meget gør den ikke nødvendigvis fuldstændig fordærvet. Så nej, vi skal ikke afvise bogmessens mulighed for at nå et andet og bredere publikum. For nu at klappe os selv på ryggen skulle man i stedet give de udgivelser, der har fortjent det, et længere liv bl.a. ved at forlænge deres levetid i omtalen af dem, ved at dyrke langsomheden i den ellers hurtige form, anmeldelsen og den korte artikel. Hvad vi derimod skal afvise er, at den smalle litteratur skulle være for smal til at deltage i den mumlen af stemmer, der stiger op fra bogmessen, super- og julemarkedet. Og når vi så får for meget af dette inferno af stemmer, tage imod Skyum-Nielsens opfordring til at lade en enkelt bog, den udvalgte,»tage et ordentlig stykke af tiden«i denne søde og fortravlede juletid. Lisbeth Christensen LITTERATURMAGASINET STANDART. 16. årgang nr. 4, december REDIGERET AF Brian Dan Christensen, Lisbeth Christensen, Mette Jørgensen, Helle Lindhardtsen, Kristian Mørk og Line Beck Rasmussen. REDAKTION AF STAND IN Brian Dan Christensen. REDAKTIONSSEKRETÆR Anders Jørgensen. FORSIDE tilrettelagt af Trine Stern. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf Fax Giro standart.redaktion@sol.dk. Internet-adresse: ISSN SATS Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 27. januar Udkommer næste gang 4. marts NR. 4 DECEMBER 2002

3 (roman) Fra omslaget foreslå en sammenlægning under navnet»dysentery«! Der skulle altså en klartskuende kritiker og en ændret tidsånd til, før Roths bog fik den fortjente anerkendelse, og nu kan læsere også være med på dansk. I»Kald det søvn«ser vi verden gennem Davids øjne, men attraktionen er ikke romanens handling, der nærmest er ikke-eksisterende. Opmærksomheden samler sig derimod om Davids sanseindtryk, der blandes med intense stemningsbeskrivelser fra storbyslummen. Sprogbevidstheden er ekstremt høj, og der ligger en formidabel oversætterindsats bag den danske»kald det søvn«. Til brug for romanens mange dialoger har Karsten Sand Iversen opfundet et fantastisk newyorker-immigrantdansk, der matcher det høje niveau i originalen. Hos Roth blandes»korrekt«engelsk med jiddisch, talrige dialekter og selvopfundet amerikansk, der fører læseren direkte ind i den amerikanske smeltedigels kaotiske virkelighed anno På dansk lyder det bl.a. således, når vores morsyge hovedperson drilles af de andre immigrantbørn:»pivung, pivung, sut din moars padder.«spigeddi og bindasje Forrygende newyorker-immigrant-dansk oversættelse af Henry Roths klassiker»call It Sleep«, som blander engelsk med jiddisch, talrige dialekter og selvopfundet amerikansk Henry Roth Kald det søvn (Call It Sleep) Oversat af Karsten Sand Iversen 470 sider, 349 kr. Centrum Anmeldt af Michael Bach Henriksen Med oversættelsen af»call It Sleep«skriver Centrum videre på en forlagshistorie, der med stor tydelighed viser, hvor vigtig kortkritikken engang imellem er. Da Henry Roth udgav sin mageløse debutroman i 1934 var der ikke mange, der tog notits af det. Der var tilsyneladende ikke salg i en roman, der med Niels Brunses rammende karakteristik mixer James Joyce med Martin Andersen Nexø i sin skildring af purken Davids opvækst på Lower East Side i New York i begyndelsen af det 20. århundrede. Henry Roth der ligesom sin hovedperson var søn af jødiske immigranter fra Galicien, forsvandt herefter fuldstændig fra den litterære scene. Et kvart århundrede ventede han på gennembruddet uden at skrive noget af betydning. I 1960 genudsendte hans forlag imidlertid romanen, som kritikeren Irving Howe anmeldte på forsiden af»new York Times Book Review«, og så var succesen hjemme.»call It Sleep«solgte over en million eksemplarer alene på grund af Howes omtale. Tiden var omsider blevet moden til Roths særprægede modernistiske immigrantfortælling om den sensitive og skrøbelige David Schearl, og lige siden har romanen haft klassikerstatus i USA. Genopdagelsen kom på baggrund af 1950 erne, der i amerikansk litteraturhistorie ofte kaldes»det jødiske årti«. En periode hvor Philip Roth debuterede, Isaac B. Singer og Saul Bellow blev anerkendte navne, og hvor akademikere som Lionel Trilling og Alfred Kazin påvirkede universiteternes litteraturstudier. Tidsskrifter som»dissent«og»commentary«var trods deres elitære præg så kendte i offentligheden, at Woody Allen i filmen»annie Hall«kunne underholde med at Eller således, ligeledes fra slummen i»nyjork«, hvor ungerne snakker om»kenarjefugle«,»en trijon ellestikker«,»spigeddi«og bandager:»sikken kæmpe bindasje han havde på. Jeg så den. Va fik han n for?«iversens oversættelse er helt forrygende, og under den langsomme læsning af»kald det søvn«mindes man om, hvilken litterær guldalder vi rent faktisk lever i. Mark Twain sagde engang, at det er svært at være profetisk, især med hensyn til fremtiden. Men mon ikke kommende generationer vil mene, at vor tids store dansksprogede værker ikke er skrevet af danskere, men af bl.a. Camus, Dante, Faulkner, Gogol, Homer, Mann, Proust og Pynchon, der alle er udkommet på få år i prægtige danske oversættelser? Nu er Henry Roth minsandten også tilgængelig og endnu en perle, stor som en appelsin, er dermed faldet i den danske litteratur-ban. Gør plads under juletræet. NR. 4 DECEMBER

4 (roman) Patriarkernes børn Jonathan Franzen har skrevet en finkulturel samtidsroman, der når det brede publikum Jonathan Franzen Korrektioner Oversat af Mich Vraa 609 sider, 395 kr. Gyldendal Anmeldt af Tore Rye Andersen I løbet af det seneste årti er der i amerikansk litteratur sket en drejning bort fra den postmodernisme, der siden 60 erne har været fremherskende. Denne nylige udvikling manifesterer sig bl.a. i en bemærkelsesværdig fokusering på familien. Hvor postmodernismen ofte skildrede individer i ensom kamp mod Systemet, koncentrerer interessen sig nu om familien, der fremstilles som et menneskeligt modsystem mod det senkapitalistiske samfunds stadig prolifererende fangarme. Tendensen kan i og for sig allerede spores hos et par af de postmoderne patriarker selv, f.eks. i Don DeLillos»White Noise«og Thomas Pynchons»Vineland«, men hos patriarkernes børn en ny generation af forfattere født o er det reglen snarere end undtagelsen. Disse yngre forfattere, hvoraf navne som David Foster Wallace, Rick Moody, Dave Eggers, Donald Antrim, Jeffrey Eugenides og ikke mindst Jonathan Franzen skal fremhæves, er alle vokset op med den normbrydende postmodernisme som præskriptiv norm, og de søger i deres romaner konstruktive alternativer til, hvad de betragter som postmodernismens grundlæggende negation. Og den fælles platform for denne afsøgning er altså i vid udstrækning familien ikke de tosseglade familier, vi kender fra talløse idiotiske sitcoms, men snarere mere eller mindre dysfunktionelle familier, der med nød og næppe formår at holde sammen, og som derfor fremtræder yderst virkelighedstro. De fleste familier er vel udspændt mellem stærke centrifugale og centripetale kræfter, mellem frastødning og tiltrækning, hvilket nok især tydeliggøres i julen. Hvilket bedre billede på dette modsætningsfyldte grundvilkår end det tændte juletræ, der udgør et bogstaveligt samlingspunkt, mens familien utålmodigt hvirvler om det: Er centripetalkraften for stærk, så kommer man for tæt på og brænder sig; på den anden side kan det mindste brud på kæden slippe centrifugalkraften fri og slynge de enkelte familiemedlemmer fra hinanden i alle kompassets retninger En splintret familie Julen som arnested for familien står også i centrum af Enid Lamberts drømme i Jonathan Franzens fabelagtige nye roman»korrektioner«. Den 70-årige Enids inderligste ønske er at samle den splintrede familie én sidste gang til jul i Lambert-hjemmet, inden hendes mand Alfred farer endegyldigt vild i Parkinsonismens og senilitetens irgange. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, da parrets børn er spredt for alle vinde. Den ældste søn, bankmanden Gary, lever et tilsyneladende misundelsesværdigt familieliv med en smuk kone og tre raske sønner, men under overfladen lurer depressionen. Garys lillebror Chip prøver at forhutle sig gennem tilværelsen på bedste beskub efter at have mistet en akademisk fastansættelse på målstregen, som følge af en hed affære med en studine. I begyndelsen af romanen forsvinder Chip således til det postkommunistiske Litauen, hvorfra han bedrager naive investorer over Internettet. Og familiens yngste, Denise, søger at holde styr på et forvirret kærlighedsliv, hvor hun bl.a. har en affære med sin chef og dennes kone [sic!], alt imens hun skiftevis passer og forsømmer sit job som chef-kok på en trendy restaurant i et nedlagt kraftværk. Det er disse kaotiske vektorer, Enid med diverse ufine tricks prøver at få til at konvergere i St. Jude. Romanen er opdelt i fem dele; en del for hvert familiemedlem. Tilsammen tegner de en vidunderlig mosaik af ikke blot Lambertfamilien, men også USA ved årtusindskiftet. Selv om familien står i centrum, ignorerer Franzen ikke det omgivende samfunds seismiske rystelser, og aktuelle fænomener som bioteknologi, politisk korrekthed, overvurderede Nasdaq-aktier og hensynsløs kapitalisme skildres overbevisende og kynisk klarøjet gennem deres indvirkning på romanpersonerne. Ved at præsentere kulturelle tendenser gennem deres effekt på romanpersonerne og samtidig fastholde personerne i fortællingens centrum, gør Franzen sit persongalleri sprællevende en modsætningsfyldt, på én gang pragtfuld og røvirriterende, og således kun alt for menneskelig gruppe af karakterer, hvis lige man ikke har set længe. Kun den biseksuelle Denise synes at falde lidt igennem, da hendes komplekse personlighed virker en kende mere kunstfærdig end egentlig troværdig, og hun således i højere grad fremstår som en traditionel romanperson; men 4? ud af 5 er ikke et dårligt resultat for en bugtaler, og selv Dickens ville have været misundelig på Franzens empatiske virtuositet.»korrektioner«er simpelt hen eminent læseværdig, morsom og letløbende og dog med en knugende tyngde. Med romanens egne ord:»tragedie omskrevet til farce«. En æstetisk korrektion Med dette karakterdrevne og tilgængelige værk lever Franzen helt op til den udfordring, han i 1996 satte sig selv i essayet»perchance to Dream«. Hér beskriver Franzen, hvordan det tidligere så privilegerede samfundsbarometer, romanen, har mistet terræn i forhold til tv, og at måden hvorpå det tabte terræn kan genvindes ikke er ved at skrive abstrakte, systemfikserede postmoderne monstrøsiteter à la Gaddis, Pynchon og DeLillo. Essayet er både et fadermord på de postmoderne pariarker, men også rettet mod Franzen selv, der i sine to første romaner, den glimrende»the Twenty-Seventh City«4 NR. 4 DECEMBER 2002

5 (roman) (1988) og den knap så gode»strong Motion«(1992) begik netop dén type svært tilgængelige systemromaner. I essayet satte Franzen sig følgelig for at skrive noget så øjensynligt paradoksalt som en finkulturel samtidsroman, der nåede det brede publikum og for en stund rev dem væk fra tv-skærmen. Som sådan er»korrektioner«s vigtigste korrektion måske en æstetisk korrektion af den indimellem elitære postmodernisme. Med»Korrektioner«er Franzens projekt rent faktisk lykkedes måske endda lidt for godt: Da romanen udkom i USA sidste efterår valgte tv-stjernen Oprah Winfrey prompte romanen som månedens bog i»oprah s Book Club«og inviterede samtidig Franzen til at optræde i sit talkshow; normalt en stensikker garanti for et mersalg på mindst en million eksemplarer og efterfølgende økonomisk uafhængighed. Men samtidig også, i hvert fald for Franzen, et lidt for bredt publikum, trods alt. I interviews udtrykte han reservationer over at blive slået i hartkorn med Oprahs sædvanlige forfatter- og læserskare, og en fornærmet Oprah trak forståeligt nok tv-invitationen tilbage, til stor moro i de amerikanske medier. Franzen har øjensynligt det tilfælles med sine postmoderne forgængere, at han ikke er helt tryg ved den brede mainstream, og gerne vil forblive i den velkendte margin. Han synes at være bange for den grænse, hvor litteraturen går fra at være kunst til at være en konsumvare på linje med cornflakes. Franzens lidt klodsede håndtering af Oprah-affæren ufortalt, er og bliver»korrektioner«en fremragende roman, der tager handsken op og med et sviende slag i ansigtet på den mere abstrakte gren af postmodernismen skaber noget nyt. Romanen vandt fortjent en National Book Award og er sammen med David Foster Wallaces»Infinite Jest«fra 1996 det vigtigste indlæg i forsøget på at korrigere postmodernismen og genetablere romanen som med Wallaces ord:»en levende transaktion mellem mennesker«; som en åben kommunikationskanal mellem forfatter og læser snarere end et tillukket tekstuelt spejlkabinet. Jeg kan ikke komme på andre amerikanske udgivelser fra de seneste 4-5 år, som jeg kan anbefale varmere, og den bør ligge under mange juletræer i år, alt imens familierne indædt forsøger at hænge sammen i dansen om træet. Behørige berøringer Ubehageligt godt billede af det ubehageligt kejtede Helle Helle Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand 168 sider, 228 kr. Samleren Anmeldt af Lisbeth Christensen Hej, sagde hun. Hej, sagde han, og nogle gange lagde hun en hånd på hans ryg. Lad være med at ynke mig, sagde han, og hun gik videre hen mod vinduet. Susannes nervøse, febrilske og kejtede hånd flagrer gennem romanen. Den er ikke helt rigtig nogen steder hverken på Kims ryg eller på Esters, og der er ikke rigtig plads nok. Hun har ladet den højgravide Ester flytte ind hos hende og kæresten, hvor han sidder og forsøger at skrive. For Esters mand er utro, den ligefremme Ester har ikke givet Susanne mulighed for at sige nej, og Susanne er en krydsning mellem hensynsbetændelse, smålighed og klodsethed. På en måde er Susanne og Ester ikke engang rigtige veninder, men bare tidligere arbejdskollegaer, og egentlig er Susanne og Kim ikke ret meget kærester de bor nærmest bare sammen. Det er nok derfor, hun forestiller sig alt muligt. Deres forhold er på mange måder ulige som den paraply og mursten, Susanne selv ser dem som. Hun har prøvet at skrive lister over plusser og minusser i deres forhold, men heller ikke ved den lejlighed kunne hun formulere hvad, der er galt. Sprogligt er hun ham underlegen, og hun ved det, og han ved det, og hun ved, at han ved det. Hun kommer med små ubehjælpsomme løgne, og hun forsøger at fortie sig ud af forlegenheden: Jeg havde købt en undertrøje til ham. Nu kan du få den. Det er en størrelse large. Hvad er der? Ikke noget. Han drak en stor slurk af sin fjerde øl. Jeg har tænkt på, om vi skulle købe et juletræ i år, sagde hun, men så satte han glasset fra sig og så væk fra hende, ud af vinduet, og hun vidste, at hun var gået for vidt med juletræet og undertrøjen lige nu, her efter filmen. Alligevel sagde han ingenting. Han lagde også armen rundt om hende, da de kom ud igen. Der var et ophold i snevejret, men det føg meget fra tagene og på de åbne pladser. Hun gjorde sig tavs i bussen hjem for at bøde for sine almindeligheder. Helle Helle (Foto: Robin Skjoldborg) For Susanne handler det nemlig meget om almindeligheder. Hendes verden er praktisk og opryddelig og ren. Hun ordner og lufter ud ifølge Kim så meget, at hun lukker al ånd ud af lejligheden. Der bliver i hvert fald gennemtræk, så der ikke levnes meget plads til den berøring, de egentlig gerne vil, men kun som kun finder sted forsøgsvist og famlende. Og Esters tilstedeværelse får blot konturerne af forholdet til at stå stærkere frem: Fordi Ester fylder meget, får hun Susannes plads ved siden af Kim i bilen, så Susanne må nøjes med bagsædet, hvorfra hun forsøger at følge med i samtalen hvilket hun selvfølgelig ikke kan. Den manglende formåen, de klodsede berøringer, kejtetheden og kulden ligger der fra romanens begyndelsesbillede. En scene i et frygteligt hvidt, koldt og afslørende lys som netop Helle Helle er så god til at lave dem viser et billede, hvor en masse handlinger er trængt sammen, hvor lyde smelter sammen, så man kun hører den lyd, der ikke er til stede. Billedet er så intenst, at det flimrer foran øjnene gennem læsningen af alle de små efterfølgende berøringer af ømme punkter. Måske er det fordi, jeg finder disse fortættede billeder så fabelagtige, at jeg alligevel allerbedst kan lide Helle Helles noveller. De er også bare noget andet end romanerne, javist, men når jeg nu er i gang med at gradbøje mine lovord, så får de velvalgte berøringer i novellerne lov til at fylde hvert sit univers, hvilket de sagtens kan og fortjener. I både denne roman og i»hus og hjem«får kvinderne lov til at kejte derudaf imellem flæskefars, koteletter, kylling og and, og det er næsten ikke til at holde ud som når nogen bliver ved med at nive én i kinden. Jeg er mere til regulære lussinger, men i det hele taget meget til disse ikke behagelige men behørige berøringer. NR. 4 DECEMBER

6 (roman) Omslag af Nego og Brando med foto af Lars H Omslag af Ida Balslev-Olesen med foto af Jens Morten Ålborg, Danmark, danskerne og alt det der Samtidsrealisterne kommer: Unge Ejersbo på hvinende dæk gennem Nørresundby, Benn Q. Holm foretrækker at gå Jakob Ejersbo Nordkraft 424 sider, 298 kr. Gyldendal Benn Q. Holm Album 571 sider, 350 kr. People s Press Anmeldt af Bent Nylander Rasmussen Samtidsrealismen har ramt danskerne. Det såkaldte stormløb med den såkaldte forfatterskoleprosa som for alvor blev skudt i gang med Sonnergaards»Radiator«i 95 raser og samler hele tiden moment. Forfatterne hedder Jesper Wung-Sung, Daniel Dencik, David Læby, Morten Sindø, for den sags skyld også Helle Helle, og så altså Jakob Ejersbo og Benn Q. Holm, og så er sikkert flere glemt. Nogle klarer sig op i blitzlyset, andre ikke; nogle med rette, andre ufortjent. Men sådan er det jo med mediemaskinen. Den er brølende sulten. Bogmessen i forum har aldrig været større, og man kan knapt nok huske, hvem der vandt årets Nobelpris i litteratur i oktober. Lige nu er det Jakob Ejersbo og hans»nordkraft«, alle taler om.»nordkraft«er sat i Ålborgs halvverden af stofmisbrugere, rårygere, nydelsesrygere, pushere, perkere, dealere, kurerer, krejlere, dørmænd, rockere og narkobetjente i begyndelsen af 90 erne.»junkiehunde«hedder første del, hvor pusherfrau en Maria er fortælleren. Pusherfrau bliver man, hvis man er kærester med en pusher. Det giver en vis agtelse i miljøet, og hvis man er råryger, kan man få dækket sit forbrug gratis, eller i hvert fald koster det kun sex. Til forskel fra pusherkæresten, den tragikomiske og indolente Asger, der praktiserer hashsalg, tatovørforretning og Rottweileropdræt med lige stor talentløshed, er Maria en overlever. Hun besidder den blanding af opportunisme, ambition, men også menneskelighed, som bærer hende relativt velbevaret gennem alle trængsler. Det samme gør den hjemvendte sømand Allan i romanens anden del,»broen«, der bliver indhentet af det snavs, han flygtede fra, da han et par år tidligere stod til søs som maskinmand. Allan slider sig fri fortiden mest af alt i kraft af en dyb og renfærdig forelskelse i den bundsolide Maja. I alt kan alle romanens personer inddeles i de, som har (Nord)kraften og de, som ikke har. Maria, Allan og Hossein, den iranske lånehaj, hvis pletfrie hjem står i lysende kontrast til de andres junkiehuler, har den alle. De kan være nok så anløbne, men grundlæggende er de ordentlige mennesker, som nok skal klare skærene. Derimod har Asger og Steso, det ultimative syrehoved og gruppens vismand, den overhovedet ikke. Ejersbos verden er inddelt i vindere og tabere, og hvad man ender som har langt mere med arv end miljø at gøre. Det er den lurende banalisme i romanen (eller er det en filosofi?) som sikkert er konsekvensen af den ekstremt handlingsorienterede fortællestil, Ejersbo har valgt, og som også er det talent, han helt retfærdigt hyldes for af en enig anmelderskare, som det hedder. Der findes heller ingen hjemlig forfatter lige nu, der kan fortælle så medrivende, visualisere så livagtigt og dreje en dialog så autentisk, som han. Men der er lidt af en jomfru over Maria og lidt af en ædel vild over Hossein, hvilket giver en bizar naturromantisk undertone midt i junkiegruen og som dufter alpefriskt af ideolo- 6 NR. 4 DECEMBER 2002

7 (roman) gi. Og det er egentlig ret provokerende, tilsigtet eller ej. Benn Q. Holm fik mange roser for sin og virtuost plottede ensemble- og københavnerroman»hafnia Punk«, som omhandlede generationen af fortabte velfærdsbørn, som når langt op i 30 erne, før de siger farvel til øl, fisse og hornmusik og på det ynkeligste forsøger sig med hus, bil, kone og børn. Holm var en minutiøs og præcis realist i»hafnia Punk«, og det er han også i»album«, hvor vi derimod har at gøre med en generationsroman eller Danmarkskrønike, der strækker sig over de sidste 30 år og knap 600 tætskrevne sider. Hovedpersonerne er Jon, Lars og Martin og hver især repræsenterer de tre overordnede samfundsklasser: de venstreorienterede intellektuelle, den materialistiske øvre middelklasse og den til småborgerlighed aspirerende arbejderklasse. Den nøjsomme Jon går det godt, han bliver læge, Lars går det skidt, han ender som bistandsklient på Lolland og Martin går det sådan halvgodt, han får udgivet et par romaner, bliver gift, får børn, bliver skilt, gift, skilt For nu at være lunken, må man sige, at det nok er et temperamentsspørgsmål, om man kan lide Benn Q. Holm eller ej. Hvis man holder af at se Matador eller falder i staver over miniaturebyerne i Legoland, skal man nok finde sig til rette i romanen, hvis ikke bliver det hurtigt som en»dagsmarch gennem knæhøjt mudder«(tue Andersen Nexø i Information). Hvis»Album«er en vellykket roman, er det fordi Holm er en fabelagtig sædeskildrer, der præcist igen og igen spidder den helt rigtige detalje, uanset hvad han beskriver. Hvis romanen ikke er vellykket, så er det fordi persontegningen, konflikterne og udviklingsmønstrene er (tids)typificerende grænsende til commedia dell arte. Selv om Holms erklærede mål med»album«har været at nå ud til så mange danskere som muligt, er det svært at se, hvem der skulle have tålmodighed til at slubre sig igennem hele arkivet. Der sker for lidt, og det lidt, der sker, er for forudsigeligt og sker for langsomt. Og så er den i øvrigt alt for melankolsk, kynisk og pessimistisk til, at den nogensinde kan blive det al-danske referencepunkt for dagens voksengenerationen som Hammerichs Danmarkskrønike og Matador er for forældrene og bedsteforældrene. Problembehandlende litteratur Fra smertefuld barndom til sorgmunter ungdom i norsk litteratur Per Petterson Det er okay med mig Oversat af Annelise Ebbe 184 sider, 248 kr. Batzer & Co Håvard Syvertsen I lyset Oversat af Mone Hvass 176 sider, 228 kr. Batzer & Co Anmeldt af Sindre Ekrheim I Per Pettersons roman»det er okay for meg«, første gang utgitt på norsk i 1992, følger vi arbeiderklassegutten Audun Sletten fra han er 13 og fram til han er 18 år. I løpet av denne tiden har avisgutten Audun rukket å hoppe av gymnaset og begynt å jobbe på et trykkeri. Rammen om romanens og Auduns liv er forstaden Veitvet i Oslo tidlig på 1970-tallet. Audun er skoleflink, men utilpass på skolen. Den eneste han utvikler et nært vennskap til, er klassekameraten Arvid som blir utvist fra skolen da han henger et FNL-flagg i skolens flaggstang. Arvid og Audun er levende opptatt av 1970-tallets politiske radikalisme, lytter til Bob Dylan og Jimi Hendrix, drikker seg fulle, kjører bil og leser bøker av de store heltene Helge Ingstad, Jack London og Jan Myrdal. På tross av at Audun er en slags outsider, er bokens persongalleri stort og de enkelte romanskikkelser, særlig den brokete forsamling av arbeidere på trykkeriet, skildret med rå varme. Denne realistiske oppvekstromanen inneholder mye barsk humor og underfundige replikkvekslinger, men den rører også ved de såre og sorgfulle sidene i Auduns liv. Romanen kan i helhet sies å pendle mellom et råhetens og et ømhetens nivå. Auduns barske skall holder hans indre sorg i sjakk. Moren har forlatt Auduns far som var en voldelig alkoholiker. Og den yngre broren Egil har omkommet i en bilulykke, i tillegg gjør den sosiale avstanden på gymnaset at han permanent føler seg utenfor. Selv om romanen handler om perioden etter at faren har forlatt familien, er den kronologiske fortelling brutt opp, den hopper i tid og bringer retrospektive streif og glimt inn i romanen, noe som tilfører Arvids historie bakgrunnsdybde.»det er okay med mig«fanger inn det tidlige 1970-tallets særegne puls ved å referere til tidens musikalske og litterære emblemer. Og gjennom bruken av et forsiktig, men tidvis røft språk, ispedd lun humor, skapes en tekst med et stort språklig spenn. Språket driver stille av gårde, men blusser plutselig opp og slår til. Det virker som språket besitter Auduns egen dobbelhet idet det forvandles fra det ømme til det barske og omvendt. Mens Per Pettersons roman dreier seg om ungdom og oppvekst, så handler Håvard Syvertsens roman»i lyset«som ble utgitt i 2002, om en ubehagelig, vond og smertefull barndom. Der stilen er sorgmunter hos Petterson, er den snikende og uhyggelig hos Syvertsen. Jeg-fortelleren er den 10 år gamle Arne, han har en mor med en psykisk lidelse. Hun har vært innlagt på psykiatrisk sykehus, men har vært hjemme en stund. Arne våkner midt på natten av at en lastebil har havnet i naboens hage, noe som igjen utløser morens sykdom, hun tror at hun skal dø. Neste dag må Arne bli hjemme fra skolen og passe på moren mens far går på jobb på våpenfabrikken. Romanen utspiller seg over et par døgn. Den ytre fortellingen er sparsom på de store og dramatiske handlinger, bortsett da fra morens eskalerende sykdom. Teksten er desto rikere på språklige nyanser og av Arnes tanker og nitidige observasjoner av små gester og hverdagshendelser, noe som gjør at romanteksten understreker det underliggende klaustrofobiske dramaet. Arne ønsker å forstå hva som skjer rundt ham. Han fylles opp av morens sykdom og makter ikke å gå på skolen, overfor klassekameratene er morens sykdom et tabu. I et forsøk på å kontrollere sin egen angst studerer Arne legebøker og medisinske leksikon og kan sitere ordrett lange avsnitt om symptomer og sykdommer, noe som blir rene tvangsritualer for ham. Arne er veldig glad i sin mor og er dypt bekymret for henne og preges av sterk redsel for å bli forlatt:»mor stod ikke i vinduet. Hun er borte, tenkte jeg, huset er tomt. Jeg cyklede op ad veijen, men jeg kunne allerede mærke hvordan det føltes i kroppen at gå fra værelse til værelse. Det var som om jeg ikke kunne føle noget, at ingenting virkede som det skulle.«språket i romanen er klinisk, deskriptivt og hverdagslig. Den øde og nedslipte prosaen lar en sterk tomhets- og ensomhetsfølelse bre seg i teksten. Romanen har et konsekvent barneperspektiv og viser et barn som strever med å orientere seg i en fremmed verden. Og leseren møter den fordreide voksenverdenen, sett gjennom barnet Arne. Romanen sier noe vesentlig om det å være barn og det å ha vært barn, om ømhet, ensomhet og redsler i en barneverden som altfor tidlig vokser utover grensene sine. Barnet kastes inn i en fordreid og vond voksenverden som det ikke er i stand til å håndtere, og voksenpersonene er på grunn av tragiske omstendigheter heller ikke i stand til å ta hånd om barnet. Temaet om det forlatte og ensomme barnet har vært en tendens i deler av norsk samtidslitteratur en stund. Det utsatte barnet stod sentralt i Hanne Ørstaviks roman»kjærlighet«fra 1997 og gjør det i årets roman av Niels Fredrik Dahl,»På vei til en venn«. Spørsmålet er om denne problembehandlende litteraturen legger seg altfor nært opp til journalistikken ved at den lar alvoret i saken engasjere leseren, ikke litteraturen og språket. NR. 4 DECEMBER

8 (roman) Den enbårne søn, fortællingen Sjón følger på fornemste vis den islandske fortællertradition op og tilfører en række velkendte historier en humoristisk og virtuos drejning Sjón Dine øjne så mig: En kærlighedshistorie Oversat af Kim Lembek 216 sider, 249 kr. Vindrose Anmeldt at Trine Buhl Islændingene har tradition for at fortælle historier, og som ny forgrundsfigur på den litterære scene i Island følger forfatteren Sjón fornemt traditionen op.»dine øjne så mig«består af en række fortællinger, der tager sig ud som en fragmentarisk blanding af drømmesyn, anekdoter og mytologi. Den ene fortælling griber forstyrrende ind i den anden, men kædes løbende sammen af et fortællende jeg, der Sjón fremstiller begivenhederne for en fiktiv læser. Romanens hovedfortælling udspiller sig i et pensionat i en landsby i Niedersachsen under Anden Verdenskrig. Her arbejder romanens hovedperson, den unge Marie-Sophie, som stuepige. En nat drømmer hun om en mystisk mand med en kuffert og en lyserød hatteæske, og da den samme mand dukker op i pensionatet den næste dag i skikkelse af en hårdt medtaget flygtning, får hun til opgave at passe og pleje ham. Marie-Sophie og flygtningen bliver anbragt i pensionatets præsteværelse, et levn fra dengang huset fungerede som horehus. Dér udvikler de langsomt et kærlighedslignende forhold, som resulterer i en kropslig og kønslig sammensmeltning. Som ét væsen undfanger de et nyt menneskebarn en enbåren søn, der også viser sig at inkarnere romanens fortæller. I»Dine øjne så mig«genererer forvandlingen nye fortællinger. Sideløbende med romanens hovedhistorie eller fortællerens undfangelseshistorie om man vil hører vi om ærkeenglen Gabriel, der forbereder sig på at nedkalde Dommedag over menneskene. Men ærkeenglen forføres af Djævelen og må pludselig se sig omformet til kvinden Gabriella. I en anden historie hører vi om den personlighedsspaltede Karl Maus, der forvandler sig fra at være den afventende trolovede til at blive sin udkårnes voldtægtsmand. Forvandlingen manifesterer sig i forskellige former i romanens mange historier, men på et mere overordnet plan tager den sig ud som en humoristisk og grotesk fordrejning af et i øvrigt velkendt stof. Den konstante skævvridning af det, der refereres til, virker som den samlende komponent i den ellers brudstykkeagtige fremstillingsform. Ved at tilføre en række velkendte historier en humoristisk og virtuos drejning, lykkes det Sjón at genføde fortællingen og at give den fysisk og legemlig form. Undervejs gør han os til vidne til fortællerens ubesmittede fødsel. Men vi oplever også og dette er ikke uden betydning for romanens idé og form - hvordan nye fortællinger undfanges, som de fortælles. Dr. Franks deroute Eddie Thomas Petersen Kys 491 sider, 348 kr. Samleren At læse Eddie Thomas Petersens»Kys«er som at se 15 timers»strisser på Samsø«ud i én køre Anmeldt af Tore Rye Andersen»Kys«er Eddie Thomas Petersens første roman, men alligevel vil han allerede være kendt af de fleste som forfatteren bag tv-serien»strisser på Samsø«. I den næsten 500 sider lange»kys«prøver Petersen kræfter med romanformatet, i en ambitiøs samtidsroman der vil give et tværsnit af Danmark omkring årtusindskiftet. Historien følger en stor gruppe danskere fra mange forskellige samfundslag, samtidig med at den behandler forskellige aktuelle fænomener såsom IT-boblen på aktiemarkedet. I centrum af det store persongalleri står den unge læge Frank, der som Dostojevskijs Fyrst Mysjkin involverer sig lidt for meget i andre mennesker, alt imens han forsømmer sit eget mentale helbred. I begyndelsen af romanen møder vi Frank i eksil i Nordjylland, og resten af bogen fortæller historien om, hvordan han endte dér. Ud over Frank møder vi en lang række venner, ekskærester, kolleger og slægtninge, bl.a. kæresten Lisa, en succesrig jetsetter fra et eksklusivt investeringsselskab; Thea fra Nordjylland med det indviklede kærlighedsliv; samt bumsen Billy, som Frank ved et tilfælde involverer sig i. Fra bogens omslag ved Ida Balslev-Olesen»Det er et grundtræk for alt levende, at det stadigt forandrer sig,«hedder det på et tidspunkt i romanen, og»kys«følger da også romanpersonernes voldsomme bevægelser, deres op- og nedture. Det er i og for sig et sympatisk projekt, men det forvaltes indimellem temmelig urealistisk, som når den snavsede bums Billy viser sig at være en rigmandssøn, hvis opadgående vektor krydser lægen Franks nedadgående bane. Trods drømmen om uhindret social mobilitet, så har prinser det med at forblive prinser, ligesom tiggerdrenges aspirationer om en villa i Hellerup sjældent belønnes. Den ovenstående liste over romanpersoner er langt fra udtømmende. Der er nemlig rigtig mange personer i»kys«, og der bliver ved med at dukke nye op gennem hele romanen. Det er som om forfatteren i sit forsøg på at lodde dybt vil favne så bredt som muligt, men de to ting er ikke altid forenelige, og i Petersens roman udelukker de faktisk hinanden. I sit forsøg på at lære så mange mennesker som muligt at kende, zapper romanen rundt og lærer derfor ikke rigtig nogen at kende til 8 NR. 4 DECEMBER 2002

9 (roman) bunds en uvane som den har tilfælles med mange nye danske tv-serier, der i den hastige klipning mellem sideløbende handlingsforløb og menneskeskæbner aldrig formår at opnå nogen tyngde.»kys«er i sidste ende en kollektivroman, der er lidt for kollektiv og for lidt selektiv. Realisme? Man kan læse bag på romanen, at den er»realistisk«, men flere ting synes at modarbejde denne påstand. Først og fremmest forfalder»kys«i forsøget på trods alt at holde det store persongalleri sammen til usandsynlige sammentræf og tætvævede forbindelser af den type, man kun finder i fiktionen.»hvor er denne her verden dog latterligt lille,«tænker Frank på et tidspunkt, og sjældent er den set så lille som i»kys«, hvor alle kender alle og konstant render ind i hinanden. Romanens påståede realisme undergraves også på anden vis: enten må»kys«foregå i et parallelt univers, hvor Tutankhamon er begravet i Kheops-pyramiden og ikke i Kongernes Dal; hvor skurken i den fjerde Star Wars-film ikke hedder Darth Maul, men Dark Maul; hvor Levi s-jeans er blevet afløst af Lewis-ditto; et univers hvor unge akademikere (der går rundt med hhv. fjällræv og fjellräv, men ikke fjällräv) ikke får et stipendium, men et stipendiat, og hvor det engelske sprog er blevet modificeret så enterprise staves interprice og surprise surprice, samt hvor rockgruppen Thin Lizzy nu hedder Thin Lissy, og hvor den søde forsanger i Jefferson Airplane hedder Slik snarere end Slick til efternavn; enten foregår»kys«i et sådant Borgesk parallelunivers, eller også har forfatteren og hans redaktør været så umanerligt sjuskede, at det tangerer det skandaløse og i hvert fald ikke overbeviser med sin realisme. At læse»kys«er lidt som at se 15 timers»nikolaj og Julie«eller»Strisser på Samsø«ud i én køre: man er såmænd udmærket underholdt de første par timer, og historien kører ganske let med enkelte befriende glimt af humor, men derefter begynder utålmodigheden at indfinde sig. Man mister så småt interessen for personernes lidt for kunstfærdigt indviklede liv, og efter endt læsning sidder man med følelsen af, at man kunne have brugt tiden meget bedre. Ligrøveren Boris Akunin Boris Akunin Vinterdronningen Oversat af Trine Søndergaard 252 sider, 248 kr. Gyldendal Anmeldt af Ole Nyegaard Forfatteren som en fejlslagen Frankenstein Den unge uerfarne politimand Fandorin undersøger sammenhængen mellem nogle tilsyneladende fashionable selvmord blandt unge moskovitter. Han får færten af en international sammensværgelse, med spioner, terrorister og mystiske damer, hvorefter handlingen tager den ene uventede vending efter den anden. Eller rettere: Handlingen tager en række drastiske vendinger, i lighed med en spændingsfilm, hvor slutningen skal være overraskende. Det bliver den bare ikke, for læseren mærker hurtigt, hvad det drejer sig om. Hvert et twist i plottet er, lige som personerne, hentet fra spændingslitteraturens lager af ligdele. Og når den chokerende finale indtræffer, kan man nonchalant registrere, at det havde man regnet ud på forhånd. Ind til videre tæller serien med helten Erast Petrovitj Fandorin ni bøger, der nyder stor succes i hjemlandet Rusland, og man kan nemt forestille sig de film eller tvserier, som de vil afføde.»vinterdronningen«, seriens første, er nemlig en kulørt og intelligent roman, hvori handlingen udspiller sig henover sommeren 1876, i Moskva, London og Skt. Petersborg. Pseudonymet Boris Akunin dækker over en tidligere forlagsredaktør Grigorij Tjkhartisjvili, der vil gøre karriere med sine underholdende produkter. Og forfatteren kan sin metier, han besidder åbenlyst et stort kendskab til genren. For den, der ønsker at studere detektiv- og spændingsromanens klichéer, er Boris Akunins bog et godt udgangspunkt. Akunin inddrager alt fra Dickens og Doyle til Dostojevskij og Dumas, samt Ian Fleming og jødisk mytologi. Den egentlige forlystelse ved læsningen af»vinterdronningen«består i at spore de utallige lånte dele tilbage til deres ophav. En fornøjelig adspredelse. Selv om Akunin ikke forsøger at gøre det svært:»det er højst sandsynligt noget sludder. Edgar Allan Poe, Eugène Sue. Tilfældige sammentræf«, som Fandorins unge chef ærligt siger. Bogen er åben omkring det forhold, at Akunin opererer som en veritabel Dr. Frankenstein, med et kæmpelager af stjålne ligdele. Problemet bliver dog, at trods den megen anråben af fortidens mestre, sker miraklet ikke; monstret får ikke liv, og er, uanset det dygtige håndværk, ganske uden sjæl. Hvis spændingen skal forplante sig til læseren, behøves blot et minimum af psykologisk dybde i personerne og miljøet, men Den gode Hr. Doktor har vist glemt at slå strømmen til. NR. 4 DECEMBER

10 (roman) Renate Dorrestein Et hjerte af sten Som en sagte askeregn (Een hart van steen) Oversat af Aino Roscher 299 kr. Høst & Søn Hollandsk problemroman med stor litterær spændvidde Anmeldt af Henk van der Liet Det virker som om skillelinjerne mellem journalistik og skønlitteratur i stigende grad bliver anfægtet. Journalistikken præges mere og mere af litterære fremstillingsformer, og omvendt indoptager skønlitteraturen i større omfang dagsaktuelle, journalistiske stofområder. Samtidig minder en del af nutidens problem- eller debatromaner om halvfjerdsernes bekendelseslitteratur, idet det tit drejer sig om fiktionsværker der har udgangspunkt i oplevelser i intimsfæren, eller om at de blotlægger (tidligere) tabuområder af fysisk og psykisk art. Ligesom der herhjemme er kommet bøger som Kristian Ditlev Jensens»Det bliver sagt«, er der også i den hollandske litteratur i de senere år udkommet en række romaner der belyser problemer som: spisevægring, incest, pædofili, muskelsvind, dementi, osv., osv. I mange tilfælde handler det om bøger der opbløder, eller overskrider, grænserne mellem skønlitteraturens og brugslitteraturens domæner. Der er selvfølgelig ikke noget forkert i at debatlitteraturen blomstrer, men af og til ligner fiktionsværkerne til forveksling selvhjælpsbøger, og det kan være svært at få øje på deres kunstneriske kvaliteter. Eksempelvis er der i Holland for nyligt udkommet to romaner der hver på sin vis fokuserer på fænomenet fødselsdepression, eller fødselspsykose: Heleen van Royens»Den lykkelige husmor» og Renate Dorresteins»Et hjerte af sten«. Begge er oversat til dansk. Den helt afgørende forskel mellem disse to fiktionsbøger er at førstnævnte aldrig æstetisk overskrider den journalistiske horisont, hvorimod Dorresteins roman om samme temaområde formår at forvandle debatemnet til et koncentreret og overbevisende litterært værk af format. Mens van Royen ikke giver afkald på læserbrevkasseprosaens begrænsninger, løfter Dorrestein stoffet op på et fuldgyldigt kunstnerisk niveau, både sprogligt og kompositionsmæssigt. I ryk, stødvise erindringsglimt og små antydninger skildrer»et hjerte af sten«en ung kvindes dramatiske livshistorie. Og fordi romanens udformning svarer til hovedpersonen Ellen van Bemmels selvforståelse og oplevelseshorisont, kredser teksten i høj grad Omslag af Alette Bertelsen om det usagte, om fortiede, fornægtede og fortrængte oplevelser. Et sammendrag af romanhandlingen må derfor nødvendigvis skyde mål forbi, da det ikke kan tage højde for forfatterens finurlige præsentation af handlingen.»et hjerte af sten«er således en roman i hvilken form og indhold går hånd i hånd. I al korthed skildrer romanen Ellen van Bemmel, som er en enlig kvinde i midten af trediverne, der forsøger at få bugt med et stort traume der rider hende som en mare. Det viser sig at hun sidder med familiens fotoalbum og genopliver sine barndomsminder. Hun voksede op i et kærligt og varmt hjem med tre søde søskende og nogle omsorgsfulde og stadigvæk småforelskede forældre. Men fotoalbummets blade er delvis tomme. Albummets pludselige afslutning hænger sammen med fødslen af familiens femte barn, Ellens lillesøster Ida. Uden at være sig bevidst om det har spædbarnet sat et skæbnesvangert og diabolsk forløb i gang der ender i en rystende tragedie der formeligt sprænger hele familieidyllen i stumper og stykker. Først i bogens slutning har læseren samlet brudstykkerne til et intenst, hårrejsende hele. Til trods for at det er hendes femte barsel forvandler moren sig nemlig radikalt efter Idas fødsel, hvilket er romanens omdrejningspunkt. Fra at være en kærlig, stabil og omsorgsfuld mor, bliver hun en mere og mere uberegnelig og paranoid person. Hverken hendes ægtefælle eller børnene forstår hvad der er på færde, og på grund af deres store hengivenhed og kærlighed til hende bærer de over med hende, og de lukker øjnene for det der er under opsejling. Det korte af det lange er at moren, i kølvandet på Idas fødsel, bliver fuldstændig sindssyg. Hun begynder at se syner, og hun får religiøse anfægtelser og vrangforestillinger. Alle, inklusive lægerne, regner med at problemerne vil fortage sig, men det sker ikke, tværtimod. Først mange år senere, da Ellen læser medicin, indser hun at moren faktisk fik en alvorlig postnatal depression der mundede ud i en (selv)destruktiv fødselspsykose. Kort tid efter fødslen, da Ellen var tolv år gammel, indtraf så»den ene dag, hvor livet eksploderede i hovederne på os som en bombe«, dagen hvorpå moren under et anfald af kærlighedsvanvid med undtagelse af Ellen og hendes handicappede lillebror slog hele familien ihjel. Ellen og hendes lillebror overlever ved et tilfælde. Han var blot fem år gammel og blev bortadopteret, hvorimod Ellen tilbragte en del år i børneinstitutioner. Ellens tilværelse står siden hen i de dødes tegn, ikke bare fordi hun er blevet patolog, men også fordi den store og fortrængte katastrofe har mørkelagt hendes liv. Hendes følelsesliv og kærlighedsevne er af lave fordi hun ikke formår at bearbejde ungdomstraumet, og fordi hun tynges af tårnhøje skyldfølelser. Men erindringsog bevidstgørelsesprocessen sættes i gang da hun 25 år senere selv er gravid og har købt sit tidligere barndomshjem hvor hun sidder med det delvis tomme fotoalbum. Titlen henviser til både Ellens destruerede følelsesliv og til familiegravens udformning hvor der er reserveret plads til hende, og hendes navn, på gravstenen. Men titlen antyder også at årsagen til den store katastrofe kan spores tilbage til den grænseløse hengivenhed som Ellens far nærede for sin kone, og som gjorde at han ikke turde se de mulige konsekvenser af sin kones psykiske forvandling i øjnene. Derfor skyldes katastrofen til dels også hans store kærlighed og blinde hengivenhed.»et hjerte af sten«er en imponerende og rystende roman der er komponeret med fast hånd og streng sproglig proportionssans der gør at den aldrig tipper over i det melodramatiske. Det næsten ufatteligt store drama bliver fastholdt i en neddæmpet og kunstfærdig fremstilling der munder ud i en intens, rørende og simpelthen ypperlig roman. Men en god romans kunstneriske intensitet kan let blegne hvis oversætteren ikke råder over et dansk der er på højde med originaltekstens sproglige registre og nuancer. I nærværende tilfælde er det på sin plads at fremhæve oversætteren Aino Roschers fremragende indsats idet hans sikre sprogfornemmelse og idiomatiske opfindsomhed er med til at gøre»et hjerte af sten«til en stor læseoplevelse. Litteratur altså! 10 NR. 4 DECEMBER 2002

11 (roman) Patos og mirakel Fremragende erindringsroman om fødsel og barndom Vagn Lundbye Trefoldighedsbarn 407 sider, 349 kr. Borgen Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen I sin nye roman bringer Vagn Lundbye to patetiske kendsgerninger sammen. For det første dén kendsgerning, at den hvide mand i løbet af det 19. århundrede lykkedes med at udslette Tasmaniens urbefolkning totalt. For det andet dén kendsgerning, at menneskebarnet fødes, vokser op og bliver et rigtigt og voksent menneske. Disse to fra hinanden adskilte kendsgerninger får»trefoldighedsbarn«, som romanen hedder, til at mødes en dag i 1997 i Tasmaniens jungle, hvor fortælleren Emil får en tasmansk tigerslange i hovedet. Uden dog at blive dræbt af det ekstremt farlige dyr. Til gengæld viser det farlige dyr Vagn Lundbye (Foto: Bent Ryberg) sig i stand til i kort og dramatisk form at slå ned på udvalgte dele af den skammelige udryddelseshistorie i Tasmanien. Slangen fortæller Emil dette, samtidig med at han så fortæller sin historie om barndommen i Århus til den. Der er næppe tvivl om, at sammenbringning af myte og modernitet i en moderne fortælling fascinerer mange mennesker. Det tyder Lundbyes store læserskare på, som han vel må dele med en forfatter som Ib Michael. Mig har tricket bare aldrig virket på. Hvorfor jeg eksempelvis foretrækker den rene og amytologiske erindringsvare hos Ib Michael i»vanillepigen«og»brev fra månen«frem for blandingsvarerne i andre romaner af ham, hvor det mytiske absolut skal være med. Dén slags irriterer mig simpelthen. Jeg vil endda tillade mig at begrunde min idiosynkrasi overfor genren med følgende postulat: blandingen fungerer som oftest på baggrund af en fælles banal forståelse af godhed og ondskab hos forfatter og læser. Den helt overvejende del af»trefoldighedsbarn«er dog heldigvis erindringsdelen, og den trues kun i helt perifer forstand af den banale forudforståelse af, hvori ondskab består. Den banale sandhed, som også har interesseret medierne i forbindelse med romanudgivelsen er den, at Emil ligesom Vagn Lundbye har haft et ualmindelig dumt svin til far. Skandaløst ondartet overfor Emil og hans tre søskende. Ekstremt voldelig over for den sagtmodige mor. For det meste er faren dog fraværende og bogen en mindetavle over den sagtmodige, men også stærke mor. Moren som er der, når faren drikker og prutter sønnen i hovedet. Mor der trøster, selv efter at hun nær er blevet kvalt i en stegt kylling af far. Dén slags mor, som den civilisatoriske udvikling siden Lundbyes barndom har afskaffet. Heldigvis er romanen så bred og intens i sit sigte, at den trods mytologisk indpakning frem for alt fremstår som medrivende episk erindringsmonument over dét mirakel, Emil deler med de fleste af os: at vi lykkes med at vokse op og blive til livskraftige mennesker trods alle onde odds. I Lundbyes tilfælde: atlet, premiereløjtnant og forfatter. Og mon ikke selv den onde far har haft andel i Lundbyes to første karrierevalg? Man gætter på det. Trods sønnens udlevering af ham, trods talende tigerslange og trods jævnføringen af århus-erindringerne med den hvide mands skamløshed i Tasmanien i 1800-tallet.»Trefoldighedsbarn«være derfor hilset som en fremragende erindringsroman om den livskraftige fødsel og barndom, vi på forunderligste vis deler med hinanden trods onde fædre og sagtmodige mødre. Og så endda op til jul, der også fejrer et barns fødsel. Så køb den eller giv den til en artsfælle i julegave. Lad sorgen rulle Erling Jepsen skriver romankunst så man både griner og græder Erling Jepsen Kunsten at græde i kor 214 sider, 229 kr. Borgen Anmeldt af Rasmus Øhlenschlæger Madsen»Nogen døde far? Nej siger han, i hvert fald ikke nogen vi kender. Og så sukker han. Og så sukker jeg.«det er den elleveårige hovedperson og fortæller i Erling Jepsens roman»kunsten at græde i kor«, der forhåbningsfuldt spørger sin far, om der er nogle døde. Han spørger fordi han ved, at faren altid får det bedre, når han har holdt en af sine bevægede begravelsestaler i det lille jyske landsogn, hvor romanen udspiller sig. Faren har nemlig»ordet i sin magt«, og denne magt bruger han til at tale tårerne frem i de efterladtes øjne. Der er nu engang ikke noget så forløsende som»at lade sorgen rulle«, som det hedder i romanen. Og det er der rigelig anledning til i Erling Jepsens roman om en familiefars fysiske og psykiske overgreb i 1960 ernes Danmark. Faren har ordet og familien i sin magt, men længere rækker hans magt ikke. Sammen med konen driver han en undseelig købmandsbutik, men forretningen går dårligt og familielivet dårligere. Faren har»psykiske nerver«og det udløser jævnligt uforudsigelige sammenbrud, seksuelle overgreb og tæsk i takt til melankolske dansktopmelodier. Der handles ikke bare med Erling Jepsen (Foto: Gregers Nielsen) mælk, brød og aviser i det lille familieforetagende. Den troskyldigt kalkulerende fortæller (for)- handler også med sig selv, sin søster og i sidste ende sin fornuft alt sammen for farens og, tror han, fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

12 (roman) fortsat fra forrige side dermed familiens bedste. Familielivet er gennemsyret af en forskruet handelslogik, der får sønnen til selv at opfordre faren til at give ham de tæsk, der tilsyneladende er så forløsende at uddele samt trygle sin fjortenårige storesøster om at ligge med faren på den røde sofa i stuen, når han»er ked af det«. Af ulyksalige årsager er hovedpersonen overbevist om, at han ved at faldbyde sig selv og søsteren kan holde sammen på familien. Men han gør regning uden vært, for faren er en utilregnelig følelsesterrorist, som ikke er til at handle med. Ikke desto mindre tages alle midler i brug for at formilde den forkrøblede patriark, inklusive mordforsøg, men specielt for søsteren bliver det stadigt sværere at klare presset. Efter en sidste nat på sofaen med faren bliver hun indlagt på en lukket afdeling og herfra tager fortællingen en drejning. Lillebroren sætter af sted på en fantastisk og til tider grotesk morsom redningsrejse for at hente søsteren hjem. Det lykkes ham at bortføre hende fra den psykiatriske afdeling, læsse den stærkt medicinerede pige op i en trillebør og derefter køre hende hele vejen ind til Sønderborg. Her opsøger de storebroren, som sender dem direkte hjem, hvor forældrene og myndighederne, som langt om længe er vågnet til dåd, tager imod. Erling Jepsen har skrevet en ubehageligt vedrørende og overraskende morsom roman, af den slags man ikke løber uberørt igennem. Han leverer et hudløst portræt af en syg og tyrannisk familiefar, men han gør det bag om ryggen på sin egen fortæller. Og det er såvel Erling Jepsens største bedrift som fortællingens mest tragiske element. Med sikker hånd lader han den unge fortællers barnligt begrænsede udsyn afspejle sig i romanens enkle og ligefremme sprog, ligesom han lader drengens fordrejede verdensbillede skinne igennem i fantasifulde beskrivelser og kreative bortforklaringsforsøg. Derved lykkes det ham at give et overbevisende indtryk af en families undergang set fra orkanens midte. Men»Kunsten at græde i kor«er ikke bare en roman om en fars overgreb. Den er også et katalog over de fortielser og fortrængninger, der er forudsætningen for en families fortsatte fordærv og dermed en roman om omgivelsernes massive svigt. Russiske rødder Ny fransk roman om tre sibiriske drenges løsrivelseskamp Andreï Makine Is på kærlighedens flod Oversat af Krina Blidbjerg 224 sider, 249 kr. PP Forlag Anmeldt af Adam Aegidius Pepetela Jaime Bunda hemmelig agent Oversat af Ole Eistrup 319 sider, 288 kr. Forlaget Hjulet/AKS Germano Almeida Senhor Napumocenos testamente Oversat af Gregers Stendahl 173 sider, 160 kr. Husets Forlag/S.O.L. Anmeldt af Ingemai Larsen Det er tydeligt, at den franske forfatter Andreï Makine er opvokset i Rusland. En stor del af hans forfatterskab drejer sig om stærke individer, der er splittet mellem den franske og den russiske kultur.»is på kærlighedens flod«udkom på fransk i 1994, året før Makines hovedværk, den Goncourt- og Médicis-prisbelønnede roman»det franske testamente«(da. 1997). Den er en stærk ungdomsberetning om tre drenge, der i det yderste Sibirien gennemlever det første forfrosne forår af deres voksenliv, hvor navnlig deres spirende seksualitet leder dem ud i svært håndterlige situationer. Samtidig forsøger de at forstå den rodløshed, som præger dem selv og resten af indbyggerne i det isolerede, russiske landsbysamfund. De drømmer sig langt væk fra kulden, sovjetregimets fangelejre og den intellektuelle armod. Det er især en Belmondo-film, som stimulerer drengedrømmene om et Vesten med solbrændte kvindelår, strissere, der slår, før de spørger, og stor litteratur. De tre drenge, der sytten gange vandrer 32 kilometer hen over stepperne for at se filmen, finder hver sin Gazeller og andet godtfolk To romaner finder vej til danske læsere fra tidligere portugisiske kolonier Det er åbenbart gazeller, der i Angola og Kap Verde bringer blodet i kog.»en gazelle med en røv som en vifte«lyder beskrivelsen af den kvindelige hovedfigur i Pepetelas roman»jaime Bunda hemmelig agent«, mens det i Germano Almeidas»Senhor Napumocenos testamente«mere hengivent hedder, at»hun havde øjne som en vild gazelle«. Hermed er tonen lagt, og den holdes i begge tilfælde konsekvent. I Pepetalas tilfælde drejer det sig om en ret morsom sag, en satire over kriminalromanen som genre og over det miljø, handlingen udspilles i; det moderne hovedstadsliv, hvor korruption, nepotisme og lemfældig omgang identitet i den franske superhelt. Som ved et trylleslag bliver de voksne og forstår pludselig, at de bliver nødt til at flygte, hvis de skal gøre sig forhåbninger om nogensinde at gøre drømmene til virkelighed. De unge menneskers løsrivelse er beskrevet som en række eventyrlige hændelser, hvor de strejfer om i fremmede byer eller overnatter i forladte togvogne. I denne poetiske realisme hersker overraskelsen og grænseoverskridelsen. Snart er det fortællerens erotiske nysgerrighed, der åbner for en hidtil uset verden, snart er der kun den nøgne virkelighed, hvor man må kæmpe for en smule lykke. Død og lemlæstelse lurer overalt i den iskolde ødemark. Alligevel er sneen og kulden de rette elementer for trekløveret.»is på kærlighedens flod«er som en kraftfuld fortælling om tre asiatiske drenges vej til manddommen en efternøler til Mishimas»Det gyldne tempel«(da. 1965). Romanen er mættet med stærke, visuelle stemningsindtryk, som ikke blot hensætter fortælleren, men også læseren, i en dæmpet, melankolsk tilstand. At dette iblandes en lun humor, forstærker kun læseoplevelsen, og det er da også derfor, romanen kan anbefales til lange vinteraftener. med loven er daglig kost. Vi følger over 300 sider, hvilket er i overkanten, detektiven Jaime Bundas fuldstændig amatøragtige, men ikke desto mindre heldige indsats i jagten på en forbryderbande, der tæller både politifolk og politikere. Med udgangspunkt i en sådan type plot har forfatteren alle muligheder for at udstille det etparti- 12 NR. 4 DECEMBER 2002

13 (roman) styre, som siden Angolas uafhængighed har siddet ved magten, og det gør han så effektivt, at ingen risikerer at miste pointen. Hvad angår jagten på gazellerne, har den dog for Bunda det modsatte udfald; den er nøjagtigt planlagt, men fører kun til hån og ydmygelser Romanen her hører ikke til Pepetelas mest betydningsfulde, men man forstår udmærket forlagets motiv til at vælge dén og ikke de tematisk set mere lokalt forankrede udgivelser, der har gjort forfatteren til en af sin generations største og mest læste. Her er en udgivelse af mere universel karakter, som endvidere er appetitvækkende morsom, og hvis angolanske islæt, set i et sprogligt perspektiv, indskrænker sig til en række udtryk hentet fra det største lokale sprog, kimbundu. I behandlingen af dem er forlag og oversætter desværre forfaldet til en mani med at inkludere ordliste og henvisninger; en utvivlsomt velment strategi, som imidlertid har det med at ødelægge læseoplevelsen. Svaret på den udfordring, som en roman af denne karakter indeholder, må være et kort, kontekstualiserende efterord og ikke en ordliste, der hører lærebogsgenren til. I»Senhor Napumocenos testamente«er scenen flyttet til en anden af Portugals eks-kolonier, nemlig Kap Verde, hvorfra der aldrig tidligere er blevet oversat bøger til dansk. Germano Almeida fik med denne lille roman sit gennembrud; den er oversat til adskillige sprog og desuden filmatiseret. Fortalt med sprogligt overskud og en sans for finurlige detaljer berettes her om ungkarlen Napumocenos liv, om hans sejre som forretningsmand, om hans lidenskaber og længsler og om de få mennesker, der lærte ham at kende. Bogens optakt, oplysningen om, at det tog en hel eftermiddag at læse Senhor Napucomenos testamente, er original, hvilket de næste mange sider ikke helt står mål med, og først da hovedpersonen møder sin gazelle, får fortællingen for alvor dybde udmærket videreformidlet i Gregers Steendals oversættelse. At komme i spændetrøje Christina Englunds roman er et ulideligt eller lidenskabeligt billede af en neurotisk kvinde i sin bedste alder Christina Englund Løse ender 217 sider, 225 kr. Gyldendal Anmeldt af Lene Bruun-Kristensen Den er egentlig enkelt nok, Christina Englunds nye roman: Omdrejningspunktet er den 40- årige Martha, der har to børn, som er vidt forskellige. Vi følger hendes medgørlige og sympatiske teenagesøn Mikkel, mens den genstridige datter kun popper op, når bogen har vævet for længe i sine egne hverdagslige cirkler. Omkring Martha er desuden veninden og kollegaen i garnbutikken, et enkelt herrebekendtskab, hendes gamle mor og i glimt børnenes far, der forlod dem, men alle formår de ikke at trænge ind bag Marthas grublende og selvopofrende væsen. Martha har også en søster, som er kunstner og ikke den af de to, der bekymrer sig. Martha har inviteret hende på Picasso-udstilling, som hun taler begejstret og farvestrålende om, hvorefter Martha tænker om sig selv, at hun»nok Portugisiske machofantasier Mon der er en dybere mening med den moderne liderlighed? Almeida Faria Sebastian Erobreren Oversat af Jorge Braga 125 sider, 250 kr. Forlaget Ørby Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Den lille, veloversatte beretning folder sig storladent ud med dramatiske og uhyrlige beskrivelser af, hvordan fortællerjeget kom til verden. Det skete på den selvsamme dag, hvor også den legendariske konge af Portugal fra 1500-tallet kom til verden. På den hellige Sebastians dag, d. 20. januar. Den lille knægt har en livlig fantasi, så han udstyrer sig selv med en drabelig opvækst, og da det fortrinsvis er adelige, der indgår i hans opspind, bliver han udstyret med var en god vært«. Når hun glæder sig over noget, er det den nye Kaffe Fassett-trøje, hun skal strikke. En litterær Martha skal naturligvis være en kvinde, der gør sig mange bekymringer og ikke kan se, at kun ét er fornødent, som det jo hedder andetsteds. Sådan er romanens logik. Romanen opregner en masse små tableauer, der hele tiden brydes af, for at nye grublerier eller uoverstigelige situationer kan komme til. Titlen er da også en analogi på både romanens struktur og personernes løstvævede liv. Hvad enten bogen vil give et ulideligt eller lidenskabeligt billede af en neurotisk kvinde i sin bedste alder, eller hverdagsliv i Danmark med store og små mediebegivenheder, holder den sig mærkeligt midt imellem. Bevares, hverdagens undseligheder har deres berettigelse, men det er svært at ane en overordnet vilje til oprør, forandring eller en anden mening, fordi romanen har sin rigide form, der gør sine personer til figurer og ikke giver dem tid og plads til at samle de løse ender. Handlingen giver dog hovedpersonen, ikke et blidt skub, men et dramatisk (synde?)fald, der alligevel ikke kan hverken rejse hende op eller lade hende synke helt, fordi hun i forvejen er gledet med ind i romanens linde horisontalitet. tilnavnet Sebastian Klippekongen, som var han den legendariske kong Sebastian, hvis genkomst har været ventet gennem århundrederne. Hans vildtvoksende fantasi lader ham få en tidlig seksuel debut, og faktisk ved læseren ikke, om jegfortælleren digter eller rent faktisk oplever det, han fortæller om. Herefter følger en lang strøm af erobringer, erotiske eller blot seksuelle eventyr, hvor han nedlægger kvinder på stribe i en megalomanisk drøm om at være evigt tiltrækkende. Ja, faktisk præsenterer han sig selv som så herlig en macho, at det snarere er kvinderne, der jagter ham. Undervejs bliver kong Sebastian eller en af dennes følgesvende indflettet hist og her som for at antyde, at den moderne skørtejæger har visse lighedstræk med den krigsliderlige kong Sebastian, ja, jeg gætter altså bare på, at det måske er den dybere mening med den moderne liderlighed vide det kan jeg naturligvis ikke. NR. 4 DECEMBER

14 (roman) Günter Grass I krebsegang (Im Krebsgang) Oversat af Per Øhrgaard 192 sider, 225 kr. Gyldendal Per Øhrgaard Fortsættelse følger Et essay om Günter Grass 212 sider, 195 kr. Gyldendal Skyggesider Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen Både Günter Grass»I krebsegang«og Per Øhrgaards bog om Grass handler om den direkte og den indirekte fortælling En lidt forhutlet og ikke specielt principfast journalist bliver af»én«, som senere bliver omtalt som»den gamle«og som utvetydigt afslører sig som den berømte forfatter Günter Grass, pålagt at skrive historien om flygtningeskibet Wilhelm Gustloff, der undervejs fra Danzig til Kiel 30. januar 1945 tolvårsdagen for Hitlers magtovertagelse blev torpederet af en russisk ubåd, hvorved mellem seks og ti tusinde mennesker druknede og kun ganske få hundrede blev reddet. Forholdet mellem forfatteren og fortælleren er ikke helt klart, men vi forstår, at noget holder Grass tilbage for at tale i eget navn. Hele stoffet om at også tyskere har offerhistorier at fortælle fra 2. verdenskrig er pinagtigt, og det er øjensynligt nødvendigt for Grass at indskyde researchpersoner og en anden fortæller for at kunne nærme sig det. Da jeg i slutningen af marts i år oplevede Grass i hovedbiblioteket i Leipzig læse op af sin nye bog»im Krebsgang«en time og fyrre minutter uden pause holdt den næsten 75-årige en tusindtallig forsamling i stramt greb kom han ind i salen ledsaget af en hvidhåret ældre herre, som han respektfuldt fulgte til en æresplads på første række. Da oplæsningen var færdig, bad han ham rejse sig op og præsenterede ham for forsamlingen som én af de få overlevede soldater fra Wilhelm Gustloff og den, hvis minutiøse research Grass havde skrevet sin beretning på grundlag af. Derefter klappede vi længe af dem begge to: igen havde Grass fået skubbet en anden ind mellem sig og sit ømtålelige stof. Fordoblingen af fortælleren og indfoldningen af fortælleforholdet i en romans tema, også at forfatteren indsætter sig selv med navns nævnelse som en person i beretningen, hører til modernismens standardrepertoire. Fra det lille Günther Grass (Foto: Gregers Nielsen) diskrete»marcel«i Prousts hovedværk til Paul Austers spil med sit navn i New York-trilogien. Günter Grass har i et langt forfatterskab demonstreret, at han til fulde behersker teknikken, hvilket hans danske oversætter Per Øhrgaard i sin fremragende bog om forfatterskabet»fortsættelse følger«, der udkom næsten samtidigt med oversættelsen af»i krebsgang«(som fødselsdagsgave til Grass!), viser detaljeret og instruktivt. Også et forfatterskabsportræt er imidlertid må nødvendigvis være en distancering af forholdet mellem forfatter og tema: denne frygtelige hændelse bliver sat ind i en tematisk sammenhæng i Grass udvikling: byen Danzig som udgangspunkt, den sanselige og lidt mystiske Tulla Pokriefke, som vi før har mødt i forfatterskabet, de to antagonistiske venner, der alligevel er tæt forbundne, de mange fortællestrenge, der løber sammen i en katastrofisk begivenhed, etc., etc. Det har været der alt sammen før, og selv om alle disse historier hver for sig har været nok så traumatiske og gribende, er der håb. For historien går altid videre, fortsættelse vil følge... Selv en oversættelse er jo en form for afstandsskaben: netop fordi Per Øhrgaards oversættelse er så pålidelig, følger Grass tekst så tæt og loyalt, kan den få et strejf af konstruktion; man mærker tit den tyske tekst som en palimpsest under den danske, som en henvisning til en oprindelighed, der er gået tabt, men stadig erindres. Endnu en afstand, en tabserfaring. Men samtidig med at alle fortællingens fordoblinger, forskydninger og forviklinger skaber distance til dens traumatiske kerne, er de også en omkredsning, der langsomt og indirekte nærmer sig dette. I krebsegang, så at sige. Smertepunktet i Grass fortælling er selvfølgelig selve skibskatastrofen, den største i historien, der bliver fastholdt i hurtige, men voldsomme billeder af sammenfrosne mennesker og børn, der flyder omkring i det iskolde vand med benene i vejret. Men også i det moralske spørgsmål: kan vi som tyskere overhovedet tillade os at fremstille disse billeder, der signalerer, at også vi var ofre for krigens rædsler, og ikke blot dens ansvarlige. Herunder det krigskonventionsretsligt prekære spørgsmål: var Wilhelm Gustloff så militært armeret og bemandet, at dets karakter af civilt flygtningeskib var tvivlsomt, og angrebet på det derfor rimeligt. Hvad er det i det hele taget for en situation, tyskere taler om 2. verdenskrig i, for historien fik jo en fortsættelse..., og både personen og skibet Wilhelm Gustloff blev en del af det nynazistiske miljø, som journalistens (men ikke forfatterens) søn tilhører. Er denne søn da også et offer, som flygtningene på Wilhelm Gustloff, ofret i så fald af sin far, der blev født i samme øjeblik, skibet gik ned. Er det sin egen moralske undergang, denne journalist beskriver i denne historie, sådan som han antyder det i starten af 14 NR. 4 DECEMBER 2002

15 (roman) La vie en rouge Orhan Pamuk udvikler i sin femte roman på dansk miniaturen som romanform sin beretning:»hvis jeg nu skal begynde at afvikle mig selv, vil alt det, som er kikset for mig, være skrevet ind i et skibs undergang...«. Men er han da så ikke også et offer for omstændigheder, han var uden indflydelse på og som i symbolsk forstand har trukket ham ned i dybet? Hvad er overhovedet skyld? Det er den slags spørgsmål, der ikke kan stilles direkte, men kun i fortællingens indirekte krebsegang. At jeg alligevel har gjort det her skyldes, at også jeg er underlagt en tvang: anmeldelsens knappe, konkluderende form. Per Øhrgaard kalder sin bog om Günter Grass forfatterskab»et essay«. Det personlige essay tager udgangspunkt i den skrivendes konkrete oplevelse og folder den ud i en generalitet af filosofisk eller psykologisk karakter. Julegavesedlen: fra Montaigne til Villy Sørensen. Det litterære essay tager i virkeligheden også udgangspunkt i det personlige, men oftest mere diskret. Der skydes distance og fortællere ind, det bevæger sig også i krebsegang. I Per Øhrgaards tilfælde næsten helt bogstaveligt, frem og tilbage i kronologien, ud og ind af hovedtemaerne. Der er altid i hans fortælling en sidehistorie, han lige må fortælle, fordi der her ligger en skygge fra hovedhistorien, der rummer lidt ofte meget af dens væsen. Men bag det hele har man fornemmelse af at blive holdt fast i et jernhårdt greb og styret gennem et forfatterskab, som Øhrgaard behersker i alle detaljer og er inderligt fascineret af. Grass kunne ikke have haft nogen bedre skribent til at skrive sin historie (jeg siger ikke, at det var et opdrag), også fordi Øhrgaard kan skrive sig ind mod smertepunkterne i Grass liv uden at beføle dem utilladeligt. Hans bog er først og fremmest en suveræn gennemgang af ideer, temaer og former i forfatteren og forfatterpolitikeren Günter Grass værk; men bag dette er en person, der har en meget konkret og smertefuld historie at fortælle. Den handler om, at et eller andet er gået ned med mand og mus på den hovedkulds rejse fra Danzig til det rovgriske Vesten. Den historie vil Grass forhåbentlig fortælle sig ind mod endnu mange år, og Per Øhrgaard vil følge ham som hans uundgåelige skygge. Et flot makkerpar! Orhan Pamuk Mit navn er rød (Benim Adim Kirmizi) Oversat af Elisabeth Ellekjær 526 sider, 399 kr. Lindhardt og Ringhof Anmeldt af Anders Christian Boe Det er året før året, og forberedelserne til det første (og indtil videre eneste) islamiske millennium er i fuld gang i den osmanniske hovedstad Istanbul. (Handlingen foregår således i begyndelsen af 1590erne, og ikke, som bagsideteksten hævder, i slutningen af 1890erne.) I den anledning lader sultanen i al hemmelighed en bog, hvis indhold strider mod den ikonoklastiske ortodoksi, fremstille under ledelse af den aldrende miniaturemalermester, Enishte Effendi. Historiens detonator, mordet på en projektet tilknyttet miniaturemaler, er placeret forud for romanens begyndelse. Da også Enishte Effendi myrdes, står det klart, at morderen skal søges i inderkredsen omkring miniatureværkstedet, hvorfor sultanen beordrer lederen af dette, mester Osman, og den netop tilbagekomne, forhenværende illuminator, Sort, der tolv år tidligere forlod Istanbul tynget af ulykkelig kærlighed til Enishtes datter, Sheküre, at finde den skyldige inden tre dage. Sporet fører vort psyko-æstetiske detektivpar i retning af sultanens inderste skatkammers bibliotek, og (valg)slægtskabet med Umberto Ecos»Rosens navn«(1980) lader sig således ikke fornægte.»mit navn er rød«markerer ligeledes Pamuks tilbagevenden til polyfonien fra hans anden roman,»tavshedens hus«(1983); dog er fortællerinstansen nu opløst i ikke fem men hele tyve stemmer, der sætter ind efter hinanden, stemmer, der tilhører dyr, farver, miniaturemalere (døde såvel som levende), kvinder, en enkelt guldmønt, o.a., ja, selv Satan kommer til orde! Det er intelligent (og) fabulerende årgangskriminallitteratur, en konstant changerende, voluminøs ikonografi, hvis sproglige akkuratesse og rene farver matcher illustratorerne i Tabriz og Qazvins arbejder.»mit navn er Rød«er samtidig mere læsevenlig end den til tider lidt tunge»den sorte bog«(1990), men dens litterære kvaliteter er fuldt ud på højde med gennembrudsromanens. Det kan undre, at en forfatter af Pamuks litterære statur ikke er berettiget til at blive oversat fra sit eget sprog, men for anden gang i træk præsenteres for de danske læsere via et tilsyneladende overflødigt, i dette tilfælde engelsk, mellemled. (»Tavshedens hus«måtte således igennem en fransk oversættelsesinstans før den ankom til det danske bogmarked sytten år efter afsendelse.) Det er en utilfredsstillende praksis, hvis svagheder udstilles i romanens ukritiske adoption af den engelske transskription af tyrkiske ord. Transskription er altid problematisk, men kan selvsagt være et nødvendigt forståelsesfremmende greb. At transskribere fra tyrkisk, der benytter sig af det latinske alfabet tilført enkelte særegne accenttegn, synes dog unødvendigt, hvilket understøttes af Henning Goldbæks vellykkede originaloversættelser af»den sorte bog«og»det nye liv«(1997). Hvis man insisterer på en sådan transskription må formålet være at lette udtalen af de tyrkiske gloser, en effekt, der udebliver på dansk, når man kopierer omskrivninger, der er tillempet det engelske idiom. Pamuks kynisk klare poesi lader sig dog ikke sløre, men brænder igennem i hver eneste linie, som her i farven røds karakteristik af sin egen arts væsen:»farve er øjets berøring, musik for den døve, et ord i mørket.«nr. 4 DECEMBER

16 (roman) En filmhistorie Henrik Andersens historie om 30 ernes filmfolk er mere spændende som dokument end som fiktion Henrik Andersen Den tredje historie 299 sider, 279 kr. Borgen Anmeldt af Jan Bruun Jensen Henrik Andersen gør i sin nye roman»den tredje historie«brug af samme metode som i sin forrige roman,»folkets mand«fra 1998, hvor han iscenesatte formandsopgøret i Socialdemokratiet. At han ikke slap så heldigt fra dét, hang sammen med, at romanens klicheer slet ikke levede op til den dramatiske virkelighed, men snarere søgte sig legitimeret ved den. Der ligger antageligt en betydelig research til grund for skildringen af hele det miljø omkring tonefilmens fremkomst og dens første pionerer, som»den tredje historie«er sat i. Og selvom det kan være svært at skelne fakta fra fiktion forfatteren ignorerer eksplicit historiske fakta, hvor de»ikke passede ind i romanens forløb«ja så føler man sig dog godt underholdt også under indvielsen i disse historiske begivenheder.»den tredje historie«udspiller sig i begyndelsen af 30 erne, hvor den unge forfatter Thomas Larsen indrulleres i filmindustrien gennem»imperial Film A/S«. Som filmmanden Eugen Schrøders protegé gør han kort og ikke særligt bemærkelsesværdig karriere som drejebogsforfatter, og Thomas Larsen står uden beskyttelse ved generaldirektørens pludselige død. Således er han ikke i en position, hvor han kan takke nej til den nye direktørs tilbud om at blive udvekslet til det store, tyske filmselskab»ufa«. I Berlin får han succes som drejebogsforfatter og opnår endelig sin debut som instruktør af en kitsch et og propagandistisk film, inden han må se sig kørt ud på et sidespor af det nye styre og hans hjerteblod, drejebogen til filmen»sansibar«, bliver syltet af censuren. Samtidig er det historien om en ung mands besvær med kærligheden og ikke mindst med dens vækkelse ved mødet med den gifte kvinde Sabine. Hun er halvt afrikansk, og det giver naturligvis visse problemer i forhold til nazisterne og bliver således også baggrunden for deres endelige adskillelse. Thomas Larsens personlige Fra omslaget af Annette Borsbøl genvordigheder bliver dog ikke særligt bevægende, og der er alt for mange romanklicheer om»uigennemsigtige«personer. At Henrik Andersen inddrager sin egen research og gør den til selve fortællingens ramme, virker både naturligt og nødvendigt. Det er helt tydeligt denne lagdeling af fortællingen samt den detaljerede og troværdige fremstilling af den tidlige tonefilms miljø, som bliver romanens egentlige fortjeneste. Fortiden indhenter dig altid En baskisk roman om at kæmpe sig fri af frihedsbevægelsen ETA Bernardo Atxaga Ene mand (El Hombre Solo) Oversat af Iben Hasselbalch 380 sider, 298 kr. Samleren Anmeldt af Karen-Margrethe Simonsen»Vi er ikke skyldige, vi er ikke fuldstændig herre over vores karma og i sidste ende er vore handlinger ikke kun vore egne«står der sidst i romanen. Ikke desto mindre plager adskillige samvittighedsspørgsmål vores hovedperson: den mand, som alle kalder Carlos. Inden i hans hoved sidder en lille rotte, som minder ham om den angstplagede fortid, hvor han var frihedskæmper i ETA og altid på flugt, og hvor han bl.a. slog en mand ihjel. Og den minder ham om, at han har fået sin utilregnelige bror (tidligere markant ETA-tilhænger) indespærret på et psykiatrisk hospital. Bogen handler om besværlighederne med at slippe fri af fortiden. Da vi møder Carlos, er han blevet medindehaver af et hotel i Barcelona, som han bestyrer sammen med sine gamle venner fra ETA-tiden. Hotellet er både et cover-up og en reel flugtrute væk fra fortiden, men pengene til hotellet er fremskaffet ved røverier, så heller ikke hotellet er en hel frisk start. Carlos er ikke længere medlem af ETA, men da organisationen er i en desperat knibe og beder Carlos om hjælp til at skjule to eftersøgte terrorister/frihedskæmpere, kan han ikke sige nej og indvilliger mod sin vilje i at skjule de to under gulvet i det bageri, der tilhører hotellet. Carlos beskriver det over for sig selv som en sidste gestus over for en organisation, som han ikke længere sympatiserer med, men som er så vigtig en del af hans fortid, at han ikke kan være illoyal over for den nu. Dette valg bliver fatalt. 16 NR. 4 DECEMBER 2002

17 (roman) Problemerne tårner sig op, da politiet pludselig indfinder sig, klædt ud som journalister, der skal interviewe det polske fodboldlandshold, som tilfældigvis er indlogeret på hotellet. Men politiets tilstedeværelse er ikke i sig selv det værste. Værst er følgerne, som består i, at fortidens frygt og mistænksomhed vender tilbage. Mistænksomhed over for de allernærmeste venner og over for de mest uskyldige hændelser. Bogen er et studie i denne rastløse mistænksomhed og frygt, der følger Carlos døgnet rundt frem til øjeblikket, hvor de to terrorister skal evakueres fra hotellet. Grundtonen er behersket af frygten, og det kan derfor synes paradoksalt, at prosaen skrider så roligt og overlegent fortællende frem, som den gør. Der er ingen narrativ slinger i valsen. Atxaga fører sin læser roligt frem til de sidste dramatiske sider, hvor hele historien ender i en kaotisk og egentlig tvetydig scene, der imidlertid er så suverænt forberedt, at læseren ikke kan tvivle på nødvendigheden af den. Romanen er basalt spændende, da læseren tvinges med ud i den konstante agtpågivenhed over for hverdagens små tegn. Hvert telefonopkald, hver uoverlagt bemærkning kan vise sig at være skæbnesvanger. På sin egen skeptiske, lakoniske facon, er der også lagt op til etiske overvejelser om forholdet mellem personlig skyld og politisk ansvar, men det hele er holdt ud fra kroppen i en vis distance, idet det først og fremmest handler om overlevelse her og nu. Hovedpersonen har på sin vis ret i sin påstand om, at vi ikke er skyldige og vore handlinger ikke er vore egne, for selv om Carlos forsøger at påtage sig ansvaret for de to terrorister ene mand, så bliver alle omkringværende automatisk og uafvidende viklet ind i det. De er med- og modspillere i Carlos plot, men spiller ofte rollen på en måde, som Carlos ikke kunne have forudset. Hans handlinger er aldrig heroisk/ fatalt hans egne. På dansk foreligger af Atxaga kun kortprosasamlingen»obabakoak«fra 1998 (1995), som i en række forunderlige, genreblandende tekster væver historien om byen Obaba. I forhold til denne samling er romanen»ene mand«forbløffende stilren, overbevisende, nonchalant gennemført og roligt fortællende selv i sine stærkeste thrilleragtige sekvenser. Lad dette være en anbefaling. Den døde mand Camille Laurens I disse arme Oversat af Lars Bonnevie 256 sider, 269 kr. Borgen Anmeldt af Vibeke Theisen En prisbelønnet fransk roman om en tidstypisk kvinde: Emanciperet på det professionelle område, men besat af begæret efter totalsymbiose med manden En kvinde besat af mænd. Hende, i hvis univers kun mænd eksisterer. Hende, der udvandrer halvt vanvittig under Cukors film»women«, fordi der kun optræder kvinder. Hun fikserer på mænd og undgår kvinder. Først når Camille succesforfatter med nyt romanprojekt har forvisset sig om, at der er mænd til stede, falder hun til ro. Som konsekvens af Camilles mani er kvinder kun repræsenteret i Laurens roman, når de begærer eller på anden måde forholder sig til en mand. Øvelsen består nu i, at vi læsere, adressater, som det hedder, skal bringes til at forstå Camilles monomane afhængighed af hankønsvæsener, udviklet af hendes symbioselængsel, og ligeledes hendes mistillid til kvinder, udviklet af et smertende svigt fra familiens kvinder. Mænd er imidlertid ikke bare pragtfulde, de er også forfærdelige. Camille ser i en central scene ægtemanden som død, ikke fysisk, men for hende: Død. Og hun noterer: Det er ikke kærligheden, der dør, det er manden. Dette og mere beretter hun hos psykoanalytikeren, som det er hendes plan at forføre bemærk: ikke forføres af. Et vanvittigt projekt, hedder det,»at forføre en mand, ikke ved at skjule alt for ham, som man plejer, ( ) men tværtimod fortælle ham alt...«bogen er komponeret i to spor, terapien og romanen. Der er konsultations-kapitlerne, jeg-monologer, alle betitlet»alene med ham«(analytikeren). Her åbner jeget sit hjerte, causerer, provokerer, argumenterer, kort sagt forfører. Og forførelsen lykkes, til slut ligger hun på sofaen (!) hjemme hos psykoanalytikeren og læser hans Lacaninspirerede artikel om forholdet mellem kønnene. Man kan således have sine tvivl om, hvorvidt terapien er lige så vellykket som forførelsen. Og der er kapitlerne indeholdende Camilles roman. De hedder»faderen«,»elskeren«,»ægtemanden«,»gymnasielæreren«,»bedstefaderen«,»jesus«,»eleven«,»forlæggeren«, osv. Som det brænder mere og mere på, bliver der tættere mellem terapikapitler og romanhandling.»i disse arme«er vittig, klog, ironisk, persiflerende, ofte gribende. Der falder mange aforisme-agtige sentenser, og hvor de står som konklusion på levede situationer, virker de rigtige, overbevisende. Halvvejs inde i bogen blev Deres anmelder grebet af klaustrofobi: Kommer der ikke snart en kvinde? Her hører vi, at Roland Barthes bor lige over for Camille, men ærlig talt, kunne Luce Irigaray* ikke snart træde ind på scenen? Da de tre fjerdedele var passeret, havde klaustrofobien fortaget sig. * Belgisk filolog og psykoanalytiker. Feministisk kritik af psykoanalysen med afsæt i Lacan. NR. 4 DECEMBER

18 (roman) k r i m i h j ø r n e t Farligt besøg Af Anton Koch-Nielsen krimigenren har stedse dyrket seriefiguren, helten, der går igen fra fortælling til fortælling, fra bog til bog. Den norske ekspert Nils Nordberg bruger det som udgangspunkt for en antologi af nyskrevne historier om 12 af de fiktive detektiver, der har tegnet norsk kriminallitteraturs»moderne gennembrud«, hver indledt med forfatterens korte biografi af sin hovedperson. Ikke mindst den kendsgerning, at disse romanfigurer har et levnedsløb, et privatliv og en personlig udvikling, er med til at skabe realismen i beretningerne. Læseren kan genkende en skæbne, der hører hjemme i hans samtid. Og er dermed nemmere overbevist om, at også romanens skrøne er et stykke virkelighed. De kan det med krimi, de gode nordmænd. Det vidste man nok i forvejen, men den høje kvalitet bekræftes. Antologien viser, hvor bredt spektret er: Fem politinoveller, tre om professionelle privatdetektiver, én om en elsket gammel skælm og tre, hvor detektiven er advokat, præst og journalist. Det er gode gensyn og interessante nye møder. Nogle historier er naturligvis bedre end andre. Gunnar Staalesen beretter spændende om Varg Veums første sag, som kiksede for detektiven, der først 25 år senere ramler ind i sandheden om det, der dengang skete så at sige for øjnene af ham. Kolbjørn Hauges lensmannsbetjent Peter Eliassen er med i et samarbejde, hvor flere landes politi skal afsløre en ægteskabssvindler og dobbeltmorder. Lokkeduen kommer imidlertid selv ud for en forbrydelse, og så begynder tingene at løbe både på sporet og af sporet, indtil Eliassen kan sige den forløsende replik. Unni Lindell konfronterer politiførstebetjent Cato Isaksen med en frustreret kvinde, der kun begår én fejl, da hun tager livet af den ægtemand, hun har hadet et langt liv igennem. Fredrik Skagen præsenterer sin svindler og agent Morten Martens som politiets gode, men naturligvis ikke helt loyale samarbejdspartner i en drabssag, der begynder med en forbyttet kuffert fuld af penge og ender med, at Martens nok har sikret sig sine procenter, men dog bliver snydt igen. Kim Småges ellers så retskafne kriminalbetjent Anne-kin Halvorsen fristes over evne, da politiet står med en vandtæt drabssag mod en infam gangster. Hun gør sig blind for de spor, der kunne have afsløret, at der var tale ikke om et mord, men et selvmord. Det er fem pletskud, og der er adskillige andre historier undervejs, der er værd at læse. Der er også private vittigheder, som illustrerer, at det norske krimimiljø er en snæver cirkel, hvor alle kender alle. Fiktion og virkelighed løber sammen, når Nils Nordberg til slut interviewer Jon Michelet og hans romanhelt, Vilhelm Thygesen. Og venligt drilleri kigger frem, når Unni Lindell en passant fortæller om Isaksens mors veninde, fru Nordberg, der har en søn, Nils,»som er helt tullete etter kriminallitteratur«. Ham vil Isaksen gøre en del for ikke at møde! Hernede kender vi flertallet af de tretten seriehelte der er danske udgaver af romaner om i al fald otte af dem (og oversættelser af adskillige af de knap 30 øvrige forfattere, der opregnes i Nordbergs afsluttende bibliografi). Så stærk er den norske kriminallitteratur. Det begyndte midt i 1970 erne, og siden har nordmændene idelig befæstet deres skandinaviske førerposition. Som dansker bemærker man også, hvor forskelligt det (de) norske sprog er. Kun Kolbjørn Hauge skriver på landsmål, men det er nemmere at forstå hans historie end at læse det bokmål, som Pål Gerhard Olsen og Jørgen Gunnerud betjener sig af bokmål varierer tilsyneladende fra noget, der kan minde om et let antikveret dansk, til et for en dansk læser fremmedartet, sært konturløst sprog. Karin Fossum er ikke med i antologien. Det skal imidlertid noteres, at hendes»elskede Poona«nu foreligger som billigbog. Det er en perfekt politiroman om drabet på en indisk kvinde, som netop var kommet til provinsbyen for at slutte sig til den sindige, midaldrende Jomann, der derude forelskede sig i hende og giftede sig med hende. Den gode krimi overhales endda af en af de smukkeste kærlighedshistorier, man mindes at have læst. Den er fortalt uden sentimentalitet med den varme, som kommer af, at Jomann dog nåede at elske og blive elsket. Heller ikke Anne Holt har bidraget, men man kan så læse hendes seneste roman»det der er mit«, der handler om noget så frastødende som bortførelse og drab på småbørn. Hun formår at gøre det til en medmenneskelig historie, der engagerer læseren totalt. En klog og varm roman af en stridbar forfatter måske det bedste nye tilbud på det danske spændingsmarked Guldalderdigteren Edvard Storm fortalte i sin Sinclair-vise om den massakre, der ramte det skotske ekspeditionskorps, som under Kalmarkrigen i 1611 ville marcher gennem Norge for at slutte sig til svenskerne. Ingen vendte hjem for at berette»hvor farligt det er at besøge dem, der boe blandt Norriges fielde«. Faren lurer stadig. Nils Nordberg (red.): De nye krimiheltene. 12 noveller og et intervju, 310 sider, 329 Nkr., Gyldendal Norsk Forlag Karin Fossum: Elskede Poona, Oversat af Ida Jessen. 288 sider, 79 kr., Gyldendal Anne Holt: Det der er mit, Oversat af Ilse M. Haugaard, 328 sider, 295 kr., Gyldendal 18 NR. 4 DECEMBER 2002

19 (roman) Ud i det blå Kirsten John Så meget blå Kynisme og kulsort humor gør en debut godt Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren 232 sider, 229 kr. Høst & Søn Anmeldt af Anders Klinkby Madsen Jeg-fortælleren Katharina i Kirsten Johns debutroman»så meget blå«vil forsvinde. Ud af sin familie og ud af erindringen om sin barndom. Det første er let nok. Det andet straks værre. Den første halvdel af romanen gør ikke én meget klogere på, hvad det egentlig er, der er så forfærdeligt. Der er noget med en onkel Daniel, der var Katharinas eneste åndehul i en barndom domineret af en sindssyg mor, en dominerende bedstemor, og en far, der var fraværende, undtagen når der skulle uddeles kindheste. I stedet hører man om hendes fortrædeligheder som kunststuderende på universitetet, hvor de andre studerende er arrogante, og kantinens mad består af fedt og ærter. Der er ikke godt at være:»jeg vil se engelsk ud, som en, der har svindsot. Jeg vil forsvinde«, beslutter Katharina. Dette projekt udfører hun mentalt gennem sine billeder og fysisk ved blandt andet at ligge på sit værelse i to uger uden at spise og med vinduet åbent, mens det sner. Et af litteraturhistoriens mest apatiske selvmordsforsøg, der dog kun resulterer i en lungebetændelse og forklares med, at»man kan drukne i blå, men forsvinde, forsvinde kan man kun i hvid.«undervejs i de æstetiserede og farvemættede skildringer af en udefinerbar længsel mod død håber man af og til at det lykkes for hovedpersonen, så der i det mindste sker noget i romanen. Men handlingens indtrængen sker i stedet i den berømte ældre maler og universitetsprofessor Henning Overlands let forhutlede skikkelse, da han en dag, hvor Katharina sidder nøgenmodel for ham, lader billede være billede og har sex med hende i stedet. Derefter forvandler romanens fortælling og sprog sig til et interessant karakterstudie i Katharinas passivitet og viljesløshed, som man efterhånden også får forudsætningerne for at forstå, fordi sekvenserne om barndommen nu begynder at blive fortællende og sætter hendes liv og forsvindingsprojekt i perspektiv. Her kommer fortællerens kynisme, der er romanens største kvalitet, for alvor til sin ret. I den første del af romanen tror forfatteren tilsyneladende selv tror på, at det at male er at skrive og omvendt, som hun lader onkel Daniel fortælle Katharina. Hun fortaber sig i opremsninger af farver og pensler, der vist skal give romanen en nøgtern og nouveau roman-agtig tone. Det lykkes ikke. Især fordi forfatteren alligevel ikke kan holde sig fra metaforerne. I stedet for at virke objektiverende virker det patetisk. Til gengæld kommer den stærkt igen, da den holder op med de selvspejlende beskrivelser og begynder at fortælle uden medlidenhed og indføling, hvilket ligefrem forlener den ellers alt andet end morsomme historie med en befriende kulsort humor. Blandt andet i udleveringen af Henning Overland, andre affærer, barndommen og i sidste ende Katharina selv, selvom det forbliver uklart, hvad historien egentlig ender med andet end et forsøg på at overleve det, hun har besluttet sig for, men ikke er ganske overbeviser om, er et deprimerende liv. Wolfgang Hilbig Jeg Fraværets æstetik Wolfgang Hilbigs roman skildrer postmodernismens ånd i nyere tysk historie Oversat af Hans Christian Fink 313 sider, 288 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Henning Goldbæk Wolfgang Hilbig Wolfgang Hilbig, hvis store roman»jeg«fra 1993 nu foreligger på dansk, er en utrolig sammensat forfatter, men næsten alle hans paradokser hænger sammen med hans splittelse mellem at være en tysk arbejderforfatter med DDRbaggrund og en forfatter med honnette ambitioner. Det er en gammel tradition blandt tyske litterater og forfattere, at de ved meget om fransk litteratur og filosofi, sommetider mere end de ved om tysk kultur. Det er Goethe et eksempel på, Nietzsche, der som stilist er dybt afhængig af Diderot og Voltaire, og Ernst Jünger, der på trods af sin rolle som tysk-kulturel lokkedue i Paris under besættelsen af Frankrig er utrolig læst og højt skattet i Frankrig. Med Hilbig er det lidt anderledes, for da han for over tyve år siden udgav den lidt kedelige og formelle digtsamling»abwesenheit«, påvirket af Hofmannsthal og Rilke, var der intet, der tydede på, at han engang ville blive en af Tysklands helt store prosaister, med det som på tysk hedder wuchernde Bilder, vildtvoksende billeder. I 1985 bosatte han sig i Vesttyskland, og snart begyndte man at kunne spore optagetheden af den nye franske filosofi, kaldet postmoderne eller neostrukturalistisk. Den franske tone dukker allerede op i titler som»flaneur de la nuit«, men i»ich«indsættes der tanker af Foucault og Baudrillard, men på en ambivalent måde. Hilbig har læst de to forfattere, men han må have vandret frem og tilbage foran sine reoler med Suhrkamps tyske studieudgaver af de franske tænkere, trukket et bind ud, læst et par sider i det og straks stillet det på plads igen. For det er ikke en systematisk påvirkning, eller akademisk forpligtende, det er den postmoderne ånd, der skal skildres, og det ud fra en tese, om at der også i den nyere tyske historie er træk, der er postmoderne, især i DDR. Ord som blændværk, implosion, diskurs og simulation angiver, at DDR var et fantasmagorisk samfund, at det var en gigantisk iscenesættelse af socialismen ved hjælp af troppeparader, slogans og femårsplaner. Og i denne operaagtige skinvirkelighed foregår romanen»ich«i Østberlin kort før murens fald Hovedpersonen er en identitetssøgende mand fra fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

20 (artikel) fortsat fra forrige side provinsen, der overtales af Stasi til at spionere i kunstnerkredse, og til selv at skrive undergrundslitteratur. Fiktionen koncentrerer sig om major Feuerbach, der både koketterer med fransk oplysningsfilosofi og med fransk postmoderne tænkning især af le fou, eller le feu, som er Foucault. Blændværkets æstetik Det har været hævdet, at Hilbig skulle holde sig fra fransk påvirkning og være trofast mod sine DDRrødder, arbejderkulturen og hverdagsrealismen, men sandt at sige har det aldrig været hans centrum, det har derimod apokalypsen, DDRs nedslidte industriområder, forfaldne banegårde, og mennesker i eksistentiel opløsning, skildret i en prosa, der er utrolig blomstrende, og som bevæger sig fremad i enorme, musikalske bølgebevægelser og afbrydelser. Mange gange overvejer man som læser, at der burde have været en forlagsredaktør, der kunne gribe ind og redigere, men så ville romanens idé forsvinde, og denne idé er, at der ikke er en udvej af blændværket, men en gentagelse, den ene metamorfose efter den anden; det begynder, folder sig ud, falder sammen og begynder igen. Og denne indelukkethed kommer til udtryk i de få øjeblikke omkring sammenbruddet, og ikke mindst i slutningen af»ich«, hvor major Feuerbach kaster masken, som repræsentanten for den postmoderne tænkning, ved at voldtage det svage jeg og derefter falde i søvn i sengen: Han slyngede armene der sad fast i den fuldkommen gennemvædede og tilsvinede jakke, omkring C. og pressede sit våde kolde ansigt ind i nakken på C. der følte sig indhyllet i alkohollugten og den bitre dunst af opgylpet mavesyre. Det er i billeder som disse, at Hilbig på én gang viser blændværkets æstetik og dets åbning mod intetheden. Og Hilbig lader ikke denne indsigt i blændværkets bedrag og selvbedrag slutte med DDR s undergang og murens fald, den fortsætter i den nyeste roman,»provisoriet«fra 2000, hvor den folder sig ud i en skeptisk læsning af det nye Tyskland som blændværk, som en stat, hvis fremtid i virkeligheden anskues langt mere pessimistisk end i nogen roman af Günter Grass om emnet Tyskland efter murens fald. Selvkommentering hos Cervantes og Gogol Af Rigmor Kappel Schmidt Fin nyoversættelse af grotesk russisk realisme med spanske aner En helt igennem gennemsnitlig mand ankommer til guvernementsbyen N i en lille affjedret kalechevogn. Vor forfatter følger ham naturligvis overalt, hvor han går og står. Og for at det ikke skal være løgn, følger oversætteren Jan Hansen diskret i hælene på dem begge to og indfanger dem så knivskarpt, at man må sig fornøje. Og bag dem alle tre skjuler sig den rigtige forfatter Nikolaj Gogol, der skrev»døde sjæle«i Den groteske realisme Den beskedne, ubetydelige mand Tjitjikov bliver straks gode venner med alle, fordi han så mesterligt taler dem efter munden. Han er der i et særegent ærinde: han opkøber døde livegne, også omtalt som døde sjæle. De ligger jo bare godsejerne til byrde, for der skal betales skat af dem indtil næste tælling. Det interessante er dog ikke selve anekdoten, selv om den er ganske underfundig, men derimod, at hver person indgående og omhyggeligt beskrives, så et enkelt træk træder frem. Sådan er Gogols groteske realisme. Det sker ikke med nogen psykologisk indlevelse i personerne, eller rettere, indlevelsen centrerer sig om personernes fremtræden og deres omgivelser, som de har bygget op i deres eget billede. Og det Omslag af Sven Reiner Johansen er ikke kun menneskene, der bliver dissekeret. Også skik og brug, og især den kollektive tænkemåde, sådan som den udvikler sig gennem sladderen, bliver sat under Gogols grotesk realistiske lup. Ja, selv fluerne kan blive udsat for den skarpsindige beskrivelse. Netop fordi det er ham så magtpåliggende at tegne indgående billeder af personerne, inddrager han læseren i beskrivelserne, appellerer til ham, så også han ser personerne for sig. Og ligesom i Don Quixote bliver ting set fra den ene synsvinkel og den anden synsvinkel, hvorefter fortælleren erklærer sig uvidende om sagen. Selvkommenterende metafiktion Med sin kommenterende stil holder fortælleren bestandig læseren i ånde og forfølger ihærdigt de cirkulerende floskler i den lille provinsby. Men endelig falder der ro over de uendelige gentagelser af det samme, og»forfatteren må tilstå at han er glad for at Tjitjikov nu har lagt sig til at sove, for det giver ham lejlighed til at fortælle lidt mere om sin hovedperson. Som læseren vil erindre, er han hele tiden blevet forhindret i det af Nozdrjov og af ballerne, damerne, byens sladder, ja, af disse tusindvis af bagateller, der først fremstår som bagateller når de står omtalt i en bog,...«. Men det er ikke bare folk i guverne- 20 NR. 4 DECEMBER 2002