Anmeldelser af ny litteratur 16. årgang dec. 2002

Transkript

1 4 Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans Søren Ulrik Thomsen Imre Kertész Michel Houllebecq Jakob Ejersbo Morti Vizki Stand In: Frasorterede bøger Anmeldelser af ny litteratur 16. årgang dec. 2002

2 For lidt og for meget...»der er alt for mange ord i omløb i verden«. Således indledte Erik Skyum- Nielsen med et citat af Kjell Askildsen sin åbningstale ved årets bogmesse i Forum. Og der udgives alt for mange bøger. Til gengæld er der alt for lidt tid. Derfor er det nødvendigt at være kritisk og selektiv. At forlange noget og give bogen modstand. Og så at give sig tid til at læse de gode af slagsen og dermed som Skyum-Nielsen udtrykte det:»tage tiden tilbage«. Svært er det at tage sig tid på den hektiske bogmesse også fordi indslagene sjældent får mere end tyve minutter at udfolde sig på. Til nogle indslag er det alt for lidt, til andre alt rigeligt. Arrangementerne på Scenen tildeles lidt mere tid. Således også åbningen og den efterfølgende præsentation af»litteraturrådets Skriftserie nr.2«, hvor»bogens levetid«diskuteres. De fleste bidragsydere er enige om, at levetiden er for kort. Pinen ved ikke at kunne få fat i klassikere eller endog ret nyligt udgivne bøger kender alle, der har fået beskeden:»desværre, den er udsolgt fra forlaget«af en velmenende ekspedient. Dertil kunne tilføjes den irritation, der uvægerligt kommer snigende, når den ret nye og ret kendte bog, vi gerne vil købe i gave til den og den, ikke står på boghandlerens hylde. Overbringes denne nyhed så tilmed af en ekspedient, der ikke længere er velmenende, men overbærende, og som ser på én med udtrykket tror du måske, der er salg i den bog, mens hun skyndsomst forsikrer én om, at hun da kan bestille den,»og så går der jo kun et par dage, inden den er her«. Det er bare ikke pointen. Det sker simpelthen for tit, at man må gå forgæves, og det skyldes kort og godt, at der er for lidt plads. På forlagenes lagre og i boghandlernes bagbutikker. Lagerpladsen er for dyr. Derfor lever de fleste bøger et kort liv først i boghandlen, derefter på forlagets lager og så igen i boghandlen, nu på udsalg. Et for kort liv mener mange også selvom nogle bøger genoplives som paperbacks eller i oversættelser i andre lande. Sidstnævnte har forfatteren Helle Helle skrevet om i sit bidrag til debatten. På Scenen sagde hun, at bogens levetid må være den tid, den lever videre i læseren hvilket hun jo kan have ret i, men det forhindrer på den anden side ikke argumenterne for, at bogen har en for kort levetid, i at stå til troende. Men der udgives jo også bøger, som ikke har fortjent en længere levetid, end den meget korte, de får. De er en del af det hurtige show, der består af foromtale, reklamespots, anmeldelser, der endelig skal bringes på udgivelsesdagen, forfatterinterviews og pointgivning i form af stjerner, hjerter eller en anden form for letforståelig og unuanceret dom. Omtales bogen i»alt for damerne«og i morgen-tv, er den hjemme. Fænger den ikke i en fart, fænger den ikke, for den er ikke gearet til at række ud over en eventuel nyhedens interesse. Jarl Borgen, grundlægger af forlaget af samme navn, skriver selverkendende i»bogens levetid«:»et utal af titlerne i en årsproduktion er enten fyld, gentagelser, idétyverier eller de bøger, der er de vigtige og nødvendige, men som er for lødige til læsermajoriteten«. For lødige. Det samme er måske hele diskussionen om bogens levetid i hvert fald var der god plads på tilhørerrækkerne til dette arrangement. Først ved dets afslutning kom der flere til, men det (fortrinsvist ældre) publikum, der strømmede ind, kom for at høre Bo Lidegaard tale om Kragh-biografien. Ikke et ondt ord om den tværtimod er det glædeligt, at det ikke kun er biografier om og af f.eks. frk. forhenværende pornostjerne, der har manges interesse. Biografier er i det hele taget bare bedre til at fange bredere. Fred være med det brede og det hurtige, for ind imellem fanger det hurtigere én lidt langsommere, hvorved den smalle bliver bredere kendt. Som i tilfældet Søren Ulrik Thomsen, der pludselig har fået samtlige tanter i det ganske danske til ikke længere at synes, at digte er for svært og for elitært. Fedt. At nogle af dem, der læste ham før han blev omtalt i morgen-tv, så måske ikke synes, han er interessant længere, fordi han er blevet for bred, det er en anden (og mere tåbelig) sag. For problemet er jo ikke det brede. Problemet er, når trangen til at pleje de brede interesser gør, at Kjell bliver for speciel, hvorfor der ikke var plads til den norske forfatter, Kjell Askildsen på BogForum. Uden at gøre denne sag til bogverdenens Rushdie-sag, er det tankevækkende, at der mellem alle disse Katja er ikke kan blive plads til en enkelt Kjell. Men betyder det, at vi skal vende os imod dette bogcirkus, denne markedsplads, hvor mere eller mindre litterære udskejelser faldbydes? For første gang har jeg hørt en boghandler sige, at der er noget godt ved, at bøger også sælges i supermarkeder. Det får nemlig folk, der ikke frekventerer boghandlen, til at købe bøger, og når de så på et tidspunkt får lyst til et større udvalg og nogle gode råd, vil de opsøge boghandlen. Det er nok ikke hele sandheden, men markedet udvides godt nok, selvom det også omfordeles, for boghandlerne har mig bekendt ikke mistet noget ved supermarkedernes indtog på bogmarkedet. Ligeså med denne messe. Den bliver aldrig en højmesse, der fremmer det højlitterære eller smalle, men at der er for lidt og for meget gør den ikke nødvendigvis fuldstændig fordærvet. Så nej, vi skal ikke afvise bogmessens mulighed for at nå et andet og bredere publikum. For nu at klappe os selv på ryggen skulle man i stedet give de udgivelser, der har fortjent det, et længere liv bl.a. ved at forlænge deres levetid i omtalen af dem, ved at dyrke langsomheden i den ellers hurtige form, anmeldelsen og den korte artikel. Hvad vi derimod skal afvise er, at den smalle litteratur skulle være for smal til at deltage i den mumlen af stemmer, der stiger op fra bogmessen, super- og julemarkedet. Og når vi så får for meget af dette inferno af stemmer, tage imod Skyum-Nielsens opfordring til at lade en enkelt bog, den udvalgte,»tage et ordentlig stykke af tiden«i denne søde og fortravlede juletid. Lisbeth Christensen LITTERATURMAGASINET STANDART. 16. årgang nr. 4, december REDIGERET AF Brian Dan Christensen, Lisbeth Christensen, Mette Jørgensen, Helle Lindhardtsen, Kristian Mørk og Line Beck Rasmussen. REDAKTION AF STAND IN Brian Dan Christensen. REDAKTIONSSEKRETÆR Anders Jørgensen. FORSIDE tilrettelagt af Trine Stern. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf Fax Giro [email protected]. Internet-adresse: ISSN SATS Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 27. januar Udkommer næste gang 4. marts NR. 4 DECEMBER 2002

3 (roman) Fra omslaget foreslå en sammenlægning under navnet»dysentery«! Der skulle altså en klartskuende kritiker og en ændret tidsånd til, før Roths bog fik den fortjente anerkendelse, og nu kan læsere også være med på dansk. I»Kald det søvn«ser vi verden gennem Davids øjne, men attraktionen er ikke romanens handling, der nærmest er ikke-eksisterende. Opmærksomheden samler sig derimod om Davids sanseindtryk, der blandes med intense stemningsbeskrivelser fra storbyslummen. Sprogbevidstheden er ekstremt høj, og der ligger en formidabel oversætterindsats bag den danske»kald det søvn«. Til brug for romanens mange dialoger har Karsten Sand Iversen opfundet et fantastisk newyorker-immigrantdansk, der matcher det høje niveau i originalen. Hos Roth blandes»korrekt«engelsk med jiddisch, talrige dialekter og selvopfundet amerikansk, der fører læseren direkte ind i den amerikanske smeltedigels kaotiske virkelighed anno På dansk lyder det bl.a. således, når vores morsyge hovedperson drilles af de andre immigrantbørn:»pivung, pivung, sut din moars padder.«spigeddi og bindasje Forrygende newyorker-immigrant-dansk oversættelse af Henry Roths klassiker»call It Sleep«, som blander engelsk med jiddisch, talrige dialekter og selvopfundet amerikansk Henry Roth Kald det søvn (Call It Sleep) Oversat af Karsten Sand Iversen 470 sider, 349 kr. Centrum Anmeldt af Michael Bach Henriksen Med oversættelsen af»call It Sleep«skriver Centrum videre på en forlagshistorie, der med stor tydelighed viser, hvor vigtig kortkritikken engang imellem er. Da Henry Roth udgav sin mageløse debutroman i 1934 var der ikke mange, der tog notits af det. Der var tilsyneladende ikke salg i en roman, der med Niels Brunses rammende karakteristik mixer James Joyce med Martin Andersen Nexø i sin skildring af purken Davids opvækst på Lower East Side i New York i begyndelsen af det 20. århundrede. Henry Roth der ligesom sin hovedperson var søn af jødiske immigranter fra Galicien, forsvandt herefter fuldstændig fra den litterære scene. Et kvart århundrede ventede han på gennembruddet uden at skrive noget af betydning. I 1960 genudsendte hans forlag imidlertid romanen, som kritikeren Irving Howe anmeldte på forsiden af»new York Times Book Review«, og så var succesen hjemme.»call It Sleep«solgte over en million eksemplarer alene på grund af Howes omtale. Tiden var omsider blevet moden til Roths særprægede modernistiske immigrantfortælling om den sensitive og skrøbelige David Schearl, og lige siden har romanen haft klassikerstatus i USA. Genopdagelsen kom på baggrund af 1950 erne, der i amerikansk litteraturhistorie ofte kaldes»det jødiske årti«. En periode hvor Philip Roth debuterede, Isaac B. Singer og Saul Bellow blev anerkendte navne, og hvor akademikere som Lionel Trilling og Alfred Kazin påvirkede universiteternes litteraturstudier. Tidsskrifter som»dissent«og»commentary«var trods deres elitære præg så kendte i offentligheden, at Woody Allen i filmen»annie Hall«kunne underholde med at Eller således, ligeledes fra slummen i»nyjork«, hvor ungerne snakker om»kenarjefugle«,»en trijon ellestikker«,»spigeddi«og bandager:»sikken kæmpe bindasje han havde på. Jeg så den. Va fik han n for?«iversens oversættelse er helt forrygende, og under den langsomme læsning af»kald det søvn«mindes man om, hvilken litterær guldalder vi rent faktisk lever i. Mark Twain sagde engang, at det er svært at være profetisk, især med hensyn til fremtiden. Men mon ikke kommende generationer vil mene, at vor tids store dansksprogede værker ikke er skrevet af danskere, men af bl.a. Camus, Dante, Faulkner, Gogol, Homer, Mann, Proust og Pynchon, der alle er udkommet på få år i prægtige danske oversættelser? Nu er Henry Roth minsandten også tilgængelig og endnu en perle, stor som en appelsin, er dermed faldet i den danske litteratur-ban. Gør plads under juletræet. NR. 4 DECEMBER

4 (roman) Patriarkernes børn Jonathan Franzen har skrevet en finkulturel samtidsroman, der når det brede publikum Jonathan Franzen Korrektioner Oversat af Mich Vraa 609 sider, 395 kr. Gyldendal Anmeldt af Tore Rye Andersen I løbet af det seneste årti er der i amerikansk litteratur sket en drejning bort fra den postmodernisme, der siden 60 erne har været fremherskende. Denne nylige udvikling manifesterer sig bl.a. i en bemærkelsesværdig fokusering på familien. Hvor postmodernismen ofte skildrede individer i ensom kamp mod Systemet, koncentrerer interessen sig nu om familien, der fremstilles som et menneskeligt modsystem mod det senkapitalistiske samfunds stadig prolifererende fangarme. Tendensen kan i og for sig allerede spores hos et par af de postmoderne patriarker selv, f.eks. i Don DeLillos»White Noise«og Thomas Pynchons»Vineland«, men hos patriarkernes børn en ny generation af forfattere født o er det reglen snarere end undtagelsen. Disse yngre forfattere, hvoraf navne som David Foster Wallace, Rick Moody, Dave Eggers, Donald Antrim, Jeffrey Eugenides og ikke mindst Jonathan Franzen skal fremhæves, er alle vokset op med den normbrydende postmodernisme som præskriptiv norm, og de søger i deres romaner konstruktive alternativer til, hvad de betragter som postmodernismens grundlæggende negation. Og den fælles platform for denne afsøgning er altså i vid udstrækning familien ikke de tosseglade familier, vi kender fra talløse idiotiske sitcoms, men snarere mere eller mindre dysfunktionelle familier, der med nød og næppe formår at holde sammen, og som derfor fremtræder yderst virkelighedstro. De fleste familier er vel udspændt mellem stærke centrifugale og centripetale kræfter, mellem frastødning og tiltrækning, hvilket nok især tydeliggøres i julen. Hvilket bedre billede på dette modsætningsfyldte grundvilkår end det tændte juletræ, der udgør et bogstaveligt samlingspunkt, mens familien utålmodigt hvirvler om det: Er centripetalkraften for stærk, så kommer man for tæt på og brænder sig; på den anden side kan det mindste brud på kæden slippe centrifugalkraften fri og slynge de enkelte familiemedlemmer fra hinanden i alle kompassets retninger En splintret familie Julen som arnested for familien står også i centrum af Enid Lamberts drømme i Jonathan Franzens fabelagtige nye roman»korrektioner«. Den 70-årige Enids inderligste ønske er at samle den splintrede familie én sidste gang til jul i Lambert-hjemmet, inden hendes mand Alfred farer endegyldigt vild i Parkinsonismens og senilitetens irgange. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, da parrets børn er spredt for alle vinde. Den ældste søn, bankmanden Gary, lever et tilsyneladende misundelsesværdigt familieliv med en smuk kone og tre raske sønner, men under overfladen lurer depressionen. Garys lillebror Chip prøver at forhutle sig gennem tilværelsen på bedste beskub efter at have mistet en akademisk fastansættelse på målstregen, som følge af en hed affære med en studine. I begyndelsen af romanen forsvinder Chip således til det postkommunistiske Litauen, hvorfra han bedrager naive investorer over Internettet. Og familiens yngste, Denise, søger at holde styr på et forvirret kærlighedsliv, hvor hun bl.a. har en affære med sin chef og dennes kone [sic!], alt imens hun skiftevis passer og forsømmer sit job som chef-kok på en trendy restaurant i et nedlagt kraftværk. Det er disse kaotiske vektorer, Enid med diverse ufine tricks prøver at få til at konvergere i St. Jude. Romanen er opdelt i fem dele; en del for hvert familiemedlem. Tilsammen tegner de en vidunderlig mosaik af ikke blot Lambertfamilien, men også USA ved årtusindskiftet. Selv om familien står i centrum, ignorerer Franzen ikke det omgivende samfunds seismiske rystelser, og aktuelle fænomener som bioteknologi, politisk korrekthed, overvurderede Nasdaq-aktier og hensynsløs kapitalisme skildres overbevisende og kynisk klarøjet gennem deres indvirkning på romanpersonerne. Ved at præsentere kulturelle tendenser gennem deres effekt på romanpersonerne og samtidig fastholde personerne i fortællingens centrum, gør Franzen sit persongalleri sprællevende en modsætningsfyldt, på én gang pragtfuld og røvirriterende, og således kun alt for menneskelig gruppe af karakterer, hvis lige man ikke har set længe. Kun den biseksuelle Denise synes at falde lidt igennem, da hendes komplekse personlighed virker en kende mere kunstfærdig end egentlig troværdig, og hun således i højere grad fremstår som en traditionel romanperson; men 4? ud af 5 er ikke et dårligt resultat for en bugtaler, og selv Dickens ville have været misundelig på Franzens empatiske virtuositet.»korrektioner«er simpelt hen eminent læseværdig, morsom og letløbende og dog med en knugende tyngde. Med romanens egne ord:»tragedie omskrevet til farce«. En æstetisk korrektion Med dette karakterdrevne og tilgængelige værk lever Franzen helt op til den udfordring, han i 1996 satte sig selv i essayet»perchance to Dream«. Hér beskriver Franzen, hvordan det tidligere så privilegerede samfundsbarometer, romanen, har mistet terræn i forhold til tv, og at måden hvorpå det tabte terræn kan genvindes ikke er ved at skrive abstrakte, systemfikserede postmoderne monstrøsiteter à la Gaddis, Pynchon og DeLillo. Essayet er både et fadermord på de postmoderne pariarker, men også rettet mod Franzen selv, der i sine to første romaner, den glimrende»the Twenty-Seventh City«4 NR. 4 DECEMBER 2002

5 (roman) (1988) og den knap så gode»strong Motion«(1992) begik netop dén type svært tilgængelige systemromaner. I essayet satte Franzen sig følgelig for at skrive noget så øjensynligt paradoksalt som en finkulturel samtidsroman, der nåede det brede publikum og for en stund rev dem væk fra tv-skærmen. Som sådan er»korrektioner«s vigtigste korrektion måske en æstetisk korrektion af den indimellem elitære postmodernisme. Med»Korrektioner«er Franzens projekt rent faktisk lykkedes måske endda lidt for godt: Da romanen udkom i USA sidste efterår valgte tv-stjernen Oprah Winfrey prompte romanen som månedens bog i»oprah s Book Club«og inviterede samtidig Franzen til at optræde i sit talkshow; normalt en stensikker garanti for et mersalg på mindst en million eksemplarer og efterfølgende økonomisk uafhængighed. Men samtidig også, i hvert fald for Franzen, et lidt for bredt publikum, trods alt. I interviews udtrykte han reservationer over at blive slået i hartkorn med Oprahs sædvanlige forfatter- og læserskare, og en fornærmet Oprah trak forståeligt nok tv-invitationen tilbage, til stor moro i de amerikanske medier. Franzen har øjensynligt det tilfælles med sine postmoderne forgængere, at han ikke er helt tryg ved den brede mainstream, og gerne vil forblive i den velkendte margin. Han synes at være bange for den grænse, hvor litteraturen går fra at være kunst til at være en konsumvare på linje med cornflakes. Franzens lidt klodsede håndtering af Oprah-affæren ufortalt, er og bliver»korrektioner«en fremragende roman, der tager handsken op og med et sviende slag i ansigtet på den mere abstrakte gren af postmodernismen skaber noget nyt. Romanen vandt fortjent en National Book Award og er sammen med David Foster Wallaces»Infinite Jest«fra 1996 det vigtigste indlæg i forsøget på at korrigere postmodernismen og genetablere romanen som med Wallaces ord:»en levende transaktion mellem mennesker«; som en åben kommunikationskanal mellem forfatter og læser snarere end et tillukket tekstuelt spejlkabinet. Jeg kan ikke komme på andre amerikanske udgivelser fra de seneste 4-5 år, som jeg kan anbefale varmere, og den bør ligge under mange juletræer i år, alt imens familierne indædt forsøger at hænge sammen i dansen om træet. Behørige berøringer Ubehageligt godt billede af det ubehageligt kejtede Helle Helle Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand 168 sider, 228 kr. Samleren Anmeldt af Lisbeth Christensen Hej, sagde hun. Hej, sagde han, og nogle gange lagde hun en hånd på hans ryg. Lad være med at ynke mig, sagde han, og hun gik videre hen mod vinduet. Susannes nervøse, febrilske og kejtede hånd flagrer gennem romanen. Den er ikke helt rigtig nogen steder hverken på Kims ryg eller på Esters, og der er ikke rigtig plads nok. Hun har ladet den højgravide Ester flytte ind hos hende og kæresten, hvor han sidder og forsøger at skrive. For Esters mand er utro, den ligefremme Ester har ikke givet Susanne mulighed for at sige nej, og Susanne er en krydsning mellem hensynsbetændelse, smålighed og klodsethed. På en måde er Susanne og Ester ikke engang rigtige veninder, men bare tidligere arbejdskollegaer, og egentlig er Susanne og Kim ikke ret meget kærester de bor nærmest bare sammen. Det er nok derfor, hun forestiller sig alt muligt. Deres forhold er på mange måder ulige som den paraply og mursten, Susanne selv ser dem som. Hun har prøvet at skrive lister over plusser og minusser i deres forhold, men heller ikke ved den lejlighed kunne hun formulere hvad, der er galt. Sprogligt er hun ham underlegen, og hun ved det, og han ved det, og hun ved, at han ved det. Hun kommer med små ubehjælpsomme løgne, og hun forsøger at fortie sig ud af forlegenheden: Jeg havde købt en undertrøje til ham. Nu kan du få den. Det er en størrelse large. Hvad er der? Ikke noget. Han drak en stor slurk af sin fjerde øl. Jeg har tænkt på, om vi skulle købe et juletræ i år, sagde hun, men så satte han glasset fra sig og så væk fra hende, ud af vinduet, og hun vidste, at hun var gået for vidt med juletræet og undertrøjen lige nu, her efter filmen. Alligevel sagde han ingenting. Han lagde også armen rundt om hende, da de kom ud igen. Der var et ophold i snevejret, men det føg meget fra tagene og på de åbne pladser. Hun gjorde sig tavs i bussen hjem for at bøde for sine almindeligheder. Helle Helle (Foto: Robin Skjoldborg) For Susanne handler det nemlig meget om almindeligheder. Hendes verden er praktisk og opryddelig og ren. Hun ordner og lufter ud ifølge Kim så meget, at hun lukker al ånd ud af lejligheden. Der bliver i hvert fald gennemtræk, så der ikke levnes meget plads til den berøring, de egentlig gerne vil, men kun som kun finder sted forsøgsvist og famlende. Og Esters tilstedeværelse får blot konturerne af forholdet til at stå stærkere frem: Fordi Ester fylder meget, får hun Susannes plads ved siden af Kim i bilen, så Susanne må nøjes med bagsædet, hvorfra hun forsøger at følge med i samtalen hvilket hun selvfølgelig ikke kan. Den manglende formåen, de klodsede berøringer, kejtetheden og kulden ligger der fra romanens begyndelsesbillede. En scene i et frygteligt hvidt, koldt og afslørende lys som netop Helle Helle er så god til at lave dem viser et billede, hvor en masse handlinger er trængt sammen, hvor lyde smelter sammen, så man kun hører den lyd, der ikke er til stede. Billedet er så intenst, at det flimrer foran øjnene gennem læsningen af alle de små efterfølgende berøringer af ømme punkter. Måske er det fordi, jeg finder disse fortættede billeder så fabelagtige, at jeg alligevel allerbedst kan lide Helle Helles noveller. De er også bare noget andet end romanerne, javist, men når jeg nu er i gang med at gradbøje mine lovord, så får de velvalgte berøringer i novellerne lov til at fylde hvert sit univers, hvilket de sagtens kan og fortjener. I både denne roman og i»hus og hjem«får kvinderne lov til at kejte derudaf imellem flæskefars, koteletter, kylling og and, og det er næsten ikke til at holde ud som når nogen bliver ved med at nive én i kinden. Jeg er mere til regulære lussinger, men i det hele taget meget til disse ikke behagelige men behørige berøringer. NR. 4 DECEMBER

6 (roman) Omslag af Nego og Brando med foto af Lars H Omslag af Ida Balslev-Olesen med foto af Jens Morten Ålborg, Danmark, danskerne og alt det der Samtidsrealisterne kommer: Unge Ejersbo på hvinende dæk gennem Nørresundby, Benn Q. Holm foretrækker at gå Jakob Ejersbo Nordkraft 424 sider, 298 kr. Gyldendal Benn Q. Holm Album 571 sider, 350 kr. People s Press Anmeldt af Bent Nylander Rasmussen Samtidsrealismen har ramt danskerne. Det såkaldte stormløb med den såkaldte forfatterskoleprosa som for alvor blev skudt i gang med Sonnergaards»Radiator«i 95 raser og samler hele tiden moment. Forfatterne hedder Jesper Wung-Sung, Daniel Dencik, David Læby, Morten Sindø, for den sags skyld også Helle Helle, og så altså Jakob Ejersbo og Benn Q. Holm, og så er sikkert flere glemt. Nogle klarer sig op i blitzlyset, andre ikke; nogle med rette, andre ufortjent. Men sådan er det jo med mediemaskinen. Den er brølende sulten. Bogmessen i forum har aldrig været større, og man kan knapt nok huske, hvem der vandt årets Nobelpris i litteratur i oktober. Lige nu er det Jakob Ejersbo og hans»nordkraft«, alle taler om.»nordkraft«er sat i Ålborgs halvverden af stofmisbrugere, rårygere, nydelsesrygere, pushere, perkere, dealere, kurerer, krejlere, dørmænd, rockere og narkobetjente i begyndelsen af 90 erne.»junkiehunde«hedder første del, hvor pusherfrau en Maria er fortælleren. Pusherfrau bliver man, hvis man er kærester med en pusher. Det giver en vis agtelse i miljøet, og hvis man er råryger, kan man få dækket sit forbrug gratis, eller i hvert fald koster det kun sex. Til forskel fra pusherkæresten, den tragikomiske og indolente Asger, der praktiserer hashsalg, tatovørforretning og Rottweileropdræt med lige stor talentløshed, er Maria en overlever. Hun besidder den blanding af opportunisme, ambition, men også menneskelighed, som bærer hende relativt velbevaret gennem alle trængsler. Det samme gør den hjemvendte sømand Allan i romanens anden del,»broen«, der bliver indhentet af det snavs, han flygtede fra, da han et par år tidligere stod til søs som maskinmand. Allan slider sig fri fortiden mest af alt i kraft af en dyb og renfærdig forelskelse i den bundsolide Maja. I alt kan alle romanens personer inddeles i de, som har (Nord)kraften og de, som ikke har. Maria, Allan og Hossein, den iranske lånehaj, hvis pletfrie hjem står i lysende kontrast til de andres junkiehuler, har den alle. De kan være nok så anløbne, men grundlæggende er de ordentlige mennesker, som nok skal klare skærene. Derimod har Asger og Steso, det ultimative syrehoved og gruppens vismand, den overhovedet ikke. Ejersbos verden er inddelt i vindere og tabere, og hvad man ender som har langt mere med arv end miljø at gøre. Det er den lurende banalisme i romanen (eller er det en filosofi?) som sikkert er konsekvensen af den ekstremt handlingsorienterede fortællestil, Ejersbo har valgt, og som også er det talent, han helt retfærdigt hyldes for af en enig anmelderskare, som det hedder. Der findes heller ingen hjemlig forfatter lige nu, der kan fortælle så medrivende, visualisere så livagtigt og dreje en dialog så autentisk, som han. Men der er lidt af en jomfru over Maria og lidt af en ædel vild over Hossein, hvilket giver en bizar naturromantisk undertone midt i junkiegruen og som dufter alpefriskt af ideolo- 6 NR. 4 DECEMBER 2002

7 (roman) gi. Og det er egentlig ret provokerende, tilsigtet eller ej. Benn Q. Holm fik mange roser for sin og virtuost plottede ensemble- og københavnerroman»hafnia Punk«, som omhandlede generationen af fortabte velfærdsbørn, som når langt op i 30 erne, før de siger farvel til øl, fisse og hornmusik og på det ynkeligste forsøger sig med hus, bil, kone og børn. Holm var en minutiøs og præcis realist i»hafnia Punk«, og det er han også i»album«, hvor vi derimod har at gøre med en generationsroman eller Danmarkskrønike, der strækker sig over de sidste 30 år og knap 600 tætskrevne sider. Hovedpersonerne er Jon, Lars og Martin og hver især repræsenterer de tre overordnede samfundsklasser: de venstreorienterede intellektuelle, den materialistiske øvre middelklasse og den til småborgerlighed aspirerende arbejderklasse. Den nøjsomme Jon går det godt, han bliver læge, Lars går det skidt, han ender som bistandsklient på Lolland og Martin går det sådan halvgodt, han får udgivet et par romaner, bliver gift, får børn, bliver skilt, gift, skilt For nu at være lunken, må man sige, at det nok er et temperamentsspørgsmål, om man kan lide Benn Q. Holm eller ej. Hvis man holder af at se Matador eller falder i staver over miniaturebyerne i Legoland, skal man nok finde sig til rette i romanen, hvis ikke bliver det hurtigt som en»dagsmarch gennem knæhøjt mudder«(tue Andersen Nexø i Information). Hvis»Album«er en vellykket roman, er det fordi Holm er en fabelagtig sædeskildrer, der præcist igen og igen spidder den helt rigtige detalje, uanset hvad han beskriver. Hvis romanen ikke er vellykket, så er det fordi persontegningen, konflikterne og udviklingsmønstrene er (tids)typificerende grænsende til commedia dell arte. Selv om Holms erklærede mål med»album«har været at nå ud til så mange danskere som muligt, er det svært at se, hvem der skulle have tålmodighed til at slubre sig igennem hele arkivet. Der sker for lidt, og det lidt, der sker, er for forudsigeligt og sker for langsomt. Og så er den i øvrigt alt for melankolsk, kynisk og pessimistisk til, at den nogensinde kan blive det al-danske referencepunkt for dagens voksengenerationen som Hammerichs Danmarkskrønike og Matador er for forældrene og bedsteforældrene. Problembehandlende litteratur Fra smertefuld barndom til sorgmunter ungdom i norsk litteratur Per Petterson Det er okay med mig Oversat af Annelise Ebbe 184 sider, 248 kr. Batzer & Co Håvard Syvertsen I lyset Oversat af Mone Hvass 176 sider, 228 kr. Batzer & Co Anmeldt af Sindre Ekrheim I Per Pettersons roman»det er okay for meg«, første gang utgitt på norsk i 1992, følger vi arbeiderklassegutten Audun Sletten fra han er 13 og fram til han er 18 år. I løpet av denne tiden har avisgutten Audun rukket å hoppe av gymnaset og begynt å jobbe på et trykkeri. Rammen om romanens og Auduns liv er forstaden Veitvet i Oslo tidlig på 1970-tallet. Audun er skoleflink, men utilpass på skolen. Den eneste han utvikler et nært vennskap til, er klassekameraten Arvid som blir utvist fra skolen da han henger et FNL-flagg i skolens flaggstang. Arvid og Audun er levende opptatt av 1970-tallets politiske radikalisme, lytter til Bob Dylan og Jimi Hendrix, drikker seg fulle, kjører bil og leser bøker av de store heltene Helge Ingstad, Jack London og Jan Myrdal. På tross av at Audun er en slags outsider, er bokens persongalleri stort og de enkelte romanskikkelser, særlig den brokete forsamling av arbeidere på trykkeriet, skildret med rå varme. Denne realistiske oppvekstromanen inneholder mye barsk humor og underfundige replikkvekslinger, men den rører også ved de såre og sorgfulle sidene i Auduns liv. Romanen kan i helhet sies å pendle mellom et råhetens og et ømhetens nivå. Auduns barske skall holder hans indre sorg i sjakk. Moren har forlatt Auduns far som var en voldelig alkoholiker. Og den yngre broren Egil har omkommet i en bilulykke, i tillegg gjør den sosiale avstanden på gymnaset at han permanent føler seg utenfor. Selv om romanen handler om perioden etter at faren har forlatt familien, er den kronologiske fortelling brutt opp, den hopper i tid og bringer retrospektive streif og glimt inn i romanen, noe som tilfører Arvids historie bakgrunnsdybde.»det er okay med mig«fanger inn det tidlige 1970-tallets særegne puls ved å referere til tidens musikalske og litterære emblemer. Og gjennom bruken av et forsiktig, men tidvis røft språk, ispedd lun humor, skapes en tekst med et stort språklig spenn. Språket driver stille av gårde, men blusser plutselig opp og slår til. Det virker som språket besitter Auduns egen dobbelhet idet det forvandles fra det ømme til det barske og omvendt. Mens Per Pettersons roman dreier seg om ungdom og oppvekst, så handler Håvard Syvertsens roman»i lyset«som ble utgitt i 2002, om en ubehagelig, vond og smertefull barndom. Der stilen er sorgmunter hos Petterson, er den snikende og uhyggelig hos Syvertsen. Jeg-fortelleren er den 10 år gamle Arne, han har en mor med en psykisk lidelse. Hun har vært innlagt på psykiatrisk sykehus, men har vært hjemme en stund. Arne våkner midt på natten av at en lastebil har havnet i naboens hage, noe som igjen utløser morens sykdom, hun tror at hun skal dø. Neste dag må Arne bli hjemme fra skolen og passe på moren mens far går på jobb på våpenfabrikken. Romanen utspiller seg over et par døgn. Den ytre fortellingen er sparsom på de store og dramatiske handlinger, bortsett da fra morens eskalerende sykdom. Teksten er desto rikere på språklige nyanser og av Arnes tanker og nitidige observasjoner av små gester og hverdagshendelser, noe som gjør at romanteksten understreker det underliggende klaustrofobiske dramaet. Arne ønsker å forstå hva som skjer rundt ham. Han fylles opp av morens sykdom og makter ikke å gå på skolen, overfor klassekameratene er morens sykdom et tabu. I et forsøk på å kontrollere sin egen angst studerer Arne legebøker og medisinske leksikon og kan sitere ordrett lange avsnitt om symptomer og sykdommer, noe som blir rene tvangsritualer for ham. Arne er veldig glad i sin mor og er dypt bekymret for henne og preges av sterk redsel for å bli forlatt:»mor stod ikke i vinduet. Hun er borte, tenkte jeg, huset er tomt. Jeg cyklede op ad veijen, men jeg kunne allerede mærke hvordan det føltes i kroppen at gå fra værelse til værelse. Det var som om jeg ikke kunne føle noget, at ingenting virkede som det skulle.«språket i romanen er klinisk, deskriptivt og hverdagslig. Den øde og nedslipte prosaen lar en sterk tomhets- og ensomhetsfølelse bre seg i teksten. Romanen har et konsekvent barneperspektiv og viser et barn som strever med å orientere seg i en fremmed verden. Og leseren møter den fordreide voksenverdenen, sett gjennom barnet Arne. Romanen sier noe vesentlig om det å være barn og det å ha vært barn, om ømhet, ensomhet og redsler i en barneverden som altfor tidlig vokser utover grensene sine. Barnet kastes inn i en fordreid og vond voksenverden som det ikke er i stand til å håndtere, og voksenpersonene er på grunn av tragiske omstendigheter heller ikke i stand til å ta hånd om barnet. Temaet om det forlatte og ensomme barnet har vært en tendens i deler av norsk samtidslitteratur en stund. Det utsatte barnet stod sentralt i Hanne Ørstaviks roman»kjærlighet«fra 1997 og gjør det i årets roman av Niels Fredrik Dahl,»På vei til en venn«. Spørsmålet er om denne problembehandlende litteraturen legger seg altfor nært opp til journalistikken ved at den lar alvoret i saken engasjere leseren, ikke litteraturen og språket. NR. 4 DECEMBER

8 (roman) Den enbårne søn, fortællingen Sjón følger på fornemste vis den islandske fortællertradition op og tilfører en række velkendte historier en humoristisk og virtuos drejning Sjón Dine øjne så mig: En kærlighedshistorie Oversat af Kim Lembek 216 sider, 249 kr. Vindrose Anmeldt at Trine Buhl Islændingene har tradition for at fortælle historier, og som ny forgrundsfigur på den litterære scene i Island følger forfatteren Sjón fornemt traditionen op.»dine øjne så mig«består af en række fortællinger, der tager sig ud som en fragmentarisk blanding af drømmesyn, anekdoter og mytologi. Den ene fortælling griber forstyrrende ind i den anden, men kædes løbende sammen af et fortællende jeg, der Sjón fremstiller begivenhederne for en fiktiv læser. Romanens hovedfortælling udspiller sig i et pensionat i en landsby i Niedersachsen under Anden Verdenskrig. Her arbejder romanens hovedperson, den unge Marie-Sophie, som stuepige. En nat drømmer hun om en mystisk mand med en kuffert og en lyserød hatteæske, og da den samme mand dukker op i pensionatet den næste dag i skikkelse af en hårdt medtaget flygtning, får hun til opgave at passe og pleje ham. Marie-Sophie og flygtningen bliver anbragt i pensionatets præsteværelse, et levn fra dengang huset fungerede som horehus. Dér udvikler de langsomt et kærlighedslignende forhold, som resulterer i en kropslig og kønslig sammensmeltning. Som ét væsen undfanger de et nyt menneskebarn en enbåren søn, der også viser sig at inkarnere romanens fortæller. I»Dine øjne så mig«genererer forvandlingen nye fortællinger. Sideløbende med romanens hovedhistorie eller fortællerens undfangelseshistorie om man vil hører vi om ærkeenglen Gabriel, der forbereder sig på at nedkalde Dommedag over menneskene. Men ærkeenglen forføres af Djævelen og må pludselig se sig omformet til kvinden Gabriella. I en anden historie hører vi om den personlighedsspaltede Karl Maus, der forvandler sig fra at være den afventende trolovede til at blive sin udkårnes voldtægtsmand. Forvandlingen manifesterer sig i forskellige former i romanens mange historier, men på et mere overordnet plan tager den sig ud som en humoristisk og grotesk fordrejning af et i øvrigt velkendt stof. Den konstante skævvridning af det, der refereres til, virker som den samlende komponent i den ellers brudstykkeagtige fremstillingsform. Ved at tilføre en række velkendte historier en humoristisk og virtuos drejning, lykkes det Sjón at genføde fortællingen og at give den fysisk og legemlig form. Undervejs gør han os til vidne til fortællerens ubesmittede fødsel. Men vi oplever også og dette er ikke uden betydning for romanens idé og form - hvordan nye fortællinger undfanges, som de fortælles. Dr. Franks deroute Eddie Thomas Petersen Kys 491 sider, 348 kr. Samleren At læse Eddie Thomas Petersens»Kys«er som at se 15 timers»strisser på Samsø«ud i én køre Anmeldt af Tore Rye Andersen»Kys«er Eddie Thomas Petersens første roman, men alligevel vil han allerede være kendt af de fleste som forfatteren bag tv-serien»strisser på Samsø«. I den næsten 500 sider lange»kys«prøver Petersen kræfter med romanformatet, i en ambitiøs samtidsroman der vil give et tværsnit af Danmark omkring årtusindskiftet. Historien følger en stor gruppe danskere fra mange forskellige samfundslag, samtidig med at den behandler forskellige aktuelle fænomener såsom IT-boblen på aktiemarkedet. I centrum af det store persongalleri står den unge læge Frank, der som Dostojevskijs Fyrst Mysjkin involverer sig lidt for meget i andre mennesker, alt imens han forsømmer sit eget mentale helbred. I begyndelsen af romanen møder vi Frank i eksil i Nordjylland, og resten af bogen fortæller historien om, hvordan han endte dér. Ud over Frank møder vi en lang række venner, ekskærester, kolleger og slægtninge, bl.a. kæresten Lisa, en succesrig jetsetter fra et eksklusivt investeringsselskab; Thea fra Nordjylland med det indviklede kærlighedsliv; samt bumsen Billy, som Frank ved et tilfælde involverer sig i. Fra bogens omslag ved Ida Balslev-Olesen»Det er et grundtræk for alt levende, at det stadigt forandrer sig,«hedder det på et tidspunkt i romanen, og»kys«følger da også romanpersonernes voldsomme bevægelser, deres op- og nedture. Det er i og for sig et sympatisk projekt, men det forvaltes indimellem temmelig urealistisk, som når den snavsede bums Billy viser sig at være en rigmandssøn, hvis opadgående vektor krydser lægen Franks nedadgående bane. Trods drømmen om uhindret social mobilitet, så har prinser det med at forblive prinser, ligesom tiggerdrenges aspirationer om en villa i Hellerup sjældent belønnes. Den ovenstående liste over romanpersoner er langt fra udtømmende. Der er nemlig rigtig mange personer i»kys«, og der bliver ved med at dukke nye op gennem hele romanen. Det er som om forfatteren i sit forsøg på at lodde dybt vil favne så bredt som muligt, men de to ting er ikke altid forenelige, og i Petersens roman udelukker de faktisk hinanden. I sit forsøg på at lære så mange mennesker som muligt at kende, zapper romanen rundt og lærer derfor ikke rigtig nogen at kende til 8 NR. 4 DECEMBER 2002

9 (roman) bunds en uvane som den har tilfælles med mange nye danske tv-serier, der i den hastige klipning mellem sideløbende handlingsforløb og menneskeskæbner aldrig formår at opnå nogen tyngde.»kys«er i sidste ende en kollektivroman, der er lidt for kollektiv og for lidt selektiv. Realisme? Man kan læse bag på romanen, at den er»realistisk«, men flere ting synes at modarbejde denne påstand. Først og fremmest forfalder»kys«i forsøget på trods alt at holde det store persongalleri sammen til usandsynlige sammentræf og tætvævede forbindelser af den type, man kun finder i fiktionen.»hvor er denne her verden dog latterligt lille,«tænker Frank på et tidspunkt, og sjældent er den set så lille som i»kys«, hvor alle kender alle og konstant render ind i hinanden. Romanens påståede realisme undergraves også på anden vis: enten må»kys«foregå i et parallelt univers, hvor Tutankhamon er begravet i Kheops-pyramiden og ikke i Kongernes Dal; hvor skurken i den fjerde Star Wars-film ikke hedder Darth Maul, men Dark Maul; hvor Levi s-jeans er blevet afløst af Lewis-ditto; et univers hvor unge akademikere (der går rundt med hhv. fjällræv og fjellräv, men ikke fjällräv) ikke får et stipendium, men et stipendiat, og hvor det engelske sprog er blevet modificeret så enterprise staves interprice og surprise surprice, samt hvor rockgruppen Thin Lizzy nu hedder Thin Lissy, og hvor den søde forsanger i Jefferson Airplane hedder Slik snarere end Slick til efternavn; enten foregår»kys«i et sådant Borgesk parallelunivers, eller også har forfatteren og hans redaktør været så umanerligt sjuskede, at det tangerer det skandaløse og i hvert fald ikke overbeviser med sin realisme. At læse»kys«er lidt som at se 15 timers»nikolaj og Julie«eller»Strisser på Samsø«ud i én køre: man er såmænd udmærket underholdt de første par timer, og historien kører ganske let med enkelte befriende glimt af humor, men derefter begynder utålmodigheden at indfinde sig. Man mister så småt interessen for personernes lidt for kunstfærdigt indviklede liv, og efter endt læsning sidder man med følelsen af, at man kunne have brugt tiden meget bedre. Ligrøveren Boris Akunin Boris Akunin Vinterdronningen Oversat af Trine Søndergaard 252 sider, 248 kr. Gyldendal Anmeldt af Ole Nyegaard Forfatteren som en fejlslagen Frankenstein Den unge uerfarne politimand Fandorin undersøger sammenhængen mellem nogle tilsyneladende fashionable selvmord blandt unge moskovitter. Han får færten af en international sammensværgelse, med spioner, terrorister og mystiske damer, hvorefter handlingen tager den ene uventede vending efter den anden. Eller rettere: Handlingen tager en række drastiske vendinger, i lighed med en spændingsfilm, hvor slutningen skal være overraskende. Det bliver den bare ikke, for læseren mærker hurtigt, hvad det drejer sig om. Hvert et twist i plottet er, lige som personerne, hentet fra spændingslitteraturens lager af ligdele. Og når den chokerende finale indtræffer, kan man nonchalant registrere, at det havde man regnet ud på forhånd. Ind til videre tæller serien med helten Erast Petrovitj Fandorin ni bøger, der nyder stor succes i hjemlandet Rusland, og man kan nemt forestille sig de film eller tvserier, som de vil afføde.»vinterdronningen«, seriens første, er nemlig en kulørt og intelligent roman, hvori handlingen udspiller sig henover sommeren 1876, i Moskva, London og Skt. Petersborg. Pseudonymet Boris Akunin dækker over en tidligere forlagsredaktør Grigorij Tjkhartisjvili, der vil gøre karriere med sine underholdende produkter. Og forfatteren kan sin metier, han besidder åbenlyst et stort kendskab til genren. For den, der ønsker at studere detektiv- og spændingsromanens klichéer, er Boris Akunins bog et godt udgangspunkt. Akunin inddrager alt fra Dickens og Doyle til Dostojevskij og Dumas, samt Ian Fleming og jødisk mytologi. Den egentlige forlystelse ved læsningen af»vinterdronningen«består i at spore de utallige lånte dele tilbage til deres ophav. En fornøjelig adspredelse. Selv om Akunin ikke forsøger at gøre det svært:»det er højst sandsynligt noget sludder. Edgar Allan Poe, Eugène Sue. Tilfældige sammentræf«, som Fandorins unge chef ærligt siger. Bogen er åben omkring det forhold, at Akunin opererer som en veritabel Dr. Frankenstein, med et kæmpelager af stjålne ligdele. Problemet bliver dog, at trods den megen anråben af fortidens mestre, sker miraklet ikke; monstret får ikke liv, og er, uanset det dygtige håndværk, ganske uden sjæl. Hvis spændingen skal forplante sig til læseren, behøves blot et minimum af psykologisk dybde i personerne og miljøet, men Den gode Hr. Doktor har vist glemt at slå strømmen til. NR. 4 DECEMBER

10 (roman) Renate Dorrestein Et hjerte af sten Som en sagte askeregn (Een hart van steen) Oversat af Aino Roscher 299 kr. Høst & Søn Hollandsk problemroman med stor litterær spændvidde Anmeldt af Henk van der Liet Det virker som om skillelinjerne mellem journalistik og skønlitteratur i stigende grad bliver anfægtet. Journalistikken præges mere og mere af litterære fremstillingsformer, og omvendt indoptager skønlitteraturen i større omfang dagsaktuelle, journalistiske stofområder. Samtidig minder en del af nutidens problem- eller debatromaner om halvfjerdsernes bekendelseslitteratur, idet det tit drejer sig om fiktionsværker der har udgangspunkt i oplevelser i intimsfæren, eller om at de blotlægger (tidligere) tabuområder af fysisk og psykisk art. Ligesom der herhjemme er kommet bøger som Kristian Ditlev Jensens»Det bliver sagt«, er der også i den hollandske litteratur i de senere år udkommet en række romaner der belyser problemer som: spisevægring, incest, pædofili, muskelsvind, dementi, osv., osv. I mange tilfælde handler det om bøger der opbløder, eller overskrider, grænserne mellem skønlitteraturens og brugslitteraturens domæner. Der er selvfølgelig ikke noget forkert i at debatlitteraturen blomstrer, men af og til ligner fiktionsværkerne til forveksling selvhjælpsbøger, og det kan være svært at få øje på deres kunstneriske kvaliteter. Eksempelvis er der i Holland for nyligt udkommet to romaner der hver på sin vis fokuserer på fænomenet fødselsdepression, eller fødselspsykose: Heleen van Royens»Den lykkelige husmor» og Renate Dorresteins»Et hjerte af sten«. Begge er oversat til dansk. Den helt afgørende forskel mellem disse to fiktionsbøger er at førstnævnte aldrig æstetisk overskrider den journalistiske horisont, hvorimod Dorresteins roman om samme temaområde formår at forvandle debatemnet til et koncentreret og overbevisende litterært værk af format. Mens van Royen ikke giver afkald på læserbrevkasseprosaens begrænsninger, løfter Dorrestein stoffet op på et fuldgyldigt kunstnerisk niveau, både sprogligt og kompositionsmæssigt. I ryk, stødvise erindringsglimt og små antydninger skildrer»et hjerte af sten«en ung kvindes dramatiske livshistorie. Og fordi romanens udformning svarer til hovedpersonen Ellen van Bemmels selvforståelse og oplevelseshorisont, kredser teksten i høj grad Omslag af Alette Bertelsen om det usagte, om fortiede, fornægtede og fortrængte oplevelser. Et sammendrag af romanhandlingen må derfor nødvendigvis skyde mål forbi, da det ikke kan tage højde for forfatterens finurlige præsentation af handlingen.»et hjerte af sten«er således en roman i hvilken form og indhold går hånd i hånd. I al korthed skildrer romanen Ellen van Bemmel, som er en enlig kvinde i midten af trediverne, der forsøger at få bugt med et stort traume der rider hende som en mare. Det viser sig at hun sidder med familiens fotoalbum og genopliver sine barndomsminder. Hun voksede op i et kærligt og varmt hjem med tre søde søskende og nogle omsorgsfulde og stadigvæk småforelskede forældre. Men fotoalbummets blade er delvis tomme. Albummets pludselige afslutning hænger sammen med fødslen af familiens femte barn, Ellens lillesøster Ida. Uden at være sig bevidst om det har spædbarnet sat et skæbnesvangert og diabolsk forløb i gang der ender i en rystende tragedie der formeligt sprænger hele familieidyllen i stumper og stykker. Først i bogens slutning har læseren samlet brudstykkerne til et intenst, hårrejsende hele. Til trods for at det er hendes femte barsel forvandler moren sig nemlig radikalt efter Idas fødsel, hvilket er romanens omdrejningspunkt. Fra at være en kærlig, stabil og omsorgsfuld mor, bliver hun en mere og mere uberegnelig og paranoid person. Hverken hendes ægtefælle eller børnene forstår hvad der er på færde, og på grund af deres store hengivenhed og kærlighed til hende bærer de over med hende, og de lukker øjnene for det der er under opsejling. Det korte af det lange er at moren, i kølvandet på Idas fødsel, bliver fuldstændig sindssyg. Hun begynder at se syner, og hun får religiøse anfægtelser og vrangforestillinger. Alle, inklusive lægerne, regner med at problemerne vil fortage sig, men det sker ikke, tværtimod. Først mange år senere, da Ellen læser medicin, indser hun at moren faktisk fik en alvorlig postnatal depression der mundede ud i en (selv)destruktiv fødselspsykose. Kort tid efter fødslen, da Ellen var tolv år gammel, indtraf så»den ene dag, hvor livet eksploderede i hovederne på os som en bombe«, dagen hvorpå moren under et anfald af kærlighedsvanvid med undtagelse af Ellen og hendes handicappede lillebror slog hele familien ihjel. Ellen og hendes lillebror overlever ved et tilfælde. Han var blot fem år gammel og blev bortadopteret, hvorimod Ellen tilbragte en del år i børneinstitutioner. Ellens tilværelse står siden hen i de dødes tegn, ikke bare fordi hun er blevet patolog, men også fordi den store og fortrængte katastrofe har mørkelagt hendes liv. Hendes følelsesliv og kærlighedsevne er af lave fordi hun ikke formår at bearbejde ungdomstraumet, og fordi hun tynges af tårnhøje skyldfølelser. Men erindringsog bevidstgørelsesprocessen sættes i gang da hun 25 år senere selv er gravid og har købt sit tidligere barndomshjem hvor hun sidder med det delvis tomme fotoalbum. Titlen henviser til både Ellens destruerede følelsesliv og til familiegravens udformning hvor der er reserveret plads til hende, og hendes navn, på gravstenen. Men titlen antyder også at årsagen til den store katastrofe kan spores tilbage til den grænseløse hengivenhed som Ellens far nærede for sin kone, og som gjorde at han ikke turde se de mulige konsekvenser af sin kones psykiske forvandling i øjnene. Derfor skyldes katastrofen til dels også hans store kærlighed og blinde hengivenhed.»et hjerte af sten«er en imponerende og rystende roman der er komponeret med fast hånd og streng sproglig proportionssans der gør at den aldrig tipper over i det melodramatiske. Det næsten ufatteligt store drama bliver fastholdt i en neddæmpet og kunstfærdig fremstilling der munder ud i en intens, rørende og simpelthen ypperlig roman. Men en god romans kunstneriske intensitet kan let blegne hvis oversætteren ikke råder over et dansk der er på højde med originaltekstens sproglige registre og nuancer. I nærværende tilfælde er det på sin plads at fremhæve oversætteren Aino Roschers fremragende indsats idet hans sikre sprogfornemmelse og idiomatiske opfindsomhed er med til at gøre»et hjerte af sten«til en stor læseoplevelse. Litteratur altså! 10 NR. 4 DECEMBER 2002

11 (roman) Patos og mirakel Fremragende erindringsroman om fødsel og barndom Vagn Lundbye Trefoldighedsbarn 407 sider, 349 kr. Borgen Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen I sin nye roman bringer Vagn Lundbye to patetiske kendsgerninger sammen. For det første dén kendsgerning, at den hvide mand i løbet af det 19. århundrede lykkedes med at udslette Tasmaniens urbefolkning totalt. For det andet dén kendsgerning, at menneskebarnet fødes, vokser op og bliver et rigtigt og voksent menneske. Disse to fra hinanden adskilte kendsgerninger får»trefoldighedsbarn«, som romanen hedder, til at mødes en dag i 1997 i Tasmaniens jungle, hvor fortælleren Emil får en tasmansk tigerslange i hovedet. Uden dog at blive dræbt af det ekstremt farlige dyr. Til gengæld viser det farlige dyr Vagn Lundbye (Foto: Bent Ryberg) sig i stand til i kort og dramatisk form at slå ned på udvalgte dele af den skammelige udryddelseshistorie i Tasmanien. Slangen fortæller Emil dette, samtidig med at han så fortæller sin historie om barndommen i Århus til den. Der er næppe tvivl om, at sammenbringning af myte og modernitet i en moderne fortælling fascinerer mange mennesker. Det tyder Lundbyes store læserskare på, som han vel må dele med en forfatter som Ib Michael. Mig har tricket bare aldrig virket på. Hvorfor jeg eksempelvis foretrækker den rene og amytologiske erindringsvare hos Ib Michael i»vanillepigen«og»brev fra månen«frem for blandingsvarerne i andre romaner af ham, hvor det mytiske absolut skal være med. Dén slags irriterer mig simpelthen. Jeg vil endda tillade mig at begrunde min idiosynkrasi overfor genren med følgende postulat: blandingen fungerer som oftest på baggrund af en fælles banal forståelse af godhed og ondskab hos forfatter og læser. Den helt overvejende del af»trefoldighedsbarn«er dog heldigvis erindringsdelen, og den trues kun i helt perifer forstand af den banale forudforståelse af, hvori ondskab består. Den banale sandhed, som også har interesseret medierne i forbindelse med romanudgivelsen er den, at Emil ligesom Vagn Lundbye har haft et ualmindelig dumt svin til far. Skandaløst ondartet overfor Emil og hans tre søskende. Ekstremt voldelig over for den sagtmodige mor. For det meste er faren dog fraværende og bogen en mindetavle over den sagtmodige, men også stærke mor. Moren som er der, når faren drikker og prutter sønnen i hovedet. Mor der trøster, selv efter at hun nær er blevet kvalt i en stegt kylling af far. Dén slags mor, som den civilisatoriske udvikling siden Lundbyes barndom har afskaffet. Heldigvis er romanen så bred og intens i sit sigte, at den trods mytologisk indpakning frem for alt fremstår som medrivende episk erindringsmonument over dét mirakel, Emil deler med de fleste af os: at vi lykkes med at vokse op og blive til livskraftige mennesker trods alle onde odds. I Lundbyes tilfælde: atlet, premiereløjtnant og forfatter. Og mon ikke selv den onde far har haft andel i Lundbyes to første karrierevalg? Man gætter på det. Trods sønnens udlevering af ham, trods talende tigerslange og trods jævnføringen af århus-erindringerne med den hvide mands skamløshed i Tasmanien i 1800-tallet.»Trefoldighedsbarn«være derfor hilset som en fremragende erindringsroman om den livskraftige fødsel og barndom, vi på forunderligste vis deler med hinanden trods onde fædre og sagtmodige mødre. Og så endda op til jul, der også fejrer et barns fødsel. Så køb den eller giv den til en artsfælle i julegave. Lad sorgen rulle Erling Jepsen skriver romankunst så man både griner og græder Erling Jepsen Kunsten at græde i kor 214 sider, 229 kr. Borgen Anmeldt af Rasmus Øhlenschlæger Madsen»Nogen døde far? Nej siger han, i hvert fald ikke nogen vi kender. Og så sukker han. Og så sukker jeg.«det er den elleveårige hovedperson og fortæller i Erling Jepsens roman»kunsten at græde i kor«, der forhåbningsfuldt spørger sin far, om der er nogle døde. Han spørger fordi han ved, at faren altid får det bedre, når han har holdt en af sine bevægede begravelsestaler i det lille jyske landsogn, hvor romanen udspiller sig. Faren har nemlig»ordet i sin magt«, og denne magt bruger han til at tale tårerne frem i de efterladtes øjne. Der er nu engang ikke noget så forløsende som»at lade sorgen rulle«, som det hedder i romanen. Og det er der rigelig anledning til i Erling Jepsens roman om en familiefars fysiske og psykiske overgreb i 1960 ernes Danmark. Faren har ordet og familien i sin magt, men længere rækker hans magt ikke. Sammen med konen driver han en undseelig købmandsbutik, men forretningen går dårligt og familielivet dårligere. Faren har»psykiske nerver«og det udløser jævnligt uforudsigelige sammenbrud, seksuelle overgreb og tæsk i takt til melankolske dansktopmelodier. Der handles ikke bare med Erling Jepsen (Foto: Gregers Nielsen) mælk, brød og aviser i det lille familieforetagende. Den troskyldigt kalkulerende fortæller (for)- handler også med sig selv, sin søster og i sidste ende sin fornuft alt sammen for farens og, tror han, fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

12 (roman) fortsat fra forrige side dermed familiens bedste. Familielivet er gennemsyret af en forskruet handelslogik, der får sønnen til selv at opfordre faren til at give ham de tæsk, der tilsyneladende er så forløsende at uddele samt trygle sin fjortenårige storesøster om at ligge med faren på den røde sofa i stuen, når han»er ked af det«. Af ulyksalige årsager er hovedpersonen overbevist om, at han ved at faldbyde sig selv og søsteren kan holde sammen på familien. Men han gør regning uden vært, for faren er en utilregnelig følelsesterrorist, som ikke er til at handle med. Ikke desto mindre tages alle midler i brug for at formilde den forkrøblede patriark, inklusive mordforsøg, men specielt for søsteren bliver det stadigt sværere at klare presset. Efter en sidste nat på sofaen med faren bliver hun indlagt på en lukket afdeling og herfra tager fortællingen en drejning. Lillebroren sætter af sted på en fantastisk og til tider grotesk morsom redningsrejse for at hente søsteren hjem. Det lykkes ham at bortføre hende fra den psykiatriske afdeling, læsse den stærkt medicinerede pige op i en trillebør og derefter køre hende hele vejen ind til Sønderborg. Her opsøger de storebroren, som sender dem direkte hjem, hvor forældrene og myndighederne, som langt om længe er vågnet til dåd, tager imod. Erling Jepsen har skrevet en ubehageligt vedrørende og overraskende morsom roman, af den slags man ikke løber uberørt igennem. Han leverer et hudløst portræt af en syg og tyrannisk familiefar, men han gør det bag om ryggen på sin egen fortæller. Og det er såvel Erling Jepsens største bedrift som fortællingens mest tragiske element. Med sikker hånd lader han den unge fortællers barnligt begrænsede udsyn afspejle sig i romanens enkle og ligefremme sprog, ligesom han lader drengens fordrejede verdensbillede skinne igennem i fantasifulde beskrivelser og kreative bortforklaringsforsøg. Derved lykkes det ham at give et overbevisende indtryk af en families undergang set fra orkanens midte. Men»Kunsten at græde i kor«er ikke bare en roman om en fars overgreb. Den er også et katalog over de fortielser og fortrængninger, der er forudsætningen for en families fortsatte fordærv og dermed en roman om omgivelsernes massive svigt. Russiske rødder Ny fransk roman om tre sibiriske drenges løsrivelseskamp Andreï Makine Is på kærlighedens flod Oversat af Krina Blidbjerg 224 sider, 249 kr. PP Forlag Anmeldt af Adam Aegidius Pepetela Jaime Bunda hemmelig agent Oversat af Ole Eistrup 319 sider, 288 kr. Forlaget Hjulet/AKS Germano Almeida Senhor Napumocenos testamente Oversat af Gregers Stendahl 173 sider, 160 kr. Husets Forlag/S.O.L. Anmeldt af Ingemai Larsen Det er tydeligt, at den franske forfatter Andreï Makine er opvokset i Rusland. En stor del af hans forfatterskab drejer sig om stærke individer, der er splittet mellem den franske og den russiske kultur.»is på kærlighedens flod«udkom på fransk i 1994, året før Makines hovedværk, den Goncourt- og Médicis-prisbelønnede roman»det franske testamente«(da. 1997). Den er en stærk ungdomsberetning om tre drenge, der i det yderste Sibirien gennemlever det første forfrosne forår af deres voksenliv, hvor navnlig deres spirende seksualitet leder dem ud i svært håndterlige situationer. Samtidig forsøger de at forstå den rodløshed, som præger dem selv og resten af indbyggerne i det isolerede, russiske landsbysamfund. De drømmer sig langt væk fra kulden, sovjetregimets fangelejre og den intellektuelle armod. Det er især en Belmondo-film, som stimulerer drengedrømmene om et Vesten med solbrændte kvindelår, strissere, der slår, før de spørger, og stor litteratur. De tre drenge, der sytten gange vandrer 32 kilometer hen over stepperne for at se filmen, finder hver sin Gazeller og andet godtfolk To romaner finder vej til danske læsere fra tidligere portugisiske kolonier Det er åbenbart gazeller, der i Angola og Kap Verde bringer blodet i kog.»en gazelle med en røv som en vifte«lyder beskrivelsen af den kvindelige hovedfigur i Pepetelas roman»jaime Bunda hemmelig agent«, mens det i Germano Almeidas»Senhor Napumocenos testamente«mere hengivent hedder, at»hun havde øjne som en vild gazelle«. Hermed er tonen lagt, og den holdes i begge tilfælde konsekvent. I Pepetalas tilfælde drejer det sig om en ret morsom sag, en satire over kriminalromanen som genre og over det miljø, handlingen udspilles i; det moderne hovedstadsliv, hvor korruption, nepotisme og lemfældig omgang identitet i den franske superhelt. Som ved et trylleslag bliver de voksne og forstår pludselig, at de bliver nødt til at flygte, hvis de skal gøre sig forhåbninger om nogensinde at gøre drømmene til virkelighed. De unge menneskers løsrivelse er beskrevet som en række eventyrlige hændelser, hvor de strejfer om i fremmede byer eller overnatter i forladte togvogne. I denne poetiske realisme hersker overraskelsen og grænseoverskridelsen. Snart er det fortællerens erotiske nysgerrighed, der åbner for en hidtil uset verden, snart er der kun den nøgne virkelighed, hvor man må kæmpe for en smule lykke. Død og lemlæstelse lurer overalt i den iskolde ødemark. Alligevel er sneen og kulden de rette elementer for trekløveret.»is på kærlighedens flod«er som en kraftfuld fortælling om tre asiatiske drenges vej til manddommen en efternøler til Mishimas»Det gyldne tempel«(da. 1965). Romanen er mættet med stærke, visuelle stemningsindtryk, som ikke blot hensætter fortælleren, men også læseren, i en dæmpet, melankolsk tilstand. At dette iblandes en lun humor, forstærker kun læseoplevelsen, og det er da også derfor, romanen kan anbefales til lange vinteraftener. med loven er daglig kost. Vi følger over 300 sider, hvilket er i overkanten, detektiven Jaime Bundas fuldstændig amatøragtige, men ikke desto mindre heldige indsats i jagten på en forbryderbande, der tæller både politifolk og politikere. Med udgangspunkt i en sådan type plot har forfatteren alle muligheder for at udstille det etparti- 12 NR. 4 DECEMBER 2002

13 (roman) styre, som siden Angolas uafhængighed har siddet ved magten, og det gør han så effektivt, at ingen risikerer at miste pointen. Hvad angår jagten på gazellerne, har den dog for Bunda det modsatte udfald; den er nøjagtigt planlagt, men fører kun til hån og ydmygelser Romanen her hører ikke til Pepetelas mest betydningsfulde, men man forstår udmærket forlagets motiv til at vælge dén og ikke de tematisk set mere lokalt forankrede udgivelser, der har gjort forfatteren til en af sin generations største og mest læste. Her er en udgivelse af mere universel karakter, som endvidere er appetitvækkende morsom, og hvis angolanske islæt, set i et sprogligt perspektiv, indskrænker sig til en række udtryk hentet fra det største lokale sprog, kimbundu. I behandlingen af dem er forlag og oversætter desværre forfaldet til en mani med at inkludere ordliste og henvisninger; en utvivlsomt velment strategi, som imidlertid har det med at ødelægge læseoplevelsen. Svaret på den udfordring, som en roman af denne karakter indeholder, må være et kort, kontekstualiserende efterord og ikke en ordliste, der hører lærebogsgenren til. I»Senhor Napumocenos testamente«er scenen flyttet til en anden af Portugals eks-kolonier, nemlig Kap Verde, hvorfra der aldrig tidligere er blevet oversat bøger til dansk. Germano Almeida fik med denne lille roman sit gennembrud; den er oversat til adskillige sprog og desuden filmatiseret. Fortalt med sprogligt overskud og en sans for finurlige detaljer berettes her om ungkarlen Napumocenos liv, om hans sejre som forretningsmand, om hans lidenskaber og længsler og om de få mennesker, der lærte ham at kende. Bogens optakt, oplysningen om, at det tog en hel eftermiddag at læse Senhor Napucomenos testamente, er original, hvilket de næste mange sider ikke helt står mål med, og først da hovedpersonen møder sin gazelle, får fortællingen for alvor dybde udmærket videreformidlet i Gregers Steendals oversættelse. At komme i spændetrøje Christina Englunds roman er et ulideligt eller lidenskabeligt billede af en neurotisk kvinde i sin bedste alder Christina Englund Løse ender 217 sider, 225 kr. Gyldendal Anmeldt af Lene Bruun-Kristensen Den er egentlig enkelt nok, Christina Englunds nye roman: Omdrejningspunktet er den 40- årige Martha, der har to børn, som er vidt forskellige. Vi følger hendes medgørlige og sympatiske teenagesøn Mikkel, mens den genstridige datter kun popper op, når bogen har vævet for længe i sine egne hverdagslige cirkler. Omkring Martha er desuden veninden og kollegaen i garnbutikken, et enkelt herrebekendtskab, hendes gamle mor og i glimt børnenes far, der forlod dem, men alle formår de ikke at trænge ind bag Marthas grublende og selvopofrende væsen. Martha har også en søster, som er kunstner og ikke den af de to, der bekymrer sig. Martha har inviteret hende på Picasso-udstilling, som hun taler begejstret og farvestrålende om, hvorefter Martha tænker om sig selv, at hun»nok Portugisiske machofantasier Mon der er en dybere mening med den moderne liderlighed? Almeida Faria Sebastian Erobreren Oversat af Jorge Braga 125 sider, 250 kr. Forlaget Ørby Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Den lille, veloversatte beretning folder sig storladent ud med dramatiske og uhyrlige beskrivelser af, hvordan fortællerjeget kom til verden. Det skete på den selvsamme dag, hvor også den legendariske konge af Portugal fra 1500-tallet kom til verden. På den hellige Sebastians dag, d. 20. januar. Den lille knægt har en livlig fantasi, så han udstyrer sig selv med en drabelig opvækst, og da det fortrinsvis er adelige, der indgår i hans opspind, bliver han udstyret med var en god vært«. Når hun glæder sig over noget, er det den nye Kaffe Fassett-trøje, hun skal strikke. En litterær Martha skal naturligvis være en kvinde, der gør sig mange bekymringer og ikke kan se, at kun ét er fornødent, som det jo hedder andetsteds. Sådan er romanens logik. Romanen opregner en masse små tableauer, der hele tiden brydes af, for at nye grublerier eller uoverstigelige situationer kan komme til. Titlen er da også en analogi på både romanens struktur og personernes løstvævede liv. Hvad enten bogen vil give et ulideligt eller lidenskabeligt billede af en neurotisk kvinde i sin bedste alder, eller hverdagsliv i Danmark med store og små mediebegivenheder, holder den sig mærkeligt midt imellem. Bevares, hverdagens undseligheder har deres berettigelse, men det er svært at ane en overordnet vilje til oprør, forandring eller en anden mening, fordi romanen har sin rigide form, der gør sine personer til figurer og ikke giver dem tid og plads til at samle de løse ender. Handlingen giver dog hovedpersonen, ikke et blidt skub, men et dramatisk (synde?)fald, der alligevel ikke kan hverken rejse hende op eller lade hende synke helt, fordi hun i forvejen er gledet med ind i romanens linde horisontalitet. tilnavnet Sebastian Klippekongen, som var han den legendariske kong Sebastian, hvis genkomst har været ventet gennem århundrederne. Hans vildtvoksende fantasi lader ham få en tidlig seksuel debut, og faktisk ved læseren ikke, om jegfortælleren digter eller rent faktisk oplever det, han fortæller om. Herefter følger en lang strøm af erobringer, erotiske eller blot seksuelle eventyr, hvor han nedlægger kvinder på stribe i en megalomanisk drøm om at være evigt tiltrækkende. Ja, faktisk præsenterer han sig selv som så herlig en macho, at det snarere er kvinderne, der jagter ham. Undervejs bliver kong Sebastian eller en af dennes følgesvende indflettet hist og her som for at antyde, at den moderne skørtejæger har visse lighedstræk med den krigsliderlige kong Sebastian, ja, jeg gætter altså bare på, at det måske er den dybere mening med den moderne liderlighed vide det kan jeg naturligvis ikke. NR. 4 DECEMBER

14 (roman) Günter Grass I krebsegang (Im Krebsgang) Oversat af Per Øhrgaard 192 sider, 225 kr. Gyldendal Per Øhrgaard Fortsættelse følger Et essay om Günter Grass 212 sider, 195 kr. Gyldendal Skyggesider Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen Både Günter Grass»I krebsegang«og Per Øhrgaards bog om Grass handler om den direkte og den indirekte fortælling En lidt forhutlet og ikke specielt principfast journalist bliver af»én«, som senere bliver omtalt som»den gamle«og som utvetydigt afslører sig som den berømte forfatter Günter Grass, pålagt at skrive historien om flygtningeskibet Wilhelm Gustloff, der undervejs fra Danzig til Kiel 30. januar 1945 tolvårsdagen for Hitlers magtovertagelse blev torpederet af en russisk ubåd, hvorved mellem seks og ti tusinde mennesker druknede og kun ganske få hundrede blev reddet. Forholdet mellem forfatteren og fortælleren er ikke helt klart, men vi forstår, at noget holder Grass tilbage for at tale i eget navn. Hele stoffet om at også tyskere har offerhistorier at fortælle fra 2. verdenskrig er pinagtigt, og det er øjensynligt nødvendigt for Grass at indskyde researchpersoner og en anden fortæller for at kunne nærme sig det. Da jeg i slutningen af marts i år oplevede Grass i hovedbiblioteket i Leipzig læse op af sin nye bog»im Krebsgang«en time og fyrre minutter uden pause holdt den næsten 75-årige en tusindtallig forsamling i stramt greb kom han ind i salen ledsaget af en hvidhåret ældre herre, som han respektfuldt fulgte til en æresplads på første række. Da oplæsningen var færdig, bad han ham rejse sig op og præsenterede ham for forsamlingen som én af de få overlevede soldater fra Wilhelm Gustloff og den, hvis minutiøse research Grass havde skrevet sin beretning på grundlag af. Derefter klappede vi længe af dem begge to: igen havde Grass fået skubbet en anden ind mellem sig og sit ømtålelige stof. Fordoblingen af fortælleren og indfoldningen af fortælleforholdet i en romans tema, også at forfatteren indsætter sig selv med navns nævnelse som en person i beretningen, hører til modernismens standardrepertoire. Fra det lille Günther Grass (Foto: Gregers Nielsen) diskrete»marcel«i Prousts hovedværk til Paul Austers spil med sit navn i New York-trilogien. Günter Grass har i et langt forfatterskab demonstreret, at han til fulde behersker teknikken, hvilket hans danske oversætter Per Øhrgaard i sin fremragende bog om forfatterskabet»fortsættelse følger«, der udkom næsten samtidigt med oversættelsen af»i krebsgang«(som fødselsdagsgave til Grass!), viser detaljeret og instruktivt. Også et forfatterskabsportræt er imidlertid må nødvendigvis være en distancering af forholdet mellem forfatter og tema: denne frygtelige hændelse bliver sat ind i en tematisk sammenhæng i Grass udvikling: byen Danzig som udgangspunkt, den sanselige og lidt mystiske Tulla Pokriefke, som vi før har mødt i forfatterskabet, de to antagonistiske venner, der alligevel er tæt forbundne, de mange fortællestrenge, der løber sammen i en katastrofisk begivenhed, etc., etc. Det har været der alt sammen før, og selv om alle disse historier hver for sig har været nok så traumatiske og gribende, er der håb. For historien går altid videre, fortsættelse vil følge... Selv en oversættelse er jo en form for afstandsskaben: netop fordi Per Øhrgaards oversættelse er så pålidelig, følger Grass tekst så tæt og loyalt, kan den få et strejf af konstruktion; man mærker tit den tyske tekst som en palimpsest under den danske, som en henvisning til en oprindelighed, der er gået tabt, men stadig erindres. Endnu en afstand, en tabserfaring. Men samtidig med at alle fortællingens fordoblinger, forskydninger og forviklinger skaber distance til dens traumatiske kerne, er de også en omkredsning, der langsomt og indirekte nærmer sig dette. I krebsegang, så at sige. Smertepunktet i Grass fortælling er selvfølgelig selve skibskatastrofen, den største i historien, der bliver fastholdt i hurtige, men voldsomme billeder af sammenfrosne mennesker og børn, der flyder omkring i det iskolde vand med benene i vejret. Men også i det moralske spørgsmål: kan vi som tyskere overhovedet tillade os at fremstille disse billeder, der signalerer, at også vi var ofre for krigens rædsler, og ikke blot dens ansvarlige. Herunder det krigskonventionsretsligt prekære spørgsmål: var Wilhelm Gustloff så militært armeret og bemandet, at dets karakter af civilt flygtningeskib var tvivlsomt, og angrebet på det derfor rimeligt. Hvad er det i det hele taget for en situation, tyskere taler om 2. verdenskrig i, for historien fik jo en fortsættelse..., og både personen og skibet Wilhelm Gustloff blev en del af det nynazistiske miljø, som journalistens (men ikke forfatterens) søn tilhører. Er denne søn da også et offer, som flygtningene på Wilhelm Gustloff, ofret i så fald af sin far, der blev født i samme øjeblik, skibet gik ned. Er det sin egen moralske undergang, denne journalist beskriver i denne historie, sådan som han antyder det i starten af 14 NR. 4 DECEMBER 2002

15 (roman) La vie en rouge Orhan Pamuk udvikler i sin femte roman på dansk miniaturen som romanform sin beretning:»hvis jeg nu skal begynde at afvikle mig selv, vil alt det, som er kikset for mig, være skrevet ind i et skibs undergang...«. Men er han da så ikke også et offer for omstændigheder, han var uden indflydelse på og som i symbolsk forstand har trukket ham ned i dybet? Hvad er overhovedet skyld? Det er den slags spørgsmål, der ikke kan stilles direkte, men kun i fortællingens indirekte krebsegang. At jeg alligevel har gjort det her skyldes, at også jeg er underlagt en tvang: anmeldelsens knappe, konkluderende form. Per Øhrgaard kalder sin bog om Günter Grass forfatterskab»et essay«. Det personlige essay tager udgangspunkt i den skrivendes konkrete oplevelse og folder den ud i en generalitet af filosofisk eller psykologisk karakter. Julegavesedlen: fra Montaigne til Villy Sørensen. Det litterære essay tager i virkeligheden også udgangspunkt i det personlige, men oftest mere diskret. Der skydes distance og fortællere ind, det bevæger sig også i krebsegang. I Per Øhrgaards tilfælde næsten helt bogstaveligt, frem og tilbage i kronologien, ud og ind af hovedtemaerne. Der er altid i hans fortælling en sidehistorie, han lige må fortælle, fordi der her ligger en skygge fra hovedhistorien, der rummer lidt ofte meget af dens væsen. Men bag det hele har man fornemmelse af at blive holdt fast i et jernhårdt greb og styret gennem et forfatterskab, som Øhrgaard behersker i alle detaljer og er inderligt fascineret af. Grass kunne ikke have haft nogen bedre skribent til at skrive sin historie (jeg siger ikke, at det var et opdrag), også fordi Øhrgaard kan skrive sig ind mod smertepunkterne i Grass liv uden at beføle dem utilladeligt. Hans bog er først og fremmest en suveræn gennemgang af ideer, temaer og former i forfatteren og forfatterpolitikeren Günter Grass værk; men bag dette er en person, der har en meget konkret og smertefuld historie at fortælle. Den handler om, at et eller andet er gået ned med mand og mus på den hovedkulds rejse fra Danzig til det rovgriske Vesten. Den historie vil Grass forhåbentlig fortælle sig ind mod endnu mange år, og Per Øhrgaard vil følge ham som hans uundgåelige skygge. Et flot makkerpar! Orhan Pamuk Mit navn er rød (Benim Adim Kirmizi) Oversat af Elisabeth Ellekjær 526 sider, 399 kr. Lindhardt og Ringhof Anmeldt af Anders Christian Boe Det er året før året, og forberedelserne til det første (og indtil videre eneste) islamiske millennium er i fuld gang i den osmanniske hovedstad Istanbul. (Handlingen foregår således i begyndelsen af 1590erne, og ikke, som bagsideteksten hævder, i slutningen af 1890erne.) I den anledning lader sultanen i al hemmelighed en bog, hvis indhold strider mod den ikonoklastiske ortodoksi, fremstille under ledelse af den aldrende miniaturemalermester, Enishte Effendi. Historiens detonator, mordet på en projektet tilknyttet miniaturemaler, er placeret forud for romanens begyndelse. Da også Enishte Effendi myrdes, står det klart, at morderen skal søges i inderkredsen omkring miniatureværkstedet, hvorfor sultanen beordrer lederen af dette, mester Osman, og den netop tilbagekomne, forhenværende illuminator, Sort, der tolv år tidligere forlod Istanbul tynget af ulykkelig kærlighed til Enishtes datter, Sheküre, at finde den skyldige inden tre dage. Sporet fører vort psyko-æstetiske detektivpar i retning af sultanens inderste skatkammers bibliotek, og (valg)slægtskabet med Umberto Ecos»Rosens navn«(1980) lader sig således ikke fornægte.»mit navn er rød«markerer ligeledes Pamuks tilbagevenden til polyfonien fra hans anden roman,»tavshedens hus«(1983); dog er fortællerinstansen nu opløst i ikke fem men hele tyve stemmer, der sætter ind efter hinanden, stemmer, der tilhører dyr, farver, miniaturemalere (døde såvel som levende), kvinder, en enkelt guldmønt, o.a., ja, selv Satan kommer til orde! Det er intelligent (og) fabulerende årgangskriminallitteratur, en konstant changerende, voluminøs ikonografi, hvis sproglige akkuratesse og rene farver matcher illustratorerne i Tabriz og Qazvins arbejder.»mit navn er Rød«er samtidig mere læsevenlig end den til tider lidt tunge»den sorte bog«(1990), men dens litterære kvaliteter er fuldt ud på højde med gennembrudsromanens. Det kan undre, at en forfatter af Pamuks litterære statur ikke er berettiget til at blive oversat fra sit eget sprog, men for anden gang i træk præsenteres for de danske læsere via et tilsyneladende overflødigt, i dette tilfælde engelsk, mellemled. (»Tavshedens hus«måtte således igennem en fransk oversættelsesinstans før den ankom til det danske bogmarked sytten år efter afsendelse.) Det er en utilfredsstillende praksis, hvis svagheder udstilles i romanens ukritiske adoption af den engelske transskription af tyrkiske ord. Transskription er altid problematisk, men kan selvsagt være et nødvendigt forståelsesfremmende greb. At transskribere fra tyrkisk, der benytter sig af det latinske alfabet tilført enkelte særegne accenttegn, synes dog unødvendigt, hvilket understøttes af Henning Goldbæks vellykkede originaloversættelser af»den sorte bog«og»det nye liv«(1997). Hvis man insisterer på en sådan transskription må formålet være at lette udtalen af de tyrkiske gloser, en effekt, der udebliver på dansk, når man kopierer omskrivninger, der er tillempet det engelske idiom. Pamuks kynisk klare poesi lader sig dog ikke sløre, men brænder igennem i hver eneste linie, som her i farven røds karakteristik af sin egen arts væsen:»farve er øjets berøring, musik for den døve, et ord i mørket.«nr. 4 DECEMBER

16 (roman) En filmhistorie Henrik Andersens historie om 30 ernes filmfolk er mere spændende som dokument end som fiktion Henrik Andersen Den tredje historie 299 sider, 279 kr. Borgen Anmeldt af Jan Bruun Jensen Henrik Andersen gør i sin nye roman»den tredje historie«brug af samme metode som i sin forrige roman,»folkets mand«fra 1998, hvor han iscenesatte formandsopgøret i Socialdemokratiet. At han ikke slap så heldigt fra dét, hang sammen med, at romanens klicheer slet ikke levede op til den dramatiske virkelighed, men snarere søgte sig legitimeret ved den. Der ligger antageligt en betydelig research til grund for skildringen af hele det miljø omkring tonefilmens fremkomst og dens første pionerer, som»den tredje historie«er sat i. Og selvom det kan være svært at skelne fakta fra fiktion forfatteren ignorerer eksplicit historiske fakta, hvor de»ikke passede ind i romanens forløb«ja så føler man sig dog godt underholdt også under indvielsen i disse historiske begivenheder.»den tredje historie«udspiller sig i begyndelsen af 30 erne, hvor den unge forfatter Thomas Larsen indrulleres i filmindustrien gennem»imperial Film A/S«. Som filmmanden Eugen Schrøders protegé gør han kort og ikke særligt bemærkelsesværdig karriere som drejebogsforfatter, og Thomas Larsen står uden beskyttelse ved generaldirektørens pludselige død. Således er han ikke i en position, hvor han kan takke nej til den nye direktørs tilbud om at blive udvekslet til det store, tyske filmselskab»ufa«. I Berlin får han succes som drejebogsforfatter og opnår endelig sin debut som instruktør af en kitsch et og propagandistisk film, inden han må se sig kørt ud på et sidespor af det nye styre og hans hjerteblod, drejebogen til filmen»sansibar«, bliver syltet af censuren. Samtidig er det historien om en ung mands besvær med kærligheden og ikke mindst med dens vækkelse ved mødet med den gifte kvinde Sabine. Hun er halvt afrikansk, og det giver naturligvis visse problemer i forhold til nazisterne og bliver således også baggrunden for deres endelige adskillelse. Thomas Larsens personlige Fra omslaget af Annette Borsbøl genvordigheder bliver dog ikke særligt bevægende, og der er alt for mange romanklicheer om»uigennemsigtige«personer. At Henrik Andersen inddrager sin egen research og gør den til selve fortællingens ramme, virker både naturligt og nødvendigt. Det er helt tydeligt denne lagdeling af fortællingen samt den detaljerede og troværdige fremstilling af den tidlige tonefilms miljø, som bliver romanens egentlige fortjeneste. Fortiden indhenter dig altid En baskisk roman om at kæmpe sig fri af frihedsbevægelsen ETA Bernardo Atxaga Ene mand (El Hombre Solo) Oversat af Iben Hasselbalch 380 sider, 298 kr. Samleren Anmeldt af Karen-Margrethe Simonsen»Vi er ikke skyldige, vi er ikke fuldstændig herre over vores karma og i sidste ende er vore handlinger ikke kun vore egne«står der sidst i romanen. Ikke desto mindre plager adskillige samvittighedsspørgsmål vores hovedperson: den mand, som alle kalder Carlos. Inden i hans hoved sidder en lille rotte, som minder ham om den angstplagede fortid, hvor han var frihedskæmper i ETA og altid på flugt, og hvor han bl.a. slog en mand ihjel. Og den minder ham om, at han har fået sin utilregnelige bror (tidligere markant ETA-tilhænger) indespærret på et psykiatrisk hospital. Bogen handler om besværlighederne med at slippe fri af fortiden. Da vi møder Carlos, er han blevet medindehaver af et hotel i Barcelona, som han bestyrer sammen med sine gamle venner fra ETA-tiden. Hotellet er både et cover-up og en reel flugtrute væk fra fortiden, men pengene til hotellet er fremskaffet ved røverier, så heller ikke hotellet er en hel frisk start. Carlos er ikke længere medlem af ETA, men da organisationen er i en desperat knibe og beder Carlos om hjælp til at skjule to eftersøgte terrorister/frihedskæmpere, kan han ikke sige nej og indvilliger mod sin vilje i at skjule de to under gulvet i det bageri, der tilhører hotellet. Carlos beskriver det over for sig selv som en sidste gestus over for en organisation, som han ikke længere sympatiserer med, men som er så vigtig en del af hans fortid, at han ikke kan være illoyal over for den nu. Dette valg bliver fatalt. 16 NR. 4 DECEMBER 2002

17 (roman) Problemerne tårner sig op, da politiet pludselig indfinder sig, klædt ud som journalister, der skal interviewe det polske fodboldlandshold, som tilfældigvis er indlogeret på hotellet. Men politiets tilstedeværelse er ikke i sig selv det værste. Værst er følgerne, som består i, at fortidens frygt og mistænksomhed vender tilbage. Mistænksomhed over for de allernærmeste venner og over for de mest uskyldige hændelser. Bogen er et studie i denne rastløse mistænksomhed og frygt, der følger Carlos døgnet rundt frem til øjeblikket, hvor de to terrorister skal evakueres fra hotellet. Grundtonen er behersket af frygten, og det kan derfor synes paradoksalt, at prosaen skrider så roligt og overlegent fortællende frem, som den gør. Der er ingen narrativ slinger i valsen. Atxaga fører sin læser roligt frem til de sidste dramatiske sider, hvor hele historien ender i en kaotisk og egentlig tvetydig scene, der imidlertid er så suverænt forberedt, at læseren ikke kan tvivle på nødvendigheden af den. Romanen er basalt spændende, da læseren tvinges med ud i den konstante agtpågivenhed over for hverdagens små tegn. Hvert telefonopkald, hver uoverlagt bemærkning kan vise sig at være skæbnesvanger. På sin egen skeptiske, lakoniske facon, er der også lagt op til etiske overvejelser om forholdet mellem personlig skyld og politisk ansvar, men det hele er holdt ud fra kroppen i en vis distance, idet det først og fremmest handler om overlevelse her og nu. Hovedpersonen har på sin vis ret i sin påstand om, at vi ikke er skyldige og vore handlinger ikke er vore egne, for selv om Carlos forsøger at påtage sig ansvaret for de to terrorister ene mand, så bliver alle omkringværende automatisk og uafvidende viklet ind i det. De er med- og modspillere i Carlos plot, men spiller ofte rollen på en måde, som Carlos ikke kunne have forudset. Hans handlinger er aldrig heroisk/ fatalt hans egne. På dansk foreligger af Atxaga kun kortprosasamlingen»obabakoak«fra 1998 (1995), som i en række forunderlige, genreblandende tekster væver historien om byen Obaba. I forhold til denne samling er romanen»ene mand«forbløffende stilren, overbevisende, nonchalant gennemført og roligt fortællende selv i sine stærkeste thrilleragtige sekvenser. Lad dette være en anbefaling. Den døde mand Camille Laurens I disse arme Oversat af Lars Bonnevie 256 sider, 269 kr. Borgen Anmeldt af Vibeke Theisen En prisbelønnet fransk roman om en tidstypisk kvinde: Emanciperet på det professionelle område, men besat af begæret efter totalsymbiose med manden En kvinde besat af mænd. Hende, i hvis univers kun mænd eksisterer. Hende, der udvandrer halvt vanvittig under Cukors film»women«, fordi der kun optræder kvinder. Hun fikserer på mænd og undgår kvinder. Først når Camille succesforfatter med nyt romanprojekt har forvisset sig om, at der er mænd til stede, falder hun til ro. Som konsekvens af Camilles mani er kvinder kun repræsenteret i Laurens roman, når de begærer eller på anden måde forholder sig til en mand. Øvelsen består nu i, at vi læsere, adressater, som det hedder, skal bringes til at forstå Camilles monomane afhængighed af hankønsvæsener, udviklet af hendes symbioselængsel, og ligeledes hendes mistillid til kvinder, udviklet af et smertende svigt fra familiens kvinder. Mænd er imidlertid ikke bare pragtfulde, de er også forfærdelige. Camille ser i en central scene ægtemanden som død, ikke fysisk, men for hende: Død. Og hun noterer: Det er ikke kærligheden, der dør, det er manden. Dette og mere beretter hun hos psykoanalytikeren, som det er hendes plan at forføre bemærk: ikke forføres af. Et vanvittigt projekt, hedder det,»at forføre en mand, ikke ved at skjule alt for ham, som man plejer, ( ) men tværtimod fortælle ham alt...«bogen er komponeret i to spor, terapien og romanen. Der er konsultations-kapitlerne, jeg-monologer, alle betitlet»alene med ham«(analytikeren). Her åbner jeget sit hjerte, causerer, provokerer, argumenterer, kort sagt forfører. Og forførelsen lykkes, til slut ligger hun på sofaen (!) hjemme hos psykoanalytikeren og læser hans Lacaninspirerede artikel om forholdet mellem kønnene. Man kan således have sine tvivl om, hvorvidt terapien er lige så vellykket som forførelsen. Og der er kapitlerne indeholdende Camilles roman. De hedder»faderen«,»elskeren«,»ægtemanden«,»gymnasielæreren«,»bedstefaderen«,»jesus«,»eleven«,»forlæggeren«, osv. Som det brænder mere og mere på, bliver der tættere mellem terapikapitler og romanhandling.»i disse arme«er vittig, klog, ironisk, persiflerende, ofte gribende. Der falder mange aforisme-agtige sentenser, og hvor de står som konklusion på levede situationer, virker de rigtige, overbevisende. Halvvejs inde i bogen blev Deres anmelder grebet af klaustrofobi: Kommer der ikke snart en kvinde? Her hører vi, at Roland Barthes bor lige over for Camille, men ærlig talt, kunne Luce Irigaray* ikke snart træde ind på scenen? Da de tre fjerdedele var passeret, havde klaustrofobien fortaget sig. * Belgisk filolog og psykoanalytiker. Feministisk kritik af psykoanalysen med afsæt i Lacan. NR. 4 DECEMBER

18 (roman) k r i m i h j ø r n e t Farligt besøg Af Anton Koch-Nielsen krimigenren har stedse dyrket seriefiguren, helten, der går igen fra fortælling til fortælling, fra bog til bog. Den norske ekspert Nils Nordberg bruger det som udgangspunkt for en antologi af nyskrevne historier om 12 af de fiktive detektiver, der har tegnet norsk kriminallitteraturs»moderne gennembrud«, hver indledt med forfatterens korte biografi af sin hovedperson. Ikke mindst den kendsgerning, at disse romanfigurer har et levnedsløb, et privatliv og en personlig udvikling, er med til at skabe realismen i beretningerne. Læseren kan genkende en skæbne, der hører hjemme i hans samtid. Og er dermed nemmere overbevist om, at også romanens skrøne er et stykke virkelighed. De kan det med krimi, de gode nordmænd. Det vidste man nok i forvejen, men den høje kvalitet bekræftes. Antologien viser, hvor bredt spektret er: Fem politinoveller, tre om professionelle privatdetektiver, én om en elsket gammel skælm og tre, hvor detektiven er advokat, præst og journalist. Det er gode gensyn og interessante nye møder. Nogle historier er naturligvis bedre end andre. Gunnar Staalesen beretter spændende om Varg Veums første sag, som kiksede for detektiven, der først 25 år senere ramler ind i sandheden om det, der dengang skete så at sige for øjnene af ham. Kolbjørn Hauges lensmannsbetjent Peter Eliassen er med i et samarbejde, hvor flere landes politi skal afsløre en ægteskabssvindler og dobbeltmorder. Lokkeduen kommer imidlertid selv ud for en forbrydelse, og så begynder tingene at løbe både på sporet og af sporet, indtil Eliassen kan sige den forløsende replik. Unni Lindell konfronterer politiførstebetjent Cato Isaksen med en frustreret kvinde, der kun begår én fejl, da hun tager livet af den ægtemand, hun har hadet et langt liv igennem. Fredrik Skagen præsenterer sin svindler og agent Morten Martens som politiets gode, men naturligvis ikke helt loyale samarbejdspartner i en drabssag, der begynder med en forbyttet kuffert fuld af penge og ender med, at Martens nok har sikret sig sine procenter, men dog bliver snydt igen. Kim Småges ellers så retskafne kriminalbetjent Anne-kin Halvorsen fristes over evne, da politiet står med en vandtæt drabssag mod en infam gangster. Hun gør sig blind for de spor, der kunne have afsløret, at der var tale ikke om et mord, men et selvmord. Det er fem pletskud, og der er adskillige andre historier undervejs, der er værd at læse. Der er også private vittigheder, som illustrerer, at det norske krimimiljø er en snæver cirkel, hvor alle kender alle. Fiktion og virkelighed løber sammen, når Nils Nordberg til slut interviewer Jon Michelet og hans romanhelt, Vilhelm Thygesen. Og venligt drilleri kigger frem, når Unni Lindell en passant fortæller om Isaksens mors veninde, fru Nordberg, der har en søn, Nils,»som er helt tullete etter kriminallitteratur«. Ham vil Isaksen gøre en del for ikke at møde! Hernede kender vi flertallet af de tretten seriehelte der er danske udgaver af romaner om i al fald otte af dem (og oversættelser af adskillige af de knap 30 øvrige forfattere, der opregnes i Nordbergs afsluttende bibliografi). Så stærk er den norske kriminallitteratur. Det begyndte midt i 1970 erne, og siden har nordmændene idelig befæstet deres skandinaviske førerposition. Som dansker bemærker man også, hvor forskelligt det (de) norske sprog er. Kun Kolbjørn Hauge skriver på landsmål, men det er nemmere at forstå hans historie end at læse det bokmål, som Pål Gerhard Olsen og Jørgen Gunnerud betjener sig af bokmål varierer tilsyneladende fra noget, der kan minde om et let antikveret dansk, til et for en dansk læser fremmedartet, sært konturløst sprog. Karin Fossum er ikke med i antologien. Det skal imidlertid noteres, at hendes»elskede Poona«nu foreligger som billigbog. Det er en perfekt politiroman om drabet på en indisk kvinde, som netop var kommet til provinsbyen for at slutte sig til den sindige, midaldrende Jomann, der derude forelskede sig i hende og giftede sig med hende. Den gode krimi overhales endda af en af de smukkeste kærlighedshistorier, man mindes at have læst. Den er fortalt uden sentimentalitet med den varme, som kommer af, at Jomann dog nåede at elske og blive elsket. Heller ikke Anne Holt har bidraget, men man kan så læse hendes seneste roman»det der er mit«, der handler om noget så frastødende som bortførelse og drab på småbørn. Hun formår at gøre det til en medmenneskelig historie, der engagerer læseren totalt. En klog og varm roman af en stridbar forfatter måske det bedste nye tilbud på det danske spændingsmarked Guldalderdigteren Edvard Storm fortalte i sin Sinclair-vise om den massakre, der ramte det skotske ekspeditionskorps, som under Kalmarkrigen i 1611 ville marcher gennem Norge for at slutte sig til svenskerne. Ingen vendte hjem for at berette»hvor farligt det er at besøge dem, der boe blandt Norriges fielde«. Faren lurer stadig. Nils Nordberg (red.): De nye krimiheltene. 12 noveller og et intervju, 310 sider, 329 Nkr., Gyldendal Norsk Forlag Karin Fossum: Elskede Poona, Oversat af Ida Jessen. 288 sider, 79 kr., Gyldendal Anne Holt: Det der er mit, Oversat af Ilse M. Haugaard, 328 sider, 295 kr., Gyldendal 18 NR. 4 DECEMBER 2002

19 (roman) Ud i det blå Kirsten John Så meget blå Kynisme og kulsort humor gør en debut godt Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren 232 sider, 229 kr. Høst & Søn Anmeldt af Anders Klinkby Madsen Jeg-fortælleren Katharina i Kirsten Johns debutroman»så meget blå«vil forsvinde. Ud af sin familie og ud af erindringen om sin barndom. Det første er let nok. Det andet straks værre. Den første halvdel af romanen gør ikke én meget klogere på, hvad det egentlig er, der er så forfærdeligt. Der er noget med en onkel Daniel, der var Katharinas eneste åndehul i en barndom domineret af en sindssyg mor, en dominerende bedstemor, og en far, der var fraværende, undtagen når der skulle uddeles kindheste. I stedet hører man om hendes fortrædeligheder som kunststuderende på universitetet, hvor de andre studerende er arrogante, og kantinens mad består af fedt og ærter. Der er ikke godt at være:»jeg vil se engelsk ud, som en, der har svindsot. Jeg vil forsvinde«, beslutter Katharina. Dette projekt udfører hun mentalt gennem sine billeder og fysisk ved blandt andet at ligge på sit værelse i to uger uden at spise og med vinduet åbent, mens det sner. Et af litteraturhistoriens mest apatiske selvmordsforsøg, der dog kun resulterer i en lungebetændelse og forklares med, at»man kan drukne i blå, men forsvinde, forsvinde kan man kun i hvid.«undervejs i de æstetiserede og farvemættede skildringer af en udefinerbar længsel mod død håber man af og til at det lykkes for hovedpersonen, så der i det mindste sker noget i romanen. Men handlingens indtrængen sker i stedet i den berømte ældre maler og universitetsprofessor Henning Overlands let forhutlede skikkelse, da han en dag, hvor Katharina sidder nøgenmodel for ham, lader billede være billede og har sex med hende i stedet. Derefter forvandler romanens fortælling og sprog sig til et interessant karakterstudie i Katharinas passivitet og viljesløshed, som man efterhånden også får forudsætningerne for at forstå, fordi sekvenserne om barndommen nu begynder at blive fortællende og sætter hendes liv og forsvindingsprojekt i perspektiv. Her kommer fortællerens kynisme, der er romanens største kvalitet, for alvor til sin ret. I den første del af romanen tror forfatteren tilsyneladende selv tror på, at det at male er at skrive og omvendt, som hun lader onkel Daniel fortælle Katharina. Hun fortaber sig i opremsninger af farver og pensler, der vist skal give romanen en nøgtern og nouveau roman-agtig tone. Det lykkes ikke. Især fordi forfatteren alligevel ikke kan holde sig fra metaforerne. I stedet for at virke objektiverende virker det patetisk. Til gengæld kommer den stærkt igen, da den holder op med de selvspejlende beskrivelser og begynder at fortælle uden medlidenhed og indføling, hvilket ligefrem forlener den ellers alt andet end morsomme historie med en befriende kulsort humor. Blandt andet i udleveringen af Henning Overland, andre affærer, barndommen og i sidste ende Katharina selv, selvom det forbliver uklart, hvad historien egentlig ender med andet end et forsøg på at overleve det, hun har besluttet sig for, men ikke er ganske overbeviser om, er et deprimerende liv. Wolfgang Hilbig Jeg Fraværets æstetik Wolfgang Hilbigs roman skildrer postmodernismens ånd i nyere tysk historie Oversat af Hans Christian Fink 313 sider, 288 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Henning Goldbæk Wolfgang Hilbig Wolfgang Hilbig, hvis store roman»jeg«fra 1993 nu foreligger på dansk, er en utrolig sammensat forfatter, men næsten alle hans paradokser hænger sammen med hans splittelse mellem at være en tysk arbejderforfatter med DDRbaggrund og en forfatter med honnette ambitioner. Det er en gammel tradition blandt tyske litterater og forfattere, at de ved meget om fransk litteratur og filosofi, sommetider mere end de ved om tysk kultur. Det er Goethe et eksempel på, Nietzsche, der som stilist er dybt afhængig af Diderot og Voltaire, og Ernst Jünger, der på trods af sin rolle som tysk-kulturel lokkedue i Paris under besættelsen af Frankrig er utrolig læst og højt skattet i Frankrig. Med Hilbig er det lidt anderledes, for da han for over tyve år siden udgav den lidt kedelige og formelle digtsamling»abwesenheit«, påvirket af Hofmannsthal og Rilke, var der intet, der tydede på, at han engang ville blive en af Tysklands helt store prosaister, med det som på tysk hedder wuchernde Bilder, vildtvoksende billeder. I 1985 bosatte han sig i Vesttyskland, og snart begyndte man at kunne spore optagetheden af den nye franske filosofi, kaldet postmoderne eller neostrukturalistisk. Den franske tone dukker allerede op i titler som»flaneur de la nuit«, men i»ich«indsættes der tanker af Foucault og Baudrillard, men på en ambivalent måde. Hilbig har læst de to forfattere, men han må have vandret frem og tilbage foran sine reoler med Suhrkamps tyske studieudgaver af de franske tænkere, trukket et bind ud, læst et par sider i det og straks stillet det på plads igen. For det er ikke en systematisk påvirkning, eller akademisk forpligtende, det er den postmoderne ånd, der skal skildres, og det ud fra en tese, om at der også i den nyere tyske historie er træk, der er postmoderne, især i DDR. Ord som blændværk, implosion, diskurs og simulation angiver, at DDR var et fantasmagorisk samfund, at det var en gigantisk iscenesættelse af socialismen ved hjælp af troppeparader, slogans og femårsplaner. Og i denne operaagtige skinvirkelighed foregår romanen»ich«i Østberlin kort før murens fald Hovedpersonen er en identitetssøgende mand fra fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

20 (artikel) fortsat fra forrige side provinsen, der overtales af Stasi til at spionere i kunstnerkredse, og til selv at skrive undergrundslitteratur. Fiktionen koncentrerer sig om major Feuerbach, der både koketterer med fransk oplysningsfilosofi og med fransk postmoderne tænkning især af le fou, eller le feu, som er Foucault. Blændværkets æstetik Det har været hævdet, at Hilbig skulle holde sig fra fransk påvirkning og være trofast mod sine DDRrødder, arbejderkulturen og hverdagsrealismen, men sandt at sige har det aldrig været hans centrum, det har derimod apokalypsen, DDRs nedslidte industriområder, forfaldne banegårde, og mennesker i eksistentiel opløsning, skildret i en prosa, der er utrolig blomstrende, og som bevæger sig fremad i enorme, musikalske bølgebevægelser og afbrydelser. Mange gange overvejer man som læser, at der burde have været en forlagsredaktør, der kunne gribe ind og redigere, men så ville romanens idé forsvinde, og denne idé er, at der ikke er en udvej af blændværket, men en gentagelse, den ene metamorfose efter den anden; det begynder, folder sig ud, falder sammen og begynder igen. Og denne indelukkethed kommer til udtryk i de få øjeblikke omkring sammenbruddet, og ikke mindst i slutningen af»ich«, hvor major Feuerbach kaster masken, som repræsentanten for den postmoderne tænkning, ved at voldtage det svage jeg og derefter falde i søvn i sengen: Han slyngede armene der sad fast i den fuldkommen gennemvædede og tilsvinede jakke, omkring C. og pressede sit våde kolde ansigt ind i nakken på C. der følte sig indhyllet i alkohollugten og den bitre dunst af opgylpet mavesyre. Det er i billeder som disse, at Hilbig på én gang viser blændværkets æstetik og dets åbning mod intetheden. Og Hilbig lader ikke denne indsigt i blændværkets bedrag og selvbedrag slutte med DDR s undergang og murens fald, den fortsætter i den nyeste roman,»provisoriet«fra 2000, hvor den folder sig ud i en skeptisk læsning af det nye Tyskland som blændværk, som en stat, hvis fremtid i virkeligheden anskues langt mere pessimistisk end i nogen roman af Günter Grass om emnet Tyskland efter murens fald. Selvkommentering hos Cervantes og Gogol Af Rigmor Kappel Schmidt Fin nyoversættelse af grotesk russisk realisme med spanske aner En helt igennem gennemsnitlig mand ankommer til guvernementsbyen N i en lille affjedret kalechevogn. Vor forfatter følger ham naturligvis overalt, hvor han går og står. Og for at det ikke skal være løgn, følger oversætteren Jan Hansen diskret i hælene på dem begge to og indfanger dem så knivskarpt, at man må sig fornøje. Og bag dem alle tre skjuler sig den rigtige forfatter Nikolaj Gogol, der skrev»døde sjæle«i Den groteske realisme Den beskedne, ubetydelige mand Tjitjikov bliver straks gode venner med alle, fordi han så mesterligt taler dem efter munden. Han er der i et særegent ærinde: han opkøber døde livegne, også omtalt som døde sjæle. De ligger jo bare godsejerne til byrde, for der skal betales skat af dem indtil næste tælling. Det interessante er dog ikke selve anekdoten, selv om den er ganske underfundig, men derimod, at hver person indgående og omhyggeligt beskrives, så et enkelt træk træder frem. Sådan er Gogols groteske realisme. Det sker ikke med nogen psykologisk indlevelse i personerne, eller rettere, indlevelsen centrerer sig om personernes fremtræden og deres omgivelser, som de har bygget op i deres eget billede. Og det Omslag af Sven Reiner Johansen er ikke kun menneskene, der bliver dissekeret. Også skik og brug, og især den kollektive tænkemåde, sådan som den udvikler sig gennem sladderen, bliver sat under Gogols grotesk realistiske lup. Ja, selv fluerne kan blive udsat for den skarpsindige beskrivelse. Netop fordi det er ham så magtpåliggende at tegne indgående billeder af personerne, inddrager han læseren i beskrivelserne, appellerer til ham, så også han ser personerne for sig. Og ligesom i Don Quixote bliver ting set fra den ene synsvinkel og den anden synsvinkel, hvorefter fortælleren erklærer sig uvidende om sagen. Selvkommenterende metafiktion Med sin kommenterende stil holder fortælleren bestandig læseren i ånde og forfølger ihærdigt de cirkulerende floskler i den lille provinsby. Men endelig falder der ro over de uendelige gentagelser af det samme, og»forfatteren må tilstå at han er glad for at Tjitjikov nu har lagt sig til at sove, for det giver ham lejlighed til at fortælle lidt mere om sin hovedperson. Som læseren vil erindre, er han hele tiden blevet forhindret i det af Nozdrjov og af ballerne, damerne, byens sladder, ja, af disse tusindvis af bagateller, der først fremstår som bagateller når de står omtalt i en bog,...«. Men det er ikke bare folk i guverne- 20 NR. 4 DECEMBER 2002

21 (roman) mentsbyen, der gentager hinanden, så ordene til sidste slides ned til floskelniveau. Det samme gør Gogol, for det lille fif med at få hovedpersonen til at sove har han lånt fra Cervantes, der sørger for, at don Quixote og Sancho faldt»i søvn, og mens de sov, gav Cide Hamete, forfatteren af denne herlige historie, sig i kast med at nedskrive og fortælle, hvad der bevægede hertugparret til at stable hele det storslåede optrin på benene; og han fortæller, at «(kap. LXX). Underfundigt vender Cervantes og Gogol med ham den gængse dominans mellem forfatter og hovedperson. Normalt styrer forfatteren hovedpersonen, men her bliver forfatteren konstant holdt i ånde af de foretagsomme hovedpersoner, hvis handlinger han bestandig må beskrive, hver gang de foretager sig det mindste. Kun når de forholder sig i ro, kan forfatteren få fred til baggrundsbeskrivelser. Også på anden vis holder Gogols fortæller læseren hen i spænding, som når han lige skal til at fortælle noget i slutningen af et kapitel, men tager sig i det og udskyder det til næste kapitel:»hvilke følger denne ankomst skulle få, vil læseren erfare af en samtale under fire øjne mellem to damer. Og denne samtale nej, lad os for resten hellere vente med den til det næste kapitel«. Også det havde Cervantes praktiseret et par hundrede år forinden:»don Quixote lyttede opmærksomt til den ærværdige mands ord, og da han så, at han tav, blæste han på den respekt, han skyldte hertugparret, og med vredt ansigt og ophidset åsyn kom han på benene og sagde Men hans svar fortjener et kapitel for sig selv«. (kap. XXXI, bd. II). Ved at etablere adskillelse mellem kapitler og derefter overskride dem, gør de to forfattere eksplicit opmærksom på fortællingens kunstige opdeling, som ellers let usynliggøres, hvis kapitlet slutter et naturligt sted i fortællingen. Bakhtin mellem Cervantes og Gogol Med sin elegant underspillede stil, som Jan Hansen så fint indfanger, kaster Gogol et umådeligt grotesk skær ind over provinsbyens enfoldighed, for derefter at vise, hvor modbydeligt sladrende de nydelige mennesker bliver, den dag det går op for dem, at de er blevet taget ved næsen. En kropsdel, der i øvrigt hyppigt spiller en rolle hos Gogol. Efter et folkeligt slagsmål af den slags, som Bakhtin holder så meget af, var der en, hvis næse»simpelthen var væk; den var blevet visket af, sådan som slagsbrødrene selv udtrykte det, sådan at forstå at hans næse var blevet fuldkommen kvast og nul kun stak en halv tomme ud fra ansigtet«. Denne hændelse og en til udløste en undersøgelse af Tjitjikovs opkøb af døde sjæle, og rygterne begyndte at gå, indtil de levede deres eget liv. Mistanken mod Tjitjikov affødte også, at der i fortællingen bliver indlagt endnu en fortælling, som alle ytrer ønske om at høre, netop som det også sker i»don Quixote«. De skal høre om kaptajn Kopejkin, der mangler en arm ligesom Cervantes og dertil også et ben, som Kopejkin har mistet i krigen, for måske er han identisk med Tjitjikov. Uden større held når Kopejkin frem til audiensen og forsøger at få invalidepension, hvad der henleder tilhørernes opmærksomhed på, hvor utaknemmeligt krigsveteraner bliver behandlet af det zaristiske bureaukrati. Og heri genkender vi straks en af don Quixotes monologer om de spanske kriges tapre soldater, der aldrig blev belønnet efter fortjeneste. Ikke så sært, at censuren greb ind over for Gogols Cervantes-inspirerede fortælling. Til gengæld synes jeg, det er meget sært, at Bakhtin sammenlignede Gogols»Døde sjæle«med Quevedo og Rabelais, og ikke kom på den tanke, at poemet var så inderligt inspireret af»don Quixote«i sin fortællestruktur. Så sært endda, at den tanke trænger sig på, at Bakhtin måske kun kendte Cervantes værk fra litteraturhistorien. For han får da et hint om værket, idet Gogol sammenligner en velgørende filantrop med don Quixote (s. 317). Mikhail Bakhtin: Ordkunst og folkelig latterkultur hos Rabelais og Gogol. I: Marxistisk litteraturanalyse. København, Cervantes Saavedra, Miguel de: Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Århus, 1998, København, Gogol, Nikolaj: Døde sjæle, (Mërtvyje dusji, 1842). Oversat af Jan Hansen, med smukt omslag af Kazimir Malevitj og Sven Reiner Johansen. 378 s. 395 kr. Forlaget Gyldendal. (Tidligere oversættelser til dansk ved Åge Meyer Benedictsen og Georg Sarauw). Anne Strandvad En stor dag 148 sider, 229 kr. Vindrose Anmeldt af Anne Marie Dinesen Det er mærkeligt, jeg opdagede først Anne Strandvad, da jeg engang blev bedt om at anmelde en af hendes bøger, og jeg blev straks betaget. Og tænkte, hvorfor er der ikke nogen, som har anbefalet mig hende tidligere? Siden 1980 har Anne Strandvad udgivet 22 bøger inklusive denne. Jeg har endnu ikke læst dem alle, men dem, jeg har læst, har ikke mindsket begejstringen.»en stor dag«er i starten bygget op i fragmenter, hvor man præsenteres for de personer, som senere mødes til den store dag, nemlig brylluppet mellem Christoffer og Rita. Christoffer har Downs syndrom, dvs. han er mongol, og Rita er hjerneskadet efter meningitis som barn. Det er Christoffers familie, vi præsenteres for, med alt hvad det indebærer af moderne familieliv. I starten bliver man nødt til lige at bladre tilbage, for at finde ud af, hvem der nu egentlig er i familie med hvem og på hvilken måde, dvs. mor, far, eks-stedmor, halvbror osv. Alle de relationer, som moderne børn har tjek Anne Strandvad Begejstring Anne Strandvad tegner menneskebilleder med nogle ganske få replikker på uden de store problemer. Hvis ikke Strandvad var en så eminent fortæller, ville man sikkert give op, men med nogle ganske få replikker får hun tegnet billedet af mennesker, som man bliver interesseret i. Centralt står Christoffers mor, som er bitter og jaloux på ægtemandens anden voksne søn, den succesrige Michael, som han har med sin eks-kone, Helle. Petra dominerer alle samtaler, og det er imponerende, hvorledes Strandvad primært via replikker får fremstillet dette magtmenneske, som manipulerer alle omkring sig og som på den for magtmennesker så typiske måde, sårer alle omkring sig uden at nogen siger fra. Petra vader ikke ind over folks grænser, hun foretager lynhurtige terrorangreb lige på den anden side af grænsen, så hurtige, at ingen når at reagere, men kun bliver pacificerede af ubehag. Samtidig med at omgivelserne skræmt af hendes fint balancerede uforskammede grænseløshed, forsøger at gøre denne sure, evigt utilfredse mokke tilpas. Når man udsættes for den slags, kan man som regel ikke huske bagefter, hvordan replikkerne lige faldt og hvorledes man selv kunne være sådan et skræmt fjog, der enten spillede med uden at sige fra eller bare forholdt sig tavs. Men det kan Strandvad altså og det er skræmmende flot. NR. 4 DECEMBER

22 (roman) Michel Houellebecq Platform Oversat af Lars Bonnevie 273 sider, 299 kr. Borgen Anmeldt af Søren Pold Michel Houellebecq (Foto: P. Ferbos) Detalje fra omslaget Seismograf i et minefelt En livstræt kontormus saftige sexliv med thaisteg til overmål garneret med ægte kødelig kærlighed og afsluttet af muslimsk massemord. Alt i alt en samtidsskildring ude af balance. Man kan stoppe læsningen her, men virkeligheden fortsætter... Kendere af Michel Houellebecq vil ikke blive overrasket over at møde»platform«s jeg-fortæller, der som sædvanlig hedder Michel og er en grå kontormus denne gang i kulturministeriet. Som sædvanlig aldeles uanseelig, uden identitet eller liv og tilmed usympatisk. Under og efter en sextur til Thailand møder han den store kærlighed i den troskyldige Valérie, som uvist af hvilken grund ikke afskyer ham, men kaster sin uegennyttige seksualitet og kærlighed på ham, overøser ham med lykke og penge. Sammen med rejseselskabsdirektøren Jean-Yves udvikler de et nyt sexturisme-koncept, charmeturisme, som truer med at blive en forbandet succes, indtil muslimske terrorister sprænger det hele i luften: luddere, Valérie og den lukrative forretning. Hvorefter vor antihelt sætter sig til at blive sindssyg og rådne op på et værelse i Thailand, helt alene (næsten) uden luddere. Romanens sidste sætning:»man vil glemme mig. Man vil hurtigt glemme mig.«man glemmer ikke lige romanen og dens forfatter. Michel Houellebecq har nemlig stukket sin stavblender ned i samtidens bærme af muslimsk fundamentalisme, 68 er frigørelsens forvandling til neoliberalisme, en kønskamp med begge køn som taber og markedet som vinder, samt imperialismens genkomst som farce i skikkelse af sexturismen. Det sprøjter ud over sidernes hvide papir. Ikke et kønt syn, men ganske effektivt, og der bliver rørt godt op. Også i den uhyggeligt virkelige verden. Der er selvfølgelig nogle muslimer der har været så dumme at sagsøge Houellebecq, fordi han har sagt at Islam er den dummeste religion. (Sagsøgningen beviser desværre næsten udsagnet.) Og endelig fik vi den tragiske bombe i et diskotek på Bali, hvilket betyder at man, hvor nødtvungent man end vil, må forfalde til at kalde romanen profetisk. Ved profetens skæg. Det eneste lyspunkt er, at Houellebecq blev frikendt, da han ellers ville have fået alt for meget ret i sin nihilistiske drivkraft. Er romanen gal eller genial, anstrengende eller rammende? I hvert fald er den ubehageligt tidssvarende som en seismograf i et minefelt: vilde udslag på barometeret med den litterære og intellektuelle præcision som første offer. Ikke fordi Houellebecq ikke kan skrive, for det kan han på en yderst påtrængende og indtrængende måde. Man er med andre ord fængslet som en taliban på Cuba, om end ikke al fængselsmaden lader sig sluge. Forholdet til Valérie virker mildest talt utroværdigt (dog har de et forrygende og velbeskrevet sexliv). Værre er det imidlertid, at romanens foragt for Vesten og for Vestens eksport af sine elendigheder følges aldeles ureflekteret (af såvel hovedperson som roman) hånd i hånd med hovedpersonens virksomme udbredelse af sexturismens grove neokolonialisering. Undertiden kammer det over i en af de tykkeste klicheer i vestlig kolonialistisk tænkning: naiv naturromantik, som når Michel og Valérie bader nøgne i den blå lagune (Koh Maya) og får lyst til at blive der for evigt uden at medtænke, at de er kommet der som frontkæmpere for sexturismens afskyelige eurofjæs (»vi voldtager ikke jeres døtre, vi betaler skam«). For en forfatter der blændende har formuleret, hvordan markedsgørelsen i kraft af 60 ernes nådesløse frigørelse har indtaget og kolonialiseret de mest intime zoner, er det for tyndt og dårligt tænkt, at utopien skulle ligge gemt i thaisteg ad libitum. Houellebecq har skabt en effektfuld romanmotor, der kører på en sprængfarlig (!) blanding af sex, uegennyttig hengivelse, tilbedelse af kvinden, prostitution og benhård økonomi. Tingene passer ikke sammen romanen rummer en række farlige ubalancer, der truer med at vælte det litterære læs, og Houellebecqs barske budskaber gør, at man ikke bare kan tilgive ham, trods det faktum at han indfanger sin læser, som Bin Laden indfanger sine selvmordsterrorister. Uinteressant er det langt fra, mens bomberne sprænger omkring os. 22 NR. 4 DECEMBER 2002

23 (roman) Tænk hvis du vandt i Lotto Romandebut fænger kun i mellemrummene Martin Miehe-Renard Et liv uden mellemrum 272 sider, 299 kr. Centrum Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg Martin Miehe-Renard (Foto: Nils Lund Pedersen) En bankassistent af den gamle skole (altså af den slags, hvor konen sørger for hjemmet og alt andet, så han kun skal bekymre sig om at gå på arbejde) vinder fire millioner i det tyske klasselotteri. Samme dag dør hans kone i et trafikuheld ude foran banken. Sådan starter Martin Miehe-Renards romandebut»et liv uden mellemrum«. Herefter følger i detaljer bankassistentens gøren og laden time for time, dag for dag, i den kaotiske tid efter konens død, hvor han hjælpeløst forsøger at orientere sig i en verden, han aldrig har beskæftiget sig med. Egentlig vil han helst have lov til at være i fred, men netop fordi han for alt i verden ikke vil tiltrække sig opmærksomhed, vælter begivenhederne og ulykkerne ned over ham, og han bliver offer for en lang række forviklinger. Undervejs langes der ud efter de sædvanlige skurke: Mediernes sensationsbegær, charterturismens fortrædeligheder osv. Hovedpersonen fremstilles med distance og uden synderlig sympati. Som en særlig effekt imiterer teksten hans pedantiske personlighed, hvilket desværre afføder en stil, der i længden bliver irriterende og anstrengende. Et eksempel fra morgenrutinen foran banken: Efter nogle korte høflighedsudvekslinger, hvorunder afdelingslederen endnu en gang ville forsikre sig om, at Jeppesen var kommet sig over sit tab, henslæbte der sig nogle lange tavse minutter, indtil overassistenten kom ilende og med en forpustet bemærkning om de mere og mere ustabile forhold hos DSB hvilket de to andre, uagtet at de aldrig kørte med tog, nikkede samtykkende til endelig fik stukket sin nøgle i låsen. At Martin Miehe-Renard faktisk godt kan skrive (så det kan læses uden irritation) viser sig i korte kapitler med kursiveret skrift, der med jævne mellemrum bryder teksten. Hvem jeg-fortælleren i de afsnit er, afsløres først i slutningen af bogen, men stilen er en helt anden. I de små kapitler finder man fine iagttagelser om mødet med det fremmede på en rejse i Latinamerika. De fungerer som et tiltrængt pusterum i bogen, for selvom stilskiftet utvivlsomt er en pointe fra Miehe-Renards side, er den pointe ganske enkelt ikke nok til at opveje 250 siders kancellistil. Det bliver hurtigt trættende. Som en stenbider uden rogn Jonathan Coes portræt af Storbritannien fra dengang i 70 erne, da alt var gråt og brunt, er lang i spyttet, meget lang Jonathan Coe Flipperklubben (The Rotters Club) Oversat af Jan Hansen 431 sider, 329 kr. Rosinante Anmeldt af Claus Schatz-Jakobsen Hvad er den britiske forfatter Jonathan Coes seneste roman,»flipperklubben«, for en fisk? En stenbider! Ekstremt løs i kødet, næsten geléagtig, og smagen nærmest lidt fad. Sådan er»flipperklubben«løs i fortællestrukturen og ikke specielt kraftig i smagen af forfatterintention eller -budskab. Joh, jeg ved godt, at dybt inde i sin krop gemmer stenbideren en gastronomisk perle, rognen, som tilsat farvestof bliver til kaviar. Det er reelt den eneste forskel mellem stenbideren og»flipperklubben«, som oven i købet falder ud til stenbiderens fordel, for rognen, hvor gemmer den sig i»flipperklubben«? Hvis rognens litterære pendant er plottets dynamik og den slutning, hvor alt går op i en højere enhed, så skuffes man af»flipperklubben«, som mestendels byder på digressioner uden narrativ konsekvens, spørgsmål uden svar, gåder uden løsning. Nok om lystfiskerhistorier og metaforisk omsvøb. Hvad er»flipperklubben«egentlig for en fisk? Kort fortalt er den et portræt af Storbritannien i 1970 erne, med udgangspunkt i de fire skolekammerater, Harding, Chase, Anderton og Trotter på King William s gymnasiet i Birmingham. De fires dåbsattest må ungefähr bære årstallet 1961, hvilket er det år Jonathan Coe selv kom til verden (i Birmingham!). Det er derfor nærliggende at betragte romanen som skjult selvbiografi, med forfatterspiren Benjamin Trotter som Coes andet jeg. Via de fire kammeraters modningsproces med kærester, kunstneriske aspirationer og begyndende politisk bevidsthed føres vi fra fortællingens begyndelse i 1973 igennem dette turbulente årti i Storbritanniens nyere historie, igennem strejker og arbejdskampe, seksuel frigørelse, fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

24 (roman) fortsat fra forrige side raceuroligheder, IRA-bomber og populærmusikalske metamorfoser frem mod slutningen i 1979, på et for Benjamin ekstatisk lykkeligt tidspunkt (hans og kæresten Cicelys endeligt beseglede forhold, der besynges i en 33 sider lang sætning med tydelig reference til James Joyces»Ulysses«). Romanen tematiserer imidlertid historiers uafsluttethed (dens egen inklusive), og der skulle da også være en sequel til»flipperklubben«på vej. Meget apropos slutter den med en ironisk krølle, da Philips far, Sam, ved synet af Margaret Thatcher på forsiden af The Sun, på selve dagen for valget i 1979, der bragte hende til magten, spår at»den kvinde vil aldrig nogensinde blive premierminister her i landet«! Coe har forsøgt at distancere sig fra en direkte recherche du temps perdu ved at indsætte hele forløbet i en ramme der placerer læseren i restauranten i Berlins Fjernsynstårn i året Herfra er der glimrende udsyn, både i tid og rum, til Birmingham anno dazumal, og her er det at Sophie (datter af Benjamins søster, Lois, og Christopher) fortæller historien om sin onkel og hans kammeraters gøren og laden tilbage i de lortebrune 70 ere til Patrick. Det varer imidlertid kun få sider, førend man har glemt rammen og synspunktsforskydningen og er solidt plantet i familien Trotters midte. Det er svært at afgøre, hvad romanen vil, inklusive hvad den vil ironisere over, og hvad den vil begræde tabet af. Måske den først og fremmest vil holde fast ved disse betydningsmættede øjeblikke, som træder ud af tiden og bliver evigtvarende. Efter en længere udflugt om familien Trotters ferie i Skagen spørger Benjamin:»Har fiktive fortællinger noget formål? Det tænker jeg somme tider på. Jeg vil gerne vide, om alle erfaringer virkelig kan destilleres ned til nogle få usædvanlige øjeblikke, måske seks eller syv i løbet af et helt liv, og om ethvert forsøg på at finde en forbindelse mellem dem er dømt til at mislykkes«. At Jonathan Coe faktisk kan orkestrere en historie så man i hans forrige opus,»søvnens hus«, hans femte roman og den første i dansk oversættelse. Man fristes ikke desto mindre til at sige at dette forsøg i hvert fald ikke er lykkedes til fulde. Det ville være en for billig pointe at sige at det gik i fisk, så det afholder vi os fra. Toril Brekke Sara Kidnappet ungpige bliver jordemor i en historisk roman fra Vestnorge Oversat af Palle Koch 453 sider, 288 kr. Hovedland Anmeldt af Astrid Fosvold En ung, rig og velstillet pige kidnappes af en fattig fisker på det barske vestland i Norge og fragtes til hans hjemsted. Dette er ikke optakten til en røverhistorie, men åbningen i en roman om kystbyen Ålesunds første jordemor. På romanens allerførste sider får vi høre om fogeddatteren Saras drømme og længsler om at rejse væk fra det lille udkantsted og læse videre som hendes bror gør. Udlængslen står i skarp kontrast til den fremtid hun er tiltænkt, hun skal giftes med egnens halvgamle præst som har fem børn. Fiskeren bliver dermed både forbryder og frelser, Sara falder for fattigdrengens charme, og når hun er vel ankommet til Ålesund, bliver hun gift og får tre børn med ham. Så griber skæbnen ind og fiskeren omkommer på søen. Den unge enke uddanner sig til jordemor og det giver anledning til en beskrivelse af datidens, begyndelsen af 1800-tallet, jordemoruddannelse. Da jordemoren er tilbage i Ålesund står hendes fremsynede bedrifter, som et kejsersnit og kampen for at sænke dødeligheden som følge af barselsfeber, i fokus. Det er interessant stof som bygger på et grundigt researcharbejde, og er med til at belyse datidens livsbetingelser for kvinder. Jordemorarbejdet lønnes efter de trængendes formåen, og Sara modtager utallige opfordringer fra miljøet om at gifte sig igen og ikke nødvendigvis af lyst, men af ren og skær nødvendighed. Det gør Sara så, og ægteskabet med læreren Borgwad er på mange måder en redning fra fattigdom, en tryghedsforanstaltning og indebærer en invitation ind i de bedre kredse i byen både for jordemoren og hendes børn. Men hun må opgive sit job for at passe hjem og børn, hun føder fire nye børn, hvor det sidste næsten tager livet af hende og koster hendes gode helbred. Således lægger ægteskabet enorme begrænsninger på Saras udfoldelsesmuligheder, og faktisk også på hendes børns frihed. De tre unger, og specielt den unge Sara, datteren, får en række forbud. Her bliver forskellen mellem overklassens rigide regler for god opførsel sat overfor de fattiges relative frihed i så henseende. Titlen på romanen er dobbelttydig, fordi bogen er delt i to, i den første del er jordemoren hovedperson, i andre del er perspektivet flyttet over på datteren med samme navn. Fortællingen slipper taget i jordemoren når hun er vel gift med læreren og datteren bliver tekstens hovedperson, og det er godt. Skildringen af Sara har nemlig let for at tippe over og bliver næsten klichefyldt når hendes tanker og følelser gengives. Idet datteren står i fokus er sproget friskere og Brekke er god til beskrive et barns tanker og følelser. Beretningen bliver hjerteskærende når den ældste af børnene fra første ægteskab forsvinder som en direkte følge af at have fået bekræftet at han er et andenrangsbarn som læreren ikke har tænkt sig at støtte, og ikke bare undlade at støtte, men Borgwad har tænkt sig at berøve den førstefødte hans arv. Og ikke mindre hjerteskærende bliver det da datteren Sara dagen etter sin konfirmation får besked om at forlade huset for at blive sypigelærling, noget som sker uden nogen som helst forhåndsinformation. Stedfarens grumme planer går videre ud på at steddatteren, efter endt syuddannelse, skal vende tilbage for at passe hus og hjem, så de slipper at holde en tjenestepige når hans kones helbred gradvis bliver dårligere. Denne trøstesløse begivenhedsgang forhindres af et frieri som jordemoren presser stedfaren til at gå med til. Det havde han ellers ikke tænkt sig. At det er kvinders vilkår som først og fremmest er i fokus i teksten bliver atter tydelig da den unge Sara slet ikke er sikker på om hun egentlig har lyst til at gifte sig, men indser at ægteskabet tilbyder en udfrielse fra den trøstesløse fremtid hun er tiltænkt. Giftermålet er en redning for den unge Sara, som det var det for moren. Lyder dette lidt ugebladsagtigt? Unægteligt. Romanen er da også letlæst. Til tider er teksten også meget gribende. Og skildringen af 1800-tallets professionalisering af jordemorjobbet og alt som deraf følger, er en væsentlig del af vor moderne historie, og derfor også interessant romanstof. Uden sammenligning i øvrigt, bliver emnet også berørt i»guds barmhjertighed«, første bind af»ulveskindet«, men Ekmans Hillevi, som virker på nittenhundredtallet, underlægges ikke i nær samme grad de restriktioner som Sara. Hillevi er uendelig meget friere, men er ihærdig optaget af en række af de samme tanker omkring sygdomsbehandling og sygepleje.»sara«er ikke Brekkes første historiske roman. Hun blev berømmet for»granitt«fra 1994 som er en slægtsroman som begynder på slutningen af 1800-tallet og foregår i amtet Østfold i Sydnorge. I»Norges litteraturhistorie«fremholder Øystein Rottem at Brekke med romanen»granitt«viser sig som en god socialhistoriker. Det er først og fremmest dette som bliver bekræftet med»sara«, en jordnær roman som giver et indblik i dele af 1800-tallets kvindeliv. 24 NR. 4 DECEMBER 2002

25 Er det nu nødvendigt? Man kan vælge at anmelde ud fra tre synspunkter: Fordi forfatteren fortjener det. Fordi værket fortjener det. Eller fordi læseren af anmeldelsen fortjener det. Eller handler det overhovedet om fortjeneste? Èn ting er sikker: Standart kan ikke anmelde alt, der udkommer, for så ville bladet være ti gange så tykt og overblikket ville være forsvundet. Hele ideen med at anmelde er at give læserne en slags kritisk katalog over, hvad der er udkommet, og hvordan det placerer sig i vores verden, litterært, kvalitært. I vores mission hedder det, at Standart bringer anmeldelser af ny litteratur. Allerede der har der fundet en segmentering sted: Gammel litteratur bliver ikke anmeldt altså ingen genudgivelser, med mindre der er tale om væsentlige nyoversættelser. Det er ikke nok at lave et nyt layout og forsyne bogen med et lærd forord. Alligevel vælger vi nogle bøger fra. Hvordan foregår det? Nogle bøger får vi tilsendt fra forlaget, andre rekvirerer vi selv. Så diskuterer vi bøgerne på vores redaktionsmøder. Vi taler om forfatterskabet, hvis der altså er et. Vi læser højt for hinanden. Vi vurderer, om vi synes, at det på en eller anden måde er en væsentlig udgivelse. Giver bogen mere til litteraturen, end den plagierer? Er den nytænkende, original, skæv, nødvendig, velskrevet, sjov, anderledes? På en måde foretager vi på redaktionen samme vurdering af bogens kvalitet, som forlaget foretager, inden de udgiver den. Hvis de udgiver den. Hvorfor skulle forlaget være bedre i stand end anmelderne til at vurdere, hvad der burde udkomme? Det er de ikke, for det er i alt væsentligt de samme mennesker med den samme baggrund og samme drømme og idiosynkrasier, som befolker redaktionerne på både aviser, tidsskrifter og forlag. Nogle gange er de endda gift med hinanden. Forskellen er, at ingen klager over at bøger, der ikke udkommer, ikke bliver anmeldt. Men når først de er udkommet, hersker der en eller anden skjult formodning om, at så er de også litteratur. Det er ikke tilfældet. Lad os tage et tal: Hvad nu hvis ca. 90% af alle udgivelser kunne undværes, uden at andre end forfatterne, deres nærmeste familie og den litterære industri ville lide last? Bogmarkedet er så overbefolket af popstjerner, kendisser, jurister, politikere, kioskejere, tv-værter, journalister, duller, kokke og andre med noget på hjerte, som de ikke kan udtrykke litterært (for det er en form), at det er besværligt at skelne mellem skæg og snot. Værre bliver det når diverse popstjerner, kendisser, jurister, politikere, kioskejere, tvværter, journalister, duller, kokke og andre med noget på hjerte begynder at skrive litterært i stedet for bare at skrive biografisk eller dagbog, for så bliver læserne forvirret på et højere plan. Standart er ikke et elitært tidsskrift. Vi har ikke fundet de vises litterære sten, men vi giver heller ikke vores læsere sten for brød. Hvis en bog er noget lort, bliver den anmeldt, men kun hvis den er kvalificeret lort. Selv en dårlig bog kan på en eller anden måde hæve sig over latrinet og svæve som en distinkt damp. På den måde finder den både sit eget liv og sine egne læsere, hvis den evner det. Men nogle gange er bøgerne så ligegyldige, at de bliver ugyldige. Standart er et ydmygt tidsskrift. Vi overlever på (forhåbentlig) skiftende kulturministeres nåde, vores abonnenters aldrig svigtende giroindbetalinger, vores trofaste anmeldere og naturligvis vores egen kærlighed til litteratur. Vi bringer anmeldelser af værker, der fortjener det, fordi vores læsere fortjener det. Resten lægger vi bort. Men sommetider tager vi fejl, ligesom forlagene, læserne og forfatterne tager fejl. Sommetider undlader vi at anmelde en bog, der senere viser sig at være begyndelsen, midten eller slutningen på et væsentligt forfatterskab og derfor burde have været anmeldt. Det er derfor en vældig god idé at lade mere end de nødvendige 10% af forfatterne udkomme, fordi der kan være store talenter iblandt de 90% som bare skal have lidt mere plads til at tumle med sig selv og litteraturen på. Og man tumler så godt i offentligheden. Det kan der komme væsentlige forfatterskaber, væsentlige værker og væsentlige læseoplevelser ud af. Og vi må aldrig glemme, at litteraturen ikke handler om, i hvor lang tid man kan tale, skrive, bortforklare eller foredrage henført om et værk eller en forfatter. Litteraturen handler om at læse, fordi litteraturen er én af de måder, hvorpå vi lever. Der udkommer ca bøger om året i Danmark. Af dem er ca førsteudgivelser. Og af disse førsteudgivelser er godt skønlitterære og altså bøger som Standart principielt fortsættes på næste side Tillæg til nr. 4 december 2002 NR. 4 DECEMBER

26 (stand in) fortsat fra forrige side burde anmelde. Vi anmelder godt 100 skønlitterære bøger om året. Det betyder imidlertid ikke, at vi aktivt vælger 1200 bøger fra. Nogle af disse bøger ser vi overhovedet ikke, andre har vi aldrig hørt om. Og skal al den litteratur overhovedet anmeldes i et trykt tidsskrift? Eller er Standart et supplement til, hvad der i øvrigt foregår, for der er vel ingen grund til at alle tidsskrifter, aviser og hjemmesider anmelder de samme bøger? I Standart har vi f.eks. valgt at have særligt fokus på debuterende, skønlitterære, danske forfattere. Til Stand In denne gang har vi rodet i bunken med den litteratur, vi i første omgang afviste, og har fundet et par håndfulde udgivelser, som nu bliver anmeldt. De er sendt til en række af Standarts faste anmeldere, som er blevet bedt om at anmelde bøgerne ud fra nøjagtig de samme kriterier, som når de ellers anmelder for Standart nemlig deres helt egne kriterier. På de næste sider følger så dommen. Men denne gang ikke kun over en række værker af måske tvivlsom kvalitet, men også over Standart som anmeldelsestidsskrift. For tog vi fejl, da vi første gang afviste f.eks. Birthe Arnbaks seneste digtsamling, Anne Marie Løns roman og Christian Jacqs ditto? Det kan I, kære læsere, vurdere, mens I tygger jer igennem denne special edition af Stand In. Gik I glip af noget, og er der mon mere i Standarts gemmer, som trænger til at se både lyset og Standarts spalter? Vi vil i redaktionen læse jer over skulderen, for dette Stand In handler ikke kun om den litteratur, vi i første omgang anså for uvæsentlig og derfor uinteressant for Standarts læsere. Det handler i lige så høj grad om den evigt aktuelle diskussion af, hvad der er god, og hvad der er dårlig litteratur. For når man bedriver litteraturkritik, kan man ikke undgå også at invitere følelserne, præferencerne og aversionerne med indenfor. Det ændrer dog ikke ved, at der stadig findes god, dårlig og meget dårlig litteratur. Hvad der er hvad og hvorfor, vil dette Stand In gerne rejse en debat om. For Standart har en formodning om, at kun ca. 10% af den udgivne litteratur er nødvendig. Vi ved bare ikke hvilke 10%. Redaktionen Anne Marie Løn Hvis barn sider, 299 kr. Gads Forlag Fundamentalismens væsen Steen Klitgård Povlsen Anne Marie Løn holder liv i en dansk selvbesindelse Anne Marie Løns nye bog»hvis barn...«handler om fortrængning, dobbeltmoral, bigotteri og seksuelle overgreb i Indre Mission. Jeg tror, at det billede, hun giver af bevægelsen meget godt dækker tilstandene for en del år siden; jeg ved ikke, om det holder for bevægelsen i dag, men jeg ved, at den er i stærk og for nogle (herunder mig selv) overraskende vækst i disse år, så det er et aktuelt tema, hun griber op i bogen. Hvad enten det går lige så tvetydigt til som i»hvis barn«i vore dages Indre Mission eller ikke, kan det aldrig skade at blive mindet om adfærdsmønstre og traditioner, der var udbredt for ikke så mange år siden. Fundamentalisme er en vederstyggelighed i hvad aftapning, den end forekommer, og i disse tider med angreb på og fra andre religiøse fundamentalismer verden over, kan det være gavnligt at blive mindet om, at vi også har vores egen. Det er fortjenstfuldt, at Anne Marie Løn gør det med sin nye bog. Og billedet er heller ikke entydigt. Romanens virkelige skurk er netop én, der er brudt ud fra Indre Mission og ikke vil følge deres moralregler. Det hårdt troende forældrepar, der i sidste instans svigter deres datter, er også hjælpsomme og venlige, og at et barn dør mellem hænderne på dem er ikke direkte deres skyld. Og den missionsvirksomhed, hovedpersonen, den lægestuderende Bianca, møder på et hospital i Afrika, er heller ikke så entydig, som det i første omgang ser ud til. Der er her både tale om hårdhændet indoktrinering og nedladende foragt for de sorte, og eksempler på storsindethed og ægte menneskelig varme. Virkeligheden har mange facetter. Og endnu mere kompliceret bliver det, da det viser sig, at det afrikanske idealsamfund, som Bianca flygter ud til for at føde et barn, og som længe fremstår som ren idyl og en utopi på jorden, også indeholder brådne kar. Selv denne paradistilstand må Bianca flygte fra. Kun den medudsendte Benny synes at være sin vægt værd i guld, og med udsigten til et godt gammeldags samliv med ham, lader Anne Marie Løn sin romanen løbe ud i den eneste mulige frelse for Bianca. Et jordbundet og Omslag: Lise Rønnebæk med illustration af Lin Utzon ydmygt svar på alverdens fundamentalisters himmerigssyner. Før vi kommer så langt har vi været igennem mange, til dels dramatiske begivenheder, for hovedpartens vedkommende koncentreret om skildringen af missionshospitalet i Tanzania. Det er ind imellem interessant, men for langt. Der ligger tydeligvis en god research til grund for romanen, og Løn kan ikke nære sig: vi skal ikke kun underholdes og provokeres, vi skal også informeres. Fair nok, det har altid været litteraturens opgave, men vi er i et andet medieunivers end for bare 50 år siden. Det kræver større koncentration af litteratur i dag. Løn fortæller i hovedsagen i en slags medsyn med Bianca, men springer også af og til ind i de andre personer. En meget stor del af hendes tekst er replikker, men der er også mange analyser af følelser, som simuleres at kunne være personernes indre tale, men helt klart er fortællerens ansvar. Det fylder også for meget og giver diktionen en lidt docerende og overtydelig karakter. Lidt provokerende kunne man sige, at der visse steder er noget missionsk over stilen. Men i det store hele er jeg positiv over for en bog som denne. Den tager et aktuelt tema op og holder liv i en nødvendig, dansk selvbesindelse. Den er letlæselig og underholdende, så den kan læses i mange kredse: f.eks. af folk involveret i ulandshjælp og hvis de ellers kunne løfte øjnene fra bønnebøgerne i Indre Mission. Hvorfor ikke? Også i de kredse er der vel folk, der er parat til at gribe i egen barm. Imens forgriber de sig jo ikke på andres. Om den skal anmeldes i»standart«? Tja, principielt mener jeg ja, men hvis bladets linie lægges an på det sprogligt og formelt fornyende, og man koncentrerer sig om litteraturens innovative talenter og nye begyndelser, vil»hvis barn...«glide ud. Nu blev den så alligevel anmeldt. 26 NR. 4 DECEMBER 2002

27 (stand in) Poesi? Stillestående indholdspoesi af Rolf Gjedsted Rolf Gjedsted Læbernes polarnat 85 sider, 199 kr. Det Schønbergske Forlag Anmeldt af Morten Kyndrup Digteren Niels Frank mente for nogle år siden, at ordet radiator måtte være bandlyst i et lyrisk udtryk. Det fik som bekendt Jan Sonnergaard til at navngive sin flamboyante novellesamling netop»radiator«. Vi ved selvfølgelig alle sammen godt, at ingen bestemte ord eller vendinger kan ekstermineres fra litterære genrer i absolut forstand. Leder man alligevel efter seriøse kandidater, ville det hverken være radiator, rørtang eller rullemodstand, der lå nærmest for. Nej, det ville poesi. Det er læsningen af Rolf Gjedsteds nye digtsamling med den smukke titel»læbernes polarnat«, der kan få en til at mene sådan.»poesi«er titlen på samlingens første digt. Det slutter således: Poesi er den samme form for selvmord, nogle gange lidt hurtigere, andre gange lidt langsommere, uden at opfylde nogens håb. Karakteristikken er ikke tiltænkt poesiens brugere, men dens producenter: in casu det digteriske jeg. Citatet er samtidig et godt eksempel på, hvad der er på færde i Rold Gjedsteds lyrik. På færde er det der sker digterens person, det han oplever både som digter og som menneske. Digtene er så forsøg på at udtrykke det der er sket i livet, bearbejde det, reflektere det, formidle det. Og det er der for så vidt ikke noget galt i. Det er heller ikke sådan at det der sker i digterjegets liv er specielt uinteressant eller banalt. Nej problemet er, at der ingenting sker i digtene. De viser pligtskyldigst tilbage til noget digteren gerne vil udtrykke. Det gør imidlertid ikke i sig selv digtene interessante. Disse digte savner klang, har ingen rytme og kan bedst karakteriseres som en slags knækprosa. At linjebrud, opstilling og ordvalg virker som styret af alt andet end det digteriske udtryks logik er én ting; dertil kommer at selve den sproglige formulering mange steder er næsten uudholdeligt ubehjælpsom. For at give et enkelt eksempel blandt mange: i digtet»du gik forbi mig«(der beskriver en kærlighedshistorie der er gået skævt), lyder de afsluttende vers: Men så drejer jeg pludselig rundt, og du vender alligevel tilbage. Kærlighed er et meget rummeligt begreb. Ups, tænker man, begreb? Man forstår jo godt hvad manden mener. Men helt bortset fra det særprægede indfald at slutte et digt med ordene»rummeligt begreb«, så er det vel fænomenet, og ikke begrebet, det gælder? Og, begreb eller ej, hvad tilfører den sidste linje grundlæggende digtet? Andet end en demonstrativ pegefinger? Den pegefinger møder man desværre igen og igen. Selv i de tilfælde, som digtet»berømmelsen«, hvor lidt selvdistance og humor er lige ved at få digtet til at lette, ender vi igen på maven med selvkarakteristikken»kun en lille, alvorlig leg med alfabetet«. Der er grund til at gentage at alt dette naturligvis på ingen måde er en kritik af digterens person (der forekommer flink og sympatisk), eller af problemerne i det liv den lever. Det er en kritik af digterens digte, der i al deres referentielle problemgestaltning og livsbeskrivelse helt mangler at overbevise om det nødvendige i sig selv som digte. Hvad de handler om kan være så interessant det være vil: det nytter ikke noget hvis digtene ikke selv er det. Og disse digte vil ikke sig selv, de vil noget andet. Det gør dem fundamentalt og uopretteligt uinteressante. Så kan man selvfølgelig gentage Standart-redaktionens spørgsmål: hvorfor er Gjedsteds bog ikke i første omgang blevet anmeldt? Bør en bog som denne udelukkes fordi den ligger for langt nede på kvalitetsskalaen? Kan en anmeldelse af den have nogen anden effekt end blot at gøre digteren rasende (læs: ked af det)? Det sidste er selvfølgelig et menneskeligt problem, men dårlige anmeldelser er, så længe de ikke er usaglige eller perfide, part of the game. På det principielle plan er det imidlertid uden tvivl forkert at ville udgrænse den dårligste litteratur fra kritikkens smagsdom på almenhedens vegne. Litteraturens grænser er nemlig livsnødvendige: striden og diskussionen langs dens grænser er med til at holde litteraturen i bogstavelig talt form. Og her er det fejlagtigt at tro, at kun den øvre grænse betyder noget. Flere og flere medier har en tendens til kun at anmelde litteratur, som kan anmeldes positivt. På den måde ender man i en skala, der strækker sig fra godt over vældig godt til fremragende helt uden at afspejle kvaliteten af hvad der faktisk udkommer. Det er et problem, ikke mindst på baggrund af at skræp, forskræp, efterskræp, og sideskræp (f.eks. megabilleder af fotogene kvindelige forfattere) fylder mere og mere på bekostning af den egentlige kritik. Undergrænsen skal med andre ord med, fordi også diskussionen af hvad der er dårlig litteratur og hvorfor, er en del af litteraturens liv. Akkurat som det dårlige liv er en del af forudsætningen for det gode. NR. 4 DECEMBER

28 (stand in) Spätlese Fin lille digtsamling nummer fireogtyve af Birthe Arnbak Birthe Arnbak Det leende træ 60 sider, 150 kroner Gyldendal Anmeldt af Jørn Erslev Andersen Jeg er helt godt tilfreds med at denne lille fine digtsamling af Birthe Arnbak i første omgang af redaktionen blev sorteret fra. For så fik jeg jo nu lejlighed til at læse den, og det har været en fornøjelse. Det er enkle og ligefremme digte, som egner sig til at blive læst sidst på en tidlig vinterdag, lige efter den første frost som i digtet»sen høst«:»ind over dagene/ efterårssødmen/ som druernes/ efter den første frost:/ Spätlese«. Digtene har samme karakter som det landskab, der i fotografisk gengivelse pryder omslaget, det kan næsten kun være et jysk landskab, mørkegrønt, grå-brunt, bakket, diset, spredte træbevoksninger, et par gårdhuse, måske Djursland. Lokaliteten nævnes i hvert fald i digtet»elskende«, en erindring i den indre by om en skov på Djursland, der»lukker sig om os/ endnu engang«. Samlingen består af tre dele»lærepenge«,»billedrække«og»det andet liv«. Et gennemgående motiv er det, der måske forsvinder, men som endnu kan anes, det som bæres med hinsides øjeblikket et langt liv igennem og i den anden verden, der kun er i dette liv. Digtenes lavmælte enkelhed modsvares af deres klare nøgternhed og helt og aldeles afklarede livsindsigt. Her er markerne for længst modne og nedpløjede, efterårsfarverne ved at forsvinde og rimtågen ved at lette. Man får lyst til at gå en eftertænksom tur i det østjyske efterårslandskab uden for rækkevidde af motorvejens evindelige larm. Birthe Arnbak er født Debuterede i 1945 med digtsamlingen»spejlet«.»det leende træ«er hendes 24. digtsamling. Selvfølgelig skal hun anmeldes, også næste gang. Ikke alt nyt, trendy og up front holder døgnet ud. Og bare fordi man er over tredive eller har passeret midten på livets bane holder man altså ikke nødvendigvis op med at tænke, sanse og, som i Arnbaks tilfælde, skrive vedkommende og langtidsholdbare billedrækker, langt ind i det næste døgn, den næste lette frost i den tidlige vinter. At være redaktionelt på højde med sin tid er en af»standart«s forcer, virkelig, men af og til bør man måske mindes om at det ikke er det samme som at rendyrke en flakkende kortidshukommelse. Vel? For, sagt med en vis fransk psykoanalytiker in mente, selv du, min kære læser, min kære redaktør, selv du skal dø engang. Den manglende glemsel heraf er ikke så sjældent en vibrerende årtusindlang poetisk nerve, også hos Arnbak. Så nu går jeg altså den tur gennem hendes fotografiske landskab et sted på Djursland! Øko-single Ann-Charlotte Monrad Hansen Yoga eller kunsten at vedligeholde sin mentale sundhed 204 sider, 229 kr. Borgen Endnu en roman om en singlekvindes genvordigheder, denne gang tilsat yoga og alternativ livsstil, men det bliver den ikke mindre klichéfyldt af Anmeldt af Mette Bentholm Maya er blevet single, fordi hun og kæresten ikke kunne ens om, hvad de skulle købe i IKEA. Maya ville nemlig ikke have et ellipsebord og heller ikke reoler i stål. Det er ikke nemt, det med Venus og Mars, siger Maya til sig selv. Nu ligger Maya så på sin madras. Maya er bange for, at ingen vil lede efter hende, hvis hun dør, for det betyder, at hun bliver et ulækkert lig. Maya melder sig derfor til yoga. Og selvom hun har Nike-top på til den første session, bliver hun indlemmet i fællesskabet, for Maya er god til yoga. Nu laver Maya yoga hver dag, og hun drikker også kornkaffe og spiser bønner, og hun forelsker sig i Gopal, som er lækker og alternativ. Gopal er imidlertid et dumt svin, og han lægger slet ikke mærke til Mayas nye Calvin Klein-undertøj. Mayas veninde Anne synes, at Maya skal droppe Gopal. Men Anne er dum, for hun går kun op i dyre tøjmærker og har desuden mobiltelefon. Anne er overfladisk. Men så sker der det, at Gopal er sammen med en anden yogapige. Maya græder meget på Annes trøje, men heldigvis er det ikke en Miu Miu. Det er Maya også glad for. Og så rejser Maya til Indien, og på sidste side siger hun, at nogen råd til, hvordan man finder ud af det med Venus og Mars, eller hvordan man bedst lever sit liv, det har hun ikke. Hun har kun hold i ryggen, Ann-Charlotte Monrad Hansen 28 NR. 4 DECEMBER 2002

29 (stand in) siger hun. Det er sjovt. Og man forstår, at hun trods alt har fundet ud af nogle ting om livet og om sig selv. Det er efterhånden utroligt, hvad man præsenteres for i singlens navn. Ann-Charlotte Monrad Hansen kan sikkert grine hele vejen til banken, for singler sælger, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget det gør for salgstallet, at der står»yoga«i titlen. Jeg for min del kan bare græde over, at jeg har spildt tid på så mange klicheer, små rammende og dybe citater fra yogabøger i begyndelsen af hvert kapitel samt en ufattelig mængde opremsninger af tøjmærker og butikker. Og hvor meget Monrad Hansen end anstrenger sig for at være sjov og ironisk og alt dét, som singlebøger nu skal være, og Monrad Hansen anstrenger sig meget, lykkes det ikke. Tag benene på nakken, som det så morsomt lyder i»yoga«, og flygt fra denne bunke stereotype floskler. Et anmeldermagasin skal informere. Det må også gerne underholde, men det skal først og fremmest informere. Det skal informere om, hvad der rører sig i bog- og litteraturverdenen og det er ikke nødvendigvis det samme. Når jeg bliver spurgt, om jeg synes,»standart«skal give plads til anmeldelser af bøger som for eksempel»yoga«, så er min første indskydelse: Nej! I hvert fald ikke, hvis en sådan anmeldelse tager plads fra andre og vægtigere bøger. På den anden side kunne det jo, og det kan man så begræde, være en sådan bog, der hitter til jul, og skal man ikke informeres om sådan en? Eller skal det ske af andre kanaler (f.eks.»bestseller«?!)? Jeg må også spørge mig selv, hvorfor jeg læser anmeldelser. Det gør jeg af to store grunde og en lille grund. De store handler om bøgerne, der bliver anmeldt: Nysgerrighed (hvordan er den nyeste fra et bestemt forfatterskab; hvordan er den debutant, der blive snakket så meget om) og inspiration (hvilke nye bøger er der kommet; hvad skal jeg læse i sommerferien). Den lille handler om anmeldelsen: Underholdning (jeg vil se blod!). De to store grunde må og skal dominere i et anmeldermagasin som»standart«. Den lille grund kan krydre. Og det skal til. Men der er vistnok også noget med, at for mange forskellige krydderier (jeg beklager mad-metaforikken; den kommer altid på bordet i forbindelse med dårlig litteratur) gør retten smagløs.»udenfor var der nogen der hånlo«mens McDonald s lukker restauranter jorden rundt, stiger markedet for historisk romanjunk Christian Jacq Vesirens retfærdighed Oversat af Hanne Kizach 387 sider, 129 kr. Borgen Anmeldt af Bent Nylander Rasmussen Franske Christian Jacq er ægyptolog og forfatter til ikke mindre end tre romanserier om Ægypten på faraonernes tid. Den mest kendte er Ramses-serien, som består af fem bind skrevet fra 1997 til Serien er solgt i over fem millioner eksemplarer og oversat til 30 sprog, hvis man skal tro forlaget. Men det er jo i øvrigt ingenting i forhold til Jean Auels Cro-magnon-krønike, som begyndte i 1980 (subsidiært år f.v.t.) med»hestenes Dal«og nu er nået til bind 5, 34 millioner eksemplarer og 20 sprog senere. Den historiske roman er populær, det er en kendsgerning, og jo mere historisk den bliver, jo bedre, lader det til. Men hvorfor har Standart så valgt ikke at anmelde Christian Jacqs»Vesirens Retfærdighed«? For det første fordi Jacqs kernelæsere næppe tyer til Standart for at erkyndige sig om Jacqs seneste. Den slags har man nettet til. Men er det også, fordi Jacq skriver genrelitteratur? Næppe, kriminallitteraturen er jo også for længst kommet til ære og værdighed på disse sider. Mest af alt er det, fordi Jacq er en uforligneligt elendig skønlitterær forfatter. Det er han virkelig.»vesirens Retfærdighed«er for så vidt plottet helt efter bogen, as it were jeg citerer fra bagsiden:»sorte skygger hviler over det Ægyptiske rige. Pazir er blevet udnævnt til vesir af Ægypten, og hans elskede hustru Neferet er blevet rigets cheflæge. Men hvem kan de stole på? Suti er forsvundet i ørkenen, den mystiske Skyggesluger stræber fortsat Pazir efter livet, og gudernes testamente er i de sammensvornes hænder. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før de sammensvorne vælter Ramses Christian Jacq (Foto: XO Editions) den Store af tronen og selv overtager magten.«det går over stok og sten, og hvert af de 46 overkommelige kapitler ender eksemplarisk på en cliff-hanger, før der klippes drastisk til et»samme tid andetsteds«. Jeg røber næppe for meget ved at sige, at Ramses forbliver på tronen, at Pazir overlever og hædres, og at den svigefulde embedsmand Belatran (som oprindelig er ond i sulet på Pazir, fordi det var ham, der blev udnævnt til vesir) afsløres og lider en grusom død. Så vidt så godt. Men samtlige romanens 387 sider er klinisk renset for ethvert stilistisk moment, som bare halvvejs kunne kaldes litterært. Og alene det må siges at være lidt af en bedrift fra Jacqs side. Uden sammenligning i øvrigt er det lidt ligesom at læse Homer eller Bibelen, figurerne er svinebundet til nogle få overordnede karakteregenskaber, som kan kobles med et begrænset sæt af sindsstemninger, man kan være i, når man f.eks. åbner en dør vredt, muntert, irriteret, rasende eller forsigtigt. Enhver handling ledsages af et omfattende katalog over diverse ægyptologiske rekvisitter, selv i de allermest intense plotbærende øjeblikke, som her, hvor lejemorderen Skyggeslugeren er ved at snige sig ind i Pazirs hus, men alligevel tager sig tid til en lille havevandring:»skønt han var ufølsom over for naturen, blev han dog overvældet over havens frodighed kornblomster, alruner og vinranker, figentræer, morbærfigentræer, tamarisktræer, daddelpalmer, slavedaddeltræer og sjældne træsorter importeret fra asien som henrykkede syns- og lugtesansen.«sådan maser historien sig frem gennem massive ophobninger af ægyptologisk trivia balsameret i morbærfigen- og lotusblomstduftende retorik. Og det kan man så gøre sig morsom over, men den umættelige millionskareskare af Jacq-fans har nok svært ved at se komikken. Det er facts og action, der tæller; der er jo heller ingen af kernebrugerne af pornofilm, der kan huske, om han kom for at ordne afløbet eller telefonen, bare han husker at ordne blondinen. Der er historiske romaner, og så er der historiske romaner, og der er i hvert fald langt til sådan noget som Enquists»Livlægens besøg«, men også til Guillous mere genrebeslægtede og storsælgende middelaldertrilogi om korsridderen Arn. Men der er måske et eller andet ved det gamle Ægypten, der får det værste frem i både film og romaner. Intet andet sted i historien er så overrendt af fusentaster og halvstuderede (grav)røvere. Discovery og National Geographic har i noget, der ligner årtier, haft filmhold med fast udstationering i, på og omkring pyramiderne i Giza. Der er åbenbart en sult efter levende forhistorie og Jacq, Auel og konsorter modtager fortsat kæmpeordrer fra forlagene. NR. 4 DECEMBER

30 (stand in) bagdel. Hun er som en skulptur af en gammel mester, havde han tænkt, da han så hende gå nøgen langs strandene. Men Fr. Fredriksson dog. Eller hvad med et underligt udfald i den narrative stemme i dette fragment:»hvad er det, du har mistet?det værste er, at det ved jeg ikke,«sagde Katarina. Så smilede hun og sagde:»nu går vi på kroen og får os en ordentlig middag. Og det gjorde de. Soap med hjerne og følelse Godt og skidt hos supersælgende svensker Marianne Fredriksson Elskede barn (Älskade barn) Oversat af Ina Nielsen 220 sider, 268 kr. Fremad Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen Det er sjældent at finde citater fra Vendsyssel Tidende på flapperne af en bog, så»standart«er næppe de eneste, som ikke normalt giver spalteplads til Marianne Fredrikssons bøger. Hun har formentlig også al mulig god grund til at være ligeglad. Hun er oversat til 38 sprog og udkommer i 150 lande, meddeler flapteksten som det første (indholdet kommer i anden række), og forlagets følgebrev oplyser henrykt, at der faktisk er tale om 40 sprog, idet Indonesien og Bangladesh»har føjet sig til landene, hun udkommer i«. Tre af hendes romaner var i halvfemserne blandt de ti mest solgte bøger i verden, fortsætter flappen. Respekt for det, men masse og klasse ikke nødvendigvis det samme. Der er både godt og skidt i Marianne Fredriksson (Foto: Ann Fredriksson)»Elskede barn«, en titel man som forholdsvis nybagt far nok skulle finde vedkommende, om end den er noget gumpetung; så er der mere udfordring og mystik over for eksempel»elskede ukendte«eller»et barn af cirkus«. Fredriksson spænder den følelsesmæssige bue hårdt og afleverer sin fortælling i et hæsblæsende tempo i en dialogfyldt prosa. Plottet bygges sikkert op i de første kapitler. Den notoriske single Katarina tager hjem til sin mor for at fortælle, at hun skal have et barn. Moderen Elisabeth er bange for, at hun vil fortælle, at hun tager til Californien med sin sommerflirt Jack, som til gengæld slår Katarina halvt ihjel, da hun fortæller ham, at hun er gravid. Herfra oprulles så historien om volden, der herskede i Katarinas hjem, samtidig med at hun kommer på fode, godt hjulpet lillebroder og præsten Olof og senere gennem forelskelsen i maleren Viktor Emanuel. Der krydsklippes undervejs til Jack som er gået i hundene i USA, men bliver hjulpet på vej af sin far og hans nye kone, den sorte advokat Janet, som ender med at synge en gospel i kirken til barnedåben, hvor forsoningen er næsten fuldstændig. Med den markante undtagelse, at Katarina gør det klart overfor Jack, at hun aldrig vil være tryg i selskab med ham, og hermed frigør hun sig fra den serie af voldelige mænd, som har præget hendes familie. 42 kapitler på 220 sider inklusiv en række breve fra Elisabeth til Katarina og med ganske meget luft på siderne, idet der hyppigt indsættes blanke linjer mellem dialogfragmenter (og nogle gange blanke linjer i noget der logisk hænger sammen). Ganske fermt turneret for det meste, men som referatet også antyder, til tider ganske konstrueret. Fredrikssons dialoger fungerer i det store hele rimeligt, men der er også forbløffende mange udfald fra en forfatter, som takker sin forlægger for»den omsorgsfulde manuskriptbehandling, hvor ord og indhold blevet vejet på en guldvægt.«tak skal du ellers have gælder det også følgende: Gud, så smuk hun var, lange ben, hvor musklerne spillede under den solbrændte hud, holdningen, den lange hals. Faste bryster, rund Guldvægten har nok haft en offday. Det, der irriterer mig mest ved en roman som»elskede barn«, er dens postulering af følelser. At der erklæres hvordan personerne føler, i stedet for at vise det. For handlingen gør faktisk meget af arbejdet godt, og moderens breve til datteren er et fint indslag i fortællingen, men det skal åbenbart sovses ind i eksplicitte udsagn om de store følelser. Fredriksson ved det godt og hun lader indirekte Jack kommentere det:»min mor er ikke velformuleret. Hun benytter sig af et tavst sprog. Det meste er underforstået, en slags undertekst. Sådan noget du ved, der anses for fint i romaner, men er afskyeligt i det virkelige liv.«men hvad er afskyeligt i romaner? Næstmest irriterer det mig, at personerne også skal blæses op. Viktor Emanuel sælger et trefløjet maleri til»museum of Modern Art«i New York, Janet er som sagt åh så politisk korrekt, Olof huser flygtninge, og moderen er en velanset litterat, der holder forelæsninger i et væk rundt omkring, uden at man rigtigt fornemmer, hvad det handler om. Figurerne får ikke dybde nok til at man føler sig overbevist, og hvorfor kan de ikke bare være lidt mere almindelige? Men et eller andet sted er Fredriksson ganske medrivende og stilfærdigt ambitiøs i sine forsøg på at filosofere over måden, vi opfatter verden og os selv på. Og hun fortæller en god historie om vold, misbrug og følelser, som jo er derude. Men hun leverer også for megen ufrivillig komik i sin formentlig ganske velkalkulerede adaption af soap-operaens narratologi. Ikke alle afsnit behøver en anmeldelse. 30 NR. 4 DECEMBER 2002

31 (standin) En røst fra fortiden Lola Baidel Som sendt fra himlen 204 sider, 229 kr. Aschehoug Lola Baidel har sproget og overblikket til et flot comeback, men hun pålægger sig unødige begrænsninger Anmeldt af Jan Bruun Jensen Lola Baidel er lidt af et fænomen i dansk litteratur. Har hun ikke en plads i alle danskeres hjerter, så har hun det dog i vores litterære bevidsthed. Hun er om nogen gjort til eksponent for de sene 70 ers flom af småsentimentalt selvbekendende lyrik, og på den måde er det naturligvis interessant, når hun så mange år efter skriver en roman.»som sendt fra himlen«er hendes første skønlitterære udgivelse siden begyndelsen af 80 erne, og den kunne godt have været et emne for Standart. At den ikke er blevet det, hænger sammen med, at Lola Baidels litterære aspirationer ikke har udviklet sig mærkbart gennem de forløbne 20 år. Hun har skrevet en ret ensporet kærlighedshistorie om den 48-årige, enlige mor Maya, der over Internettet kommer i kontakt med den lidt yngre Bo. Han har allerede både kæreste og børn, men vender alligevel godt og grundigt op og ned på hendes verden. Maya ved med det samme, at Bo vil»ændre underteksterne på de film fra fortiden der kørte inde i hovedet på hende«, hun bliver aldrig igen den samme. Og det er måske også meget godt, kunne man tilføje. Maya er genert, ligefrem selvudslettende, og hun er for længst holdt op med at håbe på den store kærlighed, hendes»bedst fornægtede drøm«. Bo viser sig dog at være særligt indstillet på netop hendes behov ikke mindst de seksuelle og størstedelen af romanen handler om, hvordan hun lærer at give sig hen i tryg forvisning om, at hun er god nok, og at han i øvrigt nok skal tage vare på hende: For en kort tid blev der gjort plads omkring hende, så hun kunne danse frit, men igen kun til hun troede hun vidste hvor hun var på vej hen. Så overtog han føringen, hvirvlede hende rundt, tiltede hende og rettede hende op igen. Om og om igen til hun opgav, slappede af og lod ham føre. Den stadige pointeren af at Maya er en selvstændig og selverhvervende kvinde, benægtes af forfatterens ensidige insisteren på kærlighedshistorien. Når Maya ikke smelter som smør i Bo s arme, spekulerer hun på om Bo vil ringe, om hun siger noget forkert, eller om hun måske selv skulle ringe. Hvis Maya i højere grad fremstod som et helt og selvstændigt menneske, havde både hr. Bo og læseren måske haft lettere ved at falde for hende. Romanen trænger i den grad til en sidehandling. På samme måde som Maya trænger til andet indhold i sit liv, og som Baidel trænger til nye temaer. Og det er på sin vis lidt synd, for Baidel har uden tvivl både sproget og overblikket til at skrive en roman, som påstår andet og mere end kærlighedsdrømmens indfrielse mod alle odds. Faktisk er afstanden mellem det levende sprog og den trivielle tematik ret iøjnefaldende. Det er tydeligt, at romanen kun vil være af begrænset interesse for Standarts kernelæsere. Det gør den hverken til en bedre eller dårligere roman inden for sin genre, for det har aldrig været dens intention at få Standarts læsere i tale. At den alligevel kunne have vist sig mere ambitiøs også uden at bryde med sin genre er så en anden snak. Fra dæmonernes skraldespand Henrik Juul Jensen Stenhuset 168 sider, 198 kr. Gyldendal Henrik Juul Jensen har ikke formået at foretage det sorteringsarbejde, der kunne have givet hans erindringer og fantasier almen interesse Anmeldt af Tore Rye Andersen Når jeg som menig anmelder indimellem spekulerer over, hvad der mon foregår bag de lukkede døre på Standarts redaktionsmøder, kommer jeg uvægerligt til at tænke på Maxwells dæmon. Fysikeren James Clerk Maxwell foreslog i 1871 dæmonen som et tankeeksperiment, der skulle modbevise den anden termodynamiske lov: Fra sin plads ved en lille dør i skillevæggen i en lukket, todelt kasse skulle dæmonen ved skiftevis at åbne og lukke døren for de omkringfarende molekyler sortere dem, således at de hurtige molekyler blev koncentreret i den ene del af kassen og de langsomme i den anden. Den resulterende opdeling i en varm og en kold region ville imødegå den entropiske udjævning af temperaturforskellen, som den anden termodynamiske lov hævder er uafvendelig i et lukket system. Jeg skal ikke strække analogien ud over bristepunktet, men det forekommer mig, at redaktionens sortering af bøger i to grupper de der ender på anmeldernes skriveborde, og de som ryger i redaktionens skraldespand er meget lig dæmonens sortering af molekyler. Allerede inden de sekundære dæmoner, anmelderne, med deres smagsdomme får muligheden for yderligere at sortere mellem skidt og kanel, har redaktionens primære dæmoner foretaget en første grovsortering, der på sin vis er endnu mere afgørende for en bogs skæbne end anmeldernes dom. Denne vigtige indledende sortering forbliver som regel usynlig for anmelderen såvel som læseren, da den foregår inde i redaktionens lukkede rum, men nu har dæmonerne midlertidigt forbarmet sig og givet os muligheden for et privilegeret indblik i deres skraldespand. Hér finder vi Henrik Juul Jensens roman»stenhuset«. Bogens aldrende hovedperson, Andreas Benjamin Ask, sidder i et hus ved Vesterhavet og ser tilbage på sit liv. Fortællingen er stykket sammen af hans erindringer og refleksioner, og som en afspejling af erindringsprocessen er den fragmenteret og akronologisk i sin opbygning. Undervejs, men ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, hører vi bl.a. om Andreas mange barnepiger, om gymnasietiden, hvor kæresten Helene fik en sen abort, samt om forældrenes skilsmisse og senere død. Et gennemgående træk ved romanen er fortællerens store interesse for piger og deres fristende kød, som det så prosaisk hed- fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER

32 (standin) fortsat fra forrige side der. Denne livsbekræftende hobby manifesterer sig allerede i barndommen og den spæde pubertet, hvor Andreas i en veritabel ophobning af b er boller barnepigen Birthe bagfra. Ud over den seksuelle fiksering berører romanen temaer som musik, religion, krig og kærlighed. Erindringsbrokker»Hvor hører erindringen op, og hvor begynder fantasien?«, lyder det i et af bogens to mottoer, og afsøgningen af dette grænseland er et af romanens vigtigste projekter. Andreas erindringer glider ofte umærkeligt over i fantasier og løgnehistorier, som romanen paradoksalt nok hævder kan være befordrende for jagten på sandheden og forsøget på retrospektivt at indgyde livet en rød tråd, en meningsgivende struktur. I modsætning til Münchhausens løgnehistorier forløber Andreas dog noget trægt, og romanens tempo kan til tider sammenlignes med en Kieslowski-film i slowmotion. Måske når Andreas (der selvfølgelig deler fødselsår med Henrik Juul Jensen) frem til en personlig sandhed i stenhuset ved Vesterhavet, men i så fald lukkes læseren ikke inden for murene. Romanen forbliver en uskøn rodebunke, en ophobning af erindringsbrokker, der lugter langt væk af forfatterens personlige katarsis. Fortælleren er godt selv klar over, at hans liv ikke synes at rumme en rød, samlende tråd, og det er da heller ikke dét, jeg savner i»stenhuset«. Hvad jeg imidlertid eftersøger er blot én eller anden form for kunstnerisk nødvendighed, blot antydningen af et formprincip, som kunne gøre erindringerne og refleksionerne mere vedkommende. Vi ved kun alt for godt, at livet bare er den ene ting efter den anden; det behøver vi ikke Juul Jensens roman til at minde os om.»jeg er ikke så god til det med at smide væk,«tænker fortælleren i sidste kapitel, og man kan kun give ham ret. Han har ikke formået at foretage det sorteringsarbejde, der kunne have givet hans erindringer og fantasier en mere almen interesse. Og når forfatterne ikke selv er i stand til at sortere, så må vi trods alt prise os lykkelige for redaktionens sorterende dæmoner og deres skraldespand, som vi for en stund har fået lov at rode rundt i. Romanpædagogik Claes Johansen Og ingen ved hvordan det går 366 sider, 298 kr. Forum Claes Johansen ved, hvordan det går Anmeldt af Jørgen Falkesgaard Egentlig er det en flabethed fra redaktionens side. At bede om en anmeldelse af en roman, der blev udgivet i Godt nok kan Standart ikke være dagsaktuel, men På redaktionen har altså denne roman ligget et års tid, måske netop i en bunke henne ved fjerneste væg, gemt til dette StandIn. 366 sider, som vi synes, er lort Værsgo! En»Roman om besættelsestidens Danmark«, som undertitlen så pædagogisk annoncerer. Og så en kollektivroman, der fører os frem til 1942 og så åbenlyst lader ane, at fortsættelse følger. Og den fortsættelse er allerede udkommet i oktober i år. Men på den anden side: De store dagblade har ladet stjerneanmeldere Bredsdorff, Brostrøm og Hertel forholde sig til Claes Johansens romanprojekt, så måske burde man ligefrem føle sig beæret?»og ingen ved hvordan det går«er den mest åbenlyse efterrationaliseringsfiktion, jeg har læst om besættelsestiden. Fortælleren ved, hvordan det går. Samt hvordan det var, og hvordan det burde have været. Han er mere end alvidende. Han er altvidende. Eller rettere: Der er slet ikke nogen fortæller, kun en forfatter. Måske er det det, der skiller realistisk litteratur fra litteratur? Claes Johansen har fået mig til både at græde og grine. Græde, da fortællingen mod slutningen tager overhånd for forfatteren og gør ham til fortæller og grine anmelderdistanceret, når forfatteren i størstedelen af romanen tager hånd om fortællingen. Det er jo, når læseren græder, at forfatteren tager ham på ordet. Når forfatteren tager ordet, tager læseren til at grine eller lægger romanen fra sig, fordi han ved, hvordan det går. I embeds medfør holdt jeg ud og blev belønnet. Kollektivromanens indbyggede svaghed er, at personerne så let forbliver typer. De når sjældent at folde sig ud som individer, men bliver i stedet repræsentanter for en klasse, en profession eller en idé. Således også hos Claes Johansen. Vi har småborgerne, overklassefruen, papdatteren, officersstanden, kunstneren, nazisten. Og hen mod bogens slutning efterhånden et par levende mennesker, som dør. Historiske romaners indbyggede svaghed er, at de vil belyse fortiden snarere end at afdække fællesmenneskelige reaktionsmønstre. I»Og ingen ved hvordan det går«hører vi således mere om rationeringsmærker end om rationering af basale menneskelige behov. Claes Johansens egen svaghed er, at han vil pædagogisere sin læser, der som udgangspunkt betragtes som absolut novice i besættelsestidens problemstillinger. Det er virkelig skolelærerlitteratur. I stedet for at lade læseren lære gennem personernes ageren belærer han om personerne og deres motiver. Forhåbentlig er forfatteren dog ikke dansklærer, for han kan ikke stave! Claes Johansen giver et ganske dækkende tidsbillede med fokus på den lille mands verden, der er ikke mange anakronismer og kun få fordomme i forfatterkommentarerne den ironiske distance til samarbejdspolitikken er en af de mere problematiske. Mest på hjemmebane og præcist registrerende er han, når han er i militærverdenen og i sammenligningerne med 1864, som han tidligere har skrevet en romanserie om. I serien om besættelsestidens Danmark er som nævnt bind to allerede udkommet. Det hedder patetisk»de sidste mennesker på jorden«. Claes Johansen skriver ikke stor romankunst, men slutningen af første bind giver dog løfter om, at de overlevende folder sig ud som mere end typer. Jeg opfordrer derfor redaktionen til at sende mig næste bind i romanserien. Jeg vil vide, hvordan det går! Men jeg vil ikke love at fortælle det. 32 NR. 4 DECEMBER 2002

33 (roman) en grav i skyerne, en malstrøm i sproget Kertész besvarer i»kaddish for et ufødt barn«celans spørgsmål til sproget efter folkedrabet Imre Kertész Kaddish for et ufødt barn Oversat af Peter Eszterhás 160 sider, 198 kr. Batzer & Co. Anmeldt af Marianne Ping Huang Én stor bevægelse former Imre Kertész»Kaddish for et ufødt barn«, en malende strøm.»kaddish for et ufødt barn«fremstiller i monolog-form motiver, som er kendte fra Holocaust-litteraturen eller måske er der kun ét motiv, nemlig den overlevendes dilemma: hvordan leve som overlevende. Det er en sådan overlevende, som taler, skriver, tænker»arbejder«, som det hedder i kaddishens malstrøm. Kaddish er den jødiske bøn for de døde, og man kunne da forestille sig en patosfuld anråbelse af et»noget eller nogen«(som det af og til anføres hos Kertész), der kunne tages til indtægt for de dødes og de overlevendes skæbne. Bønnen eller monologen ville da, kunne man tro, være en affektiv sprogstrøm som over billeder af ulidelig plage ville male tilbage og tilbage i sin egen mangel på udvej eller svar. Sådan er det ikke. Sprogets malstrøm i»kaddish for et ufødt barn«bevæger sig reflekterende, den opsamler fra et i tid og rum næsten neutralt fortælle- eller talested erindringsglimt: Billedet af hustruen (som ikke længere er hans hustru), der kommer mod ham over et blågrønt tæppe»sikke en smuk jødepige!«forestillingen om det ufødte barn:»nej!«skreg og hylede noget i mig øjeblikkeligt og straks, og min jamrende klynken stilnede først af efter mange, lange år og blev til en stille, monoman smerte, indtil den langsomt, ondartet som en latent sygdom, mere og mere antog karakter af et spørgsmål: ville du mon være blevet en mørkøjet pige? med fregnernes blege prikker strøet omkring din lille næse? eller en halsstarrig dreng? med glade og hårde øjne som gråblå flinteskærver? ja, mit liv anskuet som muligheden for dit liv. Der er erindringen om»hr. Læreren«, som under dødstransporten giver drengen en madration, som»hr. Læreren«kunne have beholdt. Der er et replikskifte i en samtale, hvor kaddishens taler insisterer på Auschwitz forklarlighed; for alt hvad der eksisterer kan forklares. Billederne er få, men skarpe. Og de vender tilbage igen og igen, men af de få billeder er næsten ingen fra udryddelsen selv. Kaddishens bevægelse synes snarere at gå fra det»nej«, som hyler og skriger i ham og udad, fra strømmens tragt og opad mod en stor drejende omkreds, end den går den modsatte vej, mod opsugelsen.»kaddish for et ufødt barn«dokumenterer en overlevelses form ved at vise tankens langsomme og insisterende, dens i grunden nøgterne arbejde i sproget, og dét er Kertész mesterskab, en slags enestående besvarelse af det spørgsmål til et sprog efter folkedrabet, som blev stillet af bl.a. digteren Paul Celan. Et brudstykke af Celans»Todesfuge«formales i lighed med billedet af hustruen, forestillingen om barnet, spørgsmålet stillet af»hr. Lærerens«handling bestandigt i den talendes strøm af ord og tanker:» stryg violinerne mørkere så stiger I/ som røg i luften/ så har I en grav i skyerne/ dér ligger man ikke trangt«. Digtets grav i skyerne gør kaddishen til den overlevendes»arbejde«. Som overlevende er han levnet en grav, som må graves færdig i sproget en næsten endeløs malstrøm af notater fuldender graven i skyerne:»i disse år erkendte jeg også mit arbejdes sande natur, som i alt væsentligt ikke er andet end gravearbejde, videre- og færdiggravning af den grav som andre var begyndt at grave for mig i skyerne, i vinden, i intetheden.«imre Kertész viser gennem prosaens konkrete bevægelse i»kaddish for et ufødt barn«, hvordan en overlevende ad mange omveje og gennem sit insisterende»arbejde«alligevel opsamler sin erfaring i en form og sådan indfrier det»hemmelige håb«, der bygger på»hr. Lærerens«eksempel: Den genkommende erindring om»hr. Læreren«og spørgsmålet til»det noget«, som driver ham til at afstå fra drengens madration, som uforventet heldigt og som et lykketræf inden for overlevelsens logik er faldet ham i hænde, besvares af kaddishens taler ikke ved at referere til godhed eller retfærdighed, men til frihed.»hr. Læreren«handler på tværs af den kalkulerede overlevelse, tilsyneladende ufornuftigt, men frit. På samme måde forøder taleren livets givne orden (med hustru og børn) for at give det en anden form: kaddishens eller»en overlevelsens eksistensform [ ] som [ ] kræver at blive formet, som en afrundet, glashård genstand, så den således til sidst trods alt kan bestå, lige meget som hvad, lige meget for hvem for enhver og ingen.«nr. 4 DECEMBER

34 (interview) Nødvendige historier Samtale med Nobelpristageren Imre Kertész Af Peter Nielsen Den ungarske forfatter Imre Kertész er en bemærkelsesværdig person. Få har som han på egen krop følt det 20. århundredes rædsler og formået, uden at dyrke sensationen, at give sine erfaringer en almen form. Han blev som dreng deporteret til og overlevede koncentrationslejrene Auschwitz og Buchenwald. Siden har Auschwitz og holocaust stået som overskrifter over hans værker:»ingen kan komme uden om Auschwitz. Auschwitz er vores civilisations negative kulminationspunkt«, siger han et sted. Med romanen»de skæbneløse«(1975, dansk udgave 1996) skabte han et unikt værk, der i enkel form skildrer en drengs deportation til og liv i en koncentrationslejr. Mere generelt kan historien ses som billede på livet i en totalitær verden. Det er ikke nogen tilfældighed, at Kertész over en periode på mere end ti år skrev sin roman under det tryk, som det kommunistiske Ungarn udøvede på sine borgere. Hans store tema er totalitarismen, og hvad den gør ved det enkelte menneske. Dertil har han udviklet begrebet om det skæbneløse. Det betyder, at det enkelte menneske er blevet berøvet evnen og muligheden for at forme sit eget liv i et samspil med det fælles, med nationen. Hvis man en gang for alle mister evnen til at tage del i sit eget liv og erkende det som ens eget, er man ifølge Kertész ikke moden til at begå sig i et frit samfund. Det sidste kendetegner over en bred kam de postkommunistiske samfund og deres befolkninger. Ikke engang ti års reformer og demokratiske styreformer har kunnet ændre på det. Det har det ikke, fordi demokrati ifølge Kertész ikke blot er en politisk orden og et system, men snarere en kultur; og ordet kultur må man her forstå i dets botaniske betydning som noget, der vokser langsomt frem. De østeuropæiske folk blev på den mest brutale måde berøvet muligheden for at udøve indflydelse på deres eget liv, for at tage skæbnen i egen hånd. Den berlinske arbejderopstand i 1953, det ungarske oprør i 1956, Prager-foråret i 1968 og den polske Solidarnosc-bevægelse fra 1980 blev alle brutalt slået ned. Læren heraf var bitterhed og afmagt. Da omvæltningerne endelig kom, var det ifølge Kertész en begivenhed uden skæbne. De østeuropæiske folk opnåede deres frihed, men denne gang uden selv at have gjort meget for denne frihed. I langt højere grad var det Sovjetunionens sammenbrud, der satte gang i denne uventede udvikling. Kertész er ikke blot en af tidens største europæiske forfattere, men samtidig en af de intellektuelle, der med størst personlig integritet og åndelig kapacitet beskriver og analyserer den pågående, i Danmark temmelig fraværende, diskussion af vores fælles europæiske fortid og fremtid. At der fandtes og stadig findes to meget forskellige dele af Europa er udgangspunktet for Kertész. For hvis det ikke forholdt sig sådan, ville der ikke have fundet nogen krig sted på Balkan. Den vigtigste opgave er at få disse dele til at vokse sammen igen, og vokse sammen omkring nogle fælles værdier og en fælles kultur, uden at ignorere at kulturelle værdier langt fra er nogen entydig og statisk størrelse. At bringe de to dele af Europa til at tale sammen igen efter så mange års tavshed er ikke nogen let opgave, især fordi vi på grund af opvæksten inden for forskellige samfundssystemer forstår helt grundlæggende begreber forskelligt. Samtalen med Kertész kommer uundgåeligt til at kredse om det politiske. Det gør på ingen måde Kertész til en politisk forfatter. Der er blot tale om, at al god litteratur 34 NR. 4 DECEMBER 2002

35 (interview) på sin helt egen måde også er politisk. Jeg begynder med at spørge til hans første roman, hovedværket»de skæbneløse«, der var så mange år undervejs.»de skæbneløse«er min første roman, men før den havde jeg naturligvis arbejdet meget med mig selv, da jeg besluttede at blive forfatter. Det vil sige, nogen egen beslutning var der ikke tale om. Jeg havde en vision, men mit helt store tema, nemlig skæbneløsheden, var slet ikke færdigt. Jeg kendte diktaturets mennesketype, men den filosofiske baggrund måtte jeg oparbejde. Det var slet ikke så klart, som jeg nu beretter det. Jeg begyndte at skrive, men det lykkedes mig ikke. Jeg skrev hundredvis af sider, hele tiden begyndte jeg på et værk, men teksten ville ikke blive til en roman. Hvad jeg ikke den gang bemærkede, var at jeg i løbet af disse mange hundrede sider langsomt havde udarbejdet en filosofi. Og langsomt blev det hele tiden mere klart, hvad jeg skulle skrive om og frem for alt hvordan. Derefter begyndte jeg nærmest som en straf at skrive min egen historie. Jeg ville ikke skrive en autobiografi, men en objektiv roman, en fiktion, og jeg ville skrive om skæbneløshed, om menneskets tilstand under et diktatur. Sådan kom jeg tilbage til min egen historie, uden at jeg ville skrive min egen historie. Jeg ville skrive en roman og måtte tage kampen op med følgende problemer: handlingen, tiden og sproget. Og det afhang alt sammen af materialet. Så varede det nogen tid. Jeg valgte en lineær handling, at oparbejde et sprog, som ikke er et fortællende sprog, men ren nutid. Jeg fandt en handling, som så at sige rummede alle handlinger, som hændte i de totalitære verdener. Jeg havde udarbejdet det som et passionsspil med visse stationer, og disse stationer betragtede jeg som obligatoriske. F.eks. som udgangspunkt at være hjemme, så det at være jøde som problem, så ghetto, ankomst til Auschwitz, denne lektion som alle, der fra hele Europa blev bragt til Auschwitz og Buchenwald, havde oplevet. Jeg beskrev disse stationer, som overhovedet ikke er romanagtige, uden anekdoter, uden afvigelser. I De skæbneløse ser det hele så enkelt og let ud, men det er det slet ikke. Det er det beundringsværdige ved bogen: at kunne formidle det grusomme med så almen kraft og uden at ty til klicheer og billige litterære effekter. Var det bevidst fra begyndelsen, at De ikke kunne fortælle Deres egen historie? Det var fra begyndelsen helt klart og så var det måske alligevel ikke så klart. Jeg havde skrevet mange tekster, som jeg ikke var tilfreds med. Skridtvis begyndte jeg at forstå, hvad jeg skrev. For mig gælder det, at det er ligegyldigt, hvad jeg tænker, før jeg begynder at skrive. Jeg må lave fejl, for at jeg derefter kan kaste disse sider bort. De er med til at afklare, hvad der er min egentlige vilje. Og således blev det stadig mere klart, at jeg måtte adskille, det jeg skrev, fra mine egne oplevelser, samtidig med at det på den anden side nødvendigvis også måtte være indbefattet af det. Det er vel det at bevæge sig fra det subjektive til noget objektivt, bevæge sig fra den enkelte person til noget almengyldigt uden for personen? Ja, jeg måtte adskille mig meget strengt fra min egen historie. Der var ikke plads til anekdoter eller selvmedlidenhed eller lignende. Jeg betragtede udelukkende mine oplevelser som materiale, jeg kunne vælge, hvad der egnede sig til en roman og hvad, der ikke gjorde. Kompositionen var helt streng fra begyndelsen af: fra at forlade hjemmet og til komme hjem igen. Og da jeg havde oparbejdet sproget, dette sprog, som egentlig ikke er et fortællende sprog, men en nutid, hvor intet ord, som kommer udefra, må falde, som f.eks.»vi havde brug for tre måneder, inden vi kunne«og lignende. Denne tekst er ren nutid. Og romansproget er bestemt af denne nutid. Fejl kunne man ikke begå, men dette sprog virkede ikke altid, og det var det gode. Det var et sprog, der så at sige blev presset ud af omstændighederne. Dette sprog har hele tiden brug for situationer, altså helt tætte og dramatiske situationer, som giver sproget en tvang. På grund af dette sprogs vanskelighed kunne der godt gå op til flere år, inden jeg kunne komme fra et kapitel til et andet, fordi dette sprog overhovedet ikke er mit eget sprog. Jeg har et helt andet fortællende sprog. Bogen er gennemtrukket af en nødvendighed. Derfor ved man som forfatter vel også præcis, hvornår bogen er færdig. Når man er udtømt og alt er nødvendigt. I Galejdagbogen formulerer De det således i forbindelse med færdig- fortsættes på næste side Kan du lide at læse om god litteratur? Så bestil et abonnement på Standart årgang For kun 210 kr. får du fire bugnende magasiner lige ind ad brevsprækken Ring på eller mail til os på: [email protected] Du kan selvfølgelig også sende et ganske almindeligt postkort til: Standart Langelandsgade Århus C Standart bringer anmeldelser af ny litteratur i et format, der er lige til at gemme. NR. 4 DECEMBER

36 (interview) fortsat fra forrige side gørelsen af romanen:»ærligt blik indad: jeg er fri og tom. Jeg vil ingenting og føler ingenting«ja, det er samtidig en stor depression, når man er færdig med et arbejde. Jeg valgte ikke en dreng på 15 år som helt, fordi jeg ville bevæge læseren, men fordi jeg tænkte, at den infantile type ville være kropsliggjort bedst af en 15- årig. Dette sprog udtrykker også mentaliteten kendetegnende for mennesket i et diktatur, eller det menneske som kommer ind i diktaturets dynamik. Der har man ikke længere nogen handlingsfrihed og bliver infantil og skæbneløs. Hovedpersonen bliver til sidst skæbneløs i dobbelt forstand, dels fordi han i KZ-lejren bliver berøvet sin personlige identitet, dels fordi der ikke er nogen, der forstår ham, da han efter befrielsen vender tilbage til Budapest og dér forsøger at forklare livet i lejren til sine slægtninge, der blot dækker oplevelserne ind under begreber som rædsel og lignende Det er netop sprogets problem. I Deres værker fornemmer man ekkoer fra andre tekster, uden at der er tale om et upersonligt udtryk. Det er som om, det er nødvendigt at gennemlyse egne erfaringer af filosofi og af andre litterære tekster. Ja, der er tale om en kohærens, der til tider virkelighed overrasker mig. I en anden roman,»kaddish for et ufødt barn«, blander der sig også indirekte mange stemmer midt i denne foruroligende og samtidig åndeløst smukke historie. Paul Celan spiller en stor rolle, men jeg kommer i høj grad også til at tænke på den østrigske forfatter Thomas Bernhard, i hvert fald hvad det stilistiske angår? Det var helt bevidst. På det tidspunkt havde jeg opdaget Thomas Bernhard og skrev som Bernhard. Det kunne jeg tillade mig, fordi jeg er så fundamentalt anderledes. Det forvirrede mig i starten. Så anderledes og så alligevel Det var min hemmelige hensigt, at bogen skulle være en hommage til Bernhard. Jeg er også oversætter, og jeg havde den ambition at oversætte en tekst af Bernhard for derigennem at lære ham at kende. Men jeg havde ikke på det tidspunkt mulighed for at rejse til udlandet, og da jeg i 1989 for første gang var i Wien, var han allerede død. Det er meget ærgerligt, men på den anden side har jeg hørt, at Bernhard var en meget vanskelig person at omgås. Jeg begyndte på»kaddish«, da jeg var færdig med romanen»fiasko«i maj 87, og jeg begyndte til min store overraskelse med det samme. I lang tid havde jeg beskæftiget mig med temaet at få børn, med barndommens historie, med historien om en mand, der er forgiftet af Auschwitz og som indlader sig på et eventyr, uden at tænke over følgerne. Han forelsker sig og oplever kærligheden som en undtagelsestilstand - og erkender så pludselig følgerne. I dette ægteskab genkender han sig spejlende. Det pirrede mig i lang tid. De temaer, De beskæftiger Dem med i Deres bøger, har alle meget tydeligt baggrund i personlige erfaringer, ligesom De på meget forskellig måde beskæftiger Dem med den betydning, totalitære systemer har for udfoldelsen af menneskeligt liv. Trods denne baggrund har man ikke fornemmelsen af, at De er en politisk forfatter. Det er meget interessant, hvorledes De som forfatter bearbejder disse politiske problematikker. Politik er en blindgyde for mig, det erkendte jeg allerede tidligt. I et land som Ungarn var der ikke meget at gøre på grund af besættelsen. Man befandt sig så at sige inden for en kreds, der var trukket tydeligt op. Inden for denne kreds kunne man kun være reformkommunist. Jeg har dog aldrig troet på muligheden for at reformere dette diktatur. Systemet var så slemt, som det var. Man kunne ikke mildne det. Jeg har altid opfattet forestillingen om en kommunisme med et menneskeligt ansigt som latterlig. Politik bestemmer her i Østeuropa den almene moralske tilstand. Og forfatteren er et moralsk dyr, ikke sandt! Jeg har selv foretrukket litterært at fremstille denne tilstand frem for at arbejde på at ændre den. Jeg opfatter også Deres forfatterskab som ikke-politisk i den forstand, at De ikke søger enkle sandheder. Deres tænkning og skrivning er en stadig spørgen eller en stadig spørgen af de samme spørgsmål, en stadig kredsen? Ja, der findes ingen endegyldige svar på livet. Kertész henviser selv til et essay, han har skrevet om denne mangel på endegyldige sandheder eller på et fast værdisystem i sammenhæng med den europæiske integration. Heri siger han, at vi i Europa har helt forskellige definitioner af det gode og det onde. Og de vil forblive kimen til stridigheder, indtil der opstår et fast værdisystem under vores kultur. Men et sådan eksisterer selvfølgelig ikke. Det eneste, man derfor kan sætte sin lid til, er at der i det mindste findes en smertelig følelse af mangel herpå, en eller anden fjern samhørighedsfølelse, der nogle gange vil komme til udtryk med den ubehagelige smag af forsømt pligt hos Europas befolkninger. Og Kertész mener, at dette fællesskab tydeligst kommer til udtryk, når det er mest i fare. Han mener, at Kosovo-krigen under mareridtsagtige kvaler måske netop har frembragt den europæiske forenings åndelige surdej, den europæiske idé, således at den europæiske ånd herefter ikke kun skal varetages af politikere, strateger og soldater. Begrebet om skæbneløshed dukker op i forskellige sammenhænge og betyder forskellige ting i Deres værker. Jeg har tænkt på, om der med dette begreb er en forbindelse til den antikke græske tragedie? - Skæbnen i den gamle tragedie kommer fra oven eller fra neden, og mennesket må i den sammenhæng gennemleve sin skæbne, altså konfrontere sig med skæbnen, som egentlig er blind. Tag f.eks.»ødipus«, der er det største mesterværk inden for detektivromangenren: Ødipus forsøger at opspore gerningsmanden, men det er ham selv, uden at han ved det. Skæbnen er blind. Så kom der en periode, hvor vi bevæger os gennem Shakespeare til Ibsen, og hvor skæbnen skaber sig selv. Det er også komedien Ja, det er også komedien, eller karakterdramaet. Skæbnen befinder sig her i karakteren. Man er hjælpeløs, lidenskaberne overvælder én og strømmer afsted. Deri er der meget tragedie, men også meget frihed. Hos mig er mennesket berøvet sin skæbne, fordi det i et diktatur er umuligt at arbejde med karakteren, med menneskets egentlige tilbøjeligheder og personligheden i det hele taget. Det hænger slet ikke sammen med livsopfattelsen i et diktatur. Hvis der f.eks. er en jødelov, så er det fuldstændig ligegyldigt om, man bekender sig som jøde eller antisemit, som kristen, katolik eller ateist, så er man jøde. Der er intet bevægelsesrum Der er overhovedet intet bevægelsesrum. Man tvunget ind i en helt fremmed skæbne, og man må gennemleve denne skæbne, hvis man vil overleve. Bagefter, når diktaturet er faldet og man igen så at sige er fri, må man træffe et valg: Om man vil betragte det man har gennemlevet som ens egen skæbne, eller om man står fremmed over for sit eget liv. Det er problemet i forbindelse med omvæltningerne i de postkommunistiske lande. Bærer man selv ansvaret for det, der skete og det man gjorde, eller var man udleveret, en skæbneløs, der lod sig drive med vinden. Og efter f.eks. at have levet 20 år i et kommunistisk diktatur, kan man så sige, at alt det der hidtil er sket ikke er mit liv? Sådan opstår skæbner og biografier, der ikke kan fortsættes. Jeg søger frihedens øjeblik, og det er altid, når man erkender, hvor fremmed det, man har måttet gennemleve, altid er. Det er egentlig han, som har gjort det, altså han har også en andel i denne fremmede eksistens; han er måske ikke ansvarlig for, at denne situation opstod, men overlevelsesprocessen har hver især gennemført på sin måde. At fornægte det er at være skæbneløs. Men at anerkende det og optage det og at erkende sig selv i disse hændelser, er ensbetydende med frihedens øjeblik. Fra det øjeblik har man fundet sin egen eksistens. Dette er jo slet ikke ukendt for danskerne, I har jo Kierkegaard. Og når man har fundet en eksistens, så har man også frihed, selv om den kan være bitter og beriget - en eksistens som man føler ansvarlighed over for og som kan fortsættes. De personer, som ikke genkender sig selv i deres skæbne, er uden kohærens, de har ingen hård kerne, de splittes, og hvis man har sådan et splittet liv og en splittet opfattelse, er man i stand til alt. Budapest, november 2000»Kaddish for et ufødt barn«er anmeldt andetsteds i bladet. 36 NR. 4 DECEMBER 2002

37 (kortprosa) En lille bog der gør litteraturen lidt større Gianni Celati Fortællere fra sletten (Narratori delle pianure) Oversat af Lene Waage Petersen 149 sider, 198 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Birgit Eriksson Mesterlige fortællinger fra et tåget Italien»Fortællere fra sletten«har Gianni Celati (f. 1937) kaldt den bog fra 1985, som regnes for hans hovedværk. Det er hans første bog på dansk, og vi kan glæde os over, at vi får den i Lene Waage Petersens flotte oversættelse. Sletten, der fortælles fra, er Posletten i Italien, hvor Celati selv kommer fra. Og billedet eller rettere billederne, han giver, er på alle måder fjernt fra de vanlige forestillinger om Italien. Her er ikke noget solbeskinnet land med blomstrende citrontræer og velduftende gryder, og heller ikke noget superchecket storbyliv med travle designere. Hvad vi møder, er i stedet en række skæve eksistenser, som hver har deres skæbne og historie. Bogen er iscenesat som 30 isolerede mundtlige fortællinger, indsamlet af en diskret fortæller på rejse langs floden Po fra Milanos udkant til det sumpede delta ud mod laguneområderne mod øst. Den indledes da også af en dedikation»til dem der har fortalt mig historier, hvoraf mange findes nedskrevet her«. At fortællingerne har en stiliseret mundtlig karakter, betyder imidlertid ikke, at vi er hensat til et præmoderne rum med varmt fællesskab og levende erfaringsudveksling. Tværtimod. Vi befinder os i det 20. århundredes industrialiserede Italien, i et limbo-agtigt landskab hvor biler, fabrikker og anonyme, tilsyneladende livløse byer dukker ud af den tåge, som næsten altid ligger over Posletten. I dette trøstesløse landskab udfolder fortællingerne sig. Nogle er groteske, andre tragiske, og andre igen nærmest komiske. Alle er de gennemtrængt af en stærk melankoli, men en melankoli, der får sin egen tone, fordi der fortælles i en enkel og lakonisk stil, hvor alt overflødigt er skåret væk. Celati sumper ikke rundt i tåget melankoli, men leverer en række korte, emblematiske fortællinger, hvor et helt liv ofte bliver kondenseret i nogle få linjer. Én fortælling handler således om apotekeren, som har brugt al sin tid på at omskive slutningerne i verdenslitteraturens klassikere, og som ender sit ellers noget mislykkede liv med et mesterværk: en russisk roman, hvor han ved at ændre tre ord har»forandret en tragedie til en fornuftig løsning på livets problemer«. En anden fortælling handler om fire unge mænd, som med en kammerats lig flygter ud i»de dødes bugt«, drevet af forestillingen om, at hvis de ikke vender om,»vil de komme et eller andet sted hen«. En tredje handler om en skomager, som er ulykkeligt forelsket i en kvindelig cykelrytter. En fjerde om,»hvordan det går til at verden går videre«. Fortællingerne er meget forskellige og har ofte overraskende slutninger. Hvad der gør dem til noget særligt, er imidlertid også Celatis fortællemåde. Han kan minde om Calvino, når han ser bort fra psykologien og fokuserer på den ydre, synlige verden. Men han er også helt sin egen, når han kombinerer forskellige mundtlige fortælletraditioner vandrehistorien, anekdoten, eventyret med en senmoderne orienteringsløshed og en skrabet stil.»fortællere fra sletten«ligner bestemt ikke hovedstrømmen af de bøger, der kommer for tiden, og selvom den kommer til os med 17 års forsinkelse, fremstår den stadig lige ny, overraskende og tankevækkende. Jeg har allerede lyst til at genlæse den. Fra omslaget af Michala C. Bendixen NR. 4 DECEMBER

38 (kortprosa) 0:2 143 sider, 129 kr. Basilisk Udebanesejr? Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen Forfatterskolens afgangsudstilling imponerer ikke Adgangsbilleten til»0:2«forekommer at være, at man har været del af Forfatterskolens afgangsklasse år På sin vis en ucensureret udstilling, om end man må tænke på, at det er hundesvært at komme ind på Forfatterskolen, der meget fornuftigt satser på et begrænset optag blandt de flere hundreder, der søger ind, for at have ressourcer til at gå i dybden med teksterne og talenterne.»0:2«er en lidt underlig størrelse. Ni forfatterskoleelever med hver cirka femten sider til rådighed. Er det en slags visitkort, et råb til forlagene»kunne I ikke tænke jer mere af det her?«egentlig debut er der jo ikke tale om (og nogle af bidragyderne har allerede debuteret), og det er heller ikke rimeligt at anmelde bidragene som sådan. Men nu ligger de der jo med alle ni forfattere i fodbolddress på forsidefotoet (og hvorfor nr. 12 holder sig til hjertet, mens han står i muren, må stå hen i det uvisse). Adam Drewes og Lene Asp Frederiksen kører i højt tempo med en prosa, der springer fra den ene reference til den anden i en hektisk montage af indtryk som her hos sidstnævnte:»sukker smager sødt. Citroner er friske frugter. Jeg har ingen huller i tænderne. Jeg har en meget sjælden blodtype. Kina er et spændende land.«alf Christensen og Allan Milter Johansen skriver dialogmættede stykker, hvor kun Milter Johansens»Hjemme igen«løfter sig, mens Eli I. Lund nærmer sig kunstscenen med en blanding af spørgeskemaer og oplæg til drømme, og Henriette E. Møller blander dramaets stil ind i hendes fragmenterede dagbog. Bedst synes jeg om Kristian Lunds New Yorker digt, Anders Søgaards korte portrætter og Nina Søs Vinthers meget fine og snedigt komponerede samling af fragmenter i en finsk-japansk kærlighedshistorie»ahikimo, Amo og Jani«: En japaner svæver ned ad en trappe, jeg er på vej op, og idet vi passerer hinanden, drejer vi begge hovedet og ser hinanden i øjnene. Han tager cigaretten, eller cerutten, ud af munden, og vi fortsætter ned og op. Brunt jakkesæt. Man opdager ikke altid virkeligheden før det er for sent. Brune lædersko, nypudsede og hans blik. Han skriver martial art-noveller til ugeblade. Det gør jeg ikke. Men lad os nu se, hvad der for alvor kommer ud af det. Hvorfor køer og ikke geder, spørger læseren fåret Rasmus Heiberg Der er andre røde køer end præstens 122 sider, 188 kr. Samleren Blandingsverdenerne virker ikke, de ublandede interesserer ikke Anmeldt af Lisbeth Christensen Ud af ørkenen vokser et mytisk univers, som følger i sporet af novellerne fra»sand«(1999), men også en mere genkendelig og hverdagslig verden, som vi så den i romanen»neverland«(2001), er til stede i Rasmus Heibergs nye novellesamling. Det på én gang bestemte og ubestemte illustreres meget godt af de to kortprosastykker på bogens første side: først et stykke med præcis tidsangivelse og en navngiven mand med en vision, der sidder i Linnés have, som så derefter er spejlet i et Omslag: Marianne Bisballe med illustration af Søren Porse stykke, hvor alting er upræcist tiden, manden og så religionen, der omtales. Lægen og botanikeren Linnés have omfatter både naturvidenskaben, systematikken og det vildtvoksende, uindfangelige. I de første noveller er vi i et konturløst landskab. En mand er sat uden for tiden i sneen i bjergene og smelter næsten sammen med sin redningsmand, en umælende vildmand. En dreng og hans ørkenlandsby fascineres og skræmmes af kvinden med den stærke tro, der sidder i den stærke sol uden for bymuren. En skabelsesberetning udgår fra ørkenen og i resterne fra et mytisk, græsk univers udspiller der sig en allegori over skabelse og destruktion. Disse verdener hænger sammen, og de betjener sig ikke af den irriterende backpacker-mytologi, som dominerede i den anmelderroste»sand«den er i denne samling kun til stede i»31 postkort fra Basil«. Novellerne her er bare for tæt på at blive klichéer. Bogens midterste, meget lange novelle er af en anden karakter.»fiskerne«modtager en skibbruden italiener, der udmaler et siciliansk»jerusalem«for dem. De skaber sammen med deres nye leder et mærkeligt samfund, der er sat uden for tid og sted. Og så er det ikke alligevel og de præcise angivelser, afvigelserne fra den næsten arketypiske, vestjyske verden, distraherer, ligesom det irriterer, at fortællingen er skildret fra begge sider på én gang at eneren og gruppen alligevel forstår hinanden og formår at kommunikere. Det er ikke troværdigt. Naturligt og overnaturligt blandes på forskellig vis i den sidste halvdel af novellerne, men kun i»gespenstet«fungerer det godt og giver en rigtig god historie. Når de resterende ikke fungerer, er det bl.a. fordi skiftene mellem de forskellige sfærer ikke får læseren med sig. Ikke denne læser i hvert fald. Hun stejler over de symboltunge verdener, over sammenrendet af kolossale størrelser guder, mytologiske og arketypiske figurer og over blandingen af det højstemte og det mundrette, dagligdags... Irriteret, ja, men også forvirret, for hvor kommer køerne fra, og hvorfor er de røde? 38 NR. 4 DECEMBER 2002

39 (kortprosa) Merete Pryds Helle Ti fingre fra eller til 191 sider, 249 kr. Rosinante Fred i pikken Anmeldt af Rolf Gerd Heitmann Merete Pryds Helles magi er falmet, vi venter tålmodigt på dens genopblussen Det litterære orakel Merete Pryds Helle er storproducerende for tiden, og det skulle hun måske tage at lade være med. I 2000 kom kræftpræstationen»fiske i livets flod«, hvis dybde vi slet ikke er begyndt at lodde endnu, i 2001 den noget mindre roman-rapsodi»solsiden«, og nu er novellesamlingen»ti fingre fra eller til«udkommet. I denne lille litteraturhistorie kan man se et problem udvikle sig. Selvom der ikke er tvivl om, at»fiske i livets flod«har en stor fremtid foran sig, så er én af de fire Bøger, murstensromanen består af, præget mere af rutine, redundans og mangel på nødvendighed end de andre tre. Hvad værre er, så er den kunstneriske tomgang forsøgt skjult bag søgte, makabre effekter (eller også er det omvendt effekt-skriveriet, der skaber mangelen på nødvendighed). Dette var ikke problemet med»solsiden«, der på mange måder var en glimrende lille, surreel meditation over, hvad der kan ske at hænde én i efterlivet i dødsriget. Her stammer mangelen på absolut kunstnerisk nødvendighed fra, at romanen i for høj grad er en blot og bar reproducerende gennemskrivning af det mytologiske stof, den bygger på. Overforbruget af makabre virkemidler er til gengæld soleklart igen blevet et problem i»ti fingre fra eller til«. Frekvens: hele tiden Nu er jeg ikke en af den slags læsere, der ikke bryder sig om det, når litteraturen tematiserer den menneskelige psykes, krops og værens rummelige slamspand. Tværtimod mærker jeg min skønne udødelige sjæl svæve næsten hele vejen op til himlen, når vi mennesker viser os store nok til at give hinanden aflad for vores imperfektioner (de nødvendige af dem), ved at artikulere dem i sprog og kunst. Det er netop derfor, at jeg er hypersensibel overfor programmeret vanvid, lemlæstelse, depravation, sygdom og død. Og det er ubestrideligt den grøft Merete Pryds Helle, som fx den korttidsberømte Mads Brenøe før hende, med»ti fingre fra eller til«er faldet i. Makabre indslag skal doseres uhyggeligt nøjagtigt, hvilket Pryds Helle har bevist at hun magter i de brillante bøger»vandpest«og»men jorden står til evig tid«. Hvis man kommer til at overdosere det makabre, slår det nemlig hævntørstigt om, og ødelægger lige så magtfuldt teksten, som det rigtigt doseret beriger den. Årsagen er naturligvis, at det makabre ud over at være noget, der desværre sker i virkeligheden om end ikke med samme frekvens som hos Pryds Helle, hvor frekvensen er hele tiden i litteraturen også er et virkemiddel, en effekt, stil. Som alle kraftige virkemidler må det ikke misbruges, hvis det skal forblive virksomt. Desværre er der som i»solsiden«også ansatser til et problem med originaliteten i»ti fingre fra eller til«. Den første novelle Merete Pryds Helle»Alfred G. Petersen«skildrer hovedpersonens bevidsthed inklusiv mangfoldigheden af alternative, decentrale jeg er, og har dermed samme grundidé som Christina Hesselholdts»Kraniekassen«. Der er dog ikke tale om plagiat, for stemmerne i Alfreds hoved har en helt anden karakter end Hesselholdts, der i bedste forstand er psykologiske. Pryds Helles stemmer er mere satiriske og personificerede, som små satyrer der sidder på Alfreds skuldre og med megen humoristisk sans hvisker ham ting i øret såsom»hold nu kæft. Lad os køre hen til Anna og få fred i pikken.«historien, hvor der både forekommer en (mindst) neurotisk, lammet mor, som forsøges myrdet af Alfred, selvmordsfantasier og lidt knytnæveslag i ansigtet på en lesbisk pige, har et fint tema, som er en materialisme så gennemgribende, at sæd og kærlighed bliver en vare selv imellem mennesker, der står hinanden nær. Men novellen når ingen vegne med dette tema, og løber ynkeligt ud i en frygtelig banal slutning. Pelsfolkets katedral Også den meget omtalte fortælling»pels«, hvor alt fra yoghurttallerkener til dildoer er beklædt med forskellige slags dyrepels, har som bekendt en antecedens i billedkunsten. Den potentielt stærke pels-metafor går dog hen og bliver endimensional i fortællingen, som i bund og grund ikke er andet end en sadomasochistisk fantasi med pelsværk som fetich. En vis værdi for husarer af begge køn er der naturligvis, men med en enkelt undtagelse ingen kunstnerisk værdi. Undtagelsen er badeanstalten, som heltinden drager hen til for anonym at lade sig fiksere i et badehåndklæde med spredte ben, hvorefter stribevis af fremmede mænd flækker pelsen (undskyld!) på hende. Anstalten ligger halvvejs nedsænket i havet, som de høje vinduer lader gæsterne se ud i. Dette er et religiøst, fint og typisk prydsk billede. I novellen»regn på græs«kunne jeg ikke læse den indledende dialog, som lyder»det regner opad i gryden, siger Ada./ Det betyder, at vandet koger, svarer Theo«, uden at irriteres, fordi sprogholdningen staks fik mig til at føle, at vi her har at gøre med den kliché om mongoler, som Lars Funny Triers clairvoyante evnesvage i Rigets kælder indstiftede. Om Ada og Theo er mongoler, ved jeg ikke, men de er i hvert fald to mildt retarderede voksne, der, selvom de har hjertet på rette sted og er lyriske naturtalenter, frister en patologisk tilværelse med deres (mindst) grænsepsykotiske mor. Merete Pryds Helle er en stor forfatterinde på trods af de to seneste bøger. De stærke steder i»ti fingre fra eller til«kan dog tælles på en hånd. De fleste af dem falder inden for den længste tekst»en blå delfin«, der består af 20 Billeder, og som mere ligner en punktroman. Meget sigende er det de Billeder, der handler om normale ting såsom at lytte til musik, eller at læse, eller om Rembrandt eller om at kigge ud i haven ( 18. Billede er uovertruffent, dybt, filosofisk og konkret), som er er de stærkeste, og ikke de billeder, hvor hovedpersonen Marianne er selvmutilerende, eller kaster al den mad, hun lige har proppet i sig, op igen, eller ser sin mor ligge livløs med lyserødt skum om munden. Slutningen på»en blå delfin«er intet mindre end genial, eller for at sige det mere uudpint og præcist: slutningen skaber den bedste repræsentation, jeg nogensinde har set, af det uendeligt fascinerende grundforhold, som novellen i kraft af sin slutning kommer til at handle om. NR. 4 DECEMBER

40 (lyrik) Søren Ulrik Thomsen Det værste og det bedste Tegninger af Ib Spang Olsen 55 sider, 199 kr. Vindrose Anmeldt af Morten Kyndrup Der er ingen grund til at lægge skjul på, at tanken om Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling,»det værste og det bedste«på forhånd ikke fremkaldte de mest positive forventninger. Tanken om den cool Bukowskis tilbagelænede Bogens forside med illustration af Ib Spang Olsen Det værste som det bedste Digtning og tegning side om side brug af superlativerne»værst/ bedst«orkestreret af og for en Thomsen hvis største svaghed som digter i forvejen er hangen til distanceløs selvhenførthed? Og tanken om en illustreret digtsamling? Alt i alt ikke noget vanvittig appetitligt scenario. Selvom det aldrig er rart at blive skuffet i sine fordomme er det imidlertid i dette tilfælde svært at bevare surheden. Bogen er nemlig en perle. Digtene fungerer næsten ufattelig godt. Det gør de fordi de hver for sig opmonterer en monstrøs niveausammenstilling af næsten oxymoron-agtig karakter: På den ene side står superlativernes monumentale almengørelse og den digteriske forms egen alvor, og på den anden står en række helt dagligdags, singulære, situationsbundne, ja i mange tilfælde fuldstændig private oplevelser (selvom de i almindelighed kan genkendes af de fleste levende mennesker). Herigennem sker der en lykkelig gensidig befrugtning: Det dagligdags bliver storladent, og storladenheden får et skrålys, et blink i øjet og bliver dagligdags. Det hjælper selvfølgelig at Søren Ulrik Thomsen som altid er helvedes godt digtende, ikke mindst med øret på rette sted. Men her forlenes hans ordkunst med en tone af lavmælthed eller ydmyghed midt i de store vingesus, der gør dem effektfulde også i et andet register, end det har været sædvanen. Digtene her er ikke bare kraftfulde forsøg på at forstå og gestalte verden. De vil også forstå sig selv. Om det nu er den ydre pastiche eller situationernes magt eller slet og ret de små smagsdommes storhed: der er simpelthen sket et eller andet, som utvetydigt henhører i afdelingen for»det bedste«. Og lad så være at der smutter en enkelt dosis uforgribelige universalier af typen»guds tavshed«med i ny og næ. Ib Spang Olsens tegninger er i sig selv fantastisk gode, og de besidder indlysende nogle af de samme kvaliteter som Thomsens digte denne gang, i deres distinkte møde mellem en til bankerot grænsende prætention om almenhed på den ene side og en uundslippelig klæben til det enkeltstående dagligdags på den anden. Alligevel kommer man desværre let til at se tegningerne som illustration af digtene, ikke mindst fordi man ofte genkender digtenes situationer i tegningerne. Det er lidt synd, fordi det da svækker både ord og billeder. Det hjælper gevaldigt hvis man sørger for i hvert enkelt opslag at se på tegningerne før man læser ordene. Så forsvinder en stor del af den uheldige illustrationseffekt i forholdet mellem ord og billede. Er tegningerne først kommet til deres ret, kan også de betragtes igen og igen, og i spillet mellem ordenes og billedernes på én gang indlysende lighed og uoverstigelige forskellighed i både stil og position (bl.a. står tegningerne i tredje person og digtene i første) synes deres indre dynamik for alvor at fungere. Men altså side om side, side for side. Så:»Det værste og det bedste«er faktisk en rigtig fin bog, der fuldt ud fortjener sin læsersucces. 40 NR. 4 DECEMBER 2002

41 (lyrik) Jón úr Vör på dansk Jón úr Vör Hvil din vinge i mit digt Udvalgte digte Oversat af Gorm Henrik Rasmussen og Magnús Gestsson 58 sider, 149 kr. Vindrose Anmeldt af Anders Abildgaard Jón úr Vörs digtning præsenteres som moderne, hvilket er en tvivlsom betegnelse Jón úr Vör ( ) tilskrives i sin første oversættelse til dansk (fra islandsk),»hvil din vinge i mit digt, den begivenhed«, med»fiskerlejet«(1946) at have skrevet den første»konsekvent moderne islandske digtsamling med frie, urimede strofer«. Hvordan man er konsekvent moderne uddybes ikke, med mindre de frie, urimede strofer skulle kvalificere denne betegnelse. Men frie, urimede strofer er ikke»konsekvent moderne«i I hvert fald ikke i et internationalt perspektiv. Er det de frie, urimede strofer, betegnelsen refererer til, forekommer det stadig vanskeligt, at se det velplacerede i betegnelsen moderne med henblik på netop Jón úr Vörs digtning.»den blå nat«lyder fx: Den blå nat over havet sender landet et blik som en forelsket mand. Skyen gør sig klar til at møde morgenens stråler. Valget af den frie versform kvalificeres ikke umiddelbart af digtene selv. De frie vers (hvis historie er meget mere kompleks end som så) blev, bl.a. konciperet og praktiseret i relation til de metriske som en måde at forholde sig kritisk på til den litterære tradition ved i frie vers at afvige fra traditionens bundethed til de metrisk vers. Hos Jón úr Vör bliver resultatet det modsatte: en ukritisk overtagelse af traditionen (det skal understreges, at det ikke forholder sig således set i et udelukkende islandsk perspektiv) i strofer, der hverken er frie eller metriske, men upræcise. Billederne forholder sig heller ikke kritisk til tidligere litteraturs tilgang til subjektivitet, natur, religion og politik, hvilke er nogle af Jón úr Vörs temaer. Der er glimtvis udmærkede billeder. Men genitivmetaforer som fx»havets silkespejl«, besjælinger som fx»fjeldet luder over os«, personifikationer som fx»stilheden spiller på aftenrødens harpe«samt apostroferinger som fx»å, så lyse den fattige drengs drømme«danner hovedtendensen. Disse troper kan udmærket tage del i en moderne digtning. Det gør de ikke hos Jón úr Vör. Ikke at digtning nødvendigvis skal være hverken moderne eller billeddannende, og ikke at bogen ikke kan have nationallitteraturhistorisk interesse, men betragtet som en selvstændig, moderne digtsamling, og sådan præsenterer bogen sig og indbyder til at blive læst, er der andre moderne navne, der byder sig bedre til. Poesiens bimlende eufori Mellem lykke og kaos bimler Morten Søndergaard derudaf i sin digtsamling»vinci, senere«morten Søndergaard Vinci, senere 96 sider, 185 kr. Borgen Anmeldt af Peer S. Høgsbro Bogen er delt i seks afsnit, der danner selvstændige serier. Titlen i det indledende afsnit»landskaber«angiver den tematiske afsøgning af forholdet mellem sprog og omverden (træer, buske og fugle over for ordene). Vinci ligger i Toscana og igangsætter for Morten Søndergaard en lang række tanker, der dels forholder sig til det ydre, det naturlige landskab, og dels selve beskrivelsen af dette landskab: sprogliggørelsen af det oplevede og den medfølgende metaforisering af naturen. Han reflekterer (eller causerer) over emnet og synes samtidig at afvise muligheden af f.eks. at spejle sjælen i landskabet (» landskabet ligger uden for enhver betydning«) og alligevel fastholde muligheden for digteriske tolkninger af en verden uden for sproget:»hvert digt lyser sit stykke af verden op med sin lygte«. Andet afsnit,»i den vaskeægte vanvittige virkelighed«, forholder sig strøtankeagtigt og mindre metapoetisk til aktuelt stof og erindret gods, og følges i tredje afsnit op af en ekfrase (digt hvor man beskriver et visuelt kunstværk, eller i hvert fald tager sit udspring i det),»nedtælling«, der starter sin tankebevægelse i en klassisk kunstopfattelse, der går ud på at skulpturen er et allerede foreliggende potentiale i stenen, der kun hugges frem af kunstneren, fordi han har det fornødne klarsyn til at finde dette stykke selvindlysende sandhed frem, at aktualisere (afledt af Aristoteles). Hvordan den»hvide marmormonolit«kan blive til billede fortsættes næste side Fra bogens omslag NR. 4 DECEMBER

42 (lyrik) fortsat fra forrige side på det tomme papir er ikke svært at se, men heldigvis lader Morten Søndergaard sit digterjeg forblive i en tvivlende tilstand, og bevæger sig fra det ophøjede stade ned gennem det personlige: Og inde i stenen findes skulpturen allerede og inde i den en anden og en anden og hvor skal jeg standse for kun tvivlen står tilbage ordene ligger i min kuglepen det føles godt at gå til grunde i dette hav af ord Herefter følger billeder af faderen i et epileptisk anfald og moderen som vil kvæle jeget, inden den nonchalante udgang på digtet:»at gå«. Han gik til grunde, men gik digtet ud. Det synes at være en slags gennemgående figur, dette»at gå«det er digtet som en bevægelse, en mulighed for at nå erkendelser gennem det sproglige arbejde. Den lange opremsning af vulkanske aktiviteter og dertil hørende stednavne i fjerde afsnit,»selvportræt i udbrud«, stikker med sine humoristiske mellemvulkanske korrespondancer ud, og er sprogligt sprudlende i de naturbesjælinger, der ellers problematiseres i første afsnit. De specielt kortliniede digte i»de mindste ord«(5. afsnit) har en ligetil og mere let og legende tone, end de foregående:»hus. Sol./ Træ. Smil./ Stol.«Desværre bliver det i kalligrafiramte og haikulignende passager lidt letkøbt og formår ikke at hæve sig over det banale (der jo netop besynges): Beskrivelsen af et kirsebærtræ, der bare er, bliver aldrig til digt, men må betragtes som det bimlende (og naive) forsøg på at beskrive verdens lykkelige tilstande poetisk. Det ligner indledningen til en ungdomsbog. Afslutningsvis flyder digteriet ud i et langdigt i sjette afsnits»flow«, hvor det associationsprægede afløser de små ords lyriske almindeligheder. Men måske er det alligevel svært at skrive på lykke? Morten Søndergaard er glad for sin toscanske tilværelse og formår i passager at bringe euforien videre. Samlingen hedder»vinci, senere«og måske er det nogle gange bare for sent, dér, bagefter, når man skal nedfælde oplevelsen, stemningen eller sansningen. Rejsefæller Christian Skeel (billeder) Morti Vizki (digte) Rejsebog 80 sider, 250 kr. Gyldendal Anmeldt af Marianne Bugge»Det er blevet selvfølgeligt, at intet af det, som angår kunsten, er selvfølgeligt«, siger Adorno. Men selvfølgelig forventer jeg at læse rejseskildringer i en rejsebog genren er bare så ladet. Så med»rejsebog«, et værk med billeder af Christian Skeel og digte af Morti Vizki, bliver jeg selvfølgelig overrasket, når det går op for mig, at der intet er, der bare minder om rejseskildringer, selvom bogen peger i mange retninger. Medmindre selvfølgelig rejse skal forstås som livets rejse og bogen dermed som en»livsbog«. Tanken er nærliggende. Gennem det delikate værk er venstresiderne blanke, højresiderne hver forsynet med et digt og et billede. Som læser drives man af nysgerrighed efter, hvad digt og billede mon siger hinanden. Hvordan de forholder sig til hinanden. Indimellem er billederne illustration til digtene. Indimellem er digtene poetisk illustration til billederne. Indimellem er forholdet arbitrært. Men det kalder på fortolkning. Der bare ikke altid er mulig. Illustration af Christian Skeel fra bogen Makkerparret Skeel og Vizki leverer visuelle og lyriske rejseskildringer i forfriskende nyfortolkning af en rejsebog. Men de glemte lige det der med rejsen Vizkis digte veksler mellem haikuagtige, glimtvise registreringer af omverdenen og længere eksistentielle livsovervejelser. Nogle digte er meget Vizki ske i deres betydnings- og meningsløshed:»at/ Da/ Jo«. Men betydningstom ordsalat, hvor ordene alene taler til hinanden, er altså set før, og jeg læser ikke digte for at blive holdt uden for ordenes tale, men for at blive talt til. Andre af digtene taler selvfølgeligt om selvfølgeligheder:»hvor længe/ Er/ Du/ I dette digt?«og så er der de digte, der virkelig rykker. Dér, hvor vi er inde ved livet:»livet bærer jeg med mig/ Og alt det andet er ydre hurlumhej. Skeels billeder svinger stilsikkert mellem det enkle og det overlæssede, det figurative og det abstrakte, det skønne og det hæslige; mellem det romantiske, renæssanceagtige scenario, Leonardo da Vinci-imitationer, Escher-lignende, umulige trappeforløb, computeranimationer og Michael Kvium ske gru-billeder. Til tider er det hele vendt på hovedet:»omverden er vendt: Verden er omvendt.«og det er faktisk morsomt. Det er en spændende rejsebog. Ikke en traditionel rejsebog, men en rejsebog, forstået som en rejse i livet og mellem genrerne. Og det er dejligt at se Vizki sige noget, ikke bare for at sige noget, men fordi han har noget livet på hjerte. 42 NR. 4 DECEMBER 2002

43 (lyrik) Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans Punkter, poler og par 59 sider, 169 kr. Borgen Christian Stokbro Karlsen Kerygma 56 sider, 148 kr. Samleren Anmeldt af Jørgen Falkesgaard Minimalpoesi og maksimallyrik: To diametralt modsatte debutanter De er begge i midten af tyverne, de to debutanter Anne-Louise Bosmans og Christian Stokbro Karlsen. Samme generation, to verdener og hver sit køn. Betyder det mon noget? Det var Torben Brostrøm, der da han skulle promovere sin generations modernister (og sig selv) kaldte deres genre for poesi til forskel fra forgængernes og traditionalisternes lyrik. Tillad mig, lettere forsinket, at stjæle betegnelsesforskellen. Bosmans skriver poesi, Karlsen lyrik. Men bemærk, at de to betegnelser i modsætning til hos Brostrøm ikke dækker over en kvalitetsforskel. De to debutanter er lige kedelige bare på hver sin måde. Bosmans på den moderne måde, Karlsen på den gammeldaws. Karlsen er læst før og bedre hos en Bjørnvig og en Søren Ulrik Thomsen (det skulle også bare mangle), og Bosmans er læst før, men ikke bedre hos de minimalistiske prosaister med eller uden kontakt til Forfatterskolen. Det potenserede subjekt på post-romantisk naturrejse ud i Det Andet som det anderledes over for det selvopløsende, sårbare jeg på vej ind i (og ud af?) Den Anden som spejl; Freuds stærke borgerlige jeg over for en ny socialkarakter, periskop over for gyroskop, ud og ind han og hun? Anne-Louise Bosmans»Punkter, poler og par«er en stramt komponeret samling på 48 digte i fire afdelinger. Den første består af en række søsterdigte, hvor søsteren formodentlig er en udspaltet dominerende jeg-del som»loftslampen i spisestuen hjemme, hvor vi voksede op«, eller et møbel. Også jeg et bliver let en ting,»et emne«, der hældes ud i søen, men sejrer dog til slut og bliver lidt sig selv i en erkendelse af, at»vi er begge søster til en Anne-Louise Bosmans (Foto: Peder Jansson) søster«. Men det er en skrøbelig identitet, der i tredje afdeling møder en han,»der ikke kan være mig«, og på baggrund af et forhold og et brud ender hos lægen, fordi hun ikke kan få hånd og ånd til at mødes, og foruroligende bliver til»lutter hænder«. For»Jeg er en anden, og han er tilfældig.«og»man kan ikke fordoble sit liv ud af intet.«hvor foreningen skildres som»jeg bliver til to. Mit liv bliver fordoblet«, skildres bruddet som:»vi blev halveret«. Og der spørges til slut:»hvor lang tid varer det ubærlige?«det lyder måske her lidt lommefilosofisk og formelagtigt, men det virker faktisk som poesi. Og forunderligt er det, at dette usikre jeg-liv kommer til at udgøre en linje, et forløb, et hele, skønt det består af punkter: disjecta membra. Man kan (som undertegnede) være kritisk over for minimalisme, men hos Anne-Louise Bosmans er der i det mindste overensstemmelse mellem form og indhold. It works. Det gør det bestemt også hos Christian Stokbro Karlsen i»kerygma«. Derudaf. Et motto fra Blake lyder:»driv din kærre og din plov over de dødes bene«. Og det går over stok og ben hos Stokbro Karlsen. Intet liv uden død:»busserne kommer et minut senere hver dag«. Hvabehar! Intet selv uden selvfølelse:»jeg har vandret i verden for at røre dit kød,/ mens efteråret tager det skabte til sig«. Vi skal huske på det skabtes vaklen, men ikke glemme»visheden om en dag i morgen«. Man kan spekulere på, hvad der giver Karlsen(s jeg) dette overlevelsesoverskud. Selv vil det/han (bekendelsen er så personlig, at det bliver svært at skelne) utvivlsomt hævde, at det er det kerygma, den forkyndelse, der taler til ham som et selv og dermed sætter ham som selv: Den kristne forkyndelse af forløsning gennem forladelse. Men det har jo i den kristne tradition oftere ført til opblæsthed end til ydmyghed. Der er noget umiskendeligt katolsk ved Karlsen. Det er i virkeligheden ikke gudstjenestens forkyndelse, kerygmaet, han fokuserer på, men udenværkerne: Sølvstager, ornat, flagellanter, katakomber. Det er, hvad vi hører om i Karlsens Kvarter. Og derigennem en fokusering på momentet, oplevelsen. Det er karakteristisk, at hvor en traditionel kristen tanke om livet fra skabelse til forløsning er knyttet til årstidens Christian Stokbro Karlsen (Foto: Morten Holtum Nielsen) gang, så er hele sommerperioden fraværende hos Karlsen. Det er som hos Nordbrandt mest november. Hvor der i den kristne tradition er en (tids)linje, en udvikling, er der i den karlsenske kristendom kun momenter af oplevelse, punkter: kød, kalk og krydsforhør. Løsrevne ord. Men hvor er de smukke. Omslagstilrettelæggere har ofte et godt blik for indholdet i det, de skal illustrere. Således også her. På begge omslag optræder øjne. Hos Karlsen er øjet i centrum det styrer begivenhedernes gang. Hos Bosmans ligger øjeæblet på gulvet, skubbet til side af en dør, der er blevet åbnet. Han og hun? NR. 4 DECEMBER

44 (lyrik) Homers Odyssé Oversat af Otto Steen Due Illustreret af Peter Brandes Otto Steen Due Ledsager til Homers Odyssé I alt 640 sider, 495 kr. Gyldendal Odysséen Peter Brandes og Homer Fra ord til billede 256 sider, 148 kr. Boggalleriet/Statens Museum for Kunst Anmeldt af Jørn Erslev Andersen Det er heldigvis en god og lukrativ konjunktur Otto Steen Dues Homer-oversættelser falder i. Det er længe siden interessen for den klassiske Figur 1. Ilustration af Peter Brandes Brød og kebab griset til Homers»Odyssé«i proper tekst, fortolkning og billede græske og latinske litteratur har været så udbredt i alle bog-læsende lag. Så meget desto bedre er det da, at Dues oversættelser ikke alene er fyndige og finurlige, men at de tillige er koncise indlæg i den løbende debat om hvem eller hvad denne Homer nu egentlig er for en størrelse. Dermed bidrager de til nuanceringen af de ofte steoreotype billeder af antikken. Man kan sikkert hurtigt blive enige om, at Homers»Iliade«og»Odyssé«hører til den lille eksklusive gruppe af europæisk litteraturs ubestridelige hovedværker. Slidstærke og ganske uanfægtede unddrager de sig tidens tand. Om de så også repræsenterer den europæiske kulturs oprindelse er måske mere tvivlsomt, det afhænger ikke så lidt af øjnene der ser, om man fx er af romansk herkomst med forkærlighed for den tidlige renæssance, om man har nærorientalsk eller nordafrikansk herkomst, om man er same, islænding eller grønlænder. Og endnu mere tvivlsomt er det at få styr på fænomenet Homer og de to store episke teksters gådefulde tilblivelseshistorie. I ledsagerne til de to oversættelser giver Otto Steen Due sine bud herpå. I ledsageren til Homers»Iliade«beskrives kort, klart og lærd traditionernes forskellige på fortolkninger af Homer, fra at han bliver opfattet som én digter af begge værkerne til at navnet Homer dækker over to forskellige forfattere til de to værker eller dækker over en ikke nærmere defineret flerhed af forfattere eller ligefrem repræsenterer det græske folks ånd eller samlede kulturelle stemme. Dette såkaldte Homeriske Spørgsmål kan naturligvis ikke afklares, men gennem sit intense og nøjagtige filologiske og translative arbejde med værkerne lægger Otto Steen Due tvivlsspørgsmålene frem på en ganske klar måde. Han deler en antagelse med os andre, nemlig at de to episke tekster dels repræsenterer det kulturelle forfald, der finder sted i overgangen fra en mundtlig til en alfabetiseret kultur, dels at de består af en samlet kunstvilje, hvor en række spredte materialer fra traditionen og mængden af udelukkende mundtligt formidlede sange om de to emner kompileres til egentlige sammenhængende værker. De forskellige dialektale, historiske, samfundsmæssige og tematiske spor, som er i værkerne og som en oversætter af Dues format selvfølgelig må forholde sig til, er da indicier på noget sådant. Men, som han bemærker i ledsageren til Homers»Odyssé«, så er det først i den endelige tekst, den endelige bygning, værkets sluttethed, genialitet og helt særegne karakter træder frem uanset hvor meget delelementerne end er stjålet fra andre. Oversættelsen af Homers»Odyssé«holder for os almindelige læsere niveauet fra oversættelsen af»iliaden«. Teksten flyder afsted i uanstrengte hexametre og lader sig uden videre omsætte til tidens rap-kultur ledsaget af smidige kropsvrid, bankende grundrytmer og fingerknips. Også i denne oversættelse må man sine steder ty til»ordbog over det Danske Sprog«for at få alle detaljerne med, hvad en række af dagens kritikere bemærkede allerede efter at været nået til første sangs tredje linie ( lynne ). Jeg skal ikke her genfortælle den velkendte historie, men blot gentage, at oversættelsen er fyndig og finurlig, akkurat som også Homers tekst er det. Man kan således tage følgende splatterpassage fra XXII. sang vers for endnu engang (dvs. som i min anmeldelse af»iliaden«) at appellere til os kebab-freaks på husarernes første række: Men han blev ramt af Odysses just dér hvor han sigted, i struben. Odden af pilen gik tværs gennem halsen og ud gennem nakken. Bagover gik han med ét, og pokalen faldt ud af hans hænder, og af hans næsebor stod der en fløjte af blodet der sprøjted af dem i to tykke stråler. Han spjætted med foden så bordet vælted omkuld og maden derpå blev kastet på gulvet, brød og kebab griset til. 44 NR. 4 DECEMBER 2002

45 Scenen er indledningen til Odysseus afsløring af sig selv efter hjemkomsten fra sit lange fravær og hævnen på bejlerne, hvor svinet Antinoos lige har rakt ud efter sit bæger og er den første der rammes af Odysseus skud. Peter Brandes har beriget Dues to Homeroversættelser med en række markante og gennemarbejdede illustrationer, således også til denne scene (se illustration 1). Brandes forstudier til illustrationerne er dokumenteret på en udstilling på Statens Museum for Kunst og i udstillingskatalogen»odysseen. Peter Brandes og Homer. Fra ord til billede«. Katalogen åbnes af bevidsthedshistorikeren og træhesten Keld Zeruneith og hans noget selv-celebrerende indledning, men er ellers en nøgtern rapport om en omfattende og detaillerig kunstnerisk arbejdsproces. Bogen er i smuk layout og har mange illustrationer, endog flere som undertegnede finder mere vellykkede end de i værkerne optrykte. Katalogen kan også bruges til at finde nye sider af Homers tekst med, nemlig gennem Brandes billedunivers, herunder gennem en række værker i sindssygt flotte og velafstemte farver. Bogen kan således kaldes en slags billed-ledsager til Homer. De mange værker er gengivet på fornem vis, her vil jeg blot falde for min egen forkærlighed for det præ-homeriske efemere og skitseagtige og med opfordring til læserne om selv at læse Homer, selv at studere Due og selv se på Brandes blot bringe et lille fint vidnesbyrd om processen i værkstedet (se illustration 2). Morten Blok mindes Morten Blok Kabinet sider, 148 kr. Samleren Knækprosa der gerne vil være mere Anmeldt af Rasmus Nikolajsen Morten Bloks tidligere bøger ligner ofte en fejring af angst, jeg har svært ved at synes om, men som alligevel fascinerer med sin for-meget-hed og sine til tider fine udkradsninger af liv i et sydeuropæisk (by)landskab. Hans femte digtsamling»kabinet «er en mildere bog: Et mix af jeg mindes -digte hvor en blødere Blok sætter datid i perspektiv og spredte nutidsdigte, som mere Blok-bloksk rapporterer fra et isoleret punkt i Sydeuropas varme. Minde-digtene (der udgør det meste af bogen) nævner typisk 3-4 hændelser eller lignende:»enkelte sejre/ i tegning, men en fuldstændig mangel på evne/ til at fatte matematik«, og forsøger så at skrive dem sammen og flytte dem fra erindringsplanet op på et højere lyrisk plan. Sandsynligvis provokeret af en fars død og en drengs fødsel mindes digter-jeg et således udspændt mellem tab og gevinst en hel masse begivenheder og personer. En enkelt konkret (lyrik) begyndelse:»jeg mindes at du lå og åndede«om et nyfødt barn, bliver efter et par mellemregninger med besøg i zoo og mørket forsøgt trukket op med slutlinjerne:»du lå på brystet/ med armene trykket ind under dig./ Din ryg et ravnsort skjold«. Det er og bliver rapporter fra privatzonen. Og det kunne være okay, hvis det var det, digtene ville være og omkredse, hvis digteren gjorde et nummer ud af det, hvis han var klar over, at det lyder åndssvagt at starte et digt (eller 22) med»jeg mindes«. Minde-digtene er knækprosa der gerne vil være mere men er mindre (end f.eks. Bo hr. Hansens»knæk.idiot.eik.«). Jeg forstår ikke, hvorfor digteren tilsyneladende en gang om år tager sydpå til sit gamle angst-pensionat:»mens toget kørte ud langs perronen/ tog luften til mellem os/ som kød revet ud af en flanke, så/ den blodigt faldt fra hinanden«. Måske fordi luftkødsbilledet er fint (av!), hvis man streger situationen. I hvert fald er nutidsdigtene med de sydlandske stemninger og tableauer, om fortidens angstdyrkelse kontra den angst, der nu er betinget af kærligheden til en kvinde og et barn, bedre end minde-digtene. Blødheden fungerer bedst i denne hårdere sammenhæng, men de gode iagttagelsesforløb kvæles stadig i attitude og snak. A Black Album Genudgivelse af Dan Turèlls sorte hæfter fra 1973 Figur 2. Illustration af Peter Brandes Dan Turèll Here Comes Your 19th Nervous Breakdown & Lissom 48 sider, 200 kr. Forlaget Bebop Anmeldt af Bodil Hohwü Nielsen Bebops seneste Turèll udgivelse består af to digte fra 1973,»Here Comes Your 19th Nervous Breakdown«og»Lissom«. At genudgive digte er et heroisk foretagende. Vi er sikkert mange der gennem årene har gennemrodet antikvariaternes kasser for at finde de gamle udgivelser i håb om at finde de juveler, som er forsvundet i trængslen af nyudgivelser. De to digte er lige så forskellige, som de egentlig er ens, for vi befinder os i Turèlls ordrige univers. Den kosmiske digter træder frem lyslevende, moderne og sært gammeldags. Det første digt,»here Comes«, er et langt håndskrevet digt der kredser om årsskiftet Et årsskifte markerer så formelt og barsk at tiden går, at nu et ikke kan fastholdes, og at vi er ligeså dødelige som det gamle år. Det er den problematik Turèll får skrevet frem i sit digt. Håndskriften skaber nu-heden. Vi er tilstede lige her og nu hvor digtet bliver til. Den flydende og beslutsomme pen fyger hen over siderne, sommetider på langs af papiret, sommetider på tværs. Men som tiden og digtet går, og vi kommer nærmere årsskiftet øjeblikket hvor tiden standser og går i gang igen bliver skriften mere usikker og vibrerende. Blokbogstaver, citater og slagord befolker siderne og slutter i det besværgende»not Fade Away«.»Lissom«er et anderledes struktureret digt. Otte sider med otte strofer på hver side, hver strofe på fire vers. Hvert vers indledes med et»ligesom«og alle strofer har rim. Digtet er befolket af tidens personer, af hverdagens ting og af livet. Her rimer Askepot med gnasket snot, børn man døber med blot amøber. Det er et svimlende digt, der med sin insisterende gentagelse af»lissom«suger læseren ind i en næsten hypnotisk tilstand. Når jeg har kaldt digtene gammeldags, skyldes det i høj grad, at de er bundet i en tid, i de tidlige 70 ere med Vietnamkrig osv. Man kan så spørge om de»gør«noget ved en læser i 2002, hvorfor er de stadig moderne? Svaret findes i digtenes uimodståelige friskhed. Den sikre poetik kan ikke fornægtes. Her skriver en sand digter, og han kan altid genkendes. Tak til Bebop for udgivelsen. NR. 4 DECEMBER

46 (artikel) STØJ FORBINDELSER Om Kants musik, Ildfiskens digtoplæsninger og om støj, æstetik og fender-guitarer Af Jørn Erslev Andersen Friar hermit stumbles over The cloudy borderline Frozen warnings close to mine Close to the frozen borderline Frozen warnings close to mine Close to the frozen borderline Nico,»Frozen Warnings«The Marble Index 1969 STØJ Hvad er egentlig forskellene mellem de lyde, der i ganske almindelig tale går under betegnelserne støj, larm, vellyd og musik? Er der afgørende forskel på naturlige lyde, blodets susen, en syngende skov, og artificielle lyde, en motors hakken, en modfaset fender stratocasters syngende hæshed? Spørgsmålene er gode, det er simpelthen svært at svare på dem. Besvarelser kan være af æstetisk, teknisk-fysisk, objektivt registrerende eller subjektiv karakter som regel dog en ikke nærmere afklaret blanding af det hele. Den moderne æstetiks ubestridte nestor, den tyske filosof Immanuel Kant, giver et par eksempler herpå. I»Kritik der Urteilskraft«(»Kritik af dømmekraften«) fra 1790 rangordner han kunstarterne og placerer musikken i bunden. Han har bl.a. en opbyggelig note for de få af os, der i et givet selskab ikke altid er lige begejstrede for det udbredte ønske om selvhenført fællessang efter folkehøjskolesangbogen, efter den altid forhåndenværende let ustemte guitars (eller ditto klavers) repertoire af rock- og folkemusikkens åbenbart uopslidelige kanon eller efter de uendelige slæberier på selvskabte klampefødder i selskabslokalerne. Kant skriver: De som anbefaler åndelige sange ved familieandagten har ikke forstået, at de ved en sådan larmende (og derfor som regel skinhellig) aktivitet påtvinger publikum et stort besvær, for de tvinger naboerne til enten at synge med eller at indstille tankevirksomheden. Denne eftertænksomme note hører til et afsnit, hvori Kant bemærker, at musik i bund og grund er en ikke-urban aktivitet, idet den umådeholdent breder sig ud over alt og alle og derfor fratager den, der vil være i fred, sin frihed til ro, akkurat som vanen med at vifte med et parfumeduftende lommetørklæde påtvinger de omkringværende et ulideligt åndedrag hvorfor det da også er gået af mode, som filosoffen tørt og lettet bemærker. Små ti år efter, da Kant er rigtig gammel, må han dog reflektere lidt over emnet gehør og lyd. I det noget rodede og skitseagtige og, på trods af ubehagelige anti-semitiske træk, genuint vidtløftige alderdomsværk»anthropologie in pragmatischer Hinsicht«fra 1798 underholder han med sin opfattelse af forholdet mellem sprog, lyd og sansning. I værkets første bog om erkendelsesevnen er der et lille afsnit om gehør. Der er for det første en middelbar sansning, der i og gennem den luft der omgiver os lader en fjern genstand blive opfattet, nemlig ved hjælp af taleorganet, at munden sættes i bevægelse, hvorved mennesket på enkleste vis kan dele tanker og indtryk med andre. Taler man imidlertid om den sansning af lyd, som Kant forbinder med en»vitalitetsfølelse«(»vitalsinn«) i form af en regelmæssig spillen på gehørets (hørelsens) fornemmelser uden begrebslighed (kategorier, indhold, semantik), må man ty til tonernes verden. Kant siger det ikke direkte, men der er tydeligvis tale om musik. Den gør det muligt at opfatte sprogets rent lydlige side. Dette er en meddelelse ikke af genstande, men af følelser fra fjerne afstande, som bibringer samfundsmæssig nydelse. Disse overvejelser ligger på flere punkter ganske tæt op ad blandt meget andet Hölderlins vekslende toner i senværket ( ), Novalis monologiske skelnen mellem teknisk (meddelende, klassificerende) og naturligt sprog (hinsides enhver forestilling om meddelelse ) og Heideggers snublende og cirklende lyd-ligheder som filosofisk refleksionsprincip. Kant og kompagni har tydeligvis øre for sprogets lydlige side, dets klang og den sprogligt-sonore gestiks vibrerende, stammende, tøvende, rungende, hakkende, flydende, fistel-kiksede, jappende, gøende, hersende, prustende, sukkende, aspirative, stødende, gurglende, jamrende, klagende, afvisende, selvhenførende, aggressive, selvhenførte, selvsmagende, indsmigrende, jublende, selvdementerende, selvkontrollerende tonaliteter blandt, selvfølgelig, mange andre. Det er disse stemmeføringernes sonore baggrundstæpper af krop, skæbne og grad af melodiøsitet, der gør en forskel mellem en læst og en oplæst tekst (sagt uden valoriserende præferencer). At det forholder sig således kan man på bedste vis, og virkelig på bedste vis, få bekræftet ved at anskaffe sig det seneste nummer af»ildfisken # 29«, Det består nemlig af et omslag og en cd med en JYSK kanon af oplæsninger. Og hvilke oplæsninger! På rad og række læser Thøger Jensen, Per Højholt, Peter Adolphsen, Peter Seeberg og John Bang Jensen op af egne værker. Det er beherskede, aldrig krukkede eller krampagtige oplæsninger, de fnisefremkaldende eller ligefrem lattervækkende tekster fremføres med en let tilbagelænet og intens distance, der gør det til en fryd for øre såvel som tanke at høre på. Selv kan jeg ikke undgå at holde mest af Højholts fænomenale introduktion til og oplæsning af den lige så fænomenale»skabningens suk«(hald Hovedgaard august 1984), samt Peter Seebergs besk tilbageholdte munterhed i og ganske lette snøvlen ved oplæsningen af»argumenter for benådning«(hald Hovedgaard februar 1977). Det er simpelthen ubetaleligt. De tre noget yngre digtere står sig godt i selskab med disse to koryfæer, både som oplæsere og digtere. De er dog mere anonyme i deres oplæsninger, præget som de er af den borumske oplæsningstekniks rytmisk udklingende beto- 46 NR. 4 DECEMBER 2002

47 (artikel) ning af visse ords lange endelser. Thøger Jensen er, synes mit øre, den mest stilsikre oplæser af de tre hver for sig ellers alt andet end hørehæmmede oplæsere. I den stemmebårne lyrik forenes lyd, betydning og betoning i en åben og vibrerende semantik. Sine steder i form af vellyd, andre steder i form af mislyd. Derved er vi tilbage ved indledningsspørgsmålene: hvor går grænserne og hvordan adskiller det ene sig fra det andet, sådan rent definitorisk? I en lige så ambitiøs som lille og dertil engelsksproget pamflet i dagsaktuelt udstyr kaldet»the Aesthetics of Noise«tøver støjrock- og electronica-specialisten Torben Sangild ikke med at give os svar på vor undren. Uden at ryste på hånden konstaterer han, at der findes 1) akustisk støj fx hvid støj, 2) kommunikativ støj fx signal-forstyrrelser: forvrængede el-guitarer eller elektroniske overstyringer og 3) subjektiv støj, dvs. støjoplevelse baseret på ideosynkrasi og kultur-historiske betingelser. Herefter gives en meget kort skitse over»støjens historie«, der for Sangild for alvor starter med Luigi Russolos manifest»the Art of Noise«fra 1913 og terminerer i to dimensioner. Den første af disse to dimensioner er støjrocken fra»the Velvet Underground«til»My Bloody Valentine«s glatte mesterværk»loveless«(koncert i Pakhuset, som Sangild har hørt, og lp/cd fra begyndelsen af 90 erne). Derefter er det slut med rockens innovative støj, fra nu af gælder i Sangilds heuristiske, historiefilosofiske og Adorno-inspirerede forbudskanon kun den elektroniske musikscene, som da er den anden og i dagens kultur eneste gyldige støj-scene. De indledende terminologiske noter og den ultrakorte historiske skitse eksemplificeres deskriptivt med bemærkninger til»sonic Youth«,»My Bloody Valentine«, Merzbow og Curd Duca. Som afsluttende perspektiv gives et»mod en støjens æstetik«-kapitel. Der åbnes tre mulige veje: 1) støjens dionysiske og sublime dimensioner (i en æstetikhistorisk set indirekte og noget uafklaret sammenblanding af Burke, Kant og Nietzsche), 2) abjektiv støj (lex Julia Kristeva) og 3) støj som multiplicitet (lex Michel Serres). Det opløftende ved Sangilds pamflet er, at han tager støj-musikkens æstetiske dimension alvorlig uden de ellers udbredte tekniske og sociologiske reduktionismer. Med sit definitive system afskærer han sig imidlertid også fra en lidt mere åben og lyttende overvejelse over lyd-, støj- og musik-emnets ret så komplekse karakter, der nok næppe lader sig begribe ved hjælp af et lille udvalg af de teorier, der engang i 90 erne blev undervist i på diverse litteraturvidenskabelige institutter. Man kunne elliptisk forfølge en lidt anden tangent tværs gennem Sangilds solsystem ved lidt mere inklusivt at fundere over fx støjens tilrettelagte og tilfældige æstetiske kvaliteter. FORBINDELSER Da Copenhagen JazzHouse sidste år fyldte ti år blev det fejret med et festfyrværkeri af en jazz-antologi, nemlig Benedicta Pécselis smukt layoutede»øjeblikkets antændelse«. Den indeholder et væld af små essays af og interviews med nogle af jazzens fremmeste kritikere, musikere, lyttere og afficianados. Alt dette ledsages af en fornem billedside. Antologien handler af gode grunde ikke om støj. Derimod ganske meget om jazzen som øjeblikkets musik, om den øjeblikkelige inspirative og kommunikative antændelse musikerne imellem og derfor mellem de udøvende og publikum. Bogen kunne også have heddet spontan antændelse, titlen er nemlig hentet fra et Art Blakey-citat anbragt på bogens forside, han taler om»spontaneous combustion «. Denne øjeblikkelige eller spontane antændelse, hvor musikerne pludselig finder sammen i en intern rytmisk, tonal eller harmonisk kommunikation hinsides en forudbestemt kompositionel eller løst skitseret orden, er et af jazzens mest kreative momenter, således kan komposition være improvisation i slowmotion, som Thomas Clausen ser det i et interview. I sit bidrag taler Niels Albertsen inspirerende om»jazzmospherical Gestures«og Per Aage Brandt om jazzens brændende fornuft. Begge ligger på linie med Peter Vuust og hans analyser af rytmisk kommunikation i bogen»polyrytmik og metrik i moderne jazz«(2000). Sådanne øjeblikke omtales ofte i jazzhistorien i et mytisk tonefald som noget der finder sted ved denne eller hin ganske bestemte, daterede og lokaliserede koncert. Har man ikke været der, kan en annoteret bånd-, lp- eller cd-udgivelse godt accepteres. Det interessante i nærværende essays støjperspektiv er, at sådanne optagelser ofte er langt mere intense at lytte til end rentegnede og vel-producerede studie-optagelser netop på grund af den tilfældige støj, der er i og ledsager musikken: dårligt afbalanceret optagelse instrumenterne imellem som på fx de legendariske Bill Evans-triooptagelser»Sunday at the Village Vanguard«og»Waltz for Debby«(begge 1961), som nogle af os aldrig bliver trætte af lytte til. Eller publikums mumlen, skramlen og flaskeklirrende tilstedeværelse med tilråb, hujen og applaus. Eller båndsus. Eller anden baggrundsstøj, fjern trafiklarm, klokkeringning, instrumentskramlen, musiker-mumlen, mikrofon-stød. Denne tilfældige støj bliver til et integreret element i den alt andet end støj-fikserede musik-begivenhed. Den findes også på live-optagelser såsom»cheap Thrills«med»Big Brother & the Holding Company«med Janis Joplin (1968) og»live at the new orleans house, berkeley«med»hot Tuna«(1970), begge lp er har fx den klirrende lyd af en flaske der smadres på gulvet. Herfra er der ikke langt til så at integrere sådanne okkasionelle støj-elementer i selve kompositionen, at udnytte et sådant støjpotentiale som en på forhånd tilrettelagt mulighed. Det sker samtidigt, men på vidt forskellige måder i bl.a. Jimi Hendrix og»the Velvet Underground«fra slutningen af 1960 erne. Hendrix tager bluestraditionen fra Robert Johnsons innovative guitar-spil op ved at booste de elektriske muligheder, der siden den elektriske Chicago-blues fra 40 erne og 50 erne har været knyttet til den overstyrede rør-forstærker. Johnsons ekvilibrisme på en guitar med strenge-klirren og slag mod gribebrættet med bottlenecken er aldrig siden overgået på en akustisk blues-guitar, det er Hendrix blues-feeling for overstyring, feedback og en hvid fender telecasters lige så markante som fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

48 (kritik) fortsat fra forrige side ekstreme lydrepertoire heller ikke. I begge tilfælde integreres instrument-støjen som integralt moment i selve spillet, frem for, som mange anæmiske kritikere ønsker det, at fortrænge den. Sådan er det også hos de alt andet end blues-inspirerede»the Velvet Underground«. Her er der snarere tale om en avantgardistisk anvendelse af elektrisk overstyring og grim lyd-optagelse for at forlene en stærk sårbarhed eller sensiblitet især hos Lou Reed og Nico med en konfrontativ brutalitet og en John Cales klassisk dannede lydekstremiteter efter Stockhausen, Cage og Warhol. Springer man frem til el-guitareksperimentatorerne»sonic Youth«og lydmaskinen»my Bloody Valentine«er situationen en helt anden end i tilfældene Hendrix og»the Velvet Underground«. I begge tilfælde handler det ikke om at undersøge og videreudvikle tilfældigt opståede og hidtil uhørte instrumentale muligheder, Hendrix fænomenale forvrængninger, wah-wah og feedback eller»the Velvet Underground«s langt mere primitive forstærkerhylen. Nu handler det om at forfine en højt udviklet teknik i et forsøg på at udvide eller ligefrem sprænge rock-musikkens grænser. Det resulterer i et fænomen kaldet støj-rock. Men her er støj ikke længere noget udelukkende tilfældigt, men del af et ofte gennemkomponeret og kompliceret lydflow. Her som i music concréte a la Else Marie Pade og i aktuel electronica er der tale om tilrettelagt støj. Set i et kompositionelt, analytisk, musikalsk udøvende eller lyttende perspektiv gør afstanden mellem tilfældig og tilrettelagt støj noget af en forskel. Begge må i jazz, rock og electronica siges at være lige vigtige, men deres perceptionelle og kulturelle antrit er vidt forskellige. Det er derfor også en smule futilt at tale om Hendrix,»The Velvet Underground«,»Sonic Youth«og»My Bloody Valentine«som om de spillede på den samme fender-guitar. Det gør de ikke, og de udnytter instrumentets støjmusikalske potentialer af både tilfældig og tilrettelagt art på vidt forskelllige måder. Hvorfor også fænomenet støj-rock i et æstetisk perspektiv må kobles med en teknisk og perceptionel side, der tager musikerens, komponistens, øjeblikkets, producerens og mediets konceptualiseringer alvorligt. Om et skånsk fænomen som»bob Hund«tangerer genren støjrock kan være lidt tvivlsomt. Men de udnytter på cd en»bob hund«(2002),»10 år bakåt & 100 år framåt«, til fulde forskellene mellem den støj, der ledsager en live-optræden i en engelsk klub London 23. maj 2001 og studie-optagelser fra gruppens 10 år. I begge tilfælde trykker de den af med en energi og nogle tekster, der i enhver henseende sparker fødderne væk under én,»istället för musik: förvirring«. Og måske er deres musik i virkeligheden udtryk for, at et eminent udnyttet støj-potentiale, klassisk rock-musik, skånsk brovte-humor og en vis anarkistisk sans også simpelthen kan være udtryk for netop en energi. Det kunne være i et sådant både ubestemt og singulært transformationsfelt støj og musik kunne mødes. Så nu forlades scenen og øret hældes ind i»bob Hund«, ind i en energi hinsides duracell-kaninernes monotone trommeri. God energi, altså. Rengøring som en hvid tornado i hjernens mugne og spindelvævsbesatte områder. Drik øl og bræk dig, som Bob Hund anbefaler de engelske og svenske tilhørere på live-cd en. Også det støjer, men vist nok uden at larme? Spørgsmålet om forskellene mellem larm og støj må vi nok hellere meditere en smule over ved en anden og mere passende lejlighed. (tak til Sara Alfort (bob hund) og Rasmus Steffensen (geiger:))»ildfisken # 29«2002 (cd)»geiger: # 6«2002 (gratis århusiansk ROSA-skrift om bl.a. støjrock og electronica) Benedicta Pécseli (red.),»øjeblikkets antændelse«, Copenhagen JazzHouse 2001 Torben Sangild,»The Aesthetics of Noise«, Datanom 2002 Peter Vuust,»Polyrytmik og metrik i moderne jazz«, Det jyske Musikkonservatorium 2000 Bill Evans Trio,»Sunday at the Village Vanguard«(cd) Bill Evans Trio,»Waltz for Debby«(cd) Bob Hund,»bob hund«(2 cd) My Bloody Valentine,»Loveless«(cd) Sonic Youth,»Screaming Fields of Sonic Love«(cd) Big Brother & the Holding Company,»Cheap Thrills«(lp) Hot Tuna,»Live at the new orleans house, berkeley«(lp) Johannes Jørgensen Essays om den tidlige modernisme Redigeret af Peer E. Sørensen 222 sider, 234 kr. Forlaget Klim Anmeldt af Dag Heede Omslag: Joyce Grosswiler med maleri af Johan Rohde: Johannes Jørgensen (1925) Modernismen modereret Eksklusivt udvalg af Johannes Jørgensens litteraturkritik I fjor udgav Forlaget Klim i deres nye, eksklusive serie af kulturklassikere et udvalg af Johannes Jørgensens ( ) tidlige litteraturkritik. Redaktion, lærd kommentering og efterskrift er lagt i Peer E. Sørensens kyndige hænder. Hans indsats er fremragende. På suveræn, om end ikke ganske pædagogisk vis bliver Jørgensens tekster analyseret, perspektiveret og problematiseret. Sørensens overordnede projekt er at moderere den danske modernismekonstruktion, der groft sagt ser modernismen som et dansk fænomen udsprunget i nittentresserne med Johannes V. Jensen som eneste forgænger. Johannes Jørgensens negativitetsæstetiske ungdomskritik fra halvfemserne viser ifølge Sørensen en fuldt udfoldet modernistisk sensibilitet, som i det videre forfatterskab erstattedes af religiøs, anti-modernistisk dogmatik. Jørgensen endte efter konverteringen til katolicismen i 1896 med at skrive sig ud af modernismen og ind i klassicismen. Udvalget strækker sig fra 1891 til 1906 og illustrerer, hvor radikalt Jørgensen ændrede sine litte- 48 NR. 4 DECEMBER 2002

49 (kritik) ratur- og kulturhistoriske konstruktioner. Især romantik- og modernismebegreberne ændrer betydning, indhold og værdi. I halvfemsernes antibrandesianisme fremstilles romantikken som alliancepartner og idealistisk modvægt til naturalismen. I det fascinerende og besynderlige essay»romantikken i moderne dansk litteratur«fra 1904 kollapses derimod de to begreber, så naturalismen fremstår som en videreudviklet romantik forstået som egoismens, anarkismens og jeg-dyrkelsens tænkning. Georg Brandes fremstilles nu som den største romantiker af dem alle. Over for disse modernitetens og subjektivitetens dårligdomme indfører Jørgensen klassicistiske begreber om dagligdag, vilje, lov og katolicisme, der minder om såvel klostrenes asketisme som renæssancens stoicisme. Selve essaysamlingen er således udspændt mellem forelskede, indfølende og ofte spejlende portrætter af åndbeslægtede digtere som Edgar Allan Poe, Baudelaire, Shelley, Huysmans, Verlaine og Mallarmé og som modpol essayets afsværgelse af ungdomsfascinationens dekadencedyrkende subjektivisme. Stilistisk er der mest at hente i halvfemser-teksterne, hvor Jørgensens indlevelse i sine åndsfæller medfører næsten sammenglidninger mellem citater og analyse. Jørgensen bliver næsten Poe, Baudelaire og Shelley. Eller også er det omvendt, som også Sørensen kritisk bemærker:»i essayene fra 90 erne kan man overalt iagttage, hvorledes han næppe kan skelne mellem sit eget og det fremmede, i den grad læser han kreativt-identifikatorisk«. Identifikationen har omkostninger; der er tale om såvel lukninger som åbninger i Jørgensens digterportrætter, der altid er bundet op på romantikkens centrering om digtersubjektet og således ikke kan rumme f.eks. Baudelaires og Mallarmés upersonlige poetikker. Hele Jørgensens kongerække af tvillingesjæle, hele det åndsaristokratiske herreselskab bliver med vold og magt konstrueret som heroisk-patetiske figurer; de bliver gjort til romantiske digtersubjekter og identifikationsfigurer for den søgende litterat og hans radikale antimaterialisme og antikapitalisme, en søgen, der går fra»sjælens Sumpegne«og»Sprogets Ligpletter«til genopstandelsen i den katolske tro. Kattens røvhul Glimrende, udtømmende og dansk introduktion til Borges forfatterskab Ditlev Tamm Jorge Luís Borges en introduktion 280 sider, 295 kr. Gyldendal Anmeldt af Anne Marie Dinesen En gang i begyndelsen af 1980 erne, da nogle af os lige var begyndt at læse Borges med stor begejstring, udbrød en af mine lærere fra universitetet,»jamen han er jo fascist!«, underforstået, så må man ikke læse ham. Borges var ikke fascist eller noget i den retning, men under læsningen af denne bog undrer det mig pludselig, hvordan i alverden han kunne være så ufatteligt dum at modtage en litterær pris i Chile i 1976? Tre år efter militærkuppet, i forbindelse med hvilket Allende blev myrdet og tusinder af civile forsvundet eller flygtet ud af landet? Borges havde tilsyneladende ikke noget entydigt politisk ståsted og hvem har for øvrigt det andre end fanatikere og udtalte lidt af hvert gennem sin levetid afhængig af de politiske forhold. Et faktum, som tilsyneladende var medvirkende til, at han aldrig fik Nobel prisen. Men det er der nu så mange andre betydelige forfattere, der heller ikke har fået. Borges var vistnok primært en tilbagetrukket aristokratisk, eller med sine egne ord»en uskadelig anarkist«. Ditlev Tamm benævner ham»platoniker«og tilføjer:»ikke staten, men biblioteket og ideernes verden var hans sted.«den praktiske verden var ikke lige Borges gebet, men til gengæld var netop verdenslitteraturen, filosofien, sproghistorien osv. en verden, i hvilken Borges bevægede sig med stor lethed og elegance. Tamm understreger da også kombinationen af litteratur og filosofi som»en del af charmen ved hans værker«. Inden jeg begynder at kritisere, eller måske bare undre mig over visse udeladelser, vil jeg fastslå, at denne bog er en aldeles glimrende, grundig og udtømmende introduktion til Borges forfatterskab. Det, der undrer mig er, at Tamm er så ufatteligt diskret og nærmest tavs omkring de forhold i Borges liv, som de fleste Borges-aficionados kender til, og som kunne nuancere portrættet. Borges boede det meste af sit liv sammen med Jorge Luís Borges (Foto: Alicia Jurado) sin mor og den berømte hushjælp Fani i gaden Maipu i Buenos Aires (samt i en periode den fede, hvide kat Beppo). Derudover havde han en særdeles interessant vennekreds, som bl.a. bestod af Victoria Ocampo, Aldolfo Bioy Casares, Silvina Ocampo (gift med Bioy), María Esther Vazquez, o.a. María Esther Vazquez udgav i 1996 den prisbelønnede biografi»borges- esplendor y derrota«, en bog, som Tamm henviser til ganske kortfattet. Men i øvrigt ikke anvender som kilde, hvilket er synd, da den er spækket med de herligste anekdoter. Måske skyldes denne diskretion, at Tamm, da han første gang var i Buenos Aires i 1997,»mødte mennesker, der havde kendt Borges, herunder María Kodama«. Borges havde en del hjælpere, som rejste med ham, skrev efter hans diktat osv. i forbindelse med den tiltagende blindhed, og sidstnævnte María Kodama blev den sidste i rækken af»unge studiner«. Kort før Borges død i juni 1986 blev han gift med Kodama. Ifølge Vazquez biografi ophørte al kontakt med vennekredsen, da Kodama tog over, og det er et velkendt faktum, at den gamle vennekreds var stærkt bekymret over den sociale isolation, som Kodama etablerede omkring Borges. Så stærk var isolationen, at Borges elskede søster Norah måtte læse i avisen, at hendes bror var død i Genéve af en sygdom, hun ikke engang anede, han led af. Og det er også et velkendt faktum, at såfremt man vil have foretræde for Kodama, som via giftermålet erhvervede sig rettighederne til Borges samlede skrifter, må man ikke samtidig have forbindelse til for eksempel María Esther Vazquez. Hvilket denne anmelder for øvrigt har, idet Vazquez, i lighed med Borges, er et generøst menneske, der åbner sit hjem for tilrejsende. Så for at nuancere en smule på dette portræt, lad os da tage en anekdote, fortalt af den danske litterat Karl Erik Schøllhammer, der interviewede Borges i lejligheden i Maipu. Borges var en stor kender af de gamle nordiske sprog. Litteraten blev modtaget, og man konverserede lidt. Pludselig spurgte Borges, om ikke det er sandt, at man i Danmark har et hav, der hedder»kattens røvhul«? Schøllhammer trak lidt på det, i samme øjeblik tog Borges den store hvide kat Beppo som lå i hans skød, og vendte så at sige kattens røvhul mod litteraten som en illustration. Borges tilføjede,»har I ikke et hav, der hedder Kattegat?«Det er trist at den store del af Borges liv, som han tilbragte sammen med vennekredsen og familien, så at sige»ikke må eksistere mere«. Men kan man læse spansk, kan man supplere Tamms udmærkede introduktion til forfatterskabet med Vazquez bog om både forfatterskab og liv. NR. 4 DECEMBER

50 (kritik) Omfavnelse eller omklamring? Dag Heede Det umenneskelige Analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen 258 sider, 250 kr. Syddansk Universitetsforlag Anmeldt af Svend Erik Larsen Konsekvent og grundig bog om Blixen, der dog mere stiller spørgsmål på ny, end den stiller nye spørgsmål Her bliver Karen Blixen krystet i et solidt favntag. Dag Heede lader postfeminisme, dekonstruktion og kønsteorier få et godt tag i den spinkle krop og ryste hende tæt og hedt. Det er der kommet en meget konsekvent bog ud af. Konsekvens skal man altid bøje sig for. Hvis man udviser den, står man inde for den og bliver dermed selv del af den. Det er helt i overensstemmelse med Blixens lovbundne univers hvor friheden paradoksalt skabes gennem en ekstrem indforståethed med love hinsides den personlige vilje og lyst. Dag Heede er selv holdt godt fast, helt ned i sit sprog, af de teorier der har sat gang i hans læsning. Man er aldrig helt klar over om teorierne har udfordret så meget at Blixen skal illustrere dem hun er eksempel. Eller om Blixen selv udfordrer teorierne og derfor må aktualiseres ved at hylles i andre begrebslige gevandter end dem hun selv og andre har iført hende hun dekonstruerer de felter Heede undersøger. Omklamres hun eller omfavnes hun? Gennem en række nyere kønsteorier stiller Heede på ny spørgsmål til krop, køn, seksualitet hos Blixen. Det grundlæggende greb er ikke at se Blixens enkelte fortællinger som helheder, men på de kønnede sager på tværs af forfatterskabet. Det giver nogle fordele i læsningen. Der kan forfølges én linie og kun den. Og det sker. Heede vil undersøge hvordan det frit vælgende, suveræne individ rykkes ud af sin vilje og suverænitet gennem seksualitetens brogede udtryk og forvandlinger. Mennesket gøres umenneskeligt fordi det hverken kan styre sig selv, andre, sproget eller kønnet. Der er en hyppigt gentaget afstandtagen til biografisk eller almindelig humanistisk fortolkning af Blixen. Overhovedet er gentagelser hyppige i bogen, helt ned i de enkelte sætningers lidt Else Skolemesteragtige opremsninger af synonymer. Bogen bygger på fire samlende temaer: hetero-normalitetens dæmonisering, erotikkens variationer, kønnets ustabilitet og identitetens maskepi. I sit dementi af det selvberoende menneske tager Blixen hul på de»kommende forhandlinger omkring en endnu ikke eksisterende post-human filosofi«som de allersidste ord lyder. Om et post-humant univers overhovedet rummer mennesker der kan forhandle sådan noget, er lidt usikkert. Når jeg ovenfor personificeret både Blixen og Heede selv som skribenter, er jeg næppe selv helt i samklang med Heede. Teoretiske nybrud er jo i princippet nødvendige for at viden og opfattelser kan flytte sig. Ikke et ondt ord om det. Men nogen garanti er det jo ikke, selv når det som her er vidende og grundigt gjort. Der er to vanskeligheder som begge viser sig i sidste kapitel. Her taler Heede om de»større fortællinger som [individet] selv er en underordnet del af«. Det er just Blixens udtryk for umenneskelighed: når man træder ind i en fortælling, og det kan man ikke undgå, så tager dens strukturer over, og når den er færdig, er man helt umenneskelig færdig, til at se som objekt. Men når Heede ikke tager fortællingen hos Blixen som et helhedsbegreb, kommer han ikke i dialog med de aspekter i teksternes eget univers der tematiserer umenneskeliggørelse, og som udfordrer de former for umenneskeliggørelse som Heede bringer ind. Hvis de nye teorier skal udfordres, er der heller ingen vej uden om at skulle tage livtag med hvad skæbne er hos Blixen, uanset hvor klamt og humanistisk nogle på forhånd måske synes det er. En andet aspekt der heller ikke inddrages med nogen vægt, er det historiske perspektiv. At fortælle er at blive del af og skabe historie, og fortællingerne selv er, som form og som motivverden, fortolkninger af kulturhistorien. De genaktualiserer tænkeformer, hedder det omsider til allersidst. De er ikke blot, som ellers mest i bogen, mødesteder for intertekstuelle henvisninger til dette og hint. Derfor stiller Heede mere spørgsmål på ny, end han stiller nye spørgsmål. Heteroseksualitetens omvendinger, kønnets ustabilitet, identitet som maske jamen, det er jo kendte spillebrikker fra Ovids»Metamorfoser«, fra Shakespeares komedier, fra Petronius, fra Genji-romanen, fra»1001 nat«, fra Marivaux og fra... Traditionens og fortællingens umenneskeliggørende virkning som forudsætning for identitetsdannelse skinner som sagt igennem i Heedes sidste kapitel. Selv om individuelle valg ikke er i høj kurs i det post-humane univers, ville jeg nok have valgt at sætte sidste kapitel først og fået et afsæt i de aspekter hvor Blixen kan ryste igen, men fortsat udfordrende. Og at bogen agter at tage Blixen op som udfordring, det har min udelte sympati. 50 NR. 4 DECEMBER 2002

51 (kritik) Hilsner fra bogkælderen, bagerste hylde Karsten Sand Iversen Skyggebiblioteket 126 sider, 198 kr. Batzer & Co Beretninger fra Øst- og Centraleuropa Anmeldt af Anders Klinkby Madsen»Skyggebiblioteket«er en samling historier om mennesker og bøger i den øst- og centraleuropæiske litteratur i det 20. århundrede. Den begynder med beretningen om den jødiske digter Avraham Ben Yitzhak fra Przemyśl og slutter med historien om den jødiske forfatter Isak Samokovlija fra Sarajevo. Vi befinder os i periferien af en excentrisk bogsamling blandt forfatternavne, få har hørt, og hvis bøger endnu færre har læst. Det har til gengæld Karsten Sand Iversen. Hans generøst vidende og suverænt skrivende formidling af bogens fjorten forfatterskaber oplyser en litteratur, som ikke er ukendt af æstetiske, men historiske grunde. Kulturerne, som værkerne udsprang af, blev udryddet eller selvdestruerede i løbet af det 20. århundrede. Det er ikke afstanden i tid, men diskontinuiteten, der gør, at der er brug for en oversætter af Iversens format til at forbinde os med disse kulturers historier. Og det gør han. Ord til ord og tanke til tanke. Tilmed i noget af den bedste og mest varierede prosa der skrives på dansk. Som mange forhåbentlig vil vide, har bogens stykker tidligere været trykt i»standart«. De fjorten forfattere, som bliver biograferet i hver deres essay, stammer alle fra tidligere provinser i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, og mange er formet af monarkiets undergang med Første Verdenskrig, de nye nationers opkomst og ikke mindst jødeforfølgelserne, der kulminerede i nazismen og Anden Verdenskrig.»Skyggebiblioteket«er også et katalog over ofrenes, især jødernes, ord. Det er kendetegnende, at Iversen fremhæver sloveneren Ivan Cankar, der beskrev fattigdommens Wien og er forfatter til blandt andet den lille østrigske pornografi»josefine Mutzenbacher«, som den retfærdige i modsætning til de dekadente wienerforfattere som Hugo von Hofmannsthal. Den socialistisk orienterede litteratur og senere den såkaldt subversive og systemkritiske anti-heimat -litteratur hos eksempelvis den østrigske slovener Florjan Lipuš fremstilles som politiske og litterære idealer for bekæmpelse af uretfærdighed og undertrykkelse. Tendensen til opdeling i det gode og det onde skyldes dels Iversens litterære indføling, der gør hans formidling levende, men også en personlig præference og en bestemt indstilling, der insisterer på at se historien fra de forfulgte og undertryktes perspektiv. De to ting hænger naturligvis sammen og er grundlaget for konstellationen af forfattere i bogen. Men i den større historie om østog centraleuropæisk litteratur i den første halvdel af det 20. århundrede, som»skyggebiblioteket«skitserer, og Karsten Sand Iversens store viden og skrivekunst nærmest forpligter ham på at nedfælde, er der en tilbøjelighed til at udelade de konservative, vitalistiske og måske i sidste ende fascistiske elementer, der også er centrale i epokens litteratur. Enkelte steder er de med. Først og fremmest i essayet om Mihail Sebastians dagbøger, hvor Iversen også kredser om E. M. Ciorans mørke stemme og formår at sætte meget af Rumæniens intellektuelle historie i spil omkring Sebastians dagbøger. Essayet er fremragende. En tid efter man har læst det, går man og kigger efter rumænske forfattere i excentriske antikvariater. Nysgerrige læsere kan begynde her. Dannelser 20 bud på, hvad dannelse var og bør være set fra Aarhus Universitet Martin Blok Johansen (red.) Dannelse 348 sider, 298 kr. Aarhus Universitetsforlag Anmeldt af Birgit Eriksson Hvad er dannelse? For år siden var der ikke så meget tvivl om den sag. Dannelse var noget, borgerskabet havde fundet på for at beskytte sig selv mod den truende modernitet og for at afgrænse sig fra alle dem, der ikke havde den: alle dem, som ikke kunne konversere om de litterære klassikere, mens de med dannet pænhed undgik at hæve stemmen eller at spilde suppe på det nydeligt konservative tøj. Dannelse var dermed også noget, der tilhørte fortiden. Sådan er det imidlertid ikke mere. De senere år er dannelsesbegrebet genopstået, og i dag optræder det overalt, hvor man diskuterer uddannelse, humaniora, identitet, det gode liv, kunstens rolle i samfundet, you name it. Men dermed er betydningen af ordet heller ikke længere den samme. Dannelse kan nu betyde stort set det modsatte af ovenstående snævre, borgerlige norm, bl.a. en åbenhed over for andre kulturer end ens egen. Det gør det f.eks. i Per Aage Brandts bidrag til»dannelse«, som er den seneste i en længere række af antologier, der har taget dannelsesbegrebet op til fornyet undersøgelse. For Brandt bør dannelsen bære en erkendelsesbaseret åbenhed. Det bør den også for andre af antologiens forfattere, og det er vel ikke så mærkeligt, når bidragene er indhentet blandt forskere fra 20 forskellige institutter ved Aarhus Universitet. Forskerne, som altovervejende er mænd af de mere modne årgange, skriver næsten alle om dannelsen i relation til deres eget fag. Vil man vide noget om nye dannelsesformer i ungdomskulturer eller andre steder, skal man altså søge andre steder. Hvad antologien giver, er i stedet en rundgang til forskellige faglige opfattelser af dannelse. De fleste af bidragyderne taler her ikke om erkendelse, men om viden, og mens Brandts erkendelse retter sig ud mod verden og skyr enhver relativisme, forbinder mange af de andre bidragydere den historiske og kulturelle viden med det personlige livsperspektiv. Her er dannelsesprogrammet ikke så meget at indsamle en bestemt vidensmængde; dannelsen udfoldes først, hvis viden og videnskab bliver brugt i ens egen og andres fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

52 (kritik) fortsat fra forrige side identitet, dagligdag og fællesskaber. Nogle tager da også skridtet fuldt ud og gør dannelsen etisk. Her er det afgørende hverken erkendelse eller viden, men gode humanistiske kvaliteter som medmenneskelighed, samfundssind og ansvarsfølelse. Nu er det ikke alle antologiens bidrag, der formulerer dannelsesprogrammer. Flere går historisk til værks, og man bliver godt oplyst om bl.a. den tyske dannelsestænknings forhold til det græske ideal, om diskussionen mellem de»to kulturer«, den humanistiske og den naturvidenskabelige, og om hvordan dannelsen i et antropologisk perspektiv placerer sig mellem partikularisme og universalisme. Mange blander endvidere det historiske med det programmatiske, når de fx diskuterer dannelsens forhold til traditionen, kunsten, naturvidenskaben eller teknologien. Antologiens bidrag spænder vidt, og det er både dens styrke og dens svaghed. Styrken er, at antologien selv forsøger at leve op til dannelsesidealet om erkendelsesbaseret kulturel åbenhed, når bidragyderne ikke kun er litterater, historikere og andet humanistisk godtfolk, men også fx en jurist, en matematiker og en fysiolog. Deres forståelse af dannelse er ikke overraskende fjernt fra den vanlige litterært-æstetiske. Svagheden er til gengæld, at bogen mangler sammenhæng. Her tænker jeg ikke kun på den indholdsmæssige spredning, som med lidt god vilje kan tilskrives det diffuse dannelsesbegreb. Værre er det, at antologien formelt og genremæssigt sætter sig mellem mindst to stole, når den blander videnskabelige fremstillinger med noget, der mest ligner en kronik eller løs snak; eller når den som målgruppe bl.a. angiver yngre universitetsstuderende, samtidig med at den er klinisk renset for de litteraturhenvisninger, der ville gøre det muligt for interesserede studerende at gå videre. Hvad redaktøren har villet med»dannelse«, blæser således lidt for meget i vinden. Bogen har dog mange gode artikler, og finder man ikke ud af, hvad dannelse er, så opdager man i hvert fald, at begrebet kan dække endnu mere, end man troede. At fumle med en nælde Henrik Nordbrandt Døden fra Lübeck 220 sider, 248 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Dan Christensen Henrik Nordbrandts erindringer trækker klare tematiske og erkendelsesmæssige tråde tilbage til det lyriske forfatterskab Jeg gider ikke mere ævl om digteren, der ville sælge sit fædreland for dets smukkeste rose og forlod Danmark for leve ved Middelhavet, som om det skulle være mere poetisk. Der er i virkeligheden en meget smukkere pragmatik i det faktum, at Henrik Nordbrandt tog derned, fordi det dengang og som digter var billigere at leve i middelhavslandene. Nu har vi fået mulighed for at lære manden bag digtene at kende, og som enhver læser ved, så er det rædselsfuldt at møde yndlingsforfatteren, fordi han oftest viser sig at være helt vildt irriterende. Det er Nordbrandt ikke, selv om jeg var noget fortørnet forleden på Byens Kro i Møntergade, hvor han ikke dukkede op til den oplæsning, jeg var valfartet helt fra Århus for at høre. Nordbrandt har udgivet, hvad der virker som første del af sine erindringer en vis uafsluttethed antyder det. De aktuelle erindringer omhandler tiden fra barndommen til puberteten, uden at det på nogen måde er kronologien, der er det strukturerende princip. Det strukturerende er Nordbrandt selv, akkurat som i den lyriske del af forfatterskabet, hvor digteren aldrig nøjes med at være den formgivende instans. Nordbrandts digte er Nordbrandt, og længere er den ikke. Hvad han så ellers går og laver eller siger er sagen uvedkommende. Biografiske læsninger er tåbelig ugebladsjournalistik, selv om det, så vidt jeg kan se i medierne, desværre er det biografiske, der vinder på bekostning af værket. Og dét er det ontologisk interessante ved Nordbrandts erindringer. For hans erindringer er heldigvis biografisk uinteressante. De er interessante som litteratur. Nordbrandt er en af de få danske digter, som formår at skrive fuldendt uden at blive formfuldendt. Altså uden at blive kunstfærdig Og hvad betyder det udover at han altså majestætisk placerer sig uden for det store felt mellem den solipsistiske pladderpoesi og den hold kæft hvor er jeg velbevandret i mig selv ske akademilyrik, der nærmest bløder en digtcyklus pr. måned? Ja, det betyder, at Nordbrandt har stil og godt ved, hvordan man forvalter den. Jeg ærgrer mig gul som en sydspansk citron, når jeg ser ham i medierne, fordi jeg fordomsfuldt mener, at han bør holde sig for god til det og pakke frugterne og rejse hjem, hvor han stilfærdigt kan få de andres sprogblomster til at gå i frø. Men det er naturligvis kun noget, der eksisterer oppe i mit hoved. Og nu lidt fra erindringerne. Nordbrandt var svag og syg:»det var ganske modbydeligt at ligge på hospitalet. Maden smagte forfærdeligt, og når jeg nu tænker på den, synes den på en eller anden måde at have været den koldeste mad, jeg har fået i hele mit liv.«så kan man enten suge biografien i sig som nektar eller dvæle ved et idiomatisk særkende ved Nordbrandt: hele mit liv, som går igen adskillige steder i digtene. Livet leves på samme måde, uanset hvilken form, Nordbrandt vælger at give livet. Og det er det smukkeste ved erindringerne. Nordbrandts liv er hverken mere eller mindre interessant at læse om end et hvilket som helst andet liv, såfremt den levende in question da besad Nordbrandts evne til at forstå sit eget liv. Set med de briller, er Nordbrandts erindringer naturligvis ikke digte, men bestemt poetiske. De er heller ikke nogen spøg. Han har ikke skrevet dem, fordi han sad og kedede sig, som han engang bemærkede om agentromanen»finckelsteins blodige bazar«. Erindringer er som poesi altid et personligt projekt, for hvem andre end en søgende person ville bruge sin tid på at skrive poesi? Glem den romantiske myte om, at man skal være fucked up, ensom, gerne grænsepsykotisk og helst alkoholisk for at skrive digte. Det passer ikke. Men man skal altid være på vej rundt i vildreden og aldrig under vejr med sig selv. Så hellere en voldsmand, der kaster skovle efter sine venner:»skovlen fløj næsten tyve meter gennem luften, før den ramte (...) Det var for mørkt til at jeg kunne se, hvor den havde ramt. Jeg fik det først at vide senere. Den var gået gennem øret på Ole og havde derefter knækket to af Laus fortænder.«det er let at læse Nordbrandts erindringer, fordi de er så velop- 52 NR. 4 DECEMBER 2002

53 (kritik) lagte, så ærlige og så personlige uden at blive private. Det er en god historie, slet og ret og vi har ikke hørt den før. Men selv om fortællingen er ligeså ny som Lesbos ville være det i Lillerød, så ligger der bag ordene en rytme, en anskuelse, en ironi og en sonderende bevidsthed, der trækker klare tematiske og erkendelsesmæssige tråde tilbage til det lyriske forfatterskab. Man bliver ikke bedre til at læse Nordbrandts digte af at læse erindringerne, der er ingen nøgle, for den slags nøgler findes ikke. Men erindringerne er uden tvivl en større læseoplevelse, hvis man har læst digtene. Hvordan kan det være og kan det være rimeligt og hvad med kunstværkets integritet? Siden Shakespeare har vi kendt til det stof som drømme er gjort af. Men hos Nordbrandt er det som alle andre steder ikke stoffet, der er det vigtige, men hvad han gør med stoffet. Erindringer er hverken i mere eller mindre grad en konstruktion, end digte er det. Derfor ligger der tilbage kun erkendelsen og beskrivelsen af stoffet. Og dét er det interessante ved Nordbrandt og i øvrigt. Det lyriske forfatterskabs ypperste kvalitet er dets integritet. Nordbrandts digte tror sgu på sig selv, selv om digtet kan være nok så tvivlende. Og dér er der noget at lære for os alle sammen også i erindringerne. Prøv at se med disse øjne og mærk godt efter med ørerne:»den der med Gik alle konger frem på rad/ I deres magt og vælde,/ De mægted ej det mindste blad/ At sætte på en nælde kostede mig en øretæve. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Også i dag må jeg trække på smilebåndet, når jeg forestiller mig de mange konger, der står og fumler med en nælde, og måske allerede har brændt sig på den. Scenen er lige til Se og Hør.«Sådan er Nordbrandt. Erindringerne er et underholdende tilbageblik på et Danmark, der eksisterede engang midt i forrige århundrede. Men den virkelige læring er at finde i øjnene, der ser, og stemmen, der taler. Når Nordbrandt fortæller, bliver vi alle for en stund til konger, der fumler med en nælde. Bagefter lader vi nælden ligge til efteråret eller andre interesserede og kommer videre med livet. For det er jo dét både poesi og erindringer handler om. Kan vi blive dialektikere? Slavoj Žižek Velkommen til virkelighedens ørken Essays om verden efter den 11. september Oversat af Mogens Chrom Jacobsen 174 sider, 198 kr. Informations Forlag Ny venstreorienteret modstand mod terrorisme og global kapitalisme Anmeldt af Britta Timm Knudsen Žižek er noget så eksotisk som en politikteoretiker med hang til den lacanianske psykoanalyses begreber såsom Den Store Anden, Begæret, Tingen, og det Reelle. Og nej, kære læser, der er ingen grund til at køre det store idiosynkratiske apparat i stilling: skønt det ind imellem kan virke lidt hårdtpumpet, giver disse begreber som oftest analytisk afkast. Den store Anden sådan i samfundsmæssig forstand er for eksempel et forestillet forhold, vi som enkeltindivider har til en så abstrakt kategori som samfundet. Žižek interesserer sig ikke for, hvorledes samfundet legitimerer sig over for sine borgere eller undersåtter, men mere for hvorledes den enkelte relaterer sig til samfundet. Samfundet har brug for at nogen tror på det, investerer energi i det, for at det kan bestå: det skal med andre ord have en plads i den enkeltes idealforestilling. Konstruktionen af fjendebilleder er en del af den måde, et samfund holdes sammen på. Efter sammenbruddet i 90 erne af de gamle alliancer fra den kolde krig bliver fjenden på den ene side ganske immateriel, på den anden side forenet i Osama Bin Ladens politiske stil, en særegen blanding af en reaktionær fundamentalist og en venstreorienteret frontkæmper. Terroraktionen den 11. september ser Žižek som virkeliggørelsen af ét af det 20. århundredes mantraer: den lidenskabelige optagethed af det virkelige. En anden af de spændende pointer i bogen er, at terroraktionen 11. september ikke bør ses som anledningen til at udpege de virkelige fjender (USA s slyngelstatspolitik). Frem for at lade den 11. september nedfælde sig i vores bevidsthed som en rystende begivenhed, der gør det muligt for den hegemoniske, amerikanske ideologi at vende tilbage til det basale (de grundlæggende fjender), plæderer Žižek for, at vi alle indtager en nuanceret holdning. Det betyder, at vi må indtage nogle standpunkter, der ellers synes at være uforenelige (en ægte dialektisk indstilling): det er nødvendigt at bekæmpe terrorismen, samtidig med at man udvider begrebet, så det omfatter visse vestlige magters handlinger. Det er ligeledes nødvendigt at anerkende hver enkelt individs rædselsfulde død som absolut (den kan ikke relativeres) samtidig med, at man må være opmærksom på, at der dagligt sker rædsler rundt omkring i verden, som vi blot ikke er opmærksomme på. Over for denne dialektiske nødvendighed må man relativere sin egen position og inddrage sig selv i billedet, som Jacques Derrida gjorde det, da han modtog Theodor Adorno-prisen 22. september 2001 med ordene:»hvad angår denne forbrydelse, tror jeg ikke nogen er politisk uskyldig.«for ingen har definitive løsninger. Der findes kun pragmatiske løsninger. Žižek argumenterer for en ny venstreorienteret modstand mod terrorisme og global kapitalisme (de er nemlig to globaliserings-faktorer, der er lige slemme for Žižek). Vi må opfinde en ny kollektivitet, fordi læren vi kan drage af de palæstinensiske selvmordsbombemænd er, at vi virkelig kun er i live, hvis vi sætter os ud over det blotte materielle liv. Det intense liv er livet med et højere mål, der vel at mærke ikke behøver at være en ny åndelig alias religiøs vækkelse. Man kan sagtens være uenig med Žižek og føle, man er en af dem, som han ynder at skyde på. En liberal demokrat (som Žižek med en ægte venstrefløjs-gestus slår i hartkorn med de værste højreorienterede kræfter). Men man må overgive sig til hans engagement, og hvad mig selv angår, er jeg fuldstændig vild med hans metode: i kongenial samklang med et eklektisk samfund, hvor vi er nødsaget til at springe ind og ud af en hel del niveauer, anerkender han de forhåndenværende søm som ligeværdige søm: for eksempel Judith Butlers Antigone-læsning, en begrebsanalytisk udredning af to russiske ords forskellige betydning af fri vilje og filmen»the Matrix«forestilling om samfundet, anerkendes som ligeværdige komponenter, og Žižek anvender disse komponenter til at tænke med. Et perfekt billede på vores virkeligheds heterogene karakter, der indgår som produktive indspil i et engageret menneskes beskæftigelse med de store verdensomspændende spørgsmål. NR. 4 DECEMBER

54 (kritik) Når der går sprog i ensomheden Svend Erik Larsen Mutters alene. Ensomhed som litterært tema 397 sider, 250 kr. Gads Forlag Anmeldt af Henk van der Liet Lad det være sagt med det samme: Svend Erik Larsens»Mutters alene«er en imponerende, lærerig, lærd og ikke mindst underholdende bog. Når man har læst værket til ende, kan man ikke andet end løfte hatten for præstationen; sikken et opvisningsnummer af viden og belæsthed. Men på trods af beundringen er der noget der skurrer. Man undrer sig nemlig over bogens komposition og sprogtone, og som en konsekvens heraf er man i vildrede angående hvem tekstens intenderede læsergruppe(r) egentlig er. Hvad det sidste angår, så fremgår det ikke klart hvilken målgruppe teksten henvender sig til. Hverken teksten selv eller omslagsteksten oplyser hvem bogen er skrevet for. Problemet bliver heller ikke løst af indholdsfortegnelsen der, som en rigtig appetitvækker, omfatter kapiteloverskrifter som bl.a.»når en fluesmækker er en slikkepind«og»fedtemadder og glinsende grønsvær«. De virker som lokkemad for gymnasieelever, og det er vistnok med denne målgruppe for øje, at Svend Erik Larsen fletter en række neologismer og moderne jargon ind i bogens sproglige tekstur. Forfatterens imødekommenhed over for et yngre publikum strækker sig så langt at han til tider havner i en ret poppet og noget anstrengt sprogtone, f.eks. når han omtaler en moppedreng af en bog som»en motherfucker på 800 sider«og skriver sætninger som»aquinas var ikke varm på Lullus ideer. Det er endt med uafgjort mellem Platon og Aristoteles«. Hvem henvender Svend Erik Larsen lærdomsrige bog om litterær ensomhed sig egentlig til? Men Svend Erik Larsen kan sit kram, og han er en rigtig god og dygtig formidler af meget komplicerede litteraturvidenskabelige problemer og debatter, og han er i stand til at vække interesse for litteraturens særlige rolle i den aktuelle samfundsudvikling. Jeg har al forståelse for den frustration der ligger i det faktum at videnskabelige artikler som oftest kun når ud til en håndfuld indviede kolleger, og at man får en langt større læserkreds når man samler dem i en bog med et tiltalende omslag. I betragtning af dens intellektuelle vingefang kan bogens primære læsergruppe imidlertid umuligt være gymnasiaster, hvorimod Larsens sprogtone netop virker som en leflen for denne læsergruppe. Og spørgsmålet er hvorvidt disse læsere er tjent med det til tider opgearede og uligevægtige sprog. Blot med to siders mellemrum finder man to sætninger der markerer bogens sproglige yderpunkter: Hos Mrs. Bloom er der ingen omfattende repræsentativitet som hos Dante, ingen baglæns tvangsindskrivning i samfundet som hos Rousseau, ingen dialogisk relativering af en heroisk individualisme som hos Pontoppidan. Og i den anden ende en sproglig kolbøtte som: Verden betragtes som en supertanker i gadekæret i Pærekøbing, og det er lige uoverskueligt at være ombord og at bo i Pærekøbing. Ensomhedens paradoks De første to af bogens fem kapitler hænger direkte sammen med bogens titel og hovedsigte, nemlig ensomhedstemaet. De øvrige kapitler er mere løseligt knyttet til temaet, og den måde hvorpå forfatteren forsøger at banke disse kapitler indholdsmæssigt på plads i bogens helhed, virker lettere forceret. Jo længere man kommer ind i bogen, jo længere bevæger man sig ud i temaets periferi, og bort fra de intentioner som formuleres i indledningen. Svend Erik Larsens hovedformål er at undersøge og diskutere ensomheden som litterært tema, eller formuleret lidt mere præcist, han vil studere»alenetilstanden«gennem litterære udtryksformer. Og i løbet af fremstillingen bliver det klart at Larsens anden målsætning er at forsvare litteraturens betydning som et af de mest righoldige og fintmærkende instrumenter, når det drejer sig om at kortlægge de skiftende forhold mellem (det ensomme) individ og kollektivet. Dette forholds store paradoks er at den litterære ensomhed konkretiseres i et fælles betydningsunivers, dvs. at den litterære ensomhed manifesterer sig i sproglige udtryksformer og forestillinger, og at den dermed bryder det»ensomme«individs isolation. Ensomheden bekræftes jo af andres implicitte eller eksplicitte tilstedeværelse og adækvate tolkning af de signaler den ensomme udsender, eller som Larsen formulerer det:»når der går sprog i ensomheden, flyttes den fra den særegne erfaring over i et kollektivt udtryksmedium. Den holder op med at eksistere på sine egne betingelser og bliver del af en fælles forståelse«. Den ensomhed Larsen interesserer sig for, er en væremåde der hviler på det faktum at den ensomme skiller sig ud fra andre individer, samtidig med at han eller hun er en del af et (sprogligt) fællesskab. I det andet kapitel står erindringen i fokus, dvs. hukommelsens uransagelige lønkammer og dens bemærkelsesværdige sorteringsprocesser, og især erindringens principielt sproglige karakter. Formuleret lidt sentensagtigt, kunne man resumere Larsens udgangspunkt med at der ikke findes nogen form for ensomhed Fra omslaget med foto af Gunna Larsen uden et sprogligt fællesskab, og ingen erindring eller fortid uden sprog. Med afsæt i bogens overordnede problemstilling kobler forfatteren erindringen sammen med ensomheden ved at fremhæve at erindringen både er noget individuelt og noget kollektivt eftersom den formidles og skabes med sproget som fødselshjælper og befordringsmiddel. Larsen kommer her vidt omkring, fra Platon til Augustin, Vico, Leibnitz og mange, mange flere, men hans mest overbevisende manøvre er diskussionen af hukommelsens rumlige præg som er forankret i forholdet mellem krop og sprog. Ligeledes interessant er Larsens ekskurs om den»rene erindring«, med afsæt i Bergsons og Ricœurs tænkning. Der er ikke tale om en 54 NR. 4 DECEMBER 2002

55 (kritik) normativ kvalifikation af erindringens indhold, men snarere af erindringsprocessens organisering. Især Paul Ricœur har beskæftiget sig med dette problemfelt, bl.a. i sin»soi-même comme un autre«(1990) hvori han lige som Larsen undersøger erindringens aktualisering. I»Mutters alene«defineres den»rene«erindrings krops-rumlige karakter på følgende måde:»erindring vedrører fortiden, men sker med mig i nutiden. Den rene erindring er selve denne her-ognugørelse i forhold til en oplevende krop i bevægelse«. Kapitel tre handler om det monstrøse, dvs. den type skabninger der befinder sig uden for humanitetens fællesskab, monstre og uhyrer der principielt er socialt frosset ude og dermed grundlæggende ensomme. Og dermed medfører monstre eller»de(t) fremmede«også positive forestillinger om det fællesskab man selv er en del af. Svend Erik Larsen kommer i øvrigt ikke blot ind på det monstrøses mytologiske rødder, men også på den moderne storbys frygtindgydende dimensioner og den paradoksale ensomhed i myldret. Selvfølgelig er»monstret«en metafor, en sproglig konstruktion og en symbolsk strategi der spiller en betydningsfuld rolle i dannelsen og cementeringen af vores (dvs. subjektets) identitet. Og derfor rykker billedsproget i det næste kapitel i undersøgelsens centrum. Kapitel fire drejer sig således især om metaforen fordi navnlig denne trope anfægter og transcenderer normalsproget og derigennem lægger pres på kommunikationens og fællesskabets etablering og holdbarhed. Larsen gennemgår den meget omfattende forskning i metaforen, og han opridser de væsentligste sproglige, semiotiske og kognitive teorier. Igen med afsæt i Ricœur er en af Larsens centrale konklusioner at metaforen er nært forbundet med den umiddelbare kropserfaring. Og dermed binder forfatteren også en sløjfe til det næste kapitel, som netop handler om erfaringer der er knyttet til omverdenen, specielt landskabet. Kapitel fem handler derfor om et af Larsens forskningsmæssige kerneområder: landskabet som en historisk og kulturel betinget identitetsskabende og identitetsbærende konstruktion. Emnet diskuteres bl.a. ved hjælp af en tolkning af spadsereturens kulturhistoriske forvandling. Kapitlet indeholder en række meget spændende ideer og analyser, ikke mindst af Henrik Pontoppidans»Lykke-Per«og Karen Blixens»Den afrikanske Farm«. Forholdet mellem landskab og erindring analyserer Svend Erik Larsen som en dynamisk proces. Og med udgangspunkt i Blixens tekst viser han hvordan forfatteren anvender det afrikanske landskab som udgangspunkt for såvel erindringer som refleksioner over sin egen identitet. Det Larsenske landskab er altid en konkret lokalitet, samtidig med at det er underlagt kulturelt betingede konstruktioner, hvorved landskabet bliver et seismisk instrument til registrering af ideologiske bevægelser. Kroppen indtager en fremtrædende plads i»mutters alene«, og derfor er det ikke overraskende at også døden får tildelt en (mindre) rolle i bogen. Det sker i bogens epilog, et smukt lille afsnit om Blanchot og især om Mallarmé. På Herrens mark?»mutters alene«er en inspirerende bog med flotte, meget solide, analyser, heriblandt en fremragende tolkning af Joseph Conrads roman»lord Jim«(1900) i kapitel to. Derudover indeholder»mutters alene«en lang række syntetiserende sonderinger i de nyeste trends i litteraturvidenskabens disparate landskab. Set enkeltvis er kapitlerne altså gode studier eller essays og jeg løfter hatten endnu en gang for Svend Erik Larsens udbud af viden og hans inspirerende læsninger. Men selv alle disse positive sider afhjælper ikke bogens grundlæggende skavank, nemlig at dens målgruppedefinition er uklar. I bogens epilog finder Svend Erik Larsen det påkrævet at forsvare det faktum at han har valgt litterære tekster frem for andre kulturelle udtryksformer, dvs. de genrer og medier der ligger gymnasieeleverne mere på hjerte end den skønlitterære kanon. Det er et charmerende, men i grunden overflødigt forsvar, eftersom Larsens solide og imødekommende omgang med litteraturen i sig selv er bevis nok. Svend Erik Larsens litteratursyn er frit for enhver form for selvhøjtidelighed, og desuden viser han gang på gang hvilket fintmærkende medium litteraturen er, også når det drejer sig om yderst aktuelle debatemner om individ, fællesskab og tolerancens grænser. Og det er ikke så ringe endda. Erwin Panofsky og Pierre Bourdieu Gotik Arkitektur, skolastik, habitus Oversat af Lise Bek og Vagn Lyhne 176 sider, 239 kr. Klim Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen Katedralen i Chartres, langskibets pillekapitæler, planlagt omkring Kulturel synergi Panofsky og Bourdieu i flot og sympatisk udgivelse»gotik. Arkitektur, skolastik, habitus«er kunsthistorikeren Erwin Panofskys korte, men vidtløftige værk om især fransk arkitektur i middelalderen, og sociologen Pierre Bourdieus lange og mættede efterskrift til Panofskys tekst. Udgivelsen er desuden forsynet med fine introduktioner til forfatterne ved Lise Bek og Vagn Lyhne. Det er på mange måder en herlig udgivelse. Den i de senere år allestedsnærværende (og i januar 2002 afdøde) Bourdieu præsenteres i sammenhæng med en beslægtet og dog så forskellig karakter som Panofsky. Fælles for dem er bestræbelsen efter at beskrive kulturen i al sin kompleksitet samtidig med at fastholde forundringen over dens evne til at producere ligheder. Dette illustreres suverænt i den store billedsektion med fotografier af franske katedraler, som ligger imellem bogens to dele. At finde en videnskabelig og realistisk vej mellem dogmatiske og relativistiske opfattelser af verden, er det som er på spil. Bourdieu skriver om Panofskys brug af begrebet habitus, at han med det kommer til forstå»at kulturen ikke blot er en fælles kode, ej heller blot et fælles register af svar på fælles problemer eller en ansamling af særlige og partikulariserende tankefigurer, men en totalitet af fundamentale figurer, der fra første færd har vævet sig ind i hinanden. Ud af disse avles i en produktion, der er analog med musikkens skrift, en uendelighed af særlige figurer, der direkte lader sig applicere på særlige analyseobjekter og situationer.«bourdieu mener dermed, at det er muligt for Panofsky og formentlig for ham selv i andre situationer at afdække de diskurser eller indre form der er afgørende for at kunne»frembringe såvel teologens tanker som arkitektens bygningsprincipper inden for det 13. århundredes civilisation.«der er højt til loftet hos begge. Panofsky kommer vidt omkring en periode i historien, hvis små forskydninger nok har fortonet sig for de fleste. Det går fra bevægelser i teologien, over demografiske ændringers betydning for byggeriet til tekniske udredninger omkring byggeteknologien på en facon, som åbenlyst har virket dybt inspirerende for Bourdieu, som det skulle være mere end antydet ovenfor. Andre kan også stige på her. NR. 4 DECEMBER

56 (roman) Boris Akunin:»Vinterdronningen«9 Germano Almeida:»Senhor Napumocenos Testamente«12 Henrik Andersen:»Den tredje historie«16 Bernardo Atxaga:»Ene mand«16 Toril Brekke:»Sara«24 Jonathan Coe:»Flipperklubben«23 Renate Dorrestein:»Et hjerte af sten«10 Jakob Ejersbo:»Nordkraft«6 Christine Englund:»Løse ender«13 Almeida Faria:»Sebastian Erobreren«13 Jonathan Franzen:»Korrektioner«4 Gunther Grass:»I krebsegang«14 Helle Helle:»Forestilling om et ukompliceret liv med en mand«5 Wolfgang Hilbig:»Jeg«19 Benn Q. Holm:»Album«6 Michel Houellebecq:»Platform«22 Erling Jepsen:»Kunsten at græde i kor«11 Kirsten John:»Så meget blå«19 Imre Kertesz:»Kaddish for et ufødt barn«33 Vagn Lundbye:»Trefoldighedsbarn«11 Camille Laurens:»I disse arme«17 Andreï Makine:»Is på kærlighedens flod«12 Martin Miehe-Renard:»Et liv uden mellemrum«23 Orhan Pamuk:»Mit navn er rød«15 Pepetela:»Jaime Bunda hemmelig agent«12 Eddie Thomas Petersen:»Kys«8 Per Petterson:»Det er okay med mig«7 Henry Roth:»Kald det søvn«3 Sjón:»Dine øjne så mig«8 Strandvad:»En stor dag«21 Hårvard Syvertsen:»I lyset«7 (kortprosa)»0:2 Forfatterskolens afgangsantologi«38 Gianni Celati:»Fortællere fra sletten«37 Rasmus Heiberg:»Der er andre røde køer end præstens«38 Merete Pryds Helle:»Ti fingre fra eller til«39 (lyrik) Morten Blok:»Kabinet «45 Anne-Louise Bosmans:»Punkter, poler og par«43 Homer:»Odyséen«44 Christian Stokbro Karlsen:»Kerygma«43 Morten Søndergaard:»Vinci, senere«41 Søren Ulrik Thomsen»Det værste og det bedste«40 Dan Turell:»Here comes your 19th Nervous Breakdown & Lissom«45 Morti Vizki & Christian Skeel:»Rejsebog«42 Jón úr Vör:»Hvil din vinge i mit digt«41 (kritik) Dag Heede:»Det umenneskelige«50 Karsten Sand Iversen:»Skyggebiblioteket«51 Martin Blok Johansen (red.):»dannelse«51 Johannes Jørgensen:»Essays om den tidlige modernisme«48 Svend Erik Larsen:»Mutters alene«54 Henrik Nordbrandt:»Døden fra Lübeck«52 Erwin Panofsky & Pierre Bourdieu:»Gotik«55 Ditlev Tamm:»Jorge Lusi Borges en introduktion«49 Slavoj Žižek:»Velkommen til virkelighedens ørken«53 Per Øhrgaard:»Fortsættelse følger, et essay om Günter Grass«14 (klumme) Krimihjørnet 18 (interview) Nødvendige historier samtale med Nobelprismodtageren Imre Kertész 34 (artikel) Selvkommentering hos Cervantes og Gogol 20 STØJ...FORBINDELSER Om støj, æstetik og fender-guitarer 46 (stand in) Er det nu nødvendigt? 25 Birthe Arnbak:»Det leende træ«28 Lola Baidel:»Som sendt fra himlen«31 Marianne Frederiksen:»Elskede barn«30 Rolf Gjedsted:»Læbernes polarnat«27 Ann-Charlotte Monrad Hansen:»Yoga eller kunsten at vedligeholde sin mentale sundhed«28 Christian Jacq:»Den egyptiske dommer. Visirens retfærdighed«29 Henrik Juul Jensen:»Stenhuset«31 Claes Johansen:»Og ingen ved hvordan det går«32 Anne Marie Løn:»Hvis barn«26 (leder) For lidt og for meget... 2 Nr. 4 december 2002 Standart udkommer næste gang den 4. marts 2003