Prædiken til 2. juledag, Matt. 23, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 26. december 2016 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. juledag, Matt. 23, tekstrække. Salmer. DDS 123 Her kommer, Jesus, dine små. DDS 122 Den yndigste rose er funden. Hvad er det, der gør jul til noget særligt? DDS 129 Julebudet til dem, der bygge. Altergang: DDS 125 Mit hjerte altid vanker. DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist!. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: Men du skal spænde bæltet om lænden, stå frem og tale til dem alt det, jeg befaler dig. Lad dig ikke skræmme af dem,

2 2 for så skræmmer jeg dig for deres øjne! Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze, mod hele landet, Judas konger og stormænd, dets præster og storbønder. De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren. Jer 1,17-19 Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:»vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde:»denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde:»nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad:»herre Jesus, tag imod min ånd!«han faldt på knæ og råbte med høj røst:»herre, tilregn dem ikke denne synd!«og da han havde sagt dette, sov han hen. ApG 6,8-14; ApG 7, Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det

3 3 retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«matt 23,34-39 Prædiken. Vi har lige sunget sangen Hvad er det, der gør jul til noget særligt?, der sidste år blev kåret som den bedste julesang i Danmarks Radios konkurrence. Den har en helt igennem pragtfuld og iørefaldende melodi, man ret hurtigt kan lære. Hvad angår teksten sætter den fingeren på en genkendelig problemstilling, nemlig om vi er blevet fremmedgjorte overfor julens centrale budskab. Hvad er det, der gør jul til noget særligt, gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt? Er det med jul og krybben julenat mon ingenting, når stjernen skinner mat? Er der med andre ord gået for meget julemand, nisser, gaver og gran i julen til, at der er plads til Kristus? Lægger støvet efter adventstidens travlhed sig som en tyk tåge, der forhindrer betlehemsstjernens lys i at nå ned til os? Er forkyndelsen af Guds fødsel

4 4 som mennesket Jesus fortrængt af klejner, konfekt, juleklip og indkøb? Eller sagt med sangens rim: Er julen bare læssevis af gaver og neonlys og overfyldte maver? Er verdens og familiens korte fred en våbenhvile, julen kommer med? Efter opremsningen af julefejringens overflod, der truer med at tage fokus fra højtidens centrale budskab, bliver juleidyllen udfordret. Ganske vist tales der om våbenhvile, som jo er et positivt begreb; men våbenhvile er på den anden side altid en følge af krig, og derfor er sangens spørgsmål polemisk. Egentlig spørger den, om julen der ellers betegnes som Hjerternes fest - maner til et stort, men kunstigt smil, som stivner, så snart højtiden er slut, hvorefter de interne familiefejder kan bryde ud med fornyet styrke. På denne baggrund stiller sangen det spørgsmål, om julens budskab ikke netop skulle slå en streg over al familiært fjendskab, og hvorfor det ikke sker. Netop fordi julen ikke bringer fred i alles sind, stilles der nogle flere spørgsmål: Er stjernen bare pynt som træets kærter, og har du flettet ægte julehjerter? Har Gud mon tændt sit lys i dig og mig, og har du ladet stjernen vise vej? Når vi sætter en stjerne på toppen af juletræet, er det så bare, fordi den glimter pynteligt ligesom lysene, og ikke fordi den udgør en model af betlehemsstjernen, der viste de vise mænd vej til den nyfødte frelser. Er julefejringen med andre ord blevet ét stort spil for galleriet; et udstyrsstykke, man har tømt for indhold. Det naturlige, men lettere bebrejdende spørgsmål, der derefter følger er, om det mon er ægte julehjerter,

5 5 du har flettet. Har du flettet dit hjerte sammen med andres, grebet af julens ånd? Har du med andre ord slået en streg over nid, nag og fjendskab vel at mærke ikke kun så længe julen varer, men for al fremtid? Efter dette nærgående spørgsmål følger afslutningen på det forhør, sangen har udviklet sig til: Har Gud mon tændt sit lys i dig og mig, og har du ladet stjernen vise vej?. Tror du med andre ord julens budskab? Har kristendommen betydning for dig personligt? Uha! Det er store sager at tage stilling til, og man kan godt fornemme, at teksten er skeptisk overfor, hvad svaret bliver. Den har jo gennem tre vers udfoldet al julens kommercielle støj, der truer med at overdøve det egentligt. Det mærkelige er, at det faktisk også er, hvad sangen selv gør. Den har så travlt med at pege på alt det, der forstyrrer, at den kun antydningsvist kommer ind på det centrale. Det sker i omkvædet, hvor man synger, at julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer. Men hvad er det ved barnet, der gør, at det er så meget mere? Det spørgsmål besvarer sangen ikke. Den virker underlig amputeret. Derfor kan man håbe, at der på et tidspunkt er én, der tager initiativ til at skrive nogle supplerende vers, som besvarer sangens ubesvarede spørgsmål om, hvad det er ved det lille barn i krybben, der er så specielt. Det fortjener den fantastiske melodi, og det har teksten brug for; for som den fremstår nu, holder den en hel del mindre, end den lover. Det samme kan man ikke anklage 2. juledag for. Den giver næsten for meget af det gode eller snarere af det onde. Her er al julehygge fordrevet og det store, frygtelige martyrdrama er sat ind. Det er, som om julens glædelige budskab er sprunget over, når man først synger sangen, der kun hentyder til det, der fylder julen med betydning, og man dernæst hører Jesus tale om kristenforfølgelser og den manglende vilje til at høre hans budskab. Bedre bliver det ikke med den dramatiske tekst om Stefanus stening. Det er lige før, man forstår, at der er så stor forskel på mængden af kirkegængere d. 24.

6 6 og d. 26. december. Og så alligevel ikke. For 2. juledags fokus på livets skyggesider skal med for at gøre julen troværdig. Vi ved jo godt, at livet ikke altid er uproblematisk. Det vidste forfatteren til Julebudet også den salme, vi skal synge om lidt. Jens Christian Hostrup indledte ganske vist sin voksne livsbane som komediedigter. Han kunne få folk til at le. Men hans egen latter forstummede, efterhånden som han mistede først sin hustru og siden tre af de seks børn, han fik med sin anden kone. På det tidspunkt havde han forladt teateret og var blevet præst. På trods af dette embede må hans tro være blevet udfordret. Men Hostrup insisterede på at fastholde troen på trods af al den ulykke, der havde ramt ham. Han fastholdt troen ligesom Stefanus, der bekendte sin tro på den gode Gud, mens den ene sten efter den anden bragte ham stadig tættere på døden. Fordi Hostrups tro bygger på et fundament af alvor, beskriver han ikke julen med larmende, barnlig jubel, men med en stilfærdig, moden glæde. Han insisterer på, at julebudet er til dem, der bygge / her i mørkets og dødens skygge. Det er jo dér, i mørkets og dødens skygge, han lever. Han kan ikke komme bort fra den skygge, hans hustrus og børns død kaster over ham. Men selvom skyggen formørker hans sind, fastholder han, at julebudet er det lys, som, aldrig slukt, / jager det stigende mulm på flugt. Senere fastslår Hostrup, at julebudet på trods af storm og torden melder og giver fred på jorden. Det er dog ikke sådan en fred, man kan bruge til at slappe af i; ikke en juleferiefred. Det er derimod en særlig sindstilstand, der forsikrer den sorgfulde om, at alt håb ikke er ude. Det er nemlig den selvsamme fred, englene proklamerede for hyrderne julenat, da de udråbte fred til mennesker med Guds velbehag!. Denne fred er en fred til at stride vor strid med mod, / fred til at vente på enden god. Troen på en god afslutning, får Hostrup til at trodse sorgen, så han kan slutte sin salme med en opfordring til sig selv og andre, der bærer rundt på et savn som hans: Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, / løft dit hoved, og tak for livet!

7 7 Så nej, julen er ikke bare læssevis af gaver, neonlys og overfyldte maver. Julen er glæde på trods. Julen er Guds nærvær i det nyfødte barn. Jul er liv blandt de døde. Derfor er julen også håb. Et håb, der faktisk også henvises til i Jesu domsprædiken. Der er nemlig det særlige ved dagens evangelietekst, at Jesus efter at have udtalt sin skuffelse over, at folk ikke lyttede til hans budskab fastslår, at fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!. De glæder sig ikke over ham nu. Men det vil de komme til senere. Der er altså håb for både dem, der har flettet ægte julehjerter og ladet stjernen vise vej og for dem, der har dyrket gaveræset og de overfyldte maver. Begge parter har mulighed for at bryde ud i lovprisning ved Herrens genkomst hvornår den så end finder sted. Håbet findes for os alle, fordi Gud for to årtusinder siden valgte at blive menneske, så han kunne vise, at hver enkelt af os har ubegrænset værdi for ham. Han lod sig føde for at flette sit julehjerte sammen med vores; for at knytte en forbindelse til dig og mig; en forbindelse, der holder både livet og døden igennem og gør, at vi når livet her på jorden finder sin ende - kan forenes med ham i et evigt liv. Da skal vi, som Stefanus, se himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side. Det er dette - at Gud knyttede sig til hver enkelt af os, da han lod sig føde julenat - der gør, at barnet i krybben er så meget mer. Amen.