Afskedsprædiken til 18. s. e. trin. kl i Engesvang

Transkript

1 1 Afskedsprædiken til 18. s. e. trin. kl i Engesvang Nu falmer skoven 31 Til himlene rækker 52 Du Herre Krist 70 - Du om til vor runde jord 8 - Om alle mine lemmer Hvis man læser Gt, kan man blive meget i tvivl om, hvordan Gud er og hvem Gud er. I det gamle testamentes fortællinger er Gud både nådig og barmhjertighed og samtidig vældigt nærtangende og vredladen. Undertiden synes han at bruge sine kræfter på en sær måde eller også er han skildret som folkegud for Israelitterne alene, og helt ligeglad med andre folkeslag, ja lader dem nedslaget i krige og baghold, selv om han vel også har skabt dem. Gt efterlader et meget flimrende billede af, hvem Gud er. Det er som om GT mest formidler menneskers erfaringer med livet og med Gud og menneskers tanker om Guds væren og væsen, mere end det er fortællinger, hvor Gud selv viser hvem han er, hvor Gud afslører sig selv, hvis man kan sige det på den måde. Men samtidig giver Gt ufattelig god mening; for det første er det fortællinger, hvor Gud altid er en forudsætning, hvordan han så end skildres.

2 2 Gud er den, der er. For det andet kan man altid finde ord for, hvordan man kan have det; og dertil dybe indsigter i det menneskelige; det er som at få et spejl holdt op foran sig. Og hvis man ikke lader sig distrahere for meget af de ufuldkommene gudsbilleder, som GT viser, er det en guldgrube af opbyggelighed. Selv elsker jeg Gt; og alle fortællingerne om at være mennesker. Og skønt billederne af Gud, kan være mangelfulde, åbnes der altid mod en større virkelighed. De var kloge, de gamle, intet menneskeligt var dem fremmed. Efterhånden bærer jeg vist de bibelske fortællinger med mig som en art indre billedbog og en meget brugbar én. - Når jeg fx går rundt om Bølling sø og kommer til det sted, hvor man for nogle år siden i forbindelse med kulturprojektet Vandskel opsatte en stele i skellet mellem de tre sogne, Engesvang, Kragelund og Funder, kommer jeg altid i tanker om historien om dengang Jakob skulle forsones med sin bror Esau. I kender den sikkert, men så meget desto bedre. Jakob og Esau er blevet dødeligt uvenner 20 år tidligere - og det er Jakobs skyld; han har snydt sin bror på det groveste og siden har de ikke set hinanden. Men nu skal det være. Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor man må tage livtag med det mørke, man bærer på, hvis ikke det skal indhente én.

3 3 Og Jakob mærker, at den tid er nu. Han må møde sin bror og se, hvad der sker. Måske kan de blive forsonede, måske er broderen stadig så vred på ham, at han vil slå ham ihjel. Jakob nærer ingen romantiske forestillinger om mødet, han ved, at han løber en kæmpe risiko. Men han ved også, at hvis han stikker af fra det, vil han ikke kunne leve med sig selv. Og når man kan læse, at Jakob før mødet med Esau må krydse et vadested, er det ikke en oplysning om landskabets udseende og topografi, det er dybere. Og hvem kender ikke til vadesteder, dér hvor man må overskride grænser, tage afgørende beslutninger eller ikke har andre muligheder end netop at krydse vadestedet? Jakob møder Gud i det vadested det er en helt anden historie men det er værd at huske, når det er os selv, der skal over, at også dér er Gud. Jeg er med dig, jeg er din Gud. De to brødre bliver forsonet, Gud være lovet. Esau er et stort mennesket og dertil klog; han har ikke brugt de 20 år på at lade sig æde op af vrede og onde tanker, han har i stedet søgt at få et liv. Og det er lykkedes, Esau har det godt. Som tegn på forsoningen sætter de to brødre da en mægtig aflang sten op i landskabet. Og alle Esaus folk og dem, Jakob har med, tager hver en sten og lægger den ved foden af stelen, af den opretstående sten, som et meget håndgribeligt tegn på, at de bevidner forsoningen. En sten er tung og vejrbestandig, dens liv er umådeligt meget længere

4 4 end noget menneskes. Sten er ikke tilfældige tegn. De er stærke, tydelige tegn, der forbliver når vi selv er borte. Det er også derfor, vi netop sætter sten på vore dødes grave. - Man kan blive så klog og berørt af Gt beretninger. Men spørger vi, hvem Gud er og hvordan Gud er, er det ikke dér, vi skal lede, alle GT s kvaliteter til trods. Man må give religionskritikken medhold, at GT gudsbilleder også indeholder menneskers projektioner af Gud, menneskers hælden noget af sig selv ind i Gud. Nej, vil vi vide, hvem Gud er, da skal vi tage fat i NT, i Jesusfortællingen. I NT er gudsbilledet tydeligt og utvetydigt. Og det er Jesus, der bærer det. Jesus viser, hvem Gud i sandhed er. Og netop dét er omdrejningspunktet i dagens evangelium er Jesus virkelig Kristus, Guds salvede og udvalgte? Kommer Jesus fra Gud? Er Jesu gerning, Guds gerning? Det er grundspørgsmålet, det er dét, kristentro handler om. Og svaret er ja. Jesus viser os Gud. Og uden om det billede af Gud, Jesus giver, kan vi ikke vide, hvem Gud er, ud over at han har skabt verden, det kan vi vide uden Jesus.

5 5 Og Jesus afslører en Gud, der begynder nedefra og indefra, en Gud, hvis middel og mål er ét og det samme nemlig kærligheden og godheden. Så enkelt kan det siges. Tydeligt ser vi det, da Jesus dør, og siden vækkes til live igen, at Gud hellere vil lide og dø end at opgive kærligheden som mål og middel. Hensigten helliger midler, hedder et gammelt ordsprog, og i det fyndords navn er der begået utallige ugerninger. Også ugerninger hvor mennesker har blandet Guds navn ind i det. Men Jesus viser os Gud, som den hvis mål og middel ikke kan adskilles. Og det er helt, helt afgørende. Hos Gud er mål og middel ét og det det samme, nemlig at godheden skal fylde alt. Gud er kærlighed, han mål er kærligheden og midlet er også kærligheden. Det er den kristen tros inderste væsen. - Hvis vi kaster os ud i at læse den hellige skrift og møder noget, der ikke stemmer med det billede af Gud, som Jesus viser os, da er det Jesus, vi skal rette os efter. Jesus viser os Gud. Amen