INDHOLD REGISTER KORT

Transkript

1 vide verden tue sand larsen Jeg blev i 2001 udsendt til Budapest af Forskningsministeriet som dansk lektor på Eötvös Loránd Universitetets skandinaviske afdeling. Der ventede mig en centraleuropæisk virkelighed, der havde en noget andet beskaffenhed, end jeg var vant til fra mit hidtidige liv i Aarhus og min ansættelse ved Aarhus Universitet. I et kronisk underfinansieret universitetssystem, hvor man skulle kæmpe med næb og kløer for private sponsorer til undervisningsmateriale, for kopipapir og kridt til tavlen, og i et samfund i galoperende transition var evnen til improvisation en absolut nødvendighed. Det var med den nyankomnes skærpede opmærksomhed, at jeg fulgte den samtidige fremkomst af de ungarske romkocsmaer, på dansk ruinpubber. De var et meget konkret udtryk for improvisation og foresvævede mig at reflektere kulturen, byen og den historiske epoke på en udsøgt måde. Efter seks år som lektor etablerede jeg med en dansk ven firmaet Medicolink Consultancy. Siden da har jeg fungeret som partner og daglig leder af virksomhedens ungarske afdeling. Jeg stiftede også familie og bor nu sammen med min ungarske kone og tre fælles børn på en af Buda-sidens bjergskråninger i første distrikt. Tilbagetrukket fra tætheden i Pests snævre gader. Men når familien og arbejdet tillader det, finder jeg indimellem tilbage. Til de budapestiske ruinpubber og deres tilhængere. 38

2 39 INDHOLD REGISTER KORT ruinpubberne en pubcrawl i rum og tid Scenen er sat i den indre del af VII. distrikt, Erzsébetváros, i Budapests absolutte hjerte. Kvarteret ligger på Pest-siden af Donau og er indkredset af de fire trafikale hovedårer; Rákóczi út, paradeboulevarden Andrássy út samt henholdsvis Den Lille og Den Store Ringgade, Károly Körút og Erzsébet Körút. Områdets virvar af smalle ensrettede gader er det globale epicenter for et fænomen, der skød op i begyndelsen af 2000-tallet: romkocsmaen, på dansk ruinpub. Disse unikke kulturhuse og natklubber har igennem de forgangne 15 år gået deres sejrsgang. Der er nu over tredive af dem i hovedstaden. De er blevet en institution og frekventeres ikke længere blot af Budapests hipstere og humanistiske kulturelite. Ruinpubberne udgør i dag en stor del af byens tiltrækningskraft over for især det unge og midaldrende turistsegment fra Vesteuropa. Fænomenet er sågar eksporteret til andre storbyer. Herunder Berlin, hvor Ungarns mest berømte ruinpub Szimpla i 2011 slog dørene op for en søsterfilial. De gamle kommunister ville uden tvivl have brugt betegnelsen kulturimperialisme. I dag hedder det bare koncepteksport. Jo, verden er blevet en anden i den her del af Europa, og ruinpubben er blevet en institution. Men hvordan har disse ruinpubber bevæget sig fra avantgarde og undergrund til at udgøre en del af byens brand? På hvilke måder forandrer ruinpubbernes kommercielle og kulturelle succes det urbane landskab i en af Centraleuropas største byer? Hvad er det for en Budapest-feeling, der disse steder tiltrækker en titusindtallig skare af gæster både weekender og hverdage? VII. distrikt er Budapests bedste bud på et europæisk Soho. Vi starter i det changerende og vibrerende gadebillede. Imellem frisører, designbutikker, restauranter, kiosker, gallerier og legepladser til de af byens børn, hvis forældre har trodset tidsånden og valgt forstæderne fra. Der er en summen i gaderne. En udefinerbar parathed blandt grupper af unge, der er på vej ud. De

3 ruinpubberne passerer pensionister med indkøbstasker, sigøjnere med den mørkere lød, turister i transit imellem byens mange seværdigheder, studerende og ortodokse jøder på vej til eller fra en af distriktets synagoger. For VII. er tillige byens gamle jødiske distrikt. Ghettoen, hvor man i 1944 samlede de af hovedstadens jøder, der ikke allerede havde måttet lade livet som tvangsarbejdere ved østfronten, i koncentrationslejrene eller langs Donaus bred ganske få hundrede meter herfra, hvor de blev skudt, skubbet ud over kanten og drev væk i strømmen under krigens febrile år. Et grusomt historisk baggrundstæppe for nutidens natlige udskejelser i distriktet. Og den historiske baggrund er nærværende her. Murene har for en stor dels vedkommende stået urørte hen siden 1945, da de tyske soldater efter heftige kampe blev presset ud af byen. Kapitalismen har endnu ikke fået pudset de eroderende facader op. Endnu ikke fået skudhullerne mørtlet til. Området bærer fortsat fysiske vidnesbyrd om at have overlevet både kommunismen og nazismen. Det er dette distrikt, der har tilbudt ruinpubberne så fine vækstbetingelser, at der i dag er etableret en form for skæbnefællesskab de to imellem. På godt og ondt. Det vender vi tilbage til. Først skal vi på Szimpla, på dansk Simpel. szimpla Vi slendrer ad Kazinczy utca i retning fra Király utca mod Rákóczi út. Ved nummer 14 drejer vi ind ad en port til højre. Her begynder de graffitier, der skal vise sig en tro følgesvend under hele turen: Sorry about your broken leg, Rob!, Living Solo, Nature is over, Before I die, I want to go hunting with a Winchester eller den ungarske Nem tudom milyen vagy, de azt tudom milyen nem vagy és te egész este nem voltál önmagad (på dansk Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg ved, hvem du ikke er, og hele aftenen har du ikke været dig selv ). Og hermed en opfordring: Tag dine sprittuscher med på Szimpla. Du behøver ikke at holde dig til toiletbåsene. Her må der skrives på inventar og vægge. Du tilskyndes endda til det. Din streg bidrager til den ru og personliggjorte 40

4 Aftenens hurtige cirkulation af gæster ved Szimplas indgang er i dagstimerne skiftet ud med en pause, en smøg og en rød old school-knallert, der diskret brander stedet Anna Sebestyén atmosfære, som andre besøgende har været med til at skabe med deres tilstedeværelse og efterladte aftryk. Det er godt at kende adressen, for som det er tilfældet med mange af ruinpubberne, er Szimpla ikke så let endda at finde. Facaden er komisk underspillet: Man kan sagtens overse det diskrete skilt, forveksle dørmændene med tilfældige af områdets beboere, der nyder en varm aften, og spadsere forbi det fra gadeplan undseelige hus. Det kan man snildt, men det ville være synd og skam. For vi skal begynde på Szimpla. I VII. distrikt og på Szimpla. Ingen tvivl om det. Szimpla er ruinpubbernes højborg, et levende monument og uomtvisteligt en af de mest succesfulde ruinpubber. Stedet åbnede i 2001 med inspiration fra forløberen Pótkulcs, på dansk Reservenøgle, der åbnede allerede i 1999 og i ruinpub-universet må ses som altings begyndelse. Pótkulcs er i øvrigt den dag i dag at finde på den oprindelige adresse, Csengery utca 65B, og stadig et besøg værd. Siden sin åbning tog Szimpla dog stafetten. Stedet har dannet skole, og Szimpla er et udtalt 41

5 ruinpubberne eller uudtalt referencepunkt for alle senere udfoldelser inden for genren. Bygningen er omtrent to hundrede år gammel, siger Barna Vendely, der blandt sine mange funktioner på stedet også fungerer som talsmand for Szimpla. Den har i ældre tid fungeret som fabrik. Her producerede man mursten og pejse. I den kommunistiske æra omstillede man produktionen og lavede skolemøbler. Efter systemskiftet i 1989 blev stedet så delt op i lejligheder, og i en kortere periode boede syv familier i lokalerne her. Szimpla har en indre gård, der giver stedet mulighed for at fungere med både indendørs og udendørs faciliteter. Kombinationen er sidenhen blevet gængs for Budapests ruinpubber. Besøgsantallet er på en almindelig lørdag omkring imponerende tre tusind gæster. Omtrent halvdelen er udlændinge, der valfarter til byen. Indimellem med det eneste formål at besøge denne sagnomspundne scene, der i 2012 af Lonely Planet blev kåret til en af verdens tre bedste barer og samtidig er så meget mere end bare en bar. På anden etage hænger et skilt, der er skruet fri fra sin oprindelige kontekst og med store røde typer kommenterer på den nuværende setting: Vadászterület!, på dansk Jagtområde. Med underteksten: Afvigelser fra de udstukne turistruter er forbundet med fare. Og det er vitterligt ikke nemt for førstegangsbesøgende turister at orientere sig. Det er et labyrintisk sammensurium af gange, terrasser, lounges og barer, der over to etager udmærket rummer de mange gæster. Her kan være tæt, men uden risiko for at få et klaustrofobisk anfald. Skulle man ønske sig et pusterum, tilbyder Szimpla rige muligheder for, at man kan trække sig ud af den cirkulerende masse, komme på afstand af VJ ens og DJ ens billed- og lydkulisse og finde tilflugt i et af stedets mange indhug eller små lokaler, hvor der er indrettet små lounges. Musikken er overvejende tilbagelænet elektronisk eller world music. Ofte med jazzede islæt. En form for nyugi-boogie eller på dansk afslappet boogie. Den overraskende rolige og hjemlige stemning akkompagneres af et udsøgt inventar: Møblementet 42

6 Sidst på eftermiddagen før det store rykind. Kaffe og casual atmosfære i en halv Trabant. Szimplas atrium Anna Sebestyén udgøres af campingstole og campingborde, der er hentet fra sommerhusområderne ved den nærliggende Balatonsø for skødesløst at blive spredt ud over det rå betongulv. Der er ingen grund til at rette ryggen til ergonomisk korrekt siddepositur. Det er formentlig ikke engang muligt, stolenes beskaffenhed taget i betragtning. Førstegenerationscomputere er uden systematik hængt op på væggen et sted. Andetsteds finder vi et badekar skåret op i to halvdele, der hver for sig fungerer som stole. En ribbet Trabant gør det ud for en funktionel installation, hvor man kan tage plads i de peddigrørsflettede sæder, og ved baren ved siden af gør en årtier gammel ruskindsbetrukket buk fra et nærliggende gymnasiums gymnastiklokale det ud for en bænk. Neonrør i forskellige farver aftegner konturerne af en psykedelisk vindmølle på en nøgen væg. Mange steder finder vi os omgivet af reminiscenser fra den kommunistiske tidsalder. Inventaret giver en direkte og umedieret adgang til en epoke, som mange af stedets gæster typisk kun har oplevet som små børn 43

7 ruinpubberne eller stiftet bekendtskab med igennem deres forældres ofte dæmoniserende gengivelser. Nu kan de møde fortiden i tingslig form, frataget tragikken og tilført en forsonende og varm Altmodischkeit. Det er Østeuroparetro og post-socialistisk nostalgi. Det signalerer ikke længsel efter et system, men efter en tid, der også var så meget andet end et system. En tid, som i dag er gået tabt. Men ruinpubberne er i allerhøjeste grad nutid og er samtidig et rum for iscenesættelse af fortiden. Hvad enten det er igennem de spøgefulde installationer eller fremhævelsen af altings slidthed. Scenen kalder på en paradoksal humoristisk melankoli. En lethed og en tyngde på én og samme tid. Såvel bartendere som de øvrige gæster vil i reglen have et upåklageligt engelsk på Szimpla. Her er der ingen grund til at frygte turistfælder, VISA-svindel eller voldsomme optrin. Det er mange år siden, at stedet her trådte sine barnesko. Samtidig med at alt forekommer tilbagelænet, er hele set-uppet omkring klubben gennemprofessionaliseret: Szimpla sælger øl fra baren, naturligvis en tand dyrere end de fleste andre steder, men stadig til rørende lave priser set med vesteuropæiske øjne. Og man sælger vin. Gerne blandet med danskvand, der på disse kanter ganske vist ikke går under betegnelsen danskvand, men hedder szénsavas ásványvíz. Ved siden af de lette drikke finder man den hårdere spiritus: Herunder den nationale brændevin, Pálinka, og den ungarske Unicum, der vel mest af alt kan beskrives som en versionering af Gammel Dansk til den søde side. Som en gimmick cirkulerer unge kvindelige ansatte i nedringet casual urban outfit rundt. De vækker mindelser om de legendariske Playboy cigarette-girls, mens de falbyder deres store skrællede gulerødder til Szimplas gæster. Szimpla er en forretning og en god én af slagsen. Så man sælger hele det klassiske barrepertoire og lidt til. Men først og fremmest sælger man en atmosfære så afslappet, at der skabes en stærk følelse af midlertidigt fælleskab. Scenen er unikt ungarsk, men klientellet er afgjort multikulturelt. Aldersgruppen fra 18 til 40 er dominerende, men det bør ikke afholde nogen: Der virker 44

8 på alle måder højt til loftet i gårdhaven, hvor der er frit udsyn til den åbne himmel. I dagtimerne fylder musikken mindre. Stemningen kan vel bedst beskrives som lidt Christiania-agtig. På den gode måde forstås. Store udstrakte bannere kaster skygger ned over den solbeskinnede slidte beton. Efter regeringens rygeforbud i 2011 er stedet røgfrit, men der udlejes et hav af vandpiber, hvis syden og behageligt søde aroma mange steder hænger i luften. Ved indgangen slås det fast, at toiletbrug på ingen måde er forbeholdt stedets gæster. Gamle kollektivboere vil muligvis mærke en tåre trænge sig på yderst i øjenkrogen. Men det har vi ikke tid til. Vi skal videre. on the road... Det er det, som man typisk gør. Man bevæger sig videre. Der er så godt som aldrig entré at betale i ruinpubberne, og de ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. For at komme til Fogas ház, vores næste destination, kan vi passende bevæge os over Klauzál tér. Forår, sommer og efterår er parken her fuld af børn og grupper af unge, der hænger ud og foretager sig alt og intet. En stor del af dem er romaer. Det har været en af tendenserne i VII. distrikt efter systemskiftet: Jøderne er fraflyttet, og i deres sted er sigøjnerne rykket ind. Det afspejler alt sammen boligmassens forfald, for man kan kun forvente en ganske begrænset huslejebetaling for de nedslidte lejligheder. Når afstanden imellem de attraktivt beliggende grundes potentielle værdi og den ringe lejeindtægt bliver for stor, så opkøber investorer områderne med den hensigt at opføre projektbyggerier, hoteller eller moderne kontorbygninger. I reglen med en hel del flere etager for at få fuldt udbytte af den centrale placering. Det er kapitalismens logik. Men så galt er det heldigvis ikke gået her i distriktet endnu. Stærke borgergrupper, herunder specielt borgerforeningen ÓVÁS, Beskyttelse, er lykkedes med at tilvejebringe en hel del nye fredninger og sikre respekten for de allerede eksisterende af slagsen. Det er en sådan fredning, der nu, meget sjældent for en ruinpub, har 45

9 ruinpubberne sikret Szimpla en årrække på over ti år med samme placering. Og Rona, ejeren af Grandio, den populære og vellykkede kloning imellem en ruinpub og partyhostel, tre minutters gang fra Szimpla, fortæller, at det var borgerprotester, der pressede byggeentreprenører og lokale myndigheder til at bevare ruinpubbens bygninger frem for at rive dem ned og bygge en otteetagers beboelsesbygning, der ville have været omtrent tre gange så høj som den øvrige bebyggelse i området. Stedet er ikke længere i umiddelbar fare, slår Rona fast. Der er midlertidig ro. Og hvad de civile organisationer har påbegyndt, har de økonomiske konjunkturer fuldendt. Den økonomiske krise fra 2008 satte mange af de projekterede nedrivninger i stå grundet mangel på kapital eller nedjusteringer af forventet afkast ved nybyggeri. Her får nedrivningsmodne gamle bygninger endnu lov at okkupere et kolossalt område, der er fastfrosset i transitionen imellem kommunisme og kapitalisme, forfald og mondænitet. Det er denne kvarterets indimellem-status, der er blevet ruinpubbernes mulighedsbetingelse. Men det var en afstikker. Vi går fra Klauzál tér og igennem kvarterets imposante, men tarveligt anvendte markedshal, der nu rummer et temmelig kønsløst supermarked. På den måde når vi frem til Akácfa utca. Her, syv spytklatter fra Szimpla, er områdets forfald endnu tydeligere. Omtrent 85 % af den nuværende boligmasse her er fra før 1920 og væsentligt mindre pittoresk end i Kazinczy utca. Forfaldet er ikke omgivet af formildende omstændigheder såsom kaffebarer, hippe cafeer og gallerier. I Akácfa utca formår en gammeldags skrædder med sine reklametegninger fra 60 erne lige nøjagtig at holde liv i butikken og fanen højt. Og hos en bogholder vidner de store stabler af mapper og gulnede papirer inden for døren om en udeblevet digital revolution. Her er ikke mondænt slidt, her er hårdt slidt. Fysisk og socialt. Indimellem rammes man af duften af røg, eller sved, eller pis, eller mad. Den slags gader findes ikke mere i Vesteuropa. Det gør de bare ikke. Og her er stille. Som et sort-hvidt foto. Akácfa 46

10 En popkunstnerisk installation ved indgangen til Fogas ház. Den gamle klinik tilbyder tandkys i gadeplan og legende mindelser om Rolling Stones Anna Sebestyén utca er en tidslomme, som man med fordel kan lade sig synke ned i, før man når den egentlige destination. på tandhus Som en svulstig korrektur til gadens tarvelighed skinner en tagskulptur os i møde. En 3,5 meter bred og 1,5 meter høj mund i skarpe hvide og røde farver. Fogas ház betyder tandhus, og dele af etablissementet foran os var da også en større tandlægeklinik, før en gruppe unge besluttede sig for at skabe et urbant kulturcentrum i den saneringsmodne bygning. Indretningen vækker mindelser om Szimpla; det ældre og til tider vakkelvorne møblement, de skarpe farver, der bryder den rustikke monotoni fra slidte røde murstensmure og afskallede cementgulve. Og så et tilføjet twist, der er stedets helt eget: En græsbeklædt golfbane, eksempelvis, der i en surreel, skarp grønlig kulør gør det ud for loft i et af de større lokaler. Eller en dekonstrueret totempæl solidt plantet blandt gæsterne. Fogas ház blev grundlagt af en flok bekendte uden de store økonomiske midler. Til gengæld havde de skæve 47

11 Gårdhaven til Fogas ház, der er så meget mere end en forladt tandlægeklinik Anna Sebestyén ideer og personligt netværk blandt kvarterets kreative miljø. De økonomiske investeringer til leje af lokaler, istandsættelse og indretning var få. Udfordringerne undervejs i processen blev tacklet efter de forhåndenværende søms princip og ved gode bekendtes mellemkomst. Denne genesis-beretning er typisk for ruinpubberne. En unavngiven ejer fra ejerkredsen af den nu hedengangne ruinpub, Kecske, Ged, giver et eksempel: 48 Vi arbejdede på det i to måneder. Vi gjorde næsten alting selv. Nogle venner kom forbi, malede og reparerede trægulvet. Jeg er ikke bare en fyr, der betaler nogle andre gutter for at sælge øl Vi kender drengene, der lavede logoerne og hele vores website. Faktisk betalte vi dem aldrig. Vi sagde: I får alt det, som I kan drikke. Det viste sig, at de kunne drikke en hel del, så vi stoppede det efter en tid. Vi kan sige, det er ok, de kan sige ok. Det var en form for en aftale. Stederne opstår på den måde ofte i periferien af det dominerende økonomiske kredsløb og er i reglen en

12 art kollektivprojekter. Stamgæsterne udgøres ikke sjældent af venner og venners venner. På Fogas ház er det en tydelig spejling imellem ejerkreds, ansatte og gæster. De fleste kommer fra ruinpubbernes oprindelige brugergruppe: studerende, kunstnere, wanna-bekunstnere, intellektuelle inden for de æstetiske fag og en større gruppe mennesker fra periferien af dette selvbestaltede kreative undergrundsmiljø. Andelen af udlændinge er meget lavere her end på Szimpla, og gæsterne har skønsmæssigt en fire-fem år mere på bagen i gennemsnit. Ønsker man at se, hvordan det hele var dengang i starten af det nye årtusinde, kan man passende tage herhen. Og ligesom Szimpla er Fogas ház andet og mere end en bar: Ikke blot er der hele tre barer på stedet, men det store atrium med glasloftet lader i dagtimerne lyset passere ned over koncerter, udstillinger og teaterscener. Om natten udgør atriet en betydelig scene for Budapests elektroniske undergrunds dance-miljø. Især lørdagskoncerterne er legendariske. Hvor der på Szimpla gives kurser i værtshus-ungarsk og hver søndag afholdes farmermarked, hvor der serveres mad fra folkekøkken, og tilrejsende bønder tilbyder specialiteter, kan man på Fogas ház leje cykler eller lade sig sluse tilbage til 80 erne i ruinpubbens arkadespillehal, hvor fem klassiske arkadespillemaskiner stilles gratis til rådighed for besøgende. Eller man kan dyrke en ny Budapest-dille, Exit, hvor en gruppe deles op i to hold, der hver især låses inde i et lokale, hvorfra de ved hjælp af spor, gåder og hemmelige koder skal arbejde sig ud. Fogas ház lægger lokaler til workshops og oplæsninger, ligesom der er gratis filmforevisninger. Endelig udlodder stedet arbejdspladser til unge kreative, der så for deres del, gennem deres blotte tilstedeværelse og ved at inkorporere deres værker i Fogas ház udsmykning, bidrager til et unikt visuelt brand. Det er et eksempel på den uformelle udvekslingsøkonomi, der typisk opstår med ruinpubbernes sammenstilling af beværtning og kulturliv. For mange ruinpubber er kulturdelen en vigtig del af selvforståelsen. Ud fra en sociologisk betragtning er de 49

13 ruinpubberne mange programlagte og improviserede aktiviteter med til at definere og befæste brugergruppens selvforståelse. Ud fra en politisk betragtning kan påberåbelsen af en status som kulturhus skabe lydhørhed og hjælpe med at mobilisere brugere og lokalområdets befolkning i den fortsatte kamp for en ruinpubs overlevelse i et af byens midlertidige rum. For midlertidigheden er et vilkår. Lige så tæt og identitetsgivende relationen kan være imellem de besøgende gæster og deres ruinpubber, lige så abrupt kan forholdet blive afbrudt. Med baggrund i de konstante forandringer i den tilgængelige boligmasse tvinges også succesfulde steder til at lukke ned for, i bedste fald, at genåbne andetsteds i samme eller andet navn. Ikke sjældent oplever man endog teenagere tale nostalgisk om deres ungdoms tabte paradis. min have Szimpla, Pótkulcs, Grandio og Fogas ház er udmærkede repræsentanter for Budapests ruinpubber. Men billedet er ikke fuldendt uden den udendørs variant: Romkert, Ruinhave. Uanset hvor omskiftelig en tilværelse ruinpubberne lever, er det endnu mere uforudsigeligt med ruinhaverne. Ikke blot er de underlagt konjunkturerne på ejendomsmarkedet, de er også udsat for naturens luner og årstidernes skifte. Men den store del af året, der strækker sig fra begyndelsen af april og frem til oktober, kan ruinhaverne være at foretrække. De placeres normalt i VII. eller et tilstødende distrikt, hvor nedrivninger har skabt byggetomter. Med disse urbane kratere kan man tilsyneladende gøre et af to: Enten etablerer man en betalingsparkeringsplads, som man overvåger fra en ramponeret campingvogn i nærheden. Eller man etablerer en ruinhave. Har man imidlertid mod på at placere sin ruinhave lidt væk fra minefeltet i det absolutte centrale Pest, kan det dog vise sig ganske fornuftigt. Det er tid til at se nogle træer og få hostet støvet ud af lungerne. Stedet, hvor vi nu skal hen, har åbent fra klokken 11 formiddag til klokken 4 om natten og er på et hvilket som helst tidspunkt et besøg værd. Vi går 50

14 En stemning i en ruinpub i en park i en by. Kertem i Városliget, Budapest Anna Sebestyén til Oktogon og op ad Andrássy út. Ud ad VII. distrikt og hele vejen op til det noget pompøse monument ved Hősök tere (Heltepladsen). Under fem minutters gang herfra ligger en af de første egentlige ruinhaver: Kertem, Min have. Den er placeret lige i udkanten af den enorme bypark Városliget, hvor man også finder et væld af legepladser, byens anbefalelsesværdige zoologiske have og det uforlignelige termalbad: Széchenyi Gyógyfürdő. Her, midt i det grønne, er et område indhegnet af et rødmalet metalhegn i halvanden meters højde. Et par lave, udslidte barakbygninger og et par håndfulde træer er plantet på tilsyneladende vilkårlige steder. De brede, grønne kroner kaster velkomne skygger over pladsen. Altings interimistiske karakter træder tydeligt frem på Kertem. Stedets ejere, Béla og Janto, har fulgt en udtalt partisan-logik: Man er rykket hurtigt ind med meget få effekter og helt uden ambitioner om at befæste sin stilling. Til gengæld er man beredt på at kunne rykke meget hurtigt ud igen. Med ti minutter og en mellemstor stationcar ville man kunne rydde 51

15 ruinpubberne området for alt, hvad der på det almindelige marked repræsenterer værdi. Og så er her alligevel ikke tomt. Her er rustikke lange bænke, dekorerede havestole og metalborde. Og en toiletbygning, som tidligere er blevet anvendt af parkens gartnere, nu tapetseret med gamle ungarske covers fra vestlige vinyl-udgivelser. Det hedengangne system stemplede dem i sin tid som ufarlige og massetrykte dem i statspiratkopier til en nysgerrig befolkning. Slægtskabet til ruinpubberne fornægter sig ikke på Kertem. Men trods ligheden er stedet alligevel anderledes. Det skyldes ikke alene, at vi befinder os i Guds fri natur. Nej, klientellet er bredere. Kommer man før 22, løber man eksempelvis ind i en hel del børn og hunde. Hundene er i reglen tæmmet. Børnene ikke nødvendigvis. De løber rundt i grupper og leger ved afsidesliggende buske, imellem bordene og oppe på den intime udendørsscene. Stedet rummer dem forbilledligt. De hører lige så meget til som deres hårdt prøvede forældre, der drikker kolde fadøl, ryger en smøg (jo, her må man godt) og puster ud efter en lang arbejdsdag eller en tur på den nærliggende legeplads. Ved nogle borde lader en gruppe cykelbude op med en espresso imellem turene. Deres cykler står lænket sammen lidt derfra. Cykler er i det hele taget en integreret del af ruinmiljøet. At cykle ved Balatonsøen er familiehygge i Ungarn. At cykle i Budapest kræver vovemod, et skarpt overlevelsesinstinkt og en vis fandenivoldskhed; det signalerer ungdom, non-konform attitude, progressivt sindelag og stil. Cykling er ikke blot en transportform. Det er et statement, og der står mange statements hulter til bulter ved Kertems indgang. Janto fandt da også det tilgroede og misligholdte hjørne af byparken, da han var ude at cykle med cykelbevægelsen Critical mass til et af de årlige cykeloptog, hvor hundrede tusinde cyklister for en forårsdagstid overtager byen. Han og en gammel fodboldkammerat, Béla, søgte kommunen om lov til at oprette Kertem. Det fik de. Et år ad gangen. Siden er lejen steget år efter år i tråd med, at man fra kommunekontoret har kunnet se, at projektet udviklede sig til en succes. 52

16 Langt om længe har de nu fået en treårig kontrakt, men intet er sikkert. Nu taler man om at renovere hele parken. Ingen ved, om det vil give plads til Kertem. Politiske løfter er erfaringsmæssigt ikke noget, som man kan sætte sin lid til her i landet. Højtalerne hænger rundt omkring øverst på træernes stammer. Sammen med de kulørte lyspærer. En DJ sidder ved et klapbord under et træ ved siden af baren. Det er ikke noget dårligt job, men han har fortjent det, han er god, siger Levi et kælenavn for Levente. Levi bryder sig ikke om titler og etiketter. Han mumler noget om, at vi da godt kan kalde ham back office manager eller sådan noget. Derefter kommer han i tanke om en T-shirt, som han fik en gang af nogle kolleger. Der stod Jolly Joker på brystet. Det er det, som jeg er, slår han fast, Jolly Joker: Sådan en, der er glad, kan lidt af hvert og redder dig, når fanden er løs. Han læner sig tilbage og smiler træt. Sidste nat var lang: Vores DJ s er vigtige. De fornemmer publikummet, giver dem, hvad de vil have, og gerne lidt mere end det. De bygger stedets stemning op. Vi kan lide world music, folk music og jazz. Ikke noget med alt for meget kant. Ingen hård rock, ingen pumpet elektronisk musik. Jeg tilbringer selv 15 timer om dagen på arbejde. Det er mit andet hjem. Sådan vil vi også gerne have, at vores gæster oplever stedet her. Som et andet hjem. En umiskendelig duft af grill har lagt sig omkring Kertems køkken i det store, åbne haveskur. I de normale ruinpubber kommer man ikke for madens skyld. Langtfra. Ofte rækker udbuddet i bedste fald til en sandwich eller det ungarske zsíros kenyér, der består af blødt, hvidt brød påsmurt et tykt lag fedt. På brødet drysses friskskåret rødløg og salt. Ret skal være ret; det smager en hel del bedre, end det lyder, og skulle ifølge lokale udsagn være uforligneligt imod tømmermænd. Men gourmet er det ikke. På Kertem er maden god. Tung, men god. Balkanburger, salater, vegetarburgere, egne grillpølser og frisklavet ajvar. De ringer med klokken, når din mad er færdig. 53

17 hjemad Vi skal hjemad nu. Og vi skal tænke lidt over fremtiden undervejs. Fik vi besvaret vores spørgsmål? Jeg tror det nok. Men hvordan ser fremtiden mon ud for disse postsocialistiske kulturperler? De er vokset frem under ganske unikke sociale og økonomiske omstændigheder. Vil de vise sig levedygtige under andre forhold? Eller er artiklen her blot et tekstligt snapshot fra en tilfældig sensommer små 15 år inde i det nye årtusinde? Ruinpubbernes baggrund, ideologi, æstetik, nationale specificitet og popularitet berettiger alt sammen til deres plads i den ungarske samtidshistorie. Og i guiden her. Men man kan som bekendt drukne i egen succes. Opskriften har vist sig så populær, at selv nye upmarket steder som Hello Baby og Ötkert, der i mangt og meget afviger fra det oprindelige idégrundlag, mimer ruinpubbernes koder. Uvægerligt rejser spørgsmålet sig, om der ikke på et tidspunkt indtræder et mætningspunkt? Når selv de glatteste konceptmagere køber kontorlamper fra boet efter afdøde partifunktionærer, smadrer fliserne på de istandsatte toiletter og hamrer hul ind i den nypudsede væg for at skabe en åbning til ruinpubbens autenticitet, får vi så ikke nok? Ruin mig her og ruin mig der! Formentlig. På et tidspunkt. I skrivende stund har ruinpubberne vist en forbløffende evne til diversificering. På steder som Fogas ház er det lykkedes at opretholde kernepublikummet, på trods af at steder som Szimpla blot seks minutters gang derfra bejler til den bredere mainstream. En tilsyneladende fredelig sameksistens, hvor der er nok til alle. Men også på anden vis kan rygvinden vise sig som en potent trussel. Etablissementer som Szimpla og Fogas ház medvirker til at revitalisere de nedslidte byområder i byens centrum. De præparerer dem så at sige til kapitalstærke tilflyttere og et erhvervsliv, der i sidste ende, med næsten lovmæssig sikkerhed, vil fortrænge ruinpubberne. De vil blive henvist til andre områder. Men selv i centrum behøver ruinpubberne ikke at lede længe efter egnede ynglesteder. Jeg forestiller mig IX. 54

18 distrikt som egnet. Så tager vi en runde der. Og det er svært at se VIII. distrikt som en mondæn bydel i det næste årti. Med klassisk ungarsk sarkasme kan man hævde, at vi i Budapest på sæt og vis er heldige. Vi mangler ikke slidt boligmasse. Personligt spår jeg fænomenet endnu mindst ti gode år. Og nogle vil endda hævde, at jeg er pessimistisk anlagt. Som eksempelvis pigen i den blomstrede kjole i baren i Kertem. Uden at vide det bidrog hun til denne diskussion, da jeg fremlagde mit ærinde: Jeg kan godt forstå, at du kom hertil, sagde hun. Vi har været her i seks år, og vi planlægger at være her i 94 mere. Det er hundrede i alt, så det giver mening at skrive lidt om os. Den slags optimisme bør belønnes, så det er hermed gjort. 55

19 ruinpubberne noter INDHOLD REGISTER KORT hjemmeside over ruinpubber Man finder en oversigt over byens ruinpubber på engelsk her og på ungarsk her ruinpubber Fogas ház 1 Akácfa utca 51. VII. distrikt. Se Grandio bar and hostel 2 Nagy diófa utca 8. VII. distrikt. Se Kertem 3 Olof Palme Sétány 3. XIV. distrikt. Se Pótkulcs 4 Csengery utca 65B. VI. distrikt. Se Szimpla 5 Kazinczy utca 14. VII. distrikt. Se 56