Indholdsfortegnelse. Introduktion til forfatteren August Strindberg. Genre, Synsvinkel og tid. Det varme miljø >< Det kolde miljø

Transkript

1

2 Indholdsfortegnelse Introduktion til forfatteren August Strindberg Forord side 1 side 1 Resumé Analyse Genre, Synsvinkel og tid side 1-3 side 3-8 side 3 Sted/miljø Det varme miljø >< Det kolde miljø side 3 side 3 4 Bogens vigtigste personer Emne/tema Carlsson Anna-Eva (Madam Flod) Gustav Norman Clara og Lotte Rundqvist Pastor Erik Nordström side 4 6 side 6 8 Konklusion side 8 Litteraturliste Appendiks

3 August Strindbergs Hemsöborna 1887 af Stefan Wandel Andre vigtige værker i August Strindbergs forfatterskab: 1871 Den fredlöse (enakter) 1879 Röda rummet (roman) 1882 Herr Bengts hustru (skuespil) 1884 Likt och olikt (kultur og samfundskritik 1-2) 1888 Fröken Julie (sørgespil) 1899 Brott och brott (komedie) Forfatteren August Strindberg er født 22. januar 1849 og død 14. maj August Strindberg var virksom som forfatter i årene 1869 til Hans politiske indstilling var rodfæstet i socialismens idealer og på mange vigtige områder stred hans holdninger imod datidens glorificering af det, som vi i dag kendetegner som det moderne gennembrud i Europa. Sin politiske holdning klarlagde han for offentligheden i følgende citat: Några ord om mina åsikter i fall Ni skulle vilja anvärva mig! Jag är socialist, nihilist, repuplikan allt som kan vara konträrt mot de reaktionära! Detta på känsel, ty jag är Jean Jacques intime när det gäller återgång till Naturen: Jag skulle vilja vara med och vända upp och ner på allt, föt at se vad som ligger i botten; jag tror vi äro så intrasslade, så förfärligt mycket regerade att det inte kan utredas utan måste brännas upp, sprängas, och så börja på ett nytt! Citatet er hentet fra den svenske forfatter og skribent Jan Myrdals bog Ordet i min makt Läsebok för underklassen (1968) et værk/sammenfatning om August Strindberg. Forord Værket Hemsöborna Hemsöboerne, som jeg har valgt at behandle, blev skrevet i 1887 og betegnes som værende Strindbergs lyseste bog i hans forfatterskab. Bogen omhandler et lille beskyttet skærgårdssamfunds tilegnelse til tidens nye strømninger, der for første gang i alle tider sniger sig ind i hverdagen på lokalsamfundene og ændrer deres ellers så traditionsrige livssyn for altid. Flugten fra fattigdom og stigende arbejdsløshed i Midtsverige, forårsager en flugt fra disse egne til storbyen Stokholm, til skærgårdssamfundene, til Bornholm og forårsager sågar en overvældende immigration til Amerika, såsom vi kender det fra samtidens Danmark, hvor lignende forhold gjorde sig gældende. Resumé Karlen Carlsson ankommer til en ø i Stockholms skærgård. Carlsson er värmlänning. Det første indtryk han får af stedet, hvor han fremover skal tjene, er ikke opløftende. Gården han knyttes til er i stærk forfald. Situationen ser ikke umiddelbart lovende ud. En ældre kvinde tager imod ham, som snart viser sig at være gårdens ejer, Madam Flod, da manden er afgået ved døden. Siden hans død er alt gået i forfald. Husene på stedet ligner rønner og jorden er ikke blevet passet i lang tid. Skoven ser miserabel ud og al fordums glans er gået fløjten. Det er det, som madam Flod (Anna-Eva) har hyret Carlsson til at rette op på. Hendes to uduelige sønner, Gustav og Norman, vil hellere lege herremænd med en bøsse i hånden og skyde fugle. På gården bor der i øvrigt to tjenestepiger, Clara og Lotte, samt en gammel karl, Rundqvist. Da Carlsson i løbet af første aften bliver bespist, begynder han at se en lysning i mørket. Stuens stads vidner om fordoms rigdom, og Carlsson er overbevist om, at han nok skal genskabe den igen. Som tiden går, lykkes det ham på grund af hans evne til at lede og fordele, at få skik på stedet.

4 Imidlertid er den ældste søn, Gustav, ikke spor glad ved det der er ved at ske. Han går med et indre ønske om at slå Carlsson ihjel. Rundqvist har problemer med flasken og nyder at sove dagen væk, men er ivrig nok til at tage ved når han ellers kan tage sig sammen. Pigerne, Clara og Lotte, er flittige og gør det der forventes af dem. Normans tillid kan købes for slik og han har ingen selvstændig mening om noget som helst. Det tager ikke Carlsson lang tid, at finde ud af at han her vil få de bedste betingelser for at gøre karriere. Således brygger han en finurlig plan sammen han vil rane tronen og blive gårdejer, men det kræver at den gamle indgår ægteskab med ham. Hurtigere end han selv regnede med lykkes det ham at få eget kammer og en form for privatliv oppe på loftet. Der bruger han sin tid på at sidde ved sekretæren og lave sit regnskab og udtænke planerne. Han finder ud af, at det er tid til at investere i korn og anden såsæd for at få et stort udbytte sidst på året. Det er helt nye toner på gården, og med sin overtalelsesevne får han Anna-Eva til at acceptere dette. Selvfølgelig er det hende, der skal punge ud, og Gustav bliver om muligt endnu mere arrig. Men Carlsson ved hvad han gør, og resultatet viser sig snarligt. Gårdens afgrøder giver mange gange det investerede igen, og allerede året efter kan man påstå, at der aldrig før har været så meget rigdom at beskue på gården. Gården har også en hovedbygning, som har stået ubenyttet hen siden gårdejerens død. Den sætter Carlsson sig for at sætte i stand og leje ud til rige byboere. Det var aldrig sket før på egnen, men Carlsson beslutning gav nok engang Jackpot. Alt imedens herskaberne oppe i hovedbygningen i sommermånederne hygger sig med sejlads på vandet og andet, der har med fritid at gøre, går det op for lokalbefolkningen, at Carlsson er en stor mand, med et ganske særligt potentiale. De får for første gang i deres liv et godt indblik i de moderne tiders skønhed ikke mindst på grund af de fine byboernymfer, der i deres lyse og fine sommerkjoler sætter dem griller i hovedet. Da de ikke er i stand til at gøre noget ved det, adler de til gengæld Carlsson for hans initiativer. Han bragte dem jo til egnen. Noget andet nyt og lige så utroværdigt, er dampskibet, som herskaberne arriverer med. Det er aldrig set før og tegner den nye æra, som er kommet. Alt det postyr vækker sognets præst til live. Det skal han tage nærmere i øje. Således drager han fra sin ydmyge og faldefærdige bolig til gården. Han er ikke noget kønt skue, og drikfældig er han tillige. Lige fra første færd har han et horn i siden på Carlsson. Hans magtposition i sognet er truet. Ikke længe efter viser det sig, at Madam Flod går i giftetanker, men Carlsson er ikke videre begejstret til at starte med, da han for øjeblikket har tankerne rettet mod andre økonomisk vigtige aspekter. Dog ender det med, at hun får ham overtalt til det alligevel, og de bliver gift. Dette får splinter til at bryde i Gustavs sjæl, for nu må han se sig sat ude af spillet og nærmest gjort arveløs når den gamle dør. Præstens mishag mod Carlsson fordufter dog efter noget tid, da Carlsson bliver menighedsrådsmedlem. Han har efterhånden fået tildelt al magten i sognet og ikke længe derefter ankommer en fin båd med en tysk direktør ombord. Han kommer for at starte en minedrift i området og indgår en handel med Carlsson, der nu rettelig ejer jorden. Carlsson får en stak aktier i selskabet, som efter sigende skulle være guldrandede. Dog viser det sig at han bliver snydt så det driver. Pludselig en skønne morgen er minen ryddet for arbejdere og grej, og intetsteds er direktøren til at finde. Kærlighedslivet i fornuftsægteskabet er ikke meget bedre. Anna-Eva føder ham en dødfødt søn og hun er ikke derefter i stand til at fikse ham en ny arving til tronen. Det skuffer ham i den grad, at deres ægteskab derefter ikke er noget man kunne ønske sig. De skændes ofte, og det passer Gustav fint. Nu er der kun et tilbage at gøre for Carlsson, og det er at få lavet et testamente, der gør ham til universalarving, når Anna-Eva stiller sine træsko. Han får hende overtalt, men Gustav overværer dette i smug og ved ikke sine levende råd. Carlsson er nu testamentarisk sikret, og da Anna-Eva ikke formår at slå til længere, indleder han en flirt med Clara. Hun er trods alt smuk og ung. Det skulle han imidlertid aldrig have gjort, for i smug følger Anna-Eva efter turtelduerne og bliver jaloux. Men uheldigvis for hende, skete alt det en kold vinteraften, og hun havde i sin iver, taget for lidt tøj på og pådrager sig en fatal lungebetændelse.

5 Således ligger hun denne skæbnesvangre aften efterfølgende på sit dødsleje. Gustav er ved hendes side, og hun giver ham besked på at brænde testamentet. Dermed har hun fået hævn, og Carlssons skumle planer er spoleret. Da Carlsson ikke er klar over, at testamentet er blevet brændt, føler han sig sikret og gør intet for at tilkalde en læge. Anna- Eva dør kort derefter. Fem dage har hun nu ligget i huset, da det er voldsom snestorm udenfor er der ingen muligheder for at få hende jordfæstet. Efterhånden er ligstanken så forfærdelig, at de alligevel gør et forsøg på at få hende fragtet til kirken i båden. Men en ulykke kommer sjældent alene, og midt ude i grødisen går båden læk og synker med Anna-Eva i kisten. Gustav, Norman, Rundqvist og Carlsson når dog at redde sig op på isflager. Efter noget tid opgiver de at finde kisten på bunden og Gustav stavrer sammen med Carlsson vider i retning mod kirken. Det er tåget og noget efter bliver de væk fra hinanden. Carlsson kalder på Gustav, men får kun det svar, at han skal hjælpe sig selv, for så vil Gud hjælpe ham. Gustav når til præstens hus, og beretter om det hændte medens de venter på Carlsson. Det går op for dem, at der må være sket noget, og da han dagen efter stadig ikke dukker op, ved de at han må være gået gennem isen og druknet. Således ender Carlsson og Anna-Eva på bunden af skærgården og Gustav bliver den nye gårdejer. -o- Analyse Genre, synsvinkel og tid: Skønlitterær, samfundsrevsende roman, som er skrevet i 3. person indvendig beskrivelse. Bogen Hemsöborna er forfattet i 1887, og August Strindberg stiller i al sin enkelthed det store spørgsmål, hvorvidt den rivende udvikling, som Sverige, og for den sags skyld også hele Europa, på dette tidspunkt befinder sig i, er så glorværdigt, som nogle vil gøre det til. Det smukke og idylliske og oldgamle samfund er ved at ændre sig. Industrialiseringens idealer er ved at opsluge småsamfundene, således trues idyllen af skæmmende produktionsenheder og evig larm fra fabriker. Der lægges ikke skjul på, at han ikke er synderlig begejstret for Det moderne gennembrud og de samfundsomvæltende tendenser, som han i samtiden er vidne til. På den anden side får vi et indblik i, at en afmatning og udviklingsmæssig stagnation i bondesamfundet, den tiltagende arbejdsløshed i samfundet generelt og ligeledes fattigdommen, som præger tidens Sverige (især inde i landet i skovdistrikterne), har nødvendiggjort, at der sker en positiv udvikling i landet på et eller andet plan, for flugten fra fattigdommens kummer er begyndt. Udvandringen til mulighedernes land Amerika, er på sit højeste. Sted/miljø: Fortællingen foregår på en gård i et lille Stockholmsk skærgårdssamfund omkring , hvor tiden nærmest har stået stille siden stedets overhoved afgik ved døden. Den tilbageblevne enke og hendes to sønner samt stedets ansatte har alle kendt bedre dage. Gården og dens jorder er i umiskendelig forfald. Modsætningspar: Varmt miljø: Det varme miljø >< Det kolde miljø Skærgårdsmiljøet: Idyllisk landskab Frodig og givende landbrugsjord Træhuse med snedkerglæde i vinduer og gavle Rigdommen ligger i jorden og er til at nå, såfremt man arbejder for det Social trivsel og et støttende fællesskab Høstfest Ingen tegn på forurening i landskabet (skæmmes ikke af fabrikker i nærheden) Plads til galgenhumor, særheder hos den enkelte og lunefuldhed

6 Koldt miljø: Byen: Forurening Travlhed Fristelser og fortabelse Druk og elendighed Grådighed og pranger Høje huse af sten Larm og forvirring Damperen : Larmende bæst, som bringer modernismens elendigheder til skærgårdssamfundet i form af forurening af vandene og maser sig frem i skærgårdsmiljøet. Grubedriften: Kapitalismen viser sig fra sin værste side, da Carlsson tages ved næsen i en profitabel handel, som bringer støj, møg og larm til området Bogens vigtigste personer: Carlsson (bogens hovedperson) Höganäsungkarl, som kommer til skærgårdssamfundet for at fungere som karl på gården. Han blev i sin tid født på en fabrik i Värmland, og siden da har han gjort alt for at undgå fysisk arbejde, men besidder dog leder- og fordelerevner ud over det sædvanlige. På kort tid får han genoprettet gården fra forfaldstatus til et givtigt foretagende, som dengang da herren på stedet levede. Hans snuhed og forretningssans bringer ham helt frem i frontlinien på gården, hvor han i løbet af de første døgn på gården avancerer til leder af gården. Carlsson ved hvad der skal til for at opnå det han har sat sig for, for ikke alene er han udstyret med gode talegaver og kan svare for sig, men han formår også at gennemskue hvorledes hver og en i samfundet har planer om at sno ham om deres lillefinger. Behændigt snor han sig ud af de sværeste situationer. Carlssons plan er at ægte enken og blive herre i eget hus enkens hus forstås. Efter sagens natur går disse til tider slet skjulte planer på tværs af den ældste søn, Gustavs, planer, idet han herved får frataget sin retmæssige arv. Carlsson er fremsynet og Det moderne gennembruds mand. Han er en sand repræsentant for den rationelle tankegang, som ikke indlader sig i emotionelle handlinger medmindre de selvfølgelig har et givtigt formål. Strindberg betegner sig selv som værende en konkurrenceperson og er yderst ærgerrig, så han kan sammenlignes med Carlsson på nogle områder. Strindberg har i Henrik Ibsen en stor konkurrent som dramatiker. Følgende citat er at læse i Olof Lagercrantz s bog om August Strindberg: Han ansporedes til at gøre sig ekstra umage, fordi Ibsen samtidig var hans hovedkonkurrent som dramatiker. Ibsens berømmelse var ham en daglig plage. Ærgerrigheden, viljen til at være nummer et, er virksom i ham hvert eneste øjeblik. (s198,13-17) For at vende tilbage til Carlsson, er hans ide med gården og den tilhørende jord følgelig, at der skal moderniseres i alle retninger. Således griber han, for lokalsamfundet at se, til drastiske midler, da han istandsætter hovedbygningen, der havde stået tom siden gårdejerens død, og derefter udlejer bygningen til byboere (herskabsfolk) til ågerpriser. Alt dette gavner gårdens pengebeholdning, som øges betydeligt, samtidig med at nye vinde begynder at blæse hen over skærgårdsbugtens vande. Byboerne er i høj grad med til at vise vejen frem for lokalbefolkningen, og giver dem en længsel efter latente behov for at udfolde sig i en grad som aldrig før. Byen og dens fristelser lokker. Som beskrevet, er Carlsson ophavsmanden til disse nye strømninger. Anna-Eva (Madam Flod, konen, enken, gårdejerinden) En kløgtig skærgårdsenke, der desværre er afhængig af sine to dovne sønner, og som føler sig nødsaget til at hyre dygtig hjælp til at genoprette gårdens forfald til fordums glans. Gården var i mandens levetid særdeles velfungerende og en kilde til rigdom. For at rette op på det mistede vælger hun at antage en karl fra Midtsverige, som skulle have tæft nok til at forstå sig på jord. Flod lider afsavn i flere retninger. Det ene er gårdens forfald, det andet opdragelsen af hendes sønner, og dertil kommer ønsket om at gifte sig med en stærk og kløgtig mand, hvilket hun anser Carlsson for

7 at være. Til tider opfører hun sig som en skruk høne, som imidlertid gør, at han ikke ønsker at indgå ægteskab med hende for hver en pris. Dog kan han se det fornuftige og givtige i netop det og gift, det bliver de. Flod virker til at være en snu gammel kælling. Fornuftig til fingerspidserne, men dog langt fra humorforladt. En sygelig jalousi får dog bugt med den gamle, da hun får lungebetændelse efter den kolde natlige spadseretur og dør efter at have afsløret Carlssons flirt med Clara. Gustav Flods ældste søn, sidestilles i bogen som det mest ynkelige og dovne individ, der kan findes på denne klode. Han gør alle forsøg på at unddrage sig sine pligter med hensyn til at tage fat på gårdens tiltagende forfald. Tværtimod søger han tilflugt på søen med sin haglbøsse og snapsen. Hele dage får han til at gå med sig selv som eneste selskab, når han da ikke lige får overtalt sin lillebror, Norman, til at tage med. Forholdet til Carlsson er så koldt, som man kan forvente, og det bliver ikke bedre, da han får nys om sin moders planer om ægteskab med Carlsson. Gustav fører sig frem som en rig godsejer, uden at tilføre gåden noget positivt. Bøssen er hans et og alt, og med den over skulderen ser han sig selv som værende en del af overklassen. Det at få snavs under neglene er ikke lige ham. Norman Gustavs lillebror, har i sig selv ikke nogen mening om noget som helst, men i kraft af andre formår han at overleve i samfundet. Han kan vel nærmest betegnes som en, der har rygrad som en regnorm. Dette faktum formår Carlsson at udnytte, og snarligt får han Norman til at gøre sine ærinder for sig. Idet Norman er så let at vinde, er han lige så let at tabe igen, og således flakker han troskabsmæssigt fra den ene til den anden og tilbage igen. Clara og Lotte Flods to tjenestepiger, som bor på gården og gør det der forlanges af dem. Deres optræden i bogen er nærmest usynlig og ikke videre interessant andet end, at de bliver benyttet som kontrast til de dovne og uduelige sønner samt byboernes smukke og statelige piger. Dertil kommer, at Carlsson på et tidspunkt efter sit giftermål med Flod flirter med Clara, der i sin enkelthed kan sammenlignes med Line fra Emil fra Lønneberg. Denne flirt fører fatale konsekvenser med sig, da Flod erfarer sagens rette sammenhæng. Rundqvist (karl på gården) En aldeles spøjs figur, som vel nærmest i vid kan sammenlignes med Alfred fra Emil fra Lønneberg, dog er der den store forskel, at Rundqvist nyder at betragte verden igennem bunden af en spritflaske og fysisk ikke er en skønhedsåbenbaring. Han er af den mening, at man ikke kan holde på noget, som man ikke kan have i hænderne så er det sagt. Rent arbejdsmæssig går han ikke af vejen for de største og mest krævende arbejder. Når han virkelig slår sig løs, så er han i stand til at klare flere dages arbejde på en eftermiddag. Carlsson ved ikke helt hvorledes han skal takle denne gamle, store og snu svend, men de kommer efterhånden ganske fint ud af det sammen. Når nu, denne ellers så ivrige mand, Rundqvist, ikke formår at gøre større indtryk på Flod i ægteskabsmæssigt henseende, så skyldes det i høj grad hans ustabilitet og til tider grove facon. Pastor Erik Nordström En lille jammerligt udseende skikkelse, som al glans er gået af. Desillusioneret, grov statur, som er bredere end han er høj. Vulgær og kvalmende person, som ikke går af vejen for at tager pigernes yndigheder i nærmere eftersyn ved hjælp af sine snavsede fingre. Han ved hvad altervinen skal bruges til. Han kan på nogle punkter snildt sammenlignes med Per Degn i Erasmus Montanus. Dog skinner, fra tid til anden, en sjælden visdom igennem sprittågerne, og deri ligger hans styrke. Ved det opnår han at beholde sin position i det tætte samfund. Han er, trods alt, stadig det nærmeste man kan komme på en øverste myndighed : Kirkegangen blev nærmest en slags folkemarked, hvor man traf bekendte, afgjorde forretninger og hørte bekendtgørelser; præsten var den eneste lokale myndighed, som man kom i berøring med, - for lensmanden boede langt inde i landet og blev aldrig tilkaldt i retssager; de afgjordes mand og mand imellem, med nogle danske skaller eller en halv pot brændevin. (s89,12-21)*) *) citater fra selve værket Hemsöborna er skrevet med fedkursiv andre citater er kun med kursiv.

8 I hans unge dage, som nyuddannet præst, var han statelig og forfinet, med fine slanke hænder og hans påklædning var meget repræsentativ. Efter en årrække i skærgårdssognet går det ned ad bakke, og siden da har han været nødsaget til at nasse sig ind rundt om på gårdene i sognet. Med bibelen i hånden formår han dog til stadighed at indgyde frygt i folket. Fra det første øjeblik, hvor han møder Carlsson, er der gnister imellem dem, og præsten er i starten ikke positivt indstillet på at skulle vie Flod og ham. På mange områder er jeg overbevist om, at han nok har gennemskuet Carlsson, selv om det ikke oplyses nøjere i bogen. På sin vis har de begge det til fælles, at de ynder at leve på andres ihærdige indsats, som de så soler sig i og gør til deres eget. Det forhold forenes de under, og danner til slut en fælles front over for menighedens medlemmer Carlsson bliver menighedsrådsmedlem. Emne/tema: Individets traditionsbundne udvikling i landbomiljøet er i stigende grad ved at blive en kontrast til det omgivende storbysamfunds landvindinger på alle områder. Verden er begyndt at åbne sig. Nye muligheder for at gøre sig selv gældende, og muligheden for at gøre succes, er nu blevet en mulighed for menigmand. Om ikke andet, så går mange med den tro, at de kan få et bedre liv i byen. Bondestandens åg under en lensmand er omsider ved at blive afskaffet. Det at have en mulighed for komme til at arbejde inde i byen, enten på en fabrik eller noget tilsvarende under ordnede forhold, synes at have en særlig tiltrækningskraft på karle og piger. Det giver en følelse af frihed at kunne få muligheden for at organisere sig i en fagforening, og ikke være underkastet en herremand på godt og ondt. En arbejderkultur er ved at se dagens lys. Lavkonjunktur og stigende arbejdsløshed i bl.a. det traditionelle landbrugserhverv i Sverige forårsager en masseflugt fra landområderne til byerne, samtidig med at byens forskellige erhverv er ved at sprænge sine egne rammer og spredes omkring i oplandet. Bykulturen kolliderer med landbolivet, så det kan mærkes. Strindberg har taget stilling til dette problem, som man rettelig nok kan kalde det, hvis man tager hans ord for det bogstaveligt. Strindberg mener ikke, at byen er det lys, som alle burde stile efter. Han ved hvorledes fattigdommen trives inde i byen. Hastigt opførte arbejderboliger, hvor dagens lys sjældent når ned til dets beboere af disse huse, og dertil kommer de manglende sanitære forhold, der forårsager mange uhumske tilstande, sætter i hans univers en kraftig dæmper på glorificeringen af Det moderne gennembruds glæder. Efter hans mening har folket det meget bedre, hvis de blev ude på landet, hvor der ifølge ham allerede findes alt det, som folket ønsker at finde i byen. I Hemsöborna udspiller der sig et kærligheds- og jalousidrama, som er gennemsyret af fornuftsideologiske hensyn. Bogens kvindelige hovedperson, Anna-Eva, er som to personer i en krop. Hun har på sin vis et hjerte af guld, idet hun på alle måder elsker sine børn på trods af deres uduelighed i almindelighed og dovenskaben, som de besidder. Imidlertid kan hjertet igen deles i to halvdele, hvor den ene del fungerer som en kugleramme, og den anden består af uovertruffen kærlighed. Fornuftsmennesket i hendes indre påbyder at sørge for at få en mand, der både har evnerne til at få gården til at blomstre igen, og er villig til at indgå ægteskab med en gammel kone. Han skal være en mand af den rette støbning. Listig som hun er, lokker hun Carlsson, der er en ærgerrig mand med en ihærdig længsel efter rigdom, til at indgå ægteskab med sig. En sag kan altid ses fra flere sider, og det arbejder Strindberg da også med i det her tilfælde. Om end Strindberg lidenskabeligt beskriver sindene hos de enkelte parter i dramaet, hvor ingen af parterne per definition stemples til enten kun at bestå af godhed eller ondskab, så får de hver især en karakter af at være fallerede og til fals. Hver person er sig selv nærmest, når alt kommer til alt. Fællesskab eksisterer kun på overfladen, og man går langt for at dreje tingene til egen fordel. Som det gøres til vitterlighed flere steder i bogen, rammer dette citat ganske præcist, hvad det er, der får hjulene til at dreje: Hjælp dig selv, så hjælper Gud dig! (bl.a. s188,22) svarer Gustav, da Carlsson beder ham om at hjælpe sig ude på den tilfrosne fjord under fragten af den afdøde Anna- Eva. Svaret er ment som en tak for sidst nu får du som fortjent og får katastrofale følger for Carlsson, der snart derefter forsvinder ude på søen. Jalousien til Carlsson gjorde udslaget.

9 Ligeledes er præsten ikke kun beskrevet som værende en klam fidus, hvilket man ellers igennem hele bogen havde fået en fornemmelse af. I afslutningskapitlet formår han, på fineste vis, at give Gustav et lag verbale tæsk, da Gustav håner Carlssons nylige forsvinden på søen.: - Hør nu, Gustav,..Har han (Carlsson) ikke skaffet dig sommergæster og bygget dig et nyt hus? Carlsson var en dygtig fyr, og han gjorde alt det, du gerne ville ha gjort, hvis du havde kunnet! (s191,17-28) Strindberg søger konstant at ridse kontrasterne op, men i denne bog gør han det ikke ved hjælp af klare politiske manifestationer, som ordret udgør hans eget syn på samtidens problematik, men holdningen er at læse mellem linierne, til forskel for dette uddrag af en artikel, der blev bragt i Det Nya Riket i 1882, hvor han ytrer sig om idealister og patrioter i samfundets ledelse (tilbageblik på hans ophold ved Bodensøen i Bismarks tyskland, som han nu sammenligner Sverige med): - og han fortsætter; Varken mentalkommissarien, uppbördsmannen eller statistiska byrån har reda på några idealister; förgäves hava vi efterhört hos traktens polisvaktkontor och församlingens prästerskap, men de hava inga sådana i sina längder, åtminstone inte vad de veta; de äro överallt och ingenstädes. De tilhöra således de tvivelaktiga eksistenserna, om vilkas tillvaro man endast då och då påminnes. Avslöja bara en humbug, och ni skall strax se en idealist krypa fram och försvara humbugen, vänd på vilken social komposthög som helst, och idealister skal kräla som metmaskar för att gömma sig ner i jorden; men vill ni se dem i ansiktet, så bjud på en stor middag, och ni skall se dem svärma som flugor, stora feta köttflugor. Men det finns en annan idealist som i sina verkningar skulle kunna vara farligare än han är, om han icke vore så dum, det är patrioten. Han är tre alnar lång, har stort skägg, begagnar enpåk och stövlar med skaft. Hans ideal äro naturligvis Karl XII, svenska folkvisorna och förre ecklesiastikministern. Det er en stor kontrast til Hemsöborna. Han har ordet i sin magt. Det fremgår i al sin tydelighed hvorledes han i rig omfang benytter ordene som en maler bruger sin pensel på et lærred. Anstrøg af harmoni i kamp med disharmoni stryges bredt og indgående hen over siderne. Især hans maleriske og fyldestgørende beskrivelse af naturens skønhed og de dyre- og fuglearter, der findes i den, sættes i skarp kontrast til dampbådens forureningsformåen, da den langsomt og prustende forsvinder i horisonten, på vej tilbage til civilisationen Stockholm. Nærmest som et slibrigt og næppe nogensinde forsvindende spor, efterlader den en stribe af olie, ølpropper, papir- og madaffald i skærgårdsbugten: Han stod en tid og så ned i vandet, som skovlhjulene havde mudret op og gjort plumret. Store flager af sod lå på overfladen, og en olieplet flammede i alle regnbuens farver, som en gammel rude; alt muligt snavs havde uhyret smidt fra sig som fiskene nu legede med dernede; det var som om byen på én gang havde tømt alle sine rendestene for deres smuds og affald her. (s78,16-25) Umiskendeligt efterlader beskrivelsen et indtryk af storbyfolkets skødesløshed overfor deres omgivelser. Man er sig selv nærmest og har ikke tanke for andet end sig selv, er det indtryk jeg udleder af sekvensen i bogen. Endelig fortsætter Strindberg med at fortælle lidt om selve byen og hvilke farer og faldgruber, der forefindes derinde langt væk fra idyllen. Charles Dickens London i Oliver Twist popper op i mine tanker, og jeg får en klar fornemmelse af ildelugtende rendestene og forretningsrelateret griskhed. Sideløbende og i modsætning til Oliver Twist -tanken, har jeg også indre billeder af borgerskabet, der spadserer i byparken. Alle pænt hilsende på hinanden ren og skær rigdom og glimmer. Hvis småkårsfolk dengang har haft lignende tanker om storbyens glæder, rigdom og glimmer, så må Strindbergs negative beskrivelse af byen have udløst en del heftige reaktioner. Nu er jeg ikke helt sikker på, om disse småkårsfolk nogen sinde kom i nærheden af hans bøger, men jeg er dog vis på at datidens venstrefløj har taget indholdets ordlyd til sig og brugt det som rettesnor i kampen mod kapitalismens idealer. Alligevel synes det mig, at han ikke fordømmer bylivsidealerne helt og holdent. Som jeg skrev ovenfor, er den holdning kamufleret en anelse i bogen. Ligeledes synes det mig, at han dog er af den mening, at en eller anden form for fremskridt skal der til, da ikke al fremadrettet udvikling nødvendigvis er af det onde.

10 Strindberg boede da selv i Stockholm *) medens han levede, og det at flytte så langt væk fra en by som muligt, lå ham fjernt. Som tidligere omtalt boede Strindberg også en tid i Tyskland, hvor han var tilskuer på første række til Bismarks håndtering af sit folk. Strindbergs forhold til sin samtids store dramatikere, er en evig kamp om førstepladsen. Hans anstrengte forhold til Henrik Ibsen, som jeg refererede til, da jeg havde Carlsson under luppen, vil jeg lige rode lidt mere i nu: De to kamphaner fører deres had til hinanden op til eklatante højder, således, at des mere Strindberg prøver at forklare de indre mekanismer i sine værker for hvem der gider lytte, des mere tilknappet og hemmelighedsfuld bliver Ibsen bag sin ordensprydede jakke. Strindberg svarer igen med at fremføre sig i stik modsatrettede udfoldelser. Han river jakke, vest og skjorte op i bestræbelsen på at skabe myten om den selvudleverende ekshibitionist. Kampen imellem dem er hed, og Strindbergs skaberi bliver besvaret med et skævt blik. Ironien i farcen er dog, at Ibsen har Christian Krohgs portræt af Strindberg hængende på væggen og udtaler, at han ikke kan blive det gale menneskes øjne kvit. Imidlertid fungerer de to dramatikere bedst, hvis de har denne interne kamp. Således deler de ikke kun kvindesyn, men hele deres livsopfattelse med hinanden. (udpluk fra Olof Lagercrantz s bog om August Strindberg afsnit IX kapitel 3). Hemsöborna bliver til som et folkeligt lystspil af de store for de små i håbet om at gøre et come back i Sverige efter en dalende popularitetsperiode. Albert Bonnier (formand for Svenska Bokförläggareföreningen) påstår, at hans dalende popularitet skyldes hans ekstreme angreb på borgerskabet og den angivelige overdrivelse, der udgør indholdet. Strindbergs holdning til dette argument ses i et brev til kunstneren Carl Larsson ( ), hvor han sammenligner Albert Bonnier med en Cæsar, som er styret af tyrantronen. Carl Larsson og Strindberg var perlevenner fra 1879 indtil Strindberg brød med ham offentligt (årsag:?) i Medens deres venskab var på sit højeste kom Strindberg med følgende udtalelse: C.L. er en folkets kunstner; ikke en salonmaler for velhavende forretningsfolk! Konklusion: Forbilledet for Hemsöborna skulle, ifølge Strindberg, være det hollandske genremaleri, står der i Olof Lagercrantz s bog, hvilket er spøjst, da jeg under læsningen af Hemsöborna netop fik den samme fornemmelse. At Hemsöborna betegnes som værende det lyseste værk i hans forfatterskab, vil jeg gerne tro, da jeg efterfølgende har fået indblik i nogle af hans andre værker og anekdoter, der i indhold er så skarpe og revolutionære, så man nogle gange har svært ved at forstå, at det skulle dreje sig om den samme ophavsmand til dem alle. Mange må have anset ham for en uhyre farlig mand, hvilket jeg godt kan forstå han havde så sandelig ordet i sin magt. Hemsöborna er i sin finurlighed et fantastisk værk. Hans kendskab til de forskellige fagudtryk for bondestandens værktøjer og den intense beskrivelse af hele miljøet gør, at man virkelig føler, som om man var en flue på væggen i bondestuen. Prisværdig bog. *) i en bolig, der symbolsk kaldtes for Blåtårn - Strindberg havde et særegent forhold til tårnbygninger; fra bogen Goddag mit barn! (2002), af Bjørn Meidal

11 Litteraturliste Titel samt relevant data Hemsöboerne (1887) på dansk ved Sven Lange 5. udgave 1978 ISBN Gyldendal Forfatter August Strindberg August Strindberg Ordet i min makt Läsebok för underklassen sammefattet af Jan Myrdal Bokförlaget PAN/Norstedts Stokholm 1968 Jan Myrdal Goddag mit barn! Beretningen om August Strindberg, Harriet Bosse og deres datter Anne-Marie 1. udgave 1.oplag 2003 ISBN PP Forlag Björn Meidal August Strindberg ISBN Nørhaveb Bogtrykkeri a/s Viborg Gyldendal Olof Lagercrantz Carl Larsson Watercolours anddrawings by Renate Puvogel Benedikt Taschen Verlag GmbH ISBN X Strindberg - Et liv (1984) Samlerens Forlag, KBH ISBN Renate Puvogel Per Olov Enquist Internetsider om forfatteren, som jeg har samlet information fra:

12