Jens-Emil Nielsen UNG I 50 ERNE

Transkript

1 Jens-Emil Nielsen UNG I 50 ERNE

2 PRESSEHUSET UNG I 50 ERNE

3

4 Jens-Emil Nielsen UNG I 50 ERNE Bogforlaget HER&NU

5 UNG I 50 ERNE Tekst og tilrettelæggelse: Jens-Emil Nielsen Tryk: Special-Trykkeriet Viborg a-s ISBN udgave, 1. oplag, 2002 Bogforlaget HER&NU Stockflethsvej Frederiksberg Tlf. og fax bogherognu@teliamail.dk DBK-bogdistribution Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. UDGIVET MED STØTTE FRA LO S KULTUR- OG PROJEKTPULJE OG FORSIDEN: Det er et arrangeret billede, men for mig er det alligevel BILLEDET af unge i 50 erne. Ikke fordi det er typisk for så mange af dem, der var teenagere i 1958, men fordi det er symbolet på den første rigtige ungdomskultur. FOTO: ASGER SESSINGØ/PRESSEHUSET (en ung fotograf, som tog en del billeder af de nye»læderjakker«. Jeg har ikke kunnet opspore modellen. Måske var han bud i billedbureauet Pressehuset). SIDE 2-3: Aviserne var fulde af artikler om anderumpe-optøjer efter premieren på»rock around the clock«d. 5. august 1957 i Bristol-biografen tæt på Rådhuspladsen. Det er svært at forestille sig, når man ser dette fredelige billede af forventningsfulde unge i en lang kø foran den anden premierebiograf Platan Bio. FOTO: KAJ LUND HANSEN/PRESSEHUSET.

6 Indhold Forord Jagten på arbejde og uddannelse NB: Unge forlader landbruget »Gode råd«til teenage-piger NB: Tøj og mode Prinsesse Margrethe teenager og tronfølger NB: Politik ude og hjemme Familien samles om radio og fjernsyn NB: Giro Ungdomsklubben det varme gadehjørne NB: Knallert, scooter og bil Farlig ungdom NB: Jan, Puk og Susy klarer forbryderne Trækkerdrenge og amerikanerpiger NB: Polio epidemi og vaccine NB: Bolignød Sex i virkelighedens verden Sex i blade, i bøger og på film NB: Morten Korch og»far til fire« Jazz som ungdommens musik NB: Ferie og fritid Rock n roll: Musik eller galskab NB: Kampen mod de kulørte hæfter Rock n roll: Balladen en selvopfyldende profeti NB: Milkshake-barer Forbandede ungdom, Den kroniske uskyld og Rend mig i traditionerne NB: De tavse unge eller de vrede? Amerikanske ikoner danske idoler & fan-clubber NB: Amatørismens årti i sporten Kildemateriale

7 Unge ansigter DET KONGELIGE BIBLIOTEK/KORT- OG BILLEDAFDELINGEN Jeg ved desværre ikke præcist, hvor eller hvornår billedet er fra. Men det er brugt i Aftenbladet d. 11. august 1958 med teksten»5.000 unge vil få brug for en ungdomsklub. De store årgange rykker frem... vil man lade dem stå i porte og på gadehjørner?«. Jeg forestiller mig, det er fra en musikbegivenhed. Måske en rock n roll koncert? De venter da vist ikke bare på at komme ind i ungdomsklubben? Der bliver i hvert fald kikket, både på begivenheden og på fotografen. Der bliver også smilet. Er det noget morsomt? Drengene er i fokus typisk for 50 erne men pigerne er med, både foran og bagved. 6

8 Forord Født i slutningen af 1948 var jeg 11 år, da 50 erne blev til 60 erne. Jeg var altså barn, og ikke ung i det årti, som denne bog handler om. Selv om man som barn oplever nogle af de samme ting som dem, der kan kalde sig unge fx omkring sport, musik, film og radio/tv er denne bog altså ikke en selvoplevet gennemgang af den første rigtige eller tydelige ungdomskultur. Jeg har måttet låne mig frem. Ja, jeg har nærmest hugget med arme og ben for at finde materiale, især i bøger og blade. Men jeg har forsøgt at stjæle fra andre, så det er forsvarligt og på den rigtige side af grænsen, både moralsk og juridisk. Hvis læseren får på fornemmelsen, at jeg har fundet det både sjovt og spændende at gå på jagt efter kilderne, er jeg godt tilfreds. For så har læseren måske den samme fascination som jeg af 50 ernes ungdom og dens udtryk. Bogen forsøger ikke at være en udtømmende, historisk gennemgang af unges liv i 50 erne. Jeg forsøger heller ikke at være objektiv på nogen måde, men vil gerne skrive subjektiv og journalistisk samtidshistorie med hovedvægt på begivenheder og udtryk, som måske ikke var typiske for det store flertal af de unge. Men jeg har prøvet på at få den generelle udvikling med i forhold til de specielle begivenheder.»ung i 50 ERNE«er altså ikke SANDHEDEN om unge i 50 erne, men én af mange sandheder, som både er muliggjort og begrænset af den delvise tilfældighed i udvælgelsen af materialer. Man kan spørge: Hvem er egentlig unge? Jeg har det meste af tiden holdt mig til de årige. Altså teenagerne, som de kom til at hedde netop i 50 erne. Jeg har haft 3 hovedinspirationer til bogen: Et lille hæfte med titlen»farlig ungdom«, skrevet af Birgit Andersen for Arbejdermuseets Skoletjeneste, Paul Hammerichs Danmarkskrønike og Fogtdals Illustreret Tidende.»Farlig ungdom«gav mig lyst til at skrive noget historisk om den aldersgruppe ungdommen som jeg har beskæftiget mig med i mange år som journalist, og den fik mig i gang med at fokusere på 50 erne. Paul Hammerich er mit journalistiske forbillede (jeg er også begejstret for hans PH-bog»Lysmageren), som jeg på ingen måde forsøger at leve op til. Man må have sin egen stil. Men med Danmarkskrøniken viste han et godt eksempel på journalistisk samtidshistorie. Endelig har Fogtdals Illustreret Tidende inspireret mig meget i forhold til at lægge ligeså meget vægt på illustrationer som på relativt korte tekster. God fornøjelse med at læse og kikke billeder! Jens-Emil Nielsen Frederiksberg 2002 Jeg har valgt at tilegne denne bog Walther Petersen ( ). Som personalechef i A-pressen i 60 erne og 70 erne havde han stor betydning for mange journalister, der fik deres uddannelse ved arbejderbevægelsens tidligere så mange aviser. På et 5 ugers forkursus på Esbjerg Højskole gav han os mere indsigt i journalistik, end vi dengang fik på Danmarks Journalisthøjskole. Og så lærte han os at holde af den røde arbejdersangbog! 7

9 Jagten på arbejde og uddannelse»ude på landet var der stort set kun hårdt arbejde. Altid var der noget, der manglede at blive gjort, så fri havde man aldrig. Der var altid køer, der skulle malkes, grise der skulle fodres eller heste, der skulle strigles. Og altid var der dårlig samvittighed over, at tingene aldrig blev udført godt nok. For mens man knoklede sig gennem den ene uoverkommelige opgave, voksede den næste sig lige så stor...«sådan beskriver forfatteren Egon Clausen sine teenageår på et husmandsbrug i Hemmet i Vestjylland i midten af 50 erne (»Under dine vingers skygge«). Om morgenen skulle han hjælpe til med at røgte, inden han skulle nå skolebussen kl 7.40 til Tarm. Når han kom hjem ved 16-tiden, skulle han hjælpe til med tærskning eller røgtning hos kalvene. Om foråret skulle han hjælpe med at sprede kunstgødning på markerne, og senere var der kørsel med radrenseren i roerne. Og iøvrigt forefaldende arbejde året rundt. Og det var ikke nogen selvfølge at komme i mellemskole i Tarm fra underskolen i Hemmet. Egon havde evnerne og blev støttet at lærer Olsen, men først da mellemskolen i Tarm blev en statsskole og dermed gratis at gå på fik han lov til at gå til optagelsesprøve. Da han sad sammen med hundrede andre unge på Bechs Hotel i Tarm og løste opgaver i regning, sagde en af vagterne (en lærer!) til ham:»sikke nogle sorte negle, du har. Med negle, der er så snavsede, kan du ikke komme ind i mellemskolen!«. Det gjorde han nu alligevel, og her mødte han en helt anden verden, end den han kendte hjemmefra.»her talte man ikke blot rigsdansk og havde rene negle; men mine nye kammerater kom fra hjem, hvor man havde bad og toilet, hvor man gik i søndagstøj ugen igennem, og mange af dem havde også reoler fulde af bøger derhjemme«. Senere kom Egon på Vestjydsk Gymnasium i Tarm, hvor han lærte»dannelse og kultur«. Hans far blev vred, når han fortalte om undervisningen i biologi og om Darwins teorier. Egon lærte at lade være med at fortælle om skolen i hjemmet, og i skolen tav han om hjemmet af angst for at blive til grin blandt børn af præster og læger.»jeg lærte også, med hvilken forfærdelig lethed det tilsyneladende lod sig gøre at spille dette forræderiske dobbeltspil. Jeg var som en sprællemand, der hang i tomrummet mellem forskellige kulturer uden at høre til i nogen af dem«. De bedste anbefalinger En mand havde gennem avisen søgt en dreng, som skulle hjælpe ham i hans forretning. Til den fastsatte tid mødte der omkring tyve drenge på hans kontor. Af disse valgte manden efter en kort overvejelse en tolv års knøs og sendte de andre bort.»hvorfor valgte du den dreng?«sagde en ven, som var til stede;»han havde jo ikke en eneste anbefaling.«manden svarede:»den dreng, jeg valgte, tørrede sine fødder godt af, inden han kom ind, og han lukkede døren omhyggeligt efter sig. Han rejste sig straks fra sin plads og overlod den til den gamle mand, der i det samme kom for at hente nogle penge. Han svarede hurtigt, klart og bestemt på mine spørgsmål. Den bog, som min lille dreng havde ladet ligge på gulvet, tog han op og lagde den hen på bordet. De andre drenge havde nok set den, men de gik uden om den. Han ventede roligt, til hans tur kom, og søgte ikke at puffe de andre til side. Desuden var han ren og pæn i tøjet, hvilket var mere, end man kunne sige om de fleste af de andre drenge. Synes du så ikke, at han havde flere og bedre anbefalinger end de andre, og at jeg havde god grund til at vælge ham?«vort modersmål. Lærebog for folkeskolen. Udarbejdet af S.P. Fredebro og Kaj Nielsen. 3. klasse. H. Hagerup Det kunne sikkert godt være ham, den store dreng her med sin tungt læssede longjohn foran frugtforretningen i 1959, der havde levet op til»de bedste anbefalinger«. 8

10 9 KAJ LUND HANSEN/PRESSEHUSET

11 ARBEJDERBEVÆGELSENS BIBLIOTEK OG ARKIV Fra den stråtækte til centralskoler I 50 erne var der stadig mange små»stråtækte landsbyskoler«, hvor en førstelærer tog sig af børnenes undervisning, fra de var 7 år, til de var 14 og havde fået de lovpligtige 7 års skolegang. Eleverne på landet skulle kun i skole hveranden dag, mens skoleelever i byerne var i skole seks dage om ugen. Landsbyskolen var altså bunden i skolesystemet. Dernæst kom den (eksamens)fri mellemskole, og i toppen lå mellemskolen. Efter folkeskoleloven af 1937 skulle»de bogligt bedst begavede elever«efter 5 års grundskole udskilles i en boglig orienteret skole: en 4-årig mellemskole, der skulle ligge mellem grundskolen og muligheden for at fortsætte enten i en 1-årig realskole eller i gymnasiet. Mellemskolen var oftest en betalingsskole, og de, der ikke kom i mellemskolen, skulle have en mere praktisk orienteret uddannelse i»den eksamensfri mellemskole«. Men denne deling eksisterede stort set kun i»købstadsskolerne«. På landet måtte man nøjes med»den stråtækte«, og det gav store diskussioner frem til vedtagelsen af en ny skolelov i Denne lov sikrede børnene på landet en grunduddannelse svarende til bybørnenes med centralskoler til afløsning for landsbyskolen. Men princippet om den delte skole blev der holdt fast ved. Som hovedregel skulle børnene efter 5. klasse deles i en almen og en boglig linie. Det var dog muligt at vente med at dele klassen til efter 7. klasse, og det blev hurtigt det mest almindelige. Mellemskolen blev afskaffet i 1958, men blev til dels afløst af den 3-årige realafdeling i folkeskolens 8. til 10. skoleår, der sluttede med realeksamen. Efter 2. real var det muligt for de få udvalgte at komme i gymnasiet.»dette var langtfra den udelte og eksamensfri enhedsskole, hvilket utvivlsomt passede den danske voksenverden fortrinligt. Ikke mindst erhvervslivet, der var rædselsslagen ved tanken om, at skolen ikke længere skulle fungere som den si, der skilte de kloge fra de dumme og de flittige fra de dovne«, skriver Paul Hammerich i sin Dan- 10

12 JAGTEN PÅ ARBEJDE OG UDDANNELSE Studiner for fuld musik Der var ikke så mange af dem i juni 1950, men nogle af dem fejrede deres eksamen for fuld udblæsning på Kongens Nytorv i København: studiner. Holdningen i samfundet var i høj grad: Hvorfor skulle piger bruge tid på uddannelser, når de alligevel skulle passe hus og børn derhjemme, så snart de blev gift? Og fik titlen»husmoder«. Hver 4. ung overflødig? HVEM-HVAD-HVOR fra 1956 udtrykte bekymring for de åriges fremtidsmuligheder i en artikel om»de store årganges problemer«. I perioden blev der født i gennemsnit børn om året mod normalt (dengang) mellem og Hvad skulle der blive af de store årgange, når de blev år, og 2/3 skulle ud på arbejdsmarkedet, mens kun 1/3 gik videre med en uddannelse? Tegningerne viser, hvad der blev af henholdsvis drenge og piger, så længe der kun var i en årgang. Man frygtede, at hver 4. af de unge i de store årgange ville blive overflødige, som den næste tegning viser. HVEM-HVAD-HVOR 1956 markskrønike om en lov, der alligevel gav tiltrængte reformer. Især for børn og unge på landet. Statistikken, over hvor mange der fik en eksamen i 50 erne, taler sit eget tydelige sprog om et klassedelt samfund, hvor en videreuddannelse stort set kun var for de få og privilegerede. (Der gik nogle år, før mellemskoleeksamen forsvandt helt, og tallene for realeksamen er slået sammen med den såkaldte præliminæreksamen, der blev helt afskaffet i 1958, men stort set svarede til realeksamen.) Mellemskole Real Studenter eksamen eksamen eksamen ,4 % 14,6 % 4,6 % ,4 % 19,1 % 5,1 % ,3 % 23,6 % 6,8 % 11

13 JAGTEN PÅ ARBEJDE OG UDDANNELSE PETTER/PRESSEHUSET Ud at tjene Der var meget få børn og unge fra arbejderhjem eller husmandshjem blandt de heldige. Storebror John til»lille Jonna«i Kirsten Thorups roman af samme navn kom ud at tjene på en gård efter sin konfirmation i Klokken 6 om morgenen stod John med hovedet under vandhanen i det hvidkalkede malkerum på Damgård. Lyden af malkemaskinen og den 10 år ældre karl Kaj, der gik og småsnakkede kærligt med dyrene, fyldte John med lede. Og der var først morgenmad, når de var færdige i stalden ca » Kan du ikke se at de er dejlige sådan nogle røde blanke køer, sagde Kaj og strøg nr. 8 ned ad ryggen. Og John fnyste foragteligt og så på ham med himmelvendte øjne«. Kaj havde kæmpet voldsomt imod, da hestene skulle udskiftes med en traktor. Det eneste, John brød sig om på gården, var netop at køre traktoren. En rød Ferguson. John ville hellere være mekaniker. Lærepladser hænger ikke på træerne Forfatteren John Nehm fortæller i den selvbiografiske roman»ståsted søges«, at kammeraten Per»havde været så svineheldig at få en læreplads som typograf«. John Nehm selv og hans andre kammerater klarede sig nogenlunde som arbejdsdrenge. Og det skulle man ikke være ked af, sagde hans far,»for lærepladser er noget, der nu engang ikke hænger på træerne her i 1950«. Far og søn vidste godt, at håndværkere klarede sig bedre gennem livet end almindelige arbejdere. Men de støttede hinanden i, at en specialarbejder kunne klare sig lige så godt som en faglært. 12