Praksisundersøgelse. Om kommunernes bevilling af ledsageordning efter servicelovens 97

Transkript

1 Praksisundersøgelse Om kommunernes bevilling af ledsageordning efter servicelovens 97

2 Indhold 1. Indledning Sammenfatning og konklusion Samlede resultat af undersøgelsen De væsentligste problemer Betingelser for at modtage hjælp til ledsagelse Hjemmelsgrundlag Klagevejledning Det Sociale Nævns anbefalinger til kommunerne Undersøgelsens baggrund, formål, omfang og metode Baggrund og formål Omfang og metode Resultat af undersøgelsen vedrørende bevilling af ledsageordning Oplysning om kommunernes afgørelser Den materielle vurdering af kommunernes afgørelser Generelt om tildelingsbetingelser og personkreds i servicelovens Afgørelsens korrekthed Borgerens funktionsnedsættelse sammenholdt med afgørelsens korrekthed Oplysning af sagerne Dokumentation for den nedsatte funktionsevne I hvilken grad er det dokumenteret, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne? Kan borgeren efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold? Er der bevilliget 15 timers ledsagelse pr. måned? Er der truffet afgørelse om udgifter til ledsagers befordring og aktiviteter? Den formelle vurdering af kommunernes afgørelser Bemærkninger til afgørelsens form Bemærkninger til afgørelsens tydelighed Bemærkninger til hjemmelshenvisningen Bemærkninger til klagevejledning Bemærkninger efter høring af Ankestyrelsen og kommunerne Bilag 1: Regelgrundlaget for undersøgelsen Bilag 2: Udvalgte principafgørelser fra Ankestyrelsen Bilag 3: Indkaldelsesbrevet Bilag 4: Måleskema Bilag 5: Hovedresultater fra undersøgelsen... 49

3 1. Indledning Statsforvaltningen Hovedstaden, Det Sociale Nævn, har i 2011 gennemført en praksisundersøgelse af 14 kommuners afgørelser om bevilling af ledsageordning til voksne efter 97 i lov om social service (serviceloven). Der er i alle sager tale om afgørelser, hvor kommunerne har bevilliget en ledsageordning. Formålet med denne praksisundersøgelse er at undersøge kommunernes anvendelse af reglerne om ledsageordning efter servicelovens 97, herunder om kommunerne i tilstrækkelig grad sikrer, at det fornødne grundlag for at træffe en afgørelse er til stede. Praksisundersøgelsen er udarbejdet som et led i nævnets forpligtelse efter 78, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) til at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for nævnet, træffes i overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis på området. Kommunalbestyrelserne skal efter 79a i retssikkerhedsloven behandle Ankestyrelsens og nævnets undersøgelser af kommunens praksis på et møde. 2. Sammenfatning og konklusion Undersøgelsen har omfattet 139 kommunale afgørelser, hvor der er truffet afgørelse om bevilling af ledsageordning. 2.1 Samlede resultat af undersøgelsen Det samlede resultat af undersøgelsen har vist, at afgørelser, svarende til ca. 80 % af de undersøgte sager, er i overensstemmelse med regler og praksis afgørelser, svarende til ca. 20 % af de undersøgte sager, ville være blevet ændret eller hjemvist til fornyet behandling, hvis der havde været tale om en klagesag. 2.2 De væsentligste problemer I de 31 sager, der ville have været ændret eller hjemvist, har de væsentligste problemer vist sig at være, at der manglede oplysninger i sagen. I den forbindelse vil nævnet fremhæve, at der for eksempel ikke var dokumentation for borgerens varige fysiske eller psykiske funktionsevne, at der ikke var dokumentation for, om borgeren kunne færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne, og at der ikke var tilstrækkelige oplysninger med hensyn til, om borgeren kunne efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Det har desuden vist sig, at kommunerne kan have vanskeligt ved at vurdere, om formålet med ledsageordningen opfyldes. PRAKSISUNDERSØGELSE 1

4 Kommunerne har i disse sager ikke i tilstrækkelig grad foretaget en helhedsvurdering, særligt i sager om psykisk syge og i sager om sjældne lidelser. Nævnet finder, at kommunerne skal være opmærksomme på, at der skal foretages en helhedsvurdering af sagen. Yderligere et væsentligt problem er, at kommunerne ikke har udformet klagevejledning tilstrækkeligt præcist og i enkelte sager er klagevejledningen direkte forkert. I undersøgelsen har nævnet både undersøgt sager, hvor kommunerne har givet fuldt ud medhold, og sager, hvor der er givet delvist medhold. I nogle af de undersøgte sager, hvor der er givet fuldt ud medhold, er der alligevel givet klagevejledning. Dette kan være misvisende for borgeren, der kan få det indtryk, at der kan opnås en forbedret retsstilling ved klage over kommunens afgørelse. Hertil kommer, at der i nogle af disse klagevejledninger har været fejl. 2.3 Oplysningsgrundlaget I de 108 sager, som er i overensstemmelse med gældende regler og praksis, er det vurderet, at oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt. Sagerne er generelt veloplyste med hensyn til omfanget af funktionsevnenedsættelsen, borgerens evne til at færdes alene og borgerens evne til at efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. I de 31 sager, som nævnet ville have ændret eller hjemvist, er oplysningsgrundlaget i 29 af sagerne ikke tilstrækkeligt til, at det kan vurderes, om der er grundlag for at bevillige hjælpen. Kommunerne har ikke sørget for at indhente fyldestgørende dokumentation for ansøgernes funktionsevne, evnen til at færdes alene og evnen til at efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk støtte. Disse sager ville alle være blevet hjemvist til kommunerne til fornyet vurdering af det ansøgte. I to af sagerne ville kommunernes afgørelser være blevet ændret, idet betingelserne for at tildele ledsageordning ikke er anset for at være opfyldt. Undersøgelsen har således vist, at der er en relativt stor andel af de undersøgte sager, hvor sagen er dårligt oplyst, men hvor kommunerne alligevel har bevilliget ledsagelse. Nævnet har derfor en formodning om, at kommunerne kender ansøgerne fra andre verserende eller tidligere sager. Der har i disse sager manglet oplysninger om funktionsniveau, diagnoser, evne til at efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold m.v. Sagerne har dog fremstået som om, kommunerne har haft flere oplysninger om ansøgerne, som burde have været medtaget i sagerne, og som burde have været sendt med til nævnet i forbindelse med praksisundersøgelsen. Der er derfor en mulighed for, at det er færre sager end de 29, som i realiteten er utilstrækkeligt oplyst. 2.4 Betingelser for at modtage hjælp til ledsagelse Det følger af servicelovens 97, at kommunen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene. Retten til ledsagelse gælder uanset borgerens boform. Ledsageordningen er henvendt til voksne, der på grund af fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne ikke kan færdes alene uden for eget hjem. Da personkredsen i servicelovens 97 både omfatter fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, kan der være tale om personer PRAKSISUNDERSØGELSE 2

5 med syns- og hørehandicap, kørestolsbrugere, hjerneskadede, udviklingshæmmede og psykisk funktionsnedsættelse m.fl. Undersøgelsen har vist, at i de fleste sager havde ansøgeren en fysisk funktionsnedsættelse. I 16 sager havde ansøgeren et syns-, høre- eller talehandicap og i 41 sager havde ansøgeren en psykisk funktionsnedsættelse. Ved vurderingen af, om borgeren er berettiget til ledsagelse, skal der efter praksis lægges vægt på, om borgeren er afskåret fra at færdes alene uden for hjemmet på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, om borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, om borgeren kan give udtryk for et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter, og om borgeren er bevidst om indholdet i aktiviteten. Undersøgelsen har vist, at i de fleste af de undersøgte sager var betingelserne for tildeling af ydelsen opfyldt. I 80 % af sagerne var afgørelsen således i overensstemmelse med regler og praksis på området. 2.5 Hjemmelsgrundlag Undersøgelsen har vist, at det i langt de fleste tilfælde klart I høj grad fremgår, hvilken afgørelse der er truffet, ligesom der i de fleste sager henvises til rette hjemmelsgrundlag. I 133 af sagerne fremgår det således af afgørelsen, med hvilken hjemmel afgørelsen er truffet. Kun i 6 af sagerne er der ingen oplysninger om hjemmelsgrundlaget. 2.6 Klagevejledning Der er alene lovkrav om klagevejledning ved skriftlige afgørelser, der ikke fuldt ud giver parten medhold. Kommunerne har ved mundtlige afgørelser en vejledningspligt om klagemuligheden. Hvis en afgørelse giver borgeren fuldt ud medhold, bør der ikke gives klagevejledning, da det kan give borgeren en urigtig opfattelse af, at han eller hun ville kunne opnå mere ved at klage. Når kommunen fremsender klagevejledning, skal klagevejledningen være korrekt. Undersøgelsen har vist, at der i 111 af de undersøgte sager, svarende til 80 %, er fremsendt en korrekt klagevejledning. I 28 af de undersøgte sager, svarende til 20 %, har kommunerne enten ikke fremsendt klagevejledning eller den fremsendte klagevejledning er forkert formuleret. 2.7 Det Sociale Nævns anbefalinger til kommunerne - Det anbefales, at kommunerne i højere grad sikrer sig, at oplysningsgrundlaget i alle sager er i orden, og at kommunerne sikrer sig tilstrækkeligt fyldestgørende dokumentation for ansøgerens funktionsevne, ansøgerens evne til at færdes alene og ansøgerens evne til at efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. PRAKSISUNDERSØGELSE 3

6 - Det anbefales, at kommunerne sikrer, at borgeren som altovervejende hovedregel modtager en skriftlig afgørelse og ikke en mundtlig afgørelse. En skriftlig afgørelse er vigtig dokumentation og tydeliggør, hvad der er besluttet og begrundelsen herfor. - Det anbefales, at kommunerne er mere opmærksomme på selve funktionsbeskrivelsen i sagerne, fremfor ansøgernes diagnose. Kommunerne skal sikre sig, at alle forhold af betydning for sagen inddrages. Ved anvendelse af funktionsevnemetoden vil kommunerne i højere grad kunne sikre, at de tilstrækkelige oplysninger fremgår af sagen. Derved vil det også i højere grad sikres, at der træffes en korrekt afgørelse. - Kommunerne skal være opmærksomme på at foretage en helhedsvurdering, særligt i sager om psykisk funktionsnedsættelse og i sager om sjældne lidelser. Kommunerne bør i alle sager anvende funktionsevnemetoden. Sagerne kan således ikke afgøres alene på diagnose eller på, om borgeren f.eks. sidder i kørestol. - Kommunerne skal udforme alle afgørelser i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, herunder reglerne om begrundelse. - Kommunerne skal udforme klagevejledninger, der er i overensstemmelse med retssikkerhedslovens regler. Flere af de deltagende kommuner i undersøgelsen anvender en klagevejledning, som ikke er tilstrækkeligt præcis, eller som er direkte forkert. Et eksempel har været en klagevejledning, hvoraf det fremgår, at klagen skal sendes til Det Sociale Nævn, hvor den rettelig skal sendes til kommunen. Kommunerne bør derfor gennemgå deres klagevejledning. 3. Undersøgelsens baggrund, formål, omfang og metode 3.1 Baggrund og formål Undersøgelsen er et led i Det Sociale Nævns forpligtelse efter 78 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) til at koordinere, at afgørelser, som indbringes for Det Sociale Nævn, træffes i overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis. Som et led i denne opgave kan nævnet indhente sager til gennemsyn, jf. retssikkerhedslovens 79. Undersøgelser af praksis danner baggrund for dialog mellem nævnet og kommunerne om praksis, og gør det muligt for nævnet at målrette den vejledning, som nævnet skal yde overfor kommunerne. Nævnet kan ikke ændre konkrete afgørelser, som indgår i praksisundersøgelsen. Formålet med den aktuelle undersøgelse har været at undersøge, om bevilling af ledsageordning efter servicelovens 97 er i overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis. PRAKSISUNDERSØGELSE 4

7 3.2 Omfang og metode Følgende kommuner har deltaget i undersøgelsen: Frederiksberg, Bornholm, Ballerup, Vallensbæk, Hillerød, Gladsaxe, Gribskov, Furesø, Rødovre, Brøndby, Albertslund, Allerød, Ishøj, Rudersdal. Til brug for undersøgelsen har nævnet indkaldt 140 sager. Kommunerne blev inddelt i tre grupper baseret på indbyggertal. I de kommuner, der har færre end indbyggere, indkaldtes seks sager, i kommuner med til indbyggere indkaldtes 11 sager og i kommuner med mere end indbyggere indkaldtes 19 sager. Det betyder, at fra kommunerne Vallensbæk, Albertslund, Allerød og Ishøj blev der indkaldt seks sager. Fra kommunerne Bornholm, Ballerup, Hillerød, Gladsaxe, Gribskov, Furesø, Rødovre, Brøndby og Rudersdal blev der indkaldt 11 sager, og fra Frederiksberg kommune blev der indkaldt 19 sager. Kommunerne Ishøj og Vallensbæk har et samarbejde om behandling af sager vedrørende ledsageordning. Det har medført, at Ishøj kommune har indsendt 11 sager. Vi har modtaget 19 sager fra Frederiksberg, seks sager fra kommunerne Albertslund og Allerød og 11 sager fra hver af kommunerne Bornholm, Ballerup, Hillerød, Gladsaxe, Gribskov, Furesø, Rødovre, Brøndby samt 10 sager fra Rudersdal. I alt modtog vi 140 sager. I et enkelt tilfælde har nævnet ladet en sag udgå fra undersøgelsen. Sagen måtte udgå, da det fremgik af sagsakterne, at sagen omhandlede en afgørelse om afslag på ledsageordning. Sagen havde dermed ikke relevans for undersøgelsen af kommunernes bevilling af ledsageordning, og sagen udgik derfor fra undersøgelsen. Undersøgelsen omfatter derfor 139 sager med følgende fordeling: Diagram 1: illustrerer antal af sager fordelt på kommuner. PRAKSISUNDERSØGELSE 5

8 I forbindelse med indkaldelsen af sagerne har nævnet anmodet om, at samtlige akter i sagen blev sendt med. Nævnet har ikke efterfølgende anmodet om yderligere akter i sagerne. Sagerne er derfor alene vurderet på baggrund af det foreliggende materiale. Nævnet har således lagt til grund ved undersøgelsen, at nævnet har modtaget samtlige akter i sagen. I indkaldelsesbrevet af den 2. marts 2011 er kriterierne for undersøgelsen beskrevet nærmere. Det fremgik af indkaldelsesbrevet, at kommunerne skulle indsende et nærmere angivet antal sager, hvor der var bevilliget ledsageordning efter servicelovens 97. Nævnet ville undersøge, hvorvidt kommunerne har overholdt betingelserne i lovgivningen ved bevilling af ledsageordning. Sagerne måtte ikke have været behandlet af Det Sociale Nævn. Indkaldelsesbrevet kan ses som bilag 3. For at sikre en tilfældig udvælgelse af sagerne, skulle sagerne udvælges således, at den første sag vedrørte den seneste afgørelse før 1. april 2011, den anden sag vedrørte den næstsidste afgørelse før 1. april 2011 og så fremdeles. De indkaldte sager er gennemgået i forhold til det materielle indhold, det vil sige en vurdering af om sagerne er i overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis på området. Der er i sagerne desuden foretaget en formalitetsvurdering, det vil sige en vurdering af om de formelle regler er overholdt, herunder også om lovbestemmelser i forvaltnings- og retssikkerhedslovgivningen er overholdt. Der er ved gennemgangen af de indsendte sager benyttet et måleskema, som er udarbejdet i et samarbejde med Ankestyrelsen på baggrund af en af Ankestyrelsen udarbejdet skabelon til et måleskema med henblik på undersøgelse af kommunernes praksis. Måleskemaet er inddelt i 4 afsnit: 1. grundoplysninger 2. oplysninger om kommunens afgørelse 3. den materielle vurdering af kommunens afgørelse 4. vurdering af formelle regler i øvrigt Måleskemaet kan ses som bilag 4. Der er forud for undersøgelsen foretaget prøvemåling af fire af sagerne i samarbejde med Ankestyrelsen for at sikre en ensartet vurdering af sagerne. 4. Resultat af undersøgelsen vedrørende bevilling af ledsageordning 4.1 Oplysning om kommunernes afgørelser Køn: I 71 af de undersøgte sager, svarende til 51 %, var ansøgerne mænd. I 68 af de undersøgte sager, svarende til 49 %, var ansøgerne kvinder. PRAKSISUNDERSØGELSE 6

9 Diagram 2: illustrerer, at de undersøgte sager i høj grad fordeler sig ligeligt imellem mænd og kvinder. 5. Den materielle vurdering af kommunernes afgørelser Det Sociale Nævn har i praksisundersøgelsen vurderet 139 sager fra 14 kommuner, hvor der er truffet afgørelse om bevilling af ledsageordning. I dette kapitel vil lovgrundlaget for ledsageordningen blive beskrevet og derudover vil resultaterne af den materielle vurdering af sagerne blive gennemgået. I forbindelse med den materielle vurdering af sagerne er det blevet vurderet, om afgørelserne er i overensstemmelse med regler og praksis og om sagerne er oplyst i tilstrækkelig grad til, at der kan træffes en korrekt afgørelse. 5.1 Generelt om tildelingsbetingelser og personkreds i servicelovens 97 Det følger af servicelovens 97, at kommunen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer under folkepensionsalderen. Ledsagelse tilbydes personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. 97, stk.1, 2. pkt. Personer, der er visiteret til ordningen før folkepensionsalderen, bevarer retten til ordningen efter overgangen til folkepension. Personer, som har hjælpeordning efter 96, er ikke berettiget til ledsageordningen, jf. servicelovens 97, stk. 8. PRAKSISUNDERSØGELSE 7

10 Hvis borgeren i forvejen modtager ledsagelse i en form, der svarer til ledsagelse efter servicelovens 97, f.eks. som en integreret del af servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud, fradrages denne ledsagelse i de 15 timers ledsagelse pr. måned, jf. 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr af 12. december Personer, der har ophold i botilbud efter serviceloven, er berettiget til ledsagelse på lige fod med personer uden for botilbud, men ledsagelsen vil ofte være et led i botilbuddet. Retten til ledsagelse gælder således uanset boform. Ledsageordningen er i denne undersøgelse henvendt til voksne, der på grund af fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne ikke kan færdes alene uden for eget hjem. Da personkredsen i servicelovens 97 både omfatter fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, kan der være tale om personer med meget forskellige funktionsnedsættelser, herunder syns- og hørehandicap, kørestolsbrugere, hjerneskadede, udviklingshæmmede og psykiske funktionsnedsættelser m.fl. Ved vurderingen af, om borgeren er berettiget til ledsagelse, skal betingelserne for tildeling af ydelsen være opfyldt. Der skal efter Ankestyrelsens praksis lægges vægt på, om borgeren er afskåret fra at færdes alene uden for hjemmet på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, om borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, om borgeren kan give udtryk for et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter, og om borgeren er bevidst om indholdet i aktiviteten. Ankestyrelsens principafgørelse C beskriver praksis for tildeling af ledsageordning. Ledsagelsen tildeles efter en konkret vurdering af behovet for hjælp til ledsagelse. Betingelsen for at få hjælp til ledsagelse er, at borgeren selv skal kunne vælge sine aktiviteter. Borgeren må ikke have behov for socialpædagogisk bistand i forbindelse med ledsagelsen. De selvvalgte aktiviteter kan være biografture, indkøb, deltagelse i aftenskoleundervisning, sportsudøvelse, møder, ture i naturen etc. Brugeren bestemmer selv. Formålet med ledsagelsen er at medvirke til integration i samfundet af borgere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, ved at give borgerne mulighed for at deltage i selvvalgte fritidsaktiviteter. Det betyder, at ledsageordningen ikke kan anvendes i forbindelse med hjælp til at komme til og fra arbejde og kompetencegivende uddannelse, ligesom ordningen heller ikke kan anvendes til og fra lægebesøg, ridefysioterapi eller andre former for behandling. Ved sådanne behov for ledsagelse, må kommunerne vurdere borgerens behov efter servicelovens 85. Ledsagelsen omfatter ikke socialpædagogisk bistand, praktisk bistand i hjemmet og funktioner som støtteperson eller besøgsven. Kommunerne skal være særdeles opmærksomme på, at det ikke er en hindring for retten til ledsagelse, at der er behov for socialpædagogisk bistand i hjemmet. Selvom der er behov for socialpædagogisk bistand i hjemmet, medfører det ikke altid et tilsvarende behov i selve ledsagesituationen. Ved den materielle vurdering af, om kommunernes afgørelser er i overensstemmelse med regler og praksis, er der i denne praksisundersøgelse lagt vægt på en helhedsvurdering af borgerens situation i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Herunder er der lagt vægt på: - borgerens evne til at færdes alene uden for hjemmet - borgerens evne til at efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold PRAKSISUNDERSØGELSE 8

11 - borgerens evne til at give udtryk for et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter - om borgeren er bevidst om indholdet i aktiviteten Der er desuden lagt vægt på, om sagerne i tilstrækkelig grad indeholder dokumentation for borgerens funktionsevne. Den ledsagede kan efter aftale med kommunen opspare timer inden for en periode på seks måneder. Der kan dermed være op til 90 timer til rådighed inden for en enkelt måned. Timer, der er opsparet, men ikke forbrugt, bortfalder efter seks måneder. Kommunerne fastsætter de nærmere retningslinjer for opsparing. Kommunen afholder udgiften til løn til ledsageren, samt befordring af ledsageren frem og tilbage fra stedet, hvor ledsagelsen begynder og afsluttes. Brugeren afholder udgifterne til egne udgifter til befordring, egne og ledsagerens udgifter til entre, billetter, fortæring og ledsagerens udgifter til befordring under ledsagelsen. Efter anmodning fra brugeren kan kommunen dække udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen med et nærmere fastsat beløb. Beløbet udbetales som et samlet beløb én gang årligt, og udbetalingen sker på baggrund af de sandsynliggjorte udgifter. Derudover kan kommunen afholde ledsagerens udgifter til aktiviteter såsom biografbilletter, til spisning m.v., hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig. I indeværende år (2011) er beløbet til ledsagerens udgifter fastsat til maximalt at udgøre kr. 775,00 årligt, jf. Vejledning om regulering pr. 1. januar 2011 af satser på Socialministeriets område (Ophæves 31/ ), nr. 93 af 16. november Afgørelsens korrekthed Der er i alt vurderet 139 sager. I 108 af sagerne er afgørelsen i overensstemmelse med regler og praksis I 31 af sagerne ville afgørelsen blive ændret eller hjemvist, hvis det havde været en klagesag. Ved gennemgangen har det vist sig, at 29 sager ville blive hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Det blev i de 29 sager vurderet, at der manglede oplysninger i sagerne i et sådant omfang, at der ikke ville kunne træffes en afgørelse på det foreliggende grundlag. To af sagerne ville blive ændret på grund af formålet med ledsageordningen. PRAKSISUNDERSØGELSE 9

12 Diagram 3: illustrerer antal rigtige og forkerte afgørelser. Tabellen viser, at afgørelserne overvejende er i overensstemmelse med regler og praksis på området. Det Sociale Nævn vurderer, at kommunerne i de 108 sager har god forståelse for lovgivning og praksis vedrørende ledsageordningen. Som årsag til hjemvisning eller ændring af de 31 sager kan peges på følgende: - mangelfulde oplysninger - manglende dokumentation for den fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse - manglende dokumentation for, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne - mangelfuld oplysning om, hvorvidt borgeren kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. - manglende opfyldelse af formålet med ledsageordningen. Ved gennemgang af sagerne har det vist sig, at størstedelen af kommunerne træffer overvejende korrekte afgørelser. To kommuner har truffet en korrekt afgørelse i alle de undersøgte sager, og to kommuner har flere forkerte afgørelser end rigtige. PRAKSISUNDERSØGELSE 10

13 Diagram 4: illustrerer antal rigtige og forkerte afgørelser fordelt på kommuner. 5.3 Borgerens funktionsnedsættelse sammenholdt med afgørelsens korrekthed I 16 af sagerne havde ansøgerne et syns-, høre- eller talehandicap. Undersøgelsen har vist, at de 16 sager alle er i overensstemmelse med regler og praksis. I 50 af sagerne havde ansøgerne en neurologisk sygdom (herunder sclerose, parkinson, huntingtons chorea, apoplexi og lignende). Af de 50 sager er de 43 af sagerne korrekte, og de syv af sagerne, svarende til 14 % af denne type sage,r ville blive hjemvist, hvis sagen havde været en klagesag. I ni af sagerne havde ansøgerne sygdomme i bevægeapparatet (herunder gigt, rygsmerter, amputation, generelle muskelsmerter og andet). Af de ni sager er otte af sagerne korrekte og en enkelt sag ville blive hjemvist. I to af sagerne havde ansøgerne muskelsvind og muskelsygdom. Begge sager er korrekte. I 34 af sagerne havde ansøgerne lammelser og spasticitet (herunder cerebral parese). Af de 34 sager er 30 sager korrekte og fire sager, svarende til 13 % af denne type sager, ville blive hjemvist. I 41 af sagerne havde ansøgerne psykiske funktionsnedsættelser (herunder psykisk udviklingshæmning, autisme, kognitive dysfunktioner og psykisk sygdom). Af de 41 sager er de 30 sager er korrekte og 11 sager, svarende til 27,5 % af denne type sager, ville blive hjemvist. I 11 af sagerne havde ansøgerne anden fysisk funktionsnedsættelse. Af de 11 sager er de ni sager korrekte og to sager, svarende til 18 % af denne type sager, ville blive hjemvist. I 19 af sagerne havde ansøgerne andre lidelser end de ovenfor nævnte. Af disse 19 sager, er ni sager korrekte og 10 sager, svarende til ca. 53 % af denne type sager, ville blive hjemvist. I fem af de 10 sager, som ville blive hjemvist, fremgår der ingen oplysninger om diagnose. I PRAKSISUNDERSØGELSE 11

14 de øvrige fem sager er der tale om at borgeren lider af kromosomfejl og sjældne syndromer. Undersøgelsen har vist, at ved fordelingen af funktionsnedsættelser er der flere sager, hvor ansøgeren har mere end en lidelse. I 37 af de undersøgte sager har ansøgeren således to eller flere lidelser De neurologiske lidelser og psykiske funktionsnedsættelser vejer tungt i de undersøgte sager. Disse grupper af funktionsnedsættelser er karakteriseret ved, at der ikke alene er en fysisk hindring for, at borgeren ikke kan færdes alene, men at funktionsnedsættelserne og dermed også sagerne ofte er mere komplekse. De 50 sager, hvor borgeren har en neurologisk lidelse, omfatter både sager hvor borgeren sidder i kørestol og har behov for hjælp til at skubbe kørestolen og sager, hvor borgeren på grund af kognitive problemer ikke kan finde rundt på egen hånd, eller sager hvor borgeren har talevanskeligheder. I sager, hvor borgere har sjældne lidelser, hvor der ikke fremgår en egentlig diagnose og hvor borgeren lider af psykiske funktionsnedsættelser, har kommunerne sværere ved at foretage en korrekt vurdering af sagen. Nedenfor er et eksempel på en sag, hvor kommunens sagsbehandling har været mangelfuld. Eksempel sag nr. 95 Sagen drejer sig om en mand fra 1943 med diagnosen hydrocephalus (vand i hovedet). Manden er beskrevet som initiativløs. Sagsbehandlingen i sagen har været meget sporadisk. Der er ikke foretaget nogen funktionsevnebeskrivelse eller indhentet lægelige oplysninger til vurdering af funktionsevnenedsættelsen. Sagen illustrerer, at der tillige ved alvorlige og sjældne sygdomme er et krav om, at kommunerne skal anvende funktionsevnemetoden. I sager, hvor borgeren lider af syns-, høre- eller talehandicap og sygdomme i bevægeapparatet, foretager kommunerne i høj grad en korrekt vurdering i sager om bevilling af ledsagelse. Nedenfor ses et eksempel på en sag, hvor kommunen har foretaget en korrekt vurdering i en sag, hvor borgeren har synsnedsættelse og flere andre lidelser. Eksempel sag nr. 39 Sagen drejer sig om en mand fra 1957 med meget svagt syn og hukommelsesbesvær som følge af en hjerneskade. Sagen er i høj grad velbeskrevet med hensyn til funktionsevnenedsættelsen, evnen til at færdes alene og evnen til at efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk støtte. I denne sag får vedkommende udover en ledsageordning hjemmevejledning efter servicelovens 85. Anbefaling: PRAKSISUNDERSØGELSE 12

15 Det Sociale Nævn anbefaler, at kommunerne sikrer, at borgerens funktionsnedsættelser beskrives fyldestgørende. Derved sikres det i højere grad, at der træffes en korrekt afgørelse. Dette gælder særligt i sager, hvor borgeren lider af komplekse lidelser med meget forskelligartede symptomer og påvirkninger af funktionsevnen. 5.4 Oplysning af sagerne I 60 af de undersøgte sager, svarende til 43 % af sagerne, mangler der ingen oplysninger. I 51 sager, svarende til 37 % af de undersøgte sager, mangler der enkelte mindre væsentlige oplysninger. I 16 sager, svarende til 11 % af de undersøgte sager, mangler der flere og/eller væsentlige oplysninger og i 12 sager, svarende til 9 % af de undersøgte sager, mangler der afgørende oplysninger i sagerne. Diagram 5: illustrerer, at der mangler oplysninger i en stor del af sagerne. I 51 sager er det dog mindre væsentlige oplysninger, der mangler. I 16 sager mangler væsentlige oplysninger og i 12 sager mangler afgørende oplysninger, hvilket i alt svarer til 28 sager. Disse 28 sager ville alle være blevet hjemvist. Derudover ville tre af sagerne, som mangler mindre væsentlige oplysninger, ligeledes være blevet ændret eller hjemvist svarende til ovenfor, hvoraf det fremgår, at i alt 31 af de undersøgte sager ville blive ændret eller hjemvist. Eksempel sag nr. 70 I denne sag er det tvivlsomt, om selve afgørelsen kan karakteriseres som en bevilling. Kommunen skriver i afgørelsen, at der ikke er ansatte i kommunen, der kan ledsage borgeren. Der bevilliges således ledsageordning, men bevillingen kan i praksis ikke anvendes, idet borgeren henvises til selv at finde sig en ledsager. Sagen ville derfor blive hjemvist til kommunens nærmere afklaring af, hvordan ledsagelsen kan udføres. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at kommunerne har pligt til at yde ledsagelse som en naturalydelse, medmindre brugeren selv vælger at benytte sig af muligheden for at udpege en ledsager eller få udbetalt et kontant beløb til ansættelse af en ledsager. Det er således ikke hensigten med ledsageordningen, at borgeren selv skal finde sig en ledsager. PRAKSISUNDERSØGELSE 13

16 Eksempel sag nr. 27 I en anden af disse sager er der bevilliget ledsagelse til hospitalsbesøg, hvor ledsageren skal hjælpe med at huske, hvad lægen gav besked om under besøget. Dette er på grænsen af formålet med ledsageordningen, og hjælp til at huske beskeder har desuden karakter af socialpædagogisk bistand. Der er ikke oplysninger i sagen om, at der skal anvendes ledsagelse til andre aktiviteter. Da vi går ud fra, at kommunen har fremsendt alle relevante oplysninger i sagen, ville afgørelsen derfor blive ændret på grund af, at ledsageordningen ikke bliver anvendt til selvvalgte aktiviteter uden socialpædagogisk bistand. Der henvises til princippet i Ankestyrelsens principafgørelse C-8-06, hvoraf det fremgår, at der ikke kunne gives ledsagelse til rideterapi, da ledsagelsen ikke svarede til den individuelle ledsageordning efter serviceloven. Eksempel sag nr. 51 I den tredje sag har en kvinde med Downs syndrom fået bevilliget ledsageordning til at komme frem og tilbage til skole. Det fremgår af sagens oplysninger, at kvinden hidtil havde anvendt 18 timer i gennemsnit om måneden til ledsagelse. Ledsagelse til og fra skole kan ikke karakteriseres som selvvalgte aktiviteter i overensstemmelse med lovens formål. Desuden har kommunen ikke haft mulighed for at bevillige 18 timer til ledsagelse om måneden, da dette timetal går udover den lovfastsatte ramme på 15 timer om måneden. Kvinden i sagen er afskåret fra at få ledsagelse til selvvalgte aktiviteter, idet tidsrammen udfyldes helt af ledsagelse til og fra skole. Afgørelsen ville derfor blive ændret, idet formålet med ledsageordning er muligheden for ledsagelse til selvvalgte fritidsaktiviteter. Dette formål bliver ikke tilgodeset i afgørelsen. Daglig ledsagelse til og fra skole kan ikke umiddelbart karakteriseres som fritidsaktivitet. I sådanne sager bør kommunerne undersøge mulighederne for at yde hjælp til at komme til og fra skole efter anden bestemmelse i den sociale lovgivning, herunder servicelovens 85 og 117. Derudover kan der bevilges ledsagelse med 15 timer om måneden til borgerens selvvalgte aktiviteter. I de to sager, som ville være blevet ændret, har kommunerne givet bevillingerne uden hensyntagen til formålet med bestemmelsen i 97. I disse sager burde kommunerne have overvejet at give en bevilling efter servicelovens 85 til for eksempel ledsagelse frem og tilbage til skole og ledsagelse som hjælp i forbindelse med lægebesøg. I sag nr. 70 ville nævnet have hjemvist sagen på grund af manglende udpegning af en ledsager til borgeren. Dette har kommunen pligt til, medmindre borgeren selv peger på en ledsager. Nævnet finder dog, at borgeren har været berettiget til ledsageordningen, og derfor ændres denne afgørelse ikke. Nedenfor ses eksempler, hvor der enten ingen oplysninger mangler og et eksempel, hvor der mangler væsentlige oplysninger. Eksempel på en sag, hvor ingen oplysninger mangler - sag nr. 136 Sag om en kvinde i 60 erne med brud på rygsøjlen. Kvinden er lammet i arme, hænder, ben, blære og tarm. Kvinden sidder i el-kørestol. Sagen er en klassisk sag om ledsageordning på grund af fysisk funktionsnedsættelse. Sagen er veloplyst med hensyn til funktionsnedsættelse, manglende evne til at færdes uden ledsagelse, og det er oplyst, at kvinden kan efterspørge aktiviteter uden socialpædagogisk indhold. Selve afgørelsen er skrevet på kommu- PRAKSISUNDERSØGELSE 14

17 nens standardblanket, hvorpå kommunen har tilføjet en konkret og individuel begrundelse for bevillingen. Eksempel på en sag, hvor der mangler væsentlige oplysninger- sag nr Borgeren i denne sag lider af Klinefelters syndrom og udviklingshæmning. Der er oplysninger i sagen om, at borgeren har et stort behov for socialpædagogisk bistand i hverdagen, herunder også i forbindelse med at skulle ud af huset. Der er dokumentation i sagen for borgerens nedsatte funktionsevne. Der er også oplysninger om, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. Sagen er således veloplyst med hensyn til den nedsatte funktionsevne ved udtalelse fra botilbud og psykologudtalelse. Sagen mangler dog oplysninger med hensyn til, om borgeren kan efterspørge aktiviteter uden socialpædagogisk indhold og om borgeren har behov for socialpædagogisk bistand i forbindelse med ledsagelse til selvvalgte aktiviteter. I den forbindelse kan der henvises til Ankestyrelsens principafgørelse C-17-03, hvor Ankestyrelsen er kommet frem til, at en ansøger, der var psykisk udviklingshæmmet på grund af kromosomfejlen Cri Du Chats Syndrom, ikke var berettiget til en ledsageordning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren ikke skønnedes at kunne efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Anbefaling: Det Sociale Nævn anbefaler, at kommunerne sikrer sig, at der er tilstrækkeligt oplysningsgrundlag i sagerne til, at der kan træffes en korrekt afgørelse i overensstemmelse med retssikkerhedslovens regler om oplysning af sagen. I tilfælde af tvivl om borgerens evne til at efterspørge selvvalgte aktiviteter uden socialpædagogisk indhold, eller tvivl om borgeren har behov for socialpædagogisk bistand i forbindelse med ledsagelse, bør der således indhentes supplerende oplysninger til sagen. Det kan ikke udelukkes, at de undersøgte sager, som ville være blevet hjemvist, alle ville føre til bevilling af ydelsen, såfremt sagerne blev behandlet i Det Sociale Nævn. Som sagerne foreligger, er der dog ikke mulighed for at vurdere dette, idet sagerne på det foreliggende grundlag er for dårligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse. 5.5 Dokumentation for den nedsatte funktionsevne I 35 af sagerne er der i høj grad dokumentation for borgerens varige fysiske eller psykiske funktionsevne. I 82 sager er der i nogen grad dokumentation for funktionsevnen. I 10 sager er der ringe dokumentation for den nedsatte funktionsevne, og i 12 sager er der ingen dokumentation for den nedsatte funktionsevne. PRAKSISUNDERSØGELSE 15

18 Diagram 6: illustrerer, i hvor stor grad der er dokumentation for borgerens fysiske eller psykiske funktionsevne. Undersøgelsen viser, at de undersøgte sager i langt de fleste tilfælde indeholder dokumentation for den nedsatte funktionsevne. I 22 sager, svarende til 15 % af de undersøgte sager, er der ingen eller kun ringe dokumentation for den nedsatte funktionsevne. Dokumentationen for den nedsatte funktionsevne fremgår i sagerne af indhentede lægelige oplysninger, samtaleskema-lignende oplysninger, oplysninger fra visitationsskema og beskrivelser i journalnotater. Eksempel på sag med høj grad af dokumentation for den nedsatte funktionsevne sag nr. 43 Borgeren i sagen lider af lammelse i den ene side af kroppen efter hjerneblødning og sidder i kørestol. Borgeren har ansøgt om ledsagelse til centre, biograf, café og måske til hjælp til køb af tøj og gaver. Den nedsatte funktionsevne er i sagen dokumenteret ved funktionsvurdering fra kommunens træningscenter, ved socialfaglig vurdering i forbindelse med ansøgning om førtidspension og ved vurderingsskema fra visitationen til hjemmehjælp. Det fremgår desuden af sagen, at kommunens sagsbehandler har kontaktet hjemmeplejen for at høre mere om borgeren. Der er endeligt foretaget hjemmebesøg hos borgeren. Eksempel på sag uden dokumentation for den nedsatte funktionsevne sag nr. 53. Sagen drejer sig om en mand fra Der er ingen oplysninger i sagen om diagnose eller funktionsniveau. Der er ansøgt om ledsagelse til ridning og svømning samt andre uspecificerede aktiviteter. Vedrørende sine helbredsforhold har borgeren henvist til tidligere fremsendt dokumentation. Denne dokumentation fremgår ikke af akterne. Han ønsker en vikar fra 1A. Til dette ønske har kommunen blot meddelt, at ledsagelsen varetages af Granbohus. Nævnet kan ikke af sagen se, om den ønskede vikar er ansat ved Granbohus. Sag nr. 53 er generelt dårligt oplyst, idet der ikke er oplysninger, om borgeren kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne, og der er heller ikke oplysninger om borgeren kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Sagen ville blive hjemvist til indhentelse af yderligere oplysninger. PRAKSISUNDERSØGELSE 16

19 Anbefaling: Det Sociale Nævn anbefaler, at kommunerne sørger for, at der i alle sager er fyldestgørende dokumentation for den nedsatte funktionsevne som et led i sagens oplysning. Det skal i den forbindelse understreges, at kommunerne bør være mere opmærksomme på at få beskrevet selve funktionsniveauet, hvorimod oplysninger om selve diagnosen er af mindre relevans. Det kan samtidig anbefales, at kommunerne anvender funktionsevnemetoden. Derved ville kommunerne få indhentet tilstrækkeligt med oplysninger til, at der kan træffes en korrekt afgørelse. 5.6 I hvilken grad er det dokumenteret, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne? I 61 sager er der i høj grad dokumentation for, om borgeren kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. I 55 sager er der i nogen grad dokumentation herfor. Det betyder, at i 116 sager, svarende til ca. 83 % af de undersøgte sager, er der dokumentation for, at borgeren ikke kan færdes alene. I de resterende 23 sager, svarende til ca. 17 % af de undersøgte sager, er der ringe eller ingen dokumentation for, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. Diagram 7: illustrerer antal sager med dokumentation for at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. Eksempel på sag med høj grad af dokumentation for om borgeren kan færdes alene sag nr. 18. Sag med yngre mand, som lider af muskelsvind og anvender kørestol. Der foreligger en socialfaglig vurdering af borgerens funktionsniveau. Vurderingen er foretaget på et møde med borgeren. Vurderingen henviser til underbyggende speciallægeerklæring. Det er oplyst, at borgeren har behov for hjælp til at skubbe kørestolen. I denne sag er der således indhentet god dokumentation for, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. Det er vurderet, at sagen er i overensstemmelse med praksis. PRAKSISUNDERSØGELSE 17

20 Ankestyrelsen har i principafgørelse C statueret, at en ansøger, der som følge af spastisk lammelse primært var kørestolsbruger, var berettiget til ledsagelse. Borgeren kunne transportere sig udenfor hjemmet i kørestol, men der var funktioner forbundet med aktiviteter uden for hjemmet, som ikke kunne klares uden bistand fra andre. Det indgik i bedømmelsen i Ankestyrelsen, at formålet med ledsageordningen er at medvirke til normalisering og integration i samfundet. Endvidere inddrog Ankestyrelsen, at det følger af servicelovens formålsbestemmelse, at formålet med hjælpen efter loven er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Eksempel på sag, hvor der ikke er dokumentation for, om borgeren kan færdes alene sag nr. 75. I sagen er det oplyst, at borgeren lider af dissemineret sclerose. Der er ingen oplysninger i sagen om borgerens funktionsniveau, herunder er der ingen oplysninger om, at hun ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. Borgeren har i sin ansøgning oplyst, at der er behov for hjælp til at køre kørestolen. Det er en betingelse for at få ledsageordning, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af den nedsatte funktionsevne. Kommunerne bør derfor også være opmærksomme på, at der skal være tilstrækkelig dokumentation for, om borgeren kan færdes alene. At borgeren færdes i kørestol er ikke tilstrækkeligt til, at der alene af den grund kan bevilliges ledsageordning. Det bør således undersøges nærmere, om borgeren er i stand til at færdes alene. 5.7 Kan borgeren efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold? I 120 sager (86 %) er der dokumentation i sagerne for, at borgeren i høj grad eller i nogen grad kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. I de resterende 19 sager er der enten ikke eller kun i ringe grad dokumentation for, at borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Diagram 8: illustrerer, at der i langt størstedelen af sagerne er dokumentation i sagen for, at borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. PRAKSISUNDERSØGELSE 18

21 De fem sager, hvor borgeren ikke kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, er alle blevet vurderet som forkerte og ville blive hjemvist eller ændret, hvis de havde været behandlet som klagesager i Det Sociale Nævn. Eksempel sag nr. 93 Sagen drejer sig om en kvinde fra 1988 som på grund af atypisk autisme, OCD og lettere retardering ansøger om ledsagelse til fredagscafe, frisør, tandlæge, rejser med videre. Af ansøgningen fremgår det, at der ansøges om ledsagelse samt støtte psykisk og socialt. Sagen er alene oplyst ved borgerens besvarelse af ansøgningsskemaet. Der foreligger ikke yderligere akter i sagen, og afgørelsen er ikke begrundet konkret, idet der er anvendt et standardskema til afgørelsen, hvor kommunen ikke har angivet en begrundelse. Eksempel sag nr. 94 Sagen drejer sig om en mand fra 1990 med medfødt kromosomfejl, OCD, Tourettes syndrom og ADHD. Manden ansøger om hjælp til at komme ud af hjemmet og eventuelt til sportsaktiviteter. Han tør ikke færdes på egen hånd. Som i ovenfor nævnte sag er der ikke yderligere oplysninger i sagen, og afgørelsen er ikke begrundet. Afgørelsen er en standardblanket. I disse to sager burde kommunen have indhentet supplerende oplysninger til beskrivelse af funktionsevnenedsættelsen samt evnen til ikke at kunne færdes alene i lokalområdet og evnen til at efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Eksempel på sag, hvor borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold sag nr. 127 Borgeren i sagen lider af psykisk funktionsnedsættelse i form af ADHD og retarderet psykomotorisk udvikling. Borgeren bor i bofællesskab, og kan ikke selv færdes på egen hånd, idet borgeren ikke kan finde vej eller anvende offentlig transport på egen hånd. Borgeren modtager socialpædagogisk bistand i forbindelse med botilbuddet. Det er velbeskrevet i udtalelser fra borgerens skoletilbud, at borgeren er i stand til at efterspørge aktiviteter uden socialpædagogisk indhold. Borgeren har selv givet udtryk for, hvilke aktiviteter der ønskes ledsagelse til. Sagen er veloplyst og i overensstemmelse med praksis. Eksempel på sag, hvor borgeren ikke kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold sag nr. 118 Sagen drejer sig om en borger, som har efterværn. Der er ingen oplysninger i sagen om diagnose eller funktionsniveau i øvrigt. Det oplyses i kommunens journalnotater, at borgeren kan færdes i nærmiljøet på mini crosser. Det oplyses også, at hun taber ting ved køkkenarbejde. Der er endelig oplysninger om, at borgeren er helt afhængig af støtte til at tage sig af økonomi, officielle henvendelser, forklaring af breve, styring af alkoholindtag og diverse praktiske opgaver. Der er ikke oplysninger i sagen om, hvorvidt borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, og sagen ville blive hjemvist, hvis den havde været en klagesag. Begge sager kan illustrere, at det ikke er en hindring for at få ledsageordning, at borgeren har behov for socialpædagogisk bistand i hjemmet. Betingelsen om at kunne efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold er udelukkende rettet mod selve ledsagesituationen. PRAKSISUNDERSØGELSE 19

22 En anden sag, der også kan illustrere, at der både kan bevilges socialpædagogisk bistand og ledsagelse på samme tid sag nr. 104 Sagen vedrører en mand, som ansøger om ledsagelse efter apoplexi, som har medført afasi og lammelser. Kommunen har bevilliget socialpædagogisk støtte efter servicelovens 85 blandt andet til overblik over økonomi, støtte til indkøb, kommunikation med omverdenen, læse og forstå post, deltagelse i møder med offentlige myndigheder og støttende samtaler. Derudover bevilges han ledsageordning, da han på grund af afasi har behov for hjælp til at gøre sig forståelig i forhold til sine omgivelser. Han er i stand til at efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, og afgørelsen er i overensstemmelse med regler og praksis. Anbefaling: Det er en betingelse for at få ledsageordning, at borgeren kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Det Sociale Nævn skal derfor anbefale, at kommunerne sikrer sig, at sagerne oplyses i en sådan grad, at der ikke er tvivl om borgerens evne til at efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Kommunerne bør derfor foretage en helhedsvurdering af borgerens funktionsniveau, hvorved det også undersøges nærmere, om borgeren har behov for socialpædagogisk bistand i forbindelse med selve ledsagelsen. 5.8 Er der bevilliget 15 timers ledsagelse pr. måned? Personer, der opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har ret til 15 timers ledsagelse pr. måned til formål, som brugeren selv vælger. Hvis en person i forvejen modtager ledsagelse i en form, der svarer til ledsagelse efter 97, f.eks. som en integreret del af servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud, fradrages denne i de 15 timers ledsagelse pr. måned. I 121 sager, svarende til 87 % af de undersøgte sager, er der bevilliget 15 timers ledsagelse pr. måned. I 16 sager, svarende til 11,5 %, er der bevilliget færre end 15 timers ledsagelse. I de resterende to sager, svarende til 1,5 % fremgår det ikke af det foreliggende, hvor mange timers ledsagelse der er bevilliget. PRAKSISUNDERSØGELSE 20

23 Diagram 9: illustrerer antallet af sager, hvor der er bevilliget 15 timers ledsagelse pr. måned. I de 16 sager, hvor der er bevilliget færre end 15 timer, skyldes det, at der er sket fradrag, fordi borgeren i forvejen modtager ledsagelse som et integreret led i servicetilbud i eget hjem eller i botilbud, jf. bekg. nr af 12. december 2006, 5. Eksempel på sag, hvor der også ydes ledsagelse i botilbuddet - sag nr. 107 Sagen drejer sig om en borger, som bor på plejehjem. Borgeren lider af både fysiske funktionsnedsættelser og psykisk sygdom. Som sagen foreligger, har borgeren fået bevilget ledsagelse med 13 timers ledsagelse om måneden på grund af den fysiske funktionsnedsættelse. Det fremgår af sagen, at kommunen er i tvivl om personkredsopfattelsen, men finder alligevel borgeren omfattet under henvisning til Ankestyrelsens principafgørelse C Borgeren modtager ledsagelse fra plejehjemmet og deltager i udflugter to-tre gange årligt. Kommunen har vurderet, at ledsagelse via plejehjemmet udgør to timer om måneden. Det Sociale Nævn vurderer, at afgørelsen er i overensstemmelse med praksis (C-26-07). Kommunerne skal i lignende sager være opmærksomme på Ankestyrelsens principafgørelse C-8-06, der vedrører ledsagelse som en integreret del af et servicetilbud i botilbuddet. I denne sag har Ankestyrelsen fundet, at ledsagelse, der gives af botilbuddet til lægeordineret ridefysioterapi, ikke var ledsagelse i en form, der svarer til den individuelle ledsageordning efter servicelovens 97. Timerne skulle derfor ikke fratrækkes ledsageordningen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at terapi var lægeordineret. Et andet eksempel på en sag, hvor der bevilges ledsagelse efter serviceloven 97 og hvor en del af ledsagelsen gives i botilbuddet: Eksempel sag nr. 35 Sagen drejer sig om en borger med nedsat psykisk funktionsevne, som bor i botilbud. Det fremgår af sagens oplysninger, at borgeren ønsker ledsagelse til Tivoli, forskellige byer i Nordsjælland og på ture i bus og tog. Kommunen bevilliger otte timers ledsagelse. Det fremgår ikke tilstrækkeligt klart af sagen, om borgeren modtager ledsagelse fra botilbuddet. Som sagen forligger oplyst, er der dog en formodning for, at borgeren modtager ledsagelse i sit botilbud, idet der er oplysninger om, at borgeren ønsker oplevelser på egen hånd, og botilbuddet kan sørge for en ledsager. Sagen er på den baggrund blevet vurderet til at være korrekt. Eksempel på en sag, hvor der er bevilget 15 timers ledsagelse sag nr. 103 Sagen vedrører en 60-årig kvinde, som er blevet lammet efter alvorlig sygdom og er kørestolsbruger. Kommunen har bevilget hende hjælpemiddelbil og merudgifter efter servicelovens 100. Kvinden ansøger om ledsagelse til arbejde, fysioterapeut og diverse arrangementer og får bevilget 15 timers ledsagelse om måneden. Kommunen beslutter af praktiske årsager, at kvindens ægtefælle kan ansættes som ledsager, idet hendes behov for ledsagelse ligger spredt ud på flere tidspunkter af dagen. Kommunen har med afgørelsen fraveget udgangspunktet i servicelovens 97, stk. 4, om, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med nær tilknytning til den, der ansøger om ledsagelse. Dette er formentlig sket af hensyn til borgerens praktiske tilrettelæggelse af sin tilværelse. PRAKSISUNDERSØGELSE 21