Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 2008 / 04 / 35. årgang

Transkript

1 Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 2008 / 04 / 35. årgang REGIN PRENTER: Hans Olav Okkels / Kurt E. Larsen / Asger Chr. Højlund / Jesper Bacher / Peter Søes / Hans Petur Kirkegaard / Flemming Baatz Kristensen 100 kr

2 Redaktør Jeppe B. Nikolajsen Redaktion Leif Andersen, Henrik H. Hansen, Jakob W. Nielsen, Peter Thise og Andreas Ø. Nielsen Regnskabsfører Walther P. Hansen Layout og sats Graphic Care Trykkeri Handy-Print Oplag 400 ISSN Hjemmeside Copyright Forfatterne og Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke Forsidebilledet er af ukendt fotograf og brugt med tilladelse af Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet. ABONNENTSPRISER Studerende indland DDK 150 Studerende udland DDK 200 Privatpersoner indland DDK 250 Privatpersoner udland DDK 300 Institutioner indland DDK 350 Institutioner udland DDK 400 DANSK TIDSSKRIFT FOR TEOLOGI OG KIRKE Menighedsfakultetet Katrinebjergvej 75 DK-8200 Århus N Telefon Telefax dttk@teologi.dk Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke udgives af Menighedsfakultetet i Århus. Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke blev grundlagt i Tidsskriftet udgives fire gange årligt. Relevante artikler optages i følgende indekser: Elenchus Bibliographicus, International Zeitschriftenschau für Bibelwissenschaft und Grenzgebiete og New Testament Abstracts. Endvidere uploades artikler på tidsskriftets hjemmeside. Tidsskriftet udgives med støtte af undervisningsministeriets tips- og lottomidler og af Menighedsfakultetet i Århus. Enhver er velkommen til at indsende artikler og debatindlæg for optagelse i tidsskriftet. Retningslinier for manuskripter tilsendes på efterspørgsel.

3 1 I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING OM BIBEL OG BEKENDELSE Regin Prenter. Et liv og virke i tjeneste for kirken 3 ARTIKLER Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 5 Er skabelsen frelsens begyndelse? Om forholdet mellem skabelse og frelse hos Regin Prenter 23 Helliggørelsen og syndens virkelighed Om det lutherske i Regin Prenters teologi 34 Åbenbaring og modernitet Er Prenters forståelse af teologien og dens egenart brugbar i dag? 47 Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 53 ANMELDELSER En præst og en plage 87 INDHOLDINTRODUKTION

4 2 Hans Olav Okkels

5 Regin Prenter. Et liv og virke i tjeneste for kirken 3 REGIN PRENTER. ET LIV OG VIRKE I TJENESTE FOR KIRKEN På mange måder føles det som et privilegium at have været teologisk student i Århus i 1950 erne. Ved det dengang overskuelige fakultet var der dygtige og markante professorer, som hver for sig var til inspiration for studenterne og tillige for dansk og internationalt kirkeliv. Hvem man så i særlig grad lod sig inspirere af, afhang for en del af ens egne holdninger. For kirkelige og teologisk konservative studenter var der ingen tvivl om, at man så hen til Regin Prenter som en åndelig vejleder af format. Prenter var opvokset i et lærerhjem, som var præget af kirkelig grundtvigianisme. Men Prenter lod sig ikke sætte i bås. Allerede som ung holdt han sig alsidigt orienteret og undgik ensidighed. Han kombinerede en god begavelse med stor flid, idet han samtidig var optaget af samfundsforhold, kultur, ikke mindst musik, ligesom han havde en helt utrolig viden om forhold i mange lande og historisk indsigt i, hvad der lå bag nutidsforhold. Under besættelsen, da Prenter på grund af sit engagement i modstandsbevægelsen måtte gå under jorden, blev han dr. theol. på en afhandling om Luthers helligåndslære. Dermed grundlagde han sit ry som verdensberømt Luther-forsker. Dette blev fulgt op af flere Luther-studier, engagement i Det lutherske Verdensforbund og den økumeniske bevægelse. Og ved flere seminarer eller øvelser kunne man som deltager nyde godt af Prenters store viden fx om Luthers embedsteologi, som man lærte at kende gennem læsning af tyske og latinske Luthertekster. Af stor betydning blev Prenters dogmatik Skabelse og Genløsning. Man mærker her, at Prenter har modtaget stærke indtryk fra den dialektiske teologi og Karl Barth, men samtidigt foretages der på visse felter et opgør med Barth. Mens Barth, der jo lagde megen vægt på at få lutheranere og sine egne reformerte til i fællesskab at underskrive Barmen-bekendelsen, mente, at reformerte og lutheranere kunne have kirkefællesskab, men have adskilte teologiske skoler, så mente Prenter, at det modsatte var tilfældet. Man kunne lære meget af hinandens teologi, men man kunne ikke have fuldt kirkefællesskab. For en Luther-forsker som Prenter er det naturligt, at hans dogmatik i høj grad er præget af Luther, som Prenter stort set citerer med tilslutning, idet han dog distancerer sig fra en konfessionalistisk tolkning af Luther. Også Grundtvig citeres ganske ofte, og mange gammelgrundtvigske præster følte, at de nu havde fået den grundtvigske dogmatik, som de tidligere havde savnet på universitetet. Det grundtvigske drag kommer frem i selve bogens titel Skabelse og Genløsning. Prenter fastholder, at gudbilledligheden ikke er tabt totalt, men fordunklet. Heri stemmer han overens med Grundtvig, men ikke med Flacius. Derfor kan Prenter også bruge Grundtvigs ud-

6 4 Hans Olav Okkels tryk Menneske først og kristen så, når det tolkes rigtigt. Kærligheden til Grundtvig har blandt meget andet også manifesteret sig i Den kirkelige Anskuelse en indføring i N.F.S. Grundtvigs folkelige og kristelige grundtanker. I en tid, som endnu var præget af den liberale teologi, var det bemærkelsesværdigt med en lærebog i dogmatik, som i så høj grad benyttede Det Gamle Testamente. Alene derved bidrog Prenter til, at mange på ny læste Det Gamle Testamente som hellig skrift. Vedrørende forsoningslæren distancerer Prenter sig fra Anselms forsoningslære og tilslutter sig den klassiske forsoningslære, som den er formuleret af den oldkirkelige teolog Athanasius. Til glæde for mange udgav Prenter senere Kirkens Tro en kristenlære for lægfolk. Trods en vis sympati for højkirkeligheden, var Prenter ikke højkirkelig, men kunne godt betegne sig selv som evangelisk-katolsk. Dels havde han mange positive kontakter til anglikanske teologer og dels var han udpræget kirkelig og sakramental, ligesom han var positivt optaget af det kirkelige embede. Hans bog Kirkens Embede afspejler denne interesse. Bogen er blevet til som en klargørelse af luthersk embedsteologi, fordi der skulle føres forhandlinger mellem den anglikanske kirke og Danmark, Norge og Islands kirke om gensidig anerkendelse af hinandens embede. Også den middelalderlige skolastik var Prenter fortrolig med. Dels har han skrevet en lærebog om thomismen, ligesom han har holdt øvelse over Thomas filosofi, og dels har han skrevet en bog om Anselm af Canterbury. Et emne, som optog Prenter meget, var forholdet mellem teologi og kirke, hvilket også resulterede i bøger som Kirken og Theologien og Theologie und Gottesdienst. Dette er blot en lille antydning af, hvilken omfattende betydning Prenter har haft. Det glæder mig, at der er opstået mulighed for, at Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse i et samarbejde med Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke her kan bringe nogle fine artikler om Regin Prenters vigtige teologiske virke. Artiklerne af Kurt E. Larsen, Asger Chr. Højlund, Jesper Bacher og Peter Søes er udarbejdet på baggrund af en markering af 100-årsdagen for Regin Prenter i november 2007 på Menighedsfakultetet i Århus. Roager, november 2008 Hans Olav Okkels

7 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 5 DEN UNGE REGIN PRENTER I DET DANSKE KIRKELIGE LANDSKAB Lektor, ph.d. cand. theol. Kurt E. Larsen RESUMÉ: Professor Regin Prenter ( ) var én af 1900-tallets største danske teologer. Han var særdeles produktiv i sit dogmatiske forfatterskab og samtidigt en aktiv medspiller i dansk kirkeliv. I artiklen er det hans kirkelige engagement, der sættes fokus på. Mange forbinder i dag Prenter med stærk kirkelig og teologisk konservatisme, blandt andet i kraft af hans afvisning af kvinders præstetjeneste. I artiklen gennemgås hans forfatterskab kronologisk, og i ungdommen var det ikke specielt konservatisme, der prægede ham. Den unge Prenter med den grundtvigske baggrund var i stadig dialog med blandt andet Barth og Luther og fik derved sin egen plads i dansk kirkeliv. Den kronologiske tilgang gør det samtidigt muligt at skitsere en udvikling hos Prenter med hensyn til placering i dansk kirkeliv og kirkepolitik gennem det meget dramatiske og omskiftelige kvarte århundrede fra cirka Biografisk overblik Regin Prenter blev født i 1907 i Frederikssund, blev student i 1925 fra Metropolitanskolen i København og cand. theol. i Så levede han nogle år som manuduktør i teologi og var på studieophold i udlandet, indtil han i 1935 blev sognepræst i Hvilsager-Lime i Århus stift, to landsogne i øvrigt nabosogne til denne artikels forfatters eget hjemsogn, og hvor i øvrigt Asger Chr. Højlunds farfar, proprietær Christen Højlund, var det ene af tre medlemmer af provstiudvalget. Af Kirkelig Håndbog af 1935 fremgår det, at 11 af 13 menighedsrådsmedlemmer var grundtvigske, en fra Indre Mission og en uden for partierne (Kirkelig Haandbog 1935, 231). Prenter søgte flere embeder på samme tid alle på Århus-egnen og alle med et grundtvigsk eller bredt folkekirkeligt præg, og han blev altså valgt af et helt overvejende grundtvigsk menighedsråd. I Hvilsager virkede han så til 1940, hvor han blev kapellan ved Domkirken, blandt andet fordi biskop Hoffmeyer havde planer om et teologisk fakultet ved universitetet i Århus, og så ville han fremme processen ved at skaffe teologiske lærere til dette. Hoffmeyer fik så disse placeret strategisk i

8 6 Kurt E. Larsen Man kunne undertiden have svært ved at placere ham i de sædvanlige båse i kirkelivet. Derfor er der grund til at søge at nærme sig et svar på følgende spørgsmål: Hvor stod Regin Prenter egentlig i dansk kirkeliv? Hvordan forholdt han sig til de kirkelige retninger? nærheden af Århus, så de let kunne komme ind for at undervise. Prenter underviste allerede i teologi i Århus fra 1936, men det var lettere under besættelsens besværlige rejseforhold at være i selve Århus. I 1944 forsvarede han sin disputats om Luther, og så var han klar til at blive professor i dogmatik. Med hans ansættelse i 1945 var det teologiske fakultet i Århus fuldtalligt. Det var besættelsestid, og Prenter var i denne periode aktiv i Danmarks Frihedsråd. Han skrev i 1944 det vigtige skrift Kirken og Retten. Dette kunne have fået status som et slags bekendelsesskrift, hvis der også i Danmark var blevet tilspidsede forhold under den tyske besættelse som i Norge. Han var tæt knyttet til bladet Tredje Standpunkt og bevægelsen Dansk Samling, der spillede en stor rolle før og under besættelsen. Efter 5. maj 1945 skulle Dansk Samling med i regeringen, og Regin Prenter fik tilbudt posten som kirkeminister, men sagde nej. Han var da netop blevet professor og kunne ikke forlade denne post igen. På professoratet sad han til 1972, hvor han blev præst i Branderup i Sønderjylland indtil 1978, hvor han blev pensioneret. Han døde i Igennem sit lange virke var han kendt som en utroligt vidende mand, der ikke var bange for at gå mod strømmen, og som hele tiden var i levende kontakt med kirkelivet og nøje fulgte med i den teologiske, kirkelige og kirkepolitiske situation. Man kunne undertiden have svært ved at placere ham i de sædvanlige båse i kirkelivet. Derfor er der grund til at søge at nærme sig et svar på følgende spørgsmål: Hvor stod Regin Prenter egentlig i dansk kirkeliv? Hvordan forholdt han sig til de kirkelige retninger? Man kunne have fået besvaret disse spørgsmål ved at have spurgt ham selv i tide, men jeg har aldrig selv hilst på Regin Prenter endsige spurgt ham om noget. Man kunne også tage udgangspunkt i hans erindringsbog fra Men rent metodisk ville det ikke være godt. Det er altid klogere at læse kilderne og se, hvad en person selv har skrevet år for år, fra sin ungdom. Ting fremhæves i erindringerne, måske fordi de er blevet vigtige for forfatteren undervejs. Andre ting forties, måske fordi vedkommende har skiftet mening, eller måske er flov over sin ungdoms holdninger, eller måske simpelthen har glemt det. For hvad husker et menneske som 78-årig om, hvad man mente som 23-årig og som 42-årig? Når man læser Prenters forfatterskab igennem fra begyndelsen, kronologisk, er der ganske rigtigt også ting, der ser anderledes ud, end det billede man får ved at læse hans erindringer fra Lad os derfor kronologisk se på, hvad hans artikler og bøger viser om hans kirkelige placering : Højregrundtvigsk teologisk kandidat på rejse Selvom han altså kun var år gammel på dette tidspunkt, skrev han en del indlæg i kirkelige blade og teologiske tidsskrifter,

9 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 7 og gennem dem er det muligt at få et indtryk af den helt unge Prenters tanker om kirkelige forhold og retninger. Han var på det tidspunkt grundtvigianer, men den karakteristik må præciseres yderligere, for grundtvigianismen havde jo på det tidspunkt længe været et noget vidtspændende begreb. Prenter var i studietiden engageret i den grundtvigske forening Studenterkredsen, en tid også som formand, og måske af den grund var han sendt som grundtvigsk delegat til en kirkelig fredskongres i Cambridge 1931 og skrev hjem derfra i Højskolebladet. Det var altså som grundtvigianer, han tog ordet offentligt i et større forum. Og som en grundtvigianer mod liberalteologien. 2.1 Mod liberalteologien Den liberale teologi var dogmatisk for tynd ved ikke at have nogen eskatologi og ingen forståelse for sakramenterne og den var etisk set for overfladisk, som det kom til udtryk ved USA-teologernes humane kulturoptimisme. Prenter var ikke tilhænger af afrustning og regnede snarere med, at verden gik mod krig end mod lyksalighed. Kirkens opgave var da at besinde sig på evangeliet og forkynde det. Derved ville man holde den enkelte fast på tjenesten for næsten. Sådan talte han nærmest tidehvervsk i 1931, med en front mod den liberalthumanistiske udgave af grundtvigianismen, som Tidehverv også reagerede imod (Prenter 1931, 695f). Hvordan var da hans forhold til Tidehverv? 2.2 Kritik af Tidehverv Som nævnt var han enig med Tidehvervs kritik af dele af det grundtvigske miljø. Det var han også i sin afstandtagen fra enhver tale om Kirkens røst og kirkelig fællesoptræden. Prenter argumenterede med generationsforskelle. Den yngre generation troede ikke mere på nytten af udtalelser og resolutioner, som de lidt ældre ønskede det (Prenter 1931, 696). Det lyder helt som Tidehverv og deres tanker om et generationsopgør og ungdomsoprør. Når han i 1933 sagde, at Tidehvervsbevægelsen er ved ganske langsomt at glide ind i interesseløshedens sfære som bevægelse betragtet: Dette skyldes dens tiltagende tendens til isolering og vennerlille -ånd og til at søge alliance med en hendøende liberalismes radikalisme (Prenter 1933a, 7), bekræfter det erindringernes udsagn om, at han på et tidspunkt har stået Tidehvervsbevægelsen nært. Han deltog i dens sommermøde og var studiekredsleder i den korte tid, hvor Tidehverv havde splittet Danmarks Kristelige Studenterforbund og styrede det i nogle år, indtil det afgik ved døden. Hvad han anklagede Tidehverv for med denne sætning, var tilsyneladende ikke gruppens oprindelige holdninger, men deres seneste opførsel og udvikling. Deres tiltagende isolation. Deres tendens til at blive en klike. I 1935 møder man hans første egentlige opgør med Tidehverv i den grundtvigske studenterkreds blad. Tidehverv havde ret i, at i os er der kun mørke, og vort håb er Kristus. Men de forsømte at tale om dåben og menigheden, de glemte at tale om samhørigheden mellem det folkelige og det kristelige, de talte ikke om helliggørelse. Tidehverv lignede Indre Mission et udsagn, der bestemt ikke var ment som nogen ros! - ved at lægge så megen vægt på det menneskelige og på synden i mennesket, at der derfor ikke blev plads til sakramenter og fællesskab. Prenter fulgte Barth i at tale om, at Tidehverv havde en villet verdslighed. Så vidt Prenters første offentlige kritik af Tidehverv (Prenter 1935a, 6ff). Kritikken fortsatte i årene Prenter kritiserede, at Tidehverv løsrev

10 8 Kurt E. Larsen kultur fra kristendom ud fra principiel sekularisme. Tidehvervs afvisning af talen om helliggørelse tog han indirekte afstand fra, da han i en prædiken fra 1937 slog på, at der fandtes en lydighed ud fra troen og en etisk kamp i den kristne (Prenter 1937b, 10ff). Til et svensk publikum skrev Prenter i 1939, at Tidehverv havde god teologi, men en vigende indflydelse på grund af deres antipietisme og deres antiborgerlighed. Bevægelsen holdt duelige, men ensidige prædikener (Prenter 1939b, 116). I årene uddybede han sin holdning til Tidehverv, og den var fortsat overvejende negativ. Vel kunne han kalde Aastrup for den største salmedigter siden Grundtvig (Prenter 1940a, 121), men Aastrup var jo dog heller ikke nogen ensidig Tiderhvervsmand. Vel talte Prenter stærkt for en luthersk kaldsetik (Prenter 1944a), men dette kunne han have hentet inspiration til fra mange andre sider end Tidehverv. Vel roste han Tidehverv for at være den eneste retning i kirken, der drev teologi, men han beskyldte dem også for at være et lige så lukket parti som de andre retninger i kirken (Prenter 1941a, 74). I studietiden var det Tidehverv, der var liv i. De repræsenterede dengang vækkelseslinjen og fornyelsen over for kirkelinjen og traditionen, og derfor var Tidehverv også imod den kirkeliggørelse, der var ved at finde sted (Prenter 1942a, 91) og som Prenter ikke alene hilste meget velkommen, men også i høj grad selv søgte at fremme. Hans disputats fra 1944 rummede et forsvar for en real fromhed, hvilket kan ses som et indlæg mod Tidehverv ud fra Luther (Kyndal 1991, 17ff). 2.3 Barth og de andre tyske dialektiske teologer Med Tidehverv havde han altså en fælles front mod individualismen, men hans grundtvigianisme hindrede ham i at blive Tidehvervsmand. Det var også ud fra Grundtvig, han vurderede samtidens tyske, dialektiske teologi som han i de år læste med stor interesse, men også forholdt sig kritisk og selvstændigt til. Det fremgår af artikler fra Han gik hurtigt hen over Brunner (Prenter 1933a, 7) og var afvisende over for Bultmann (Prenter 1933b, 196ff), var kritisk over for Barth (Prenter 1933b, 212), citerede med tilslutning Bonhoeffer (Prenter 1933b, 208) og var i seriøs dialog med teologien hos Gogarten (Prenter 1933a, 7ff). En sådan kritisk vurderende fremgangsmåde hos en ganske ung teolog tyder afgjort ikke på nogen afhængighed, endsige noget discipelskab i forhold til tysk dialektisk teologi, men på en meget selvstændig stillingtagen. I selve det dramatiske år 1933 opholdt han sig i Tyskland og oplevede nazismens terror lige ind i Barths auditorier. I december 1933 orienterede han hjemlige læsere om, at Barth havde brudt med Bultmann, Gogarten og Brunner, hvorfor begrebet barthianisme var en imaginær størrelse. Han afviste, at barthianismen var en særlig bevægelse: Barthianismen er ikke længere en fast størrelse. Ingen vil kunne sige, hvor den er (Prenter 1933a, 7). Gogarten blev siden belastet af sit forhold til nazismen, og denne politiske bevægelse var også allerede i 1933 et tema i Prenters stillingtagen til Gogartens teologi. I slutningen af 1933 var det ikke nazismen i form af terror og KZ-lejre og hvad en senere tid skulle komme til at opleve af rædsler fra nazisternes hånd, der var inde i billedet. Prenter og Gogarten tog derimod principielt stilling til nazismen som folkelig bevægelse og nazismens principielle etik. Denne så Gogarten og med ham også Prenter både positive og negative træk i. De var begge positive over for nazismens opgør med liberalismens individuelle menneske-

11 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 9 opfattelse, hvad der også førte dem til kritik af liberalteologi og af Brunners teologi. Mennesket bestemmer ikke sin egen vej, men bestemmes af noget udefra. Gogarten opfattedes ikke af Prenter som nazist, for dertil var Gogarten for meget teolog; han vidste for meget om menneskets syndighed og troede derfor ikke på at menneskets sande væsen lod sig realisere i underordning under den autoritære stat. Men kristen etik handler om et liv i ordninger, derfor er kristen etik ikke individualetik, men politisk etik. Kirke og statsmagt betinger gensidigt hinanden. Uden kirke vil en stat glemme det ondes virkelighed og vil ikke i længden kunne opretholde retten til dødsstraf. På den anden side er det vigtigt for kirken at leve i en autoritær stat, for uden den kan evangeliet ikke forkyndes; uden den ved man ikke hvad det vil sige at have en herre, og al orden vil gå i opløsning, så det slet ikke bliver muligt at være kirke. Så langt havde nazismen på dette tidspunkt i historien ret som ideologisk bevægelse, ifølge Gogarten og Prenter (Prenter 1933a, 8ff). I en artikel fra 1934 i Studenterkredsens blad kom den samme balancerende holdning til udtryk. Heri imødegik han den danske forskrækkelse over tilstanden ved de tyske universiteter, hvor militaristisk disciplin og deltagelse i SA- og SS-korps prægede studenterne i en helt ny retning. Prenter fandt det slet ikke så forfærdeligt igen. Hvad nogle kaldte grim tysk militarisme, var ikke anderledes end det, der i Danmark ville kaldes forsvarsvilje og fædrelandskærlighed skrev han til sine grundtvigske læsere. Det var at foretrække for cafélivet i Paris, og kun nogle få tyskjødiske studenter og journalister fra Politiken i Danmark fandt det forskrækkeligt (Prenter 1934b, 8). Fordi han var grundtvigianer var han imod individualismen og liberalteologien og som sådan positiv over for den side af nationalsocialismens tanker i , men fordi han netop var grundtvigianer og dermed kristen, kunne han naturligvis aldrig blive nazist i egentlig forstand. Og da slet ikke, da nazismen begyndte at vise sit sande, voldelige ansigt. I det følgende vil det fremgå, at Prenter var blandt de første og stærkeste opponenter mod nazismens antisemitisme og dens tysk-nationale hedenskab, efterhånden som bevægelsen viste disse sider af sit væsen. Det var typisk prentersk, i denne sag som i så mange andre, at komme med nuancerede vurderinger. Var der noget rigtigt i en bevægelse, skulle man ikke overse dette. Der er sætninger og holdninger, der kunne tyde på en påvirkning fra Barth; talen om, at man først i Kristus ser sit eget fald i Adam, og at teologisk ontologi må forkyndes, ikke udvikles fænomenologisk (Prenter 1933b, 208ff). Forholdet er nok dette, at for så vidt Prenter kunne hente skyts hos Barth og andre dialektiske teologer til sin modstand mod liberalteologien, kunne han bruge dem. Men han gjorde det som grundtvigianer. I 1934 skrev Prenter i et teologisk tidsskrift i Tyskland et forsvar for Grundtvigs teologi. Han gennemgik og forsvarede Grundtvigs sakramentsyn, der jo adskilte sig betydeligt fra den reformerte Barths og anbefalede Grundtvig over for tyske teologer som et godt værn mod såvel nyprotestantisme som katolicisme. Således brugte Prenter Grundtvig mod dem, der også var Barths fjender. Sin selvstændighed viste Prenter ved også at være kritisk mod Grundtvig, der anklagedes for at sætte forkyndelsen og Skriften for lavt en luthersk-barthsk holdning over for Grundtvig (Prenter 1934a, 281 og 288). I en artikel fra 1933 hævdede han, at svenskeren Aulen ved sin fortrolighed med

12 10 Kurt E. Larsen NT, Oldkirken og Luther var en bedre kritiker af det 19. århundrede end Barth og de dialektiske tyskere (Prenter 1933b, 207). Et sådant udsagn må tolkes som udtryk for, at Prenters opgør med den teologiske liberalisme og individualisme var det primære, og at den tyske dialektiske teologi kom ind i billedet som hjælp i denne kamp. Grundtvigsk præget var han fra sin barndoms præst i Frederikssund og fra studietiden, hvor han mest færdedes i grundtvigske kredse - skønt hans erindringer fra 1985 lægger vægt på, at han hele tiden brød over de kirkelige grænser og havde venner i alle lejre. Grundtvigianer var han dog først og fremmest. 2.4 Indre Mission Prenters grundtvigianisme gjorde ham også til kritiker af Indre Mission. Denne bevægelse har han første gang skrevet om i 1935, og da egentlig kun som baggrund for sit opgør med Tidehverv, som han på det tidspunkt fandt meget i slægt med Indre Mission. Det billede, han tegnede af Indre Mission i den forbindelse, var ikke just positivt. Indre Mission lægger vægt på mennesket, menneskets helliggørelse, menneskets individuelle frelsthed. Indre Mission lægger vægt på afholdenhed fra verden er præget af pietistisk lovtrældom og har en særlig jargon i Kanaans tungemål (Prenter 1935a, 8). Her var Prenter helt på linje med den forståelse af Indre Mission og den kritik af bevægelsen, der kom til orde i bladet Tidehverv. 2.5 Oxford-Gruppe-Bevægelsen Som grundtvigianer vurderede han også Oxford-gruppebevægelsen, der fløj over landet midt i 1930 erne. Den havde sine rødder i den engelsk-amerikanske vækkelses- og helliggørelsesbevægelse og var også på flere punkter på linje med den liberale teologi (Larsen 2007, 146f). Over for dette satte Prenter i 1935 en grundtvigsk nådemiddelkristendom. Ikke menneskets oplevelser eller resultater var det vigtigste, og de mennesker tog fejl, der hyldede Oxford-gruppens evne til faktisk at kunne tilfredsstille folk. Dette var ikke noget gyldigt kriterium, for Guds gerning i nådemidlerne var det vigtige. Det var heller ikke Gruppebevægelsens faktiske evne til at skabe resultater, der skulle lægges vægt på. Men Prenter gav dog Oxford-gruppen ret i, at der trængtes til vækkelse (Prenter 1935b). På det punkt adskilte hans kritik af Oxford-gruppen sig fra Tidehvervs kritik, der havde form af total afvisning. Prenter kunne på nogle punkter virke luthersk-ortodoks i disse år, med sit krav om en eskatologisk teologi og ved at kræve kristologi der tog præeksistens og inkarnation med, men han lagde samtidigt afstand til repristinationen og mente, at en ny psykologi krævede en anden teologi end den ortodokse. Konkluderende kan man derfor bedst karakterisere Prenter i disse år som en slags højregrundtvigsk teolog. Han støttede Grundtvigs kirkelige anskuelse, men med højere plads til Skriften og forkyndelsen i det teologiske system end Grundtvigs eget system gav plads til (Prenter 1933b, ). Sådan omtrent havde de gamle højregrundtviganere også stillet sig. Prenter var grundtvigianer og de fleste af de tidligste artikler er trykt i grundtvigske blade. Så det kunne ikke overraske nogen, at han søgte og fik præsteembede i et grundtvigsk sogn. Grundtvigianer var han, men også med en modvilje mod alt retningsvæsen. Det kom til udtryk indadtil i det grundtvigske miljø. I 1933 skulle Grundtvigs 150 årsdag fejres, og Prenter skulle tale til det grundtvigske vennemøde i den anledning. Han kaldte her Grundtvig stor, men størst når han viste ud over sig selv og sit parti til kirken og katoliciteten. Som økumenisk og katolsk pegede

13 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 11 Han sagde stadig vi om de grundtvigske, men det lå Prenter på sinde at få Grundtvig selv placeret tæt på Barth i modsætning til dele af den danske grundtvigianisme. Grundtvig på det, der ikke kan ejes af noget parti. Ved denne anledning mødte man for første gang Prenters sympati for den evangeliske katolicitet, tanken om Guds store Kirke. Det økumeniske, det i egentlig forstand katolske, det fælleskirkelige var vigtigt for Prenter, fordi nådemidlerne var det. Den kirketanke havde han fundet hos Grundtvig selv, og netop derfor var han grundtvigsk uden at være grundtvigianer i nogen snæver partimæssig forstand. Netop som grundtvigianer vil han vægtligge Kirken, i den kirkelige hverdag i danske sogne og menigheder såvel som i den teologiske refleksion. Allerede i 1933 krævede han, at dogmatik skal være kirkelig, fordi teologien må have sin egen ontologi (Prenter 1933b, 205ff). Denne vægt på Kirken kom mere til udfoldelse i den næste periode af hans liv : Grundtvigsk sognepræst med barthianske anliggender Hjemkommen fra års studier og tilhørende horisontudvidelse i udlandet blev han præst på landet, og begge dele kan have haft betydning for hans stigende vægt på Kirken. Fra 1936 begyndte han også at kommentere dansk kirkeliv i en række årsoversigter i danske og udenlandske blade, hvilket giver mulighed for at følge hans syn på kirkelivet og de kirkelige og teologiske retninger. 3.1 Det barthianske anliggende Prenter skrev i sine erindringer om studieåret hos Karl Barth i Bonn, at de to semestres indtryk satte sig spor resten af livet. Dette udsagn bekræftes af hans samtidige forfatterskab, hvor Barth fra 1936 virkede som autoritet side om side med Grundtvig, ja, nærmest over Grundtvig. Han sagde stadig vi om de grundtvigske, men det lå Prenter på sinde at få Grundtvig selv placeret tæt på Barth i modsætning til dele af den danske grundtvigianisme. Når han i jubilæumsartikler eller nekrologer skrev om så forskellige danske professorer som den konservative missionsmand J. Oskar Andersen og den liberalteologiske grundtvigianer J.P. Bang, vurderede han dem i det lys. Han roste dem blandt andet for, at J. Oskar Andersen havde forberedt den teologiske vending, der kom med Barth, mens J.P. Bang havde nærmet sig den (Prenter 1936a, 3; Prenter 1936b, 7). Prenter ville ikke tale om Barth som ny retningsleder, men som den, der satte teologiens sag i højsædet. Denne sag var: Teologi ud fra åbenbaringen, teologi ud fra Bibelen. Prenter gik i rette med selvoptagede teologer, og Barth var netop ikke selvoptaget, men sag-optaget. Hans sag var teologi, og på en række punkter hævdede også Prenter i disse år nogle sager, der var typiske for en teolog, der havde lært af Barth. Prenter talte som Barth stærkt om skellet mellem religion og kristendom og mellem humanisme og kristendom. Prenter talte i disse år også om evangelium og lov og vel at mærke i den rækkefølge. Ikke lov + evangelium som Luther havde gjort, og som den ældre Prenter også gjorde, men Evangelium + lov som Barth (Prenter 1937c, 12f). Dette måtte føre med sig, at hele tilværelsen skulle forstås ud fra Kristus, hvilket indebar en forskel i forhold til den klassisk grundtvigske sondring mellem det folkeligt-menneskelige og det kristelige. Kirkepolitisk stod han i disse år også

14 12 Kurt E. Larsen nærmere Barth end den danske grundtvigianisme. Han så gerne et nyt forhold mellem stat og kirke og beklagede, at det konkrete forslag til lidt større selvstyre for folkekirken faldt med grundlovsafstemningen i 1939 (Prenter 1941b, 108). Det var vel erfaringerne fra Tyskland med en dæmonisk stats fremfærd (Prenter 1939a, 112), der havde fået ham til at ønske større kirkelig selvstændighed ligesom Barth og i modsætning til den traditionelle grundtvigske modstand mod enhver tale om kirkelig selvstændighed og synode. Teologiens bundethed til Skriften var et barthiansk anliggende, og det førte Prenter sidst i 1930 erne frem både i teori og praksis. Han skrev selv lange, lærde bibelteologiske artikler og forsvarede teologien som skriftteologi. Han lagde vægt på såvel Det Gamle Testamente som Det Nye Testamente, for hvis ikke man havde hele Bibelen med, så gik det galt i kristologien. Prenter var her på lang afstand af de liberale teologer, der ikke regnede og brugte Det Gamle Testamente og derfor tolkede Det Nye Testamente ud fra egne erfaringer og følelser. Barthiansk var han også, når han talte om, at vi kun bedende har ordet, at ordet er Guds, og vi kan ikke eje det, at Ordet er i Guds hånd og så videre. I 1944 var der heller ingen polemik mod Barth i disputatsen, og forskellen til Barth i sakramentsynet var nedtonet (Schjørring 2000, 124ff). Sit bibelsyn ville han hverken kalde gammelt eller nyt, det var hverken ortodokst eller liberalt. Han gav den historiske kritik ret, men fandt den ikke tilstrækkelig. Det var ikke nok kun at give en historisk og sproglig forklaring til Det Nye Testamente som Mosbech. Man måtte først og fremmest lytte til selve Skriftens budskab. Forkyndelsen kom da i centrum. Vægten på forkyndelsen var et andet barthiansk hovedanliggende, og det skrev Prenter også om i disse år. Af den tyske teolog Thurneysen lærte han, at prædiken skulle være aflæsning af Bibelteksten, og Prenter begyndte at udarbejde prædikenvejledninger ud fra dette program, hvilket både Indre Mission, grundtvigske og Tidehverv var imod af hver sine grunde. Vækkelsesfolk savnede vidnesbyrdet, og Tidehverv var ikke bibelteologer. Prenter stod i disse år ret alene med sin vægtlægning på vigtigheden af et grundigt eksegetisk og bibelteologisk arbejde. 3.2 Kritik af det grundtvigske Der var noget i denne barthianske påvirkning, der pegede i anden retning end hans grundtvigske baggrund og som derfor måtte gøre ham mere kritisk over for sin egen tradition og dens lyssyn. Der var simpelthen for lidt teologi og for lidt forkyndelse i grundtvigske kredse. Prenter kritiserede den manglende bibelbrug. De grundtvigske havde for lidt baggrund i bibelsk kristendom og derved mistede sakrament-kristendommen sin baggrund. Han talte om en forkyndelsens nød i grundtvigske kredse. Deres højskoleidyl og deres dans var ikke nok til at værne unge mod nazismen. Dans udtalte Prenter sig mærkeligt nok negativt om, måske fordi han satte den i forbindelse med overfladiskhed og virkelighedsflugt. Han kritiserede også de grundtvigske for deres nationale syn på de kirkelige skillelinjer i Sønderjylland (Prenter 1940b, 43f). Prenter lagde med sin barthianske påvirkning afstand til Anders Nørgård og hans i de år meget omtalte Grundtvig-renæssance. Anders Nørgård var en grundtvigsk præst, der førte kamp imod liberalismen og det udvandede i de grundtvigske miljøer, men i modsætning til Prenter gjorde han det ud fra Grundtvigs kirkelige anskuelse. Derfor tog Nørgård afstand fra det lutherske skriftprincip, som han kaldte for protestantismens grundskade. Prenter

15 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 13 henviste i opposition hertil til Barth og til Bekendelseskirkens gavn af skriftprincippet (Prenter 1937a, 23). Prenter støttede i den interne grundtvigske debat den såkaldte Vallekilde-fløj, der siden blev til tidehvervsgrundtvigianismen. Den nyvalgte biskop Øllgård, den første tidehvervsprægede præst som biskop, hørte til denne retning og han roste Prenter som en frisindet og dygtig præst (Prenter 1939a, 119; Prenter 1940a, 118f). 3.3 Kirken, ikke kirkelige retninger Et område, hvor Prenters barthianske præg mærkedes, var i vægtlægningen på Kirken, kirken med stort K, kirken som subjekt i verden. Kirken som den, der har en røst og en sag ind i kulturliv og folkeliv. Som nævnt ville han tidligere, typisk grundtvigiansk og typisk tidehvervsk, afvise at kirken skal gøre sig gældende som kirke, men fra 1936 var dette ændret. Siden talte Prenter direkte for kirkens rolle i verden, blandt andet inspireret af den tyske kirkekamp. I 1935 talte han om behov for kirkelig bevidsthed i Island, hvor staten ville nedlægge kirker og præstestillinger (Prenter 1935c, 91). I Tyskland havde kirken vist ansvar ved i marts 1935 at lægge afstand til nazismens krav om en totalitær stat, og bekendelseskirkens folk var gået i fængsel for det. Nazisterne tænkte på kirken som noget inderligt, der kunne bruges, men Prenter glædede sig over, at reformatorisk kristendom vågnede i Tyskland. Men skulle kirken kunne tale, så måtte den også ses som en enhed. Vægten på det samlende måtte veje tungere end de ting, der adskilte indadtil i kirken. Prenter viste da også i disse år en rummelig holdning over for folk, han ikke var teologisk enig med. Derfor kunne Prenter også repræsentere den danske kirke oppe på Island, på halv-officielle rejser, hvor han i diplomatiske vendinger udtalte sig pænt om alt og alle deroppe, lige fra de liberale teologer til de ortodokse Hallesby-folk. Også herhjemme lagde han vægt på at holde sammen på Kirken, trods de kirkelige retninger. Man skulle væk fra de gamle kirkeskel i Danmark. Det betød konkret, at sognene ifølge Prenter skulle til at gøre noget for de unge, idet organisationer ikke længere magtede det (Prenter 1938, 231). Således udviklede Prenter sig i kirkelig, forstået som sognekirkelig, retning. Dermed kunne han siges at nærme sig Kirkeligt Centrum, der som retning plejede at repræsentere vægten på embedet, sognet, traditionen og kirkefromheden i dansk kirkeliv, men når han ikke ville bygge på retninger, var der kun tale om en holdningsmæssig enighed og ikke om, at Prenter konkret knyttede til ved Kirkeligt Centrum som organisation. Vægten på kirken fandt man i de år mest mærkbart i KFUM-kredse, hvor ledende teologer gav det objektive, og dermed også Kirken en stærkere understregning. Det roste Prenter KFUM for og begyndte karakteristisk nok på dette tidspunkt at skrive i Ungdomsarbejderen, som var KFUM s lederblad. Her fik han trykt solide bibelteologiske artikler (Prenter 1935c, 92). Man kunne sige, at det ikke ville have været unaturligt om hans kritik af de grundtvigske og hans vægtlægning på Skriften og Kirken ville have fået ham til at nærme sig den anden side i dansk kirkeliv, nemlig Indre Mission. Hans polemik mod dans og søndagsarbejde kunne også have banet en vej til missionsfolks hjerter. For de to emner var vigtige spørgsmål for mange i Indre Mission i det tidsrum. Men når han skrev om Indre Mission, var det som en udenforstående og overvejende kritisk betragter. Han skrev, at IM i sin pietisme ikke ville interessere sig for kulturen, og

16 14 Kurt E. Larsen han kritiserede den spørgende prædiken i IM og IMs særlige frelsespsykologi (Prenter 1939b, 48f). Derimod engagerede han sig i en anden bevægelse, da han stødte på forfatteren og politikeren Arne Sørensen og dennes bog om Det Moderne Menneske. Den fandt Prenter god i sin kritik af humanistiske menneskesyn, og derfor fandt han sammen med Arne Sørensen og var med til at stifte partiet Dansk Samling. Kulturinteressen delte han med Arne Sørensen, og kritikken af liberalismen og individualismen : Bypræsten vil have kirken ud i folket og kulturen 4.1 Dansk Samling Han engagerede sig stærkt i Dansk Samling, som han så som et udslag af den nye folkelige rejsning på kristen grund. Prenter blev en ledende tænker i dette kristelige parti, som i øvrigt fik tilslutning fra mange andre teologer og præster. Andre, som fx professor Hal Koch, var meget kritiske mod dette parti, fordi Arne Sørensen forud for og lige efter besættelsen havde undsagt det parlamentariske demokrati, som han mente havde spillet fallit. Prenter smækkede selv med døren til Kristeligt Dagblad, efter at dette blad havde ført hetz mod partiet før folketingsvalget i 1943 (Prenter 1943b). Prenters politiske engagement lå i forlængelse af hans barthianske anliggende. Kulturen og det folkelige måtte ikke løsrives fra forkyndelsen. Guds riges komme måtte bestemme alt, sagde han, efter at eskatologien havde ligget død i liberalteologiens tid. Han var bange for en folkelig rejsning uden kristen baggrund og var derfor ikke tryg ved de samlingsbestræbelser, der førte til dannelse af Dansk Ungdomssamvirke på dansk friheds grund. Han gik ind for national rejsning på kristen grund, en holdning, der svarede til den, der fik KFUM til at undlade at slette sig til Ungdomssamvirket (Prenter 1941c, 366f). Kristendom skulle være kernen i et folkefællesskab, og kristendommen måtte præge kulturen. Den grundtvigske vægt på det folkelige kunne køre af sporet som i Tyskland, og Prenter holdt derfor på, at folkefællesskab ikke er det største, for Kristus må være centrum (Glenthøj 1996). 4.2 Kirken Kirken har fået den afgørende plads i hans artikler fra besættelsestiden. Han glædede sig over den ny interesse for kirken, der opstod under besættelsen, blandt andet foranlediget af den svenske udgivelse En Bok om Kyrkan og Bo Giertz s forfatterskab, især Stengrunden. En ægte kirkelig vækkelse mente han at se omkring sig, men han ville ikke kalde det en højkirkelig vækkelse; snarere en interesse for en organisk kirke (Prenter 1943a, 110f). Prenter delte ikke den utryghed ved de svenske kirketanker, som blandt andet kom til udtryk hos folk med benene plantet i det frivillige kirkelige arbejde og de kirkelige retninger Christian Bartholdy i Indre Mission og professorerne N.H. Søe og Hal Koch. Prenter benægtede også, at der skulle være noget særligt svensk i de svenske kirketanker, det var bare luthersk og bibelsk. Prenter markerede sig da som klar fortaler for en sognekirkelig arbejdslinje. Det kom for eksempel frem i hans højstemte tale om, at alle i Danmark bad for kongen, og at det var bønhørelse, at denne var blevet rask (Prenter 1943a, 109). Folkekirkeforkæmperen Morten Pontoppidan hyldede han, længe før P.G. Lindhardt gennem sine grundige studier trak Pontoppidan frem i lyset og gjorde ham berømt. Kristendom skulle være for folket, ikke for en klike. Han mindede også om Morten Pontoppidan ved at ville lære sine sognebørn kirkefromhed,

17 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 15 med korstegn og kirkegang og bøn. Han ville tage dåbsforældre og konfirmander alvorligt og lære dem, hvordan man skal leve med sin dåb og konfirmation i hjemmene i hverdagene. Hvor vækkelsesbevægelserne havde polemiseret mod folks vanealtergang, glædede han sig over, at folk kom uden at betvivle deres alvor (Prenter 1941a, 129ff; se også 1941d, 1941e). Sognekirkesynet fik også følger for Prenters interesse for kirkens diakoni. Tog man barnedåben alvorligt, måtte kirken også være aktiv i diakoni, så der blev gjort noget for de små døbte kristne, der led under fattigdom og dårlige sociale vilkår (Prenter 1941a, 194ff). I erindringerne fortæller Prenter om de store sociale problemer, han som præst mødte i sit kirkedistrikt i Sjællandsgadekvarteret i Århus under krigen. Kirkepolitisk gik han i Morten Pontoppidans fodspor ved at kritisere Kirkefondet i København for ikke at være folkekirkeligt nok. Kirkefondet burde give plads til præster af alle retninger, og han glædede sig over, at de begyndte at gøre det (Prenter 1942c, 112). I synet på vækkelsesarbejdet i kirken fulgte Prenter ikke Morten Pontoppidan, men snarere nogle af de svenske kirketænkere. Selvom det var Kirken, det drejede sig om, mente Prenter, at man dog foreløbigt i praksis måtte holde sig til de små kredse. Kirke og vækkelse hørte sammen. Vækkelserne kunne slet ikke leve uden kirken, men på den anden side havde kirken også godt af vækkelsesbevægelserne. Det betød, at han havde et godt forhold til de kirkelige foreninger (Prenter 1942a, 88ff). Det ser ud til, at ikke mindst Bo Giertzs bøger har fået ham til at skrive sådan; af Giertz har han også lært noget om frelsens orden (Prenter 1942e, 378f). Vægten på Kirken førte ham til at kritisere grundtvigianere for at være ukirkelige og for at have en falsk frygt for kirkelige former og liturgi. Den kirke, han ville fremme, måtte hænge sammen, og det var ikke særligt grundtvigsk, at han egentlig ville foretrække en fri folkekirke, og at han ville have bisperne på banen for at redde den kristne skole. Barthiansk hævdede han, at ordet altid er tiltale at ikke kirken, men Ordet skal herske, mens sakramenterne ikke nævnes som nådemiddel. Praktisk betød dette for Prenter, at forkyndelsen og gudstjenesten burde mere i centrum igen i København på bekostning af det store kirkelige apparat, som fandtes i hovedstaden på det tidspunkt. Midt i denne hans meget Barth-inspirerede periode er det dog værd at bemærke, at nogle stadig fandt ham alt for Grundtvigpræget. Professor N.H. Søe sagde ved disputatsforsvaret i 1944: De mener i den Grad at have forstaaet Luther, at De undertiden løber Fare for at gøre ham til Talsmand for en halvgrundtvigsk Opfattelse, og det er en farlig Fremgangsmaade. Og som Systematiker synes jeg, De er mere Agitator end godt er (Prenter 1944b). Søe tænkte nok her på Prenters påstand om, at Luther lagde mere vægt på sakramenterne end Middelalderen og katolicismen eller måske på hans vægt på, at der sker tre forskellige ting ved de tre nådemidler (Højlund 2002, 530ff). 4.3 Grundtvigsk kirkepolitik Grundtvigianer var han stadig, når det gjaldt synet på folkekirkens indre rummelighed. Han gik ind for den rummelige folkekirke og var imod bekendelseskirkens forkæmpere i Indre Mission og Kirkeligt Forbund, når disse ville have den liberalteologiske Rørdam ud af folkekirken. Højrefløjen angreb biskop Øllgård, der ville lade Rørdam blive, og Prenter støttede Øllgård, og mente i øvrigt, at Rørdam kun tilsyneladende var en fornægter (Prenter 1940a, 118ff).

18 16 Kurt E. Larsen I de år angreb konservative teologer fra Indre Mission professor Eduard Geismar, der i sin undervisning på Dansk Bibelskole havde fornægtet jomfrufødslen. Da støttede Prenter sin gamle lærer og afviste, at der var grund til at betvivle Geismars rettroenhed (Prenter 1940a, 121ff). Geismar var én af de professorer, der havde præget ham selv mest og det var karakteristisk, at Prenter rettede sin kritik ikke mod Geismar, men mod Geismars kritikere. I Prenters dogmatik kan man se, at han stadig tog afstand fra en dogmatisering af lærepunktet om jomfrufødslen, som man havde ret til at se forskelligt på i modsætning til læren om Jesu opstandelse. Selv var Prenter i øvrigt ikke ukritisk over for Geismars teologi, hvad der var naturligt set i lyset af Prenters egen stærke sans for korset og Jesu stedfortrædende forsoning (Prenter 1942d). Geismar-sagen må derfor ses i lyset af Prenters grundtvigske frihedssyn. Der var tale om en intern teologisk samtale i skolen. Om sagen havde man ret til at strides og skændes, men man skulle ikke som Indre Mission kræve fyringer og drage kirkepolitiske konsekvenser af folks teologi. Det var et typisk grundtvigsk standpunkt. I disse år roste han også den liberale teolog L.P. Larsen, der efterlod et stort tomrum og var tolerant over for den liberale professor Mosbech (Prenter 1941b, 110ff) og over for den afskedigede Harboøre-præst Anton Jensen, der vist ikke havde været så slem endda (Prenter 1943a, 114). Med hensyn til vielse af fraskilte stod han også for et grundtvigsk frihedssyn. Han var uenig med begge yderfløje, både dem, der var villige til at vie alle fraskilte og dem, der sagde nej til alle, men kirkepolitisk skulle der være plads også til dem (Prenter 1942c, 114). 4.4 Med og mod Indre Mission Han så i disse år fortsat på IM udefra, vurderede for og imod som kommentator af kirkelivet. Men holdningen blev mere positiv. Måske fordi han var blevet præst i Århus Domsogn, med indremissionske kolleger, med et stort IM-arbejde og med meget diakonalt arbejde knyttet til IM. Han blev lidt mere positiv over for IM s arbejde ikke kirkepolitikken, men arbejdet fx på det sociale område. Prenter var også klar over, at folk i IM var meget mere kirketro end de grundtvigske. I netop disse år havde Indre Mission et meget aktivt talerør udadtil i formanden Christian Bartholdy, og de to forholdt sig jævnligt til hinanden, dels som modpoler dels som støtter. Prenter støttede Bartholdy i, at der skulle prædikes ud fra GT, og at der skulle tales alvorligt om dom, fortabelse og Guds vrede. Prenter så også positivt på Bartholdys aktive rolle i folk og kulturliv under besættelsen. Trods kirkepolitiske modsætninger og sammenstød har Bartholdy også fornemmet, at Prenter rent teologisk stod for noget af det samme som han selv, og at Prenter var en forbundsfælle i opgøret med Tidehverv, med grundtvigsk overfladiskhed og med liberalteologi. Prenters disputats blev anmeldt af Bartholdy som føljeton i Indre Missions Tidende, hvad der aldrig før eller siden er overgået nogen anden teologisk disputats i det blad. Bartholdy havde klart mest godt at sige om afhandlingen, men Prenters sognekirkesyn var ham en torn i øjet. I øvrigt var Bartholdy i forvejen vred på Prenter, når denne hævdede en sammenhæng mellem vækkelse og sækularisering på den måde, at vækkelserne havde været med til at sækularisere befolkningen. Senere førte P.G. Lindhardt det frem i mere provokerende form, men Prenter havde sagt det samme i nuanceret form og med blik for, at vækkelserne trods alt også havde haft positive følger (Prenter 1946b, 162ff).

19 Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab 17 Prenter var selv folkekirketalsmand af den pragmatiske slags, men vækkelse måtte til. Prenter sagde ja til folkekirken, men spurgte også efter de levende menigheder : Professoren forsvarer folkekirken, men ikke ukritisk 5.1 Folkekirkesyn Prenter blev som fortaler for sognekirkeligheden overhalet indenom i disse år af sin kollega P.G. Lindhardt, der udviklede sig til en dansk folkekirkeideolog. Prenter gik da imod hans sorgløse folkekirkelighed (Prenter 1948a, 133; 1952b, 27ff). Ud fra Grundtvig gik han imod en folkekirkeideologi som Billings i Sverige og P.G. Lindhardts i Danmark. Prenter var selv folkekirketalsmand af den pragmatiske slags, men vækkelse måtte til. Prenter sagde ja til folkekirken, men spurgte også efter de levende menigheder. Det handlede ikke om teologers store ord og begreber, men man skulle se på kirken fra en præsts synsvinkel, og Prenter vidste fra sit eget distrikt i Århus domsogn, hvor galt det kunne se ud med den kirkelige tilstand. Prenter frygtede derfor folkekirkelig tryghed og selvtilfredshed. Der var brug for vækkelse og menighedsdannelser, og der skulle være plads til tro, vækst og eskatologi i et kirkesyn (Prenter 1949b, 128ff; Prenter 1950a, 77). Kirkepolitisk gik han en mellemvej. Folkekirken er kirke, så der skulle ikke være nogen ubegrænset rummelighed, men både rummelighed og grænser (Prenter 1952a, 25ff). Der var noget, der hed troens grund og sandheds veje. Derfor gik han ind for teologisk rummelighed og var modstander af tanken om et Menighedsfakultet og modstander af at gøre folkekirken til bekendelseskirke i Hjorth-sagen, hvor en præst insisterede på at få sin lære dømt ren, men blev afskediget administrativt. Prenter fandt, at der også skulle være plads til en præst som Hjorth. Ortodoks-lutherske skulle naturligvis have lov til at være i folkekirken, men de havde ikke eneret, og synspunktet havde bedst af at sejre ved egen kraft (Prenter 1948a, 121ff; Prenter 1951, 230ff). I 1953 var der to store kirkepolitiske sager i dansk kirkeliv. P.G. Lindhardts sag om det evige liv og sagen om pastor Barsøe i Virring ved Randers, der havde indført katolsk-lignende skikke i kirke og konfirmandstue. Prenter gik ind i begge sager. Han var teologisk uenig med Lindhardt i synet på evigt liv, men forsvarede dog hans ret til at være i kirken. Der skulle være plads til teologisk debat i kirken. Og når der var plads til en Lindhardt, skulle der også være det for en Barsøe (Prenter 1953, 12ff; Prenter 1954, 24f). Prenter stod stadig for et grundtvigsk rummelighedssyn. Kirkepolitisk gik han ellers ind for mere demokrati i folkekirken, altså nærmest I.C. Christensens aktive folkekirkelinje, hvad der ikke just var gammelgrundtvigsk kirkepolitik. 5.2 Højkirkelighed Nogen højkirkelig bevægelse kan man ikke tale om i Danmark i mellemkrigstiden. Hos Prenter møder man også meget lidt til de højkirkelige anliggender i 1930 erne, selvom vi ved fra hans erindringer, at han var med til at stifte Theologisk Oratorium i Her fandt man en form, hvor det var muligt at redde fromhed og stå sammen om en liturgisk interesse, hvad der ellers ikke var let, når man kom fra forskellige kirkelige sammenhænge, og når man var mere eller mindre præget af Tidehverv.