Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 11. maj maj 2014 Konfirmation Johs. 14, Hebr. 10, 19-25

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 11. maj maj 2014 Konfirmation Johs. 14, Hebr. 10, Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«thomas sagde til ham:»herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«jesus sagde til ham:»jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«filip sagde til ham:»herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«jesus sagde til ham:»så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Johs. 14, 1-11 Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig. Hebr. 10, Kære konfirmander, kære alle! Øverst og bag på vores altertavle her er der en Phønix fugl. I et lille felt højt oppe, så man kun kan se den fra galleriet, er fugl Phønix på vej til at rejse sig af asken og ilden. De seneste år har vi læst om den eller set den i Harry Potter, på Dumbledores kontor og på de godes side i kampen mod den onde Voldemort. Og for en uge siden vandt fugl Phønix så det europæiske Melodi Grand Prix i skikkelse af den fantastiske skæggede dame, Conchita Wurst, som sang Rise like a phoenix. Den eventyrlige fugl Phøniks har sandsynligvis rødder tilbage til det gamle Egypten. Det fortælles, at der kun findes én Phønix, som til gengæld lever meget 1

2 længe og når den dør, sker det i flammer, hvorefter den forynget genopstår af asken. I konfirmander har i løbet af dette år hørt om mange forskellige dyr, som er en del af de kristne symboler. Om evangelisternes dyr, Markus som løven, Lukas som oksen, Johannes som ørnen og Matthæus som englen, hvis en engel altså er et dyr. I har hørt om æsler, æselet, der bar den gravide Maria, og æselet, der bar Jesus ind i Jerusalem palmesøndag. Om duen, som viste Noa, at der igen var tørt land, ved at bringe en olivenkvist til ham. Duen, som også bliver et symbol på den del af Gud, vi kalder Helligånden, et symbol på kærlighed, fred og fællesskab. Og I har hørt om lammet, som et symbol på Jesus, israelitternes og jødernes gamle offerdyr, som giver sit blod for folkets frihed. Også fuglen Phønix har fået en kristen betydning. Dens sjældenhed, frivillige død, opstandelse og evige liv har gjort den til et symbol for Kristus selv, han som gav sit liv, men genopstod. Og mere bredt for hele opstandelsestanken at rejse sig igen efter et nederlag, en skuffelse, et sammenbrud. Og nederlag, skuffelser og sammenbrud, ja, det er noget af det, som man i jeres alder, kære konfirmander, kan blive helt forskrækket over at støde ind i. For med alderen bliver de større, ligesom I bliver større. I er ikke længere små eller mindre børn, som kan trøstes med en chokoladekiks. Tværtimod kan nye stærke følelser og heftige tanker fylde så meget, at det er som om, de næsten ikke kan være i en, vi kan ofte slet ikke sætte ord på dem, og derfor kan vi heller ikke rigtigt dele dem med nogen, i hvert fald kun meget indirekte. Og det kan føles meget ensomt, for måske især i jeres alder er det bare så vigtigt at høre sammen med nogen, at være en del af et fællesskab, ikke at være udenfor. I er i en eksperimenterende fase af jeres liv, hvor I, som flere af jer skrev i jeres bønner, skal finde ud af, hvem I er. For nogle af jer er det helt sikkert nemmere end for andre af jer. Men for jer alle sammen gælder det, at I allerede ER hele mennesker. 2

3 Desværre kan vi voksne nogle gange sige og gøre, som om I er en slags ufærdige voksne, der bare skal formes og fyldes med lærdom for at blive rigtige mennesker. Og derfor vil jeg gerne have, at I hører noget andet i dag. I ER allerede hele mennesker. Jeres tvivl, sorg, håb, ønsker, længsler, vrede og glæder skal ikke nedgøres, for alt hvad I har i jer, er netop det, som gør jer, enhver af jer, til et helt menneske, et helt menneske, som både I selv og andre skal lære at kende og respektere. Nu siger jeg ordene: I ER allerede hele mennesker. Men jeg ved godt, at når I står foran spejlet, så kan dommen være hård. Hvorfor skal lige jeg være det grimmeste menneske i verden? Eller når du i en diskussion, et skænderi, bliver den lille, helt magtesløs. Eller når du ikke kan finde ud af dine lektier, og føler dig dum og ubrugelig. Hvad så? Her kunne jeg sige noget om, at du bare skal rejse dig som en fugl Phønix. Eller du kan så meget andet. Op på hesten igen, og alt det der. Tag dig sammen. Men sådan lyder det ikke i dette hus. For her respekteres det, at livet ind i mellem sucks. At meget ikke er som vi ville ønske det. At livet kan gøre ondt. Og hvis det hele kun var overladt til dig og mig, ja, så ville det ikke nødvendigvis gå alt sammen. I dette hus må vi godt komme med alt det grimme, surheden, irritationen. Her kan vi komme, når ingen andre, heller ikke os selv kan holde os ud. Her er det nemlig ikke os, som skal være Phønix-fugle, ikke en stjerne, en ener i centrum med fejlfri make-up og/eller det flotteste skæg, og heller ikke en guddommelig genopstandelseskraft. Det sidste har vi nemlig en anden til. Vi skal ikke selv bære håbet om alt det gode, vi skal ikke selv formulere sandheden om os selv, for det gør Gud for os. Men vi skal have tillid til, tro på, at forvandling er en mulighed. En tillid til Gud, som elskede verden så højt, at han sendte sin søn, for at vi sammen med ham kunne få del i den Ånd, som gør Guds rige, kærlighedens rige, til en mulighed hos os. En ånd, som virker i verden, en ånd, som hele tiden 3

4 får nye mennesker op af sengen hver dag for at bidrage til, at også andre mennesker kan opleve en flig af himlen på jorden. Tør vi tro det gode, tør vi satse på kærlighedens magt, tør vi åbne os, tør vi håbe, tør vi lægge fremtiden i Guds hænder og gøre det vi skal, her og nu, hver dag? Frygt ikke I skal ikke være bange det er omkvædet gennem hele det nye testamente. Kære konfirmander! Kære Stine, Emil, Roxanna, Shytte, Rikke, Markovic, Rebecca, Markus, Marie-Louise, Kasper, Karoline med K, Jacob, Caroline med C, Carl, Helle, Victor, Ea, Bjørn, Amalie, Antoine og Ane! Om ikke så længe, når vi efter konfirmationen er gået ud af døren og står her ude i gården, så vil jeg give hver eneste af jer et knus. Men på det tidspunkt er jeres forældre, familie og venner som en løbsk bøffelflok på vej mod os, og derfor får jeg ikke også tid til dér at fortælle jer, hvad der ligger i det knus. Så det vil jeg gøre nu. Det er et vaskeægte farvel-knus, jeg vil give jer. Ikke at jeg ikke håber at rende ind i jer her og der, men erfaringsmæssigt ved jeg, at der er mange af jer, som jeg ikke kommer til at se de næste mange år. Og ved I hvad - det er helt som det skal være! For I får brug for plads og tid til at prøve jer selv af i mange andre sammenhænge, og I får brug for, at andre end jeg giver slip på jer. Og i alt det ønsker jeg for jer, at I må fare vel. Men selv når de voksne flytter sig, for at I kan få plads, når mor og/eller far tager det lille værelse, så I kan få det store, eller holder mund med, hvad de mener om jeres tøj og frisurer og mobilforbrug og sengetider og computerspil og kærester, så må de ikke forsvinde helt ud af billedet. Det er stadigvæk som da vi var helt små, og vi legede den der borte-tit tit leg, at det var og er kun sjovt, fordi de voksne stadig er der, stadig kommer hjem, stadig henter en, stadig er til at få fat på. Og præcis sådan er det også med kirken. Jeg håber, at I har fået det med jer fra det trekvarte år, vi har haft sammen, at I har oplevet, at der er højt til loftet i 4

5 Folkekirken, at der både er plads til jer og brug for jer i det fællesskab, som I er en del af. Konfirmandernes kirkebøn (fra 16/5): Kære Gud, vi tror på dig, tror på at du findes et eller andet sted, tak for at være der i mørke tider, når vi har brug for støtte. Du passer på os, så vi aldrig føler os alene. Du hjælper os, når vi har brug for det. Kære Gud, vi takker dig for livet og kærligheden, for alt, hvad vi har fået, for alt, hvad vi har oplevet. Vi er glade for, når vi kan være os selv, uden at andre dømmer os. Kære Gud, vores familie betyder rigtig, rigtig meget for os, mange af os takker for vores gode og søde familie, takker for, at de alle og vores kæledyr er til. Men nogle af os er vrede over eller bekymrede for brud i familien. Vrede over manglende respekt. Derfor beder vi for, at alle i familien får det godt fremover. Kære Gud, også vores venner og veninder betyder meget for os. Og vi håber, at dem, der mobber andre, holder op med det. Herre, vi beder for: dem i vores nærmeste familie, som er syge eller har det svært, at de må få det godt igen. Og vi beder for kammerater, venner og veninder, som ikke trives, at de må få det bedre og blive gladere. Vi beder for: at alle børn får mulighed for at gå i skole og mad hver dag, at andre børn kan opleve den samme kærlighed, som de fleste af os får af vores familie. Kære Gud pas på de døde, som folk elsker og savner. 5

6 Herre, vi beder for: vores fremtid, at vores liv bliver langt og godt. Vi kan være utrygge over, at vi ikke ved, hvad vi vil, og at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske. Hjælp os til at vi bliver bedre til at forstå, hvorfor alt er, som det er, og hvorfor vi er, som vi er. Hjælp os til at forstå os selv, og hvorfor alle problemer ikke kan løses. Hjælp os til at tage et valg, vælge en vej og klare os i livet. Herre, hjælp os til få en uddannelse og et godt liv. Hjælp os til at huske vores næste, ikke at gøre nogen fortræd, men gøre vores medmennesker glade. Hjælp os til selv at blive glade mennesker. Om konfirmationen: Dagen i dag har vi tænkt rigtig meget på. Glædet os til at se hele familien på en gang eller været lidt triste over, at nogle ikke kunne være med. Ærgret os over vores udseende, tøj og sko og hår. Men alle håber vi at få en god dag, ja måske endda en fantastisk dag. Vi takker for, at vi er døbt og nu konfirmeres. 6