H ÅNDVÆRK I MIDDELALDEREN. Lærermateriale

Transkript

1 H ÅNDVÆRK I MIDDELALDEREN Lærermateriale

2 Romansk gravkors tallet. Landsbyhåndværker og altmuligmand. Han er afbildet med smedeværktøj og måleinstrumenter. Muligvis er han kirkens bygmester. Vindeslev kirkegård. Tegning: Aage Jørgensen, Nationalmuseet. Håndværk Håndværk var i teorien et erhverv, der kun måtte udøves inden for bymuren. Kun ganske få håndværkere havde lov til at fungere ude på landet, hvor langt den største del af middelalderens befolkning boede. Bonden kunne meget tit selv fremstille, hvad han behøvede, men hvis han en sjælden gang havde brug for en professionel håndværker, var han nødt til at tage ind til den nærmeste købstad. Smedene var vigtige i middelalderens samfund, fordi det var dem, der producerede en stor del af dagligdagens redskaber. Smedehåndværket var specialiseret i mange retninger. Der var grovsmede, klejnsmede, våbensmede, kedelsmede, knivsmede og grydestøbere, for bare at nævne nogle. Derudover var der guld- og sølvsmedene, der også kunne fremstille mønter. (Rum ) En anden stor gruppe af håndværkere i Danmark var dem, der beskæftigede sig med beklædning, der både kunne fremstilles i læder, pels og klæde. Meget arbejds- og hverdagstøj var fremstillet i skind og læder, så det var ikke kun fine pelskapper, skinderne og buntmagerne lavede. Genstande af sems- og fedtgarvet 1 læder blev lavet af remmesnidere og pungmagere, der blandt andet fremstillede seletøj, handsker, bælter og punge. Sidstnævnte var vigtige, fordi lommer var et sjældent syn i middelalderens dragter. Kniven, som alle mænd bar i middelalderen, og penge bar man derfor i remme eller punge, der ofte var hægtet fast til et bælte. (Rum ) Af mere specialiserede beklædningshåndværkere var der perlestikkeren, som næsten kun de velhavende i samfundet stiftede bekendtskab med. Det var ham, der udstyrede brudehuer, mitraer (biskoppens hat) og kjoler med perlebroderier. (Rum 110)(Sakristiernes Skatte ) Den middelalderlige skomager (som i middelalderen hed en suder), der til forskel fra kollegaen, patinemageren, fremstillede sko i skind og læder. Patinemageren producerede patiner, der var en slags træsko/træsandal, Brynjemager. Mendelschen Zwölfbrüderstiftung Foto: Henrik Wichmann. 1 Semsgarvet læder fremstilles ved hjælp af fedtstoffer, navnlig tran, som garvemiddel. Under forbehandlingen skæres narven bort, så læderet bliver flosset på begge sider. Derefter gnides skindet med tran, som trænger ind ved valkning. Så lægges skindet i en bunke med andre skind, og der sker en gæringsproces. Derved indgår fedtstoffet en kemisk forbindelse med hudfibrene på skindet, så fedtstoffet ikke kan vaskes ud. Når gæringen er slut, fjernes det upåvirkede tran ved at presse og vaske skindet. Semsgarvet læder er meget blødt, men ikke særlig stærkt. 2

3 man brugte til at spænde uden på sine skind-/lædersko som en slags hæle, fordi middelalderens sko kun var udstyret med meget tynde og ikke særlig holdbare såler. Snøret slidse over vristen (som vore almindelige snøresko) er den hyppigste form i middelalderen. Men også snørede slidse i siderne og remme over vristen forekommer. over tegl brugte man tufsten, granit og frådsten til at bygge med. Tufsten var en importvare, som de danske købmænd havde med tilbage til Danmark, når de havde været i Nederlandene og afleveret deres tunge last af landbrugsvarer. Med sig hjem havde de lette klæder og krydderier, der ikke var nær så tung en last som landbrugsvarerne. For at opveje vægtforskellen lastede købmændene derfor rhinske tufsten, som de danske bygningshåndværkere kunne bruge til at bygge stenbygninger i Danmark med. Skomager. Mendelschen Zwölfbrüderstiftung Foto: Henrik Wichmann. Råvarer Tilgængeligheden af råvarer bestemte i stor udstrækning i hvilken retning, dansk håndværk udviklede sig i middelalderen. Læder, skind og pels kunne man i store træk få fra egne husdyr og de vilde dyr, der fandtes i Danmark. Fedt og bark, som blev brugt til at garve med, kunne skaffes fra det danske land- og skovbrug. Smedene havde langt sværere ved at få deres materialer end de håndværkere, der arbejdede med skind og læder. I Danmark blev jern udvundet af myremalm (uren brunjernsten), mens den gode kvalitet jern skulle skaffes fra udlandet, især Sverige, og brændsel, som smeden brugte til sin esse, var dyrt, fordi man i vikingetiden og tidlig middelalder havde drevet rovdrift på skovene. Derfor var mange smede afhængige af købmændenes import af brænde og kul. Guld- og sølvsmedenes materialer var meget dyre, fordi de skulle importeres og tilmed var en mangelvare helt indtil 1500 tallet. Stenbyggeriet opstod i slutningen af 1100 tallet, da man herhjemme lærte at brænde tegl, som blev lavet af ler, der fandtes i rigelige mængder i Danmark. Ud- Laug I takt med, at det danske samfund blev mere organiseret og specialiseret i løbet af og 1400 årene blev håndværket det også. Det betød, at de såkaldte laug begyndte at dukke op. De store fag havde deres egne laug, mens de mindre ofte var slået sammen i blandede laug. 3

4 Skrædderens værksted. Skrædderi var mænds arbejde i middelalderen. Codex Catanese ca Foto: Nationalmuseet. Et laug er en organisationsform, som hver enkelt håndværksmester var medlem af. Lauget kontrollerede blandt andet uddannelsesforhold og antallet af fagets udøvere i den enkelte købstad, og faglige stridigheder afgjorde laugene også. Derudover virker det som en støtte i tilfælde af sygdom, dødsfald eller økonomisk uføre. I løbet af middelalderen fik laugene større og større økonomisk og juridisk indflydelse i samfundet og kom på den måde til at øve betydelig indflydelse på den enkelte købstads næringsliv. I det enkelte laugs lov, kaldet skråen, som laugets medlemmer ved ed var forpligtiget til at overholde, fandtes bestemmelser for laugets indre forhold og stilling udadtil. Hvis en håndværksmester overtrådte skråen, betød det bøde, og i allerværste tilfælde kunne han blive smidt ud af lauget, hvilket betød, at hans økonomiske, sociale og juridiske sikkerhedsnet forsvandt fuldstændigt, og for nogen kom det til at betyde økonomisk ruin. I spidsen for et laug stod oldermanden, til at hjælpe sig havde han én eller flere skaffere. 4 Uddannelse Når en dreng kom i lære som håndværker, var han oftest otte til ti år gammel. Den eneste måde, han kunne blive håndværker på, var at stå i lære hos en mester, da der ikke eksisterede lærebøger eller grundskoler. Uddannelsen inden for de enkelte håndværk blev udelukkende formidlet i ord og gerninger. Det var den enkelte mester, der suverænt afgjorde varigheden af den enkelte lærlings læretid, der kunne vare mellem tre og seks år. Når drengens læretid var slut, fik han et lærebrev som bevis på, at han var udlært. Svendeprøver, som vi kender i dag, er noget, der hører en senere tid til. Når en læredreng var udlært, blev han meget ofte hos sin mester og arbejdede som dennes svend, men til forskel fra læredrengene kunne svendene opsige deres plads og søge andre steder hen. Det var ikke et særsyn, at en nyuddannet svend gik på valsen, hvilket betyder, at han gik fra by til by og tog arbejde, hvor han kunne få det. Når de danske

5 Arbejdsgang Det var årstiden, der bestemte, hvor lang arbejdsdagen var for en håndværker. Om sommeren, hvor det var lyst længe, blev der arbejdet i mange flere timer end om vinteren, hvor de lyse timer var færre. Forholdene for de håndværkere, der arbejdede indenfor i deres værksteder var anderledes, fordi de kunne arbejde ved kunstigt lys. Livet for en håndværker i Middelalderen var ikke kun arbejde og arbejde. I løbet af året var der hviledage og kirkelige festdage, hvor folk ifølge kirken ikke havde lov til at arbejde. Men alligevel arbejdede mange håndværkere på søn- og helligdage, blandt andet for at udnytte dagslyset. Det var meget almindeligt, at håndværkernes værksteder var samlet efter fag og placeret bestemte steder i byen. Smedenes værksteder lå ofte i udkanten af byen på grund af brandfaren fra smedjen. Byerne i middelalderen var brandfælder, fordi langt de fleste huse var bygget af træ og derfor yderst brandfarlige. Slagteren arbejdede i kvarterer, hvor lugten og affaldet generede mindst muligt. I København havde slagterne i 1400 tallet deres boder i Kødmangergade (Slagtergade), det der i dag hedder Købmagergade. Salg af linned og syværksted. Kvindearbejde. Codex Vienna ca Foto: Nationalmuseet. håndværkere rejste til udlandet, havde de skitsebøger med, hvor de tegnede og noterede indtryk ned, som de kunne bruge i Danmark. Også udenlandske håndværkere, der kom til Danmark, bragte nye ideer med til de danske håndværkere. På den måde blev lokale håndværkstraditioner formidlet og spredt rundt i Europa. Men de danske håndværkere kopierede ikke direkte af, de tilpassede tingene efter danske forhold. Ville en svend være mester, var der mange betingelser, der skulle opfyldes. Efter at have været på valsen, skulle han tjene en mester gennem længere tid. Dernæst skulle han bevise sin faglige dygtighed ved at udføre et mesterstykke, der på forhånd var bestemt af lauget, der også skulle godkende mesterstykket. Derudover skulle svenden optages i byens borgerskab, hvilket han skulle betale for. Men det mest vanskelige var at blive optaget i mesterlauget. Det kunne blive en meget dyr fornøjelse, idet svenden skulle betale forskellige afgifter til lauget og bespise dets medlemmer én eller flere gange. Der var dog forskel på folk. Hvis svenden var søn eller svigersøn af et laugsmedlem, var det betydeligt lettere at blive optaget i lauget i modsætning til dem, der ikke havde familiemedlemmer i lauget. Slagter. Mendelschen Zwölfbrüderstiftung Foto: Henrik Wichmann. 5

6 Sædder kirke syd for Køge er en typisk dansk landsbykirke. En romansk kirke fra 1100 årene er blevet udbygget i gotikken med tårn, våbenhus og sakristi (til kirkens skatte) og udsmykket med takkede gavle. Foto: Nationalmuseet. Mere end 1000 af de kirker, der eksisterer i dag, blev bygget i middelalderen. Når en kirke skulle bygges, blev der oprettet en byggeplads med midlertidige og for det meste meget simple værksteder, hvor delene til kirken blev fremstillet. Teglslageren, der fremstillede tagsten, kakler, gulvklinker og mursten til kirken, arbejdede ikke som de øvrige håndværkere, der var med til at bygge kirken på selve byggepladsen. I stedet arbejdede han i nærheden af lergravene, hvor ovnene til brænding af sten og tegl var placeret. (Rum 108) De håndværkere, der var med til at bygge kirkerne, og som vi ved mest om i dag, er murerne, stenhuggerne og teglslagerne, fordi meget af deres arbejde på kirkerne endnu er tilbage. Tømrerne havde en stor del af ansvaret for kirkerne, men af deres arbejde er der ikke meget tilbage, da mange af deres konstruktioner i forbindelse med kirkebyggeri kun var midlertidige. Spor af stilladser kan 6 Kirkebyggeri til tider endnu skimtes i huller i murværket, hvori stikbommenes ender har været placeret. Kraner og taljer, som tømreren konstruerede til at løfte det tunge materiale, er også forsvundet. Også de forskallinger, som hvælvingerne blev konstrueret over, og som understøttede murværket indtil mørtelen størknede, er væk. Ligesom tømrernes arbejde er en del af glarmesterens gået tabt. Og om de mange ufaglærte mænd og kvinder, de såkaldte slæbere, der slæbte byggematerialerne til byggepladsen, er vores viden minimal. Udgravet teglovn fra Øksnebjerg. Personen står inde i ovnen, hvor de rå sten blev stablet, bagved ham ses indfyringstunnellerne. Tegning af M. Petersen Nationalmuseet.

7 Det gotiske kirkerum. Danmarks kirker. Nationalmuseet. HÅNDVÆRK I MIDDELALDEREN LITTERATURLISTE i forbindelse med håndværksaktiviteterne Brede værker: G. Jacobsen: Håndværkets Kulturhistorie, bd. I. Håndværket kommer til Danmark. Tiden før bd. II: Håndværket i fremgang: perioden (København ). Gamle danske håndværk. Politikens Håndbøger. Niels-Knud Liebgott: Dansk Middelalderarkæologi. (København 1989). Frances og Joseph Gies: Cathedral, Forge and Waterwheel. Technology and invention in the Middle Ages. (Harper Collins Publishers 1994). Om sko: Aa. Andersen: Et fund af middelalderlige sko- og lædersager fra Svendborg. I Fynske Årbøger, bd.v,1. (1953) P. Kr. Madsen og H. Mikkelsen: Sudergade. I Skalk 1985:6 H. Dahlerup Koch: Fodtøj af læder og dets datering I Hikuin 14, E. Schia: Sko som arkæologisk kildemateriale. I Hikuin 3,

8 Skoletjenesten Nationalmuseet. Tekst: Pernille Hasselsteen. Redaktion og research: Vibeke Mader. Layout: Jan Schubert-Löfkrantz/Skoletjenesten. Udvikling af håndværk: Benny Rosenkrans, Middelaldergildet Valdemar Atterdag. Bestilling af gratis undervisning og materialer: tlf: mandag-fredag kl 9.30 og kl Fax: Forsidebillede: Høvisk scene: Ridder arbejder med en tøndehjelm, den unge kvinde bringer mad og drikke. Codex: Manesse. Ca Foto: Henrik Wichmann. Håndværk og materialer: Benny Rosenkrans, Middelaldergildet Valdemar Atterdag, der kan kontaktes for yderligere informationer på tlf/fax: