HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 24. april 2017

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 24. april 2017 Sag 297/2016 Direktoratet for Kriminalforsorgen (selv) mod C (advokat Erbil Kaya, beskikket) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Herning den 8. juni 2016 og af Vestre Landsrets 9. afdeling den 5. juli I påkendelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har nedlagt påstand om, at direktoratets afgørelse af 11. februar 2016 stadfæstes. Indkærede, C, har nedlagt påstand om, at direktoratets afgørelse af 11. februar 2016 ændres, således at han prøveløslades. Subsidiært har han påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse. Sagsfremstilling C blev ved Østre Landsrets ankedom af 19. marts 2015 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. to tilfælde af voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje over for to kvinder, der befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken de pågældende var ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. straffelovens 216, stk. 1, nr. 2. Forholdene blev begået i august

2 og april 2014, mens C var taxachauffør. Ved dommen blev han frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring indtil videre. C var varetægtsfængslet i straffesagen fra april til juli Han var herefter på fri fod, indtil han blev indsat til afsoning den 3. juli I Statsfængslet Midtjyllands handleplan vedrørende C hedder det bl.a.: Vurdering og indsatsområder: Kristoffer Jul Paaske cand. psych C s store familie som han har hyppig og nær kontakt med må anses som en beskyttende faktor i forhold til fremtidig kriminalitet. Ligeledes har C ikke tidligere været fængslet og ønsker nu at videreuddanne sig samt bringe sit hashforbrug til komplet ophør. C er imidlertid minimerende og ansvarsfralæggende i forhold til indekskriminaliteten, og han har således ikke selv problematiseret det hændelsesforløb, der ledte til den pågældende kriminalitet. Recidivrisiko for C er vurderet ved hjælp af Static-99R. C opnår en score på 4 på Static- 99R hvilket betyder, at han har en moderat til høj recidivrisiko. Det kan derfor beskrives som en vis recidivrisiko til ligeartet kriminalitet. LS/RNR interviewet peger på problemer med prokriminel tænkning. Sammenholdt med den minimerende og ansvarsfralæggende tilgang til indekskriminaliteten, så stemmer den aktuariske/struktureret vurdering overens med den kliniske. Det har ikke været muligt at påpege psykiatrisk eller sexologisk behandlingsindikation. Derudover er indsatte egnet men ikke motiveret for at modtage behandling. På trods heraf anbefales det, at C modtager samtaler med henblik på at motiveres ham til at reflektere over og problematisere det hændelsesforløb, der ledte til den nuværende fængsling. Ligeledes vurderes det relevant at tilbyde C misbrugsbehandling. C ønsker imidlertid ingen form for behandling eller samtaler, og ønsker blot almindelig afsoning. I forhold til vilkår i forbindelse med udgang, så anbefales der vilkår om urinprøve både før og efter udgang Den 11. februar 2016 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse om, at C ikke kunne løslades på prøve i medfør af straffelovens 38. I afgørelsen hedder det bl.a.: Vi mener ikke, at din klient kan prøveløslades nu, fordi der er for stor risiko for, at han vil begå ny kriminalitet, som ikke er bagatelagtig.

3 - 3 - Det mener vi, fordi: - Han er idømt en straf af fængsel i 1 år og 6 måneder for to tilfælde af voldtægt begået henholdsvis den 6. august 2012 og den 20. april 2014, samt for overtrædelse af færdselsloven. - Han er benægtende over for de pådømte forhold. - Det har grundet hans benægtelse ikke været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk/sexologisk behandling, som han endvidere ikke er motiveret for at modtage, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. Den 19. februar 2016 anmodede C om at få spørgsmålet indbragt for retten, og den 8. juni 2016 afsagde Retten i Herning kendelse om stadfæstelse af direktoratets afgørelse. I kendelsen hedder det bl.a.: C er ved Østre Landsrets ankedom af 19. marts 2015 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for blandt andet 2 tilfælde af voldtægt og anden seksuel forhold end samleje, henholdsvis 6. august 2012 og 20. april 2014 ved som taxachauffør i en taxa at have begået forholdene overfor 2 kvinder, som ikke var i stand til at modsætte sig handlingen. Det fremgår videre, at C er benægtende overfor den begåede kriminalitet, og at det ikke som følge heraf har været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk/sexologisk behandling. Dernæst fremgår det, at C flere gange har aflagt positive urinprøver for hash og har misbrugt sin udgangstilladelse ved at indtage hash, ligesom han den 29. marts 2016 er fundet i besiddelse af hashmix. Under disse omstændigheder, og da retten ikke er afskåret fra at tage også indsattes forhold i tiden mellem Kriminalforsorgens afgørelse og rettens afgørelse i betragtning finder retten, at der er væsentlig risiko for, at C vil begå ny ikke bagatelagtig kriminalitet, hvis han løslades på prøve. Retten finder herefter ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte den vurdering som Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen har foretaget. Ved kendelse af 5. juli 2016 ændrede Vestre Landsret byrettens kendelse, således at direktoratets afgørelse af 11. februar 2016 blev ophævet og sagen hjemvist med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse. I landsrettens kendelse hedder det bl.a.: Efter straffelovens 38, stk. 4, forudsætter løsladelse på prøve bl.a., at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig.

4 - 4 - C, der ikke tidligere er straffet, var ikke varetægtsfængslet under sagens behandling, og landsretten finder ikke, at det, der er anført om kriminalitetens karakter og om hans benægtende holdning til de pådømte forhold, i sig selv kan føre til en vurdering af, at der foreligger en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet. I forhold til de fremkomne oplysninger om positive hashprøver og fund af hashmix bemærker landsretten, at disse forhold heller ikke kan føre til, at prøveløsladelse er utilrådelig. Landsretten henviser i den forbindelse til, at det i fængslets indstilling er anført, at hashmisbruget vurderes i vid udstrækning at kunne imødegås af et betinget narkovilkår. Landsretten finder herefter, at der ikke har været fornødent grundlag for at meddele afslag på prøveløsladelse, og landsretten tager derfor Cs subsidiære påstand til følge Efter landsrettens kendelse blev C løsladt på prøve den 8. juli 2016 på vilkår, at han i et tidsrum af to år fra løsladelsen ikke begår strafbart forhold, at han i 12 måneder undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at han i tilsynstiden, såfremt tilsynsmyndigheden finder det fornødent, undergiver sig afvænningsbehandling for misbrug af euforiserende stoffer, herunder eventuelt en lægelig godkendt behandling. Anbringender Direktoratet for Kriminalforsorgen har anført bl.a., at Cs forhold gør prøveløsladelse utilrådelig, således at der ikke er grundlag for løsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, jf. straffelovens 38, stk. 4. For personer, der er dømt for seksualforbrydelser, indgår det i direktoratets samlede afvejning med særlig vægt, om det vurderes, at der er behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, og om den pågældende er fundet egnet og motiveret til behandling, herunder om den pågældende har accepteret og gennemgået behandlingsforløb, hvis der er behov for det. Der lægges bl.a. også vægt på, hvor lang tid den pågældende var på fri fod mellem den begåede kriminalitet og den endelige dom, om den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, om den pågældende var på fri fod mellem endelig dom i sagen og påbegyndelse af udståelse af straffen, og om den pågældende har afviklet uproblematisk udgangsforløb mv.

5 - 5 - I alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Ved bedømmelsen af, om prøveløsladelse af C er utilrådelig, er der således ikke alene lagt vægt på hans benægtelse af det pådømte og hans manglende motivation for behandling. Der er også lagt vægt på bl.a., at han er dømt for bl.a. to tilfælde af voldtægt begået i august 2012 og i april Han er benægtende over for de pådømte forhold, og det har derfor ikke været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, som han desuden ikke er motiveret for at modtage. Det kan derfor ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. Det er direktoratets praksis, at der som altovervejende hovedregel skal gives afslag på prøveløsladelse, hvis en person, der er dømt for en seksualforbrydelse, har et psykiatrisk-sexologisk behandlingsbehov, og vedkommende har afvist eller afbrudt relevant behandling eller ikke vurderes at kunne indgå i den nødvendige behandling. Landsrettens kendelse i denne sag medfører, at indsatte, der er dømt for en seksualforbrydelse, kan opnå prøveløsladelse, selv om de benægter forholdet og ikke modtager behandling under afsoningen, hvis de øvrige omstændigheder taler for prøveløsladelse. C har anført bl.a., at det som ubestridt kan lægges til grund, at han opfylder betingelserne i straffelovens 38, stk. 4, om, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han vil overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter straffelovens 39, stk. 2 og 3. Der er ikke grundlag for at antage, at der ved prøveløsladelse af ham foreligger en væsentlig og dermed aktuel og konkret risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, og direktoratet har heller ikke peget på konkrete omstændigheder, som giver grundlag for at anse en prøveløsladelse af ham for utilrådelig. Hans personlige forhold underbygger, at der ikke foreligger en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. Der kan i den forbindelse henvises til de mange afviklede udgange, som

6 - 6 - er forløbet problemfrit, og den lange periode fra gerningstidspunktet til afsoningens påbegyndelse, hvor han førte en kriminalitetsfri tilværelse. Direktoratets begrundelse om, at det ikke kan udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet betyder, at direktoratet ikke konkret har fundet, at der rent faktisk er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. Prøveløsladelse er i straffelovens forarbejder forudsat at være et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af alle fængselsstraffe af en vis varighed. Reglerne om prøveløsladelse gælder, uanset hvilken kriminalitet den indsatte er dømt for. Det er forkert, når direktoratet i sin afgørelse lægger til grund, at han er benægtende vedrørende de pådømte forhold. Han er nu bevidst om, at det, han har gjort, er forkert. Hertil kommer, at en benægtende holdning til den pådømte kriminalitet ikke i sig selv kan begrunde et afslag på prøveløsladelse. Endelig kan det ikke lægges ham til last, at han ikke har modtaget behandling, idet han aldrig er blevet vejledt om, at det ville være en betingelse for prøveløsladelse, at han modtog behandling. Retsgrundlag Straffeloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser om prøveløsladelse: 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter 39, stk. 2 og 3. I straffuldbyrdelsesloven hedder det bl.a.: Beslutning om prøveløsladelse

7 Såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffelovens 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen. Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om 6) en afgørelse efter 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til straffelovens 38, stk. 1, I betænkning afgivet i 1923 af Straffelovskommissionen af 9. november 1917 hedder det bl.a. (sp. 110): En Hovedbetragtning er her ganske vist Ønsket om at lade de under Straffuldbyrdelsen indvundne Erfaringer faa Indflydelse paa Straffens Varighed, men ved Siden heraf gør den Betragtning sig selvstændigt gældende, at Løsladelse paa Prøve træder til som en nyttig Afslutning paa Strafbehandlingen ved at skabe en Overgangstilstand mellem denne og den fulde Frihed. Løsladelse paa Prøve er derfor tænkt som en normal Afkortning af Straffen, der kun bør udeblive, naar Fangens Forhold gør den utilraadelig, Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven (om bl.a. en forstærket indsats mod seksualforbrydelser) gennemførtes en udvidet adgang til at idømme forvaring efter straffelovens 70. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 12, s. 97 og ) fremgår bl.a.: 3. Forstærket indsats mod seksualforbrydelser 3.1. Indledning Lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. Denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter straffelovens 70, jf. nedenfor pkt I tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstaltninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser [som alternativ til frihedsstraf], jf. nedenfor pkt

8 - 8 - Også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt Justitsministeriets overvejelser Afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf Af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit [3.]5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på Anstalten ved Herstedvester, jf. ovenfor pkt Også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats. For at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf for seksualforbrydelser. Det er hensigten at etablere ordningen under Anstalten ved Herstedvester, hvor der oprettes en visitations- og observationsafdeling Som anført ovenfor under pkt er det erfaringen i Anstalten ved Herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må afsone den fulde straf. Justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i højere grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accepterer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin. Af Direktoratet for Kriminalforsorgens dagældende vejledning nr af 27. august 2015 (nu vejledning nr af 31. maj 2016) om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, fremgår bl.a.: Forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve 5. Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder og derover. I nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske. I andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det kriminalforsorgsområdet løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede

9 - 9 - Utilrådelighedsvurderingen 6. Efter straffelovens 38, stk. 4, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig. Dette betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er en forudsætning, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede, både når afgørelsen om prøveløsladelse træffes, og når prøveløsladelse faktisk skal ske. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes personlige forhold. Længden af den straf, som kan idømmes, vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen. Det bemærkes, at voldskriminalitet, uanset straffens længde, ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet. Afgørelsen om prøveløsladelse skal, når sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse. Ved denne vurdering skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Der er således ikke mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. Visse momenter vil dog typisk indgå med særlig vægt: 7. Antallet af tidligere løsladelser og betingede domme 8. Den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder 9. Den nu foreliggende løsladelsessituation. Prøveløsladelse vil selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. Omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladelsessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse Det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen. I vurderingen af, om prøveløsladelse efter 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre momenter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende: 10. Ung alder

10 Kriminalitetens art. Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. Risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) berigelseskriminalitet. 12. Forhold under indsættelsen. Den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel varetægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet. Højesterets begrundelse og resultat Efter straffelovens 38, stk. 1, sammenholdt med stk. 4, er det bl.a. en betingelse for, at en dømt kan blive prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af straffetiden, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig. Sagen angår, om det efter Cs forhold var utilrådeligt at prøveløslade ham, da Direktoratet for Kriminalforsorgen traf afgørelse herom den 11. februar Af pkt. 6 i Direktoratet for Kriminalforsorgens løsladelsesvejledning fremgår om den utilrådelighedsvurdering, som efter loven skal foretages, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er endvidere anført, at der ikke er mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. Højesteret finder, at det ved vurderingen af, om en prøveløsladelse må anses for utilrådelig, ikke kan tillægges vægt i sig selv, at den dømte ikke før eller efter domfældelsen har erkendt at være skyldig i den pådømte forbrydelse. Det fremgår da også af afgørelsen af 11. februar 2016 og grundlaget herfor, at direktoratet bl.a. har lagt vægt på, at man ud fra de faglige undersøgelser, som anstalten kunne foretage, har fundet, at der er en vis risiko for tilbagefald til ligeartet kriminalitet. At C fortsat ikke erkender sig skyldig, har medført, at man ikke har kunnet vurdere hans eventuelle behandlingsbehov, og at man har fundet ham uegnet til i givet fald at modtage behandling, da han ikke er motiveret herfor. C er ved Østre Landsrets ankedom af 19. marts 2015 dømt for bl.a. to tilfælde af voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje ved i 2012 og 2014 som taxachauffør i en taxa at have begået forholdene over for to kvinder, der på grund af deres tilstand ikke var i stand til at

11 modsætte sig handlingen. Ved dommen blev C frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring indtil videre. Højesteret finder efter en samlet vurdering, at det ikke var utilrådeligt at prøveløslade C. Ud over den ovenfor nævnte vurdering af recidivrisikoen lægger Højesteret herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet og på, at C er frakendt retten til at virke som taxachauffør. Højesteret lægger endvidere vægt på, at C kun var kortvarigt varetægtsfængslet i forbindelse med straffesagen og under afsoningen har haft tilladelse til uledsaget udgang. Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, stadfæster Højesteret landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Direktoratet for Kriminalforsorgen skal i sagsomkostninger for Højesteret betale kr. til statskassen.