HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 24. april 2017

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 24. april 2017 Sag 294/2016 A (advokat Claus Bonnez, beskikket) mod Direktoratet for Kriminalforsorgen (selv) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Herning den 31. maj 2016 og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 15. august I påkendelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, A, har nedlagt påstand om, at indkærede, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at han skulle have været prøveløsladt den 21. november 2015, hvor to tredjedele af straffen var udstået, således at direktoratets afgørelse af 12. november 2015 ophæves. Subsidiært har han påstået, at sagen hjemvises til direktoratet med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse. Direktoratet for Kriminalforsorgen har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling A blev ved Retten i Randers dom af 22. november 2012 idømt fængsel i 5 år og 6 måneder for grov seksualkriminalitet, herunder voldtægt og anden seksualkriminalitet begået mod bl.a. As niecer i perioderne og , jf. straffelovens 216, stk. 1, og 222, stk.

2 - 2-1 og stk. 2, jf. 224, jf. til dels 216, stk. 1. Han har været frihedsberøvet siden den 21. marts Af Kriminalforsorgens handleplan for A fremgår bl.a.: Bolig: Lejebolig (almennyttig, ungdomsbolig etc.) Indsatte har en lejlighed på adressen X-vej 14, stuen, th Randers, hvor hustruen H sammen med datteren bor. Ved løsladelsen vil indsatte tage op hold der. Familie og andet netværk: Samlevende med hjemmeboende børn LB A er skilt fra hans kone H. De er dog fortsat i forhold og A går udgange hjem til H og deres datter på 15 år. A og H har en søn på 3 ½ år. Sønnen er tvangsanbragt og A har 1 times overvåget samvær i familiehus med sønnen hver måned. A fortæller at de har haft 3 babyer der er døde kort tid efter fødslen. H var mistænkt ifm dødsfaldene og da A fik hans dom blev sønnen tvangsanbragt. A fortæller at sagen skal forelægges børne/ungeudvalget til foråret ift om sønnen fortsat skal være tvangsanbragt. A fortæller at han har et stort netværk og en stor familie. A fortæller at hans netværk støtter ham ifm det pådømte. Familien og netværket tror på hans uskyld. Psykisk helbredstilstand: Ved PCL-R findes en score mellem 10 og 20, og indsatte opfylder således ikke kriterierne for betegnelsen psykopat. Man har i psykiater/psykolog gruppen i fællesskab scoret skalaen SVR-20, som kan vise noget om risikoen for recidiv til ny sædelighedskriminalitet. Her findes en moderat til høj risiko, og man har på baggrund heraf besluttet, at indsatte må blive i anstalten med henblik på yderligere undersøgelser og et længerevarende samtaleforløb forud for en egentlig konferencedrøftelse, hvor der skal tages stilling til, hvorvidt indsatte skal tilbydes behandling med kønsdriftsdæmpende medicin. Indsattes sag er kompliceret af, at han er af den opfattelse, at han er uskyldig dømt. Han er benægtende overfor den pådømte sædelighedskriminalitet, som man derfor ikke har kunnet drøfte med ham. Dette gør, at man indtil videre ikke har kunnet vurdere, om der er et behandlingsbehov/egnethed til behandling. Man har på konference den drøftet mulige behandlingstiltag. Har konkluderet at indsatte ikke skal tilbydes behandling med kønsdriftdæmpende medicin samt, at indsatte i forhold til anden psykiatrisk/psykologisk behandling ikke skønnes motiveret i og med, at han fastholder, at han er uskyldigt dømt. Behandlingsmæssigt er der således ikke længere nogen grund til, at indsatte opholder sig i anstalten. Man har anbefalet, at han overføres til Statsfængslet Østjylland således, at han kan afsone tættere på familien.

3 - 3 - Den 12. november 2015 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse om, at A ikke kunne løslades på prøve i medfør af straffelovens 38. I afgørelsen hedder det bl.a.: Vi mener ikke, at du kan prøveløslades, fordi der er for stor risiko for, at du vil begå ny kriminalitet, som ikke er bagatelagtig. Det mener vi især, fordi - Du er idømt [fængsel i] 5 år og 6 måneder for især grov sædelighedskriminalitet, nemlig voldtægt, og anden kønslig omgængelse, som er begået i perioden fra og efterfølgende fra , - du ikke har været løsladt i tiden, fra du blev dømt, til du begyndte at afsone, - Anstalten ved Herstedvester har udtalt, at dit behov for psykiatrisk-sexologisk behandling ikke kan vurderes, fordi du ikke erkender den sædelighedskriminalitet, du er dømt for, og - anstalten ud fra de undersøgelser, du under afsoningen har ønsket at medvirke til, vurderer, at det ikke kan udelukkes, at der foreligger en moderat til høj risiko for tilbagefald til samme slags kriminalitet. Den 4. januar 2016 anmodede A om at få spørgsmålet indbragt for retten, og den 31. maj 2016 afsagde Retten i Herning kendelse om stadfæstelse af direktoratets afgørelse. I kendelsen hedder det bl.a.: A er dømt for grov sædelighedskriminalitet begået over en flerårig periode helt, op til 8 år over for As niecer. Det fremgår bl.a. af den seneste handleplan fra afsoningsstedet, at A stadig nægter forholdene, som han også gjorde under sagens behandling, og at man ikke har kunnet vurdere, om der er behandlingsbehov, eller om A er egnet til behandling. Man har vurderet, at A ikke skal tilbydes behandling med kønsdriftsdæmpende midler eller psykiatrisk/psykologisk behandling, idet A ikke skønnes motiveret herfor. Af handleplanen fremgår endvidere, at psykiatri/psykolog gruppen på skalaen SVR-20 finder en moderat til høj risiko for recidiv til ny sædelighedskriminalitet. Uagtet A i vidt omfang har haft udgang, også uledsaget udgang, uden problemer, finder retten på ovennævnte baggrund ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte den vurdering, som Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har foretaget Den 15. august 2016 stadfæstede Vestre Landsret kendelsen afsagt af Retten i Herning, idet landsretten henviste til de grunde, der er anført i byrettens kendelse.

4 - 4 - Anbringender A har anført bl.a., at han opfylder betingelserne for at blive prøveløsladt efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, idet hans forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, jf. straffelovens 38, stk. 4. Den omstændighed, at han fortsat nægter sig skyldig, kan ikke i sig selv føre til, at han ikke kan prøveløslades. Alle øvrige forhold taler for, at det ikke er utilrådeligt, at han prøveløslades. Det er således første gang, han afsoner en fængselsstraf, han har ikke haft nogen disciplinærsager under sin afsoning, og han afvikler uproblematisk uledsaget udgang i vidt omfang. Siden den 13. oktober 2015, hvor han blev overført til Statsfængslet Midtjylland, har han afsonet i åbent fængsel. Han har uddannet sig under afsoningen, og han arbejder til daglig på centrallageret, hvor han uledsaget fragter møbler rundt i hele landet. Ved eventuel prøveløsladelse har han både bolig og mulighed for at forsørge sig selv. Direktoratet har bevisbyrden for, at prøveløsladelse er utilrådelig. Prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden er den ordinære løsladelse efter straffeloven, og prøveløsladelse skal derfor ikke betragtes som et privilegium, som den indsatte skal gøre sig særligt fortjent til. Under den indledende afsoning i Anstalten ved Herstedvester fik han afslag på ansøgning om uledsaget udgang med samme begrundelse, som nu bruges til at nægte prøveløsladelse. Der blev således også dengang henvist til, at man ikke kunne vurdere hans recidivrisiko, og at det ikke kunne udelukkes, at han ville recidivere under sin udgang. Kriminalforsorgen har tilsyneladende ændret holdning vedrørende hans recidivrisiko, idet han senere har fået tilladelse til uledsaget udgang, og det er ejendommeligt, såfremt denne vurdering skulle være anderledes, når det drejer sig om prøveløsladelse. Der kan således ikke med rimelighed siges at foreligge en risiko for recidiv.

5 - 5 - Afslaget på prøveløsladelse er udtryk for usaglig forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 (ret til frihed) og artikel 14 (forbud mod diskrimination), når indsatte dømt for seksualforbrydelser som hovedregel skal erkende det pådømte for at blive prøveløsladt på trods af, at disse dømte statistisk set har den laveste recidivprocent. Det er desuden i strid med det forbud mod selvinkriminering, der er udledt af konventionens artikel 6, at pålægge den indsatte at erkende det pådømte, idet nægtet prøveløsladelse i realiteten påfører den indsatte en yderligere straf set i forhold til de øvrige indsatte. Direktoratet for Kriminalforsorgen har anført bl.a., at As forhold gør prøveløsladelse utilrådelig, således at der ikke er grundlag for løsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, jf. straffelovens 38, stk. 4. For personer, der er dømt for seksualforbrydelser, indgår det i direktoratets samlede afvejning med særlig vægt, om det vurderes, at der er behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, og om den pågældende er fundet egnet og motiveret til behandling, herunder om den pågældende har accepteret og gennemgået behandlingsforløb, hvis der er behov for det. Der lægges bl.a. også vægt på, hvor lang tid den pågældende var på fri fod mellem den begåede kriminalitet og den endelige dom, om den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, om den pågældende var på fri fod mellem endelig dom i sagen og påbegyndelse af udståelse af straffen, og om den pågældende har afviklet uproblematisk udgangsforløb mv. I alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Ved bedømmelsen af, om prøveløsladelse af A er utilrådelig, er der således ikke alene lagt vægt på hans benægtelse af det pådømte og hans manglende motivation for behandling. Der er også lagt vægt på bl.a., at han er dømt for særdeles grove seksualforbrydelser, hvor overgrebene har stået på over en længere årrække, samt at behandlingsafdelingen har vurderet, at risikoen for tilbagefald til samme slags kriminalitet er moderat til høj. A var desuden ikke løsladt i tiden, fra han blev dømt, til han begyndte at afsone sin straf.

6 - 6 - Risikovurderingerne for udgang og prøveløsladelse er meget forskellige. Ved udgang vurderes det, om der er risiko for tilbagefald til kriminalitet i netop det tidsrum, som udgangen angår. Ved prøveløsladelse vurderes det, om der er risiko for tilbagefald til kriminalitet generelt over længere tid. Det afviklede uproblematiske udgangsforløb er kun en del af flere omstændigheder, der er relevante ved vurdering af, om den indsatte skal løslades på prøve. Der er som anført tale om en samlet konkret vurdering, og diverse statistikker herunder statistik for recidiv for de enkelte kriminalitetsarter er ikke afgørende i forhold til spørgsmålet om prøveløsladelse og herunder ved utilrådighedsvurderingen. Forbuddet mod selvinkriminering finder alene anvendelse i tilfælde, hvor en person er anklaget for en forbrydelse. Selvinkrimineringsforbuddet medfører derfor ikke, at myndighederne er afskåret fra også at lægge vægt på, at A ikke erkender den kriminalitet, som han er dømt for, og at det derfor ikke er muligt at vurdere, om han har behov for psykiatrisksexologisk behandling. Retsgrundlag Straffeloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser om prøveløsladelse: 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter 39, stk. 2 og 3. I straffuldbyrdelsesloven hedder det bl.a.: Beslutning om prøveløsladelse 80. Såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffelovens 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen

7 - 7 - Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om 6) en afgørelse efter 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til straffelovens 38, stk. 1, I betænkning afgivet i 1923 af Straffelovskommissionen af 9. november 1917 hedder det bl.a. (sp. 110): En Hovedbetragtning er her ganske vist Ønsket om at lade de under Straffuldbyrdelsen indvundne Erfaringer faa Indflydelse paa Straffens Varighed, men ved Siden heraf gør den Betragtning sig selvstændigt gældende, at Løsladelse paa Prøve træder til som en nyttig Afslutning paa Strafbehandlingen ved at skabe en Overgangstilstand mellem denne og den fulde Frihed. Løsladelse paa Prøve er derfor tænkt som en normal Afkortning af Straffen, der kun bør udeblive, naar Fangens Forhold gør den utilraadelig Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven (om bl.a. en forstærket indsats mod seksualforbrydelser) gennemførtes en udvidet adgang til at idømme forvaring efter straffelovens 70. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 12, s. 97 og ) fremgår bl.a.: 3. Forstærket indsats mod seksualforbrydelser 3.1. Indledning Lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. Denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter straffelovens 70, jf. nedenfor pkt I tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstaltninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser [som alternativ til frihedsstraf], jf. nedenfor pkt Også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt

8 Justitsministeriets overvejelser Afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf Af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit [3.]5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på Anstalten ved Herstedvester, jf. ovenfor pkt Også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats. For at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf for seksualforbrydelser. Det er hensigten at etablere ordningen under Anstalten ved Herstedvester, hvor der oprettes en visitations- og observationsafdeling Som anført ovenfor under pkt er det erfaringen i Anstalten ved Herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må afsone den fulde straf. Justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i højere grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accepterer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin. Af Direktoratet for Kriminalforsorgens dagældende vejledning nr af 27. august 2015 (nu vejledning nr af 31. maj 2016) om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, fremgår bl.a.: Forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve 5. Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder og derover. I nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske. I andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det kriminalforsorgsområdet løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede Utilrådelighedsvurderingen 6. Efter straffelovens 38, stk. 4, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig. Dette betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig

9 - 9 - risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er en forudsætning, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede, både når afgørelsen om prøveløsladelse træffes, og når prøveløsladelse faktisk skal ske. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes personlige forhold. Længden af den straf, som kan idømmes, vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen. Det bemærkes, at voldskriminalitet, uanset straffens længde, ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet. Afgørelsen om prøveløsladelse skal, når sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse. Ved denne vurdering skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Der er således ikke mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. Visse momenter vil dog typisk indgå med særlig vægt: 7. Antallet af tidligere løsladelser og betingede domme 8. Den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder 9. Den nu foreliggende løsladelsessituation. Prøveløsladelse vil selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. Omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladelsessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse Det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen. I vurderingen af, om prøveløsladelse efter 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre momenter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende: 10. Ung alder 11. Kriminalitetens art. Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. Risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) berigelseskriminalitet.

10 Forhold under indsættelsen. Den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel varetægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet. Højesterets begrundelse og resultat Efter straffelovens 38, stk. 1, sammenholdt med stk. 4, er det bl.a. en betingelse for, at en dømt kan blive prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af straffetiden, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig. Sagen angår, om det efter As forhold var utilrådeligt at prøveløslade ham, da Direktoratet for Kriminalforsorgen traf afgørelse herom den 12. november Af pkt. 6 i Direktoratet for Kriminalforsorgens løsladelsesvejledning fremgår om den utilrådelighedsvurdering, som efter loven skal foretages, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er endvidere anført, at der ikke er mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. Højesteret finder, at det ved vurderingen af, om en prøveløsladelse må anses for utilrådelig, ikke kan tillægges vægt i sig selv, at den dømte ikke før eller efter domfældelsen har erkendt at være skyldig i den pådømte forbrydelse. Det fremgår da også af afgørelsen af 12. november 2015 og grundlaget herfor, at direktoratet bl.a. har lagt vægt på, at man ud fra de psykiatri- og psykologfaglige undersøgelser, som anstalten kunne foretage, har fundet, at der er en moderat til høj risiko for tilbagefald til samme slags kriminalitet. At A fortsat ikke erkender sig skyldig, har medført, at man ikke har kunnet afklare behandlingsbehovet og hans egnethed til at modtage behandling. Højesteret finder efter en samlet vurdering, at det var utilrådeligt at prøveløslade A. Ud over den ovenfor nævnte vurdering af recidivrisikoen lægger Højesteret herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet, hvor A gennem årrækker begik grove seksualforbrydelser i familieforhold. Højesteret lægger endvidere vægt på, at A var varetægtsfængslet under sagen og således har været frihedsberøvet siden marts Det kan ikke føre til en anden vurdering, at han under afsoningen har haft uledsaget udgang uden problemer.

11 Det, som A har anført om forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til et andet resultat. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.