HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 12. juni 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 12. juni 2015 Sag 57/2015 Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (advokat Sysette Vinding Kruse, beskikket for begge) I tidligere instanser er afsagt kendelser af Københavns Byret den 31. januar 2015 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 3. februar I påkendelsen har deltaget tre dommere: Niels Grubbe, Lars Hjortnæs og Lars Apostoli. Påstande T1 og T2 har nedlagt påstand om, at Anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling efter udlændingelovens 35, stk. 1, nr. 1, ikke burde være taget til følge som sket ved byrettens kendelse af 31. januar 2015, der blev stadfæstet af landsretten den 3. februar Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling T1 og T2, der begge er svenske statsborgere bosiddende i Sverige, blev den 30. januar 2015 anholdt i Københavns Lufthavn, da de var i besiddelse af 5 kufferter indeholdende 92 kg khat. De blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret den 31. januar 2015, hvor de begge nægtede sig skyldig. De forklarede, at de havde fået kufferterne af en person i Etiopien (Addis Ababa) med besked om, at de skulle aflevere kufferterne til en person i Sverige. Modtageren ville kontakte dem på hovedbanegården i Stockholm. De forklarede endvidere, at det er en

2 - 2 - tradition, at man hjælper hinanden med bagage frem og tilbage til Etiopien, og de havde ikke kigget i kufferterne. T1 og T2 fremviste begge svenske pas, da de blev anholdt, hvoraf fremgår, at de er svenske statsborgere. Ingen af dem er tidligere straffet. Under afhøringen inden grundlovsforhøret oplyste T1 og T2 deres adresser i Stockholm, hvor de har fast bopæl. T2 har efter det oplyste boet i Sverige siden 1987, han har kone og børn i Sverige, og han ejer en café i Stockholm. T1 har efter det oplyste boet i Sverige i 28 år, han har søskende i Sverige, og han har arbejde som taxachauffør. Byretten afsagde kendelse om varetægtsfængsling efter udlændingelovens 35, stk. 1, nr. 1. Det hedder i byrettens begrundelse: Efter de foreliggende oplysninger er der begrundet mistanke om, at de anholdte har gjort sig skyldige i den rejste sigtelse. Da lovovertrædelsen på det foreliggende grundlag ikke kan ventes at medføre straf af fængsel i over 30 dage, findes betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler ikke at være opfyldt, jf. 762, stk. 3. Under hensyn til, at udlændingene ikke har fast bopæl her i landet, og da der er begrundet mistanke om, at de har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens 22 24, findes betingelserne i udlændingelovens 35, stk. 1, nr. 1, opfyldt. T1 og T2 kærede byrettens kendelse til Østre Landsret, der den 3. februar 2015 stadfæstede kendelsen. Det hedder i landsrettens begrundelse bl.a.: Den adfærd, som T1 og T2 er sigtet for, må anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet). Da de pågældende ikke har nogen tilknytning til Danmark, kan udvisning af dem ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for udvisning, jf. herved udlændingelovens 2, stk. 3.

3 - 3 - Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at betingelserne for varetægtsfængsling af T1 og T2 efter udlændingelovens 35, stk. 1, nr. 1, er opfyldt Københavns Byret afsagde den 19. februar 2015 dom i straffesagen mod T1 og T2. Begge blev straffet med fængsel i 30 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Anbringender T1 og T2 har nærmere anført bl.a., at der hverken i by- eller landsrettens kendelser er givet anden begrundelse for nødvendigheden af fængslingen, end at de ikke havde bopæl i Danmark, og at de havde begået en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning. Dette er ikke tilstrækkelig begrundelse, da der skal være bestemte grunde til at anse fængsling for nødvendig. Uanset det må antages, at tærsklen for at fængsle efter udlændingelovens 35 ligger lavere end efter retsplejelovens 762, stk.1, nr. 1, må det indgå i bedømmelsen, hvilke oplysninger der foreligger om personlige forhold, herunder bopæl og sagens karakter. Der var ikke tale om et indviklet sagskompleks. Der var tale om en sigtelse mod to udlændinge for i forening at have medbragt 90 kg khat til Danmark, som efter praksis straffes med fængsel i 30 dage, hvilket de blev idømt den 19. februar. De er begge svenske statsborgere, de har haft fast bopæl i Sverige i over 20 år, og de har arbejde og familie i Sverige. Der var ikke grundlag for at tro, at de ikke ville komme til Danmark til en hovedforhandling, og såfremt de udeblev, kunne de udleveres til Danmark efter reglerne om den nordiske arrestordre. De var begge i besiddelse af svenske pas, hvoraf fremgår, at de er svenske statsborgere. I grundlovsforhøret oplyste de begge deres adresse i Sverige. De blev ikke på noget tidspunkt spurgt om deres tilknytning til Sverige, herunder om arbejde og familie. Der var ikke grundlag for at fængsle på grund af usikkerhed om identitet. På grundlag af oplysningerne om statsborgerskab, identifikationsoplysninger og sagens karakter var der ikke bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig. Anklagemyndigheden har nærmere anført bl.a., at det er ubestridt, at der var begrundet mistanke om et strafbart forhold, der kunne medføre udvisning. Udlændingelovens 35 er et supplement til retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 1, og finder navnlig anvendelse i sager, hvor

4 - 4 - den forventede straf er 30 dages fængsel eller derunder. Det er ikke en betingelse for varetægtsfængsling efter udlændingelovens 35, at der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil unddrage sig forfølgningen i sagen. Bestemmelsen er tiltænkt anvendelse i sager, hvor en afgørelse om udvisning ikke kan træffes med det samme, og det er nødvendigt at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og eventuel appel, indtil en bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes. T1 og T2 har ikke nogen tilknytning til Danmark. Såfremt de skulle udleveres fra Sverige, ville der være tale om ekstra sagsbehandlingsskridt, som besværliggør og forlænger processen. Hertil kommer, at oplysningerne om deres tilknytning til Sverige alene bygger på deres egne udtalelser, som myndighederne ikke nødvendigvis har mulighed for at verificere, i hvert fald ikke inden for de tidsfrister, der gælder for en fremstilling i grundlovsforhør. En varetægtsfængsling er i den type sager reelt den eneste mulighed for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, mens oplysningerne om en påstået tilknytning til et EU-land forsøges verificeret. Hertil kommer, at det f.eks. i sager med omrejsende kriminelle, der kan have en vis tilknytning til flere europæiske lande, kan vise sig vanskeligt efterfølgende at lokalisere dem og dermed vanskeligt at fastslå, hvortil en arrestordre skal stiles. Retsgrundlag Udlændingelovens 35, stk. 1, lyder: En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når: 1. Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud Bestemmelsen er indføjet i loven efter forslag i betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen. I betænkningens lovudkast stod bestemmelsen i 27. Det hedder i betænkningen bl.a. (side 64): Udvalget foreslår endvidere, at der i udlændingeloven optages en særlig bestemmelse om varetægtsfængsling af udlændinge, der ikke har fast bopæl her i landet, jfr. lov-

5 - 5 - udkastets 27. I betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, der ligger til grund for de nuværende regler om varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel 70, er der side 24 redegjort for, at der uden for retsplejeloven kan være behov for en særlig fængslingshjemmel i udlændingeloven for så vidt angår udlændinge, der sigtes for overtrædelse af et tidligere meddelt udvisningstilhold, og som på grund af tvivl om tilholdets eksistens eller gyldighed ikke straks kan dømmes for den påsigtede lovovertrædelse. Hvis udvalgets forslag om, at udvisning på grund af strafbart forhold fremtidig skal ske ved dom i forbindelse med straffesagens behandling, gennemføres, vil der desuden være behov for en særlig fængslingshjemmel til sikring af udlændingens tilstedeværelse under straffesagen og under eventuel appel, indtil dommens bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes. Herved undgår man også, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf for overtrædelse af et udvisningstilhold, blot ved at anke eller udbede sig betænkningstid med henblik på appel undgår fuldbyrdelse af straffedommen, idet de har måttet udsendes straks. Det er uforeneligt med bestemmelserne i grundlovens 71 at anvende administrativ frihedsberøvelse i sådanne tilfælde. Bestemmelserne i retsplejelovens 762, stk. 1, tillader imidlertid kun varetægtsfængsling for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og adgangen til udvisning på grund af strafbart forhold er hverken i flertallets eller mindretallets udkast til 18 begrænset til sådanne lovovertrædelser, når det drejer sig om udlændinge, der ikke har bopæl her i landet. Udvalget finder derfor, at der bør tilvejebringes en særlig fængslingshjemmel i udlændingeloven som supplement til retsplejelovens regler, for så vidt angår udlændinge, der kan forventes udvist ved dom, eller som kan dømmes for overtrædelse af et indrejseforbud, og hvis tilstedeværelse det af hensyn hertil er nødvendigt at sikre. Der henvises herved også til mindretalsudtalelsen i betænkning nr. 728/1974, side 29, 2. spalte. I bemærkningerne til udkastets 27 anføres (side 189): Bestemmelsen, der er ny, er en følge af udkastets forslag om, at udvisning på grund af strafbart forhold fremtidig skal ske ved dommen i straffesagen, jfr. bemærkningerne i kapitel 5.3. side 63 f om baggrunden for udkastet. Reglen supplerer bestemmelserne om varetægtsfængsling i retsplejelovens kapitel 70. Den kan kun anvendes over for udlændinge, der ikke har fast bopæl her i landet. Udlændinge, der har fast bopæl i landet, bør i henseende til varetægtsfængsling være ligestillet med danske statsborgere. Varetægtsfængsling efter 27 vil kunne finde sted i to situationer: Når der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået lovovertrædelse, der kan medføre dom til udvisning, og når udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud. I begge tilfælde kræves, at der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, jfr. herved retsplejelovens 762, stk. 1, nr. 1. Lov nr. 226 af 8. juni 1983 om udlændinge byggede på lovudkastet i betænkning nr. 968/1982. Bemærkningerne til 35, der med redaktionelle ændringer svarede til lovudkastets

6 - 6-27, indeholder alene en henvisning til bemærkningerne i betænkningen (Folketingstidende , tillæg A, sp. 2060). Artikel 2 i konventionen af 15. december 2005 om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre) (bekendtgørelse nr. 4 af 4. februar 2014) er sålydende: Artikel 2 Anvendelsesområde for den nordiske arrestordre 1. En nordisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter det udstedende lands lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning (strafforfølgning), eller når der er idømt en frihedsstraf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning (straffuldbyrdelse). 2. Overgivelse til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, uanset at betingelserne i stk. 1 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. 3. Lovovertrædelser som defineret i det udstedende lands lovgivning medfører fuldbyrdelse på grundlag af en nordisk arrestordre på de betingelser, der er fastsat i denne konvention, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed. Højesterets begrundelse og resultat Højesteret tiltræder, at der på fængslingstidspunktet var begrundet mistanke om, at T1 og T2, der ikke havde fast bopæl her i landet, havde gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens 22-24, og at der derfor var hjemmel til varetægtsfængsling af dem, hvis der var bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre deres tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kunne fuldbyrdes, jf. udlændingelovens 35. T1 og T2 er svenske statsborgere begge med fast bopæl på en oplyst adresse i Stockholm. Det er ubestridt, at de har gode og stabile personlige forhold. Det er oplyst, at T1 har boet i Sverige i 28 år, at han har søskende i Sverige, og at han har arbejde som taxachauffør. Det er endvidere oplyst, at T2 har boet i Sverige siden 1987, at han har kone og børn i Sverige, og at han ejer en café i Stockholm. Efter en samlet vurdering af T1s og T2s personlige forhold og den straf, der kunne forventes, finder Højesteret, at der ikke var bestemte grunde til at anse varetægtsfængslingen for nødvendig for at sikre deres tilstedeværelse under straffesagen, og indtil en eventuel udvisning kunne fuldbyrdes. Det bemærkes herved, at der i tilfælde af udeblivelse ville kunne ske udle-

7 - 7 - vering af dem til Danmark efter reglerne i konventionen om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre). Betingelserne for varetægtsfængsling af T1 og T2 var herefter ikke opfyldt, jf. udlændingelovens 35, og de burde som følge heraf ikke have været varetægtsfængslet som sket. Det bemærkes i øvrigt, at hverken byrettens eller landsrettens begrundelser opfylder kravet i retsplejelovens 764, stk. 4, 2. pkt., da kendelserne mangler en angivelse af de bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig. Thi bestemmes: Påstanden om varetægtsfængsling af T1 og T2 burde ikke være taget til følge. Statskassen skal betale kæremålsomkostningerne for landsretten og Højesteret.