Tværnational undersøgelse af unge intellektuelt handicappedes arbejdsindsættelse

Transkript

1 Tværnational undersøgelse af unge intellektuelt handicappedes arbejdsindsættelse Project N IT03-KA Transnational Network promoting Innovative Models in Education, Work Inclusion DK Co-funded by the European Union 1

2 Output:01-01 Et ERASMUS+projekt Nøgleaktion: Samarbejde om innovation og udveksling af god praksis. Denne tværnationale rapport er produceret af det EU-støttede Projektet er koordineret af Consorzio Astir, Prato Italy, og involverer de følgende partnere: IVAS fra Valencia, Spanien RIC fra Novo Mesto, Slovenien APCC fra Coimbra, Portugal Aarhus Social- og Sundhedsskole, Danmark Fondatsia Prevention for Health, Blagoevgrad, Bulgarien Associatia Prolmpact 21, Timisoara, Romanien Pistes-Solidaires, Pau, Frankrig Rapporten Tværnational undersøgelse af unge intellektuelt handicappedes arbejdsindsættelse er baseret på nationale undersøgelser fra slovenske, spanske, portugisiske, bulgarsk, italienske og danske partnere, og færdigbehandlet af: Partner 4 Aarhus Social- og Sundhedsskole A. Generel evaluering af de indsamlede data; B. Komparativ evaluering af den dokumentariske undersøgelse (fælles aspekter og væsentligste forskelle på landene); C. Komparativ evaluering af spørgeundersøgelserne (sammenligning af data fra interviews med professionelle og virksomhedsrepræsentanter). 2

3 Indhold Ad A. Generel evaluering af de indsamlede data Datakvalitet Kvaliteten af de data som er indsamlet i de nationale dokumentariske undersøgelser Kvaliteten af de data som er indsamlet i spørgeundersøgelserne...4 Ad B. Komparativ evaluering af den dokumentariske undersøgelse Definitioner og generel tilgang til intellektuelle handicaps Definitioner og generel tilgang til intellektuelle handicaps Definitioner i lovgivning og anvendelse blandt professionelle Fællestræk og hovedforskelle på definitioner og generelle tilgange til intellektuelle handicaps Antallet af unge mennesker med intellektuelle handicaps Lovgivning Uddannelsespolitik Beskæftigelsespolitik Socialpolitikker Tendenser inden for lovgivning Hvilken rolle spiller lovgivningen? Strategier og politikker Tendenser inden for strategier og politikker Hvilke veje vælger de unge intellektuelt handicappede i dag? Tendenser på tværs af landene Inputs til udfordringer Erfaringer som skal tages i betragtning i udformningen af spørgeundersøgelserne Vigtige spørgsmål...35 Ad C. Komparativ evaluering af spørgeundersøgelserne Grunde til at ansætte - etik og viden Forhindringer, muligheder og fremtiden Vigtige nationale resultater Holdninger til kvotesystemer Idéer til lovgivning og programmer Centrale indsigter fra de nationale undersøgelser Spørgeundersøgelse for professionelle Inddragelse og samarbejde Hvorfor ansætter virksomheder de professionelles synspunkt Forhindringer og muligheder Individuelle veje til beskæftigelse på tværs af landene Vurdering og evaluering af kompetencer Aktivt medborgerskab Holdninger til kvotesystemer Idéer til lovgivning og programmer Centrale indsigter fra spørgeundersøgelsen Sammenligning af de generelle resultater fra spørgeundersøgelsen Meningsforskelle Fælles synspunkter

4 Ad A. Generel evaluering af de indsamlede data 1. Datakvalitet 1.1 Kvaliteten af de data som er indsamlet i de nationale dokumentariske undersøgelser De nationale bidrag er generelt meget grundige. De besvarer alle sammen de opgaver som er beskrevet i skabelonen. Der er nogle generelle forskelle på, hvad der er blevet sat fokus på i bidragene. Nogle bidrag har stort fokus på lovgivning og beskrivelser af, hvordan lovgivningen udmønter sig i virkeligheden, mens andre i højere grad fokuserer på, hvordan livet udformer sig for personer med intellektuelle handicaps. Dette kan ses som en svaghed for resultaterne i rapporten, men det kan faktisk også være en fordel for rapporten. Det viser hvor forskellige indsatserne er på tværs af landene og giver en masse inputs til det fremtidige arbejde i projektets arbejdspakker. Landene er forskellige og det samme er deres lovgivning og strategier. Det betyder at det er svært at sammenligne situationen i forskellige lande, men tendenserne inden for strategier og metoder kan give værdifuld indsigt og inspirere til nye måder at arbejde med jobskabelse Kvaliteten af de data som er indsamlet i spørgeundersøgelserne RIC Novo Mesto fra Slovenien besluttede sig for, udover at gennemføre spørgeundersøgelser med virksomheder og professionelle, også at interviewe unge med intellektuelle handicaps. Det har givet en interessant indsigt, som er værdifuld for projektets fremtidige udvikling. Når en deltager i et interview har valgt to eller flere svarmuligheder, fordi han/hun ikke kunne prioritere, er alle besvarelser blevet inkluderet. I Spanien har Instituto Valenciano de Acción Social tilføjet et ekstra spørgsmål til spørgeundersøgelsen til virksomheder. I Bulgarien har New Bulgarian University i Sofia tilføjet tre ekstra spørgsmål til spørgeundersøgelsen til de professionelle. RIC Novo Mesto fra Slovenien har tilføjet et ekstra spørgsmål til både spørgeundersøgelsen til virksomheder og spørgeundersøgelsen til de professionelle. De mange besvarelser og interviews giver os mulighed for at identificere nogle vigtige forskelle og fællespunkter på tværs af grænser og mellem professionelle og virksomheder. 4

5 Ad B. Komparativ evaluering af den dokumentariske undersøgelse 2. Definitioner og generel tilgang til intellektuelle handicaps 2.1 Definitioner og generel tilgang til intellektuelle handicaps Samfundets og mediernes opfattelse Spanien I Spanien er det en generel opfattelse, at intellektuelt handicappede er lige så meget værd som alle andre. De fleste spanske borgere har en positv opfattelse af borgere med handicaps. Der er kun enkelte grupper som ikke har en positiv opfattelse af handicaps, en opfattelse af integrering og forskellighed. Distinktionen mellem funktionsnedsættelse (positivt begreb) og handicap (barriere) er endnu ikke udbredt i det spanske samfund. Det betyder at spanierne mener, at intellektuelt handicappede skal inkluderes på arbejdsmarkedet og børnene skal gå i almindelige skoler. I det spanske samfund er der ligeledes en opfattelse af, at handicappede skal integreres og dækkes af det spanske sundhedssystem. Slovenien Attituden over for intellektuelt handicappede er under forandring i Slovenien. De skjules ikke længere for offentligheden og de optræder oftere i medierne. Der er et generelt fokus på at integrere gruppen i samfundet og i livet så vidt muligt. Afinstitutionaliseringsprocessen er et af de store skridt mod aktivt medborgerskab for mennesker med intellektuelle handicaps. Der kommer flere og flere uddannelsesmæssige, kulturelle og humanitære begivenheder for mennesker med intellektuelle handicaps, hvor alle borgere kan deltage. Generelt er der medfølelse og vilje til at hjælpe intellektuelt handicappede. Der er dog stadig tegn på diskrimination af mennesker med intellektuelle handicaps og deres familier. Danmark Begrebet mentalt handicappet er mest udbredt i den danske offentlighed. Mentalt retarderet bruges også af nogle, og den gamle betegnelse åndssvag høres stadig, men kun sjældent. 5

6 Eftersom der er kovarians mellem forskellige typer af autismespektrumforstyrrelser (ASF) og mental retardering, er ASF ofte en del af den offentlige debat om intellektuelt handicappede. Der er stor debat om graden af inklusion i daginstitutioner og folkeskoler. Der er en politisk tendens til at forsøge at inkludere så mange som muligt i almindelige daginstitutioner og skoler, men på den anden side er der forældre, pædagoger og lærere som udtrykker skepsis over for, hvorvidt de kan passes ind i almindelige rammer. Når gruppen nævnes i de danske medier er det ofte i positive historier, som handler om mennesker med intellektuelle handicaps, der er kommet i beskæftigelse. Alle kommuner i Danmark er forpligtet til at have handicapråd, hvor de handicappedes interesser kan blive ført ind i de kommunale systemer. Derudover er der nogle meget stærke interesseorganisationer. Samlet set betyder det, at gruppen har en stærk stemme i den offentlige debat. Der er også en stor årlig festival for handicappede, som sætter fokus på handicappedes ret til et normalt liv. Endeligt findes der mange dokumentarfilm om intellektuelt handicappede. Især dokumentarfilmen Er jeg da helt gak mor? øgede opmærksomheden omkring gruppens ret til et normalt liv i starten af 1990 erne. Tv-programmer lavet af intellektuelt handicappede på TV Glad og SMIL TV har også bidraget positivt til den offentlige debat og til de intellektuelt handicappedes velbefindende. Italien Tidligere blev intellektuelle handicaps opfattet som sundheds- eller samfundsproblemer, og derfor blev de set som værende en del af velfærdspolitikken. Ændringer i lovgivning og professionelle definitioner har ført til forandringer. Men selv om et nyt sprog og nye ord nu bruges af massemedierne (funktionsnedsættelse, alternativt begavet), bliver intellektuelt handicappede ofte repræsenteret som mennesker med behov for pleje, eller som mennesker med specielle kvaliteter. Disse fremstillinger bestyrker stereotypen på en patologisk lidelse, eller et individuelt problem for den handicappede. Blandt almindelige mennesker opfattes handicaps grundlæggende som bevægelsesbegrænsninger, selvom intellektuelle handicaps er mere udbredte. Bulgarien I Bulgarien er det mest almindeligt at tale om intellektuelt handicappede som mennesker med mentale eller intellektuelle handicaps. Nogle mennesker bruger stadig begreber som oligofrenisk, skør, og menneske med psykiske problemer. Der er stadig fordomme i samfundet mod intellektuelt handicappede og der er ikke nok viden om og forståelse af ICF-definitionen. Gruppen er oftest repræsenteret i medierne i ferierne eller i reklamer for europæiske projekter. Der er også tv-stationer som viser temaprogrammer om sindslidendes problemer, men de er for generaliserende og berører kun almindelige sociale problemer, og 6

7 ikke specifikke problemer for unge med intellektuelle handicaps og de muligheder/problemer de har i forbindelse med inklusion på arbejdsmarkedet Definitioner i lovgivning og anvendelse blandt professionelle Bulgarien I Bulgarien er der ingen klar forståelse af definitionen på intellektuelt handicappede, og ICF-definitionen bruges mest i forbindelse med videnskabelige konferencer, interne møder og diskussioner. I de senere år er der sket en ændring i den officielle terminologi omkring intellektuelt handicappede, selvom nogle professionelle og samfundet generelt stadig bruger de gamle begreber. Der er blevet indført en hel del lovgivning som vedrører handicappede. Det inkluderer antidiskrimationsforanstaltninger, erhvervsuddannelse, statstilskud til beskæftigelse af mennesker med handicaps, en generel lov om inklusion af mennesker med handicaps, en lov som forpligter større virksomheder til at ansætte mennesker med handicaps, og endelig, en lov som forpligter afdelinger i den offentlige sektor og virksomheder med mere end 300 ansatte til at afholde workshops for mennesker med handicaps. De ovenstående love er ikke bredt kendt og de anvendes ikke af arbejdsgivere. De handicappede selv kender ikke de tilgængelige, omend ikke særlig omfattende, lovgivningsrammer, som støtter op om deres sociale inklusion. Lovgivningens kerne lader til at være bygget om omkring den ældre medicinske fremstilling af handicaps, som har fokus på begrænsninger, og det er ikke fuldt ud tilpasset ICF-klassifikationens fokus på kompetencer. Danmark I Danmark bruges der forskellige definitioner. Nyere lovgivning bruger ICF-definitionen, mens ældre lovgivning bruger ICD-10-definitioner. Den omfattende Lov om social service bruger den bredere term mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, som refererer til ICF-systemet. Termen bruges ca. 75 gange i loven, hvor den definerer gruppens standarder og rettigheder. På den anden side er der den ældre lovgivning, som ikke er blevet tilpasset de nyere definitioner, men primært er baseret på ICD-10-systemet. I Danmark bruger de professionelle som arbejder med intellektuelt handicappede primært ICD-10-systemet, men ICF begynder at blive brugt oftere. Selvom de ældre medicinske definitioner bruges bredt, er der en stærk bevidsthed om vigtigheden af de aspekter fra ICF-definitionen, som tager et bredere holistisk 7

8 perspektiv. Derudover er der nogle danske psykologer og psykiatere som bruger det amerikanske diagnosesystem DSM-lll. Der findes således ikke en fælles definition af intellektuelt handicappede, som bruges på professionelt og lovgivningsmæssigt plan i Danmark. Slovenien Den samme række af definitioner bruges i Slovenien, selvom det lader til at der er større fokus på sociale og udviklingsmæssige aspekter i praksis end i Danmark. I slovensk lovgivning defineres mennesker med intellektuelle handicaps som mennesker med mentale udviklingsforstyrrelser. For at give større gennemsigtighed vil termen mennesker med intellektuelle handicaps blive brugt fremover. Mennesker med intellektuelle handicaps opfattes som en del af gruppen af handicappede. Kriterierne for at blive defineret som handicappet er: en vedvarende sygdom, eller vedvarende fysiske eller mentale funktionshæmninger; problemer som påvirker ens mulighed for at arbejde; og problemer med integrering i det psykiske miljø. Nogle af de grupper som falder inden for denne definition er: blinde og svagtseende; døve og svagthørende: fysisk handicappede; og intellektuelt handicappede. I Slovenien henholder de professionelle sig til, hvad der er blevet fremhævet i senere definitioner. Især FN s konvention om handicappedes rettigheder (2010): Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. 1 Denne definition hænger godt sammen med ICF-klassifikationen fra WHO, hvor der er fokus på individets kompetencer i forhold til omgivelserne. Definitionerne fra American Association of Intellectual and Developmental Disorders (2013) bruges også. De inkluderer forstyrrelser som påvirker intellektuel funktion og tilpasningsadfærd. Disse indtræffer oftest inden 18-årsalderen og kommer til udtryk i indlæringsevne, beslutningstagning, forståelse, og problemløsning. Problemer med tilpasningsadfærd kommer til udtryk i daglige rutiner som kommunikation, interaktion med andre og især egenomsorg. Disse rammer og definitioner kan aflæses i ændringer blandt de professionelle. Der er sket en ændring fra en medicinsk model, som fokuserede på sundhedspleje til mennesker med intellektuelle handicaps og glemte deres holistiske udvikling, til en social model. Den såkaldte sociale model, som har erstattet den medicinske, repræsenterer et nyt paradigme i behandling og pleje af mennesker med intellektuelle handicaps. Dette 1 UN Convention on the Rights of Persons with Disabilities (2010), article 1. 8

9 paradigme inkluderer et perspektiv på læring som livslang læring. Det nye paradigme indebærer også at man identificerer individuelle styrker og tilbageværende evner som skal udvikles. Individerne skal ikke længere tilpasse sig omgivelserne, og omgivelserne skal se individerne med alle deres forskellige behov og behandle dem som ligeværdige medlemmer af samfundet. Det er for nyligt blevet en udbredt holdning at mennesker med intellektuelle handicaps skal opmuntres til at påtage sig en aktiv rolle i deres liv, såkaldt empowerment. Intellektuelle handicaps opfattes i dag ikke som individets endelige status, men som en tilstand der afhænger af den intellektuelt handicappedes interaktion med venner og omgivelser. Konsekvensen af dette syn på målgruppen er en anden tilgang, som ikke fokuserer på den enkeltes intellektuelle udvikling, men på hvor meget hjælp han/hun har brug for inden for et eller flere tilpasningsområder. Spanien Spanien er det førende land inden for tilpasning til ICF. I Spanien er al relevant lovgivning blevet tilpasset ICFdefinitionen, og blandt professionelle på handicapområdet er det almindeligt at bruge ICF-definitionen som standard. I forfatningen står der at offentlige myndigheder er forpligtede til at forsøge at integrere mennesker med alle former for handicaps. Kongressen har eksplicit anerkendt at handicappede har de samme rettigheder som andre og at myndighederne er forpligtede til at garantere at rettighederne overholdes. Derfor indeholder nye spanske love en ny definition af pleje. Opfattelsen af handicappede har ændret sig fra mennesker med behov for omfattende social beskyttelse til mennesker med borgerrettigheder, og målet er at øge deres deltagelse i beslutningsprocesser. Derudover er der blevet iværksat antidiskriminations- og støtteforanstaltninger i lovgivningen. Et eksempel er at handicappede børn følger den samme undervisningsplan i almindelige skoler som de andre børn, hvis de har mulighed for det. Et andet eksempel er at skolerne skal tilpasse undervisningen til det enkelte handicappede barn, for at sikre at han/hun realiserer så mange målsætninger som muligt. I Spanien er der en lang række love som omhandler mennesker med intellektuelle handicaps, og generelt er spansk lovgivning tilpasset tankegangen i ICF-definitionen. Professionelle som arbejder med handicappede udformer en opmærksomhedsmodel som har fokus på personen; hans/hendes kompetencer, begrænsninger og behov for hjælp. De bruger modellen til at evaluere personens livskvalitet ved hjælp af godkendte skalaer. Blandt professionelle bruges begrebet mennesker med handicaps stadig oftest, men de fleste professionelle forstår og italesætter begrebet på en positiv 9

10 måde. De professionelle er også bevidste om at målgruppen for dette projekt (mennesker med intellektuelle handicaps) kan integreres på arbejdsmarkedet. Italien ICF er standard i Italien og har ført til et skifte fra en medicinsk/individuel model, som så mennesker med handicaps som syge og handicappede og med behov for social beskyttelse og omsorg, til en biologisk/psykologisk/social model, hvor handicappedes vilkår er baseret på respekt for menneskerettigheder. Indførelsen af den nye rettighedsbaserede tilgang i overensstemmelse med ICF og indførelsen af Konventionen om handicappedes rettigheder (CRPD) har ikke haft stor indflydelse på den lange række af politikker og praksisser på handicapområdet. Der er dog en del lovgivning, som omhandler for eksempel hjælp og understøttende foranstaltninger, der har fokus på inklusion. Dette inkluderer udvikling af kompetencer og indsatser for at få det bedste match med arbejdspladser. Blandt professionelle har termen intellektuelle handicaps for nylig erstattet brugen af mental retardering. Termen mental retardering blev erstattet fordi den er stigmatiserende og har negative konnotationer; intellektuelle handicaps blev opfattet som mere passende og specifik i relation til intellektuelle funktioner, og termen lader til at være mere velegnet til at belyse de mange forskellige former handicaps kan manifestere sig i. De kulturelle nyskabelser som er blevet introduceret i ICF og CRPD møder stadig forhindringer på grund af den medicinske models overlevelse. 2.2 Fællestræk og hovedforskelle på definitioner og generelle tilgange til intellektuelle handicaps Der er en general udvikling hen imod et tiltagende mere positivt syn på intellektuelt handicappede. Mennesker med intellektuelle handicaps opfattes generelt som ressourcestærke og som en del af samfundet. Ikke overraskende lader der til at være en positiv sammenhæng mellem udviklingen af professionelle definitioner, brugen af definitionerne i lovgivning, omfanget af mediernes dækning, og den generelle holdning i befolkningen. De største forskelle er, i hvor høj grad der er et positivt syn på mennesker med intellektuelle handicaps, og i hvor høj grad ICF-definitionerne er blevet inkluderet i lovgivningen og i de professionelles arbejde. Der er stadig stor forskel på hvilke definitioner de professionelle bruger i de enkelte lande, men der er også nogle som er foran på dette område. For at opnå målet om at skabe flere veje til beskæftigelse, kunne det være en god idé at skabe større opmærksomhed omkring definitioner og metoder i ICF. Denne indsats skulle primært 10

11 rettes mod professionelle, men det ville også gøre det nemmere at nå målet, hvis der kom større politisk opmærksomhed i lovgivningen. ICF-definitionen bruges i alle partnerlande, men i forskelligt omfang. Nogle lande har indføjet definitionen i al relevant lovgivning, andre har kun indføjet den i ny lovgivning, og i nogle tilfælde bruges definitionen slet ikke i lovgivningen. 3. Antallet af unge mennesker med intellektuelle handicaps Det er forskelligt hvor mange unge mennesker man har estimeret eller registreret som intellektuelt handicappede. Det tal som er interessant for dette projekt er antallet af unge intellektuelt handicappede, som er imellem den alder hvor man færdiggør folkeskolen og 25 år. Det har ikke været muligt at få data som er fuldstændig sammenlignelige. Antallet spænder fra en andel på 0,5 % til en andel på 2,4 % af befolkningen. Samtlige data stammer fra de nationale rapporter. Figur: Unge intellektuelt handicappede i alderen mellem folkeskolen og 25 år Spanien Slovenien Italien Danmark Bulgarien Andel?? 1% 1 0,7% 2 1-2% 3 0,5% 4 Tallene afhænger af landenes brug af de forskellige definitioner, og der kan også være forskel på de metoder, som er blevet brugt til at indsamle data. Det vigtigste er dog det faktum, at intellektuelt handicappede rent faktisk udgør en væsentlig del af befolkningen og af den potentielle arbejdsstyrke. Det er vigtigt at sikre de rigtige værktøjer til at forbedre deres livskvalitet og det er en vigtig økonomisk udfordring at mindske deres afhængighed at offentlige velfærdsydelser. 1 Der findes ingen officiel statistik om intellektuelt handicappede i Slovenien. Nogle af de forskellige institutioner, som arbejder med intellektuelt handicappede, laver deres egne statistikker, men andre gør ikke, fordi de mener det er diskriminerende (især for de mennesker, som har milde intellektuelle handicaps). Vi vurderer at der ca. er 1 % intellektuelt handicappede (indsamlede tal: ca børn og unge med milde, moderate og svære intellektuelle handicaps som bor på plejeinstitution; 5000 som bor hjemme, fordi der ikke er plads på en plejeinstitution; andre som kommer på forskellige pleje- og arbejdscentre). 85 % af de intellektuelt handicappede har et mildt handicap (IQ på 51-70), 10 % har et moderat handicap (IQ på 36-50), 3-4 % har et svært handicap (IQ på 21-31) og 1-2 % har et meget svært handicap (IQ på under 21). 2 Andel af unge fra år. 3 I Danmark er der ingen statistik over antallet af unge med intellektuelle handicaps. Registreringen af intellektuelt handicappede stoppede i Danmark i Siden da er der kun foretaget skøn baseret på forskellige faktorer. Det skønnes generelt at 1-2 % af befolkningen er intellektuelt handicappede. Det skønnes at ca. 85 % af de intellektuelt handicappede (dvs. IQ på under 70), har en IQ mellem 50 og Tallet er andelen af intellektuelt handicappede i den generelle befolkning. 11

12 4. Lovgivning 4.1. Uddannelsespolitik Alle landene har specifikke bestemmelser i lovgivningen som omhandler uddannelse for handicappede. Systemerne præsenteres i det følgende. Bulgarien Bulgarien har en Lov om erhvervsuddannelse. Loven sætter rammer for erhvervsuddannelse for elever med specielle uddannelsesmæssige behov og/eller kroniske sygdomme, elever som er fjernet fra hjemmet, elever som er mærket af manglende forældreomsorg, og elever med afvigende adfærd. Loven sikrer at elever med specielle behov kan få en professionel uddannelse, afhængig af deres funktionsnedsættelse. Elever med intellektuelle handicaps har ret til professionel uddannelse, så de kan gennemføre det første trin i en erhvervskompetence. Danmark Danmark har et meget omfattende uddannelsessystem med mange forskellige muligheder for unge intellektuelt handicappede. Der er ingen typisk vej igennem grundskolen (0.-9. klasse) for intellektuelt handicappede. Mange går i specialskole, men det er blevet mere normalt at de mest velfungerende går i almindelig folkeskole. I Danmark er det et generelt mål at 95 % skal færdiggøre en ungdomsuddannelse, og alle har ret til at tage en ungdomsuddannelse. Efter grundskolen er der som udgangspunkt tre veje til yderligere uddannelse for unge intellektuelt handicappede. Som det er tilfældet med alle andre ungdomsuddannelser i Danmark, er de uddannelser, som nævnes i det følgende, gratis. Derudover er det en generel regel at elever med særlige behov har ret til specialundervisning eller støtte i overensstemmelse med de regler som gælder for den enkelte uddannelse. Loven om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov sætter rammerne for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). STU er en uddannelse som potentialt er åben for unge som har normal intelligens, men som har andre andre problemer der reducerer deres intellektuelle evner. Der kunne for eksempel være tale om unge som ligger inden for autismespektret. Formålet med STU er at unge intellektuelt handicappede, og andre unge med særlige behov, kan opnå personlige, sociale og professionelle kompetencer, som gør dem i stand til at beherske en uafhængig og aktiv deltagelse i voksenlivet, og måske 12

13 komme i yderligere uddannelse og beskæftigelse. Uddannelsen er for unge som ikke kan gennemføre andre uddannelsesprogrammer. Kommunerne er ansvarlige for at informere de unge om STU i deres hjemkommune, og kommunale medarbejdere bestemmer hvor vidt den unge er berettiget til at starte på STU, eller skal tage en anden ungdomsuddannelse. Den unge skal være under 25 år når han/hun starter på uddannelsen. STU er individuelt tilrettelagt og kan bestå af undervisningselementer fra en lang række skoler og institutioner samt praktisk undervisning og virksomhedspraktik. Alt afhængig af uddannelsens indhold og den unges ressourcer, kan der være mulighed for ansættelse eller yderligere uddannelse efterfølgende. Loven bruges i stort omfang, og for nogle af de unge åbner den individuelle uddannelse op for muligheden for et liv, hvor de kan opnå de kompetencer, som gør dem i stand til at leve et mere uafhængigt liv og blive aktive deltagere i voksenlivet. Det lader til at flere og flere af de unge opnår de kompetencer som er nødvendige for at komme i beskæftigelse efter de har gennemført uddannelsen. Nogle af de mere velfungerende unge med intellektuelle handicaps kan vælge andre uddannelsesveje end STU, for eksempel erhvervsgrunduddannelsen (EGU), som er rammesat i loven om erhvervsgrunduddannelse, og har fokus på praktik. Formålet med EGU er at de unge kan opnå personlige, sociale og professionelle kompetencer, som giver dem adgang til yderligere erhversuddannelse og en basis for fremtidig beskæftigelse. EGU er for unge under 30 som ikke er klar til at starte på en anden erhvervsuddannelse. En EGU tager 2 år og skoledelen er på mellem 20 og 40 uger i alt. Den kan bestå af elementer fra forskellige skoler. Når man har gennemført uddannelsen kan man fortsætte med en anden erhvervsuddannelse med mulighed for merit. Den sidste vej til en ungdomsuddannelse for de mest velfungerende unge med intellektuelle handicaps er produktionsskolerne, som er rammesat i loven om produktionsskoler. Formålet med produktionsskolerne er at tilbyde undervisning som fokuserer på praktisk arbejde og produktion den teoretiske undervisning skal så vidt muligt integreres i det praktiske arbejde. Undervisningen skal styrke elevernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det ordinære arbejdsmarked, inklusiv ansættelse på særlige vilkår (med løntilskud). Det er en vigtig del af undervisningen at eleverne opnår kvalifikationer, som kan klæde dem på til gennemføre en erhvervsuddannelse. Produktionsskolerne er for unge under 25 år og undervisningen strækker sig over maks. et år. Slovenien I Slovenien er det loven om uddannelsesorganisering- og finansiering, som regulerer uddannelsessystemet. Et af de overordnede mål i det slovenske uddannelsessystem er, ifølge loven, at Sørge for en optimal udvikling for den enkelte, uafhængig af køn, social baggrund, kulturel identitet, religion, race og etnisk eller 13

14 national oprindelse, og uanset fysisk og psykisk beskaffenhed eller invaliditet. Mere specifikt står der i loven, at uddannelse af børn og unge med særlige behov kun kan tilbydes som en offentlig service. Loven regulerer det overordnede indhold i de forskellige uddannelsesprogrammer, for eksempel navn, mål og principper, metoder til udvikling og gennemførelse, arbejdsformer, varighed, osv. Loven om placering af børn med særlige behov regulerer uddannelsesplaceringen af børn, unge og voksne med særlige uddannelsesbehov og bestemmer undervisningsmetoder- og former. Loven gælder for mennesker med en lang række forskellige handicaps, heriblandt mennesker med intellektuelle handicaps, som har brug for tilpassede undervisningsprogrammer, specialundervisningsprogrammer eller ekstra professionel hjælp med særlig implementering af undervisningsprogrammer. Bestemmelserne i loven gælder også for de voksne mellem 21 og 26 år, som løbende har modtaget skræddersyet erhvervsundervisning med tilsvarende uddannelsesstandard og/eller har fulgt et specielt rehabiliteringsprogram. Desuden gælder loven for de mennesker som har deltaget i undervisningsprogrammet for voksne og været en del af et specialprogram for børn med moderate, svære eller gennemgribende intellektuelle handicaps. Loven definerer uddannelsesformål- og principper for børn med særlige behov. Børn med intellektuelle handicaps kan ikke blive inkluderet i den almindelige undervisning i folkeskolen. Hvis barnet vurderes som mildt, moderat, svært eller gennemgribende intellektuelt handicappet, kan han/hun ikke følge undervisningen i en almindelig folkeskole, heller ikke selvom skolen har adgang til ekstra professionel hjælp. Spanien I Spanien er retten til uddannelse en del af den generelle lov om handicappedes rettigheder og sociale inklusion (ratifikationen af den internationale konvention om rettigheder for personer med handicaps). Loven omfatter retten til lige muligheder og behandling, og handicappedes reelle og effektive udøvelse af rettigheder på lige fod med den resterende del af befolkningen igennem støtte til personlig autonomi, bedre adgangsforhold, adgang til beskæftigelse, inklusion i lokalsamfundet, uafhængig livsførelse, og udryddelse af alle former for diskrimination. I artikel 36, som hedder Ligebehandling, står der at ligebehandling betyder at der hverken foregår direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i ansættelse, arbejdsmæssig oplæring, forfremmelse og arbejdsvilkår. I Spanien kan familier få legater og gratis adgang til gymnasier og erhvervsuddannelser. Der tilbydes specifikke psykologisk-pædagogiske services i gymnasierne og der er centre som har specielle inklusionsklasser. De fleste handicappede børn i Spanien går i almindelig skole med specifik støtte (44 %) og 14

15 30 % går i normal skole uden støtte. På den anden side er der kun få som går i specialskole (18 %). 33 % af de handicappede under 16 år gennemfører ikke uddannelsesprocessen. 10 % af dem er analfabeter og kun 20 % får en professionel uddannelse efter folkeskolen. Italien I Italien lever man op til handicappedes ret til uddannelse ved at integrere dem i skolerne. Skoleintegrationen indebærer at staten er forpligtet til at tilbyde den tilstrækkelige støtte med bidrag fra lokale organisationer og det offentlige sundhedsvæsen. Derfor er det skolesamfundet og lokale organisationer som er ansvarlige for at tage hånd om den handicappedes uddannelse og hans/hendes samlede udvikling fra de første leveår. Det kollektive engagement har et klart mål: at skabe betingelser for at den handicappede kan deltage fuldt ud i det sociale liv ved at fjerne alle eventuelle fysiske og kulturelle forhindringer, og barrierer mellem social deltagelse og den handicappedes liv. Ved slutningen af folkeskolen skal de unge handicappede vælge om de vil fortsætte i gymnasiet (indtil de fylder 18) eller starte på en erhvervsuddannelse. I Italien hører erhvervsuddannelserne ind under regionerne. Derfor hænger den handicappedes valg sammen med de muligheder som tilbydes i de forskellige regioner. Oftest fortsætter de unge handicappede på gymnasiet og starter derefter på en erhvervsuddannelse, eller - i de tilfælde hvor der er tale om svære handicaps - på et dagcenter eller lignende. Erhvervsuddannelserne tilbyder forskellige løsninger. Der er undervisningsforløb som er rettet mod en bestemt profession; undervisningsforløb som er rettet mod at opnå kompetencer som er nyttige for at kunne præstere i forskellige arbejdskontekster (kommunikation, relationsdannelse, osv.); og ESF-forløb som normalt er rettet mod at fremme inklusion på arbejdsmarkedet. Normalt veksler alle disse uddannelsesmuligheder mellem skole og praktik. Handicappede har ret til at deltage aktivt i universitetslivet og det enkelte institut er ansvarlig for at udnytte den handicappede studerendes potentiale. Universiteterne tilbyder forskellige former for hjælp til de unge handicappede: dispensationer, legater, osv. Alle universiteter skal have tilknyttet en person som har til opgave at skaffe logi til de handicappede studerende, og tutorer som tilbyder støtte til at overvinde problemer med organisering og indlæring. 15

16 Portugal I Portugal er der lovgivning som giver mulighed for specialstøtte i børnehaven, folkeskolen og gymnasiet, og i den offentlige sektor, den private sektor og andelssektoren. Formålet med lovgivningen er at give børn og unge med særlige uddannelsesbehov adgang til uddannelse i en inkluderende kontekst. Lovgivningen bestemmer støtten i børnehaven, folkeskolen og gymnasiet, og i den offentlige sektor, den private sektor og andelssektoren. Støtten er rettet mod at muliggøre at den etablerede uddannelsessektor kan rumme de særlige uddannelsesbehov som findes hos studerende med væsentlige begrænsninger i forhold til aktivitet og deltagelse i et eller flere livsdomæner. Lovgivningen indebærer et program om særlig uddannelsesstøtte, som har til hensigt at sikre inklusion af den studerende med særlige behov i den normale undervisning. Til dette formål tilbyder man specialiseret støtte, som kan være tilpasning af strategier, ressourcer, indhold, processer, fremgangsmåder og værktøjer, samt brugen af understøttende teknologier. Det er muligt for elever op til 24 år, som går i specialskole, at modtage en særlig statsstøtte. Statsstøtten skal kompensere for de udgifter, som er forbundet med at gå i specialskole eller lignende. Der er et generelt fokus på livslang-læringsprogrammer i Portugal. Det er også et emne som berører mennesker med intellektuelle handicaps. Et af programmerne prøver at sikre de akademiske og professionelle kvalifikationer ved at attestere de kompetencer som allerede er udviklet. Et andet program, som specifikt omhandler handicappede, er Program for beskæftigelse og kvalificering af handicappede. Målet med dette program er at hjælpe handicappede med (re)konstruktion af deres professionelle projekt, udvikling af akademiske og professionelle kompetencer, og professionel (re)integration. 4.2 Beskæftigelsespolitik Spanien I Spanien er retten til uddannelse en del af den generelle lov om handicappedes rettigheder og sociale konklusion (ratifikationen af den internationale konvention om rettigheder for personer med handicaps). Loven omfatter retten til lige muligheder og behandling, og handicappedes reelle og effektive udøvelse af rettigheder på lige fod med den resterende del af befolkningen igennem støtte til personlig autonomi, bedre adgangsforhold, adgang til beskæftigelse, inklusion i lokalsamfundet, uafhængig livsførelse, og udryddelse af alle former for diskrimination. 16

17 Loven indeholder flere bestemmelser som omhandler beskæftigelse af unge intellektuelt handicappede. Artikel 17 sikrer at handicappede i den arbejdsduelige alder har ret til erhversmæssig og professionel rehabilitering, jobfastholdelse og tilbagevenden til deres arbejde. Artikel 35 sikrer handicappedes ret til at arbejde under forhold, hvor princippet om ligebehandling gælder. Ligebehandling er defineret som ingen direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i ansættelse, arbejdsmæssig oplæring, forfremmelse og arbejdsvilkår. I artikel 37 bliver typerne af beskæftigelse for handicappede beskrevet som: a) ordinær ansættelse i virksomheder og offentlige administrationer, inklusiv støttet beskæftigelse; b) beskyttet beskæftigelse i særlige beskæftigelsescentre eller arbejdsenklaver; og c) status som selvstændig erhvervsdrivende. Loven giver lovskraft til forskellige typer af understøttelse, heriblandt statstilskud- eller lån til rekruttering, tilpasning af jobs, fjernelse af barrierer, osv. Loven giver også den offentlige beskæftigelsessektor ansvar for at hjælpe med vejledning og placering af handicappede arbejdere, samt pligt til at registrere de handicappede arbejdere. I loven indgår også et kvotesystem, som omhandler job i den offentlige sektor, der skal varetages af handicappede. Derudover muligør loven at der oprettes særlige beskæftigelsescentre, som har fokus på handicappedes inklusion på arbejdsmarkedet. Centrene producerer varer eller services, deltager jævnligt i markedstransaktioner og har til formål at sikre lønnede jobs til handicappede. Slovenien I Slovenien er den primære lov, som vedrører beskæftigelse af unge intellektuelt handicappede, loven om beskæftigelsesrehabilitering og beskæftigelse af handicappede. Loven regulerer retten til erhvervsrehabilitering og andre områder, som vedrører beskæftigelse af handicappede. Loven bestemmer også andre former for, og befordringer til, beskæftigelse, samt finansieringsmetoder. Formålet med loven er at øge beskæftigelsesmulighederne for handicappede, og skabe betingelser for ligebehandling på arbejdsmarkedet, ved at fjerne barrierer og skabe lige muligheder. Loven omfatter også antidiskriminationsforanstaltninger, samt en beskrivelse af, hvem man definerer som handicappet og dermed omfattet af loven. Handicappede som får tilbudt erhvervsrehabilitering har også ret til økonomisk understøttelse, alt afhængig af tilbuddets omfang og varighed; det inkluderer gratis offentlig transport, delvis betaling af husleje, og et økonomisk tilskud på ca. 30 % af minimumslønnen under erhvervsrehabiliteringen. Loven bestemmer også at handicappede kan blive ansat på normale arbejdspladser, i beskyttede værksteder, og i støttede og beskyttede jobs, som matcher deres kompetencer. Arbejdsgiverne skal tage hensyn til den 17

18 internationale arbejdsorganisations adfærdskodeks for handicappede på arbejdspladsen, for at sikre de handicappede lige muligheder, også når det gælder ansættelse og arbejdsfastholdelse. Loven omfatter også et kvotesystem. Arbejdsgivere som har mindst 20 ansatte er forpligtede til at ansætte en bestemt procentdel handicappede. Kvoten kan variere alt efter arbejdsgiverens aktivitet, men den kan ikke være mindre end 2 % eller mere end 6 % af den samlede medarbejderstab. Derudover giver loven virksomheder økonomiske incitamenter når de ansætter handicappede. Det inkluderer blandt andet: tilskud til løn; tilskud til tilpasning af jobbet; fritagelse for betaling af pensionsbidrag og invalideforsikring; bonusser hvis de overstiger kvoten; og årlige priser der uddeles til arbejdsgivere for god praksis i beskæftigelsen af handicappede. I Slovenien er der også en lov om handicaporganisationer. Det som er mest interessant for denne rapport er, at loven giver mulighed for, at handicaporganisationer kan opstarte sociale virksomheder og institutioner. Danmark I Danmark er der flere forskellige love som regulerer beskæftigelsen af unge intellektuelt handicappede. Loven om social service giver mulighed for økonomisk støtte til køb af bil og arbejdsrelaterede hjælpemidler. Begge dele hænger sammen med den enkeltes situation og nedsættelse af funktionel kapacitet. Derudover sætter loven den juridiske ramme for beskyttet beskæftigelse af personer med væsentligt nedsat fysisk eller mentalt funktionel kapacitet, som ikke kan indgå på arbejdsmarkedet under normale betingelser og ikke kan benytte tilbuddene i anden lovgivning. Loven om aktiv beskæftigelsesindsats vedrører primært de forskellige veje til beskæftigelse. Loven indeholder bestemmelser som er relevante for intellektuelt handicappede, blandt andet retten til praktik i mindst 13 uger, og retten til beskæftigelse med løntilskud. Der er forskellige former for beskæftigelse med løntilskud, afhængig af den specifikke situation. Personer på førtidspension kan få adgang til skånejobs, mens andre kan få adgang til fleksjobs. Fleksjobs er for mennesker med varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, som ikke kan opnå eller fastholde et job på almindelige arbejdsmarkedsvilkår. Arbejdsevnen fastlægges af jobcentret og de laver en rehabiliteringsplan i samarbejde med borgeren. Et rehabiliteringsteam bestemmer om borgeren kan få bevilliget et fleksjob. Et fleksjob er et job hvor der er taget hensyn til den nedsatte arbejdsevne. Arbejdet organiseres på baggrund af borgerens behov, og jobcentret vurderer borgerens arbejdsevne, dvs. hvor mange timer om ugen han/hun kan arbejde og hvor stort hans/hendes skånebehov er. Fleksjobs bliver bevilliget for op til fem år ad gangen. Når man i en periode har haft et fleksjob, er der mulighed for at blive bevilliget et permanent fleksjob. Lønnen beregnes på baggrund af det arbejde der 18

19 udføres. Kommunen betaler et tilskud oven i lønnen. Tilskuddet beregnes ved hjælp af en specifik (men kompleks) metode. Loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet omfatter ligebehandlingsforanstaltninger, men den omfatter også en forpligtelse til at tilpasse sig til handicappede medarbejdere. Loven om kompensation til handicappede i beskæftigelse m.v. giver handicappede mulighed for at komme foran i køen, når der er jobs som skal besættes i det offentlige. Det betyder at arbejdsgiveren er forpligtet til at indkalde handicappede ansøgere til jobsamtale. Derudover er der nogle offentlige licenser som fortrinsvist gives til handicappede. Loven betyder også at handicappede har mulighed for personlig assistance, hvis de får brug for specifik hjælp med at håndtere et job på grund af et permanent og betydeligt intellektuelt handicap. Den handicappede kan også få støtte igennem sin uddannelse. Der kan bevilliges op til 20 timers hjælp om ugen. Hvis den handicappede har mere end ét handicap, eller en betydelig funktionshæmning, kan der, i overensstemmelse med en specifik vurdering, bevilliges op til 37 timer om ugen og i nogle tilfælde endda mere end det. Italien I Italien kan man finde de lovmæssige rammer for beskæftigelse i to love; Handicappedes ret til beskæftigelse og Assistance, social inklusion og handicappedes rettigheder, samt de efterfølgende love som relaterer sig til Assistance, social inklusion og handicappedes rettigheder. Formålet med loven Handicappedes ret til beskæftigelse er at promovere handicappedes inklusion og integration på arbejdsmarkedet igennem støttetilbud og målrettet beskæftigelse. Loven beskytter de handicappede arbejderes rettigheder og forbyder forskelsbehandling på arbejdspladsen. Udover at promovere handicappedes adgang til arbejdsmarkedet, ved hjælp af et tvungent kvotesystem, bekendtgør loven, at handicappede medarbejdere skal behandles på samme måde som alle andre arbejdere. Lovens vigtigste og mest innovative aspekt vedrører udviklingen af en målrettet placeringsservice. Denne service involverer en række tekniske værktøjer og støtte, som skal gøre det nemmere at lave en ordentlig vurdering af handicappedes arbejdsfærdigheder, så de kan blive placeret det rigtige sted på baggrund af en analyse af jobs; former for støtte; positive tiltag; og løsninger på de problemer, som hænger sammen med miljø, redskaber, og interpersonelle relationer på arbejdspladsen. Det kvotesystem som introduceres i loven, opfattes som et godt incitamentredskab til at ansætte handicappede. Selvom den økonomiske krise førte til, at et voksende antal virksomheder bad om at blive 19

20 midlertidigt eller permanent fritaget for ansættelsesforpligtelsen, er 22 % af de jobs som er reserveret til handicappede, endnu ubesatte. Loven om Assistance, social inklusion og handicappedes rettigheder lægger vægt på, at uddannelsesprocessen er det første redskab man skal forbedre, for at sikre tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder, og for at følge med de strukturelle ændringer i det økonomiske system. I lovens artikel 17 forventes der, at handicappede inkluderes i almindelig erhvervsuddannelse, udbudt af offentlige og private centre, som tilbyder særlige aktiviteter til de handicappede elever, som ikke er i stand til at tage en eksamen ved hjælp af normale læringsmetoder. En senere lov n.196/1997 tilføjer at erhvervsuddannelserne skal påtage sig opgaven med at integrere den grundlæggende forberedelse og jobplacering, for at øge ekspertisen i forhold til kvalitet og konkurrencedygtighed på arbejdsmarkedet. Rammeloven repræsenterede en essentiel forandring for handicappede i Italien på grund af dens fokus på socialpolitikker, som skabte forudsætningerne og betingelserne for fuld bekræftelse af handicappedes menneskerettigheder og deltagelse i det sociale liv. Lov n.196/1997 har givet mulighed for at matche udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet ved hjælp af lærepladser, arbejdstræningskontrakter, praktikophold, og forstærkning af undervisningsindholdet og skole-arbejde-relationerne, for at give eleverne bedre viden om arbejdsverdenen, og for at støtte op om deres karrierevalg. Bulgarien I Bulgarien er lovgivningen om beskæftigelse af unge handicappede spredt ud over flere forskellige love. Loven om Beskæftigelsesfremme etablerer programmer og foranstaltninger, som giver lige muligheder ved hjælp af socialøkonomisk integrering af underpriviligerede grupper på arbejdsmarkedet. Arbejdslovgivningen indeholder bestemmelser om særlig beskyttelse af visse kategorier af arbejdere, heriblandt handicappede. En del af arbejdslovgivningen er også, at arbejdsgivere med mere end 50 ansatte er forpligtede til årligt at finde jobs, som egner sig til at blive tilpasset til handicappede. Arbejdslovgivningen sætter også rammerne for særlige virksomheder og værksteder for mennesker med varige handicaps. Ministrene, departementscheferne, og de kommunale råd er forpligtede til at etablere særlige statslige (kommunale) virksomheder. Arbejdsgivere med mere end 300 ansatte er forpligtede til at etablere værksteder og andre tilbud til varigt handicappede. Et af målene med loven om inklusion af handicappede er at skabe lige muligheder for handicappede. Et andet mål er at integrere handicappede i arbejdsmiljøer. 20

21 Formålet med loven om tilskyndelse til beskæftigelse er at etablere foreskrifter og betingelser, som stimulerer beskæftigelsen og modarbejder arbejdsløsheden. En del af loven sikrer statsstøtte til de arbejdsgivere, som ansætter handicappede. Portugal Portugal har stadfæstet FN s konvention om handicappedes rettigheder. Derudover har man indført Lov om forebyggende indsats i forhold til handicappede samt handicappedes rehabilitering og deltagelse. Loven promoverer inklusion af handicappede i alle områder af samfundslivet. Handicappede har ret til at få adgang til alle varer og tjenesteydelser i samfundet, og de har ret og pligt til at spille en aktiv rolle i samfundsudviklingen. Der er forbud mod at diskriminere på baggrund af handicap, både direkte og indirekte (ved handling eller undladelse). Program om beskæftigelses- og kompetencestøtte til handicappede er blevet stadfæstet som lov. Formålet med loven er at støtte (re)integrering på arbejdsmarkedet og højne de handicappedes kompetenceniveauer. Loven omfatter følgende foranstaltninger: kompetencestøtte; integreringsstøtte (fastholdelse af job og reintegrering på arbejdsmarkedet); understøttet beskæftigelse; og fortjenstpriser til arbejdsgivere. 4.3 Socialpolitikker De socialpolitikker, som er mest relevante for denne rapport, er nævnt i de foregående afsnit om uddannelse og beskæftigelse. I dette afsnit er der yderligere relevant information om Slovenien og Portugal. Slovenien Den grundlæggende sociallov som omhandler handicappede er Loven om social omsorg for intellektuelt og fysisk handicappede. Loven regulerer formerne for social støtte til mennesker med middelsvære, svære og meget svære intellektuelle handicaps, som ikke er i stand til at leve og arbejde selvstændigt, og hvor det er bekræftet, at handicappet opstod i barndommen eller ungdommen (op til 18 år eller i løbet af skolen, men ikke senere end 26 år). Loven sætter rammerne for social beskyttelse i form af dagcentre, periodevis indkvartering og pleje i en institution, eller permanent indkvartering og pleje i en institution. 21

22 Loven giver også handicappede ret til handicapgodtgørelse når de fylder 18 år. Godtgørelsen ligger på 36 % af den gennemsnitlige månedelige indkomst for ansatte i Slovenien, målt over det sidste år. Handicappede som har brug for hjælp døgnet rundt, har ret til økonomisk støtte til pleje og assistance. Den økonomiske godtgørelse er lav og procedurerne for beslutningstagning (i forhold til de relevante institutioner, beskyttede boliger, og sociale plejecentre, hvor de handicappede kan træne, arbejde, eller modtage pleje) er langsomme. Loven om ægteskab og familiemæssige relationer muliggør, at forældrenes rettigheder kan blive forlænget efter barnet er fyldt 18 år, hvis han/hun ikke er i stand til at tage hånd om sig selv på grund af et fysisk eller intellektuelt handicap. Centret for socialt arbejde kan, alene eller i samarbejde med barnets forældre, anbringe barnet på en institution. Når barnet fylder 18 år, kan han/hun ikke tvinges til at blive på institutionen. Portugal I Portugal er der lovgivning som sikrer social beskyttelse af handicappede og deres familier. Derudover er der lovgivning som sikrer handicappedes indtægt, hvilket blandt andet omfatter; understøttende tilskud til handicappede børn og unge; tilskud til specialuddannelse; supplerende invalidepension; og bidragsfri social pension. De følgende typer af beskyttelse indgår i lovgivningen: handicaptillæg til familieunderstøttelse; støtte til specialundervisning; supplerende tilskud til hjælp udefra; månedligt tillæg igennem hele livet; socialpension; og handicappension. 4.4 Tendenser inden for lovgivning I uddannelseslovgivningerne har alle de deltagende lande lovgivet med henblik på at skabe et uddannelsessystem, som forsøger at tage hensyn til det enkelte handicappede barns situation. Derudover er der en stærk tendens til, at man i uddannelsessystemet fokuserer på mulighederne for fremtidig beskæftigelse. Alle landene har desuden lovgivning, som omhandler mulighederne for uddannelse efter folkeskolen. I folkeskolen er der et stort fokus på tværs af landene, på at forsøge at inkludere så mange som muligt i de normale uddannelsesrammer. Der er forskelle på landene når det kommer til de specifikke uddannelsesmuligheder efter folkeskolen. I nogle af landene foregår indsatsen typisk på særlige centre 22

23 (Danmark og Italien), i andre lande er det mere blandet (Spanien og Slovenien), og i ét land foregår indsatsen i det almindelige system med støtte (Bulgarien). I beskæftigelseslovgivningerne er der nogle stærke tendenser på tværs af landene, men også variation i valget af metoder. Samtlige lande har lovgivning som handler om at sikre ligebehandling og modarbejde diskrimination. De fleste af landene har udvidet dette til specifik lovgivning, som regulerer hvordan arbejdspladserne skal tilpasse sig til handicappede og/eller fjerne barrierer (Spanien, Slovenien og Danmark). Danmark har mange forskellige regler for tilpasning. Den samme gruppe af lande har regler for lønstilskud til handicappede. Inden for dette områder har Danmark ligeledes mange forskellige regler. På den anden side er Danmark det eneste land i denne undersøgelse, sammen med Portugal, som ikke har et kvotesystem for beskæftigelse af handicappede. I to af landene er der en lovmæssig ramme for målrettede beskæftigelsestilbud til handicappede. Spanien har særlige beskæftigelsescentre, mens Italien har et system med målrettede beskæftigelsestilbud. 4.5 Hvilken rolle spiller lovgivningen? Der er tydeligvis nogle relevante spørgsmål, som skal udforskes i detaljer, når projektet skal udvikles yderligere. Det er relevant at undersøge, hvordan de forskellige lovmæssige rammer understøtter indsatsen for at sikre unge intellektuelt handicappedes veje til beskæftigelse. Det kunne være interessant at undersøge de positive sammenhænge mellem uddannelsespolitik og beskæftigelsespolitik i de forskellige lande, og det kunne også være meningsfuldt at gå i detaljer med spørgsmålet om, hvordan individuelle forskelle bliver håndteret i landene i hvilken grad er vejene til beskæftigelse individuelle, og i hvilken grad er de kollektive? I forlængelse af dette spørgsmål er det også vigtigt at se på jobfastholdelse og social inklusion på arbejdspladsen, og på hvilken rolle arbejdspladsens størrelse spiller i forhold til succesfuld beskæftigelse af intellektuelt handicappede. Derudover kunne det også være interessant at undersøge effekten af de kvotesystemer, som er etableret i de fleste af landene. 5. Strategier og politikker I det følgende afsnit præsenteres de vigtigste strategier og politikker, som ikke er beskrevet i lovgivningen. 23

24 Spanien Spanien har vedtaget en national handicapstrategi Strategien er opdelt i fem indsatsområder: ligestilling, beskæftigelse, uddannelse, tilgængelighed og økonomisk boost. Beskæftigelsesdelen udgør 95 % af de ressourcer, som skal bruges på strategien. Formålet med denne del er at fremme handicappedes beskæftigelsesrettigheder under betingelser som sikrer overholdelse af princippet om ligebehandling. I beskæftigelsesprogrammet skal der udvikles Individuelle planer, samt rapporter om de handicappedes færdigheder. Derudover skal oplysningskampagner, som er rettet specifikt mod små og mellemstore virksomheder, fremhæve den værdi, som beskæftigelse af unge handicappede kan tilføje til produktionsprocessen. Strategien lader til at være succesfuld. Der er rigtig meget samarbejde mellem administrationer, iværksættere, universiteter og den tredje sektor, og resultatet har indtil videre været positivt. Beskæftigelsen blandt handicappede er steget med 19,98 % i 2014 sammenlignet med På de særlige arbejdscentre er forskellen nået op på 22,20 %. Spanien har også vedtaget en strategi for iværksætteri og ungdomsbeskæftigelse Strategien har en generel målsætning om at reducere arbejdsløshed blandt unge, og den har kun et meget begrænset fokus på handicappede (programmet giver dem videre tidsrammer). I Valencia-regionen vedtog den regionale regering en inklusions- og forebyggelsesplan for social eksklusion, der dækker Planen havde et generelt fokus på inklusion/eksklusion og den indeholdt nogle indsatser i forhold til målet om at skabe veje til beskæftigelse for unge med intellektuelle handicaps. En del af planen gik ud på at skabe kontinuitet mellem undervisningen i de sidste år af folkeskolen og den professionelle uddannelse, for at kunne skabe livslang læring, hvilket vil lette adgangen til arbejdsmarkedet. Der var også fokus på at forbedre uddannelses- og erhvervsvejleding for at give de handicappede mulighed for vælge individuelle veje til beskæftigelse, og på at skabe større og bedre forbindelser mellem uddannelsesagenter, erhvervslivet og den offentlige administration. Et andet formål med planene var at fremme aktiv inklusion af de handicappede, som var på vej ind på arbejdsmarkedet. De tiltag som omhandlede dette formål, omfattede forskellige uddannelsestiltag, gratis kurser i tele-administration, og økonomisk støtte til arbejdsgivere som ansatte unge handicappede. Planerne indeholdt også et mål om at forbedre beskæftigelsesegnetheden og reducere arbejdsløsheden i de grupper, som er i risikogruppen for at opleve eksklusion. Det indebar at man skulle bygge bedre broer mellem 24

25 de allerede eksisterende uddannelsesprogrammer, arbejdsmarkedet, og de arbejdsformidlingsprogrammer, som skal lette overgangen fra uddannelse til arbejdsindsættelse. Den regionale regering i Valencia har også et program som er sponsoreret af Den Europæiske Socialfond, der drejer sig om understøttede beskæftigelsesplaner for ledige handicappede. Deltagerne i dette program er personer med intellektuelle handicaps eller psykisk sygdom i en grad på mindst 33 % invaliditet, eller personer med fysiske eller sensoriske handicaps i en grad på mindst 65 % invaliditet. Kommunerne, organisationer i den tredje sektor, og offentlige instanser er en del af dette program. Hvert program er finansieret med I gennemsnit er 22 projekter blevet godkendt hvert år i Valenica-regionen. Alle projekter løber over 8 måneder og involverer 60 ledige handicappede deltagere. Målet er, at ved slutningen af hvert projekt, skal 10 deltagere være kommet ind på arbejdsmarkedet (ansættelseskontakter skal være på minimum 3 måneder). Hvis ikke det er sket, vil institutionen miste en procentdel af finansieringen. De tiltag, som de deltagende institutioner igangsætte, inkluderer: specifikke og individuelle arbejdsplaner; erhvervsvejledning; motivation og personlige udviklingsaspekter, som er nødvendige for at komme i beskæftigelse; aktiv jobsøgning; støtte til tilpasning til arbejdsmiljøet; og overvindelse af personlige barrierer. Slovenien I Slovenien har man et handlingsprogram for handicappede ( ). Formålet med dette handlingsprogram er at fremme, beskytte og sikre handicappedes menneskerettigheder, og fremme respekten for deres iboende værdighed. Programmet har tre kernemål, som består af i alt 91 tiltag. Målene for handlingsprogrammet for handicappede ( ) er brede og omfatter blandt andet de følgende emner: opmærksomhed og oplysning; tilgængelighed; uddannelse; beskæftigelse; økonomisk og social sikkerhed; sundhed og sundhedspleje; kulturelle aktiviteter; handicappedes selvorganisering; og handicappedes aldring. I det sydøstlige Slovenien har man et regionalt udviklingsprogram for perioden Dette program fokuserer på inklusion af handicappede i samfundet, etablering af erhvervsaktivitetscentre, og programmer for uddannelse og beskæftigelse af handicappede. Danmark I Danmark er der eksempler fra forskellige projekter. Projekt KLAP (KLAP er en forkortelse for Kreativ Langsigtet Arbejdsplan) begyndte i starten af 2007, og siden da har det kørt i to projektfaser og er i øjeblikket i den tredje fase kaldet KLAP III. Projektet drives af LEV, som er en landsdækkende organisation for 25

26 handicappede og pårørende. Projektet er finansieret af den danske stat. KLAP skaber jobs til personer med kognitive funktionshæmninger som modtager førtidspension (for eksempel personer med indlæringsvanskeligheder, autisme, spasticitet, epilepsi, muskelsvind, erhvervet hjerneskade, m.m.) Medarbejdere fra KLAP udvikler, sammen med HR afdelingerne i de samarbejdende virksomheder, beskrivelser af de jobs som er relevante for personer med kognitive vanskeligheder. HR afdelingerne støtter de lokale afdelinger i at gennemføre jobtilbuddet sammen med konsulenter fra KLAP. Konsulenterne fra KLAP har også til opgave at koordinere samarbejdet mellem virksomhed, borger, pårørende, kontaktperson og jobcenter. Før den handicappede begynder i et job, er han/hun i praktik i en måned. Hvis praktikopholdet udvikler sig tilfredsstillende, tilbyder virksomheden en ansættelse på kontraktvilkår med en timeløn, som er besluttet i samarbejde mellem virksomheden, kandidaten og den relevante fagforening. Generelt er timelønnen en tredjedel af standardlønnen i området. De samarbejdende virksomheder omfatter 10 store private landsdækkende virksomheder, og den offentlige sektor er repræsenteret ved Region Midtjylland. I den næststørste by i Danmark, Aarhus, har Magistratafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse forskellige programmer. Nogle af disse omhandler brugen af OCN-metoden i den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). OCN står for Open College Network, og formålet med metoden er at give dokumentation for den læring, som eleverne får ved f.eks. at tage bussen selv. OCN-metoden går ud på, at man dokumenterer læring i små skridt. I sidste ende modtager eleven et læringsbevis, som opsummerer de gennemprøvede færdigheder og kompetencer. Målet med OCN er at give eleverne gyldig dokumentation for deres evner og færdigheder, som senere kan blive brugt når de leder efter arbejde eller uddannelse. I løbet af STU-programmet er det muligt at få erhvervs- eller uddannelsesorienteret praktik på forskellige arbejdspladser, gymnasier og institutioner. Formålene med praktikken er blandt andet at eleven lærer at arbejde og samarbejde på en arbejdsplads. Der er et særligt fokus på at identificere elevens færdigheder i forhold til fremtidig beskæftigelse og uddannelse. STU har sin egen jobvejleder. STU var også en del af et projekt i de store danske byer kaldet STAFF, der løb fra Projektet var finansieret af den danske stat. Målet var at få flere unge, som har gennemført STU-uddannelsen, i arbejde i almindelige virksomheder, i stedet for at ansætte dem i beskyttede værksteder. De fleste af de involverede borgere var ikke på førtidspension, men på kontanthjælp. Lidt over en fjerdedel af de borgere som var involveret på landsplan (117 ud af 538) havde et arbejde ved projektets afslutning. De fleste af dem havde arbejde med løntilskud, lidt færre havde fleksjob, og et par havde almindelige jobs med kompenserende støtte. STAFF-projektet i Aarhus fokuserede primært på at få flere handicappede personer på førtidspension i beskæftigelse. 26

27 Strategien var baseret på direkte kontakt med offentlige institutioner og private virksomheder, for at forsøge at overbevise dem om, at det er muligt at ansætte handicappede. Kontakten med supermarkeder har været særdeles succesfuld. Programmet starter med 13 ugers optræning, og hvis der er et match, kan den handicappede få et arbejde. I begyndelsen var pædagogerne fra de beskyttede værksteder i tæt kontakt med arbejdspladserne, men med tiden blev deres tilstedeværelse mindre og mindre. Et år efter var mere end 40 blevet ansæt som følge af programmet. To år senere var mere end 100 handicappede i arbejde takket være denne strategi. De fleste er ansat i skånejob, og får førtidspension oven i deres løn. Italien Strategierne som nævnes i det følgende kommer fra Toscana-regionen og vedrører tre forskellige love. Toscana-regionens regionale lov om uddannelse, vejledning, erhvervsuddannelse, og beskæftigelse sætter rammerne for de tiltag, som er rettet mod fremme af uddannelse, vejledning, erhvervsuddannelse, og beskæftigelse, for at skabe en regional helhedsplan. Denne plan skal være i overensstemmelse med EU s strategi om fuld udvikling af menneskelige ressourcer, individuel frihed, og social inklusion, og retten til livslang læring, som et essentielt grundlag for at studere og arbejde. Loven favoriserer politikker imod social eksklusion, beskytter handicappedes ret til uddannelse, og fremmer handicappedes ret og adgang til beskæftigelse. Den nævner også særlige aftaler for arbejdsinklusion af handicappede. Disse aftaler er indgået med de mest repræsentative fagforeninger for arbejdsgivere og medarbejdere på regionalt plan. Derudover fastslår loven, at der skal være en særlig fond for ansættelsen af handicappede, rettet mod at støtte de initiativer, som fremmer deres inklusion på arbejdspladsen. Toscana har også en lov om Integreret system af interventioner og ydelser til beskyttelse af retten til socialt medborgerskab. Loven har til formål at fremme og garantere retten til socialt medborgerskab, livskvalitet, individuel autonomi, ligebehandling, social samhørighed, samt at fjerne eller reducere uro og eksklusion. Den definerer politikker for handicappede i form af interventioner og ydelserne til at fremme deres inklusion i familien, i skolen, på arbejdet og i samfundet. Toscana har desuden etableret en regional fond til langvarig pleje. Formålet med fonden er at forbedre kvaliteten, mængden og hensigtsmæssigheden af løsninger til fordel for den velfærdsafhængige. Yderligere har den til formål at skabe patientforløb som muliggør en selvstændig livsstil og hjemmepleje. I det toscanske regionssystem er provinserne ansvarlige for erhvervsuddannelse og beskæftigelse. Derfor er det dem der styrer beskæftigelsescentrene og den målrettede beskæftigelse, og dem der matcher udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. Provinserne investerer ESF-fonde i uddannelse. ESF-fondene er specifikt rettet 27

28 mod social inklusion, implementering af projekter, og interventioner for handicappede. Kommunerne har ansvaret for at bidrage med redskaber og støtte i folkeskolen. Astir konsortiets vurdering er, at de regionale love giver de handicappede mulighed for at opleve uddannelsesforløb samt praktikophold, selvom der stadig er en kløft mellem uddannelsesforløb og praktikophold, og den faktiske indsættelse på arbejdspladsen. En andet relevant mulighed er tilskyndelse til opstart af sociale kooperativer, som beskæftiger handicappede. Oprettelsen af nye kooperativer, der beskæftiger handicappede, har det ofte svært i et langsigtet perspektiv, og holder sjældent længe. Bulgarien I Bulgarien er strategien defineret i den nationale lovgivning, og der er ingen regionale eller lokale strategier. Men der er igangsat projekter og initiativer på lokalt plan, som implementeres af kommuner og NGO er. Portugal I Portugal er strategierne tæt knyttet til den nationale lovgivning. Et nationalt program kaldet Operationelt Program for Social Inklusion (integreret i strukturfondene), og et regionalt program kaldet Centro 2020, indeholder diverse tiltag og foranstaltninger for inklusion af handicappede. 5.1 Tendenser inden for strategier og politikker I nogle lande har strategierne fokuseret på kontakt med små virksomheder, som man forsøger at fortælle om den værdi, beskæftigelse af unge med intellekuelle handicaps tilføjer til arbejdspladsen. I andre lande, har strategierne fokuseret på større virksomheder og virksomhederne sociale ansvar. Der er et fokus i alle strategier på at bevare tæt kontakt med arbejdsgiverne, og støtte dem og deres elever før og under arbejdsindsættelsen. I de generelle strategier er der en holistisk tilgang til arbejdsindsættelse. Det betyder at fokus ikke kun er på at finde jobs, men på den enkeltes situation. I nogle få lande er der bestræbelser på at dokumentere de kompetencer og færdigheder, som de unge har opnået, med henblik på at åbne veje til beskæftigelse og styrke deres selvtillid. Generelt ser det ud til, at der ikke er nok fokus på strategier, som er rettet mod intellektuelt handicappede, og at det måske kan være umagen værd at lave flere strategier og programmer, som er rettet mere specifikt mod målgruppen, i stedet for at opfatte handicappede mennesker som en helhed. 28

29 6. Hvilke veje vælger de unge intellektuelt handicappede i dag? I det følgende afsnit vil nogle af de væsentligste muligheder og udfordringer, som intellektuelt handicappede står over for, blive præsenteret. Præsentation vil kort berøre de forskellige relevante perioder i de forskellige partnerlande, fra fødslen og op til 25 års alderen. Spanien Når et barn bliver diagnosticeret med et handicap i Spanien, bliver familien tilbudt støtte: informationstjenester; orientering; træning (udviklingsprogrammer for plejefamilier); hjælp i hjemmet; dagcentre; og teknisk hjælp. En del af hjælpen kommer fra den tredje sektor og er finansieret af regionale fonde eller økonomisk støttet af forældrene selv. Indtil barnet fylder 18 år har familierne ret til økonomisk støtte i form af legater, skattenedsættelser og tekniske hjælpemidler. I folkeskoleårene går de handicappede børn i almindelige skoler og får støtte fra en psykologisk-pædagogisk tjeneste. I dag kan handicappede unge gå i skole indtil års alderen; de kan for eksempel deltage i workshops og/eller enkelte fag. Familierne kan få stipendiater og gratis adgang til gymnasier og erhvervsuddannelser. Indtil handicappede børn bliver voksne (18 år) får deres familier en skattenedsættelse, hvis de har en lav indkomst. Når et ungt menneske forlader folkeskolen er kommunernes socialeforvaltning ansvarlig for at støtte familierne fremadrettet. De kommunale medarbejdere informerer og rådgiver familierne omkring de forskellige ressourcer som er tilgængelige. Når det unge mennesker fylder 18 år forsvinder en stor del af støtten til familierne og der er efterfølgende ingen kontrol eller opfølgning. Personer over 18 år, som har en handicapgrad på mere end 65 %, kan ansøge om pension. Slovenien Når et barn bliver diagnosticeret med et intellektuelt handicap får familierne hjælp i udviklingsklinikkerne og i børnehaverne (børnene får ekstra hjælp af en professionel). Mange forældre søger også støtte i forskellige foreninger. Forældrene modtager børnepasningsydelser og andre ydelser i overensstemmelse med forskellige love. Ifølge den slovenske lov om placering af børn med særlige behov, skal børn allerede i børnehavealderen styres mod de relevante programmer (afhængig af deres handicapgrad). I Slovenien, har alle børn med intellektuelle handicaps mulighed for at blive integreret i en børnehave (i en almindelig 29

30 børnehavegruppe med ekstra professionel hjælp eller i en udviklingsafdeling for handicappede børn). Nogle intellektuelle handicaps (primært milde intellektuelle handicaps) opdages ofte senere, og derfor bliver børnene ikke tilbudt de relevante programmer i børnehaven. Det betyder at disse børn mangler teknisk assistance i børnehaveperioden. Nogle sygdomme bliver opdaget tidligt af lægerne, og andre bliver opdaget af børnehavepædagogerne og forældrene selv. Når børnene begynder i skole får de ekstra professional hjælp i skolen (eller i den institution hvor de bor), og deres forældre modtager også hjælp. Nogle forældre samarbejder godt i læringsprocessen, og andre reagerer ikke og er ikke aktive i beslutningstagningen i uddannelsesprocessen. De er ligeglade med deres barns udvikling. Deres holdning er, at institutionen skal tage sig af dem. Efter folkeskolen modtager børnene fortsat ekstra professional hjælp hvis de går på den udvidede uddannelse indtil de er 26 år, og i de institutioner hvor de bor (pleje- og uddannelsescentre). Desuden er det muligt at få hjælp fra en voksenuddannelsesorganisation (Folkeuniversitetet), hvor de kan få rådgivning og deltage i særlige ikke-formelle programmer (f.eks. programmet Første Skridt, som varer 120 timer, hvor de lærer grundlæggende færdigheder). Endelig kan de også få støtte fra jobcentrene. Danmark Danmark har et omfattende system som hjælper børnehavebørn. Ikke alle børn går i daginstitution og nogle børns intellektuelle handicap bliver først opdaget i skolen. Inden for de første 3 måneder efter et handicap bliver opdaget skal kommunen tilbyde familierådgivning. Efterfølgende vil en sagsbehandler få til opgave at hjælpe familien med deres behov. Familien kan også få psykologisk støtte, hvis der er behov for det. Forældrene kan få tilskud til de nødvendige ekstraudgifter de har på grund af deres barns handicap. Familien kan søge om økonomisk støtte til køb af bil og til forskellige andre arbejdsrelaterede hjælpemidler. De fleste intellektuelt handicappede børn går i almindelig skole, men nogle går i specialklasse, eller endda specialskole, på grund af sværhedsgraden af deres handicap. Skolen og den relevante magistratafdeling deler ansvaret for at arbejde samme med eleverne og deres familier. Efter folkeskolen er der mange unge intellektuelt handicappede som videreuddanner sig. Oftest vælger de STU (beskrevet ovenfor). Unge handicappede kan få supplerende økonomisk uddannelsesstøtte. De kan også få særlig uddannelseshjælp som skal sikre at de kan uddanne sig på lige fod med andre. Hjælpen kan bestå af en it-rygsæk, støttetimer, praktisk hjælp, eller specialudstyr. Efter endt skolegang er nogle af de unge handicappede i stand til at få et job. 30

31 Kommunerne tilbyder bostøtte, hvor de hjælper de unge med at starte på voksenlivet og bo for sig selv. Kommunen er også ansvarlig for at udarbejde en handlingsplan når barnet fylder 18 år. Italien Ifølge de nuværende regler, lever man i Italien op til handicappedes ret til uddannelse ved at integrere dem i skolerne. Staten har en forpligtelse til at yde passende støtteforanstaltninger med bidrag fra lokale organisationer og det offentlige sundhedsvæsen. Derfor er det skolesamfundet og lokale organisationer som er ansvarlige for at tage hånd om den handicappedes uddannelse og hans/hendes samlede udvikling fra de første leveår. Den nationale lovgivning fastslår at de lokale myndigheder og offentlige sundhedsenheder skal organisere børnehaver for at dække de handicappede børns behov, og give dem specialiseret personale til rehabilitering og socialisering. En aktuel toårig national handlingsplan, for fremme af handicappedes rettigheder og integration, skaber betingelser for, og redskaber til, at sikre handicappede børns skoleinklusion og børnehaveadgang. Planen indeholder konkrete tiltag der skal forbedre effektiviteten af sundhedsinterventioner og realiseringen af tætte forbindelser mellem skole, specialiseret børneservice, lokale myndigheder og den tredje sektor, med særlig vægt på vurderingen af børns evner og behov (udarbejdet i overensstemmelse med ICF-modellen). Socialpolitikkerne fokuserer på familien som en institution med solidaritet mellem ægtefæller og generationer. Nogle former for understøttelse tildeles automatisk til personen (f.eks. vuggestue, hjemmepleje, etc.), mens andre kræver at man inddrager familiens økonomiske grundlag (for eksempel baserer de beskatning på den samlede husstandsindkomst, eller mere præcist; de baserer understøttelsen på husstandens samlede indkomst). Når den handicappede begynder i skole er der stort fokus på individuelle uddannelsesplaner rettet mod den enkelte elev. For at planerne skal fungere effektivt, skal de deles med elevens familie. Inddragelsen af familien skal sikre at planen også gælder udenfor skolen. De fleste familier mødes med lærerne på møderne i handicaparbejdsgruppen, og udover disse møder, mødes de en gang om måneden. Familien og støttelæreren mødes oftere. Under skolegangen støtter offentlige services op om forælderens uddannelsesmæssige kapacitet og arbejder for en inkluderende undervisning. Inklusion af handicappede elever er vigtig i det italienske skolesystem. For at få adgang til støtteforanstaltninger, kræves det, at eleven har en handicapattest, som udbydes af det nationale sundhedsvæsen. Den ovennævnte plan for hver elev er baseret på en individuel vurdering af handicappets art og sværhedsgrad (funktionel diagnose), efterfulgt af en identifikation af, hvilke udviklingsstadier barnet har opnået og skal opnå (funktionel dynamisk profil), og endelig, det involverede personales beskrivelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre barnets ret til uddannelse. For 31

32 at opnå fuld inklusion skal den handicappedes socialiseringsmuligheder og muligheder for at deltage i alle skolens aktiviteter, samt aktiviteter uden for skoletiden, inkluderes i den individuelle plan. Den lærer som er ansvarlig for støtteaktiviteterne, er en speciallærer som tilknyttes den handicappede elevs klasse for at lette inklusionsprocessen. Han/hun erstatter ikke elevens øvrige lærere, men er en professionel ressource som har til opgave at tage sig af de særlige uddannelsesmæssige behov. Reglerne for brugen af denne vigtige ressource til inklusion gælder for alle involverede parter (skolen, andre tilbud, familien), og de er beskrevet i den individuelle uddannelsesplan. Den understøttende lærer bliver bevilliget af det regionale skolekontor efter en anmodning fra skolelederen. Hvor lang tid der er øremærket til den enkelte elev, afhænger af hans/hendes funktionelle diagnose, dynamiske profil og individuelle plan. Desuden er der hjælp at hente i skolen hos to andre professionelle: A) en medarbejder på skolen, som er ansvarlig for den grundlæggende omsorg, blandt andet ledsagelse/bevægelse i skolen; B) en specialiseret hjælper, bevilliget af lokale enheder (provins, kommune), som er ansvarlig for at fremme den handicappedes autonomi, forbindelsen mellem uddannelsesaktiviteter og relationer, og kommunikationsudviklingen. Kommunerne skal tilbyde specifikke materialer og undervisningsredskaber, relevante hjælpemidler, økonomisk overkommelig transport, skolemesser, aktiviteter uden for skoletiden og specifikke rekreative centre. Ved slutningen af folkeskolen skal de unge handicappede vælge om de vil fortsætte i gymnasiet (indtil de fylder 18) eller starte på en erhvervsuddannelse. I Italien hører erhvervsuddannelserne ind under regionerne. Derfor hænger den handicappedes valg sammen med de muligheder som tilbydes i de forskellige regioner. Oftest fortsætter de unge handicappede på gymnasiet og starter derefter på en erhvervsuddannelse, eller - i de tilfælde hvor der er tale om svære handicaps - på et dagcenter eller lignende. Erhvervsuddannelserne tilbyder forskellige løsninger: A) Undervisningsforløb som er rettet mod en bestemt profession; B) Undervisningsforløb som er rettet mod at opnå kompetencer som er nyttige for at kunne præstere i forskellige arbejdskontekster (kommunikation, relationsdannelse, osv.); C) ESF-forløb som normalt er rettet mod at fremme inklusion på arbejdsmarkedet. Normalt veksler alle disse uddannelsesmuligheder mellem skole og praktik. Handicappede har ret til at deltage aktivt i universitetslivet og det enkelte institut er ansvarlig for at udnytte den handicappede studerendes potentiale. Universiteterne tilbyder forskellige former for hjælp til de unge handicappede: dispensationer, legater, osv. Alle universiteter skal have tilknyttet en person som har til opgave at skaffe logi til de handicappede studerende, og tutorer som tilbyder støtte til at overvinde problemer med organisering og indlæring. Når den handicappede person bliver voksen reduceres støtten til familien og der fokuseres herefter på økonomiske foranstaltninger. Der er dog stadig tilbud om information og støtte til familien. Andre støtteforanstaltninger omfatter: hjemmepleje (rettet mod støtte til udvikling af selvstændighed eller rehabilitering); dagcentre og uddannelses-workshops; støtte til innovative projekter, som hjælper med at skabe uafhængige livsløsninger; og bostøtte eller bofællesskab 32

33 (henvendt til personer med svære handicaps, som ikke får støtte fra deres forældre). 18-årige med fysiske, psykiske, sensoriske eller intellektuelle handicaps kan få bevilliget målrettet beskæftigelse (beskrevet ovenfor), hvis deres arbejdsevne er reduceret med mere end 45 % (skal verificeres af en særlig sundhedskommission). Bulgarien Efter fødslen har forældre til handicappede børn mulighed for at få lægelig og psykologisk støtte fra eksperter, men der er ikke nok hjælp, og overhovedet ingen i de tyndt befolkede byer og i landsbyerne. I løbet af de første skoleår modtager familierne økonomisk støtte fra staten ca. 25 euro om måneden. Nogle familier modtager også økonomisk støtte fra fonde og NGO er. Der er blevet gennemført nationale kampagner for at rejse penge til de intellektuelt handicappet børn. Når børnene begynder i skole er der generelt ikke nok hjælp til familierne. Der er ingen generel model for social-psykologisk hjælp til familierne. I de fleste skoler er der ingen specialister som arbejder med intellektuelt handicappede børn og unge. Men de statslige institutioner giver støtte på det pædagogiske og sociale område. Der er også regionale inspektorater for uddannelse, hvor specialiser arbejder med at tage hånd om den pædagogiske inklusion af intellektuelt handicappede. I det bulgarske uddannelsessystem er der to typer af uddannelse for handicappede børn: 1) Ressourceskoler (børn med intellektuelle handicaps studerer sammen med børn med lignende problemer i et særligt undervisningsprogram); 2) Regulære skoler (børnene går i almindelige klasser sammen med andre elever og følger det normale undervisningsprogram, men de har samtidig et individuelt undervisningsprogram og får hjælp af ressourcelærere). Ressourcelærere er kun tilgængelige i de store byer, i nogle af de største skoler. Det er en kommission der vurderer om børnene er klar til at blive inkluderet i en almindelig skole, og ansætter ressourcelærerne. Børn med diagnoser har mulighed for at gå i almindelig skole med støtte fra en ressourcelærer, men de får ikke karakterer på eksamensbeviset. Forældrene bestemmer om de vil give deres barn en kommissionsvurdering eller ej. I folkeskoleårene modtager familier med handicappede børn ca. 30 euro om måneden i uddannelsesstøtte. Efter folkeskolen har den unge mulighed for at fortsætte på en uddannelse eller starte i arbejde. Denne alder er den mest vanskelige for de unge intellektuelt handicappede, fordi de efter folkeskolen skal integreres i samfundet. En stor del af støtten til de unge kommer fra deres familier, men der er ikke noget officielt system som sørger for at forældrene får hjælp til at integrere deres børn. På de videregående uddannelser er der ekstra pladser til unge med intellektuelle handicaps. Der er lovgivning som giver unge intellektuelt handicappede mulighed for at gennemføre det første trin i en faglig kvalifikation. I øjeblikket er man i gang 33

34 med at udvikle et system med karriererådgivningscentre til eleverne, men disse centre er ikke klædt på til specialarbejdet med handicappede unge. Socialministeriet har programmer som skal støtte arbejdsgiverne i ansættelsen af unge intellektuelt handicappede. Der er ingen særlige foranstaltninger for at støtte disse unge mennesker. Specialisterne på arbejdsformidlingen er ikke klædt på til at støtte dem. Der er kun få virksomheder som tilbyder arbejde til handicappede, og sjældent til intellektuelt handicappede. Kommunernes ressourcecentre giver de unge intellektuelt handicappede mulighed for at deltage i arbejdsaktiviteter. Men der er ingen reel arbejdsbyrde, for kommunerne har ikke ret til at sælge produktionen, eller til at betale løn til de arbejdende unge. De unges arbejde i disse centre har udelukkende et terapeutisk formål. Når de unge fylder 18 år har deres familier ingen ret til økonomisk støtte. De unge kan selv få social økonomisk støtte ca. 150 euro om måneden. I nogle EU programmer er der mulighed for at få en social hjælper. Den sociale hjælper tager sig af barnet og støtter på den måde familien. I de fleste tilfælde er den sociale hjælper et familiemedlem. 6.1 Tendenser på tværs af landene Generelt er der fokus på støtte igennem hele barndommen og ungdommen, selvom der er en del variation. I nogle lande bliver der skræddersyet individuelle planer i samarbejde mellem familierne og de relevant myndigheder, og i andre lande er der en omfattende indsats i børnehaveklasseårene, hvis barnet diagnosticeres i denne periode. Det er mest almindeligt for intellektuelt handicappede børn at gå i almindelig skole, og i de fleste lande er der passende støtteforanstaltninger i klassen. Det er også almindeligt at have understøttende økonomiske foranstaltninger i form af legater eller tilskud til teknisk bistand. Det ser ud til at det generelt er vanskeligt at vurdere de unge intellektuelt handicappedes kompetencer når det kommer til deres evner og parathed til at arbejde inden for almindelige rammer. Det er også opfattelsen at samarbejdet mellem uddannelsessystemet, arbejdsgiverne og beskæftigelsessystemet generelt er svagt. 6.2 Inputs til udfordringer 34

35 I løbet af den dokumentariske undersøgelse har projektpartnere bidraget med inputs til udfordringer og forslag til forbedringer. De mest relevante inputs for projektet er sammenfattet nedenfor. I nogle af inputtene er der en opfattelse af, at familierne har brug for mere støtte, især i de tidligere år af barndommen, og nogle peger også på behovet for flere informationer til familierne. Nogle fortæller at opfattelsen af intellektuelt handicappede stadig er meget negativ, selvom det virker som om, at den begynder at være mere positiv i alle landene. I nogle lande er den negative opfattelse også udbredt blandt arbejdsgivere. For at skabe en mere positiv opfattelse, peger nogle på, at der er behov for flere statistikker og data, da dette vil øge den politiske bevidsthed. Andre peger på, at der er behov for oplysningskampagner rettet mod samfundet som helhed eller mod virksomheder. Endvidere bliver det bemærket, at det er nødvendigt at have støtteforanstaltninger til arbejdsgiverne. En rapport peger også på behovet for mere positiv særbehandling. Et stort problem som mange peger på, er overgangen til nye faser. Mange peger på perioden efter folkeskolen, hvor den unge skal vælge en uddannelsesvej, og især den nye fase som indtræffer når den unge fylder 18 år, hvor ressourcerne til familierne fjernes, og den unge får større ansvar for sig selv. Nogle peger på behovet for mere støtte til samfundsinklusion i disse år, og foreslår et større fokus på sociale, samfundsmæssige og relationelle kompetencer. Nogle påpeger behovet for systemer der kan hjælpe med at opdage og diagnosticere intellektuelle handicaps tidligere, så man bliver i stand til at yde støtte tidligere i de vigtige børnehaveår. Med hensyn til uddannelsessystemet og overgangen til beskæftigelse, er der også mange relevante emner. Mange peger på for dårlig sammenhæng og mangel på fælles metoder i arbejdet i forskellige institutioner og organisationer, og på behovet for mere samarbejde. Generelt er der ingen eller få indsatser rettet specifikt mod intellektuelt handicappede. Mange nævner manglen på individuel støtte til de intellektuelt handicappede. Antallet af specialister og det relevante personales ressourcer og kvalifikationer er ofte for lavt. Endeligt er der en der foreslår, at man kunne lave erhvervsuddannelse ude på arbejdespladserne, i stedet for i et klasselokale. 7. Erfaringer som skal tages i betragtning i udformningen af spørgeundersøgelserne 7.1. Vigtige spørgsmål 35

36 Det overordnede fokus i undersøgelsen er at få flere informationer om, hvordan virksomhederne på den ene side, og de professionelle på den anden side, ser på den aktuelle situation for arbejdsindsættelse. Fokus bør være på grænser, forhindringer og velvilje i forhold til beskæftigelsen af unge under 25 år med intellektuelle handicap. I det følgende vil nogle af de mest centrale indsigter fra den dokumentariske undersøgelse, som er relevante for spørgeundersøgelsen, blive præsenteret. Det er en vigtig pointe, at de fleste lande forsøger at fokusere på at skabe individuelle veje til beskæftigelse, men indsatserne og erfaringerne lader til at variere meget. Det ser ud til, at der er en vis uenighed om, hvad de vigtigste problemer er, når man forsøge at sikre beskæftigelse for alle unge med intellektuelle handicaps. Derfor bør der i spørgeundersøgelsen være åbne spørgsmål, som handler om, hvad respondenten synes er vigtigst. Et andet emne som nævnes, er indsatsen for at forbedre og evaluere de unge intellektuelt handicappedes kompetencer og færdigheder, da dette måske kan føre til bedre muligheder for beskæftigelse. Spørgeundersøgelserne bør være åbne over for indsigter i, hvordan landene opfatter den nuværende situation. Det har været en vigtig pointe for nogle, at sammenhængen mellem de forskellige aktører/institutioner, f.eks. erhversuddannelseskontorer, offentlige og private services, virksomheder m.v., er for svag. Det bør tages i betragtning i spørgeundersøgelserne. Virksomheder bør også blive spurgt om de har modtaget tilstrækkelig hjælp fra den offentlige sektor i processen med at ansætte unge med intellektuelle handicaps. I nogle af landene har den dokumentariske undersøgelse vist, at virksomhederne har negative holdninger til ansættelse af personer med intellektuelle handicaps. Det er interessant at finde ud af, hvor mange kræfter virksomhederne ligger i arbejdet involverer de sig, eller prøver de ikke hårdt nok? Derudover er det interessant at lære mere om virksomhedernes incitamenter til at ansætte unge med intellektuelle handicaps. Da holdningen til at ansætte personer med intellektuelle handicaps er negativ i nogle lande, og da der er en generel modvilje mod at ansætte dem, kunne det være interessant at vide, om landenes erfaringer viser at det ikke er så svært som forventet. En anden god indikator for, hvordan de virksomheder, som i øjeblikket beskæftiger unge med intellektuelle handicaps, opfatter den nuværende situation, er at se på, hvordan de ser den fremtidige beskæftigelse af handicappede i deres virksomhed. Denne rapport har forsøgt at give et indblik i holdninger, lovgivning, og institutionelle rammer i de forskellige lande. Det er dog svært at angive præcist, hvad der er de største forhindringer for højere beskæftigelse af unge med intellektuelle handicaps. Det påpeges i den dokumentariske undersøgelse, at der generelt sker en udvikling hen imod et mere positivt syn på mennesker med intellektuelle handicaps, men der er stadig barrierer. De forskellige aktørers syn på holdninger, lovgivning og rammer er vigtige. Det er relevant at 36

37 undersøge om de forskellige aktører opfatter problemerne ens eller forskelligt. På den anden side er det lige så vigtigt at få indblik i mulighederne som i forhindringerne. Det har vist sig, at uddannelsessystemerne i almindelighed forsøger at tage hensyn til den enkeltes situation - men bliver dette omsat til praksis på den rigtige måde, eller har vi brug for flere programmer, som støtter op om de unges kompetencer og færdigheder? Tendenserne i valg af uddannelsesveje på tværs af landene viser, at man generelt har svært ved at vurdere kompetencer og færdigheder. I forbindelse med dette projekt er det især vigtigt at lære mere om, hvad de forskellige aktører ser som den bedste måde at styrke indsatsen for at ansætte flere unge med intellektuelle handicaps. Er de enige om, at arbejdet med kompetencer og færdigheder skal forbedres? Er holdningerne stadig et problem? Og er samarbejdet mellem uddannelsessystemet, arbejdsgiverne og beskæftigelsessystemet for dårligt? Mange lande har kvoter for ansættelse af handicappede, hvilket rejser spørgsmål om effekten af disse job, og om hvorvidt det ville være værdifuldt, hvis resten af landene fulgte samme vej. Det er vigtigt at vide hvorfor, og hvorfor ikke, respondenterne ser dette som en mulighed. I nogle lande fokuserer man på et holistisk syn på individet, som også inkluderer livet uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Generelt er der et mål i landene, om at gøre de unge til aktive medborgere. Det kunne være interessant at vide, hvad de forskellige respondenter opfatter som de vigtigste faktorer for at muliggøre aktivt medborgerskab. Endeligt bør respondenterne have mulighed for at udtrykke deres idéer til nye tiltag, f.eks. lovgivning eller programmer. 37

38 Ad C. Komparativ evaluering af spørgeundersøgelserne I alt har 55 virksomheder deltaget i undersøgelsen. Det har generelt været svært at komme i kontakt med virksomheder, som ønskede at deltage i undersøgelsen. I alle partnerlandene kontaktede man flere virksomheder end de 55, som var villige til at svare/deltage. 36 af de 55 virksomheder har intellektuelt handicappede ansat. 8.1 Grunde til at ansætte - etik og viden Generelt er der en klar tendens til, at virksomhederne ansætter unge mennesker med intellektuelle handicaps på grund af etiske overvejelser, og fordi virksomhedslederne personligt kender mennesker med intellektuelle handicaps. På den anden side har det en lille effekt, at intellektuelt handicappede leverer billigere arbejdskraft. Dette afspejles i fordelingen af svar i figuren nedenfor, og i de gennemsnitlige scorer længere nede. 60% 40% 20% Som en del af virksomhedens branding 0% None A little Medium Much Very Much På grund af etiske betragtninger/altruisme 50% 40% 30% 20% 10% 0% None A little Medium Much Very Much 38

39 30% 20% 10% 0% Fordi jeg personligt kender mennesker med intellektuelle handicaps None A little Medium Much Very Much 40% 30% 20% 10% 0% For at forbedre kemien på arbejdspladsen None A little Medium Much Very Much 40% Fordi vi får tilskud til lønnen når vi ansætter unge intellektuelt handicappede 20% 0% None A little Medium Much Very Much 60% De leverer billig arbejdskraft 40% 20% 0% None A little Medium Much Very Much 39

40 As part of the branding of the business Grunde til at ansætte (1=slet ikke; 5=i høj grad) Out of ethical considerations/ altruism Because I personally know people with intellectual disabilities To improve the chemistry of the work place Because we They are a cheap receive wage work force subsidies when employing young people with disabilities Forhindringer, muligheder og fremtiden De største forhindringer for yderligere beskæftigelse af unge med intellektuelle handicaps er, ifølge virksomhederne, kompetencer og færdigheder. Mere end 40 % peger i den retning. Lovgivningen, medarbejdernes holdning og den generelle holdning i befolkningen spiller ligeledes en rolle for virksomhedernes svar. 60% Største forhindring for beskæftigelse 40% 20% 0% Legislation Competences/Skills Employees attitudes Population attitudes Når man spørger ind til, hvad der skal gøres for at skabe flere jobs, er resultatet noget klarere. Her peger næsten halvdelen af respondenterne på behovet for særlige programmer, som fokuserer på at skabe de nødvendige færdigheder hos de unge intellektuelt handicappede. At gøre det billigere at ansætte personer fra målgruppen, og at fortælle flere positive historier i medierne, opfattes ikke som lige så vigtigt. I kategorien andet kommer alle svarerne fra spanske virksomheder, som har fået et særskilt spørgsmål om uddannelse på arbejdspladsen. Hvis dette spørgsmål var blevet stillet i alle landene, er der stor sandsynlighed for, at denne kategori ville have udgjort en endnu større andel. 40

41 Den bedste vej til at få flere unge handicappede i arbejde More positive stories in the media about inclusion of young intellectual disabled in work places 11% Special programs or legislation that make it cheaper to employ young intellectual disabled 27% Other 13% Special programs that focus on creating necessary skills for the young intellectual disabled 49% Virksomhederne blev også spurgt ind til vanskeligheder i processen med at ansætte unge med intellektuelle handicaps. Næsten en tredjedel (30 %) rapporterede, at det var et stort skridt og meget svært at ansætte unge med intellektuelle handicaps, og 52 % svarede, at det var sværere end at ansætte almindelige medarbejdere. I alt synes 82 % det var mere svært og kun 18 % synes det kunne sammenlignes med at ansætte en almindelig medarbejder. Sammen med tallene for modtaget hjælp, tyder dette på et behov for bedre service til virksomhederne. Som nedenstående figur viser, så føler lidt over halvdelen af virksomhederne, at de ikke har modtaget tilstrækkelig hjælp fra den offentlige sektor og/eller interesseorganisationer. Mere end 40 % udtrykker, at de har manglet hjælp til finansiering eller andre muligheder for støtte. 60% Modtaget hjælp 40% 20% 0% Adequate help in general Help with funding Der er en vis national variation i svarerne på spørgsmålet. I Spanien har 69 % rapporteret, at de har modtaget tilstrækkelig hjælp fra den offentlige sektor og/eller interesseorganisationer, og 77 % har rapporteret, at de har modtaget hjælp til finansiering. Ikke desto mindre føler en forholdsvis stor andel, også i Spanien, at de ikke har modtaget nok hjælp. 41

42 Virksomhederne blev også spurgt om deres syn på kvoter, og de var temmeligt splittet omkring dette emne. 46 % var for og 54 % var imod. Det skal dog tilføjes, at nogle af de deltagende virksomheder er offentlige og allerede forpligtede til at ansætte handicappede. 8.3 Vigtige nationale resultater I dette afsnit præsenteres de vigtigste nationale resultater fra undersøgelsen. Spanien De kommentarer der er kommet ind som en del af undersøgelsen, indikerer nogle vigtige fokuspunkter. Generelt er indtrykket, at lovgivningen omkring handicappede er god, men at den skulle være bedre kendt af virksomhederne. Det lader også til, at en manglende overholdelse af loven er et problem (i Spanien skal store virksomheder med mere end 50 ansatte have mindst 2 % handicappede medarbejdere). Nogle af centrene for beskæftigelse på særlig vilkår har udvist bekymring om behovet for at give bøder til de virksomheder, som ikke overholder loven. Et andet problem som bliver påpeget, handler om besværet med at finde jobprofiler som matcher med de unge intellektuelt handicappedes kompetencer. Desuden lader det til, at når handicappede kommer i arbejde, er det svært for deres chefer og kollegaer at finde ud af, hvor meget de kan forvente af dem, så de handicappede ender med at gøre mindre end de kunne gøre. IVAS inkluderede et specifikt spørgsmål om uddannelse på arbejdet. De fleste virksomheder svarede på en positiv måde. Ifølge disse svar (og flere gruppediskussioner gennemført af IVAS-professionelle), kunne et af de specifikke programmer være erhvervsuddannelse på arbejdspladsen. Opfattelsen blandt virksomhederne er, at traditionelle erhvervsuddannelser (med klasseundervisning) ikke passer til de intellektuelt handicappedes behov og kompetencer. Det anses også som en nødvendighed at fremme understøttet beskæftigelse (en vejleder der følger med rundt på jobbet, så længe det er nødvendigt). Nogle har den opfattelse, at de store virksomheder, fordi de har flere ressourcer og lavere risiko, bør være et eksempel for mellemstore og små virksomheder, når det handler om inklusion. Bulgarien Konklusionerne fra den bulgarske undersøgelse viser et billede, som adskiller sig fra de øvrige lande. Generelt er der blandt arbejdsgivernes ikke kultur for at give chancer til handicappede unge. 42

43 En anden pointe er, at de nationale politikker ikke fungerer ordentligt på lokalt og regionalt niveau. Den største hindring for ansættelse af flere unge mennesker med intellektuelle handicaps er, ifølge arbejdsgiverne, helt klart lovgivningen. Dette står i klar kontrast til resultaterne fra de øvrige lande. Et af de problemer som er forbundet med lovgivningen er, at arbejdsformidlingskontoret ikke er kvalificeret til at informere og stimulere arbejdsgiverne, og til at støtte ledige unge med handicaps. Det vurderes, at det generelt høje antal ledige unge i landet, og den vanskelige økonomiske situation hos flere virksomheder, er andre grunde til denne triste situation. Dette synspunkt understøttes af det faktum, at resultaterne fra den bulgarske undersøgelse viser, at der er mere fokus på at gøre det billigere at ansætte personer med intellektuelle handicap, end på at styrke deres færdigheder og kompetencer. Det bliver også påpeget, at de intellektuelt handicappede unges kompetencer er for dårlige, og at der mangler uddannelsesmæssige ressourcer til at forberede de unge på arbejdsmarkedet. Dette udmønter sig i lav effektivitet blandt medarbejderne med intellektuelle handicaps. Men hensyn til økonomien i forbindelse med ansættelse af handicappede, er synspunktet, at den økonomiske støtte er for lav, og at den administrative procedure er for kompliceret. Der burde være flere midler og tilskud, eller lavere skatter til de ansatte, for at kompensere for den lave produktivitet. En interessant idé, som kom frem i et interview, er, at man kunne organisere jobmesser med specifikt fokus på intellektuelt handicappede unge. I svarerne på de supplerende spørgsmål, viser det sig, at alle de deltagende virksomheder føler, at de ikke har nok kendskab til arbejdet med intellektuelt handicappede, og at de har brug for uddannelse og information om dette emne. Italien De italienske virksomheder i undersøgelsen har et stort fokus på evalueringen af færdigheder. 70 % peger på dette som den mest væsentlige forhindring, og 100 % peger på specialprogrammer med fokus på at skabe de nødvendige færdigheder, som den bedste måde at få flere unge med intellektuelle handicaps i arbejde. Det er også i forbindelse med dette aspekt, at de mest vigtige indsigter fra interviewene kommer frem. Resultaterne fra interviewene peger på, at personer med intellektuelle handicaps har vanskeligt ved at udføre selv lette opgaver selvstændigt. Nogle peger på det faktum, at det er nødvendigt at have en tutor der konstant er sammen med den unge medarbejder, hvilket er med til at forsinke de normale aktiviteter. Andre peger på behovet for en målrettet uddannelse og en gradvis arbejdsproces. En af virksomhederne har haft positive erfaringer med at ansætte professionelle til at evaluere den unges færdigheder før og under arbejdsperioden, så personen kan blive beskæftiget på en måde, som er til gavn for alle i arbejdsgruppen. En 43

44 anden virksomhed har fundet det nødvendigt at finansiere uddannelseskurser til personer med intellektuelle handicaps inden de starter på arbejdet. Danmark De danske virksomheder i undersøgelsen peger på en generel mangel på viden i erhvervslivet som en af de store forhindringer for at ansætte flere unge med intellektuelle handicaps. Desuden spiller viden en central rolle i de virksomheder, som allerede beskæftiger unge med intellektuelle handicaps. Det er især lederne der har brug for viden, men også medarbejderne, så de kan forstå hvorfor de unge mennesker agerer som de gør. De andre medarbejderes holdning og de unge intellektuelt handicappedes færdigheder er klart de største barrierer. Det betragtes som vigtigt at klæde de andre medarbejdere på til at blive mentorer, så de har også behov for viden om den enkelte intellektuelt handicappedes situation og udfordringer. Det vurderes at de nye roller som mentorer der arbejder side om side med intellektuelt handicappede, giver værdi til de almindelige medarbejderne, hvilket skaber et bedre arbejdsmiljø. Det anses også som vigtigt, at omgivelserne tilpasser sig til de unge med intellektuelle handicaps. Det er forkert at forvente at den intellektuelt handicappede kan ændre sig. Opfattelsen er, at i 90 % af tilfældene forbedres kemien på arbejdspladsen. På den anden side ville det være billigere og mere effektivt, hvis der ikke var medarbejdere med intellektuelle handicaps. De peger på det faktum, at færdigheder er vigtige, men de nævner også, at det ville være mere økonomisk, hvis lønningerne var lavere. Virksomhederne mener, at lovgivningen er god, men at forvaltningen af lovgivningen nogle gange er problematisk. For eksempel er det for svært at blive godkendt til særlige jobtyper. De har et godt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne når det drejer sig om uddannelsesniveauer og eksamensbeviser med kompetencer/færdigheder. En af virksomhederne havde en medarbejder fra uddannelsessystemet tilknyttet, som en hjælp i begyndelsen af projektet. Den unge har en mentor tilknyttet, og man kunne spørge sig selv, hvorfor det samme ikke er tilfældet for virksomheden. Det bliver også nævnt, at der er et godt samarbejde med sagsbehandlerne i det kommunale system, om den unges og arbejdspladsens forventninger. En af virksomhederne fortæller, at det kræver en masse energi at ansætte en person fra målgruppen, men at det er besværet værd, når man ser hvordan den unge person vokser med jobbet. De forsøger at stille krav og give de unge ansvar, så de ser sig selv som en gevinst i stedet for som en byrde. En af lederne kom med et eksempel på en ung pige, som var indadvendt og blev mere åben da hun kom i arbejde. Den samme leder 44

45 peger på det faktum, at det er den eneste mulighed disse unge mennesker har. For nogen unge med intellektuelle handicaps er belønninger kun reelle hvis de er fysiske, så når medarbejderne får en bonus, får de unge intellektuelt handicappede udleveret en check i stedet for at der bliver sat et beløb ind på deres bankkonto. Desuden peger virksomhederne på OCN-metoden, som en metode der tilfører værdi og tillid til gruppen. En af vejene frem er at fortælle andre virksomheder, at det ikke er så svært at ansætte unge med intellektuelle handicaps, og - vigtigst af alt - at de er med til at gøre en forskel i deres liv. Det burde være cool at ansætte handicappede og give street credit, som en leder forklarer det men i stedet spørger mange hvad koster det? Slovenien Konklusionerne fra den slovenske undersøgelse viser, at den største forhindring for at ansætte flere unge med intellektuelle handicaps er den generelle holdning i samfundet. Den mindst alvorlige forhindring er vurderingen af, og manglen på, færdigheder og kompetencer. De fleste virksomheder mener, at den bedste vej til at ansætte flere personer med mentale handicap, er at udvikle særlige programmer, som fokuserer på at skabe de nødvendige færdigheder, eller ny lovgivning, som gør det billigere at ansætte unge med intellektuelle handicaps. En af virksomhedsrepræsentanterne kommenterer, at personer med intellektuelle handicaps har behov for mere tid til at lære, og at det er svært at engagere dem i arbejdsprocessen på grund af deres kompetencer (som afviger fra de andre medarbejders kompetencer). En forslår, at kvoten for intellektuelt handicappede bør være adskilt fra den generelle kvote for handicappede (fordi mennesker med intellektuelle handicaps er marginaliserede inden for gruppen af personer med handicap). En anden virksomhedsrepræsentant peger på, at mennesker med intellektuelle handicaps er i stand til at udføre simpelt rutinearbejde, men på grund af den teknologiske udvikling er der mangel på denne type jobs. Generelt vurderer virksomhederne, at lovgivningen ikke er særlig effektiv. Nogle peger på, at lovgivningen mangler konkrete løsninger til at skabe beskæftigelsesmuligheder for mennesker med intellektuelle handicaps. Andre nævner, at der er brug for flere incitamenter, og at loven på dette område er for stram. 8.4 Holdninger til kvotesystemer Virksomhederne har forskellige holdninger til dette emne, med 46 % for og 54 % imod. Der er en vis variation på tværs af landene, med mere end 70 % for i Spanien og Bulgarien. Når man fortolker disse tal, er det vigtigt 45

46 at huske, at de fleste af de virksomhederne som har deltaget i undersøgelsen har handicappede ansat, og de fleste af dem har intellektuelt handicappede ansat. Det betyder formentlig, at de har et mere positivt syn på kvotesystemer. Nogle virksomheder kommenterer, at der burde være stærkere økonomiske incitamenter, og at de virksomheder der lever op til kvoterne, burde modtage mere økonomisk støtte. Nogle peger på det faktum, at økonomiske fordele ikke må stå alene, og at viden og information bør spredes ud til virksomhederne. Nogle af de virksomheder der er imod kvotesystemer, peger på behovet for fri vilje og ægte omsorg, hvis arbejdsindsættelse skal blive en succes. Nogle siger, at de måske ville være positive, hvis der var afsat midler til coaching. Andre peger på det faktum, at det allerede er kompliceret at drive en virksomhed. Nogle fremhæver det synspunkt, at jobmatchet ville være dårligt, og at jobbene ikke ville være hensigtsmæssige. 8.5 Idéer til lovgivning og programmer Nogle af de vigtigste ideer, som blev bragt op i undersøgelsen: Bedre erhvervsuddannelse og kompetencetræning for intellektuelt handicappede; Karriererådgivning og psykologisk rådgivning til intellektuelt handicappede unge; Bedre koordinering mellem uddannelsesinstitutioner (skoler), arbejdsformidlinger, forældre og potentielle arbejdsgivere; Tilskud eller lavere skatter til arbejdsgiverne; Bekæmpelse af forskelsbehandling på arbejdspladsen og kamp for lige muligheder; Specialuddannelse til personale der arbejder med intellektuelt handicappede unge; Undervisning til ledere og medarbejdere der arbejder sammen med intellektuelt handicappede unge; Nationalt register over intellektuelt handicappede; Organisering af jobmesser med særligt fokus på intellektuelt handicappede unge; Unge med intellektelle handicaps bør have mulighed for at tage en erhvervsuddannelse uanset hvor stor deres akademiske viden er; Finansiering af uddannelseskurser for intellektuelt handicappede før de begynder på arbejdet; Ressourcerne kunne blive brugt på en mere effektiv måde, hvis der var bedre dialog mellem nøgleaktørerne; Store virksomheder bør gå foran som inklusionseksempler for mellemstore og små virksomheder, fordi de har flere ressourcer og lavere risiko; Aftaler mellem virksomheder og den tredje sektor, eller offentlige enheder, kunne bidrage til en forbedring af beskæftigelsessituationen for unge handicappede; 46

47 Medieopmærksomhed omkring de positive historier viser andre virksomheder at det er muligt; Vigtigt at give plads til tjenestemænd/sagsbehandlere, så de kan finde frem til de bedste løsninger; 8.6 Centrale indsigter fra de nationale undersøgelser Ifølge dem selv, ansætter virksomhederne primært unge mennesker med intellektuelle handicaps på grund af etiske overvejelser og fordi virksomhedsledere personligt kender mennesker med intellektuelle handicaps. Virksomhederne peger på manglende kompetencer og færdigheder som den vigtigste forhindring for at ansætte flere mennesker med intellektuelle handicaps, mens problemer med lovgivningen og medarbejdernes holdninger også spiller en væsentlig rolle. Når de bliver bedt om at pege på den bedste vej til at få flere unge intellektuelt handicappede i arbejde, peger mere end halvdelen af virksomhederne på behovet for at skabe færdigheder. Virksomhederne føler generelt at det er sværere at ansætte unge intellektuelt handicappede end almindelige medarbejdere. Næsten en tredjedel udtrykker, at det var et stort skridt, og yderligere 52 % mener at det var sværere end at ansætte en almindelig medarbejder. Næsten halvdelen af virksomhederne fortæller, at de ikke har modtaget nok hjælp fra den offentlige sektor, og mere end en tredjedel siger, at de ikke har modtaget hjælp med finansiering. Der er nogle forskelle mellem landene. Det er især resultaterne fra Bulgarien der afviger fra de øvrige lande, med et fokus på lovgivningsmæssige problemer og billigere beskæftigelse. Undersøgelsen viser også, at virksomhederne fokuserer på at få ordentlige jobmatches. Derudover peger mange virksomheder på idéen om forskellige former for finansiel støtte til virksomheder der ansætter unge intellektuelt handicappede. Et andet punkt som mange fremhæver, er behovet for støtte til inklusion, enten gennem mentorer eller ved at sprede viden ud til virksomhederne. Nogle peger på behovet for vurdering af de unge intellektuelt handicappedes færdigheder, for at give dem selvtillid og ansvar. Et flertal af virksomhederne støtter op om kvotesystemer, men mange føler at kvoterne bør suppleres af økonomisk hjælp. Nye idéer til programmer og lovgivning: målrettede jobmesser; store virksomheder bør have et særligt ansvar; de forskellige aktører kan indgå frivillige aftaler. 9. Spørgeundersøgelse for professionelle I alt har 115 professionelle deltaget i spørgeundersøgelsen. 59 arbejder primært inden for uddannelsessystemet, 30 arbejder primært med beskæftigelse, og 26 personer arbejder med begge områder. 47

48 9.1 Inddragelse og samarbejde Det er en udbredt opfattelse, at det er vanskeligt at få virksomhederne inddraget i processerne med at ansætte unge med intellektuelle handicaps. Kun 5 % mener at virksomhederne er meget inddraget, mens 69 % mener at det er svært at inddrage virksomhederne. Inddragelse af virksomheder som ansætter unge intellektuelt handicappede Very much involved 5% Difficult to involve 69% Participate only in necessary tasks 26% Et andet spørgsmål fra undersøgelsen viser, at kun 42 % mener, at de forskellige aktører/institutioner på området er bevidste om deres egne og hinandens opgaver. Det betyder, at mere end halvdelen mener, at aktørerne ikke er bevidste om opgaverne på området. Det er et overraskende højt tal og det kan måske forklare noget af variationen i svarene fra virksomhederne og de professionelle. 9.2 Hvorfor ansætter virksomheder de professionelles synspunkt De professionelles hovedsynspunkt er, at tilskud til løn er den vigtigste grund til at ansætte unge med intellektuelle handicaps. Ca. 2/3 svarer i høj grad eller i meget høj grad til spørgsmålet: I hvilken grad mener du, at tilskud til løn spiller en rolle, når en virksomhed beslutter sig for at ansætte unge med intellektuelle handicaps?. Den gennemsnitlige vurdering ligger på lige under 4 (= i høj grad). De andre faktorer har cirka lige stor indflydelse, ifølge de professionelles vurdering, med undtagelse af ét spørgsmål; Der er en lav tro på, at virksomhederne ansætter unge handicappede for at forbedre kemien på arbejdspladsen. 84 % angiver, at forbedring af kemien enten slet ikke eller i lav grad har indflydelse på, om virksomhederne ansætter unge med intellektuelle handicaps. 48

49 Som en del af virksomhedens branding 40% 30% 20% 10% 0% None A little Medium Much Very Much På grund af etiske betragtninger/altruisme 50% 40% 30% 20% 10% 0% None A little Medium Much Very Much Fordi lederen personligt kender mennesker med intellektuelle handicaps 50% 40% 30% 20% 10% 0% None A little Medium Much Very Much 49

50 50% 40% 30% 20% 10% 0% For at forbedre kemien på arbejdspladsen None A little Medium Much Very Much 40% Fordi de får tilskud til lønnen når de ansætter unge intellektuelt handicappede 30% 20% 10% 0% None A little Medium Much Very Much 40% De leverer billig arbejdskraft 30% 20% 10% 0% None A little Medium Much Very Much 50

51 Grunde til at ansætte (1=slet ikke; 5=i høj grad) As part of the branding of the business Out of ethical considerations/ altruism Because the ones that hire personally know people with intellectual disabilities To improve the chemistry of the work place Because they They are a cheap receive wage work force subsidies when employing young people with disabilities 9.3 Forhindringer og muligheder De største forhindringer for at fremme beskæftigelsen af unge intellektuelt handicappede er, ifølge de professionelle, kompetencer og færdigheder på den ene side, og holdninger i befolkningen på den anden side (mere end 30 % peger i de to retninger). Medarbejdernes holdninger spiller en lidt mindre rolle, ifølge svarerne fra de professionelle, med kun 21 %. Kun omkring 15 % mener, at lovgivningen er den største forhindring. 40% Største forhindring for beskæftigelse 30% 20% 10% 0% Legislation Competences/Skills Employees attitudes Population attitudes Når de bliver spurgt om, hvad der skal gøres for at skabe flere jobs, er resultatet noget klarere. Her peger 2/3 af de professionelle på behovet for særlige programmer, som fokuserer på at give den unge intellektuelt handicappede de nødvendige færdigheder. At gøre det billigere at ansætte personer fra målgruppen, og at fortælle flere positive historier i medierne, bliver ikke opfattet som lige så vigtigt. I kategorien andet kommer mange af svarerne fra spanske professionelle, som er blevet spurgt særskilt om uddannelse på arbejdspladserne. Hvis spørgsmålet var blevet stillet i alle lande, er det meget sandsynligt, at denne kategori 51

52 ville havde fået en endnu større svarandel. De resterende svar i kategorien andet omfatter inklusion i samfundet og tilpasset beskæftigelse. Den bedste vej til at flere unge handicappede i arbejde More positive stories in the media about inclusion of young intellectual disabled in work places 2% Other 11% Special programs or legislation that make it cheaper to employ young intellectual disabled 20% Special programs that focus on creating necessary skills for the young intellectual disabled 67% 9.4 Individuelle veje til beskæftigelse på tværs af landene Undersøgelsen indeholdt følgende spørgsmål til de professionelle: Når du beskæftiger dig med et ungt menneske med et intellektuelt handicap, hvad synes du så er de tre største barrierer for at skabe en individuel vej til beskæftigelse for den unge i en almindelig virksomhed?. I dette afsnit præsenteres svarerne, og til sidst drages der nogle generelle konklusioner. Spanien Spanske professionelle, som arbejder med beskæftigelse af handicappede, mener, at de følgende inklusionsforhindringer er de største barrierer for at skabe individuelle beskæftigelsesveje for unge intellektuelt handicappede: 1. Lave kvalifikationer og lav uddannelse: Blandt andet manglende sociale og kognitive færdigheder, og manglende basale arbejdskompetencer. Folkeskolen giver i dag ikke de grundlæggende færdigheder, som er nødvendige for at få et job. 52

53 2. Forkert indstilling: manglende motivation, lavt selvværd, og forkerte forventninger (manglende overensstemmelse mellem deres evner og det job de ønsker). 3. Problematiske sociale og familiemæssige forhold: familien er ofte overbeskyttende. 4. Manglende erhvervserfaring. 5. Der er ingen uddannelsesressourcer rettet specifikt mod unge med intellektuelle handicaps. Bulgarien I Bulgarien har de professionelle fokuseret på følgende barrierer i deres svar: 1. Sociale færdigheder og kognitiv kapacitet. Der er en generel mangel på færdigheder, herunder: færdigheder i forhold til selvstændig livsførelse; kommunikationsfærdigheder; samarbejdsfærdigheder; studiefærdigheder; færdigheder i forhold til tilegnelse af ny information, med det formål at blive klogere og dygtigere; færdigheder i forhold til social tilpasning; koncentrationsfærdigheder; færdigheder i forhold til selvkontrol; færdigheder i forhold til at påtage sig ansvar; færdigheder i forhold til tolerance; intellektuelle og fysiske færdigheder; færdigheder i forhold til målopnåelse og initiativ; kunstneriske færdigheder. 2. Motivation for at arbejde: lav villighed til at arbejde og være aktiv. 3. Arbejdsgivernes indstilling: uvidenhed, frygt og fjendtlighed over for intellektuelt handicappede. 4. Erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning: viden og færdigheder som passer til det konkrete job; arbejdsvaner- og færdigheder; praksis; teoretisk forberedelse; kompetencer; fysiske evner og færdigheder; forbindelse mellem individuelle interesser og faglig udvikling; stabil interesse for et konkret område; viden og information om forpligtelser og ansvar over for arbejdsgivere; udvikling og beherskelse af nogle præ-professionelle færdigheder; vellykket beherskelse af jobbet; koncentration; udvikling af personligt potentiale. 5. Ydre virkelighed: mulighed for gennemførelse i kommunen; chance for tilstrækkelig social realisering; passende job; arbejdsløshed i regionen. Italien Svarerne fra Italien kan grupperes på følgende måde: 1. Forståelse af arbejdspladsen: organisering af arbejdstimer; fremme af relationer til kollegaer; gensidig forståelse af forventninger; etablering af netværker. 2. Færdigheder i forhold til at håndtere opgaver: identifikation af specifikke opgaver, som kan håndteres; tilegnelse af specifikke manuelle færdigheder. 53

54 3. Det rigtige match mellem virksomhed og medarbejder: arbejdsopgaver som passer til personens færdigheder og villighed til at udføre aktiviteterne; forpligtelsen til at udføre arbejdet. 4. Motivation og ansvar: personens autonomi og hans/hendes motivation; bevidsthed om ansvar og ansvarsfølelse; tydelig formulering af målene med arbejdet for at gøre dem opnåelige, f.eks. ved hjælp af en trin-for-trin-arbejdsproces; identification af ressourcer og potentialer - ikke kun problemer; forståelse af personens forventninger/behov. 5. De professionelles færdigheder: et realistisk begreb om de erhvervssektorer, som kan beskæftige personen med et intellektuelt handicap; indsigt i den virksomhed, som påtager sig ansvaret for personen; evaluering af personens autonominiveau; vurdering af hans/hendes relationelle evner. Slovenien I Slovenien peger de professionelle primært på følgende barrierer for at få succes med beskæftigelse af unge intellektuelt handicappede: 1. De intellektuelt handicappedes færdigheder i forhold til at arbejde og finde et job: deres forståelse af arbejdsopgaver er lav; manglende arbejdskompetencer; manglende fysiske og psykiske evner; kognitive barrierer; koncentrationsbesvær; hyperaktivitet; manglende viden om håndhævelse af deres rettigheder; ikke bevidste om deres egne kompetencer; uklare forventninger til dem selv og til arbejdsgiveren; manglende færdigheder i forhold til at finde et job; manglende viden om arbejdsmarkedet; uvidenhed omkring procedurer; såkaldt funktionel analfabetisme i forhold til at finde et job; kommunikation og evnen til at kommunikere; mindre konkurrencedygtig; sociale færdigheder; manglende tro på egen selvstændighed; mindre konkurrencedygtig end andre handicappede (f.eks. fysisk handicappede). 2. Arbejdsgivernes indstilling: negative holdninger til ansættelse af målgruppen; manglende viden om intellektuelt handicappedes situation; diskrimination; virksomhederne har ikke tålmodighed med forskelligheder; stereotyper og fordomme blandt arbejdsgivere og potentielle medarbejdere; undervurdering af målgruppens færdigheder. 3. Omgivelsernes indstilling: accept af, og holdninger til, handicappede; fordomme; intolerance, stigmatisering; lav samfundsbevidsthed om gruppen. 4. Andre grunde: - Manglende viden blandt de professionelle: ikke nok uddannet personale, som kan tage hensyn til den handicappedes særlige situation. - Succesfuld gennemførelse af uddannelseskurser for unge. 54

55 Danmark Svarerne fra Danmark peger på følgende områder: 1. Jobmatch: match mellem færdigheder og job. 2. Arbejdspladsen: nødvendigt at føle sig tryg på arbejdet; vigtigt med kolleger, der forstår deres situation; arbejdssituationen skal være forudsigelig. 3. Livskvalitet: de fleste vil gerne leve et så normalt liv som muligt; det er ofte deres drøm, og deres forældres drøm, at de kan indgå på arbejdsmarkedet; de har brug for at lære at være mere uafhængige (tidligere var det normalt at man prøvede at rydde vejen og fjerne forhindringer, nu forsøger de professionelle at gå ved siden af de unge intellektuelt handicappede). 4. Støtte: vigtigt at huske at de stadig har brug for hjælp, selvom de arbejder på en almindelig arbejdsplads; uddannelse er også aktivt medborgerskab, tøj, hygiejne og tone. Sammenfatning af de vigtigste punkter Ikke overraskende, så lægger de professionelle vægt på erhvervsuddannelse og udvikling af arbejdskompetencer. Disse kompetencer omfatter en bred vifte af sociale færdigheder, især relateret til kollegaer og til engagement i nye netværker. Jobmatchet lader til at spille en vigtig rolle. I den forbindelse de professionelles færdigheder meget vigtige. De skal sørge for at de unge får de nødvendige kompetencer, så de kan få det rigtige match. Det er lige så vigtigt at støtte de unge og opretholde deres motivation, men man skal finde en balance, så de også bliver mere uafhængige og lære at påtage sig ansvar. En anden vigtig pointe er, at det er afgørende at kollegaerne er positive, og at man sørger for at de kommer godt ud af det med hinanden. Man bør desuden gøre en stor indsats for at informere kollegaerne, og bruge dem som ressourcer for at øge chancen for en succesfuld arbejdsindsættelse. 9.5 Vurdering og evaluering af kompetencer Spørgeundersøgelsen til de professionelle indeholdt følgende åbne spørgsmål: Hvad gør du for at vurdere og evaluere de unge intellektuelt handicappedes kompetencer? 55

56 Spanien I Spanien er det mest almindelige, at man vurderer jobkompetencerne i en jobsamtale. De oplysninger man får i dette interview sættes ind i en særlig database for handicappede, som bruges til at matche den bedste kandidat til et konkret jobtilbud. Kun få instanser har udviklet (eller bruger) specifikke måleredskaber til handicappede. Årsagen til dette er manglende tid (for mange personer kræver hjælp med at finde et job), eller at standardmåleredskaberne er for dyre. Bulgarien I Bulgarien bruger de professionelle mange forskellige metoder til at måle de unge intellektuelt handicappedes kompetencer: Forskellige metoder til vurdering af kognitive evner og mental udvikling: koncentration, stabilitet, opmærksomhed, hukommelse, gengivelse (optisk og auditiv); færdigheder i forhold til at bruge den tillærte viden i praksis; paratviden; selvstændige vaner; færdigheder i forhold til selvkontrol og selvvurdering; uddannelsesniveau. Vurdering af kommunikationsfærdigheder: verbale og nonverbale. Vurdering af psykologisk stabilitet ved forskellige mentale arbejdsbelastninger. Tests som vurderer de præ-faglige færdigheder: vurdering af den visuelle-motoriske koordination ved hjælp af synsbilleder; vurdering af bevægelsespræcisionen; vurdering af den generelle motoriske udvikling og fysiske aktivitet ved hjælp af fingerfærdighedsøvelser; fysisk stabilitet. Interviews Individuelle samtaler Gennemgang af dokumentation Observationer (langsigtede observationer af evner og færdigheder) Vurdering af faglig tilpasningsevne Vurdering af kompetencer og praktiske evner, med fokus på nøglekompetencer, ved hjælp af forskellige værktøjer Gruppearbejde, uddannelsessituationer, rollespil Besøg på virksomheder og institutioner, som den unge intellektuelt handicappede er interesseret i, eller hvor der er en mulighed for at han/hun kan komme i job/uddannelse. De professionelle understreger behovet for individuelle tilgange og metoder. Det er et fælles mål for de professionelle, at få de unge intellektuelt handicappede til at tage initiativ og acceptere, at de skal engagere 56

57 sig i deres egen professionelle realisering, fordi det vil øge deres selvværd og tro på egne evner, hvilket vil gøre dem bedre klædt på at til at reagere hensigtsmæssigt i skiftende omgivelser. Italien I Italien benytter de professionelle sig også af mange forskellige metoder: De fleste metoder er individuelle. Mange bruger observationer og individuelle møder, samt møder med det hold, der arbejder med den unge person (socialhjælper, læge, sundhedsassistent), for at sikre en integreret indsats. Normalt prøver man at analysere den unge intellektuelt handicappedes behov, ønsker, kompetencer og motivation. Det er også almindeligt at man arrangerer møder om den unges foretrukne arbejdsområder og tidligere erfaringer. Det bliver nævnt, at det er vigtigt at finde den rigtige opgave og den rigtige arbejdsplads, for at skabe en positiv cyklus med henblik på at øge selvværdet hos den unge. Det er også vigtigt at være forsigtig, når man vælger opnåelige mål. Nogle arbejder sammen med den handicappede og lærer ham/hende hvordan man udfører forskellige opgaver. Bagefter vælger de hvilken opgave, der passer bedst til ham/hende. Et par af respondenterne evaluerer endda de unges kompetenceudvikling på daglig basis. Slovenien De professionelle i Slovenien evaluerer de unge intellektuelt handicappedes kompetencer på mange forskellige måder: Individuel behandling, individuelle samtaler, interviews, semi-struktureret, udvælgelsesinterview for at skabe det mest realistiske billede af den handicappedes færdigheder. Det opfattes som vigtigt at tage sig tid og lære den handicappede at kende igennem samtaler. Spørgeskemaer Erhvervsrehabiliteringsproces (hvilket omfatter oplæring i forskellige jobs). Et rehabiliteringshold (en læge, en speciallæge i psykiatri, en psykolog, en ergoterapeut og en socialrådgiver) vurderer de unge. Den hjælp de unge får til at komme i job, afhænger af vurderingen. Uddannelsesplaner og monitorering (opstilling af mål) Psykodiagnotiske redskaber og tests 57

58 Rådgivning Adfærdsobservationer, adfærdsbillede Gennemgang af eksisterende dokumentation Kontakt til det sociale miljø Portfølje Kompetenceevaluering, med vægt på nøglekompetencer, ved hjælp af en række værktøjer. Danmark I Danmark formulerer de professionelle individuelle uddannelsesplaner baseret på ønsker fra de unge og deres familier. Ofte er der i disse planer fokus på at opnå akademiske færdigheder og blive klar til at flytte hjemmefra. To gange om året laves der en individuel undervisningsplan i uddannelsessystemet (STU), hvor uddannelsesplanen bliver omsat til praksis. Der er generelt stort fokus på udvikling af kompetencer. Når eleverne afslutter STU får de et kompetencebevis. OCN-metoden anvendes ofte, og den gør det muligt for eleverne at modtage forskellige læringsbeviser, som f.eks. klar til arbejde, møder til tiden, samtale med kollegaer og personlig hygiejne. Generelt er uddannelsessystemet rettet mod kompetencer i stedet for specifikke jobs. Andre metoder bruges til de svagere elever og til elever uden verbalt sprog. En af respondenterne arbejder meget med relationer og forsøger ikke at fokusere på journaler og handleplaner. Han forsøger at se de handicappede som mennesker i stedet for diagnoser. 9.6 Aktivt medborgerskab De professionelle blev spurgt om, hvilken ressource de anser for at være vigtigst i forhold til at fremme unge intellektuelt handicappedes aktive medborgerskab. Resultatet viser en klar vægt på civilesamfundet og organisationer på den en side, og professionelle i enten uddannelse eller beskæftigelse på den anden side. Ganske overraskende lå familie og venner kun på henholdsvis 17 % og 4 %. 58

59 40% 35% 30% 25% 20% 15% 10% 5% 0% Den vigtigste ressource i forhold til at fremme unge intellektuelt handicappedes aktive medborgerskab 9.7 Holdninger til kvotesystemer Blandt de professionelle er 64 % for et kvotesystem. Hovedargumentet er, at alle skal bidrage til at skabe de nødvendige arbejdspladser. Nogle peger på behovet for, at den offentlige sektor skal tage ansvar, andre på behovet for et kvotesystem til store virksomheder. Argumenterne imod kvotesystemer handler primært om problemer med at matche jobs. Desuden giver kvotesystemer ikke mening, hvis der ikke gives tilstrækkelig økonomisk støtte. Virksomheder der tager denne form for humanitære initiativer bør belønnes. 9.8 Idéer til lovgivning og programmer De vigtigste idéer, som blev bragt op i de professionelles spørgeundersøgelse, præsenteres her: Tutorerne skal være velinformerede om, hvordan man skal organisere aktiviteter og håndtere vanskeligheder i forbindelse med arbejdsinklusion. Intellektuelt handicappedes status skal justeres i forhold til økonomisk støtte og inklusion (i overensstemmelse med deres individuelle behov). Der er behov for mere fokus på, hvordan man kan opnå færdigheder, som kan overføres til forskellige områder, hvilket vil øge beskæftigelsesegnetheden. 59

60 Flere særlige arbejdscentre, hvor man kan få undervisning og erfaringer, som kan bruges i overgangen til arbejdsmarkedet. Stærk og meningsfuld inddragelse af eksperter og personer med erfaring i at arbejde med personer med intellektuelle handicaps de bør inddrages i udviklingen af programmer. Flere specifikke programmer og inddragelse af en vejleder til de intellektuelt handicappede unge. Prøve at inddrage virksomhederne i inklusionsprocessen fra begyndelsen. Den offentlige sektor bør være langt mere åben over for at ansætte mennesker med intellektuelle handicaps. Et bredere fokus på inklusion herunder civilsamfund, kultur, og fritid. Udvikling af undervisningsmateriale og metoder til undervisning af unge intellektuelt handikappede. Udvikling af specialprogrammer til skoleelever, som er rettet mod udvikling af færdigheder, samspil, social tilpasning, og erhvervsrådgivning. Oprettelse af organisationer som arbejder med vurdering af grader af intellektuelle handicaps, kompetencevurdering, samt de unges mentale, sociale og professionelle tilpasningsevne. Støtte til forældre. Forældrene er normalt brugt op, men de er deres børns vigtigste ressource. Hvis de fik mere støtte og blev vist større forståelse, ville de være i stand til kræve bedre kvalitet og holdning fra institutionerne. Oprettelse af specialklasser for at hjælpe de intellektuelt handicappede elever til at blive mere uafhængige, og gøre dem i stand til at håndtere de fleste hverdagsopgaver efter endt skolegang. De virksomheder, som er villige til at ansætte unge med intellektuelle handicaps, burde få økonomiske fordele, f.eks. lavere skatter. Økonomisk støtte til uddannelse af professionelle. Midlertidig eller permanent beskæftigelse, afhængig af den unge intellektuelt handicappedes færdigheder. 9.9 Centrale indsigter fra spørgeundersøgelsen De professionelle mener, at det er svært at inddrage virksomhederne i processerne med arbejdsindsættelse (næsten 3/4 finder det svært at inddrage dem). Undersøgelsen viser også at der er koordineringsproblemer (næsten 2/3 mener, at aktørerne ikke er bevidste om deres egne og hinandens opgaver). De professionelle er også mere skeptiske omkring virksomhedernes motivation når de ansætter unge med intellektuelle handicaps. De fleste professionelle mener, at tilskud til løn er den vigtigste grund til at ansætte. De professionelle mener, at manglende kompetencer og færdigheder er de væsentligste forhindringer for 60

61 beskæftigelse. Dette synspunkt bestyrkes, når de bliver spurgt ind til den bedste måde at skabe flere jobs til unge intellektuelt handicappede (2/3 peger på forbedring af færdigheder). Når der bliver spurgt ind til individuelle veje, lægger de professionelle vægt på erhvervsuddannelse og udvikling af arbejdskompetencer. Disse kompetencer omfatter en bred vifte af sociale færdigheder, som især er relateret til kollegaer og til evnen til at engagere sig i nye netværker. Et godt jobmatch opfattes også som vigtigt. I den forbindelse er de professionelles færdigheder vigtige, fordi de skal være i stand til at give de unge alle de kompetencer, som er nødvendige for at få det rigtige match. Et andet vigtigt punkt er, at det er afgørende at kollegaerne er positive, og at de kommer godt ud af det med hinanden. Kompetencevurderingen varierer inden for, og på tværs af, landegrænserne. Der er variation i forhold til, hvor meget man fokuserer på diagnoser og tests. Generelt er der fokus på kompetencevurdering, selvom det ikke lader til at foregå metodisk og systematisk. Det er også almindeligt, at man forsøger at inddrage et teamperspektiv i kompetencevurderingen, og at man inddrager de unge i de fleste vurderingsprocesser. I arbejdet med aktivt medborgerskab mener de fleste professionelle, at civilesamfundet og organisationerne spiller den vigtigste rolle i forhold til at fremme aktivt medborgerskab ganske overraskende spiller familie og venner ikke en lige så vigtig rolle. De professionelle går meget ind for kvotesystemer, og hovedsynspunktet er, at de er nødvendige. 10. Sammenligning af de generelle resultater fra spørgeundersøgelsen 10.1 Meningsforskelle Der er nogle forskelle mellem virksomhedernes og de professionelles generelle synspunkter. Der er forskel på holdningen til virksomhedernes motivation for at ansætte. Ifølge virksomhederne selv, ansætter de primært unge intellektuelt handicappede på grund af etiske overvejelser, og fordi virksomhedens leder personligt kender mennesker med intellektuelle handicaps. De professionelle er mere skeptiske over for virksomhedernes motivation. De fleste professionelle mener, at tilskud til løn er den væsentligste årsag til, at virksomhedernes ansætter intellektuelt handicappede. Spørgeundersøgelserne kommer ind på andre interessante områder i forhold til samarbejdet mellem virksomheder og professionelle. Fra de professionelles synspunkt involverer virksomhederne sig ikke nok, når de ansætter unge handicappede. På den anden side kritiserer virksomhederne uddannelsessystemet og beskæftigelsessystemet, når de peger på de manglende færdigheder og den manglende hjælp. 61

62 Opsummerende kan man sige, at nogle af pointerne omkring bedre samarbejde mellem aktørerne, og behovet for større bevidsthed omkring hinandens opgaver, er vigtige for at kunne forbedre det fremtidige samarbejde og de mulige veje for de unge intellektuelt handicappede Fælles synspunkter Både virksomhederne og de professionelle ser på manglende færdigheder og kompetencer, som den største udfordring for at skabe flere arbejdspladser, og begge grupper mener, at vejen frem er et større fokus på disse områder. Begge grupper har også fokus på jobmatch, og på behovet for fokus på økonomisk støtte til de virksomheder, som ansætter unge med intellektuelle handicaps. De to grupper er også enige om, at der er behov for støtte til inklusion, enten gennem mentorer eller ved vidensdeling med virksomhederne. Både de professionelle og virksomhederne peger på behovet for kompetencevurdering, for at kunne give de unge intellektuelt handicappede selvtillid og ansvar. Størstedelen af begge grupper er for et kvotesystem, men mange mener, at det skal suppleres af økonomisk støtte. Generelt er der mange fælles synspunkter og enighed om vejen frem, med hensyn til forhindringer og muligheder for arbejdsindsættelse. 62