Befolkningen. Oprøret på Falster. Prygl og parykker

Transkript

1 Befolkningen Tiden op mod udskiftningen og stavnsbåndets ophævelse i 1788 var rig på begivenheder og samfundsforandringer. Befolkningstallet i Danmark (nord for Kongeåen) var støt stigende (i 1770: ), men stadig boede ca. 80 % i sognekommuner. Af byerne var København størst med ca indbyggere. I de største provinsbyer boede der omkring På landet var jorden opdelt på den måde, at ¾ hørte under ca. 800 godser. Den sidste ¼ tilhørte kongen, klostre og skoler. En lille smule ejedes af bønderne selv. Sidste halvdel af 1700-tallet var en opgangsperiode for landbruget. Både godsejere og bønder var interesseret i at øge produktionen, men forældede dyrkningsmetoder, hoveri og bøndernes produktionsforhold besværliggjorde reformer. Nogle godsejere forsøgte sig med nye afgrøder som kløver, roer og kartofler. De sidste dog kun til dyrefoder. Hoveriarbejdet var meget forskelligt fra gods til gods. Bønderne, der hørte under landets krongods, havde kun ubetydeligt hoveri. I de sidste årtier af 1700-tallet blev meget krongods solgt. Meningen var at skaffe staten indtægter, samtidig med at bønderne kunne opnå selveje. Imidlertid blev bønderne ved auktionerne ofte overbudt af andre, eller de blev udelukket fra auktionsstedet. Resultatet var, at i stedet for at være fæstere under kronen blev bønderne nu fæstere under private ejere, i mange tilfælde sagførere eller forretningsfolk. De nye ejere prøvede at øge bøndernes hoveripligt, men det førte til passiv modstand, klager og hoveristrejker. Som eksempel på det sidste er i bogen, i kort form, refereret en af de mest omfattende og dramatiske konflikter mellem bønder og nye herremænd. Oprøret på Falster De falsterske bønder var fæstere under kronen. I 1768 blev området delt i 10 hovedgårde og bortauktioneret. Bønderne følte sig snydt ved auktionen og samledes hos Morten Smed, hvor man nedskrev en klage, dels over den måde auktionen var forløbet på, els over det tunge hoveri, der nu blev pålagt dem. En deputation på seks mand skulle overbringe klagen med bøndernes underskrifter til kongen. Undervejs blev deputationen dog lidt betænkelig over den hårde tone i klagen, og ved ankomsten til København fik man en skriver ved slottet til at skrive klagen om, så den blev mindre skarp. Klagen blev forelagt Generallandvæsenskollegiet, men førte ikke til noget. Ved hjemkomsten til Falster vakte det nogen uro, da det kom frem, at klagen var blevet skrevet om. Morten Smed fik opsat en ny klage. Denne gang indgik der også et krav om selveje. Fire bønder skulle overbringe den nye klage i København. En af dem var Rasmus Skov i Lundby. Ved sin tilbagekomst kunne han fortælle, at han havde talt med en herre, der havde sagt, at hvis bønderne ville byde de nye godsejere en mark mere pr. td. Hartkorn, end de havde budt ved auktionen, skulle godsejerne overdrage bønderne deres gårde eller fritage dem for hoveri.

2 En skrivelse fra bønderne med kravene blev sendt op til hovedgården. Her var man klar over, at Rasmus Skov var en af hovedpersonerne, og hvis man fik arresteret ham, ville oprøret være kvalt i starten. Om natten trængte mænd fra godset ind hos Rasmus Skov, der dog undslap. Rasmus Skov rejste nu, ledsaget af andre bønder, igen til København for at klage over overfaldet. Mens Rasmus Skov var i København, blev hans kone sat fra gården. Rasmus Skov opsøgte A.G. Molkte, der var formand for Generallandvæsenskollegiet, og fik her indtryk af, at Molkte ville hjælpe bønderne mod godsejerne. Samtalen med Molkte medførte, at amtmanden på Falster fik besked fra kollegiet på, at godsejeren skulle være mere moderat over for sine fæstere, og der skulle sluttes forlig mellem godsejeren og Rasmus Skov. Det skete dog ikke. Tværtimod blev Rasmus Skov og Morten Smed af godsejeren stævnet til at møde for retten. Begge blev fængslet. Efter tre måneder og efter afhøringen af vidner var de to møre. De underskrev en erklæring om, at de ikke mere ville gøre oprør mod deres herskab, at de ville give 2 rigsdaler til de fattige og gå med den spanske kappe en dag i Nykøbing. En stor del af det tidligere krongods på Falster blev dog senere solgt til bønderne. (Konflikten er detaljeret beskrevet i Aarbog for dansk Kulturhistorie, 1891). Det var ikke ualmindeligt, at bønder klagede til kongen. Forestillingen om kongen som landsfaderen, der beskyttede de fattige og svage, var udbredt i hele Europa. I Danmark fik en deputation af bønder så sent som i 1848 foretræde for den nye konge (Frederik 7.) medbringende en adresse med underskrifter fra bønder landet over med ønske om reformer i landbrugslovgivningen. Så stor var tiltroen til den altfaderlige kongeskikkelse, at bønder samme år flere steder i landet frabad sig ændringer i landets styre. Regeringsmagten skulle forblive hos den enevældige konge, mente de. Vanløse landsby I Vanløse nær København, som i bogen bringes som modstykke til urolighederne på Falster, forløb udviklingen anderledes fredeligt. Vanløse landsby var på 14 gårde og 6 huse. Landsbyen hørte under kongens gods og var en del af et af landets 12 rytterdistrikter. Bønderne var stort set fritaget for hoveri. I 1767 fik de arvefæste på deres gårde. Det var en slags selveje, der betød, at gården gik i arv i familien, mod at der betaltes en årlig pengeafgift. På Sjælland var trevangsbrug den mest almindelige dyrkningsform. Også Vanløse bymark var inddelt i tre vange. Vangene var inddelt i åse, der igen var opdelt i smalle, lange agre. Hver bonde havde over 40 agre. På den måde fik hver noget af den gode og noget af den dårlige jord. I vangene dyrkedes skiftevis rug og byg, mens den tredje lå brak, således at hver vang fik et hvileår med to års mellemrum. Der var ingen mølle i landsbyen, så gårdmændene måtte til Lyngby for at få malet deres korn. Vanløse landsby lå ned til Damhussøen. Søen var et led i Københavns vandforsyning, men løb ofte tør for vand om sommeren. For at sikre en mere stabil vandforsyning lod Chr. 4. bygge en dæmning med en sluse. Det var en torn i øjet på bymændene, der om sommeren høstede græs i den tørlagte sø. Gentagne gange blev slusen ødelagt, og til sidst blev der indført dødsstraf for denne forseelse. I 1780 havde bønderne dog affundet sig med slusen.

3 Der hørte ikke nogen egentlig skov til landsbyen, men hist og her i bymarken var der småkrat, og i en af vangene var der en tørvemose til fælles afbenyttelse. Det daglige liv formede sig ikke stort anderledes end i mange andre landsbyer på Sjælland. Man var stort set selvforsynende, dog måtte salt, jern og enkelte andre fornødenheder købes. De få kilometer, der var til København, betød, at bønderne havde mulighed for at afsætte deres varer på markedsdagene i byen. Familien Madsen På en af gårdene boede Poul Madsen (født 1739) sammen med sin kone Birthe. De havde mødt hinanden i præstegården i Brønshøj, hvor de begge tjente. De blev gift i oktober På det tidspunkt var Birthe gravid. En måned efter brylluppet fødte hun en pige. Hun blev døbt Maren, og præstekonen bar hende ved dåben, så præstefolkene har nok taget det lille uheld roligt. Maren døde 1½ år gammel. I 1779 havde Poul og Birthe to børn, Ane på 8 og Niels på 4. Senere kom Lars til. Ane blev boende hjemme til i hvert fald Da var hun 30 år. Måske er hun blevet hjemme for at passe sin mor, der døde på årets sidste dag i Hvad der siden er blevet af Ane, vides ikke. Hun er ikke blevet gift i sognet. På et eller andet tidspunkt må hun være flyttet fra Vanløse. Poul Madsen døde i Ingen fra familien optræder i folketællingen fra Vanløse hørte under Brønshøj sogn, og børnene gik i skole i Brønshøj rytterskole, der var blevet bygget i Skolen var en af de 240 rytterskoler, som blev oprettet i årene efter Skolerne var ens, ca. 120 m 2 med en skolestue og en lille lærerbolig. Lærerlønnen var beskeden, men læreren havde tilladelse til at holde en ko, får gæs og svin og modtog tørv og brænde vederlagsfrit. Skoledagen var lang, fra 7 til 18 om sommeren og fra 8 til 16 om vinteren med 2-3 timers pause midt på dagen. Drenge og piger skulle sidde hver for sig i skolestuen. Undervisningen i læsning var gratis, men forældrene skulle betale undervisningsmidler til skrivning og regning. Det centrale i undervisningen var kristendomskundskab. Men Luthers lille katekismus skulle ikke læres udenad. Det var vigtigere, at børnene forstod meningen med ordene. Læreren skulle også forsøge at individualisere undervisningen, så den passede til det enkelte barn. Hvis børnene bandede eller sloges, skulle læreren gribe ind. Men disciplinen skulle ikke opretholdes med hug eller slag, men med en henstilling om at opføre sig ordentligt. Hjalp formaningen ikke, skulle forældrene underrettes. Så kunne forældrene eller læreren straffe barnet med ris. Pædagogikken var forud for sin tid, men virkeligheden var en anden. Det var svært at få kvalificerede lærerkræfter. Ofte blev udenadslæren sat i højsædet, børnene fik tørre tæsk for et godt ord, og bønderne stillede sig ofte fjendtlig over for skolen. De havde svært ved at se nytten af skolegang. Hvis der var brug for børnene på gården, blev de derfor holdt hjemme.

4 Udskiftningen I efteråret 1780 var de 14 bymænd blevet enige om, at jorden skulle udskiftes. Hver skulle have omkring 40 tdr. land. Det springende punkt var, hvordan jorden skulle fordeles. Den mest retfærdige måde måtte være lodtrækning. Den fandt sted 3. november Der var rift om de lodder, der lå nærmest landsbyen. De var bedre gødet, og man behøvede ikke at flytte sin gård ud. Men to af bymændene ville ikke være med i lodtrækningen. Den ene gav sig, men den anden var stædig. Han ville have sin jord ved sin gård. Det kunne de andre ikke acceptere. Han fik så det stykke jord, der blev til overs ved lodtrækningen, og det var ikke det dårligste. Alligevel klagede han efter nogle år til Rentekammeret, men det fik han ikke noget ud af. I 1813 var 11 af de 14 gårde flyttet ud. København København var på alle måder centrum i riget. Her lå centraladministrationen, det kongelige hof, et stort universitet, en militær garnison, flåden og de store handelskompagnier. Ved havnen lå pakhusene og skibene, der sejlede til det meste af verden. Forudsætningen for den florissante handelsperiode var, at de store søfartsnationer var i krig. Den amerikanske Frihedskrig førte til, at Frankrig, England, Spanien og Holland blev indblandet i konflikten. Danske skibe overtog den fragtfart, som de krigsførende nationer ikke længere kunne udføre. Desuden blev der importeret varer fra de krigsførendes kolonier til danske havne, hvorfra de blev solgt videre til det europæiske fastland. I løbet af få år blev den danske handelsflåde fordoblet. Niels Ryberg og andre storkøbmænd tjente i denne periode store penge. Palæerne i Frederiksstaden og på Christianshavn vidner stadig om de enorme formuer, der blev skabt. Boligforhold og hygiejne I København boede alt, hvad der var fornemt. Men her levede også de fleste prostituerede samt det største antal kriminelle og fattige. Antallet af tiggere og fattige var forfærdende. Niels Ryberg, der var en af fattigvæsenets direktører, anslog i 1774, at mere end 1/8 af byens befolkning ej uden publici hjælp kan leve. Horder af tiggere plagede fodgængerne, og hvis bønner ikke hjalp, blev den ydmyge adfærd hurtigt aggressiv og truende. Til at holde styr på tiggerne havde myndighederne ansat fattigfogeder, der var meget upopulære. København var også byen med dårlige boliger og elendige sanitære forhold. En varm sommerdag var lugten i byen forfærdelig. Garvere, farvere og slagtere udsendte hver deres lugte og lod affaldet flyde ud i de åbne rendestene, hvor det blandede sig med latrin fra lokummerne og husdyrenes gødning. I 1795 var der stadig over heste og køer inden for voldene.

5 Intet under at dødeligheden i tidsrummet fra 1735 til 1784 oversteg antallet af fødte med Ved folketællingen i 1769 var der kun 45 % af de 0 til 8-årige i København, som var født i perioden , tilbage. Når indbyggerantallet alligevel steg, skyldtes det indvandring fra købstæderne og landsognene. Da indbyggertallet steg, og byen pga. voldene ikke havde udvidelsesmuligheder, betød det, at pladsen blev trang. Huslejerne blev presset i vejret, og de fattiges boligforhold blev værre og værre. Da bebyggelsen af Nørrebro og Vesterbro begyndte i 1852, var der over københavnere inden for voldene. Fattigforsorg Omkring 1770 rådede Københavns fattigvæsen over en række institutioner. Almindelig Hospital i Amaliegade kunne huse omkring 700 fattige og syge. Det var byens største fattigstiftelse. Vartov Hospital i Farvergade for værdige fattige kunne rumme ca. 370 personer. Den blev drevet med private midler og var forbeholdt familier eller enkeltpersoner, som for rigsdaler sikrede sig en plads på stiftelsen. Københavns fattigvæsen havde kun begrænset adgang til at disponere over pladser her. Sct. Hans Hospital, der var beliggende uden for byen ved St. Jørgens Sø, var for sindslidende, uhelbredeligt syge, samt personer der led af kønssygdomme. Børnehuset På Christianshavn lå Børne- og Rasphuset bedre kendt som Tugt, Rasp- og Forbedringshuset. Det var et opdragelseshjem for forældreløse børn. Her kunne børnene blive oplært i et håndværk. Det var dog kun de færreste, der nåede så langt. Halvdelen døde under opholdet, og 20 % flygtede. Anstalten rummede også tiggere og forbrydere, der bl.a. raspede farvetræ, som blev brugt i maling. De første gange, en tigger blev indfanget af byens stodderkonger, slap vedkommende med et par måneders tvangsarbejde. I gentagelsestilfælde betød det livstidsstraf i Børnehuset. Et typisk eksempel fra 27. februar 1779: Den 27. februar. 5. Kirstine, Søren Christensens, 57 år gl. Hendes mand har været tømmersvend og er død for 9 år siden. Hun har 2c gange forhen været opbragt. Sidste gang var den 10de maj hun kom til Børnehuset. Hun er i formiddag af ovenmeldte fogeder optagen i betleri hos tobaksspinderen på Vestergade, hvor de så hun fik ½ skilling. Hun nægter det, og siger, hun ville bytte 1 skilling på det ovenmeldte sted. Fogderne kan edelig bekræfte betleriet og den ovenmeldte mand sagde, de kunne tage hende bort. Blev 3.die gang sendt til arbejde i Børnehuset for bestandig. Det var ofte kvinder, som havde mistet deres forsørger, der blev taget i betleri. De fleste indsatte i børnehuset var da også kvinder. I 1779 var der 199 indsatte på livstid og 190 årsfanger. Når en årsfange blev løsladt, ventede der vedkommende en hård tilværelse. Kun de færreste ville ansætte en tidligere tugthusfange. De løsladte havde så valget mellem tiggeri eller tyveri, og før eller siden ville de igen blive taget og bragt til Børnehuset.

6 Frelse for ulykkelige børn Det kgl. Opfostringshus (Vajsenhuset) fra 1753 lå i Store Kongensgade. Det var for drenge af forældreløse eller enlige forældre i trange kår. Institutionen havde til formål at oplære drengene i håndværk og fabriksarbejde. I 1757 oprettedes Det kgl. Frederiks Hospital i Bredgade. Patienterne var håndværkere, tjenestefolk og militære. Velhavende blev behandlet hjemme og de fattige på Almindelig Hospital. To år senere, i 1759, kom der en fødselsstiftelse for kvinder, der ikke var i stand til at få hjælp under fødslen. Stiftelsen havde til opgave at opfostre de børn, som mødrene ikke selv kunne tage sig af. I 1770 blev denne opgave overtaget af Den kgl. Opfostringsstiftelse. Børnene fra fødselsstiftelsen blev udsat til plejeforældre mod en beskeden godtgørelse. Fra 1771 blev der ved stiftelsen lavet en kasse med en indskrift i forgyldte bogstaver: Frelse for ulykkelige Børn. Kassen kunne trækkes ud, og når barnet var lagt deri, gik den ind af sig selv, og tre klokker i forskellige værelser gav sig til at ringe. Ordningen gav anledning til misbrug. Folk lagde deres egne børn i kassen og fik dem senere igen sammen med den ugentlige betaling. Efterhånden steg antallet af disse børn til en sådan mængde, at ordningen ophørte i 1774 også med den begrundelse, at den saa skammelig bliver misbrugt, at Liderlighed og Frækhed derved tiltager, når folk saa let kan blive deres Børn quit, der fødes i Utugt. Den samme kasse kendes i øvrigt fra flere andre lande og er i 2013 igen blevet bragt på bane ifm. spædbørn, der er blevet efterladt i parker eller på gader af deres forældre. Frem til slutningen af 1800-tallet var fattiggårde og tvangsarbejdsanstalter for de arbejdsdygtige den almindelige form for social hjælp. Modtagere af fattighjælp havde efter indførelsen af fri forfatning i 1849 ikke stemmeret, og indgåelse af ægteskab var dem forbudt. Først i 1891 indførtes loven om alderdomsunderstøttelse, og året efter blev der vedtaget en sygekasselov, som sikrede medlemmerne forskellige former for hjælp under sygdom.