DANNELSESBEGREBET: ET TIDSSVARENDE BEGREB?

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "DANNELSESBEGREBET: ET TIDSSVARENDE BEGREB?"

Transkript

1 DANNELSESBEGREBET: ET TIDSSVARENDE BEGREB? Af Lotte Rahbek Schou, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet 1. Indledning Der tales i dag meget om faglig opstramning i skolen. Normalt forstås dette inden for rammerne af en pædagogik, hvor det er lærerens opgave at fylde viden på eleven, enten i form af orienteringsviden af forskellig art eller i form af mere teoretisk viden, sådan som vi kender den inden for bestemte videnskabsgrene som matematik, fysik, kemi, biologi og historie. Under alle omstændigheder er synsvinklen normalt, at når der tales om viden, skal der være tale om nyttig viden, først og fremmest for eleven selv, så han eller hun kan sikre sig et fornuftigt job i voksenlivet, men i høj grad også for samfundet, som jo skal sørge for - som det siges - at hjulene holdes i gang. Hvad selve undervisningsformen angår, anses nyttig viden altid for at være viden, som kan meddeles: Derfor er det lærerens opgave først og fremmest at være meddeler af viden, og at han i overensstemmelse hermed er faglig dygtig og har autoritet til at sætte meddelelsesformen igennem som undervisningsform i klassen. Dette begreb om viden og undervisning står i skarp kontrast til og er for en stor del lanceret i polemik med det begreb om viden og undervisning, vi kender fra 60'erne, 70'erne og 80'erne, hvor det var den såkaldte rundkredspædagogik, der herskede. Mere interessant er det måske, at det i det hele taget står i skarp kontrast til hovedstrømmen af de tanker om pædagogik, vi finder i store dele af den vestlige civilisation fra Platon og op til i dag. Dette kunne tolkes som tegn på, at vi er blevet klogere. Men det kunne også tolkes som tegn på en provinsialisme i tiden, som er i færd med at vulgarisere og forkrøble en vigtig dimension i pædagogikken. Jeg vil argumentere for, at det sidste faktisk for en stor dels vedkommende er tilfældet. Men for at give mit standpunkt kød på kroppen vil jeg gerne belyse et par stationer i den uddannelsestænkning, der nu i mere end to årtusinder har inspireret den pædagogiske filosofi. Her vil jeg specielt fokusere på et bestemt element, der har stået centralt i den europæiske dannelsestænkning. Selvom udtrykket dannelse (tysk: Bildung ) først foreligger fra tallet, har jeg her tilladt mig den frihed at bruge udtrykket i en noget bredere betydning, end man normalt ser. Jeg mener nemlig, at centrale dele af dannelsesteorien allerede foreligger i Antikken, hvilket i øvrigt ikke er nogen kontroversiel påstand. Min fremstilling vil være overvejende tematisk anlagt, men også have en historisk dimension. Således har jeg givet afsnit 2 overskriften Platon, og afsnit 3 overskriften Kant. I afsnit 4 vil jeg se på begrebet kommunikativ dannelse, som har vundet en vis hævd i slutningen af forrige århundrede. I et afsnit 5 og et afsluttende afsnit 6 vil jeg så perspektivere diskussionen bl.a. set i lyset af den aktuelle situation inden for uddannelsestænkningen. 2. Platon De første mere sammenhængende tanker om pædagogik finder vi i det klassiske Grækenland. Selv om der er spredte bemærkninger om pædagogik tidligere, regner man dog Platons dialoger Menon (Platon 2011 (380 f.kr.)) og Theaitetos (Platon 2009 (360 f.kr.)) for den egentlige indgang til den pædagogiske diskussion i den vestlige tænkning. I dag er mantraet, som vi har set, den meddelende undervisning: Læreren er den, der formodes at vide, og eleven den, der formodes at modtage denne viden. Sådan er det imidlertid slet ikke hos Platon. I 1

2 Platons dialoger er det hovedfiguren Sokrates opfattelse, at det, der er viden i ordets oprindeligste og væsentligste betydning af ordet, netop ikke vil kunne meddeles af læreren, fordi vi i virkeligheden, som Sokrates siger, i stedet skal finde den i menneskets udødelige sjæl som viden, der allerede er forudsat. I dag vil vi nu nok mere tale om medfødt viden eller kompetence, end som Sokrates om menneskets udødelige sjæl, men det fjerner intet ved, at der hos Sokrates under alle omstændigheder er tale om en viden, som der ikke er nogen vits i at meddele eleven, da eleven allerede besidder den. Det er det klassiske græske udgangspunkt for den dannelsestanke, vi kan se inden for den pædagogiske tænkning op gennem historien. Dette må dog ikke misforstås: At der er tale om medfødt viden, betyder ikke, at den så er automatiseret og umiddelbart tilgængelig: [...] det at søge efter noget og at lære det er sådan set det samme som generindring. (Platon 2011 (380 f.kr.):526) Men generindring kan være en omstændelig proces. Derfor er der en afstand, ikke så meget mellem det ikke at vide noget, og det at vide noget, fordi man har fået det meddelt, men snarere mellem to former for viden: en mere upålidelig form for viden et skin, et bedrag og en mere pålidelig form for viden, der fører én ind til tingenes sande natur. Og her nytter det ikke, hvis læreren vil begynde at lære denne sidste form for viden fra sig. Eleven besidder den nemlig i forvejen, omend i uklar form. I stedet må han gennem opøvet fornemmelse, som Sokrates siger stille spørgsmål, der hjælper eleven til at generindre sin viden under en ny og mere eksplicit og udfoldet form. Sokrates kalder det at fremhjælpe en sådan viden for jordemoderkunst (Platon 2009 (360 f.kr.):357), fordi han som han metaforisk udtrykker sig ikke kan føde barnet, men kun hjælpe det på vej. Det, der er lærerens opgave, er ikke at fylde et tomt kar med viden; det er i stedet at stimulere eleven til den rette form for generindrende selvvirksomhed og herigennem appellere til elevens skjulte vidensressourcer. Dette sokratiske synspunkt at det, vi egentlig burde fejre som viden, snarere er et produkt af selvvirksomhed ud fra medfødte forudsætninger end videnspåfyldning kan måske lyde lidt esoterisk og eksklusivt, og måske også lidt gådefuldt. Men i udgangspunktet er det hverken verdensfjernt eller gådefuldt. Ganske vist synes man at have glemt synspunktet inden for den mere instrumentaliserede pædagogikopfattelse, som hyldes p.t. Men faktisk støtter synspunktet sig på den simple og ubetvivlelige kendsgerning, at ingen form for undervisning lige meget hvor refleksiv eller ikke-refleksiv, erhvervsrettet eller ikke-erhvervsrettet, god eller dårlig den er vil kunne unddrage sig et ikke-meddeltbart grundlag. Intet i pædagogikken kan anlægges fra scratch. Var det nemlig tilfældet, måtte vi jo i princippet kunne undervise en sten, hvilket vi jo ikke kan. Med andre ord: Noget må forudsættes, før meddelelse kan finde sted. Men det er så her, vi finder Sokrates anbefaling. Ikke fordi Sokrates har noget imod undervisning i traditionel forstand som sådan. Men snarere fordi beskæftigelsen med den viden, der kan tilegnes gennem meddelelse, alt for let kommer til at skygge for en mere basal beskæftigelse, nemlig den, der består i at udvikle og kultivere den viden, som danner forudsætningsbaggrund for, at den anden form for viden kan erhverve en vis lødighed. Det er i den forbindelse vigtigt, at man forstår de sande dybder i Sokrates maeiutik. Som vi har set, er det ifølge Sokrates undervisningens opgave at bringe noget slumrende til live hos eleven. Det synes i virkeligheden at stille læreren over for et pædagogisk paradoks: Hvis eleven i sidste instans skal finde standarderne for viden hos sig selv, synes læreren overflødig. Men det er ikke tilfældet ifølge Sokrates: Ganske vist kan læreren have fornemmelser, men han kan ikke i egentlig forstand meddele viden: Derfor kan han kun spørge eleven [...] og 2

3 lærer ham ingenting, som Sokrates siger (Platon 2011 (380 f. kr.):531). Det er som fornemmer og udspørger, at læreren er aktiv som lærer: Her bringer han en situation til veje, eleven ikke nødvendigvis vil bringe sig i af egen drift. Derfor står læreren som autoritet, hvor han stimulerer og provokerer. Men alligevel vil han ikke kunne gennemtrumfe et vidensindhold, eleven ikke i forvejen besidder. For eleven har privilegeret tilgang til denne viden. Derfor må læreren på én gang træde frem og træde til side. Eller som Sokrates siger med allusion til historien om Daidalos: [...] viden er mere værdifuld end den rigtige mening, og forskellen på viden og den rigtige mening ligger i lænken. (Platon 2011 (380 f.kr.):548). I lænken skal vi netop se elevens autonomi. Undervisning er samarbejde. Men der er ikke tale om kommunikation på lige fod med eleven, som man har været tilbøjelig til at mene det under den dialogpædagogiske strømning i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Undervisningens samarbejde bygger faktisk på lærerens bedrevidende manipulation med barnet. På den anden side vil lærerens manipulation kun kunne lykkes, hvis den samtidig repræsenterer det, alene eleven har lænken til: egentlig viden. 3. Kant Det er ikke vanskeligt at se oplysningstidens og romantikkens dannelsestanker som arvtagere af den sokratiske jordmoderkunst eller maieutik. Kant mener da også i sit værk om pædagogik at følge Sokrates anvisninger: Ved udvikling af fornuften må man gå sokratisk til værks... (man må over for børnene) i det hele taget sørge for, at man ikke trækker fornuftserkendelser ned over dem, men henter disse ud af dem selv. Den sokratiske metode og ikke den kateketiske skal være reglen. (Kant 2000 (1803):69). Med andre ord: Viden som fornuftsprodukt kommer ikke udefra, underlagt en tilfældig vifte af nyttehensyn. Viden kommer indefra: fra subjektets mulighed for at generindre. Er der lighedspunkter mellem Platon og Kant, er der dog også forskelle. Den Sokratiske metode er typisk klassisk, idet den er udtryk for et skift i genstandsfelt, svarende til at man i klassikken overvejende var ontologisk orienteret og spurgte Hvad eksisterer?, snarere end Hvordan erhverver jeg viden?, sådan som man har gjort fra Descartes og frem. Sokrates anbefaling er genstandsrettet i den forstand, at man går fra sansernes verden og fra torvets meninger til kontemplationen af de rene former, til geometriens og dydens verden 1, som billeder på evigheden og udødeligheden. Denne retten blikket væk fra det dennesidige og flygtige til de ideale formers faste verden, vil ikke være Kants anbefaling. Her repræsenterer Kants tænkning snarere overgangen fra et skift i genstandsfelt til, hvad man kunne kalde et skift i modus: Kants anbefaling er snarere, at man skal gå fra en naiv indstilling til tilværelsen til en mere kritisk indstilling til samme tilværelse. Dermed tillader Kant også i højere grad end Sokrates, at der kan indgå noget meddelt i undervisning. For Kant er det snarere af vigtighed, at man styrker de almene forudsætninger for meddelt viden hos eleven de betingelser, der allerførst validerer dem gennem introduktion af et passende øvemateriale. Dannelse hos Kant er altså udtryk for, ikke et skift i genstandsfelt, men et skift i perspektiv. Her bliver viden fra alle aspekter af den menneskelige tilværelse inddraget for så vidt den er blevet gennemreflekteret af den menneskelige fornuft. Dannelse, der hos Sokrates blev sat lig generindring, bliver hos Kant sat lig med selvrefleksion. 2 1 Det er de to verdener, der hovedsageligt diskuteres i Menon. Bl.a. demonstrerer Sokrates, hvordan selv Menons slave, en enfoldig person, er i stand til at generindre Pytagoras læresætning (som i dialogen ganske vist kun demonstreres for specialtilfældet den retvinklede, ligebenede trekant). 2 For en indføring i Kants filosofi og pædagogiske tænkning kan jeg henvise til Schou (2004a). 3

4 Nu er den perspektivvending, der finder sted i dannelsen, ikke blot en perspektivvending slet og ret, men en perspektivvending til det bedre. Ikke mindst er fordringen styret af visse normer, som ifølge Kant vil kunne være med til at sikre objektivitet. Viden er netop ikke tro, menen og subjektive antagelser. Viden er viden i kraft af at være gennemreflekteret af objektivitet. Men det, at viden således er subjektoverskridende, betyder ikke, at viden så skal findes enten i den kontemplative iagttagelse af en bedre verden det er for så vidt her Platon havner eller i den rent nyttebetonede omgang med verden, sådan som anbefalingen lyder i dagens skoledebat. Sand viden er ikke blot teoretisk, og den er heller ikke blot teknisk. Den er også praktisk-etisk og æstetisk. Derfor kan det rent forstandsmæssige og nyttige ikke stå alene. Også det forstandsmæssige og nyttige må gives objektiv form, hvilket for Kant vil sige, at det dels må underlægges moralloven, 3 dels gennemreflekteres af den æstetiske dømmekraft 4 : Disciplinering, kultivering og civilisering, som er opdragelsens og uddannelsens lavere kategorier 5 må suppleres dels med moralisering - hvor det enkelte subjekt gør sin egen autonomi til alles autonomi under det kategoriske imperativs auspicier 6 dels med æsteticering hvor det enkelte subjekt smager på sin gøren og laden for at se, hvilke aktiviteter, det er værd at gøre for deres egen skyld som bidrag til det gode liv, og hvilke der ikke er. 7 For at blive til dannelse skal det sande og det nyttige også filtreres gennem det gode og det skønne. Nu har de tre prismer for filtrering af det empiriske erfaringsindhold og det rent meddelelige ikke nogen tilfældig og subjektiv form for Kant. De er tværtimod, som vi har set, objektive. I den forstand er dannelse også objektivering. Men her er det vigtigt at holde to betydninger af objektiv ude fra hinanden: Objektiv kan betyde en rettethed mod den fysiske genstandsverden, hvilket som vi har set er vejen, Platon vælger for sit dannelsesbegreb, ligesom det er den forestilling, der danner baggrund for det klassisk-videnskabelige objektivitetsideal. Eller objektiv kan betyde en rettethed mod det fælles menneskelige, det alment subjektive, som er den vej, Kant vælger, og det punkt, han sigter mod. Men netop derfor kan vi nu også se, hvorfor en undervisning, der består i tilegnelse af rent instrumentelle færdigheder, aldrig vil kunne gøre det ud for dannelse. Kontemplation, instrumentel handling 3 Dette kan man læse om i Kant (2002 (1778)). 4 Intersubjektiviteten, som den er reflekteres gennem moralloven, lader muligheden åben for en række indbyrdes alternerende måder at være handlende i verden på. Blandt disse er det dømmekraftens opgave at skille de handlemåder, der fører til æstetisk behag, fra de, der fører til æstetisk ubehag. Kant behandler dømmekraften i Kant (2005 (1793)). Han inddeler den i den æstetiske og den teleologiske dømmekraft. 5 Jf. Kant 2000 (1803):32. 6 Moralloven i form af det kategoriske imperativ lyder i sin første af sine i alt tre formuleringer: Handl kun efter den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov. (Kant 1999 (1785):78) Denne formulering er et forsøg på at kropsliggøre ideen om, at det handlende subjekt kun er myndigt i det omfang, det samtidig tillader andre at være i lige grad myndige reflekterende et fællesmenneskeligt endemålenes rige, hvilket er pointen med tredje formulering af det kategoriske imperativ (Kant 1999 (1785):94). 7 Den æstetisk skønne dom har fire væsentlige karakteristika for Kant (Kant 2005 (1793):57-88): Den er reflekterende dvs. den er aldrig om genstandene i verden, men derimod om subjektets forholden sig til disse genstande den er interesseløs dvs. den bekymrer sig aldrig om eksistensen af det, den angår den er frit spil (mellem indbildningskraft og forstand) og den er anbefalende dvs. den gør krav på at være almen uden dog at kunne støtte sig på principper som moraldommen. Den æstetiske dom er relevant for Kant alle de steder, hvor den ikke kommer i konflikt med moralloven. Som egentligt almenpædagogisk dannelsesprojekt er den æstetiske dom mest indgående behandlet, ikke af Kant selv, men af Schiller i hans Menneskets æstetiske opdragelse (Schiller 1970 (1795)). 4

5 og instrumentel viden er monologisk handlen og viden; her står det enkelte subjekt alene over for det generelt objektive, hvad enten det er en ideverden, eller det er naturen. Dannelse derimod har snarere en orientering mod at genfinde det intersubjektive i det subjektive, dvs. mod universalisme. Dannelse kræver en tilslutning til det almene i betydningen: det for ethvert fornufts-subjekt gældende forstands- og fornuftsmæssige. I den forstand repræsenterer dannelsen hos Kant for så vidt stadig en videreførelse af den sokratiske pædagogik: Tilslutningen til det almene og fælles subjektive indebærer en overskridelse af enhver form for kontingens, enhver form for situationsbundethed. Men det er lige så lidt som Platons viden, en viden, der vil kunne meddeles. Denne viden vil man kun kunne demonstrere i sin tekniske, moralske og æstetiske praksis, hvor det empiriskkontingente i sidste instans alene vil kunne ses som øvemateriale for det enkelte individs fornuftsudøvelse. 4. Kommunikativ dannelse Kants udgangspunkt er subjektet, som det står over for at skulle handle i en verden, befolket af andre subjekter. Dermed repræsenterer Kants filosofi en videretænkning i forhold til den kontemplativisme, vi finder hos Platon. Mange mener imidlertid, at Kants udgangspunkt stadig er for monologisk konciperet. Det gælder, både når vi ser på den rene fornufts forsøg på at skaffe sig viden om verden, når vi ser på den praktiske fornufts undersøgelse af sine handlingers moralske kvaliteter, og når vi ser på dømmekraftens virksomhed. Alle tre aktiviteter vil for så vidt kunne foregå i enrum. Ganske vist er der den dannelsesmæssige pointe, at subjektet skal overskride sin subjektivitet i den forstand, at de moralske domme skal gives et præg, så de ikke kun skal kunne gælde for mig selv, men for alle. Men spørgsmålet er, om det er muligt at overskride denne vurdering gennem det enkelte subjekts egne præstationer. Om vi ikke omvendt på forhånd bliver nødt til at forudsætte intersubjektiviteten som kendsgerning, i stedet for allerførst at skulle konstruere den. Det er en kendsgerning, at mennesket kommunikerer, hvilket Kant selvfølgelig er klar over. Men han synes ikke at være klar over, hvor fundamental en rolle, kommunikationen spiller. I hvert tilfælde er det en gryende erkendelse blandt sprogfilosoffer og sociologer i det 20. århundrede, at kommunikation ikke blot kan betragtes som et tilfældigt møde blandt fuldt færdigdannede subjekter, men at den tværtimod må anskues som en måde allerførst at blive subjekt på, jf. den tyske socialfilosof Jürgen Habermas opfattelse i tilslutning til Mead af individuering og socialisering som i virkeligheden to sider af samme sag (jf. bl.a. Habermas 1988). Mennesket synes her at skulle varetage ikke blot én, men to væsentlige opgaver: Det skal på den ene side skaffe sig viden om verden; men det skal derudover også på den anden side skabe sin egen identitet i samspil med andre. Men det kan, bliver man i stigende grad klar over, i virkeligheden kun finde sted gennem sproget. Dermed må man sætte sproget som det første. Efter the linguistic turn 8 må man gøre tanke til proposition og handling til kommunikation, til talehandling (Austin 1997 (1962)). Dermed mener man at kunne stille spørgsmålet om pædagogikkens ikke-meddelte bestanddele ud fra helt nye forudsætninger. Enhver meddelt viden, det være sig i form af facts eller af teorier, har sine kommunikative forudsætninger, som overhovedet muliggør en validering af de facts og teorier, der meddeles. Facts er aldrig noget, der er faldet ned fra himlen. Facts eksisterer altid i et rum for mulig afprøvning garanteret af sprogets indre standarder. 8 Vendingen stammer fra Gustav Bergmann, jf. Richard Rorty (1992 (1967)). 5

6 Medtænker man ikke dette sproglige afprøvningsrum, men ser alene undervisningen som et spørgsmål om meddelelse af facts og teorier, dvs. propositioner uden kommunikativ og diskursiv forankring, vil eleven få et afstumpet og ukritisk forhold til viden. Det er klart, at denne omplantning af filosofien fra naiv ontologi (Platon) over bevidsthedsfilosofi (Kant) til sprogfilosofi muliggør en radikal reformulering af projektet omkring dannelse. Nu kan monologisk forankret kontemplation af evige former eller monologisk forankret transcendental deduktion afløses af dialogisk forankret transcendentalpragmatisk argumentation. Denne intersubjektive vending i dannelsestænkningen kan siges at være det 20. århundredes bidrag til fornyelse af dannelsesdiskussionen. Forskydningen af det transcendentalfilosofiske tyngdepunkt sker første gang hos den engelske sprogfilosof John L. Austin (1939), og siden hos en lang række af hans kolleger, bl.a. englænderen Peter F. Strawson (1959), tyskerne Karl-Otto Apel (1976) og Jürgen Habermas (2001 (1971); 1976; 1996 (1983)) samt amerikanerne John R. Searle (1969), Hilary Putnam (1981) og Donald Davidson (1993 (1973)). Med indbyrdes nuancer går de alle ind for en gennemgribende pragmatisk nybestemmelse af de transcendentale forudsætninger for vidensdannelse, en nybestemmelse, som kan gives følgende enkle formulering: Du er med stor sandsynlighed stødt frem til en transcendental forudsætning, hvis du over for enhver, der stiller sig tvivlende over for denne forudsætnings uomgængelighed, kan demonstrere, at vedkommende selv bliver nødt til at forudsætte den for overhovedet at gøre sin tvivl mulig. 9 I lyset af denne pragmatiske nydefinition så den nu ikke blot gælder genstandserfaringen, som hos Kant, men alt hvad der kan inddrages som forudsætninger for talen har man inden for den analytiske og kritiske filosofi arbejdet på at belyse disse uomgængelige betingelser for tale, som samtidig vil kunne være med til at reformulere det kantske dannelsesprojekt i kommunikativ retning. Her er særligt Habermas projekt velkendt i en pædagogisk sammenhæng. 10 I korte rids går det habermaske projekt ud på følgende: Ved at hæve stemmen gør enhver talende krav på at blive forstået, hvor forståelse igen må bestå i indfrielse af gyldighedsfordringer. I tilfælde af manglende forståelse vil hører have mulighed for at problematisere disse gyldighedsfordringer og kræve en argumentativ diskurs etableret om deres begrundede gyldighed. Svarende til, at den talende med sin tale altid vil etablere en relation for det første til det sproglige meningsindhold, for det andet til verden, for det tredje til hører og for det fjerde til sin egen indre tanke- og følelsesverden, står der altid fire mulige typer argumentativ diskurs til rådighed: en filosofisk-analytisk diskurs, en empirisk-teoretisk diskurs, en praktisk-etisk diskurs og en selvrepræsentativ-æstetisk diskurs. For hver af disse diskurser gælder særlige krav til begrundelserne fx er de filosofisk-analytiske begrundelser underlagt et krav om analyticitet, de empirisk-teoretiske begrundelser et krav om generaliserbarhed og de praktisketiske begrundelser et krav om universaliserbarhed (Habermas 1973) ligesom der gælder en række generelle procedureregler og principper for det overhovedet at indlade sig i diskurs 9 Interessant nok har allerede Kant formuleringer, der bringer os i retning af denne transcendentalpragmatiske begrundelseskontekst: I transcendentalfilosofien finder vi, at [...] det samme begreb, der sætter os i stand til at rejse spørgsmålet, [...] også (må) sætte os i stand til at besvare det. (Kant 2002 (1781): A477/B505). 10 For en gennemgang af Habermas filosofi og dens relevans for den pædagogiske filosofi kan jeg henvise til Schou (2004b). 6

7 (indreflekteret i den filosofisk-analytiske diskurs). Kendte er Habermas egne regler og principper (fx Habermas 2001 (1971), 1996 (1983)), men også flere andre forsøg på at opstille et mere udbygget sæt af diskursregler har tiltrukket sig bevågenhed, bl.a. de hollandske pragma-dialektikeres forsøg (F. van Eemeren & R. Grootendorst 2004). Hvad angår de kognitionspsykologiske forudsætninger for at drage de slutninger, som indgår ofte som enthymemer i de forskellige diskurstyper, kan der bl.a. henvises til nyere studier i analyticitet (Cory Juhl & Eric Loomis 2010), i studier omkring kontrafaktisk ræsonnement (Brandom 2008) samt i moralbegrundelse (jf. oversigtsværket Larry P. Nucci & Darcia Navaez 2008). I et nyligt studie (Lotte Rahbek Schou & Peter Widell 2013) er den nyeste forskning inden for den moralpsykologiske forskning diskuteret. Med den sproglige nydefinition af fornuftsbegrebet har talen om den pædagogiske situations ikke-meddelelige forudsætninger fået et andet og mere påtrængende indhold. Nu er grunden for en gennemførelse af den transcendentalfilosofiske undersøgelse i virkeligheden aktivt ryddet gennem fjernelsen af to plagsomme modstandere: skepticisten og relativisten. Både skepticisten og relativisten har selvfølgelig lov til at fordre at få ordet. Men i det omfang de talebestemmelser, der betvivles af skepticisten og relativisten, kan påvises i deres tale, er de eo ipso demonstreret som værende uomgængelige. Det vil sige, de samtidig vil kunne indgå som del af enhver undervisnings ikke-meddelelige grundlag. Selv om Habermas tanker om sproget ser ud til at kunne have umiddelbare opdragelses- og dannelsesmæssige implikationer, har Habermas selv været relativt tilbageholdende med at udforme en egentlig pædagogisk teori på baggrund af sin sprogfilosofi. 11 Det har dog ikke afholdt en lang række pædagogiske forskere, heriblandt jeg selv (Schou 2004b), fra at drage forskellige pædagogiske konsekvenser af teorien. En vigtig præmis deler Habermas overvejelser med Platon: Ligesom den ikke-meddelbare viden, Platon havde sat sig for at studere, ikke kunne forventes at foreligge umiddelbart hos eleven, men tværtimod ofte havde en svær fødsel, kan også de ikke-meddelbare forudsætninger for det at føre argumentativ diskurs være vanskelige at aktivere og bringe til live. En vis spontan udvikling af disse forudsætninger må man forvente: Formaliserede forløb vil føre til større bemestring og normalt også til større lyst til at praktisere en sådan større bemestring. Derfor er det vigtigt i dannelsesmæssigt øjemed at træne i brugen af denne viden gennem inddragelse af passende øvemateriale (jeg selv anser det faktisk for den væsentligste pædagogiske metode, jf. Schou 2012). Forsømmer man som pædagog denne mulighed vil eleven på sigt kunne svække sin orienteringssans med heraf følgende realitetstab og tab af livsfylde. Tilsvarende vil en rent meddelende undervisning, der alene er anlagt ud fra nyttehensyn, tabe i kraft, hvis man ikke er påpasselig med også at inddrage diskursive aspekter hentet fra den filosofisk-analytiske, den empirisk-teoretiske og den praktisk-etiske og selvrepræsentativ-æstetiske diskurs område. 11 Det skal nævnes, at Habermas forfatterskab har givet anledning til pædagogisk teoridannelse, ikke blot én, men hele to gange. I sine første værker og her specielt i Habermas 1969 forfægter Habermas en erkendelsesteori inspireret af kritisk teori og den tidlige frankfurterskole, som kan ses som et af de væsentligste bidrag til den såkaldte kritisk-emancipatoriske pædagogik (Oskar Negt 1981 (1971), Klaus Mollenhauer 1970; Thomas Ziehe, Oskar Negt, Anne Krovoza, Peter Weigelt & Heinz-Dieter Hermann 1978; Wolfgang Klafki 1983 m.fl.). Uden at Habermas kritisk-teoretiske orientering afgørende dementeres af hans senere sprogteoretiske overvejelser, hovedsagelig fra 1968 og frem, repræsenterer værkerne her en afgørende nytænkning, som også får store konsekvenser inden for pædagogisk dannelsestænkning. Et nyere værk, som giver en rimelig god oversigt over inspirationen fra den senere Habermas forfatterskab, fra omkring 1971 og frem, er Huttunen (2009). 7

8 5. Nogle vanskeligheder Efter en første periode, hvor man har været optimistisk vedrørende etableringen af et kommunikativt projekt til afløsning af Platons og Kants projekter, er der på det seneste taget visse forbehold. Dem vil jeg gerne komme ind på. Jeg vil dog af pladshensyn indskrænke mig til de problemer, der fortrinsvis knytter sig til den praktisk-etiske diskurstype. Hvad angår selve den proceduresammenhæng, diskursen repræsenterer, er der ingen tvivl om, at den er en stærk platform for validering af filosofisk-analytiske, empirisk-teoretiske, praktisk-etiske og selvrepræsentativt-æstetiske antagelser og ræsonnementer. Ligeledes kan den såkaldte kommunikationsetiske grundnorm, som Apel og Habermas har peget på delvis følgende Richard Mervyn Hare (1952) Du skal bruge sproget, som du har lært det vanskeligt afvises. I den forstand synes der at være tale om et egentligt transcendentalpragmatisk funderet projekt. Vanskeligere er det imidlertid at få hold på de udviklingspsykologiske aspekter af undervisningen. Og disse vanskeligheder er både af teoretisk og praktisk art. For det første synes talen om tilstedeværelsen af udviklingsdimensioner at være uforenelig med talen om transcendentalitet. Begrebet transcendental signalerer uomgængelighed, alternativløshed. Men da kan vi vanskeligt tale om, at noget, der har en udviklingshistorie, samtidig skulle være kendetegnet af transcendentalitet. Det har da også fået Habermas til at omtale sit projekt som et universal- eller formalpragmatisk projekt snarere end et transcendentalpragmatisk projekt. På baggrund af Jean Piagets (1953 (1936)); 1972 (1936)) og Lawrence Kohlbergs (1981) studier kan det vises, at der eksisterer en omfattende træghed, hvad angår udviklingen af ræsonnementsformerne inden for de forskellige diskurstyper, specielt inden for den praktisketiske diskurstype. 12 Det betyder, at man bliver nødt til at modificere kravet om etablering af kontekster for diskursiv problematisering. Det betyder samtidig, at en eventuel pædagogik her bliver vanskeligere at begrunde og implementere. 13 Et yderligere forbehold igen omkring det praktisk-etiske er blevet taget over for Habermas forsøg på at udlede et alment princip for praktisk-etiske diskurser. Her synes vanskelighederne at forholde sig spejlvendt til Kants vanskeligheder ved at vise morallovens nødvendighed ud fra rent monologiske eller subjektive forudsætninger. Vanskeligheden for Habermas er at vise, at de etiske restriktioner, der gælder for tale og diskurs, kan udstrækkes 12 Hvor stadieprogressionerne hos Piaget ligger ved henholdsvis 2 år (præ-operationel intelligens), 7-8 år (konkret-operationel intelligens) og år (formel-operationel intelligens), ligger de for ræsonnement omkring retfærdighedsbegrebet inden for den praktisk-etiske argumentation på henholdsvis 8 år (præ-konventionel, stadie 2), 15 år (konventionel, stadie 4) og 25 (post-konventionel, stadie 5). Der har været megen diskussion om grunden til denne forsinkelse inden for moralræsonnementet. Flere har antydet, at de stadig finder det filosofisk uklart, hvad der skal regnes for højere stadier inden for moralræsonnementet, og at det, der måles vedrørende disse højere stadier ikke er almene udviklingsstadier, men i virkeligheden blot bestemte filosofiske standpunkter i en fortsat filosofisk debat. Det forhold, at kun omkring 5% af den voksne amerikanske befolkning overhovedet synes at kunne ræsonnere på stadie 6, det højeste stadie i Kohlbergs tidlige stadieteori, fik ham til at restrukturere sin teori op til sin sin død i (cf. den ovenfor omtalte Schou & Widell 2013 for en mere omfattende belysning af nyere moralbegrundelsesforskning i lyset af denne uklarhed). 13 Piagets og Kohlbergs approach til retfærdighedsbegrebet er ikke kommunikativt funderet. Deres tilgang er mere individualistisk og liberal end fx Apels og Habermas mere kommunikative tilgang. Habermas 1986 og Apel 1988: har set forsinkelsen omkring stadieprogressionen i forbindelse med moraldommen som et udslag af, at et kommunikationsinternt perspektiv skal integreres med et kommunikationseksternt perspektiv, hvilket kræver en større tankemæssig anstrengelse (jf. diskussionen i Schou & Widell 2013). 8

9 til også at gælde vores handlen og praktisk forholden os til hinanden i al almindelighed (sådan som han hævder). Det synes ikke at være muligt (jf. hertil bl.a. Joseph Heaths kritik i Heath 2003 (2001)). Så her må man faktisk opfatte det habermaske projekt som strandet (jf. også Searles tidlige kritik i Searle (1991:92). Hvorvidt der kan etableres en mere tynd etik byggende på mere konsekvensetiske overvejelser en etik, der også vil kunne benyttes inden for pædagogiske sammenhænge står stadig tilbage at vise. Her er Apels forslag til en kombination af pligtetiske og konsekvensetiske overvejelser måske en farbar vej (Apel 1988). Under alle omstændigheder vil dette berede nye udfordringer for et program omkring de etiske aspekter af dannelsen i skolen Eftertanker Fra Kant og frem er dannelsesprogrammet et universalistisk program også i den forstand, at det er tænkt som et program for alle: Det er først, når jeg kan spejle min egen subjektivitet i ethvert andet subjekt, jeg vil kunne kalde mig selv for egentlig dannet. Dvs. min dannelse fordrer i virkeligheden alle andres dannelse. Ser vi på og 1800-tallets virkelighed, er det imidlertid klart, at disse idealer aldrig er blevet realiseret. At tilegne sig dannelse kræver tid og dermed penge til at købe sig den. Alene af den grund har dannelsesprojektet hidtil været et dannelsesprojekt for de få. Nu skulle man tro, at den øgede velstand i samfundet efterhånden ville kunnet have givet plads for en mere omfattende gennemføring af dannelsesorienteret pædagogik. Projekter med dannelseselementer har da også været sat i gang mange steder. I store dele af 1800-tallet og faktisk helt frem til 2. Verdenskrig har dannelsestænkningen på mange måder været styrende for en række pædagogiske initiativer fra børneskole til universitet, først og fremmest på det europæiske kontinent, men også i andre dele af verden. Således er en stor del af de amerikanske universiteter, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet, faktisk blevet anlagt ud fra dannelsesforestillinger udsprunget af Kants filosofi. Også inden for amerikansk uddannelsestænkning har man været stærkt inspireret af den kontinentale dannelsestænkning. Således bærer John Deweys pædagogiske filosofi stærkt præg af Kants (og Hegels) dannelsestanker (Dewey 2005 (1916)). På den anden side har dannelsestænkningen aldrig rigtigt slået an bredt set i de angelsaksiske lande. Angelsaksisk pædagogik har på mange måder altid været overvejende instrumentel og nytteorienteret og svarer nogenlunde til den pædagogik- og uddannelsestænkning, der er ved at brede sig i Danmark og for så vidt over hele verden i disse år - og som kraftigt er ved at udhule den kontinentale dannelsestænkning. Baggrunden herfor skal findes tilbage i de liberale strømninger i England og USA inden for den politiske økonomi fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (John Locke, Edmund Burke, Adam Smith m.fl.). Men det er især gennem den såkaldte neo-liberale bevægelse fra 1980 erne, påvirket af 14 Kohlberg og hans medarbejdere har udarbejdet pædagogiske programmer i forlængelse af deres udviklingspsykologiske studer. Mest kendt er deres just community -program, som forsøger at tage højde for den kendsgerning, at moralstimulaton synes at være mest effektiv ikke så meget i klasserumsdiskussioner, men i (skole)miljøet som helhed og i omgangen med kammerater. Mange har videreført skoleprogrammer på baggrund af revision af elementer i Kohlbergs oprindelige teori (fx Turiel 2002, Nucci 2003; jf. også Power, F. Clarck & Ann Higgins-D Alessandro 2008). 9

10 økonomer som Friedrick Hayek og Milton Friedman, 15 at angrebet på dannelsestænkningen i uddannelsessektoren er sat ind. Men hvorfor har man valgt denne vej inden for uddannelsesområdet? For at besvare dette spørgsmål må vi gå til hjertet af den liberalistiske tænkning. Liberalistisk tænkning er minimalstatstænkning. I liberal tænkning opfattes staten som en hindring for den fri markedsdannelse. Selvom man erkender, at visse opgaver bedst vil kunne varetages af en stat, fx visse militære og juridiske opgaver, gælder det for liberalisten om at begrænse statens funktioner i så vid udstrækning som muligt. Derfor har en af grundideerne, især inden for neoliberalismen fra 1980 erne, været ideen om new public management, 16 som går ud på nødvendigheden af at slanke den offentlige sektor til fordel for den private sektor gennem indførelse her af markedslignende styringsstrategier. Hvad uddannelserne angår, er man ganske vist klar over, at det er vigtigt og nødvendigt, at hver opvoksende generation bringes op på et vist uddannelsesniveau et niveau, den private sektor ikke af sig selv vil kunne sikre hvorfor et vist mål statssanktioneret tvang må accepteres. Men hvad der ligger derudover, bør overlades til det frie initiativ. Det er ikke, fordi man som liberalist har noget principielt imod et dannelsesteoretisk program for undervisningen. Der er ikke nogen ægte brudflade mellem markedstænkning og dannelsestænkning her. Det, man har noget imod, er derimod, at en sådan dannelsestænkning skal være skattefinansieret. Derfor græder man inden for den moderne neo-liberalisme normalt tørre tårer over, at der i de seneste år har fundet en stadig stigende udhuling af dannelsestanken sted på uddannelsesinstitutionerne. Det, man skal koncentrere sig om i uddannelsessystemet, er at give den enkelte forudsætninger for at finde sin plads på markedet til gavn for samfundet som helhed. Dannelse derimod må overlades til dem, der har lyst til at fremme den og selv vil betale for den. Med denne liberalistiske kritik rører vi i virkeligheden ved en dybere kritik af dannelsestanken. Dannelsestanken indeholder en normativ retning i alle livets forhold. Den er ifølge egen selvforståelse et tilbud intet fornuftigt menneske burde afslå. Men netop dette synspunkt på dannelsestænkningen opfatter den liberale som i virkeligheden et stykke udlevet ideologisk arvegods. Dannelse tjente måske i og 1900-tallet et ærværdigt formål: opbygningen af de nationale kapitaler. Derfor var nationalliberalismen en progressiv faktor på det tidspunkt. Der var en lokal identitet, der skulle forsvares. Men i dagens globaliserede virkelighed er der ikke længere plads til sådanne identiteter. De er ifølge neo-liberalistisk tankegang blevet til anakronismer og skal dermed nedbrydes. Det er tanken, at der skal gøres op med forestillingen om, at der findes almene strømpile, der peger i retning mod det bedre, sådan som dannelsestanken propagerer. Individets frisættelse er i virkeligheden individets dannelse gennem markedet. Men markedet kender ikke til noget centrum. Derfor skal statsstyret dannelse inden for uddannelse og forskning erstattes af kvalifikationer og fakturaer. Endnu et problem, liberalisterne berører, er, at selv om dannelsestanken har et universalistisk sigte, så har dannelsen i realiteten altid kun været for de få. Det betyder, at alle skatteydere i virkeligheden betaler for et dannelsesprogram for de få. Det er en grundlæggende 15 I virkeligheden stammer termen neo-liberalisme fra slutningen af 1930 erne, fra et forsøg blandt økonomer på at søge en ny tredje vej mellem klassisk liberalisme, som man mente havde fejlet, jf. verdenskrisen i 1929, og de mere kollektivistiske løsninger på samfundsstyringen, kommunismen og nationalsocialismen stod for. I øvrigt er det vigtigt, at man ikke forveksler den økonomiske liberalisme inklusive neo-liberalismen som i USA regnes for at være right wing med liberalisme i kulturel forstand, som normalt er et left wing anliggende. 16 Hvad selve termen angår, er den første gang brugt af Christopher Hood i

11 uretfærdighed i samfundet, som der bør rettes op på. For 30 år siden kom en lille bog til forsvar for dannelsestænkningen i universitetssystemet, Til glæden (Bredsdorff, Larsen & Thyssen 1979). Her forsvarede bogens forfattere humaniora over for de forsøg på instrumentalisering og teknokratisering af undervisningen og forskningen, der allerede var ansatser til på det tidspunkt, og kom her bl.a. ind på det forhold, at universiteterne er [...] institutioner, som finansieres af skattepenge (Bredsdorff, Larsen & Thyssen 1979:151). Imidlertid mente de tre forfattere, at de kunne retfærdiggøre deres eksistens på følgende måde: Universiteternes lærere og studenter er isoleret fra politikkens og industriens magtcentre. Netop denne distance giver dem frihed til at efterprøve alle de synspunkter, som i handel og vandel betragtes som selvfølgelige eller endda naturlige. Humanister er frie til at tænke deres tanker til ende. Og de er frie til at kritisere. [...] De har vundet den overskudsbevidsthed [...] som gør dem mere aktive, og mindre hjemfaldne til demagogers tryllemagt. (Bredsdorff, Larsen & Thyssen 1979:153). Spørgsmålet er imidlertid, om det kan overbevise alle de, der betaler gildet uden at være med til festen. Problemet er reelt og synes at være liberalismens bedste argument mod dannelsestænkningen: Inden for dannelsestænkningens rækker prædikes universalitet, men i virkeligheden forsvares særprivilegier for de få. Denne problematik var Dewey særdeles opmærksom på, og han så da netop også sin egen demokratiske dannelsesteori som et forsøg på, ikke blot nominelt, men også i form af nytænkning af undervisningen, i højere grad at gøre uddannelserne tilgængelige for alle ved også at lægge vægt på de praktiske og håndværksmæssige sider af samfundslivet. Men heller ikke han kan siges at have fundet noget columbusæg. Det er rigtigt, at vi skal finde spørgsmålet om dannelsestænkningens Skylla i intellektualismen og det elitære. Men dette spørgsmåls Karybdis kan meget vel være, at man dermed kommer til at slække for meget på de standarder for sandhed, rigtighed og skønhed, vi kender fra dannelsestraditionen fra Platon over Kant til det 20. århundredes sprog- og kommunikationsteoretikere. I virkeligheden er diskussionen mellem dannelsestænkere og økonomiske liberalister, når det kommer til stykket, en diskussion mellem folk, der hylder et individualistisk, relativistisk og skepticistisk syn på menneskelivet, og folk, der hylder værdierne i et mere sværtopnåeligt, men også, hævder dannelsestænkerne, givende livssyn. 17 Mens de økonomiske liberalister i sidste instans kun kender til værdier, der er knyttet til de politiske fora og til markedet, fastholdes i dannelsestænkningen værdier, som går ud over og på tværs af en sådan markedstænkning. Gennem en påstand om, at selv markedet i sidste instans er afhængigt af disse værdier, fastholder dannelsestænkningen disse værdier som universelle: Sandhed, rigtighed og skønhed. Oplysningstidens pejlemærker er ifølge dannelsestænkningen i sidste instans ubøjelige værdier, mennesket bør stræbe mod og som det bør dannes i forhold til. Heri ligger nøglen til det i intellektuel forstand udfoldede liv, hvor vi er i stand til at skelne, drage distinktioner og i egentlig forstand behandle hinanden som autonome væsener. Og heri ligger i det omfang, vi åbner døren til vores intellektuelle liv med den første nøgle også nøglen til det i æstetisk forstand gode liv. Det er i virkeligheden den egentlige essens af det dannelsesteoretiske program for opdragelse og uddannelse. 17 Her har dannelsestilhængerne længe set en vis parallelitet mellem neoliberalismen og de postmodernistiske strømninger, der ifølge dannelsestilhængerne har hjemsøgt humaniora i de sidste 40 år. Begge er mener dannelsestænkerne karakteriseret af en overdreven relativisme, der fx er med til at undergrave de akademiske standarder i universitetsverdenen (jf. fx Sokal-affæren for nogle år siden (Sokal & Bricmont 1998)). 11

12 Jeg mener, universaliseringsfordringen i dannelsestænkningen skal tages alvorligt. Ellers har dannelsesfolkene intet egentligt argument at stille over for liberalisterne. Retfærdighedsargumentet kan ikke siddes overhørigt, så meget desto mere som retfærdighedsbegrebet er en kernedel af dannelsesprojektet. Det betyder dog ikke, at der så ikke skal rettes kritik mod liberalisterne. En del af denne kritik er efterhånden blevet standardkritik: Fortsætter liberalisterne deres togt ind i uddannelserne, vil vi efterhånden få en verden, der falder fra hinanden i en glædesløs, instrumentelt afstumpet arbejdsverden på den ene side, og en forarmet, underholdningspræget fritidsverden på den anden side. Over for disse mere dystre udsigter må dannelsestænkningen ifølge dannelsestænkerne forsvares også og måske især i statsligt regi. 7. Sammenfatning Jeg har i denne artikel søgt at tegne et billede af dannelsesbegrebet, sådan som det har taget sig ud i tre punktnedslag i historien: Hos Platon, hos Kant og hos nogle af det 20. århundredes sprogfilosoffer og kommunikationsteoretikere. Vi har her set ontologi blive afløst af epistemologi, og epistemologi igen af sprogtænkning. Og vi har set kontemplation blive afløst af selvrefleksion, og selvrefleksion af diskurs. Men alle steder har anlægget været det samme: Mennesket har en viden til rådighed, som ikke kan læres, fordi den må forudsættes, en viden, der samtidig er i stand til at give retning på vores livsprojekter og giver dem karakter af dannelsesprojekter. I kraft af dem er vi i stand til at skelne mellem skin og realitet, kontingens og transcendentalitet, og individ og fællesskab. Her synes bevægelsen fra Platon over Kant til det 20. århundredes sprogfilosoffer og kommunikationsteoretikere at repræsentere et stadigt stærkere forsvar for dannelsesteoriens argumenter over for dens mulige modstandere. Et problem for dannelsestænkningen er tendensen til at blive elitær og eksklusiv. Men hvis på den anden side sand indsigt i verdens indretning, rigtig holdning over for næsten og autenticitet i handling og holdning kræver et vist mål af intellektuel anstrengelse, er det vel en vej, der er værd at gå. Eller som Platon i sin tid sagde: "Det uudforskede liv er ikke værd at leve" Er dannelsesbegrebet et udlevet begreb? Eller er det korrekt kvalificeret og modificeret et tidssvarende begreb, måske endog fremtidens begreb? Jeg har i artiklen her søgt at argumentere for, at der inden for den kommunikativt orienterede modernisering af dannelsestanken, vi finder i dag, måske findes argumenter, det er værd at lytte til. Litteratur Apel, Karl-Otto (1976). 'Das Problem der philosophischen Letztbegründung im Lichte einer transzendentalen Sprachpragmatik', In: Kanitschneider, Bernulf (ed.) Sprache und Erkenntnis, Festschrift für Gerhard Frey. Innsbruck: Apel, Karl-Otto (1988). Diskurs und Verantwortung: Das Problem des Übergangs zur Postkonventionellen Moral. Frankfurt/Main: Suhrkamp. Austin, John L. (1939). 'Are There A Priori Concepts?', In: Procedings of the Aristotelean Society 18:

13 Austin, John L. (1997 (1. udg. engelsk 1962)). Ord der virker. København. Gyldendal. Brandom, Robert B. (2008). Between Saying and Doing: Toward an Analytical Pragmatism. Oxford: Oxford University Press. Bredsdorff, Thomas, Mihail Larsen & Ole Thyssen (1979).. Til glæden. København: Gyldendal. Davidson, Donald (1993; 1. udg. engelsk 1973). 'Om selve ideen om et begrebsskema', In: Philosophia 22, 1-2: Dewey, John (2005; 1. udg. engelsk 1916). Demokrati og uddannelse. Århus: Klim. Habermas, Jürgen (1969 (1965)). Erkjennelse og interesse, In: Jürgen Habermas Vitenskap som ideologi. København: Svensk-Norsk Bogimport A/S. Habermas, Jürgen (1973). 'Wahrheitstheorien', In: H. Fahrenbach (ed.) Wirklichkeit und Reflexion - Festschrift zum sechzigsten Geburtstag von Walter Schulz. Pfullingen: Habermas, Jürgen (1976). 'Was heißt Universalpragmatik?', In: Karl-Otto Apel (ed.) Sprachpragmatik und Philosophie. Frankfurt/Main: Suhrkamp: Habermas, Jürgen (1986). 'Gerechtigkeit und Solidarität: Eine Stellungsnahme zur Diskussion über 'Stufe 6'', In: Wolfgang Edelstein & Gertrud Nunner-Winkler (eds.) Zur Bestimmung der Moral: Philosophische und sozialwissenschaftliche Beiträge zur Moralforschung. Frankfurt/Main: Suhrkamp: Habermas, Jürgen (1988). 'Individuierung durch Vergesellschaftung: Zu G.H. Meads Theorie der Subjektivität. ' In: Jürgen Habermas Nachmetaphysisches Denken: Philosophische Aufsätze. Frankfurt/Main: Suhrkamp: Habermas, Jürgen (1996; 1. udg. tysk 1983). Diskursetik. Frederiksberg: Det lille Forlag. Habermas, Jürgen (2001; 1. udg. tysk 1971). 'Forberedende bemærkninger til en teori om den kommunikative kompetens', In: Carol Henriksen (ed.) Can you reach the salt?: Pragmatikkens klassiske tekster. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag: Hare, Richard Mervyn (1952). The Language of Morals. Oxford: Oxford University Press. Heath, Joseph (2003 (2001)). Communicative Action and Rational Choice. Cambridge, MA: The MIT Press. Huttunen, Rauno (2009). Habermas, Honneth and Education: The Significance of Jürgen Habermas and Alex Honneths Theories to Education. Hamburg: Lambert Academic Publishing. Juhl, Cory & Eric Loomis (2010). Analyticity. New York & London: Routledge. 13

14 Kant, Immanuel (1999; 1. Udg. Tysk 1785). Grundlæggelse af sædernes metafysik. København: Hans Reitzels Forlag. Kant, Immanuel (2000; 1. udg. tysk 1803). Om pædagogik. Århus: Klim. Kant, Immanuel (2002; 1. udg. tysk 1781). Kritik af den rene fornuft. Frederiksberg: Det lille Forlag. Kant, Immanuel (2005; 2. udg. tysk 1793). Kritik af dømmekraften. Frederiksberg: Det lille Forlag. Klafki, Wolfgang (1983 (1. gang tysk 1959, 1971, 1974, 1975, 1978, 1979)) Kategorial dannelse og kritisk-konstruktiv pædagogik. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kohlberg, Lawrence (1981). Essays on Moral Development, Volume 1: The Philosophy of Moral Development. San Fransisco: Harper & Row. Mollenhauer, Klaus (1970). Erziehung und Emanzipation: Polemische Skizzen. München: Juventa Verlag. Negt, Oskar (1981 (1. udg. tysk 1971)). Sociologisk fantasi og eksemplarisk indlæring. Til teori og praksis i arbejderuddannelsen. Roskilde: RUC Boghandel og Forlag. Nucci, Larry P. (2003). Moral på skemaet: Om at undervise børn i moralske spørgsmål. København: Gyldendal. Nucci, Larry P. & Darcia Navaez (eds.) (2008). Handbook of Moral and Character Education. New York & London: Routledge. Piaget, Jean (1953 (1936).The Origin of Intelligence in the Child. London: Routledge & Kegan Paul. Piaget, Jean (1972 (1936)). Barnets moralvurderinger. Oslo: J. W. Cappelens Forlag. Platon (2009; 360 f.kr.). 'Theaitetos', In: Platon I. Samlede værker i nyoversættelse. Udgivet af Jørgen Mejer & Chr, Gorm Tortzen. København: Gyldendals Bogklubber.. Platon (2011; græsk o. 380 f.kr.). 'Menon', In: Platon III. Samlede værker i nyoversættelse. Udgivet af Jørgen Mejer & Chr, Gorm Tortzen. København: Gyldendals Bogklubber. Power, F. Clarck & Ann Higgins-D Alessandro (2008). 'The Just Community Approach to Moral Education and the Moral Atmosphere of the School ', In: Larry P. Nucci & Darcia Navaez (eds.) Handbook of Moral and Character Education. New York & London: Routledge: Putnam, Hilary (1981). Reason, Truth and History. Cambridge: Cambridge University Press. Rorty, Richard (1992 (1967)) The Linguistic Turn. Chicago: University of Chicago Press. 14

15 Schiller, Friedrich (1970; 1. udg. tysk 1795). Menneskets æstetiske opdragelse: Oversat og indledt af Per Øhrgaard. Klassiske Tænkere. København: Gyldendal. Schou, Lotte Rahbek (2004a). 'Immanuel Kant: Mennesket er den eneste skabning der har brug for opdragelse', In: Kjetil Steinsholt & Lars Løvlie (eds.) Pedagogikkens mange ansikter: Pedagogisk idéhistorie fra antikken til det postmoderne. Oslo: Universitetsforlaget: Schou, Lotte Rahbek (2004b). 'Jürgen Habermas: Det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang', In: Kjetil Steinsholt & Lars Løvlie (eds.) Pedagogikkens mange ansikter: Pedagogisk idéhistorie fra antikken til det postmoderne. Oslo: Universitetsforlaget. Schou, Lotte Rahbek (2012). Læreren som mester, som meddeler, som terapeut og som maieutiker. In: Claus Madsen (red.) Grundbog i pædagogik til lærerfaget. Aarhus: Klim. Schou, Lotte Rahbek & Peter Widell (2013). 'Forslag til moralcurriculum i skolen', In: Simon Borchmann, Inger Schoonderbeek Hansen, Tina Thode Hougaard, Ole Togeby & Peter Widell (red.) Gode ord er bedre end guld: Festskrift til Henrik Jørgensen. Aarhus: Aarhus Universitet. Searle, John R. (1969). Speech Acts. Cambridge: Cambridge University Press. Searle, John R. (1991). 'Meaning, Intentionality, and Speech Acts', In: Ernest Lapore & Robert van Gulick (eds.) John Searle and His Critics. Oxford: Blackwell: Sokal, Alan & Jean Bricmont (1998). Intellectual Impostures. London: Profile Books. Strawson, Peter F. (1959). Individuals: An Essay in Descriptive Metaphysics. London: Methuen. Turiel, Elliot (2002). The Culture of Morality: Social Development, Context, and Conflict. Cambridge: Cambridge University Press. van Eemeren, Frans H. & Rob Grootendorst (2004). A Systematic Theory of Argumentation: The Pragma-Dialectical Approach. Cambridge: Cambridge University Press. Ziehe, Thomas, Oskar Negt, Anne Krovoza, Peter Weigelt & Heinz-Dieter Hermann (1978). 'Glocksee: Skolen som erfaringsproces. ' Kontext nr

Eudaimonia som moderne lykkebegreb

Eudaimonia som moderne lykkebegreb Asger Abel Sørensen Susanne Nørregård Christensen Eudaimonia som moderne lykkebegreb Filosofi & Vidensekabsteori Eudaimonia som Moderne Lykkebegreb Asger Abel Sørensen Susanne Nørregård Christensen Vejleder:

Læs mere

Politisk teori og god statskundskab 1

Politisk teori og god statskundskab 1 Christian F. Rostbøll politica, 43. årg. nr. 1 2011, 110-128 Politisk teori og god statskundskab 1 Politisk teori anses oftest ikke som en nødvendig del af definitionen på god statskundskab. Det er en

Læs mere

Hvad vi ved om god undervisning

Hvad vi ved om god undervisning Andreas Helmke, Hilbert Meyer, Eva-Marie Lankes, Hartmut Ditton, Manfred Pfiffner, Catherine Walter, Matthias Trautmann, Beate Wischer, Gerhard Eikenbusch og Hans Werner Heymann Hvad vi ved om god undervisning

Læs mere

Erkendelsens betydning for skolen og samfundet

Erkendelsens betydning for skolen og samfundet Erkendelsens betydning for skolen og samfundet - brudstykker til en forståelse Speciale ved kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi Af Niels Jakob Pasgaard Vejleder: Thomas Aastrup Rømer Skriftligt speciale,

Læs mere

Mod et balanceret arbejdsbegreb

Mod et balanceret arbejdsbegreb WORKING PAPER 2006-3 Steffen Korsgaard Mod et balanceret arbejdsbegreb Department of Management Mod et balanceret arbejdsbegreb Steffen Korsgaard Institut for Ledelse Handelshøjskolen i Århus ii Indledning

Læs mere

Fronesis og pædagogisk praksis. En fænomenologisk diskussion

Fronesis og pædagogisk praksis. En fænomenologisk diskussion . En fænomenologisk diskussion Torben Hangaard Rasmussen Rasmussen, T. H. (unpub.).. En fænomenologisk diskussion. (pp. 1-35). Denne publikation stammer fra www.livsverden.dk - hjemstedet for: Forum for

Læs mere

ET SPØRGSMÅL OM KULTUR?

ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? ET SPØRGSMÅL OM KULTUR? Rundt om mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter Jens Skovholm Et spørgsmål om kultur - rundt om mødet mellem den professionelle og etniske minoriteter Jens Skovholm

Læs mere

Mellem individualisme og fællesskab

Mellem individualisme og fællesskab Mellem individualisme og fællesskab Om medieforbrug, politisk interesse og offentlighed Johannes Andersen & Niels Nørgaard Kristensen I disse år sker der drastiske ændringer i medieforbruget i Danmark

Læs mere

Unges socialisering i det senmoderne samfund

Unges socialisering i det senmoderne samfund Bachelorgruppe: PS08FBACH-06 Unges socialisering i det senmoderne samfund Bachelorrapport d. 8. juni 2012 Emne: Unges socialisering i det senmoderne samfund Forfattere: Mie Grøn Borup 116108, Gry Sand

Læs mere

Abstract. Forskel på naturfag og andre fag i skolen. Af Gert Wahlgren

Abstract. Forskel på naturfag og andre fag i skolen. Af Gert Wahlgren Af Gert Wahlgren Abstract I artiklen beskrives den historiske udvikling i kvalitet og kvantitet med hensyn til erkendelse af vores omverden, og at den udvikling har ført til en undervisning i naturfag,

Læs mere

Nyt Dansk Udsyn Nr. 6, maj 2014 Onlinetidsskrift for Nyt Askov

Nyt Dansk Udsyn Nr. 6, maj 2014 Onlinetidsskrift for Nyt Askov Nyt Dansk Udsyn Nr. 6, maj 2014 Onlinetidsskrift for Nyt Askov Tidsskrift for folkelige etiske, politiske og pædagogiske emner. 2 Forord Denne 6. udgave af Nyt Dansk Udsyn er dedikeret til Hans Henningsen

Læs mere

Pædagogiske læreplaner

Pædagogiske læreplaner Pædagogiske læreplaner hvad er nu det for noget? F O A F A G O G A R B E J D E En pjece til pædagogmedhjælperne fra Pædagogisk sektor i FOA Fag og Arbejde Indholdsfortegnelse Side 3: Side 4: Side 5: Side

Læs mere

Thomas Gitz-Johansen Jan Kampmann Inge Mette Kirkeby. Samspil mellem børn og skolens fysiske ramme

Thomas Gitz-Johansen Jan Kampmann Inge Mette Kirkeby. Samspil mellem børn og skolens fysiske ramme Thomas Gitz-Johansen Jan Kampmann Inge Mette Kirkeby Samspil mellem børn og skolens fysiske ramme 1 Samspil mellem børn og skolens fysiske ramme Thomas Gitz-Johansen Jan Kampmann Inge Mette Kirkeby Samspil

Læs mere

Ind under huden. en diskursanalyse om mentorskaber i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Afsluttende rapport Projekt 1.

Ind under huden. en diskursanalyse om mentorskaber i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Afsluttende rapport Projekt 1. Afsluttende rapport Projekt 1.3 Ind under huden en diskursanalyse om mentorskaber i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse Rapporten er udarbejdet af: Barbara Day Birte Kaiser Lone Nordskov Nielsen

Læs mere

3.4 Giv dit lederskab karakter

3.4 Giv dit lederskab karakter Visionær Ledelse Forlaget Andersen 3.4 Giv dit lederskab karakter Af direktør Michael Jensen, Colea Consult michaelj@colea.dk Indhold Denne artikel har følgende indhold: 1. Hvad er karakterbaseret ledelse

Læs mere

F.A.Hayek som velfærdsliberalist Om forholdet mellem frihed og statsmagt i Hayeks tænkning. af Mogens Lilleør

F.A.Hayek som velfærdsliberalist Om forholdet mellem frihed og statsmagt i Hayeks tænkning. af Mogens Lilleør F.A.Hayek som velfærdsliberalist Om forholdet mellem frihed og statsmagt i Hayeks tænkning. af Mogens Lilleør Friedrich August von Hayek (1899-1992) efterlod sig ved sin død et omfangsrigt samfundsfilosofisk

Læs mere

Elever med generelle indlæringsvanskeligheder

Elever med generelle indlæringsvanskeligheder Elever med generelle indlæringsvanskeligheder Læringsmiljø, social kompetence og motivation Navn: Studienr.: Lisa Skytte Filipsen A070045 Stamhold: 08-5 Fag: Faglig vejleder: Pædagogisk vejleder: Antal

Læs mere

JON ESPERSEN. Logik og argumenter. En hjælp til kritisk tænkning KØBENHAVN 1969

JON ESPERSEN. Logik og argumenter. En hjælp til kritisk tænkning KØBENHAVN 1969 JON ESPERSEN Logik og argumenter En hjælp til kritisk tænkning HANS REITZEL KØBENHAVN 1969 Logik og argumenter Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må reproduceres uden forlagets tilladelse,

Læs mere

Den Kreative Platform

Den Kreative Platform Den Kreative Platform Søren Hansen & Christian Byrge Kreativitetslaboratoriet, Aalborg Universitet 2. udgave 2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse........................................................................................................................................................

Læs mere

Når evidens møder den pædagogiske hverdag

Når evidens møder den pædagogiske hverdag VIA UNIVERSITY COLLEGE OG AALBORG UNIVERSITET MED STØTTE FRA BUPL Når evidens møder den pædagogiske hverdag Foreløbig arbejdsrapport september 2010 Anne Mette Buus, Stine Del Pin Hamilton, Palle Rasmussen,

Læs mere

Jagten på autenticitet i offentlig styring, del 3: Anerkendelsens og rationalitetens spiral

Jagten på autenticitet i offentlig styring, del 3: Anerkendelsens og rationalitetens spiral Jagten på autenticitet i offentlig styring, del 3: Anerkendelsens og rationalitetens spiral Af Klaus Majgaard * Grundspørgsmålet er, hvordan vi er rationelle, når vi møder udfordrende dilemmaer og krydspres.

Læs mere

Samarbejde med pårørende ud fra beboernes perspektiver

Samarbejde med pårørende ud fra beboernes perspektiver 1 Samarbejde med pårørende ud fra beboernes perspektiver Ida Schwartz Institutionsbegrebet er ophævet indenfor voksenområdet, og pædagoger arbejder nu i beboernes egne hjem uanset boformen. Når pædagoger

Læs mere

Co-kreér dig selv og din verden Professionsbachelorprojekt 2011 Liv Berger Madsen 30281011

Co-kreér dig selv og din verden Professionsbachelorprojekt 2011 Liv Berger Madsen 30281011 1 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 2 Kapitel 1. Indledning... 4 1.1 Problemformulering... 4 1.2 Læsevejledning... 4 Kapitel 2. Begrebsafklaring og teoretiske udgangspunkt... 5 2.1 Kreativitet

Læs mere

Hvad ligger der i ordene lov og ret?

Hvad ligger der i ordene lov og ret? Hvad er jura? Kapitel 2 Hvad ligger der i ordene lov og ret? Det gælder for juraen som for så mange andre fag, at man lettere forstår de begreber, der anvendes, hvis man kender deres sproglige udspring

Læs mere

Inklusion forstået som udviklende fællesskaber

Inklusion forstået som udviklende fællesskaber (Nielsen, J. (2008). Inklusion forstået som udviklende fællesskaber. I: Alenkjær, R. (red)(2008): Den inkluderende skole i praksis., s. 243-270. Kbh.: Frydenlund). Inklusion forstået som udviklende fællesskaber

Læs mere

Samarbejdet mellem kommune og fængsel

Samarbejdet mellem kommune og fængsel Indholdsfortegnelse Kap. 1 Læsevejledning... 4 Kap. 2 Indledning... 5 2.1 Problemfelt... 6 Kap. 3 Problemformulering... 7 Kap. 4 Afgrænsning... 8 Kap. 5 Kontekst... 9 5.1 Fængslet Møgelkær... 9 5.2 Randers

Læs mere

Forside til projektrapport 3. semester, BP3:

Forside til projektrapport 3. semester, BP3: Roskilde Universitet Den samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse Forside til projektrapport 3. semester, BP3: År: Semester: Hus: Projekttitel: Projektvejleder: Gruppenr.: 2013 3. semester 19.2 ARBEJD!

Læs mere

Coaching er ikke bare coaching. Afhængig af hvilke teorier og erkendelsesteorier,

Coaching er ikke bare coaching. Afhængig af hvilke teorier og erkendelsesteorier, forskellige vinkler på magt og etik Michala Schnoor Gitte Haslebo Coaching er ikke bare coaching. Afhængig af hvilke teorier og erkendelsesteorier, der organiserer coachingen, vil formålet og de anvendte

Læs mere

Hvad er publikumsudvikling?

Hvad er publikumsudvikling? Rapport nr. 1, april 2011 Hvad er publikumsudvikling? Louise Ejgod Hansen Rapporten er udgivet af Scenekunstnetværket Region Midtjylland c/o Randers EgnsTeater Mariagervej 10 8900 Randers Ansvarshavende

Læs mere