1. kapitel. Sammen med de 20 hvide italienere og den galsindede hane udgjorde dette Elses og mit eksistensgrundlag dengang for en menneskealder siden.

Transkript

1 1 1. kapitel I 1972 lavede jeg mit livs investering. I den gamle Købmandsgård i Hornslet erhvervede jeg mig en kaffemølle med 2 kværne for 200 kr. Meget fornem med skuffer til kaffen og kileremme til trækket. De ældre af jer husker ganske sikkert modellen (og duften). Sammen med et Jenny gaskomfur af ældre model blev den produktionsapparatet til Solhjulets allerførste aktivitet. Sesamfrø blev ristet med lidt salt og dernæst kværnet i kaffemøllen. Duften var langt fra kaffeduften, men også markant og indbydende. Sesampastaen var jo ganske klæbrig og skulle kildes ud i glasset, der stod i skuffen. Håndlavede etiketter blev påsat og den mest velsmagende tahin solgt i Helsekosten i Århus (i Mejlgade). Hurtigt udvidede vi med varianter med peber og andre grøntsager korttidsholdbare, men spændende og gode. Snart kom friske postejer med i programmet. Lavet af grønne linser, løg og æg og ikke så forfærdelig mange andre ingredienser. Bagt i vandbad i små foliebakker og tilsat store mængder kærlighed. Sammen med de 20 hvide italienere og den galsindede hane udgjorde dette Elses og mit eksistensgrundlag dengang for en menneskealder siden.

2 2 2. kapitel Den vinter gik med at tage imod Kamille, vores førstefødte, og studere Landbrugskurset, der er Rudolf Steiners introduktion til det biodynamiske jordbrug. Den er ikke verdens letteste læsning, så det krævede sin mand. Og så begyndte vi at tage ud i verden i en lånt Morris Mascot og se på steder, der var velegnede til udlevelse af vores drømme. Vi havde dog en alvorlig barriere: Vi havde ingen penge. Efter at have gjort det meste af Midtjylland, endte vi i Hjorthede Hede, hvor et lille husmandsbrug med 7 tønder land (heraf den ene som tørvegrav), bød sig til. Et fantastisk flot morænelandskab, et ditto lindetræ, en ikke alt for høj pris, og vi var solgt. Det vil sige: Vi købte. Godt nok var huset en ruin, og godt nok var jorden temmelig bakket og ret stiv lerjord, men det kunne vi ikke tage os af. Vi gik lige så stille i gang med at starte en grøntsagsproduktion. Samtidig fortsatte vi med tahinen og postejerne. Jeg cyklede til telefonautomaten ved Brugsen i Hjorthede og ringede til de efterhånden lidt flere kunder for at optage ordrer.

3 3 3. kapitel Godt nok havde vi med købet af vores ejendom overtaget en stubharve, en spidsharve og en torækket radrenser til heste samt flere andre avancerede redskaber. Men vi havde ikke nogen traktor, så jeg måtte ud og handle. Af naboen, der havde solgt os ejendommen, købte jeg en blå Ford Dexta, en fladvogn og en tofuret 14 tommer plov. Det var stort. Og det var regningen også. Vi lavede en veksel på 6.000,- kr.. Og så var vi kørende. Hjorthede Hede hed vores lille område, hvor der boede 6-8 husmænd, alle i små kår og rimeligt afhængige af hinanden. De var gennemsyrede af denne gensidige afhængighed og meget åbne for arbejds- og maskinfællesskab, som vi hurtigt kom ind i. OK vi var godt nok anderledes og lidt af et tilløbsstykke sådan helt diskret. Som vores genbo Ejnar sagde til mig en dag: Du er nu god nok, bette Niels, men er det ikke noet gal noet, du er gået i gang med? (Alting gik ikke helt efter planen den gang heller). Den kommentar kunne jeg ikke lade være med at opfatte som accept Der udspillede sig i det hele taget nogle spændende dialoger både i dagligdagen og til de regelmæssige kaffeslabberaser. Især Axel, der var vores nabo og en moderne husmand med 20 sortbrogede køer og 6 grisesøer, gav mig masser af god input, og vi fik gennem årene et rigtigt godt samarbejde. Økolog blev han aldrig, men den gensidige respekt var stor, og han var en fantastisk læremester i godt landmandsskab.

4 4 4. kapitel Den biodynamiske forening var meget aktiv. Der var grødetid. 1. generations biodynamikerne (fra 1930 erne) fik nu følgeskab af os håbefulde unge. Stavrby Bondehave med Ragni og Jens ved roret var den store smeltedigel, med effektiv erfaringsudveksling, læring og skoling, og ikke mindst meningsbrydning. Undertiden gik bølgerne højt, f.eks. når den iltre Poul Eriksen fra Sjællands Odde udtalte, at Harald Larsen fra Videbæk med de magre jorder var bedst tjent med at plante grantræer på sin jord. Vi unge så på med åben mund, men fandt også ud af, at det var i meningsbrydningen, vi kunne finde udvikling. Det var en meget spændende tid. Og guld kom der ud af smeltediglen. Vi indså, at biodynamisk jordbrug er et alkymistisk erhverv. Du forandrer jorden og bliver selv forandret. På vores første generalforsamling i den biodynamiske forening, i Jens Riis kartoffelhus, mødte vi Niels Overvad, en gæv 2. generations biodynamiker, noget ældre end Else og mig. Han havde fortsat faderens arbejde for sundere jord og afgrøder nær Gerlev ved Mariager. Vi følte stor gensidig sympati, og snart blev det til besøg hos hinanden, hvor vi sugede til os af Niels O s viden. Igennem årene udviklede vi en tradition, hvor Niels kom med sin plantemaskine og måske en ekstra mand og hjalp os med at plante porrer, selleri og kål. Vi tog så op til ham i efteråret og hjalp med høsten af kartofler og gulerødder. Et af de rigtig gode arrangementer til alles glæde.

5 5 5. kapitel Økologi var der ikke noget der hed, men ved siden af det biodynamiske opstod der forskellige andre dyrkningsformer. Der var en lille smule wild west over det: Biologisk, usprøjtet, organisk, sprøjtefri, usprøjtet, giftfri og lignende betegnelser florerede. Noget forvirrende og ikke 100 % korrekt. I hvert fald var vi jo optagede af det biodynamiske, hvilket indebar, at man skal sprøjte dels sin jord, dels sine afgrøder med henholdsvis et kogødningspræparat og et kiselditto. Det gjorde jeg, og naboerne måbede. Der var mange misforståelser, der skulle ryddes af vejen og undertiden en nagende mistro, der ikke uden videre lod sig opløse, men det medførte trods alt en del gode snakke om det biodynamiske og jordens frugtbarhed. Det blev den nu kun lidt efter lidt. Byg efter byg i hvem ved hvor mange år havde sat sit præg på jorden. Det, der først vågnede op, var ukrudtet. Ikke særlig mange slags til at starte på, men i mængder, der godt kunne tage pippet fra en nybegynder. Mærsk er kendt for et begreb, der passer perfekt på jordbruget: Rettidig omhu. Rigtig meget handler om at lære rytmerne at kende og arbejde med (i) dem. Det er en (dyr og) nødvendig læreproces. Uden den kunnen bliver man aldrig en dygtig jordbruger. Uden dyr bliver man ikke biodynamiker. Vi havde vores hvide italienere med fra Spørring Kær. Og desuden Olga og Oline, 2 velvoksne grisesøer, og nu investerede vi i Rosa. Hun var en jerseykalv, og hun kostede 200 kr. Det blev til 17 års samliv med håndmalkning, smørkærning og tykmælksfremstilling. Griseriet holdt vi hurtigt op med, men Rosa fik følgeskab af endnu en ko, og 10 tyrekalve kom efterhånden til. Det gav basis for et godt sædskifte og en ret stor selvforsyning med gødning. Vegetarer var vi jo, så der var noget der skurrede, men det er en helt anden historie.

6 6 6. kapitel Stor opstandelse! En dag sad der en bisværm i et af vores træer. Aksel, vores nabo sagde, at det kunne Jakob Koustrup klare. Han boede på Sandfryd i kanten af Hjorthede og var en ener. Han var gammel møllebygger, banebisse med meget mere. Nu levede han som eneboer et stille liv med bibelen, sine grydebagte brød og sine bier. Vi fik fat i ham, og det klarede han let. Fik sværmen samlet i en kube, bragt hjem og puttet i et tomt bistade. Vi var tændte og aflagde ham tit besøg i hans paradis og fik serveret gæret kirsebærsaft og hans fantastiske brød. Han fortalte løs, historier fra sit farverige liv og indbød os til læring i biernes eventyrlige verden, hvilker vi taknemmeligt takkede ja til.. Han startede med at fortælle om engang, han skulle indfange en bisværm i toppen af et træ og var faldet ned med kuben og fået så mange bistik, at han måtte rage dem af. Det havde gjort ham godt, fordi han var så plaget af gigt. I parentes bemærket havde han en anden skrap kur mod gigten: En gang om året tog han alt tøjet af ( klædte sig naken sagde han) og rullede sig i brændenælder. Det hjalp. Sikke en verden, der åbnede sig for os! Og da Niels Overvad, der også havde bier, en dag bekendtgjorde, at Petra i Havndal nu var blevet for gammel, blev vi fyr og flamme. Hun havde sat sine 6 bistader + alt materiel (slynge, tavler, røgpuster med mere) til salg, og det kunne ikke gå hurtigt nok Jeg, lånte en pick up og tog op til hende sammen med Jakob Koustrup og Niels Overvad, Sådan en fin gammel dame var hun, og vi blev lynhurtigt enige om handelen. 200 kr. pr. hus, materiellet med i prisen. Da det mørknede, blev flyvehullerne lukket med vat, staderne læsset på bilen, og vi kørte meget forsigtigt til Hjorthede. Og sikke en berigelse. Det var en utrolig verden at lære at kende, og suverænt, da den tid kom, at stå i køkkenet med alt smurt ind i honning og slynge i hundredevis af liter af den ravgule tyktflydende næring ud. Sødmefyldt kan man sige.

7 7 7. kapitel Grøntsagerne var omdrejningspunktet. Der fandtes nok ikke den slags, vi ikke prøvede af. Set fra den positive side havde det den ubestridelige fordel, at der altid var noget, der lykkedes. Når vi radrensede, foregik det med Else på den blå Ford Dexta, mig gående bagved den påmonterede hesteradrenser og med Kamille på ryggen. For enden af rækkerne havde vi placeret en kravlegård, og når hun faldt i søvn eller ikke kunne klare mosten længere, blev hun placeret der. Efterhånden fik vi det faktisk lært. Det, der lykkedes bedst, var de tunge grøntsager som: Kål, porer og selleri. De havde alle den fordel, at de fra begyndelsen var foran ukrudtet, i modsætning til de såede gulerødder, pastinakker, rødbeder, persillerødder med mange flere, der krævede, at man var over dem fra begyndelsen. Jeg skal love for, at nu fik vi lært den rettidige omhu på den hårde måde. Det var vi jo nødt til at tage med, og det var også en nødvendig proces, selv om det indimellem så ganske forfærdeligt ud. I de situationer var vores venner ganske enestående. Godt nok boede de i ikke i den nærmeste omegn, men de rev glad en weekend ud af kalenderen, og salig jubel: Hvilken forskel med 10 entusiastiske lugere, der gav den hele armen. Det var stort. Det var fantastisk berigende at følge væksten og den store mangfoldighed af de dejligste grøntsager. Højdepunktet var høsten. Hvilken glæde at køre med den ene vognfuld efter den anden af først det ene og så det andet og lægge det i kule. Det mest fantastiske var nok rødderne, hvor toppen jo skulle tages af, før de kunne gemmes. Hvilke dufte! Og for dyrene var det et orgie. De elskede grøntsager, ikke mindst toppen. Og smagen gik direkte igennem til mælk og smør, hvor især gulerodstop gav en meget aromatisk flot orange smør, mens rødbedetop i rigelige mængder resulterede i mælk og smør, der var en mellemting mellem pink og lyserød. Ikke alt for indbydende. I mellemtiden var vi også blevet moderne og havde erhvervet os telefon og varebil. Kommunikation med omverdenen var en nødvendighed..

8 8 8. kapitel Lærke blev født på en varetur. Eller i hvert fald næsten. Else og jeg var på vej til Århus, da hun fik kraftige veer. Vi drejede ind omkring vognmanden i Bjerringbro, og Else kom ind og sidde hos ham på kontoret, mens jeg fik pakket ud til de forskellige kunder og gjort klar til forsendelse, så han kunne finde ud af, hvad der var til hvem. Han blev helt hvid i hovedet, da vandet pludselig gik, men vi nåede i god ro og orden op til sygehuset i Viborg, før vi bød Lærke velkommen.. I vores bestræbelser på at være selvforsynende indgik også en gammel grotningskværn. Den kunne bruges til andet end foder, fandt vi hurtigt ud af, og fra da af havde vi hjemmekværnet mel af eget korn og selvfølgelig hjemmebagt brød. Og så var det mere end begrænset, hvad vi skulle købe. Vores foretrukne brødtype var honningsalthævet brød med fennikel, koriander og anis. Hvilken velsmag, som den dag i dag kan få tænderne til at løbe i vand. Og så er det fantastisk enkelt at bage. Godt nok tager det rigtig lang tid, men udover tiden til at lave dejen og derefter sætte brødet i ovnen 12 timer senere og ud igen 4-5 timer senere, skal man sådan set ikke bruge tid selv. Brødet kom vi dog aldrig til at sælge. Det var udelukkende til eget forbrug. Melet derimod blev straks en del af sortimentet. I selvforsyningen og også i salget indgik et gammelt Filippa æbletræ. Det havde vokset sig til en kæmpe og bar/bærer de mest vidunderlige æbler. Nogle år med en hel del skurv, men de fleste næsten fejlfri. Vi lavede også en pasta, som vi smurte på stammen, og det så ud som om vores arbejde bar frugt. Ud over at gnaske løs så længe, de kunne holde sig, blev æblerne også brugt til æblesaft, som var intet mindre end himmelsk. Æbletræet står der i øvrigt endnu, og vi nyder stadig dets herlige frugter.

9 9 9. kapitel I Helsekosten i Mejlgade lærte vi Peer Christiansen at kende. Det var i Han forlod butikken i 72 for at starte for sig selv i Banegårdsgade (og det overlevede den desværre ikke). Det gjorde til gengæld Sundhedskost, der er der den dag i dag, godt nok rundt om hjørnet. Den blev vores første butikskunde. Og så kom de alternative butikker som perler på en snor. Og heldigvis for manges vedkommende langtidsholdbare. Og det er en af glæderne i dag: De lange partnerskaber og følelsen af at ville det samme sted hen. Små hjul kan flytte store ting er blevet vores kendingsmelodi. Tidligt kom også de første højskoler til. De havde en holdning også til maden, og vi var glade for at kunne møde deres forventninger om sunde og friske produkter. Omkring os var det væksttider. Jysk Helsekost var der allerede. Urtekram blev født med stort fokus på mikro-makro, Dansk Helios (med Helios i Norge som inspirationskilde) lige så fokuseret, men på de biodynamiske produkter og som os med udgangspunkt i gartneridriften. I Stavrby Bondehave holdtes kurser i antroposofisk tænkemåde og også helt praktisk om sædskifter, de biodynamiske præparater med rigtig meget mere. Alt meget inspirerende. Det associative samarbejde, hvor avlere, handlende og forbrugere mødtes og diskuterede hinandens problematikker var utroligt spændende. Et forsøg på at sætte markedskræfterne ud af kraft, blive enige om de nødvendige priser i de forskellige led. Meget vigtigt og udviklende var det, og vanskeligt. Desværre viste det sig jo på den lidt længere bane, at markedskræfterne er stærkere end som så. I dag er det i stor udstrækning udbud og efterspørgsel, der afgør priserne, og selv om vi og andre kunne have lysten til at arbejde med de nødvendige priser, er det alt andet end ligetil. I dagens Danmark er markedet, ja, det skal jo næsten være med stort M, ophøjet til at have nærmest guddommelig status. Og det kan man jo snakke om længe om, eller prøve at lave om på.

10 kapitel Bo Pettersson var svensk og forskede i krystallisationsbilleder, der var/er en målemetode til at måle kvalitet. Han holdt til i Järna, der er et kraftcenter for det biodynamiske. Da Elstrup Rasmussen døde i 1972 (vi nåede kun lige en kort kontakt med ham), overtog han jobbet som konsulent for den biodynamiske forening, og han gjorde det utrolig godt: Besøgte alle avlere hvert år, så og sansede, og delte ud af sine erfaringer. Hans viden var enorm og ligeså hans indlevelsesevne. Det er ikke for meget at sige, at det var en højtid, når han kom. Og han havde rigtig god tid, ja, det føltes som om han havde al den tid, der skulle til. Vi var oveni købet så heldige, at han sov hos os på sin turne, og vi berigedes af den uudtømmelige kilde. Han var en ildsjæl (endskønt ret flegmatisk i sit væsen) med en stor evne til at formidle. I øvrigt var det en oplevelse for sig hvert år at aflevere kartofler og gulerødder til hans krystallisationsbilleder, eller snarere senere at læse rapporten om kvaliteten af vores egne og de andre avleres testede produkter. Her fik også dyrkningsdetaljer et ord med på vejen. Og kvalitet var fokus og målet. Også Jens og Ragni gjorde deres. Hvert år tog de på turne og kom uanmeldt forbi i deres folkevognsbus og havde faktisk en tilsvarende rolle. Det var bare på et helt andet plan. Her blev ikke skrevet rapporter og registreret. Det var de kærlige hjertebånd. De så og kommenterede og hjalp på vej, på alle planer. De var et enestående par. Jens havde et umisforståeligt nisse slægtsskab, helt fuldstændig nede på jorden, og han elskede selv at sysle i sin bondehave. Ragni var (livs)kunstner, svævende som en smuk sommerfugl i sit væsen, alfeagtig. Hun kunne synge, spille, plukke og anrette buketter som ingen anden. Ydermere var hun i den grad et spirituelt væsen, så de supplerede hinanden som få. Vi sugede til os.

11 kapitel Der var røre i landbruget. Der blev flere og flere, der søgte de alternative dyrkningsformer. Det biodynamiske var for mange noget for sekterisk, og den alternative nye bondegeneration arbejdede for at finde fælles fodslaw. Der var meget at blive enige om: Hvad skulle man kalde den nye dyrkningsform? Var det muligt at lave et fælles regelsæt? osv. osv. Og i den biodynamiske forening diskuteredes livligt, hvordan man skulle forholde sig til denne nye bølge. Der var en dogmatisk fløj og en mere pragmatisk, der gik ind for samarbejde, og den sidste sejrede. Alt andet havde også været meningsløst. Efter mange og lange diskussioner landedes betegnelsen økologisk, og Landsforeningen Økologisk Jordbrug blev stiftet (1981). (I den biodynamiske forening var man dog ved at få et føl på tværs, da der også blev tale om at lave en salgsorganisation med navnet Biodania. Det lignede lidt for meget, men det måtte man leve med, viste det sig senere). I løbet af få år var hele scenen tippet. Det biodynamiske blev næsten blæst omkuld af økologien, men ukrudt forgår ikke så let, og i dag ser vi igen vækst. I de år (fra omkring 1980) var jeg med i bestyrelsen i den biodynamiske forening, og det var virkelig nye tider. Der blev lavet samarbejdsudvalg med økologerne og De Danske Husmandsforeninger. Det blev mere og mere tydeligt, at det konventionelle landbrug var nødt til at have et bæredygtigt modspil. Så tydeligt, at folketinget gik ind i arbejdet med økologi og i 1987 vedtog en lov om økologisk jordbrugsproduktion. Det røde ø var en kendsgerning, og det vilde vesten med de mange forskellige måder at dyrke på, blev nu samlet under denne paraply. For handelen med de økologiske produkter var det en kæmpe fordel. Og i dag er den økologiske Landsforening en slagkraftig organisation, der i øvrigt arbejder i stor fordragelighed med den biodynamiske forening, så stor, at de to foreninger deler hus. Hos os blev der igennem årene mere og mere handel. Kunderne forventede at kunne få de forskellige produkter, også når vores egen avl var brugt op, og et netværk af avlere, hvis sager vi solgte, blev lidt efter lidt opbygget.

12 kapitel Tjernobyl nedsmeltede i 1986, Det var året, hvor Claus Iversen fra Fido i Frederiksgade i Århus og jeg besluttede os for at sondere det tyske udbud. Der var efterhånden god skik på det danske, men vi savnede importvarerne. Vi tog på odyssé i min Hanomag og sov i bilen undervejs. Der var 2 firmaer på programmet: Rapunzel, som havde Claus interesse, og som alle i dag kender, og Natouring i Stuttgart, som kunne alt i friske varer. Fuldstændig overvældende. Hvad der også var overvældende var, at over alt i begge firmaer hang der store ark papir med becquerel målinger af alle mulige produkter alle mulige steder fra. Virkeligt skræmmende. Det løb mig koldt ned af ryggen, og med god grund. Umiddelbart var en halv mio, mennesker berørt, men langtidsvirkningerne, var/er så fuldstændig uoverskuelige. Det er langtfra et overstået kapitel. Men tilbage til Natouring: Vi fyldte bilen, så der ikke var plads til så meget som en kasse mere, og begav os nordpå. Og det viste sig hurtigt, at der var et større antal sultne mennesker i den anden ende. Stor succes, men der var også forhindringer. Det var umådelig svært at få tilbud fra dem. De var ikke villige til at give oplysninger om udbud og priser pr. telefon, så vi måtte ty til Claus bekendtskabskreds, hvor vi fik lov til at modtage deres telexer. Det førte os umiddelbart ind i informationsalderen, og jeg investerede efter moden overvejelse i det hotteste hotte: En telefax. Hvor var det besværligt: Varerne havde aldeles ikke nogen fri bevægelighed. Tværtimod var fortoldningsarbejdet en større udfordring, men heldigvis fandt jeg ud af, at der jo fandtes specialister til den slags, og så fandt det sit leje. Der var bare den lille hage ved det hele, at vores faciliteter bestod af en 56 kvadratmeter stor lade, der også var pakkerum. Godt nok er det utroligt, hvad der kan være i et sådan rum, men når man også skal kunne arbejde i det, og der ikke er køl, har det sine begrænsninger, også selv om loftet ovenover er fyldt med halm, der har en rigtig god isoleringsevne.

13 kapitel Hjorthede Hede var/er et lille husmandssamfund, der placerer sig på begge sider af en smal vej, der slutter i en skov. I begyndelsen af 70 erne blev den asfalteret lige præcis til vores ejendom, så det gik med at få eksportbilerne til at komme til os. Det var stort, men det var bilerne også, og chaufførerne blev tit noget knotne, når de så, at her skulle kasserne og sækkene ud af bilen én efter én. Faktisk troede de ikke deres egne øjne. Det var dog for ingenting at regne i forhold til genvordighederne, når bilerne skulle derfra igen. Det kunne stort set ikke lade sig gøre, i hvert fald kun på de mest optimale dage med de mest rutinerede chauffører. Det var mere reglen end undtagelsen, at de satte sig fast og kun kunne komme derfra ved hjælp af venlige naboers større traktorer eller Falck. Uholdbart var det, og vi blev enige om, at nu skulle vi professionalisere os. Stef Hekman tegnede det perfekte lager til os: Pakkerum i midten og lagerrum som stjerner ud. Det skulle placeres på marken op til de bestående bygninger, og vi søgte amtet om bygningstilladelse. Af uforståelige grunde fik vi den, men på en eller anden måde føltes det forkert: Man skulle bare lave en lille billeddannelse på den smalle vej, skolebørnene på cykel, og de store biler til og fra, så kunne enhver se, at det ikke holdt. Vi gik i tænkeboks, og pludselig var det nærliggende Taul Andelsmejeri til salg. Det var blevet nedlagt i 1971 og havde siden da levet en omtumlet tilværelse. Sidst var det blevet købt af en autoophugger, der ikke kunne få de nødvendige tilladelser til sine aktiviteter der og derfor nu skulle sælge igen. Man kan sige meget forskelligt om bygningerne. De var stærke, der var mange kvadratmeter. Logistisk set lå/ligger det perfekt, det var en ruin, men derfor også billigt. Desværre var der ikke penge at låne til den slags, så vi belånte vores lille sted så højt op over skorstenen, som det var muligt og fik skrabet kapital nok sammen til mejeriet og købte det i 1989 i den sikre forvisning, at disse rammer ville vi aldrig kunne fylde ud.

14 kapitel Vores soveværelse var blevet opgraderet til kontor. Så var der et sted, hvor papirerne kunne bunke sig op, og det gjorde de i faretruende grad. Papirarbejdet kunne jeg jo altid lave, når der blev tid. Mange har opdaget, at den holdning er livsfarlig, og det gjorde jeg også, heldigvis før det var for sent. Linda var vores nabokone og havde tidligere arbejdet med bogholderi, og hun påtog sig opgaven. Der blev skrevet regninger i lange baner i duplikat, indtil de mange små sedler var væk. Også momsregnskabet blev nu Lindas. Alt ført i kolonnebog, som de færreste af jer kender, vil jeg gætte på. I Tønder lå en alternativ butik ved navn Biotopen, drevet af Egon, der også dengang var en driftig mand. Udover butikken dyrkede han grøntsager på Als og kørte vareture langt op i det midtjyske, helt til Hjorthede, hvor vi havde attraktive produkter. Lige pludselig boede han i en skurvogn i baghaven, og det var gevaldig hyggeligt. Også Jørgen var kommet til. Vi havde mødt hinanden hos Niels Overvad under gulerodshøsten. Modsat Linda og Egon var han lidt mere til og fra. Havde sin egen ejendom, der skulle passes blev året for firmaets første pc. De blev efterhånden solgt til en pris, der var til at betale, og vores gode ven Niklas vidste alt om at sætte programmer op, og hvilke, man havde behov for, så han hjalp os i gang med pc plus (enkeltbrugerversionen af Navigator, der senere forvandlede sig til Navision, som vi bruger den dag i dag) og WordPerfect. Så var vi kørende, og en ny tid tog sin begyndelse. IBM maskinen havde en mega harddisk (20 mb), og prisen var kun kr. I dag er det svært at forestille sig, hvordan vi kunne leve uden. Mange ting gik lidt langsommere end nu.

15 kapitel Den 22. januar 1990 havde vi en fantastisk indvielse af Solhjulets nye rammer. Mange mennesker var vi, og følelsen af de små hjul, der kan flytte store ting, var intens. Og den har holdt sig lige siden. Udover den megen plads, vi nu fik, skete der andre store omvæltninger. Den aller største, der fik afgørende betydning var, at vi nu fik kølerum og bil (biler, blev det senere til) med køl. Vi var allerede begyndt at købe æbler, der ikke var gode nok til håndfrugt og få lavet æblemost af dem, men nu kom mælken (og dermed osten) til. I begyndelsen købte vi den af MD, men pludselig blev vi kontaktet af Thise Mejeri, der indtil da havde solgt sin mælk gennem dem, men aftalen var blevet opsagt, og Mejeriet stod nu desperat uden afsætning. Men Thise var og er som en humlebi, der i teorien ikke kan flyve, men gør det alligevel.. Vi indledte et tæt partnerskab. Mejeribestyreren (Poul Pedersens gamle MEGET seje far) var også chauffør og kom dagligt med et læs mælk. Vi gjorde virkelig alt, hvad vi kunne for at få salget i omdrejninger, der kunne få Thise til at leve, men var ubestrideligt meget små til at løfte opgaven. Thy bønder er lige så seje som Salling Mejerier, så de holdt skruen i vandet, levede med priser, der var lavere end de konventionelle mælkepriser, og pludselig gik det rigtig godt. Der udbrød strejke i Danmark. Så kunne vi sælge mælk! Men det blev jo hverdag igen, og så en dag havde Thise lavet en aftale med FDB, der gjorde, at de ikke dagligt skulle stå med ryggen mod muren. I det hele taget havde Poul P., der nu var kommet til, et fast greb om udviklingen. Vores tætte samarbejde fortsatte, og gør det den dag i dag. Et andet nyt projekt var at købe korn før høst, få det opbevaret og formalet på Trelde Mølle. Det blev et af vores kerneprodukter(!) Og vi var stolte over at kunne levere en kvalitet, der var noget mere end den, de store industrielle møller kunne præstere og over, så at sige at kende det korn, vi solgte.

16 kapitel Inden jeg helt forlader jordbruget, må jeg lige omkring sprøjtemidlerne: Man står en tidlig morgen og mærker dagen vågne, mens man rører i en tønde med vand. Vandet er opsamlet regnvand. Rørekosten er hængt op, så den kan bære sig selv, og man rører temmelig intensivt, til der er dannet en dyb tragt i vandet, så skifter man retningen, og der opstår et lille kaos i vandet, og man starter forfra, til tragten igen er dannet, og sådan bliver man ved. Det er kiselpræparatet, der er ved at blive gjort klar til udsprøjtning (det sker på bladene nogle gange i løbet af vækstsæsonen), og igen er gartneren/bonden i en magisk situation: Han forandrer og bliver selv forandret. De biodynamiske besprøjtninger er et (meget langt) kapitel helt for sig: Man sprøjter med liv, og i dette tilfælde lyskræfter. Og selve præparatet virker i en rytmisk cyklus med det andet sprøjtemiddel: Humuspræparatet, der er fremstillet af komposteret kogødning. Her er det frugtbarheden, man understøtter. Udsprøjtningen er ikke som med kiselpræparatet på planternes blade, men på jorden. Man sprøjter om eftermiddagen efterår og tidligt forår. Den time, der går med at røre og belive vandet, og det gælder begge præparater, er en af de meget vigtige perioder i dit virke som jordbruger. Udover disse 2 sprøjtemidler bruger det biodynamiske jordbrug 6 forskellige plantepræparater, der tilsættes komposten. Som vandet belives den, gøres levende så at sige, og det i så stor udstrækning, at den bliver opfattet som en organisme, der ganske enkelt er uundværlig i det biodynamiske jordbrug. Rudolf Steiners filosofi er, at man ikke gøder planterne, men nærer jorden. Det er så tankevækkende, når man tænker lidt nærmere efter, om man arbejder med liv eller død. Og det er nok derfor, ordet sprøjtemidler har så negativ en klang i vores ører. Men de findes altså også i en livgivende version.

17 kapitel En dag blev vi kontaktet af Suzanne, chefindkøber ved Organic Farm Foods i Wales. På den tid (de sene 80 ere) var de nok den største indkøber af økologisk grønt i Europa overhovedet. De forsynede samtlige engelske supermarkeder, tror jeg. Hvordan de havde hørt om os, aner jeg ikke, men de var ret desperate: Kartoffel- og gulerodshøsten var slået fejl i det meste af Europa, og de var tydeligvis ude i alle hjørner for at få deres behov dækket ind. Det blev et kolossalt kvantespring for Solhjulet. De startede med et par prøvepaller af hver. Allerede det var MEGET stort for os, men de var tilfredse med kvaliteten og stillede så 3 mand høj: Peter (Segger), Paul (deres kvalitetskontrol, som man kun havde med at gøre, når alt ikke var som det skulle være, opdagede jeg senere) og Suzanne. De besøgte sammen med mig de danske producenter for at se, om det var troværdigt, hvad der foregik. Og det var det. Og så begyndte de at købe hele læs: 21 tons som regel 2 gange om ugen. De var utroligt strenge: Alt skulle gå efter en snor, kvaliteten være i top, og der skulle leveres til tiden. Det var godt nok den hårde skole. Jeg tror, det var dengang, jeg fik de første grå hår, men til syvende os sidst fandt vi ud af det. Fællesgrønt West, Johannes Moltesen og Marienlyst var de 3 største leverandører, og vi lærte hurtigt, at vi godt nok skulle undgå reklamationer. Med sagerne i Wales var det helt urealistisk at hente dem hjem igen, hvis der opstod problemer. Men sikke et løft, det gav. De købte meget ofte en palle et eller andet sammen med de 20 tons gulerødder, så de kunne tjekke de forskellige grønsager ud, og så en gang imellem købte de lige 10 paller hvidkål, eller hvad ved jeg. Men det var ikke mange ting, der fandtes i deres mængder. Det blev til et langt og tillidsfuldt samarbejde, som også udviklede sig. Og for os var det en kick start til de nye tider.

18 kapitel Kunsten at tænke stort er en kunst, ret få mestrer. En af dem var Hans Hyldgaard, der var en fantastisk entreprenant iværksætter både med hensyn til det biodynamiske og det økologiske. Han drev et rimelig stort drivhusgartneri i Ishøj og opbyggede derudover en ret så effektiv grossistfunktion med mange avlere tilknyttet. Hans aftryk satte dybe spor i årtier, og alle havde med ham at gøre. Hans virkefelt var frugt og grønt, men han kunne ikke holde nallerne væk, når han mødte spændende ting. Derfor florererede i årevis (!) noget mørkt rørsukker, som blev handlet til meget forskellige priser undertiden i 4-5 led og forfra igen og til sidst så billigt, at man skulle tro, det var løgn. Spøjst, at sukker kan blive et betalingsmiddel. Men der var helt tydeligt alt for meget af det mens det forholdt sig modsat med pengene. I Sdr. Nærå huserede Gaia, der var skabt af Steen Gleerup. Han var egentlig startet som torvehandler, men Sven var kommet til (fra Korn og Grønt) og havde kastet alle sine tidligere kunder ind i butikken, så det blev en ny grossist i midten af Danmark. Han holdt nu ikke alt for længe, og Sven kom til os en rejse fra den ene ende af landet til den anden. Også Hans Hyldgaard var bukket under, så situationen var fuldstændig åben. Med vores næsten nye fantastiske lagerfaciliteter bestemte vi os for at blive landsdækkende, hvor vi før havde dækket Midtjylland med afstikkere. Derudover satte vi os for at vi ville tilbyde alt, hvad der fandtes af økologiske produkter, og jeg tror faktisk, vi var tæt på en overgang, men så blev vi overhalet indenom af udviklingen. Udover at vi ikke sælger kødprodukter, aner jeg faktisk ikke, hvor langt fra vi er i dag, blot, at nu er målsætningen ændret til at tilbyde alt det, vi ikke kan undvære i vores egen husholdning. Det er derfor, vi mener at have Danmarks bedste spisekammer, og det er ikke modbevist endnu!

19 kapitel Mad har jo altid været et omdrejningspunkt i Solhjulets liv - og også smag. Nogle ord smager rigtig godt. Næring er et af dem. Og den får vi jo i høj grad fra maden. Os, der arbejder sammen, har alle dage også spist sammen. Og det, vi har spist, har været Solhjulets mad. Aldrig er der blevet købt ind andre steder. Det har været og er vigtigt, at alle har kunnet forbinde sig med det, vi har med at gøre. I de første åringer skiftedes vi til at lave mad, og det fungerede i lang tid godt, men efterhånden blev det lidt for tit sådan, at den, der skulle lave mad liiiiiige skulle nå dit og dat, og så var frokosten klar klokken halv fire, og for mange var gået kolde på grund af manglende næring, så det blev vi nødt til at lave om på. Det var ellers ret underholdende med de forskellige kokke med hver deres favoritter, og vi fik hyppigt nye og spændende smagsoplevelser. Og fødevarestyrelsens krav til kurser og køkkenindretning var der ingen, der kendte til. Det kom senere som et lille bitte appendix til alle de andre krav, men det er en helt anden historie, som måske kan komme senere. Vi fik ansat en madmor, der kunne have frokosten som første prioritet. Det er nok ca. 20 år siden, og vi har haft det siden. Der har været nogle forskellige sidegevinster. Udover maden har kantinen hele tiden fungeret som eksperimentarium. Nye produkter skal jo prøves af, og hvad er mere nærliggende end at gøre det i et forum, hvor der er adskillige, der smager og vurderer? Det har været et super system, vi stadig bruger. Nu er vi jo et vegetarisk firma, og ergo er maden i kantinen det også. Indimellem har der været mennesker, der har været stærkt udfordrede i deres madvaner, og også så stærkt, at de har valgt alternative løsninger (hvilke skal være ufortalt), men helt givet er det, at det er en ordning, der har bidraget til medarbejdernes næring på mere end én måde.

20 kapitel Sicilien er en fantastisk ø med masser af indbyggede modsætninger. Lys og mørke mødes i den grad. Vi havde tidligt lært Salamitas produkter at kende, og vi havde indledt et samarbejde. I 1989 arrangerede vi en tur til Cooperativet, hvor også de kunder, der havde lyst, kunne komme med. Og det blev en fantastisk tur, hvor vi besøgte en del af de dengang ca. 40 småbønder. Det var intet mindre end en oplevelse (ja, mange) for livet. Husker stadig et af stederne, hvor de knækkede hasselnødder og mandler på kværnsten meget lig dem, vi brugte til at male mel med for rigtig mange århundreder siden en stor flad udhulet sten med nødderne i og en rund til at knække dem, eller høladen med løst hø og en 600 liters vintønde, hvor vi fik smagsprøver, eller pecorinoen, der hang og modnede i et lille bur i fluenet, så den ikke blev spist før tid, de mange småbrug med appelsiner, citroner og kumquats op ad Etnas sider i den frodige røde jord. Derforuden var der alle kulturmøderne. Uforglemmeligt. Det er godt nok gammelt land. Salamita besøgte også os, og vi fik muligheden for at give vores kunder et indblik i det biodynamiske arbejde i syden. Og det er egentlig et godt billede på, hvordan vi altid har prøvet at arbejde: Forbinde os med de mennesker, vi har med at gøre og skabe kærlige hjertebånd, som Grundtvig sagde. Ikke at vi kan undvære kontrol, men mellemmenneskelig forståelse og respekt er et godt udgangspunkt for samhandel. Siden er det blevet til rejser og relationer til rigtig mange steder og mennesker, ligesom vi også har haft besøg fra mindst lige så mange her. Godt nok handler det i den grad om mad, men det handler mindst lige så meget om respekt: Respekt for alle de relationer vi indgår i. Og på en eller anden måde tror jeg, det er meget enkelt. Det er i respekten, de allerbedste fødevarer bliver fremstillet.

21 kapitel Biofach messen har siden starten i 1990 været mødestedet for økologi. Vi besøgte den første gang i Wiesbaden i 1993 og har været der hvert eneste år lige siden. Efter nogle år i Frankfurt flyttede den til Nürnberg i 1999, hvor den nu er fast. Et kæmpe udstillingsvindue for det økologiske, et must for alle, der handler og producerer økologiske produkter. Den kan bruges på rigtig mange forskellige måder: Mødested for dem, du har eller gerne vil have relationer sted, inspirationssted til at se, hvilke nye produkter der findes og selvfølgelig som stedet, hvor man har muligheden for at få nye kunder til sine fremragende produkter. Et gedemarked uden lige er det med sine over gæster og mere end udstillere. Alle, der har været der, ved at det bare er hårdt arbejde. De første mange år var vi der som gæster, men de sidste år har vi også udstillet, hvad der tilfører en ny dimension: Nu kan andre også finde dig. For os har den absolut vigtigste funktion været at pleje vores netværk. Det er en fuldstændig nødvendighed at have et rum til erfaringsudveksling og det personlige møde. Men en gang imellem siger det også pling, og sød musik opstår. Jeg kommer straks til at tænke på vores første møde det var i 97 - med Fiammetta Inga, en ældre dame fra det sydvestlige Umbrien. Hun stod på en ydmyg stand med nogle få typer vin og en fantastisk karisma. Vi blev meget glade for hendes vine og ikke mindst hendes kærlige tilgang til jordbruget Hun var som os startet med det økologiske i de tidlige 70 ere og drev/driver en fantastisk lille vingård med egeskov, vildsvin, hejrer og en dejlig sø i baghaven. Som hun er kommet op i 70 erne er hendes produktion blevet mindre, og vi får nu kun lejlighedsvist en sending vin fra hende. Hun driver nemlig også Agroturismo og sælger det meste af sin beskedne produktion direkte. Men et varigt venskab kom der ud af det.

22 kapitel Omkring 1990 fik vi besøg af Kabele (tror jeg han hed) fra Uganda. Hvordan han havde fået nys om os, fortæller historien intet om, men under alle omstændigheder var der en gensidig sympati og nysgerrighed. Han fortalte meget levende om vilkårene som bonde der, og det nystartede firmas ønsker om at ændre på forholdene. Jeg husker tydeligt hans lille hæfte med ternet papir, hvor han rev en side ud og skrev prislisten i hånden: Æblebananer 0,90 dollar, ingefær 0,90 dollar, ananas 0,90 dollar, passionsfrugt 0,90 dollar. Så var der noget at arbejde med! Jeg må indrømme: Jeg kunne slet ikke se det for mig. Godt nok var vi et verdensfirma, men nok også et af de mindste af slagsen, man kunne/kan forestille sig. Men et frø var sået, og man kan sige, det begyndte at spire, da vi af mystiske veje kom i forbindelse med African Organic omkring Senere har det vist sig, at der var bånd mellem det første initiativ og dem, men det havde vi ingen anelse om. Vi havde nået en størrelse, hvor det ikke længere var helt urealistisk at starte et samarbejde, og Sven tog derned for at prøve at få en billeddannelse af problemstillingerne. Vi fik blod på tanden og startede sammen med dem et Danida støttet projekt. Danida støtten blev brugt til landbrugsfaglig udvikling (og eller udveksling). Det forestod Åse Ditlevsen meget kompetent, lige som hun senere introducerede det biodynamiske for dem. Og så blev de brugt på rejser. Sven besøgte dem meget tæt, så vi kunne forstå hinandens måder at gøre tingene på. Plus selvfølgelig træning, kvalitetsproblematikken og ikke mindst logistikken. Der var meget at lære for alle, men det var også meget frugtbart, og den regnbuebro, der er kommet ud af samarbejdet, er vi hønestolte af. I dag er det et samarbejde, der står på egne ben. Og min fornemmelse er, at det står rimelig solidt. Selv om der til stadighed er en masse udfordringer, er der også mere end 2000 mennesker, der bliver brødfødt af samarbejdet. Det giver en god fornemmelse.

23 kapitel Mani er den aller vestligste del af det græske fastland. Det er et fantastisk område, som alle, der har mulighed for det, bør besøge. Mere eller mindre stejle klipper rejser sig op fra kysten. Og op af disse klipper ligger de mest fantastiske olivenlunde. Klimaet er barsk, og jorden er i høj grad stengrund, og der er ikke megen regn, men til gengæld bagende sol, og det medfører, at man her dyrker oliven (og andre afgrøder) i en kvalitet, som det er få andre områder, der kan matche. En af vores ture gik dertil for at besøge Bläuel. De bor langt op ad bjergsiden af en lille grusvej (hvor de store eksportbiler kommer og henter produktionen!), og de samler et større antal småbrugere, hvis produktion de får presset og solgt. Kvaliteten af deres olie er uovertruffen. Vi er i øvrigt ikke de eneste, der værdsætter Bläuels olivenolie. Den har fået et utal af priser. Og træerne er fuldstændig fantastiske, magiske er det rigtige udtryk. Helt uimodståelige er også urterne. Specielt den vilde timian, oregano og salvie er så stærke og aromatiske, at de mætter luften i store områder. I Kalamata lidt længere mod nord holdt Bio-Zeus til. Johannes Eisenbach var direktør for firmaet, der var organisator og samlede en stor produktion af appelsiner og andre citrusfrugter. Samarbejdet gik to veje. Store professionelle pakkehuse, der håndterede sortering og pakning og ekspederede frugterne videre til Patras, en summende havneby, der forbinder området med Italien og det øvrige Europa. Fra Bio-Zeus til avlerne gik så modsat store mængder kompost fra et enestående komposteringsanlæg, hvis magen jeg aldrig har set. Et meget visionært og stort tænkt projekt, som desværre kuldsejlede for nogle år siden. Organisationen var nok en smule for løs, og måske nogle af projekterne rigeligt vidtløftige, men efter min mening fortjente det en langt bedre skæbne, og forhåbentlig bliver Epikouros, der er deres afløser, i stand til at løfte arven i en periode, hvor det er en meget stor udfordring at leve i Grækenland.

24 kapitel Et spring tilbage: Valdemar og Dorethe boede på Århusvej i Viborg. Ud til gaden havde de et pragtfuld lavendelbed, som vi hurtigt fik aflæggere af (og stammen lever stadig i vores have). Valdemar var pensioneret anlægsgartner og passioneret biodynamiker. Vi lærte dem tidligt at kende ved træffene i den biodynamiske forening. De var et herligt par. I deres meget store og flotte have dyrkede de nogle specialiteter: Hvide asparges i højbede anlagt med tang og blade fra byens parker. Valdemar havde simpelthen en aftale med stadsgartneren om at aftage Viborgs blade, og med dem som grundmateriale lavede han en fantastisk kompost. Og det var utroligt, hvad de to gamlinge producerede. Jeg fik lov at købe deres prima produkter. Godt nok var det ikke stordrift, men det var fint for os og for dem, så alle var glade. Som det begyndte at knibe med deres kræfter, blev det sådan, at jeg kom og hjalp, når der skulle gødes, og jorden skulle behandles, og det var en fornøjelse at leve med i deres pertentlige værk. Alt blev skrevet ned i en spændende logbog: Den og den dato blev der gjort det og det, og høsten var 37 agurker, 6 kg hvide asparges og 2,5 kg grønne osv. osv. Og det var alt sammen førsteklasses kvalitet, så tænderne løb i vand, når man blev præsenteret for det. Valder (som vi kaldte ham) var godt oppe i årene og var begyndt at lide en del af gigt. Et sted (jeg husker ikke hvor), havde han læst, at friske kokasser lagt i omslag på de ømme steder havde en undergørende virkning, og da vi havde køerne, tilbød vi at bistå: Jeg stillede mig bag ved Rose, vores elskede jerseyko, med en skovl og greb med stor præcision de dampende kokager i luften i takt med, at de forlod hende. De kom i en plasticpose, og når den rette mængde var opsamlet, kørte vi babu babu til Viborg og afleverede de dyrebare kager, og Valdemar insisterede på, at behandlingen hjalp. Den historie er siden indgået i Solhjulets anekdotesamling, så I skal ikke snydes

25 kapitel I 90erne lavede Erik Grip sangen Små hjul med fortsættelsen: kan flytte store ting. Du et lille hjul. Og den har lige siden været firmaets sang og slogan. Et rigtig fint udtryk for, hvad vi kan sammen: Producenter, handlende og forbrugere. Alle er vi afhængige af hinanden, og selv om vi hver især er små, kan vi ændre på tingenes tilstand, når vi arbejder sammen. Dette er det rigtig godt at huske på: At vi ikke er alene, som små øer, men en del af en bevægelse, en forandring, der er helt nødvendig, hvis vi dels skal have ordentlig mad, dels skal overlade vores jord til vores børn, i en tilstand, der i det mindste ikke er dårligere end, da vi fik den til forvaltning. Og det med jorden skal jo tages helt bogstaveligt, men også overført. Vi bestemmer rigtig meget over udviklingen, når vi er ude at handle. For os har det altid været en drivkraft at netværke med folk, der er deres ansvar bevidst. Vi vil selvfølgelig super gerne sælge noget (meget endda), men det er langt fra ligegyldigt, hvad vi sælger. Og vi elsker at være omgivet af partnere, der har det lige sådan: Producerer med omtanke og producerer det, de finder rigtigt og vigtigt at producere. Man kan sige det samme om forbrugerne, og om de handlende. Alle har vi et ansvar og påvirker tingenes tilstand med vores gerninger. Og følelsen af at være i samme båd (hjuldamper må det vel være) som en masse ligesindede, giver hele arbejdet rigtig megen mening, og det giver os hver især en kraft, som det er umuligt at have alene. Vi kan bare kikke hen over årene og se på udviklingen, hvor økologien i dag er en integreret del af fødevareudbuddet, hvor det tidligere kun var de helt få, der var skøre nok til at bruge en masse kræfter på at få ordentlige mad. At vi så stadig er MEGET langt væk fra at kunne sige, at nu har vi indrettet os og ikke mindst det danske landbrug, så alt er godt, er jo rimelig beklageligt, men vi har vist alle i den grad viljen til fortsat at arbejde på, at dyrkningen af vores jord bliver bæredygtig.

26 kapitel Mad er et af de store omdrejningspunkter i Solhjulet. Når man går en tur gennem lageret, er den sans, der pirres mest, nok lugtesansen. Allerede mens man er i kontorerne, fornemmer man krydderiduftene, og straks man åbner døren til lageret, er det den første velkomstduft. Meget imødekommende og varm, måske lige med undtagelse af, når det er hvidløgspulver, der bliver pakket. Det har en ualmindelig ram lugt, langt fra den friske hvidløg. De forskellige grøntsags rum har hver deres karakteristiske duft. I tomat- og agurkerummet er den dominerende for det meste tomatduften, i rodfrugtrummet: kartoflerne, eller undertiden sellerien, og i bladgrønten fylder porrerne næsen. I Uganda rummet den voldsomme ananas. Det skønneste af dem alle er frugtrummet med et himmelsk mix af hovedsageligt æbler og appelsiner. Også osterummet er lidt voldsomt. De mange hele oste forenes i en lidt tung og kraftig lugt, som de fleste kender fra køleskabet. Det er sjovt, når vi har kokke på besøg. De er alle som én betaget af, hvad de ser, men bliver fyldt op af de mange dufte. Vores store øvelse er jo at få alle de gode og friske og velduftende ting frem til gryderne med det samme, så de ikke taber kvaliteten på vores lager. Det er jo ikke meningen. Tværtimod: Kvaliteterne skal følge med hele vejen. Af samme grund har vores fornemste indkøbsguide også altid været vores egen smag, og hvad vi selv synes om. Det har altid været ledetråden. Gennem årene er det i en eller anden udstrækning blevet formaliseret, så vi har en kvalitetskontrol, der tjekker sagerne, når de kommer ind og mens de er på vores lager. I skal jo have det bedste af det bedste. Nu om dage bliver der produceret så mange forskellige ting, at man kan blive fuldstændig stakåndet, og jeg tror ikke jeg fornærmer nogen ved at mene, at det ikke alt sammen er lige godt. De fleste af os har jo et køb billigt gen, som også producenterne kender. Men når det kommer dertil, kan vi også købe for billigt

27 kapitel Global er et plus ord. Det samme er paradoksalt nok modsætningen: Lokal. Et kendt slogan nu om dage er Tænk globalt handl lokalt, og vi kan vist hurtigt alle blive enige om, at det er vigtigt at tænke i helheder og udover vores egen næsetip, selv om de flestes billeddannelse unægtelig er rigtig meget enklere, når vi har sagerne indenfor rækkevidde. M.h.t. lokalt er det straks en smule vanskeligere at definere, hvad det betyder. Er det vores lille lokalsamfund i Hjorthede? Eller kommunen, regionen, Danmark, EU eller Europa? (Og så kan det nok ikke bredes mere ud ). Når man bor på landet, er det en kendt sandhed, at det man dyrker selv, er det, der smager bedst. Og det er ikke engang løgn. Udover at det er dig, der har dyrket sagerne, er der også en friskhedsvinkel: Du høster, tilbereder og spiser, og det bliver aldrig bedre, men men men: Alle i Danmark spiser globalt. Der er ikke mange, der vil undvære bananerne, appelsinerne, citronerne, broccolien om vinteren osv. osv., og mon ikke de fleste af os finder en balance, som giver mening? Det giver i hvert fald rigtig megen mening, at vi er os bevidst, hvor vores mad kommer fra og også at handle aktivt med det som udgangspunkt. Allerede i 60 erne var der en vidt bekendt filosof (McLuhan), der beskrev den globale landsby, og det er jo hundredefold mere aktuelt i dag, hvor vi har internet og facebook og en hel masse andre ting, der binder os sammen i netværk, der er uafhængige af, hvor vi befinder os fysisk. Men stadigvæk er det også sådan, at det fysiske samvær har en anden karakter og værdi end de sociale netværk, som vi kalder dem, og det er attraktivt, at rigtig meget af vores mad kommer fra baghaven, eller i hvert fald de nærmeste omgivelser. Også fordi det i mange (de fleste?) tilfælde er mindre ressourceforbrugende, end hvis sagerne kommer lang vejs fra. Selvfølgelig kan vi også have andre vinkler: Et samfund i den anden ende af verden er afhængig af penge udefra for at udvikle sig, og hvis vi kan hjælpe på udviklingen ved at sælge/spise deres sager, gør vi det hellere end gerne.

28 kapitel En Morris Mascot varevogn uden bremser var Solhjulets første bil. Heldigvis blev den skrottet, før der skete nogen ulykker, men det må retfærdigvis tilføjes, at de næste ikke var væsentligt bedre. Godt nok blev de lidt efter lidt større, men det afspejledes, at pengene var små. Folkevognsrugbrød var i en periode rimelig hotte, men desværre havde modellen (mindst) et svagt punkt: Støddæmperne var ikke dimensionerede til rumfanget i lastrummet, i det mindste ikke hvis det blev fyldt med kartofler eller tilsvarende produkter, der kunne pakkes kompakt. Min værste oplevelse var dog en rummelig Leyland kassevogn, der tilsyneladende var et rigtig godt køb, men det var også kun tilsyneladende. På vejen hjem gav den sig til at udsende en meget sort røg og hostede sig i stå. Falck transporterede den på værksted. I det kommende stykke tid gentog scenariet sig, hver gang den var ude at køre. Det er dyrt at være fattig. Men bortset fra det var mødet med kunderne en vigtig del af det hele, som i den grad var værdsat. Erfaringsudvekslingen og forventningsafstemningen var ikke til at undvære. Sidst i 80erne fik vi den første lastbil, og min tid som chauffør sluttede med et slag. Jeg havde ikke (og fik aldrig) stort kørekort. Men det afværgede nu ikke mystiske oplevelser, som da Bent en dag så et af baghjulene overhale bilen og straks derefter lå i grøften. Heldigvis var det kun varerne, der led nød, Bent slap med forskrækkelsen, lastrummet blev tømt med en greb. Mere end træls. Jeg tror måske det var på det tidspunkt, at vi begyndte at tænke i nye biler. Godt nok var det en stor udskrivning, men modsat er det jo heller ikke holdbart med ret mange af de ovenfor beskrevne situationer. I dag er vores problematik at have bilerne store nok, så de kan rumme varerne, og små nok, til at de kan komme rundt i byerne. Og så er der i mellemtiden kommet kørehviletidsbestemmelser, der kan gøre planlægningen af turene til en logistisk øvelse, der siger sparto. Men det er en helt anden historie.