Storbritannien. Er kongedømmet fortsat forenet? Henrik Bech Seeberg

Transkript

1 Storbritannien Henrik Bech Seeberg Storbritanniens 1 demokrati er med sine rødder i det 14. århundrede et af verdens ældste og har med sin Westminister -model inspireret demokratiske systemer jorden rundt (Norton 2005: 17). Storbritannien det forenede kongedømme blev formet i 1801, da England, Skotland, Irland og Wales blev samlet under et fælles parlament i London. Her havde demokratiet allerede været undervejs længe. Det britiske demokrati blev ikke skabt gennem revolution som i Frankrig, men gemmem det, vi kan kalde evolution: Retsstaten kom i det 17. århundrede, regeringen har stået til ansvar over for parlamentet siden det 18. århundrede, og nationale politiske partier organiserede sig i det 19. århundrede. Fuld og bred stemmeret til alle mænd og kvinder kom først i det 20. århundrede. Den gradvise udvikling betyder også, at der ikke kom et naturligt tidspunkt eller et klart behov for at sætte sig omkring bordet og skrive en forfatning ligesom i USA. Westminister refererer til det distrikt ved Themsen i London, hvor parlamentet har ligget i snart 800 år (Rose 2015: ). Det britiske politiske system er således på mange måder særligt. Desuden spiller Storbritannien fortsat en væsentlig rolle i det internationale samfund og især i forhold til det europæiske samarbejde. Der er derfor grund til at lære Storbritannien bedre at kende. Det er netop formålet med dette kapitel, som introducerer til det britiske valgsystem og de konsekvenser, det har for stemmeadfærd, partiadfærd, regeringsdannelse og lovgivning. Inden da fokuserer kapitlet først på fem politiske sagsområder, som i høj grad præger Storbritannien i dag. Det drejer sig om skotsk uafhængighed, koloniarven, EU, samt ulighed og immigration i Storbritannien. 2 En af de vigtigste gennemgående pointer i kapitlet er, at det britiske valgsystem har en række konsekvenser ikke kun for den politiske repræsentation i Storbritannien, men også for vælgernes og partiernes adfærd. Det påvirker desuden regeringens magt i parlamentet og lovgivningsprocessen. Dette bliver særligt klart, hvis man sammenligner med forholdene i for eksempel Danmark, som vi vil gøre igennem kapitlet. Er kongedømmet fortsat forenet? Storbritannien er en union bestående af England, Skotland, Wales og Nordirland, og spørgsmålet om selvstyre eller ligefrem løsrivelse fylder fortsat meget i britisk politik. Tidligere var det urolighederne i Nordirland og ønsket om nordirsk uafhængighed, som udfordrede unionen. I 1969 udviklede protester fra det katolske mindretal i Nordirland mod det protestantisk-kontrollerede delvise selvstyre i Nordirland sig til uroligheder. De følgende næsten 30 år var præget af optøjer, vold og hyppige samt ødelæggende terrorangreb fra den nordirske uafhængighedsbevægelse IRA. Det stoppede med fredsaftalen Good Friday Agreement i 1998 som etablerede et nordirsk parlament med repræsentanter fra både de katolske og de protestantiske områder. Det har lagt en foreløbig dæmper på spørgsmålet om uafhængighed i den del af unionen (Kavanagh et al. 2006: 335). 1 Storbritannien og England bruges skiftevis i kapitlet. 2 Der er naturligvis mange andre forhold, som også spiller en vigtig rolle, og dette kapitel har ikke mulighed for at dække dem alle. 1

2 I dag er det særligt Skotlands plads i unionen, som optager briterne (Kavanagh et al. 2006: 327). Uafhængighedsspørgsmålet i Skotland nåede et foreløbigt klimaks i 2014, hvor skotterne stemte om fuld uafhængighed fra Storbritannien. Efter et tæt opløb var der i sidste ende et snævert flertal imod. Decentralisering har en fast plads på den politiske dagsorden det er et emne, som politikerne til stadighed giver ret stor opmærksomhed, og det er blusset betydeligt op igen i forbindelse med folkeafstemningen i Det fremgår af figur 1, som viser regeringens opmærksomhed på forskellige emner. Hvis emnet fyldet meget i den årlige såkaldte queen s speech, er det et udtryk for, at det er et emne, som regeringen prioriterer højt (Mortensen et al. 2011). Det gør regeringen typisk kun, hvis det er et emne, som også optager oppositionen og medierne (Green-Pedersen & Mortensen 2010), og således kan vi bruge queen s speeches som indikatorer på den politiske dagsorden i England. Queen s speech er den britiske pendant til statsministerens åbningstale i Danmark, hvor regeringens prioriteringer for det kommende parlamentsår fremlægges ved parlamentets åbning (Mortensen et al. 2011). Unionsspørgsmålet er særligt vigtigt i dag, fordi SNP, det skotske nationalparti, ved det efterfølgende parlamentsvalg i 2015 for første gang fik flertal. Den britiske beslutning om at forlade EU i 2016 har kun pustet til ilden, fordi skotske vælgere i modsætning til resten af unionen er stærke EU-tilhængere og ønsker at forblive en del af EU. 62 % af de skotske vælgere stemte for at blive i EU til Brexit-afstemningen i Der er altså ingen udsigter til, at unionsspørgsmålet vil forsvinde igen foreløbig. Denne bevægelse mod øget opsplitning i forhold til Skotland tog fart, da Labour tilbageerobrede regeringsmagten i Blandt andet for at sikre sig opbakning i Skotland gik Labour til valg på at oprette skotske og walisiske selvstyreparlamenter med direkte valg og en vis kompetence, især i det skotske tilfælde til at træffe beslutninger om velfærdsydelser. Desuden kan det skotske parlament inddrive skatter. Det britiske parlament er fortsat den øverste myndighed, men især Skotland samt Wales har fået betydeligt mere selvbestemmelse. Før det havde Wales, Skotland og Nordirland egne ministre i den britiske regering samt egne kommunalsystemer. Konsekvenserne af den øgede uafhængighed kom tydeligt til udtryk i 2012, da den britiske regering i London øgede brugerbetaling betydeligt på universiteterne. Det gik det skotske parlament imod, og der er således meget uens lovgivning geografisk på det område i dag. Spørgsmålet er naturligvis, hvor langt lovgivningerne på den måde kan glide fra hinanden, samtidig med at den fælles union opretholdes (Kavanagh et al. 2014: ). A: ØKONOMI, UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK B: EU OG DECENTRALISERING PERCENT 20 PERCENT FIGUR 1. Emner på den politiske dagsorden i Storbritannien Note: I figuren til venstre er udenrigspolitik den grønne linje, økonomi er den sorte linje, og sikkerhedspolitik er den stiplede linje. I figuren til højre er opmærksomhed på EU den sorte linje og opmærksomhed på decentralisering er den grønne linje. Kilde: Queen speeches i Storbritannien (John et al. 2013). 2

3 Storbritanniens plads i verden Storbritannien er en gammel og stolt kolonimagt. Da det britiske imperium toppede før 1. verdenskrig, havde Storbritannien kolonier i bl.a. Indien, Pakistan, Australien, New Zealand, Hongkong og store dele af Afrika inklusive Sydafrika og Kenya (Kavanagh et al. 2006: ). Selvom kolonitiden for længst er slut, er den britiske dronning fortsat statsoverhoved for de såkaldte Commonwealthlande, som tæller mange af de tidligere kolonier. For lige at få hele billedet med, har Storbritannien som et blandt få lande atomvåben og stod sammen med USA og USSR (Rusland) som sejrherre efter 2. verdenskrig. Som et udtryk for Storbritanniens store betydning for international politik har Storbritannien som et af de få lande i verden plads i FN s sikkerhedsråd. Ikke overraskende har Storbritannien tradition for at blande sig, og det sker især, når det gælder tidligere koloniers forhold. Blandt de mere bemærkelsesværdige indgreb kan nævnes, at Storbritannien rykkede ind med soldater, da Egypten nationaliserede Suez-kanalen i Ligeledes erklærede Storbritannien krig mod Argentina, da sidstnævnte forsøgte at annektere Falklandsøerne i 1982 (Kavanagh et al. 2006: 109). Den britiske stormagtsstatus i tiden før og under 1. og 2. verdenskrig præger i høj grad Storbritanniens engagement i verden i dag, men sætter også klare indenrigspolitiske aftryk. Mest tydeligt har åbne grænser for borgere i kolonierne skabt en massiv indvandring af arbejdsmigranter og et meget multikulturelt samfund (se nedenfor). Selvom det nu er langt tid siden, præger tiden som koloniherre og magtfaktor i international politik britisk politik i dag. Storbritanniens ser fortsat sig selv som en vigtig global spiller (Krieger 2009: 597). Som det fremgår af figur 1, rangerer udenrigs- og sikkerhedspolitik til stadighed rimeligt højt på den politiske dagsorden. Det er et udtryk for, at Storbritannien fortsat forholder sig meget aktivt til konflikter rundt omkring i verden samt opretholder en stor hær. Militærudgifter udgør omkring 5 % af de samlede offentlige udgifter i England. Til sammenligning udgør de kun omkring 2 % i Danmark. Det giver på en helt anden måde end i Danmark anledning til debat om de militære udgifter og det militære engagement. Selvom Storbritannien ikke har samme koloniale indflydelse på store lande i Afrika og Asien, vil Storbritannien fortsat gerne opfattes som en stormagt ude i verden. Det betyder ikke kun, at Storbritannien har en stor udenrigstjeneste og handelssamarbejde med tidligere kolonier, men også at Storbritannien generelt ønsker at bevare sin fulde suverænitet over eget territorium. Det overstatslige samarbejde i EU på mange væsentlige områder har således bevrket, at Storbritannien har haft et anspændt forhold til Bruxelles (se nedenfor). I det lys er det således ikke helt overraskende, at det var Storbritannien, der som det første land blandt de europæiske stormagter forlod det europæiske samarbejde med afstemningen i Storbritanniens store engagement i international politik kom til udtryk efter terrorangrebet på World Trade Center i New York i september 2001 ( 9/11 ), hvor Storbritannien gik med i den fælles kamp mod terror sammen med USA. Næstefter USA bidrog Storbritannien med mest militær til invasionen i Afghanistan i 2001 og i Irak to år efter. Engagementet delte befolkningen og udviklede sig til en stor indenrigspolitisk krise, i takt med at tabet af unge britiske mænd i krigen tog til. Det viste sig nemlig, at Storbritannien var gået i krig på et tvivlsomt grundlag. Den daværende britiske premierminister, Tony Blair, invaderede Irak for at fjerne de kemiske masseødelæggelsesvåben, som han påstod den siddende diktator, Saddam Hussein, havde udviklet. I lyset af 9/11 udgjorde de en stor trussel mod Storbritannien. Der blev imidlertid ikke fundet nogen våben af denne type i Irak, og Blair gik fra at være en af Englands mest populære premierministre til at være blandt de mest upopulære. Engagementet i Irak og Afghanistan blev for alvor et indenrigspolitisk anliggende i sommeren 2005, hvor flere bomber sprang i London og dræbte 53 uskyldige mennesker (Kavanagh et al. 2006: ). 3

4 Det anspændte forhold til EU Mens Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg underskrev Rom-traktaten, som grundlagde EU i 1957, valgte Storbritannien først at blive medlem af EU femten år senere i Det vidner om, at Storbritannien ikke har samme stærke tilknytning til projektet som sine kontinentale naboer. Forholdet til EU er og bliver betændt i Storbritannien, og især Storbritanniens bidrag til EU s budget er en fortsat anledning til debat (Kavanagh et al. 2006: 107, ). Allerede i 1980 erne var det slående, hvor meget EU-skepsissen fyldte for den daværende konservative premierminister, Margaret Thatcher. Læser man hendes taler til parlamentet (for eksempel i Queen s speeches ) (John et al. 2013), er det iøjnefaldende, hvordan hun taler dunder mod EU og kræver rabat for Storbritanniens bidrag til EU s budget (Hix 2005: 301). Mens EU-spørgsmålet næsten ingenting fylder på den politiske dagsorden i Danmark uden for folkeafstemninger (Green-Pedersen 2012), fremgår det af figur 1b, at det ligger ret stabilt og ret højt på den politiske dagsorden i Storbritannien. I store dele af 1980 erne, 1990 erne og 2000 erne får det op mod 10 % af opmærksomheden. Det er ikke langt fra opmærksomheden på fx udenrigspolitik og sikkerhedspolitik (se figur 1b). Med en så omfattende og vedvarende uro omkring forholdet til EU er det således ikke overraskende, at det kom til en afstemning om at forlade EU i Her stemte 52 % af de britiske vælgere for at forlade EU, mens 48 % stemte imod. Med et så snævert flertal for at forlade EU er det et emne, som vil præge Storbritannien i mange år fremover. Det skæve England Storbritannien er et stolt produktionsland og beskæftiger kolossalt mange arbejdere i industrien. Arbejdsforhold, fagbevægelser og lønninger har således, som det fremgår af figur 2, fyldt meget på den politiske dagsorden. I takt med afindustrialiseringen af den britiske økonomi i anden halvdel af det 20. århundrede har arbejdsløshed, lukning af virksomheder og udflytning af arbejdspladser også fyldt meget på den politiske dagsorden. Økonomi (herunder arbejdsløshed) er, som det fremgår af figur 1a, det emne, der mere end noget andet emne har domineret den politiske dagsorden i Storbritannien siden 1970 erne. Afindustrialiseringen gør også, at boligforhold samt sociale forhold såsom offentlig forsørgelse og uddannelse i stigende grad præger den politiske debat (se figur 5a nedenfor). Sammen med den store indvandring (se nedenfor) har det desuden givet anledning til voldsomme gadeuroligheder i flere nordengelske byer i midten af 1990 erne og begyndelsen af 00 erne samt senest i London i PERCENT FIGUR 2. Arbejdsmarkedsforhold på den politiske dagsorden i Storbritannien Kilde: Queen speeches i Storbritannien (John et al. 2013). 4

5 En del af forklaringen på, at disse emner fylder så meget i Storbritannien, er ulighed og negativ social arv. Et stort produktionsapparat giver mange kapitalejere, og Storbritannien er ingen undtagelse. I kombination med et stærkt nedarvet aristokrati med store jord- og ejendomsbesiddere i form af baroner og grever giver det sig udslag i en forholdsvis høj grad af ulighed. Som det fremgår af figur 3, er uligheden i Storbritannien markant større end i Danmark og har ikke overraskende været stigende efter finanskrisen..35 GINI-KOEFFICIENT FIGUR 3. Ulighed i Storbritannien og Danmark Note: Figuren viser Gini-koefficienten, hvor 0 er fuld indkomstlighed og 1 er fuld indkomstulighed. Storbritannien er fuldt optrukken linje, Danmark er stiplet. Kilde: OECD (2016). Indvandring og det multikulturelle samfund Selvom Storbritannien som følge af de tætte relationer til kolonierne er et mangeårigt, multikulturelt immigrationsland, som indvandrere fra kolonilandene har søgt til i stor stil siden 2. verdenskrig, har stigende flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika samt massiv indvandring fra Østeuropa efter udvidelsen af EU i 2004 alligevel overrumplet Storbritannien. Mens omfanget af indvandring i Danmark har været næsten uændret siden 1980, som det fremgår af den stiplede linje i figur 4, har indvandringen til Storbritannien været stejlt stigende i 1990 erne og 00 erne, og der kommer nu årligt mere end nye indvandrere til Storbritannien. Det er langt flere end ventet, da briterne forhandlede EU s udvidelse mod Øst i Idet de nye indvandrere ikke ligesom de gamle indvandrere kommer fra de gamle kolonier, som var præget af britisk kultur og et britisk uddannelsessystem, har den kulturelle integration vist sig sværere. Og med dårligere engelskkundskaber i tillæg har de nye indvandrere i høj grad fundet arbejde i servicesektoren, i landbruget og på byggepladser og dermed taget arbejde fra ufaglærte briter. På den måde har de østeuropæiske indvandrere været en meget større mundfuld for det britiske samfund end ventet, og det har affødt en voksende uvilje mod immigranter i befolkningen (Rose 2015: 183). Det har som illustreret i figur 5b i nogen grad sat immigration på den politiske dagsorden samt givet grobund for fremvæksten af det immigrationskritiske radikale højrefløjsparti UK Independence Party (UKIP). Debatten har især drejet sig om moskeer og islam, radikalisering og hellig krig i Irak og senere Syrien, æresdrab, familiesammenføring og Sharialov samt flere terroranslag, først mod en bus i London i 2005, derefter mod en soldat i 2013 i London og senest en sikkerhedsvagt uden for parlamentet i

6 Fordi den nye immigration i vid udstrækning udgøres af billig arbejdskraft fra især Polen, Bulgarien og Rumænien, som fik adgang til EU s indre marked med EU-udvidelsen i 2004, var immigration desuden et hovedtema i debatten op mod EU-afstemningen i 2016 og dermed en vigtig årsag til beslutningen om at forlade EU (Hobolt 2016) IMMIGRANTS FIGUR 4. Immigration til Storbritannien og Danmark Note: Total immigration til Storbritannien (fuldt optrukken linje) og Danmark (stiplet linje) fra alle afsenderlande. Kilde: OECD (2016). Efter at have gennemgået disse fem sagsområder, som præger Storbritannien i dag, retter vi nu fokus mod det britiske valgsystem og ser på, hvilke konsekvenser det får for vælgeradfærd, regeringsdannelse og forholdet mellem regering og opposition i Storbritannien. A: UDDANNELSE, SOCIALE FORHOLD, BOLIG OG SUNDHED B: KRIMINALITET, IMMIGRATION OG MILJØ PERCENT 6 4 PERCENT FIGUR 5. Emner på den politiske dagsorden i Storbritannien Note: Den stiplede linje i figuren til højre er opmærksomheden på uddannelse, mens sociale forhold er den grønne linje, bolig er linjen med cirkler på og sundhed den lysegrønne linje. I figuren til venstre er kriminalitet den grønne linje, immigration den stiplede linje og miljø den sorte linje. Kilde: Queen speeches i Storbritannien (John et al. 2013). 6

7 The winner takes it all. Det britiske valgsystem Det britiske parlament består af to kamre eller forsamlinger, som de også kaldes. Det ene kaldes House of Commons og omtales ofte som underhuset. Det andet kaldes House of Lords og omtales ofte som overhuset. Selvom begge kamre er involveret i lovgivningsprocessen, ligger den primære kompetence, som vi skal se nedenfor, i underhuset, og det er derfor primært valget til dette kammer, vi vil interessere os for. Inden vi kommer til valget til underhuset, er det dog værd lige at nævne det lidt særegne overhus. House of Lords er særegent, fordi dets medlemmer i modsætning til underhuset ikke er folkevalgte. Mens et faldende antal medlemmer med adelige titler simpelthen arver deres plads, udpeges resten af premierministeren. De udpegede sidder i femten år og udgør en broget skare af tidligere medlemmer af underhuset samt andre centrale positioner i erhvervslivet, fagforeninger og civilsamfundet (Kavanagh et al. 2006: 386; Rose 2015: 192). Til trods for at medlemmerne af overhuset ikke stiller op for et bestemt parti, støtter mange Lords alligevel et af de partier, som sidder i underhuset. Der er dog betydeligt flere i overhuset end i underhuset, som er uafhængige, dvs. ikke støtter et bestemt parti. Lige nu er 200 af de 802 Lords medlemmer af Labour, 254 er medlemmer af De Konservative og 207 er uafhængige. Det betyder, at flertallet i overhuset lige nu flugter med underhuset (UK Parliament, 2017). De 646 medlemmer af det britiske parlament, Members of Parliament (MEPs) i underhuset, vælges hvert femte år ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det kaldes et first past the post -valgsystem, fordi den kandidat, som får flere stemmer end nogen anden kandidat i valgkredsen, vinder. Vinderen kommer så at sige først over målstregen. De folkevalgte har altså alle fået flest stemmer i den valgkreds, som de stiller op i. Hver af de 646 valgkredse sender med andre ord én repræsentant til House of Commons i London. Dette valgsystem har en række konsekvenser for den politiske repræsentation i parlamentet. Det kan godt være, at de folkevalgte har fået flest stemmer i deres valgkreds, men de repræsenterer ikke nødvendigvis et flertal af vælgerne i deres valgkreds. Det skyldes, at der sjældent kun er to partier, som opstiller kandidater i en valgkreds. Ud over Labour og De Konservative opstiller De Liberale Demokrater og nu også UKIP kandidater i tillæg til regionale partier såsom Ulster Unionist Party i Nordirland. Det er således nemt at forestille sig, hvordan stemmer spredes ud på kandidaterne, således at Labour måske tager 28 %, Ulster tager 20 %, De Liberale Demokrater 12 %, UKIP 8 %, mens De Konservative vinder med de resterende kun 32 % af stemmerne. To tredjedele af stemmerne er altså spildt i den forstand, at de ikke repræsenteres i parlamentet. Hvis dette mønster gentager sig i mange valgkredse landet over, skaber det på landsplan en enorm skævvridning i forholdet mellem et partis stemmer og et partis sæder i parlamentet. Repræsentationen er disproportional (Rose 2015: 203). Figur 6 viser denne skævvridning over tid. Den sorte linje nederst er det samlede antal stemmer til Labour og De Konservative, mens den øverste linje viser, hvor mange sæder de to partier tilsammen har i parlamentet. Bemærk, hvordan afstanden mellem de to linjer er næsten konstant over tid. Sådan rundt regnet får de to partier omkring 20 % flere sæder i parlamentet, end de får stemmer. Efter 2000 er skævvridningen faktisk tiltaget, således at Labour og De Konservative nu får under 70 % af stemmerne, men fortsat lige omkring eller over 90 % af mandaterne. Det har den konsekvens, at regeringen faktisk sjældent repræsenterer et flertal blandt vælgerne. Det var særligt slemt i 2005, hvor Labour fortsatte i regering med 55 % af mandaterne i parlamentet bag sig, men kun 36 % af stemmerne (Rose 2015: 204). 7

8 100 Stemmer (pct) Sæder (pct) 90 PROCENT FIGUR 6. Labour og De Konservatives stemmer og sæder Kilde: Komparativ valgprogramprojekt (Volkens et al. 2014). Fra et dansk udgangspunkt, hvor der er et næsten et til et-forhold mellem stemmer og mandater i Folketinget, forekommer den britiske model meget urimelig. Det er der også stadig flere briter, som synes. Ændringerne i retning af mere uafhængighed til Skotland og Wales har således skabt øget fokus på det britiske valgsystem blandt de britiske vælgere. De nye parlamenter i Skotland og Wales vælges nemlig via et betydeligt mere proportionelt valgsystem. Ligeledes foregår britiske valg til Europa-Parlamentet også ud fra et proportionelt system. Briterne har altså i stigende fået øje på alternativer. Ikke overraskende er fortalerne for en valgreform især dem, som ikke stemmer på Labour og De Konservative. De Liberale Demokrater presser især på for en sådan reform. Diskussionen om et nyt valgsystem spidsede til i 2010-valget, hvor De Liberale Demokrater fik et historisk godt valg med 23 % af stemmerne på landsplan. De opnåede imidlertid kun knap 9 % af sæderne i Parlamentet. Da De Liberale Demokrater efterfølgende dannede regering med De Konservative, var det et hovedkrav fra De Liberale Demokraters leder på daværende tidspunkt, Nick Clegg, at valgsystemet skulle gøres mere proportionelt. Det blev i maj 2011 sendt til folkeafstemning, der efter en noget forkølet ja-kampagne fra Labour og en mere klar nej-kampagne fra De Konservative endte med et klart nej (Rose 2015: 204; Whitaker 2012). Uden helhjertet støtte fra de to store partier er det svært at forestille sig, at valgsystemet kan gøres mere proportionelt og hvorfor skulle Labour og De Konservative gå med på det? Det paradoksale ved det meget disproportionale britiske valgsystem er, at det faktisk har en af de laveste spærregrænser. Hvor man i Danmark skal have 2 % af stemmerne på landsplan for at få et mandat i Folketinget, kræver det i Storbritannien kun omkring 0,7 % af stemmerne (Kavanagh et al. 2014). Det skyldes, at et nyt parti blot skal have flere stemmer end alle andre i netop én valgkreds. Det britiske system giver således stærk grobund for lokale initiativer. Hvis et partis støtter således er geografisk koncentreret, kan de vinde mange sæder. Det var det, der skete i Skotland ved 2015-valget. Labour, der havde siddet på næsten alle skotske mandater i mange år, blevet skyllet ud af Skotland og fik et katastrofevalg. Mange skotske vælgere var skuffede over udfaldet af den skotske folkeafstemning om uafhængighed i september 2014, hvor det som bekendt blev et nej. De stemte derfor på det skotske nationale parti, SNP, som gik 50 mandater frem og nu har 95 % af de skotske mandater i det britiske underhus. 40 af de vundne mandater kom fra Labour. Det britiske politiske landskab ændrede sig altså radikalt, og det er svært at se, hvordan Labour i den nærmeste fremtid kan genvinde regeringsmagten uden de skotske mandater (Whitaker 2016). I figur 6 er det ikke kun det disproportionale forhold mellem stemmer og mandater, som er bemærkelsesværdigt, men også den store andel stemmer på Labour og De Konservative. Selvom spærregrænsen er lav, får de to partier tilsammen næsten tre fjerdedele af stemmerne. Det skyldes, 8

9 at valgsystemet inviterer til strategisk stemmeadfærd. For hvorfor stemme på et parti, som alligevel aldrig kan få sæder nok til at danne regering og få sin politik igennem? Siden 2. verdenskrig har enten Labour eller De Konservative dannet regering, og det taler altså imod at tage chancen og stemme på De Liberale Demokrater eller UKIP. Strategisk stemmeadfærd er udbredt i Storbritannien, hvor vælgere for eksempel egentlig bedst kan lide UKIP s politik, men ender med at stemme på De Konservative simpelthen for at undgå, at Labour løber med regeringsmagten. Det betyder, at det er meget svært for et nyt nationalt parti som fx UKIP at finde fodfæste i det britiske valgsystem. UKIP fik ved 2015-valget på landsplan næsten 13 % af stemmerne, men ingen sæder (Whitaker 2016). Det skyldtes, at deres støtte var spredt bredt og dermed tyndt ud over Storbritannien. De kom ligesom De Liberale Demokrater således ikke first past the post ret mange steder. På den måde har det britiske valgsystem reelt en høj barriere for tilgang af nye partier og vil i en komparativ sammenhæng blive karakteriseret som et lukket partisystem med få reelle partier. En af styrkerne ved det britiske valgsystem er, at de 646 MEP ere ved, hvor de kommer fra. De ved, at de inden for fem år skal tilbage til deres valgkreds og sikre genvalg for fem nye år. Alt andet lige påvirker det deres adfærd i parlamentet det bliver vigtigt at vinde respekt hjemme i valgkredsen, og MEP erne vil i langt højere grad end i Danmark forfølge lokale interesser i deres virke i parlamentet. Hvis man læser oppositionspolitikernes spørgsmål til premierministeren, er det således slående, hvor mange af dem der handler om lokale arbejdspladser eller et lille, lukningstruet sygehus langt ude på landet (Seeberg 2013). Valgsystemet giver altså en stærk lokal forankring af de folkevalgte, og det vil alt andet lige styrke båndene mellem vælgerne og de folkevalgte. Samtidig kan det sætte partilederen grå hår i hovedet at holde sammen på partiets MEP ere og sikre disciplin i afstemninger. Der er derfor meget fokus på, hvor mange ekstra mandater en regering har, fordi der kan være såkaldte MEP ere, som går imod partilinjen. En af svaghederne ved valgsystemet er, at det er sårbart over for geografiske forskydninger over tid. Når fabrikkerne lukker på landet, som det er sket i stor stil også i nyere tid i Storbritannien, og arbejderne søger mod byerne, vil det eksempelvis stille De Konservative bedre i disse landdistrikter, fordi deres vælgere de ældre og de velhavende bliver tilbage. Uden at vælgerne har ændret holdninger samlet set, giver det ikke desto mindre en forskydning i mandaterne i parlamentet. Det gør også kortlægningen af valgkredse til et betændt spørgsmål. Hvis en bydel med mange arbejdere ligger lige på grænsen mellem to valgkredse og skifter kreds, kan det få store konsekvenser for, hvilket parti der vinder mandaterne i de to kredse. Og hvad sker der, hvis en ny bydel pludselig oplever en stærk befolkningstilvækst? Skal man forsøge at fordele antallet af vælgere mere ligeligt mellem valgkredsene? Hvad får det så af konsekvenser? Regeringsdannelse Til trods for disproportionaliteten i valgsystemet ønsker de fleste britiske vælgere faktisk ikke at ændre valgloven. Det gælder ikke kun de vælgere, som stemmer på Labour og De Konservative. Tilfredsheden skyldes, at valgsystemet netop skaber en klar vinder: Ét parti alene får typisk et flertal blandt MEP erne i parlamentet. Der er således en klar og direkte sammenhæng mellem valgresultatet og regeringsdannelsen. Kun i to tilfælde siden 1945 har der ikke været en klar vinder. Meget sigende kaldes det sidste et hung parliament parlamentet er hængt til tørre og kan ikke arbejde så effektivt, som det plejer. Det skete senest ved valget i 2010, hvor De Konservative endte med at danne en koalitionsregering med De Liberael Demokrater (Rose 2015: 204-5). Bortset fra det exceptionelle 2010-valg, som udløste lange regeringsforhandlinger og til sidst førte til en koalitionsregering mellem De Konservative og De Liberale Demokrater, er regeringsdannelsen i modsætning til i Danmark således blot en formalitet. Der skal ikke langstrakte 9

10 koalitionsforhandlinger til for at landet får en ny regering. Vælgerne ved dermed, hvad de får i modsætning til i Danmark, hvor eksempelvis Venstre-vælgere må se, hvad de i sidste ende får: Bliver det en etpartiregering som efter 2015-valget eller en trekløverregering som efter rokaden i november 2016? Det kan få store konsekvenser for, hvor meget af sin egen politik Venstre reelt kan få igennem. I modsætning til de skiftende Nyrup-regeringer i Danmark i 1990 erne eller Fogh-regeringerne i 00 erne er det desuden sjældent, at det samme parti får lov til at fastholde regeringsmagten, hvis det går markant tilbage ved et valg. Hvad angår regeringsdannelsen betyder det britiske valgsystem desuden, at engelske regeringer er meget stabile. I modsætning til eksempelvis i Danmark (eller Belgien eller Italien) udskrives der kun meget sjældent valg i utide, fordi regeringen er brudt sammen eller har mistet sit parlamentariske grundlag. Uden udfordringen med at holde sammen på en koalition af partier er det trods alt nemmere i Storbritannien. Det giver en britisk regering mere ro til at gennemføre det program, den blev valgt på. Lovgivningsprocessen Ligesom i det danske folketing består lovgivningsprocessen i House of Commons af tre behandlinger af hver lov. Ved førstebehandling fremsættes lovforslaget. Et par uger efter er der i andenbehandling debat i underhuset blandt medlemmerne. Derefter sendes lovforslag ofte til et udvalg, som arbejder videre med ændringsforslagene og kommer med et revideret lovforslag. I udvalget vil der både være medlemmer fra regeringen samt fra flertalspartiet og mindretalspartiet, som skal søge at nå til enighed på baggrund af debatten ved anden høring. På den baggrund behandles lovforslaget for tredje gang i underhuset, hvor nye ændringsforslag kan fremsættes, inden det eventuelt vedtages og sendes til behandling i overhuset (Norton 2005: ). Overhuset behandler derefter også lovforslaget i tre omgange og sender ændringsforslag tilbage til underhuset. Hvis underhuset ikke vil godkende overhusets ændringsforslag, kan lovforslag rykke frem og tilbage mellem de to kamre, indtil der er enighed. Overhuset vil dog i så fald ofte indstille sin modstand mod lovforslaget og lade det gå igennem (Kavanagh et al. 2006: 387). I sidste ende er underhuset dog ikke forpligtet til at rette et lovforslag ind efter overhusets forslag, og det viser den formelle magtfordeling mellem de to kamre. Hvis underhuset har stemt for et lovforslag, som overhuset ikke kan støtte op om, bliver lovforslaget alligevel til lov, hvis underhuset i det næstfølgende parlamentsår stemmer for lovforslaget igen. Overhuset har således ikke vetoret, men kan kun forsinke lovgivning. Denne mulighed for at forsinke lovforslag kan dog give overhuset en vis indflydelse på regeringens politik. Hvis regeringen ikke ønsker at blive forsinket med et lovforslag, vil den være tilbøjelig til at fremsætte et lovforslag, som ikke møder modstand i overhuset. Det hænger især sammen med, at der ikke er et parti i overhuset, som alene har flertal (Norton 2005: 89-96). I modsætning til i Danmark er det britiske politiske system kendetegnet ved stærke regeringer i den forstand, at regeringen ikke skal indgå kompromisser med andre partier for at få sin politik vedtaget. Parlamentarisk set er der få begrænsninger. Modsat i eksempelvis Tyskland, hvor der hersker en relativt stærk føderalisme, er det britiske parlament den øverste myndighed, og ingen lov begrænser dets autonomi. Til forskel fra Tyskland og USA er den britiske regering ikke begrænset af nogen forfatning eller en forfatningsdomstol, hvor dets love kan prøves af (Rose 2015: ), og selvom Storbritannien normalt regnes for at have et tokammersystem med forsamlinger i under- og overhuset, opfattes sidstnævnte House of Lords altså ikke for at være en reel lovgiver eller faktisk vetospiller i lovgivningsprocessen (se nedenfor; Lijphart 1999). Hvis det vindende parti har bebudet det, er store reformer af skole- eller sundhedsvæsen derfor 10

11 almindelige efter parlamentsvalg, ligesom det ikke er ualmindeligt, at en ny regering går ind og ruller den forrige regerings reformer tilbage. Når regeringspartiet er nået til enighed internt om et lovforslag, glider det typisk ret nemt igennem parlamentet. Det er sjældent, at der vedtages ændringsforslag. Det betyder også, at hovedparten af den lovgivning, som vedtages i parlamentet, er foreslået af regeringen. Forslag fra oppositionen eller fra individuelle MEP ere stemmes sjældent igennem. En stor del af regeringens arbejde for at få sin lovgivning vedtaget består i at få hele regeringspartiet til at stemme for forslaget ellers er der risiko for, at der ikke vil være et flertal bag forslaget. Det nuværende regeringsparti tæller 330 medlemmer, hvoraf 324 er nødvendige for at sikre flertal uden andre partiers støtte. Som omtalt tidligere er medlemmernes tilknytning til deres lokale valgdistrikt ret stærkt, og lokale hensyn kan således komme i vejen for at støtte et forslag. Selvom alle medlemmer af regeringspartiet formodentlig har en fælles interesse i at gennemføre regeringsprogrammet, er det altså ikke altid nogen let opgave at samle et flertal internt i regeringspartiet. Dette gælder især de såkaldte back-benchers eller på dansk de der sidder bagerst på rækkerne, som er de menige parlamentsmedlemmer i et af partierne uden minister- eller lederposter i partiet. Sidstnævnte kaldes ofte for whips, og der er flere af dem i regeringspartiet, som simpelthen har til opgave at sikre disciplin blandt regeringspartiets back-benchers for at få dem til at stemme for regeringens lovgivning. Disse back-benchers regnes normalt ikke for at have den samme loyalitet over for regeringen som the whips og vil derfor oftere stille sig på tværs (Rose 2015: 191, 206). Det skyldes som nævnt ovenfor, at valgsystemet skaber en stærk tilknytning mellem parlamentsmedlemmerne og deres lokale valgkreds. Back-benchers kan for eksempel gå imod partilinjen, hvis et lovforslag koster arbejdspladser i netop deres valgdistrikt, eller fordi en stramning af immigrationsloven måske ikke er spiselig for meget moderate vælgere i det valgdistrikt, som pågældende back-bencher repræsenterer (Bevan & John 2015). Back-benchers kan sjældent blokere for en lov, men kan i nogle tilfælde gøre et ændringsforslag til betingelsen for at give lovforslaget deres støtte (Norton 2005: 136). Den britiske statsminister har således nogenlunde den samme opgave som den danske med hensyn til at skabe flertal bag lovgivningen den danske skal især påvirke koalitionspartierne, mens den britiske skal påvirke sine egne partifæller (Kavanagh et al. 2006: 385). Ved siden af den primære lovgivningsproces kan ministre ligesom i Danmark lave bekendtgørelser, orders på engelsk. Denne sekundære lovgivning udspringer af den primære lovgivning, som er vedtaget i parlamentet. Det er flertallet i parlamentet, som i den vedtagne lov beder ministeren om at fastsætte de mere præcise rammer for lovgivningen. Denne type lovgivning bruges i stigende grad i England og kan ses som et yderligere udtryk for regeringens magt: Den giver regeringens ministre relativt stor fleksibilitet til at tilpasse en lov uden parlamentets indblanding (Norton 2005: ). Regering og opposition Partisystemet påvirker ikke kun regeringsdannelse og lovgivning, men skaber også et særligt forhold mellem Labour og De Konservative. Med et flertal af mandater i ryggen er partierne, når de er i regering, ikke vant til at søge støtte til lovgivningen fra det andet parti. Der er ikke som i Danmark en tradition for at indgå kompromiser og skabe brede flertal over midten. Modsat er der jo netop en forventning blandt vælgerne om, at parlamentsvalg har konsekvenser. Det betyder noget, om Labour eller De Konservative sidder i regering. Konfrontationspolitikken kommer direkte til udtryk i indretningen af parlamentssalen i Underhuset, hvor de to partier sidder over for hinanden på hver sin side af gulvet, hvor der fremlægges indlæg og holdes taler. Det ses også 11

12 tydeligt i den tv-transmitterede spørgetime hver onsdag eftermiddag, hvor oppositionen må stille spørgsmål til premierministeren (Norton 2005: ). Her får den som regel ikke for lidt, og oppositionen fremstår ofte yderst krigerisk og nådesløs over for regeringen (Kaiser 2008). Ny forskning viser, at dette forhold mellem partierne har overraskende konsekvenser for lovgivningen (Seeberg 2013). Hvor mange ville forvente, at regeringen egenrådigt bestemmer, viser studier, at man ikke skal undervurdere oppositionens muligheder for også at påvirke lovgivningen. Det skyldes, at regeringen er sårbar over for det pres, som oppositionen med sin kritik lægger på regeringen (Kavanagh et al. 2006: 382). Sårbarheden udspringer af, at regeringen lovgiver og dermed også selv står tilbage med ansvaret, hvis det ikke går som ventet, eller der opstår problemer (Green-Pedersen & Mortensen 2010; Thesen 2013). Her viser forskningen, at regeringen søger at gøre, som oppositionen siger, for at stoppe kritikken. På den måde kan oppositionens kritik direkte aflæses i lovgivningen, idet massiv kritik trækker lovgivningen i retning af oppositionens policy-præferencer. Som eksempler på denne dynamik fik den konservative premierminister John Major i midten af 1990 erne travlt med at gennemføre uddannelsesreformer i overraskende stor overensstemmelse med indholdet af den kritik, som Tony Blair rettede mod den konservative regering som et led i Labours nye valgplatform. Tilsvarende kom Blair under pres som premierminister i for ikke at kunne kontrollere indvandringen. De Konservative krævede en mere konsekvent politik, hvor afviste asylansøgere blev anbragt på udvisningscentre, indtil de kunne sendes ud af landet. Blair lagde sig kort tid efter fladt ned og fulgte denne hårde linje (Seeberg 2013). Det politiske landskab under forandring Britiske valg er blevet mere uforudsigelige, og Labour og De Konservative kan i mindre grad tage stemmer for givet. Tidligere stemte en overvejende andel af britiske arbejdere på Labour, mens en tilsvarende overvægt af middelklassen stemte på De Konservative. Sådan er det ikke længere. Labour er stadig overvejende et arbejderparti, ligesom De Konservative i vid udstrækning er middelklassens parti. Men det er meget mindre givet, at vælgere stemmer ud fra deres klassetilhørsforhold. Det fremgår tydeligt af den opadgående sorte kurve i figur 7, som viser andelen af britiske vælgere, som først under valgkampen besluttede, hvilket parti de ville stemme på. Få var ubeslutsomme i 1960 erne, mens denne gruppe af vælgere i dag udgør over en tredjedel af vælgerkorpset (Webb 2004) PROCENT FIGUR 7. Partitilhørsforhold og stemmeafgivelse blandt britiske vælgere Note: Den stiplede linje angiver andelen af britiske vælgere, som ikke føler en særlig tilknytning til noget parti. Den grønne linje angiver andelen af britiske vælgere, som først besluttede sig for deres stemmeafgivelse under valgkampen. Kilde: Det britiske valgprojekt,

13 Britiske vælgere identificerer sig i mindre grad med ét bestemt parti og skifter i stedet oftere parti. Som det fremgår af den stiplede linje i figur 7, er andelen af vælgere, som ikke har et særligt tilhørsforhold til et bestemt parti, steget over 50 % fra cirka 40 % til 70 % (Rose 2015: 206). Ligesom i mange andre vestlige lande, herunder Danmark, er britiske vælgerne blevet mere troløse (Webb 2004). De stemmer nemlig på det parti (eller den leder), som de tror er bedst til at løse de problemer, de er mest bekymrede over. Så hvis kriminalitet og indvandring er deres største bekymring, vil de være tilbøjelige til at stemme på De Konservative, mens de vil stemme Labour, hvis arbejdsløshed er højest på listen. Med en mere omskiftelig politisk dagsorden (se figur 9 nedenfor) skaber det et mere uforudsigeligt politisk landskab, hvor fremvæksten af nye emner kan ændre partiernes opbakning mærkbart. Desuden er der simpelthen færre, som stemmer stemmeprocenten er faldet fra at have ligget ret stabilt på over 80 % til nu at have ramt et mere permanent niveau omkring de 60 % (Norris & Wlezien 2005a). Alt dette har især ramt de to gamle partier, Labour og De Konservative, hvis samlede stemmeandel ifølge figur 6 er faldet fra omkring 90 % til under 70 %. Enten stemmer vælgerne ikke, eller også er de gået til nye partier såsom UKIP. Sideløbende er unionsspørgsmålet som omtalt tidligere blevet vigtigere for især skotske vælgere, som ønsker mere uafhængighed fra London. Det er ikke et emne, som umiddelbart passer med de normale konfliktlinjer mellem Labour og De Konservative. Selvom modstanden mod øget uafhængighed er markant mindre hos Labour end hos De Konservative, er det ikke et emne, som partierne har ønsket at konkurrere på. Unionsspørgsmålet lægger sig med andre ord omkring en center-periferi-skillelinje, som går på tværs af den socioøkonomiske højre-venstre-skala. Det giver nye muligheder for regionale partier, og det skotske nationalparti SNP har som sagt i de seneste år haft en voldsom fremgang i Skotland på bekostning af de to gamle, nationalistiske partier. Partiadfærd Valgsystemet favoriserer som nævnt de to gamle partier, Labour og De Konservative, og de har reelt ikke andre partier at konkurrere med i parlamentet. Partisystemet er således markant mindre befolket end i Danmark, hvor der er 8-9 partier, som gør sig gældende. Det påvirker partiernes adfærd, fordi de simpelthen har mere plads at bevæge sig på. Det kommer tydeligt til udtryk i figur 8, som viser Labours og De Konservatives placering på højre-venstre-skalaen over tid. Jo højere linjen står i figuren, jo længere til højre står partiet. Mens 1970 erne og 1980 erne under Thatcher var præget af stor polarisering, har især 00 erne være præget af ret tæt konvergens. Som figur 8 viser, begyndte det med, at Labour svingede mod midten og flyttede sig så langt, at de under Blairs ledelse endte på højre side af midten. Det kom tydeligt til udtryk ved valget i 1997, hvor Labour gik til valg på at videreføre De Konservatives udgiftspolitik: Hvis Labour blev valgt, ville hverken de offentlige udgifter eller skatterne stige. Desuden erklærede Labour sig villig til i højere grad at bruge straf i stedet for blot forebyggelse for at sætte hårdere ind over kriminalitet. Det var helt i tråd med klassisk konservativ politik (Norris 1997; Webb 2004). Labour har sidenhen trukket sig tilbage mod venstre ved bl.a. at lade udgifter til især uddannelse og sundhed stige meget, men så er De Konservative, især under Camerons lederskab, fra 2010 indtil 2017 fulgt med, således at den korte afstand er bevaret. Efter nederlaget i 1997 gik De Konservative i 2001 og 2005, men også i nogen grad i 2007, til valg på traditionelle konservative kerneværdier som lavere skat, færre indvandrere og hårdere straf. Det fokus skiftede imidlertid gradvis til i stedet at handle om sundhed og uddannelse, og De Konservative gik så langt som til at love at fastholde Labours høje udgifter på disse klassiske Labour-emner. De engelske partier 13

14 er således mere mobile og mere om sig, end det er tilfældet i Danmark (Norris et al. 2001; Norris & Wlezien 2005b; Geddes & Tonge 2010; Rose 2015: 206). Bevægelserne afspejler til dels, at partierne reelt har mulighed for at beslutte sig for at ændre kurs uden at bevæge sig ind på andre partiers ideologiske territorium og komme i karambolage, som det nemt sker i Danmark. Desuden behøver de i mindre grad frygte for, at vælgerne ikke længere kan kende forskellen på højre og venstre. Uanset de drastiske ryk er Labour hele vejen igennem solidt placeret til venstre for De Konservative. Foretog Socialdemokratiet i Danmark et tilsvarende ryk, ville vælgerne nok hurtigere få svært ved at finde ud af, om partiet er til højre eller venstre for Radikale Venstre, og denne forvirring i sig selv kunne skræmme vælgere væk fra Socialdemokratiet (Budge 1994). Men bevægelserne afspejler også valgsystemet. De to store partier er i et krydspres for på samme tid at repræsentere partimedlemmer og trofaste vælgere på den ene side og tiltrække mere moderate midtervælgere på den anden for at vinde valget. Hvis førstnævnte generelt ligger længere ude på fløjen på højre-venstre-skalaen, er der ikke nogen stabil ligevægtsstilstand. Partierne vil hele tiden svinge mellem at søge mod midten og søge mod fløjen, og bevægelserne vil afhænge af partilederens strategi, samt hvor meget magt partiorganisationen har over partilederen (Pedersen 2012; Green 2011). Når det er sagt, spiller de mindre partier dog også en vis rolle her, for da Labour svingede mod højre i slutningen af 1990 erne, voksede De Liberale Demokraters opbakning markant. Behovet for at komme tilbage og generobre venstrefløjsvælgere fra De Liberale Demokrater spiller således også en rolle for Labours tilbageløb. Tilsvarende er De Konservative i stigende grad udfordret fra højre af det nye højrenationale parti, UKIP. Presset fra UKIP for at repræsentere de mange EU-skeptiske vælgere på højrefløjen er således en medvirkende årsag til, at David Cameron, den konservative leder, udskrev folkeafstemning om at forlade EU. Den omtalte dynamik mellem oppositionen og regeringen er formodentlig også en af forklaringerne på partiernes bevægelser på højre-venstre-skalaen. Når et parti rykker tættere på det andet parti, kan det være udtryk for, at det som regeringsparti søger at undgå kritik og konflikt på det område fra oppositionen. 40 Labour Party Conservative Party 20 LEFT-RIGHT SCALE FIGUR 8. De politiske partiers ideologiske placering Kilde: Komparativ valgprogramdataset (Volkens et al. 2014) Mobiliteten har konsekvenser for den politiske konflikt. Når enigheden vokser, fordi partierne mødes på midten, må de finde noget andet at kæmpe om og andre måder at skille sig ud fra hinanden på foran vælgerne. Flere studier viser, at partierne fra midten af 1990 erne og frem i høj 14

15 grad har kæmpet på bestræbelser på fx at sikre arbejde til alle mere end på uenigheder om, hvordan arbejdsløse kommer i arbejde. Partierne kæmpede altså på deres kompetencer mere end på deres policy-positioner (Clarke et al. 2009; Green & Hobolt 2007). Labours sejr ved 1997-valget efter 18 år i opposition tilskrives eksempelvis Black Wednesday i september 1992, hvor Storbritannien på dramatisk vis måtte forlade den såkaldte europæiske valutakursmekanisme, og det britiske pund tabte meget værdi. Den konservative regering genvandt aldrig vælgernes tro på partiets evner til at tage sig af den britiske økonomi (Norris 1997). Tilsvarende tilgav vælgerne aldrig Labours leder Tony Blair for, at han i 2003 gik i krig i Irak på falske præmisser. Saddam Hussein havde ikke masseødelæggelsesvåben, som den ellers meget populære Blair hårdnakket havde fastholdt, og vælgernes tillid til Blair som leder led varig skade (Clarke et al. 2004; Norris & Wlezien 2005b). Det endte med, at Labour til sidst tabte 2010-valget, fordi den nye leder af De Konservative, den karismatiske David Cameron, i kølvandet på finanskrisen og den britiske bank Northern Rocks krak i tillæg til Blairs dårlige ry fra Irak-krigen havde genvundet vælgernes tro på De Konservatives kompetencer til at styre den britiske økonomi. Det er desuden et stående tema ved britiske valg, om de aktuelle partiledere kan nå ud til vælgerne og skabe tillid. Labours nuværende krise tilskrives eksempelvis, at det endnu ikke er lykkedes at finde en faktisk afløser for den meget energiske Tony Blair (Clarke et al. 2009; Whiteley et al. 2013). Samtidig har mobiliteten også den konsekvens, at partierne har mulighed for at tage nye emner op og ændre den politiske dagsorden. Det forhold, at der kun er to toneangivende partier, skaber en mere omskiftelig politisk konflikt, hvor nye emner indlejres i den eksisterende konflikt. Mens Labour eksempelvis ønsker at fremme offentlige løsninger på sundhed og uddannelse, taler De Konservative i højere grad for private løsninger. Mens Labour er pro-miljø og et langt stykke også pro-eu, er De Konservative mere imod. Som figur 1 og 5 viser, er mange nye emner vokset frem herunder især retspolitik, men også miljø, sundhed, uddannelse og sociale forhold mens de gamle, traditionelle emner såsom økonomi, udenrigs- og sikkerhedspolitik fylder mindre. Det er illustreret klarere i figur 9, som sammenfatter opmærksomheden på de gamle og nye emner (Green-Pedersen 2007; John et al. 2013). Her står det klart, hvordan den fuldt optrukne linje (de gamle emner) og den stiplede linje (de nye emner) krydser hinanden i midten af 1990 erne. Så nyere britisk politik har således i højere grad fokus på kompetence end på policy-uenighed og har samtidig været kendetegnet ved fremvæksten af en række nye politiske emner PERCENT FIGUR 9. Note: Den grønne linje markerer de gamle emner (økonomi, sikkerheds- og udenrigspolitik), mens den stiplede linje markerer de nye emner (sundhed, uddannelse, miljø, kriminalitet, immigration, minoriteters rettigheder, offentlig forsørgelse). Kilde: Queen speeches i Storbritannien (John et al. 2013). 15