Emma og Søren Larsen

Transkript

1 Emma og Søren Larsen Personlige beretninger om dem og deres 11 børn Emma Larsen, født Kristensen: født , død Søren Larsen: født , død Deres 11 børn: 1. Thea Larsen, gift Christiansen: født , død Jenny Larsen, gift Thøgersen: født , død Harald Larsen: født , død Hartvig Larsen: født , død Dagny Larsen, gift Jensen: født , død Erna Larsen, gift Jensen: født , død Karen Larsen, gift Andersen: født Børge Larsen: født Elly Larsen, gift Nørbygaard: født , død Henning Larsen: født Gunnar Larsen: født , død

2 Om EMMA: MIN MOR af Elly Nørbygaard Her kommer, hvad jeg har fået fortalt og hvad jeg selv husker om min mor Mor er født i Hallund ind i en familie med mange børn; selv var hun den næstsidste, nemlig nr. 11. Den yngste var Anine, som i denne beretning fletter sig ind af forskellige årsager. Mor var vist nok glad for at gå i skole, hun fortalte ikke meget om sin barndom, men lidt kom der da frem ind imellem, som fx den historie om at læreren ikke altid kunne styre eleverne, så blev lærerens kone hidkaldt, og så blev der ro i klassen. En anden gang kom mor sikkert af vanvare til at fortælle, at hun aldrig kom så langt i regnebogen at hun lærte at regne med brøker, det måtte hun mange gange høre for af sine frække unger ( i al venskabelighed ). Mor fortalte også om moster Anine, at hun altid havde været meget forkælet, fx når de to små piger havde fået legetøj eller andet skønt af deres store søskende, så ville Anine altid have det hele, og så sagde bedstemor: Lad hende få det, så vi kan få ro. Den forkælelse skulle vise sig hele livet igennem, herom senere. Da mor blev konfirmeret fik hun et meget fint sølvkors af sine ældre søskende, det fik hun lov til at beholde, mor gav det senere til mig, og min søde niece Emma fik det til sin konfirmation. Mor er kommet ud at tjene kort efter sin konfirmation, og Børge fortæller, at hun var glad for sin plads, som vist var i nærheden af hjemmet. Senere fik hun plads på ølbryggeriet i Dronninglund, hvor hun fik afsmag for øl, fordi hun havde set hvordan hundene lettede ben op ad korn- og sukkersækkene. Den historie yndede hun særlig at fortælle, når vi havde besøg af mine fætre fra Brønderslev,

3 de arbejdede på et bryggeri. Der var meget sjov i gaden, når de fætre kom og besøgte os. Jeg ved ikke om det var på bryggeriet, mor lærte far at kende, den slags oplysninger kom der ikke mange af, så for mig står det hen i det uvisse. Men så vidt jeg ved blev mor husbestyrerinde for far, som allerede havde Gretterholt. De kunne lide hinanden og så blev de gift, og fik med et års mellemrum et nyt barn, tre i rap. Far blev indkaldt til sikringsstyrken og mor havde meget om ørerne, naboerne hjalp i de mest belastede tider, og min fætter Emil, som var opvokset hos mine bedsteforældre kom og hjalp min mor, mor har aldrig beklaget sig over sit arbejde, hun fik det altid til at fremstå som en meget god og lykkelig tid dernede i Gretterholt. Og i hele deres liv havde mor og far forbindelse med venner fra deres første ægteskabsår. Senere flyttede de til Kraghede, hvor jeg blev født. Det var en større ejendom, og med mere jord, af bygningerne var især stuehuset større og pænere, og til nogens fortrydelse også lidt for fin med to skorstene! Nu følger så mere af mine egne oplevelser med min mor. Til forskel fra nutidens børn havde jeg jo altid mor hjemme, og var hun i marken, fulgte vi med derud. Engang imellem skulle hun jo også til Brønderslev eller andre steder længere væk, men så var der altid Karen eller Børge til stede, så vi havde altid nogle til at passe på os. Mor havde altid travlt fra morgen til aften, om sommeren var der selvfølgeligt mere at se til end om vinteren. Om sommeren skulle hun jo i mange år sende børn i skole om morgenen, hun havde også altid arbejdet med at fodre grisene, gøre rent i kostalden, rengøring hos grisene var derimod fars arbejde, arbejdet med at få køerne ud på græs gik lidt på skift, hvem det passede bedst den dag, jeg har aldrig hørt far og mor toppes om den slags småting som fordeling af det daglige arbejde. Mor skulle selvfølgelig også sørge for at der var middagsmad påbordet kl. 12 og resten af dagen med de måltider, der nu var skik og brug. Bagning og syltning, pasning af have med meget meget mere var også hendes job nå jeg glemte lige opdræt af al slags fjerkræ og senere slagtning af disse.

4 Alt dette arbejde lyder for vore ører som meget brydsomt, men det var endda mere hårdt, end det ville være i dag, for der var jo ikke indlagt vand, alt vandet i husholdningen eller til storvask skulle hentes ude ved vandpumpen både sommer og vinter. Ligeledes havde vi heller ikke elektricitet, det fik vi først i 1947, altså efter min konfirmation. Det der med elektriciteten medførte, at vi i krigsårene, hvor der var rationering på petroleum, så skulle vi børn sørge for at få læst lektier om dagen, for at spare på lyset, det klarede vi også, men der var en ting jeg i hvert fald skulle huske, hvis der var regnestykker, jeg skulle have hjælp til, så måtte jeg vente på hjælp til far kom ind fra stalden, for det var hans job med det fag! Om SØREN: af Karen Andersen Karen Andersens (86 år) erindringer om en barndom på Kraghede specielt om hendes far Søren Christian Larsen. - Forår 2011 Det bedste menneske jeg nogensinde har kendt var min far Søren Lassen (som han blev kaldt, ingen kaldte ham Larsen, det er noget, der er kommet inde fra byen med det rigsdanske). Han var meget vidende og normalt meget, meget stille hvis han sagde 10 ord i timen var det maximum. De bedste erindringer jeg har var når han tog mig fars pige i hånden og vi gik ude, han fortalte om hans barndom på Try Enge om planter og om fugle og hvordan de opførte sig og levede, det vidste han alt om. Han var den ældste og af de fire overlevende var han den eneste, der fik jord under neglende. Han var født på Try Vesterhede og hans far var daglejer. Karen husker en mager faster Marie, der var husholder i Sulsted og som havde en datter Karens kusine som blev kaldt Munde. Munde havde en trækvogn med gamle ugeblade Hjemmet som hun fordelte fra Sulsted til Kraghede. Søren Lassen, den ældste kom på Try Højskole efter at han havde tjent hos Ajs Jensens far. Han kom på højskole fordi han ville vide mere. Efter højskolen købte han en ejendom på Try Hede Gretterholt, der lå alene helt ude på

5 engene. Han ville mere end det daglige arbejde bl.a. fik han lavet et rigtigt maleri af Gretterholt af en rigtig maler. Det var stort. Emma kom til Gretterholt som husholderske Søren var 9 år ældre end Emma og de blev gift om de var forelskede eller ej vides ikke, men inden de flyttede til Kraghede fik de 4 børn. Livet på engene blev for ensomt og Emma ville frem i verden og ejendommen på Kraghede på 22 tdr land blev erhvervet. I mange år herefter gik sommerudflugten til Try Højskole. Den noget bedre jord på Kraghede bekom Søren vel og Emma havde nogle at snakke med. Eksempelvis kom de med i Indre Mission. Han var en pæn og net mand, men det var fattige år. På den tid udvandrede hver 10 til USA, men Søren kæmpede sig igennem med 11 børn og en meget effektiv hustru. Emma snakkede hele tiden, men når det kom til stykket var Søren der bestemte. Emma havde lyst til livet og hun ville videre fremad Søren var stille og der var ikke for 5 øre skub i ham rent materielt. Havde det ikke været for Emma havde de levet hele livet på Gretterholt. Det var en hel lille fabrik på Kraghede. Søren og børnene tog sig af produktionen og Emma var salgs- og økonomiansvarlig. Hun skulle bruge mange penge for at mætte familien. Søren havde marker 3 forskellige steder dette skyldtes manglen på mageskifte efter stavnsbåndets tid. Det tog mange hundrede inden dette var på plads. Husmændene boede på en lang række men havde jordlodder på meget forskellige steder. Dette gav ulemper i driften, da der var langt mellem agrene. Køerne skulle drives i engen og tilbage igen, der skulle hentes roer og mælken skulle leveres. Emma tog til Brønderslev på cyklen med æg, slagtehøns og ænder til jul. Arbejderne og produktionschefen børnene og Søren skulle have varen klar til levering. Søren var meget påpasselig og omhyggelig, men der var ingen fremdrift i ham derfor var arbejdsdelingen sikkert perfekt. Om søndagen og om aftenen var der kirke og møder i Missionshuset. Søren sang vældig godt salmer og fædrelandssange og derudover var der samtalerne og foredrag. De voksne børn kom hjem på besøg om søndagen og det var vældig sjovt, at høre nyt. Søren havde besindighed og ro han var glad for livet og for muligheden for at producere på egen bedrift. Han klagede aldrig over strabadserne og lod børnene deltage på lige fod vi måtte alt, men selvfølgelig var alle mand af hus,

6 når der skulle graves tørv i Sudenkrantz s eng en meget fin tørv som hjembragte ekstrapris. Der var fast arbejde hele sommeren i engen, tørvene blev lagt i rækker, stakket, tørret og derefter kørt direkte til Brønderslev til aftagere af disse gode, faste, sorte tørv. Søren var en lille mand, men ikke desto mindre kørte han selv læsset til Brønderslev og bar det til kundens tørvehus. Det var i 30erne, vi var fattige, men aldrig sultne. Roen og sindigheden medvirkede til at vi fik en dejlig barndom og som sagt, Karen mener ikke, at et bedre menneske end Søren Lassen har haft sin gang på jord. Randers, den 30. juli 2011 Om SØREN: af Niels Jørgen Thøgersen Min bedstefar Søren Larsen Brikker til hans historie Min bedstefar Søren var en dejlig bedstefar. Jeg var kun 13 år, da han døde. Men jeg nåede heldigvis at opleve ham, især når jeg om sommeren var på ferie hos Emma og ham i Kraghede. Han var stille. Han var lun. Han var god til at fortælle historier. Og han havde en dejlig evne til at få os børnebørn til at føle os bare SÅ meget hjemme hos dem. Søren blev født fredag den 4. januar Hans far Jens var 45 år, hans mor Katrine 23. Han blev født hjemme på Krogshavehus i Hellum Sogn i det (næsten) østlige Vendsyssel. Han var deres første barn de var just blevet gift 14 dage før, den 18. december. En måned før var hans halvbror Jens blevet født. Jens Severin Anton Larsen. Han blev senere kaldt Skomager-Jens og kom af og til i familien. Jens Christian Larsen (kaldt Møller) var far til begge drenge. Han havde indtil nu været ungkarl. Var delvis invalid fra aktiv deltagelse i krigen i Blev i februar skudt igennem halsen, mens han gjorde tjeneste på Skanse II under tyskernes beskydning af Dybbøl-stillingen. Kom under behandling på infirmeriet på Frederiksborg Slot i Hillerød.

7 Overlevede, men blev for resten af livet helt stiv i halsen og kunne derfor ikke dreje hovedet. Lille Søren (med mellemnavnet Christian) blev opkaldt efter sin morfar Søren Christian Poulsen fra Hathuset på Pajheden ved Jerslev. Han fik seks søskende, hvor de fire døde som børn (12, 10, 2 og 1 år). Disse dødsfald skete mens Søren var mellem 14 og 18 år. Tre af dem i samme år, i Må have gjort et meget stærkt indtryk på ham. Senere fortalte han sine egne børn, hvordan han husker, at hans far hele tiden lavede små kister. Som alle andre børn på landet dengang kom Søren ud at tjene på gårdene fra han var en år. Da han blev konfirmeret i Dronninglund den 17. april 1898, tjente han på gården Holtegaard i Try. Da han blev en voksen karl, blev han kendt som en hyggelig drillepind af de andre ungre karle og piger. Mens han i 1903 tjente på gården Sommervang i Try, gik drillerierne en ung karl (læs dreng) så meget på, at han satte ild til gården i ren arrigskab. Han blev hurtigt fanget oppe på kirkegården, hvor han gemte sig bag gravstene; og han påstod i Retten, at det var Sørens drillerier, der havde gjort ham rasende. Nå, men det lyder nu ikke som om det var Søren, der var den egentlige årsag til den ulykke. Tirsdag den 11. juni 1912 blev 28-årige Søren gift med den knap 19-årige Emma fra Hallund. De købte en ejendom på Try Enge og boede der, indtil de i 1924 flyttede til en ny ejendom i Kraghede ved Øster Brønderslev, ikke langt fra Emmas hjemegn. Under 1. verdenskrig blev Søren som så mange andre genindkaldt til militæret til Sikringsstyrken, som den hed. Han havde været soldat omkring Nu under begyndelsen af krigen lå han det meste af tiden ved den daværende dansk-tyske grænse lige syd for Kolding. Der blev som bekendt heldigvis ingen krigshandlinger ud af det for danskernes vedkommende. Men træls var det. Emma måtte passe ejendommen alene derhjemme på Try Enge. Med to små børn. Og det tredje, Harald, blev født, mens Søren var i trøjen. Engang gik Søren hele vejen hjem fra Kolding til Try vel omkring 250 km. Ankom uanmeldt hjem til ejendommen midt om natten. Men han var helt sikkert meget velkommen alligevel. Efterhånden som Søren fik sin egen børneflok 11 ialt blev det til mellem 1912 og 1939 var der livligt og hyggeligt i hjemmet i Kraghede. Søren sagde ikke så meget. Men børnene ELSKEDE ham. Han var fænomenal til at fortælle historier og historie. Alt imens han bakkede på sine piber. I sine unge dage havde han -

8 mens han arbejdede i landbruget - været aktiv aftenelev på Try Højskole. Det havde givet ham en masse. Det kom nu børnene til gode. Med til historien hører, at alle kunne lide Søren. Ikke bare familien. Men naboer, venner og bekendte. Hans stille, blide væsen trængte fint igennem til alle mennesker. Men det betød ikke, at han selv kunne li alle mennesker. De fleste, jo. Men enkelte ville han helst have lidt på afstand. F.eks. hans egen søster Marie. Han ku egentlig godt li hende. Men han syntes bare, at hun snakkede ALT for meget. Så når hun kom på besøg i Kraghede, listede han hurtigt ud i nøset (kostalden) og gik igang med gøremålene ude hos dyrene. Tiden gik, Emma og Søren blev ældre, og i 1957 solgte de ejendommen og flyttede til en villa på Cementvej i Nørresundby. Sørens helbred skrantede han var vel slidt op. Han døde på Aalborg Amtssygehus (nu Aalborg Syd) torsdag den 13. februar Jeg husker det, som var det igår. Dels fordi der var en forfærdelig snevejr de dage. Jeg havde lige været sneet inde på vej hjem fra skole i Ålestrup. Og dels og især fordi jeg kan huske, at det stort set var den eneste gang, jeg så min mor græde. Jeg tror, det var min morbror Børge, der ringede. Min far tog telefonen, og beskeden om bedstefars død slog ned på os alle som et lyn. Især på min mor, selvfølgelig. Hun havde lige et par dage forinden været på besøg hos ham på Sygehuset. Da havde han det relativt godt det var vist lungebetændelse, han var blevet ramt af. Da hun skulle gå, rakte han hende en næsten tom æske grøn Delfol. Den skal du have, Jenny, havde han sagt. Den æske gemte hun som et klenodie resten af sit liv. Hun mente senere, at han gav den til hende, fordi han selv inderst inde vidste, at nu skulle han meget snart dø. Og i alle årene efter pegede mor altid på den bygning på Sygehuset, hvor hendes far døde, når vi kørte forbi ude på Hobrovej. Hans død var helt klart et meget afgørende punkt i hendes liv. Søren blev stedt til hvile på Øster Brønderslev kirkegård ved den kirke, som havde været Emmas og hans sognekirke det meste af deres liv.

9 Om THEA: af Jytte Krogh, hendes datter Min mor Som I måske nok véd, så er det min mor der synges om i giro 413, når nogen har ønsket at høre Mor er den bedste i verden. Alle de ting der synges om i den sang passer nøjagtig på hende. Nu har I nok regnet ud, at min mor var Thea (alias Dorthea Katrine). Desværre er hun jo død, men hun vil aldrig blive glemt af os, der var så heldige at være tæt på hende. Jeg vil her forsøge at fortælle lidt om min mor, som jo var den ældste af børneflokken hos Søren og Emma. Mor har fortalt, at hun meget ofte som barn var med sin far i marken, og han kendte alle de fuglestemmer, som dengang kunne høres, hvilket var mange flere end de der nu findes i landbrugslandet, og som kan høres over larmen af de motoriserede landbrugsredskaber. Han forsøgte efter bedste evne at give denne viden og interesse videre til min mor, og hun kunne ofte midt i en samtale tysse på os og sige hør kan I ikke høre bekkasinen, så hans indflydelse havde ikke været forgæves. Mor har også fortalt at kartoflerne i hjemmet blev serveret med skindet på og hendes far spiste sine kartofler uden at pille skindet af. Min mor elskede sine små søskende, og hun har tit passet dem, fordi Søren og Emma meget tit skulle ud, enten til naboer og venner eller til missionsmøder. Mor fortæller bl.a. om, at hun for at få de små til at sove, så hun og Jenny kunne få fred til at snakke, lagde de små tæt sammen i sengen, hvorefter hun placerede et fåreskind, som blev brugt til at holde varmen i sengen om vinteren, tæt ved de små næser. Derved bevægede hårene på skindet sig, hver gang en af dem trak vejret, og de troede at dyret var levende, for mor havde jo forinden fortalt dem, at det fine dyr skulle beskytte dem i mørket og at de måtte ligge helt stille, så dyret ikke vågnede, for så kunne det blive meget vred. Det var effektivt men nok ikke særlig pædagogisk korrekt. Mor har fortalt om, at hun havde en meget lang vej til skole og fodtøjet var træsko i al slags vejr. Om vinteren var markerne, som hun gik tværs over

10 tilfrosne og knoldede, så træskoene gnavede hul på anklerne så de blev helt blodige, og det bedste var derfor, når skolelærerens kone kom med et fad varmt vand, som de små fødder kunne komme i og blive tøet op og helet, indtil vejen gik hjemad igen. Fra skoletiden husker hun også at hendes lærer var meget interesseret i sproget Esperanto og hun kunne faktisk en hel del af det, men der var jo ikke så mange hun kunne holde det ved lige med. Da familien var flyttet fra Gretterholt til Kraghede var der en gang i høsttiden, hvor de to spradebasser Harald og Hartvig var kravlet helt op til det runde ventilationshul det var allerøverst i gavlen på laden, og det var lykkedes Hartvig at stikke hovedet ud igennem hullet, men da det skulle tilbage sad han fast, og Emma måtte straks tilkaldes og kravle op og hjælpe den stakkels panikslagne dreng fri. Mor blev som de fleste andre på landet dengang, sendt ud at tjene bønder da hun var fyldt 13 år, og det sted hun kom hen var måske ikke lige det allerbedste. Hun fortæller nemlig, at da hun en gang blev sat til at flå et får, skar hun hovedet fra resten af pelsen, hvilket selvfølgelig ikke var korrekt. Konen i huset sagde til hende, at mor var så dum og at hele byen skulle se hvor dum hun var, så hun skulle sætte hovedet på en stang og sætte det op på hjørnet af møddingsmuren. Mor gjorde naturligvis, hvad hun fik besked på, men da manden på gården kom hjem fra marken og spurgte hvorfor der sad et fårehoved på møddingshjørnet, fik fruen besked på straks at hente det ind og sige undskyld til min mor, for det var jo fruen der skulle have oplært min mor og ikke blot hånet hende. Senere kom mor i mange gode pladser og blev oplært til at blive en rigtig god kokkepige. Som sådan fik hun ansættelse på herregården Dronninglund, og der var der en staldkarl som passede hestene, han var da noget så flot, så han blev min far Aksel Christiansen men det var jo meget senere. Mens de var på Dronninglund blev de gift i 1934 og fik Svend Erik. De boede i en lille afsides liggende skovhytte, som hørte til herregården, og de år de boede der stod for mor, som den allerbedste tid i hendes liv, og når vi senere havde vore familieudflugter i lejet bil og med pakket madkurv, så gik turen altid til det sted som første stop.

11 Disse udflugter fandt som regel sted på grundlovsdag, hvor en del af fornøjelsen så også var at høre grundlovstaler samtidig med at vi fortærede den lækre mad fra de medbragte skotøjsæsker. Mor var særdeles kreativ med at finde beholdere til sildene og agurkesalaten, der skulle jo helst ikke være vådt i hele kassen. Sådan en tur kunne vi have fornøjelse af at tale om meget længe. Ellers var udflugterne jo mest så lokale så de kunne nås på cykel. Der var den årlige skovtur arrangeret af borgerforeningen, hvor vi også havde mad med, og hvor vi først cyklede hjem når der skulle lys på cyklerne. Skovturen fandt som regel sted lige inden høst, hvor der ofte er tordenvejr. Jeg var bange i tordenvejr, så min mor fandt på det snedige trick, at hun fortalte, at det var noget der hørte til festen og som hed fyrværkeri hvilket jeg troede på lige indtil det også begyndte at styrtregne. Mor og far flyttede inden Inger blev født i 1938 til Kongerslev og derefter til Lillevorde, hvor de boede resten af deres liv. Far arbejdede i Lille Vildmose med tørvene i mange år, men blev derefter ansat i daværende Gudumholm Kommune. Mor passede det derhjemme og tjente lidt ved at hakke roer og hjælpe i høsttiden hos landsbyens bønder. Senere da vi flyttede til den ene ende af syersken Rikkes hus hjalp hun med syarbejdet, og hun blev rigtig god til at sy. Min søster Ingers børn fik glæde af det ved i hele deres barndom at få flot hjemmesyet tøj, og naboerne i landsbyen kom til mor, når der skulle sys om. Ja nu jeg tænker over det, så var min mor faktisk rigtig god til alt det hun gav sig til at lave, og et af hendes faste udtryk var da også man kan hvad man vil. Det blev brugt når vi børn brokkede os over noget vi skulle lave, som vi syntes var for svært eller for træls. Hun kunne også synge og fortælle historier, vi behøvede ikke nogen kulturkanon for at lære den danske kulturarv at kende. Jeg tror heller ikke, at der findes den remse eller det ordsprog, som mor ikke har lært os. Vi havde i syerskens hus en stue, et køkken og et soveværelse, det var småt men hyggeligt. Når vi skulle holde fester, f.eks. da vi holdt min søster Ingers bryllup, skulle soveværelset ryddes og der skulle laves et gennemgangshul fra stuen til soveværelset, så kunne der med lidt god vilje skabes plads til 40 mennesker.

12 Min mor glædede sig som et lille barn til de store familiesammenkomster, som vi var til mens mormor Emma og bedstefar Søren boede i Kraghede, så kunne hun rigtig få snakket med sine søskende, og følge med i hvad der var sket hos dem siden de sidst talte sammen. Da vi fik telefon, hvilket skete længe efter, at jeg var flyttet hjemmefra, så kunne hun jo mere regelmæssigt få snakket sagerne igennem med dem, og især var telefontrådene mellem mor og hendes søster Jenny rødglødende, og det hændte mere end én gang, at tiden for servering af fars måltider eller kaffetår blev overskredet, fordi mor var faldet i snak, og det var ellers ikke tilladt der skulle være servering hver 3. time efter at far var gået på pension (kl morgenkaffe kl formiddagskaffe kl middagsmad kl eftermiddagskaffe kl aftensmad kl aftenkaffe) Julen i mit barndomshjem var noget ganske særligt. Den begyndte med at mor i midten af november samlede alt det grønkål sammen hun kunne og kogte det i vaskehusets gruekedel til grønlangkålsboller, som så blev brugt i hele december måned, hvor min fars måltider (alle måltiderne) bestod af grønlangkål med sukker og kanel og dertil varm mørk hvidtøl, som vi købte i store 10-liters flasker med træstakit om. Lige i begyndelse af december skulle der så bages. Der skulle være en mælkejunge med pebernødder, skotøjsæsker med vaniljekranse og kokoskranse og en stor æske med klejner (ræv kaldte min mormor Emma dem). Jeg husker ikke at vi havde mange gæster i julen, men det må vi jo have haft, for selv kunne vi da ikke spise alle de småkager. Mor gik rigtig meget i kirke i julemåneden, men det måtte hun nu gøre alene. Mor var meget afholdt i Lillevorde og min far kaldte hende den grå avis for alle hændelser i miles omkreds var af de andre i byen blevet drøftet med min mor. Hun var meget glad for at læse, og de aviser som vi fik af smeden, når han havde læst dem blev læst ord til andet af mor, så hun var velorienteret om hvad der foregik. Der fandtes ikke den kirkegård i cykelafstand fra Lillevorde hvor vi børn og senere også børnebørnene ikke blev taget med hen af mor, og hvor hun fortalte de forskellige familiers historier, og hvilke nulevende personer, de der lå på kirkegårdene var i familie med og på hvilken måde. Hun var levende interesseret i andre mennesker.

13 Udefra set skulle man tro, at det var min far, som var en meget bestemt herre med sine meningers mod, der bestemte hjemme hos os, men det var det nu ikke, i hvert fald ikke de mest betydningsfulde ting. I den retning husker jeg især følgende to episoder: - Vores store schæferhund Bjørn opholdt sig i værkstedet, hvor han havde en rigtig god hule, som far havde lavet til ham. Den var foret med gamle aviser og tæpper og den var tæt og god. En vinter var der ekstra koldt med snestorm og høje frostgrader, og mor spurgte forsigtigt om hunden dog ikke skulle ind i huset til os andre, men det kunne der slet ikke være tale om, når far kunne køre med sneploven i det vejr, så kunne hunden også være i sin hule. Mor listede sig alligevel til at tage Bjørn ind, og da far kom hjem omkring for at få sin kaffetår, sagde han ikke et ord om det, men så noget olm ud. Da han et par dage efter hørte at naboens hest var frosset ihjel i sin stald, takkede han mor for, at hun havde reddet Bjørn. - Da det kom på tale at jeg skulle i gymnasiet, blev svaret nej fra far, men den dag da jeg skulle melde det resultat til skolen, og sur og mopset sagde til mor, at nu havde de da ødelagt hele min fremtid, så sagde hun helt stille til mig, at jeg bare skulle sige til skolen at jeg havde fået lov, hun havde fået far overtalt. Samme sag gentog sig, da jeg skulle på Universitetet, men da tilbød Arne at dække de udgifter der ikke kunne dækkes af uddannelsesstøtte og mit eget arbejde i ferier og fritid. Det blev der nu ikke behov for, men det korte af det lange er, at mor kunne få sin vilje, når hun satte sig for det. Jeg har aldrig hørt min mor sige noget grimt om andre mennesker, og hun kunne altid finde noget positivt ved alle. Hendes synspunkt var, at hvis man ikke kunne finde noget pænt at sige om folk, så kunne man da i det mindste tie stille. Ja- min mor var i sandhed den bedste i verden!!!!

14 Om JENNY: af Niels Jørgen Thøgersen, hendes søn MIN MOR JENNYS HISTORIE Mor blev født 1. juledag, onsdag den 25. December 1913 i Try ved Dronninglund i Vendsyssel. Man kan sige, at hendes storesøster Thea fik hende i fødselsdagsgave. Hun blev nemlig 1 år netop den dag. Mine bedsteforældre Emma (20 år) og Søren (29 år) havde en ejendom på Try Enge. Den hed Gretterholt (navnets oprindelse er ukendt). Mor blev født derhjemme - hvad der var mest almindeligt dengang. Da jeg i sommeren 1978 besøgte ejendommen sammen med mor, kunne hun udpege den stue i vestenden af huset, hvor hun blev født. Egentlig skulle mor have været en dreng. Den førstefødte, Thea, var opkaldt efter sin mormor. Mor var nummer to og skulle så kaldes op efter sin farfar. Han hed Jens Kristian. Men nu blev hun altså en pige. De fastholdt forbogstaverne J og K. Derfor kom hun til at hedde Jenny Kristine. Og det var hun meget godt tilfreds med resten af livet. Mor blev døbt i Dronninglund Slotskirke. Den var sognekirke for Try. Mors fødselsdag betød, at 1. juledag altid var noget særligt i vores familie. Blev hvert år fejret med gæster. Og vi fik vendsysselsk grønlangkål - vor yndlingsspise. Men da mor var barn, var hun ked af at fylde år i julen. Så fik hun kun een gave - ikke både en jule- og en fødselsdagsgave. Til gengæld var den nok større. Men det lægger børn jo sjældent mærke til. Da mor var et års tid, var der udbrudt verdenskrig. Ikke på grund af hende, men fordi de store lande i Europa blev så forfærdelig uvenner. Danmark var ikke med. Men militæret blev sat til at passe ekstra godt på grænsen mod Tyskland.

15 Den lå dengang lige syd for Kolding, da Bismarck og Co. jo i 1864 havde røvet Sønderjylland fra os. Mors far Søren blev genindkaldt til hæren for at gøre tjeneste ved "Sikringsstyrken", som den blev kaldt. Han og hans kammerater måtte gå hele vejen fra Aalborg til syd for Kolding og senere gå tilbage igen. Der blev heldigvis ingen krig ved den dansk-tyske grænse. Men Søren måtte blive dernede i adskillige måneder, hvor Emma så måtte passe ejendommen og børnene alene. Hun fødte også mors lillebror Harald, mens han var indkaldt. Når han engang imellem kom hjem på orlov, ankom han normalt til Try Enge midt om natten. Så det var en lidt besværlig tid. Men han var en flot soldat. Det kan vi se på billederne fra dengang. Mor voksede til og sammen med sin storesøster Thea deltog hun aktivt i, hvad der skete på ejendommen. Som for eksempel da hun som to- årig så familiens får blive klippet. Straks tog hun en saks og klippede 3-årige Thea på samme måde! Det har nok været et kønt syn. Livet ude på Try Enge var fredeligt. Der var ret langt til de nærmeste naboer. Den nærmeste gård hed "Holtegaard". De kendte folkene derovre udmærket. Og mor fortalte også om en gammel kone, der boede i et hus et stykke fra deres ejendom. Hende snakkede børnene en del med. Der var altid masser af får, der skulle vogtes. Engene passede godt til det. Så den tjans lærte Emma og Sørens børn hurtigt. De fik selvfølgelig stærke pålæg om IKKE at komme for tæt på åen, der løb i engen. Gerå, hed den. Her var Sørens lillebror Anton druknet som dreng i 1898, da han passede får. Det var naturligvis et chok for familien dengang. Hans far Jens Kristian - der som de fleste andre mennesker godt kunne li' en lille bjesk engang imellem - rørte aldrig en dråbe alkohol efter Antons død.

16 Samme Jens Kristian - der iøvrigt altid blev kaldt Jens Møller, fordi han havde arbejdet på en mølle i sine unge dage - boede også i Try. Han havde et lille hus med lidt jord til oppe ved landevejen. Han havde været soldat i krigen mod tyskerne i Først ved Dannevirke, hvor netop vendelboerne sammen med københavnerne blev sat på den hårde post at dække hovedstyrkens tilbagetrækning til Dybbøl en mørk nat i februar 64. Og derefter på Dybbøl, hvor han i marts blev hårdt såret i halsen af en prøjsisk granatsplint. Han blev overført til infirmeriet på Frederiksborg Slot i Hillerød - langt væk, så det har taget en del tid. Men han overlevede. Han fik dog den livsvarige men, at hans hals blev helt stiv. Han kunne ikke dreje hovedet. Han måtte dreje hele kroppen for at se sig omkring. Han fik en lille krigspension resten af sit liv. Og en krigsmedalje, som desværre senere blev solgt af familien for en sølv-tikrone. Jens Møller flyttede i sine sidste år ud til familien på Gretterholt på Try Enge. Han var gammel og meget tunghør og havde svært ved at klare sig selv. Men han kunne jo hjælpe til med at se efter de små børn, når forældrene var i marken eller i byen. Inden længe fik Jens også kræft - især i underlæben. Mor huskede, at det så meget grimt ud. Da han døde i 1923, var mor ti år. Hun huskede, at hendes far ville have hende og hendes søskende til at gå ind til deres døde bedstefar for at tage ham i hånden og sige farvel. Det turde de

17 næsten ikke - især på grund af hans kræft i læben. Men jeg er sikker på, at de alligevel gjorde det. Mors mormor Thea boede også i nærheden. Nemlig i Hjallerup. Her havde hun omkring 1917 bygget sig et hus til sin selv og datteren Anine. Hun var en sød gammel kone - som mor huskede hende. Emma - der hele sit liv var en frisk og energisk pige, hvor der ikke var langt fra tanke til handling - cyklede ofte de km til Thea i Hjallerup. Og i starten var Lille Thea og Jenny ved med på cyklen. Senere måtte de selv cykle. Eller gå derhen. Bedstmor Thea døde i ligesom farfar Jens. Snart var der skoletid, og mor kom i skole på Try Skole. Den lå så vidt jeg ved på Try Højskole, hvor den kendte forstander Fogt regerede. Der var omkring tre km til fods fra Gretterholt op til skolen i Try by. Det var ingen sag om sommeren. Men om vinteren var det lidt drøjt i mørke, søle og regn. Men det var der ingen der "pev" for dengang. Da mor var 10 år, skete der i 1924 store forandringer i den lille familie. En familie, der forresten ikke var så lille længere. Flere børn var kommet til. Ud over Thea, Jenny og Harald var der Hartvig (fra 1918), Dagny (fra 1921) og Erna (fra 1922). Emma og Søren solgte Gretterholt og købte en anden ejendom i Kraghede ved Øster Brønderslev. Hvorfor Kraghede? Jeg kender ikke et entydigt svar. Bortset fra: Hvorfor ikke Kraghede? Og så var det på Emmas hjemegn. Hun var født og opvokset i Hallund, nogle få km fra Kraghede. Og så var ejendommen formentlig fristende og det, de kiggede efter. Jeg mener, at de byttede - ikke lige over. De gav klart

18 penge i bytte. Den nye ejendom var nyere, større og lå bedre. Tættere på mange ting. Mor kunne tydeligt huske, da de flyttede. Det skete på hestevogn. Og mor Emma på cykel. Ret langt med de trafikmidler, man havde dengang. Men der var ikke andre muligheder. Børnene syntes straks forfærdelig godt om det nye sted. Tæt på alting. Naboer, legekammerater, skole, butikker. Emma var også glad for det med det samme. Af de samme grunde.. Søren var den eneste, der syntes, det var mærkeligt.. Alt for tæt på andre mennesker. Men alligevel også meget nemmere. Alt i alt faldt familien godt til - og Søren og Emma boede der i 33 år (indtil 1957). Mor og hendes søskende kom i Kraghede Skole, der lå knap et par km ad landevejen mod vest. Læreren hed Jørgensen, og ham var de glade for. Det er også fra de første Kraghede-år, at mor huskede, at hun og Thea fik hver deres flotte dukke. Formentlig begge i kombineret jule- og fødselsdagsgave. De to dukker var så fine, at pigerne kun måtte lege med dem ved særlige lejligheder.resten af tiden stod de oppe i et glasskab, hvor man - også Thea og mor måtte nøjes med at kigge på dem igennem en rude. Der blev de også stående, da mor og Thea senere kom ud at tjene. Stor blev derfor de to "ejerpiger" senere fandt ud af, at deres mor havde taget dem ud af skabet og givet dem til de mindre søskende som permanent legetøj. Det kunne hverken Thea og Jenny eller dukkerne holde til! Mor fortalte også fra barndomsårene, at hendes far Søren om aftenen fortalte historier og eventyr. Og senere også historie om rigtige ting. Når han var kommet ind fra stalden, de havde spist og han fik sig sat i sin faste stol med piben tændt var der hyggetid. Det allerbedste for de små var, når han tog dem op på skødet og fortalte løs. Og der blev lyttet. Meget. Han var en klog mand. Havde læst en masse. Gået på Try Højskole i sin sparsomme fritid i de unge år. Han var også en stille mand. Og meget lun. Kunne tit bedst li' at gå stille rundt og passe sit. Når der kom gæster - og det gjorde der tit i det livlige hjem - så skete det ikke så sjældent, at han listede ud i stalden ("nøs'et") til sine dyr for at få lidt fred. Emma skulle nok holde snakken og hyggen igang derinde.

19 Mor huskede selvfølgelig også pudsigheder fra sin barndom. Som da Harald i kådhed stak hovedet ud af lufthullet øverst oppe i sydgavlen af deres lade. Og ikke kunne få det ind igen, fordi ørerne som modhager forhindrede det. Hvordan problemet blev løst, ved jeg ikke. Bortset fra, at Harald sikkert i dobbelt forstand fik røde ører. Han var meget livlig og skulle altid prøve alting. En anden historie, som mor mente at huske fra barndommen, viste sig at være mindre holdbar. Fra noget de voksne havde snakket om - hvor de ikke troede, at børnene lyttede - troede hun, at Søren havde en bror, der blev sendt til Amerika, fordi han som dreng havde sat ild til en gård i Try. Det ville naturligvis være interessant, hvis vi pludselig havde en del af familien i USA - en familie, vi indtil nu ikke kendte til. Det er kun en halv snes år siden, at jeg besluttede mig at finde ud af, hvad der var om snakken. Gennem arkiver, brandmyndighederne, Sæby Politiprotokoller og meget andet fandt jeg ud af, at der faktisk var en nabogård til Gretterholt, "Sommervang", der var nedbrændt i Og sammen med Harald besøgte jeg gården, der var nyopført året efter. Og den VAR faktisk brændt, fordi en dreng havde sat ild til den. Han var bagefter blevet fundet og fanget oppe på kirkegården. Der var bare det ved det, at han IKKE var i familie med os. Der var dog en forbindelse til vor familie. Drengen var arbejdsdreng på "Sommervang". Men han var frygtelig ked af at være der. Blandt andet fordi de voksne drillede ham. Og en af de værste drillepinde var førstekarlen på gården. Han hed Søren - ham, der senere blev min morfar. Det fremgår altsammen af retsprotokollen fra sagen efter branden. Når man senere kendte bedstefar, forstår man godt, at han kunne være en drillepind. Men det var altid sødt og godmodigt. Og han har helt sikkert været den allermest triste, da han så, hvordan det gik arbejdsdrengen. Tilbage til mor: Hun blev konfirmeret i 1928 i Øster Brønderslev Kirke, som Kraghede hørte til. Det var en stor dag. Så var man jo færdig med skolen. Var voksen. Og som næsten alle andre dengang fik mor bl.a. nye tænder i konfirmationsgave. Det var i Aalborg. Så var hun klar til at komme ud i livet, d.v.s. ud at have plads i huset på gårdene.

20 Mors første plads var hos Julius Thomsen i Kraghede. Det var en gård i nærheden. Her blev hun 1 år. Den faste skiftedag for alle tjenestefolk var den 1. november. Det passede godt med rytmen i landbruget. Derefter kom hun i huset hos Anders Møller i Kraghede. Her tjente alle hendes søskende også - den ene efter den anden. Det var virkelig en god plads. Mor var der i to år. Og Anders Møller var virkelig glad for Søren Møllers børn (min morfar blev af naboer kaldt Søren Møller). Og ikke nok med det: Anders hjalp også flere af Sørens børn senere i livet på forskellig måde. Efter Anders Møller var mor i plads et sted - vist nok i Ajstrup - hvor hun simpelt hen ikke kunne li' at være. Jeg kan ikke huske hvorfor. Så hun sørgede for at komme væk så hurtigt som muligt. Om hun ligefrem "rendte af pladsen" (som det hed, når man holdt op i utide), ved jeg heller ikke. Hun var i hvert fald selv mange år efter meget ked af det skete. Næste plads var hos Svendsens på Larsgaard i Ajstrup. Her var hun meget glad for at være og kom ofte på besøg, efter at hun var kommet andre steder hen. Rygtet vil, at især forkarsel på gården var meget ked af, at hun rejste. Men hun blev tilkaldt, når der skulle ske noget ekstraordinært på gården. Den senere post i Kraghede, Mortensen, var karl på gården i tiden efter, at mor var rejst. Han huskede helt op i sine gamle dage, hvordan hun kom på besøg på fri-eftermiddagen, og at hun var ualmindelig venlig, imødekommende og mild. Han huskede hende som en sød pige, der altid var i godt humør, var festlig og gemytlig og havde en karakteristisk, herlig og smittende latter. Derfra kom i "sin fineste plads" i sin tid. Det var hos købmand Grundtvig Sørensen i Tylstrup.De var fru Svendsens forældre. Han var faktisk i familie med salmedigteren Grundtvig. Og hans bror var grundlæggeren af Pedershåb maskinfabrik i Brønderslev. Familien var netop fraflyttet herregården Gammel Vrå og flyttet ind i en nybygget herskabelig villa i den sydøstlige del af Tylstrup. Det var første gang, mor ikke havde en plads i landbruget. Så det var på mange måder noget helt andet. Hun var MEGET glad for at være der. Det var søde og imødekommende mennesker, som satte stor pris på mor og som også viste det.

21 Mor var vellidt i sine pladser. Både af dem hun tjente ved. Hun var dygtig og omsorgsfuld. Og hun var også meget afholdt af de andre tjenestefolk. Nogen har senere endda sagt, at hun var MEGET charmerende. Og at karlene tit var "lidt lune" på hende. Fotografier fra dengang giver indtryk af det samme. Engang spurgte jeg mor, hvem den flotte fyr var, hun sad sammen med på et billede. "Hva' kommer det dæ ve'!", var mors rappe svar. Hun har også fortalt om sin første tur til Skagen. Det var også på den tid. Turen fandt sted i en Ford-vogn sammen med andre tjenestefolk. Det skulle have været endda meget gemytligt. Mor var meget knyttet til sine pladser og var hver gang ked af det, når hun skulle rejse. Hun havde normalt en halv fridag om ugen - endda engang imellem en hel. Så cyklede hun hjem til sin far, mor og søskende i Kraghede. Hun var meget populær hos sine mindre søskende. Et friskt og spændende indslag i weekenden. Men det var jo naturligt, at det mest var hendes omtrent jævnaldrende søskende Thea, Harald og Hartvig hun var tættest på. Mors næste plads var på Karmelianerklinikken i Aalborg. Det var et katolsk hospital på Kastetvej i den vestlige del af byen. Her blev hun ansat på vaskeriet. Iøvrigt sammen med sin kusine Anna (Lines datter). Mor viste mig mange år senere udefra det værelse over vaskeriet, hvor de to unge piger boede sammen. Det var ifølge mor en spændende og livlig tid. Far Søren var MEGET betænkelig ved, at hans 20 årige datter skulle tjene i storbyen. Det kunne jo være farligt. Men det fik han nu ikke lov til at bestemme. Også dengang var mors vilje klar og fast. Opholdet på sygehuset gav af naturlige årsager mor et særligt og personligt forhold til katolikker - og i hvert fald til nonner ("søstrene"). Ikke religiøst. Men hun fik indblik i deres særlige liv. Hun holdt meget af dem. Og de af hende. I hele resten af sit liv talte hun ofte og meget positivt om tiden på Klinikken.

22 Også symboliseret ved en "Minde-Tallerken" fra Karmelianerklinikken, som hun altid passede godt på. Den hænger i dag i vort hus i Veddinge. Oplevelsen af Aalborg var også noget nyt. Hun havde mere fritid end før. Tjente lidt flere penge. Det gav muligheder. Og cykelturen hjem til Kraghede - 25 km hver vej - regnede hun ikke for noget. Det mest spændende var, når hun skulle cykle hen over den gamle Limfjordsbro. Det var en pontonbro, der flød på vandet. Og derfor gyngede. Man skulle vist betale nogle ører for at komme over. Jeg har forsøgt at lave en oversigt over mors forskellige pladser i alle årene. Jeg tror, at denne her oversigt er korrekt men jeg vil meget gerne have rettelser og tilføjelser, hvis nogen har dem: : Julius Thomsen i Kraghede : Anders Møller i Kraghede : En plads i Ajstrup ( som hun ikke brød sig om ) : Familien Svendsen i Larsgaard i Ajstrup : Familien Grundvig Sørensen i Tylstrup : Kamalianerklinikken på Kastetvej i Aalborg : Alfred Thøgersen i Grynderup Men der var snart skiftedag igen. Og nye udfordringer ventede. Mor kiggede i Aalborg Amtstidende, som var den lokale store avis på landet. Stiftstidende var byfolkenes dagblad. I Amtstidende fandt hun en annonce fra en landmand - en ungkarl, der søgte en husbestyrerinde. Han hed Alfred Thøgersen og boede et sted, der hed Grynderup (pr. Nørager). Mor har sikkert haft fat i både et kort (atlas) og i folk, der kendte til geografien på de kanter. Grynderup lå nemlig "søndenfjords", dvs. syd for Limfjorden. Og hun var jo vendelbo - dvs. fra "nordenfjords". Nu VAR hun jo ganske vist i Aalborg kommet syd for fjorden. Men Grynderup lå - og ligger -

23 omtrent 50 km længere mod syd. Men det afskrækkede hende nu ikke. Hun skrev til ungkarlen og fik et positivt svar tilbage. Jeg har engang set brevet fra Alfred - som jo altså senere blev min far. Han skrev meget venligt, men også noget formelt. Jeg husker, at han f.eks. skrev "De". Så vidt jeg ved, mødtes de kort tid efter i Aalborg for at lave den endelige aftale. Det blev snart den 1. november 1935 (faktisk nøjagtig 64 år siden nøjagtig i skrivende stund!). Og den 22 årige Jenny tog rutebilen fra Aalborg Rutebilstation på Vesterbro til Nørager. Det var helt sikkert en af de to Nøragerbrødre, Peter og Ejnar Outzen, der kørte. De kendte ALLE på egnen, og de har helt sikkert også lagt godt mærke til den nye unge vendelbo-pige og hendes destination. Hun rejste sammen med en anden ung pige fra Vendsyssel. Hun var "fæstet" (det betyder ansat) fra samme dag hos en anden ungkarl, der var nabo til Alfred. Han hed Kresten Moth (normalt kaldt "Kræn Mååt"). Alfred - der var 33 år - og Kresten hentede "deres piger" ved rutebilen i Nørager i hver deres hestevogn. Det var aften, mørkt og efterårsdiset. Alfred fik mors rejsegods, som var en kuffert, en dragkiste og en cykel, op på hestevognen - og så hjemad de ca. tre km til ejendommen i Grynderup. Kresten havde så travlt med at få sin pige med hjem, at han glemte hendes dragkiste i vejkanten i Nørager. Men hun blev til gengæld også kun 1 måned. Alfreds Jenny blev i 58 år! Ude på Alfreds ejendom var der temmelig tomt. Hans Forældre Marie og Niels var nemlig flyttet dagen før. Ikke fordi mor skulle komme. Hun skulle komme, fordi de ville flytte. De var begge gamle og syge, især Marie. De havde købt et lille hus ved Rørbæk station og havde selvfølgelig taget deres eget indbo med. Derfor var der meget få møbler, meget lidt bestik, meget lidt af alting. Mor var faktisk helt chokeret og tænkte på, hvordan det mon skulle gå - og så på en helt fremmed egn. Hun fik dog sit eget værelse med seng, bord og skab.

24 Men det skulle snart ændres - manglen på nødvendigheder, altså. I løbet af få dage tog Alfred til Hobro og købte ind. Bl.a. et egetæs-spisebord - som han var meget stolt af."det har tilhørt en slagteriarbejder", som han mange gange understregede. Bordet eksisterer i bedste behold og gør i dag tjeneste hos os i Belgien. Der blev også den dag købt bestik, nye petroleumslamper, og andet der hørte til en velfungerende husholdning på landet dengang. Så det lille hjem kom til at fungere hurtigt. Og det de ikke havde - f.eks. strygejern og strygebræt - lånte de hos Marie og Niels. Mor kom hurtigt til at kende dem. De var søde og meget taknemlige over, at hun var der. Det skulle dog snart blive helt andre problemer, der optog Jenny og især Alfred. Hans mor Marie var meget alvorlig syg kræft i maven. Det var startet for længe siden. Men hun var ikke gået til læge i tide.hun havde også været på sygehus flere gange. Hen imod jul - altså kun 1 1/2 måned efter mors ankomst - kom Marie til Århus på Radiumstationen. Hun lå her til behandling julen over. Vi har et kort, som hun sendte derfra til Alfred til jul. I januar blev hun formentlig opgivet af lægerne i Århus og derfor overflyttet til Hobro Sygehus. Hun led forfærdeligt. Det var tydeligt, og det blev værre og værre. Den 3. februar sagde lægen til Alfred og hans lillebror Regnar, at nu havde hun lidt nok. Og efter en kraftig morfinindsprøjtning vågnede Marie ikke op mere. Det var helt sikkert meget humant.det var hendes sønner også helt enige i. Marie blev begravet hjemme fra ejendommen. Kisten blev "sunget ud" af den lokale nye degn, lærer Madsen. Og han holdt en lille varm tale om, at "et par flittige hænder nu blev stedt til hvile". Marie blev begravet i det familiegravsted på Grynderup kirkegård, hvor hendes og Niels's ældste datter Stine allerede blev begravet femten år tidligere. Men sorgerne var ingenlunde slut med det blev et år, hvor hele tre af Alfreds nærmeste familie faldt bort. Først hans mor Marie. Så hans søster Mathilde("Thilde").Og til sidst hans far Niels.

25 Mathilde - som mor vist nok aldrig mødte - døde i marts 1936 af lungebetændelse. Hun havde i fem år været indlagt på Sindssygehospitalet i Viborg, og det var her hun døde, 36 år gammel. Hun var uddannet som sygeplejerske i Hobro og arbejdede - da hun blev syg - på Stege Sygehus på Møn. Overlægen kontaktede hendes forældre, og hendes brødre Alfred og Regnar tog toget over for at hente hende med hjem. Her kunne hun dog ikke blive længe, da hun hele tiden prøvede at springe ned i brønden for at drukne sig. Derfor blev hun i 1931 indlagt i Viborg. Hun var en Meget klog og dygtig pige. Og der var aldrig nogen, der fandt ud af, hvorfor hun pludselig "blev helt gal". Thilde blev begravet ved siden af sin mor. Næste dødsfald var i oktober, altså bare syv måneder senere. Det var far Niels. Han var blevet 65 år - ingen alder nu. Men dengang var man en gammel mand, når man nåede 65. Niels savnede Marie meget, og han flyttede derfor efter hendes død op til sin søn Regnar og hans kone Johanne. De boede på en ejendom i Haubro i Vesthimmerland. Men han blev svagere og svagere. I begyndelsen af efteråret var det hans tur til at blive indlagt på Hobro Sygehus. Her døde han i oktober af tuberkulose. Min mor Jenny var naturligvis tæt på alt dette. Skulle organisere begravelserne. Det gjorde faktisk hendes forældre og søskende helt bekymrede. Storesøster Thea skrev til hende, at hun skulle tage at komme hjem til Vendsyssel. "De dør jo som fluer om ørerne på dig", skrev hun. Men Jenny blev, hvor hun var. Mor har senere fortalt om, hvordan hun oplevede alt dette. Det var helt klart for hende, at Alfred var mest knyttet til sin mor. Derfor var han også MEGET ked af det, da hun døde. Syntes, at der ikke var noget ved noget mere. På breve fra hans brødre i Amerika kan jeg også forstå, at de havde det på samme måde. Min kusine Lorraine har fortalt, hvordan hendes far Anthon var helt utrøstelig, da han fik brevet fra Danmark om, at hans mor ikke var mere. Marie var helt klart en samlende personlighed, som børnene knyttede sig meget til. Min far

26 har senere på samme måde fortalt, hvordan han ofte havde svært ved at snakke med sin far. De kunne gå rundt i dagevis uden at sige et ord til hinanden. Ikke fordi de var sure. Men fordi de li'som ikke rigtigt havde noget at sige hinanden. Og så irriterede det min far, at Niels åbenbart var meget langsom til sit arbejde - men også samtidig meget akkurat og patentlig. Denne binding til sin mor kom frem så sent som få dage før far døde i Da han vidste, hvor det bar hen, bad han om at blive begravet i sin mors grav - ikke i sin fars. Iøvrigt lignede han sin mor og hendes sjællandske søskende. En lighed, som vi klart ser i Cecilie i dag. Men det er en anden sag. Men det var altså den hverdag, som unge Jenny var kommet til i Det var dog ikke sørgeligt altsammen. Mor kom hurtigt i kontakt med naboerne - der selvfølgelig også var både nysgerrige efter at vide, hvad hun var for en, og også var glade for at hjælpe og få hende til at føle sig hjemme på den nye egn. Kristine og Kræn Pedersen en halv km mod vest blev hurtigt næsten de nærmeste. Søren Mathiesens lige ved siden af og Marie og Søren Nørager til den anden side var hyppige gæster. Og ikke mindst også deres børn og unge mennesker. Inden længe kom nogle af mors søskende på besøg. De måtte jo se, hvad det var hun var havnet i der langt sydpå. Hartvig, Erna og Dagny kom cyklende, og Alfred mødte dem på cykel i Haverslev - en halv snes km mod nord. Så kunne han jo vise dem resten af vejen. Det fik de et hyggeligt besøg ud af. Alfreds familie deltog også i velkomsten. Regnar og Johanne fra Haubro (senere Farsø), Alfreds kusine Methea og hendes tvillingebror Hans Peter fra Rørbæk. Og mange andre. Der var liv og glade dage, når de var samlet. Og det var de ret tit - det ene eller det andet sted. Men det er klart, at det var arbejdet, der tog det meste af tiden. Syv dage om ugen, 365 dage om året. Der var ikke noget, der hed ferie dengang i landbruget.