Aldrig mere en 9. april!

Transkript

1 Genopbygningen af Danmarks forsvar med særlig vægt på søværnet. Institut for Historie, Københavns Universitet. Af Søren Nørby. Vejleder Poul Villaume. April Tyske soldater går i land ved Langelinie om morgenen den 9. april (Frihedsmuseet).

2 Aldrig mere en 9. april! Genopbygningen af Danmarks forsvar med særlig vægt på søværnet. Indledning Den 29. august 1943 satte den tyske besættelsesmagt i Danmark det danske forsvar ud af spillet. Mens det lykkedes tyskerne at overtage hovedparten af hærens materiel, formåede søværnet at sænke eller på anden måde ødelægge hovedparten af dets skibe, og en lille håndfuld fartøjer nåede sågar neutralt svensk område. Under krigen lykkedes at opbygge en mindre styrke, den såkaldte Danske Brigade, i det neutrale Sverige, og den 5. maj 1945 vendte både de danske skibe og Brigaden hjem til Danmark. Styrkerne var dog så små, at det danske forsvar ved befrielsen var næsten ikke-eksisterende. Styrkerne vendte hjem til et land, der rigtig nok ikke havde oplevet direkte kamphandlinger, men som alligevel stod overfor et væld af udfordringer, hvoraf opbygningen af et nyt forsvar blev blot én af mange. Genopbygningen blev desuden besværliggjort, da forsvaret blev pålagt en række presserende opgaver, der skulle løses for at det danske samfund igen kunne komme på fode. Problemformulering og afgrænsning Med dette speciale er det min agt at klarlægge, hvordan det danske forsvar kom på benene igen efter Anden Verdenskrig, og samtidig redegøre for, hvilke(n) fjende(r), det nye forsvar blev opbygget imod. Da man ikke kan se forsvarspolitikken som et isoleret politikområde, vil jeg også inddrage den generelle danske udenrigs- og sikkerhedspolitik i perioden. Jeg vil dække perioden fra befrielsen i maj 1945 og frem til juni 1951, hvor den første forsvarslov efter krigen blev vedtaget. K. V. Nielsen har i bogen; Den Danske Brigade / Det Danske Kommando i Tyskland behandlet hærens vilkår efter krigen, og jeg vil, for ikke at gentage hans ord, fokusere mere på det danske søværns vilkår og genopbygning. Gennemgangen vil i det store hele blive kronologisk. I den behandlede periode havde tre regeringer magten, og jeg vil derfor også søge at klarlægge, om disse havde forskellige holdninger til Danmarks forsvarspolitik. Af både pladshensyn og fordi sagen har været grundigt behandlet af andre, vil 1

3 jeg undlade at gå i dybden med Grønlands betydning for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i perioden. 1 Tese Ved påbegyndelsen af dette speciale var det min tese, at den danske regering efter krigen havde så mange opgaver, der skulle klares, at genopbygningen af forsvaret kom til at glide i baggrunden. Forsvarets få ressourcer blev alle brugt på oprydning efter besættelsen, og politisk var der så meget usikkerhed om fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer, at de skiftende danske regeringer ikke turde binde an med en bestemt politik. Landets sparsomme økonomiske midler blev prioriteret andre opgaver, og først med medlemskabet af NATO 2 i 1949 fik man rammen, indenfor hvilken forsvaret kunne og skulle opbygges. Forskningsoversigt Hvor den tyske besættelse af Danmark nok er den mest grundigt behandlede periode i nyere Danmarkshistorie, venter perioden fra befrielsen til medlemskabet af NATO stadig på en nyere stor og sammenhængende behandling. En sådan er dog på vej som bind 5 af Dansk Udenrigspolitisk Historie, der skal udkomme i Den til dette speciale benyttede litteratur fordeler sig i fire grupper. Officielle udgivelser om perioden, militære betænkninger, rapporter o. lign., historiske værker og specialer samt ikke mindst de primære kilder. Blandt de officielle udgivelser er hovedværkerne Udenrigsministeriets Dansk Sikkerhedspolitik samt Udenrigsministeriets Gråbog: Dansk Sikkerhedspolitik gennem tyve år fra Begge bøger er baseret på den redegørelse, som regeringen udarbejdede på baggrund af en folketingsbeslutning den 4. oktober Målet var at skabe et bredere grundlag 3 for en diskussion af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation. Værkerne samler en række citater og kilder fra perioden, men lægger klart dens hovedvægt omkring Danmarks indtræden i NATO og tiden derefter. Kildesamlingen har dog 1 Se f.eks. Bo Lidegaards speciale: Grønland i amerikansk militærstrategi fra 1941 til 1951 fra 1983, DUPI Grønlands under den Kolde Krig fra 1997 samt Villaume Selv om Atlantpagten først i 1950 skiftede navn til NATO (North Atlantic Treaty Organisation) vil jeg for nemhedens skyld i hele specialet bruge benævnelsen NATO som betegnelse for pagten. 3 Udenrigsministeriet 1969, s. 9. 2

4 den åbenbare svaghed, at den ikke indeholder referaterne fra møderne i Udenrigspolitisk Nævn, da formanden for nævnet af principielle årsager ikke ønskede disse offentliggjort. På samme måde indeholder den kun de bilag og referater, som Folketinget fandt på sin plads at udgive, hvilket giver nogle metodiske problemer, da man intetsteds i bøgerne kan læse hvilken politik, der har ligget til grund for udvælgelsen. Langt hovedparten af de udvalgte bilag og referater var, ifølge Poul Villaume, i forvejen offentlige tilgængelige, og nyhedsværdien var derfor beskeden. Villaume gør ydermere opmærksom på, at bilagssamlingen er mangelfuld og beskriver derfor udgivelserne som et defensorat for regeringens NATO-venlige politik en argumentation, som jeg kan tilslutte mig. 4 Blandt de officielle udgivelser finder vi også de relevante årgange af Rigsdagstidende. Denne dækker forhandlingerne i Rigsdagen og bringer ordret de forskellige politikeres udmeldinger, der er officielle og derfor i høj grad bindende. Det skal dog bemærkes, at de politiske markeringer fra Rigsdagens talerstol er møntet på pressen/offentligheden og de andre politiske partier, og måske derfor kan være sat mere på spidsen end partiets politik reelt ligger op til. Modsat dette finder forhandlingerne i Udenrigspolitisk Nævn sted uden offentlig indsigt, og under tavshedspligt. Dermed har politikerne ikke samme mulighed/behov for politiske markeringer. Samtidig har de adgang til hemmeligstemplede oplysninger, hvilket bl.a. gør nævnet til en tung post, som tiltrækker partiernes centrale politikere. Det er ikke usædvanligt, at det er de respektive partiformænd, der sidder som partiernes repræsentanter i Udenrigspolitisk Nævn. Jeg tillægger derfor udtalelserne i Udenrigspolitisk Nævn større vægt end udtalelser om tilsvarende emner foretaget i Folketinget. Af primære kilder skal især én fremhæves; nemlig referaterne fra de månedlige møder mellem forsvars- og udenrigsministeren samt cheferne for hæren og søværnet. Den kommission, der efter befrielsen undersøgte baggrunde for den tyske besættelse 9. april 1940, pegede bl.a. på, at de militære ledere ikke havde haft det fornødne overblik over den internationale udvikling. Det førte til, at man fra november 1945 indførte månedlige møder mellem de førnævnte personer. Det første møde fandt sted den sjette december 1945, og de fortsatte frem til 24. maj Referaterne fra møderne, der i gennemsnit varede en 4 Villaume 1995, s

5 lille time, viser, hvordan man, udover at diskutere forsvarets situation, tæt fulgte udviklingen både internt i Danmark og i nærområdet samt mellem USA og Sovjetunionen. 5 I den her behandlede periode udarbejdede forsvaret, bl.a. til brug for arbejdet i Forsvarskommissionen af 1946, en række betænkninger om forsvarets situation og behov. Mange af dem er tydelige partsindlæg, men er, med det in mente, meget brugbare. Forsvarskommissionen udgav efter endt arbejde en betænkning, der gennemgik forløbet i kommissionens arbejde. Den giver et godt men noget overfladisk overblik over forløbet. En række af de centrale personer i dette speciale har efterladt sig private optegnelser i Rigsarkivet. Især viceadmiral A. H. Vedels omfattende privatarkiv har givet mange brugbare oplysninger, både om de strategiske overvejelser og om dagligdagen i søværnet. Harald Petersens arkiv indeholder en stor mængde materiale fra hans tid som forsvarsminister, og herunder også fra hans involvering i forsvarskommissionen af 1946 og de dansknorsk-svenske forsvarsforhandlinger i En række historikere har før mig arbejdet med den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik fra Danmarks befrielse til landets medlemskab af NATO i Her skal først og fremmest nævnes Nikolaj Petersen, der igennem mange år har forsket i og skrevet om bl.a. Påskekrisen (i marts 1948, hvor den danske regering pludselig beordrede forsvaret af Danmark skærpet), de dansk-norsk-svenske forsvarsforhandlinger og Danmarks tiltræden til NATO. Poul Villaume, der er vejleder på dette speciale, har også udgivet en række artikler om perioden, samt en doktordisputats, der omhandler Danmark og NATO Selv om hovedvægten i sidstnævnte værk ligger efter Danmarks tilslutning til NATO giver det en grundig indføring i tiden op til beslutningen om dansk deltagelse i organisationen. Villaumes forskning er også baseret på gennemgang af en stor mængde hidtil ubenyttet arkivmateriale fra hovedsageligt amerikanske og britiske arkiver og bidrog derfor meget til at kaste nyt lys over Danmarks tidlige tid i NATO. 5 Se Rigsarkivet (herefter benævnt RA); 5. D. 74. Maanedlige møder mellem udenrigsministeren og forsvarsministeren og de høj. mil. chefer samt evt. også Berlingske Tidende, morgen, den 9. december I Rigsarkivet ligger kun referater fra møderne frem til 24. maj 1949, hvorfor jeg må formode at der ikke har fundet møder sted efter denne dato. Jeg har dog ikke kunnet finde oplysninger, der bekræfter, at møderne blev indstillet eller hvorfor det skete. 6 Generalløjtnant Ebbe Gørtz har i Rigsarkivet ikke efterladt sig nogen optegnelser fra denne periode. 4

6 Bo Lidegaard har med sine biografier om Henrik Kauffmann og Jens Otto Krag også arbejdet med Danmarks efterkrigstid. Selv om jeg har haft stor glæde af Lidegaards arbejde, lider det dog visse steder af manglende undersøgelse af en række danske kilder, og jeg synes også Lidegaard har en tendens til at overfortolke især J. O. Krags dagbogsoptegnelser. Disse blev, som Lidegaard selv skriver, skrevet med henblik på offentliggørelse, hvilket giver en række metodiske overvejelser, som jeg ikke synes Lidegaard helt får med. Den dansk-sovjetiske vinkel er behandlet både af Mary Dau og Bent Jensen. Jeg har hovedsageligt benyttet mig af Bent Jensens arbejde, da hans arbejde er af nyeste dato. P.H. Hansen & J. Sørensen udgav i 2000 en bog om Påskekrisen. Bogen kastede dog ikke særligt nyt lys på krisen i marts 1948, men den giver en god gennemgang af tiden før, under og til dels efter krisen, samt dens betydning for dansk sikkerhedspolitik. Den militære vinkel er behandlet i bl.a. K. V. Nielsens Den Danske Brigade / Det Danske Kommando i Tyskland Det er en kompetent og grundig gennemgang af det danske forsvars historie efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Bogen koncentrerer sig hovedsageligt om hærens forhold, men er også inde på Danmarks økonomiske situation og forhold til FN og de allierede. Brigadegeneral Michael Clemmensen begik i 1987 en udmærket artikel om udviklingen i forsvarets militære forsvarsplaner. Arbejdet var baseret både på Clemmensens egne erfaringer fra lang tids tjeneste i hæren, og på gennemgang af en række relevante arkiver. Desværre har Clemmensen muligvis efter aftale med forsvaret valgt at sløre sine arkivhenvisninger, hvilket gør en efterprøvning af hans konklusioner til en svær opgave. Jeg har derfor ikke bygget min fremstilling udelukkende på Clemmensens arbejde. George Løwe har i Tilintetgørelsen af Luftwaffe i Danmark 1945 grundigt behandlet skæbnen for det tyske krigsmateriel (især flymateriel), i Danmark 5. maj Han redegører her både for de britiske og danske interesser, og da hans fremstilling er baseret på de relevante danske og engelske arkiver, har jeg haft stor glæde af Løwes arbejde. 5

7 R. Steen Steensen har behandlet søværnet i sine mange værker om dansk flådehistorie. Disse er dog ikke baseret på egentlige kildestudier, men mere på Steensens egne oplevelser og indtryk som tjenestegørende i søværnet i den nævnte periode. I specialets absolutte slutfase fik jeg adgang til at læse admiral Sven Thiedes manuskript til hans kommende bog om dansk søartilleri Bogen, der er resultatet af 12 års arbejde, giver bl.a. et meget detaljeret overblik over søværnets materielsituation i årene efter befrielsen, og hvordan disse blev forsøgt løst. Jeg har også haft glæde af en række historiske specialer med relevans for denne periode. Det kommer dog for vidt at gå i detaljer med dem alle her. Dog skal nævnes Rasmus Mariagers speciale Politik, Økonomi & Kultur - Danmark og Storbritannien , hvor han behandler Danmarks forhold til Storbritannien i perioden Mariager dækker bl.a. forsvarssamarbejdet mellem Danmark og Storbritannien, og jeg har derfor haft megen glæde af hans grundige arbejde. I specialet slutfase fik jeg adgang til Mariagers ph.d: I tillid og varm sympati, men for den her behandlede periode indeholder denne ikke væsentligt nyt i forhold til Mariagers speciale. I forskningen har hovedvægten i mange år været på de svensk-norsk-danske forsvarsforhandlinger og beslutningen om Danmarks medlemskab af NATO. En vægtning, der har betydet, at det danske medlemskab af FN i 1945 har været presset i baggrunden, men det blev der i 1996 rettet op på med Kirstine Nielsens speciale om Danmark og FN. Til slut kommer en række personlige beskrivelser fra perioden, men disse er oftest baseret på de enkelte personers erindringer og uden kildeangivelser. Jeg har derfor valgt ikke at bruge dem som andet end stemningsbilleder fra perioden. Kun i tilfælde hvor oplysningerne kunne verificeres fra anden side, har jeg gjort brug af disse ellers interessante beretninger. Undtagelserne her er orlogskaptajn Jørgen Strange Lorenzen, der har bidraget med tre manuskripter om hhv. Feltpolitiets arbejde ved grænsen ved Kruså i 1945, hjemsejlingen af orlogsskibet Vitus Bering i foråret 1948 samt minekatastrofen på Holmen i De er alle tre baserede på hans personlige og samtidige dagbogsoptegnelser og 6

8 fotografier, samt en større mængde primære kilder. 7 På samme måde har jeg haft en række samtaler med viceadmiral Sven Thostrup, der startede i søværnet i 1933, og var chef for søværnet i Han er i dag en aktiv skribent, og har så sent som i 2003 færdiggjort en længere artikel om søværnets udvikling i det 20. århundrede. For yderligere oplysninger henvises til litteraturlisten, der er placeret bagerst i dette speciale. 7 Lorenzens manuskripter er pt. upublicerede, men kopier er i undertegnedes varetægt. Manuskriptet om Minekatastrofen er pt. under bearbejdning med henblik på udgivelse. 7

9 Periodens opdeling Den i specialet behandlede periode kan groft inddeles i fire faser. Først den kaotiske situation i tiden lige efter Danmarks befrielse, hvor forsvaret skulle finde sine ben efter to års nedlæggelse og det tyske ran af dets materiel. Forsvarets opgaver var her både at sørge for ro og orden, bevogtning af grænser og flygtninge og at hjælpe den danske økonomi i gang igen ved at stryge miner og fjerne ammunition. Anden del er perioden fra Rigsdagsvalget i oktober 1945 og frem til Påskekrisen i Her blev forholdene internt i landet mere stabile, og genopbygningen af forsvaret kom så småt i gang. Der blev købt og lejet nye fartøjer i Storbritannien, og i april 1946 nedsatte Folketinget den forsvarskommission, der var blevet lagt op til ved åbningen af Rigsdagen i maj Samtidig begyndte konturerne af en fremtidig konflikt mellem øst- og vestmagterne at tegne sig. Tredje del er tiden fra Påskekrisen og frem til beslutningen om dansk medlemskab af NA- TO. Påskekrisen var en brat opvækning for de danske politikere, hvor de opdagede i hvor dårlig stand det danske forsvar egentligt var, og hvor lidt genopbygningen i tiden fra 1945 havde battet. Samtidig symboliserede krisen, at Danmark stod alene og at tiden var løbet fra den danske neutralitetspolitik. Den følgende tid blev derfor brugt på en række forhandlinger om forsvarssamarbejde med Norge og Sverige og/eller våbenhjælp fra USA, før regeringen endelig besluttede sig for at søge dansk medlemskab af NATO. Fjerde del dækker perioden fra underskrivelsen af NATO-traktaten i april 1949 og frem til juni 1951, hvor Forsvarskommissions oplæg til forsvarslove endeligt kunne vedtages af Rigsdagen. Forsvarets opgaver Et lands forsvar er blot en del af dets overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske redskaber, og som oftest dét, som bliver taget i brug sidst. Normalt er målet med landets udenrigspolitik at undgå, at det bliver nødvendigt at aktivere forsvaret. Ellers er et forsvars opgave - som navnet mere end antyder - at forsvare et givent område. I det danske forsvars tilfælde det danske territorium. Forsvarets hovedopgave er at sikre landet mod ude- 8

10 frakommende trusler, men selv om ingen politikere siger det højt, vil forsvaret også kunne blive aktiveret i forbindelse med større indenrigspolitisk uro, hvor regeringen ønsker at fastholde eller retablere kontrol over landet. Det er landets regering, der bestemmer både forsvarets opgaver, størrelse og økonomiske grundlag, mens forsvarets ledelse internt selv har stor kontrol over mandskabets uddannelse og taktiske forsvarsforberedelser. Forsvaret kommer også selv med forslag til nye materielanskaffelser, der dog som oftest skal godkendes af Folketingets finansudvalg eller partierne bag de løbende forsvarsforlig, inden de kan sættes i værk. Derudover udfører forsvaret i fredstid forskellige opgaver. Som led i den konstante uddannelse af personellet står søværnet bl.a. for farvandsovervågning, kystbevogtning, fiskeriinspektion, søopmåling, suverænitetshåndhævelse ved Færøerne og Grønland og indgår i søredningstjenesten. Hæren kan tilkaldes ved større naturkatastrofer eller uro og har bl.a. i år med hårde vintre været i aktion for at bringe forsyninger ud til indesneede personer og mennesker i nød. Forsvarets organisation Indtil oprettelsen af Forsvarsministeriet i 1951 bestod det danske forsvar af en hær og et søværn, der begge havde en tilhørende fly-afdeling. De var underlagt hver deres ministerium; hæren Krigsministeriet og søværnet Marineministeriet, men blev kontrolleret af den samme politiske minister, der blev benævnt forsvarsminister. Værnenes opdeling betød, at der i krigs- eller krisesituationer ikke var nogen fælles leder af landets forsvar. I stedet havde de to værn hver deres indsatsplan, som dog blev forsøgt koordineret værnene imellem. I den her behandlede periode var hærens øverste leder generalløjtnant Ebbe Gørtz 8, mens søværnet blev ledet af viceadmiral A. H. Vedel. Begge var tiltrådt deres stillinger i A. H. Vedel var chef for både Søværnskommandoen og direktør for Marineministeriet; en ordning, som søværnet selv betegnede som meget smidig og velfungerende. Hos hæren var de to poster fordelt på to personer. 8 Da hovedparten af mine kilder omtaler Ebbe Gørtz som general og ikke som generalløjtnant, har jeg for overskuelighedens skyld valgt også at benytte denne lidt misvisende titel. 9

11 Hos søværnets personel nød Vedel stor og loyal opbakning bl.a. som følge af, at han (velfortjent) havde fået en stor del af æren for den succesfulde sænkning af flåden den 29. august Første Del. Den umiddelbare efterkrigstid Tyskland besejret, hvad nu? Danmarks sikkerhedspolitiske situation, maj 1945 Ved befrielsen i maj 1945 stod Danmark overfor en ny sikkerhedspolitisk situation. Nabolandet Tyskland, der i mere end tre generationer havde været den vigtigste faktor i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, var nu både besejret og besat. Samtidig var Sovjetunionen blevet kontinentets stærkeste militærmagt. Dets hære stod langt ind i Europa, og der var stor usikkerhed overfor landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Storbritannien var svækket af fem års krig, og sluttelig var der stor tvivl om USA, nu hvor krigen var vundet, ville gå tilbage til mellemkrigstidens isolationspolitik og igen trække sig ud af Europa. Danmarks placering ved porten til Østersøen. Den røde markering viser den russisk kontrollerede østersøkyst, og viser tydeligt, at Østersøen var Sovjetunionens interesseområde. Ikke bare Bornholm men også Sjælland lå bag den sovjetiske grænse. 10

12 Geografisk lå Danmark i 1945 midt på skillelinien mellem øst- og vest, hvilket tydeligst kom til udtryk ved, at landet var blevet befriet af både britiske og russiske styrker. Danmarks geografiske placering ved ind- og udsejlingen til Østersøen gjorde det fortsat interessant for stormagterne, især Sovjetunionen, der under krigen havde fået kontrol over det baltiske område og Nordøsttyskland. Samtidig var Danmarks internationale stilling ikke den bedste. Først den 29. august 1943 var den danske regering gået af, og der var mange, der mente, at Rigsdagen indtil da havde vist sig for samarbejdsvillig overfor de tyske besættelsesmyndigheder. Overfor Sovjetunionen havde Danmark yderligere det problem, at regeringen under krigen, for at tækkes tyskerne, havde underskrevet Anti-kominternpagten, der var vendt mod Sovjetunionen. 9 Det betød, at der ikke var enighed blandt de allierede om, hvorvidt Danmark skulle tælles blandt krigens sejrherrer. Neutralitet eller alliance, brud eller kontinuitet? Tysklands sammenbrud betød en nyorientering af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Frem til den 9. april 1940 havde Danmark officielt været neutral, men denne politik havde ved den tyske besættelse lidt skibbrud. Allerede i forhandlingerne mellem politikerne og modstandsbevægelsens Frihedsråd om en samlingsregering i foråret 1945, måtte politikerne forpligte sig til at lade alle forestillinger om Danmarks isolerede neutralitet falde. Spørgsmålet er dog om politikerne reelt skiftede politik, eller om afsværgelsen af neutralitetspolitikken blot var et nødvendigt spil for galleriet. 10 Blandt forskere i Danmarks umiddelbare efterkrigstid er der uenighed om, hvorvidt de danske regeringer reelt droppede neutralitetspolitikken og i givet fald hvornår dette skete. De to hovedteorier kaldes brudteorien og kontinuitetsteorien. Brudteorien argumenterer for, at der skete et brud/opgør med neutralitetspolitikken i årene efter befrielsen, mens kontinuitetsteori-tilhængerne mener, at den danske neutralitetspolitik reelt blev fortsat trods regeringens officielle udtalelser. I det følgende vil jeg fremlægge en række argumenter for, hvorfor jeg er tilhænger af kontinuitetsteorien. 9 Loven blev ophævet den 9. maj 1945, som en af Rigsdagens første handlinger efter befrielsen.. Nielsen

13 Folketingets egen officielle redegørelse for perioden er klart udtryk for en kontinuitetsteori. I Dansk Sikkerhedspolitik står der direkte at den danske regering [efter befrielsen] søgte at optage den udenrigspolitik, der var ført i mellemkrigsårene, d.v.s. en neutralitetspolitik. 11 En konklusion som støttes af en udtalelse af daværende udenrigsminister Christmas-Møller, der den 18. september 1945 udtalte, at Danmark ikke skulle tilslutte sig nogen blok hverken østlig, vestlig eller nordisk. Tværtimod skulle Danmark arbejde for at have samme gode forhold til både øst og vest. Udenrigsministerens udtalelse må have været præget af et hensyn til den russiske tilstedeværelse på Bornholm, men kom alligevel, efter min mening, til at kendetegne regeringens politik i de første år efter befrielsen. 12 Danmarks optagelse i FN Den verdensorganisation ved navn De forenede Nationer (FN), der i sommeren 1945 opstod på baggrund af Anden Verdenskrigs alliance mod Tyskland, Italien og Japan, kom til at spille en central rolle i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg mener, på linie med Kirstine Nielsen 13, at de politiske udmeldinger omkring Danmarks medlemskab af FN er centrale for en diskussion af, hvornår og hvordan den danske regering brød med neutralitetspolitikken. FN er ydermere interessant da medlemskabet fik stor indflydelse på Danmarks forsvarspolitik de første år efter befrielsen. For de danske politikere var det i månederne efter befrielsen meget vigtigt at blive optaget i FN. En optagelse skulle symbolisere, at Danmark var at regne blandt de lande, der under krigen havde kæmpet mod Tyskland. Politikerne forsømte derfor ikke nogen muligheder for at slå fast, at Danmark var og altid havde været at tælle blandt Tysklands fjender, og derfor fortjente en plads blandt de allierede. Det var derfor med stor tilfredshed, at det den 29. maj 1945 lykkedes Danmark at blive inviteret til at deltage i FN s stiftende samling i San Francisco. Danmark var således at finde blandt FN s oprindelige medlemmer. Set i lyset af, at ingen på dette tidspunkt vidste præcist, hvordan den nye internationale organisation ville komme til at fungere, skal glæ- 10 Coster 1974, s. 52 & Nielsen 1997, s Udenrigsministeriet 1968, s Nielsen 1997, s. 30ff., Heurlin 1971, s. 29 og Politiken 19. september 1945 (gengivet i UM 1968, s. bilag 9). 13 Nielsen

14 den ved den danske optagelse, efter min mening, mest ses som en glæde over at blive optaget blandt de allierede / krigens sejrherrer. 14 Det havde dog ikke været let for Danmark at blive optaget i FN. Især havde Sovjetunionen været imod dansk deltagelse, og hverken USA og Storbritannien tillagde Danmark så stor betydning, at de ville risikere uenighed med Sovjet på spørgsmålet. Det kom til at spille en stor rolle i Danmarks holdning til organisationen, og betød at Danmark i 1945 havde et problematisk sikkerhedspolitisk ståsted. Neutraliteten havde spillet fallit den 9. april 1940, men det var ikke muligt at få en sikkerhedspolitisk garanti fra de vestlige stormagter. Den beskedne interesse de havde udvist for Danmarks optagelse i FN, gav regeringen indtrykket af, at det var mere end tvivlsomt om USA og Storbritannien var villige til at komme Danmark til undsætning i tilfælde af et angreb. Denne konklusion fik dog minimal indflydelse på den danske beslutning om at søge medlemskab af FN, da der i 1945 ikke eksisterede noget alternativ til den nye verdensorganisation. 15 Både H. C. Branner og Ole Krarup Pedersen argumenterer for, at den danske beslutning om at søge optagelse i FN var det første brud med den danske neutralitetspolitik. 16 Krarups argument er, at Danmark med medlemskabet tilsluttede sig både krigen mod Tyskland og Japan, og at det ikke var muligt for Danmark at være neutral, da der ikke var nogen konflikt i nærheden af landet, som man kunne være neutral overfor. Jeg er ikke enig med Krarup, da Danmark, for det første aldrig officielt erklærede krig mod hverken Tyskland eller Japan, og da det for det andet lykkedes for Danmarks nabo Sverige at forblive neutral trods medlemskabet af FN. Jeg mener, at Danmarks medlemskab af FN var et brud med den isolerede neutralitet, men ikke med selve neutralitetspolitikken. Nuvel, ordet neutralitet forsvandt fra den offentlige diskussion, men det blev erstattet af ord som brobygning, ikke-blok-politik og mægling. Ord som jeg tolker som, at Danmark nok skulle deltage i konflikterne, men uden at tage part. Den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch sagde det klarest, da han på Folketingets talerstol udtalte, at nok var neutralitetsbegrebet dødt, men den dag, hvor en kon- 14 Frøling 1978, s. 19ff og Nielsen 1996, s Nielsen 1996, s. 4 og 20ff. 16 Se f.eks. Branner 1990, s. 54 og Krarup Pedersen

15 flikt ville udbryde imellem de magter, som netop er grundlaget for [FN-pagten], ville jo ganske automatisk i samme øjeblik hele det gamle neutralitetsproblem dukke op for de små stater. 17 Det skulle vise sig at Frisch ord var en rammende profeti for udviklingen i FN i årene efter krigens afslutning, og det er min vurdering, at hans holdning til neutralitetspolitikken blev delt af hovedparten af Folketinget, og kan læses i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik i perioden helt frem til medlemskabet af NATO. Trods de officielle udtalelser om at mægle og bygge bro undlod Danmark at engagere sig i de store kriser i Europa (f.eks. Grækenland og Spanien) og i Palæstina i den her behandlede periode. Det ser jeg også som udtryk for at den danske regering fortsat ønskede en dansk neutralitet, om ikke af navn, så af gavn. 18 FN og det danske forsvar I FN s charter var der lagt op til at den skulle være en meget handlekraftig organisation. I paragraf 43 forpligtede medlemslandene sig til at tillade FN at benytte medlemslandenes territorium og baser og at stille styrker til rådighed for organisationen. De nærmere detaljer omkring antal soldater, udrustning osv. skulle hurtigst muligt forhandles på plads. Denne paragraf kom til at påvirke den danske forsvarspolitik især i begyndelsen af den her behandlede periode. 19 Generelt havde alle Folketingets partier en meget positiv holdning til FN, og man forventede sig store ting af organisationen. I Folketinget var der i sommeren 1945 enighed om, at Danmark skulle leve op til de kommende krav fra FN og at disse skulle danne grundlaget for forsvarets genopbygning. Dermed skulle man også afvente udspillet fra FN før man påbegyndte den egentlige genopbygningen af forsvaret. Kun de konservative var uenige og mente, at man selv skulle gå i gang med genopbygningen, og så senere søge at inkorporere FN s ønsker. Det konservative særstandpunkt kom dog ikke til at spille nogen større rolle, da flertallet i Folketinget i en for danske forhold i militærspørgsmålet enestående enighed - støttede regeringens holdning om at afvente et udspil fra FN. Der var to elementer, der gjorde regeringens politik nødvendig. For det første var medlemskabet af FN en enten-eller ting. Som medlem kunne Danmark ikke vælge og vrage i hvilke elementer af 17 Rigsdagstidende (RDT), 6/9 1945, sp samt Nielsen 1996, s. 28ff. 18 Branner 1990, s. 76 og Nielsen 1997, s. 72ff. 19 Nielsen 1996, s. 37ff. FNs charter kan læses på 14

16 organisationens charter som man ville leve op til. Derfor var der ikke nogen vej udenom de militære forpligtelser. Derudover har det også efter min mening spillet en rolle, at opbygningen af et nationalt dansk forsvar kunne ses som tegn på, at man fra dansk side ikke troede på FNs mulighed for at garantere den danske suverænitet. Det var et signal, som den danske regering i 1945 ikke ønskede at sende. 20 Det skal bemærkes, at ideen om et isoleret nordisk samarbejde ikke blev nævnt under folketingsdebatten om Danmarks tiltræden til FN. De danske politikere satsede helhjertet på, at FN var tilstrækkeligt til at garantere Danmarks sikkerhedspolitiske situation og samarbejdet med de nordiske lande skulle derfor foregå indenfor FNs rammer. 21 De politiske partiers forsvarspolitiske udmeldinger i sommeren 1945 I sin tiltrædelsestale i Rigsdagen den 9. maj 1945 udtalte statsminister Vilhelm Buhl bl.a. følgende om det danske forsvar: Ved Tysk tvang blev den danske Forsvarsmagt opløst. Men dens Befalingsmænd og Soldater gik i stor Udstrækning ind i Danmarks underjordiske Frihedshær, og de ydede deres betydningsfulde Indsats i Befrielsesværket. Regeringen vil nu søge Hæren og Flaaden genskabt saa hurtigt, som Materiel og Udrustning kan fremskaffes. Han fortsatte; [det er] Regeringens håb, at Forsvarssagen, som så længe har været genstand for bitter meningsforskel, vil kunne løses i fælledskabets ånd som en sag, der kan samle hele det danske folk, og som et sandt udtryk for folkets demokratiske indstilling og vilje til selvstændighed. 22 De flotte ord blev dog ikke umiddelbart fulgt op af de nødvendige politiske retningslinier eller økonomiske midler. Både de konservative og Socialdemokratiet fremlagde i løbet af sommeren 45 nye partiprogrammer, og de andre partier udsendte en række udtalelser, der også skulle markere deres politiske standpunkter på de relevante områder. I både partiprogrammerne og valgkampen blev emnerne hovedsageligt landets økonomi og socialpolitik, rationering, boligmanglen samt retsopgøret. Det danske forsvar og landets fremtidige udenrigspolitik fik kun 20 RDT, ft , sp , Nielsen 1996, s og 49 samt Nielsen 1996, s Nielsen 1996, s. 30 og Hansen & Sørensen 2000, s. 31ff. FN-traktaten blev ratificeret af den danske Folketing den 7. oktober RDT, 96. saml., 1945, s. XI-XIII. 15

17 lidt opmærksomhed i en valgkamp, der vendte blikket indad og fokuserede på problemerne og udfordringerne ved genopbygningen af landet. 23 Forsvarspolitikken blev dog nævnt bl.a. i Socialdemokratiets valgprogram Fremtidens Danmark, men først på side 72, og her kun med tyve linier. I korthed slog partiprogrammet fast, at det danske forsvar skulle ordnes, så det kunne imødekomme både forpligtelserne fra FN, og samtidig sikre landets selvstændighed. En meget vag og ukonkret udmelding, som det var svært at være uenig i. Socialdemokratiet havde, som jeg skal komme ind på senere, meget svært ved at finde et nyt forsvarspolitisk ståsted efter tredivernes nedrustningspolitik, og ønskede i 1945 ikke at forsvarssagen blev et politisk emne, da partiet havde fået hovedparten af skylden for forsvarets miserable situation 9. april 1940, og den deraf følgende lette tyske besættelse af Danmark. 24 I de radikales valgudspil anerkendte partiet også, at Danmark måtte honorere de kommende krav fra FN, men slog samtidig fast, at det ville være fantasteri at tillægge Danmark eller tilsvarende små lande selvstændige krigsmæssige opgaver. 25 Det var en holdning, som partiet efterfølgende gang på gang forfægtede fra Folketingets talerstol. Ikke overraskende var Det konservative Folkeparti lodret uenig i de radikales udmelding. I partiets valgprogram Vi vil vinde freden blev det slået fast, at Danmark skulle forsvares til det yderste, og at det krævede et stærkt forsvar. 26 Som nævnt var der mange emner i den verserende valgkamp, og forsvarssagen nåede aldrig frem i forreste linie. Det ses bl.a. i det konservative valgoplæg, hvor forsvarssagen nok udgjorde et længere afsnit med en række stærke udmeldinger, men hvor afsnittet var placeret et godt stykke inde i valgprogrammet. Bl.a. kom spørgsmålet om en ny grundlov før afsnittet om forsvarspolitikken. 27 Forsvarssagen blev dog nævnt i valgkampen, hvilket hovedsageligt skyldtes de konservative, der under valgkampen fremkom med det postulat, at havde man fulgt dets tanker om 23 Sandby Hansen 2000, Hansen & Sørensen 2000, s. 25 og Thomsen 1994, s. 18ff. 24 Sandby Hansen 2000, s. 18., Hansen & Sørensen 2000, s. 25 og Thomsen 1994, s Sandby Hansen 2000, s og Branner 1990, s. 52ff. 26 Ifølge Sandby Hansen opstod sloganet Aldrig mere en 9. april i 1945 i konservative og kommunistiske kredse. Sloganet var ikke kun møntet på selve overgivelsen den 9. april 1940, men også på den forsvars- og udenrigspolitik, som den socialdemokratiske og radikale regeringen havde ført i 30 erne. Jeg har dog, trods ihærdige forsøg, ikke kunnet få dette bekræftet fra anden side. Branner 1990, s. 54 & Sandby Hansen s Sandby Hansen 2000, s

18 opretholdelsen af et stærkt dansk forsvar i 1930 erne, havde Danmark været beredt den 9. april. Partiet gik dog ikke så langt som til at hævde, at man derved kunne have undgået den tyske besættelse. 28 Ønsket om et nyt stærkt forsvar blev støttet af den danske befolkning. I en Gallupundersøgelse, foretaget i sommeren 1945, erklærede knap 62 % af de adspurgte sig som tilhængere af et stærkt forsvar. Det var en støtte, der ikke kun var at finde i de normalt forsvarsvenlige kredse i befolkningen; over 59 % af folk, der beskrev sig selv som arbejdere, støttede tanken om et stærkt forsvar, og støtten var ikke kun passiv. I årene efter krigens afslutning blev der oprettet talrige frivillige hjemmeværnsforeninger rundt om i Danmark. Da denne videreførelse af modstandskampens tanker blev lovmæssigt oprettet og støttet af regeringen i juli 1948 talte foreningerne over medlemmer. Mere om dette senere. 29 Jeg tolker de vage forsvarspolitiske udmeldinger i befrielsessommeren ikke så meget som en bevidst nedprioritering af Danmarks sikkerhed, men snarere som et tydeligt tegn på, at situationen endnu var for flydende til, at man kunne og turde komme med nogen sikre udmeldinger om, hvordan forsvaret skulle genopbygges. Derudover led Danmark af en mangel på en umiddelbar fjende, hvilket gjorde det muligt at udskyde prioriteringen af forsvaret. Det skal dog nævnes, at der ikke var nogen, der stillede spørgsmål ved at Danmark i det hele taget skulle have et forsvar. Efter Første Verdenskrig havde bl.a. Socialdemokratiet ønsket helt at afskaffe forsvaret, men den slags tanker var der i 1945 ingen partier, der gik ind for. Debatten gik derfor kun på, hvordan og hvor hurtigt forsvaret skulle / kunne genopbygges og hvilket styrkeniveau, det skulle opbygges til. 28 Sandby Hansen 2000, s. 64ff. 29 Branner 1990, s

19 Lovgrundlaget Forsvarsloven fra 1937 I 1945 var lovgrundlaget for forsvaret officielt Forsvarsloven af Her havde man søgt at rette lidt op på nedskæringerne i forsvarsloven af 1932, der havde indeholdt søværnets hidtil laveste budget. Loven af 1937 udmærkede sig dog ved at være meget upræcis mht. især søværnets udseende. Den opremsede hvilke klasser af fartøjer, søværnet skulle råde over, men indeholdt ingen tal for, hvor mange enheder, der skulle være i de respektive klasser. 30 Krigsudbruddet i september 1939 havde fået Rigsdagen til at vedtage en ekstraordinær tillægsbevilling til forsvaret. Søværnets bevilling på 9,2 mio. kr. gik til tiltrængt vedligeholdelse af flådens undervandsbåde og til indkøb af antiluftskyts. I maj 1945 var skytset ranet, og undervandsbådene var blevet ødelagt 29. august 1943, så der var ikke meget tilbage af tillægsbevillingen. Her ses ødelagte undervandsbåde i Søminegraven på Holmen, maj Forsvarets situation, maj 1945 Status for det danske forsvar i maj 1945 var meget nedslående. Den 29. august var både hær og flåde blevet opløst, og den 5. maj rådede hæren kun over de ca mand, der under krigen var undsluppet til Sverige og her indgået i Den danske Brigade. 32 K. V. Nielsen lægger hertil de ca mand, der i maj 1945 var aktive i modstandsbevægelsen, men disse var kun bevæbnet med lette våben og for flertallets vedkommende uden nogen form for militær træning. Deres kampværdi i en evt. krigssituation var derfor tvivlsom (selv om der ikke skal herske tvivl om, at hovedparten ville være gået aktivt til modstand ved et angreb på Danmark). Hærens og søværnets officerskorps var intakt, da forsvarets ledelse under krigen havde beordret dem til at forblive i Danmark og ikke engagere sig aktivt i modstandsarbejdet. Målet med dette var at bibeholde en gruppe loyale soldater, der ved 30 Loven nævnte, at søværnet skulle råde over torpedo- og undervandsbåde, depot- og værkstedsskibe, mineskibe, inspektions- og opmålingsskib samt Kongeskibet og luftfartøjer. Lov nr. 113, 1937 om Søværnets Ordning. 7. maj Lovens beløbsramme blev øget med 9,2 mio. i september 1939 og i januar 1940 med yderligere 35 mio. kr. til et mindre nybygningsprogram bestående af to store torpedobåde, en ubåd, to minefartøjer, et inspektionsskib, ti minestrygere i træ samt for fem mio. kr. flymateriel. Den tyske besættelse betød dog, at kun de planlagte minestrygere og mineskibe blev færdigbygget. Søværnets Generalrapport for Sikringsstyrken, juni 1943, s Søværnets Generalrapport for Sikringsstyrken, juni 1943, s. 146ff. 32 Kun få af Brigadens menige personel kom fra forsvarets rækker, men de havde alle i Sverige modtaget en militæruddannelse. 18

20 en tysk overgivelse kunne sikre ro og orden, og evt. imødegå et kommunistisk kupforsøg. Det lykkedes, men officerer er ikke nok til at få et forsvar til at fungere. 33 Søværnet rådede over de få enheder, der havde nået svensk område den 29. august eller i dagene derefter; en stor og tre små minestryger samt ni kuttere. For et oversigt over søværnet sommeren 1945, se bilag1. Efter flådens sænkning var forsvarets personel blevet sendt hjem på orlov indtil videre, men på nær dem, der var bundet af opgaver i Modstandsbevægelsen, blev de alle genindkaldt i maj Derudover genindkaldte man den 18. juli de værnepligtige, der havde fået deres uddannelse afbrudt i 1943, samt de aldrig indkaldte årgange 1944 og Årsagen var forsvarets umiddelbare mangel på mandskab til at varetage opgaver omkring minestrygning og bevogtning af rigets grænser. 34 Hjemsendelsesseddel for daværende math-elev Jørgen Strange Lorenzen. Dateret 19. oktober 1943, hvilket var samme dag, som Lorenzen blev løsladt fra tysk internering efter flådens sænkning. De danske politikere havde sammen med forsvarets ledelse i tiden før den tyske overgivelse forsøgt at planlægge, hvad der skulle ske, når tyskerne overgav sig. Da dette skete uden kamp, var forsvaret i stand til hurtigt at få kontrol over situationen i Danmark. Allerede den syvende maj blev alle modstandsgrupper underlagt hærens kontrol, og senest seks dage efter havde politiet overtaget kontrollen med lov og orden i Danmark fra Modstandsbevægelsen. 35 Noget af det første Marineministeriet foretog sig efter befrielsen var at inddele Danmark i syv Marinedistrikter: Tre i Jylland, tre dækkende Sjælland og Fyn samt et for Bornholm. 33 Ved nytår 1944 havde general Gørtz ydermere nægtet at stille sine styrker under britisk kommando. Nielsen 1997, s RDT, 96 samling, tillæg A, sp. 29ff, 187ff, 191ff samt 169ff, Nielsen 1997, s. 14ff. og Steensen 1974, s. 174ff. 35 Wendt 1978, s. 318 og Lorenzen: Feltpolitidetachementet. 19

21 Denne inddeling skulle gøre det lettere for søværnet at varetage lokale opgaver og samarbejde med de engelske militære myndigheder rundt om i landet. 36 Første bemyndigelseslov, 16. maj 1945 De danske politikere var i maj 1945 enige om, at Forsvarsloven fra 1937 var utidssvarende, men det var ikke muligt, indenfor en kortere tidsperiode, at udarbejde en ny forsvarslov. Rigsdagen valgte derfor den 16. maj 1945 at vedtage den første af hvad der skulle blive en lang række af militære bemyndigelseslove. Loven tillod forsvarsministeren at fravige 1937-ordningen både mht. forsvarets budget og antallet af indkaldte befalingsmænd, værnepligtige og frivillige. Som K.V. Nielsen skriver, var bemyndigelsesloven kun tiltænkt som en midlertidig løsning, men den og en lignende bemyndigelseslov for søværnet, vedtaget den 14. juni samme år, kom i realiteten til at bestemme udviklingen af det danske forsvar helt frem til medlemskabet af NATO. Lovene blev efterfølgende uden større ændringer genfremsat og vedtaget hver de følgende år. Den 11. maj kunne søværnet atter overtage kontrollen over flådens hovedbase på Holmen i København. Det skete ved en enkel højtidelighed, hvor en dansk delegation, der bl.a. talte forsvarsminister Kraft, viceadmiral Vedel og kronprins Frederik fik overdraget området af den britiske rear admiral Holt. Her inspicerer de to admiraler en deling danske kadetter. Det er viceadmiral Vedel i midten. Den 10. juli blev Den danske Brigade opløst. Befalingsmænd af linien og reserven overgik sammen med officererne igen til deres tjeneste i forsvaret, mens resten af personellet blev hjemsendt. 37 Da hæren endnu ikke var klar til at klare bl.a. alle de bevogtningsopgaver, der skulle løses, måtte en gruppe modstandsfolk fortsat forblive i tjenesten. Først efteråret 1945 kunne de sidste modstandsfolk hjemsendes Thostrup 1997, s Ifølge K. J. V. Jespersen havde en del af Brigadens mandskab fået smag for den militære tilværelse og valgte derfor at søge i britisk eller fransk tjeneste. Ifølge Jespersen søgte intet af mandskabet at indgå i det danske forsvar, hvilket han forklarer med, at tjenesten i Brigaden i den sidste tid var præget af stor utilfredshed blandt personellet med arbejdsbetingelserne og endte med nærmest mytteri-lignende forhold. Jespersen 1993, s. 236ff. 38 Wendt 1978, s

22 De umiddelbare udfordringer I sommeren 1945 stod Danmarks forsvar overfor en række udfordringer, der alle skulle tackles på hver sin måde; der var ca tyske soldater og et lignende antal tyske flygtninge i landet, de tusindvis af miner, som var blevet lagt på dansk område under krigen skulle fjernes og sidst men ikke mindst havde regeringen lovet at stille tropper til rådighed til besættelsen af det slagne Tyskland. Af mere politisk sprængfarlige udfordringer var der de sovjetiske tropper på Bornholm, britiske på Færøerne og amerikanske på Grønland. Mange af Holmens bygninger havde taget stor skade i de to år, de havde været brugt af tyskerne. Blandt andet var Søofficersskolen så ødelagt, at man først i januar 1946 kunne genoptage undervisningen. Her ses oprydningen af Holmens Modelkammer i maj Minestrygningen af de danske farvande Både tyskerne og de allierede havde til lands og til vands udlagt tusindvis af miner på dansk område. For at kunne reetablere den danske økonomi var det vigtigt, at de danske søruter hurtigst muligt igen blev farbare. Derfor blev søværnet allerede den 24. maj 1945 af Marineministeriet beordret til så hurtigt som muligt, at oprette en minestrygningstjeneste, der skulle stå for strygningen af de danske farvande. 40 Opgaven med minestrygningen betød at andre vigtige opgaver, såsom en genoptagelse af uddannelse af nyt personel til søværnets enheder og landinstitutioner samt farvandsovervågningen og søopmålingen af de danske farvande måtte skubbes i baggrunden. Især 39 Den første af søværnets landbaserede skoler kunne genåbne den 16. oktober 1945 på Kongelundsfortet. Marinetidende, november 1945, s. 1, januar 1946, s. 2 samt Marinetidende februar 1946, s Under krigen var over 500 danske skibe blevet minesprængt i danske farvande, og fra havde søværnet selv stået for minestrygning i visse dele af de danske farvande. Mineringerne af danske farvande havde også givet tyskerne store problemer, og ifølge Marinetidende, november 1947, havde tyskerne ved befrielsen i maj 1945 over 6000 mand involveret i minestrygningen af de danske farvande. Nørby Thostrup 1998, s

23 nedprioriteringen af uddannelse af nyt personel skulle på længere sigt vise sig at skabe store problemer for søværnet. 41 Søværnets situation var på dette tidspunkt meget kaotisk. Der var mangel på både materiel og mandskab, og på Holmen havde de to års tysk besættelse efterladt et område med ødelagte bygninger og tømte magasiner. Af minestrygere rådede søværnet i maj 1945 reelt kun over den ene store og de tre små minestrygere, der den 29. august var nået til Sverige. Det var langt fra nok til den kæmpe opgave, men til alt held blev en række af de fartøjer, som tyskerne havde erobret eller overtaget den 29. august 1943, genfundet rundt om i forskellige danske havne. Hovedparten kunne, efter et tiltrængt eftersyn på Orlogsværftet, igen tages i brug af søværnet. En del af de danske orlogsskibe var dog forsvundet fra dansk område, men takket være en initiativrig ung søløjtnant ved navn Harry Larsen lykkedes det, i sommeren 1945, at stable en ekspeditionsstyrke på benene, der tog til de nordtyske havne og her genfandt en række af de danske fartøjer. Beretningen om søløjtnant Larsen og hans Kieler Expeditionary Force, som den kom til at hedde, indeholder en række elementer, der var meget kendetegnende for søværnets genopbygning i den første periode efter befrielsen. Ekspeditionen begyndte som et privat initiativ fra Harry Larsen, der også var aktiv i Modstandsbevægelsen, og først efter at den var kommet vel i gang, fik han den nødvendige velsignelse af søværnets ledelse. På tre togter lykkedes det de frivillige orlogsgaster at bringe 37 skibe hjem til Danmark, og derudover blev en række andre orlogsskibe fundet i ødelagt tilstand. Togtets resultat var ikke kun materielt, da også moralen hos søværnets personel blev løftet ved de danske skibes hjemkomst, og det viser tydeligt det engagement, med hvilken søværnets faste personel angreb genopbygningen FKO 2000, s. 64ff. & Steensen 1974, s. 174ff. 42 Mens Harry Larsen let fik adgang til havnene i de britiske og amerikanske besættelseszoner, nægtede de russiske myndigheder danskerne adgang til havnene i deres zone. I alt hjembragte Kieler Expeditionary Force fartøjer til en samlet værdi af over 100 mio. kr. Det har ikke været muligt i Rigsarkivet at finde den rapport, som søløjtnant Larsen må have skrevet efter togtet, og beretningen er derfor baseret på interviews med en række af deltagerne i togtet (foretaget i 2002) samt deres nedskrevne erindringer. Nørby ( Kieler Expeditionary Force.) 22

24 På grund af minefaren krævede briterne, at de danske skibe skulle følges af minimum to minestrygere, før de fik lov til at forlade Kiel. Søværnet havde på dette tidspunkt ingen ledige minestrygere, og først da Harry Larsen i Laboe genfandt to små danske minestrygere, kunne de begynde at sejle skibene hjem. Den hjemlige mangel på minestrygere gjorde, at Harry Larsen var bange for, at flåden ville overtage hans to minestrygere. Derfor anløb de ikke som forventet Holmen, men lagde i stedet til i skudehavnen, og blev ikke et øjeblik længere end højest nødvendigt, før de igen afgik mod Tyskland. Først efter tredie togt anløb man Holmen, og her blev minestrygerne hurtigt indlemmet i minestrygningsflotillen. Her er de to minestrygere fotograferet under klargøring i Tirpitzhaven i august Søværnet havde allerede før befrielsen forudset problemerne med mineringen af de danske farvande, og man havde bl.a. fået påbegyndt konstruktionen af seks små minestrygere, der, for at undgå at tyskerne greb ind mod bygningen, var blevet forklædt som vagerkuttere. 44 De kom i tjeneste i løbet af sommeren Man havde også bestilt minestrygningsmateriel i Sverige, der allerede den 5. maj blev transporteret med Den danske Brigade til Danmark. Materialet gjorde, at søværnet den 29. juni 1945 var klar til at indlede den første minestrygningsoperation, men det var langt fra nok til den kæmpe opgave som minestrygningen var. Man måtte derfor skaffe det manglende materiel fra anden side. 45 Allerede kort tid efter befrielsen indledte søværnet forhandlinger med Sverige med henblik på at låne minestrygere af den svenske flåde. Forhandlingerne førte dog ikke til det ønskede resultat, da man fra dansk side mente, at de svenske minestrygere var for gamle og umoderne. De store problemer med mineringen af de danske farvande taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, at søværnet ikke nåede en løsning omkring lejen af de svenske minestrygere. Det kan kun skyldes, at søværnet allerede havde indikationer på, at det ville være muligt at leje mere velegnet materiel hos de allierede Nørby ( Kieler Expeditionary Force.) 44 En vagerkutter bruges normalt til udlægning af sømærker m.v. 45 Olsen 1998, s Steensen 1974, s. 175ff., Marinetidende, december 1947, s. 3. samt januar 1948, s