Charlotte Link. Den fremmede Gæst. Oversat af Jacob Wisby

Transkript

1 Charlotte Link Den fremmede Gæst Oversat af Jacob Wisby

2 Den fremmede Gæst Copyright 2005 by Charlotte Link and AVA Autoren- und Verlags-Agentur GmbH, Herrsching-Breitbrunn (Germany) Title of the original German edition: DER FREMDE GAST Dansk copyright 2008 Audioteket A/S Oversat af Jacob Wisby Sats: SIDE-1, Odense Bogen er sat med Garamond Tryk: ScandBook, Falun Omslag: Søren G. Madsen ISBN: udgave, 1. oplag 2008 Mrs. Robinson en del af Audioteket Kærligst tilegnet Kenzo

3 Indholdsfortegnelse: Prolog Søndag den 18. juli Tirsdag den 20. juli Onsdag den 21. juli Torsdag den 22. juli Fredag den 23. juli Mandag den 26. juli Tirsdag den 27. juli Onsdag den 28. juli Torsdag den 29. juli Fredag den 30. juli Mandag den 2. august Fredag den 6. august Brev fra Sabrina Baldini til Clara Weyler

4 Prolog Anonymt brev til Sabrina Baldini Det er blevet maj hvor din have dog blomstrer og grønnes, Sabrina! Jeg så dig i går aftes, da du stadig sad derude. Hvor var din mand? Han er ikke meget hjemme hos dig, vel? Ved han egentlig, at du slet ikke er den tro hustru, han ser dig som? Har du skriftet alle de mørke dybder i dit liv for ham? Eller beholder du de afgørende begivenheder for dig selv? Det ville interessere mig at se, om du klarer at blive gammel sammen med ham, samtidig med at du fortier dit ægteskabsbrud. Du er, som altid, meget alene. Det blev mørkt, men du var stadig udenfor. Senere gik du ind i huset, men du lod terrassedøren stå åben. Hvor uforsigtigt af dig, Sabrina. Har du aldrig hørt, at det kan være farligt? Verden er fuld af onde mennesker fuld af hævngerrige mennesker. Hævngerrighed er slemt, men ofte er den kun alt for forståelig, synes du ikke? Alle får, hvad de fortjener. Man kan kun klare verden, hvis man tror på en udglattende retfærdighed. Ikke sjældent lader retfærdigheden vente for længe på sig, så må man hjælpe den lidt på vej. Du forstår godt, at du har fortjent at dø, ikke sandt, Sabrina? Det må have stået dig klart siden de længst forgangne dage, hvor du svigtede så forfærdeligt. Det kaldes omsorgssvigt, det du gjorde dengang. Eller rettere: ikke gjorde. Hvad var grunden, Sabrina? Dovenskab? Ligegyldighed? Du ville ikke lægge dig ud med nogen? Ikke brænde fingrene? Ikke vække anstød? Åh, det er den sædvanlige historie! Du var så engageret i din indsats for andre. Men kun så længe det ikke skaffede dig besværligheder på halsen. Bare snak, ikke noget bagved. Det er så nemt bare at se til den anden side! Og det giver bare ubehageligheder, hvis man blander sig! 7

5 Men man kommer til at betale for det. På et eller andet tidspunkt. Altid. Du håbede sikkert, at du ikke måtte tømme denne kalk, ikke sandt, Sabrina? Så mange år så blegner erindringerne, og måske har du forlængst fortrængt de dage, forskønnet dem i din hukommelse, og langsomt har du bildt dig ind, at du endnu engang havde haft heldet med dig. At du var sluppet godt fra det, uden at skulle betale regningen. Troede du virkelig det? Du forekommer mig egentlig at være mere intelligent end som så. Og erfaren. Nu er tiden kommet. Den måtte indtræffe på et eller andet tidspunkt, og jeg synes, at nu skal vi ikke vente længere. Set fra min side er det hele klart. Dommen over dig er fældet, og inden længe vil jeg fuldbyrde den. Både over dig og over Rebecca. Hun er lige så skyldig som du, og det ville ikke være i orden, hvis det kun var dig, der skulle tage ansvaret. Jeg tager mig tid til jer begge to. Det bliver ikke nemt at gå hen over scenen, hastigt og uden de store armbevægelser. I kommer til at lide. Døden bliver hård for jer. Den kommer til at trække så længe ud, at I får rigelig lejlighed til at tænke grundigt over jer selv og jeres liv. Er du ikke spændt på mødet med mig, Sabrina? Så spændt, at du ikke mere sidder længe ude i haven om aftenen? At du passer på at holde terrassedøren lukket hele tiden? At du ser dig forsigtigt til alle sider, når du forlader huset? At du farer sammen, når det ringer på døren? At du ligger vågen i sengen om natten, når din mand igen er taget hjemmefra, lytter ængsteligt ud i mørket og hele tiden spørger dig selv, om du nu også har husket at låse alle husets døre ordentligt? Eller lader du lyset brænde hele tiden, fordi du ikke længere kan tåle mørket omkring dig? Men du ved jo godt, at alt dette ikke giver dig sikkerhed, ikke sandt? Jeg kommer lige netop på det tidspunkt, jeg har besluttet mig for. Du kan ikke værge for dig. Og det ved du jo i grunden godt. Jeg melder mig snart igen hos dig, Sabrina. Det er herligt at vide, at du tænker på mig dag og nat indtil da, Sabrina. Og at du kommer til at se mere og mere grå og elendig ud. Det fryder mig at holde øje med dig. Jeg er hos dig! 8

6 Søndag den 18. juli Hun drømte, at en lille dreng havde ringet på hendes dør. Hun afviste ham, som hun afviste enhver, der uopfordret stillede sig foran hende og ville have et eller andet af hende. Dette overfaldsagtige tiggeri havde længe været en torn i øjet på hende, hun følte sig pint og plaget, når en eller anden pludselig dukkede op på hendes enemærker og strakte hånden frem. For det meste drejede det sig om en god sag, naturligvis, men hvordan kunne man vide, om disse mennesker altid var ærlige? Og selv om de stod og fumlede med et eller andet bevis på, at de var berettigede til at samle ind til et eller andet velgørende formål, så var det alligevel umuligt hurtigt at fastslå, om det ikke drejede sig om et mere eller mindre velforberedt falskneri. Især når man var syvogtres og havde tiltagende problemer med øjnene. Næppe havde hun lukket døren, før det atter ringede på. Hun satte sig forvirret op i sengen med et sæt, for denne gang havde ringningen i drømmen faktisk revet hende ud af søvnen. Hun så stadig billedet af drengen for sig: et spidst, blegt, næsten gennemsigtigt ansigt med alt for store øjne. Han bad ikke om penge, han bad om mad. Jeg er så sulten, havde han sagt, stille og alligevel næsten anklagende. Hun havde knaldet døren i, oprørt, forskrækket, konfronteret med et aspekt af verden, hun ikke ville se. Hun havde vendt sig og forsøgt at glemme billedet, og i samme øjeblik ringede det på. Hun tænkte: Nu er han der igen! Hvorfor var hun vågnet nu? Havde det faktisk ringet på døren? Man bygger ofte sådanne lyde ind i sine drømme. Men det kunne også bare 9

7 have været et vækkeur, bortset fra, at sådan et havde hun ikke. Hun skulle jo ikke på arbejde mere, og om morgenen vågnede de begge to ret tidligt helt af sig selv. Det var meget mørkt, men der trængte en smule lys fra gadelygterne ind gennem sprækkerne i rullegardinet. Hun kunne se sin sovende mand ved siden af sig. Han lå helt ubevægelig, som han plejede, og han åndede så overfladisk og stille, at man måtte høre godt efter, for at finde ud af, om han overhovedet trak vejret. Hun havde læst, at ældre ægtepar faldt i søvn ved siden af hinanden, og at den ene så vågnede om morgenen med den anden død ved siden af sig. Hun havde tænkt, at hvis Fred døde på den måde, ville det vare længe, inden hun bemærkede det. Hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt. Et blik på det elektriske urs lysende lysegrønne tal fortalte hende, at klokken var næsten to om natten. Et dårligt tidspunkt at vågne på. Man var så forsvarsløs. Hun var i hvert fald. Hun havde ofte haft en fornemmelse af, at hvis der skulle ske hende noget alvorligt som at hun døde, for eksempel så ville det ske om natten mellem klokken et og fire. En deprimerende drøm, sagde hun til sig selv, det var det hele. Du kan roligt sove videre. Hun lagde sig tilbage på puden, og netop i det øjeblik ringede det igen på, og hun vidste nu med sikkerhed, at det ikke havde været en drøm. En eller anden ringede på hendes dør klokken to om natten. Hun satte sig atter op og hørte sit eget hastige åndedræt i den trykkende stilhed, der fulgte efter den skingre ringen. Det er helt ufarligt, tænkte hun, jeg behøver ikke lukke op. Det kunne ikke betyde noget godt. Ikke engang dørsælgere ringede på klokken to om natten. Folk, der skræmte andre op på denne tid havde ondt i sinde eller var i nød. Og var det sidste ikke det mest sandsynlige? En tyv eller rovmorder ville vel ikke ringe på? Hun tændte lyset og bøjede sig ind over sin tungt sovende mand. Han kunne overhovedet ikke høre noget, for han havde stoppet propper i ørerne. Fred var så følsom for lyde, at vindens hvisken i træerne foran soveværelsesvinduet var nok til at forstyrre ham. Eller et knirkende 10

8 gulvbræt eller blot et blad på en stueplante, der løsnede sig og svævede ned på gulvet. Det vækkede ham, og det var det værste for ham. At vågne, når han egentlig havde besluttet sig for at sove. Han blev aldeles rasende. Hans humør kunne være ødelagt i dagevis. På et eller andet tidspunkt havde han så fundet på det med ørepropperne. Og hans kone havde åndet lettet op. Derfor tøvede hun med at vække ham. Han kunne finde på at tage hende det så ilde op, at han dårligt nok talte til hende i en hel uge. I hvert fald hvis han bagefter fandt ud af, at det havde været unødvendigt at rive ham ud af søvngudindens arme. Hvis man forestillede sig, at man burde have vækket ham, men ikke gjorde det, så kunne der ske præcis det samme. Hun havde nu været gift med denne mand i seksogtredve år, og hendes liv med ham havde for det meste bestået af øjeblikke som dette: splittet mellem to muligheder, hvor hun nervøst afvejede hvad der var det rigtige at gøre, og hvor det dominerende tema var ikke at vække hans vrede. Det var ved Gud ikke nemt at leve med ham. Det ringede for tredie gang, længere denne gang, krævende, indtrængende. Hun besluttede, at Freds nattesøvn kunne ofres for noget så usædvanligt forekommende. Hun ruskede i hans skulder. Fred, hviskede hun, selv om han intet kunne høre, vågn op! Vil du ikke godt vågne! Der er nogen ved fordøren! Fred væltede sig knurrende om på siden, men var så i et nu lysvågen og sad også op i sengen. Han stirrede på sin kone. Hvad fanden begyndte han. Der er nogen ved døren! Han kunne kun se hendes mundbevægelser og trak modvilligt propperne ud af ørerne. Hvad er der i vejen? Hvad bilder du dig ind, at vække mig? Det ringer på døren. Det har ringet tre gange. Han gloede stadig på hende, som om hun ikke var rigtigt klog. Hvad? Ringer det på døren? På denne tid? Jeg synes også, det er meget foruroligende. Hun håbede, at det ville ringe en fjerde gang, for hun kunne mærke, at Fred ikke troede på hende, men lige nu var alt stille. Du har drømt. Og den forbandede drøm skulle være grund nok til 11

9 at vække mig? Hans øjne lynede, mens han så vredt på hende. Hans hvide hår strittede i alle retninger. En sur, gammel og gnaven mand, tænkte hun, og ikke engang særligt attraktiv længere. Hvis han ikke dør før mig, så ender jeg med at have levet sammen med ham i treogtres år. Treogtres år! Tanken gjorde hende så trist til mode, at hun var lige ved at græde. Greta, hvis du en eneste gang til begyndte Fred optændt af vrede, men netop i det øjeblik ringede det endnu en gang på døren, endnu længere og mere vedholdende end før. Der kan du bare se! Det lød næsten triumferende. Der er nogen ved døren! Jamen for pokker, sagde Fred forvirret. Jamen klokken er jo to om natten! Det ved jeg. Men en indbrudstyv ville næppe ringe på. Selv om det måske var hans eneste chance for at komme ind i vores hus! Det passede. Fred havde brugt megen tid og møje på at forvandle deres hus til en fæstning, dengang de købte det for fire år siden og var flyttet ind. Deres aldershvile, som han kaldte det. Rolig forstad til München, og et velhavende kvarter. De havde boet i München før, godt nok i et helt andet område, men dengang havde det også været i et område med såkaldt bedrestillede. Men da havde de været yngre. Med årene havde Fred udviklet en udpræget paranoia, hvad indbrud angik, og derfor var alle vinduerne i stueetagen tilgitrede, alle husets metaljalousier var forsynede med sikkerhedslåse og der var naturligvis også et alarmanlæg på taget. Måske skulle vi bare ignorere den, der ringer. Ignorere en, der hiver os ud af sengen mod vores vilje? Fred svingede benene ud over sengekanten. Han bevægede sig ret adræt for sin alder. Hans silkenattøj med de blåsorte striber slaskede om ham som en tom sæk. Jeg ringer til politiet! Det kan du da ikke! Måske er det en nabo, der har brug for hjælp! Eller hun tav. Fred vidste, hvem hun mente. Hvorfor skulle han komme til os, hvis der var noget? Han har ikke vist sig i evigheder. 12

10 Alligevel. Det kunne være ham. Vi burde Hun var i bund og grund rådløs og hårdt presset. Vi må da gøre et eller andet. Det er jo det, jeg siger! Ringe til politiet! Og hvis det så virkelig bare er ham? Hvorfor, tænkte hun, er jeg altid bange for blot så meget som at nævne hans navn i Freds nærhed? Nu var Fred træt af al den ubeslutsomhed. Jeg går ned og ser, hvad det er, sagde han beslutsomt og forlod soveværelset. Hun hørte hans skridt på trappen. Så fornemmede hun hans stemme nedenunder i stueetagen. Hallo? Hvem er det? Senere da hun ikke længere havde mulighed for at diskutere det med Fred, og hun allerede havde fattet, at hun aldeles ikke havde tyve år tilbage at leve i, men kun timer eller i bedste fald dage spurgte hun sig selv, hvilket svar hendes mand havde fået fra den anden side af døren, som fik ham til at åbne så hurtigt og beredvilligt. Hun hørte, at sikkerhedslåsene blev slået fra. Så fornemmede hun et dumpt slag, som hun ikke kunne forklare, men som satte hele hendes krop i alarmberedskab. De små hår på underarmene rejste sig. Hendes hjerte hamrede i vildt tempo. Fred? råbte hun angst. Nedenunder tumlede et eller andet om på gulvet med en rumlende lyd. Så hørte hun Freds stemme: Ring til politiet! Ring til politiet med det samme! NU! Skynd dig! Det var et dårligt råd. Der var ingen telefon på første sal. Hun havde godt kunnet klare at nå hen til soveværelsesdøren, knalde den i og låse den, og så kunne hun have åbnet vinduet, lænet sig ud i natten og råbt på hjælp. Hvis han bare havde bedt hende om det eller hvis hun selv var kommet på det men hun sprang hovedkulds ud af sengen, rystende som et espeløv, snublede i sin morgenkåbe og styrtede ned ad trappen. Den lydige husmor til det sidste. Ring til politiet, havde han sagt. Telefonen stod i dagligstuen. Fred havde ganske vist en mobiltelefon, men hvor den lå, havde hun ingen anelse om. Først ude på trappen gik det op for hende, at hun havde begået en skæbnesvanger fejl. Men da var det allerede for sent. 13

11 Tirsdag den 20. juli Klokken halv fem om morgenen opgav Karen at falde i søvn og hun besluttede, at det ville være bedre at stå op og lave noget fornuftigt, end at kaste sig rundt i sengen og til sidst være helt radbrækket. Men hvad er fornuftigt, tænkte hun, hvad i mit liv er fornuftigt mere? Hendes mand, Wolf, sov endnu, han havde ikke opfattet sin kones søvnløshed. Det var også godt nok, for han ville have reageret enten med hån eller med bebrejdelser, og begge dele ville have fået Karen til endnu engang at bryde ud i tårer. Han ville sikkert have fortalt hende, at hun nok gik for tidligt i seng, og derfor nødvendigvis måtte vågne for tidligt næste morgen og endelig erklæret, at hendes evindelige jamren over at ligge vågen om natten var ved at gøre alle andre vanvittige. Måske havde han ret. Det lød jo sådan set logisk nok, hvad han sagde. Og det var desværre ganske nyttesløst at forsøge på at få ham til at indse, at der var andre argumenter og forklaringer. For Wolf var der kun én måde at se tingene på, det var hans, og dermed færdig. Karen vidste udmærket, at hun gik for tidligt i seng om aftenen, men hun var så færdig, så kraftesløs, at hendes øjne gled i af sig selv, ligegyldigt hvad hun foretog sig. Hun krøb i seng som en syg, hvis krop var ved at give op, og faldt med det samme i en narkoselignende søvn. En søvn, hun vågnede lige så brat af ved halv fire tiden om morgenen. Lysvågen, pint af angstfyldte tanker, der handlede om hendes og hendes families fremtid. Hun hoppede i jeans og T-shirt, trak sine løbesko på og listede ud af 14

12 soveværelset. Hun havde læst i en bog, at motion i frisk luft modvirkede depression. Hun var ikke rigtig klar over, om hun var depressiv, men mange af de symptomer, der var beskrevet i bogen, passede meget godt på hende. Der kom ikke en lyd fra børneværelset. Det var åbenbart lykkedes hende at stå op uden at vække nogen i familien. Da hun kom ned ad trappen, stod boxeren Kenzo allerede nede i gangen og logrede kraftigt med sin korte halestump. Selv om han havde sovet i stuen sofaen var hans yndlingsseng for tiden havde det naturligvis ikke undgået hans opmærksomhed, at husets frue var stået op og havde klædt sig på. Han tolkede også hendes løbesko korrekt: det lignede i den grad en tidlig morgenløbetur. Han udførte begejstret et par volter i luften, løb hen til døren og så forventningsfuldt på Karen. Ja, ja, jeg kommer nu, hviskede hun hen mod ham og greb efter halsbånd og snor. Men vær nu stille! Det var en dejlig lys sommermorgen, luften var endnu kølig, men på en behagelig, forfriskende måde. Det ville blive en solrig og varm dag. Duggen glitrede i græsset. Karen sugede den rene luft ind i fulde drag. Hvor er der fredeligt, tænkte hun. Alle sover endnu. Det er som om Kenzo og jeg er de eneste levende væsener i verden. Hun besluttede at løbe over til skoven og slå en stor cirkel der. Lige et par gader til i kvarteret, så var hun der. Nærheden til skoven var med tanke på hunden en af grundene til at hun og Wolf havde valgt det hus i udkanten af München. Efter at de var flyttet ind i det nye hus, gik det dårligere og dårligere med Karen. Hun havde tidligere haft alle mulige problemer og sorger, problemer, hvis natur hun aldrig rigtig havde kunnet definere. En veninde havde ment, at hun ikke var lykkelig i sit ægteskab, men det havde Karen bestridt. Meget energisk. Hun og Wolf havde kendt hinanden i femten år, været gift i elleve og havde to sunde, kønne børn. Bortset fra de normale skærmydsler, som forekommer mellem to voksne mennesker, der lever under samme tag, var alt stort set godt nok mellem dem. Måske så de lidt for lidt til hinanden, for Wolf var i gang med at 15

13 gøre karriere i den bank, hvor han havde arbejdet siden han blev færdig med studierne, så han var sjældent hjemme. Karen havde opgivet sit arbejde som klinikassistent hos en tandlæge, da det andet barn kom, og det havde de begge to ment var en fornuftig løsning. Jeg tjener penge nok, havde Wolf sagt, og så kan du helt og holdent tage dig af børnene og behøver ikke løbe med tungen ud af halsen hele tiden. Karen havde ofte en slem mistanke om, at Wolf ikke havde den ringeste anelse om, hvor meget det at tage sig af to børn tvang én til at løbe rundt med tungen ud af halsen, når man desuden skulle holde huset i orden, passe haven, gå tur med Kenzo, sørge for alle indkøbene, vaske familiens tøj og stryge skjorter for Wolf. Og det var et liv med stress og dermed, mente hun af og til at erkende med en slags undergrundsfornemmelse, nærmede hun sig måske kernen i sin frustration og melankoli som ingen mennesker ydede hende blot den mindste smule anerkendelse for. På den anden side var der næppe nogen husmor, der havde det anderledes, hvis Karen skulle tro læserbrevene i kvindebladene. Hvorfor klamrede hun sig så til denne forslidte kliché og istemte sine kønsfællers kollektive klagesang i stedet for at se det gode i sit liv? De sunde børn, den elskelige hund, mandens succes i karrieren og det dejlige hus? Jo, det dejlige, nye hus havde de nu haft i tre måneder, og når hun skulle prøve at gætte gåden om hendes voksende tungsind, kom hun af og til på den tanke, at hun måske ikke kunne klare flytningen, de nye omgivelser, de nye naboer. Hendes symptomer var helt klart blevet tydeligere. Søvnløsheden var blevet mere plagsom, men paradoksalt nok også hendes træthed. Dagens timer bredte sig ud i et uendeligt tomrum, og ofte var hun ikke i stand til at fylde de borttikkende minutter med noget meningsfyldt, selv om der havde været nok at gøre. Ofte sad hun i sofaen med den alenlange dosmerseddel i den ene hånd og pungen i den anden, mens hun stirrede tomt ud i den blomstrende have og ikke følte, hun havde kræfter til at rejse sig og gå ned i supermarkedet. Var hun ensom? Var hun i den firtallige familie så ensom, at livsmodet langsomt, men ubønhørligt, sivede ud af hendes sjæl og et eller andet sted hen, hvor man aldrig ville det finde det igen? 16

14 En uge efter indflytningen havde hun taget sig sammen og besøgt naboerne i håb om, at det måske ville lykkes at etablere et par gode kontakter. Besøgene havde gjort hende deprimeret: Den gamle dame til den ene side var temmelig senil og bitter, hun havde behandlet Karen gnavent og uvenligt, som om hun personligt var skyld i en eller anden elendighed i damens liv. Til den anden side boede et noget ældre ægtepar. Karen brød sig ikke om nogen af dem, hun kunne i hvert fald ikke forestille sig, at hun skulle få et venskabeligt forhold til nogen af dem. Han ville gerne høre sig selv tale og pralede uafladeligt med sine karrieremæssige successer i fortiden, da han var en meget efterspurgt advokat hvis man skulle tro ham der havde haft utallige sensationelle resultater. Hans kone sagde stort set ingenting, men holdt skarpt øje med Karen ud af øjenkrogen, og Karen havde en ubehagelig fornemmelse af, at hun ville rakke hende ned, så snart hun var ude af huset. Hun sad temmelig nedslået og næsten depressivt på kanten af den smagløse brokadebeklædte sofa, nippede til en cognac og forsøgte at smile på de rigtige steder eller udstøde et beundrende Åh! hist og her. Og ønskede sig inderligt tilbage i sikkerhed bag sine egne fire vægge. Jeg synes de er usympatiske, havde hun forklaret sin mand om aftenen. Han er grusomt sikker på sig selv, og hun åbner knapt munden og sidder dér, fyldt med aggressioner. Jeg følte mig rigtig skidt tilpas. Wolf lo, og som så ofte før følte Karen, at der var noget arrogant over hans latter. Du er nu også så hurtig i dine analyser, Karen. Du var vel knapt nok en halv time derovre? Og kan straks nøje rubricere disse vildtfremmede mennesker? Hatten af for dig, kan jeg kun sige! Selvfølgelig gjorde han nar af hende, men hvorfor sårede det hende så dybt? Sådan havde det ikke været tidligere. Hvad var det, der havde gjort hende så sårbar? Eller var hans spotten blevet skarpere? Eller var det begge dele, som forstærkede hinanden? Wolf var blevet mere bidende i sine bemærkninger, og det gjorde hende mere følsom, og hendes følsomhed udfordrede ham til at løbe endnu mere om hjørner med hende. Det var måske ikke lige det, en kærlig ægtemand skulle, men den menneskelige natur går sine egne veje. 17

15 Og de nye naboer var helt sikkert ikke værd at tage et skænderi over. De nye naboer Kenzo havde opdaget et interessant spor på asfalten og satte tempoet mærkbart op. Karen måtte nærmest sætte i trav for at følge med. Hun konstaterede, at sådan et udholdenhedsløb i den tidlige morgen vitterlig var meget bedre end at ligge og vride sig i sengen, men desværre lykkedes det hende alligevel ikke at få slået alle de ubehagelige tanker ud af hovedet. For eksempel ville hun egentlig slet ikke tænke mere på de naboer, og nu havde lige netop de alligevel sneget sig ind på hende. Fordi hun havde haft problemer med dem i dagevis, og at have problemer betød for hende: uophørligt søge efter løsninger, ikke finde nogen, føle sig mere og mere elendigt tilpas og gå omgivelserne på nerverne med sin jammerklage. Sådan havde Wolf i hvert fald beskrevet det i et længere foredrag, som han holdt for hende for nylig. Problemet med naboerne bestod i, at hun ikke havde haft kontakt med dem i et par dage. Og det ville hun forfærdeligt gerne, for hun ville gerne bede dem om at holde lidt øje med haven og især postkassen, mens hun var i Tyrkiet med Wolf og ungerne i fjorten dage. Der var halvanden uge til skoleferien begyndte, og en uge senere skulle de af sted. Karen havde allerede organiseret, at Kenzo skulle være hos hendes mor, og hun følte, at det var vigtigt også at få alt det andet på plads i god tid. I går og i forgårs havde hun ringet på hos naboerne, morgen, middag og aften, men der var intet sket. Det virkede underligt på hende, at om søndagen blev jalousierne ind imellem trukket op, både nedenunder og på første sal. Alligevel syntes der ikke at være nogen hjemme. Jeg vil bande på, at de er hjemme, sagde hun til Wolf, men jeg har ikke set dem i haven, og der er ingen, der lukker op for mig! Wolf havde kigget derind, følte sig en smule presset, som altid når Karen ulejligede ham med ting, han inderligt ønskede, hun selv fandt en løsning på. De er vel bortrejst! Det sker jo! Jamen jalousierne De har vel et automatisk sikkerhedssystem, der styrer dem. Sådan at man ikke får det indtryk, at der ikke er nogen hjemme. Jamen, i går nat Natten mellem søndag og mandag havde hun 18

16 gjort en ejendommelig iagttagelse. Hun havde som sædvanlig ikke kunnet sove og var gået ind på badeværelset for at få et glas vand. Hun havde set ud af vinduet og lagt mærke til, at der brændte lys i et par af rummene inde ved siden af. Hun følte sig lettet, fordi naboerne, uanset hvor de havde været henne, nu åbenbart var kommet hjem igen. Men næste dag havde det samme optrin gentaget sig: Ingen reagerede, når hun ringede på. Jamen, så hører lys, der tændes og slukkes, bare med til sikkerhedssystemet, havde Wolf irriteret sagt, da hun nævnte det for ham. Herregud, Karen, gør dog ikke så stort et nummer ud af det! Der er over fjorten dage til vi skal rejse. De dukker sikkert op inden da! Var det i øvrigt ikke ham, der ringede til dig i lørdags? Det passede. Naboen havde ringet og besværet sig over, at Karen havde stillet sin bil så ufikst foran sin garage, at den angiveligt også delvist blokerede adgangen til nabogaragen. Så havde Karen kørt bilen væk og var gået grædende ind i soveværelset, mens hun hengav sig til følelsen af at være blevet uvenligt og dårligt behandlet. Hvorfor spurgte du ikke samtidig om det med ferien? havde Wolf spurgt. Fordi han var så uvenlig, og jeg Fordi han var så uvenlig! Er det aldrig faldet dig ind, at det har du efterhånden har sagt om alle mennesker du omgås på den ene eller den anden måde? Alle behandler dig uvenligt! Alle er væmmelige mod dig! Ingen bryder sig om dig! Hvorfor spørger du for eksempel ikke den gamle inde ved siden af til den anden side, om hun vil være venlig at tage vores post ind? Det skal jeg sige dig: Fordi hun var så uvenlig mod dig ved dit første besøg! De sidste ord fremsagde han i et let affekteret tonefald. Du render rundt med en mine på som et konstant forgrædt offerlam, Karen, og måske er det simpelt hen det, der udfordrer andre mennesker, så de ikke vil omgås dig! Havde han måske ret? Hun og Kenzo var drejet ind på en vej, hvorfra man kunne komme ind i skoven, efter at man var gået hen over et lille engstykke. Kenzo blev stående ved et havehegn og snusede interesseret. Karen benyttede lejligheden til at få vejret. Selv om hun havde godt af traveturen, var 19

17 hun allerede havnet i sine sædvanlige, pinefulde grublerier, der næsten alle sammen var indrettet til at nedsætte hendes selvværd. Var offer måske slet ikke et tilfælde? Udfordrede man det selv? Opførte hun sig på en sådan måde, at hun direkte inviterede andre til at behandle hende dårligt? Underdanig, ængstelig, afhængig af andres meninger, uden selvværdsfølelse. Nu ville Wolf sige: Lav om på det, tænkte hun. Men fattede han overhovedet, hvor svært det var at hive sig selv op af sumpen ved hårene? Nej, en mand som Wolf kunne slet ikke forestille sig de sorger og bekymringer, Karen bestandig svævede i, ikke på nogen måde. Han gik sin egen vej, uanfægtet og lige frem efter næsen uden nogensinde at stille spørgsmål ved sin egen betydning. Han kendte ikke den tilstand hele tiden at være utilfreds med sig selv. Og det var nok også en usund spiral: Hun kritiserede sig selv, derfor gjorde andre mennesker det samme mod hende, hvilket igen forstærkede hendes mindreværdsfølelse. Hvordan skulle det dog ende? Helt sikkert ikke med en stærk, uafhængig og selvbevidst kvinde, snarere, tænkte hun forsagt, som en, der blev mere og mere ængstelig og neurotisk og frygtede alt og alle. Kenzo kunne allerede se skovstien for sig og trak utålmodigt i snoren. Karen slap ham løs og han styrtede lystigt af sted. Nogle få meter før han nåede den lille marksti, standsede han dog og lettede ben på en parkeret bils baghjul. Årh, pokkers osse, tænkte Karen, forhåbentlig er der ikke nogen, der har set det! Kunne han da ikke have ventet bare ti meter? Hun så sig skyldbevidst omkring, taknemlig for at der ikke var nogen, der var vågen så tidligt. Kenzo havde naturligvis udsøgt sig den mest præsentable af alle bilerne, der stod her: en mørkeblå, yderst velholdt BMW. Og til Karens store rædsel gik døren i førersiden pludselig op og en mand trådte ud. En meget velplejet herre i jakkesæt, hvid skjorte og slips. Han virkede i den grad rasende. Hvad fanden bilder Deres hund sig ind? gøede han mod Karen. Hun kaldte straks Kenzo til sig, så han ikke også kunne nå at hilse venligt på den fremmede og oversavle hans jakkesæt. Hun satte snoren 20

18 på ham. Havde hun da bare ikke sluppet ham før inde i skoven! Men hvem kunne i sin vildeste fantasi forestille sig, at han pludselig forvekslede en bil med en træstamme? Og at der så tilmed sad en i bilen så tidligt før dagen gryede? Hvad laver manden der, på denne tid? tænkte hun ulykkeligt. Men det var i grunden uden betydning. Han var i hvert fald godt gammeldags sur på hende, og hun begyndte at ryste over hele kroppen, fordi en hun kunne formelig høre Wolfs selvglade stemme var uvenlig mod hende. Det gør mig ondt, stammede hun. Hun mærkede tydeligt, hvordan hun skiftevis blev blussende rød og ligbleg som en forfjamsket skolepige, ikke som en fuldvoksen kvinde på femogtredive. Det sådan noget har han aldrig gjort før jeg forstår ikke, hvordan Manden gloede arrigt på hende. Nej, jeg forstår det heller ikke! Hvis man ikke har magten over sin hund, burde man holde marsvin i stedet! Som sagt, han har aldrig Aldrig før! Aldrig før! Det kan jeg ikke bruge til en skid. Hvad rager det mig, om Deres hund aldrig før har gjort det ene eller det andet? Han har i hvert svinet min bil noget så grusomt til! Karen kom til at tænke på, at hun engang havde læst, at mænd opfattede deres bil som en del af dem selv, på en måde som en forlængelse af deres vigtigste legemsdel, og set på den måde havde Kenzo pisset på den fremmedes erektion ikke så underligt, at han flippede helt ud. Hvis han har gjort skade på noget vi har en ansvarsforsikring, og vi vil da gerne Åh, gid hun ikke stammede sådan! Gid tårerne ikke pjaskede hende ukontrolleret ned over kinderne! Manden trådte rasende hen til det mishandlede dæk og knurrede et eller andet uforståeligt det lød lidt i retning af: Dumme ko!. Han steg ind i bilen og knaldede døren i efter sig. Karen følte sig nærmest gennemboret af hans vrede blikke, mens hun gik videre hen ad vejen, til hun endelig nåede skovstien og hundrede meter senere dykkede ind i skovens beskyttelse. Hendes øjne sved. Der er ingen grund til at tude, formanede hun sig selv. Men hun vidste, at om få øjeblikke ville hun hyle som en lænkehund. Hun rystede på 21

19 hænderne og knæene blev bløde. Hvad var der nu i vejen med hende? Hvorfor gav hun sig til at tude over de mindste fortrædeligheder? Men hvorfor skete den slags også hele tiden for hende? Naboen, der overfusede hende, fordi hun havde parkeret sin bil lidt tumpet? Den fremmede, der kaldte hende dumme ko, fordi hendes hund havde vanhelliget hans bil? Eller var det noget helt andet? Skete sådan noget også for andre mennesker, som bare bedre forstod at væbne sig mod det? Andre har en større selvværdsfølelse, tænkte hun, mens de første tårer trillede ned over hendes kinder. Og derfor ryster det dem ikke i deres grundvold, når nogen udsætter dem for nedsættende behandling. Det preller af på dem. Men hun fik det aldrig lært. Aldrig, det var håbløst. Hun krøb sammen på jorden, slog begge armene om Kenzo, trykkede næsen helt ned i den prikkende, mørkebrune pels med den velkendte lugt og græd. Udgød atter strømme af tårer og var bare taknemlig for hundens varme, faste krop, der gav hende en smule trøst og styrke. For Wolf ville bare som sædvanlig himle med øjnene, når hun om lidt sad ved morgenbordet med forgrædte øjne. Børnene ville se forlegent til den anden side. Hun var uden tvivl ved at udvikle sig til en ren katastrofe som hustru og moder. 22