Danernes Sagnhistorie

Transkript

1 Udgave 2 3/7 2015

2 Troels Brandt Danernes Sagnhistorie Saxos sagn i sagaernes kronologi Gedevasens Forlag Forsidens illustrationer: Venstre: Motiv fra en af folkevandringstidens brakteater, som symboliserer kulturskiftet og sagntidens begyndelse. Motivet er en relativt naturalistisk udgave af den udbredte C- type, som i dag tolkes som den shamanistiske Odin. Højre: Kristusmotivet på Harald Blåtands store Jellingsten, som symboliserer kristendommens indtog i Danmark og sagntidens afslutning.

3 Troels Brandt Danernes Sagnhistorie Saxos sagn i sagaernes kronologi Gedevasens Forlag

4 Gedevasens Forlag ApS - CVR Layout, foto, kort og plancher: Troels og Ingrid Brandt. Tryk: PDF-udgave - 2. udgave Gedevasens Forlag ApS Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er begrænset af gældende lovgivning om ophavsret, som kun kan fraviges med forlagets skriftlige samtykke. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. København 2004 ISBN

5 Indholdsfortegnelse 1 Formål, kilder og metode Anvendte hovedkilder Forudsætninger og metode Saxos fortale Romerne, germanerne og Skandinavien Ældre romerske kilder Herulernes vandringer Herulerne og "Odin-kongen" i Norden Saxos angler, daner og jyder Dan og Angel Anglerne Vermund og Uffe hin Spage Rig, Dan og Kon Eventyrkongerne Skjold og Hading Skjoldungerne Saxos Gram og Hading Hake og de første Ynglinge-konger Frode "Fredegod" Frode den Store Frode og Ynglinge-kongerne Frodes senere bedrifter og død Frode, Åle og Starkad Roar og Hadbarderne Roar og Helge Beowulfs Roar og Chocillaicus Saxos Ingeld Hadbarder og Svertinger Starkads død Helge og Rolf Krake Helge Søkonge Rolf Krake Hagbard og Signe

6 10 Hadbardernes tilbagevenden Hjørvards efterfølger Fridlev og hans slægt Amlet og Ongendus Den jyske Hamlet De jyske konger og Ongendus Ivar Vidfadme og Danmarks samling Ivar Vidfadme og Ingjald Illråde Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne Rigssamleren Dan Harald Hildetand og friserne Harald Hildetand Bråvalla - Sagnet om det store slag Sigurd Ring Godfred og hans sønner Godfred Fætrenes kamp om Godfreds trone Horik I Regnar Lodbrog og vikingerne Saxos Regnar Lodbrog Sagaernes Regnar Regnars sønner og Erik Barn De danske konger i England Rollo af Normandiet Danskernes religion Hardeknud, "svenskerne" og Gorm Kilderne omkring Gorms og Harald Blåtands afstamning Hardeknud og "svenskerne" Gorm den Gamle Genealogi og tidslinie Sammenfatning Fortegnelse over citerede kildetekster Litteraturfortegnelse i øvrigt

7 1. Formål, kilder og metode Oversigt over figurer, kort og billeder (sidehenvisning) Figur 1. Kort - Herulernes bevægelser Figur 2. Kort over Sydøstskandinavien Figur 3. Foto - Uppsala Høje Figur 4. Kort - Anglernes riger Figur 5. Skjoldungesagas konge Figur 6. Saxos første konger Figur 7. Skjoldungesagas konge Figur 8. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder Figur 9. Ynglingesagas svenske konger Figur 10. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens første del Figur 11. Saxos Frode-konger Figur 12. Beowulfs Dan- og Svea-konger Figur 13. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake Figur 14. Foto - Gammel Lejre Ådal Figur 15. Foto - Lejrehallen Figur 16. Rekonstrueret kongeslægt / Frode I - Sigurd Ring Figur 17. Kort - Danmark i vikingetiden Figur 18. Foto - Sparlösa-stenen Figur 19. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm Figur 20. Foto - Hedeby Figur 21. Saxos Godfred-slægt Figur 22. Saxos sidste konger i sagntiden Figur 23. Kort - Vikingernes hovedruter Figur 24. Kort - Nordsø-rigerne Efterfølgende bilag: Bilag 1 Rökstenens gådeprincipper (udgået i 2. udgave) Bilag 2 Opdeling af Saxos konger Bilag 3 Udeladte Saxo-afsnit Bilag 4 Genealogi for danske og svenske konger Bilag 5 Rekonstrueret kongerække 7

8 1. Formål, kilder og metode 1 Formål, kilder og metode Saxos 800 år gamle krønike, "Danernes Bedrifter", var i lange tider identisk med vores ældste historie. Samtidig appellerede hans malende beskrivelser til romantikernes livlige fantasi. I dag går læserne andre veje: Vikingernes historie fortælles af arkæologer, og fortidens eventyrverden er med sprogforskeren Tolkiens pen forvandlet til "Ringenes Herre". Saxos værk analyseres i stedet ud fra dets litterære værdier. Som litterært værk er Saxos bogrække verdenskendt under den latinske titel "Gesta Danorum", og med tilnavnet Grammaticus anerkendes han tillige som en sand kirkelatinens mester. Det var dog næppe hans grund til at skrive. For ham selv var den primære målgruppe uden tvivl danske adelsmænd og gejstlige med interesse for landets historie - eller med behov for at udnytte den. Da den kildekritiske forskning vandt frem i 1900-tallet, stod det ganske klart, at Saxo ikke havde beskrevet en sammenhængende dansk historie. I dag betragter man i stedet hans danske sagnhistorie som en række uafhængige litterære episoder, der enten er sat sammen i uvidenhed eller snarere med manipulatorisk sigte. Kritikernes reaktion mod den romantiske historieskrivning medførte, at også sagnenes Lejre-kongedømme i kampens hede blev forkastet. De seneste 20 års arkæologiske fund i Lejre har imidlertid vist, at denne konklusion må revurderes. Selv i lyset af kritikken giver Saxos værk et uforligneligt billede af hans egen tid tallet. Hans sagntid er det derimod svært at finde hoved og hale på - især når man sammenligner med, hvad vi ellers kender. Netop derfor er Saxos ni første bøger om sagntiden denne bogs emne, og derfor kan resultatet pr. definition ikke blive til historie. Vi skal i stedet møde et bud på et mere oprindeligt lag af vores sagnhistorie - så vidt muligt fortalt med sagaernes og Saxos egne ord - men sorteret og samlet i nye sammenhænge med den risiko det indebærer. Foranlediget af enkelte reaktioner på første udsolgte udgave, skal det præciseres, at selv om elementer af enkelte sagnfigurer sættes i forbindelse med historiske personer eller begivenheder, er det ikke ensbetydende med, at forfatter tror eller vil give andre indtryk af, at sagnene er historiske beskrivelser eller faktiske begivenheder. Det er relevant at søge en historisk baggrund for et sagn, men resultatet bliver stadig blot tidligere lag af sagnhistorien. Bogen skildrer således en sammenhængende handling, uden at det deraf følgende ordvalg skal opfattes som accept af en virkelighed. Formålet er at forsøge at udrede den røde tråd, der trods alt har gået gennem sagnlitteraturen om danernes kongehus, når man regulerer for de åbenlyse manipulationer. Tråden begyndte reelt ved den store kong Frode, der måske er bygget over en virkelig konge, der vandt sit ry på fordrivelsen af de 8

9 1. Formål, kilder og metode indvandrende heruler i Sydsverige først i 500-tallet, så det gav genlyd helt i Byzans. Tråden følger Skjoldungernes sagnomspundne fejde, som også kendes fra England, til en Dan, hvis baggrund måske var en konge, der samlede daner og jyder mod frankerne i 700-tallet. Den fortsætter direkte over i de overordnede konger, som modstod den kristne frankiske ekspansion, indtil både den frankiske og danske kongemagt blev splittet under vikingetidens omvæltninger. Måske kan tråden let forsvinde i et røgslør i årtierne inden Gorm den Gamles ankomst fra England. Han fik imidlertid etableret et samlet kongerige, hvorefter sagntiden sluttede med kristendommens og det kirkelige skriftsprogs indtog. Perioden omfatter det meste af germansk jernalder og den efterfølgende vikingetid. Perioderne glider så meget over i hinanden, at historikere og arkæologer ikke har været enige om, hvornår vikingetiden begyndte 1. Da historikerne efterhånden helt har overladt beskrivelsen af tiden før Gorm den Gamle til arkæologerne, burde man måske snarere se perioden under ét fra det tidspunkt, hvor den nordiske Vendel-kultur opstod i dønningerne af folkevandringstiden og etableringen af de store kristne germanerriger sydpå. Først kristendommens indførelse satte en stopper for denne kultur, som var nært knyttet til Aser-religionens forestillingsverden - en kultur så stærk, at dens hovedelementer var overraskende upåvirkede af, at nordboerne efterhånden færdedes hjemvant fra Sortehavet til Island og at der opstod kristne minoriteter i Norden. En del af denne kultur var et adfærdsmønster og et økonomisk værdigrundlag for kongemagten, hvis konsekvenser er klart beskrevet hos Saxo, i sagaer og i kvad: Ustandselige plyndringer og krige for at opnå bytte, overherredømme og skattebetaling - efterfulgt af en kongelig gavmildhed over for krigerne. Disse kampe fylder en stor del af sagnlitteraturen, da det jo normalt var krig, der skabte helte og bedrifter. Glemt blev de bønder og handelsfolk, som skabte den økonomiske baggrund for de samfund, der stod bag. Har fortidens kristne skribenter ikke gjort meget ud af kulturens baggrund, er vikingernes tilværelse til gengæld blevet analyseret grundigt af arkæologer. Der udgives i disse år en række fremragende og farvestrålende værker om vikingernes verden, og også museerne yder deres bidrag. Senest er arkæologen Jørgen Jensens 4. bind om Danmarks Oldtid udkommet med et indhold, som på bedste vis beskriver rammen for denne bogs indhold - trods de diametralt modsatte indgangsvinkler. Da formålet her alene er at omstrukturere periodens sagnlitteratur, er arkæologernes beskrivelser af rammen og deres analyser af baggrunden for begivenhederne med god samvittighed udeladt - hvor fristende emnet end kan være. Resten af dette kapitel beskæftiger sig med kilder og metode. Derefter 1 Historikernes definition var knyttet til de første vikingeoverfald i de europæiske kilder i 790'erne (bl.a. Lindisfarna), men frankerne nævnte allerede lignende overfald fra sakser og daner i 500-tallet, ligesom denne adfærd var af meget ældre dato internt i Norden. 9

10 1. Formål, kilder og metode følger Saxos egen fortale i kapitel 2 og den historiske baggrund for sagnperioden og Frode-historierne i kapitel 3. Først i kapitel 4 begynder selve sagnhistorien. I denne 2.udgave af bogen er især kapitel 13, 15 og 16 stærkt omskrevet. 1.1 Anvendte hovedkilder Bogen er principielt bygget op af tekst fra Saxos "Gesta Danorum", bog I-IX. Teksten er sat ind i sammenhæng med tidens sagn, kvad og krøniker med en overordnet ramme af de få historiske oplysninger, vi har om sagntiden. Sagnene fortælles således med Saxos egne ord for halvdelen af bogens vedkommende - om end i en utraditionel rækkefølge. Resultatet er blevet en overraskende godt sammenhængende sagnfortælling om Danmark i perioden e.kr., der hænger sammen med den smule historie, der kendes. Saxo skrev sit værk mellem 1180 og Oprindeligt synes Absalon at have bestilt den del, som nu udgør bog XI-XVI. Saxo udvidede imidlertid værket, og han kom først til at aflevere den nuværende udgave til Absalons efterfølger, Andreas Sunesøn, næsten 20 år efter Absalons død. Mange forskere - herunder Inge Skovgaard-Petersen og Karsten Friis- Jensen - har påpeget Saxos manipulatoriske fremgangsmåde 2. Inge Skovgaard-Petersen har i sin disputats påvist, at Saxo opbyggede sin historie i bog I-X efter rent litterære kriterier. Derved opstod der i skildringen af den danske kongemagt passende højdepunkter, som skulle lægge op til og underbygge skildringen af Valdemar den Store og Valdemar-tidens kristne fyrster. Karsten Friis-Jensen har i sin disputats tillige vist, hvorledes Saxos digte hviler på en klassisk latinsk opbygning herunder har han vist, hvorledes Saxo anvendte Valerius Maximus. Karsten Friis-Jensen har imidlertid senere bekræftet, at han ikke har påvist at Saxo benyttede klassiske handlingselementer bortset fra i Bjarkemål. Der var således ikke tale om en ren oversættelse af de gamle kvad. Saxo havde bl.a. det klart politiske formål at fastslå, at det selvstændige danske kongedømme gik længere tilbage end til Kristi fødsel. Derved ville stiftelsen ligge før etableringen af det romerske kejserdømme, som det tyskromerske rige optrådte som en fortsættelse af. Den aktuelle situation var, at danske konger i 1100-tallets borgerkrigstid havde aflagt lensed til den tyskromerske kejser for at få hans støtte i de indbyrdes kampe. Dette passede ikke de danske stormænd og deres slægtninge på bispestolene, og her kunne de opnå støtte fra pavestolen. Mange paver havde så alvorlige kontroverser med kejserne, at de ønskede frie nordiske konger som modspil til kejseren. Dette 2 Allerede nævnt af P.E.Müller i Critisk undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie, 1823, og bl.a. viderebearbejdet af Inge Skovgaard-Petersen i Da Tidernes Herre var nær, 1987, og Karsten Friis-Jensen: Saxo Grammaticus as Latin poet,

11 1. Formål, kilder og metode gav et fælles motiv hos alle de skribenter, som i den nordiske historieskrivnings første tid var tilknyttet kirken - og det var de næsten alle. Undtagelser var Sven Aggesen og nogle af de islandske sagnfortællere. Hertil kommer, at det må stå klart ved læsningen, at Saxo havde til formål at vise, at det var skik fra gammel tid, at faderen efterfulgtes af sønnen på tronen - og at det frie Danmark principielt hele tiden havde skullet gå til Ejderen og Dannevirke. Man ved stort set intet om Saxo personligt, udover at han skrev for Absalon, som det fremgår af hans fortale. At han ikke havde nogen høj stjerne hos Absalon, fremgår af dennes testamente. Saxo er øjensynligt begyndt med bog XI, hvor han skrev om Sven Estridsen og dennes sønner - delvist baseret på Absalon selv som kilde. Først i værket oplyste han selv, at hans øvrige kilder var Dudo, Beda, danske kvad og krøniker, islandske sagaer og runeindskrifter. Undervejs røbede han dog et langt bredere kendskab til den klassiske litteratur. I det efterfølgende har jeg af rettighedsmæssige årsager valgt at benytte Fr. Winkel Horns gængse oversættelse fra Jeg har tillempet moderne retskrivning og rettet de mest krøllede sætninger ud, men har ellers holdt mig til hans tekst. Eventyret om Hading er dog som et kuriosum gengivet i NFS Grundtvigs gendigtning fra Som en god oversættelse af den fuldstændige tekst skal der især henvises til Peter Zeebergs udgave fra 2000, hvis kapitelnumre stort set svarer til de her anvendte fra Det Kgl. Biblioteks latinske on-line-udgave. Der har oprindeligt også eksisteret en islandsk saga om danernes første kongehus. Det eneste kendte eksemplar af denne Skjoldungesaga, som var ufuldstændigt, forsvandt imidlertid i 1600-tallet. Man mener, at den var nedskrevet Umiddelbart er indholdet kun svagt genkendeligt i Saxos værk, men heldigvis gengav islændingen Arngrimur Jonsson en stor del af værket i 1594 i sin "Rerum Danicarum Fragmenta". Han blandede dog i anden del også mere ordrigt sagamateriale ind i sin genfortælling i tiden efter Rolf Krake. Jeg benytter i det efterfølgende Axel Olriks latinske version af Arngrimur Jonssons tekst og Olriks egen danske gengivelse i Årbog for Nordisk Oldkyndighed fra Jeg markerer Axel Olriks danske genfortælling med (Fragmenta). Karsten Friis-Jensen og Claus Lund har i "Skjoldungernes Saga" fra 1984 udgivet en dansk oversættelse af fragmenterne af Skjoldungesaga og Sögubrot. Både Arngrimur Jonsson og Axel Olrik arbejdede med sammenligning af de forskellige genealogier - et arbejde, som også visse steder har fundet anvendelse i denne bog. Arngrimur Jonssons rekonstruktionsarbejde blev fortsat i Peter Frederich Suhms værk fra 1782, men hvor Jonsson synes at have holdt sig til kilderne, forekommer Suhm at have udført et rekonstruktionsarbejde uden altid at præcisere, hvad der var kildereferat, og hvad der var gætteri. Da han kan have kendt forsvundne kilder, vil han blive nævnt et par 11

12 1. Formål, kilder og metode gange undervejs. En pendant til Skjoldungesagaen om de svensk/norske konger er Snorre Sturlassons "Ynglingesaga" i "Heimskringla" fra ca. 1230, som angiveligt er skrevet med kendskab til Skjoldungesaga. Snorres kongerække stammer fra digtet Ynglingatal, som muligvis går tilbage til 900-tallet. Det tilskrives Tjorolf af Hvini, som til sidst fungerede ved Harald Hårfagers hof. Nordmanden Claus Kragh har hævdet, at Ynglingetal er af nyere dato, men hans tyndbenede provokation er siden tilbagevist af Svante Norr i To Rede or to Rown. Snorre oplyser dog også at have bygget på et forsvundet værk af den islandske historiker Ari Frode fra først i 1100-tallet, hvoraf en kongeliste genfindes i dennes yngre Islendingabok, mens andre oplysninger sandsynligvis indgår i den bevarede latinske Historia Norwegiæ fra sidst i 1100-tallet. Ynglingesaga er bevaret i flere udgaver fra 1300-tallet. Jeg har benyttet min egen oversættelse af Samuel Laings engelske version fra 1844 ved samtidig brug af gengivelser af den oldislandske "Kringla" (AM 35 fol.). Det oldengelske digt Beowulf kender vi i en udgave fra 1000-tallet. Der er stor uenighed blandt forskerne om, hvor gammel den oprindelige version er. En del forskere mener, at den første nedskrivning skete i 700-tallet 3, mens kildekritiske forskere ikke tør føre digtet længere tilbage end til den bevarede udgave. Der er næppe tvivl om, at det ældste oldengelske digt, Widsith, hviler på samme kildegrundlag. Der er her anvendt en engelsk oversættelse fra 2003 af Ben Slade, som også har rådgivet omkring tolkningen af de oldengelske kilder i øvrigt. I et enkelt afsnit er der som en appetitvækker citeret fra Andreas Haarders mere poetiske danske version. Hertil kommer korte citater fra islandske sagaer, danske årbøger og krøniker, samt Rimbert, Adam af Bremen, de Frankiske Rigsannaler m.fl. Blandt krønikerne er den danske Lejrekrønike, som blev til i samme miljø som Saxos værk ca Den kendes fra en gengivelse under årene i Annales Lundenses fra ca og en senere 1500-tals version, men noget af indholdet er åbenlyst forkert. Den forkastes derfor af de fleste forskere - selv om alle ældre danske krøniker og årbøger burde kasseres ved anvendelse af dette kriterium. I det indledende kapitel 3 benyttes også korte citater af de byzantinsk- /romerske forfattere Tacitus, Jordanes og Procopios i egen udgave baseret på ældre engelske oversættelser af den latinsk/græske tekst. 1.2 Forudsætninger og metode Man skal ikke have læst Saxo og Rolf Krakes Saga mange gange, før man bemærker, at Saxo har spredt fortællingen om sagaens Roar og Helge ud over flere tidsaldre i sin krønike. Det kunne være en enkeltstående fejl, men læser man hans samtidige, Sven Aggesen, bliver man klar over, at der ikke 3 Robert D. Fulk: Dating Beowulf to the Viking Ages, 1982, Sam Newton: The origins of Beowulf, 1993 og Benjamin Slade:

13 1. Formål, kilder og metode blot er tale om simple fejltagelser i den tids værker. En begrundelse for den omarbejdning, jeg derfor foretager af Saxo, kan illustreres med nogle ord fra Sven Aggesens "Kortfattet historie om de danske Konger", skrevet omkring Han var hirdmand hos Valdemar den Store og kendte både Saxo og Absalon. Sven var nevø af ærkebispen Eskil, hvis slægtninge blev dømt for medvirken i attentatplaner mod Valdemar, men Sven selv synes at have været loyal mod kongen. Han indføjede dog i sin tekst to adskilte "bibemærkninger" 4 : (Aggesen) "Disse bedrifter har jeg imidlertid anset det for overflødigt at genkalde thi efter hvad den berømmelige Ærkebisp Absalon meddelte mig, anstrengte min hirdfælle Saxo sig just da ivrigt med at ville skildre alle disse bedrifter vidtløftigere i finere stil." (Aggesen) "Jeg ønsker ikke, at man skal kritisere mig for, at jeg på fabelskrivernes eller løgnefortællernes vis lader konger følge i uafbrudt tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog har erfaret, at de var adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum. Jeg vil derfor - da det ikke er af dorsk forsømmelighed, men tværtimod af mangel på hjemmelsmænds meddelelser, at jeg have forbigået mange, som har et strålende navn - overlade efterforskningen angående dette til en omhyggelig efterfølger, for at han ved nøjagtig granskning kan udfylde, hvad jeg har forbigået, fordi mindet derom var fordunklet." Tydeligere kunne han vist ikke på den tid tillade sig at skrive, at Danmarks historie var uklar og blev manipuleret. Det er vanskeligt at se bort fra bisp Absalons klerk Saxo i den anledning, men Sven har ikke kendt Saxos færdige værk, så bemærkningen er næppe specielt møntet på Saxo, selv om den syder af mistænksomhed. Hovedparten af de første danske årbøger og krøniker stammer fra Roskilde, hvor Absalon begyndte som bisp. Da Sven Aggesen skrev, var Absalon blevet ærkebisp, og denne var ifølge Saxo travlt beskæftiget med at manøvrere Valdemars søn Knud uden om lenseden til kejseren 5. Da stort set alle overleverede beretninger om fortiden er nedskrevet af kirken på den tid, må vi gå ud fra, at de alle er mere eller mindre manipulerede. Dette gælder også de kilder, som den norske og islandske kirke har kunnet styre på Absalons tid, idet modstanden mod den tyske kejsers magt var et fælles anliggende for de nordiske kirker. 4 M.Cl. Gertz oversættelse fra Saxo Bog XV. 13

14 1. Formål, kilder og metode Desværre førte Sven Aggesens kritiske indstilling ikke til, at hans egen kongerække blev mere overbevisende - tværtimod 6. Allerede hans grundlag har været forvansket, idet det indeholder åbenlyse selvmodsigelser. Saxos titel "Gesta Danorum" (Danernes bedrifter) indicerer ikke noget om kronologi - og det er utvivlsomt helt bevidst. Her har Saxos moralske grænse øjensynligt gået. Noget kan tyde på, at han også har haft et fortsæt om ikke at opfinde nye personer, men blot blande de sagn, han havde, i en beskrivelse af danernes bedrifter i en rækkefølge og over en årrække, som passede hans formål. De første ni bøger bør derfor opfattes som isolerede sagn og beretninger, hvori også indgår jyske og angliske konger og deres guder. Her er fortællinger om en navnkundig konges historie ofte fordelt ud på flere personer af samme navn - bevidst eller ubevidst. Principielt er rekonstruktionen derfor udarbejdet ud fra den forudsætning, at sagaer og kvad er behæftet med følgende gennemgående skavanker - skildret i en forenklet form: at "sene" forfattere bevidst har lagt en række løsrevne afsnit om konger som nye konger til kongerækken for at føre kongedømmet længere tilbage i tiden. at der både er undladt identifikation af enslydende navne og sket sammenblanding af forskellige - førende til opdeling, sammensmeltning, og forbytning af figurer. at vandresagn - eller udvalgte "highlights" og pointer - fra andre egne er blevet blandet ind i de lokale danske sagn. at ros, fremhævelse og fortielser blev styret af "sponsorens" mål. at ingen fortæller eller forfatter har haft et overordnet overblik over de historiske sammenhænge. Ud fra den erkendelse, som især ligger i de to første punkter, er der indledningsvis i den følgende rekonstruktion sket en sammenlægning af de konger, der enten har samme navn eller har samme plads i enslydende handlingsforløb. Metoden har den grundlæggende svaghed, at kongefamilier ofte genbruger navnene. Risikoen anses dog for at være begrænset, da det er sandsynligt, at de kendte sagn stammer fra samme gamle sagnkredse, som er koncentreret om relativt få markante figurer. De øvrige konger af samme navn vil derfor som regel være tomme skaller i genealogierne. Der er kun foretaget en opdeling af fortællingerne om et navn, hvis det klart fremgår, at der må være tale om flere personer. 6 Desværre er hans "Slægtstavle over danske konger" ikke bevaret, bortset fra forordet. Gertz

15 1. Formål, kilder og metode De løse "elementer", som herved opstår, er efterfølgende blevet sat tidsmæssigt sammen ved hjælp af ældre kilder som Beowulf og frankiske annaler samt af sagaer, så både de kronologiske og de tværgående handlingsforbindelser mellem genealogierne så vidt muligt hænger sammen. Den sidste proces er nødvendig for et resultat kan indgå i en bog som denne, men man bør naturligvis have for øje, at det medfører en selektiv udvælgelse, som kan risikere at afspejle udvælgerens forventning. Victor Rydberg demonstrerede allerede i 1800-tallet, at metoden kan drives så langt, at man efterhånden ser det samme forløb i alle begivenheder en fejl som også litteratur- og folkloreforskerne ofte gør sig skyldige i. Saxos kronologi er på denne måde nedbrudt til ukendelighed ved omrokeringer. Det er dog væsentligt at bemærke, at man i Saxos værk mere eller mindre skjult vil kunne finde de kongenavne, som processen udpeger som de oprindelige - i samme rækkefølge som i rekonstruktionen nedenfor. Hovedparten af indholdet er af Saxo og hans forgængere blevet flyttet til nye konger, som passer til den opbygning, Inge Skovgaard-Pedersen beskriver, men navnene er bevidst eller ubevidst blevet stående med en reminiscens af kongens historie, som et skelet bag Saxos manipulerede "konstruktion". Den grundlæggende rubricering af kongerne fremgår af Bilag 2. Den storslåede litterære opbygning af Saxos værk går tabt ved denne hårdhændede behandling, men ud af røgsløret dukker måske til gengæld et indtryk af Danmarks sagnhistorie før manipulationen. Nogle af Saxos mest kendte fortællinger, som Uffe hin Spage, Amlet, Hagbard og Signe og Bråvallaslaget, er gengivet i næsten fuld længde for at fastholde hans stil, selv om de ikke nødvendigvis har plads eller er troværdige i den større sammenhæng. Ligeledes er en del af hans irriterende moralprædikener bibeholdt, da de giver et indblik i en moral hos denne kirkens mand, som ikke nødvendigvis svarer til vores opfattelse af menneskekærlighed og dadelfrit levned. Det længste af disse eksempler på vikingemoralens kristne efterdønninger er markeret med mindre skrift, så man kan springe det over, hvis man har fået nok. I resten af hans værk er der foretaget en frasortering af sagn, som ikke hænger sammen med helheden, med henblik på at give et læseligt og sammenhængende indtryk af den løsning, som denne bog bygger på. Det medfører imidlertid, at bogens tekstuddrag ikke nødvendigvis er repræsentative for Saxos samlede tekst, hvilket ville have givet det bedste grundlag for vurderingen af kombinationsarbejdet. Her må man gå tilbage til de fuldstændige udgaver af disse tekster, som er alment tilgængelige. En liste over de udeladte afsnit er vist i Bilag 3. Det drejer sig primært om nogle sagn, som handler om konger fra gudeverdenen, en sagnkreds om den sydøsteuropæiske Ermanerik og en række uidentificerbare erobringstogter. Skjoldungesagaen bærer præg af de samme fejl som Saxo, men slet ikke i samme grad. Her er der primært tale om religiøs manipulation med slægtens 15

16 1. Formål, kilder og metode oprindelse og en række større misforståelser i forbindelse med de sædvanlige dobbeltforekomster og så er en stor del af detaljerne antageligt digt. Allerede i Skjoldungesaga har man placeret de første konger før Kristi fødsel, så denne manipulation af dateringen er hverken Snorres eller Saxos opfindelse. Fejlene vil blive kommenteret undervejs og vil blive korrigeret efter samme principper som Saxo. Her benyttes bl.a. Beowulfs genealogi i stedet, da Beowulfs indhold jo beviseligt er udskilt inden de sidste manipulationer i tallet men også det værk er sammensat ukritisk af forskellige uafhængige sagn. At en del materiale bør frasorteres er oplagt, da fremmede vandresagn og anekdoter åbenbart har fundet deres vej ind blandt de nordiske kongesagn. Når forskere som Curt Weibull og Nils Lukman og senere Lars Hemmingsen hævder, at stort set hele den danske sagnverden og dens kongelister stammer fra vandresagn, er disse påstande imidlertid baseret på nogle sammenligninger, som ikke er bedre funderede, end dem man finder nedenfor. Deres konsekvenser er kraftigt overfortolkede 7. Forskere som Weibull har af og til med kildekritik for øje opstillet anti-teser, som derefter er blevet brugt af andre - eller forskerne selv - uden at have været udsat for samme kritiske behandling 8. Der viser sig således at være en langt bedre sammenhæng mellem sagnene indbyrdes, med arkæologien og med den omgivende historie, end de overdrevent kildekritiske forskere har villet erkende, fordi de vurderede dem i en falsk kronologi og som udgangspunkt var imod sagaerne. Det er væsentligt at gøre sig klart, at når man ved sammenligning mener at kunne konstatere, at en fortælling eller et navn er lånt, er det ikke ensbetydende med, at hele personen eller personkredsen er lånt således som mange tolker ovennævnte forskeres resultater. I langt de fleste tilfælde er der sandsynligvis blot tale om tidligere fortælleres fejlagtige sammenblanding af fortællingselementer fra to personer med enslydende navne - ikke nødvendigvis hele fortællingen. Fragmenterne er siden blevet farvet af den nye sammenhæng, så de ikke altid er umiddelbart genkendelige. Bemærkningerne skal ikke opfattes som en afstandstagen fra historieforskningens kildekritiske metoder. Det anvendte nordiske materiale kan simpelthen ikke betegnes som historisk kildemateriale, og forfatterens udvælgelse og omrokering af materialet kan derfor ikke frembringe historie. Derfor bliver det ikke til en historisk videnskabelig afhandling - og det har ej heller været 7 Lukman gjorde utvivlsomt nogle relevante observationer, men det lykkedes ham bl.a. at gøre Skjoldungen Halfdan til en 800-tals vikingekonge i England fra Schelde-egnen (deraf Skjoldungenavnet), hans søn Roar til hunnerkonge fra 420 og Roars brodersøn Rolf Krake til herulerkonge fra Det er f.eks. lykkedes at finde kongenavne i Sydøsteuropa, der minder om Lejrekrønikens kongerække. Det ville være overbevisende, hvis der havde været tale om konger fra samme folk, men når lignende (ikke identiske) navne er fundet i flæng hos hunner, goter, heruler og romere mister sammenligningen en stor del af sin værdi. 16

17 1. Formål, kilder og metode forfatterens intention. Formålet er alene at fremhæve den røde tråd, som går gennem sagamaterialet, når man forsøger at fjerne Saxos og hans ligesindedes åbenlyse manipulation. Herved udfyldes nogle af hullerne i historien med et sammenhængende sagnforløb - som en inkarneret historiker med foragt i stermmen vil kalde litteratur. Man kan altså ikke tale om videnskabeligt korrekte konklusioner, men i bedste fald om de mest sandsynlige forklaringer - og det er trods alt bedre end de nuværende åbenlyse usandsynligheder. Det må vi desværre lade os nøje med, da historikerne for længst har opgivet at rekonstruere jernalderens og vikingetidens nordiske handlingsforløb indenfor de rammer, man definerer som historie. Bedre bliver det ikke af, at den folkelige hukommelse ifølge folkloreforskerne normalt ikke rækker mere end et par hundrede år tilbage. Snorre fremhævede imidlertid, at skjaldene fastlåste ordene i kvadenes metriske opbygning, og et særligt behov for hukommelse må det skriftløse samfund have kunnet løse med f.eks. lovsigemænd og præster omkring sit officielle rets- og religionsgrundlag, hvor man skulle fastholde gammel skik og religion. Bogen lægger stor vægt på kronologien og genealogierne, selv om det ikke altid er i lige høj kurs i dag. Det skyldes, at man i forhistorisk tid brugte genealogierne som en del af retsgrundlaget bag kongens magtposition. Derfor er genealogierne et godt redskab til at få de politiske forløb og personbillederne til at hænge sammen, selv om man har manipuleret med dem. Sidst i bogen (Kapitel 17) lægges sagaforløbet derfor ind i en genealogi, som dateres efter gennemsnitsaldre (Bilag 4). Disse kalkulerede dateringer sammenlignes mellem slægtslinierne og med de få historiske holdepunkter, vi har. Sammenhængen viser sig at ligge indenfor sandsynlighedens rammer, men de enkelte årstal må ikke betragtes som andet end regneeksempler til brug for denne sandsynliggørelse af kongerækken. Der er ikke tale om en egentlig datering af de enkelte konger. Nogle vil naturligvis sætte spørgsmålstegn ved, om en sådan bearbejdning af en usikker tekst som Saxos har nogen berettigelse. Det må afvises med, at Saxo i tidens løb er blevet læst og analyseret af så mange historieforskere, at Saxos krønike under alle omstændigheder må betegnes som interessant - også for en historieinteresseret. Samtidig berettiger den store interesse for vikingetidens arkæologi, at man også interesserer sig for de begivenheder og hovedpersoner, der var en del af dette billede - hvor usikker denne viden end måtte være. For at gøre billedet mere levende, men også for at demonstrere usikkerheden omkring omrokeringerne, belyses historien så vidt muligt ved gengivelse af Saxos egen tekst - ofte ved sammenligning med anden sagatekst. Som Bilag 1 var i første udgave indlagt min selvstændige artikel om Rökstenen, man den er stadig under udforskning og ajourføres i en selvstændig artikel. Der er derfor i stedet indsat et link her. 17

18 1. Formål, kilder og metode I kapitlerne om sagaforløbet er citaterne anført med normal skrift, mens mine sammenkædende, begrundende og konkluderende kommentarer overalt i disse kapitler anføres i kursiv. I parentes er anført en forkortet henvisning til kildegrundlaget (oversigt over forkortelserne er anført i "Fortegnelse over citerede kildetekster" - side 318) og overspringelser i den citerede tekst er markeret med " ". Citaterne af Saxos egen tekst er indrammet for klart at udskille hans fortælling fra de omgivende rammer, hvis man udelukkende ønsker at koncentrere sig om Saxo i den ændrede kronologi. 18

19 2. Saxos fortale 2 Saxos fortale I overensstemmelse med klassisk tradition indledte Saxo sin krønike med denne fortale fra 1220, som er interessant, fordi den belyser Saxos grundlag og verdensbillede: Til ærkebiskop Andreas Sunesøn i Lund Eftersom andre folkefærd plejer at sætte en ære i de bedrifter, de har udført, og at have glæde af at mindes deres forfædre, kunne Danmarks ærkebiskop Absalon, som altid brændte af iver efter at forherlige sit fædreland, ikke finde sig i, at danskerne skulle savne et sådant mindeskrift og berømmeligt eftermæle. Da andre vægrede sig ved at påtage sig dette arbejde, pålagde han derfor mig - den ringeste af hans tjenere - at skrive den danske krønike. Ved indtrængende opfordring nødte han mig uværdige til at give mig i lag med et arbejde, der oversteg mine kræfter. Hvorledes skulle nemlig nogen før have kunnet give sig af med at skrive om Danmarks historie? Det er ikke længe siden, at landets folk antog kristendommen, og i lang tid stod det kun småt til med troen og med kyndighed i latinen. Da der så var kommet orden i kirkeskikkene, og folk samtidig havde lært latin, var man lige så dovne, som man før havde været uvidende - lige så meget at laste for efterladenhed, som man før havde været det for ukyndighed. Heraf kommer det, at jeg, hvor ringe jeg end er, og skønt jeg indså, at et sådant arbejde lå over mine kræfter, hellere har villet påtage mig det end at vægre mig ved at efterkomme Absalons bud. Det skulle helst ikke hedde sig, at vi danskere fra ældste tider havde ladet vore berømmelige bedrifter gå i glemme i stedet for at optegne dem, mens vore naboer har deres gammen af at mindes, hvad de har udrettet. Derfor var jeg nødt til at tage den byrde, som alle fortidens skribenter har ladet ligge, på mine i sligt arbejde uøvede skuldre. Da jeg ikke turde sidde det pålæg, jeg havde fået, overhørigt, har jeg taget fat med større dristighed end evne, idet jeg fra hans storhed, som bad mig gøre det, hentede den fortrøstning, min ringe begavelse nægtede mig. Da døden imidlertid bortrev Absalon, inden jeg fik mit forehavende fuldført, beder jeg nu eder, Andreas, som i en lykkelig stund blev valgt til hans eftermand i hans ærefulde embede og til at være vor kirkes øverste, om at være en fader og formynder for mit værk. På den måde vil misundernes had, som især går ud over det iøjnefaldende, blive beskæmmet, når jeg har en sådan talsmand, thi I sidder inde med en sådan mangfoldighed af kundskaber, en sådan overflod af herlig lærdom, at I er at ligne ved en helligdom fuld af himmelske skatte. For at lære boglige kunster og samle kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England. Efter at have rejst i lange tider fik I det glimrende hverv at stå for styret for den 19

20 2. Saxos fortale udenlandske højskole, for hvilken I blev en sådan støtte, at man snarere må sige, at I var en pryd for lærerembedet, end at det prydede jer. (Resten af Saxos lobhudling af ærkebispen springer vi over, da den omhandler 1200-tallets Andreas Sunesen og ikke vort emne.) Og nu må man vel vide, at de gamle danske, når man havde øvet heltegerninger, satte så stor pris på ære og navnkundighed, at de ikke blot ligesom romerne i pyntelige ord skildrede deres egne udmærkede gerninger så at sige med en slags digtekunst. De kundgjorde også forfædrenes bedrifter i kvad på modersmålet, som de så lod indriste i klipper og stene med de den gang brugelige bogstaver. Disse spor har jeg fulgt som skrifter fra oldtiden. Jeg har gjort mig al flid for i min gengivelse nøje at følge tråden, har gengivet vers som vers, og på dem støtter min fortælling sig, så det ikke er noget nyt og selvlavet, jeg byder på, men hvad der stammer fra oldtiden. I dette værk må man ikke vente at finde løs snak, der tager sig prægtig ud, men pålidelig oplysning om oldtiden. Hvor mange historiebøger må vi ikke tro, at folk, der var således sindede, ville have frembragt, hvis de havde været latinen mægtige, så de kunne få deres skrivelyst styret? Skønt de var ukyndige i romersproget, var de nemlig så opsatte på at bevare mindet om deres bedrifter, at de brugte stene og klipper som bøger. Heller ikke islændernes flid bør vi forbigå i tavshed. Da deres fædrene jords goldhed forbyder dem at hengive sig til overdådighed, har de bestandigt ført et mådeholdent liv. De plejer således at anvende al deres tid på at samle og udbrede kundskab om andre folks bedrifter og bøder således på deres fattigdom ved hjælp af åndens gaver. De anser det nemlig som en fornøjelse at kende alle folkefærds bedrifter og overlevere dem til efterverdenen. De anser det ikke for at være mindre ære værd at fortælle om fremmedes store og gode gerninger end selv at øve dem. Deres skatkamre, som er fulde af kostelige vidnesbyrd om fortidens tildragelser, har jeg omhyggeligt ransaget, og en ikke ringe del af dette værk har jeg sammenskrevet med deres fortællinger som forbilleder. Jeg har ikke anset det for under min værdighed at bruge dem som hjemmelsmænd, da jeg vidste, hvor kyndige de var, i hvad angår oldtiden. Og ikke mindre har jeg ladet mig det være magtpåliggende nøje at give agt på og omhyggeligt at optegne alt, hvad Absalon har fortalt mig, hvad enten det drejede sig om, hvad han selv eller hvad andre havde udført. Hvert et ord, der kom over hans ærværdige læber, var for mig en guddommelig åbenbaring. Jeg beder nu Eder, vor velsignede fyrste og fader, vort fædrelands mest strålende lys, kong Valdemar (Sejr), hvis berømmelige æt jeg skal skildre fra ældste tider af, om at se med milde øjne på mit værk, hvor lidet det måske end er lykkedes mig. Jeg frygter for, at jeg, trykket af mit forehavendes vanskelighed, mere røber min egen ukyndighed og mine svage evner end skildrer Eders herkomst, som det sømmer sig. I har jo 20

21 2. Saxos fortale nemlig ikke blot taget et stort rige i arv efter Eders fader, men yderligere øget det ved at underlægge jer Eders naboer. Ved at udvide Eders herredømme således, at det også omfatter Elben med dens ebbe og flod, har I føjet en ikke ringe berømmelse til den store navnkundighed, I i forvejen havde vundet. I er ved Eders store bedrifter blevet Eders forgængeres overmand i henseende til ære og berømmelse, thi selv imod dele af det romerske rige (Saxo terminologi for det tysk/romerske kejserrige) har I vendt Eders våben. Og da I har ord for at være i højeste grad både tapper og gavmild, er det ikke til at sige, om I mest skræmmer fjenderne i krig eller gør Jer elsket af Eders undersåtter ved Eders huldsalighed. Eders herlige bedstefader (Knud Lavard) tilbedes og æres nu af alle som helgen. Ved sin uforskyldte død vandt han udødelighedens krone, og hans helgenglans blænder nu dem, som han i sin tid underlagde sig ved sine sejre. Således randt der i virkeligheden mere kraft end blod af hans hellige sår. For øvrigt har jeg med den skyldige hørighed og lydighed, der fra gammel tid er gået i arv til mig, besluttet, at jeg vil stride for Eder, om ikke andet så dog med åndens våben. Det er jo vitterligt, at min fader og min bedstefader tjente Eders berømmelige fader som trofaste krigere. Jeg stoler jo altså på Eders gunst og bevågenhed, og for at følgende kan blive tydeligere, vil jeg begynde med at beskrive vort fædreland efter dets beliggenhed. For at de enkelte ting i fortællingen kan træde klarere frem, er jeg begyndt med at gennemgå de steder, hvor hver enkelt begivenhed er foregået, og gøre rede for, hvorledes stederne ligger. Danmarks rige er da således beliggende, at dets yderste dele dels begrænses af andre lande, dels af havet. Det indre beskylles imidlertid rundt om af havet, der skyder sig ind overalt og snor og bugter sig på mange måder, snart i smalle sunde, snart i brede strømme, så at det danner en mængde øer. Da Danmark således gennemskæres af havet, har det kun få sammenhængende fastlande, og disse adskilles fra hverandre ved mange sunde og bælter. Af disse fastlande indtager Jylland den første plads formedelst sin størrelse, og fordi riget så at sige begynder med det. Ligesom det ligger yderst, således strækker det sig også helt ned til Tyskland, hvorfra det skilles ved Ejderfloden, mens det mod nord bliver noget bredere og strækker sig op til Skagerrak. I Jylland ligger Limfjorden, der er så rig på fisk, at folk dér på egnen synes lige så meget at have deres næring af den som af jorden. Til Jylland grænser også Lille Frisland, hvis jordsmon skråner ned fra Jyllands højdedrag, så det ligger meget lavere og som følge af havets oversvømmelser giver overmåde rig grøde. Tvivlsomt er det dog, om disse oversvømmelser gør folkene der mest nytte eller fortræd. Når det stormer stærkt, bryder bølgerne for det meste igennem de dæmninger, hvormed de beskytter sig mod havet, og vælter sådanne vandmasser ind over markerne, 21

22 2. Saxos fortale at de undertiden ikke blot bortskyller afgrøden, men også mennesker og huse. Øst for Jylland ligger Fyn, som kun skilles fra fastlandet ved et temmelig smalt bælt. Ligesom Fyn har Jylland liggende mod vest, således vender det mod øst til Sjælland, der må prises for sin overvættes frugtbarhed og også overgår alle rigets andre landsdele i fagerhed. Mange mener også, at denne ø ligger midt i landet, så at der fra den er lige langt til alle dets udkanter. Øst for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et sund, som hvert år plejer at fylde fiskernes garn med rig fangst. Der er for det meste så fyldt op med fisk, at skibene undertiden bliver siddende fast og knap kan ros igennem dem. Man har ikke nødig at bruge garn for at fange dem, men kan ligefrem tage dem op med hænderne. Fra Skåne skyder Halland og Blekinge sig ud som to grene, der fra den samme stamme bøjer sig vidt ud fra hinanden, idet Halland strækker sig op imod Norge og Blekinge imod Götland. I Blekinge er der i øvrigt en klippe, over hvilken der går en fodsti. Klippen er oversået med sære skrifttegn. Stien strækker sig lige fra havet imod syd op i Värends stenede ødemark. Den er indfattet på langs af to linier, der kun ligger et lille stykke fra hinanden. Det flade mellemrum imellem dem er overalt helt gennemfuret af skrifttegn. Skønt fladen ligger i temmelig forskellig højde, idet den snart går over høje klipper og snart over dale, ser man dog stadig bogstaverne holde rækken. Kong Valdemar, Hellig Knuds velsignede søn, som undrede sig såre herover, sendte folk over for at komme på det rene med, hvad den skrift betød. De gik over klippen og undersøgte omhyggeligt den hele række af skrifttegn og skar dem senere ud i stave, ganske som de var indristede. De kunne imidlertid ikke få nogen mening ud af dem, fordi hulhederne dels var fyldt med jord og skarn og dels udslidt af fodtrin, så på grund af det slid, der var sket på stien, løb tegnene forvirret over hinanden. Heraf kan man se, at selv hvad der er indristet i hårde klipper, i tidens løb kan udslettes af fugtighed, skarn og regnskyl. Eftersom Danmarks rige såvel i henseende til sprog som til beliggenhed er nær pårørende med Sverige og Norge, vil jeg også omtale disse landes beskaffenhed. De ligger op imod Nordpolen under Karlsvognen og Nordstjernen og strækker sig helt op til den kreds, hvor der hersker evig frost. Hinsides den kan ingen bo på grund af kuldens uhørte strenghed. Imod Norge har naturen kun været lidet gunstig. Det er et fælt stenet land, alle vegne opfyldt med golde fjelde og klipper, så hvor man ser hen, ser man kun ødemarker og uhyggelige bjerge. Højst imod nord i dette land fjæler solen sig ikke om natten. Det er, som om den ved sin stadige nærværelse lader hånt om de skiftende timer, idet den lyser ved samme glans både nat og dag. 22

23 2. Saxos fortale Vest for Norge, omskyllet af det store hav, ligger den ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for mennesker, men de ting, der er at fortælle om den, er utrolige, så vidunderlige de er. Der er en kilde, som med sit rygende vand forvandler en hvilken som helst tings naturlige beskaffenhed. Hvad der besprænges med dunsterne af dens røg, bliver så hårdt som sten. Det er ikke så lige at sige, om det er mest forunderligt eller farligt, at der kan være en sådan hårdhed gemt i det bløde, flydende vand, at hvad der overgydes af dets rygende damp, pludselig forstenes, om det end beholder sin udvortes skikkelse. Der skal også være andre kilder dér, i hvilke vandet snart stiger således, at det går over sine bredder og sprøjter højt i vejret. Snart svinder det helt bort og synker i jordens skød, så der næsten intet er at se på bunden af det. Snart overstænker de, når de svulmer op, alt, hvad der kommer i nærheden af dem, med hvidt skum. Snart er de helt forsvundne, så selv de skarpeste øjne ikke kan opdage dem. På samme ø findes der også et bjerg, der ligesom Ætna står i brand og uafladeligt spruder ild. Dette er ligeså sælsomt som det ovenfor omtalte, thi skønt der ruger den stærkeste kulde over jorden, må den altså have en sådan overflod af hede i sig, at den lønligt kan holde en stadig ild ved lige og bestandig give brændsel til at nære et sådant bål ved. Til bestemte tider kommer der en umådelig masse is drivende til denne ø. Når de første gang tørner imod de ru klipper, høres der fra dybet sælsomme råb og høje brøl, som om klipperne skreg, hvorfor man har troet, at det var sjælene af mennesker, der havde levet et syndefuldt liv og nu var dømte til at lide deres straf og sone, hvad de havde forbrudt, her i den svare kulde. Men for at vende tilbage til Norge, som jeg må beskrive lidt nøjere, så må man vide, at det mod øst grænser til Sverige og Götland og mod vest og syd omgives af havet. Mod nord vender det imod et land, hvis beskaffenhed og navn er ukendt. Her bor der ingen mennesker, men der er fyldt op af sælsomme uhyrer. Det er skilt fra den lige overfor liggende del af Norge ved et umådeligt hav. Da sejladsen på det er såre usikker, er der kun yderst få, som er kommet lykkelig hjem igen efter at have vovet sig ud på det. Havets løb er for øvrigt således, at det til den ene side efter at have gennemskåret Danmark går videre og slår en stor bugt syd om Gotland. Til den anden side går det op nord om Norge og ind imod øst, hvor det danner en stor bredning og ender i en bugt, som vore forfædre kaldte Gandvig. Imellem Gandvig og havet syd for er der kun et smalt stykke fast land, der vender ud mod begge have. Havde naturen ikke sat dette grænseskel mellem de to have, der er så nær ved at flyde over i hinanden, ville Sverige og Norge have udgjort en ø. I den østlige del af disse egne bor Skridfinnerne - et folkefærd af ivrige jægere, som bruger en egen slags skridsko, på hvilke de færdes omkring på ellers utilgængelige bjerge. De 23

24 2. Saxos fortale når, hvorhen de vil, ved sindigt at sno og dreje sig, thi der gives ikke nogen klippe så høj, at de ikke ved snildt at krydse sig frem kan nå op på toppen af den. Fra dalbunden arbejder de sig nemlig i bugtninger op ad klipperne og styrer deres løb med mange svingninger således, at de til sidst efter at have gjort mangfoldige sving, når den top, de ville gå op på. De plejer at sælge dyrehuder til nabofolkene. Sverige grænser mod vest til Danmark og Norge. Mod syd og for en stor del også mod øst vender det ud til havet. Hvor dette hører op på østsiden, bor der en mængde forskellige barbariske folkefærd. At Danmark i gamle dage må have været beboet af kæmper, har vi vidnesbyrd om i de overordentlig store sten, der er anbragt over de gamles grave og huler. Skulle nogen tvivle på, at dette er gjort ved hjælp af kæmpekræfter, så lad ham blot se op på toppen af nogle af vore bakker og sige os, i fald han kan, hvem der skulle kunne have slæbt så mægtige blokke helt der op. Enhver, som skønner, hvad det er for underværker, som dér er gjort, må anse det for utænkeligt, at almindeligt menneskearbejde eller almindelige menneskelige kræfter skulle kunne få sådanne masser, som det er vanskeligt eller umuligt blot at rokke på flad mark, slæbt op på toppen af så høje bakker. Hvorvidt det er de jætter, som har levet efter syndfloden, der har udrettet dette, eller det er mennesker, som har overgået andre i henseende til legemskræfter, derom er intet overleveret os. Hos os holder man imidlertid på, at det er de samme, som nu til dags siges at bo i den vilde og utilgængelige stenørken, jeg før talte om, og som skal have en sådan evne til at forandre deres legemer, at de pludselig og på den forunderligste måde snart kan være nær og snart langt borte. De kan snart komme til syne og snart forsvinde. Det er forbundet med skrækkelige farer at komme did, og det er sjældent, at nogen der har prøvet derpå, er sluppet helskindet derfra og nået hjem igen. Og nu går jeg over til, hvad jeg egentlig vil fortælle. Så let slipper læseren imidlertid ikke, for vi bør først se på, hvad de klassiske kilder og sagaerne fortæller om Norden, inden Saxos krønike begynder, da det kan lette forståelsen af baggrunden og nogle af de første begivenheder. 24