Nr. 1. Januar kvartal SIndhold:

Transkript

1 SIndhold: -Leder -Harald Herdal -Rascismefri by -Hvad er Rascisme Fri By -The whistle is blowing in the wind -Magtens stemme -En vigtig forskel -Portræt af en tragikomisk og farlig højreorienteret korsfarer -Slagtningen af ROJ TV -Spies Rejser bør boykotte Gambia -EU er ikke fredens projekt -Kissinger -Talemåder -Nyttejob -Når vi taler om vejret -Ungarnske billeder -Right Wings -Social kannibalisme -Godt Nytår -Mindedemonstration -Bagside Januar kvartal 2014 Nr. 1

2 De ligger, som de har redt. Man kan narre hele folket en del af tiden, og man kan narre en del af folket hele tiden men man kan ikke narre hele folket hele tiden. (Winston Churchill) Men det er ikke desto mindre, hvad den siddende regering og ikke mindst SF og Socialdemokratiet har forsøgt sig med i de sidste 2½ år. En fair løsning. SF s ledelse og medlemmer burde have lyttet til ovenstående erfarne mands udsagn i tide. Han vidste, hvad han talte om. Han havde selv praktiseret det i mange år. Men det gjorde de ikke. Tværtimod! De ville køre i ministerbil for enhver pris koste hvad det koste ville. Nu betaler de ligesom Socialdemokratiet prisen for deres opportunisme og forræderi mod egne vælgere og alle dem, som troede, at den nye regering ville føre en ny politik til gavn for de små i samfundet. En fair løsning kaldte de det. En mirakelkur opfundet til valget og til formålet, som påstod man - ville bringe os helskindet gennem krisen, hvis vi som udgangspunkt bare arbejdede en time mere om ugen og undlod at kræve mere i løn. Blålys intet andet end blålys! Bedrag fra enden til anden. Nogen ikke mindst fagbevægelsens højrefløj røg naturligvis på limpinden. Men som det hurtigt viste sig havde det intet med virkeligheden i den såkaldte velfærdsstat at gøre, men mere med finansminister Corydons konkurrencestat. Det sorte tårn. Da de efter forhandlinger om regeringsgrundlaget med Socialdemokratiet og de radikale kom ned fra Det sorte Tårn, var den fair løsning droppet til fordel for en videreførelse af den forrige regerings politik. Væk var alle de gyldne løfter, væk var millionær og tobaksskat. Væk var den 5-årige efterlønsperiode og 4-års dagpengeperiode. De eneste løfter man holdt, var løfterne til VKO. Der var til gengæld ingen vaklen i geledderne. Det var begyndelsen til enden. SF har stemt for samtlige forringelser. De var regeringens dikkende lammehale. Politikerne hvis fornemste kvalitet tilsyneladende er, at de kan tælle til 90 startede et veritabelt, socialt nedskæringsfelttog mod samfundets svageste. Visioner og ideer er for længst gemt af vejen i glemmebogen. Ideologi og politisk holdning har længe hørt fortiden til. Klassekampen er for dem ligesom Schlüter sagde om Unionen stendød! Socialismen er for længst slettet i Socialdemokratiets og SF partiprogrammer og forstår man de spegede udtalelser ret også snart hos Enhedslisten. Programmet skal moderniseres i overensstemmelse med vor tid, siges der det er vi flere, som har hørt før. Resultatet af en sådan modernisering kan man se i SF Et parti som i 1960 startede under parolen: Afrust vort land og siden blev glødende NATO-tilhængere, stemte for dansk deltagelse i krigen mod Libyen. Hvor Holger og konen tidligere sagde nej til Unionen, nu støtter op om EU s Finanspagt mv. mv. Markedet Gud Mammon og Goldman Sachs. Imens har fattigdommen bredt sig. Det var forudsigeligt, og burde ikke undre nogen, når den økonomiske styring er overladt til markedet og Karl Marx detroniseret til fordel for Gud Mammon. Det er de riges paradis, hvor skatteyderne polstrer de nødstedte banker. Det er krisens og kapitalismens lov i praksis. Men det er ifølge regeringen den eneste vej ud af krisen. Derfor var regeringen inklusive SF ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det fornuftigste, at give medejerskab til den danske energisektor i dette tilfælde DONG til en af verdenskrisens skruppelløse bagmænd Goldman Sachs. Kamel-effekten. Som bekendt blev denne beslutning begyndelsen til masseprotester og en politisk lavine, som betød SF udtræden af regeringen og et yderligere dyk i tilslutningen til partiet, som nu hastigt nærmer sig spærregrænsen. I SF talte man om, at man havde slugt kameler nok, og at DONG-sagen var det strå, som knækkede kamelens ryg. Vild forvirring og vælgerflugt fulgte. Formanden gik af, og nu tidligere ministre hoppede af til henholdsvis Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Den sidste afhopper i skrivende stund, var den kendte partihopper, tidligere minister Ole Sohn, som efter

3 at have ødelagt DKP, gik til Enhedslisten og derfra videre til SF Nu har han meldt sig under Socialdemokratiets blå faner. Hvad bliver det næste, spørges der Venstre eller måske Liberal Alliance? Tilbage ligger et sønderrevet SF. Ny formand Pia Olsen Dyr. Hendes valgprogram fastholder den hidtil førte politik. Altså regeringens asociale politik. Alle også de såkaldte oprørere slutter op bag Olsen Dyr. Forstå det, hvem som kan. Det ligner et forsøg på kollektivt politisk selvmord. Men det kan vel ikke være anderledes i et parti af principløse, politiske karrieremagere og taburetklæbere. De ligger, som de har redt! Vi græder tørre tåre. Deres bortgang er ikke noget tab for dansk arbejderklasse tværtimod! Udgivet af: Foreningen Antifascistisk Forum. Medudgivere: Horserød Stutthof Foreningen og FIR.dk. Féderation Internationale des Résistans Association Antifasciste. Ledelse: Formand og politisk redaktør Anton Nielsen.(nielsenanton2@gmail.com) Kasserer: Dennie Ditzel. (dd@ nana-ditzeldesign.dk) Redaktion: Ansvarshavende redaktør, Flemming Hybert (fhybert@gmail.com) Medlemmer af redaktionen: Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming, Tue Magnussen, Egon Laugesen, Annette Mørk. Medlemskab -abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre.) Netadresse: forum.dk ISSN nr Henvendelse til Antifascistisk Forum: Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500 Valby Tlf Dennie Ditzel, Ibsvej 94, 2880 Bagsværd. Tlf Antifascistisk Forums Støttefond: Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på: Kontingent/abonnement indbetales ligeledes på konto. Arbejdernes Landsbank: reg. nr Kontonummer:

4 Kontingent 2014 Alle medlemmer og læsere af Antifascistisk Forum opfordres til at indbetale kontingent for 2014: Kr Indbetalingen foretages til Arbejdernes Landsbank: reg. nr Kontonummer: Harald Herdal OM EN GAMMEL RØD KÆMPE OG KÆMPER. Af Jens Forup Jeg sad for en del år siden ved min skrivemaskine inde på Dagbladet Arbejderen, da en kvinde kom ind og spurgte efter Jens Forup. Ja, det var jo mig, og hvad jeg kunne jeg hjælpe med? Jo, hun kom for at sige mig så mange, mange tak for den store artikel, jeg havde skrevet om hendes far, forfatteren Harald Herdal. Og hun tilføjede, at det var noget af det flotteste, hun nogen sinde havde læst om ham! Jeg blev naturligvis glad, og vi fik en god og lang passiar, mest om Herdal selvfølgelig. Og jeg kunne så fortælle hende, at jeg engang havde mødt ham! Midt i 1960erne var der en vis Oehlenschläger, der lavede korte film om danske forfattere, og jeg tog til en biograf på Nørrebro for at se en portrætfilm af digteren Otto Gelsted, som jeg syntes svært godt om. Men der var en film til om den mig helt ukendte Harald Herdal - og sandelig om så ikke han selv dukkede op! Efter filmen var der flere, der ville snakke med Herdal, og jeg tog da også mod til mig og sagde, at jeg ville begynde at læse ham, for det portræt af ham gav mig virkelig blod på tanden! Ja, sådan startede det, og lige siden har han været en af mine yndlingsforfattere. Da han døde i 1978, var det efter et myreflittigt skribentliv med over 100 udgivelser, romaner og noveller, digtsamlinger og små privattryk, og langt det meste gennemsyret af et umådeligt had til det borgerlige samfund og dets normer. Men der var også smukke kærlighedsdigte til den elskede og livets solside - trods alt! Hans barndom var hård og blev levet på brostenene og i baggårdene, hvor bedre folks børn ikke skulle lege med sådan en proletardreng! Han kom efter anden fri mellem (syvende klasse) i stukkatørlære og hutlede sig så igennem, som regel arbejdsløs, og levede på det nærmeste på folkebibliotekerne, hungrigt læsende og nysgerrig efter at forstå livets og samfundets sammenhænge. Arbejdsløshedens svøbe Den barske ungdom gjorde ham hurtigt til kommunist, ikke altid organiseret, og denne periode af sit liv har han skildret nådesløst realistisk i de selvbiografiske romaner Barndom, De unge år, Læreår og så den uhyggeligt hadefulde Arbejdsløs. Aldrig før var arbejdsløshedens svøbe og fornedring af mennesket blevet skildret så grumt og nærmest uden håb om forandringer! I den desperate roman Man skal jo leve står der om en af personerne, der går til kontrol og ser de mange øldrikkende arbejdere:... når han, der selv stod til venstre, gjorde sig klart, at han tilhørte en klasse, der ikke havde sin lige i tålmodighed, sløvhed, uoplysthed og ugidelighed. Hvordan skulle man ruske dem op? De syltede alt med det nationaldanske: Det går sgu nok! Og drak en bajer til. De havde en enorm respekt for grinet. De trak på skulderen ved tanken om at gøre noget revolutionært, og var den godmodige, tanketomme danske arbejder, som enhver opvakt dreng kunne løbe om hjørner med. Og dog - og dog troede han på dem, det var jo hans egne, han dømte

5 dem hårdt, fordi han ville vække dem, ruske dem vågne; han var ikke blind for grundene til, at de var sådan. Der er altså trods alt en udvej, og som sagt blev han tidligt kommunist, og udgav sidst i 1920erne bladet Unge pionerer, et børneblad for vordende DKUere. Men det var en hård skole, han gennemgik, med ondskab, gemenheder, uretfærdigheder, mishandlinger og undertrykkelse af andre og selv have han været: på bunden af elendigheden, levet det liv de fattigste lever, og som ikke er værd at kaldes liv. Og hans bitterhed er: bitterheden over at mennesket i en verden, hvor det er unødvendigt, skal leve sådan. Tag verden i besiddelse Efter flere års forgæves forsøg på at få noget udgivet - han havde skuffer fulde - havde han ind iblandt løsarbejde og småjobs som f.eks. blomstersælger eller kontorvikar, og han vagabonderede også i perioder. Endelig fik han så sin debut i 1929 med digtsamlingen Nyt sind, en række uselvstændige, men ind iblandt smukke ting som det kendte Træet i Istedgade, hvor der står: Jeg er det grønne træ. - Groet blandt gadens stene - står jeg forunderligt ene. Der er også i hans Harrald Herdals bøger læses stadigvæk! mange digte ret meget om erotik - et emne han kredsede meget om, og som Nexø og Kirk bebrejdede ham for at udpensle alt for meget. Herom mere senere. Men til sidst i debutbogen er der et opråb til proletaren om at rejse sig og tage sin verden i besiddelse, et nøgletema i hele hans vældige forfatterskab. Dette må du aldrig glemme, hvis du slipper herfra; du må fortælle om det, sige som det er, for din egen menneskeligheds skyld. Du var heldigere også fra dette deserterede du ikke uskadt, ikke usåret, men dog med så meget i behold. Ti nu ikke med, hvad du ved, hvad du har oplevet. Lad det ikke være forgæves, at du har været i afgrunden, i de dødes rige, i helvedes grå og asketørre hede, - fortæl derom. Gør din pligt!.gør din pligt! Ja. Som han selv gjorde gennem sit myreflittige liv. Der findes et foto af ham, hvor han står med sin blyant i hånden, det uundværlige stykke værktøj. Og med den produktion må han have slidt trillebørfulde af blyanter op. Den erotiske forkvakling blandt proletarungdommen i baggårdene og undertrykkelse og fattigdom og arbejdsløshed - og hvad deraf følger - det er hovedtemaerne i dette meget centrale forfatterskab på dansk. Og som sagt har Herdal oplevet det hele på sin krop, så han vidste nok, hvad han skrev om. Og kritikken dengang var særdeles ublid til tider. Autoriteternes uvilje Hver eneste bogs udgivelse voldte ham kamp og kval, og selv i frisindede blade og tidsskrifter kunne han som nævnt møde vrantenhed og uforståenhed. Forlagskonsulenterne korsede sig: er dansk naturalisme og realisme virkelig sådan? Så generende og fjendtlig? Nu havde Herdal jo ikke opfundet naturalismen, der har været skrevet bøger med ubehageligt og foruroligende indhold, før han satte pennen til papiret. Men i et socialdemokratisk samfund, hvor spidserne evig og altid talte om de store fremskridt, der var nået, ikke blot lønmæssigt, men også socialt, kom der så en forfatter og sagde, at der ikke var nogen grund til jubel, for virkeligheden for tusinder og atter tusinder af mennesker var en ganske anden. Og det satte han sig altså til at skildre gennem alle de mange år. En så omfattende tids- og samfundskritik uden en Scherfigs humor kunne kun medføre, at han fik stort set alle autoriteter imod sig, også arbejdere af navnlig hankøn - han skulle da ikke komme her og sige, at man kom fuld hjem og bankede konen, og ikke kunne tilfredsstille hende seksuelt! Kun ungdommen forstod ham rigtigt, men det var jo også det væsentligste. Og efterhånden fik han flere og flere læsere, og hans bøger kunne komme i større og flere oplag. Endvidere kan man roligt fastslå, at diplomatiske omsvøb og floromvundne vendinger og stilistiske fiksfakserier sandelig ikke var hans kop te. Næh, tingene skulle siges lige ud og uden omsvøb, så klart og logisk - og ubehageligt - som overhovedet muligt. Mange kritikere kaldte det for agitation. Og det er ofte sandt. Han ville vise alle mulige misforhold, så der ikke var noget at tage fejl af. - Somme tider skriver

6 han et næsten mundret dansk, ligesom han fordansker mange fremmedord (en sigar, at få sin gasje udbetalt) - han kunne godt huske fra skolen, hvor svært og vanvittigt det var, at skulle lære de indviklede og grammatikalske og stavningsmæssige regler. Og rent typografisk lader han tit en enkelt kort sætning stå på én linje. Også læsere med stort set ingen skolegang eller læsevaner skulle kunne forstå det. Moralsk hykleri Det seksuelle, hans ene hovedtema, kommer bedst til udtryk i novellesamlingen I berøring med livet men frem for alt i den omfangsrige roman Løg fra Den blev med det samme kaldt umoralsk og pornografisk, men i dag står den som et af hovedværkerne fra den periode. Gennem hemmelighedskræmmeri og fortielser og moralsk hykleri har kærligheden og erotikken ikke en chance i baggårdene og på trappegangene med rotter og skidt og møg, for slet ikke at tale om kælderrummene... Unge mennesker skal, under så uhumske og nedværdigende materielle kår få et forkvaklet forhold til noget af det skønneste i livet og måske aldrig senere finde naturlig balance og lykke i det. Romanen består af syv sideløbende fortællinger om unge med vanskelige mødre og fordrukne fædre, skoleproblemer og så de første erfaringer med sex. Pigerne tør ikke af angst for at blive gravide - og lader de sig alligevel overtale af de lystne drenge, så kommer det uhyggelige problem måske med illegale aborter og de dermed følgende uhyrligheder. Det er en massiv anklage mod et samfund, der ødelægger de grønne spirer i stedet for at give dem næring og lys og luft og lade dem udvikle sig og få blade og blomster og nyde livet og solen og hele tilværelsen, som der står. Løgene forkrøbles og vantrives, og det ér nu engang samfundets og den officielle morals skyld. Vist er bogen ensidig det hele er gråt i gråt. Fjendskab mellem forældre og børn, mellem børnene indbyrdes, børnene og skolen. Og kun bedre materielle kår og en anden samfundsmoral kan rette op på disse misligheder, siger kommunisten Herdal. For mig at se er det hans mere politiske, samfundsmæssige romaner, der er hans mest helstøbte og varige værker, bøger som Man skal jo leve, En egn af landet, Skyede sommerdage og især den helt fantastiske og fantastisk smukke Ukuelige menneske. Når man er i dårligt humør, kan man egentlig godt efter endt læsning af Man skal jo leve fra 1934 spørge sig selv: hvorfor dog egentlig det? For det er så trøstesløst og gråt i gråt i det københavnske slumkvarter, det gamle Adelgade-Borgergade-kvarter i den indre by. Vi følger livet i en bestemt trappeopgang, fra kælderen med sprittere, der klumper sig sammen for at holde varmen, så længe rusen varer, og til kvisten hvor den marxistiske digter bor, med Lenin på væggen og bordet fyldt med papirer om den røde studiekreds, han leder. Nok et slags selvportræt trods den noget ironiske distance. I stuen bor cigarhandleren med butik og baglokale, hvor konen kan bedrage ham, og ellers bebos de øvrige etager af ensomme koner med lige så ensomme logerende og ægtepar, som lykken for længst har forladt. På trappeopgangen færdes luderne med deres kunder, og i de mørke kroge holder de unge par til, rædselsslagne over måske at blive opdaget i deres famlende erotiske forsøg. Mennesker dør, børn bringes tilfældigt og ansvarsløst til verden, en mand hænger sig på trappen, Xenia voldtages i gården, en gammel og afdanket luder bliver sindssyg og så videre og så videre. Og alt dette skal børnene vokse op i og se på. Men man skal jo leve, og man må tage, hvad der kommer. Det er ikke nogen jungle, hvor man kæmper for eksistensen, men snarere en verden af sløvhed, lavhed og snuhed skabt af fattigdommen. Hans Kirk kritisk Denne skildring, der ikke rummer røde faner og knytnæver og kommunistiske udveje i nævneværdig grad, fik Hans Kirk til at fare i blækhuset: Der står en dødens og undergangens tone fra bogens sider, og der er intet af arbejderklassens solidaritet, intet af de arbejdsløses forbitrelse og had, kun resignation og håbløshed. Og Kirk var også utilfreds med skildringen af kommunisterne, der virkede verdensfjerne og teoretiske, så han sluttede sin anmeldelse med at tilbyde Herdal et instruktionskursus i en af de kommunistiske celler, så han kunne få indblik i, hvordan kommunistisk arbejde egentlig foregår! Socialdemokraterne angreb den golde salon-kommunisme og var forargede over den sexuelle tematik og den manglende positive beskrivelse af den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Men Harald Herdal var kompromisløs: sådan var virkeligheden også! Mesterværk I 1939 udgav han et nyt mesterværk: En egn af landet om sjællandske daglejere og arbejdsmænd, som under tredivernes kriser og tryk er ved at vågne af den

7 socialdemokratiske slummer, men som lider under splittelsen i fagbevægelsen, og er svage over for de herskende, politiets magt og den lokale nazistiske greve. Det er en både varm og vred og indædt bog, men der er dog plads til et smil nu og da. Otto Gelsted anmeldte den meget positivt i det kommunistiske Arbejderbladet, men det kan jo ikke undre, at når Herdal skildrede den socialdemokratiske arbejderbevægelse som korrumperet og pamperiseret, ja nærmest klasseforræderisk, så måtte socialdemokratiet rase over denne sovjet-nazistiske roman med dens gammel-kommunistiske doktrin og dens brændende had til socialdemokratiet. Og det skulle ikke blive ved det. Socialdemokratiet fik igen store tæsk i romanen Skyede sommerdage fra 1952, en fortælling om nepotisme og åndelig og politisk fallit. Partiets lederkreds har sat sig godt og solidt tilrette på flæsket og svigter totalt de gode gamle idealer og arbejderne! Sådan skildrede tegneren Herluf Bidstrup også de ledende socialdemokrater! Ganske uden hensyn til evner eller egnethed bliver slægt og venner hjulpet frem til indflydelsesrige stillinger i samfundet, og det må jo skabe spændinger mellem dem, der er slikne efter et ben og så de rene af hjertet. At også DKP får et par hib med på vejen, kan ikke bortforklare, at romanen er et ædende ondt angreb på renegater og de, der er til fals. Og også denne bog fik galden frem hos socialdemokratiske anmeldere. Aldrig på Kompromis Men nu til sidst i denne omtale af et af de største og mest omfangsrige forfatterskaber på dansk: hans Ukuelige menneske fra 1949, den jeg personligt synes allerbedst om. Der sidder ofte en gammel, fattig kone på en af bænkene ved Enghaveplads, når vejret er til det. Snart sidder hun alene, snart sidder hun sammen med andre, det vil hun helst; hun ser sig om, om der sidder nogen, så sætter hun sig dèr, og vil gerne snakke lidt. Hun er lille, spinkel; et rynket ansigt, men milde øjne som endnu blåner og er levende i blikket. Synet af hende varmer. De fleste i kvarteret kender hende, det er Hanne, det er Gamle Hanne. Sådan starter denne varme og smukke historie om en gammel kones politiske modning - nærmest som Maxim Gorkijs Moderen. Gennem tilslutning til det kommunistiske parti i trediverne reddes hun ud af sin ellers trøstesløse tilværelse som aviskone. Ikke meget har forandret sig for de fattigste på Vesterbro de udspilledes i Istedgade, særdeles levende og malerisk beskrevet. Godt nok bliver Danmark befriet for tyskerne, men sejren fører ikke frem til det nye samfund, Hanne og de andre kommunister havde håbet på. At DKP deltog i den nye samlingsregering med landsforræderen Buhl som statsminister var en fæl mundfuld for mange, og der står om beboerne i Gamle Hannes kvarter: Man har bedraget dem, svigtet dem, brudt alle løfter. Men dette er ikke hele sandheden, ikke for hende. Også de, de bedragne og svigtede, har svigtet og brudt deres løfter. De har fundet sig i, at andre bedrog dem! Sådan skriver kommunisten Herdal med tydelig adresse også til DKP, og dèt parti var som allerede nævnt også efter ham flere gange. Men han var sig selv, og gik aldrig på kompromis med noget af det, han troede på og kæmpede for: retfærdighed, socialisme, et anstændigt samfund kommunisme! Jeg beundrer ham og hans forfatterskab overordentlig meget! Højdepunktet i romanen er folkestrejken i 1943 som

8 Racismefri By Af Egon Laugesen Mange steder i Europa stikker nynazismen sit grimme, brune fjæs frem. Racisme og overfald er dens følgesvend. Vi behøver ikke at tage udenlands for at være vidne til dette afskyelige fænomen. En grønlandsk kvinde blev i efteråret overfaldet af en nazist på Mozarts Plads i Sydhavnen i København. Lederen af SydhavnsCompagniet er blevet truet på livet. (SydhavnsCompagniet er en frivillig social organisation, der arbejder for at fremme social og etnisk integration i Sydhavnen.) Politiet har ikke for alvor efterforsket episoderne. Lygtepælene i bydelen har været plastret til med nazistiske mærkater. 14. december tog organisationen Racismefri by initiativ til en demonstration fra Sjælør Station til Mozarts Plads. Her var et par hundrede glade mennesker samlet til julehygge med musik og talere ingen racister i vore gader. I mens blev 10 forfrosne nazister holdt i skak af politiet ved Sydhavns station. Røde svin, sådan råbte 3 overfældsmænd, da de d. 20. januar angreb en ung mand med peberspray på Mozartsplads. Endnu et naziinspireret overfald i Sydhavnen. Lokale græsrødder reagerede med at indkalde til demonstration d. 25. januar. Mange i bydelen står sammen mod nynazismen! Foto: Thomas Christensen The whistle is blowing in the wind Vi ved jo, at det i et demokrati er vigtigt, at informationen er fri, og ingen kan straffes, alene fordi han røber en hemmelig, fæl maskepi. Og at han må sikres total amnesti, er vi i regeringen enige i. Men inden vi fælder en endelig dom, så vil vi dog, alle principper til trods, godt have lidt tid til at tænke os om. For sæt, han nu afslører noget om os. Erwin Neutzsky-Wulff

9 Plakat fra Danskernes Parti Hvad er Racismefri By? Racismefri By er et netværk som vil skabe et aktivt modsvar til den stigende racisme og den øgede nazistiske aktivitet. Af Susie Visholm og Christine Bergen Racismefri By. Vi startede vores aktiviteter i oktober måned, og siden da er det blevet til 5 aktioner og en lokalgruppe i Sydhavnen. Derudover er vi i gang med at arrangere en større demonstration JA til mangfoldighed, nej til racisme lørdag den 22. marts. Hvorfor er der brug for Racismefri By? Økonomien er i dyb krise, og det skaber vrede over arbejdsløshed og nedskæringer. Den vrede prøver visse politikere og medier at rette imod minoriteter. I Grækenland beskylder premierminister Samaras immigranterne for at være et større problem end den økonomiske krise, og da 8 hospitaler i Athen blev lukket på én måned blev immigranterne beskyldt for at optage sengepladserne så der ikke er plads til de ægte grækere. I Danmark har racismen endnu ikke nået græske højder. Men det seneste halve år har vi set debatter om velfærdsturister der sætter vores velfærd under pres, halalkød som en trussel for dansk kultur, østarbejdere, der tager danskernes arbejde og romaer der kommer hertil for at nasse på danskerne. Dansk Folkeparti står med over 20 % af stemmerne i meningsmålingerne til den højeste tilslutning i partiets historie. I Danmark er der desværre ingen stærk stemme som går op imod de racistiske argumenter. Ikke kun et historisk fænomen Nazismen er desværre ikke kun et grimt minde fra 30 erne. I mange lande i Europa har nazistiske partier haft held til at vokse både i stemmetal og i styrke på gaden. Hvert eneste sted hvor nazisterne har kunnet slå rod har det medført systematisk vold imod indvandrere, venstreorienterede og fagligt aktive. Også i Danmark prøver de små nazistiske grupper at røre på sig. Dette års kommunalvalg dannede baggrund for den største nazistiske valgoffensiv siden 1930 erne. Og opstarten af det nazistiske Danskernes Parti (som er et udsplit af DNSB) er et forsøg på at fremtræde mere stuerene og kunne præsentere nazistisk politik for et langt større publikum. Vi ser at nazismen vokser i mange lande i Europa det kan også ske i Danmark medmindre vi organiserer et modsvar. Kollektivt modsvar I løbet af sommeren steg antallet af nazistiske klistermærker i København og nazisterne begyndte at kunne gennemføre demonstrationer i Københavns-området. Det var en ny situation da nazisterne de sidste mange år ikke har haft en tilstedeværelse i København. Den situation skabte en del frustration, og ud af

10 den frustration opstod Racismefri By: vi ville skabe et kollektivt modsvar til den øgede nazistiske aktivitet, og til den racisme som forpester vores hverdag. Idéen bag Racismefri By er at nazismen og racismen kan udfordres ved at organisere bredt og lokalt. Vores første større manifestation var Vinterhygge imod racisme i Sydhavnen. Fra starten af var det vigtigt for os at få involveret lokalbefolkningen omkring planlægningen og selvfølgelig, at der deltog en masse sydhavnere på selve dagen. Vi ville lave en bred og lokalt forankret manifestation. I Sydhavn er der en del lokale organisationer, foreninger, partier osv. Vi brugte en del tid på at tage kontakt til dem for at fortælle dem om vores idé, og bede dem om at anbefale, være med til at planlægge og invitere deres netværk. Samtidigt var vi ude flere gange med i alt løbesedler i Sydhavn og brugte tid på at snakke med folk, vi mødte på uddelingerne. Vi fik trykt 300 plakater med lokale anbefalere, delte dem ud og hængte dem op i lokalområdet. I løbet af planlægningsperioden fik vi udbygget Racismefri Bys kerne til også at omfatte en del sydhavnere. Og når vi var ude at snakke med folk, blev vi positivt modtaget mange kendte til problemerne med nazisterne, og syntes, at det var godt, at der blev arrangeret en antiracistisk manifestation. På dagen dukkede 250 op for at fejre mangfoldighed, dagen var en succes og dannede udgangspunkt for fortsat antiracistisk arbejde i Sydhavnen og opstart af en lokalafdeling i bydelen. Desperat nazivold Omkring 12 nazister fra Danmarks Nationale Front dukkede op på Sydhavns station med skjolde og stiksikre veste. De ville prøve at chikanere vores demonstration, men blev indkapslet af politiet. Ved de to efterfølgende Racismefri By-aktioner i Sydhavnen har nazisterne mobiliseret i egne rækker for at genere vores aktiviteter. Den 20. januar overfaldt nazisterne en ung mand på Mozarts Plads med peberspray og tæv. I løbet af tre dage fik Racismefri By stablet en demonstration på benene med deltagere i protest mod nazisternes angreb. Nazisterne havde mobiliseret helt fra Kalundborg, og stod bag to overfaldsforsøg hvor de jagede små grupper af demonstranter. En del nazister blev anholdt på dagen, og politiet fandt nogle af dem i biler fyldt med slagvåben. I starten af februar arrangerede Racismefri By en akti on hvor nazisternes klistermærker skulle pilles ned fra Sydhavnen. 40 deltog i den succesfulde aktion. Op til starten på aktionen blev en gruppe nazister set sætte klistermærker op. Og til slut i aktionen prøvede en lokal nazist at konfrontere os med en kølle som han slog ud efter os med. Vores mængde gjorde at han hurtigt flygtede ind i sin lejlighed på første sal, hvorefter han skød ud af vinduet med et hardball-gevær efter demonstranterne. Nazisternes desperate forsøg på vold, viser to ting. For det første at de er i færd med at organisere sig og vil optrappe volden. For det andet at de opfatter Racismefri By som en trussel imod deres eksistens og organisering. Racismefri By i fremtiden Racismefri By vil fortsætte med at etablere og styrke vores netværk både i Sydhavnen og andre områder. Vi vil fortsætte det lokale arbejde i Sydhavnen, og vi har flere større arrangementer på programmet bl.a. 1. maj for mangfoldighed i Sydhavnen, og en sommerfest. Demonstrationen for mangfoldighed den 22. marts er en vigtig prioritet for os, i arbejdet med at få udbredt kendskabet til Racismefri By og idéen om det lokalt forankrede antiracistiske netværk. Du kommer til at høre meget mere fra Racismefri By i fremtiden! Kom og vær med og bidrag med det du har tid til. Støt op om Racismefri By! Vi tror at Racismefri By kan blive en vigtig del af kampen imod racisme og nazisme. Vi har brug for at fortsætte med vores aktiviteter, og den lokale opbygning vi vil gerne opstarte lokalgrupper i flere byer / bydele. Så en opfordring om at deltage i nogle af Racismefri Bys aktiviteter. Kom til et af vores møder, eller vær med på demonstrationen den 22. marts. Se mere om Racismefri By på eller skriv til os på racismefribynu@gmail. com hvis du vil vide mere, eller være aktiv. Demonstration: JA til mangfoldighed nej til racisme! Kom og vær med når Racismefri By går på gaden på den internationale aktionsdag mod racisme og fascisme indkaldt fra antiracisterne i Grækenland. Der vil være talere, musik og andre festlige indslag. Tid og sted: Lørdag den 22. marts kl fra Enghaveparken til Vesterbros Torv. Organisationer er velkomne til at møde op med en bod og materialer på Vesterbros Torv.

11 Hvad sker der i Sydhavnen? Racismefri By har valgt at opstarte en lokalafdeling i Sydhavnen, og vi har brugt mange kræfter på at stable en demonstration imod racisme på benene der. For mange har det rejst spørgsmålet om hvad der egentlig sker i Sydhavnen? Antallet af nazistiske klistermærker er vokset meget siden i sommers de kommer primært fra det nazistiske Danmarks Nationale Front (DNF). I Sydhavnen er der et nazistisk miljø centreret omkring en lille gruppe DNF ere. Magtens stemme Siden i sommers har Sydhavnen været vidne til i hvert fald to nazistiske overfald, et på en grønlandsk kvinde og et på en ung venstrefløjsaktivist vidnerne til det ene angreb blev truet til tavshed. Derudover har nazisterne stået bag trusler og chikane imod aktivister fra SF og Enhedslisten under deres kommunalvalgs kampagne. Andre lokale aktivister har også været udsat for trusler. Racismefri By har haft tre aktioner i Sydhavnen og hver gang er vi blevet mødt af et modsvar fra nazisterne. Med proklamationen af den nye verdensorden i 1990 erne træder kommandovejen i den internationale politik stadig tydeligere frem. Den lovede fredsdividende er gået op i røg, mens oprustningen er steget til nye højder. Tænk bare på Danmarks planer for indkøb af nye jagerfly for mere end 30 milliarder, som begrundes med, at vi skal være klar til at støtte vore allierede overalt på kloden, hvor genstridige folkeslag skal sættes på plads. I det nye årtusinde har den ene krig udløst den næste og den næste og den... Alle i demokratiets misbrugte navn. Af Anton Nielsen. NATO-landene med de gamle imperialistiske magter i spidsen rejser påstande og anklager mod et land, som af en eller anden grund er dem på tværs. For det meste er påstandene frit opfundne og trukket lige ud af den blå luft. Men da sandheden som regel først kommer offentligheden for øre, når det er for sent, tager man helt roligt på en løgn mere eller mindre. Herefter rejses sagen i FN s sikkerhedsråd, hvor de samme magter og deres vasaller og nyttige idioter har den totale magt. Her kræver de sanktioner mod det pågældende land. Hensigten med sanktionerne er at knække det pågældende land og dermed sikre et regimeskifte. Befolkningen skal sultes i knæ, hvis det ikke kan være andet. Sanktionerne vedtages som hovedregel øjeblikkelig og med øjeblikkelig virkning. Ingen, eller ganske få, protesterer. Enkelte lande kan drive det til at undlade at stemme. I tredje fase erklærer NATO sig parat til sådan som det hele tiden har været meningen under FN s flag, eller uden hvis sikkerhedsrådets beslutning undtagelsesvis er gået dem imod at gennemtvinge sanktionerne. Krigen kan begynde. Brændpunkter 2014 Her skal blot nævnes nogle af de steder, hvor truslen om sanktioner og direkte militær indblanding for øjeblikket finder sted: Iran: USA s og Vesten har i årevis gennemført økonomiske sanktioner mod landet, som har betydet, at landet på nuværende tidspunkt reelt er bankerot. Samtidig truer USA s lænkehund i Mellemøsten, Israel, konstant med at angribe de iranske atomanlæg.

12 Irak: I januar 2014 er mere en 1000 mennesker blevet dræbt, og byen Fallujah er for tredje gang under angreb. De to første gange var det amerikanske tropper, som søgte at knække modstandsviljen i byen denne gang er det den for øjeblikket siddende amerikanske marionet, som forsøger det samme. De nyeste amerikanske våben pumpes ind i landet til formålet. Mali: Franske fremmedlegionærer er sendt ind i den tidligere franske koloni, for som det hedder at sikre ro og orden. Reelt er det for at sikre sig kontrollen med landets rige forekomster af guld, diamanter og andre mineraler. Det samme gør sig gældende i Sydsudan. Nordkorea: Landet blev i sin tid af præsident og krigsforbryder Bush udnævnt til at være en slyngelstat. Det har siden ført til stadig hårdere sanktioner og truslen om krig hænger permanent som en skygge over landet. I øjeblikket gennemføres den årlige amerikansk-sydkoreanske militærmanøvre ved den 38. breddegrad. Kina: USA forsøger i disse år, at inddæmme Kina militært og økonomisk, som man i sin tid gjorde det over for Sovjetunionen. Palæstina: Israel og USA er under dække af at føre fredsforhandlinger - i færd med at gennemføre en etnisk udrensning af det palæstinensiske folk fra deres eget land. En manøvre, som i sidste ende skal umuliggøre oprettelsen af en palæstinensisk stat. Ukraine et aktuelt eksempel I Danmark fremstilles begivenhederne i Ukraine som et opgør mellem de provestlige og pro -EU demokratiske kræfter på den ene side, og den anti-vestlige og EU modstandere og den siddende udemokratiske regering på den anden side. Men passer det? Er det en borgerkrig, der venter lige om hjørnet eller er det et vestligt forsøg på at fremprovokere et regimeskift i Ukraine? I den sammenhæng er det på sin plads, at se på, hvem den såkaldte opposition i virkeligheden er. Den består af tre partier: Farterland, Svoboda og UDAR. Hvem er det EU og Danmark støtter? I 2010 udråbte den daværende Orange-præsident Viktor Jusjenko OUN/Bs grundlægger Stefan Bandera til Ukraines Helt. Den samme ære tilfaldt Roman Shukhevych, som var leder af OUN/Bs (Einsatzgruppe Nattergal ), som stod i spidsen for likvideringen af jøder og kommunister i Lvov-gettoen. Organisationen af ukrainske Nationalister (OUN/b) er en ukrainsk fascist-organisation, som var allieret med den tyske generalstab under 2. Verdenskrig. OUN/B udgjorde staben i 14. Waffen SS divisionen og de mobile mordskvadroner Einsatzgruppen i Ukraine. Bandera opmuntrede den ukrainske nationalisme og til at tilintetgøre kommunister, jøder og slaver. I dag er Bandera glorificeret som frihedskæmper i den vestlige del af landet, men fordømt i øst og sydøst som en forræder mod Sovjetunionens kamp mod den nazistiske okkupation. Efter 2. Verdenskrig blev OUN/B et centralt element i CIA s Gehlen-gruppe et naziledet netværk, som drev spionage mod Sovjetunionen. OUN/B var også central i Den anti- bolsjevistiske blok af Nationer under Den kolde Krig. OUN/B er still goinggggg strong Leder for OUN/ bs afdeling i USA og vicedirektør for i Ronald Reagans såkaldte samarbejdsnetværk, Ykaterina Chumachenko, giftede sig med Viktor Jusjenko og var Ukraines førstedame under den orange revolution. Fatherland-partiets parlamentariske leder er Arseniy P. Yatsenyuk, som er en lederne bag kupforsøget i Ukraine. Partiet er bedst kendt som oppositionsparti for tidligere statsminister, Julia Timosjenko EU s darling som nu sidder fængslet dømt for korruption. UDAR-partiet. (Democratic Alliance for Reform). I første geled i det pågående kupforsøg finder vi UD- AR-partiet ledet af den tidligere mesterbokser, Viatli Klitschko bosiddende i Tyskland. Både det nationalistiske Vatherland og UDAR-partiet udgør en et pro- EU/tysk-netværk sammen med det fascistiske Svoboda-parti og Oleg Tyahnibok. Svoboda er en direkte aflægger af OUN/B. Tyahniboks støtter er mellem de mest aggressive provokatører i den øjeblikkelige eskalerende udvikling, og står i spidsen i forsøgene på at besætte offentlige bygninger og regeringskontorer. Koalitionen af partierne Fartheland, Svoboda og UDA optræder ikke bare sammen i gaderne, men samarbejder tæt i Ukraines parlament. Fartherland har i betydelig grad hjulpet Svoboda til at blive et socialt accepteret parti. Takket være alliancen fik Svoboda 10,4 procent af stemmerne ved sidste parlamentsvalg, og er nu repræsenteret i nationalforsamlingen med 36 parlamentarikere. Som følge af den voksende styrke i Ukraine, vinder

13 Svoboda også indflydelse på europæisk plan. Svoboda har systematisk udviklet kontakter med højreekstreme partier i en række europæiske lande. Partiet deltager i et højreekstremt netværk, som inkluderer British National Party, Ungarns Jobbik, det nyfascistiske Forza Nuova i Italien og Nationaldemkratische Partei Deutschlands (NPD). Politisk kup. Vi læser, hører og ser i vore medier, at protesterne blev udløst fordi præsident Janukovitsj nægtede at underskrive en frihandels- og associations-aftale med EU, i stedet knyttede stærkere bånd til Rusland. Men en mere korrekt og sandfærdig analyse viser, at det er et politisk kup, hvis mål er et regimeskifte, anført af fascister og højreekstreme på vegne af USA og EU. Samtidig med demonstrationerne i Kievs gader foregår der et kynisk spil i de politiske korridorer mellem Kiev, Moskva, Brüssel, Berlin, og Washington. Efter den Orange-revolution var mislykkedes, har planer om, hvordan man bliver Janukovitsj kvit, været diskuteret i baglokalerne mellem den ukrainske opposition og repræsentanter for myndighederne i EU/ USA og Tyskland. Fortsættelse følger i næste nummer af Antifascistisk Forum. (Kilder:: Wikipedia og SpifireList.com Netside og blogg af Dave Emory. NKPs blad Friheten 4. februar 2014: Bjarne Herold Johansen.) En vigtig forskel Tortere folk man ikke skal, det holder vi for skændigt. Vi gør det også kun, ifald vi finder det nødvendigt. Der er altid en gylden grund, Så ingen kan man klandre. En krigsforbrydelse er kun, Når den begås af andre. Erwin Neutzsky-Wulff

14 Portræt af en tragikomisk og farlig højreorienteret korsfarer. Hans Hetler huserede primært i 70`erne i en større dansk offentlighed som højreorienteret aktivist og skribent på sit eget blad Minut, hvori han hyldede Nixon og Reagan. Han plejede også omgang med Fremskridtspartiet og højreekstremister. Hans retorik var af samme primitive og generaliserende karakter som andre samtidige populister: Erhard Jacobsen, Mogens Glistrup og den i dag mindre kendte Erik Haaest. Sidstnævnte skrev en række bøger, blandt andet om frivillige i Waffen SS. Haaest havde tidligere været journalist på ugeblade, og redigerede i en periode en publikation af Fremskridtspartiet. I en periode samarbejdede han med Hetler på Minut. Det var altså hyggelige trosfæller Hetler omgav sig med, samarbejdede med og beundrede. Uden organisation bag sig, smed han om sig med løbesedler med aggressiv agitation mod Fredsbevægelsen og andre organisationer, som han betragtede som røde trusler. Han sympatiserede med apartheidregimet i Sydafrika, og var glødende tilhænger af NATO og USA. For ham var navngivne socialdemokrater nærmest røde kommunister. Dimensionsforvrængning var en af hans spidskompetencer. Af Klaus Haase Hetler søgte forgæves et folketingskandidatur for et nu hedengangent højrefløjsparti: De Uafhængige. Det kunne have sikret ham en fast indtægt som levebrødspolitiker. Heldigvis nåede han ikke så langt. Han var håbløs i pengesager. Han levede med mellemrum af sin rige fars penge, vekslende med løse småjobs, til at finansiere sit blad Minut som desuden blev støtte af en meget lille kreds af velgørere. Selv om han talte kapitalismens sag flittigt og nidkært, ville de store kapitalister ikke vide af ham. Han blev aldrig stueren. Trods disse odds imod sig, var han ikke bare et ynkeligt og mislykket fænomen på den yderste højrefløj. Han var også en farlig mand, der pustede til antikommunismens ild, og den indre svinehund. Hans Hetler ( ), gjorde sig landskendt i halvfjerdsernes mediebillede, under den kolde krig. Hans utallige køreture på en lille knallert førte til Ekstra Bladets hovedkvarter, og forsvarets efterretningstjeneste FET, hvor han udspionerede venstreorienterede. Heriblandt venstresocialisterne, og især Danmarks Kommunistiske Parti, på grund af partiets EU-modstand. Han pralede med sine mange kartoteker med navne på røde og samfundsfjendtlige elementer selv denne fremtrædende rolle som leveringsdygtig medarbejder for FET, spandt han ikke guld på. Ind i mellem omtalte aktiviteter, legede han aktivist. Hetlers berømmelse skal ses i den historik han befandt sig i: Han svømmede i den kolde krigs paranoide hav, og havde ikke opnået en kendisrolle som mediernes darling, uden den tidsånd han plaskede hæmningsløst rundt i. Man havde et eller andet sted brug for ham i indflydelsesrige kredse, samtidig med, at man ikke rigtig ville vide af ham. Anerkendt blev han aldrig. Men man brugte ham flittigt. En anden faktor var jordskredsvalget i 1973, hvor folketinget blev dramatisk forvandlet og polariseret: På den ene side kom højre populistiske partier som Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne til med store mandattal. På den anden side fik DKP et comeback til parlamentet. Denne situation var vand på Hetlers politiske mølle. Med Fremskridtspartiets og Centrumdemokraternes indtog i folketinget, indførtes en ny retorik: Racisme og udfald mod minoriteter, kultur og mennesker af anden etnisk oprindelse, blev en ganske naturlig ting fra talerstolen. Det blev naturligt at såre, krænke og komme med hadefulde generaliseringer. Injuriesager tog højrepopulisterne gerne med, for at vinde opmærksomhed og letkøbt popularitet. Det afstedkom også fængsels og bødestraffe, der kunne danne grundlag for en martyrrolle. Her gik Hetler heller

15 ikke fri Man kommer uvilkårligt til at drage paralleller til 20`ernes og 30`ernes Tyskland. Massevis af injurier banede vej for føreren Hitlers og propagandaministeren Goebbels karrierer. En tur i fængslet blev også gyldne anbefalinger på deres CV Her kommer en anden af Hetlers spidskompetencer til: At gentage et plat og useriøst budskab så mange gange, at mange til sidst troede på det. For nu at citere frit efter Goebbels. Formiddagspressen og sensationsliderlige medier gav ham rig lejlighed til at gennemføre denne manøvre igen og igen. Hetler havde det som en fisk i vandet. Han nåede også at alliere sig med Ekstra Bladet, som eller rakkede ham ned, i det han afslørede FET s arbejde som eksmedarbejder; det generede ikke Hetler at svigte tidligere idealer, bare for at få opmærksomhed. Hetlers liv var også en fortælling om en deroute. Han blev født i et grossererhjem, opflasket med borgerlige værdier og arrogance. Han levede dog aldrig op til sin rige farmands idealer, og måtte ofte ved siden af bladvirksomheden ty til andre indtægtskilder såsom løse jobs. Han blev sat i isenkræmmerlære efter endt skolegang, og måtte altså indimellem lade sig ernære som ekspedient og kassedame. Jobs, der nok ikke har faldet helt i tråd med familiens borgerlige idealer. Han fik et tiltagende alkoholforbrug. Flygtede fra Danmark og gæld til Tyskland. Hans konefulgte ham i tykt og tyndt. Hun endte med at begå selvmord. Hetler selv døde som et gemt og glemt højreorienteret fænomen i sit selvvalgte eksil syd for grænsen. Man kan vælge at grine af denne tragikomiske historie. Men ufarlig var Hetler ikke. Han var et af de små dryp, der medvirker til at skabe grobund for fascisme. Det kan anbefales at læse nedenstående bog, hvis man vil vide mere om fænomenet Hetler og få et billede af den tidsånd der herskede under hans tvivlsomme politiske karriere. Litteratur: Hetler Spionen fra højre Frank Toft Nielsen Peoples Press. Kontingent 2014 Alle medlemmer og læsere af Antifascistisk Forum opfordres til at indbetale kontingent for 2014: Kr Indbetalingen foretages til Arbejdernes Landsbank: reg. nr Kontonummer:

16 SLAGTNINGEN AF ROJ TV Bananstaten Danmarks Højesteret slagtede ROJ TVs mulighed for at opnå retfærdighed for 40 millioner kurdere i Europa: Af Annette Mørk og Imdat Yilmaz Rigsadvokaten mod ROJ TV A/S Selskabet ROJ TV A/S, der var fundet skyldig i at have fremmet terrorvirksomhed, blev frakendt retten til at udsende tv Selskabet ROJ TV A/S var af landsretten fundet skyldig i at have fremmet PKK s terrorvirksomhed gennem tv-udsendelser i en periode på over 4 år. Sagen for Højesteret angik, om ROJ TV A/S kunne frakendes retten til at udsende tv på baggrund af en registrering hos Radio- og tv-nævnet. Højesterets flertal fastslog, at straffelovens bestemmelser om rettighedsfrakendelse også finder anvendelse på juridiske personer (selskaber m.v.), og at der i den konkrete sag var grundlag for at frakende ROJ TV A/S retten til at udsende tv. Landsretten var nået til samme resultat. Generalsekretæren i Nato Anders Fogh Rasmussens beskidte aftale med regimet i Tyrkiet Erdodan, har nu set sit endeligt i et dansk retssal. Næste skridt er at få afprøvet sagen ved Den Europæiske Menneskerettigheds domstol. Som to små spejderdrenge forhandlede Fogh og Erdogan sig frem til et studehandel, efter princippet noget for noget. Tyrkiets og Erdodan gav Fogh den afgørende stemme for hans toppost i krigsmenageriet, mod at Fogh lukkede den kurdiske tv station ROJ TV som længe havde været en torn i øjet hos de tyrkiske myndigheder. Idéen om ROJ TV blev stiftet og finansieret af kurdere i Europa i 1999 i København og i 2003 fik Mesopotamia Broadcast sendetilladelse. For et folk uden eget land, var den fælles tv-station afgørende for at understøtte den kurdiske kultur. ROJ TV sendte via satellit til hele Europa, Nordafrika og Mellemøsten og derudover kunne mange se kanalens programmer via nettet. Selv om ROJ TV kendes ved at være kurdisk, sendte kanalen også programmer på mange forskellige sprog og dialekter. ROJ TV var den eneste fjernsynskanal, som bragte begivenheder, der vedrørte kurderne. Det skete f.eks. natten til d. 29. december 2011, hvor tyrkiske krigsfly bombaderede kurdiske civile på grænsen til Nordirak i næsten en time. 34 mænd og unge - de fleste under 18 år døde. Det er højst sand synlig at massakren ligesom mange andre lignende hændelser i kurdernes historie aldrig var blevet kendt uden ROJ TVs mellemkomst. Et andet eksempel fra 2007 viser, hvorfor spørgsmålet om ROJ TV ikke er så enkelt, som det ofte bliver fremstillet. Natten til 21. oktober 2007 angreb PKK s (Det kurdiske arbejderparti) guerillaer en militærstation, tæt på den irakiske grænse. Under angrebet blev 12 tyrkiske soldater dræbt og 8 taget til fange. De tilfangetagne soldater blev derefter bragt til Nordirak i PKK kontrollerede områder. Som kurdisk medie fik ROJ TV som den første tv-kanal mulighed for at vise optagelser af soldaterne. I to dage bragte ROJ TV optagelser af de 8 soldater og bragte interviews med deres pårørende, der opfordrede PKK til at frigive dem. Det endte med at soldaterne blev frigivet, men ved hjemkomsten til Tyrkiet, blev de fængslet og retsforfulgt, fordi de ikke havde kæmpet til det sidste! Det var denne sag som fik de tyrkiske myndigheder til at sende en klage til radio-og tv-nævnet. Tyrkerne skrev at ROJ TV var terroristernes fjernsynskanal. Nævnet endte op med, at indslaget ikke var anderledes end lignende indslag fra DR og TV2. Radio- og tv-nævnet har fire gange behandlet Tyrkiets klage over ROJ TV og hver gang har nævnet fundet frem til, at ROJ TV ikke opfordrede til vold og had, og derfor ikke overtrådte medieloven.

17 3. juli 2013 fratog Østre Landsret ROJ TV sendetilladelsen. ROJ TV ville alligevel have stoppet, for selv om sendetilladelsen var intakt, ville den franske satellitudbyder ikke have ROJ TV på sin sendeflade. Det besluttede de efter dommen i Byretten 2012, og da ROJ TV forsøgte at skifte til en anden satellit blev det også stoppet. I de år ROJ TV sendte, som er timers tv, kan man ifølge radio- og tv-nævnet, ikke finde en udsendelse som kan bekræfte klagerne om at ROJ TV opfordrer til had og vold. Påstandene kommer fra Tyrkiet, USA og Tyskland. Anklagerne i det danske retssystem fik lukket ROJ TV på grund af relationer til PKK, men PKK er kun en lille del af det som blev sendt. ROJ TV var kurdernes stemme og bragte nyheder, musik, sundhed, informationer og programmer med kurdisk kultur. Lige nu sidder 10 kurdiske mænd på anklagebænken i Københavns byret, sigtet for at have støttet PKK, som står på USA s og EU s terrorlister. De bliver beskyldt for at have kanaliseret penge til PKK via ROJ TV. Tyrkiets klamme hånd trækker i trådene i den sag også. Lukningen af ROJ TV er et angreb på ytringsfriheden og pressefriheden og det er en skamplet på det danske retssystem at føre Tyrkiets beskidte politiske retssager, mod et folk som især bliver forfulgt i det Tyrkiet, som udøver statsterrorisme mod kurderne med politiske fængslinger, tortur og som flere gange er dømt ved Den Europæiske Menneskerettigheds domstol, for at have krænket menneskerettighedskonventionen i forhold til Tyrkiets håndtering af kurdiske forhold. Der vil fremover være sort skærm, når fjernsynsseere slår over på ROJ TV s danske frekvens. ROJ TV sender i dag via en satellit i Belgien. Dommen i sig selv er besynderligt, for ingen er dømt! I straffesager mod selskaber, er det normen at en eller flere personer bliver gjort ansvarlige. Selskaber handler nemlig ikke af selv, men i denne dom er selskabet blevet gjort ansvarlig. Kendelsen i Højesteret er en svinestreg over for det kurdiske folk i Danmark og i Europa.

18 Spies Rejser bør boykotte Gambia. Et Danmarks største rejseselskaber Spies Rejser har siden 1960 erne arrangeret rejser til Gambia. På deres hjemmeside skriver de Gambia er det mest solsikre rejsemål i hele Spies verden. Men det lille land i Vestafrika byder på mere end sol og strand. Han forklarede meget tydeligt, at homoseksualitet var en farlig udvikling, fordi der så ikke ville fødes børn. Men grunden til at der i visse områder af landet fødes færre børn er helt enkelt kloren i drikkevandet. Det udløser spontane aborter. Af Lilli Rodeck Gambia byder ganske rigtigt på meget mere!! Selvom African Economic Outlook 2010 kan fremvise fine tal for udviklingen i Gambia, har landets sat hele den økonomiske udvikling over styr i 2011, og tallene for 2012 og dette år vil nok vise en stærk skrumpende økonomi. Hvad sker for Gambia? Gambias præsident Yahya Jammeh har gennem de sidste par år strammet grebet om landet og dets befolkning. Jagten på penge, som præsidenten har brug for til eget forbrug, fører til vilkårlige fængslinger, hvor ærlige forretningsdrivende må se sig selv udsat for pengeafpresning af staten, har taget det sidste smil ud af The smiling Coast. Blinde og handicappede tiggere måtte lide den tort at komme i fængsel og for en dommer, da tiggeri pludselig er blevet forbudt. Og det i et land uden social sikkerhedsnet. Landet har i de sidste par år udviklet sig til en stor lodseplads med affald overalt. Byerne stinker af råddenskab og afføring. Og selv om der er ydet enorme summer til udvikling fra Taiwan, EU, Kuwait, Commonwealth og Saudi Arabien, falder infrastrukturen sammen. Forsyningen af el i kystområdet er usikker, drikkevandet er kloreret lige så meget som en svømmebassin, hospitalerne mangler medicin og landbruget har ikke udviklet sig i de sidste mindst 3000 år. Det eneste, der ikke mangler, er militær og politi. Landets største kommune er løbet tør for penge og personale på hospitalerne har ikke fået løn i 4 måneder. Landet er de facto bankerot, men præsidenten fortsætter med at leve et udsvævende liv med dyre rejser og kokain. Alle muligheder for illegalt arbejde prøver sikkerhedsstyrkerne at forhindre ved censur af internettet. Netcaféer overvåges og enhver, som ytrer et negativ ord om præsidenten arresteres og dømmes til lange fængselsdomme uanset nationalitet. Fremstående pressefolk eller religiøse ledere risikerer at forsvinde, blive udsat for tortur og evt. mord. Præsidenten har forbudt homoseksualitet og ved FN s generalforsamling gik hans tale kun ud på, hvorfor homoseksuelle er en trussel mod ethvert samfund. Tumleplads for børn, geder og får. Alle tomme jordstykker fyldes med skrald. En demonstration gennemført af eksilgambianere i New York fik præsidenten til på egen hånd at melde landet ud af Commonwealth på trods af, at Gambia hvert år modtager mange penge til udvikling, samt giver mange unge gambianere mulighed for uddannelse på engelske uddannelsesinstitutioner. Befolkningen er vrede over denne beslutning og forstår ikke begrundelsen. Præsidentens forklaring er, at Gambia ikke ønsker at være medlem af en koloni-institution, og at UK aldrig har ydet erstatning for slaveri eller ydet noget til udvikling af landet. Præsidenten tager æren for de veje, som andre lande har bygget, hospitaler bygget af englænderne og missionerne og de skoler, som er bygget af hjælpeorganisationer. Samtidig har han søsat en sidste idé, nemlig at befolkningen skal leve af, hvad de dyrker, og dyrke hvad de spiser. Hvis det gennemføres vil mange mennesker dø af sult, da landbruget ikke kan brødføde 1, 7 mio. mennesker. Landbruget i dag kan ikke engang brødføde bønderne selv. Risbønder må købe ris, kvægavlerne har ikke selv råd til at spise kød og grønsagsproduktionen er så lille, at der må importeres fra Senegal. Og selvom han ønsker øget landbrug, stjæles jorden fra landmænd i kystområdet, som er planlagt til at være Afrikas svar på Dubai. Præsidenten kalder sig selv for en diktator for udvikling. Men selvom han er en diktator, så er det ikke for udvikling, men snarere afvikling. Præsidenten lever nu mere eller mindre i skjul, bange for statskup. Han har angiveligt en kræftsvulsts i hjernen eller tarmen. Han får behandling i Frankrig, hvor

19 han rejser til i eget fly. Ved siden af har han et stort forbrug af illegale stoffer og kvinder. Hans forbillede er Gadaffi, men på mange områder minder han mere om Idi Amin, den tidligere diktator i Uganda. I sin tid præsident har han gennemført heksejagter, dræbt journalister og politiske modstandere. Han bilder verden ind, at han kan heldbrede HIV og Aids, astma og kræft. Befolkningen har gennem det meste af Jammehs styre ikke oplevet lønstigninger, mens priserne på de vigtigste fødevarer stiger voldsomt. Samtidig med har Jammehs forsøg på at beskytte møntfoden mod fremmed valuta, fået Dalasien til at styrtdykke i værdi. Hans utidige indblanding i rebeloprøret i det sydlige Senegal, som ikke har rod i befolkningen, er ved at udløse væbnet konflikt mellem Senegal og Gambia. Kun Senegals sunde fornuft og forventning om, at Jammeh snart bliver fjernet eller dør, sikrer freden. Gambia er i dag, hvad man må kalde en fail state. Administrationen virker ikke grundet mangel på penge til lønninger, politiet er korrupt og kontrolleres af militæret, som ser ud til at pønse på magtovertagelse. Officerer og parlamentsmedlemmer retsforfølges for opfundne forbrydelser. Og situationen blandt befolkningen ser dårligere ud end nogen sinde siden selvstændigheden blev indført i Landet er i afvik ling, ikke i udvikling! Og turismen gavner ikkebefolkningen, da pengene enten ryger i præsidentens lommer eller ud af landet. Og mens turister sidder på hoteller med aircondition og køleskabe, så lever de fleste mennesker med manglende strøm, for lidt mad og manglende penge til medicin. Glædeligt er det dog, at de fleste børn går i skole nu. Men i lærebøgerne sammenkædes militær op politik som uadskillelige. De heldige børn, er dem som vokser op i Child Funds landsbyer eller SOS Børnebyer. I byerne er børnene små i størrelse og for det meste meget tynde. Det samme gælder de voksne. Der er ingen tvivl om, at gennemsnitshøjden og gennemsnitvægten er dalet siden kuppet Men det ser turister ikke. De ser det farvestrålende tøj, kvinderne bærer og ser de fidele smil hos hotelpersonalet. Ingen tør fortælle om de virkelige vilkår i landet. Men skulle man hjælpe befolkningen burde Gambia behandles på samme måde som Nord Korea. Hvis præsidenten mister de sidste muligheder for penge, vil han ikke kunne røre sig uden for landets grænser, men måtte behandle hans egen kræft med de hjemmelavede remedier, som han udsætter befolkningen for! Boykot Gambia! Stanken af forrådnelse på markedet er overvældende. Og her ser man ikke mange smilende mennesker!

20 EU er ikke fredens projekt - Danmark bør se på alternativer til EU Af Lave K. Broch, kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU the European defence market is feeling the effects of the financial crisis. Europe s defence industries are not only important for our security, by providing capabilities for our armed forces, but also for jobs, growth and innovation EU s præsident og chef for EU s forsvarsagentur Herman Van Rompuy, Bruxelles den 24. juli EU-tilhængerne omtaler ofte EU som fredens projekt, og de henviser til, at EU har fået Nobels fredspris. Men, at EU fik Nobels fredspris er på ingen måde et bevis for, at EU er fredens projekt. For det første var det EU-tilhængerne i Nobelkomiteen, der på et belejligt tidspunkt fik beslutningen vedtaget. For det andet har forskellige modtagere af fredsprisen heriblandt den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu kritiseret, at EU fik fredsprisen, fordi EU billiger sikkerhed baseret på militær magt i stedet for, at finde en alternativ fremgangsmåde. Jeg deler 100 % denne holdning. Man er nødt til at forholde sig til EU s politik på det militære område for at kunne tage stilling til om det er et fredsprojekt. Og EU s udvikling på det militære område taler sit klare sprog. EU-topmødet i december besluttede, at EU skal styrke den militære side af unionen. EU-kommissionen skal bl.a. hjælpe EU s våbenindustri når den laver salgsfremstød uden for unionen og der sættes også fokus på hvordan våbenindustrien kan styrkes generelt for at skabe arbejdspladser, vækst og innovation (se citatet for oven). EU har en lang tradition for at eksportere våben til lande der vedvarende bryder menneskerettighederne. Saddam Hussein og Muammar Gaddafi var storkøbere af våben i EU og EU har fortsat med at sælge våben Ukraine selv om landet gennemgår store omvæltninger. Dertil kommer, at EU er i gang med at opbygge en militær struktur i stedet for at satse på fredsbygning gennem FN. Styrkelsen af den militære dimension er et led i at styrke EU s politiske union og i EU-kommissionen tales der åbent om at gøre EU til et Europas Forenede Stater. EU-kommissionens formand Barosso har lovet, at han vil fremlægge et forslag om et EU med føderative træk i nær fremtid. Og EU-kommissionens næstformand Viviane Reding vil, at EU skal blive til Europas Forenede Stater. Men mere EU er ikke svaret på de udfordringer vi står over for i verden. Hverken på fredsområdet eller andre områder. Det er derimod nødvendigt at give plads til et levende demokrati og skabe en ramme for internationalt samarbejde, der gør det muligt at sikre et bæredygtigt miljø, en nordisk velfærdsmodel og et globalt udsyn, hvor arbejdet for fred i verden tages alvorligt. I Folkebevægelsen mod EU arbejder vi aktivt for at forsvare disse værdier i EU-parlamentet. Men vi kæmper også aktivt for alternativer til EU. Vi ser gerne, at Danmark ved en frigørelse fra EU tager initiativ til et tættere nordisk samarbejde og en styrkelse af FN og Europarådet samt genindtræder i EFTA. En sådan fremtidsvision kan være til gavn for freden og min vision er, at Danmark bliver et land, der er fredsmægler i verdens konflikter i stedet for at vi gennem EU alt for ofte terrorstempler den ene part i verdens konflikter. Norge har vist, at det er muligt at bringe stridende parter sammen om fredssamtaler f.eks. i Colombia, Guatemala, Palæstina/Israel og Sri Lanka. Det er ikke altid endt med fred, men hvis vi på nordisk plan kunne stå sammen for en reel fredspolitik, så chancerne for fred være større. Gallup har for nylig lavet en meningsmåling for tænketanken NyAgenda, der viser, at 47 % af danskerne støtter et nordisk forbund, mens kun 28 % foretrækker fortsat medlemskab af EU (se dk). Der er derfor håb forude. Men Danmark frigøres ikke fra EU uden en aktiv indsats. Det vil derfor være godt, hvis Folkebevægelsen mod EU kan blive styrket i det kommende valg til EU-parlamentet. Med flere ressourcer kan vi gøre en større indsats for freden og udviklingen i Europa og verden. Ja til Norden, Europa og Verden Nej til en EU-superstat.