FORORD. FABRIKKEN Fra Nobels Tobaksfabrik til Christianshavns Gymnasium

Transkript

1 Portræt af Emilius Ferdinand Nobel ( ) FORORD FABRIKKEN Fra Nobels Tobaksfabrik til Christianshavns Gymnasium Fabrikken står der med indgraverede bogstaver på den nye glasport i Prinsessegade 62. Højere oppe på muren læser man Christianshavns Gymnasium Anneks. Og læner man nakken helt tilbage, øjnes bogstaverne BEL som en sidste reminiscens af det engang så stolte firmanavn E. Nobel. De tre indskrifter afspejler bygningens historie fra tobaksfabrik, fra en midlertidig nødløsning på skolens pladsproblemer og nu til en næsten elsket og velintegreret del af gymnasiet på den anden side af Prinsessegade. Bestemt ikke den ideelle løsning på skolens permanente vokseværk og udvidelsesbehov. Men den eneste realiserbare. Vi har snuppet bid efter bid af bygningen gennem årene, efter at de sidste tobaksarbejdere, slumstormere, rugbyspillere og spejdere har måttet forlade bygningen. Der er desuden også sket en lang række forbedringer og moderniseringer de senere år. Så fabrikken er efterhånden blevet helt populær hos både elever og lærere trods dens mange mangler. Det kom til udtryk, da ukendte gerningsmænd følte det relevant at bryde gennem porten for at slæbe bøger og andet brændbart materiale ud på gadebålene, da utilfredsheden med nedrivningen af Ungdomshuset blussede op i Mange blev vrede og kede af, at se fabrikken hærget. Og mange bakkede op om skolen de følgende dage og uger. Et af resultaterne af denne opbakning er det studiecenter i fabrikkens stueetage, som nu kan tages i brug med støtte fra både private og offentlige donorer. Et andet resultatet er dette hæfte, som Skandinavisk Tobakskompagni som ejer af Nobel Cigars har været så venlig at sponsorere. Det er kommet til verden som svar på et nysgerrigt behov for at vide noget mere om den gamle tobaksfabriks historie og ikke mindst noget om det liv, der var her engang i gamle dage før gymnasieelevernes indmarch. Tak til de mange tidligere fabriksarbejdere og andre, der har bidraget med viden og informationer. God læselyst! Christianshavn december 2008 Anders Bjørn, historielærer 1

2 Emilius Ferdinand Nobel Emilius Nobel ( ) blev født som søn af tobaksfabriquer udi Assens Bendix Nobel. Faderen døde tidligt, hvorefter familiens lille tobaksfabrik kom på tvangsauktion. Emilius blev dog i tobaksbranchen først i lære som tobaksspinder i Svendborg og dernæst fra 1835 som selvstændig tobaksfabrikant i Nykøbing Falster. Året efter giftede han sig med købmandsdatteren Laura Baagøe fra Svendborg. Nobels karriere begyndte beskedent med blot en enkelt dreng til at hjælpe med at spinde skrå- og snustobak, som dengang var populære tobaksvarer. Vestergade 11, hvor facaden stadig er smykket med Nobels navn. Her boede familien privat nogle år, samtidig med at der blev produceret skråtobak i huset. Helt frem til erne blev der solgt tobaksvarer fra Nobels fabrikker i en butik i stueetagen. I dag bruges ejendommen af tegnestuen Nobel Arkitekterne. 2

3 Dette gamle gadeskilt stammer fra Nobel-fabrikkens butik i Vestergade i København. Men han var en driftig mand. Den lille virksomhed voksede og blev flyttet fra Østergade til en mere fornem bygning på Torvet i Nykøbing. I 1854 overlod Emilius Nobel sin virksomhed i Nykøbing til en slægtning for sammen med sin familie at flytte til København, hvor industrialiseringen så småt var gået i gang Han købte Chr. Kastrups tobaksfabrik i Vestergade 11, som nu blev omdøbt til E.Nobels tobaksfabrik, grundlagt Årstallet var lidt snyd, idet det egentlig stammede fra Kastrups fabrik, grundlagt netop dette år. Det gik strygende med virksomheden, bl.a. fordi borgerskabet var begyndt at ryge cigarer. Nobel indså at han måtte udvide, men der var ikke plads i Københavns overfyldte centrum. Det var der til gengæld i Prinsessegade på Christianshavn, hvor han i 1855 købte en grund (i dag Prinsessegade 60) af staten for straks at bygge en helt ny tobaksfabrik ved siden af Den Kongelige Porcelænsfabrik filial. Nobel blev efterhånden et fremtrædende medlem af det københavnske storborgerskab. I 1857 flyttede han ind i et nydeligt landsted på det dengang landlige Frederiksberg, der senere fik navnet Søndre Fasanvej og Peter Bangs Vej. Han blev de følgende år valgt ind i Frederiksberg kommunalbestyrelse og fik også bestyrelsesposter i bl.a. Landmandsbanken, Christianshavns Understøttelsesforening og Diakonissestiftelse. Nobel fortsatte med at ekspandere. I 1860 købte han en stor grund på den anden side af Fasanvejen, hvor han året efter kunne indvie to nye fabriksbygninger samt en toetagers boligblok til sine fabriksarbejdere. Den nye tobaksfabrik på Frederiksberg fik kun en kort levetid. Allerede i 1868 indgik Nobel nemlig en byttehandel med ejeren af fajancefabrikken Aluminia på Christianshavn: Han overtog fajancefabrikken, der lå på hjørnegrunden (nu nr. 62) i Prinsessegade ved siden af den tobaksfabrik, som han havde opført 13 år tidligere. Aluminia blev til gengæld flyttet ud i Nobels bygninger på Frederiksberg, hvor den nogle år senere fusionerede med Den kongelige Porcelænsfabrik (herom senere). De to fabrikker fik nu navnet E. Nobels Tobaksfabrikker og blev blandt de største arbejdspladser på Christianshavn i næsten hundrede år. Emilius Nobel døde som en gammel mand i Hans virksomheder blev overtaget af sønnen Christian P. Nobel og efter dennes død 7 år senere af de to sønnesønner Emilius Ferdinand og Hermann. I 1908 overtog de to brødre også Nobel-fabrikken i Nykøbing og delte firmaet op med Hermann som den daglige leder af filialen på Christianshavn. Den blev i 1956 arvet af sønnen Hans Jørgen Nobel, der blev den sidste Nobel på Christianshavn inden lukningen omkring Nobels villa Christianslyst lå på hjørnet af Søndre Fasanvej og Peter Bangs Vej. Den blev senere solgt for at give plads til Diakonissestiftelsen. 3

4 Kort over Christianshavn 1635 med navnene på grundejerne 4 Hvad var der før? Denne del af Prinsessegade hørte dengang ikke til de mest attraktive steder i byen. Som det fremgår af kortet fra 1635 var det ældste Christianshavn væsentligt mindre end i dag. Den nuværende fabriksgrund på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde var en del af den daværende vold og voldgrav (markeret med et rødt kryds) ved en senere nedlagt Søndre Voldstræde, der dengang fulgte volden og gik skråt over den nuværende skolegård i Prinsessegade 35. Efter udvidelsen af Christianshavns Vold nordpå mod Holmen i årene omkring 1690 blev denne del af voldanlægget sløjfet. Men området lå stadig i mange år hen som et sumpet, ubebygget og berygtet udkantsområde, ejet af henholdsvis staten/kongen og staden København. Det blev efterhånden fyldt op af byens dag- og natrenovation og anvendt til bl.a. kirkegård for fattigfolk og fangerne i det berygtede Tugt-, Rasp- og Forbedringshus på Christianshavns Torv. En del af ofrene for pesten i 1711 blev også kulet ned her, selvom der var problemer med den høje grundvandstand, der truede med at presse kisterne op over jordoverfladen

5 Udsnit af Christian Gieddess matrikelkort fra Salpeter, porcelæn og fajance Arkitekt og entreprenør Philip de Lange var den første, der forsøgte sig med en industriel produktion i det øde område over for kirken. I fik han kongelig bevilling til et salpeterværk på den store grund mod Bådsmandsstræde, der fik matrikelnummer 385. Ved siden af sin salpeterplantage fik han også bygget den smukke privatbolig til sig selv, der stadig eksisterer som en del af Prinsessegade Skoles filial bag selve skolebygningen fra 1865 (nu Prinsessegade 52). Salpeterværket på Christian Gieddes matrikelkort fra 1756 bestod af nogle rektangulære gruber ( syderier ), hvor man udvandt salpeter af nitratholdig jord fra fx staldgulve, urin, blod og døde dyr. Salpeter også kaldt nitrat var sammen med trækul og svovl fra Island det vigtigste råstof til produktion af krudt. Stanken har sikkert været slem, men som det fremgår af kortet, var området stadig ret øde. For øvrigt blev værket nedlagt efter ganske få års brug. Der gik år, inden næste industrielle virksomhed overtog Philip de Langes tidligere grund. Det blev Den danske Porselinsfabrik, som i 1775 var blevet oprettet som et aktieselskab med christianshavner-apotekeren Frantz Müller som direktør. Den havde hovedsæde i den såkaldte Postgård i Købmagergade 50 5

6 Som det ses på dette maleri af Giovanni Cesari fra omkring 1750, var området omkring Prinsessegade sparsomt bebygget i 1700-tallet. Til venstre ses Vor Frelser Kirke. 6 vet en underskudsforretning. Det lykkedes dog først i 1868 at få hovedbygningen i Købmagergade solgt, hvorefter den i 1882 blev revet ned efter at være blevet solgt til direktør Philip Schou fra den fajancefabrik Aluminia, der tidligere havde været nabo til porcelænsfabrikkens afdeling på Christianshavn. Fajance- og porcelænsfabrikken eksisterede derefter side om side på Frederiksberg for i 1969 at blive fusionerede under navnet Royal Copenhagen. Det gik hurtigere med at få solgt porcelænsfabrikkens parceller på Christianshavn. Den første køber var som nævnt tobaksfabrikant Nobel, der i 1855 erhvervede sig en grund i Prinsessegade til en tobaksfabrik (se senere). Den anden grund den nuværende Prinsessegatæt ved Rundetårn. Efter nogle år med økonomiske problemer valgte regeringen at overtage fabrikken i 1779 og desuden at udvide den med en filial på den statslige grund langs Prinsessegade og Bådsmandsstræde. Den fik fra nu af navnet Den kongelige Porcelainsfabrik. Det gik rigtig godt for den kongelige fabrik de følgende år, hvor der fremstilledes store mængder af kaffe-, te- og spisestel med det berømte Flora Danica-stel som det absolut dyreste og fineste produkt. På Christianshavnerafdelingen produceredes der også mere grove varer så som ildfaste sten til kakkelog køkkenovne. Efter enevældens afskaffelse i 1849 ønskede staten ikke at beholde porcelænsfabrikken, der var ble-

7 På dette kort fra 1841 ses porcelænsfabrikken som en lang og smal bygning langs Bådsmandsstræde samt som spredte bygninger rundt om på den store grund. Området er langt fra fuldt bebygget. Der er dog sket en udvidelse på den anden side af Bådsmandsstræde, hvor der i 1830 erne blev bygget en artilleri-kaserne. Kasernebygningen nederst t.h. på kortet eksisterer endnu under navnet Fredens Ark på Christiania. Det første Flora Danica-stel med danske planter som motiv blev produceret som en gave fra kronprins Frederik til den russiske kejserinde Katharina den Store. Hun døde dog inden alle stellets mange dele var færdige, hvorefter det danske kongehus besluttede at beholde stellet på Amalienborg de 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde og Prinsessegade blev i 1862 købt af August Schiøtt ( ) for i alt 7160 rigsdalere. Schiøtt havde været i England og ønskede efter engelsk forbillede at producere samme slags varer som porcelænsfabrikken, bare i det langt billigere fajance. Han nåede inden sin død det følgende år at få bygget en lille fabrik med to ovne langs Bådsmandsstræde. Den fik navnet Aluminia, da aluminium er en vigtig bestanddel af det ler, der skal brændes til fajance). Eksempler på Alumnias varesortiment i 1860 erne. 7

8 8 Det eneste bevarede billede af Aluminia på hjørnet af Bådsmandsstræde og Prinsessegade er fra en såkaldt priskurant fra Selv om fabrikken først senere blev bygget helt ud til Prinsessegade, havde den adresse der (dengang som nr. 48, nu som nr. 62). Bag fajancefabrikken og de mange træer ses Nobels første tobaksfabrik med den høje skorsten. Bygningen yderst t.v. stammer sandsynligvis fra den tidligere porcelænsfabrik Som arbejdskraft brugte Schiøtt bl.a. kvindelige fanger i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, der på dette tidspunkt var indrettet i Søkvæsthusets fløj mod Bådsmandsstræde (det nuværende Orlogsmuseum). Kvinderne, der blev sat til at udføre det ensformige arbejde med at sætte hanke og tude på kopper og kander hjemme i fængslet, var en billig, men også meget lidt motiveret arbejdskraft. De blev for øvrigt kort tid efter overført til det nye kvindefængsel i Skt. Annægade over for kirken og stod ikke længere til disposition som billig arbejdskraft for driftige fabrikanter. Til at oplære den danske arbejdskraft i at producere fajance ansatte August Schiøtt en svensk opdrejer samt den engelske fabriksmester. Men unge Schiøtt døde tidligt i 1863 uden at nå at opleve resultaterne af sin indsats. Hans far, justitsråd Schiøtt, overtog nu Aluminia, som han året efter udvidede med en bygning helt op til hjørnet ved Prinsessegade. Det er denne bygning, som i dag udgør hovedparten af gymnasiets anneks. I den nye bygning var der plads til en stor glasurovn samt værksteder til malere, trykkere og modellører. Energien til at ælte leret til fajancemasse kom fra et mølleværk med en gammel dampmaskine. Selv om ingen i Schiøtt-familien havde særlig forstand på at drive en fabrik, gik det rimelig godt med produktionen de første år. Der blev bl.a. fremstillet musselmalede stel, tekopper med danske herregårds-motiver samt mere fornemme spisestel i engelsk stil. Efterhånden nåede man op på en årlig produktion af fajancegenstande, som blev solgt fra Aluminias butik på Højbro Plads. Antallet af ansatte steg derfor til omkring 70. I 1868 fik Aluminia en ny og energisk medejer, ingeniør Philip Schou. Han indså hurtigt, at det var nødvendigt at investere i større og mere moderne ovne og dampmaskiner. Han var også klar over, at opfyldt undergrunden på Christianshavn ikke var særlig velegnet til at bære de tunge maskiner og ovne, der var nødvendige. I første omgang foreslog han dog sin nabo, tobaksfabrikant E. Nobel, at købe dennes grund for derved at få mulighed for at udvide fajancefabrikken. Nobel afslog, men tilbød til gengæld Schou en byttehandel: Hvis han fik nabogrunden med Aluminia, kunne Schou få Nobels store grund med tobaksfabrikken ude på Frederiksberg. Schou slog til. Der var langt større udvidelsesmuligheder på Frederiksberg, hvad han de følgende år fik brug for. Også Nobel var tilfreds. Røgen fra fajancefabrikkens skorstene var til gene for hans tobaksarbejdere og ikke mindst aromaen i hans tobaksvarer. Desuden kunne han nu samle hele sin produktion af skrå, snus, røgtobak og de stadig mere og mere populære cigarer i de to nabofabrikker, der nu fik samme matrikelnummer (407). Først måtte han dog sørge for at bygge fajancefabrikken om, så den kunne bruges til tobaksproduktion.

9 Der findes et par gamle tegninger på kommunens matrikelkontor i Teknik- og Miljøforvaltningen af den fabriksbygning, som Schiøtt fik opført i 1864 og som blev overtaget af Nobel 4 år senere. Der var tale om en toetagers bygning med nogenlunde samme grundplan som i dag, bl.a. med et knæk på hjørnet mod Bådsmandsstræde og Prinsessegade. Som det også fremgår af tegningen på forrige side var fajancefabrikken delvist bygget sammen med et andet ældre hus fra den tidligere porcelænsfabriks tid. Den øverste tegning viser stueetagen. Yderst t.h. i det største rum var der et mølleværk, hvor fajancemassen blev æltet ved hjælp af en dampmaskine i et mindre lokale ved siden af kedelen. De øvrige rum i stueetagen er magasiner samt bl.a. et pakkerum. På 1.sal fandtes der et laboratorium, nogle lagerrum samt lokaler til de håndværkere, der skulle stå for den kunstneriske udsmykning af fajancen inden brændingen: trykkere, modellører og malere. Som i stueetagen fyldte den store brændeovn også næsten halvdelen af denne etage. Nederst ses en arkitekttegning af Aluminias facade mod Bådsmandsstræde. 9

10 Nobels Tobakfabrikker Nobel besluttede at genbruge den nyopførte fajancefabrik. Den store ovn blev fjernet, hvorefter bygningen blev gjort en etage højere og muligvis forlænget en smule til de nuværende dimensioner. Desuden opførte han i gården et hus i én etage langs skellet til sin anden fabrik med plads til en kedel samt den dampmaskine, der tidligere blev brugt i fajancefabrikken. I gården, der endnu ikke var forsynet med en port mod Prinsessegade, blev der desuden opført en latrinbygning af træ. Skorstenen kom først til efter Nobels ældste fabrik fra 1854 er ikke nærmere beskrevet i litteraturen. Den blev i en brandtaksation fra 1863 vurderet til en samlet pris af rigsdalere og bestod af et trefløjet anlæg samt et beboelseshus mod Prinsessegade. I gården var opført en 20 alen høj dampskorsten samt et par mindre bygninger til stald og vognskur. I 1888 solgte Nobel denne fabrik til et konkurrerende firma ved navn Brødrene Brauns Tobaksfabrik. Hvorfor vides ikke med sikkerhed, men i årene op mod salget havde han haft en del kontrover- Plantegning fra 1870 over Nobels to tobaksfabrikker i Prinsessegade, dengang nr. 46 og 48, i dag 60 og Som det fremgår af dette udsnit af den godkendte tegning af Nobels nyrenoverede fabriksbygning fra 1869 blev den nu 3 etager høje bygnings facade udsmykket med rundbuede vinduer, der for de to øverste etagers vedkommende blev placeret i ligeledes rundbuede nicher. Øverst på loftsetagen blev der indrettet et tørreloft. ser med de kommunale brandmyndigheder pga. nogle ulovligt opførte ovne. Brd. Braun-firmaet besluttede i 1966 at nedlægge den gamle skråtobaksfabrik i Prinsessegade. Den blev derefter nedrevet og afløst af en midlertidig træbaraksbygning til brug for en vuggestue. Sammen med to ældre beboelsesejendomme, som Christianshavns Understøttelsesforening i 1868 havde opført på nabogrundene nr , blev vuggestuen fjernet i 1990 erne. Desværre ikke for at give plads til en hårdt tiltrængt sportshal til gavn for gymnasiet og hele Christianshavn, men til moderne andelsboliger samt en ny børneinstitution.

11 Fabrikkens nye nabo, opført Luftfoto fra 1980 erne inden nedrivningen af barakbygningerne og de to beboelsesejendomme i Prinsessegade nr. 60 og

12 Tobakshåndværket i 1800-tallet Tobakken kom til Danmark omkring 1600, men først i 1665 fik vi det første danske tubacks Spinderie i København. I mange år hed tobaksarbejderne spindere, fordi såvel snus- og skråtobak som røgtobakken til datidens kridtpiber blev ved hjælp af en spinderok spundet til en streng og solgt alen- eller rullevis. Først i 1813 kom den første danske sigarfabrik, hvis varer efterhånden blev de mest populære tobaksvarer i landet. Cigaretterne blev først den store succes i 1900-tallet, men den første cigaretproduktion i Danmark startede dog allerede i Det store antal arbejdere i tobaksindustrien i 1800-tallet skal ses i lyset af, at produktionen i stort omfang foregik manuelt uden brug af maskiner (bortset fra nogle simple skæremaskiner og spinderokke). Først gradvist kom der gang i mekaniseringen med de første cigaretmaskiner omkring 1910 og de første cigarillos-maskiner i 1920 erne. Cigarmagerne blev først for alvor afløst af mere og mere effektive maskiner efter 2. verdenskrig. En sådan maskine kunne dagligt producere omkring 5000 cigarer, mens en god cigarmager højest kunne rulle 250 stk. Fra omkring 1970 var det derfor slut med håndrullede cigarer i Danmark. Arbejderne på Nobels og de andre tobaksfabrikker var en broget flok. Øverst i hierarkiet stod naturligvis ejeren, der ofte også var direktør. Den praktiske ledelse var overladt en række formænd og mestre. Blandt de egentlige arbejdere rangerede de faglærte cigarmagere, sortere og spindere højest, men det ufaglærte og dårligere lønnet arbejde blev varetaget af strippere (til at fjerne midterstilken i tobaksbladene), anlæggersker og gulvpiger og -mænd til at assistere de faglærte. Hertil kom folk til at passe maskinerne, lave cigarkasser, klistre mærker på, rydde op, pakke de færdige varer osv. Frem til omkring 1900 var flertallet mænd, men efterhånden overtog kvindelige arbejdere flere og flere opgaver. Spindere og cigarmagere blev dog primært ved med at være mænd, der havde taget den 3-4 årige lærlingeuddannelse. I begyndelsen var op til 1 /3 af arbejdskraften i tobaksindustrien børn, sikkert også på Nobels fabrikker. Arbejdsgiverne begrundede det med, at der var tale om socialt hjælpearbejde, der holdt børnene væk fra gaden. Der var nu nok mere tale om at udnytte de fattige arbejderbørn, der for en ussel løn gjorde rent, gik byærinder og ofte også udførte egentlig tobaksarbejde med at strippe tobaksbladene og lave vikler (indlæg i cigarerne bag de finere dæksblade). I 1873 kom den første fabrikslov, der begrænsede børnearbejdet til børn over 9 år i kun 6,5 time dagligt. Så mente man, børnene godt kunne klare at gå halvdags i skole. En ny lov i 1903 hævede alderen til 12 år, og i 1919 blev der forbudt børn under 14 at arbejde på fabrik. Antallet af ansatte i tobaksindustrien voksede støt gennem 1800-tallet : År Antal virksomheder Antal beskæftigede ca Sort set kun ST. 664 Kilde: Spredte oplysninger i H. Grelle: Tobaksarbejdere gennem hundrede år (NNF 1987) og N. Bardenfleth: Fra tobaksspinder til maskinoperatør (Nyt Nordisk Forlag 1997). Det store antal virksomheder i 1921 dækker over ca enkeltmandsfirmaer, hvoraf mange de følgende år bukkede under pga. konkurrence og skærpede krav til arbejdsmiljøet. 12

13 Tobaksspinderne fik deres eget håndværkerlav i På lavets lade dvs. trækiste til opbevaring af dokumenter m.m. fra 1813 ses en arbejdsscene fra en mindre tobaksfabrik. T.v. spindes der røgtobak, som derefter t.h. vejes og pakkes. Nationalmuseet Th. Stauning ( ) blev født i et fattigt københavnsk arbejderhjem. Han blev uddannet som cigarsorterer og i 1897 valgt til formand for Tobaksarbejderforbundet. I 1924 blev han Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Der findes en beretning om livet som skiftevis arbejdsdreng på Nobels tidligere tobaksfabrik i Prinsessegade 60 og som elev på Kristianshavns Friskole på det anden side af gaden: Erindring om børnearbejde på Brd. Brauns Tobaksfabrik i Prinsessegade Beretning fra Eiler V. Christoffersens (f. 1903) i Københavns Stadsarkiv pensionisterindring 1969 nr Min egen ringhed, der var en ret stor knægt, måtte selvfølgelig også bestille noget. Det blev på skråfabrikken Brødrene Braun i Prinsessegade. Her mødte vi halvdagsbørn kl hver morgen, for derefter at styrte over i skolen i Bådsmandsstrædet på den anden side af gaden. Eftermiddagsholdet gik som regel lige fra skole over på Skråen, som vi kaldte den. Arbejdspladsen var såmænd meget god, skråspinderne var rare mennesker med de undtagelser, som altid findes blandt et folkefærd. Lønnen var derimod ikke særlig god, 2,75 kr. om ugen, var hvad det kunne blive til. Og der skulle bestilles noget for denne formidable sum. Busk- og dæksblade skulle være lagt pænt ud, når svenden kom med sit spindebræt, for han var jo på akkord og skulle holde en bestemt mængde skråtobak 13

14 Dette foto blev optaget på Brødrene Brauns skråtobaksfabrik i Prinsessegade 60 to år efter, at Nobel havde solgt fabrikken i Til højre ses to børn hjælpe en kvindelig arbejder med at strippe en bunke tobaksblade. Til højre ved det lange bord er to mandlige tobaksspindere i færd med at spinde den sovsede skråtobakken sammen til en streng ved hjælp af en spinderok for bordenden. De assisteres af nogle kvindelige anlæggersker. 14 for at holde en nogenlunde ugeløn. Det skal siges til mange svendes ros, at de heller ikke var bange for at stikke en 25 øre, når ugen havde været rigtig givtig. Men vi børn kunne såmænd godt få ondt i vore ben af al den renden frem og tilbage langs det store bord. Her fik jeg lejlighed til for første gang i mit liv at deltage i en strejke. Ja, jeg tør næsten prale af, at det var mig, der fik strejken igangsat. Formålet var at få 30 øre mere om ugen, så vi rundede de 3 kr. Jeg havde jo den idé, at disse 30 øre kunne jeg, så selv have til min egen lomme. Men ak, det rygtedes, at vi lavede strejke, selvom mange af os havde taget andet arbejde jeg hos Jensen & Møller i Dronningensgade, og kom hjem med en ugeløn. For hjemme turde man ikke fortælle, hvad vi lavede. Kunne vi så ikke skaffe 2,70 kr. på den nye arbejdsplads, gik vi ganske simpelt på flaskeskud omkring på byggepladser eller over i havnen, de manglende penge skulle jo skaffes på en eller anden måde. Stor var mine forældres overraskelse, da der en dag kom et brev, der bad deres søn om at møde på Skråen, da man nu gerne ville give kr. 3 om ugen. Dog mindes jeg ikke at der vankede tæsk, men de 30 øre fik jeg ikke lov at beholde Aldrig i min barndom har jeg eller andre af mine søskende fået noget, der hed lommepenge, hverken om søndagen eller til højtiderne... (s.8). Kilde: De københavnske cigarmagere var fagbevægelsens pionerer og de første i landet til at danne en egentlig socialistisk fagforening. Det skete i 1871, og foreningen fik navnet Enigheden. Den var i starten forbeholdt de faglærte mandlige arbejdere af frygt for, at kvinderne kom til at fungere som løntrykkere. Efter en strejke i 1875 blev man dog enige om en fælles front mod arbejdsgiverne og en kvindelig afdeling af Enigheden med det højest revolutionære krav om lige løn for lige arbejde. Efter nogle hårde arbejdskampe i 1880 erne med strejker og lockout besluttede et flertal af mandlige og kvindelige tobaksarbejderne at gå sammen i Tobaksarbejderforbundet i Det eksisterede i næsten hundrede år, indtil det i 1980 sammen med et par andre fagforbund dannede Nydelses- og Næringsarbejderforbundet NNF.

15 Nobels udvidelser i 1900-tallet I 1899 arvede gamle Nobels to sønnesønner Emilius og Herman Nobel fabrikken på Christianshavn. Sidstnævnte blev den egentlige leder af virksomheden helt frem til sin død i 1956, efter at han sammen med broderen havde købt Nobelfabrikken i Nykøbing tilbage i I første omgang nøjedes Nobel-familien med mindre moderniseringer af fabrikken i Prinsessegade: Skorstenen blev gjort højere, der kom et større 6 sæders lokum i gården og noget så moderne som en udvendig vareelevator. Og plankeværket mod Prinsessegade blev i 1910 afløst af en mere imponerende port med fabrikkens navnetræk. På et tidspunkt mellem 1913 og 1918 havde Nobel så store pladsproblemer, at han købte nabogrunden Bådsmandsstræde 20, der sammen med Prinsessegade 62 fik matrikelnummer 439. På denne grund havde Viggo Hammer & Søn haft en tømmerhandel med eget skæreri (savværk) samt en del mindre bygninger, bl.a. et beboelseshus med navnet Villaen. Den store grund blev i begyndelsen af 1900-tallet overtaget af Automobilkørsels-kompagniet, der både solgte, reparerede og udlejede nogle af de første biler i København. Der findes nogle fotos fra Bådsmandsstræde 20 på Det Kgl. Bibliotek med påtegningen Nobels fabrikker (se side 16). De må altså stamme fra ca (hvor Nobel købte grunden) og 1935 (hvor den radikale ombygning gik i gang) og blev taget af fotograf Johs. Hauerslev ( ). På den meget dybe grund lå det gamle savværk med en mængde mindre bygninger og træskure der stadig. Som det fremgår af billederne var de gamle bygninger i Bådsmandsstæde ikke særligt velegnede til tobaksproduktion for et stadigt voksende marked med en stadig øget konkurrence. I første omgang nøjedes Herman Nobel med nogle mindre bygningsændringer, men i 1935 søgte og fik han tilladelse til at fjerne savværket og nogle af småhusene til fordel for en 53 meter lang bygning i opmuret bindingsværk til brug for lagerog værkstedsfunktioner. Tilladelsen gjaldt dog kun for 5 år, hvorefter Nobel var forpligtet til at nedrive den lave bygning. Men det skete ikke den midlertidige bygning blev først fjernet i 1971! Nobel-fabrikkernes arkitekt Gerhard Rønne fik travlt med ny- og ombygninger i 1930 erne. Den gamle fabrik på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde trængte i høj grad til at blive moderniseret for at kunne leve op til tidens krav om rimelige vilkår for de ansatte. Det blev installeret moderne WC er i stueetagen til brug for kontorpersonale og direktion i 1934 og et par år senere også for tobaksarbejderne på 1. og 2. sal som afløser for de gamle lokummer i gården. Samme år blev der indført centralvarme samt et såkaldt folkelokale med omklædnings- og spisefaciliteter i loftsetagen. Som nogle af medarbejderne senere har fortalt var temperaturen oppe under loftet om sommeren tit så høj, at mange foretrak at spise deres madpakker udendørs i frokostpausen. I 1938 fik Nobel også myndighedernes tilladelse til nogle indvendige bygningsændringer med nye skillevægge. Det helt store byggeprojekt gik i gang i 1939, hvor der i Bådsmandsstræde 20 blev opført en ny fabriksbygning i moderne funkis-stil i 4 etager med mansard- og perrontag. I alt 725 m 2, som primært 15

16 Øverst ses den hvidmalede villa med facaden mod Bådsmandsstræde på det sted, hvor der i dag er portindgang mellem fabriksannekset og CIK s bygning. Den blev brugt til bolig og kontor. Billede nr. 2 viser samme villa ved siden af et mere fremskudt hus, der tidligere havde været brugt som bl.a. stald. Det 3. foto viser bagsiden af villaen med bagsiden af Nobel-fabrikken i baggrunden. Endelig ses nederst den samme gård fra en lidt anden vinkel med de to tobaksfabrikker foran kirkespiret i baggrunden og det tidligere savværk i forgrunden til venstre. Kasserne og sækkene foran denne bygning har sandsynligvis indeholdt importeret råtobak til videre forarbejdning på Nobels fabrikker. 16 skulle bruges til fremstilling af pibetobak og de mere og mere efterspurgte cigaretter. Nobel havde i 1919 oprettet salgs- og produktionsfællesskabet A/S De Danske Cigar- og Tobaksfabrikker med bl.a. konkurrenten Augustinusfabrikkerne i Gullandsgade på Amager, men dette samarbejde blev opløst i Det er sandsynligvis denne beslutning, der var baggrunden for udvidelsen af Nobel-fabrikkerne både på Christianshavn og i Nykøbing. Samme år i 1939 blev den gamle fabriksfacade på den anden bygning fra 1860 erne beklædt med gule klinker fra det skånske Skromberga-værk mod begge gader.

17 Denne smukke farvetegning stammer fra en reklamebrochure fra 1950 og viser E. Nobels Tobaksfabrikker i sin storhedstid som en af de største arbejdspladser på Christianshavn med flere hundrede ansatte. Yderst til højre lidt af Nobels allerførste tobaksfabrik i Prinsessegade, som han solgte til firmaet Brd. Braun i Grundplan fra 1938 over stueetagen i Prinsessegade 62 med det nye portparti øverst t.h. Fra indgangsdøren mod Prinsessegade, markeret med en pil, kom man ind i en vestibule med marmorbeklædte vægge. Derfor førte en dør ind i ekspeditionskontoret i hjørnet af bygningen. T.v. for ekspeditionskontoret lå et modtagelsesværelse, hvorfra en dør førte ind til fabrikant Nobels private kontor (markeret med blåt). T.v. for chefens kontor var der kontorer for kontorchefen og bogholdere samt et større lokale til fakturering På den anden side af den lange, smalle korridor var der ved siden af trappeopgangen et prøvelager og et rum, hvor fabrikkens varer kunne besigtiges. Derefter mod venstre et par mindre kontorer, et lokale med telefon samt de nye garderobe- og toiletfaciliteter for mænd og kvinder. Lokalerne helt til venstre i billedet (nu nr. 41 og 42), var primært lagerrum. 17

18 18 Plantegning fra 1940 over Nobel-fabrikkerne på Christianshavn. Til venstre den helt nye fabrik (nu CIK) med postadressen Bådsmandsstræde 20 foran den lange midlertidige værksteds og lagerhal. Allerbagerst foroven Nobels private garage. Der blev der også bygget nye cykelskure til medarbejderne. Til højre den gamle fabrik, der netop var blevet moderniseret både ind- og udvendigt. Det var kommet en ny port mod Prinsessegade, omgivet af en frokoststue ind mod fabriksbygningen og en vagtstue ind mod nabogrunden. I 1944 blev portbygningen forhøjet med to etager samt en lille tårn med firmanavnet. Også i gården skete der ændringer. Nogle gamle retirader (lokummer) blev fjernet. Bagerst i gården blev den stadig fungerende udvendige elevatorskakt bygget. På hovedbygningen blev der tilføjet en lille udbygning med ovenlys som en udvidelse af det bagvedliggende prøverum til fremvisning af fabrikkens varesortiment.

19 Foto fra slutningen af 1930 erne af personalet, opstillet i gården i Bådsmandsstræde 20. Billedet er en gave fra Jørgen Jacobsen, hvis mor Dagmar Rasmussen står i 3.række som nr. 4 fra højre. Forrest sidder lærlinge og arbejdsdrenge, bagerst cigarmagerne. Personen i midten i 2.række med jakkesæt og butterfly er sandsynligvis fabrikant Herman Nobel. Herren med en lignende påklædning tre pladser længere t.h. kunne være hans bror E. Nobel. Et andet medlem af familien, fabrikant Bernhard Nobel, var åbenbart aktiv i modstandsbevægelsen, for han blev i januar 1945 arresteret på fabrikken af den tyske besættelssesmagt. Side 18 nederst: Dette foto fra Det kgl. Biblioteks billedsamling har titlen Mordet i Prinsessegade 46. Desværre fremgår det ikke, hvornår denne dramatiske begivenhed fandt sted. Det må dog være sket efter 1906, hvor Prinsessegade fik sin første sporvognslinje. De to høje skorstene i billedets venstre halvdel hører til gadens to tobaksfabrikker. 19

20 Nogle Nobel-produkter Nobels største salgssucces blev nogle lette cigarer og cigarillos ved navn Petit, som stadig produceres af Nobel Cigars. Mange ældre medborgere husker stadig, hvordan de begyndte deres rygerkarriere med at købe Nobels Eiffel-cigaretter i enten en 5 styks pakke eller måske ligefrem enkeltvis hos høkeren. Nostalgikeren Kim Larsen er en af dem. Han udgav I 1982 et album med titlen 5 Eiffel. Men han var jo også engang christianshavner og kendte sikkert også Eiffel Bar i Wildersgade Prisliste fra 1950 med hele det daværende varesortiment. Det var dengang, man kunne få en cigaret for 12,5 øre og en stor Churchill-cigar for en krone. 20 Tre gamle pibetobaksdåser, som i dag er efterspurgte samlerobjekter.