Christen Mortensen Møller Holst og Sophie Amalie Marie Trojel

Transkript

1 Slægten efter Christen Mortensen Møller Holst og Sophie Amalie Marie Trojel 16. årgang 2005 Isager

2 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord af Bent Wøldike (B 62b)... 2 Mødet med slægten af Ole Prahm, Californien (C140B)... 5 En outsiders historie af Michael Bjørn Hansen... 8 Brand i Øster Hornum præstegård af Ingrid (Sus) Wisborg Gade (B40c) Thea Gade efter skilsmissen af Ingrid (Sus) Wisborg Gade Første-viede-(nye par)døde-.(nyt om slægeten) af Vibeke Møller-Holst Årsregnskab Udarbejdet af kasserer Tove Carlsen

3 FORORD Bent Wøldike (B 62b) Med udsendelsen af dette, det 16. nummer af slægtshæftet, kan vi med glæde konstatere at vi er kommet igennem et prøvelsens år for foreningen. Måske ikke helt uden skrammer, men uden at sammenholdet har lidt skade. Det sidste slægtshæfte blev jo meget forsinket på grund af mange sammenfaldende faktorer, som der gerne skulle være rettet op på med dette nummer. Så foreningen står nu stærkt rustet til at fortsætte sit virke i mange år ud i fremtiden. Nu sidder jeg så her og skal skrive lidt om hvordan det sidste år er gået og så kan man lige pludselig ikke finde ud af hvad man skal skrive. Og når jeg tænker på at jeg i sidste slægtshæfte opfordrede til at møde talstærkt op til slægtsfesten i Ribe, så tør jeg nok ikke det mere, for det er længe siden at vi har været så få til fest. Godt nok betød det ikke noget for stemningen, for os der var mødt op havde en kanon god fest. Og vejret som vi havde bestilt til lejligheden var til UG med kryds og slange. 2 Formanden i færd med at aflægge sin bere t n i n g.

4 Vi holdt som sædvanlig vores generalforsamling, men denne gang i forbindelse med eftermiddags-kaffen. Det foregik med vanlig ro og orden, tilsat små b e m æ r k n i n g e r. Lisbeth gik ud af bestyrelsen da hun jo sammen med Frank har fået en lille Christoffer og det er vist ret tidskrævende. I stedet for blev Marg i t J ø rgensen valgt ind, så vel mødt til hende. Efter generalforsamlingen fik vi præsenteret vores nye hjemmeside og jeg håber at alle der har mulighed for, det har været inde på w w w. s l a e g t s f o r e n i n g e n. d k o g se resultatet. På hjemmesiden kan man også se alle de gode billeder som Ole Prahm tog under opholdet i Ribe. Hjemmesiden vil efterhånden blive udbygget med nye tiltag, men det kræver en masse tid. Rom bygger de jo også stadig på. Men besøg den en gang imellem og læg måske en lille hilsen i gæstebogen. Til venstre ses et par af de yngste slægtsmedlemmer i dyb koncentration studere hjemmesiden, med deres mor Lisbeth Bjørn Jensen. 3

5 Vi havde også en aldeles dejlig byvandring om søndagen hvor vi havde entreret med Ribes turistforening som sørgede for en guide til at fortælle på turen. Og selv om vi kun havde betalt for en time, så kom turen til at vare næsten to timer.jo, det var en dejlig weekend og jo, jeg bliver nødt til at opfordre Jer alle sammen til at møde op næste gang. Men indtil da vil vi sætte pris på en lille historie til hæftet, en lille hilsen, eventuelle rettelser/oplysninger om fødsler, bryllupper, dødsfald, ny adresse, telefon, eller andet som sker i Jeres del af slægten. Brug eventuelt vores nye hjemmeside. God fornøjelse med hæftet. Med venlig hilsen formanden. Der lyttes intenst ved byvandringen. På billedet ses Margit (best.medlem) og Erik Jørg e n s e n. Byvandringen re l a t e rede til slægtens rødder i Ribe. 4

6 MØDET MED SLÆGTEN Af Ole Prahm, Californien.(C140b) Det har altid været en fornøjelse gennem årene at møde de forskellige medlemmer af Slægtsforeningen lige fra første slægtsfest på Dageløkke Feriecenter på Langeland, hvor over 100 medlemmer mødte nye og dejlige familiemedlemmer for første gang. Jeg ved, at vor gren af familietræet aldrig havde idé om, hvor mange dejlige slægtninge, der var på de andre grene af familien. Gennem årene har festerne været fyldt med glæde, men også vemod, Vi var utrolig kede af det, da Berna og siden Jørgen døde, de, som startede slægtssammenkomsterne. Også andre medlemmer er ikke mere, men heldigvis er der også kommet nye skud på stammen. Det har været en glædelig oplevelse at finde så mange dejlige mennesker ude i verden, som vi aldrig ville have lært at kende, hvis det ikke havde været for Berna og Jørgen. Nu må andre tage arven op og give fakkelen videre til den yngre generation, der er villig til at føre arbejdet videre og holde på familietraditionerne. Til venstre kan i se min fætter Theo Hennemann (C 142b) som til dagligt bor syd for Paris, og mig selv. Foto er taget under slægtsmødet i Ribe,

7 Jeg vil fortælle om en vidunderlig personlig oplevelse, som jeg simpelthen aldrig vil glemme. Det var mit mål sammen med Theo Hennemann at samle Peter Prahm, Helene Hennemann og Louis Prahm en sidste gang, hvilket lykkedes ved en af de første slægtsfester i Tr a n e k æ r. Jeg fik tårer i øjnene ved at se de tre søskende sammen, og jeg kan forsikre Jer, at det gjorde Theo og mig gladere, end I kan forestille Jer. Theo og jeg var klare o v e r, at dette møde ville blive det sidste, hvor alle tre søskende så hinanden, og det blev også tilfældet. På ovenstående foto ses fra venstre Helene Hennemann født Prahm.(C87c). Helene er Theos mor. I midten ses Peter Prahm(C85a), som døde barnløs og til højre ses Louis Prahm (C86b). Louis var far til Ole.(artiklens forfatter). Der var yderligere en bror, Theodor som blev dræbt i 1944 under en japansk fangetransport. Festen i Ribe var særlig dejlig for mig, fordi jeg fik set, hvor min familie stammer fra. Også selve sammenkomsten, de dejlige ture og rundvisningen i Ribe var herlig, og det var kedeligt, at ikke flere kunne deltage. Jeg håber, alle nød at se billederne fra weekenden. Familie og venner er så vigtige for os alle, og jeg vil personligt takke Vibeke Møller-Holst og Wøldikerne for alt det arbejde, de gør for at holde liv i slægtsfesterne. De yngre medlemmer gør nu et flot arbejde med hjemmesiden, så minderne kan bevares til kommende generationer. 6

8 Nedenstående foto er taget på Lemchesvej i Hellerup, I ser min mor, Grete Prahm (C86b), i midten en lille buttet dreng, det er mig og til højre min bror Jan. Det er naturligvis før familien emigrerede. Til sidst vil jeg sige, at jeg føler mig privilegeret ved at have sådan en vidunderlig familie, og jeg er glad for at have mødt Jer alle. I har alle en kær plads i mit hjerte. Glade hilsener Ole Prahm 7

9 EN OUTSIDERS HISTORIE af Michael Bjørn Hansen (E 82 a) Min far - Ove Bjørn Hansen - var en markant og kontroversiel person, som i en årrække kom til at påvirke livet i en del af slægten. Ove lagde hus til da Berna og Jørgen Møller-Holst (E 38) mødtes første gang; et møde der førte til deres bryllup 20. marts Ove Bjørn Hansen blev født 17. februar 1922 på Frederiksberg og døde 21. september Hans mor Julie Nora Hertha Hansen blev født 26. maj 1891 på Østerbro og døde 25. marts Hans far Knud Hansen blev født 15. august 1894 og døde 23. juli Forældrene mødte hinanden på Langkærgård, der lå ved Attemosevej og Gl. Øverødvej syd for Gl. Holte, hvor min farmor var tjenestepige, og hvor min farfar var nevø og arving til den barnløse gårdejer. Tjenestepigen gjorde en stor erobring ved at score den 3 år yngre arving. De blev gift 20. maj 1920, men som anført døde min farfar allerede i 1923, hvilket skyldtes en byld i halsen, der afstedkom blodforgiftning. Knud Hansen blev begravet på Assistents Kirkegård, hvor den nyklassicistiske gravsten stadig eksisterer (Afd. N, grav nr ved muren ind til afd. G). Det var et hårdt slag for min farmor at blive enke efter kun tre års ægteskab og med et barn på halvandet år. Hun havde selv mistet sin far som to årig og var blevet sat i pleje hos en ukærlig indremissionsk morbror, der var lods i Hvidovre. Selv valgte hun at blive boende med sin lille søn i lejligheden Klareboderne 6, 3. sal. Ove var det eneste Hertha havde tilbage, så hun nærmest forgudede sit lille barn. Han blev særdeles forkælet, men var nærtagende grænsende til det hysteriske. De gik ofte i Tivoli, idet Hertha havde årskort, men det hændte, når de skulle hjem til Klareboderne, at Ove lagde sig skrigende ned på fortovet i protest mod, at de ikke tog en taxa, hvilket de så gjorde. Oves barndom fik en brat ende, da han, som 11-årig i august 1933, startede i 1. mellem på kostskolen Sorø Akademi. 8

10 KOSTSKOLE Det kunne lyde fornuftigt, at Ove kom væk fra sin over- o m s o rgsfulde, sippede og tilsyneladende selvudslettende mor, men realiteten var, at han følte sig totalt svigtet. Hertha har fortalt, at han var ustyrlig og selvovervurderende i mellemskolen. Han har selv fortalt, at han "fjollede". Resultatet blev et chok til mellemskoleeksamen, hvilket fik Ove til at tage sig voldsomt sammen i realklassen. I juni 1938 tog han realeksamen med mg+, hvilket svarer til 9 i dag, og han blev klassens næstbedste. Efter realeksamen flyttede han tilbage til sin mor, der i foråret 1938 havde fået en atelierlejlighed Ny Carlsbergsvej 38, 5. sal med en flot udsigt over Carlsberg. Ove ville tage yderligere revanche, så allerede et år efter i juni 1939 gik han lidt dristigt op til adgangseksamen (kursus i studentereksamens naturvidenskabelige fag på normalt 2 år) til Polyteknisk Læreanstalt (i dag DTU). Han opnåede dog kun resultatet mg./. (= 7 i dag), hvilket ikke var nok til at komme ind på læreanstalten. Der er ingen skriftlige oplysninger om perioden fra juni 1939 og til d. 1. april 1940, men jeg har fået fortalt, at min farmors elsker - landsretssagfører Franz Pio medlem af borgerrepræsentationen i København - skaffede ham ind på et rodekontor i Kødbyen under Københavns Skattevæsen. Ove tog imod indbetalinger - dengang skulle skatteyderne selv indbetale deres skat - og en dag Ovenstående foto viser Ove fra ca

11 Forholdet blev i den periode mere og mere tilspidset mellem Ove og hans m o r. Hertha havde sendt en sød lille 11-årig dreng af sted på kostskole, og fik en fræk 16-årig knægt tilbage. Ove var bitter over, at han var blevet sendt på kostskole, og han så sådan på det, at hans mor havde foretrukket sin elsker Franz Pio - der var gift med en psykisk syg kvinde - frem for ham. Det kulminerede med, at Ove holdt en fest i lejligheden. Hertha havde lovet at tage væk, men hun kom tidligere hjem end ventet. På det tidspunkt var de fleste af selskabets mandlige og kvindelige deltagere helt afklædte, idet de næsten var færdige med at lege flaskeleg. Resultatet blev, at Ove måtte flytte til et værelse på Grøntorvet, Rømersgade 7, 3. th. Varme og tolerance overfor den menneskelige skrøbelighed var ikke Herthas stærkeste side. besværede en skatteyder sig over de nuller, han skrev. Ove svarede, at han selv bestemte, hvordan hans nuller skulle se ud, men det skulle han ikke have sagt. Skatteyderen var også skattedirektør, så Ove blev fyret. Fra venstre ses Ove og hans venner Ernst Tangdal og Hans Howitz smage på de stærke varer. 10

12 Senere flyttede han til et pensionat på Trianglen 4, 2. th.,( ) der ikke var noget kedeligt område for Ove, idet to nære venner fra kostskoletiden også boede i området. Hans Howitz boede i Rosenvænget og Ernst Tangdal boede i faderens lejlighed Jac. Erlandsensgade 3. Ove, Hans og Ernst opbyggede et nært venskab i disse år, hvor Ove i høj grad var den underholdende, initiativrige og hjælpsomme ven. København var dengang en overskuelig by, hvor der ikke skete så meget, og hvor folk ikke havde biler til at køre ud af byen. Strøget var den helt store magnet, hvor alle kom, blev set og var på udkik. Lørdag eftermiddag gik man den store strøgtur. Ove, Ernst og Hans var faste passagerer på sporvognen mellem Trianglen og et af Strøgets endepunkter, Kgs. Nytorv eller Rådhuspladsen. Deres foretrukne sted var danserestauranten Den Kvikke Kanin i Farvergade. LUFTHAVNEN Ove skulle jo have et job. Han fik den idé at satse på den moderne ekspanderende luftfart, hvorfor han søgte et job svarende til flyleder i Luftfartsvæsenets Flyvevejrtjeneste i Københavns Lufthavn, Han fik jobbet og startede 1. april 1940, men allerede 9. april blev landet besat, hvorefter det stadig gik tilbage for den civile flytrafik. 26. februar 1943 opnåede han certifikat som radiotelegrafist, og to dage efter sluttede han i lufthavnen. Lønnen havde været 283 kr. pr. måned. Efter det forgæves forsøg med luftfart gik den 21-årige og helt uerfarne Ove i gang med selvstændig erhvervsvirksomhed. Cigarføringen var høj. I en senere stillingsansøgning skrev Ove, at han sammen med en kompagnon havde drevet en "mindre engros-forretning" "Københavns Kartoffellager" i to år. Derefter havde han drevet forretningen alene, indtil han efter kapitulationen var blevet indkaldt til CB-tjeneste. Han var også involveret i noget, der hed Københavns Persienne Fabrik. Da han blev 21 år 17. februar 1943, havde han fået frigivet noget arv efter hans fars familie, der satte ham i stand til at starte virksomhed, og som han kunne leve af. På min dåbsattest fra 26. august 1945 er Oves stilling anført som fabrikant, hvilket må referere til persiennefabrikken. I dåbsgave oprettede min farmor en sparekassebog med et indskud på 400 kr. til mig, og da sparekasseassistenten spurgte min farmor, hvad han skulle skrive som faderens titel, svarede hun "Skriv De bare "far"". Der har nok ikke været så meget gang i forretningerne. 11

13 Der foreligger kun få konkrete oplysninger om Oves rolle som forretningsmand fra 1943 til 1945, hvor besættelsestidens varemangel kulminerede. Han talte aldrig om disse aktiviteter. Jeg vurderer ham til at være alt for rastløs, skarp og flabet til at være noget så bondsk og jordnært som kartoff e l s æ l g e r, men måske var den naive Ove blevet narret ind i dette projekt. Han fik en s t r a ffesag på halsen for at have overtrådt besættelsestidens prislovgivning, men forretningen kan ikke have været stor, idet det fremgår af forretningspapirer fra 1945, at "Københavns Kartoffellager" havde adresse Ny Kongensgade 21 A - altså hans svigermors lejlighed, hvortil han flyttede i forbindelse med sit bryllup. Mens Ove drev "Københavns Kartoffellager " flyttede han i juni 1943 til Vanløse. Her boede han på første sal i en villa på Børglumvej 44, som hans ven Svend Holstgaard havde lejet. Det var nogle unge sheiker, der boede dér, og lejligheden blev rammen om mange fester i det følgende års tid. Efter oprøret 29. august 1943 indførte besættelsesmagten stadig oftere udgangsforbud i nattetimerne således, at de unge mennesker var tvunget til at feste igennem til den lyse morgen, hvilket helt var i tidens swingp j a t t e r-ånd. Ove hørte til en årgang, der primært gik i "Blue Heaven" i Vesterport-bygningen for at høre Svend Asmussen, men han kunne også slå sig løs med de lidt yngre swingpjatter til Leo Mathiesens musik i Glassalen i Ti v o l i. En lørdag aften, hvor der skulle holdes fest på Børglumvej 44, manglede man kvindelige deltagere. Min far og en ven tog så ind lørdag eftermiddag til National Scala på Vesterbrogade for at få fat i nogle piger. Det lykkedes at få to flotte piger med til festen i Vanløse. Den ene hed Lizzie, og hun blev min mor. I første omgang blev det dog ikke til nogen affære for min fars vedkommende, men ved et senere møde opstod der varme følelser mellem dem, og de blev forlovet i efteråret De havde det til fælles, at de begge havde mistet deres fædre, de var enebørn og identitetssvage. 12

14 Inderst inde to ensomme og usikre mennesker. Min mor havde yderligere det problem, at hun var indvandrer fra Letland. Ingen af dem havde nogen brugbar uddannelse, og ingen af dem havde noget mål. Begge var ramt af, at Besættelsen var en rodløs og perspektivløs tid. Samlet set bragte en række negative forhold dem i et fællesskab. Men uanset at min mor var en fjollet og usikker 19 årig pige, var hun i stand til at give den 21 årige umodne og kantede Ove en sødme og kærlighed, som han havde et stort behov for. De var meget forelskede i en utryg tid. Ove var ikke med i modstandsbevægelsen - politik interesserede ham meget lidt - han stemte på Retsforbundet. Men da jødeforfølgelserne satte ind i oktober 1943 hjalp han en af hans mors forsmåede tilbedere - en jøde ved navn Samuel - på flugt fra nazisterne. På grund af udgangsforbud måtte de snige sig fra Sdr. Fasanvej ved Søndermarken ad villaveje ud til Børglumvej, hvor de havde Samuel boende. Samuel blev en husven, der siden betænkte Ove i sit testamente, hvorved han arvede ca kr. sidst i 1950'erne. Hvor Ove klarede frisag, blev hans to nærmeste venner, Ernst Tangdal og Hans Howitz, ramt af nazismens magtudøvelse. Ernst blev i september 1944 sendt til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg, og Hans blev indsat i Vestre Fængsels tyske afdeling i januar Ernst og Hans blev mine gudfædre. BLEV GIFT Ove forsøgte igen at komme ind på Polyteknisk Læreanstalt. Ifølge udskrift af 12. april 1944 fra Wedins kursus, Gothersgade 131, opnåede han karakteren mg+ til prøveeksamen, men uanset det flotte resultat gik han ikke op til den endelige adgangseksamen. Han havde også nok at se til med fester, forretninger eller, hvad det nu var. Tre uger efter prøveeksamen blev han 4. maj 1944 gift i Christiansborg Slotskirke med Lizzie Møller-Holst (E 39) (født 22. oktober 1924 og død (selvmord) 14. marts 1979). Brylluppet blev fejret hos Nimb i Tivoli, og bryllupsrejsen gik til Store Kro i Fredensborg. Ove fik ikke siden taget en kompetencegivende uddannelse. I forbindelse med mine forældres ægteskab flyttede det unge par ind hos min mormor - Clara (Carla) Emilie Møller-Holst, født Rodin, i Ny Kongensgade 21 A, 4.th., og boede der i knap to år. Carla var født 14. april 1880 i Kretinga i Baltikum. Hun tog til Riga og blev uddannet som jordemoder. Carla var 13

15 fremmelig og scorede en udlænding, Otto Ludvig Møller-Holst (E 21). Som fremmede blev de udvist af Letland i Otto døde i 1936 og Carla 8. marts Ove fik et tættere forhold til sin svigermor end til sin egen mor. Ikke alene lod Carla Ove flytte ind i sin lejlighed, hun stillede den også til rådighed for hans fester. Ved en sådan lejlighed viste den 65-årige Carla sine evner til at danse kosak-dans. Carla var den faste støttepille, der altid trådte til og altid passede børnene. Carla gav sig selv 100 % og var elsket - en østeuropæisk mama. I betragtning af, at Carla både var enke og havde mistet hele sin familie under Anden Verdenskrig, var det fantastisk, hvad hun besad af hjertevarme, tolerance og generøsitet. Intet kunne hyle Carla ud; hun var sej. Den mere sensible Hertha interesserede sig også for familien, men hun holdt sig mere på afstand, og var i modsætning til Carla bitter over sin skæbne. Brylluppet 4.maj

16 Efter befrielsen 4. maj 1945 blev Ove indkaldt til CB-tjeneste, hvor han bevogtede kvindelige tyske flygtninge på Kløvermarken på Amager til han blev hjemsendt ultimo juli 1945 var loven om pengeombytning blevet vedtaget, hvilket gav ekstraarbejde i Nationalbanken. Her lykkedes det Ove at få et vikariat 1. januar til 28. februar Lønnen var 494 kr. p r. måned. 1. marts 1946 blev Ove ansat som vikar i Privatbanken (nu Nordea) Nørreport afd. I en ansøgning af 8. april 1946 søgte han om fastansættelse i banken, og han søgte også job i Direktoratet for Vareforsyning, så han havde tilsyneladende problemer med at skaffe sig et job i begyndelsen af Oves svigermor Carla flyttede til Gammel Kloster ved Vibenhus Runddel 1. februar 1946, og samtidig overtog mine forældre Ernst Tangdals fars lejlighed Jac. Erlandsensgade 3, 1. sal. Inden da var jeg kommet til Verden lørdag d. 21. april CARLSBERG Imidlertid blev Ove, takket være hans skolekammerat Jens Dahlerups far, ansat på Carlsberg 1. maj I 1950 udgjorde lønnen 910 kr. pr. måned. Ove var ansat på Carlsberg til 1978, hvor han efter 32 års ansættelse blev svagelighedspensioneret. I de fleste af årene på Carlsberg var han ansat på et kørselskontor, hvor han udregnede timesedler - et meget livligt, folkeligt og alkoholiseret miljø. Min far havde det synspunkt, at jo mere han drak på Carlsberg, jo højere var hans løn. Ove var en drømmende fantast og måske også fidusmager, som fra 1938 til 1946 gik i gang med flere smarte projekter, der alle løb ud i sandet. Men med kone, barn og ny dyr lejlighed blev han nødt til at se livets realiteter i øjnene, hvorfor han måtte vælge Carlsberg. Det var et hårdt miljø, hvor han løb ind i mange problemer, bl.a. fik han i et slagsmål brækket fire fortænder. Han lagde ud med høj cigarføring, men trods nederlag lærte han aldrig at forholde sig realistisk til livets udfordringer. Når det ikke gik, som han ville, blev han anspændt som et barn, overfladisk og lidet konstruktiv. Desillusioneret og provokerende udtalte han: Det gælder om at komme gennem tiden fra 18 år til 67 år hurtigst muligt, idet det er i de år, man skal f o r s ø rge sig selv. 15

17 Ove følte sig overkvalificeret til et kontorjob på Carlsberg, men havnede paradoksalt nok i et af de mindst kvalificerede jobs på bryggeriet. En så-kan-detogså-være-lige-meget-holdning og en mulighed for at realisere sig på alternativ vis var årsagen til, at han gik efter dette job. Der er ingen tvivl om, at Ove havde en vanskelig opvækst, men det er der mange, der har haft, og alligevel har tacklet problemerne. Men Oves opvækst, kombineret med hans ansættelse på Carlsberg, blev ikke den bedste cocktail. Ove var et intelligent og vittigt menneske, men han spillede sine kort dårligt - dels p.g.a. høj cigarføring og dels p.g.a. Carlsbergs øller. Ove på Carlsberg. Ses yderst til højre. 16

18 Internt i familien havde Oves ansættelse på Carlsberg store omkostninger. Min mor blev alkoholiker, og i sin børneopdragelse var han særdeles voldelig. Først fra det tidspunkt, hvor jeg begyndte at sætte mig op mod Oves fremfærd, kom der gang i min udvikling, men jeg slap ikke uden ar på sjælen. Til sin dødsdag var Ove vred på sin mor, idet han stedse bebrejdede hende, at han aldrig havde fået en uddannelse og ikke var blevet til noget her i livet. Selvkritik er en svær ting, men for Ove var det en umulighed. Han fortrængte f.eks. helt, at han havde formøblet sin ikke ubetydelige arv fra 1943, og at han i maj 1944 tog på bryllupsrejse i stedet for at gå til eksamen. Ove nærede også særdeles. Ove nærede også særdeles negative følelser over for hans mors elsker landsretssagfører Franz Pio. Han havde ikke den mindste forståelse for, at hun også havde ret til et liv efter hendes mands tidlige død. Ove havde et forkælet barns egocentri, men Herthas lukkethed og berøringsangst gjorde ikke situationen bedre. Hun talte aldrig om sine relationer til elskeren. Hertha var en særdeles elegant og attraktiv kvinde, som færdedes de steder, hvor det var værd at komme i datidens København var bruger af byens kulturliv - og havde haft flere tilbedere. Herthas svigt hævnede Ove med en meget kølig holdning overfor hende. Han var aldrig rigtig sød overfor sin mor. De var begge kantede, nærtagende og hysteriske, så pragmatiske løsninger og et hyggeligt samliv var ikke i høj kurs, og i perioder var kontakten afbrudt. Med til billedet hører, at Hertha fra starten havde været imod Oves relation til Lizzie. Hertha betragtede deres giftermål som den store nedtur for hendes Ove. Hun var på mange måder grov overfor Lizzie og nedgjorde hende p.g.a. hendes herkomst. Da Lizzie blev gravid med mig, kom Hertha med en adresse på en abortlæge, hvilket sårede min mor. Hertha var ikke et varmt og kærligt menneske, men hun var intelligent, og kunne formentlig se problemer i Oves og Lizzies *situation. Hertha havde ret i, at Ove og Lizzie ikke var egnede som forældre, men det berettigede hende ikke til at være ondskabsfuld. JACOB ERLANDSENSGADE Efter Anden Verdenskrig var det særdeles vanskeligt for unge mennesker at få en lejlighed, hvorfor det var særdeles heldigt, at mine forældre kunne overtage Ernst Tangdals fars lejlighed. Der var ikke mange unge, der havde egen lejlighed, 17

19 og da mine forældre altid holdt åbent hus og altid var parate til at holde en fest, var det oplagt, at lejligheden blev et samlingssted. Økonomien må have været dårlig, idet det fremgår af Oves efterladte papirer fra 1950'erne, at det ene personalelån hos Carlsberg afløste det andet. Mens vi boede i Jac. Erlandsensgade blev Gregers (E 82 b) født 16. december Ove fik også arv frigivet, da han fyldte 25 år i Den gjorde det muligt at købe en sommerhusgrund i Niverød og opføre et lille primitivt træhus. Økonomien var stram, idet vi altid skulle cykle frem og tilbage, og slæbte grønsager og frugt med hjem bag på cyklerne. HILLERØD Huset i Niverød blev solgt i foråret 1955, hvorefter mine forældre, med Jørgen Møller-Holst som rådgiver, købte et lille husmandssted, Trollekilde, med overtagelse d. 1. august Det lå i Hillerød, hvor Ydunsvej nu ligger. Trollekilde

20 Købet af Trollekilde var udtryk for, at Ove havde mere i sig, end han kunne realisere i jobbet på Carlsberg, og projektet gav lidt afløb for frustrationerne. Trollekilde blev først drevet som et husmandssted med grise, høns, gæs og korn. I de første år blev der også dyrket asparges og solbær. Men det blev for meget for min far, der jo samtidig arbejdede på Carlsberg. Han gik så over til fåreavl, hvilket dog ikke var så givtigt. Ligesom det havde været tilfældet i Jacob Erlandsensgade, skabte Ove og Lizzie også i Hillerød et livligt og afslappet fristed for venner og bekendte, hvor f.eks. kærester kunne være k æ r e s t e r. Trollekilde blev udflugtsmål for mange af vennerne fra København. Disse bymennesker var ivrige efter at komme ud på landet og klappe en rigtig gris og se en gås. For mine lokale venner var miljøet på Trollekilde et positivt københavnsk kulturchok et forskud på 1960 ernes frigørelse, og et sted hvor unge blev behandlet ligeværdigt. 19. juni 1956 blev min bror Steffen (E 84 c) født, og 17. september 1961 blev min søster Lisbeth (E 85 d) født. SKILSMISSEN Livet på landet blev i længden for kedeligt, hvorfor Trollekilde blev solgt ultimo Mine forældre var da henholdsvis 42 år og 44 år. De flyttede ind til Østerbrogade 29, 5. sal (beliggende på Trianglen), hvor Ove boede, indtil han flyttede fra Lizzie i begyndelsen af 1970'erne. Husmandsstedet var i 1955 blevet købt for godt kr. og 11 år senere under 1960 ernes højkonjunktur - solgt for godt kr. En væsentlig del af provenuet blev brændt af i det fristende storbyliv. Mange herunder også mine venner - oplevede Ove som et åbent, intelligent, vittigt, generøst og selskabeligt menneske, der f.eks. altid var parat til at give en omgang øl. Medaljen havde en bagside, som kun de nærmeste kendte. Han var også smålig, hysterisk og ondskabsfuld. Når begge ægtefæller er alkoholister, gejler de hinanden op, og til sidst gik det helt galt, også med ægteskabet. Lizzie var en svag person, som den dominerende Ove gennem årene havde kørt helt ned. Medansvar følte han ikke. Han var selvovervurderende og uden indlevelsesevne. Han havde slet ikke forståelse for, at det hele var ved at ramle sammen. Midt i elendigheden var Lizzie ham utro, hvilket han slet ikke kunne tackle. Ove kunne ikke tåle nederlag. Da sammenbruddet indtraf, blev Ove bitter og sur på mange af sine gamle venner og nærmeste - i en årrække ville han heller ikke se mig, og mine børn forblev ikke-eksisterende for ham. 14. marts

21 begik Lizzie selvmord og 11 dage senere døde hans egen mor, men han viste ingen tegn på sorg. Hans evige rus forvrængede hans personlighed, og han kunne ikke bearbejde problemerne. Mange gjorde forsøg på at genoplive relationerne med Ove, men i sin rus kom han ikke videre. Dog fik han en kæreste - Eva Dyrting - kaldet "Ty t t e n ". Ove ca Han boede i en periode på Peter Bangsvej 143, men efter pensioneringen fra Carlsberg i 1978 lejede han en lejlighed i Nerja ved Malaga, og boede et par sommermåneder i sit sommerhus - et lerklinet landarbejderhus - Storgårdsvej 109 i Dalby i Hornsherred. Fra 1996 til sin død 21. september 1997 boede han permanent i Dalby. Ove blev 75? år, men med den mængde alkohol han havde indtaget, skulle han være afgået ved døden 20 år tidligere, så på en måde var han en sej gut. 20

22 Jeg så Ove for sidste gang i august 1997, hvor han besøgte os på Skovshoved Terrasse 6. Da var kraften gået af ham, og han døde som anført en måned senere. Ove havde meldt sig ud af Folkekirken, og inspireret af mig havde han testamenteret sit legeme til medicinsk forskning på Anatomisk Institut. En dag i juni 1998 var hans fire børn ude at se, urnen blive nedsat i de ukendtes grav på Holmens Kirkegård på Østerbro, hvor hans fraskilte hustrus urne var blevet nedsat ca. 20 år tidligere. Således blev de to forpjuskede "børn" alligevel forenede i døden. Voksne blev de aldrig. 21

23 Brand i Øster Hornum præstegård Af Ingrid (Sus) Wisborg Gade (B40c) År 1889, d. 13. juni i Hs. Majestæt Christian d. 9endes 26. regeringsår, da Scavenius var kultusminister i Danmark, og Swane var biskop i Viborg nedbrændte Ø. Hornum præstegård, med undtagelse af dens vestlige længe, som da var gårdens lade, og som var opført af pastor Bendtz. Sådan fortalte Pastor Andersen Gade. år 1858, om tragedien hvor præstefamiliens hjem blev raseret af en ildebrand. Aalborg Amtstidende skriver: Nibe, den 13.juni I Middags, opkom der Ildløs i en til Øster-Hornum Præstegaard hørende ældre Ladebygning, fra hvilken Ilden, om hvis Opkomst endnu intet kan meddeles, forplantede sig til Gaardens øvrige Bygninger med undtagelse af en senere 22 På billedet ses Niels Peder Andersen Gade.

24 o p f ø rt Ladebygning, som det lykkedes at redde. Vinden var vestlig og Byens B e b o e re, der hurtigt vare komne til Stede, vare derfor travlt beskæftigede på denne Side af Gaarden, med de forskellige Rednings- og Slukningsarbejder, men medens disse stod på, havde Vinden ført Gnister over mod en paa den anden Side af Præstegaarden, i nogen Afstand fra denne liggende Ejendom, der tilhørte Skomager Mads Jensen, og snart var ikke blot denne, men tilli - ge 6 andre i Nærheden deraf liggende Steder omspændte af Luerne. Disse sidste Steder ejedes af Smed Hansen, Husmændene Peder Hansen, Niels Ø s t e rg a a rd og Niels Krogh, Snedker Lars P. A b i l d g a a rd og Høker Niels Jensen, hvilken sidste var Bestyrer af Øster-Hornum Sogns Bru g s f o rening og havde dennes Va relager i Ejendommen. Pastor Gade samt Gaardens Karle og Piger vare i Gaar bort rejste til et kristeligt Møde, der afholdtes i Randers. Hos Skomager Mads Jensen indebrændte et par Køer og Grise, ellers menes Besætningerne at være reddede, ligesom det ogsaa skal være lykkedes at b j æ rge meget af Løsøret, uagtet det meste af Bygningerne var nedbrændte i Løbet af en Timestid. De Brandlidte menes alle at have deres Ejendele f o r s i k re d e. Øster Hornum Præstegård. 23

25 Præstegården havde været 4-længet. Et våningshus (stuehus) mod nord, hvis vestlige del var grundmuret, mens den østre del var gammelt bindingsværk. I den østlige længe, som kun var adskilt fra stuehuset med en ganske smal smøge, var tørvehus og kostald og indkørselsport. Østre længe var for størstedelen af gammel og ringe bindingsværk, for en mindre del af kampestens grundmur. Af den sydlige længe, hvor ilden var opstået, var der kun nogle ubetydelige rester tilbage, også den havde været af bindingsværk. Den vestligste længe som var den nyeste gik fri for branden. Hele præstegården havde været stråtækt. Stuehuset var omtrent 50 alen langt (ca. 30 m.) og østre længe omtrent 83 alen (lidt over 50 m). Den sydlige længe var delt i 2 omtrent lige store halvdele af en port igennem hele husets dybde. I den vestlige halvdel var der lyng lige til tagbjælkerne og i den østlige halvdel havde der stået en slåmaskine, men her var lyng strøet ud over hele gulvet, og det var her ilden først var set. På sydsiden af denne bygning havde stået en flere alen høj lyngstak. Ilden blev opdaget ved 11-tiden af præstens 13-årige vogterdreng, Linius, og nogle naboer, og da vinden var af ikke ringe styrke fra vest lidt til nord spredte den sig hurtigt. Al lyngen har jo givet god næring til ilden, og den sprang snart over til det nærmeste hus, som kun var omkring 60 m. fra laden. Udover præstegården brændte 7 huse beliggende i nærheden af præstegården. Det hele nedbrændte på godt 1 /2 time. Ved folketællingen i 1890 var befolkningen i Øster Hornum på 200, heraf var de 50 blevet husvilde ved branden. Politiforhøret blev indledt om aftenen kl. 18. Møller Bertel Thomsen, Jens Christensen Smed, husmand Chr. Pedersen, husmand Ole Graversen og Johannes Vilhelm Christian Høj forklarede alle, at de havde set røg fra den søndre længe, men at ilden havde så godt fat, at det ikke nyttede noget, da de forsøgte at slukke med vand.præstens hustru, Dorthea Elisabeth W ø l d i k e, forklarede, at det nok var Linius, der først havde set branden, det var i hvert fald ham, der havde alarmeret hende, men ilden havde for godt fat, da hun nåede frem. Hun mente, at det måtte være et barn, der havde leget med tændstikker i laden, som kunne være skyld i ulykken, men troede ikke, at det var nogen af hendes egne børn. Et lille barn i lyst tøj skulle være set i nærheden af laden lidt før branden opdagedes, og hendes 5 årige Otte var ganske vist i 24

26 lyst tøj den dag, men hun var ret sikker på, at han på det pågældende tidspunkt har været inde at læse med lærerinden, hvilket lærerinden Marg r e t h e Mølgaard bekræftede. I alt en snes mennesker heriblandt præstens Otto blev afhørt, uden at brandårsagen kom frem. Pastor Gade var den sidste, men han ved slet intet. Han var lige kommet hjem efter et 2-dages møde i Randers og havde ikke overværet branden. Dagen efter samledes retten igen, men nu i Nibe og nu blev Niels Christian Nielsen på 7 år og hans lillebror Peter Marinus på 4? år afhørt. Deres hjem var et af de 7 der brændte. Niels Christian forklarede, at han var i skole på det pågældende tidspunkt, men at det var rigtigt, at han plejede at gå med t æ n d s t i k k e r, selv om det nu var nogen tid siden han havde gjort det. Peter Marinus havde heller ikke haft noget med branden at skaffe, og havde slet ikke været i nærheden af præstegården, på det pågældende tidspunkt. Dette bekræftede begge forældre. Begge drenge fik 1 kr. i rejsegodtgørelse lidt over 1 mil frem og tilbage. Rygterne opstår og forhørene fortsætter. Nogle børn fra skolen har set en lille dreng lege i nærheden af præstegården, men kan ikke med bestemthed sige, hvem det var, men det kunne være Abildgaards 4 årige søn. Han bliver også afhørt. Han gjorde et bestemt indtryk af at være fjollet, og befandtes ude af stand til at afgive nogen som helst forklaring. Der blev givet ham en lukket æske tændstikker i hænderne, hvilket han staks oplukkede, hvorefter han afrev den ene tændstik efter den anden på æskens strygeflade. Begge forældre mener imidlertid, at drengen havde været i deres eget hus på brandtidspunktet. Dette hus var også blandt de 7 brændte. I alt afholdtes 7 forhør, uden man fandt frem til den skyldige. På det sidste mød den 28. september 1889 bemærkede dommeren, at han forgæves havde stræbt sig for at tilvejebringe yderlige oplysninger i sagen, og ikke fandt anledning til for tiden at fortsætte undersøgelsen. Alle de brandlidte havde deres huse forsikrede enkelte dog underforsikrede. En del indbo var reddet ud af husene, således det meste fra stuehuset i præstegården. Præstegården var i øvrigt Dorthea Elisabeths barndomshjem, idet hendes far Jeremias Wøldike havde været præst her fra 1860 til

27 Laden der stod tilbage blev i første omgang omdannet til beboelse og i løbet af efteråret blev en ny præstegård opført. Stuehuset får nu 10 værelser og 2 loftskamre, og under den østlige del kælder med 7 rum og bageovn. Hele præstegården forsikredes nu for kr., nemlig for stuehus, 4000 for stalden og for laden. Jeremias Wøldike. Gift 1. gang med Gurli Holst og fik med hende 2 levende børn. Otto og Thea. (=Dorothea Elisabeth Wøldike gift Gade), 2. gang med Elise Møller-Holst. Ingen levende børn. Begge hustruer var i øvrigt hans kusiner. 26

28 Thea Gade efter skilsmissen Af Ingrid (Sus)Wisborg Gade Da Niels Peter Andersen Gade 9.sep.1897 bliver arresteret for utugt og nogle dage senere tilstår, skriver Thea i et brev dateret 15/ til Provst Rasmussen og beder ham om en samtale om mange ting, først og fremmest skilsmisse. Det stod mig klart, at jeg umuligt turde vove længere at være hans hustru, og at hans opførsel imod mig for Gud og mennesker, har løst mit troskabsløfte, så jeg fra det øjeblik af ikke har betragtet ham som min mand. Senere i samme brev skriver Thea selv er jeg til mode, som om jeg var sluppet ud af slaveriet. Alle viser mig kærlighed og deltagelse, og jeg bor atter, som den sumeriske kvinde sagde midt iblandt mit folk. Efter flere besværligheder, verdslig og gejstlig mægling, protester fra Niels Peter, men ved god hjælp af hendes farbror provst Marcus Wøldike, Brahetrolleborg og Provst Rasmussen, Gudum bevilges skilsmissen i december Marcus Wøldike skriver således i et brev 28/ til provst Rasmussen: at skilsmissen ikke for længst er bevilget eller snarest befalet forstår jeg aldeles ikke. Thea er nu alene med 7 børn, Elisabeth, 18 år, Gurli 15 år, Otto 14 år, Andreas 11 år, Harald 9 år, Edvard 7 år og den yngste Theodor 1 år. Andreas på 11 år, er åndssvag og kommer på Ebberødgaard. Det er nu slemt, at jeg skal forvolde så megen ulejlighed i verden, men Herren ske Tak Til venstre ses Thea ca. år

29 som giver gode mennesker vilje til at hjælpe, skriver Thea i et brev til Provst Rasmussen, da han sammen med kære gamle pastor Blicher (Ravnkilde?), har sørget for at Andreas optages på Ebberødgård. N. P.A. Gade suspenderes 16.sep. og embedet passes i første omgang af pastor Barfod i Sønderholm. Den 22. oktober 1897 skriver Thea i er brev til Provst Rasmussen, at pastor Barfod har været her med en ny pastor We s t e d, som jeg forstår, er udset til vikar her, og som jeg måske snart kan vente hertil. Måtte det nu blive til Guds Ære. Christian Frederik Wested konstitueres i embedet og det bliver til megen gavn for Thea. Han skal bo og spise i præstegården og får 2 kr. om dagen i løn + fri befordring i embedes medfør. Såfremt præstegården ikke kan yde kosten, får han yderlige 1? kr. om dagen. Sognet har i mange år været forsømt, og mange har løst sognebånd til pastor Koed i Skørping, men biskop Swane i Vi b o rg, håber og tror, at de vil komme tilbage til Øster Hornum, hvis de får en god præst der. Jeg anser ikke disse missionsfolk for intrigante, skriver han til Wested, da han beder denne overtage vikariatet. 3 af børnene, fra venstre ses Edvard, Theodor og Harald Julen

30 Thea står tilbage med flere gældsposter, 200 kr. til svogeren Christian, 2000 k r. til Nicoline Cathrine Collet, en norsk dame, som er ven af familien + flere mindre poster. Til sikkerhed for Nicoline Collets penge laver Thea en panteobligation på hele hendes møblement. Det vurderes til 4385 kr. Hun har efter faderen, Jeremias Wøldikes død i 1887 arvet ca kr. og skønt han havde efterladt en skriftlig udtalelse af sit ønske om, at hans enke, Elise Marie Møller Holst, skulle sidde i uskiftet bo, således at hun i sin levetid kunne støtte hans datter, og arven først efter hendes død blev udbetalt svigersønnen, som i sin studietid havde modtaget ikke ubetydelige forskud på samme, forlangte N.P.A. Gade skifte og fik altså udbetalt ca kr. Året efter døde Theas faster, Sophia Amalia Wøldike, som i årene efter Jeremias f ø r s t e kone, Georgine Kathrine Holst død, førte hus for Thea, hendes far og broderen Otto. Hun havde ligeledes ønsket at tilgodese Thea, men også denne gang satte Niels Peter sig imod det, og resultatet blev, at arven blev delt i 3, således at Jeremias broder Marcus og søsteren Sabine arvede hver en tredjedel og den sidste tredjedel gik til Gade. Sabine og Markus overlod deres andele til Elise, så hun kunne hjælpe Thea og børnene, når der var behov for det. [oplysninger fra et brev fra Marcus Wøldike til Provst Rasmussen i forbindelse med skilsmissen]. Thea befinder sig godt i præstegården og forpagteren viser hende megen velvilje. Hun glædede sig over at være ene med børnene og at kunne trække vejret let i sit kære barndomshjem og trøstede sig i Herren som hendes sol og skjold. Befolkningen i Øster Hornum viser hende også megen sympati og venner fjernt og nær lader hende ikke lide nød. I april 1898 afskediges N.P.A. Gade og pastor Wested kaldes til embedet 1/ Thea skal nu forlade præstegården. Provst Rasmussen søger på Theas vegne om, at hun kan komme på finansloven, så hun kan få noget hjælp fra staten. Det resulterer i, at børnene indtil de fylder 18 år får 72 kr. årligt, dog ikke Andreas, som er kommet på Ebberødgaard, og derfor ikke belaster Theas økonomi. Thea selv får intet, fordi hun var højfrugtsommelig ved ægteskabets indgåelse. Dette protesterer provst Rasmussen over, dels at hun var blevet gift 28/ og Elisabeth ført 6/4 1879, altså har hun været højst været et par måneder henne ved vielsen, dels at man har set gennem fingre med graviditeten, da man antog Niels Peter som sognepræst. 29

31 Thea har forberedt sig godt på at komme videre i tilværelsen. Hun sætter en del af indboet i præstegården på auktion gennem en annonce i A a l b o rg Stiftstidende. Auktion i Østerhornum præstegård. Mandag den 18. dennes, formiddag kl. 10, afholdes efter begæring af fru Elisabeth Gade, på grund af flytning, auktion i Østerhornum præstegård over en stor del bohave, fortrinlige sengeklæder, køkken- og bry g g e r s re d s k a b e r, have - re d s k a b e r, 8 store, smukke kakkelovne, 2 store fodposer, en barnevogn m.m.m. 30

32 Af bohavet fremhæves: Flere jernsenge med madras, et dobbelt sengested, 2 mahogni sengesteder, et skænkebord, en mahogni kommode, et nøddetræs jern - baneur, en elegant hængelampe, et mahogni salonbord, en nøddetræs sofa, et piano, et søjleskab, toiletspejl, et mahogni chatol (indlagt), lænestole, polstre - de stole og wienerstole. Som appendiks sælges: 2 trækstude, en rensemaskine, en vaskemaskine og 600 pund ost. Kredit til 1. november dette år. Hornum herredskontor i Nibe, d. 7. juli Dændler Thea lejer en lille forretning i Kolding fra oktober 1898 og inden rejser hun til København for i et par måneder, at lære noget om mode. I oktober 1898 åbner hun så en modehandel i Søndergade 14, de små drenge Harald, Edvard og Theodor flytter med hende. Elisabeth er lærerinde på Albæk Hovedgård i Suldrup sogn. Otto er muligvis i lære i Hjørring, han skriver nemlig i et brev dateret 24/ til pastor Wested, at han er så glad for sin plads i Herning, meget bedre end den han havde i Hjørring. Hans Principal Dalgaard er så flink ved ham, og har foræret ham 10 kr. i julegave. Gurli er sikkert i huset et eller andet sted. Ved juletid 1899 er hun i nærheden af Kolding. Pastor Wested gifter sig i september 1898 med sin forlovede Else Marie Jensen og de tager sig meget af Thea og børnene. Således lader Wested i efteråret breve trykke, køber 1200 konvolutter og et tilsvarende antal 8 øres frimærker og sender til 1200 præster i Danmark med anmodning om økonomisk hjælp til Thea. Ca. 650 bidrag kommer ind fra 19/12 98 til 23/ 6 99 og når udgifterne på 108 kr. 60 øre er trukket fra er der 3500 kr. tilbage, som sættes i sparekassen i Øster Hornum. Heraf får Thea udbetalt renterne, men får dog straks udbetalt 500 kr. som driftskapital. 1. maj 1900 overflyttes 2000 kr. til Landmandsbanken i Aalborg. 31

33 Familien Wested og Thea holder gennem årene nær kontakt, men også med andre fra sognet skriver Thea og nogle betænker hende også ved juleslagtningen. Otto skriver flere gange til pastor Wested også fra London og Tyskland. Bl. a. skriver han i maj 1909 fra London en tak, fordi Wested har hjulpet ham med en ansøgning på 500 kr., som er blevet ham bevilget. Billeder udveksles ligeledes familierne imellem. I et julebrev fra 1899 skriver Thea, at hun har haft meget travlt i forretningen med at sørge for julegaver til kunderne, så travlt at hun ikke har fået skrevet til vennerne. Hun har fået en god og troende pige, Helene, til hjælp i huset. Pastor Wested har åbenbart advaret hende mod at fortælle om pengene til Gade, men som hun skriver i julebrevet De kan være ganske rolig. Det ville da være at friste Gud og det gøres ikke ustraffet. Selv har jeg intet hørt fra eller om ham. Fra 1. maj 1898 afsoner han 2 års forbedringshusarbejde i Vridsløselille Straffeanstalt. Nogle breve fra ham til pastor Levisen på Lolland viser, at han 23/7 og 6/ bor i Esbjerg og 23/ i København. 11/ skriver han fra Omaha i USA, hvor broderen Peter bor. I samme julebrev fortæller Thea, at svogeren Christian Gade, som de skyldte penge ved skilsmissen, hele tiden havde sagt, at dem kunne han altid få, og fik 32 Pastor Wested med hustruen Else Marie, født Jensen.

34 han dem ikke, var det også ligegyldigt. Nu plagede han om at få dem, og hun havde lovet ham dem, når pastor Wested skulle afregne, det han skyldte hende. Wested skriver og spørger, hvad han skal betale i renter, men kære pastor Wested, jeg vil da hverken eje eller have renter af de penge fra Dem, De har da virkelig haft udgifter og ulejlighed nok af mig endda. Men hun har så sagt til svogeren, at han kan hente sine penge i præstegården i Øster Hornum 1. marts. Jeg vil da ikke leve af hans barmhjertighed. Thea klarer sig godt og i 1905 har hun en elev, en ekspeditrice og en direktrice ansat i forretningen foruden en husbestyrerinde. Thea stedmoder sørger for at Elisabeth kommer på Th. Langs seminarium i Silkeborg i 1901, hvorfra hun dimitterer i Gurli emigrerer til USA i Harald konfirmeres i 1902 og Edvard i 1904 og så flytter de hjemmefra sandsynligvis for at komme i lære, for kun Theodor nævnes på mandtalslisten i Hun får nogle gange lidt ekstra udbetalt til drengenes uddannelser, men ellers får hun renterne ca. 2 gange om året. 33

35 I 1907 får hun mulighed for at købe den ejendom, hun hidtil har siddet til leje i, for kr. Hun rådfører sig med sin onkel pastor Chr. Borch i Randlev og han råder til at en kristen håndværker i Kolding skal se på ejendommen og vurdere om det er et godt køb. Murermester August Poulsen siger god for ejendommen og anser handelen for særdeles fordelagtig for hende. Thea har besøgt Randlev præstegård i maj Hun er til min forundring langt mere praktisk, end jeg havde tænkt, klarer sig godt med sin forretning og var i det hele så frejdig og fortrøstningsfuld, at det var en hel glæde at høre hende tale om sin stilling nu, skriver Chr. Borch til pastor Wested 25/ Hun får derfor restbeløbet på knap 2000 kr. udbetalt. I april 1912 kommer Niels Peter hjem fra USA, og da Thea i 1928 dør, sidder han i uskiftet bo, hvorfor de må have giftet sig igen. Thea på sine ældre dage. Jeg ved desværre ikke hvor el. hvornår dette foto er taget. Hun ligner, t rods den hårde tilværelse, en kvinde der udstråler varme og styrke. 34

36 Kilder: Breve til pastor Wested fra Thea og Otto (befinder sig hos Else Marie Lomholt, Roskilde) Fleskum-Hornum herreds politiprotokol Fleskum-Hornum herreds provstearkiv Viborg bispearkiv Pastor Alfred Sylvester Levisens privatarkiv (Rigsarkivet) Persondata: Dorothea Elisabeth Gade f. Wøldike (kaldet Thea), 14/ / Niels Peter Andersen Gade, 27/ / Christian Frederik Vestested (brugte selv W.) 30/ Else Marie Wested f. Jensen, 1/ / Thea og Niels Peter. 35

37 Fødte-Viede-(Nye Par)Døde-.(nyt om slægten). Af Vibeke Møller-Holst Vi har i bestyrelsen ikke fået meddelelser om flere tilkomne små børn, flere viede og heldigvis ikke om flere døde. I må meget gerne sende en mail til mig (Se under bestyrelsen på bagsiden af forsiden) eller en af de andre i bestyrelsen hvis vi skal have nogle opsamlingsrunder Gerne med fotos af de små eller brudeparret, et foto eller en lille omtale af afdøde.det synes jeg må være op til de efterladte. Jeg synes, at vi skal udvide rubrikken til at omfatte samboende. I dag bor man jo gerne sammen og danner par uden nødvendigvis at være gift, man har sågar hørt at folk der bor sammen også får børn. Ja, ja.disse tider. Måske kunne vi også på disse sider bringe andet nyt om det der sker i slægtens liv. Jobs, uddannelser, skilsmisser? Det er op til jer, kære familiemedlemmer, at definere indholdet i denne rubrik. Nyt Par Vibeke Møller-Holst(E81b) og Hans Rasmusen. Som mange ved døde Gunnar (Min tidl. Mand) i 2001, da han af uforklarlige grunde valgte at tage sit eget liv. Jeg er lykkeligvis kommet videre, har kendt Hans i 2 år og boet sammen med ham i 1 år. De der var med til slægtsfesten mødte Hans. Min far (Jørgen M-H) nåede at møde Hans, og en sjov historie er, at min far havde været landvæsenselev hos hans bedsteforældre og boet på værelse sammen med Hans s far et år. 36

38 37

39 38

40 39

41 40