madrids kreative bælte

Transkript

1 bohemia madrids kreative bælte Det, der gør Madrid så speciel, er, at byen ikke eksisterede som sådan som en by før den blev til hovedstad. Den er for at sige det med jævne ord en forvokset landsby på en højslette langt fra sejlbare floder og hav et sammenrend af immigranter, som fra begyndelsen kom fra alle hjørner af landet for at tjene hoffet. På trods af at Madrid kun er hoffet, som samtidige kilder udtrykte det, er det på ingen måde en aristokratisk by. Det er den arbejdende befolkning tilflytterne, immigranterne der har sat tonen i byen, og som gør, at Madrids to største trækplastre er folkelivet, som det giver sig udtryk på cafeer, beværtninger og restauranter, og kunsten og litteraturen, som har inspireret sig i og på disse steder. Det tiltrækkende og fascinerende ved Madrid er netop byens gæstfrihed dens uhøjtidelige, usnobbede, til tider lidt bondske eller, pænere sagt, provinsielle selvfølgelig, vi er jo alle tilflyttere! væremåde. Er man madrileño og det er man accepteret som i samme øjeblik, man træder ind i staden elsker man sin by på trods af støj, forurening, beliggenhed, konstante opgravninger af fortove og gader samt daglige demonstrationer mod alt inklusive demonstrationer! Man behøver ikke at bevæge sig langt fra centrum en lille kilometer er rigeligt for at føle portene til denne solidariske immigrant- og nomadeidentitet slået på vid gab. Tegner man en halvcirkel med Puerta del Sol som centrum og begynder i El Museo de los Orígenes, fortsætter igennem La Filmoteca Nacional og slutter i Plaza de San Ildefonso, hundrede meter syd for Plaza del Dos de Mayo og nær ved Madrids historiske museum, har man foretaget en rejse i tiden fra Madrids middelalder og frem til demokratiske tider og 80 ernes movida med et stop undervejs i det 19. århundredes folkelige Madrid, som det ofte lidt stereotypt 101

2 bohemia bliver afbildet i den spanske italiensk-inspirerede zarzuela-operette. I mangel på en passer vil en linje igennem metrostationerne La Latina, Lavapiés, Antón Martín, Chueca og Tribunal være et godt alternativ, da de stort set ligger på den samme meridian og samtidig bringer os direkte til de kvarterer barrios i nærheden af centrum, hvor der i dag er mest kreativ energi og hvor bohemelivet florerer. La Latina, Lavapiés og Malasaña de tre barrios, vi skal besøge har visse punkter til fælles: De fleste cafeer og restauranter stiller borde og stole ud på fortovet a medio día dvs. ved tiden både, hvor der er plads til det, og hvor der ikke er. Her kan man få sig un café (som naturligvis er noget stærkere end en dansk kop kaffe, medmindre man bestiller un café americano) eller en aperitivo dvs. et glas øl, vin eller vermú med un tapa eller un pincho alt afhængigt af hvor langt hen man er kommet i vågningsprocessen. Da det er kvarterer med et særlig intenst aften- og natteliv, specielt befolket og besøgt af B-som-bohememennesker, er de cafeer, som serverer morgenmad (næsten udelukkende indendørs) i mange tilfælde de samme steder, hvor natteravnene kommer for at få sig en kop utrolig tyk chokolade (meljævnet) med churros eller en porra (meget sprøde, dybtstegte vaffelstænger, som for de tynde churros vedkommende bliver bøjet sammen som kranse, inden de dumpes ned i den kogende olie), før de går hjem i seng. Der er naturligvis også børn og teenagere i de tre kvarterer, men da lejlighederne i reglen er små (og dyre!) og mulighederne for friluftsliv mere begrænsede, flyttede mange unge par dengang Spaniens økonomi stadig syntes lovende ud til forstæderne. Desuden sætter spanierne stadig færre børn i verden, og i Madrids kunstnerkvarterer er barnløse par, grupper af veninder eller enlige uden børn ikke et særsyn. Hvis der i de seneste år pludselig er opstået en mangel på vuggestue- og børnehavepladser i Lavapiés, er årsagen, at kvarteret har udviklet sig til Madrids Vesterbro, hvad indvandring angår, med et flertal af immigranter 102

3 fra kulturer med andre holdninger til fertilitet og prævention. Mennesker i års-alderen er derfor måske nok dem, man ser mest til i de tre barrios, og McDonald s og diskoteker glimrer ved deres fravær. Her er fast food de allestedsnærværende tapas og undtagelsesvis en döner. Supermarkederne er der også god afstand imellem; beboerne gør de fleste daglige indkøb på de store lokale indendørsmarkeder. Lighederne til trods er der store indbyrdes forskelle, og hvert kvarter har sin egen, klart definerede personlighed. Groft generaliserende kan man sige, at La Latina er kvarteret for boboer (bourgeois bohemians), Lavapiés kvarteret for bohemios mestizos (kulturelt blandede bohemer) og Malasaña kvarteret for trendy, alternative bohemer. Ikke desto mindre eksisterer der en bevidsthed imellem beboerne i de tre barrios om at være vogterne af Madrids folkelige traditioner og jævne, ligefremme karakter. la latina La Latina, den del af Madrid, som befinder sig inden for eller i umiddelbar nærhed af den søndre port i den første kristne bymur med andre ord syd for Calle Segovia, øst for Calle Bailén og vest for Ribera de Curtidores var Madrids muslimske kvarter indtil tvangsdåben af alle ikkekristne i Den mauriske kulturs præg på kvarteret fik sit endelige dødsstød med Filip III s dekret om udvisning af alle moriscos (konverterede muslimer) i Fra det 13. til det 18. århundrede residerede adelen og gejstligheden i kvarteret, som er opkaldt efter dronning Isabellas latinlærer Beatriz Galindo ( ) La Latina. Hun var fysiker, pædagog og forfatter og en af sin tids mest oplyste kvinder. Hendes stærke karakter øvede stor indflydelse på dronningen, som hjalp hende til at fuldføre flere sociale projekter, bl.a. opførelsen af et hospital for de fattige. I dag er der ikke mange aristokratiske bygninger tilbage i kvarteret, selv om nogle enkelte har overlevet som hoteller eller fungerer som skoler, som tilfældet er 103

4 bohemia med den noble Vargas-families palæ på Plaza de la Paja. Det meste af byens handel foregik på dette halmtorv, som var Madrids Store Torv, indtil Juan II af Castillien i det 15. århundrede beordrede etableringen af Plaza del Arrabal som senere blev til Plaza Mayor uden for bymuren. Det var her, lokalbefolkningen skulle aflevere halm til bispesædets muldyr, heraf pladsens navn, og her opførte de noble familier Lasso og Vargas deres palæer i henholdsvis det 15. og det 16. århundrede. Landarbejderen Isidro som senere blev Madrids skytshelgen San Isidro Labrador var ansat hos den indflydelsesrige Vargas-familie, foran hvis palæ en bronzemand sidder og læser avis. På hjørnet af Plaza de la Paja og Calle del Príncipe de Anglona for enden af hvilken vi skimter San Pedro el Real-kirkens teglstenstårn, bygget i mudéjar-stil og formentlig byens ældste er der en romantisk lille have kaldet El Jardín del Príncipe de Anglona. Den hørte med til prinsens tilstødende palæ og er anlagt i neo-klassisk stil, stærkt inspireret af arabisk-andalusisk havekunst. Haven blev offentlig tilgængelig i 2002 og giver et sjældent kig ind i, hvordan Madrids adel levede i 1700-tallet. Plaza de la Paja er nok det smukkeste eksempel på det paradoksernes princip, der gør Madrid så indtagende og så teatralsk: Pladsen, som kan fremvise nogle af hovedstadens få bevarede noble middelalderbygninger, er en grusbelagt skråning med et uprætentiøst navn og husene langs pladsens vestside Costanilla de San Andrés er kulisser i den forstand, at de dekorative detaljer omkring døre og vinduer er malet på det flade puds med trompe-l oeil-teknik. Mange huse i Madrid er bygget af beskedne materialer, men malerkunsten og interessen for teater har der aldrig været noget i vejen med. Costanilla de San Andrés munder ud i fire andre pladser, hvis navne ligesom Plaza de la Paja fortæller meget om livet her i middelalderen: Plaza de los Carros (Holdested for hestevognene), Puerta de Moros (Maurerporten), Plaza del Humilladero (Indgangen til Korsets vej), Plaza de la Cebada (Bygpladsen). 104

5 Plaza de la Paja Halmtorvet var i middelalderen Madrids centrale markedsplads. Til venstre Bispens Kapel, hvor det var meningen, at San Isidro Obradors rester skulle opbevares. Til højre Costanilla de San Andrés; en slags kulisse med mange dekorative detaljer malet på pudset med trompe l oeil-teknik Navnet Bygpladsen hentyder til, at det var her, at byggen til kongens heste blev sorteret fra byggen til kavaleriet. I det 16. århundrede anlagdes et åbent marked, hvor der blev solgt grøntsager og svineprodukter, men i 1875 viede dette pladsen for et kæmpemæssigt jernstøbt overdækket marked i tidens art nouveaustil. Det blev imidlertid af sundhedsgrunde revet ned i 1956 og erstattet med den nuværende kuppelstruktur i beton. Dette byggeri omfattede det eneste offentlige svømmebassin og den eneste sportshal til rådighed for de beboere i Madrids centrum. Ikke desto mindre var den del af bygningen den første, der i 2009 faldt som led i et kommunalt prestigeprojekt for en totalrenovering af pladsen. Så kom krisen, og det nye projekt ifølge hvilket en privat entreprenør ville give befolkningen en moderne idrætshal med en offentlig park med enge og træer på taget som kompensation for tabet af det hidtidige marked (der ville blive lavet om til shoppingcenter) 105

6 bohemia Plaza de Carros, La Latina. Som graffitien afslører, er pladsen bag træet rent synsbedrag Peter Wessel er aldrig blevet til noget. Markedet fungerer stadig, og nu har kvarterets beboere med opbakning fra flere af Madrids universiteter bzat det tomme krater efter svømmebassinet, hvor de dyrker grøntsager, holder koncerter og debatter og opfører gadeteater. Det er bygpladsen, som blev til en kulturel byggeplads og omdøbt til Bygmarken El Campo de la Cebada. Logisk nok medførte den demokratiske forfatning post Franco samt de nysmurte kapitalistiske markedsmekanismer en hurtig gentrificering, og der hvor der før var palæer for hertuger og grevinder, er der nu ejendomme med co-opt lofts til de unge, kendte og rige. På trods af de snævre middelaldergader og de maleriske perspektiver minder La Latina mig faktisk på mange måder om Woody Allens Manhattan Upper East Side med dets cool, veluddannede grønne socialister fra gode hjem med sans for årgangsvin og haute cuisine og med en fod eller mere indenfor i film- eller reklamebranchen, design, installationskunst eller litteratur, og med deres børn i to-sprogede skoler. For at få et godt overblik over kvarteret kan vi stille 106

7 os hen foran indgangen til skolen Nuestra Señora de la Paloma på hjørnet af Carrera de San Francisco og Calle Tabernillas. Herfra åbner der sig et interessant panorama: I bunden af gaden til venstre ses San Francisco-kirken med dens imponerende kuppel. Lige overfor har vi Plaza de Carros med perspektivet ned imod Plaza de Paja; derefter San Andrés-kirken med La Casa de San Isidro og El Museo de los Orígenes Oprindelsens Museum ved siden af. Panner vi yderligere til højre, ser vi efter et stort granitspringvand og delvis skjult bag et træ en hyggelig lille plads omgivet af et par huse med balkoner og mennesker klædt i tøj fra en svunden tid. Det er igen synsbedrag! Det hele er malet på facaden af huset på hjørnet af pladsen. Endelig længst til højre ses mundingerne til de to parallelgader Cava Baja og Cava Alta. tvillingegaderne Det første, der vækker opmærksomhed ved de to cavas cava betyder grav på militærsprog er, at de så klart markerer bymurens kurve, uden at der er andet tilbage af muren selv end nogle få værdifulde rester i visse af Cava Bajas kælderlokaler. De to parallelgader løb på ydersiden af bymuren som en del af Madrids forsvarsværk; Cava Baja var endda en slags voldgrav med vand fra et vandhul ved Puerta Cerrada. Den blev senere kastet til og ligesom sin tvilling åbnet for færdsel. Inden længe begyndte bygninger at skyde op langs med muren, der endte med at blive totalt opslugt af herberger, gæstgiverier og værksteder af alle slags. De to cavas er uden tvivl de bedste vidner om handelslivet og tidens gang i Madrid. Ad dem flygtede araberne, da Alfonso VI indtog byen. I dem har handelsfolk fra alle egne gjort ophold. Fra dem var der passager, der gjorde det muligt at komme ind i byen om natten, efter at byportene var blevet lukket. Flere af de originale posadas er blevet restaureret og fungerer igen som gæstgiverier. De mest interessante er Posada del Dragón, Posada del Léon de Oro og Julian de Tolosa, der alle kan fremvise rester af bymuren, og som ligger dør om dør i Cava Baja. I den førstnævntes 107

8 Svalegange corralas kendetegner arkitekturen i Madrids barrios bajos (lavere liggende kvarterer). Denne ejendom i Lavapiés er fredet som nationalt monument Peter Wessel taverne La Antoñita er det muligt at spise en sprød rejetærte eller tyrehaleragout i en helt autentisk, om end meget smal, corrala. Corral og corrala er vigtige ord at kende, når man besøger Madrids populære kvarterer. Corral som det bruges i navnet på den kendte flamencorestaurant El Corral de la Morería har flere betydninger, de fleste meget lignende gård på dansk, når vi taler om hønsegårde, gårdspladser o.l. Men en corral kan også være et åbent teater i en gård mellem fire huse efter samme princip som en baggård. Og det er netop, hvad en corrala er: en baggård omgivet af svalegange med okseblodsfarvede træstolper; det mest typiske træk i byens populære arkitektur og flittigt brugt som kulisser i de spanske zarzuela-operetter, hvis historier ofte er henlagt til det folkelige Lavapiés. León de Oro har også en smuk corrala, men denne er tildækket og minder faktisk mere om en teaterdeko- 108

9 ration. Julian de Tolosa imponerer med sine enorme vinkar og fade, og restaurantens baskiske køkken har et fint renommé. Vil man imidlertid svine sig rigtigt til, skal man vælge La Posada de la Villa skråt overfor, hvor vidunderlige helstegte pattegrise og lam står på menuen. Almendro 13, i gaden af samme navn, er min foretrukne frokostrestaurant, når jeg viser rundt i La Latina. Her sidder eller står man omkring store vinfade, som gør det ud for borde. Man bestiller selv sine andalusiske raciones ved køkkenlemmen og henter dem, når kokken slår på en skibsklokke. Når jeg spiser der, plejer vi at dele en flaske manzanilla sherry imellem fire-fem venner. Middag spiser jeg til gengæld i den hyggelige Taberna Matritum i Cava Alta. De serverer herlig traditionel spansk mad. rastroen Navnet på dette grænseområde imellem La Latina og Lavapiés betyder sporet og stammer fra dengang, der var slagtehaller på Plaza de Cascorro, hvor statuen af helten fra den spansk-amerikanske krig i 1898 står. Loppemarkedets hovedgade hedder Ribera de Curtidores, hvilket betyder garvernes bred. Det var her, Madrids blomstrende læderindustri holdt til, og blodet efterlod uden tvivl mange spor ned ad bakken. En god indgang til Rastroen er Calle Ruda, som munder ud i Calle Toledo lige over for indgangen til Campo de la Cebada. I denne gade er der adskillige interessante steder. Specielt vil jeg anbefale to: Café Molar, som er en meget aktiv bogcafé med kunstgalleri, gode tærter og en kreativ atmosfære, og Malacatín, en af Madrids ældste og mest populære restauranter. Her tilbereder de en cocido madrileño helt på højde med den, de serverer i den lige så traditionsrige restaurant La Bola, men Malacatíns omgivelser på rastroen passer bedre til denne gargantuanske ret: La Bola er nabo til Senatet, og væggene der har uden tvivl hørt mere om politik end om ædegilder. Det værste er, at det kan være svært at få bord på Malacatín, men man kan altid stikke næsen indenfor og bestille en tapa de cocido ved 109

10 lavapiés Medens La Latina i det 15. århundrede lå inden for eller lige op ad den første kristne bymur, var Lavapiés en typisk arrabal, dvs. et område uden for middelalderbyens mure i nærheden af byportene, hvor handelsfolk fra nær og fjern, og af de mest beskedne kår, slog sig ned i ret tilfældig orden. Ordet arrabal kommer ligebohemia bardisken. Så har man da trods alt fået en smagsprøve. Drik eventuelt en caña til. Her får man en af de bedst skænkede fadøller i øldrikkende Madrid! For enden af Calle Ruda og rundt om hjørnet til højre i Calle Amazonas gør jeg altid holdt i Bar Santurce. Der får jeg mig et par grillstegte sardiner og et par grønne padrón mini-peberfrugter også fra grillen som jeg spiser med fingrene, inden jeg går på opdagelse på det altid overraskende loppemarked på Plaza del General Vara de Rey. Det bliver drevet af gitanos og er et rigtigt loppemarked af den traditionelle pulterkammerslags. Ligesom resten af rastroens boder er dette marked kun åbent på søn- og helligdage og kun til klokken 14! Til gengæld er de fleste marskandiser- og antikvitetsbutikker i området åbne hele ugen. Efter min mening er det i dem, man finder de mest spændende ting. Blandt steder, der har sjældenheder og er sjove at besøge, men hvor indehaverne selv ved, når de har gjort et fund, kan jeg nævne L.A. Studio og El Transformista. Galerías Piquer i Ribera de Curtidores har mere loppemarked over sig. Det er et yderst originalt rastro-shoppingcenter med flere interesante butikker, mens La Recova på den selvsamme Plaza del General Vara de Rey er en udsøgt retro bazar med ting fra 50 erne og 60 erne. På hjørnet af denne plads og Calle Carlos Arniches er der et lille, men enormt indholdsrigt antropologisk museum, som ingen bør gå glip af, kaldet Museo de Artes y Tradiciones Populares indrettet i en forhenværende corrala. Masker, udklædninger, processioner, musikinstrumenter, redskaber Spanien er utrolig rig på traditioner. Dette er ægte folklore behandlet med respekt og viden ikke turistfolklore. Det er måske derfor, museet er lidt af en hemmelighed. 110

11 Boxershorts og barokke rammer til salg på Plaza General Vara de Rey, gitano ernes loppemarked på rastroen Peter Wessel som barrio fra arabisk og betyder noget i retning af by af mindre kategori. Efterhånden som bykernen voksede ud over murene, blev der på et tidspunkt brug for en ny bymur med større diameter, og således endte de forskellige arrabales med at blive til barrios, sådan som det er sket for Lavapiés. Da de fleste middelalderbyer af forsvarsmæssige grunde lå højt i forhold til omgivelserne ofte på en bakketop befandt deres arrabales sig i reglen på en skråning neden for byen og blev derfor også kaldet barrios bajos, dvs. lavere kvarterer. Lavapiés er ikke nogen undtagelse, og skrår da også nedad mod syd fra Calle Magdalena til ringvejene Ronda de Atocha og Ronda de Valencia. Calle Atocha er kvarterets grænse mod nord. Traditionen vil, at Lavapiés var byens alfama eller judería (jødiske kvarter), og forskellige ting synes da også at pege i den retning. Navnet Lavapiés ( vaske fødder ) skulle således hentyde til et vandsted, der menes at have eksisteret på stedet, hvor pladsen af samme navn er i dag, og hvor jøderne tvættede deres fødder inden besøget i synagogen. Denne lå for enden af Calle de la Fe (Troens gade), hvor San Lorenzo-kirken nu står. 111

12 Senegalesiske conga-optog og indisk mad er hverdagskost i Lavapiés. En fredelig global landsby, hvor man også fejrer ramadanen og det kinesiske nytår Peter Wessel La manolería er et andet Lavapiés-fænomen til støtte for judería-teorien. Efter forbuddet imod udøvelse af den jødiske religion i 1492 begyndte de konverterede jøder at give navnet Manuel (Manolo) eller Manuela til deres førstefødte for at demonstrere deres kristne tro. Pludselig vrimlede det med Manolos i Lavapiés, og det endte med, at manolo blev en slags generisk navn for alle beboere i de lave kvarterer. Efter i fem hundrede år at have inkarneret det folkelige spanske Madrid er denne barrio igen blevet en port til storbyen for alt det udefra kommende. Da jeg bosatte mig i Lavapiés i 1993, var jeg en af kvarterets meget få udlændinge; flertallet af beboerne i kvarteret var spanske pensionister. I skrivende stund er over en tredjedel af Lavapiés beboere udlændinge, fordelt over 86 nationaliteter. Halvdelen af dem kommer fra Sydamerika, Marokko, Kina, Bangladesh og Sene- 112

13 gal. I visse børnehaveklasser er over 80 % udlændinge, og kvarteret fejrer såvel det kinesiske nytår som den muslimske ramadan. Naturligvis er den etnisk rige palette med dens mange stærke sanseindtryk ikke mindst duften af eksotisk home cooking det første (og ofte det eneste), som besøgende lægger mærke til ved Lavapiés. De færreste gør sig klart, at Lavapiés i grunden kun er navnet på en række fordomme såvel positive som negative der har knyttet sig til en barrio i Madrid, hvis officielle navn er Embajadores, og som nyder godt af at være kvarteret med byens største udvalg af kulturelle infrastrukturer. Kvarterets egne indbyggere er selv mindre benovede, om end stolte, over at tilhøre et multikulturelt samfund og beder kun til, at Lavapiés mange ressourcer og ideelle beliggenhed ikke skal fange ejendomsmæglernes og trendsætternes opmærksomhed. For selv om der næsten hver måned bliver skudt en film eller et reklamespot i denne barrio, selv om Lady Gagas favoritdesigner, den libanesiske Assaad Awad, fremstiller sine kreationer i en corrala i kvarteret, og selv om priserne på lejligheder også her steg brat i 90 erne, er Lavapiés stadig bemærkelsesværdigt un-trendy. En gåtur igennem dette multikultikvarter kunne passende begynde på Plaza de Tirso de Molina. Denne forhenværende Plaza del Progreso er nemlig en rigtig Lavapiés-cocktail: Pladsens navn er til ære for en munk, som samtidig var en af Spaniens litterære guldalders store dramaturger, den er hjemsted for det anarkistiske fagforbund CNT, og den har for nylig gennemgået en total omlægning for at blive gjort til fodgængerområde og blomstertorv. Med alle sanser og fakulteter pirret: de religiøse, de kunstneriske, de intellektuelle, de politiske, de sensorielle og de øko-motionelle er øjeblikket kommet til gå ned ad Calle Mesón de Paredes. Simón Miguel Paredes var nemlig mesonero, det vil sige krovært. Populær kultur kommer som bekendt ind igennem maven. Og spansk kultur er visceral. 113

14 Filmmuseets biograf Sala Doré har to indendørs sale og en sommer biograf med café under åben himmel på tagterrassen. I baggrunden Mercado Antón Martín med flamencoskolen på 2. sal Peter Wessel Taberna Antonio Sánchez på venstre hånd i begyndelsen af Mesón de Paredes blev grundlagt af tyrefægteren af samme navn i Det er en af Madrids fire ældste tascas, som værtshuse hedder i populær tale. Her er mange af Madrids store forfattere kommet, og stedet blev kendt for sine tertulias, dvs. cafédebatter. Det var da også en gruppe intellektuelle, som reddede stedet fra nedrivning for ganske få år siden. Lidt længere fremme kan vi danne os et indtryk af, hvad madrilenerne spiser. Til højre i Calle Encomienda er der et rent og appetitvækkende casquería en kallunbutik. Med den økonomiske krise er Spaniens store chefs begyndt at forske i en kulinarisk tradition, som har overlevet i Sydamerika, og grisetæer, testikler og komaver er kommet tilbage på gourmetspisekortet. Gåturen fortsætter ad Calle Esgrima på den anden side af Mesón de Paredes. I nummer 8 finder vi Pesca- 114

15 dería Alofer. I denne lille, men berømte fiskeforretning på ca. 25 kvadratmeter med 12 ansatte sælges dagligt over halvanden ton fisk! Blandt venner kalder vi stedet De dynamiske, for humøret er altid højt, og fiskene flyver bogstaveligt talt gennem luften. Her køber flamencostjerner som Joaquín Cortés og kokke fra Senegal til Kina den friskeste og billigste fisk i Madrid. Vi fortsætter lige ud til Calle Jesús y María, drejer til højre og straks til venstre ad Calle Calvario. Til højre i Calle Lavapiés har ægteparret Manolo og Manolo i de sidste ti år drevet restauranten Mano a Mano (Hånd i hånd) kvarterets bedste og mest populære restaurant. Her kommer alle de lokale: rørsmeden, skuespilleren, cajón-spilleren, slagteren, sygeplejersken og digteren, og alle kender og hilser på hinanden. Det nederste stykke af Calle Lavapiés er næsten 100 % bangla, og det gælder såvel restauranterne som butikkerne. Blandt undtagelserne er en købmandsforretning, som pudsigt nok i denne gade fuld af sorte hashsælgere hedder La Aduana (Tolden), og som drives af en spansk bedstemor og hendes to børnebørn. Ved tolden går vi til højre ad Caravaca til Plaza Agustín Lara, opkaldt efter den mexicanskfødte bolerokomponist. Pladsen er domineret af en kirkeruin, som ved nærmere eftersyn viser sig at være et bibliotek til brug for et universitet i bygningen ved siden af. På universitetsbygningens tagterrasse er der en vældig god og populær restaurant kaldet Gau & Café med en fin udsigt over kvarteret. (Adgang igennem en hall med indgang fra Calle Tribulete.) Det tilstødende indendørs Mercado San Fernando burde have et stempel med Lavapiés Appellation d Origine Controlée. Det er et økologisk, alternativt gourmetmarked med de lavest tænkelige priser. Her findes indie ølmærker fra alle egne af verden (også Danmark), forskellige typer håndæltet brød, bio-frugt og -grøntsager, bøger pr. kilo og sympatiske barer med regionale og etniske specialiteter og der er borde og stole i midten, så man kan picnic e med, hvad man har købt på markedet. Over for universitetsbiblioteket er der en plads, som 115

16 bohemia er afskærmet af en corrala-længe. Det er en beboet ejendom, hvis svalegange er blevet fredet som nationalt monument, så enhver besøgende i Madrid kan se denne traditionelle arkitektur, der har været med til at skabe Lavapiés identitet. I en årrække fandt de årlige zarzuela-festivaler sted på denne plads, og corrala-længen fungerede som kulisse. Vores rute går ad Calle Tribulete tilbage til Plaza Lavapiés. På højre hånd ses nationalteatret Teatro Valle-Incláns prisbelønnede moderne bygning. Til venstre for teatret begynder Calle Argumosa, som fører ned til Reina Sofía, nationalmuseet for moderne kunst, hvor dets hyperaktive unge direktør Manuel Borja Villel har sat Picassos Guernica i en bredere kunsthistorisk, sociologisk og tidsmæssig sammenhæng. Til højre for teatret begynder Calle Valencia, som fører ned til La Casa Encendida. La Casa Encendida (Det oplyste hus) er en slags laboratorium, hvor alt hvad Lavapiés står for social og etnisk integration, solidaritet, kunstnerisk udfoldelse, miljøbevidsthed osv. mødes og indgår i nye processer. Her får unge eksperimenterende kunstnere mulighed for at gå i dialog med de mest kreative kræfter fra alle egne af verden og præsentere deres ideer og talenter over for et engageret og medlevende publikum. Kulturprogrammet omfatter avantgarde teater, film, dans, musik og plastisk kunst, og centret råder over et omfattende bibliotek, et nyheds- og mediearkiv samt radiostation og multimedielaboratorium. På LCE s tagterrasse er der en miljøstation og en botanisk have med en strålende udsigt, hvor unge studerende sidder og arbejder med deres laptops. LCE havde ved sit 10-års jubilæum i 2012 organiseret i alt tolv tusind aktiviteter og er blevet besøgt af fem en halv million mennesker. Calle Argumosa er Lavapiés strandpromenade, som gaden humoristisk kaldes blandt de lokale. Det er en smuk, buet gade med brede fortove, høje træer og spændende fortovsrestauranter på begge sider, der på en vis måde kan siges at være rygraden i den sydlige del af Lavapiés. Dette område omgivet af gaderne Embajadores, Tribulete, Zurita, Santa Isabel og Ronda 116

17 Kulturcentret La Casa Encendida (Det oplyste hus) i Lavapiés. Man kan skimte den botaniske have på taget LCE de Atocha er kvarterets teaterdistrikt. Foruden det statsdrevne Teatro Valle-Inclán findes der her fem glimrende små teatre. Et af dem Sala Mirador, der også har en teaterskole og er installeret i en corrala ligger i Calle Doctor Fourquet. Det er en overraskende gade, som det er værd at følge hele vejen fra Calle Valencia til Calle Santa Isabel, da den byder på en del originale cafeer og bistroer, et stort antal kunstgallerier samt en af den indre bys meget få kollektive køkkenhaver. Vi går fra Plaza Lavapiés op ad Calle Ave María og kommer forbi Nuevo Café Barbieri, muligvis den café i Madrid, som bedst svarer til betegnelsen boheme. Ved marmorbordene i det svagt oplyste og dybe art nouveau lokale tales der dæmpet over capuchinos eller en god maltwhisky. Hvis man sidder her længe nok, risikerer man at komme med i en film, da det er en af spanske filminstruktørers favorit locations. Den stejle Calle de los Tres Peces (De tre fisks gade) er hjemsted for mange skribenter, kunstmalere og 117

18 bohemia flamencokunstnere. Højest oppe kommer man til La Caleta, en lille andalusisk restaurant, hvor man drikker fino (kold, tør sherry) og spiser friturestegte småfisk, som man gør det i Cadiz. Skråt overfor ligger Kéflamenka, en velassorteret flamencokjolebutik, og ved siden af den er indgangen til El Local, en rigtig underground flamencojazzhule. Her begynder Lavapiés flamencokvarter. Rundt om hjørnet til venste og på den modsatte side af Calle Santa Isabel skimtes Antón Martín-markedets toetages bygning. Trommehvirvlerne fra snesevis af hæles uafbrudte zapateo imod flamenco-danseskolen Amor de Dios trægulve på anden sal kan høres et par gader væk. De sætter rytmen, ikke kun for omsætningen på markedet et af Madrids travleste og mest populære men lader også til at sætte humøret i vejret i køen foran Sala Doré, filmmuseets smukke art nouveau-biograf på hjørnet af Doré-passagen. Takket være danseskolen, som før lå i Calle Amor de Dios i Letras-kvarteret på den anden side af Calle Atocha, har området omkring Antón Martín altid været meget flamenco. Jeg vil anbefale at besøge markedet og bruge lidt tid på at udforske et af Spaniens mest dynamiske flamenco-områder, som i Letras-kvarteret ud over Calle Amor de Dios også omfatter gaderne Moratín, Echegaray og Léon. For at komme til Malasaña skal vi netop ad Calle de Léon og igennem to kulturelt beslægtede barrios: Den galleri-indvaderede, soho-agtige, Letras-barrio, hvor Spaniens litterære guldalders koryfæer Miguel de Cervantes, Lope de Vega og Quevedo engang boede, og den skønne og velfriserede bøsse-barrio Chuecas, hvor Calle de Agusto Figueroa med dens eksklusive indendørs Mercado San Antón og dens mange skobutikker og outlets altid er en stor fristelse. 118 malasaña Ligesom Lavapiés har Malasaña et kvarter, som er omgivet af fire vigtige forretningsgader: Fuencarral mod øst, San Bernardo mod vest, Carranza mod nord, og Gran Vía mod syd et mere officielt navn. Ja, endda