SILKEBORG GYMNASIUM. Folkedrab. Holocaust. En opgave omhandlende folkemordet på Europas jøder i 2. Verdenskrig og nazismens menneskeopfattelse

Transkript

1 SILKEBORG GYMNASIUM Folkedrab En opgave omhandlende folkemordet på Europas jøder i 2. Verdenskrig og nazismens menneskeopfattelse

2 Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning Baggrunden for Krystalnatten Wannsee konferencen og Die Endlösung Analyse af kilder Kilde 1: Uddrag af Mein Kampf Folk og Race Kilde 2: En overlevende som ikke kan huske Vurdering s betydning i nutiden Konklusion Litteraturliste Side 1

3 1.0 Indledning Det er ikke engang hundrede år siden det skete. Det mest omfattende folkemord i nyere historie, hvor utallige jøder blev jaget, forfulgt og dræbt over hele Europa af det nazistiske Tyskland. Hvordan kunne noget så forfærdeligt og umenneskeligt dog finde sted? Hvad var tankegangen bag disse ondskabsfulde handlinger der resulterede i, at så mange mennesker blev dræbt? Og endelig: hvordan kan nogle benægte at en så omfattende og dokumenteret menneskelig katastrofe har fundet sted? Disse spørgsmål vil jeg besvare ved hjælp af bøger omhandlende holocaust og internetsider omhandlende holocaustbenægtere samt hjemmesider lavet af holocaustbenægtere/nationalsocialistiske tilhængere. Jeg vil desuden analysere et uddrag af Mein Kampf og en video lavet af Daniel Carlsen, og vurderer hhv. Hitlers og holocaustbenægternes synspunkter. 2.0 Baggrunden for Baggrunden for jødeforfølgelsen er navngivet holocaust. kommer af det græske ord holokauston 1, som betyder brændoffer. De fleste historikere såvel som almindelige mennesker opfatter som dét fænomen og folkedrab der skete i selve krigen fra , hvor andre er af den opfattelse, at fænomenet startede helt tilbage i 1933, da Adolf Hitler kom til magten. Begrebet dækker, foruden jøderne, også drabene på sigøjnere, et ukendt antal homoseksuelle og bibellæsere (Jehovas vidner), mindst handicappede og mange pacifister. Stort set blev alle, der ikke stemte overens med idealet om den rene tysker, elimineret. I nazismens Tyskland havde der hos regimet, trods et jødisk mindretal på ca. 1 % af befolkningen (omkring mennesker), rejst sig et spørgsmål om, hvordan de kunne slippe af med dem. Jøderne udgjorde en massiv trussel mod opnåelsen af et ideelt Tyskland kun bestående af racerene (ariske) mennesker uden nogen form for uønsket arvemateriale. I hvert fald efter regimets mening. Derfor blev der indført en række antijødiske tiltag, eksempelvis tvangssterilisation, Nürnberglovene, forskellige love og tiltag, der forhindrede jøderne i eksempelvis at være aktiv i en sportsklub, spille skuespil i et teater eller i at undervise. Jøderne blev også påbudt at få et mellemnavn, således at alle kvinder kom til at hedde Sara og alle mænd kom til at hedde Israel til mellemnavn. Dette gjorde det let for myndighederne at skelne mellem det ariske og det jødiske folk. I alt blev 2000 tiltag mod jøderne vedtaget. Jøderne blev tiltag efter tiltag mere og mere udelukket fra det tyske samfund, og langt de fleste af dem endte deres liv i en koncentrationslejr. 1 Bjerre, Jakob Halvas,, Frydenlund, side 11 Side 2

4 Med Nürnberglovene blev det specificeret, hvornår man var jøde. Man var jøde, hvis man var hel, trekvart eller halvjøde - altså hvis mindst tre af bedsteforældrene var jøde. Dog var det også den nazistiske definition på, hvornår man er jøde, der gjorde at antallet af jøder i Tyskland steg markant. Med stigningen i antallet af jøder, blev problemet derfor også større for Hitlers regime. Det skulle der gøres noget ved. 2.1 Krystalnatten 2 Allerede i 1939 begyndte nazisterne at samle Tysklands jøder i såkaldte ghettoer områder, hvor der kun boede jøder. Livet i ghettoerne var miserabelt. Mange døde af sygdom, sult, slavearbejde eller dårlig hygiejne. Her var rationerne for en person på 184 kalorier om dagen, hvorimod en tyskers lå på 2613 kalorier altså 14 gange så højt, som en jødes! Dem, som overlevede hér, ventede et endnu værre liv i koncentrations- eller udryddelseslejrene 3. En dominerende tanke inden for nazismen var, at jøderne havde en hemmelig plan om at erobre verdensherredømmet ved at alliere sig med kommunisterne. Mange jøder havde høje stillinger på eksempelvis universiteter og i retssale, og mange mente, at de havde for meget magt i samfundet. Derfor var det dråben der fik bægeret til at flyde over, da en ung jøde i desperation, over at hans forældre var blevet fordrevet til Hannover, dræbte en tysk diplomat den 7. november Dét var et tydeligt bevis på, hvor farlige jøder kunne være ifølge de nazistiske tyskere, og derfor var det tid til at skride ind. Resultatet blev dette: krystalnatten. Nazistiske bander gik til angreb på først og fremmest synagogerne, men også mange jøders butikker blev smadret ja generelt jødisk ejendom blev destrueret. Resultatet dagen efter var tydeligt: gaderne flød med knust glas fra 7500 jødiske butikker - deraf navnet krystalnatten. Hvad der lod til at være nazistiske banders oprør mod jøderne, viste sig senere at være en nøje planlagt begivenhed fra statens side, der havde til formål at ramme jøderne, men også at hidse tyskerne op mod denne syndebuk mod Tyskland. Brandvæsenet havde for eksempel fået ordre fra staten på ikke at slukke ilden i synagogerne, men kun at sikre, at ilden ikke bredte sig til andre omkringliggende bygninger. Prisen på krystalnattens omfattende skader løb op i et beløb på 49,5 millioner Reichmark. På trods af at det ikke var jøderne, der var skyld i skaderne, besluttede Hermann Göring, at de skulle opkræves en skadeserstatning på hele 1 milliard reichmark. Det var jo dem, der begyndte med at slå en mand ihjel, og derfor deres egen skyld at ødelæggelserne fandt sted ifølge Göring. En yderligere konsekvens af krystalnatten blev, at jøder der blev fundet i besiddelse af et våben ville blive idømt 20 års fængsel. Dette tiltag var for at forhindre, at flere jøder ville begå mord på tyskerne. Mange begik da også mord det var bare på dem selv. Især på krystalnatten begik hele 680 jøder selvmord som følger af den følelse af 2 Jensen, Nils Aage: Nazismens Folkedrab, Gyldendal, side Side 3

5 magtesløshed, frustration og håbløshed mange måtte have følt. Jøderne fik efterhånden mindre og mindre at skulle have sagt i Nazi-Tyskland 2.2 Wannsee konferencen og Die Endlösung 4 I begyndelsen af 1942 blev Wannsee konferencen afholdt. Det var her, der blev planlagt, hvad der senere er blevet til et af de mest omfattende folkemord i historien. Wannsee konferencen var et møde, der skulle koordinere de praktiske retningslinjer for Die Endlösung - ( Den endelige løsning ), som havde til formål at sikre den ariske races overlevelse i Tyskland. Her blev også diskuteret, om Die Endlösung skulle gælde for halv- og kvartjøder. Planen blev udarbejdet af en af Hitlers nærmeste; chefen for sikkerhedspolitiet Reinhard Heydrich. Overordnet set, indeholdt den en detaljeret plan for ca. 11 millioner jøders skæbne. De skulle sendes østpå og sendes i tvangsarbejde i lejrene. 5 I Die Endlösung bliver det også beskrevet, at det er en naturlig konsekvens, at nogen vil dø som følger af det hårde liv og arbejde i lejrene. Dette må siges at være noget af en underdrivelse. Man mente i mange år, at det var på netop denne konference, at beslutningen om direkte at udrydde jøderne blev taget. Undersøgelser har senere vist, at einsatzgrupperne 6 allerede et halvt år før konferencen havde deltaget i flere massakrer på jøder både på mænd, kvinder og børn. Desuden var der allerede her udryddelseslejre under opførelse, og de første jøder var blevet udsat for dødelig udstødningsgas blot seks uger før. Man mener derfor, at Hitler må have givet ordren til total udryddelse af jøderne omkring efteråret 1941, da dette var på omtrent samme tid at jøder i Tyskland og i tyskbesatte lande blev forbudt at udvandre. Dermed kunne Hitler evakuere jøderne og sikre, at ingen undslap. Om det var her, beslutningen blev taget, bliver stadig diskuteret af historikere verden over, fordi der ingen direkte dokumentation er for det. 2.3 Udryddelseslejrene Når nazisterne først havde samlet jøderne i ghettoerne, gik det hurtigt med at få dem sendt af sted til lejrene. De blev transporteret i tog oftest vogne benyttet til kreaturtransport, og det hændte at der var omkring hundrede togvogne af sted ad gangen, alle fyldte til bristepunktet. Mange døde undervejs af sult, tørst, kulde eller iltmangel. Det kunne tage flere dage at nå frem, da vognene nogle gange måtte holde tilbage for andre tog. De fik hverken mad, drikke eller mulighed for at gå på toilet - i bedste fald havde de en spand i hjørnet af vognen. Når fangerne ankom til lejrene blev de gennet ud til første del af proceduren Jensen, Nils Aage: Nazismens Folkedrab, Gyldendal, side Side 4

6 Først blev de talt. Derefter blev ligene af de mennesker der ikke overlevede togturen smidt ud på perronen, og dette kunne tage lang tid, da de også skulle tælles. Tallet af døde og levende skulle nemlig passe præcis med det, der var opgivet i fragtbrevet. Når tallene endelig var talt og stemte overens, skulle fangerne gennem udvælgelsesprocessen. Her blev familier skilt ad, børn fra voksne, mænd fra kvinder - her var ingen kære mor, og familieforhold havde ingen interesse. De der, som på trods af deres fysiske tilstand efter rejsen, så ud til at være arbejdsdygtige, blev sendt til lejren. Også eksempelvis tvillinger blev sorteret fra, da de var interessante i forbindelse med medicinske forsøg. Alle andre blev sendt i døden. Man lod jøderne vide, at der ikke skulle ske noget ondt med dem; men at de derimod skulle i bad og afluses af professionelle frisører. Disse professionelle frisører var dog indsatte fanger. Deres afklippede hår blev sendt til et væveri, hvor det blev brugt til at sy tyske soldateruniformer. Når så fangerne kom ind i bruseren, der kunne huse mere end tusinde mennesker, blev dåser med gas kastet ned af en tysk officer gennem rør i taget. Der gik ikke meget mere end 5 minutter, før råb og skrig stilnede hen i tavshed fra det lufttætte rum. Der er i dag stadig diskussioner om, hvor mange mennesker der måtte bukke under for nazisterne i 2. verdenskrig. De fleste mener, at 6 millioner jøder omkom. Dertil kommer drabene på sigøjnere, homoseksuelle, handicappede osv. Uanset hvad, er det en af de største menneskelige katastrofer i nyere tid. 3.0 Analyse af kilder 3.1 Kilde 1: Uddrag af Mein Kampf Folk og Race Adolf Hitler: Folk og Race. Taget fra: Bender, J & H-K. Gade (1985): Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig , Munksgaard. Kilden er et uddrag af bogen Mein Kampf, der handler om Adolf Hitler. Bogen er et tobindsværk, hvor første bind har selvbiografisk materiale (udgivet 1925), hvor andet bind mere er en politisk proklamation (udgivet 1926). Bogen er nedskrevet af Rudolf Hess, der var Hitlers kampfælle og sekretær, men alle ordene er dikteret af Adolf Hitler da de begge sad inde for et mislykket kup i München. Uddraget er oversat fra tysk til dansk. I kilden bringer Hitler sit syn på raceforskellighederne, og hvordan det er imod naturens love at to racer blander sig med hinanden. Hitler ønskede mere end noget andet en overlegen supernation, der udelukkende bestod af arisk blod. Dette ville, ifølge ham, aldrig kunne ske, hvis det ariske menneske ville fortsætte med at blande sig med det ikke-ariske menneske. Der vil aldrig kunne ske en forbedring af det tyske folk, og en blanding mellem de to folk vil naturligvis resultere i en mellemting, der godt nok er bedre Side 5

7 end den laverestående forælder, men som i sidste ende vil bukke under i kampen mod det overlegne, højeststående menneske (arieren). Hitler er tydeligvis påvirket af darwinismens menneskesyn og survival of the fittest -teorien (kun den stærkeste overlever): Ethvert dyr parrer sig kun med et af samme slags. Mejse går til mejse, finke til finke, markmus til markmus, ulv til ulvinde o.s.v. 7 og endnu mere sigende om hans holdninger til de ikke-ariske mennesker: Den stærkeste skal herske og ikke smelte sammen med den svage, så at den derved ofrer sin egen storhed. 8 De stærkeste er efter hans mening selvfølgelig det ariske folk (tyskerne), og det svage folk jøderne. Hitler mener desuden, at det er/skal være umuligt for højerestående mennesker at have medfølelse med laverestående mennesker. Her bruger han igen naturen som grundlag for sin holdning: Man vil derimod aldrig finde en ræv, som ifølge sit indre sindelag nærer humane følelser over for en gås, ligesom der ikke findes nogen kat med venlige tilbøjeligheder for mus 9 Hitler legaliserer til sidst synet på jøderne: Altså må de handlinger, der strider mod naturen, føre til dets egen undergang 10. Med dette siger han faktisk, at det at blande sig med og at være jøde strider mod naturen, og det derfor må føre til deres egen undergang. Det er altså generelt synet på, at jøder er mindre værd end det ariske menneske, der ligger til grund for Hitlers nazistiske tilgang til samfundet. Denne tilgang skulle indlæres hos alle tyske skolebørn, og det havde fatale konsekvenser. Følgende citat er en stil skrevet under overskriften Jøderne er vores ulykke af en tysk skolepige, der indsendte stilen i håb om at få den udgivet i et jødehadsk blad, kaldet Der Stürmer : Desværre er der den dag i dag stadig mange, der siger: Jøderne er også skabt af Vorherre. Derfor skal man også respektere dem. Men vi svarer: Skadedyr er også dyr, men dem udrydder vi nu alligevel. Jøden er en bastard. [ ]Det eneste gode ved jøden er hans hvide farve. 11 Jøden sammenlignes altså her med et skadedyr en plage. Dette er et udmærket eksempel på nazisternes syn på jøderne, der tydeligvis blev projiceret over på uskyldige skolebørn, der ikke vidste bedre. Jødehad blev indlært helt fra de små klasser, som var det et fag som historie eller matematik. Uddraget fra Mein Kampf er pålideligt materiale, da det både er en primær førstehåndstekst og teksten var samtidig med begivenhederne. Det eneste, der kan gøre kilden utroværdig, er at uddraget ikke er skrevet på det originale sprog, men oversat til dansk. Dog er det ikke helt tilstrækkeligt nok for at kalde den 7 Bender, J & H-K. Gade: Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig , Munksgaard, 1985: 33 Adolf Hitler: Folk og Race, linje 14-16, side Bender, J & H-K. Gade: Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig , Munksgaard, 1985: 33 Adolf Hitler: Folk og Race, linje 1-2, side 76 9 Bender, J & H-K. Gade: Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig , Munksgaard, 1985: 33 Adolf Hitler: Folk og Race, linje 12-15, side Bender, J & H-K. Gade: Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig , Munksgaard, 1985: 33 Adolf Hitler: Folk og Race, linje 40-41, side Jensen, Nils Aage: Nazismens Folkedrab, Gyldendal, side 30. Side 6

8 utroværdig. Hitler er repræsentativ med sin tekst, da han udtaler sig om en holdning, der var dominerende for de fleste hvis ikke alle af datidens nazister. Der er en helt klar agenda med teksten: Jøder er svage, og derfor skal vi ikke blande os med dem. Hitler viser antipati ved at fremstille jøder som mindreværdige, og mener at vi derfor ikke skal bekymre os om dem. Datidens nazistiske læsere af bogen og nutidens nazister vil formentlig dele samme mening om jøderne, hvor det moderne menneske i det 21. århundrede derimod vil føle antipati for Hitler for sådan en ekstremt umenneskelig holdning. Hele uddraget Folk og Race giver generelt en god indsigt i, hvad Adolf Hitler tænkte om jøderne og i det hele taget det ikke-ariske folk: de er mindreværdige og ubrugelige. 3.2 Kilde 2: En overlevende som ikke kan huske af Daniel Carlsen. Kilden er en video i tre dele. Jeg har valgt at have fokus på 1.del, som er den del Dansk Selskab For fri Historisk Forskning har valgt at lægge ud på deres hjemmeside ( Jeg vil dog også inddrage stof fra 2. og 3. del hvor det synes relevant for analysen. Videoen er lavet af nynazisten 12 Daniel Carlsen, der i august 2008 bliver inviteret til koncentrations/udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau af Nyhedsavisen sammen med en jødisk holocaustoverlever, 84-årige Zygmunt Gross. Zygmunt har udgivet en bog med sine erindringer fra krigen og tiden i Auschwitz, som hedder En overlevende som ikke kan glemme. Daniel Carlsen interviewer Zygmunt og stiller kritiske spørgsmål. Interviewet foregår på dansk. I videoen ser man Zygmunt Gross gå rundt i Auschwitz, hvor Daniel Carlsen stiller kritiske spørgsmål til den gamle mands ophold i lejren. Indimellem klippene kommer der en opsummering på, hvad man lige har set og hørt af udtalelser fra Zygmunt. Disse kommentarer er tydeligvis skrevet af enten Daniel Carlsen eller en anden nationalsocialist. Kommentarerne er langt fra objektive, men stærkt farvede af filmens formål. Underligt nok fremgår det ikke tydeligt hvem der har skrevet disse kommentarer (eller hvem der har lavet videoen for den sags skyld), og det er derfor noget man må gætte sig til hvilket i sig selv er lidt mistænksomt. Daniel Carlsen spørger flere gange, om Zygmunt har set begivenhederne med sine egne øjne, eller om det bare er noget han har hørt i lejren. Zygmunt svarer gentagne gange, at han ikke direkte har set nogen blive gasset, men at det var noget han hørte fra andre fanger. Daniel Carlsen mener derfor, at Zygmunt ikke er et rigtigt vidne, da han ikke har set gasningerne og afbrændingerne med sine egne øjne Side 7

9 I En overlevende som ikke kan huske 2.del lægges der fra Daniel Carlsens side stor vægt på det totale dødstal. Han spørger ind til en mindesten, der blev skiftet ud med en anden, hvor den eneste forskel er dødstallet: på den første mindesten stod der 4 millioner, og på den nye står der 1,5 millioner. Netop at bevise, at dødstallet ikke var så højt, er en vigtig mærkesag for holocaustbenægtere. Mange forbinder nemlig nationalsocialisme og nazisme med det omfattende folkedrab, og hvis man kan overbevise folket om, at det langt fra var så mange, der døde, er det et stort skridt på vejen for at nazisme som ideologi kan blive accepteret igen 13. En ting, der også forholdsvis ofte bliver skrevet i kommentarerne efter et vist klip er, at Zygmunt vrøvler, begynder at snakke udenom eller taler meget usammenhængende. Normalvis er dette et tegn på, at man lyver eller ikke vil erkende noget, men her skal man have i mente, at Zygmunt altså er en 84-årig mand, som ikke havde dansk som modersmål, da han oprindeligt er fra Polen. Lad os lige opsummere: Zygmunt Gross fortæller, at den berygtede Birkenau-lejr, som angiveligt skulle være stedet, hvor den systematiske udryddelse af 1,5 mio. jøder fandt sted, i virkeligheden var et sted, hvor fangerne kom til at lære hvordan de skulle opføre sig i Auschwitz. 14 Dette eksempel fra videoen prøver at virke objektivt og det virker umiddelbart som om der blot bliver kommenteret på udtalelserne. I virkeligheden er det en meget fordrejet version af Zygmunts ord, Daniel Carlsen (eller hvem der nu skriver kommentarerne) viderebringer: I klippet forinden ser man Zygmunt gå rundt i en barak, hvor han bliver spurgt om, hvad den bygning blev brugt til. Zygmunt svarer, at det var et sted, man kom hen for at lære hvordan man opførte sig i Auschwitz. Dette bliver af Daniel Carlsen omformuleret til, at hele Auschwitz- Birkenau angiveligt var én stor lejr med dette formål, hvilket langt fra er det, Zygmunt Gross siger i klippet. Der er to formål for videoen. Ét formål er, at betvivle og bevise via et såkaldt øjenvidne, at holocaust ikke skete (i hvert fald ikke i det omfang man tror). Dette gør Daniel Carlsen ved at bruge argumentet, at Zygmunt aldrig har set begivenhederne med sine egne øjne. Det andet formål bliver beskrevet til sidst i videoen (3. del), hvor en kommentar siger: Zygmunt Gross er et af de værktøjer, som det demokratiske system bruger til at hjernevaske børn. Han lærer dem, at nationalsocialisme, er den rene og skære ondskab. Da nationalsocialisme er den eneste styreform der vil kunne redde det hvide menneske fra total udslettelse, kan man således argumentere for, at Zygmunt Gross er med til at føre massevis af uskyldige, hvide børn, direkte mod deres egen undergang 15. Afsenderens formål er altså også at advare mod mennesker som Citat fra videoen En overlevende som ikke kan huske 1.del af Daniel Carlsen Side 8

10 Zygmunt, der kun er ude på at fylde unge børn med løgn og latin, som i sidste ende vil resultere i deres egen undergang ifølge nationalsocialisterne. På et tidspunkt står der i kommentarerne: Zygmunt Gross forklaringer bliver igen mere og mere usammenhængende, da Nyhedsavisens journalist meget belejligt vælger at afbryde interviewet. Daniel Carlsen prøver altså her at fortælle os, at det ikke er ham, der lavet interviewet, selv om det tydeligvis er ham, der stiller spørgsmålene. Godt nok er det Nyhedsavisens initiativ, og der sidder da også, hvad der ligner en journalist og skriver notater i baggrunden, men hvis det havde været Nyhedsavisen, der lavede videoen, ville det formentlig stå enten i begyndelsen eller i slutningen af videoen. At der ikke gør det, er med til at gøre videoen ret upålidelig som objektiv kilde til holocaust. Ordene angiveligt, påståede og såkaldte bliver desuden ofte brugt i videoerne til enten at beskrive holocaust eller Zygmunt Gross og hans udtalelser. Det store forbrug af disse ord er med til at gøre hele videoen mere upålidelig, da det derfor ikke ses fra et objektivt synspunkt. Selv om videoen formentlig er lavet af en person der var med, da den blev filmet, er den ikke ret pålidelig. Den er ikke filmet samtidig med det omhandlende emne, og dét at der heller ikke står, hvem der direkte har lavet videoen og kommentarerne, gør den endnu mere upålidelig. 4.0 Vurdering Omkostningerne ved holocaust kan lyde ufattelige 6 millioner menneskeliv. Men betyder det, at det ikke skete? benægtere har tre overordnede benægtelser 16 : 1. Tallet 6 millioner er stærkt overdrevet. Man har kun fundet dokumentation på døde. 2. Der blev ikke anvendt gaskamre til drabene 3. Hitler beordrede aldrig, at jøderne skulle udryddes. De blev blot deporteret østpå -benægtere lægger stor vægt på punkt 1, når de skal argumentere for at det aldrig er sket. Man kan da også godt sige, at der kan være noget om snakken. Dog er 6 millioner mange mennesker, og et ret uoverskueligt tal at skulle dokumentere. Endelig kan man sige, at netop fordi nazisterne betragtede jøder som skadedyr og laverestående mennesker, ville det være underligt (og højst usandsynligt), at de holdt regnskab over, hvor mange jøder de dræbte i lejrene. Daniel Carlsen har i sin video med Zygmunt Gross stor fokus på gaskamrene, og spørger som nævnt flere gange, om Zygmunt har set det med sine egne øjne. At Zygmunt Gross aldrig har set nogen blive gasset eller brændt i Auschwitz er et faktum. Man kan så spørge sig selv: Hvis Zygmunt havde set nogle blive 16 Side 9

11 gasset og brændt, havde han så ikke selv lidt samme skæbne? Gaskamrene er beskrevet som meget lufttætte og med massive jerndøre 17, så det må have været svært at se ind i rummet uden at være derinde. Derfor bliver Daniel Carlsens argument lidt tyndt. I et manuskript man fandt efter krigen til en tale fra 1943 af Heinrich Himmler, var det tydeligt at se, at tyskerne godt vidste, at det de var i gang med, ikke var helt legalt. Nazisterne stod med et stort dilemma i forhold til jødespørgsmålet. På den ene side var man klar over konsekvenserne ved en mulig offentliggørelse af drabene, både mht. Tysklands egen befolkning og omverdenen, og på den anden side var man klar over, at der ikke fandtes nogen anden løsning. Derfor skjulte nazisterne drabene og forsøgte at skaffe alt bevismateriale af vejen ved krigens afslutning 18, og dermed benægtede nazister allerede, at det var sket. Hvor nazisterne mere prøvede at skjule drabene efter krigen, benægter nationalsocialister bog nynazister åbenlyst at det skete i hvert fald i det enorme omfang, som historiebøgerne beretter om. Hitler og nazisterne under krigen og holocaustbenægtere som Daniel Carlsen har altså noget tilfælles: benægtelse! En velkendt grund til, at Hitler nærede så stort et jødehad, var bl.a. fordi han beskyldte dem for Tysklands nedgang efter 1. verdenskrig. Spørgsmålet er bare, om det ikke er lidt for nemt at give skylden på en folkeminoritet på 1 % i stedet for at erkende sandheden? At skyde skylden på jøderne og så bare benægte at de er et ligeværdigt folkefærd uden egentlig at have nogen grund? Derudover nazificerede Hitler også den tyske kirke. Her blev det fornægtet, at Jesus var jøde han kunne da ikke være andet end arier. Det blev endda også forsøgt at bevise, at Jesus havde været tysker. På flere områder benægtede nazisterne altså historisk materiale, som holocaustbenægtere gør det i dag. At benægte holocaust er som at sige, at jøden er laverestående og mindreværdig. Sjovt nok hænger de to ting da også tit sammen. 4.1 s betydning i nutiden En af de vigtigste ting holocaust har lært os er, hvor galt det kan gå under et forkert styre. Hvis vi glemmer det, kan det ske igen. Derfor er det vigtigt at undervise børn og unge i emnet for at sikre mindet om holocaust og for at forebygge at sådan en menneskelig tragedie og katastrofe sker igen. Efter 2. verdenskrig blev landet Israel til. Mange jøder havde mistet alt, og der opstod et ønske om at starte en ny tilværelse et helt nyt sted. Helt tilbage fra 1880 erne opstod der en idé om en selvstændig jødisk stat, og i 1948 besluttede FN at dele Palæstina i to: en arabisk stat og en jødisk stat. Der er den dag i dag stadig mange konflikter i Palæstina om, hvem der er den retmæssige ejer af landet. Hvor længe skal der mon gå, før jøderne får fred? 17 Jensen, Nils Aage: Nazismens folkedrab, Gyldendal, side Aktion 1005 Side 10

12 5.0 Konklusion Grunden til, at jødeudryddelsen fandt sted var, at Hitler så jøderne som en trussel mod en potentiel overlegen supernation: Tyskland. Det var desuden deres skyld, at Tyskland tabte første verdenskrig, og det måtte han forhindre fra at ske igen. Derfor måtte de udryddes. At kunne benægte en så veldokumenteret historisk begivenhed som holocaust er det samme som at sige, at jøder ikke er ligeværdige med det ariske folk. Når holocaustbenægtere netop benægter at det skete, er én af grundene at de håber på, at nazisme kan blive accepteret igen. Muligvis endda få ideologien som styreform, og på den måde sikre den hvide mands overlevelse. Dette ville efter mange nynazister og nazister være ideelt. Derfor må vi fortsætte med at undervise og bevare det forfærdelige minde om holocaust, så de forkerte ikke kommer til magten. Igen. Side 11

13 6.0 Litteraturliste Bøger: Halvas Bjerre, Jacob:. Frydenlund, 1. udgave Jensen, Nils Aage: nazismens folkedrab. Gyldendal, 1. udgave, Pedersen, Hans P: Med ryggen mod muren. Antisemitisme før og nu, Proskrift, 1997 Smith, Peter: Endlösung Eine Anthologie zur Judenverfolgung im Dritten Reich, Gyldendal, 1994 Internetsider: (til kildesøgning) Kilder: Kilde 1: Bender, J & H-K. Gade: Mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig , Munksgaard, 1985 Kilde 2: Side 12