BETÆNKNING ÆNDRING AF REGLERNE OM FASTSÆTTELSE AF FADERSKAB AFGIVET AF DEN VED KONGELIG RESOLUTION AF 2. DECEMBER 1949 NEDSATTE KOMMISSION

Transkript

1 BETÆNKNING OM ÆNDRING AF REGLERNE OM FASTSÆTTELSE AF FADERSKAB AFGIVET AF DEN VED KONGELIG RESOLUTION AF 2. DECEMBER 1949 NEDSATTE KOMMISSION BETÆNKNING NR

2 S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Kommissionens nedsættelse 5 I. Børn født uden for ægteskab 7 A. Reglerne om faderskabets fastsættelse 7 1. Den historiske udvikling. De gældende regler 7 2. Kommissionens hovedsynspunkter Kommissionens forslag. Bemærkninger til forslaget 25 B. Andre ændringer i lovgivningen om børn uden for ægteskab Ændringer, der er en direkte følge af forslaget vedrørende a. Lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab 33 b. Lov nr. 132 af 7. maj 1937 om ægtebørn 34 c. Lov nr. 133 af 7. maj 1937 om inddrivelse og sikring af underholdsbidrag Kommissionens overvejelser vedrørende enkelte andre spørgsmål om børn uden for ægteskab 34 a. Forældremyndigheden 34 b. Samkvemsret 36 c. Dåbs- og fødselsattesternes form 37 d. Arveretten 39 e. Moderens pligt til at opgive faderens navn Nogle retsplejespørgsmål 41 II. Pater est reglen De gældende regler Pater est reglens udformning Forældelse af søgsmålsretten Kommissionens forslag. Lovudkast Bemærkninger til lovudkastet 65 BILAG 1. Skrivelse af 27. oktober 1951 fra kommissionen til retslægerådet Skrivelse af 12. maj 1953 fra retslægerådet Om vurderingen af retslige blodtypebestemmelser. Meddelelse fra Københavns Universitets retsmedicinske Institut Skrivelse af 12. marts 1955 fra Universitetets retsmedicinske Institut Landsdommer Topsøe-Jensens forslag til ændringer i retsplejelovens kapitel 42 a om faderskabssager Foreløbigt udkast til konvention mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om faderskab m. v. Bemærkninger til udkastet 107

4

5 Kommissionens nedsættelse I henhold til kgl. resolution af 2. december 1949 nedsatte justitsministeriet en kommission med den opgave at overveje spørgsmålet om ændringer i lovgivningen om børn uden for ægteskab, eventuelt visse spørgsmål vedrørende ægtebørn. Kommissionen bemyndigedes samtidig til at træde i forbindelse med tilsvarende i Norge og Sverige og eventuelt tillige i Finland og Island nedsatte kommissioner med det formål at tilvejebringe så vidt muligt overensstemmende forslag til hvert riges lovgivning på de omhandlede områder. Til medlemmer af kommissionen beskikkedes: professor, dr. juris O. A. Borum, formand, landsdommer, nu højesteretsdommer Bodil Dybdal og kontorchef i justitsministeriet, nu landsdommer Hans Topsøe-Jensen. Baggrunden for kommissionens nedsættelse var, at der på møder i januar 1948 og i maj 1949 mellem de Delegerede for nordisk Lovsamarbejde var opnået enighed om, at de nordiske lande burde overveje mulighederne for en ensartet løsning af spørgsmålet om fastsættelse af faderskab til børn født uden for ægteskab. Af de delegeredes forhandlinger om dette spørgsmål fremgår, at man fra norsk side tillige var interesseret i fællesnordiske overvejelser om udformningen af den såkaldte pater est regel. Fra svensk side ansås det endvidere for formålstjenligt, at man under drøftelserne også kunne inddrage sådanne andre spørgsmål, som måtte opstå under den gennemgang af reglerne om arv, testamente og skifte, som de særlige arveretssagkyndige (ärvdabalksakkunniga) netop da var igang med. I overensstemmelse med den i kommissoriet indeholdte bemyndigelse optog kommissionen straks i vinteren forbindelse med de tilsvarende udvalg i Norge og Sverige. I eftersommeren 1950 udvidedes samarbejdet til også at omfatte Finland. På grundlag af en foreløbig gennemgang af problemerne afholdtes der derefter i dagene fra den 16. til den 20. september 1950 et fællesmøde i Stockholm med deltagelse af repræsentanter for alle 4 lande. Som led i det videre arbejde har lignende fællesmøder været afholdt i Oslo i tiden februar 1951, i København den januar 1952 og i Helsingfors i dagene fra den 5. til den 11. juni Ved det således etablerede samarbejde har de øvrige nordiske lande været repræsenteret af følgende: den finske komité: præsidenten for högsta forvaltningsdomstolen U. J. Castrén, formand, kanslichef, regeringsråd Teini Ahava og justitieråd Harald Brunou,

6 6 det norske udvalg: professor, dr. jur. Carl Jacob Arnholm, formand, statssekretær, nu ekspedisjonssjef K. J. Øksnes og byråsjef, nu ekspedisjonssjef Andreas Endresen og de svenske ärvdabalksakkunniga: riksmarskalk Birger Ekeberg, formand, justitieråd Gösta Walin og hovrättsråd Hugo Henkow. Island har ikke deltaget i samarbejdet. Som resultat af dette arbejde fremkommer nærværende betænkning, der er delt i to hovedafsnit et om børn født uden for ægteskab, hovedsagelig omhandlende reglerne om faderskabets fastsættelse, og et om pater est reglen. Inden for hvert af disse hovedafsnit findes der dels en fremstilling af de gældende regler, dels en redegørelse for kommissionens synspunkter vedrørende de områder, på hvilke ændringsforslag fremsættes, og dels udkast til ændret affattelse af de pågældende lovbestemmelser. Til betænkningen er som bilag 5 føjet en af landsdommer Topsøe-Jensen udarbejdet redegørelse vedrørende visse retsplejespørgsmål. Kommissionen har med justitsministeriets tilslutning inddraget spørgsmålet om ændring af reglerne om adoption under kommissoriet. Om dette emne er der afgivet betænkning i oktober I forbindelse med de internordiske drøftelser vedrørende reglerne om faderskabsfastsættelsen har man udarbejdet det som bilag 6 aftrykte foreløbige udkast til en nordisk konvention om behandlingen af faderskabssager; de afsluttende forhandlinger herom er ikke tilendebragt. Varetagelsen af kommissionens sekretærforretninger har været overdraget sekretær, nu ekspeditionssekretær i justitsministeriet Henning Krog. København i juni O. A. Borum Bodil Dybdal Hans Topsøe=Jensen Henning Krog

7 I. Børn født uden for ægteskab A. Reglerne om faderskabets fastsættelse 1. Den historiske udvikling. De gældende regler De gældende bestemmelser om fastsættelse af faderskab til børn født uden for ægteskab er resultatet af en udvikling, der har strakt sig over århundreder. Udviklingen har i det væsentlige været bestemt af en stadig foregående mentalitetsændring hos befolkningen både i dens bedømmelse af den ugifte moder og i dens syn på barnets stilling. Karakteristisk for udviklingen indtil gennemførelsen af den lov, der i dag gælder for dette område - lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab - er, at ændringer i den hidtidige retstilstand hovedsagelig blev gennemført for at forbedre barnets økonomiske kår. Derimod blev der kun undtagelsesvis givet lovregler om barnets almindelige retlige stilling. Resultatet af denne lovgivningspolitik var, at man i et vist omfang opnåede at gennemføre de tilsigtede forbedringer af de økonomiske forhold; samtidig blev reglerne om barnets almindelige retsstilling imidlertid i hovedsagen stående på samme stade, som gjaldt efter Christian d. V.s Danske lov. Dette betød, at der udover bidragsforholdet kun i meget ringe omfang var tale om et egentligt retsforhold mellem barnet og dets fader. På denne udvikling var lov nr. 130 af 27. maj 1908 om børn uden for ægteskab - med de dertil hørende senere ændringslove slutstenen. Der blev her givet udførlige regler om bidragspligten, dens fastsættelse, omfang og varighed, men der blev ikke etableret noget retsforhold iøvrigt mellem den pågældende mand og barnet. Paternitet kunne således i almindelighed kun fastslås ved frivillig anerkendelse, hvilken anerkendelse medførte, at barnet fik faderens navn. Blev sagen derimod afgjort ved dom, lød afgørelsen blot på, at»faderen«tilpligtes at betale de i lovens 1 og 2 omhandlede bidrag. Når faderskabet ikke frivilligt blev anerkendt, gjaldt der efter 1908-loven og den praksis, der udvikledes på grundlag af denne, følgende regler om bidragsfastsættelsen: Hvor der kun var een indstævnet under sagen, blev han dømt, når det fandtes bevist, at han havde haft samleje med moderen i avlingstiden, medmindre det blev godtgjort, at han ikke kunne være fader til barnet. Var flere indstævnt, eller blev flere inddraget under sagen på grund af den oprindeligt indstævnte mands påberåbelse af indsigelsen exceptio plurium (underforstået: concumbentium) - den indsigelse at også andre end han havde haft samleje med moderen i avlingstiden blev hver især dømt som bidragspligtig, såfremt den pågældende havde haft samleje med moderen indenfor den beregnede avlingstid, og det ikke blev

8 8 godtgjort, at han ikke kunne være fader til barnet, og der heller ikke på grund af det særlige tidspunkt for samlejet var overvejende sandsynlighed for, at han ikke var fader. Typisk for reglerne om faderskabsfastsættelsen efter 1908-loven var, at domfældelsen kun medførte rent økonomiske forpligtelser, og at enhver indstævnt, hvis faderskabmulighed ikke var udelukket, blev domfældt. Ved gennemførelsen af lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab indtraf der et afgørende vendepunkt i udviklingen. Baggrunden for denne lov var, at man nu anså tiden for moden til at gennemføre den gennem mange år drøftede principielle ændring af det almindelige retsforhold mellem barnet og dets fader, således at barnet fik tillagt de rettigheder, som det ifølge sit afstamningsforhold måtte have et naturligt krav på. I overensstemmelse hermed fastslås det i lovens 1, at børn uden for ægteskab har samme retlige stilling i forhold til deres forældre som ægtebørn, medmindre lovgivningen udtrykkeligt fastsætter andet. Loven tillægger herefter specielt barnet ret til faderens navn, ligesom der pålægges faderen fuld forsørgelsespligt over for barnet. Ved den ved lov nr. 134 af 7. maj 1937 gennemførte ændring af arveforordningen af 21. maj 1845 blev der endvidere tillagt barnet ret til arv efter faderen som hans ægtebarn, ligesom det fik fuld arveret efter fædrene frænder. Denne vidtgående ændring af retsvirkningerne af faderskab til børn uden for ægteskab måtte nødvendigvis medføre ændringer også af reglerne om fastsættelsen af faderskabet. Udvidelsen af retsvirkningerne fra bidragspligt til et egentligt familieforhold havde sin naturlige begrundelse i forudsætningen om et virkeligt slægtskab mellem faderen og barnet. Som konsekvens heraf måtte bestræbelserne nu i langt videre omfang end hidtil rettes mod at konstatere det virkelige faderskab. Det måtte på denne baggrund være klart, at faderskab kun kunne pålægges een person, og at grundlaget herfor ikke kunne være det faktum alene, at den pågældende mand havde haft samleje med moderen i avlingstiden. Det afgørende måtte blive, om man efter et skøn over samtlige omstændigheder i sagen kunne anse det virkelige faderskab for tilstrækkeligt bevist. Lovens principielle hovedregel - faderskab med de dertil knyttede familieretlige virkninger måtte imidlertid i visse tilfælde i hvert fald indtil videre fraviges af bevismæssige grunde. I bemærkningerne til 1937-loven (se Rigsdagstidende , tillæg A, sp ) fremhæves det som begrundelse herfor, at det endnu er udelukket at fremskaffe et direkte positivt bevis for afstamningsforholdet, og at det kun er muligt i et ret begrænset omfang på grundlag af blodtypebestemmelser at udelukke en bestemt persons faderskab. Det måtte derfor forudses, at domstolene netop på grund af de udvidede retsvirkninger - i mange tilfælde ville vige tilbage fra at anse faderskabet for bevist. Samtidig måtte det af hensyn til barnets og moderens økonomiske forhold betragtes som uigennemførligt at foreskrive frifindelse i alle sådanne tilfælde. På denne baggrund valgte man i lighed med den tidligere ordning at knytte den rent økonomiske side af faderskabsforholdet - bidragspligten - til den blotte faderskabsmulighed, d. v. s. beviset for, at den pågældende mand kan være fader til barnet. I overensstemmelse med disse synspunkter udformedes reglerne om faderskabsfastsættelsen således i 1937'-lovens 14:»Stk. 1. Den opgivne fader eller en anden under faderskabssagen sagsøgt bliver ved dommen at anse som fader til barnet, såfremt retten finder det bevist, at han har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, uden at der foreligger omstændigheder, som udelukker, at barnet kan være frugten heraf, og der derhos ikke findes grund til at antage, at moderen inden for avlingstiden også har haft samleje med nogen anden, som kan være barnets fader, og der heller ikke iøvrigt

9 foreligger omstændigheder, som gør det tvivlsomt, om den sagsøgte er barnets fader. Stk. 2. Finder retten det herefter ikke godtgjort, at nogen under faderskabssagen sagsøgt er barnets fader, bliver den eller de sagsøgte ved dommen at anse som bidragspligtig, såfremt retten finder det bevist, at vedkommende har haft samleje med moderen inden for avlingstiden, uden at der foreligger omstændigheder, som udelukker, at barnet kan være frugten heraf. Hvis flere sagsøgte kan anses som bidragspligtige, bliver bidragspligten at pålægge enhver af dem fuldt ud, jfr. 22, stk. 2.«Om indholdet af denne bestemmelse bemærkes : Første stykke fastslår, hvornår en mand bliver at anse som fader til barnet. Der opstilles her een positiv betingelse: samleje i avlingstiden og 3 negative: 1) at der ikke foreligger omstændigheder, der udelukker, at barnet kan være frugten af samlejet, 2) at der ikke findes grund til at antage, at moderen i avlingstiden også har haft samleje med nogen anden, som kan være barnets fader, og 3) at der heller ikke iøvrigt foreligger omstændigheder, som gør det tvivlsomt, om sagsøgte er barnets fader. Bestemmelsen medfører, at dom til faderskab ikke kan gives, såfremt der er rimelig grund til tvivl om, at manden er barnets virkelige fader. I andet stykke omhandles de tilfælde, hvor en mand, der efter reglerne i stk. 1 ikke kan anses som fader til barnet, bliver dømt som bidragspligtig. Foruden den positive betingelse, samleje i avlingstiden, opstilles der her kun een negativ betingelse, at der ikke foreligger omstændigheder, som udelukker, at barnet kan være frugten af samlejet. Grundlaget for bidragspligten bliver herefter som anført foran den blotte faderskabsmulighed. Opfylder flere af de sagsøgte betingelserne i stk. 2, bliver de alle anset som bidragspligtige til barnet, og bidragspligten pålægges enhver af dem fuldt ud. Bidragene tilkommer det offentlige og indgår i en særlig bidragsfond; moder og barn oppebærer derimod kun normalbidraget fra det offentlige. Med hensyn til reglerne i stk. 2 skal iøvrigt bemærkes, at der i domspraksis har vist sig en tendens til i nogen grad at afsvække betydningen af ordet»udelukker«, således at frifindelse af en af flere indstævnte mænd sker, når der blot foreligger en til vished grænsende sandsynlighed eller høj grad af sandsynlighed for, at han ikke kan være fader til barnet, og der er en anden mand, der med sikkerhed kan dømmes. Reglerne i de øvrige deltagende nordiske lande er af følgende indhold: I Norge findes bestemmelserne om faderskabsfastsættelsen i lov af 10. april 1915 om børn, hvis forældre ikke har indgået ægteskab med hinanden. På samme måde som i Danmark sondres der her mellem faderskab, der medfører ret til faderens navn og til arv efter ham som ægtebarn, og bidragspligt, der kun medfører økonomiske forpligtelser, og som kan pålægges en eller flere. Reglerne om faderskabsfastsættelsen er iøvrigt udformet således, at sagen, hvis faderskabet ikke frivilligt anerkendes, som i Danmark rejses ved initiativ fra en administrativ myndighed, fylkesmannen (amtmanden). På grundlag af moderens oplysninger udfærdiger fylkesmannen et såkaldt farskapsforelegg for den opgivne fader, eller, hvis moderen oplyser at have haft samleje med flere i avlingstiden, et såkaldt bidragsforelegg for disse. Et sådant forelæg har den virkning, at den pågældende mand anses for henholdsvis fader eller bidragspligtig til barnet, såfremt der ikke af ham som sagsøger rejses faderskabssag ved retten inden 4 uger efter forkyndelsen af forelæget. De nærmere regler om faderskabets fastsættelse indeholdes i lovens % 13, der har følgende ordlyd:»den oppgivne far skal ved dommen

10 10 kjendes at være barnets far, såfremt retten finder det bevist, at han har hat sådant samleie med moren, at han efter naturens orden kan være barnets far, og retten ikke finder grund til at anta, at moren har hat sådant samleie med nogen anden, eller at der iøvrig foreligger omstændigheter, som gjør det tvilsomt, om den opgivne far er barnets far. Finder retten ikke at kunne avsi dom for den opgivne fars farskap, blir denne at kjende bidragspligtig, såfremt retten anser det bevist, at han har hat samleie med moren til sådan tid, at han efter naturens orden kan være barnets far.«første stykke, der omhandler dom til faderskab, svarer i det store og hele til den gældende danske regel i lov nr , 14, stk. 1. Andet stykke indeholder reglerne om idømmelse af bidragspligt. Efter bestemmelsens formulering er bidragspligten kun afhængig af den betingelse, at den pågældende har haft samleje med moderen i avlingstiden. Bidragspligt skulle herefter kunne pålægges, selv om det er usandsynligt eller endog udelukket, at barnet er frugten af samlejet. Bestemmelsen er dog blevet praktiseret således, at der trods bevist samleje sker frifindelse, når den pågældende ikke er avledygtig, eller når hans faderskab efter foretagen blodtypebestemmelse må anses for udelukket. Hvor bidragspligt pålægges flere mænd, træffes der udtrykkelig bestemmelse om, hvor stor en del af bidraget hver af dem skal udrede. Over for barnet hæfter de solidarisk for det fulde bidrag. I Sverige findes reglerne om faderskab til børn uden for ægteskab i föräldrabalken af 10. juni 1949, der trådte i kraft den 1. januar Efter denne lov - som efter ældre svensk ret kendes kun fastsættelse af faderskab (ved anerkendelse eller ved dom), medens man ikke kender domme, der alene går ud på bidragspligt (endmindre flere s bidragspligt). Faderskab medfører imidlertid ikke de samme retsvirkninger som i Danmark og Norge, idet det som hovedregel kun indebærer pligt til at betale bidrag til barnets underhold. Undtagelse gøres dog ved de såkaldte»trolovningsbarn«(børn af forlovede forældre), der har ret til faderens navn og til arv efter ham, men ikke ret til arv efter fædrene frænder. Endvidere kan faderen give barnet sit slægtsnavn, ligesom han ved en særlig»arvsrättsförklaring«kan tillægge det ret til arv efter sig som ægtebarn. De processuelle regler bestemmer, at faderskabssagen, hvis der ikke sker frivillig anerkendelse, rejses mod den mand, der formodes at være barnets fader. Reglerne antages - også efter föräldrabalkens ikrafttræden at indeholde et forbud mod, at sagen rejses mod mere end een mand ad gangen. Afgørelsen af, om en sag skal rejses og i bekræftende fald mod hvem, træffes af moderen og»barnavårdsmannen«(en slags tilsynsværge, der beskikkes for ethvert barn uden for ægteskab, og hvis opgave bl. a. er at påse, at barnets familieretlige retsstilling bliver fastslået). Med hensyn til procesreglerne bemærkes iøvrigt, at der ikke som i Danmark rejses faderskabssag ex officio, og at sagen kun kan behandles mod een mand ad gangen. Bestemmelserne medfører, at den først udpegede af flere mulige fædre vil blive dømt som fader til barnet, såfremt han opfylder lovens materielle betingelser herfor, uanset om moderen under sagen oplyser at have haft samleje også med andre i avlingstiden. De materielle regler om faderskabsfastsættelsen indeholdes i föräldrabalkens 3. kap. 2, der lyder således:»varder utrett, at mannen haft samlag med modern å tid, då barnet kan vara avlat, skall han anses såsom fader, om det ej är osannolikt at barnet avlats vid samlaget.«denne regel er udtryk for en væsentlig skærpelse af betingelserne for dom til faderskab set i forhold til tidligere svensk ret. Efter den før föräldrabalken gældende lov af 14. juni 1917 om barn utom äktenskap

11 11 kunne den indstævnte mand kun fritages, hvis det var åbenbart (uppenbart), at barnet ikke var avlet ved samlejet; efter den nu gældende regel er det tilstrækkeligt, at hans faderskab er usandsynligt (osannolikt). I motiverne til föräldrabalken udtales det i denne forbindelse, at en skærpelse af betingelserne for at pålægge faderskab i sig selv vil medføre et nyt udgangspunkt med hensyn til spørgsmålet om at udvide faderskabets retsvirkninger i forhold til faderen og den fædrene slægt. Det må nemlig være klart, at betænkelighederne ved en sådan udvidelse vil falde bort i samme omfang, som fejlmulighederne ved sagens afgørelse mindskes. Nogen større praksis med hensyn til fortolkningen af ordet»osannolikt«i 2 foreligger endnu ikke, jfr. Nils Beckman»Svensk Familierättspraxis«, 1954 side Af betydning for forståelsen er imidlertid, at det i motiverne fremhæves, at den stedfundne udvikling af blodtypebevisets udelukkelsesmuligheder er den væsentligste baggrund for ændringen af de hidtil gældende bestemmelser; i samme forbindelse nævnes iøvrigt en række andre omstændigheder, der eventuelt vil kunne tillægges betydning ved udøvelsen af skønnet over faderskabssandsynligheden, f. eks. tidspunktet for samlejet, andre antropologiske bevismidler end blodtypen samt oplysninger om moderens sidste menstruation og om anvendelse af præventivmidler. I Vinland indeholdes reglerne om børn uden for ægteskab dels i lov af 27. juli 1922 om barn utom äktenskap, dels i lov af 13. juni 1929 angående införande av äktenskapslagen. Reglerne svarer i det store og hele til de svenske regler. Egentligt faderskab med ret til navn og arv indtræder i tilfælde af anerkendelse og ved»trolovningsbarn«. Ved dom kan kun fastslås bidragspligt (underhållsskyldighet). Processuelt er forholdet ordnet således, at sag rejses mod een bestemt mand, og at exceptio plurium-indsigelsen som hovedregel er udelukket. De nærmere regler om fastsættelsen af bidragspligt findes i 24 i loven af 27. juli der har følgende ordlyd:»svaranden skall anses underhållsskyldig, om han befinnes hava lägrat barnets moder under den tid barnet kunnat avlas, såvida det ej är uppenbart osannolikt, att barnet blivit avlat vid det samlag. Invändning må ej göras därom, att jämväl annan under den tid barnet kunnat avlas lägrat modern, såvida ej avses att visa, att svaranden icke kunnat råda modern med barnet.«betingelserne for bidragspligt - svarende til det svenske faderskab - er således noget lempeligere end den tilsvarende svenske bestemmelse, idet den finske regel til frifindelse kræver, at faderskabet skal være åbenbart usandsynligt.

12 2. Kommissionens hovedsynspunkter Som anført i det kommissionen meddelte kommissorium er det dennes opgave at tage spørgsmålet om ændringer i lovgivningen om børn uden for ægteskab under overvejelse og i samarbejde med tilsvarende kommissioner i de øvrige nordiske lande at søge tilvejebragt såvidt muligt overensstemmende forslag til ændring af hvert lands lovgivning på det her omhandlede område. Baggrunden for denne formulering af kommissoriet var, at det over for justitsministeriet gennem de danske delegerede i Udvalget for nordisk Lovsamarbejde var oplyst, at man i Norge allerede gennem nogen tid havde arbejdet med spørgsmålet om en ændring af lovgivningen på dette område, og at man i Sverige efter gennemførelsen af föräldrabalken overvejede mulighederne for at tillægge børn uden for ægteskab arveret efter deres fader og fædrene slægt. En tilskyndelse til et reformarbejde blev endvidere givet ved forhandlingerne vedrørende dette emne på det attende nordiske juristmøde i København i Spørgsmålet»Om utomäktenskapliga barns rättsliga ställning«blev her drøftet på grundlag af en afhandling udarbejdet af den finske jur. dr. Ilmari Melander, se»det attende nordiske juristmøde 1948«bilag 5 og diskussionen side 141 ff. På denne baggrund var det naturligt og ønskeligt at optage et nordisk samarbejde om spørgsmålet for i videst muligt omfang at opnå ensartede retsregler på dette vigtige familieretlige område. Herved kunne man også undgå de praktiske vanskeligheder, som reglernes uensartethed har givet anledning til specielt i de senere år som følge af de bevægelser, der til stadighed foregår i befolkningen imellem de nordiske lande indbyrdes. Fra dansk side var der yderligere den begrundelse for nu at optage reglerne om faderskabsfastsættelsen til fornyet overvejelse, at der fra flere sider i de sidste år var fremkommet ønsker om en revision af disse regler. Ønsket om revision har hovedsagelig været begrundet i en kritik af den nu gældende ordning på følgende punkter: De gældende regler indebærer, at der i praksis skabes 4 klasser af børn uden for ægteskab: faderskabsbørn, børn med een bidragspligtig, børn med flere bidragspligtige og børn, der som følge af faderskabssagens negative udfald hverken har fader eller bidragspligtig. En sådan klassifikation medfører for de tre sidste gruppers vedkommende uheldige sociale konsekvenser, der for disse børn kan betyde en psykisk belastning, hvis følger man ikke kan overskue. Opdelingen af børnene i forskellige klasser og specielt muligheden for at pålægge jlere mænd bidragspligt til samme barn strider endvidere i sig selv mod den i den biologiske erfaring fastslåede regel, at et barn - som det udtrykkes i bemærkningerne til 1937-loven»ifølge naturens orden kun kan have een fader.«endelig binder de faste grænser for, hvornår faderskab overhovedet kan pålægges, og for, under hvilke betingelser frifindelse lovligt kan ske, dommeren på en uheldig måde; reglerne medfører således i praksis, at dommeren undertiden må se sig henvist til kun at pålægge bidragspligt, skønt dom til faderskab synes ubetænkelig; dommeren kan

13 13 endvidere være nødsaget til at pålægge to mænd bidragspligt, selv om den enes faderskab efter sagens oplysninger må siges at være usandsynligt. Samtidig med fremsættelsen af denne kritik er det blevet anført, at de bevismæssige forudsætninger for indførelse af en sådan tilbundsgående nyordning, som nævntes i bemærkningerne til 1937-loven, og hvorved man ville undgå de kritiserede resultater, nu skulle være til stede. Dette standpunkt begrundes bl. a. med, at retsmedicinen siden 1937 er undergået en sådan udvikling, at det nu skulle være muligt i væsentligt højere grad end før at tilvejebringe et videnskabeligt sikkert bevismateriale om faderskabet. Med støtte i denne kritik og iøvrigt på linie med det arbejde, der allerede ved kommissionens nedsættelse var i gang i Norge, har overvejelserne i kommissionen været ledet af den indstilling, at det ville være ønskeligt, om der kunne gennemføres nye regler om faderskabsfastsættelsen efter følgende retningslinier: 1. Muligheden for at pålægge flere mænd bidragspligt ophæves. 2. Sondringen mellem faderskab og bidragspligt afskaffes. 3. Det overlades til dommeren på grundlag af samtlige sagens bevisligheder at skønne over, om det må anses for tilstrækkeligt bevist, at den pågældende mand er barnets biologiske fader. Skønnes dette at være tilfældet, dømmes den pågældende som fader, mens der i modsat fald sker frifindelse af den eller de indstævnte. Til nærmere belysning af forholdet mellem de gældende regler og en ordning efter de skitserede retningslinier skal kommissionen fremsætte følgende bemærkninger: Det må efter kommissionens opfattelse være lovgivningens opgave at søge tilvejebragt en ordning, hvorved faderskabet til ethvert barn uden for ægteskab så vidt muligt fastslås. En sådan ordning forudsætter, at man ophæver muligheden for at pålægge flere mænd bidragspligt til samme bt.rn. Allerede under forarbejderne til loven af 1937 var justitsministeriet inde på denne tanke, jfr.»retsplejeudvalget gennem 25 år«, 1944, side 144. Man arbejdede i 1933 med et udkast, der vel sondrede mellem faderskab og bidragspligt, men hvorefter der kun kunne pålægges een mand bidragspligt. Hvis det under sagen viste sig, at flere opfyldte betingelserne for at anses som bidragspligtige, skulle bidragspligten efter rettens nærmere bestemmelse dog kun pålægges een af de sagsøgte. En dom om bidragspligt for flere mænd er uheldig, fordi den sætter et stempel på moderens vandel, ligesom barnets omgivelser meget ofte bliver bekendt med sammenhængen om faderskabet og direkte eller indirekte lader barnet mærke deres viden om forholdet. Allerede den omstændighed, at der ikke nævnes nogen fader i forældrerubrikken på barnets dåbsattest, kan jo give anledning til mistanke. Til forsvar for den gældende ordning er det blevet anført, at barnet og moderen efter disse regler opnår en økonomisk sikrere stilling end efter andre tænkelige løsninger. Hertil er at bemærke, at dette synspunkt har mistet sin væsentligste betydning, efter at forsoreslovens & 224 er blevet ændret ved lov nr. 256 af 9. juni Herefter er der nu hjemmel for overøvrigheden til efter et skøn over omstændighederne i hvert enkelt tilfælde at tillade, at der med et beløb svarende til det en fader påhvilende normalbidrag ydes understøttelse til børn uden for ægteskab, når faderskabet ikke er blevet anerkendt eller fastslået, eller ingen er blevet anset som bidragspligtig. Det er dog en forudsætning, at moderen opfylder betingelserne for forskudsvis udbetaling. Den antydede nyordning indebærer endvidere, at sondringen mellem faderskab og bidragspligt ophæves, således at der gives dom til faderskab i alle de tilfælde, hvor betingelserne for domfældelse overhovedet er til stede. Dette vil medføre betydelige fordele i forhold til gældende ret, og det vil være en naturlig videreførelse af de principper, der ligger til grund for 1937-loven.

14 14 Man vil på denne måde opnå, at den ved 1937-loven principielt gennemførte ligestilling mellem ægtebørn og børn uden for ægteskab kommer til at gælde alle børn uden for ægteskab, for hvem faderskabssagen ikke ender resultatløst. Der vil derved blive rådet bod på det uheldige resultat, som 1937-loven uden at det var tilsigtet medførte, forsåvidt angår børn med een bidragspligtig. For denne gruppe børn betød indførelsen af de gældende regler nemlig i realiteten en forringelse af deres hidtidige sociale stilling. Indtil 1938 var alle børn, der ikke var ægtefødte, ligestillede, idet de alle kun havde et økonomisk krav på faderen; men efter lovens indførelse af et egentligt familieretligt forhold ved faderskabsbørnene, medfører den omstændighed, at der kun bliver pålagt bidragspligt, en vis deklassering af moderen, hvilket erfaringsmæssigt kan påvirke barnets stilling i samfundet og betyde en psykisk belastning for det. Man skal endvidere henvise til, at en dom, der alene går ud på bidragspligt - også hvor pligten kun bliver pålagt een kan have uheldige virkninger for den pågældende mands forhold til moder og barn. Han vil således i domsresultatet se en bekræftelse af sin egen tvivl om, hvorvidt han er barnets fader, og vil af den grund være mindre tilbøjelig til at opfylde sine forpligtelser overfor det. En sådan i og for sig forståelig reaktion vanskeliggør den tilsigtede ligestilling med ægtebørn. Ordningen vil efter kommissionens mening tilvejebringe det nødvendige grundlag for en gennemførelse i praksis af de tanker, som har ligget bag den sidste generations reformer af lovgivningen om børn uden for ægteskab. Når det gøres til en betingelse for domfældelse, at det biologiske faderskab skal anses for tilstrækkeligt bevist, vil der være mulighed for, at det retlige familieforhold kan medføre en større interesse fra faderens side over for barnet. Ved en sådan ordning undgås også de foran nævnte stødende domsresultater, hvor der i virkeligheden ikke er nogen tvivl om faderskabet, men hvor den gældende formulering af 14 tvinger dommeren til enten at dømme flere som bidragspligtige eller til at fastslå bidragspligt i stedet for faderskab. Med disse principielle betragtninger som baggrund rejser det spørgsmål sig, om de nødvendige bevismæssige forudsætninger for gennemførelse af en nyordning efter de angivne retningslinier er til stede i dag. Kommissionen skal herom indledningsvis bemærke, at de foreslåede regler vel betyder en ændring af de i 14 i lov nr nedlagte principper, men at denne forandring i praksis må antages at ville blive af væsentlig mindre betydning, end man straks er tilbøjelig til at antage. De for kommissionen foreliggende statistiske oplysninger må således nærmest siges at godtgøre, at den gruppe børn, hvortil flere mænd bliver pålagt bidragspligt, er uden større betydning, og at gruppen med een bidragspligtig er relativt lille og har faldende tendens. For Danmarks vedkommende kan meddeles omstående opstilling over fordelingen af de i de senere år uden for ægteskab fødte børn efter faderskabssagens udfald. Tallene på sager med een bidragspligtig, med flere bidragspligtige og med frifindelse af den eller de indstævnte er hentet fra den danske ret s stau stik. Antallet af faderskaber - hvorover der ikke føres nogen statistik fremkommer ved fra det samlede antal fødsler at trække summen af de retssager, der ikke er sluttet med faderskab. Opstillingen må også iøvrigt tages med et vist forbehold, idet ikke alle retssager afsluttes i det kalenderår, i hvilket barnet er født, hvorved grupperne tidsmæssigt forskydes noget i forhold til hinanden. Endvidere kan der være opstået nogen unøjagtighed i retsstatistikkens tal som følge af, at en faderskabssag vedrørende samme barn kan figurere i tallene fra mere end een retskreds, hvis sagen er behandlet på den måde, at der først er afsagt dom over en eller flere indstævnte i een retskreds, og den derefter er oversendt til viderebehandling i en anden retskreds, f, s. v. angår den eller de indstævnte, der bor der.

15 15 Med hensyn til de børn, for hvis vedkommende flere mænd er kendt bidragspligtige, kan der yderligere meddeles følgende tal, der hidrører fra landsnævnet for børneforsorg. Tabellens tal for»tilgang«angiver antallet af børn, for hvilke der er indgået bidragsresolutioner til landsnævnet. Tallene for»afgang«angiver antallet af børn, der senere udgår af landsnævnets materiale som følge af død, moderens ægteskab med en af de bidragspligtige, adoptivforældres afkald på bidrag eller genoptagelse af faderskabssager med frifindelse af bidragspligtige til følge. For så vidt angår de seneste af tabellen omfattede år, bemærkes, at tilgangstallene vil blive forøget noget i de kommende år, fordi retssagerne ikke sjældent først afsluttes et eller to år efter barnets fødsel. De tilsvarende norske oplysninger sondrer ikke mellem, om bidragspligt er blevet pålagt een eller flere. løvrigt viser tallene en stærk stigning i antallet af tilfælde, hvor faderskab fastslås. Af retssager afsluttedes således i ,5 pct. med faderskab, 34,8 pct. med bidragspligt og 23,7 pct. med frifindelse. I 1952 var de tilsvarende tal 60,2 pct., 24,0 pct. og 15,8 pct. I Finland og Sverige kan der ikke opstilles vejledende statistik om dette spørgsmål som følge af, at en tilsvarende sondring mellem faderskab og bidragspligt som tidligere nævnt ikke kendes i disse lande. Med hensyn til den danske statistik over faderskabssagernes udfald skal fremhæves, at det efter kommissionens opfattelse vil være mest korrekt udelukkende at lægge tallene fra årene efter 1947 til grund for overvejelserne. Herfor taler dels, at praksis i årene umiddelbart efter lovens ikrafttræden i 1938 næppe endnu var kommet i et fast leje, dels at specielt tallene på tilfælde med een bidragspligtig i årene 1946 og 1947 i nogen grad må være påvirket af det ikke helt lille antal sager mod tyske og senere allierede soldater. Lægges tallene for årene 1948 til 1954 herefter til grund, udviser en gennemsnitsberegning, at der af et samlet antal børn uden for ægteskab pr. år på ca kun i ca. 205 tilfælde - eller ca. 3,6 pct. - pålægges to eller flere mænd bidragspligt, og at der i ca. 670 tilfælde - eller ca. 11,8 pct. - pålægges een mand bidragspligt. Faderskab fastslås i ca. 81,5 pct. af tilfældene. Det ses endvidere af landsnævnets tal, at

16 16 der senere er en ikke ubetydelig afgang i de tilfælde, hvor flere er anset bidragspligtige. Ved anvendelsen af denne statistik til bedømmelse af spørgsmålet om den praktiske virkning af de foreslåede nye regler må det erindres, at indholdet af 1937-lovens 14 medfører, at dommeren i øjeblikket kan standse enhver efterforskning i sagen, så snart det er fastslået, med hvem moderen har haft samleje i avlingstiden, og hvem af de herefter indstævnte der er udeiukket som følge af blodtypebestemmelsen eller af andre grunde. En regel, der - som den foreslåede indeholder adgang til en friere bedømmelse af beviserne for faderskabssandsynligheden, vil derimod nødvendiggøre fortsatte undersøgelser i sagen. Hvis en sådan yderligere undersøgelse var blevet foretaget i tilfældene med to eller flere bidragspligtige, må det antages, at der i et stort antal sager ville være blevet tilvejebragt et bevismateriale, der kunne have givet dommeren holdepunkt for at fastslå, at en af de indstævntes faderskab var overvejende sandsynligt, jfr. beretningen fra det 18. nordiske juristmøde 1948 side 154. På baggrund heraf skal kommissionen fremsætte følgende bemærkninger om de bevismæssige forudsætninger for en eventuel nyordning: Af forarbejderne og motiverne til loven fremgår, at man allerede på dette tidspunkt lagde stor vægt på de biologiske bevismidler, herunder specielt blodtypebestemmelserne. Man var endvidere opmærksom på, at den fremtidige udvikling af disse ville kunne komme til at betyde en yderligere hjælp for domstolene ved faderskabssagernes afgørelse. Samtidig ses det imidlertid, at hovedårsagen til, at man ikke dengang drog den fulde konsekvens af reformbestræbelserne, lå netop i overvejelserne angående disse bevismidler; man var efter retsmedicinens daværende stade klar over, at opstillingen af alternativet faderskab eller frifindelse ville medføre frifindelse i størsteparten af de tilfælde, hvor det var bevist, at moderen havde haft samleje med to eller flere mænd inden for avlingstiden. Denne situation er som sagt undergået meget store ændringer siden Det fortsatte videnskabelige arbejde med undersøgelse af de menneskelige blodtyper har således medført en betydelig udvidelse af muligheden for at udskyde en mand, der med urette er udlagt som fader til det pågældende barn. Samtidig er der fremkommet nye antropologiske bevismidler, og med de sidste års stærke udvikling in mente må det forudses, at beviskraften af disse forhold fortsat vil blive forøget. Kommissionen mener derfor, at de grunde, der i 1937 blev anført imod den konsekvente og tilbundsgående gennemførelse af reformen, nu ikke længere kan være afgørende. Til nærmere belysning af dette standpunkt skal man i korthed redegøre for de bevismidler på det biologiske omrade, der er til rådighed for domstolene i disse sager. Det vigtigste af disse bevismidler er blodtypeundersøgelserne. Baggrunden for, at resultatet af sådanne undersøgelser kan benyttes som bevis under en faderskabssag, er, at det af lægevidenskaben er påvist, at der til det menneskelige blod er knyttet forskellige særlige egenskaber, der nedarves fra forældre til børn efter bestemte regler; disse regler er mere eller mindre klart konstaterede, alt efter hvilken af egenskaberne det drejer sig om. Blodtypebeviset går ud på, at en indstævnt mand på dette rent arvebiologiske - grundlag i visse tilfælde kan udelukkes som fader til det pågældende barn, (d. v. s. negativt faderskabsbevis). I enkelte tilfælde vil der yderligere være mulighed for at anvende blodtypebeviset som positivt bevis for faderskabet; dette gælder særlig, hvis en meget sjælden blodtype forekommer hos barnet og den indstævnte mand, men ikke hos moderen. Blodtypeundersøgelserne som bevismiddel anvendtes her i landet i faderskabssager første gang i 1926 og har siden da fået en stadig stigende betydning.

17 17 Ved børnelovenes gennemførelse i 1937 havde hidtil to retsmedicinske systemer til påvisning af de særlige blodegenskaber (blodtyperne) fundet anvendelse i praksis: ABO-systemet og MN-systemet. I årene efter 1937 er yderligere tre systemer generelt taget i brug i faderskabssagerne, nemlig A 1 -A 2 -systemet (der er opstået som en udbygning af ABO-systemet), Rh-systemet og P-systemet. Københavns Universitets Retsmedicinske Institut foretager herefter - fra sommeren 1951 at regne - i alle faderskabssager undersøgelser af parternes blod efter samtlige de nævnte systemer. Udover disse nu rutinemæssigt anvendte - systemer arbejdes der inden for retsmedicinen i de seneste år med forskellige andre blodtypesystemer; for denne gruppe er erfaringsmaterialet imidlertid endnu ikke tilstrækkelig stort til at tillade generelle slutninger. Dette gælder f. eks.»udskiller«- systemet, Lewis-systemet, Lutheran-systemet, Kell-systemet, Duffy-systemet og S- systemet. Beviskraften af en faderskabsudelukkelse efter de forskellige blodtypesystemer afhænger dels af den grad af sikkerhed, hvormed arvegangen inden for det enkelte system kan anses for godtgjort ved det for retsmedicinerne foreliggende erfaringsmateriale, dels af undersøgelsesteknikkens pålidelighed. Med hensyn til det rent tekniske spørgsmål bemærkes, at Københavns Universitets Retsmedicinske Institut siden september 1949 altid foretager fornyet blodtypebestemmelse på grundlag af nye blodprøver, når den første bestemmelse viser faderskabsudelukkelse, jfr. professor Knud Sand om retsmedicinske undersøgelsesmetoder i U. f. R B side 201 ff. Endvidere må det tages i betragtning, at det på forhånd er udelukket, at en arvebiologisk undersøgelse skulle kunne opnå den absolutte sikkerhed; det er således konstateret, at blodets arveanlæg i visse - ganske vist uhyre sjældent forekommende tilfælde kan ændres af hidtil ukendt årsag (såkaldt mutation); skulle det tilfælde forekomme, at der er indtruffet en mutation i barnets blod- egenskaber, kan det derfor i givet fald betyde, at blodtypeerklæringen udelukker den mand, der er den biologiske fader. Det må imidlertid i denne forbindelse fremhæves, at der ved angivelsen af de enkelte blodtypesystemers sikkerhedsgrad i forvejen er taget hensyn til muligheden for mutation. Om de enkelte blodtypesystemer og deres bevisværdi m. v. henvises iøvrigt til Retsmedicinsk Instituts interskandinaviske vejledning for jurister:»om vurderingen af retslige blodtypebestemmelser«, der er aftrykt nedenfor side 84 ff som bilag 3 og til bemærkningerne nedenfor side 19. Ved siden af blodtypebestemmelserne har den retsmedicinske forskning i de senere år beskæftiget sig med brugen af andre antropologiske undersøgelser som hjælpemiddel ved fastsættelsen af faderskab Disse undersøgelser retter sig mod en række ydre egenskaber, som med større eller mindre sikkerhed antages at være arvelige, og som er af en sådan karakter, at de kan gøres til genstand for en videnskabelig beskrivelse til brug ved en skønsmæssig sammenligning mellem parterne. Som eksempler på egenskaber af denne art nævnes: særlige racepræg, øjenfarven, fingrenes papillarmønstre, hårets farve og form (glat eller krøllet), ørets, næsens og mundens form, de forskellige legemsdeles mål samt organiske misdannelser, f. eks. af fingre eller tæer. På grundlag af undersøgelser af disse egenskaber kan der af retsmedicinerne afgives en efter omstændighederne mere eller mindre forbeholden udtalelse om sandsynlighedsgraden af den pågældende mands faderskab til barnet. En sådan udtalelse om resultatet af en sammenlignende antropologisk undersøgelse søger altså efter sit indhold at skabe basis for et positivt faderskabsbevis i modsætning til blodtypebeviset, der i det store og hele indtil videre alene er et udelukkelsesbevis (negativt bevis). Med hensyn til bevisværdien af disse undersøgelser henvises til retslægerådets skrivelse af 12. maj 1953, der er af trykt nedenfor side 74 ff som bilag 2, og til bemærkningerne nedenfor side 20. 2

18 18 Af bevismidler på det biologiske område må endelig nævnes lægelige udtalelser om, hvilken betydning for faderskabssandsynligheden der kan tillægges oplysninger om det pågældende samlejes tidsmæssige placering inden for avlingstiden og om tidspunktet for moderens sidste menstruation. Sådanne erklæringer, udfærdiget på grundlag af hvad der efter det i sagen oplyste må anses for bevist med hensyn til samlejetidspunkterne og menstruationsjorholdene, har på grund af de strenge krav i 1937-lovens 14 hidtil ikke kunnet tillægges nogen større betydning ved sagens afgørelse. Om den retsmedicinske bedømmelse af erklæringer om disse forhold henvises til bilag 2 (nedenfor side 74 ff) samt til bemærkningerne side 19. Ved kommissionens foreløbige overvejelser vedrørende spørgsmålet om de bevismæssige forudsætninger for gennemførelsen af den skitserede nyordning med hensyn til reglerne om faderskabsfastsættelsen har man bygget dels på overlæge, dr. med. P. H. Andresens afhandling:»menneskets blodtyper; anvendelsen i retsmedicinen«(1948), dels på det af de svenske sagkyndige under udarbejdelsen af den nye föräldrabalk tilvejebragte materiale. Kommissionen drøftede på dette grundlag straks ved arbejdets påbegyndelse i forskellige møder spørgsmålet med overlæge Andresen, der beredvilligt havde stillet sig til disposition ved gennemgangen af de herhen hørende problemer. For at få belyst de seneste års udvikling og for at opnå en samlet opstilling over retsmedicinens stade på dette område i dag tilligemed en vurdering af de muligheder, denne tilstand indebærer for en gennemførelse af de skitserede nye regler, rettede man herefter efter aftale med de øvrige nordiske kommissioner i oktober 1951 officiel henvendelse til retslægerådet med angivelse af en række punkter, som kommissionen kunne ønske nærmere oplysning om. Kommissionens skrivelse aftrykkes nedenfor som bilag 1. (side 70 ff). I skrivelsen til retslægerådet redegjorde kommissionen for indholdet af bestemmelsen i 1937-lovens 14 og for de overvejelser, som man indtil da havde gjort sig med hensyn til en eventuel nyordning. Man fremhævede i denne forbindelse, at det var kommissionens opfattelse, at den påtænkte nye regel om et friere dommerskøn kun var gennemførlig, hvis dommeren kunne opnå en effektiv støtte fra lægevidenskaben ved udøvelsen af skønnet over faderskabssandsynligheden. På denne baggrund anmodede man retslægerådet om at besvare en række spørgsmål om muligheden for til brug for dommeren under den enkelte faderskabssag at opnå en retsmedicinsk udtalelse om faderskabssandsynligheden for den eller de under sagen indstævnte mænd på grundlag af oplysningerne om samlejetidspunktet, om parternes blodtyper, om resultatet af andre antropologiske undersøgelser og om mandens avledygtighed. Samtidig anmodede man retslægerådet om at fremkomme med eventuelle andre udtalelser, som kommissionens henvendelse måtte give det anledning til. Foranlediget af kommissionens forespørgsel tog retslægerådet initiativet til at etablere et samarbejde med de øvrige nordiske landes sagkyndige på blodtypeområdet. Formålet med dette samarbejde var at søge at nå frem til en besvarelse, der i videst muligt omfang dækkede samtlige nordiske landes syn på de herhen hørende principielle spørgsmål. Efter en række møder og skriftlige forhandlinger om spørgsmålet mellem de i samarbejdet deltagende sagkyndige afgav retslægerådet den 12. maj 1953 sin besvarelse af kommissionens henvendelse. Besvarelsen aftrykkes nedenfor som bilag 2 (side 74 ff). Retslægerådets besvarelse af kommissionens henvendelse indeholder en udførlig redegørelse for de biologiske bevismidlers nuværende udviklingstrin og angiver i denne forbindelse, hvilken værdi der i øjeblikket vil kunne tillægges det enkelte bevismiddel. Om værdien af oplysninger om samlejetidspunkterne udtales bl. a. følgende:

19 19 Hvis der er flere indstævnte under sagen, kan der anstilles visse sammenligninger mellem de pågældende på grundlag af samlejets tidsmæssige placering i forhold til den på sædvanlig måde beregnede avlingstid. Sammenligningsgrundlaget er imidlertid usikkert, men sandsynligheden for faderskab vil dog blive anset for større ved samleje omkring midten af avlingstiden end i yderkanterne, i hvert fald når også andre omstændigheder understøtter en sådan vurdering. Oplysning om, at moderen har haft menstruation efter det pågældende samleje, eller om at hendes menstruation allerede var udeblevet før tidspunktet for samlejet, kan normalt ikke tillægges relevans. Forholdet vil dog kunne få en vis betydning, hvis tillige andre momenter taler i samme retning; f. eks. kan en svangerskabsreaktion, der er foretaget på et tidligt stadium af svangerskabet, være vejledende. Samlejets tidsmæssige placering i forhold til kvindens varierende fertilitet i perioden mellem to menstruationer kan kun tillægges vægt i de relativt sjældne tilfælde, hvor der haves et nøje forhåndskendskab til hendes menstruationsforhold, og hvor disse ligger meget konstant. Er disse forudsætninger opfyldt, vil man, når flere mænd er indstævnt, og den ene har haft samleje med barnets moder ved eller nær hendes ovulationstid (ægløsningstid), kunne betragte den pågældendes faderskab som sandsynligere end de øvriges, hvis disses samlejer ligger adskillige dage fra det nævnte tidspunkt. Vedrørende blodtypebeviset udtaler retslægerådet blandt andet: Faderskabsudelukkelse efter ÅBO-systemet og AiN-systemet må uden videre anses at have så stor beviskraft, som en biologisk undersøgelse overhovedet kan have. Efter det foreliggende erfaringsmateriale kan sikkerhedsgraden for en sådan udelukkelses rigtighed skønsmæssigt antages at være af en størrelsesorden, der ligger over 99,99 %. Om A x A. 2 -systemet gælder tilnærmelsesvis det samme. Med hensyn til Rh-systemet og P-systemet antages sikkerhedsgraden under forudsætning af upåklagelige tekniske muligheder og klare typiske reaktioner at ligge omkring 99,9 %. De ikke-rutinemæssigt anvendte undersøgelser (»ud'skillet«- systemet m. fl.) må vurderes for sig i hver enkelt sag, idet erfaringsmaterialet endnu ikke tillader generelle slutninger. Det til grund for blodtypesystemerne foreliggende erfaringsmateriale er nærmere omtalt i den interskandinaviske vejledning for jurister, se bilag 3 (side 88 ff). Vedrørende blodtypeundersøgelserne i almindelighed oplyser retslægerådet videre, at det på grundlag af de forskellige blodtypers procentvise fordeling i befolkningen kan udregnes, hvilken teoretisk mulighed der findes for gennem en blodtypebestemmelse at udelukke en med urette udpeget mand fra faderskabet til det pågældende barn. Denne mulighed den såkaldte teoretiske udelukkelsesprocent ligger efter en samlet anvendelse af de rutinemæssige systemer omkring 51 %. (I 1946 blev procenten på det da foreliggende videnskabelige grundlag til brug for overvejelserne vedrørende den svenske föräldrabalk beregnet til ca. 36). Selv om undersøgelserne af parternes blodtyper ikke skulle have ført til en egentlig izdetskabsudelukkelse, kan resultatet dog i visse tilfælde få betydning for sagens afgørelse. Dette gælder således, hvis der i et tilfælde med 2 eller flere indstævnte mænd ifølge blodtypestatistikken er en væsentlig forskel mellem sandsynligheden for, at hver af dem kan have bibragt barnet en ganske bestemt blodtypekombination (henholdsvis blodtypestatistisk faderskabssandsynlighed og blodtypestatistisk faderskabsusandsynlighed). Det fremhæves imidlertid, at sådanne sandsynlighedsberegninger er rent statistiske og derfor kun kan tillægges vægt i forbindelse med andre relevante omstændigheder i sagen, såsom samlejetidspunktet og antal samlejer i avlingstiden. Om værdien af andre antropologiske undersøgelser vedrørende arvelige egenskaber udtales det i retslægerådets svar blandt andet:

20 20 Man kender ikke arvegangen vedrørende ret mange normale egenskaber og ejheller den hyppighed, hvormed de forekommer i befolkningen; der forestår derfor på dette område endnu et forskningsarbejde, hvis gennemførelse stærkt vil forøge mulighederne for antropologisk faderskabsbestemmelse. Som eksempel på egenskaber, der allerede nu kan tillægges betydning i faderskabssager, nævnes parternes øjenfarve; hvis en blåøjet moder har fået et barn med brune øjne, og der ikke er andre faderskabsmuligheder end de to indstævnte mænd, der er henholdsvis blåøjet og brunøjet, er sandsynligheden for den brunøjede mands faderskab %. For en del patologiske egenskabers vedkommende kender man vel både deres arvegang og den hyppighed, hvormed de forekommer, men disse egenskaber er så sjældne, at de kun i få tilfælde kan danne grundlag for faderskabsbestemmelser. Hvis samme sjældne arvelige abnormitet eller misdannelse, f. eks. klumpfod, hareskår eller medfødt stær, forekommer hos barnet og den indstævnte mand, kan dette forhold imidlertid have meget stor indicieværdi under sagen. Med hensyn til antropologiske undersøgelser i snævrere forstand (de såkaldte»lighedsundersøgelser«) anføres det af retslægerådet som konklusion af en længere redegørelse, at sådanne undersøgelser sjældent vil kunne give resultater af selvstændig betydning. De kan dog i adskillige tilfælde blive udslaggivende i forbindelse med andre undersøgelsesresultater eller oplysninger, og det kan ventes, at mulighederne for at opnå resultater vil forbedres, efterhånden som den genetisk-antropologiske forskning skrider frem. Endelig udtaler retslægerådet vedrørende værdien af undersøgelser af mandens avledygtighed, at undersøgelsesresultatet kun kan tillægges selvstændig betydning, hvis der foreligger fuldstændig aspermi (d. v. s. mangel på sædlegemer); erfaringerne viser nemlig, at befrugtning kan finde sted, selv om mandens avledygtighed er endog stærkt reduceret. Det anføres i denne forbindelse, at oplysninger om anvendelse af antikonceptionelle midler normalt ikke vil kunne tages i betragtning. Til slut opsummerer retslægerådet sin opfattelse vedrørende værdien af de biologiske bevismidler således:»alt taget i betragtning mener retslagerådet således, at udviklingen indenfor den biologiske faderskabsforsknings forskellige områder har medført så betydningsfulde fremskridt for dens retslige brugbarhed, at den sikkert må kunne yde en væsentlig støtte ved udøvelsen af det frie dommerskøn, som der ved lovudkastet åbnes mulighed for; denne støtte vil formentlig yderligere øges gennem den fortsatte forskning.«efter afgivelsen af retslægerådets besvarelse har samarbejdet mellem de nordiske sagkyndige på blodtypeområdet været fortsat. Samarbejdet har senere givet sig udslag i vedtagelsen af en interskandinavisk vejledning for jurister, kaldet»om vurderingen af retslige blodtypebestemmelser.«vejledningen er offentliggjort i»ugeskrift for Retsvæsen«1954 side og aftrykkes nedenfor som bilag 3 (side 84 ff). Til nærmere belysning af det i retslægerådets svar omtalte begreb den teoretiske udelukkelses procent har kommissionen indhentet en supplerende redegørelse fra Universitetets Retsmedicinske Institut. Denne redegørelse aftrykkes nedenfor som bilag 4 (side 95 f). Af redegørelsen fremgår blandt andet, at den teoretiske udelukkelsesprocent giver udtryk for, hvor mange ganske tilfældigt udvalgte mænd man ved hjælp af blodtypesystemerne kan udelukke som fædre til et barn. Rent skematisk ligger der heri, at man, hvis man blodtypeundersøger tilfældigt udtagne mænd, med en teoretisk udelukkelsesprocent på 51,8 vil få det resultat, at gennemsnitligt 518 af disse kunne udgå som følge af blodprøven. Denne pro-