KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. /.. af

Transkript

1 EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den C(2012) 8370 final KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. /.. af om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn (EØS-relevant tekst) DA DA

2 BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT Direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde 1 indfører harmoniserede krav til enheder, som beskæftiger sig med forvaltning af alternative investeringsfonde (AIF'er), der markedsføres til professionelle investorer i EU 2. Der fastsættes minimumsstandarder for forvaltere af AIF'er, som markedsføres til detailinvestorer i henhold til national lovgivning. Direktivet dækker en bred vifte af AIF'er og forvaltere heraf (FAIF'er), som går fra equityfonde til fonde, der investerer i illikvide aktiver (fast ejendom, private equity, infrastruktur, råvarer eller varer såsom vin eller kunst). Det omfatter alle mulige investeringsstrategier og retlige former for FAIF'er og AIF'er. Med henblik på at opnå tilladelse skal FAIF'en opfylde kravene i direktivet, som strækker sig fra bl.a. kapitalkrav, risiko- og likviditetsstyring samt udpegelsen af en enkelt depositar til regler vedrørende oplysninger til investorer og rapportering til de kompetente myndigheder. I medfør af direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde falder alle investeringsfonde i EU ind under en af følgende to kategorier: De er enten UCITS (Undertakings for Collective Investment in Transferable Securities - institutter for kollektiv investering i værdipapirer) eller AIF'er. UCITS-fonde reguleres i henhold til UCITSdirektivet (2009/65/EF) og har tilladelse til at sælge til detailmarkedet. De er ikke omhandlet i denne delegerede forordning. Med forvaltede aktiver for næsten mia. EUR i EU er UCITS-sektoren næsten tre gange så stor som AIF-sektoren (2 200 mia. EUR). I 2010 beløb de samlede forvaltede aktiver (AuM) i alle AIF-kategorier sig til 18 % af EU's BNP. Mere end to tredjedele (68 %) af AIFaktiverne indehaves af institutionelle investorer, hvoraf 70 % er pensionsfonde eller forsikringsselskaber. Direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde fastsætter en meget omfattende række gennemførelsesforanstaltninger ("niveau 2-foranstaltninger"), som dækker mange forskellige områder, herunder bl.a.: beregning af forvaltede aktiver, metoden til beregning af gearing, præcisering af visse vilkår for drift af FAIF'er, delegering af FAIF-funktioner, særlige bestemmelser om risiko- og likviditetsstyring, præcisering af en depositars opgaver og ansvar, gennemsigtighedskrav samt regler vedrørende tredjelande. Den delegerede forordning gennemfører de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er indeholdt i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde, og skaber dermed et fælles regelsæt, som sikrer lige vilkår blandt FAIF'er i Unionen. 1 2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/ Direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde omfatter også markedsføring af AIF'er etableret i tredjelande til professionelle investorer i Unionen og forvaltningen af AIF'er etableret i Unionen, også selv om de ikke markedsføres til investorer i Unionen. DA 2 DA

3 En forordning er det mest hensigtsmæssige juridiske instrument til etablering af et fælles regelsæt, som indeholder ensartede regler for alle FAIF'er. Da der ikke er nogen betragtelig mængde lovgivning, som skal gennemføres, undgås risikoen for forskellig gennemførelse i medlemsstaterne. Som en konsekvens heraf fremmer anvendelsen af forordningen FAIF'ernes grænseoverskridende forvaltning og markedsføring af AIF'er. 2. HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE Direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde indeholder ikke tidsfrister for udarbejdelsen af disse delegerede retsakter, men Kommissionen sigter mod at vedtage hele pakken af gennemførelseslovgivning før udløbet af fristen for gennemførelse af direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde (juli 2013). Den 2. december 2010 indsendte Kommissionen en anmodning til Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) om en teknisk udtalelse vedrørende niveau 2- foranstaltninger. Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som erstattede CESR pr. 1. januar 2011, sendte sin tekniske udtalelse til Europa-Kommissionen den 15. november Gennem hele processen med udarbejdelse af udtalelsen var ESMA i tæt kontakt med branchen gennem bilaterale møder og offentlige høringer. Interessenterne udviste stort engagement, hvilket fremgår af antallet af svar, som ESMA modtog på sine skriftlige høringer. Foruden de skriftlige høringer arrangerede ESMA tre åbne høringer, der omfattede opfordring til indsendelse af dokumentation og de to dele af udkastet til den tekniske udtalelse, den første i januar og den anden i september ESMA inviterede også omkring 20 udvalgte eksperter til at deltage i en række målrettede workshopper om de forskellige dele af den tekniske udtalelse i perioden marts-maj Kommissionen selv havde omfattende forhandlinger med nationale tilsynsmyndigheder og interessenter, navnlig nationale handelssammenslutninger, fondsforvaltere og depositarer, fra medlemsstaterne og fra tredjelande, herunder væsentlige finansielle centre såsom Kanaløerne, De Caribiske Øer, USA og Schweiz. I overensstemmelse med sin handlingsplan for en "bedre lovgivning" gennemførte Kommissionen en konsekvensanalyse af politikalternativer vedrørende otte strategiske emner inden for seks områder, der skulle dækkes af den delegerede forordning: (1) beregningen af forvaltede aktiver, (2) metoden til beregning af gearing, (3) ekstra egenkapital, (4) depositarens opgaver og ansvar (5) rapporteringsintervaller samt (6) anvendelse af gearing i væsentlig udstrækning. Udkastet til konsekvensanalyserapporten blev vurderet af Udvalget for Konsekvensanalyse (IAB) ved en skriftlig procedure i februar/marts På baggrund af udvalgets udtalelse af 16. marts 2012 blev udkastet til konsekvensanalyserapporten revideret for så vidt muligt at tage hensyn til udvalgets synspunkter. Med henblik på at præcisere initiativets omfang er der angivet yderligere baggrundsoplysninger om initiativet. I kapitlet om "muligheder" er begrænsningerne i henhold til direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde forklaret mere detaljeret. Konsekvensanalysen omfatter drøftelser af, i hvilket omfang virkningerne udløses af niveau 1 og af niveau 2. Forslaget om at styrke konsekvensanalysen med kvantitativt input blev ikke DA 3 DA

4 fulgt, da der ikke kunne indhentes sådanne oplysninger fra branchen, tilsynsorganer eller enhver anden tredjepart. Det var ikke muligt at foretage en sammenligning af mulighederne i forhold til scenariet "Ikke foretage sig noget", da der ikke var noget klart referencescenarie. Det er ikke let at definere et passende referencescenarie for disse niveau 2-foranstaltninger, idet de på den ene side beskæftiger sig med et område, som endnu ikke er reguleret på EU-niveau, og til dels heller ikke på nationalt niveau, men som på den anden side vil blive berørt af virkningerne af niveau 1-direktivet. Desuden er det næsten umuligt at konstruere et sådant referencescenarie på en meningsfuld måde, som vil gøre det muligt at kvantificere virkninger, hvilket skyldes forskellene i gældende praksis og i den måde, hvorpå direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde ville blive gennemført, hvis der ikke blev vedtaget niveau 2- foranstaltninger. Med henblik på at forbedre fremlæggelsen er visse dele af rapporten blevet afkortet. Afsnittene om konsekvensanalysen er blevet ændret med angivelse af, hvordan de foretrukne muligheder i denne konsekvensanalyse afviger fra ESMA's tekniske udtalelse. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT 3.1. Nærheds- og proportionalitetsprincippet Europa-Kommissionens og EU's ret til at handle behandles i den konsekvensanalyse, der ledsagede direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde. Formålet med direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde er at fastlægge en klar og konsistent ramme for regulering af og tilsyn med FAIF'er i EU, idet det på europæisk niveau indfører en mekanisme til oprettelse af et fælles europæisk marked for alternative investeringsfonde i overensstemmelse med det retsgrundlag, der understøtter EU-lovgivningen på dette område (artikel 53, stk.1, i TEUF). Retsgrundlaget for delegerede retsakter er fastlagt (og afgrænset) ved beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesforanstaltninger, der tillægges Kommissionen i artikel i direktiv 2011/61/EU. Direktivet kræver, at der vedtages delegerede retsakter og gennemførelsesforanstaltninger inden for specifikke områder for at sikre, at direktivet gennemføres konsekvent i hele EU Valg af retlig form Et fælles regelsæt er afgørende for FAIF'er, da de i lyset af sådanne forvalteres grænseoverskridende aktiviteter skal overholde et ensartet sæt af regler, f.eks.: krav om fornøden omhu, tilskyndelser eller interessekonflikter, som kan opstå i løbet af disse aktiviteter. Det er en kendsgerning, at selv om FAIF'ernes betydning for markedet overvejende er positiv, kan deres aktiviteter også øge risiciene i hele det finansielle system. Det er derfor nødvendigt, at kravene i forbindelse med risiko- og likviditetsstyringen, værdiansættelse af og investeringer i securitisationspositioner er ens og anvendes på samme måde af FAIF'er, uafhængigt af den medlemsstat, hvor de har en tilladelse hertil. Derudover indeholder den delegerede forordning detaljerede krav vedrørende beregningen af forvaltede aktiver, metoder til og beregning af gearing samt indholdet i og hyppigheden af rapporteringer til de kompetente myndigheder og investorer. På tilsvarende vis er det berettiget med præcise og entydige regler om delegering og depositarer. De markerer en klar skillelinje mellem FAIF'ens opgaver og ansvarsområder, AIF'ens depositar og den person, som FAIF'en har delegeret udøvelsen af nogle af sine funktioner til, hvis en sådan er udpeget. Det bør imidlertid bemærkes, at FAIF'er og AIF'er er så forskelligartede, at det hverken er muligt eller DA 4 DA

5 ønskeligt at forsøge at skabe skræddersyede regler for hver FAIF-type. Derfor skal denne delegerede forordning give mulighed for en vis fleksibilitet, således at dens bestemmelser kan anvendes proportionelt, når FAIF'ens størrelse og organisation samt den forvaltede AIF's art, omfang og kompleksitet berettiger hertil. Det er de kompetente myndigheders opgave at føre tilsyn med den måde, hvorpå FAIF'er anvender den delegerede forordning. Det er nødvendigt med et fælles regelsæt, som dækker alle aspekter af forvaltningen af AIF'er, i forbindelse med forberedelsen af en problemfri indførelse af et markedsførings- og administrationspas for forvaltere fra tredjelande. Kun et højt konvergensniveau mellem forvaltnings- og kvalitetsstandarder vil sikre lige vilkår for EU-baserede aktører og aktører i andre jurisdiktioner. En retsakt i form af en forordning er den bedst mulige garanti for at sikre lige vilkår, ensartede konkurrencevilkår og den højest mulige standard for investorbeskyttelse Nærheds- og proportionalitetsprincippet Den delegerede forordning bør sikre den fornødne grad af harmonisering, hvor der tages behørigt hensyn til nærhedsprincippet. I betragtning af forordningens karakter og omfang vil handling alene på medlemsstatsniveau ikke kunne behandle disse emner effektivt set i lyset af det indre markeds centrale betydning og FAIF-sektorens grænseoverskridende dimension. Med handling alene på medlemsstatsniveau ville der være risiko for at skabe eller fastholde hindringer for yderligere integration og for at hæmme den effektive forvaltning og markedsføring af AIF'er i EU, og dermed potentielt øge omkostningerne og risiciene for investorerne samtidig med, at det også ville øge administrationsomkostningerne. Proportionalitetsprincippet kræver, at enhver intervention er målrettet og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målene. Dette princip har styret processen lige fra identificering og vurdering af de forskellige politikmuligheder til udarbejdelsen af dette forslag Nærmere beskrivelse af forslaget Beregning af forvaltede aktiver (artikel 2-5) - artikel 3 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Den delegerede forordning fastsætter den procedure, der skal følges af en FAIF, når den beregner sine forvaltede aktiver, og den metode, der skal anvendes for særlige kategorier af aktiver (artikel 2). I overensstemmelse med artikel 2 skal FAIF'en beregne de samlede forvaltede aktiver ved at bestemme værdien for alle de aktiver, som den forvalter, uden fradrag af passiver, og værdiansætte afledte finansielle instrumenter til værdien af en tilsvarende position i de underliggende aktiver. At værdiansætte afledte finansielle instrumenter, som om de underliggende aktiver var erhvervet af fonden, udgør et væsentligt politisk valg, da denne vurderingsmetode bedst afspejler AIF'ens eksponering for disse aktiver. Forordningen kræver også, at de forvaltede aktiver overvåges konstant af FAIF'en (artikel 3), og at der skrides ind, når tærskelværdierne i artikel 3 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde lejlighedsvist overskrides (artikel 4). De kompetente myndigheder bør også kunne kontrollere, at beregningen er korrekt (artikel 5). DA 5 DA

6 Metoder til og beregning af gearing (artikel 6-11) artikel 4 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde I artikel 4, stk. 1, litra v), i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde defineres gearing som en metode, som FAIF'en anvender til at øge en AIF's eksponering, som den forvalter, hvad enten dette sker ved hjælp af lån af kontante midler eller værdipapirer eller gearing indeholdt i derivatpositioner eller ved andre midler. I henhold til direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde er brugen af gearing underlagt adskillige forpligtelser. Eksempelvis skal FAIF'en rapportere tal vedrørende gearing til investorer og tilsynsmyndigheder 3, den skal fastlægge en politik for gearing, når den ansøger om tilladelse 4, og den skal fastsætte et maksimumsniveau for gearing, som den kan anvende på vegne af hver enkelt AIF, som den forvalter 5. Med henblik på at sikre ensartet overholdelse af disse forpligtelser og nå formålet med direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde om at give et objektivt overblik over den gearing, som en FAIF anvender, indeholder forordningens artikel 6-11 to metoder til beregning af gearingen. I henhold til konsekvensanalysen opnås de bedste resultater ved at kombinere det, der kaldes for hhv. "bruttometoden" og "forpligtelsesmetoden". Den gearingsgrad, der fremkommer ved anvendelse af bruttometoden, stemmer overens med målet for overvågning af makroprudentielle risici. Forpligtelsesmetoden er veletableret og anerkendt i aktivforvaltningssektoren. Dens resultater kan nemt sammenlignes med UCITS-fondenes. Den giver, navnlig hvis den kombineres med bruttometoden, et godt indblik i AIF'ernes investeringsstrategier og eksponering, som er relevant for både investorer og tilsynsmyndigheder. Som det fremgår af betragtning 12, og hvis det er relevant, kan Kommissionen på baggrund af ESMA's tekniske udtalelse vedtage yderligere delegerede retsakter vedrørende en supplerende eller valgfri metode til beregning af gearingen. Anvendelsen af en avanceret metode bør ikke erstatte beregningen af gearing i henhold til brutto- og forpligtelsesmetoden begge forbliver obligatoriske for alle FAIF'er Ekstra egenkapital og erhvervsansvarsforsikring (artikel 12-15) artikel 9 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde kræver, at FAIF'er har tilstrækkelig ekstra egenkapital eller en erhvervsansvarsforsikring for at dække potentielle risici for erhvervsansvar som følge af pligtforsømmelse. Den delegerede forordning angiver det hensigtsmæssige ved en sådan ekstra egenkapital eller erhvervsansvarsforsikring for at sikre, at FAIF'er har en tilstrækkelig dækning til at beskytte investorerne. Med henblik på at bestemme det hensigtsmæssige ved dækningen fastsætter den delegerede forordning en fælles definition af risici for erhvervsansvar, giver en vejledende liste over hændelser, der skal dækkes (artikel 12), og fastsætter nogle kvalitative krav til FAIF'er om i tilstrækkelig grad at overvåge operationelle risici (artikel 13). En FAIF's ekstra egenkapital anses for at være tilstrækkelig, hvis den udgør mindst 0,01 % af værdien af de forvaltede AIFporteføljer, og hvor beløbet er underlagt løbende justeringer for at afspejle FAIF'ens risikoprofil (artikel 14). Der fastlægges adskillige kvalitative og kvantitative vilkår til Artikel 24, stk. 4, i direktiv 2011/61/EU. Artikel 7, stk. 3, litra a), i direktiv 2011/61/EF. Artikel 55, stk. 4, i direktiv 2011/61/EU. DA 6 DA

7 bestemmelse af hensigtsmæssigheden ved en erhvervsansvarsforsikring, når den vælges af FAIF'en til dækning af risici for erhvervsansvar (artikel 15). En erhvervsansvarsforsikring med en dækning på 0,9 % pr. år af de samlede forvaltede aktiver for flere erstatningskrav sammenlagt og 0,7 % af de samlede forvaltede aktiver for individuelle erstatningskrav synes at være tilstrækkelig til at beskytte investorerne mod en skade som følge af en pligtforsømmelse fra FAIF'ens side Vilkår for drift af FAIF'er generelle principper og interessekonflikter (artikel 16-37) artikel 12 og 14 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde I henhold til direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde skal Kommissionen angive de kriterier, der skal anvendes ved vurderingen af, hvorvidt FAIF'erne opfylder deres forpligtelse til at handle ærligt samt udvise den fornødne dygtighed, omhu og hurtighed, således at AIF'ernes interesser varetages bedst muligt, behandler investorerne redeligt, anvender tilstrækkelige ressourcer og procedurer og træffer foranstaltninger for så vidt angår interessekonflikter. Den delegerede forordning præciserer FAIF'ens generelle forpligtelse til at handle i AIF'ens eller AIF-investorernes interesse og tilgodese markedets integritet. Den præciserer omfanget af fornøden omhu generelt og omfanget af den fornødne omhu, der bør udvises, hvis investeringerne foretages i aktiver med begrænset likviditet, og hvor FAIF'er vælger og udpeger modparter og prime brokere. Den delegerede forordning fastlægger reglerne for tilskyndelser og behandling af ordrer, herunder: rapporteringsforpligtelser med hensyn til udførelse af tegnings- og indløsningsordrer og regler vedrørende formidling af ordrer til andre enheder om at handle på AIF'ernes vegne i forbindelse med udførelse og aggregering samt allokering af ordrer. Den delegerede forordning angiver de typer af interessekonflikter, der kan opstå, og fastlægger en politik for interessekonflikter, der omfatter procedurer og foranstaltninger, som FAIF'er forventes at gennemføre og anvende med henblik på at identificere, forebygge, håndtere, overvåge og afsløre interessekonflikter Vilkår for drift af FAIF'er risikostyring (artikel 38-45) artikel 15 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Den delegerede forordning fastlægger reglerne for det risikostyringssystem, der bør etableres og anvendes af FAIF'er. Systemet omfatter den organisatoriske struktur, metoder og procedurer til styring af de risici, som er relevante for den enkelte AIF's investeringsstrategi, samt de processer og teknikker, der anvendes til at måle og håndtere disse risici. Med hensyn til den organisatoriske struktur kræver forordningen, at der oprettes en permanent risikostyringsfunktion, og pålægger denne særlige opgaver, herunder: gennemførelse af risikostyringsstrategien, risikoovervågning og måling af risikoniveauet samt at sikre, at den er i overensstemmelse med AIF'ens risikoprofil. Forordningen fastsætter også betingelserne for den funktionelle og hierarkiske adskillelse af risikostyringsfunktionerne fra de operative enheder og angiver særlige beskyttelsesforanstaltninger mod interessekonflikter, som skal sikre, at risikostyringsaktiviteterne udøves uafhængigt Vilkår for drift af FAIF'er likviditetsstyring (artikel 46-49) artikel 16 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde I henhold til direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde skal FAIF'er for hver forvaltet AIF, der ikke er af den ikke-gearede lukkede type, anvende et passende DA 7 DA

8 likviditetsstyringssystem og indføre procedurer, der giver dem mulighed for at overvåge AIF'ens likviditetsrisiko og sikre, at likviditetsprofilen for AIF'ens investeringer stemmer overens med de underliggende forpligtelser. Den delegerede forordning angiver, at likviditetsstyringssystemer og procedurer bør give FAIF'er mulighed for at anvende værktøjer og foranstaltninger, der er nødvendige for at håndtere illikvide aktiver med henblik på at kunne imødekomme anmodninger om indløsning. Sådanne foranstaltninger kan omfatte "særlige foranstaltninger", f.eks. "side pockets". Derudover foreslås det, at FAIF'er, hvor det er relevant i forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af den forvaltede AIF, fastsætter passende grænser for AIF'ens likviditet/illikviditet i overensstemmelse med dens indløsningspolitik. FAIF'er bør foretage stresstest mindst én gang årligt Vilkår for drift af FAIF'er investeringer i securitisationspositioner (artikel 50-56) artikel 17 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Bestemmelserne om investeringer i securitisationspositioner har til formål at behandle misforholdet mellem interesserne hos de selskaber, som konverterer lån til omsættelige værdipapirer og engagementsleverende kreditinstitutter på den ene side, og på den anden side de FAIF'er, som investerer i disse værdipapirer, for at sikre konsekvens på tværs af sektorerne. Artikel 51 indeholder et krav om bevarelse af en væsentlig nettokapitalandel som en forudsætning for, at en FAIF kan eksponeres for kreditrisikoen ved en securitisationsposition på vegne af en eller flere AIF'er. Desuden skal FAIF'en sikre, at det engagementsleverende eller organiserende kreditinstitut har visse funktioner (artikel 52), og FAIF'en skal selv opfylde en række kvalitative krav (artikel 53). I artikel 54 fastsættes det, at der skal træffes korrigerende foranstaltninger, hvis den bevarede nettokapitalandel ligger under det krævede niveau. For at sikre konsekvens på tværs af sektorerne med de tilsvarende bestemmelser i direktiv 2006/48/EF indføres der i artikel 55 en bedstefarklausul (gratis tildeling af emissionsrettigheder til selskaberne på grundlag af historiske emissioner) og en fortolkningsbestemmelse (artikel 56) Organisatoriske krav generelle principper (artikel 57-66) artikel 18 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde FAIF'er skal til enhver tid anvende tilstrækkelige og passende menneskelige og tekniske ressourcer, som er nødvendige for en korrekt forvaltning af AIF'er, herunder administrative og regnskabsprocedurer samt tilstrækkelige interne kontrolprocedurer. I henhold til den delegerede forordning skal FAIF'er indføre en organisatorisk struktur, der på en veldokumenteret måde klart fordeler ansvarsområder, definerer kontrolprocedurer og sikrer god informationsudveksling mellem alle involverede parter. Ved allokering af funktionerne internt bør FAIF'erne sikre, at ledelsesorganet, den øverste ledelse og, hvor det er relevant, tilsynsfunktionen, er ansvarlige for, at FAIF'erne overholder deres forpligtelser i overensstemmelse med direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde. FAIF'erne bør også anvende metoder og procedurer, der er egnet til at forhindre enhver risiko for, at de ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde. Den permanente compliancefunktion og den permanente interne revisionsfunktion bør være adskilt fra og uafhængig af de andre funktioner for at kunne udføre sine opgaver. FAIF'er bør desuden indføre systemer, som kan garantere oplysningernes sikkerhed og sikre driftsstabilitet. Ved indførelsen af disse procedurer og strukturer skal DA 8 DA

9 FAIF'erne også tage hensyn til proportionalitetsprincippet, som giver mulighed for at tilpasse procedurer, metoder og den organisatoriske struktur til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af deres forretninger og arten og omfanget af deres erhvervsmæssige aktiviteter Værdiansættelse (artikel 67-74) - artikel 19 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde FAIF'en sikrer, at der for hver forvaltet AIF indføres tilstrækkelige og konsistente procedurer, således at der kan udføres en korrekt og uafhængig værdiansættelse af AIF'ens aktiver i overensstemmelse med artikel 19 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde samt de gældende nationale bestemmelser og AIF'ens regler. I henhold til artikel 67 indfører, vedligeholder og gennemfører FAIF'en for hver AIF metoder og procedurer for værdiansættelsen af aktiver og fastlægger de væsentlige funktioner for sådanne værdiansættelsesmetoder og -procedurer. Der vedtages særlige regler for anvendelsen af modeller til værdiansættelse af aktiver (artikel 68). I artikel 69 anføres princippet om konsekvent anvendelse af værdiansættelsesmetoder og -procedurer. Derudover fastsætter den delegerede forordning regler for den regelmæssige gennemgang af værdiansættelsesmetoder og -procedurer (artikel 70), gennemgangen af aktivers individuelle værdier (artikel 71), beregningen af nettoaktivværdien pr. andel eller kapitalandel (artikel 72), de faglige garantier, den eksterne valuar skal kunne levere (artikel 73), og en passende hyppighed for værdiansættelse af åbne AIF'ers aktiver (artikel 74) Delegering af FAIF-funktioner (artikel 75-82) - artikel 20 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde I henhold til kravene og begrænsningerne i artikel 20 giver direktivet FAIF'er mulighed for at delegere udøvelsen af nogle af sine funktioner, i alt væsentligt med henblik på at øge effektiviteten i udøvelsen af sin virksomhed. Artikel i forordningen angiver betingelserne for, hvornår FAIF'en kan delegere under hensyntagen til den kendsgerning, at en FAIF ikke bør forhindres i at handle i sine investorers interesse og fortsat være ansvarlig for varetagelsen af sine delegerede funktioner. Navnlig omfanget af FAIF'ens delegering er fastsat i artikel 82. FAIF'en skal som minimum varetage de funktioner, der vedrører beslutningstagningen, hvilket reelt er dens primære forretningsmæssige opgave. Den skal derfor som minimum udføre de funktioner, der vedrører enten risikostyring eller porteføljepleje. Evnen til at forvalte og kontrollere AIF'en ville ikke være sikret, hvis ikke FAIF'en var tæt involveret i beslutningstagningen vedrørende sine delegerede funktioner Depositar (artikel ) - artikel 21 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Forordningen indeholder detaljerede bestemmelser om depositarers forpligtelser og rettigheder, under hensyntagen til at sådanne enheders vigtigste opgave er beskyttelsen af AIF'ens investorer. Der fastsættes bl.a. kriterier for overvågning af en AIF's cash flows, omfanget af de finansielle instrumenter, som skal opbevares, generelle tilsynsopgaver, delegering af opbevaringsfunktioner og ansvar for tab af opbevarede finansielle instrumenter. Artikel 85 og 86 i forordningen angiver adgangskrav og krav til informationsstrømme, som er nødvendige for, at depositaren kan få et klart overblik over og effektivt overvåge AIF'ens cash flows i overensstemmelse med artikel 21, stk. 7, i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde. Med henblik på at sikre en høj standard for investorbeskyttelsen fastsætter DA 9 DA

10 artikel 88 omfanget af opbevaringen. I henhold til denne artikel skal alle de finansielle instrumenter opbevares, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter (i alt væsentligt værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andele i kollektive investeringsvirksomheder), og som tilhører en AIF. Som anført i betragtning 98 kan aktiver, der tilhører en AIF, ikke undtages fra opbevaringsproceduren, alene fordi de er underlagt særlige forretningstransaktioner såsom aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse. Derfor gælder, at hvis en AIF stiller sine aktiver som sikkerhed til en sikkerhedshaver, skal disse aktiver i henhold til direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde opbevares i depot, så længe AIF'en ejer de finansielle instrumenter. Under disse omstændigheder kan opbevaring ske på flere måder: (1) sikkerhedshaveren er depositar for AIF'en eller udpeges af AIF'ens depositar som underdepositar over AIF'ens sikrede aktiver; (2) AIF'ens depositar udpeger en underdepositar, der handler på vegne af sikkerhedshaveren, eller (3) de sikrede aktiver forbliver hos AIF'ens depositar og "øremærkes" til fordel for sikkerhedshaveren (betragtning 98). Artikel 92 indeholder navnlig krav med hensyn til tilsyns- og kontrolfunktionen i forhold til depositaren med henblik på at sætte denne i stand til at vurdere og overvåge FAIF'en korrekt. For så vidt angår ansvarsordningen sikrer artikel en ensartet fortolkning af artikel 21, stk. 12, i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde. Ifølge artikel 21, stk. 13, i nævnte direktiv berøres depositarens ansvar ikke af en eventuel delegering som omhandlet i stk. 11. Ifølge konsekvensanalysen betyder det, at depositaren er ansvarlig for at erstatte et instrument, der går tabt, mens det opbevares i depot, hvis tabet af det pågældende instrument skyldes hændelser inden for en depositars driftsmæssige område eller dennes udpegede netværk af underdepositarer. En underdepositars insolvens eller dennes operationelle fejl (f.eks. manglende gennemførelse af adskillelseskravet) ville også kunne afføde en forpligtelse til at erstatte instrumentet, mens eksterne hændelser såsom naturkatastrofer, offentlig myndighedsudøvelse eller offentlige foranstaltninger (f.eks. markedslukninger) ikke ville give anledning hertil, medmindre det godtgøres, at konsekvenserne kunne have været undgået. For at mindske konsekvenserne af artikel 101 angiver artikel 102 de objektive grunde til at aftale en ansvarsfrigørelse Krav om gennemsigtighed og udveksling af oplysninger (artikel ) - artikel 22, 23 og 24 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Et af hovedformålene med direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde er at øge gennemsigtigheden for en FAIF i forhold til investorer og tilsynsmyndigheder, således at de kan vurdere risiciene ordentligt og være opmærksomme på de risici, der kan være forbundet med en AIF. Derfor angiver artikel kravene i artikel i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde, som fastsætter minimumsstandarder og sikrer ensartet anvendelse af direktivet. Artikel angiver minimumskrav til indholdet i årsrapporten, som afspejler anerkendte praksisser, regnskabsstandarder og -regler. Artikel 108 og 109 angiver indholdet og formen af videregivelsen af oplysninger til investorer, og artikel 110 fastlægger indholdet, formen og hyppigheden af de oplysninger, der skal fremlægges for de kompetente myndigheder. Artikel 111 fastlægger navnlig, hvornår en FAIF anses for at anvende gearing i væsentlig udstrækning. I henhold til denne artikel anses en FAIF for at anvende gearing i væsentlig udstrækning, når dens eksponering beregnet ved brug af forpligtelsesmetoden er mere end tre gange højere end dens nettoaktivværdi. Den foretrukne mulighed giver den bedste afvejning mellem tilstrækkelig rapportering vedrørende gearing og FAIF'ens og de kompetente myndigheders administrative byrde. Denne tærskelværdi vil også give FAIF'er lige vilkår og retssikkerhed for så vidt angår deres rapporteringsforpligtelser og DA 10 DA

11 identificere den FAIF, som de kompetente myndigheder kan forventes at ville modtage oplysninger om gearing fra Regler vedrørende tredjelande (artikel ) - artikel 34, 35, 36, 37, 40 og 42 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Der er en række bestemmelser i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde, der kræver indgåelse af samarbejdsaftaler mellem europæiske kompetente myndigheder og tilsynsmyndigheder fra oprindelseslandet for en ikke-eu-faif eller en ikke-eu-aif. Den delegerede forordning angiver nogle aspekter af disse samarbejdsaftaler med henblik på at udvikle en fælles ramme for at lette indgåelsen af sådanne samarbejdsaftaler med tredjelande. Artikel 113 fastlægger omfanget og formen af samt målene for samarbejdsaftalerne. I henhold til artikel 114 skal samarbejdsaftaler omfatte de mekanismer, instrumenter og procedurer, der er nødvendige for, at EU's kompetente myndigheder kan udføre deres opgaver i overensstemmelse med direktivet om forvaltere om alternative investeringsfonde. I henhold til artikel 115 skal samarbejdsaftaler indeholde en databeskyttelsesgaranti i overensstemmelse med artikel 52 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Udveksling af oplysninger vedrørende potentielle systemiske konsekvenser (artikel 116) artikel 53 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde Artikel 116 angiver den udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, ESMA og ESRB, der er nødvendig i henhold til artikel 53 i direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde, med det formål at identificere potentielle systemiske konsekvenser af FAIF'ens aktiviteter. 4. BUDGETMÆSSIGE VIRKNINGER De opgaver, der er fastsat for ESMA i denne delegerede forordning, har hverken budgetmæssige virkninger for EU-budgettet eller for ESMA's budget. Derfor vil der hverken kræves yderligere finansiering eller yderligere stillinger hos ESMA i forbindelse med denne retsakt. DA 11 DA

12 KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. /.. af om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn (EØS-relevant tekst) EUROPA-KOMMISSIONEN HAR under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 6, særlig artikel 3, stk. 6, artikel 4, stk. 3, artikel 9, stk. 9, artikel 12, stk. 3, artikel 14, stk. 4, artikel 15, stk. 5, artikel 16, stk. 3, artikel 17, artikel 18, stk. 2, artikel 19, stk. 11, artikel 20, stk. 7, artikel 21, stk. 17, artikel 22, stk. 4, artikel 23, stk. 6, artikel 24, stk. 6, artikel 25, stk. 9, artikel 34, stk. 2, artikel 35, stk. 11, artikel 36, stk. 3, artikel 37, stk. 15, artikel 40, stk. 11, Artikel 42, stk. 3, og artikel 53, stk. 3, under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank, og ud fra følgende betragtninger: (1) Direktiv 2011/61/EU giver Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter på en række specifikke områder, navnlig regler vedrørende beregningen af tærskelværdi, gearing, vilkår for drift for forvaltere af alternative investeringsfonde (herefter benævnt "AIF'er"), regler om gennemsigtighed og særlige krav vedrørende tredjelande. Det er vigtigt, at alle disse supplerende regler tages i anvendelse på samme tid som direktiv 2011/61/EU, således at de nye krav til FAIF'er kan træde i kraft effektivt. Bestemmelserne i denne forordning er tæt forbundne indbyrdes, da de omhandler meddelelse af tilladelse, løbende driftsvilkår og gennemsigtighedskrav vedrørende FAIF'er, der forvalter og/eller markedsfører AIF'er i Unionen, hvilket er uløseligt forbundne aspekter, som knytter sig til det at starte og udøve formueforvaltning. For at sikre konsekvens mellem disse bestemmelser, som bør træde i kraft samtidigt, og for at de personer, som er omfattet af disse regler, lettere kan få et samlet overblik over og samlet adgang til dem, herunder investorer, der ikke er bosiddende i EU, er det hensigtsmæssigt at samle alle de i direktiv 2011/61/EU krævede delegerede retsakter i én enkelt forordning. 6 EUT L 174 af , s. 1. DA 12 DA

13 (2) Det er vigtigt at sikre, at målene i direktiv 2011/61/EU opfyldes på ensartet vis i alle medlemsstater med henblik på at styrke integriteten i det indre marked og give dets deltagere retssikkerhed, herunder institutionelle investorer, kompetente myndigheder og andre interessenter, gennem vedtagelse af en forordning. En forordning sikrer en sammenhængende ramme for alle markedsaktører og er den bedst mulige garanti for lige vilkår, ensartede konkurrencevilkår og en fælles velegnet standard for investorbeskyttelse. Derudover sikres den direkte anvendelighed af detaljerede ensartede regler om FAIF'ers aktiviteter, som pr. definition anvendes umiddelbart og derfor ikke kræver gennemførelse på nationalt niveau. En forordning udgør desuden et hensigtsmæssigt middel til at undgå forsinket anvendelse af direktiv 2011/61/EU i medlemsstaterne. (3) Da den delegerede forordning angiver opgaverne og ansvarsområderne for "ledelsesorganet" og den "øverste ledelse", er det vigtigt at præcisere betydningen af disse begreber, navnlig den kendsgerning, at et forvaltende organ kan være sammensat af topledere. Da denne forordning desuden indfører begrebet "tilsynsfunktion", bør det i definitionen af ledelsesorganet præciseres, at det er dette organ, som omfatter ledelsesfunktionen, i tilfælde af at tilsyns- og ledelsesfunktionerne er adskilt fra hinanden i overensstemmelse med den nationale selskabslovgivning. I henhold til direktiv 2011/61/EU skal FAIF'er fremlægge visse oplysninger for de kompetente myndigheder, herunder den procentuelle andel af AIF'ens aktiver, som, fordi de er illikvide, er omfattet af særlige foranstaltninger. Denne forordning præciserer betydningen af særlige foranstaltninger, således at FAIF'erne præcist ved, hvilke oplysninger de skal fremlægge for de kompetente myndigheder. (4) Direktiv 2011/61/EU foreskriver, at der skal gælde en mere lempelig ordning for de FAIF'er, som forvalter AIF-porteføljer, hvis samlede forvaltede aktiver ikke overstiger de relevante tærskelværdier. Det er nødvendigt at angive klart, hvordan den samlede værdi af de forvaltede aktiver beregnes. I den sammenhæng er det vigtigt at fastlægge de trin, der er nødvendige for at beregne aktivernes samlede værdi, at bestemme klart, hvilke aktiver der ikke er omfattet af beregningen, at præcisere, hvordan de aktiver, der er erhvervet gennem brug af gearing, bør værdiansættes, og at fastlægge regler for håndtering af tilfælde af gensidig deltagelse blandt AIF'er, der forvaltes af en FAIF. (5) Den samlede værdi af de forvaltede aktiver skal mindst beregnes én gang om året og ved hjælp af ajourførte oplysninger. Værdien af aktiverne fastsættes derfor i de tolv måneder, der ligger forud for datoen for beregningen af de forvaltede aktivers samlede værdi og så tæt som muligt på denne dato. (6) For at sikre, at en FAIF forbliver egnet til at drage fordel af den mere lempelige ordning i henhold til direktiv 2011/61/EU, bør den fastlægge en procedure, der gør det muligt at føre løbende tilsyn med den samlede værdi af de forvaltede aktiver. FAIF'en kan vurdere de forvaltede AIF-typer og de forskellige klasser af investerede aktiver med henblik på at fastslå sandsynligheden for at overskride tærskelværdien eller behovet for en yderligere beregning. (7) Hvis en FAIF ikke længere opfylder betingelserne vedrørende tærskelværdierne, skal den underrette den kompetente myndighed og ansøge om en tilladelse inden for 30 kalenderdage. Hvis over- eller underskridelse af tærskelværdierne kun forekommer lejlighedsvist inden for et kalenderår, og sådanne situationer anses for at være midlertidige, er FAIF'en dog ikke forpligtet til at ansøge om en tilladelse. I disse DA 13 DA

14 tilfælde skal FAIF'en informere den kompetente myndighed om overskridelsen af tærskelværdien og forklare, hvorfor den vurderer, at den pågældende overskridelse er af midlertidig karakter. En situation, der varer mere end tre måneder, kan ikke anses for at være midlertidig. Ved en vurdering af sandsynligheden for, at en situation er midlertidig, bør FAIF'en tage den forventede tegnings- og indløsningsaktivitet i betragtning eller, hvis det er relevant, kapitaludbetalinger og udlodning. FAIF'en bør ikke anvende forventede markedsbevægelser som en del af denne vurdering. (8) Data, der anvendes af FAIF'er til at beregne den samlede værdi af de forvaltede aktiver, behøver ikke at være tilgængelige for offentligheden eller investorerne. De kompetente myndigheder skal dog kunne kontrollere, at FAIF'en beregner og overvåger den samlede værdi af de forvaltede aktiver korrekt, herunder vurderingerne af tilfælde, hvor den samlede værdi af de forvaltede aktiver midlertidigt overskrider den relevante tærskelværdi, og skal derfor have adgang til disse data på forlangende. (9) Det er vigtigt, at FAIF'er, som drager fordel af bestemmelserne vedrørende den lempeligere ordning i direktiv 2011/61/EU, forsyner de kompetente myndigheder med ajourførte oplysninger på registreringstidspunktet. Ikke alle typer af FAIF'er kan have opdaterede udbudsdokumenter, der afspejler den seneste udvikling i forbindelse med de forvaltede AIF'er, og disse FAIF'er finder det måske mere praktisk at angive de krævede oplysninger i et særskilt dokument, der beskriver fondens investeringsstrategi. Dette kunne være tilfældet i private equity-fonde eller venturekapitalfonde, som ofte rejser kapital gennem forhandlinger med potentielle investorer. (10) En AIF, der kun har kapitalandele i noterede selskaber, anses ikke for at være gearet, så længe kapitalandelene ikke erhverves ved lån. Hvis den samme AIF køber optioner på et aktieindeks, anses den for at være gearet, da den har øget AIF'ens eksponering for en given investering. (11) Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af FAIF'ens forpligtelser til at give et objektivt overblik over den anvendte gearing, er det nødvendigt at have to metoder til beregning af gearingen. Som det fremgår af markedsundersøgelser, opnås de bedste resultater ved at kombinere de såkaldte brutto- og forpligtelsesmetoder. (12) Med henblik på at modtage tilstrækkelige oplysninger til at kunne overvåge systemiske risici og få et komplet billede af FAIF'ens brug af gearing, skal der fremlægges oplysninger om en AIF's eksponering for de kompetente myndigheder og investorerne på grundlag af både en brutto- og en forpligtelsesmetode, og alle FAIF'er skal derfor beregne eksponering ved hjælp af såvel brutto- som forpligtelsesmetoden. Bruttometoden angiver AIF'ens samlede eksponering, mens forpligtelsesmetoden giver et indblik i de hedging- og nettingteknikker, som forvalteren anvender, og derfor skal begge metoder ses i sammenhæng. Mere specifikt kan graden af forskelle i den samlede eksponering mellem bruttometoden og forpligtelsesmetoden give nyttige oplysninger. Hvis det er nødvendigt for at sikre, at en stigning i AIF'ers eksponering afspejles tilstrækkeligt, kan Kommissionen vedtage yderligere delegerede retsakter vedrørende en supplerende og valgfri metode til beregning af gearingen. (13) Ved beregning af eksponeringen skal alle AIF-positioner medtages indledningsvis, herunder korte og lange aktiver og passiver, lån, afledte instrumenter samt enhver DA 14 DA

15 anden metode, der øger eksponeringen, hvor risiciene og tildelingen af aktiver og passiver påhviler AIF'en, og alle andre positioner, der udgør nettoaktivværdien. (14) Låneaftaler indgået af AIF'en er undtaget, hvis de har midlertidig karakter, vedrører og er fuldt ud omfattet af investorers kapitalforpligtelser. Revolverende kreditfaciliteter anses ikke for at have midlertidig karakter. (15) Ud over at beregne eksponeringen ved hjælp af bruttometoden skal alle FAIF'er beregne eksponeringen ved hjælp af forpligtelsesmetoden. I henhold til forpligtelsesmetoden skal afledte finansielle instrumenter konverteres til ækvivalente positioner i det underliggende aktiv. Hvis en AIF imidlertid investerer i visse derivater for at forebygge markedsrisikoen for andre aktiver, som AIF'en har investeret i, bør disse derivater under visse omstændigheder ikke konverteres til en ækvivalent position i de underliggende aktiver, da eksponeringerne i de to investeringer udligner hinanden. Det er f.eks. tilfældet, hvis en AIF-portefølje investerer i et bestemt indeks og har et afledt instrument, som swapper indeksets resultater med resultaterne for et andet indeks, hvilket svarer til at være eksponeret for det andet indeks i porteføljen, og derfor vil AIF'ens nettoaktivværdi ikke være afhængig af resultaterne for det første indeks. (16) Ved beregning af eksponeringen i henhold til forpligtelsesmetoden øges eksponeringen ikke af derivater, der opfylder kriterierne i forordningen. Hvis AIF'en således investerer i indeksbaserede future-kontrakter og har en kontantposition, der svarer til den samlede underliggende markedsværdi for future-kontrakter, ville dette være det samme som at foretage en direkte investering i indeksaktier, og derfor skal der ikke tages hensyn til den indeksbaserede future-kontrakt ved beregningen af AIF'ens eksponering. (17) Ved beregning af eksponeringen i henhold til forpligtelsesmetoden skal FAIF'er have mulighed for at medregne hedging- og nettingordninger, under forudsætning af at de opfylder kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden. (18) Kravet om, at nettingordninger skal vedrøre det samme underliggende aktiv, skal fortolkes strengt, således at aktiver, som FAIF'en anser for at være ens eller tæt forbundne, f.eks. forskellige klasser af kapitalandele eller obligationer udstedt af den samme udsteder, ikke betragtes som identiske med henblik på indgåelse af nettingaftaler. Definitionen af nettingordninger har til formål at sikre, at der kun tages hensyn til de transaktioner, der forebygger risiciene i forbindelse med andre transaktioner, og som ikke efterlader nogen væsentlig resterende risiko. Kombinationer af transaktioner, der har til formål at generere et afkast, også selv om det er begrænset, ved at reducere nogle risici, mens andre bevares, anses ikke for at være nettingordninger, som det gælder for investeringsstrategier for arbitragehandel med det formål at generere et afkast ved at udnytte prisforskelle mellem afledte instrumenter med det samme underliggende aktiv, men med forskellige løbetider. (19) En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at reducere løbetidsrisikoen ved at kombinere en investering i en obligation med lang løbetid med en renteswap eller at reducere løbetiden for en AIF-obligationsportefølje ved at tage en kort position på obligationsbaserede future-kontrakter, der er repræsentative for porteføljens renterisiko (hedging af løbetidsrisiko), bør betragtes som en hedgingordning, under forudsætning af at den opfylder hedgingkriterierne. DA 15 DA

16 (20) En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at forebygge de væsentlige risici, der er forbundet med en investering i en portefølje af kapitalandele med en høj grad af diversifikation, ved at tage en kort position på en indeksbaseret aktiemarkedsfuture, hvor sammensætningen af equity-porteføljen ligger meget tæt på sammensætningen af aktiemarkedsindekset, og hvor den korte position på den indeksbaserede aktiemarkedsfuture muliggør en ubestridelig reduktion af den generelle markedsrisiko i forbindelse med equity-porteføljen og den specifikke risiko er ubetydelig, f.eks. en beta-hedging af en equity-portefølje med en høj grad af diversifikation, hvor den specifikke risiko anses for at være ubetydelig, bør anses for at opfylde hedgingkriterierne. (21) En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at forebygge den risiko, der er forbundet med en investering i en obligation med fast rentesats ved at kombinere en lang position på en credit default swap med en renteswap, som swapper denne faste rentesats med en rentesats, der svarer til en relevant sats på pengemarkedet plus en spredning, bør betragtes som en hedgingordning, hvis alle hedgingkriterier i forbindelse med forpligtelsesmetoden i princippet er opfyldt. (22) En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at forebygge risikoen ved en given kapitalandel ved at tage en kort position via en derivatkontrakt på en kapitalandel, der er forskellig fra, men stærkt korreleret med denne første kapitalandel, bør ikke anses for at opfylde hedgingkriterierne. Selv om en sådan strategi er baseret på at tage positioner med modsat fortegn på den samme aktivklasse, afdækker det ikke den specifikke risiko, der er forbundet med investering i en bestemt kapitalandel. Den bør derfor ikke betragtes som en hedgingordning som fastlagt i kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden. (23) En praksis for porteføljepleje, der sigter mod at fastholde alfaen i en kurv af kapitalandele (som omfatter et begrænset antal kapitalandele) ved at kombinere investeringen i kurven af kapitalandele med en beta-tilpasset kort position på en future på aktiemarkedsindekset, bør ikke anses for at opfylde hedgingkriterierne. En sådan strategi sigter ikke mod at forebygge de væsentlige risici, der er forbundet med investeringen i denne kurv af kapitalandele, men mod at forebygge betaen (markedsrisikoen) ved investeringen og fastholde alfaen. Alfakomponenten i kurven af kapitalandele kan dominere over betakomponenten og som sådan medføre tab på AIFniveau. Derfor bør den ikke betragtes som en hedgingordning. (24) En strategi for fusionsarbitrage er en strategi, der kombinerer en kort position på en kapitalandel med en lang position på en anden kapitalandel. Formålet med en sådan strategi er at afdække betaen (markedsrisikoen) ved positionerne og opnå et afkast, der afhænger af de relative resultater for begge kapitalandele. På samme måde kan alfakomponenten i kurven af kapitalandele dominere over betakomponenten og som sådan medfører tab på AIF-niveau. Den bør ikke betragtes som en hedgingordning som fastlagt i kriterierne i forbindelse med forpligtelsesmetoden. (25) En strategi, der sigter mod at afdække en lang position i en kapitalandel eller obligation med købt kreditbeskyttelse på den samme udsteder, vedrører to forskellige aktivklasser, og bør derfor ikke betragtes som en hedgingordning. (26) Ved anvendelse af metoder, som øger en AIF's eksponering, skal FAIF'en overholde generelle principper såsom at vurdere transaktionens indhold ud over dens juridiske DA 16 DA