INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING... 3

Transkript

1

2 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING... 3 MOTIVATION... 3 PROBLEMFELT... 4 BAGGRUNDEN FOR SELVSTYREFORHANDLINGSPROCESSEN... 5 Lov om Grønlands Selvstyre... 5 Fire politiske partier i Grønland... 7 GRØNLANDS HISTORIE FRA KOLONI TIL SELVSTYRE De grønlandske koloniers etablering Sælfangeren det særligt grønlandske? Nye toner i 1920'erne Den grønlandske identitetsopfattelse Grønland under anden verdenskrig Hedtoftes besøg og forhandlingerne PROJEKTAFGRÆNSNING VIDENSKABSTEORETISK AFSNIT METODE KRITISK REFLEKSION AF DEN ANVENDTE LITTERATUR TEORIAFSNIT NATION, NATIONALISME OG KULTUR POSTKOLONIALISME INTRODUKTION TIL DET DISKURSANALYTISKE FELT DISKURSTEORI ANALYSE DISKURSANALYSE - KONSTRUKTIONEN AF DEN GRØNLANDSKE NATION KONSTRUKTIONEN AF FORHOLDET MELLEM GRØNLAND OG DANMARK DISKUSSION KONKLUSION PERSPEKTIVERING RESUMÉ ABSTRACT PROGRESSIONSTOÅRSRAMME DIMENSIONSFORANKRING

3 LITTERATURLISTE BILAG 1... BILAG 2... Da nærværende projekt overstiger det maximale sideantal, har vi valgt at angive projektets omfang i anslag. Antal anslag: , hvilket svarer til 76,77 normalsider á anslag. 2

4 Indledning Motivation Mange danskere forbinder Grønland med storslået natur, indlandsis, kajakker, sæler, narhvaler og isbjørne, men ikke mindst med den alkoholiserede og incestramte grønlænder. Disse stereotype associationer illustrerer, at danskernes kendskab til Grønland er ret begrænset, og at landet og dets historie ligger ganske fjernt i vores bevidsthed, dette til trods for at Grønland er en del af det danske rige. Vores umiddelbare indtryk er, at de fleste danskere ikke har det særlig præsent, at vi er en tidligere kolonimagt. Vi synes derfor ikke at tillægge den danske tilstedeværelse i Grønland en større betydning for det grønlandske samfund, og gør os sjældent større overvejelser over den koloniale fortids betydning for landets udvikling. Vi er derfor af den opfattelse, at Grønland er en overset koloni. Hvor den koloniale fortid ikke synes at fylde meget i de fleste danskeres bevidsthed, synes den tidligere koloniale relation modsat at have stor betydning for grønlænderne. At det synes at forholde sig således, kan muligvis ses som et udtryk for, at Grønland udgjorde den koloniserede part i dette forhold. Vi formoder derfor også, at denne relation spiller en rolle i forhold til den grønlandske selvforståelse og identitet, samt i forhold til den selvstændighedsproces Grønland har undergået i løbet af det 20. århundrede. På nuværende tidspunkt forholder det sig sådan, at Grønland forventeligt vil få indført selvstyre på landets nationaldag den 21. juni i år 1. En af de primære motivationer har været, at undersøge hvilken betydning det kommende grønlandske selvstyre har for Grønland. Derfor har vi bevidst ønsket at undersøge, hvordan forestillingen om Grønland konstrueres og italesættes af de grønlandske politikere, og hvordan relationen mellem Grønland og Danmark italesættes i et 1 Aftalen skal først godkendes fuldstændig af folketinget. Den var til 1. behandling i Folketinget den

5 grønlandsk politisk forum. Problemfelt I forlængelse af vores indledning bliver vores hovedspørgsmål og interesseområder således, hvordan den grønlandske identitet, kultur og nation konstrueres i en grønlandsk, politisk kontekst, samt hvorfor en fælles grønlandsk identitet konstrueres på den måde, den gør? For at komme frem til svar på dette spørgsmål, må vi dog først undersøge, hvad en nation er. Vi må altså besvare spørgsmål som, hvordan konstrueres nationer, hvad spiller nationalisme på, hvad er national identitet og kultur, og hvad kan man overhovedet trække på i en national diskurs? Spørgsmål, der alle er relevante for en videre undersøgelse af, hvordan den grønlandske fortælling konstrueres. Alt dette må kortlægges for at kunne beskrive hvilken nation, Grønland er. Derfor vil vi også undersøge den grønlandske kolonihistorie. Dette tænker vi gjort gennem en historisk gennemgang af den grønlandske historie, med fokus på det koloniale. Altså hvordan ser den koloniale historie ud? Minder den grønlandske situation om andre koloniale situationer? I forlængelse heraf opstår fx spørgsmålet; Er Grønland et postkolonialt samfund? For at kunne undersøge om Grønland kan kategoriseres som postkolonialt, må vi her undersøge og uddybe det postkoloniale felt. Altså, hvad er postkolonialisme og hvilke nationer og stater kan defineres som postkoloniale og hvorfor? Med udgangspunkt i ovenstående problemstillinger og spørgsmål ønsker vi således at besvare følgende problemformulering: Hvordan konstrueres Grønland som nation? Og hvordan kan denne konstruktion forstås i et postkolonialt perspektiv? Dette søges besvaret med udgangspunkt i Redegørelse om Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland, en debat fra det grønlandske landsting, den 1. oktober

6 Baggrunden for selvstyreforhandlingsprocessen Den valgte empiri er en landstingsdebat fra den 10. oktober 2008, hvilket betyder, at den udspillede sig ca. to måneder før, at selvstyreaftalen skulle til folkeafstemningen i Grønland (den 25. november 2008). Her stemte 75,5% for og 23,6% imod. Efter 20 år med grønlandsk hjemmestyre syntes det at være tid til at gøre status over, hvordan var det gået med overtagelse af de områder, som var mulige i henhold til hjemmestyreloven, og hvordan den fremtidige udvikling og det videre samarbejde med Danmark skulle foregå. Landstinget nedsatte derfor ved årsskiftet en grønlandsk selvstyrekommission til at gøre rede for disse spørgsmål. Kommissionens arbejde udmundede i en betænkning, som blev indleveret til Landsstyret i På grønlands årlige nationaldag den 21. juni 2004 nedsatte Regeringen og Landsstyret en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, som skulle udarbejde et forslag til, hvordan Grønlands selvbestemmelse kunne øges inden for det eksisterende rigsfællesskab. Kommissionens betænkning indeholdt bl.a. et udkast til en lov om Grønlands Selvstyre. 3 Efter at den grønlandske befolkning stemte for forslaget i november, har det været til 1. behandling i Folketinget den 13. marts 2009, og der er blevet sagt god for den. Selvstyreloven vil ifølge planen blive implementeret den 21. juni Lov om Grønlands Selvstyre Ved indførelse af selvstyret vil følgende områder være mulige at overdrage til Grønland: Råstofområdet, politiet, retsplejen (herunder oprettelse af domstole), , k. 12: , k. 12:45 5

7 kriminalforsorgen, strafferetten, udlændingeområdet og grænsekontrollen, person-, familie- og arveretten, det selskabsretlige område samt den finansielle regulering og tilsyn. Hvis det bliver besluttet at overtage råstofområdet, så ophører den nuværende ordning med bl.a. fælles beslutningskompetence for regeringen og landsstyret på området. Da Grønland ikke bliver en selvstændig stat under selvstyret, vil der stadig være nogle begrænsninger for hvilke sagsområder og kompetencer, Grønland kan overtage, når selvstyret er indført. 4 I lovforslaget fastsættes det, at en fremtidig beslutning om grønlandsk selvstændighed skal træffes af det grønlandske folk med den parentes, at der skal foreligge en aftale mellem Regeringen og Landsstyret om gennemførelse af grønlandsk selvstændighed. Aftalen skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Derefter skal Landstinget og Folketinget give deres samtykke om aftalen. Selvstyreforslaget betyder økonomisk, at den danske stats bloktilskud til Grønlands selvstyre fastfryses på 3,2 mia. kr. årligt (i 2007-pris- og lønniveau), og at Grønlands selvstyre selv skal finansiere de sagsområder, der overtages. Hvis selvstyret får indtægter fra råstofudvinding, vil statens tilskud blive reduceret (bortset fra de første 75 mio. kr. årligt, som vil tilfalde selvstyret). Så snart at selvstyret et år får så store indtægter på råstofudvindingen, reduceres statens tilskud til nul kroner, og tilskuddet vil frafalde helt i fremtiden (også i tilfælde af at disse indtægter skulle falde senere hen). Lovudkastet indeholder desuden også bestemmelser om det grønlandske sprogs status og anerkendelsen som folk De følgende områder vil ikke kunne overtages med selvstyreloven: Statsforfatningen, statsborgerskab, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, Højesteret samt valuta- og pengepolitikken på grund af hensyn til rigsfællesskabet og særlige bestemmelser i grundloven kl.11:50. Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland: 6

8 Fire politiske partier i Grønland Siumut, der på dansk betyder fremad, er Grønlands største parti. Partiet blev stiftet i 1977, hvor anti-kolonialisme og anti-imperialisme var fællesnævnere for partiets politiske standpunkter. Partiet vandt hurtigt en imponerende tilslutning i den grønlandske befolkning, grundets partiets mærkesager, der gav udtryk for den stigende utilfredshed med den danske politik i Grønland. 6 I dag lægges der i partiets materiale vægt på en selvstændig grønlandsk politik inden for rigsfællesskabet. Desuden støtter partiet op om inuit-fællesorganistionen, ICC 7 (Dahl 1986:79-83). Siumut blev drivkraften for hjemmestyret og ønsket om at den grønlandske befolkning selv skulle stå for Grønlands udvikling. Det var vigtigt, at det grønlandske sprog og den grønlandske kultur skulle være bærende elementer i forhold uddannelse og undervisning. Erhvervslivet skulle organiseres på en sådan måde, at den fastboende befolkning blev sikret økonomisk, med andre ord have fortrinsret på arbejdsmarkedet (Dahl 1986:91-93; ; Hertling 1999: ). dansk_selvstyrekommission/~/media/41a7b060f64e4666abee7798f0ec0b55.ashx, , kl11:50, s Fx i forhold til EF-afstemningen, krav om et grønlandsk hjemmestyre, grønlandsk kontrol med landets ressourcer. ICC (Inuit Circumpolar Conference) er en interesseorganisation for inuitbefolkninger på tværs af nationale skel. Organisationens formål forskellige inuitsamfund kan udveksle erfaringer, og derved styrke en fælles identitet for på den måde at opnå større gennemslagskraft over for de nationale regeringer. Organisationen har derfor også fuldt den den grønlandske hjemmestyreordning nøje. I 1983 fik ICC NGO-status i FN, og det har betydet at en øget mulighed for at påvirke verdenssamfundets opfattelse på arktiske spørgsmål fx i forhold til miljømæssige problematikker. (DenStoreDanske.dk > ICC) , kl. 12:45 7

9 Attasut, der på dansk betyder samhørighed, startede som en liberal politisk bevægelse omkring Det har fra starten været partiets formål at fremme et grønlandsk hjemmestyre inden for rigsfællesskabets rammer og modarbejde løsrivelse fra det danske rige. Det opstod i sin tid som et politisk modstykke til Siumut. Man ønskede at mindske Siumuts politiske dominans, som ellers indtil starten af 1977 havde været den eneste landsdækkende partigruppe. Atassut går lige som Siumut ind for en grønlandisering af samfundet, men i en mere moderat udgave (Dahl 1986:93-98). Demokraterne, (grønlandsk: Kalaallit Nunaani Demokraatit) er Grønlands yngste parti. Partiet blev stiftet i 2002 af landstingsmedlem Per Berthelsen i protest mod sit eget parti Siumuts politik. Demokraterne er et socialliberalt parti, hvis formål det er at være i opposition til magthaverne. Det går dog ind for et bredt samarbejde hen over midten. Demokraterne har størst tilslutning i Nuuk, og især blandt vælgere med dansk baggrund. I 2008 forlod Per Berthelsen partiet i protest og meldte sig ind i Siumut. 8 Partiet er tilhængere af selvstyre, men modstandere af den selvstyreaftale som var til folkeafstemning i Partiet mener, at Grønland i dag stadigvæk er afhængig af det danske bloktilskud, da en reducering af bloktilskuddet vil medføre et velfærdstab. Partiet mener, at Grønland i højere grad skal samarbejde med Danmark inden for rammerne af Rigsfællesskabet om fælles projekter, som vil kunne gavne det grønlandske samfund Denstoredanske.dk > Demokraatit, , k. 12:45 Indledning i Demokraternes folder om partiets holdning i forbindelse med selvtyreafstemningen , k. 12:45 8

10 Inuit Ataqatigiit, (IA) betyder inuit/menneske-fællesskab. Partiet blev dannet i 1978 hvor krav om større grønlandsk selvstændighed og en marxistisk ideologi udgjorde grundstene. Partiet var modstander af hjemmestyret og EF og lagde vægt på, at Grønland skulle have særkrav mht. ejendomsretten til landet. Både Atassut og IA's politiske dagsorden er ofte blevet formuleret som alternativer til Siumuts politiske initiativer. IA er således et socialistisk orienteret parti med fokus på antiimperialisme i form af fuldstændig selvstændighed og selvstyre for Grønland. I dag er partiets mærkesager stadigvæk anerkendelse af grønlænderne som et selvstændigt folk med ret til eget land, samt lige muligheder og vilkår for alle i det grønlandske samfund. IA er desuden aktiv i det internationale samarbejde blandt inuitter og støtter kampen for oprindelige folks rettigheder, sådan som det kommer til udtryk i FN. Partiet har derfor arbejdet ihærdigt for at fremme den grønlandske kultur via samarbejde med Inuit Circumpolar Conference (ICC). På længere sigt er det partiets mål at skabe en egentlig inuit-føderation, derfor synes partiets navn også velvalgt. Det udgør den yderste venstrefløj i grønlandsk politik, men det har ikke forhindret Siumut og IA i flere gange at have dannet regering (Dahl 1986:98-101; 209). 9

11 Grønlands historie fra koloni til selvstyre De grønlandske koloniers etablering Den danske kolonisering af Grønland fandt sted i perioden Forud for dette tidsrum foregik der i en vis udstrækning udvekslingsaktiviteter mellem de inuitiske småsamfund i Nord-, Syd- og Østgrønland via de faste handelspladser, hvor flere bopladsgrupper mødtes for at udveksle varer (Viemose 1976:14; Gad 1984:138). Endvidere havde Danmark og andre vestlige lande besøgt den grønlandske vestkyst, og befolkningen i det område havde derfor ikke levet fuldstændig afsondret (Gad 1984:26-138). Med koloniseringen blev der anlagt handelskolonier langs den grønlandske vestkyst i et område, der strakte sig til Upernavik (Goldschmidt 1994:114). 11 Der blev oprettet en ny og centraliseret handelsstruktur, så der ikke længere foregik handel bopladserne imellem. I stedet foregik al handel nu via kolonimagten. Denne ændring medførte, at kontakten og udveksling af erfaringer inuitbopladserne imellem blev mindsket (Viemose 1976:34). Et andet led i koloniseringen var at kristne den befolkning, som var bosat i Grønland. Manden bag de danske missionsideer var den norske præst Hans Egede. Han sørgede for, at udbredelsen af kristendommen foregik på det grønlandske sprog. En tradition, som forsatte op igennem og 1800-tallet, hvor også grønlændere blev oplært og ansat som kateketer (hjælpelærere) (Thuesen 1988:40-41; Gad 1984: , ). 11 Østgrønland, dvs. Ammasalik og Scorebysund fik først kolonistatus i henholdsvis 1894 og 1925, og Qaanaaq (Thule) i 1910 (Goldschmidt 1994:114). 10

12 Sælfangeren det særligt grønlandske? Fra 1776 og frem til 1908 havde Den Kongelige Grønlandske Handel 12 retten til at administrere kolonierne (Thomsen 1998: 31). En særlig instruks fra 1782 indeholdt bl.a. retningslinjer for den fremtidige udvikling, hvor fangerne skulle støttes i deres erhverv, og de unge skulle oplæres i det: Befolkningen måtte ikke lokkes bort fra den traditionelle levevis (Gad 1984:182). Der blev oprettet et inspektorat i nord og et i syd. Disse to inspektører var de øverste repræsentanter for den danske koloniadministration og fungerende retsinstans. Deres opgave var at føre kontrol på det handelsmæssige og administrative plan (Gad 1984: ). 13 I 1845 oprettedes der kateketseminarer i Nuuk og Ilulissat. 14 Formålet var at fremelske hjælpepræsters og læreres kærlighed til modersmålet, folket, fædrenes land og naturen (Thomsen 1998:27). De blev skolet i, at den danske samfundsmodel var forbilledet. Desuden blev eleverne undervist i kajakroning og fangst, bl.a. for at underbygge fangererhvervet som grønlandsk nationalt særkende. 15 Disse seminarer fik betydning i forhold til skabelsen af en fælles grønlandsk national identitet, idet eleverne her oplevede et overordnet fællesskab på tværs af de eksisterende småsamfund, der blev vedligeholdt via personlig brevveksling og indlæg i aviserne (Thomsen 1998:27, 34; Thuesen 1988:43, 157) I 1776 udsendte den danske konge en anordning, som i realiteten var en suverænitetserklæring over Grønland. Den Kongelige Grønlandske Handel (fremover forkortes det KGH) stod reelt for koloniadministrationen i Grønland frem til 1908 (Gad 1984: ; Thomsen 1998:31). Med nogle tilføjelser og ændringer undervejs var Instruksen af 1782 reelt gældende frem til Samuel Kleinschmidt, der var ansat som lærer ved seminaret i Nuuk fra 1859, udgav i 1851 Grammatik der grönländischen Sprache og Grønlandsk-dansk ordbog i Disse udgivelser blev grundlaget for grønlandsk retskrivning og en systematisk grammatik. De var udarbejdet ud fra den centralvestgrønlandske dialekt, som dermed opnåede en særstatus og var med til at gøre det vanskeligt for andre dialekter at udvikle et selvstændigt skriftsprog (Thuesen 1988:118). Fra slutningen af 1800-tallet ændredes strategien, og fangstkundskaber var ikke længere påkrævet. 11

13 I midten af 1800-tallet kritiserede en lille gruppe danske embedsmænd i Nuuk, heriblandt H.J. Rink 16, de dårlige forhold i det grønlandske samfund og gav koloniseringen skylden. De udarbejdede derfor nogle nye reformer. Bl.a. blev grønlændere i 1860'erne inddraget i administreringen af kolonierne, ved at der blev oprettet forstanderskaber 17 ude i de enkelte kolonidistrikter ( ). Det blev påkrævet, at forstanderne var dygtige fangere. 18 Det ideologiske formål var en opdragelse af almuen til en politisk-social bevidsthed. Genskabelse af selvrespekten (Gad 1984:226; Thuesen 1988:62). Rink var initiativtageren til avisen, Atuagagdliutit 19, der begyndte at udkomme som landsdækkende avis i 1861 og blev finansieret af koloniadministrationen. Han stod ligeledes bag oprettelsen af et trykkeri i Nuuk i 1857, hvorfra der kom en stor mængde grønlandsksproget litteratur. Desuden indsamlede og udgav Rink grønlandske myter og sagn. Disse udgivelser og avisen var med til at fremme opfattelsen af fangererhvervet som indbegrebet af grønlandskhed. Avisen blev læst af H.J. Rink var inspektør i Sydgrønland fra , dvs. øverste ansvarlige for handel og administration i den region. Det var et råd, der bestod af et antal grønlandske forstandere, valgt af husherrerne på bopladsen, og et antal danske medlemmer: præsten (født formand), kolonibestyreren og andre øvrighedspersoner (Thuesen 1988:62). Ifølge Hanne Thomsen har KGH i og 1800-tallet bevidst forsøgt at skabe en forestillingen om fangererhvervet som det særligt grønlandske, for ved at fastholde grønlænderne ved fangererhvervet har KGH kunne sikre dets økonomiske interesser. Det kan karakteriseres som en beskyttelsespolitik i forhold til den grønlandske befolkning. Derfor blev fiskeri og lønarbejde fremstillet som ugrønlandsk, og der blev argumenteret for, at det var ødelæggende for landet, og at grønlænderne heller ikke var modne til det. Desuden advarede KGH om, at frihandel ville medføre en modernisering, der ville betyde at grønlænderne kom til at lide materielt og åndeligt tab (Thomsen 1998: 23-24). Dette bevirkede, at der over tid blev skabt en forestilling om den gode grønlænder som en glad sælfanger, mens lønarbejderen var den dårlige og dovne, u-autentiske, halvciviliserede, uægte grønlænder (Thomsen 1998: 28). 19 På dansk læsestof som tilbydes gratis. Den udkom en gang om måneden i Nuuk, de øvrige steder som en samlet årgang en gang om året. 12

14 mange og gav samtalestof på tværs af lokaliteter. Den var derfor med til at skabe og udvikle et forestillet fællesskab - en grønlandsk identitet, der strakte ud over de lokale rammer (Gad 1984:225; Thomsen 1998:27; Thuesen 1988:61, ). Dette kan illustreres ved, at kateketerseminaret og avisen var med til at udbrede begrebet kalaallit = grønlænder/e. Begrebet kalaallit har ifølge Hanne Thomsen været kendt siden koloniseringens start, men oprindeligt kun anvendt af udefrakommende i Grønland og ikke af den oprindelige befolkning (Thomsen 1998:27). Udtrykket blev oprindeligt kun anvendt i Sydgrønland. Betegnelsen inuit (mennesker) var tidligere blevet anvendt af grønlænderne selv, og de mennesker de levede i blandt (Thuesen 1988:161). I 1970'erne kom inuit på mode igen som led i etnisk revitalisering og politisering (Thisted 2004/06:note 4). Også landet skiftede navn fra Nanurput ( vores land ) til Kalâtdlit-nunât ( grønlændernes-land ) og senere den mere national-statslig betegnelse, Grønland. Desuden fandt den religiøse vækkelsesbevægelse, Peqatigîngniat, fodfæste i starten af 1900-tallet. Den var med til at udbrede forestillinger om fællesskab i form af ét folk, ét samfund ét land (Kalâlidlit-nunât). Bevægelsen formåede at nå ud i yderdistrikterne og ud til andre end de mere elitære -lag. Den var derfor medvirkende til at fællesskaber opstod på tværs af lokale bosættelser og forøgede kontakten mellem byer og bygder (Thuesen 1988:162; Thomsen 1998:32). Med styrelsesloven fra 1908 blev administration og handel adskilt. Loven indebar en væsentlig ændring af de politisk-administrative-organer. Der blev oprettet to landsråd, for hvilke de to inspektører blev formænd. De stod for kontrollen og styringen, men var uden stemmeret. De to landsdele (de tidligere kolonidistrikter - nord og syd) blev inddelt i små kommuner med hvert sit kommuneråd. Forstanderskaberne blev nedlagt, deres opgaver og kompetencer blev overført til kommunerådene og landsrådene. For første gang blev der officielt skelnet mellem, hvem, der hørte under hhv. dansk og grønlandsk ret. Intensionen var ikke at diskriminere, men derimod at 13

15 beskytte grønlænderne mod for skrappe danske retsregler og sikre en blødere overgang. Bortset fra inspektøren var det kun grønlændere, der kunne vælges til kommune- og landsråd (Thuesen 1988:74-77; Gad 1984: ). Oprettelsen af landsrådene i 1908 betød, at den grønlandske befolkning i højere grad end tidligere blev inddraget i politiske beslutninger. Derudover skabte landsmøderne på tværs af tidligere kolonidistrikter indbyrdes kontakt. På længere sigt var landsrådene med til at skabe en grønlandsk fællesskabsfølelse og interesse for fælles anliggender og dermed en spæd nationsforestilling (Thomsen 1998: 31-32; Thuesen 1988:77;162). Alt dette illustrerer, at koloniadministrationens virke i Grønland har haft betydning for etableringen af en grønlandsk nation, der især var bygget op om erhvervet, men hvor sprog og kultur også spillede en rolle (Thomsen 1998:28). Men også missionsvirksomheden har spillet en nævneværdig rolle. Nye toner i 1920'erne Ditte Bentzon Goldschmidt mener, at den danske grønlandspolitik har været med til at skabe nogle forestillinger og forventninger hos grønlænderne om, at når der fandtes uddannede grønlændere, der kunne overtage de ledende stillinger, så ville grønlænderne selv få lov til at varetage spørgsmål, der vedrørte det grønlandske samfund (Goldschmidt 1994:119). Denne forventning er forståelig citatet fra en betænkning fra december 1920 taget i betragtning. 20 Her blev hovedformålet med den danske grønlandspolitik formuleret således: 20 Betænkningen blev udarbejdet af en kommission på 24, hvor af tre var grønlændere. 14

16 grønlændernes udvikling til selvstændighed, det vil sige til en sådan modenhed i moralsk og økonomisk henseende, at de kan blive i stand til at leve i fri forbindelse med den øvrige verden, når landets nuværende afsondringstilstand engang i fremtiden ophører (Betænkningen, citeret i Viemose 1976:60). En af måderne hvorpå dette skulle realiseres, var ved at knytte Grønland så nært som muligt til Danmark og i så vidt et omfang som muligt at tilføre landet dansk civilisation og kultur (ibid.). Kommissionen mente, at forudsætningen for at dette kunne lykkes var, at den grønlandske befolkning fik bedre muligheder for at blive undervist i det danske sprog. Allerede her synes hensigten at være at gøre grønlænderne lig danskerne, en opfattelse som skulle komme til at dominere efter anden verdenskrig. Den udbredte forestilling om grønlænderne som et primitivt folk ses også i dette citat. Fra dansk side mente man, at grønlænderne havde brug for omsorg og ledelse og skulle hjælpes til at få en civilisation, landet skulle introduceres til europæisk kultur. Derfor blev forholdet mellem Grønland og Danmark karakteriseret af mor/barn-metaforen (Thomsen 1998:22-26; Goldschmidt 1994: ). 21 I 1920 var erhvervsomlægningen, hvor hovedbeskæftigelsen gik fra sælfangst til fiskeri, gået i gang. Fra dansk side var man bevidst om, at dette ville kræve en betydeligt kapitalindsats, men der var ikke stemning for, at staten skulle investere betydelige summer i det grønlandske samfund. Frem til anden verdenskrig var og havde det været en officiel målsætning, at de danske grønlandsaktiviteter skulle hvile i sig selv, der skulle altså være balance mellem indtægter og udgifter (Gad 1984: ). 21 Denne opfattelse går helt tilbage til Hans Egedes tid, hvor den var udbredt blandt de danske missionærer. (Thuesen 1988:49-51; Gad 1984:149) 15

17 Den grønlandske identitetsopfattelse Efter 1850'erne satte en tilbagegang i sælbestanden ind og forringede afsætningsmulighederne. Men det var først for alvor fra , at det grønlandske samfund gennemløb en erhvervsomlægning. Det betød, at der skete et skift fra subsistensøkonomi 22 til pengeøkonomi, hvilket indebar en livsstilsændring for mange grønlændere og gjorde en revurdering af, hvad der var grønlandsk, nødvendig. 23 I stedet for at erhvervet karakteriseredes som det særligt grønlandske, fokuseredes der nu på sproget som det fælles identitetsskabende (Thuesen 1988:22; Thomsen 1998:33; 36; Thisted 2004/2006:138). I perioden blev aviserne Atuagagdliutit og Avangnâmioq (Nordgrønlænderen) brugt til at diskutere begrebet kalâliússuseq (grønlandskhed). Diskussionen gik på, om det var fangererhvervet eller sproget, der udgjorde det særligt grønlandske. Knud Rasmussens Silarssuarminulerssârutit fra blev brugt som argument for, at erhvervet ikke kunne udgøre det særligt grønlandske. I denne bog forklarer Rasmussen, hvordan skandinaverne tidligere har været fangere, men grundet kulturel udvikling måtte tilpasse sig og erhverve sig ved noget andet end tidligere (Thomsen 1998:29;36). Med sproget som indbegrebet af grønlandskhed kunne man altså godt være en god grønlænder, selvom man var lønmodtager. Det subsistensøkonomi, økonomi, hvor produktionen hovedsagelig går til eget privat forbrug og kun formår at tilfredsstille helt basale behov for overlevelse. Subsistensøkonomi findes ofte i de fattigste bondesamfund i ulandene (Den store danske, , kl.13:05) Fiskeri havde tidligere været en foragtet bibeskæftigelse, derfor krævede det en holdningsændring, for at fiskeri kunne blive betragtet som en agtet levevej. Formålet med denne skræmmekampagne var at sikre KGHs handelsmonopol i Grønland. Muligvis har KGH forhalet og udskudt omlægningsprocessen fra fangst til fiskeri (og fårehold) så længe som muligt, men på et tidspunkt har det været umuligt ikke at se realiteterne i øjnene. (Gad 1984: ; Thomsen 1998:23-24; 33). 16

18 blev i høj grad dem, der evnede at skrive og udtrykke sig, altså kateketerne, der formulerede den nye grønlandskhed (Thomsen 1998:37; Thuesen 1988: ; Thisted 2004/2006:138). Ifølge Hanne Thomsen kan denne identitetsdebat ses netop som et forsøg på at inkorporere det moderne i grønlandskheden, som efter debatten og i begyndelsen af århundredet blev identificeret med sproget og ikke erhvervet (Thomsen 1998:37). Desuden påpeger Thomsen og Goldschmidt, at udviklingen væk fra sælfangererhvervet også indebar, at grønlænderne gik fra at være eksperter, når det gjaldt sælfangst, til i fiskeri at blive (danskernes) lærlinge. På den måde betød erhvervsomlægningen en ny afhængighed af danskeres ekspertise og af KGHs monopol, som beskyttede det grønlandske fiskeri imod andre fiskerinationer (Thomsen 1998:33-36; Goldschmidt 1994: ). Reelt havde Grønland frem til anden verdenskrig været økonomisk afskåret fra resten af verden, da den eneste handelspartner var Danmark. Den økonomiske isolation havde stor indflydelse på udviklingen i samfundet og grønlændernes opfattelse som nation, fordi grønlænderne kun kendte til dansk politik og levevis. Dette skulle ændres med anden verdenskrigs udbrud og Tysklands besættelse af Danmark (Olsen 2005:11) Grønland under anden verdenskrig På baggrund af den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 skete der en del forandringer i Grønland. Første skridt var, at Grønland kappede alle forbindelser til Danmark. Men fordi Grønlands befolkning var afhængig af forsyningerne fra Danmark, blev forbindelser til både USA og Canada iværksat. Efter afslutning af anden verdenskrig og Danmarks befrielse regnede mange grønlændere med, at den selvstændige politik, som landsrådene i Grønland havde udviklet under Danmarks besættelse, ville fortsætte i samarbejdet med Danmark. Men den danske regering ønskede at genoptage politikken omkring Grønland, som 17

19 den havde set ud før krigens udbrud og ville ikke imødekomme de forslag, som Grønlands landsråd havde udarbejdet. Forslag, der fx drejede sig om en højere grad af ligestilling mellem grønlændere og danskere, større beføjelser til de to grønlandske landsråd og mere danskundervisning i skolerne (Olsen 2005:23). Før krigen havde Grønlands administration været meget bureaukratisk, 24 men under krigen havde man erfaret, at administrationen kunne gennemføres bedre og mere effektivt med en lokal og central styrelse, og derfor var fjernstyring således ikke længere ønskværdigt for grønlænderne. Hedtoftes besøg og forhandlingerne I 1947 fik Danmark en ny regering og med Hans Hedtofte en socialdemokratisk statsminister. I 1948 rejste han til Grønland for at høre landsrådene om bl.a. moderniseringen af samfundet og deres holdning til handelsmonopolets ophør (Olsen 2005:25). På Hedtoftes forespørgsel svarede landsrådene, at man ønskede Grønland åbnet og udviklet, så man gennem erhvervsmæssig udvikling kunne blive i stand til at sammenligne sig med andre samfund, både økonomisk og kulturelt. (Olsen 2005:26) I 1950 blev det nordgrønlandske og det sydgrønlandske landsråd slået sammen til ét og fik samtidig større beføjelser (Dahl 1986:17). Da Grønland ved grundlovsændringen den 5. juni 1953 officielt blev indlemmet i det danske rige, ophørte Grønlands status som koloni formelt. Fra nu af gjaldt dansk lovgivning i Grønland, medmindre det eksplicit var nævnt, at enkelte love ikke skulle gælde for Grønland. Endvidere fik Grønland to stemmeberettigede medlemmer i folketinget. 24 Der havde været to landsråd, som skulle sende deres anmodninger til folketinget i Danmark, hvorefter folketinget foretog en høring hos det andet landsråd og forslagsstilleren, hvorefter sagen blev behandlet videre. Hele denne proces var meget langvarig og omstændelig, når man tænker på, at transporten foregik med skib, som kun sejlede om sommeren (Olsen 2005:24). 18

20 Det første folketingsvalg i Grønland blev holdt i efteråret 1953 (Olsen 2005:42). Men til trods for, at Grønlands kolonistatus officielt var ophørt, blev det oplevet i Grønland, som om kolonisationen forsatte, efter at Grønlands kolonistatus i 1953 blev ophævet (Dahl 1986:18). Dette skyldtes de hurtige forandringer i form af reformpakker og den igangsatte industrialiseringsproces. En nedsat grønlandskommission formulerede det bl.a. således, at et af formålene var at hæve grønlændernes levestandard; bedre boligforhold og mindre sygdomme skulle øge produktiviteten og dermed den økonomiske udvikling (Viemose 1976:83-85). Moderniseringen af fiskeriindustrien var også med til at gøre Grønland til et markedsorienteret samfund, og i visse byer voksede indbyggertallet markant. En særlig bosætningspolitik betød, at man kunne få støtte, hvis man bosatte sig i fiskeindustribyer, mens det var vanskeligere at få støtte, hvis man ville bosætte sig andre steder (Olsen 2005:49-51). Socialt var flytningen fra bygden til by forbundet med stor forandringer, fx i forhold til de traditionelle kønsroller: i byen måtte begge forældre ofte tage ufaglært arbejde på fiskefabrikken, for at kunne betale regningerne og børnene måtte passe sig selv. Det medførte for mange tilflyttere en meget lavere social status i samfundet. I tråd med vores tidligere beskrivelse af overgangen fra mester til lærling, beskriver Thomsen grønlændernes udvikling i efterkrigstidens industrialisering som stik-rend-drenge uden udsigt til at blive mestre igen (Thomsen 1998:39). Moderniseringen bevirkede endvidere en mangel på uddannet personale i fx administration og på hospitaler, hvilket var en af grundene til, at danskere flyttede til Grønland. Men også markedets åbning for private investorer trak mange danske arbejdere med sig, som for det meste var ansat i byggebranchen grundet det store behov for boliger, men også i udbygningen af bl.a. havneanlæg. Det sociale skel mellem ufaglærte og uddannede grønlændere blev mere markant i løbet af 1950 erne og 1960 erne, og fra at udgøre 4 % af befolkningen steg danskernes andel til 20 % i 19

21 løbet af 1950 erne (Thomsen 1998:41). Efter 1953 var der stadigvæk forskelsbehandling i udbetaling af lønninger, som havde sin begrundelse i hjemstavnskriteriet 25 og senere i fødestedskriteriet 26. Denne oplevelse af forskelsbehandling mellem danskere og grønlændere i Grønland førte, ifølge Dahl og Thomsen, til en radikalisering af den grønlandske elite og til en opblomstrende nationalisme i 1960 erne og 1970 erne, da danskere og grønlændere reelt ikke stod lige i forhold til loven 27 (Dahl 1986:46-49; Thomsen 1998:43-46). I 1972 blev der i Danmark afholdt folkeafstemningen om medlemskab i EF. Selvom der i Grønland var flertal for et nej, blev Danmark og dermed Grønland medlem af EF, fordi flertallet i hele Danmark havde stemt ja. Argumenterne imod medlemskabet var bl.a. at dette ville forringe Grønlands muligheder for selvstændighed (Goldschmidt 1994:133; Thomsen 1998:43). At grønlænderne blev medlem af EF, selvom man havde stemt imod, øgede opfattelsen af, at det var danskerne, der tog beslutningerne på grønlændernes vegne. På trods af at både befolkningen og kommunen i flere år kæmpede imod, blev kulminebyen Qullissat nedlagt i 1968, og 1200 indbyggere blev tvangsforflyttet. I 1972 blev hele byen sat til salg af KGH. Denne sag kom til at stå som symbol på koncentrationspolitikken og påvirkede den grønlandske befolknings syn på den danske dominans i det grønlandske samfund (Dahl 1986:50-53). En tredje betydende faktor i forhold til radikaliseringen af den grønlandske politik og indført i 1958, betød at grønlændere efter 10 års ophold i Danmark, hvis de flyttede tilbage til Grønland ville blive ligelønnet med danskere i Grønland. afløste hjemstavnskriteriet i 1964; Nu var det afgørende for aflønningen, om man var født i Danmark eller i Grønland. Forskel mellem grønlænderes og danskeres løn forekommer i dag kun undtagelsesvist. Bl.a. inden for politiforbundet og forening af danske læger forekommer der stadig forskel i lønvilkår (Thomsen 1998: 49). 20

22 en voksende politisk selvbevidsthed afspejles i den rolle, som folketingsmedlemmet Moses Olsen fik ved folketingsvalget i september 1971: udfaldet var så lige, at det var op til det grønlandske folketingsmedlem, at afgøre om statsministeren skulle være socialdemokrat eller borgerlig, hvilket bl.a. i Danmark startede en racistisk mediehetz imod Olsen grundet hans politiske ønskede om en radikal ændring af grønlandspolitikken (Dahl 1986:53-55). Som et fjerde nævnsværdigt punkt, der var afgørende for den stigende utilfredshed med forholdet mellem Danmark og Grønland, var uoverensstemmelser i debatten om ejendomsforholdene til undergrunden i Grønland. Fx blev landsrådet ikke inddraget i regeringens forhandlinger om uddelingen af oliekoncessioner (Thomsen 1998:43). 28 Industrialiseringen, befolkningskoncentrationen og fordanskningen var nogle af de stikord, som manifesterede sig i grønlandsk politik i løbet af 1970 erne. I 1973 blev et hjemmestyreudvalg bestående af grønlandske politikere nedsat, og der blev udarbejdet seks punkter som begrundelse for et hjemmestyre. Nogle af punkterne omhandlede den store geografiske afstand mellem Grønland og Danmark; det at beslutningerne blev truffet i København medførte en følelse af afmagt hos grønlandske politikere og opfattedes som mindemærke på kolonitiden. I hjemmestyrebetænkningen beskrives dette forhold: Grønlands oprindelige eskimoiske folk er så forskellig fra det øvrige Danmark, at forholdet mellem grønlændere og danskere aldrig kan blive det samme som fx mellem 28 I 1975 vedtog landsrådet at den grønlandske undergrund og dens rigdomme tilhører den fastboende befolkning, dog uden at den danske regering tog højde for det. Fx blev der boret efter olie ved den grønlandske vestkyst på en norsk boreplatform med navn Bravo. Da der i 1977 skete et stort olieudslip fra Bravo, krævede et flertal i bl.a. landsrådet, fanger- og fiskersammenlutningen KNAPP og Grønlands Arbejder Sammenslutning (GAS) et midlertidigt stop af alle olieboringer med hensyn til miljø-risici. Heller ikke dette krav blev der taget hensyn til fra den danske regerings side (Dahl 1986:67). 21

23 jyder og sjællændere (Goldschmidt 1994: ). Der var i betænkningen både tale om en sproglig, en mental og en territoriel distance til Danmark. Den i 1975 nedsatte hjemmestyrekommission, som bestod af lige mange danske og grønlandske folketings- og landrådsmedlemmer, udarbejdede hjemmestyrets ordning, og i januar 1979 blev der i Grønland holdt en folkeafstemning om indførelse af hjemmestyre (Thomsen 1998:46; Goldschmidt 1995:138). Partierne, som gik ind for hjemmestyret, var Siumut, Atassut og Sulisartut Partiiat (Arbejderpartiet). Hvorimod Inuit Ataqatigiit gjorde sig til talsmand for et nej, med begrundelse i det uafklarede spørgsmål om ejendomsretten til undergrunden. Partiet mente ikke at kolonitiden var afsluttet, så længe dette spørgsmål ikke var afklaret (Olsen 2005:251). Resultatet blev 70,1% for og 25,8% imod hjemmestyrets indførelse. Fra 1953 til 1979 var der blevet ført en centraliseringspolitik, indebærende en flytning fra bygder til byer. Umiddelbart efter indførelsen af hjemmestyret og frem til slutningen af 1980 erne blev der fokuseret på at bremse denne afvandring fra bygderne. På længere sigt var det dog urentabelt at opretholde bygdernes eksistens, og den politiske debat ændrede derfor omdrejningspunkt fra bygderne til bl.a. turisme og erhvervsudvikling (Thomsen 1998:48). Med ovenstående historiske rids kan vi danne os et overblik over og en forståelse af den selvstændighedsproces Grønland har gennemløbet. Vi har belyst starten af kolonitiden var præget af dansk missionsvirksomhed og en centralisering af handelsstrukturen styret af KGH. Frem til slutningen af 1800-tallet blev mange grønlændere fastholdt i den traditionelle fangerkultur. Vi har også kunne påpege, at avisen Atuagagdliutit bl.a. har haft betydning for udformningen af en specifik grønlandskhed og udbredelsen af begrebet kalaallit som del i fremkomsten af forestillingen om et fælles identitet. Desuden afslutter vi den historiske del med 22

24 beskrivelsen af udviklingen frem til mere selvbestemmelse, som foregik i det 20. århundrede og løsrivelsesprocessens forskellige faser. Projektafgrænsning Videnskabsteoretisk afsnit Nærværende projekt bygger på poststrukturalistiske og socialkonstruktivistiske tilgange. Poststrukturalismen kan, som mange andre videnskabsteoretiske tilgange, ikke entydigt udlægges. Fælles for udlægningerne er dog, som også Christel Stormhøj skriver, at sproget og de tilhørende diskurser indtager en central rolle i erkendelsen. Hun skriver: Virkeligheden er diskursivt konstitueret (...) betydning og mening opstår udelukkende ved hjælp af sproget. Mening og betydning findes ikke uden for og ligger ikke fast forud for sproget (...) Diskurser er historisk variable og udgør baggrunden for erkendelse som sådan. De udgør mulighederne og dermed grænserne for, hvad der kan erkendes, og hvordan det kan erkendes. (Stormhøj 2006:33-34) Hermed giver hun udtryk for betydningen af at være sig bevidst om, hvordan mening dannes. Fx kan betegnelsen eskimo opfattes nedsættende i kraft af dens mange værdiladede associationer, imens inuit er den fællesbetegnelse, som grønlænderne selv har valgt, og som også andre arktiske folk bruger som betegnelse for sig selv. Vores valg om at benytte inuit-betegnelsen, når vi snakker om det grønlandske folk, skal således ses i forlængelse af vores ønske om at undersøge vores problemstilling ud fra grønlandsk optik. 23

25 Socialkonstruktivismen har sit udgangspunkt i, at vores erkendelse af verden ikke er en simpel genspejling af virkeligheden. Vores viden og verdensbilleder er derimod kulturelle og historiske determinerede konstruktioner, som skabes og opretholdes gennem social interaktion. (Wille 2007:269-70, Jørgensen og Phillips 2006:13-14; ). Den socialkonstruktivistiske tankegang er således i god tråd med vores brug af diskursanalyse som metode 29 til at undersøge politikernes konstruktioner af forholdet mellem Grønland og Danmark, samt vores søgen i at afdække (eventuelle) magtrelationer, som kommer til udtryk i den postkoloniale diskurs. Som også Jørgensen og Phillips skriver, er diskursanalytikeren ofte selv forankret i netop de diskurser, han eller hun vil analysere (Jørgensen & Phillips 2006: 62). Vi indgår alle i forskellige kontekster, som vi ikke kan frigøre os fra. Det er således umuligt at se bort fra vores egen position og forforståelse i forhold til Grønland at vi derfor implicit, og ikke nødvendigvis bevidst, har visse forudindtagede tanker omkring de begreber, konflikter og processer, vi ønsker at undersøge, og at vores resultater således vil være påvirkede heraf. Eller som det så står skrevet i Diskursanalyse som teori og metode: Overordnet kræver den teoretiske konsistens, at man i en konkret diskursanalyse overvejer og forsøger at redegøre for, hvor man står i forhold til de diskurser, man undersøger, og hvilke konsekvenser ens eget bidrag til den diskursive produktion af vores omverden kan få (...) Det er ved at se verden gennem en bestemt teori, at man kan fremmedgøre sig fra nogle af sine selvfølgeligheder og stille andre spørgsmål til materialet, end man kan gøre ud fra sin hverdagsforståelse (Jørgensen & Phillips 29 Jørgensen og Phillips skriver også, at diskursanalyse er en socialkonstruktionistisk tilgang, som mange socialkonstruktionister benytter sig af (De bruger dog socialkonstruktionisme som betegnelse i stedet for socialkonstruktivisme, jf deres fodnote 4 på samme side) (Jørgensen & Phillips 2006:13) 24

26 2006:33). Når vi i nærværende projekt undersøger, hvorledes den enkelte grønlandske politiker meningsudfylder forskellige begreber og derved konstruerer sin version af virkeligheden, er det i lyset af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt relevant at beskæftige os med repræsentationer, der også spiller en central rolle i postkolonial teori. 30 I forlængelse af dette skriver Stuart Hall: Representation is the product of the meaning of concepts in our minds through language. It is the link between concepts and language which enables us to refer to real objects, people or events, or indeed to imaginary worlds of fictional objects, people and events (Hall 2003: 17). Med dette citat viser Hall, hvordan mennesket, ud fra den socialkonstruktivistiske tilgang, konstituerer mening om virkeligheden gennem sproget. Sproget skaber altså ikke virkeligheden, men derimod repræsentationer af virkeligheden. I en postkolonial sammenhæng bliver repræsentation derfor centralt, fordi kolonimagten som oftest bestemmer diskursen og herved repræsentationen af de koloniserede. (Hall 1997:1). Metode En fuldstændig objektiv sandhed om Grønland findes ikke, og såfremt den gjorde, var 30 Se også afsnittet Repræsentation. 25

27 det ej heller vores ønske at afdække den. Vores ønske er at undersøge, hvorledes konstruktioner af virkeligheden fortælles og i kraft af dette opfattes som sandheden og virkeligheden. Som empiri har vi valgt Redegørelsen om Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland en debat fra det grønlandske Landsting, hvor denne betænkning bliver diskuteret. I og med at det primære omdrejningspunkt i vores problemstilling er konstruktionen af en grønlandsk nation, har vi valgt at undersøge vores problemstilling ud fra en poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk tilgang. Ifølge poststrukturalistisk teori er sprog og erkendelse umiddelbart knyttet til hinanden, og opfattelsen af virkeligheden udtrykkes derfor gennem sproget og diskurserne. Desuden bliver diskurser til ud fra den kontekst, de skabes i, og diskurser er derfor historisk forankrede. Vi vil derfor også i vores projekt undersøge, hvorvidt den koloniale diskurs kan genfindes i den nuværende diskurs, som skabes af de grønlandske politikere. Grundet den videnskabsteoretiske tilgang til projektet, har vi valgt at gå diskursanalytisk til værks. Ydermere har vi valgt at stille nogle særligt udvalgte spørgsmål til empirien, som vil være udformet ud fra teorier omkring nationalisme, postkolonialisme og diskursanalyse. På baggrund af dette vil vi ikke være i stand til at svare på, hvorvidt Grønland udgør en nation, men vi vil kunne diskutere, hvilke (postkoloniale, historiske og nationsteoretiske) konstruktioner, der er på spil i italesættelsen af det grønlandske fællesskab og nation. For at få en bedre forståelse af den historiske kontekst for selvstyreaftalen og af hvad der ligger til grund for et grønlandsk ønske om selvstyre, har vi valgt at undersøge den grønlandske historie med fokus på følgende aspekter:. Hvordan den grønlandske nationalisme opstod (tiden før 1939). Baggrunden for Grønlands indlemmelse i rigsfællesskabet (1953) 26

28 . Hvorfor grønlænderne ønskede hjemmestyre (1979) Desuden har vi også valgt at fokusere på, hvilken eventuel betydning den danske grønlandspolitik frem i dag har haft for skabelsen af en grønlandsk fællesskabsfølelse. Vores forståelse af disse aspekter er dannet på grundlag af, hvordan de udvalgte historikere udlægger den grønlandske historie. Vi har bevidst valgt ikke selv at gå til førstehåndskilderne, da omfanget af dette nemt kunne komme til at udgøre et projekt i sig selv. For at undersøge hvordan de enkelte politikere i debatten konstruerer Grønland som nation og hvilke nationsforestillinger, der bliver trukket på, er det relevant at klarlægge, hvordan forskellige former for nationalisme tager sig ud. I afsnittet Nation, nationalisme og kultur gør vi brug af Benedict Andersons hovedværk Forestillede fællesskaber. Som titlen antyder, opfatter han fællesskaber (nationer) som forestillede. For at nuancere forståelsen af nation og nationalisme trækker vi endvidere på Eric Hobsbawm. I forhold til forståelse af stat og hvordan den adskiller sig fra nationen inddrages Anthony D. Smiths udlægning af statsbegrebet. For overhovedet at kunne undersøge anden del af vores problemformulering: Hvordan konstruktionen af Grønland som nation kan forstås i et postkolonialt perspektiv? har vi skulle danne os en forståelse af det postkoloniale felts problematikker. I den sammenhæng har vi bl.a. trukket på Stuart Halls forståelse af repræsentationer, som meget kort kan forklares som konstruerede forestillinger, der tager udgangspunkt i diskurser, og derfor må siges at være en poststrukturalistisk teori. Repræsentationer bliver anvendt til at give en diskursiv strukturel forståelse af, hvordan forestillingen om den grønlandske nation og den grønlandske kulturelle identitet konstrueres. Vi inddrager desuden Edward Said, da han i sit værk Orientalisme giver sin udlægning af, hvordan der kan ses en sammenhæng mellem repræsentation og magt. Teoretikere som bl.a. Hans Hauge og Ania Loomba anvender 27

29 vi først og fremmest til at give en forståelse af begrebet postkolonialisme. Vi har, som sagt, valgt at bruge diskursanalysen som redskab til analysen, eftersom det, i poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk optik, giver god mening, at arbejde ud fra en diskursiv tilgang i forståelsen af kulturelle identitetsproblematikker, der udtrykkes gennem sproget. Som grundlag for dette afsnit hentede vi inspiration i bogen Diskursanalyse som teori og metode af Marianne Winther Jørgensen og Louise Philips. Bogen giver et udmærket overblik over de forskellige diskursteoretiske tilgange, og det var via gennemlæsning af denne, at vi besluttede os for at benytte diskursteori og endvidere lade os inspirere at kapitlet National diskurs et eksempel. Efter gennemlæsning af debatten, og på baggrund af den valgte teori, har vi valgt at anvende følgende overordnede spørgsmål som fokus i analysen: Hvordan konstrueres den grønlandske nation? hvorunder vi vil analysere, hvordan de enkelte politikere anvender og italesætter begreber som nation, samfund, folk og befolkning, Hvordan konstrueres grønlændere? hvor fokus er på italesættelsen af den grønlandske kulturelle identitet, samt Hvordan italesættes den koloniale relation mellem Grønland og Danmark? hvor vi vil se på de forskellige politikeres konstruktion af dette forhold. Disse spørgsmål skal føre frem til en diskussion af, hvordan konstruktionen af Grønland som nation kan forstås i et postkolonialt perspektiv. Kritisk refleksion af den anvendte litteratur Det primære formål med at inddrage Hanne Thomsen og Søren T. Thuesens betragtninger er at få en forståelse af den grønlandske nationalismes rødder og hvordan, der kan trækkes linjer fra denne til indførelse af hjemmestyreordningen og 28

30 nu snart selvstyreordningen. I sin artikel Ægte grønlændere og nye grønlændere - om forskellige opfattelser af grønlandskhed beskæftiger Thomsen sig med den grønlandske nationalismes opkomst og fører den frem til 1998 (hvor artiklen er udgivet). Det er vigtigt at have for øje, at artiklen bærer præg af en marxistisk opfattelse af den grønlandske historie. Fx fremstilles den danske stat, i sin håndtering af de grønlandske kolonier gennem KGH, som den onde kapitalist, hvor de bagvedliggende hensigter har været at udnytte grønlænderne. Men artiklen viser desuden også, hvordan den danske koloniadministration har præget udformningen af og på nogle områder synes at have fremmet den grønlandske nationalisme. Thuesen skriver i sin bog Fremad, opad Kampen for den moderne grønlandsk identitet, at allerede omkring århundredeskiftet var der ved at blive skabt et fundament til en moderne grønlandsk kulturel identitet. Vi anvender, som sagt, derfor denne bog til at spore den grønlandske nationalismes rødder. Ditte Bentzon Goldschmidt gør historisk rede for grønlands udvikling fra selvstændiggørelse til selvbestemmelse, hvilket derfor passende udgør artiklens titlen: Grønland fra selvstændiggørelse til selvbestemmelse. Artiklen har tjent det formål at give en gennemgang af det historiske forløb, men er primært anvendt til en dybere undersøgelse og sammenligning af, hvad der foregik i 1970 erne og dermed skabte grundlag til indførelsen af hjemmestyret. Artiklen indgår i bogen Oprindelige folks rettigheder i Norden, og alene ud fra titlen bliver det klart, at formålet er at gøre opmærksom på de oprindelige folks rettigheder. Bogen I skyggen af kajakkerne- Grønlands politiske historie af Tupaarnaq Rosing Olsen er fra 2005 og dermed en af de nyeste beskrivelser af hjemmestyret indførelse. (Generelt har det ikke været muligt at finde så meget nyere litteratur om Grønlands historie). Desuden er det værd at bemærke, at de fleste historiske bøger først er udkommet på dansk og beskriver Grønland fra en dansk synsvinkel. Bogen 29

31 indeholder bl.a. indsamlede førstehåndskilder i form af interviews med personer, som spillede en central rolle i den historiske udvikling, samt om tiden op til hjemmestyrets indførelse, og hvad der lå til grund for dette. I bogen belyses Grønlands historie derfor ud fra et grønlandsk synspunkt, men dog er det nødvendigt at forholde sig ret kritisk over for dens brug af kilder, da anvendeligheden af oral history 31 i historisk videnskabelige kredse er en ret omdiskuteret kildeindsamlingsform. I bogen Arktisk selvstyre - historien bag og rammerne for det grønlandske hjemmestyre koncentrer Jens Dahl sig om de politiske og samfundsvidenskabelige omstændigheder i udviklingen fra Grønlands kolonisering og tiden op til 1986, men med fokus på perioden op til og omkring Hans videnskabsteoretiske tilgang er postkolonial med et samfundsvidenskabeligt perspektiv, idet han inddrager både de økonomiske og de politologiske forhold. Dahl ser på udviklingen i Grønland med en perspektivering til en grønlandsk statsdannelse. Han beskriver nøje de forskellige grønlandske partiers politiske program og sætter det ind i en historisk kontekst. Det har givet os muligheden for at have flere kilder om partierne, som kunne fungere som baggrundsmateriale for undersøgelsen af debatten. Dette til trods for at partierne ikke udgjorde vores fokus. Vi har primært brugt Dahls betragtninger til at danne os en bredere forståelse af det historiske forløb både i forhold til den politiske og økonomiske proces, som det grønlandske samfund gennemgik forud for indførelsen af hjemmestyret. Finn Gads Grønland Politikens Grønlandshistorie bliver primært anvendt til at give understøttende og uddybende forklaringer på de andre anvendte historikeres udlægning af den grønlandske nationalisme og den danske koloniadministration i Grønland. Grundet vores socialkonstruktivistiske og poststrukturalistiske tilgang er vi 31 Indsamling af historiske kilder baseret på selvoplevede udsagn. 30

32 af den opfattelse, at historiske fremstillinger kan betragtes som diskurser, og derfor vil de også være forankret i den situation eller den tid, hvori de er blevet til. I afsnittet om diskursanalyse har vi anvendt Diskursanalyse som teori om metode af Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips. Dette valg blev primært baseret på bogens omfangsrige introduktion til diskursanalyse, og ikke mindst bogens 6. kapitel, som giver eksempler på redskaber og ideer til hvordan, en diskursanalytisk tilgang til det nationale kan se ud. I kraft af, at bogen er en indføring til det diskursanalytiske felt, giver det sig selv, at det blot er udsnit af hver tilgang, der præsenteres. Vi kunne derfor med fordel have benyttet os af anden litteratur især Ernesto Laclau og Chantal Mouffes Hegemony and Social Strategy. Towards a Radical Democratic Politics, grundet vores anvendelse af deres tilgang indenfor diskursteori. Dette kan ses som et af projektets mangler. Forestillede fællesskaber af Benedict Anderson er anvendt som hovedværk inden for vores nationsteori. Anderson vender sig fra den tidligere marxistiske og liberalistiske teori inden for nationalismeforskningen og går i Kopernikus' ånd, som Anderson selv formulerer det. Vi har anvendt Anderson, som den primære nationsteori i vores søgen på at afdække, hvorledes den grønlandske nation fortælles og konstrueres i vores empiri, og har bevidst valgt Anderson netop på grund af hans videnskabsteoretiske ståsted. Nations and Nationalisms since 1780 af Eric J. Hobsbawm er anvendt som sekundær teori for uddybning af nationernes tilblivelse og konstruktion. Også Hobsbawm har et historisk perspektiv i hans søgen på at afdække nationalismens opblomstring. Ifølge Hobsbawm er det umuligt at sige noget objektivt sandt om nationen, og hans fokus ligger derved på meningsindholdet og hvorledes dette ændres. Herved læner Hobsbawm sig op ad poststrukturalistisk teori, hvilket også er vores teoretiske tilgangsvinkel. Hobsbawm har, på samme vis som Anderson, bidraget til undersøgelsen af, hvorledes nationer konstrueres, repræsenteres og ændres i folkets 31

33 bevidsthed, hvilket vi har undersøgt i forhold til konstruktionen af den grønlandske nationsskabelse og konstruktionen heraf i debatten. Marianne Winther Jørgensen gennemgår i Forskel og enhed Benedict Anderson, Eric J. Hobsbawm, Ernest Gellner og Anthony D. Smiths nationsbegreber og definitioner. Hun søger at afdække, hvorledes de fire teoretikere hver især i deres søgen efter at kritisere den nationale idé 32 samtidig reproducerer den nationale ide (Jørgensen 1994:2). Vi har særligt gjort brug af Jørgensen i vores søgen på at afdække nationens forestillede karakter og til at se fordele, fejl og mangler ved Hobsbawm og Andersons teorier. Jørgensens udlægning har gennemgående kunnet hjælpe os med at besvare, hvad en nation synes at være, og ud fra hvilke præmisser og diskurser det er muligt at tale om nationen og konstruere den et af spørgsmålene i vores problemformulering. I artiklen Mikronationalisme. Et historisk antropologisk perspektiv tager Anne Knudsen, på samme vis som Anderson og Hobsbawm, afsæt i det historiske for at klargøre mikronationalismens historiske udvikling og mentalitetshistoriske forudsætninger. Knudsen er af den overbevisning, at mikronationernes succes bunder i det forhold, at de udgør politiske fortolkninger af virkelige forhold (Knudsen 1992:168). Derved læner også Knudsen sig op ad en diskursiv forståelse af nationen og giver os derfor en god forståelsesbaggrund til vores forskning inden for den diskursive konstruktion af den grønlandske nation. Endvidere har vi forsøgt at sammenhold Knudsens teori om mikronationalisme med vores arbejdsområde; konstruktionen af den grønlandske nation og Grønland set i et nationbuildingperspektiv. Vi har i nærværende projekt benyttet tre tekster af Stuart Hall: Introduction og The Work of Representation i Representation, Cultural Representations and Signifying 32 Den nationale ide (Jørgensen 1994:1-3). 32

34 Practices samt teksten When Was the Post-Colonial? Thinking at the Limit i The Post-Colonial Question. Hall beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende kultur, race og etnicitet og betegnes som en af de mest anerkendte kulturteoretikere. Han anlægger en diskursiv og poststrukturalistisk tilgang til feltet, hvilket gør hans betragtninger relevante i forhold til nærværende projekts videnskabsteoretiske fundering. Vi har primært anvendt Halls betragtninger i forhold til redegørelsen for postkolonial teori samt i indførelsen til kulturbegrebet og forståelsen af den kulturelle identitet. Med nærværende projekts diskursive tilgang til empirien har valget af Halls teori om det repræsentative virket oplagt og brugbart og har givet os en grundig forståelse af de af os anvendte begreber. Ania Loomba er Ph.d. fra University of Sussex, England og beskæftiger sig bl.a. med koloniale/postkoloniale studier samt studier af race og køn. I teksten Situating Colonial and Postcolonial Studies giver Loomba en grundig og interessant indførelse i diskussionen vedrørende betydningen af begrebet postkolonialisme. Hun refererer til anerkendte teoretikere og sammenligner disses tilgang til begrebet. Hendes beskrivelse og teoretiske diskussion af begrebet Postkolonialisme har givet os en bred forståelse af dette samt har givet os et indblik i de forskellige tilgange til dette samt et grundlag for vores valg af måden hvorpå vi i nærværende projekt benytter begrebet. Teoriafsnit Nation, nationalisme og kultur Vi vil i dette afsnit introducere til begreberne nation, nationalisme og stat. Eftersom en klarificering og et dybere dyk ned i disse begreber, er et projekt i sig selv, vælger 33

35 vi kun at bevæge os ind på det, der har relevans for vores analyse af debatten. Det, vi derfor lægger mest vægt på at undersøge er, hvorledes nationer konstrueres og kan konstrueres forskelligt. Heri ligger det naturligt også at undersøge forskellene på nation og stat. For at forstå hvordan en nation kan konstrueres, er det nødvendigt at undersøge, hvilke forskellige grundlag, der er for nationalisme altså hvad der kan inkluderes, ekskluderes og konstrueres i en søgen på at skabe, genskabe og bevare en nation. Vi ser tydeligt, hvorledes nationens opkomst og substans beskrives forskelligt fra nationalisme-teoretiker til nationalisme-teoretiker, netop fordi begrebet er så svært at indfange og definere. Begrebet tillægges i dag en nærmest ontologisk betydning, der er virkeligfølt og virkeliglevet. Vi vælger gennemgående at læne os op ad Benedict Anderson i vores tolkning af nationen velvidende, at nationsbegrebet umuligt kan forstås og beskrives gennem kun én teoretiker. Derfor vil vi efter en kort introduktion til Andersons teorier ud fra værket Forestillede Fællesskaber, gøre brug af andre teoretikeres tillæg til forskningen inden for nationalisme. Vi vil søge at problematisere Andersons bidrag til nationalismeforskningen og byde ind med andre teoretikeres tilgange, som vi mener, kan være brugbare. Her vil vi særligt gøre brug af Anne Knudsen og Marianne Winther Jørgensen, som vi også anvender i vores afsnit om diskursanalyse, E. J. Hobsbawm og Stuart Hall. Vi håber på denne måde at kunne give en fyldestgørende og mindre ensidig beskrivelse af mekanismerne bag begreberne nationalisme og nation. Vi vil i dette projekt derfor ikke beskrive, hvad nationen er 33, men hvordan den forestilles og konstrueres kontekstuelt. Vi mener, at nation, som den ser ud nu, er et moderne fænomen. På trods af dette, anses nationen ofte som et urgammelt fænomen. Eller som Anderson beskriver forståelsen af nationernes alder: 33 Vi mener, på samme vis som Hall og Anderson, at nation ikke kan indfanges og objektivt beskrives. Det, der kan indfanges og analyseres, er hvorledes nationen konstrueres, genkonstrueres og forestilles. 34

36 Nationernes objektive modernitet i historikernes øjne stillet over for deres subjektive høje alder i nationalisternes øjne (Anderson 2001:47). For at skabe en forståelse af nationernes historiske tilblivelse, vil vi først beskrive hvorledes indholdet i forståelsen af nationen forandredes. E. J. Hobsbawm beskriver hvorledes nation, eller natión indtil 1884 havde en anden betydning, end den vi kender i dag. Hobsbawm skriver således om natión: For indeed, as philology would suggest, the first meaning of the word nation indicates origin or descent Before 1884 the word nación simply meant the aggregate of the inhabitants of a province, a country or a kingdom and also a foreigner (Hobsbawm 1990:14). Men hvorfor får nationen en ny indholdsbetydning? Hvordan kan det være, at nationen får så hurtig en opblomstring? Og ikke mindst, hvilket indhold tillægges nationsbegrebet i sin nye form? Dette vil vi søge at beskrive nedenfor. Reformationen, trykkapitalismen og piratkopiering af nationen Gennem en global historisk analyse søger Anderson at afdække grobunden for det nationale. Han viser bl.a., hvorledes oplysningstænkningens opståen og religionens og dynastiernes tilbagegang skabte grobund for nationstænkningen (Anderson 2001:66ff). Han ser en sammenhæng mellem reformationen og trykkapitalismen 34, som grundlag for folkets selvbevidsthed i de forskellige samfund (ibid. 61). Dette 34 Trykkapitalismens hovedformål var at oversætte bøger for derved at kunne sælge i større og flere oplag. Dette kunne kun lade sig gøre grundet det administrative sprog, der fik større og større betydning i hverdagslivet i staterne (Anderson 2001:85). 35

37 kunne kun lade sig gøre, fordi det latinske sprog gennem det 16. århundrede fik mindre betydning og mistede sin status som helligt sprog. I løbet af de sidste hundrede år var der sket en ensretning af det administrative sprog 35 og sidenhen modersmål, der medførte, at ikke kun bourgeoisiet, men også proletariatet, kunne læse på det administrative sprog. Kanoniserede værker kunne nu trykkes på flere sprog og til mange egne (Anderson 2001:85-87). Ændringerne forårsaget af trykkapitalismen medførte, at den nationale bevidsthed begyndte at spire. Primært fordi folket i de forskellige monarkier og kongedømmer, på trods af at folket ofte talte mange og forskellige sprog, nu kunne kommunikere med hinanden på et fælles skriftsprog. Anderson anser dette for grundlaget for folkets spirende bevidsthed om at tilhøre et forestillet fællesskab (ibid. 90). Heri ligger også, at skriftsproget hurtigt manifesteredes som noget urgammelt, der konstituerede nationen og derved medførte en subjektiv forståelse af nationens evighed. En anden af Andersons pointer, der er interessant at have med for forståelsen af nationernes tilblivelse, er, hvorledes tidsopfattelsen også ændres gennem oplysningstiden. Den ændrede forståelse af tid kan, ifølge Anderson, grundes i romanen og avisens tilkomst i det 18. århundrede. Det blev nu muligt at re-præsentere den slags forestillet fællesskab som nationen er (ibid. 69). Anderson skriver om den nye tidsopfattelse: Ideen om en sociologisk organisme der bevæger sig kalendrisk gennem homogen, tom tid er en præcis analog til ideen om nationen der også opfattes som et fast samfund der bevæger sig op (eller ned) gennem historien. En amerikaner vil aldrig møde, endsige kende navnene på mere end en håndfuld af sine omkring 275 millioner landsmænd. Han har ingen idé om hvad de er i færd med på noget tidspunkt. Men han har fast tiltro til deres regelmæssige, anonyme, samtidige aktivitet (ibid. 70). 35 I vores empiri svarer dette til det officielle sprog eller det officielle administrationssprog. 36

38 Blandingen mellem den homogene, tomme tid, og det at læseren nu kunne læse sig til hvilken egn, stat eller nation han/hun tilhørte, medførte en større forståelse af at være tilhørende et fællesskab, og denne enshed kunne findes i skriftsproget, litteraturen/poesien og beskrivelser af landskabet i det område, der beskrives. Nu opdagede folk der indbyrdes havde forskellige modersmål og derfor havde svært ved at kommunikere verbalt, at de havde et fælles skriftsprog, hvilket gav dem følelsen af et (nationalt forestillet) fællesskab (ibid. 91). Med trykkapitalismen fremkom der hurtigt et billede af, at sproget var en gammel enhed, eller som Anderson skriver: Trykkapitalismen [gav, red.] sprog en ny fasthed som i det lange løb bidrog til at opbygge billedet af det urgamle der er så central for den subjektive idé om nationen (ibid.). Det vi herved kan komme frem til er, at nationen, ifølge Anderson, kan ses som et specifikt forestillet fællesskab: [Nationen red.]er et forestillet politisk fællesskab og forestillet som både uafværgeligt afgrænset og suverænt (Anderson 2001:48). Forestillet, som vi har vist gennem den nye idé om nationen, der fremkom gennem trykkapitalismen og den nye forståelse af nationen som helt specifik. Forestillet, som uafværgeligt afgrænset, fordi man i nationen er bevidst om, at nationen har sine grænser, og at det er umuligt at indeholde alle mennesker i det nationale fællesskab og suverænt, fordi hverken Gud, præster, religion eller konger længere står over nationen. 37

39 Den kreolske nationalisme og piratkopiering De sidste to årsagssammenhænge vi især vil komme ind på, er piratkopiering af nationen og patriotismen. Anderson beskriver hvorledes nationsforestillingen, da den først blev skabt, blev udsat for piratkopiering. Anderson bruger dannelsen af den amerikanske nation (den første nationalisme) som eksempel på, hvorledes nationalisme blomstrede op og sidenhen blev udsat for piratkopiering (ibid. 117). Dette begrundes bl.a. i den store opkomst af kreolere 36, der kun kunne nå til et vist niveau inden for det administrative arbejde, og aldrig få de samme muligheder som deres fuldblods spanske (med)arbejdere kunne få. Dette førte til frihedskampe inspireret af den franske revolution altså til at modstanden mod det europæiske hegemoni, blev undfanget i plurale nationale former. Disse nationale former kunne europæiske kongevælder og stater nu piratkopiere. Anderson mener, at på trods af at en stat kopierer en bestemt nations udgave af nationalisme, så videreudvikles denne ofte og forekommer derfor i en anden udgave end i den nation, hvorfra den blev kopieret. Der er (og var) grænser for, hvor meget den piratkopierende nation kan (og kunne) ændre på den piratkopierede nationalisme, da der med kopien følger (og fulgte) visse ting; såsom folkelig suverænitet, republikanske institutioner og statsborgerskab (ibid ). Anderson beskriver også hvorledes de koloniale stater og nationer efter løsrivelse gør brug af nationsskabelonerne, der er til rådighed, og sammensætter disse i forskellige konstellationer (ibid ). Dette er særdeles interessant i forhold til vores analyse af konstruktionen af den grønlandske nation. 36 Betydningen af kreol er afhængig af konteksten og har derfor mange betydninger, men i Andersons værk forstås kreol som en person, der er født af europæiske forældre født i Amerika, og er i teorien derfor af ren europæisk afstamning (Anderson 2001:95). 38

40 Nationalismers indhold Efter i store træk at have vist, hvorledes Anderson finder grundtræk af nationen og nationalisme op gennem historien fra oplysningstiden og frem, vil vi nu se nærmere på, hvordan der kan trækkes på forskellige forståelser af, hvad en nation indeholder og indebærer, altså hvordan forskellige forståelser og nationalismer konstruerer nationen. Vi vil her gøre opmærksom på, at vi mener det i praksis ikke er muligt at opdele det så groft, som vi søger at gøre her. På baggrund af vores brug af og enighed med Andersons teori om nationen som forestillet, er vi af den overbevisning, at det kun til dels er muligt at sige noget om, hvordan nationen reelt er. Vi fokuserer derfor på, hvordan nationen italesættes, genskabes og repræsenteres. Men for senere i projektet at kunne analysere hvorledes nationen konstrueres i vores empiri, vil vi forsøge at kategorisere forskellige former nation og nationalisme. For at kunne lave en gennemgang af nationsbegrebet, anser vi det for vigtigt at forstå forskellen mellem stat og nation. Både Anderson og Hobsbawm mener, at stat og nationalisme kommer før nation, eller som Hobsbawm skriver: Nations do not make states and nationalisms but the other way round (Hobsbawm 1992:10). I forlængelse heraf inddrager vi Anthony D. Smiths forståelse af en stat, som en udelukkende institutionel aktivitet. Han definerer staten således: The concept of the state can be defined as a set of autonomous institutions, differentiated from other institutions, possessing a legitimate monopoly of coercion and extraction in a given territory (Smith 2001:12). Det vil sige, at staten er et organ, der bruges til at organisere og kontrollere folket, hvorimod nationen er et følt og levet fællesskab, hvis medlemmer deler et hjemland og en fælles kultur (ibid.). En stat er et kontrol- og overvågningsorgan indenfor et specifikt territorium, mens nationen ikke nødvendigvis omfatter et territorium, men i tilfælde af territorieløshed har en fælles historisk hukommelse om et territorium, der 39

41 på et givent tidspunkt har været i nationens varetægt et fysisk landskab, der er bevaret i nationens fælles bevidsthed. Oftest er nationen dog bosiddende i et specifikt område: nationalstaten. Nationalstaten består af én nation, der enten grunder i et territorielt, politisk, etnisk og/eller kulturelt fællesskab. Heri ligger også Andersons definition af staten som (et forestillet) politisk fællesskab forestillet som både uafværgeligt afgrænset og suverænt (Anderson 2001:48). Der findes både stater uden nationer, altså stater, der ikke indeholder én nation, og stater, der indeholder flere nationer. Ligeledes findes der nationer uden stater. Det interessante er nu at undersøge, hvordan noget så forestillet alligevel kan være så virkeligfølt, hvordan nationen eller nationalstaten kan få så suveræn en magt i folkets bevidsthed. Derfor vil vi nu undersøge hvordan nationalisme kan trække på forskellige forståelser af, hvad en nation bør være. Anderson nævner kreolsk nationalisme, officiel nationalisme og efter-kolonial nationalisme og viser, hvorledes de hver især piratkopierer dele af den foregående nationalisme. Anderson argumenterer for, at den første type nationalisme, der opstod, var den kreolske nationalisme. Den byggede på en spirende bevidsthed om et skæbnefællesskab mellem de offentligt ansatte kreolere i Amerika. Fælles for dem var, at det var utænkeligt, at de på deres pilgrimsfærd 37 ikke havde mulighed for at stige lige så meget i graderne som spanskfødte spaniere (Anderson 2001: ). Dette kreolske fællesskab kan anskues som en form for løsrivelsesnationalisme. Også Anne Knudsen beskriver løsrivelsesnationalisme, dog i et lidt nyere perspektiv, hvilket i særdeleshed er relevant. Anderson falder nemlig i den fælde, at når først nationen og nationalismen er skabt, bliver den nærmest statisk, eller som Jørgensen skriver om de tre store nationalismeteoretikere: 37 Anderson anvender denne betegnelse om den militære tjeneste, de udførte i de spanske kolonier i Sydamerika. 40

42 For Gellner, Anderson og Smith, bliver teorien om nationernes opkomst den teori, der er nødvendig: efter opkomsten sker der ikke noget af betydning (Jørgensen 1994:60). Vi mener netop, at forestillingen om nationen konstant skal produceres, reproduceres, genforhandles og genfortolkes, for at nationen kan forblive virkeligfølt. Uden denne evindelige repræsentation får nationen ikke sit eksistensgrundlag og uden disse vil forestillingen om nationen glide bort. Her er Hobsbawm god at trække ind i forståelsen af, hvordan nationen konstrueres og genkonstrueres. Han beskriver nemlig hvorledes national identifikation, og hvad det forventes at indeholde, kan skifte over tid, selv over ganske kort tid (Hobsbawm 1992:11). Han viser ligeledes, hvordan national identifikation og nationalisme kan være stærkere i visse perioder end andre. Vi er enige heri og mener, at netop denne omskiftelighed i, hvad nationen er, hvor levende den er i folks sind og hvad den defineres som, kan være forskellige fra periode til periode, men ligeså vidt fra person til person. Men denne opfattelse som udgangspunkt er det oplagt at definere nationalisme som en diskurs. Forstået således, at forestillingen om nationen/nationalisme gennem sproget konstant konstrueres. Herved skabes en diskurs om, hvad det nationale er, hvad der sammenbinder en gruppe, og hvori forskellene til andre nationer ligger. Vi vil nu søge ud fra Anderson, Hobsbawm, Knudsen og Jørgensen at dele grundlaget for nationalisme op. Vi mener selvfølgelig ikke, at nationalisme kan deles så skarpt op i praksis, men som et akademisk forskningsfelt kan vi inddele grundlagene for nationalisme, for i praksis at se hvornår og hvordan, der trækkes på de forskellige former. Både Anderson og Hobsbawm beskriver de nationalismer, der fremkom under 41

43 de store revolutioner 38, som værende grundlagt på et territorielt og politisk fundament. Anderson begrunder det i den kreolske nationalisme. De kreolske samfund havde i lang tid været administreret i territorielle sammenhænge, og da revolutionerne tog sin begyndelse, var det derfor retten til territoriet, der kæmpedes om (Anderson 2001: ). Herved bliver det muligt at anse den territorielle nationalisme som funderet i argumentationen om nationen som et territorielt og politisk fællesskab. Et fællesskab, der ikke bunder i etnisk samhørighed, men i det politiske og territorielle fællesskab. Eftersom den nationale kultur er funderet i en politisk kultur og ikke i en etnisk kultur, er det muligt at blive optaget i dette fællesskab. Kravet er, at man følger den offentlige politiske linje og den offentlige kultur, såsom nationalsproget og medborgerskabet, og at man desuden man bor inden for det territorium, der afgrænser nationen. Derudover kan vi inddele nationalisme i etniske nationalismer. Det man også kan kalde nationen som en slægt 39. I denne kræves der et etnisk og kulturelt tilhørsforhold til nationen. Ved denne type nationalisme kan kultur, ifølge Hobsbawm, ikke tillæres igennem uddannelse, kulturen er i blodet (Hobsbawm 1992:63). I og med at vi anser nationalisme som diskurs, mener vi ikke, at diskursen fortæller noget om sandheden, men blot noget om hvordan sandheden tager form i det diskursive forum. Hobsbawm beskriver hvorledes, der i slutningen af det 19. århundrede fremkom en nationalisme, hvor loyaliteten ikke lå hos nationen, men hos den partikulære version af nationen (Hobsbawm 1992:93). Det er en svær proces at blive en del af denne type nationalisme, da dette tilhørsforhold opfattes som et Her tænker vi særligt på den franske revolution ( ), og de amerikanske uafhængighedskrige i slutningen af 1700-tallet. Ifølge Jørgensen og Philips er det en af tre begrebsmetaforer i den nationale diskurs, jf. afsnittet Den nationale diskurs. 42

44 blodsbeslægtet tilhørsforhold. Dette leder os til den sidste type nationalisme, som vi vil komme ind på: mikronationalisme. Mikronationalisme beskrives af Knudsen, som værende af både sproglig, kulturel og territoriel karakter. Ligeledes undersøger hun, hvorledes denne type nationalisme historisk er konstrueret. Knudsen definerer mikronationen således: Jeg definerer mikronationer som statsløse folk med et særligt territorium og skelner dem således fra andre minoriteter (Knudsen 1992:150). Det vil sige, at mikronationalisme bygger på en minoritets ønske om selvbestemmelse over deres nation i forhold til sprog, kultur og politik i det territorium, de anser for værende deres. Dette kan delvist knyttes til den aktuelle grønlandske situation, hvor der søges selvbestemmelse inden for territoriet Grønland. Det interessante er så at undersøge, hvordan den grønlandske nation og forestillingen herom konstrueres. Kan nationen indfanges? Det interessante spørgsmål om nationen er så, hvad er nationen? Hertil kan vi kun svare, at nationen er forestillet og hele tiden genrepræsenteres og reproduceres. Dette sker bl.a. gennem institutioner og praksisformer (Jørgensen 1994:52). Det, der anses som specifik nationalt, produceres og repræsenteres i disse institutioner; sproget, national litteratur, historie om nationen osv. Derudover udtrykkes det nationale gennem symboler som flag, sport eksempelvis nationalholdet, penge m.m.. Og sidst, men ikke mindst, gennem nationens tilhørsforhold til territoriet. Dette beskrives ofte i litteratur, lyrik og anden kunst, og tilhørsforholdet til nation og land bliver således virkeligfølt. Man kan, som Hall ganske klarsynet har formuleret det, sige, at moderne nationer alle 43

45 er kulturelle hybrider, blandet af ældre fællesskaber, dynastier og kongedømmer, der gennem flere omgange med voldelige erobringer og magtbrug er blevet gennemtrumfet og skabt (Hall 2006:617). På trods af nationens fortid og heterogene tilblivelse bygger idéen om nationen på en forestilling om homogenitet. Det vil sige, at alt dette er dybt rodfæstet i den nationale forståelse og identitet, på trods af at det nationale ikke er statisk, men hele tiden kan skifte grundlag. Også institutioner og praksis kan ændres. Det bemærkelsesværdige er, at på trods af skiftene italesættes nationen og dens institutioner stadigvæk som uforanderlige og urgamle. Nationen forestilles at udgøre en enhed, uden at dette nødvendigvis afspejler virkeligheden, og at medlemmerne i nationen forestilles som lige, til trods for at medlemmerne reelt set er forskellige og uens. Så på spørgsmålet om, hvorvidt nationen kan indfanges, kan vi kun svare, at visse præmisser for nationen kan indfanges og defineres, men hvordan nationen forstås, leves og føles er i evig bevægelse og altid må ses kontekstuelt. Kultur og kulturel identitet I forlængelse af at vi i nærværende projekt fokuserer på konstruktionen af Grønland som nation, finder vi det relevant ligeledes at undersøge, hvilke diskurser, der i debatten kan udledes i forhold til den grønlandske kulturelle identitet. Derfor vil vi, med udgangspunkt i Stuart Hall, kort definere kulturbegrebet, for herefter at benytte dette i en videre definition af den nationale kulturelle identitet. Ifølge Hall kan kultur helt overordnet set forstås som delte meninger og forståelser (Hall 1997:1-4). Dette skal forstås således, at medlemmer af samme gruppe må dele betydningsdannelser, forestillinger og ideer for at kunne siges at være en del af en kultur. Der må være et fælles sæt af koncepter, såkaldte kulturelle koder, til stede i en gruppe af individer, før en decideret kultur kan opstå (ibid.). Kultur refererer til betydningsdannelser på mange forskellige niveauer. Kultur repræsenteres fx i populær musik, kunst, litteratur, underholdning og lignende, men kan også beskrives 44

46 som det, der kendetegner levemåden eller de fælles værdier blandt et folk, samfund, nation eller social gruppe (ibid.). Kultur kan altså, på samme vis som nationen, konstrueres forskelligt, men i lyset af at vi i nærværende projekt ønsker at undersøge den skabte diskurs og herigennem forestillingen om kulturen, vil vi følgende se nærmere på, hvordan kultur kan repræsenteres. Kultur som et produkt af repræsentation Betydningsdannelse skabes i enhver social eller personlig kontakt, vi som subjekt eller gruppe indgår i. Disse giver os en forståelse for egen identitet, hvem vi er, og ikke mindst hvilke grupper vi tilhører. Det er dog her vigtigt at påpege, at dette ikke kun sker ved identifikation af ligheder til andre, men ligeledes skabes ved identifikationen af forskelle (ibid.1-6). Betydningsdannelserne skaber altså ligheder og forskelle og herved de fælles koncepter, der skaber repræsentationen af kulturen. Repræsentation bliver herved central, fordi forestillingen om kulturen skabes med sproget som medie. En væsentlig pointe er dog, at betydningsdannelse, på trods af at denne skaber de fælles forestillinger, er en foranderlig og uformelig størrelse, som ændres afhængig af den kontekst, historie og brug den bliver dannet i (ibid. 9). Dette betyder, at selv om det er muligt at identificere fælles kulturelle koder og meninger i en gruppe, vil disse alligevel altid opfattes subjektivt og kontekstbetinget af både medlemmerne i gruppen såvel som udenforstående. Disse koder vil altid være foranderlige og til forhandling, og der vil derfor aldrig være tale om en sand kultur eller kulturel forståelse. Kulturel identitet - Den nationale kulturelle identitet Kulturel identitet kan anskues på flere måder, men vi ønsker følgende at redegøre for den nationale kulturelle identitet. Vi finder det relevant at inddrage dette begreb til nærværende projekts fokus, i kraft af at det har diskursen og den konstruerede 45

47 fortælling om den grønlandske nation og nationale kulturelle identitet som omdrejningspunkt. Den nationale kulturelle identitet er af Hall beskrevet som en sproglig diskurs, der skaber fælles betydningsdannelser om kulturelle institutioner, symboler og fremstillinger, helt i tråd med vores tidligere definition af kulturbegrebet. Fordi denne opfattes som en konstruktion skabt af betydningsdannende diskurser, ser vi, hvordan forholdet mellem kultur og fortælling bliver helt centralt: kultur skal fortælles. Af denne grund bliver narrativerne om den nationale kulturelle identitet afgørende for definitionen af begrebet. Hall (2006: ) beskriver en række narrativer, som, ifølge ham, definerer, hvornår den kulturelle nationale identitet skitseres i en diskurs. Nedenstående er en opridsning af disse narrativer, for at vi senere kan udpege dem i vores egen empiri. Narrativer om den nationale kulturelle identitet - Narrativer om nationen er bl.a. fortalt ved national historie, litteratur, medier og populær litteratur. - Der fokuseres på oprindelse, kontinuitet, tradition og tidsløshed. Den nationale identitet fremstilles som oprindelig. - Traditioner italesættes - Fundamentale myter om fx nationens og folkets oprindelse skabes. Dette skaber grundlag for, at et counter-narrativ kan blive fortalt, hvilket er yderst relevant i koloniale forhold. Dette vil vi komme yderligere ind på senere. Den nationale kulturelle identitet skal således forstås som en diskurs, der i dets kontekst og i takt med udviklingen af individerne i kulturen, af samfundet og af den globaliserede verden unægtelig udvikles og forandres. Hall tegner altså et billede af en række narrativer, som ikke kendetegner én bestemt national kulturel identitet, men 46

48 som kendetegner ideen om denne i almindelighed. Det fremgår således tydeligt, at narrativerne er grundlæggende elementer i konstrueringen af fortællingen og forestillingen om nationen. Nationbuilding og løsrivelsesnationalisme Når man taler nation-building, er der to typer af processer forbundet hermed. Den ene type nation-building sker over en lang årrække, og er på visse måder en tilfældig og historisk funderet konstruktion. 40 Det er denne form, de europæiske stater bygger på. Senere er man begyndt at se nationer, som noget man bevidst kan modellere med og skabe. Denne type nation-building bruges ofte i forbindelse med postkoloniale stater. Her gøres der et bevidst arbejde på, at skabe en samhørig nation i staten, en stat der bygger på demokrati og frihed (Carolyn Stephenson 2005: What IS nationbuilding? ). Hvor den første type er historisk funderet, er den anden politisk funderet. Vi vil især give den anden type af nation-building opmærksomhed, da denne synes at være mere relevant for vores videre analyse af den grønlandske situation. Ifølge Carolyn Stephenson forbindes den politiske nation-building ofte med militær eller økonomisk kontrol af eller som assistance for en stat, der er mislykkedes, eller failed states, som Stephenson kalder denne type af stater (Stephenson 2005: Introduction ). Netop som nævnt ovenfor, er det typisk i postkoloniale stater eller militære regimer, at en udefrakommende magt forsøger at indføre demokrati og herved er med til at starte en bevidst nation-buildingproces. Dette er eksempelvis tilfældet i Irak. Mange inden for økonomi- og samfundsrelateret teori bruger nationbuildingbegrebet, nærmere som et statsprojekt, end et nationsprojekt. Vi anser 40 Carolyn Stephenson (2005), Nation Building: , 20:15. Vi vil det resterende af rapporten lade referencen stå som normal reference, og blot skrive: (Stephenson 2005). Carolyn Stephenson er professor i sociologi ved University of Hawaii-Manoa. 47

49 nationbuilding, som værende et tværfagligt projekt, der i sidste ende bygges op over et skabt kulturelt fællesskab. Det vil sige, at vi vælger at tillægge begrebet en betydning, der afviger en smule fra ovennævnte udlægning. Når vi anvender begrebet nationbuilding uden bindestreg 41, gør vi det med henblik på at beskrive en bevidst politisk strategi, der bruges på at sammenføre og skabe en nationsfølelse. Denne strategi trækker på typisk nationsretorik, og heri indgår et bevidst arbejde for at skabe et fælles sprog, en fælles kultur og en fælles fortid. En fælles fortid kan bygges på eksempelvis et fælles minde om at være lidelsesfælder under den koloniale imperialisme. Der søges også at skabes en fælles national kultur eller en fortælling om en fælles enhed, eksempelvis et nationalt erhverv som jagt eller fiskeri. Der kan også søges at skabes en form for samhørighed mellem menneskerne og det territorium, de bor i. Nationbuilding er, ud fra vores definition, både en politisk, økonomisk og kulturel proces. Vi mener ikke, at der i nationbuilding nødvendigvis behøver at indgå udefrakommende påvirkning for at fuldføre nationsdannelsen. En sådan proces forløber over en længere tidsperiode, da der skal ske en form for fælles fortrængning over for visse historiske begivenheder, mens andre trækkes frem for at konstruere en fælles fortid, eller som Hall skriver: ( ) the narrative of national culture is that of a foundational myth: a story which locates the origin of the nation, the people, and their national character (Hall 2006:614). I forsøget på at bygge en nation op, kan der i fortællingen om en fælles fortid gøres brug af historiske begivenheder, der går længere tilbage end den nuværende nations 41 Ved at anvende nationbuilding uden bindestreg laver vi en redefinering af begrebet og dets betydning, som adskiller sig fra Stephensons nation-building-begreb. 48

50 minder. Denne strategi bruges bl.a. af postkoloniale nationer, der med Halls formulering skruer uret tilbage (ibid.) til en for længst svunden tid og bliver til en national kulturel historie om nationen. Knudsen anvender, som tidligere nævnt, begrebet mikronationalisme 42 om selvstændighedsbevægelserne i minoritetsområder. Mikronationalisme bygger ligeså på forståelsen af en fælles kulturel, sproglig og territoriel historie, der er anderledes i forhold til majoritetens kulturelle projekt (Knudsen 1992:150). Vi mener at kunne genkende mange af mikronationalismens facetter i vores definition af nationbuilding og synes at se en sammenhæng mellem mikronationalismens reaktion på majoritetens assimilering af mindre befolkningsgrupper og grundlaget for nationbuilding. Knudsen skriver bl.a.: Mikronationernes ringe størrelse, perifere placering og den økonomiske elendighed, som prægede hovedparten af dem, betød som nævnt, at de næsten udelukkende stillede ideologiske krav med ideologiske midler, der var ikke tale om økonomiske magtmidler endsige væbnet modstand mod centralmagterne. De ville simpelthen anerkendes, respekteres, tilkendes eksistens (Knudsen 1992:163). Nationbuilding er, som nævnt, især et kulturelt projekt. Et projekt, der søger at samle nationen og at blive respekteret i verdenssamfundet som et samlet fællesskab, der kan anerkendes på lige fod med andre nationer. Et projekt, der på samme vis som mikronationalismen, kæmper om lige rettigheder og respekt som andre nationer tilkendes. Vi vil senere i projektet undersøge, hvordan den grønlandske nationbuildingproces kommer til udtryk i det grønlandske politiske forum og se 42 Anne Knudsen giver en historisk gennemgang af mikronationalismens tilblivelse og videreførelse, og viser sammenhængen mellem den store nation og mikronationalismens tilblivelse (Knudsen 1992). 49

51 hvilke kulturelle, politiske, økonomiske og retoriske strenge, der spilles på i (gen)skabelsen af nationen, og i forlængelse heraf undersøge, om der bruges redskaber, som er specifikt postkoloniale eller specifikt grønlandske. Postkolonialisme I følgende begrebsafklaring vil vi undersøge og redegøre for betydningen af begrebet postkolonialisme. Ydermere vil vi tage udgangspunkt i to temaer, som vi finder centrale for vores forståelse af begrebet nemlig; repræsentation samt den koloniale diskurs og det koloniserede subjekt. Vi ønsker hermed at kunne definere og redegøre for vores brug af begrebet postkolonialisme i forhold til Grønland. Postkolonialismen henviser overordnet set til den postkoloniale litteratur som udviklede sig i kølvandet på ophævelsen af Storbritanniens koloniale territorier og imperium samt til måden hvorpå denne læses, tolkes og kritiseres. I dag forbindes begrebet dog ligeledes med forståelsen af bl.a. kulturelle, intellektuelle, filosofiske, politiske og psykologiske betragtninger, og begrebet kan derfor forstås ud fra hvilken faglig og videnskabsteoretisk tradition, tidsperiode og centrale teoretikere, der refereres til (Hauge 2007:7-28). Det er almindeligt kendt, at begrebet postkolonialisme kan skrives med eller uden bindestreg, og at disse to stavemåder har to forskellige betydninger. Skrives begrebet med bindestreg, hentyder det generelt til en forståelse af, at kolonialismen ophørte på sammen tid som kolonitidens ophør. Skrives begrebet derimod uden bindestreg hentydes det, at kolonialismen er fortsat på trods af kolonitidens ophør (ibid.). I nærværende projekt ønsker vi at tage udgangspunkt i postkolonialisme uden bindestreg. Dette valg baserer vi på, at der blandt teoretikere er en vis enighed om, at præfikset post sjældent forstås som tiden efter kolonialismen. På trods af denne 50

52 enighed om at begrebet rummer mere end det tidsmæssige perspektiv, diskuteres begrebets indhold dog stadig (Hall 2006; Loomba 1998). For hvor nogle mener, at begrebet i langt højere grad skal ses som et vidne til den koloniale arv og kolonialismens betydning, ser andre begrebet som produktet af en teoretisk diskurs, skabt af akademikere, hvis formål bl.a. er at yde modstand mod denne arv (Hall 2006: ). Ania Loomba beskriver, hvordan post ofte indbefatter et ideologisk koncept, hvilket skal forstås i den forstand, at landet, trods den koloniale magts forsvinden, fortsat kan være stærkt påvirket af kolonitidens handlinger i form af bl.a. politiske og kulturelle traditioner, økonomisk afhængighed og ikke mindst følelsesmæssige ar efter at have været undertrykt. Det menes endog, at det - grundet denne stadige påvirkning - kan diskuteres, hvorvidt det er misvisende overhovedet at tale om tiden efter kolonialismen (Loomba 1998:7; Hall 2006:253), hvilket følgende citat opsummerer: If the inequities of colonial rule have not been erased, it is perhaps premature to proclaim the demise of colonialism (Loomba 1998:7). Denne idé blev bl.a. introduceret af Gayatri Spivak, der netop ikke så begrebet postkolonialisme som det, der kom efter kolonialismen, men som en direkte fortsættelse af den (Hauge 2007:8). I nærværende projekt vil vi ikke kun se på postkolonialismen som den ovenstående beskrevet fortsættelse af den koloniale relation, men ligeledes tage udgangspunkt i postkolonialismen som et begreb, der ud fra en poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk tilgang overordnet set er funderet i repræsentation og herved konstruktionen af diskursen vedrørende den koloniale relation mellem Grønland og Danmark. 51

53 Repræsentation I følgende afsnit vil vi tage udgangspunkt i Stuart Halls beskrivelse af repræsentation i form af den diskursive tilgang til begrebet, da vi finder denne relevant i en postkolonial kontekst: The discursive approach is ( ) concerned with the effects and consequences of representation its politics. It examines not only how language and representation produce meaning, but how the knowledge which a particular discourse produces connects with power, regulates conduct, makes up or constructs identities and subjectivities, and defines the way certain things represented, thought about, practiced and studied (Hall 1997:17). Hall beskriver her, at repræsentation ikke bare skal forstås som værende meningsdannende, men at den mening, som repræsentationen skaber, skal forstås i tæt relation til kontekstuelle sammenhænge. Dette betyder, at repræsentation også bør forstås i en historisk kontekst, hvor tid og sted påvirker konstruktionen af repræsentationen. Dette bevirker yderligere, at spørgsmålet om hvem, der har magten i en bestemt kontekst, bliver interessant, fordi magthaveren ligeledes besidder magten til repræsentationen og derved konstruerer fortællingen om virkeligheden. Vi finder ovenstående forståelse interessant fordi, repræsentation i en kolonial/postkolonial kontekst også altid vil være funderet i en historisk kontekst, hvor netop magtforholdet mellem kolonimagten og de koloniserede bliver centralt for den repræsentation, der skabes. Denne sammenhæng mellem repræsentation og magt beskriver Edward Said i Orientalisme. Han beskæftiger sig med de vestlige repræsentationer af Orienten og beskriver, hvordan disse har legitimeret en vestlig imperialistisk dominans over Orienten således, at den vestlige diskurs har fået lov til at være bestemmende for 52

54 konstruktionen, forestillingen og fortællingen om Orienten (Said 2002:29). Repræsentationen, ud fra denne anskuelse, skaber i et kolonialt perspektiv forestillingen om de koloniserede og deres kultur. I lyset af vores videnskabsteoretiske tilgang, tales der ikke om sandheder og forestillingen repræsentationen af de koloniserede kan derfor heller ikke betragtes som én størrelse, men som et udtryk for en lang række af subjektive og fragmenterede sandheder, der både skabes af kolonimagten, men ligeledes af de koloniserede i kraft af både eksternaliserende og internaliserede repræsentationer. Hauge forklarer dette med ordet hybriditet, der beskrives, som følger: forholdet mellem imperium og koloni [var ikke] et forhold, der gjorde den koloniserede anden tavs. Tværtimod forandres både herre og slave (Hauge 2007:26). Dette vil altså sige, at der ikke kun er tale om, at kolonimagten alene skaber diskursen og repræsentationen. Kolonimagten har den fysiske, politiske og militære magt og derfor også magten til repræsentationen, men de koloniserede konstruerer på samme vis alternative modrepræsentationer mod den koloniale magt, hvilket også er udgangspunktet og essensen i det postkoloniale projekt, som netop handler om at give de undertrykte en stemme. Repræsentationer er derfor altid dialektiske. Ann Fiernup-Riordan overfører i sin bog Freeze Frame. Alaska Eskimos in the Movies (1995) Saids orientalisme-begreb til et begreb hun kalder eskimoorientalisme. Dette begreb dækker over forholdet mellem Arktis og Vesten. Hendes pointe med dette begreb er overordnet at vise, at de samme mekanismer i repræsentationen af det arktiske folk gør sig gældende som ved den vestlige repræsentation af Orienten. Den danske og grønlandske relation kan på samme vis anskues ud fra eskimo-orientalisme. De danske repræsentationer af Grønland og 53

55 grønlænderne har gennem etnografiske fremstillinger, medier, litteratur, etc. op gennem historien skabt en forestilling og en fortælling om Grønland og det grønlandske folk, og det er højst sandsynligt, at grønlænderne har taget visse af disse repræsentationer til sig (bevidst såvel som ubevidst). Men i lyset af at repræsentation altid skal anskues som et dialektisk forhold, som også Said beskriver det, opstår den føromtalte modrepræsentation, som har gjort grønlænderne i stand til at definere sig selv i forhold til og mod danskerne. I følgende afsnit vil vi se nærmere på betydningen af denne repræsentation og diskursen af det grønlandske. Den koloniale diskurs og det koloniserede subjekt På trods af at vi i ovenstående har etableret, at postkolonialisme skal forstås, som mere end noget, der kom efter kolonialismen, er det vigtigt at pointere, at begrebet trods alt tager sit afsæt i kolonitiden. Af samme grund er det kun relevant at tale om et postkolonialt forhold mellem Grønland og Danmark i tilfældet af, at et kolonialt forhold er etableret, hvilket vi viste i afsnittet Grønlands historie Fra koloni til selvstyre. I og med at Grønland kan betragtes som et tidligere koloniseret land, er det relevant at se på den koloniale diskurs, som Grønland er indlejret i. Denne koloniale diskurs er nemlig den, som i et postkolonialt perspektiv videreføres efter kolonitidens formelle ophør. Den koloniale diskurs er af Bill Ashcroft, Gareth Griffiths & Helen Tiffin defineret som følger: Colonial discourse is a system of statements that can be made about colonies and colonial peoples, about colonizing powers and about the relationship between these two. It is a system of knowledge and beliefs about the worlds within which acts of colonization take place (2007:37). 54

56 Denne forståelse henviser til det system, som via sproglige ytringer skaber det diskursive indhold og hermed opfattelsen og forståelsen af den koloniale/postkoloniale relation og effekterne af denne ikke bare de politiske og økonomiske effekter, men ligeledes de kulturelle og individuelle. Vi anser derfor denne tilgang som relevant at inddrage, da vi, som omtalt, ønsker at lave en diskursanalyse af problemstillingen. Ashcroft, Griffiths & Tiffin (2007:36-38) beskriver, hvordan den koloniale diskurs kan forstås som et instrument til magtudøvelse. De, som har magten til repræsentationen, vil ligeledes have magten til at konstruerer fortællingen om de koloniserede. Herved kan den koloniale diskurs ses som den, der tillægger de koloniserede eller de tidligere koloniserede grupper/kulturer specifik viden, discipliner og værdier. Herved skabes af kolonimagten en konstrueret sandhed om det koloniserede land og folk, som det koloniserede folk selv over tid påtager sig og agere efter. Herved kan den koloniale diskurs siges at være med til at skabe opfattelsen af de enkelte subjekter i den koloniale relation som den koloniale magt herved kontrollerer. Det er derfor vigtigt at tale om, hvilken kolonial diskurs et land eller et folk er indlejret i, da denne er med til at skabe en fortælling og dermed ideen om virkeligheden, hvormed kolonimagten og de koloniserede anskuer sig selv og deres relation. Følgende citat opsumerer denne antagelse: Colonial discourse constructs the colonizing subject as much as the colonized (Ashcroft, Griffiths & Tiffin 2007:38). Vi vil i projektet benytte begrebet postkolonialisme i den forstand, at et land kan være formelt uafhængigt, men alligevel fortsat økonomisk, politisk og kulturelt afhængigt og påvirket af den tidligere kolonimagt. Ydermere benytter vi i nærværende projekt begrebet i den forstand, at repræsentationen af det postkoloniale forhold bliver 55

57 centralt, da vi ønsker at beskæftige os med postkolonialisme som en betegnelse for ulig diskursiv magt og effekterne af denne. Set i forhold til Grønland er denne definition interessant, fordi vi finder, at den opsummerer, hvilken kolonial tilstand landet på nuværende tidspunkt befinder sig i. Danmark forlod i 1953 Grønland som formel kolonimagt, men da Danmark via rigsfællesskabet fortsat har magt og beslutningskompetence over bl.a. den grønlandske undergrunds ressourcer, og ej under den nye selvstyreaftale får Grønland overdraget dette område fuldt, og er derved fortsat afhængig af dansk politisk og økonomisk støtte (jf. Debat:5). Det kan derfor diskuteres, hvorvidt Grønland stadig kan betegnes som koloniseret eller hvorvidt Grønland/Danmark nu befinder sig i en postkolonial relation. Vi vælger bevidst at se Grønland som postkolonialt, fordi Grønland i 1979 påbegyndte en proces, hvor de fik egne politiske og økonomiske beslutningskompetencer en proces, som videreføres og udvikles ved selvstyreaftalen. Alligevel har den danske repræsentation af Grønland og grønlænderne op gennem historien været med til at skabe forestillingen og fortællingen om kulturen og folket, hvilket betyder, at der udover den føromtalte politiske og økonomiske afhængighed også stadig kan være tale om en kulturel afhængighed, hvor forestillingen om det grønlandske fortsat er indlejret i de danske repræsentationer. 56

58 Introduktion til det diskursanalytiske felt I vores diskursanalytiske tilgang har vi valgt at tage udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori, og inspiration er primært hentet i de to kapitler Diskursteori og National Diskurs fra bogen Diskursanalyse som teori og metode af Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips (2006). Det diskursanalytiske udgangspunkt lyder, at vores måder at tale på ikke afspejler vores omverden, vores identiteter og sociale relationer neutralt, men spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre den (Jørgensen & Phillips 2006:9). Her ses det således, at diskursanalyse er forankret i den socialkonstruktivistiske tankegang 43. Diskursanalysens grundlæggende formål er at finde ud af, hvordan omverden (eller dele af den) fremstilles, og hvilke sociale konsekvenser det får: Det er ved at tillægge selv og omverden betydning, at vi kan forstå og handle i verden, og i den forstand er både vi og vores omverden den betydning, vi lægger i dem (Jørgensen & Phillips 2006:164). Diskursanalytiske tilgange trækker endvidere på strukturalistisk, såvel som poststrukturalistisk sprogfilosofi, som hævder, at vores adgang til virkeligheden altid går gennem sproget. Ifølge (post)strukturalismen vil vores syn på og viden om verden altid være historisk og kulturelt indlejret. Vores verdensopfattelse er kontingent: det kunne altid have været anderledes og kan forandres over tid. Vores måder at forstå verden på skabes og opretholdes således i sociale processer, hvori man både opbygger fælles sandheder og kæmper om, hvad der er sandt eller falsk (Jørgensen & Phillips 206:14). 43 Dette uddybes i det videnskabsteoretiske afsnit. 57

59 Den saussureske tradition er et af de strukturalistiske tankesæt som revideres i poststrukturalismen. I den saussureske tradition kan sprogets struktur sammenlignes med et fiskenet, hvor hvert tegn udgør en af knuderne i nettet (Jørgensen & Phillips 2006:20). På samme vis som knuderne i fiskenettet bliver holdt på plads af deres afstand til de andre knuder, defineres tegnene ved deres afstand til de andre tegn. Poststrukturalister mener ikke, at tegnene har så fastlåste pladser, og det er således kun elementer af den saussureske tradition, som poststrukturalismen har videreført. Det væsentligste er, at det ikke er virkeligheden, der giver tegnene deres betydning, men at betydning opstår i et dialektisk forhold tegnene imellem. Tegnenes betydning kan derved ændres alt efter hvilken kontekst, de optræder i. (Jørgensen & Phillips 2006:19). Hos poststrukturalisterne opfattes sproget ikke længere som en total og uforanderlig struktur, og den skarpe opdeling mellem langue (sprogets system, der er fast og uforanderligt) og parole (det konkrete sprogbrug) er opløst. Som vi også vil komme ind på senere, er Laclau og Mouffe også poststrukturalistiske i deres tilgang. Den store forskel ligger dog i deres forståelse af systemer. Mens systemer hos Saussures er fastfrosne, er der hos Laclau og Mouffe tale om dynamiske systemer. Med poststrukturalisternes ændringer at tegnenes betydning kan ændres i forhold til hinanden bliver det således muligt at tale om forandringer, som ellers var strukturalisternes problem: det netop er i den konkrete anvendelse af sproget, at strukturen skabes, reproduceres og forandres. I konkrete tale (og skrift)-handlinger trækker folk på strukturen ellers ville talen ikke give mening men sætter også strukturen på spil ved at give netop deres bud på, hvordan betydningen af tegnene skal fikseres (Jørgensen & Phillips 2006:21). Gennem analyse af vores empiri undersøger vi, hvordan de grønlandske politikere på 58

60 forskellig vis indholdsudfylder begreber som folk, befolkning og nation. Vores analysefokus går således på de betydningsforskelle, der kan være i konstruktioner af de enkelte ord, samt hvorledes den enkelte politiker forsøger at konstruere forholdet mellem Grønland og Danmark og italesætter Grønland og grønlænderen i selvstyredebatten. Diskursteori Som nævnt indledningsvis har vi valgt at gå diskursanalytisk til værks med inspiration hentet fra diskursteori. Dette skal ses i lyset af, at diskursteorien har til formål at undersøge, hvilke betydninger diskurserne har, og hvordan disse overordnet begrænser vore handlemuligheder. Samtidig tager diskursteori udgangspunkt i det poststrukturalistiske standpunkt, at sociale fænomener aldrig er færdige eller totale. I kraft af, at betydning aldrig kan endeligt fastlåses, vil der være konstante sociale kampe om definitioner af samfund og identitet (Jørgensen & Phillips 2006:31;34). Laclau og Mouffe arbejder med især fire vigtige begreber i forhold til diskursanalyse; artikulation, diskurs, momenter og element: Artikulation er enhver praksis, der etablerer en relation mellem elementer, så elementernes identitet modificeres. En diskurs er bestræbelsen efter at fastlægge betydninger inden for et bestemt domæne. Momenterne er alle tegnene inden for en diskurs, og deres betydning er bestemt af deres relationer til hinanden. Elementer er de tegn, der er flertydige altså tegn, der endnu ikke har fået fikseret deres mening. En diskurs forsøger at gøre elementer til momenter ved at reduceres deres flertydighed til entydighed. Denne overgang er dog aldrig helt fuldbyrdet, da der altid er andre betydningsmuligheder, der kan udfordre og forandre diskursens struktur (Jørgensen & Phillips 2006:36-39). Hvis den pågældende diskurs var national identitet ville elementer være nation, identitet, land, territorium, folket, etc. Folket ville samtidig også være et nodalpunkt, et 59

61 såkaldt privilegeret tegn, som de andre tegn organiseres omkring og får deres betydning i forhold til (Jørgensen & Phillips 2006:37) I national diskurs er folket det privilegerede tegn, men ordet folket siger ikke så meget i sig selv, og skal sættes i relation til andre tegn for at give mening. Dette sker gennem artikulation. Artikulation er således de forskellige parters forsøg på at bestemme elementernes betydning og dermed gøre dem til momenter. Ydermere beskæftiger Laclau og Mouffe sig med en række relaterede begreber heriblandt nodalpunkter og det diskursive felt samt lukning. Det diskursive felt er alle de muligheder, som den pågældende diskurs udelukker i sit forsøg på at skabe entydighed, en slags diskursens ydre. Med lukning forstås den proces, der finder sted, når en diskurs forsøger at gøre elementerne til momenter ved at reducere deres flertydighed til entydighed. En sådan lukning er dog aldrig total (ibid. 38). Der er dog især ét begreb mere, som Laclau og Mouffe benytter sig af, nemlig de flydende betegnere; tegn, som de forskellige diskurser kæmper om at indholdsudfylde på netop deres måde. Eksempler på flydende betegnere ville være nation, folk, selvstyre. Flydende betegnere, der henviser til en helhed, kalder Laclau for myter, og det er diskursanalysens formål at afdække, hvilke myter om samfundet som objektiv realitet, der impliceres i tale og andre handlinger (ibid.). Helheden er således noget man forestiller sig, det er den nødvendige horisont, som både selvet og det sociale skabes inden for. I forlængelse heraf postulerer Laclau og Mouffe, at samfundet er umuligt, at det ikke findes. Forstået således at samfundet som objektiv størrelse aldrig er fuldendt: Vi producerer hele tiden samfundet, og opfører os, som om det fandtes som en objektiv totalitet, og vi italesætter det som en helhed. Med ord som folket eller landet forsøger vi at afgrænse en helhed med et objektivt indhold. Men helheden forbliver en imaginær størrelse (Jørgensen & Phillips 2006:51). 60

62 Diskursteorien inddrager i sin identitetsforståelse Jacques Lancans teori om gruppen 44 som en aldrig færdig struktur, der konstant forsøger at blive hel (Jørgensen & Phillips 2006:53-54). Gruppen forsøger hele tiden at finde sig selv i diskurserne. Lacan taler i forlængelse heraf om mester-betegnere, som i diskursteori vil svare til identitetens nodalpunkter: En sådan mester-betegner kan for eksempel være mand, og forskellige diskurser tilbyder indholdsudfyldninger af den ret flydende betegner mand. Det sker ved at knytte betegnere sammen i ækvivalenskæder, der etablerer identiteten relationelt. Den diskursive konstruktion af mand udpeger, hvad mand er lig med og forskellig fra (Jørgensen & Phillips 2006:55). Det er altså ved at lade sig repræsentere af en klynge betegnere med et nodalpunkt som centrum, at man får en identitet. På samme vis må gruppedannelse forstås som en reduktion af muligheder, idet nogle identitetsmuligheder fremhæves som relevante, mens andre ignoreres. Diskursive gruppedannelser medfører således en udelukkelse af den anden samt en ignorering af de forskelle, der måtte være i gruppen indadtil (Jørgensen & Phillips 2006:57). Grupper er ikke givne på forhånd i det sociale, og eksisterer derfor først, når de bliver italesat. Repræsentation bliver herved et vigtigt element i gruppedannelsesprocesser. Det er først i det øjeblik, at nogle taler om, til, eller på vegne af en gruppe, at den konstitueres som gruppe. Gruppe og repræsentant konstitueres i én bevægelse (Jørgesen & Phillips 2006:58). 44 Her har vi valgt at udskifte 'subjekt' med 'gruppe' i henhold til Jørgensen og Philips udlægning af, at kollektiv og individuel identitet organiseres efter samme principper i samme diskursive processer (Winther Jørgensen og Philips 2006: 52;56). 61

63 Når en gruppe repræsenteres, følger der et helt samfundsbillede med, fordi gruppen konstitueres i kontrast til andre grupper (...) Gruppedannelse indgår derfor i kampen om, hvordan hele myten om samfundet skal indholdsudfyldes og omvendt implicerer forskellige samfundsbilleder en udpegning af, hvordan folk skal opdeles i grupper (ibid.). I den diskursanalytiske undersøgelse af identitet hvad enten det være sig kollektiv eller individuel er det konkrete udgangspunkt at identificere hvilke subjektpositioner, som de diskursive strukturer udpeger som relevante: Diskursanalysen går derfor hele tiden ud på at dekonstruere de strukturer, der udgør vores naturlige omverden; man forsøger netop hele tiden at vise, at den givne indretning af verden er et resultat af politiske processer med sociale konsekvenser (Jørgensen & Phillips 2006:61). Med Laclau og Mouffes begreber som udgangspunkt i en diskursanalyse, kan man groft sige, at nodalpunkterne organiserer diskurser, mester-betegnerne organiserer identitet, og myterne organiserer det sociale rum (ibid. 63). Gennem lokalisering af disse begreber og deres forbindelser til andre tegn i et konkret materiale, kan man finde ud af, hvordan diskurser, identitet og det sociale rum er organiseret diskursivt. Den nationale diskurs Udover at finde diskursanalysen værende den bedst anvendelige analysemetode for nærværende projekt, ser vi også visse lighedstræk mellem nationsteorierne og diskursteori, bl.a i forhold til Benedict Andersons teori om fællesskaber som forestillede: 62

64 Med ord som folket eller landet forsøger vi at afgrænse en helhed med et objektivt indhold. Men helheden forbliver en imaginær størrelse (Jørgensen og Phillips 2006:51). I kapitlet om national diskurs refereres der til Ernest Gellner (ibid. 169), og i forlængelse heraf skriver Jørgensen og Phillips følgende: (...) ved at anskue nationalstaterne som sociale konstruktioner snarere end som naturlige enheder, får man mulighed for at undersøge hvordan de er konstruerede historisk, og hvordan de vedvarende reproduceres, omdannes eller udfordres i konkret praksis (Jørgensen & Phillips 2006:170). Igen ser vi visse ligheder med diskursteorien og projektets problemstillinger, idet en stor del af projektets analyse vil blive baseret på en nationaldiskursiv tilgang. Jørgensen og Phillips beskriver den nationale diskurs som en kontingent konstruktion af virkeligheden både historisk og samtidigt set (Jørgensen og Phillips 2006:176). Historisk i kraft af, at nationalstaterne er sociale konstruktioner, som kan forandres og forsvinde igen. Samtidigt, fordi verden er konstrueret på mange andre måder end den nationale og kan italesættes ud fra andre perspektiver. På samme vis kan folk inddeles i andre grupper end den nationale. Med diskursanalytiske redskaber kan man undersøge, hvilke billeder, der konstrueres i konkrete situationer på et bestemt socialt domæne eller i en given institution. Ligeledes kan man undersøge, hvilke konsekvenser netop disse billeder har (Jørgensen & Phillips 2006:183). Disse billeder kan med et andet ord kaldes begrebsmetaforer. Her trækker Jørgensen og Phillips på Gerorge Lakoff og Mark Johnsons teori begrebsmetaforer når ét område implicit eller eksplicit italesættes med et andet områdes begreber. Som fx når diskussion 63

65 italesættes som krig, med formuleringer som hun vandt diskussionen eller han forsvarede sig godt (Jørgensen & Phillips 2006: 179). Ifølge Jørgensen og Phillips er der især tre begrebsmetaforer, der gør sig gældende i den nationale diskurs: nationen som slægt, nationen som træ og nationen som individ. Eksempler på nationen som slægt er, når vi taler om vikingerne som vores forfædre, eller når vi taler om vores efterkommere i fremtiden. Det nationale forstås altså som noget, man er født med. Begreber som fædreland, modersmål og familien Danmark hører under metaforen nationen som slægt. Når man taler om nationens og menneskets rødder, spilles der på metaforen nationen som træ. Man hører til et bestemt sted, og man vil få problemer, hvis man bevæger sig andre steder hen, som indvandrere og konstruktionen om deres rodløshed er eksempler på. Når man taler om nationen som individ, referer man til nationen som en afgrænset og autonom helhed uden indre forskelle. Denne metafor bruges bl.a. i formuleringer som Danmarks fødsel og et splittet Danmark. De tre metaforer strukturerer alle nationen som en organisk sammenhængende enhed, som folk er bundet til gennem jord eller blod. Denne enhed står således i modsætning til fx en social eller politisk enhed (Jørgensen & Phillips 2006:180). Begrebsmetaforer er derfor medvirkende til at skabe (og opretholde) nationens grænser og opstille skel for hvad eller hvem, disse omfatter eller ekskluderer. Som Jørgensen og Phillips skriver, er den nationale diskurs international, og forestillingen om nationalstaterne som kulturelt og politisk afgrænsede homogene enheder praktiseres globalt, og uddyber: For at blive hørt på den inter-nationale politiske scene er det derfor vigtigt, at man enten taler på vegne af en nationalstat, eller at man kan vise, at man repræsenterer noget, der egentlig burde være det. Vejen til selvbestemmelse går således ofte via den nationale diskurs (Jørgensen & Phillips 2006:184) 64

66 Ved vores gennemlæsning af debatten, samt anden (anvendt) litteratur er vi blevet os bevidste om netop denne problemstilling og dens afgørende betydning Analyse Diskursanalyse - Konstruktionen af den grønlandske nation Vi har, som tidligere nævnt, valgt at belyse vores problemformulering gennem empiri i form af en landstingsdebat om selvstyreaftalen. Dette har vi gjort ud fra en formodning om, at vi her vil kunne se, hvordan forskellige grønlandske politikere forsøger at konstruere og italesætte fortællinger og forestillinger om Grønland. Der er et vist element af usikkerhed ved referatet af debatten, da vi ikke kan vide om alle udtalelser er gengivet/oversat korrekt. Desuden er der en del stavefejl og udfald af ord. Af og til er det så udpræget, at det er meningsforstyrrende, og derfor svært at udlede hvad politikerne præcist har sagt. 45 Når der i analysen refereres til sidetal (fx Debat:7), er der henvist til referatet af den pågældende landstingsdebat, som er vedlagt som bilag. Desuden angiver vi den første gang, en politiker nævnes, hvilket parti, han eller hun tilhører. Vi vil dog gøre opmærksomme på, at det er de enkelte politikeres konstruktioner af Grønland, vi undersøger, og anførelsen af parti bruges således kun i forhold til at danne overblik. I den udvalgte debat er de umiddelbare modtagere de grønlandske partier. Men flere af politikerne synes også at henvende sig mere direkte til den grønlandske befolkning, fx fremlægger Atassuts ordfører Augusta Salling nærmest partiets politiske program (Debat:16). Man skal derfor have in 45 Se bilag 2. 65

67 mente, at politikerne sandsynligvis også tænker befolkningen som modtagere. I debatten fornemmer man som læser, at der foregår en del interne politiske spil politikerne imellem, fx mellem politikere fra Demokraterne og Per Berthelsen fra Siumut, (fx Debat:33-35). Vi vælger dog ikke at beskæftige os med eventuelle politiske spil, eftersom det ikke har relevans i forhold til projektets problemstilling. Af debatten fremgår det, at flere af de grønlandske politikere er klar over, at det økonomiske spørgsmål er en af de afgørende grunde til, at Grønland endnu ikke er selvstændigt. Grønland er i dag stadigvæk afhængig af økonomiske tilskud fra den danske stat. Hans Enoksen (Siumut) siger fx: Gradvist og over flere år, vil vi påtage os selv denne økonomiske byrde ikke på en gang. Økonomien skal være på plads først (Debat:7). Men i debatten er Demokraterne det parti, der i sin argumentation tillægger de økonomiske hensyn den største betydning. Faktisk var det afgørende faktor for, at partiet anbefalede befolkningen at stemme nej til selvstyreaftalen. Vi har valgt ikke at fokusere på den økonomiske argumentation, men vi er bevidste om, at dette aspekt selvfølgelig også spiller ind på, hvorfor flere af politikerne ikke mener, at grønlandsk selvstændighed er ønskværdigt i dag. Følgende analyse er delt i to hovedafsnit. I første del analyseres den diskursive konstruktion af nationen og i den anden den diskursive konstruktion af Grønland i et postkolonialt perspektiv. Disse analyser vil hver især blive afsluttet af afrunding. Konstruktionen af den grønlandske nation I følgende afsnit vil vi med udgangspunkt i en diskursanalytisk tilgang analysere debatten med særligt henblik på at undersøge, hvordan fortællingen om den grønlandske nation konstrueres. Vi vil endvidere undersøge, hvilke former for nationalisme de forskellige politikere refererer til og trækker på, hvad der inkluderes og ekskluderes som en del af nationen, samt hvordan politikerne skifter position 66

68 mellem disse, således at nationen kan ses konstrueret forskelligt af én og samme politiker, alt efter emnet og konteksten politikeren refererer til. For nærmere at kunne analysere dette, finder vi det relevant ligeledes at se nærmere på de kulturelle og identitetsskabende referencer i debatten, da disse som beskrevet i underafsnittet Kulturel identitet - Den nationale kulturelle identitet? skaber forestillingen og fortællingen om Grønland og den grønlandske nation. Vi vil i dette afsnit tillægge elementerne folk, befolkning og nation særlig opmærksomhed, da vi søger at klarlægge, hvordan elementerne meningsudfyldes og søges gjort til momenter. Vi vil i denne analyse, oftest anskue elementet folket i sammenhæng med det grønlandske folk, et folk, der anses for at have et blodsbånd til hinanden og til landet. Endvidere ses elementet i tæt relation til forståelsen af diskursen om det grønlandske folks nationale kulturelle identitet, hvorved narrativerne om det oprindelige folk bl.a. bliver relevante. Når der i debatten bliver gjort brug af elementet befolkningen, anser vi dette for - i højere grad end elementet folket - at være et inkluderende udtryk. Denne iagttagelse underbygger vi med, at der ved brug af elementet befolkningen trækkes på en territoriel og/eller politisk form for nationsforståelse, hvorved andre end de etniske grønlændere inkluderes i forståelsen af den grønlandske nation. Det viser sig dog flere steder i debatten - til trods for ovenstående iagttagelser - at elementerne folket og befolkningen alligevel får tillagt flertydige indhold, hvorved det bliver vigtigt at se elementerne i sammenhænge med konteksten de anvendes i, og derfor analysere de konkrete artikulationer. Ved at artikulere et fællesskab af subjekter som et folk/en befolkning konstrueres grønlænderne som en fælles enhed med en kulturel identitet - en nation. Folk eller befolkning På baggrund af ovenstående iagttagelser vil vi følgende undersøge og analysere den 67

69 specifikke brug af elementerne folk og befolkning i debatten. Vi håber herved at kunne identificere, hvordan politikerne hver især søger at meningsudfylde og definere nationen. I debatten taler Enoksen, for, at samtlige grønlændere skal stemme ja til valget. I denne kontekst gør han brug af befolkningen. Han taler her til alle og trækker på en territoriel og politisk forståelse af, hvad nationen er. Således skriver han: Det er landsstyrets ønske, at resultaterne af kommissionens arbejde vil blive taget godt imod af befolkningen, og alle, enten offentligt, i familien, blandt arbejdskollegerne eller i andre sammenhænge vil deltage aktivt i debatten om selvstyre (Debat:2) Andre steder i debatten ses det, at han benytter udtrykket folk. Dette udtryk dækker dog over forskellige forståelser af, hvad folket indeholder. Visse steder hentyder folk til befolkningen og andre steder til folket grønlænderne, slægten grønlænderne. Ét sted siger Enoksen, at formålet med selvstyreaftalen er at øge det grønlandske folks selvbestemmelse (Debat:3). I dette tilfælde, mener vi, at nationen konstrueres som en politisk enhed, der bør have udvidede rettigheder til selvbestemmelse. Andre steder ses det, hvordan Enoksen ændrer meningsbetydningen omkring elementet folk. Ændringen finder særligt sted, når Enoksen (og også andre af politikerne) kommer ind på anerkendelsen af det grønlandske folk, som et særligt folk. Her kommer folket til at betyde en særlig etnisk eller kulturel gruppe, der skal anerkendes netop ved deres særlige slægtskab. Enoksen henviser til, hvorledes statusen som et særligt folk, medfører rettigheder til undergrunden. I denne sammenhæng anvender han befolkningen (jf. den hjemmehørende befolkning (Debat:5)), et element vi ellers normalt ville anse som en inkluderende forståelse af, hvad nationen indeholder. Enoksen italesætter her nationen og befolkningen som værende et særligt fællesskab, 68

70 der kun inkluderer den del af befolkningen, der er hjemmehørende i Grønland, altså den del, der er etnisk og kulturelt beslægtet med den jord, man med selvstyret igen får rettigheder til. Vi har i ovenstående ridset nogle interessante pointer op i forhold til brugen af elementerne folk, befolkning og nation. Vi vil følgende forsøge at rodfæste vores videre analyse i forståelsen af disse elementer og i analysen af disse beskæftige os med elementerne ud fra forskellige temaer, der alle belyser debattens konstruktion af grønlænderen, den grønlandske nationale identitet og Grønland som nation. Det grønlandske sprog Ved selvstyrets indførelse, bliver det grønlandske sprogs status lovfæstet som det officielle sprog i Grønland. Det omtales ikke blot længere som hovedsproget i Grønland, som det er tilfældet i hjemmestyreloven. Således gives der med lovforlsaget endelig fuld anerkendelse og respekt til en central og vigtig del af det grønlandske folks kultur. Når et folk anerkendes som folk, er det også naturligt, at der også sker en anerkendelse af dette folks særegne karakteristika såsom sproget. (Debat:5). Enoksen lægger i ovenstående citat, som de fleste andre politikere, vægt på at sproget grønlandsk får status som officielt sprog. Her konstrueres det grønlandske skriftsprog, som værende nationalsproget, og udelader det faktum, at Grønland har flere dialekter, hvoraf visse afviger en del fra skriftsproget. Grønland italesættes også her som værende en fælles enhed, der sammenbindes af slægtskabet, det fælles sprog, den fælles kulturelle identitet og tilhørsforholdet til den grønlandske jord. Også Olga Poulsen Berthelsen (IA) konstruerer, ligesom Enoksen, forestillingen om, at Grønland har ét fælles sprog og skaber hermed en forståelse af Grønland som en 69

71 fælles enhed: Er det ikke et fremskridt, at vort sprog er blevet anerkendt som det officielle sprog i landet og at vi har opnået ejendomsretten til landet? (Debat:40). Hun stopper dog ikke her, men konstruerer ved den videre udtalelse fortællingen om, at det at opnå anerkendelse af et officielt sprog samt ejendomsretten til landet er det største fremskridt i den Grønlandske historie: Det drejer sig vist om det største fremskridt i historien (ibid.) Hermed gør hun sproget på trods af de utallige dialekter til en del af den historiske fortælling om en samlet nation med et fælles mål mod fremskridt. Anerkendelsen af sproget som et fremskridt bliver også konstrueret af Enoksen. Han forbinder den tidligere mangel på anerkendelse, som en årsag til Grønlands sociale problemer og skaber herved en fortælling om en svær fortid under kolonitiden og et Grønland, der nu på vej mod en lys og bedre fremtid, hvilket følgende citat understreger: Selvfølgelig har vi under kolonitiden, været ude for oplevelser, hvis rødder kan være svære at slippe. Fordi vi ikke har været anerkendt som et folk, er man i undervisningen ikke gået ud fra det grønlandske sprog og derved har udelukkende grønlandsksprogede ikke haft nogle muligheder. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at vi er mange, der blevet tabt (Debat:56). Det grønlandske sprog viser sig altså at være centralt i diskursen om Grønland som nation, da diskursen om sproget er meningsgivende til den fælles enhed, som kulturen og nationen bygger på. Debatten indeholder flere elementer, der konstrueres og meningsudfyldes, således at fortællingerne om et folk/en befolkning, en fælles kulturel identitet og en nation italesættes. Vi vil følgende se nærmere på diskursen om og konstruktionen af fortællingen om det særlige grønlandske folk. 70

72 Det særlige folk det oprindelige folk ICC s arbejde i verden er beundringsværdigt, især med hensyn til oprindelige folk. Vi skal ikke være tilbageholdende med at være stolte, at grønlænderne leder arbejdet på det område. Det er i orden, at det koster noget. Men vore modparter i det globale miljø er enorme, som modarbejder os, derfor skal vi også værne om det ikkeparlamentariske arbejde, som bliver udført. Derfor vil jeg gerne rose ICC for dets arbejde og dets indflydelse på oprindelige folks sag (Debat:45). Ovenstående citat viser, hvordan Enoksen italesætter vigtigheden af, at grønlænderne bliver anerkendt og opfattet som et oprindeligt folk. Han skaber et narrativ om en grønlandsk stolthed forbundet med engagementet i ICC og fremstiller herved den grønlandske identitet, som noget oprindeligt. Endvidere trækker han på en konstruktion af kulturel identitet, ikke bare i den nationale forstand, men en identitet, der bliver sat i sammenhæng med ICC. Herved refereres til et etnisk fællesskab, som står i kontrast til modparter i det globale miljø. Enoksen konstruerer forståelsen af, at der skal kæmpes for anerkendelsen af de oprindelige folk og skaber herved en diskurs om det oprindelige folk som et fælles folk, der må stå imod omverdenen, eller det, vi i underafsnittet Repræsentation betegner de andre. Juliane Henningsen (IA) italesætter ligeledes et etnisk fællesskab ved at benævne inuit som vores stammefrænder (Debat:14). Dette udtrykker, til trods for at den grønlandske nation konstrueres som et politisk fællesskab, at den også indgår i et fællesskab med andre inuitsamfund, som grønlænderne bør udbygge i højere grad (Debat:14;51). Med denne udtalelse, mener vi, at hun derved konstruerer en opfattelse af, at fællesskabet med Danmark bør nedprioriteres i forhold til inuitfællesskabet. Andre af politikerne konstruerer nationen, som et særligt folk, inden for det danske fællesskab, og ønsker ikke dette ændret. Fx udtrykker Augusta Salling (Atassut), at Grønland skal have 71

73 størst mulig selvbestemmelse, uden at Grønland løsriver sig (Debat:17). Herved italesættes det, at målet ikke er at opnå status som nationalstat, men at den grønlandske nation fortsat vil udgøre en del af staten Danmark, dog med størst mulig selvbestemmelse. Senere i debatten udtaler Salling, at [d]et grønlandske folk har store følelser, som vi bør beholde (Debat:54) og trækker herved på den kulturelle nationalisme og konstruerer det grønlandske folk, som et følelsesfolk. Interessant er det så, at Salling oftest bruger udtrykket befolkningen om grønlænderne (Debat:15;55). Et udtryk, der normalt anses som værende mere inkluderende end udtrykket folket. Denne erkendelse må derfor lede os til en revurdering af vores indledende forståelse af betydningen af elementerne folk/befolkning, og disse kan derfor ikke ses som fastlåste elementer, men må analyseres og forstås kontekstuelt. Nationen og selvstyret Vi har i ovenstående beskæftiget os med konstruktionerne af den grønlandske nation som udfyldt af elementer, der indeholder betydningsdannelser om det grønlandske folk og befolkning, det grønlandske sprog og den grønlandske kulturelle identitet. I følgende afsnit vil vi forsøge at analysere fremstillingerne af narrativerne og diskurserne om den grønlandske nation i forhold til den selvstyrekontekst, som Grønland netop befinder sig i. Vi finder, at følgende citat af Aleqa Hammond (Siumut) fint illustrerer, hvorledes nationen konstrueres i denne kontekst: Jeg vil komme med en tilføjelse, idet man bruger husbyggeri som et eksempel, vi har et fundament og det er vores identitet som grønlændere. Under Hjemmestyret har vi brugt dette fundament til at bygge vores hus op, som passer til fundamentet og udformningen. Nu skal vi til at bygge vores tag, dette kan vi gøre ved at stemme ja til Selvstyre (Debat:57). 72

74 Hammond skaber her et narrativ i form af en national fortælling om den grønlandske identitet som afgørende for opnåelsen af hjemmestyret og den kommende indførelse af selvstyre. Hun konstruerer nationen ved at udtrykke: Da Grønlands Hjemmestyre skal indføre [skulle indføres, red.], så troede vores forældre på at vi kunne magte det (Debat:30). Senere siger hun således: Jeg mener vi har pligt til at vi fortsat skal videreføre det mod, som vores forældre har givet os (ibid.). Herved trækker hun på nationen som et slægtsfællesskab, altså er det at være grønlænder en etnisk betinget grundsten og identitet. Hammond ytrer, at nationen er et åndeligt og identitetsskabende fællesskab, et følt fællesskab, der er funderet i grønlændernes mod og selvtillid, som skal videreføres for, at der i fremtiden kan opnås egentlig uafhængighed. Det er vigtigt at vi selv vurderer, hvad der er godt for samfundet. Det vigtigste er at vi føler at vi er en nation (...) ikke alt i den sag kan føres til kroner og ører det er meget vigtigt at man stoler på sig selv på vejen til selvstændighed (Debat:31). Nationen konstrueres her som et kulturelt og etnisk fællesskab, der kan føles, men ikke nødvendigvis ses. Enoksen konstruerer ligeledes oftest nationen som et etnisk fællesskab, der gennem forfædrenes slægtskab giver et fælles tilhørsforhold til landet (Debat:27). Hos Enoksen er det tydeligt, at han ønsker en nationalstat på sigt. Dette ses udtrykt flere steder i hans oplæg: ( )Hvorledes et sådan ønske om selvstændighed kan virkeliggøres (Debat:7) Samt: Der er blevet brugt mange år og mange kræfter til at tage det næste skridt imod selvstændighed, at få ansvaret til landet, at opnå respekt som selvstændig nation 73

75 (Debat:27) Lars Emil Johansen (Siumut) taler også for, at Grønland på sigt skal opnå fuld selvstændighed (Debat:10-11). Han taler dog i helt andre vendinger omkring selvstændighed. Han trækker på fællesskabet med og slægtskabet til Danmark og udtrykker derved, at trods ønsket om et fremtidigt ønske om selvstændighed så efterstræber han at bevare en særlig relation til Danmark. Når Johansen søger at indholdsudfylde nationen, trækker han på sprog, retten til landet/undergrunden, og anerkendelse som folk/nation. Endvidere beskriver han den retmæssige beboer i nationen, som værende en ægte grønlænder (Debat:11), der gennem slægtsbånd bør sikres ejendomsretten til landet, til den næste generation (ibid.). Herved trækker Johansen, på samme vis som Enoksen, på nationen som et kulturelt og etnisk fællesskab, nærmere end som et politisk fællesskab. Her er det interessant at nævne Henningsens sammenligning af Grønland med nationalstaterne Vietnam og Island (Debat:13). Ud fra denne sammenligning, og andre udsagn 46, viser hun, hvordan hun ser, at Grønland kunne opnå samme status. Til gengæld meningsudfylder Henningsen nationen på et mere territorielt grundlag end de førnævnte politikere. Hun udtrykker på et tidspunkt i debatten: Vi mener i Inuit Ataqa-tigiit, at vores vigtigste ressource er folket, flere arbejdede hænder, en viden i udvikling samt en befolkning der ejer levende og ikke levende ressourcer i deres eget land (Debat:13). Og senere: 46 Henningsen udtrykker på side 14 at: ( ) til den tid, hvor vi kan kalde vores land som vort eget land. 74

76 ( ) at der skal være plads til alle, uden at skelne mellem tro, herkomst og sprog, og at vi alle skal leve på lige vilkår. Der er brug for alle (Debat:14). Ud fra udtalelser som disse, synes det, at Henningsen konstruerer nationen, som værende et politisk fællesskab, der inkluderer alle, der har en tilknytning til territoriet Grønland og er en del af det politiske fællesskab og den politiske kultur. Denne nationskonstruktion nærmer sig, som vi også har vist i teoriafsnittet Nation, nationalisme og stat, den nationsdannelse, der fandt sted under de store revolutioner. På trods af, at Henningsen konstruerer nationen som et politisk og territorielt fællesskab, trækker hun dog, som også tidligere nævnt, på inuitfællesskabet. Afrunding af konstruktionen af Grønland som nation Det vi ud fra ovenstående afsnit kan konkludere er, at nationen ikke konstrueres ens af politikerne. Derudover kan én og samme politiker definere grundlaget for nationen forskelligartet i forskellige sammenhænge. Visse politikere trækker mere på det territorielle og politiske fællesskab, der også inkluderer de danske grønlændere og de grønlandske danskere. Langt de fleste, på nær et par enkelte undtagelser, ønsker at Grønland på sigt skal opnå status som nationalstat med fuld selvbestemmelsesret. En enkelt taler om et associeret samarbejde mellem Grønland og Danmark, og en ønsker at Grønland skal forblive en del af den danske stat, men med anerkendelse som et særligt folk inden for det danske rige. Vi kan derfor se, at hvorledes nationen ikke konstrueres som en entydig størrelse af politikerne, men meningsudfyldes på forskellig vis. Det ser dog ud til, at der er et flertal, der begrunder nationen i et etnisk slægtskab og en specifik kulturel funderethed. Betegnelserne folk og befolkning bliver ligeledes gennem debatten meningsfuldt forskellig vis. Fx synes vi at kunne se, at betegnelsen befolkning går igen, når politikere der eller normalt konstruerer 75

77 nationen på et kulturelt og etnisk fællesskab appellerer til at stemme 'ja' til selvstyreaftalen. I disse sammenhænge bliver politikerne inkluderende i deres sprogbrug. Generelt er der flere af politikerne, der trækker på et fælles grønlandsk (skrift)sprog som en vigtig bestanddel i den grønlandske nation, dette til trods for forståelsesproblemer dialekterne imellem, samt det faktum at det grønlandske sprog som en fælles enhed er en nyere konstruktion bygget op af det grønlandske samarbejde med den tidligere danske kolonimagt. Et specielt grønlandsk sindelag konstrueres, som noget af det grundlæggende i hvad der udgør den grønlandske identitet. På visse måder er der en sammenhæng mellem konstruktionen af den grønlandske nation og Anne Knudsens mikronationalisme. Som nævnt tidligere, definerer Knudsen mikronationalisme som den politiske tænkning, som ligger bag selvstændighedsbevægelserne i minoritetsområdet, hvor de politiske krav omfatter både kulturelle, sproglige og territorielle forhold (Knudsen 1992:150). Hun skriver også, at: der er tale om en rehabilitering af den nationale historie, en rekonstruktion af et nationalt sprog, en intern justits, som ikke er mindre virkningsfuld fordi den er informel, og en essentiel politisk kamp om retten til fortolkning af nationens sande karakter (Knudsen 1992:167). I Grønlands tilfælde, eksemplificeret i debatten, kan vi beskrive det som værende således: Der er tale om en rekonstruering af den grønlandske historie, en konstruktion af det grønlandske sprog som en fælles enhed, et arbejde hen imod selvstyre og en politisk kamp om retten til at fortolke den grønlandske nations sande karakter. 76

78 Konstruktionen af forholdet mellem Grønland og Danmark I sin helhed viser debatten, at de grønlandske politikere langt fra har en fælles opfattelse af relationen til Danmark (se det senere analyseafsnit Danmark ikke kun en modstander ). Flere af politikerne refererer implicit eller eksplicit til Grønlands koloniale fortid og derved til Danmarks tidligere rolle som kolonimagt i Grønland. I forbindelse med dette italesættes ofte et modsætningsforhold imellem parterne på et nationalt plan. Følgende citat af Jens B. Berthelsen (Demokraterne) illustrerer dette: Demokraterne mener, at der i betænkningen er rigtig mange gode elementer, der kan være med til at danne grundlag for videre forhandlinger med Danmark for at opnå en endnu bedre aftale, der økonomisk tilgodeser Grønland i videre omfang (Debat:17). Om hvordan Grønland repræsenterer sig selv I debatten er der flere af politikerne, der taler om mod, ansvar og det at stole på sig selv. Dette kan ses som en måde at konstruere og definere, hvad der er den grønlandske kulturelle identitet i dag. Fx siger Enoksen: Der er blevet brugt mange år og mange kræfter til at tage det næste skridt imod selvstændighed, at få ansvaret til landet, at opnå respekt som selvstændig nation (Debat:27). Som nævnt tidligere, italesættes Grønland her som nation, men samtidig konstruerer Enoksen en forestilling om, at der tidligere har været en relation til Danmark, som grønlænderne i dag må stræbe efter at komme væk fra. Allerede tidligere i debatten har han talt om, at vi (grønlænderne) skal tage ansvar: 77

79 Gradvist og over flere år, vil vi påtage os selv denne økonomiske byrde ikke på en gang. Økonomien skal være på plads først. Denne bestemmelse kræver, at vi tager ansvar. Det er et ansvar vi ønsker at tage, og det er et ansvar vi sammen kan bære (Debat:7). Noget af citatet blev brugt i indledningen til analysen, men i sin fulde længde ses det, at han her konstruerer en forestilling om, at det er noget nyt, at grønlænderne får lov til at have ansvar, og at det er noget de ønsker at tage og sammen kan bære. Salling siger: Det er blevet sagt, at de skolebørn som kommer sultne i skole, ikke kan spise Selvstyre [hun referer her til et tidligere debatindlæg af Jens B. Frederiksen (Demokraterne), red.], ja, men det kan være, at vi ved indførelse af Selvstyre, kommer til at stole så meget på os selv, at vi ikke sender vores kære børn sultne i skole. Jeg synes at det er meget vigtigt, at man som et samfund stoler på sig selv, idet dette kan være et af grundlagene for at tage et ansvar og for at udvise ansvarlighed (Debat:55). Her skaber hun en forestilling om, hvordan grønlænderne skal kunne se dem selv i fremtiden og under selvstyret vil kunne komme til at stole tilstrækkeligt på dem selv. At man som samfund kan stole på sig selv, gøres til en forudsætning for at kunne tage ansvar og udvise ansvarlighed, dermed konstrueres også en opfattelse af at grønlænderne ikke tidligere har haft mulighed for at stole (tilstrækkeligt) på dem selv, og derfor heller ikke kunne tage ansvar og udvise ansvarlighed. Salling afslutter hendes udtalelse ved at sige: Vi har et forunderligt land, som vi kan gøre stor brug af, når vi som et folk, får mere 78

80 tro på os selv og som vi selv kan videreudvikle. Den store undervurdering af én selv, sætter farten ned, lad os tage skridtet videre sammen. (ibid.), og hun understreger derved sin konstruktion yderligere. Tidligere siger hun, at: det er meget vigtigt at at man stoler på sig selv på vejen til selvstændigheden (Debat:31). De udvalgte citater illustrerer, hvordan disse politikere konstruerer en forestilling om, at selvstyreaftalen giver grønlænderne mulighed for at ændre deres selvopfattelse og anskue sig selv på en anden måde end tidligere. I citaterne ligger også det, at grønlænderne ikke tidligere har haft mulighed for, eller at det i hvert fald har været svært at tage ansvar, at have mod og at kunne stole på sig selv, og ofte ligger det implicit, at det er Danmark, der er årsagen til, at det ikke har været muligt. Sammenfattende kan disse udtalelser opfattes som udtryk for en postkolonial diskurs, idet politikerne her udtrykker, at grønlændernes hidtidige forestillinger om sig selv er præget af den koloniale relation til Danmark, og det er noget, de gerne ser, at grønlænderne skal væk fra. Derved er det tydeligt at se, at relationen til Danmark stadig i dag har en væsentlig betydning for den grønlandske kulturelle identitet og den grønlandske selvforståelse. Grønlandsk italesættelse af relationen mellem Grønland og Danmark Det har været en hård kamp igennem årtier at forsøge at opnå retten til undergrundens ressourcer. Ved indførelsen af selvstyre, vil det endelig blive virkelighed. Landsstyret takker kommissionsmedlemmerne for denne sejr (Debat:5). Kamp kan her betegnes som en begrebsmetafor, fordi Enoksen billedliggører denne forhandlingsproces om undergrunden som en hård kamp. Ordet kamp indikerer at 79

81 der nødvendigvis må være nogle modparter i dette tilfælde Grønland og Danmark 47 - og at nogen forsøger at gennemtvinge sine interesser over for den anden part. Andetsteds skriver han: Selv om danskerne [her refereres der til de danske medlemmer i den grønlandsk- danske selvstyrekommission, red.] har været meget tilbageholdende har grønlændernes enighed resultateret i godt resultat idag (Debat:28). og konstruerer endvidere en forestilling om, at disse danske politikere (Danmark) har forhalet og besværliggjort den grønlandske selvstændighedsproces. Det har derfor været en hård kamp og er først nu blevet muligt for Grønland at få rettighederne til ressourcerne. Udover at konstruere forestillingen om en kamp konstruerer han også en forestilling om, at grønlænderne igennem årtier har stået sammen i denne kamp. Kamp som begrebsmetafor forstærkes yderligere ved, at han italesætter selvstyreaftalen som en sejr. Han italesætter altså kampens resultat som en vigtig landvinding. Men han siger også, at [v]ores mål i dag er selvstyre, i fremtiden må der være andre der vil kæmpe for at opnå selvstændighed, hvem disse vil være ved vi ikke i dag (Debat:29). Kampen for øget selvbestemmelse og selvstændighed vil altså fortsætte. Kort forinden har han udtalt: Nu er vi ved at være til vejs ende. Det er meget spændende at skulle opnå drømmen om større myndighed over vort eget land, da det nu er hvist lige ved at være der. Men det er befolkningen, der bestemmer det, også den beslutning er også meget spændende for mig personlig. Jeg har siden min pure ungdom har haft forestillingen 47 Det kan selvfølgelig ikke stilles helt så sort-hvidt op, da nogle af kommissionsmedlemmerne er danskere, som derfor også har været med til at udforme den foreliggende selvstyreaftale, og han takker jo netop samtlige kommissionsmedlemmer for denne sejr. 80

82 om at det grønlandske samfund skal have det til mål at få mere respekt, større myndighed til at drive deres eget land. Jeg vil undlade at nævnte, at politikere før os har arbejdet med sagen og det har smittet afgørende af på vores iver at opnå resultater i den retning (Debat:27). I dette citat ligger der også, at han ser selvstyreaftalen som et personligt politisk resultat. I formuleringen at det grønlandske samfund skal have det til mål at få mere respekt, større myndighed til at drive deres eget land, ligger der, at grønlænderne på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelig respekt og myndighed og ikke har haft det tidligere. Enoksen konstruerer altså en virkelighed ved at anvende en begrebsmetafor som kamp for den grønlandske forhandlingsproces om øget selvbestemmelse og rettigheder til den grønlandske undergrund. Kolonitidens men og det postkoloniale mindreværd ( ) selvfølgelig har vi under kolonitiden, været ude for oplevelser, hvis rødder kan være svære at slippe. Fordi vi ikke har været anerkendt som et folk, er man i undervisningen ikke gået udfra det grønlandske sprog og derved har udelukkende grønlandsksprogede ikke haft nogle muligheder. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at vi er mange, der [er] blevet tabt. Selvstyret må indføres på grundlag af vort sprog, man må så vidt muligt prøve at indlemme samfundet, det vil være løgn at vi som de tabte, opnår det vi har sat os for. Fordi vi ikke har været anerkendt som et folk, har vi haft mange oplevelser, som ikke har været uden betydning, rømning af bygder, rømning af byer og andre deslignende oplevelser har gjort, at vi stadigvæk sidder med psykiske smerter. På baggrund af disse ting, må man nu sige, at vi har mod på og vi kan og må indføre Selvstændighed. Først når vi har opnået vores selvsikkerhed, 81

83 kan vi formindske vores problemer (Debat:56). Her ekspliciterer Enoksen mindreværdsfølelsen og de følelsesmæssige men, som han mener, at kolonitiden har affødt. Han gør det grønlandske folk til offer, og skylden og ansvaret for, at vi er mange, der [er, red.] blevet tabt, placeres hos kolonimagten, Danmark. Ved at sige, at vi stadigvæk sidder med psykiske smerter, italesætter han forestillingen om kolonimagtens overgreb. På baggrund af anerkendelsen som folk og med den koloniale fortid i baghovedet, konstruerer han en forestilling om, at grønlænderne nu har mod på og (...) kan og må indføre Selvstændighed. Først når vi har opnået vores selvsikkerhed, kan vi formindske vores problemer. Danmark bliver således fremstillet som grunden til, at grønlænderne ikke har (haft) selvsikkerhed. Her er mindreværdet meget eksplicit. Andre eksempler på det postkoloniale forhold mellem Danmark og Grønland ses bl.a. i følgende citat, hvor Johansen taler om, at den interne styring af Grønland med selvstyreaftalen øges med fokus på følgende punkter der skal have særlig opmærksomhed: Rigsfællesskabet med Danmark, - I overensstemmelse og med respekt for de grønlandske folks alternativer indenfor international folkeret, og - uden at forgribe sig på den grønlandske befolknings økonomiske formåen (Debat:9). Med formuleringen konstruerer han en forestilling om, at Danmark tidligere har forgrebet sig på den grønlandske befolknings økonomiske formåen, eller i hvert fald at der har været risiko for, at dette kunne ske. Han afslutter sit indlæg med at sige, at forslaget til selvstyreloven indeholder bestemmelser der i forhold til de nuværende er bedre og mere betryggende (Debat:11). Dermed siger han, at det tidligere har været, men også på nuværende tidspunkt er, utrygt og usikkert. Generelt udtaler han sig dog ganske positivt om danskerne og samarbejdet med dem og fremhæver, at både grønlandske og danske rådgivere har gjort et godt stykke arbejde: 82

84 På trods af at Danmark er en gammel kolonimagt, har den i forståelse og samarbejde med vores bestræbelse på selvstyre ageret som en god og uvurderlig rollemodel for verdenssamfundet (Debat:10). Han ser således selvstyreprocessen i en postkolonial sammenhæng, men roser altså også Danmark for dets indsats. [Det, red.] kongelige udenrigsministerium med deres forældede og træge opfattelse og fortolkning af den Dansk Grundlov (Debat:10) er ifølge Johansen den primære grund til, at Grønland ikke fik overdraget de udenrigspolitiske kompetencer i selvstyreaftalen, og i denne påstand ligger, at Danmark er grunden til, at den grønlandske selvstændighedsproces bliver trukket i langdrag. Denne opfattelse at Danmark hæmmer Grønland er et tydeligt eksempel på et postkolonialt synspunkt. Det er ikke daglig tale at sige det kongelige udenrigsministerium, og med denne betegnelse henviser han muligvis indirekte til kolonitiden og fjernstyringen fra Danmark. Johansen mener ikke, at kampen om selvbestemmelse er slut, selvom selvstyreaftalen vedtages. Det er fx stadig op til Danmark alene at bestemme, om rigsfællesskabet skal bestå eller nedlægges, og desuden vil grønlændere først opnå de udenrigspolitiske kompetencer, når Grønland erklæres selvstændigt (Debat:10-11). Men han siger også, at [d]er kan ellers ikke drages tvivl om det danske partiers samarbejdsvillighed og ansvarlige politik vedrørende Grønland (Debat:11). I følgende citat af Anthon Frederiksen (Kattusseqatigiit Partiiannit) konstrueres også et forhold, hvor Danmark har været en hæmmende og besværliggørende faktor for Grønland: Forslaget om selvstyreloven vil jo ikke blot medføre fornyelse af gamle tider, men også gavne hele samfundet i fremtiden. Vi vil derved få flere muligheder for at 83

85 forvalte love mere tilsvarende reelle forhold i landet (...) Større frihed og ansvar, der medfølger større kræfter, idet vi kommer til at slippe for afventninger af folketingets godkendelser (Debat:24). I denne formulering ligger der, at indbyggerne ikke har haft tilstrækkelig frihed og ansvar, og at Grønland, frem til i dag, har været under stærk dansk politisk påvirkning. Hans udtalelser er således udtryk for det postkoloniale forhold til Danmark. Den husejermetafor, han anvender, understreger dette yderligere: Husejere kan besidde deres grund i arealer, der blot udlejes til Danmark, idet ejendomsret til egen grund bør muliggøres. Idet enhver person aldrig vil komme til at eje sin grund uanset om huset allerede er betalt, såfremt tingene fortsætter som hidtil (Debat:24). Debattens sidste taler, Kuupik Kleist (IA), der ellers ikke tidligere har bidraget til debatten, formulerer det helt eksplicit og ganske kort og præcist: Det vigtigste er, at vi får politisk uafhængighed til selvbestemmelse, uden at der er nogen der bestemmer ovenfra (Debat:58). Danmark ikke kun en modstander Ovenstående eksempler illustrerer, at flere af de grønlandske politikere har Danmarks rolle som en tidligere kolonimagt i Grønland meget præsent. Det gælder især Enoksen og Johansen, men i lige præcis de to politikeres indlæg ses der dog en accept af, at Grønland i sin tid som dansk koloni også er blevet påvirket kulturelt af Danmark. Det ses fx ved, at selvom det grønlandske sprog med indførelsen af selvstyret bliver lovfæstet som det officielle sprog, så påpeger Enoksen, at der 84

86 stadig skal undervises grundigt i dansk i skolerne, ligesom der skal undervises grundigt i grønlandsk og engelsk. Vi har behov for, at vore unge lærer flere sprog, således at de kan deltage i udviklingen af deres eget land og i den globaliserede verden, som vi i stadig højere grad bliver del af (Debat:6). Han sætter danske sprogkundskaber om ikke på linje med engelsk, så ser han i hvert fald det som en væsentlig faktor for at kunne følge med i globaliseringen. Det bliver således nedtonet, at det nok i højere grad skyldes den specielle relation til Danmark, som fortsat vil have en stor betydning (jf. det danske sprogs betydning i samfundet og familiære bånd danskere og grønlændere imellem). I udtalelsen ligger nok også en erkendelse af at fremmedsprog, herunder dansk, stadigvæk i dag er en forudsætning for at kunne tage en videregående uddannelse og derved på længere sigt give de grønlandske unge muligheder og medindflydelse 48. Også i Johansens indlæg skinner, som påpeget, et relativt positivt syn på Danmark igennem. Fx siger han, at [r]igsfællesskabet med Danmark der i mange tilfælde har fordele vil fortsætte (Debat:11). Han taler også om, at når Grønland engang opnår selvstændighed, vil der være mulighed for at indgå et associeret samarbejde med Danmark grundet de familiære bånd til Danmark. Her ses det, at Grønland, grundet den tidligere koloniale relation, i dag er kulturelt knyttet til Danmark og danskere, og disse forhold er blevet en del af grønlændernes identitet. Overordnet udtrykker Johansen dog en vis ambivalens over for Danmark, idet han både omtaler kolonitiden og dens betydning som uundgåeligt at forholde sig til, men samtidig også konstruerer en forestilling om, at Danmark forhaler den grønlandske selvstændighedsproces. Hans udtalelser kan derved ses som et udtryk for det postkoloniale forhold mellem Grønland og Danmark. 48 For nærmere uddybning se Karen Langgårds artikel om det danske sprogs betydning i det grønlandske samfund (Langgård 2003:222). 85

87 Modsat mange af de andre, har Salling en overvejende positiv opfattelse af Danmark: Det er nemlig [en] enestående udvikling vi sammen med Danmark har gennemført. Igennem den gensidige respekt, igennem samarbejdet og igennem gensidig forståelse har vi nu i det grønlandske samfund enestående mulighed for at bevæge os yderligere ud i verdenssamfundet (Debat:17). Det er dog ikke helt entydigt hvad eller hvilken tid, denne enestående udvikling præcist dækker over. Det kan godt forsvares, at den strækker sig over længere tid end forhandlingerne om selvstyreaftalen. Hvis den gør, konstruerer hun en positiv fortælling om Danmarks rolle i (den seneste del af) den grønlandske historie. Forholdet mellem de to parter beskrives her som præget af samarbejde, gensidig respekt og forståelse. Hun konstruerer derfor en forestilling om et ligeværdigt forhold mellem Danmark og Grønland, og at der i dette samarbejde er plads til, at Grønland får størst mulig selvbestemmelse. Hun ønsker derfor heller ikke, at Grønland skal løsrive sig fra Danmark (ibid.). Modsat synes Hammond ikke at have så stort behov for at sammenligne sig med andre eller fokusere på hvor meget Danmark får ud af selvstyreaftalen: Jeg mener også tvivlerne, dvs. Demokraterne prøver af al kraft at parallelisere Danmarks behandling af færingerne med vores situation, som de beskriver at det er med fordel for Danmark. Hvorfor ikke betragte med os selv som udgangspunkt; hvilke fordele kan den give os? Vi skal betragte sagen med os som udgangspunkt, og ikke om hvilken betydning den har for Danmark eller hvilken betydning den har for færingerne (Debat:31). Det vigtige for hende er, at se på hvilken betydning og hvilke fordele selvstyret giver 86

88 Grønland. Hun synes således at fremsætte en mere pragmatisk konstruktion af forholdet mellem Grønland og Danmark, end mange af de andre politikere. Hun konstruerer en forestilling om, at grønlænderne for at kunne lægge den (post)koloniale relation bag sig skal tage udgangspunkt i dem selv og hverken hvad selvstyreaftalen har af betydning for Danmark eller Færøerne. Endvidere siger hun, at vores samarbejde med Danmark gensidig tillid skaber bedre muligheder for udviklingen fremover (Debat:32). På trods af udfaldet af ord er det tydeligt, at hun har et positivt syn på samarbejdet og derved forholdet til Danmark. Dog italesætter hun, ligesom sin partifælle Hans Enoksen, stadig selvstyreprocessen som en kamp (ibid.). Danmark bliver derved igen implicit gjort til en modstander eller modspiller. Denne landstingsdebat viser, at de grønlandske politikere langt fra har en fælles, eller for den sags skyld entydig, opfattelse af relationen mellem Grønland og Danmark. At dømme ud fra hvordan de grønlandske politikere konstruerer forestillingerne om forholdet til Danmark, synes det at være tydeligt, at denne relation stadig sætter sit præg på udformningen af den grønlandske kulturelle identitet og grønlændernes selvopfattelse. Fx ses det, at flere politikerne i deres sprogbrug får Danmark til at fremstå som en modstander eller modspiller. Denne opfattelse af Danmark er med til at understrege, at flere af de tilstedeværende politikere ønsker, at den grønlandske nation skal løsrive sig og på sigt blive selvstændig. Politikernes fremstillinger af Danmark kan udlægges på flere måder. Man kan fx se dem som forankrede i det postkoloniale forhold mellem Grønland og Danmark. Desuden kan italesættelsen af forholdet også anskues som et retorisk redskab til at nationbuilde den grønlandske nation. Netop ved at politikerne italesætter Danmark som en modstander, konstruerer og skaber de en forestilling om en fælles front imod Danmark. Men selv de politikere der fremhæver, at Danmark er en tidligere kolonimagt, har et mere nuanceret forhold til Danmark. Fx er Enoksen og Johansen 87

89 inde på, at den koloniale historie har skabt nogle kulturelle bånd, som ikke er til at se bort fra. Grønland vil derfor i fremtiden have en speciel tilknytning til Danmark, jf. Enoksens udtalelse om danskundervisning og Johansen om de familiære relationer i Danmark. Denne tilknytning kan anskues som et direkte udtryk for den postkoloniale relation. Diskussion Som vi har vist i ovenstående afsnit, bliver nationen ikke konstrueret entydigt i debatten; den italesættes både som et etnisk, kulturelt, politisk og territorielt projekt. Vi viste endvidere, hvordan nogle af politikerne trækker på især en af nationsformerne, mens det hos andre, nærmere er alle nationsformerne, der sættes i spil. Det, vi især vil sætte fokus på i denne diskussion, er, hvordan konstruktionen af nationen kan forstås i et postkolonialt perspektiv: altså, om det er muligt at finde en sammenhæng mellem den i debatten italesatte grønlandske nationskonstruktion og den postkoloniale relation mellem Grønland og Danmark. Vi har i underafsnittet Repræsentation vist, hvordan repræsentation er en vigtig del af postkolonial teori. Ud fra de konstruktioner, der italesættes i debatten, synes det derfor at være oplagt, at spørge om de grønlandske politikere selv skaber konstruktionen af den grønlandske kulturelle identitet og nation, eller om disse konstruktioner kan ses som værende præget af en dansk repræsentation, der er så dybt indlejret i den grønlandske selvforståelse. Som nævnt i teoriafsnittene Postkolonialisme og Repræsentation, er der en sammenhæng mellem, hvem der har den militære, politiske og økonomiske magt, og hvem der har retten til at repræsentere den anden. Vi mener, at Danmark i mange år har haft magten til at repræsentere det grønlandske folk. Dette ses både i de mange rejseromaner og skildringer af Grønland, grønlænderne og det grønlandske liv, 88

90 hvor danskernes repræsentationer kom til at sætte diskursen om en specifik grønlandskhed. 49 Grundet de danske repræsentationers gennemslagskraft og dominans havde grønlænderne svært ved at få mulighed for at repræsentere sig selv. Vi mener sågar, at der fandt (og til stadighed finder) en form for eskimo-orientalisme sted. I debatten udtrykkes en del gange, at den grønlandske kultur indeholder en specifik følelsesladethed, fx det grønlandske folk har store følelser, som vi bør bibeholde (Debat:54), der tyder på, at grønlænderne defineres og konstrueres som et følelsesfolk, som står i modsætning til den danske rationelle kultur. Netop i forhold til denne diskurs om de store grønlandske følelser kunne man sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne repræsentation er en grønlandsk konstruktion, eller om den netop er et eksempel på førnævnte eskimo-orientalisme. Opfattelsen af det grønlandske folk som et følsomt folk, kan derfor ses som en dansk repræsentation, der er blevet internaliseret i det grønlandske folks selvforståelse og hermed blevet en del af den nationale kulturelle identitet. Vi er opmærksomme på, at dette spørgsmål kræver undersøgelser, hvis omfang kunne udgøre sig et projekt i sig selv, men vi synes, at kunne se en sammenhæng mellem netop eskimo-orientalismen og den grønlandske selvforståelse. Dvs. at den grønlandske selvrepræsentation er en form for italesættelse af den anden, både fra dansk og grønlandsk side. Men denne repræsentation har foregået i majoritetens nationale diskurs, og grønlænderne har stået overfor den magtmæssig overlegne kolonisator (Danmark). På samme vis har vi vist, at de grønlandske politikere har forsøgt at konstruere en fortælling om, at den grønlandske nation nu er klar til at komme ud af den postkoloniale relation. Dette gøres med formuleringer som fx men det kan være, at vi ved indførelse af Selvstyre, kommer til 49 Fx fik KGH stor betydning for fangererhvervets status som det særligt grønlandske i 1800-tallet, og at fangeren derfor blev anset for at være den ægte grønlænder og lønarbejderen den uægte, jf. det historiske afsnit. 89

91 at stole så meget på os selv (Debat:55), og at vi tager ansvar. Det er et ansvar vi ønsker at tage, og det er et ansvar vi sammen kan bære (Debat:7). Dette udtrykker, som tidligere nævnt, en postkolonial diskurs, idet der ligger i formuleringen, at grønlænderne ikke tidligere har haft mulighed for at tage ansvar og stole tilstrækkeligt på sig selv som samfund. Det viser, at den postkoloniale relation synes at være så indlejret i den grønlandske selvforståelse, at det vil være en længerevarende proces for den grønlandske nation at vende sig bort fra Danmark og bevæge sig hen imod post-kolonialisme 50. Vi finder derfor, at konstruktionerne i debatten netop viser, hvordan den postkoloniale relation stadig påvirker den grønlandske nationsdannelse. At den grønlandske nation tillægges egenskaber og karakterer som i mere eller mindre grad sår modsætning til den danske. At vigtigheden af at konstruere nationen er et modsvar på den stadig nærværende postkoloniale relation. Dette forhold illustreres tydeligt i følgende argumentation hvor Hammond udtrykker forholdene omkring de ansvarsområder, grønlænderne får mulighed for selv at overtage ved selvstyreaftalen: Men hvem siger, at vi skal [overtage, red.]ansvarsområderne uden at ændre på dem og køre dem sædvanligt. Det skal være tilpasset det grønlandske samfund og skal styres ag grønlænderne selv, og der er ingen tvivl om, at administrationerne vil blive meget forskellige [fra den danske måde at gør det på, red.] (Debat:43). På samme vis trækker flere af politikerne samarbejdet med de andre inuitsamfund ind i debatten og konstruerer en forestilling om et inuitfællesskab, i hvilket grønlænderne har mere tilfælles med andre inuitter end med danskere. Der konstrueres en forestilling om et særligt bånd inuitsamfundene imellem, som bliver tillagt stor betydning. Dette bånd er defineret ud fra en etnisk form for nationalisme, der 50 Post-kolonialisme med bindestreg refererer til den opfattelse at kolonitiden er ophørt, og at det postkoloniale samfund ikke længere er under kolonial indflydelse, jf. afsnit om postkolonialisme 90

92 påberåber kulturen som værende en etnisk funderet kultur. På denne måde konstrueres den grønlandske nation, som værende en del af et inuitfællesskab, der på mange måder er forestillet, eftersom visse inuitsamfund lever afsondret fra hinanden og med sproglige og kulturelle forskelle. Vi mener, at denne italesættelse af inuitfællesskabet er med til at lægge afstand til fællesskabet mellem Grønland og Danmark. På trods af at flere af politikerne i deres konstruktioner af grønlændernes selvopfattelse ønsker at lægge afstand til den danske relation, er spørgsmålet, om det overhovedet er muligt og ønskværdigt for det grønlandske folk at skabe en særlig kalaallit-kultur, hvor man fuldstændig ekskluderer det danske. For eftersom at Grønland gennem flere århundreder er blevet påvirket af Danmark, på godt og ondt, er elementer af den danske kultur blevet en del af den grønlandske. Med andre ord; den grønlandske nation kan betegnes som en hybrid nation, idet det grønlandske folk både er påvirket af den gamle inuit-kultur, den danske kultur, den postkoloniale relation og moderniteten. Konstruering af nation i lyset af nationbuildingproces og -strategier I den udvalgte debat fra landstinget italesætter politikerne Grønland som en nation og synes også at tale ud fra forståelsen: Grønland udgør en nation. Formålet er nu, at diskutere hvordan og hvorfor de grønlandske politikere gør dette. I teoriafsnittet om nationbuilding gjorde vi rede for, at vi anser nationbuilding som et politisk, kulturelt og økonomisk projekt. Vi mener på den baggrund, at landet, siden Grønlands indlemmelse i det danske rigsfællesskab i 1953 og frem til i dag, har undergået en nationbuildingproces. Vi vil i diskussionen trække vores afsnit om den grønlandske kolonihistorie og vores analyseresultater ind, for at diskutere hvilke nationbuildingstrategier og -processer, der udtrykkes. Som vi også har nævnt i afsnittet om nationbuilding, er nationsdannelse et projekt, der oftest eliminerer 91

93 tidligere nationale sammenhold og stater. En proces, der til dels synes at være til stede i det grønlandske tilfælde. Vi mener, at den grønlandske nationbuildingproces er forbundet med både ubevidste og bevidste strategier. Eksempelvis har vi i analysen argumenteret for, at det grønlandske sprog bliver gjort til en entydig størrelse i debatten. Flere af de grønlandske politikere betoner vigtigheden af, at det grønlandske sprog bliver det officielle sprog i Grønland (fx Debat:5-6;9). Herved ses en bevidst strategi for at konstruere en forestilling om ét grønlandsk sprog 51. Vi mener, at i tidsrummet fra 1953 og frem til indførelsen af grønlandsk hjemmestyre i 1979 kom der for alvor skub i den grønlandske nationbuildingproces, idet de grønlandske ønsker om selvstyre og anerkendelse som en nation her blev mere udtalte. Vi mener derfor, at indlemmelsen i rigsfællesskabet får en helt speciel betydning for den grønlandske selvforståelse, og vi anser det som startskuddet for den grønlandske nationale bevidsthed. Bl.a. i kraft af at dette bevirker en tydeliggørelse af det underlegne magtposition, grønlænderne har haft i forhold til danskerne, og at grønlænderne har oplevet, at de ikke fik den forventede medbestemmelse, som de følte, at de var blevet lovet. I debatten ses det, at flere af de grønlandske politikere den dag i dag stadig (og (nok) med rette) føler, at Grønland er underlegen i forhold til Danmark. Den koloniale fortid synes derfor dybt indlejret i deres erindring. Men dette kan også ses som en bevidst strategi for at opildne grønlændernes nationalfølelse og den videre kamp for grønlandsk selvstændighed, som flere af politikerne italesætter denne nationbuildingsproces som. I de konstruktioner, de grønlandske politikere italesætter i debatten, skinner det postkoloniale forhold mellem Grønland og Danmark igennem, og der italesættes en 51 Lars Emil Johansen siger, at det grønlandske sprog står i loven som det officielle administrationssprog i Grønland (s.9) Dette vil være baseret på den vestgrønlandske dialekt. Dialekter i Thule og i Østgrønland adskiller sig markant fra den vestgrønlandske dialekt. Sandsynligvis vil dette gøre det sværere for andre grønlandske dialekter at overleve. 92

94 vis form for afstandstagen til Danmark. Derfor udleder vi bl.a., at formålet med denne retorik er at konstruere en forestillet fælles nation, og ikke mindst anvendes relationen til Danmark som et argument for, at Grønland på sigt skal have mere selvbestemmelse. Om Grønland i fremtiden skal være selvstændigt, det findes der blandt de grønlandske politikere flere delte meninger om. Knudsens argumenterer for, at minoritetskulturer i starten af 1900-tallet blev mere og mere overbeviste om, at deres kultur ikke kunne sameksistere med majoritetens opfattelser, der ofte bundede i groteske overdrivelser af forskellene mellem mikronationaliterne og den statsbærende majoritet (Knudsen 1992:165). Knudsen nævner visse grundlæggende forhold, der kan medføre en form for mikronationalisme: Der foreligger allerede en national diskurs, som nationen kan skrive sig ind i. Minoritetens kultur er allerede folkloriseret og sentimaliseret 52, minoriteten konfronteres med majoritetens kultur, hvilket medfører, at minoritetskulturen kan kontrasteres til majoritetskulturen og sidst, men ikke mindst, har en ganske betydelig assimilering af minoriteten fundet sted (Knudsen 1992:167). Ud fra politikernes udtalelser i debatten synes vi at kunne se at samtlige af ovenstående punkter er tilstede, og på den baggrund mener vi, at den grønlandske nationbuilding kan anskues som en form for mikronationalisme. I debatten er der flere af politikerne, der inddrager og lægger vægt på samarbejdet med ICC. De betoner vigtigheden af slægtsfællesskabet med andre inuitsamfund. Vi tænker, at dette kan ses som en strategi med det formål at fjerne sig fra samhørigheden med Danmark og vende sig mod andre fællesskaber, hvor de kulturelle lighedspunkter er større end med de danske. For netop ved at sammenligne 52 Knudsen beskriver mikronationernes opbygning af egen identitet og kultur udstyret med alle de karaktertræk, som udmærker traditionelle kulturer i modernitetens verdensforståelse; varme autencitet, oprindelighed- og dødsdømthed (Knudsen 1992:167). 93

95 sig med andre inuitsamfund, bliver det også muligt for grønlænderne at se og understrege kulturforskelle mellem Grønland og Danmark. Derfor mener vi, at samarbejdet mellem inuitsamfundene kan anskues som et led i en nationbuildingproces. Vi mener derfor, at det grønlandske samarbejde med andre inuitsamfund, kan anses som en bevidst nationbuildingstrategi. Visse af årsagerne til denne nationbuildingproces har altså været forbundet med undertrykkelse af grønlænderne, og det faktum, at grønlænderne ikke blev og ikke følte, at de var ligestillet med andre danskere efter indlemmelsen i rigsfællesskabet og i tiden op til hjemmestyreforhandlingerne, betød en forstærket grønlandsk bestræbelse på øget økonomisk og politisk indflydelse på grønlandske forhold og interne anliggender. Dette kan derfor bestemt også ses som en bevidst nationbuildingstrategi. I den sammenhæng har det også været afgørende, at grønlænderne opfatter Grønland som en nation. Man fristes her til at inddrage Johansens argumentation for, at Danmark forhaler den grønlandske selvstændighedsproces, idet han i talesætter denne situation som en god grund til at opøve vores bestræbelser for selvstædighed for fremtiden (Debat:10). Konstruktionen af den grønlandske kultur som værende markant anderledes end den danske, anser vi for en bevidst proces i den grønlandske nationsopbygning, hvilket også er i tråd med Knudsens definition af mikronationer. Der er endvidere en vis sammenlignelighed mellem Knudsens begreb og den grønlandske proces for opnåelsen af selvstyre, men i det grønlandske tilfælde er der først og fremmest tale om en kamp, om hvem der har magten til at definere det grønlandske, og i mindre grad er der tale om den grønlandske kamp for frigørelse og selvstændighed, da det på nuværende tidspunkt er grønlandsk selvstyre, der er til debat og dettes betydning for den grønlandske nation. 94

96 95

97 Konklusion Vi vil i dette afsnit søge at konkludere på vores problemformulering, der lyder således: Hvordan konstrueres Grønland som nation? Og hvordan kan denne konstruktion forstås i et postkolonialt perspektiv? Vi har i vores analyse af debatten undersøgt, hvordan den grønlandske nation konstrueres af politikerne. Det har vist sig, at der langt fra er at tale om en fælles, entydig konstruktion af den grønlandske nation, men i højere grad er tale om, at politikerne meningsudfylder nationen på forskellig vis. Som vi var inde på i Nation, nationalisme og kultur, er det ikke muligt at adskille nations- og nationalismeformer i rene kategorier, men at der nærmere er tale om nationskonstruktioner, som indeholder de forskellige former i større eller mindre grad. Det har vist sig i analysen, at nationen netop konstrueres forskelligartet i forhold til indholdet, som kan omfavne både etniske, politiske, territorielle og kulturelle argumentationer og konstruktioner. Endvidere tyder det på, at konstruktionen af nationen er funderet i den postkoloniale relation, hvilket fører hen til vores næste delspørgsmål Hvordan kan konstruktionen af nationen forstås i et postkolonialt perspektiv? Vi har, grundet at vores metode til dels er funderet i diskursanalyse, kunnet se en sammenhæng mellem nationskonstruktionen og den postkoloniale relation. Vi er bl.a. kommet frem til, at den grønlandske kulturelle identitet konstrueres i forhold til Danmark - den anden - og ud fra italesættelse af det ulige magtforhold mellem Grønland og Danmark. Flere steder i debatten udtrykkes det også, at Grønland nu må tage ansvar som nation, hvilket tydeligt viser, at der er en sammenhæng mellem den grønlandske nationskonstruktion og den postkoloniale relation, og at den postkoloniale situation 96

98 stadig påvirker den grønlandske nationsdannelse. Som vi har vist i Repræsentation, er der en sammenhæng mellem magtfordelingen og retten til at repræsentere den anden. Vi synes at kunne se en sammenhæng mellem den danske repræsentation af Grønland og den nuværende sproglige konstruktion i debatten af den grønlandske kulturelle identitet, som den beskrives med begrebet eskimo-orientalisme, der trækker på Saids værk Orientalisme. På baggrund af vores diskussion mener vi, at det er muligt at se, at elementer af nationbuilding er på spil i konstruktionen af nationen. Både i forbindelse med den måde hvormed nogle af politikerne konstruerer den grønlandske nation i forhold til Danmark og i forbindelse med italesættelsen af vejen til selvstyre og en eventuelt fremtidig selvstændighed som en kamp. Dette er altså et eksempel på en bevidst nationbuildingstrategi for at opnå selvstyre og på længere sigt uafhængighed; målet i alle former for nationalismer. På samme vis trækkes slægtskabet med andre inuitsamfund (ICC) ind i debatten og er derved medkonstituerende for en anden væsentlig nationbuildingstrategi: afstandstagen til Danmark og tilnærmelse (identifikation) med et andet fællesskab. Den grønlandske nation konstrueres dermed først som en nation med et særligt slægtskab til andre inuitsamfund, og derefter i forhold til sin relation til Danmark. I sin helhed ses konstruktionerne af den grønlandske nation som mangeartede. Fælles for politikerne er dog anerkendelsen som folk og sprogets rolle som værende blandt de vigtigste faktorer i denne proces hvilket vi også så gjorde sig gældende i nationsteorierne. I et postkolonialt perspektiv bliver nationskonstruktioner interessante i kraft af de nationbuildingmekanismer, der sættes i spil i konstrueringen om et fælles historisk udgangspunkt, en fælles fortid, for derved sammen at kunne favne fremtiden. 97

99 Perspektivering Efter endt analyse er vi kommet frem til, at det ville være særdeles interessant og relevant at sammenligne projektets resultater med et lignende projekt, der undersøger nærværende projekts problemstilling, men som den ville have taget sig ud i en dansk debat, der evt. også tager sit afsæt i selvstyreaftalen; muligvis en politisk debat i Folketinget. Det ville således være muligt at undersøge relationen mellem Grønland og Danmark ud fra en dansk konstruktion af relationen. Vi formoder, at en dyberegående analyse af de roller, som begge parter har indtaget, forhåbentligt ville kunne bestyrke vores konklusion. Det kunne også være formålstjenligt at undersøge den grønlandske repræsentation af Grønland og grønlænderne i dansk og grønlandsk litteratur og medier. Det ville være muligt at anvende forskning, der tager udgangspunkt i danske litterære konstruktioner af relationen og italesættelsen af den grønlandske kultur for derefter at undersøge, om der er en sammenhæng mellem den danske repræsentation af Grønland og magtrelationen. Det ville i et sådan projekt være oplagt at inddrage eskimoorientalisme i et noget større omfang, en det er blevet i nærværende projekt. Der foreligger allerede undersøgelser omkring emnet, men det kunne være interessant at fordybe forskningen i henhold til den fælles kulturelle identitetsdannelse i Grønland. Ja, et sådan projekt ville måske endda ligefrem være relevant, den senere tids store fokus på de sociale forhold i Grønland taget i betragtning. Et andet interessant projekt ville være, at belyse den grønlandske nationbuilding ud fra andre metoder end de anvendte i nærværende projekt. Dette kunne eksempelvis være gennem en dybdegående historisk analyse af den grønlandske nationsdannelse. Hvilke bevidste og ubevidste nationbuildingstrategier har der været på spil? Hvornår og hvorfor har der været tale om nationbuilding, og kan nationbuildingprocesserne dateres; i givet fald hvornår startede denne proces? 98

100 Vi har på ingen måde berørt Grønlands sociale situation i projektet, men en undersøgelse af den grønlandske situation pt. ud fra en postkolonial tilgang kunne være relevant. Er der en sammenhæng mellem den koloniale relation og de problemer i det grønlandske samfund, som en undersøgelse kunne komme frem til? Og i givet fald, hvor spiller den koloniale relation så ind? Alt i alt mener vi, at Grønland i mange henseender stadig er et gådefuldt land. Resumé In diesem Projekt haben wir uns dazu entschieden zu untersuchen, wie Grönland als Nation in einer Debatte um Selbstverwaltung im grönländischen Landestag konstruiert wird. Da wir in unserer Analyse unser Augenmerk auf die postkoloniale Relation zwischen Grönland und Dänemark gerichtet haben, ist die postkoloniale Theorie eine unserer primären theoretischen Richtungen. Darüber hinaus sahen wir es als notwendig an, Theorien um Nation und Nationalismus in Gebrauch zu nehmen, um eine qualifizierte Einschätzung über die grönländische Nationalkonstruktion machen zu können. Für eine ganzheitliche kontextuelle Eingliederung geben wir eine Einführung in die grönländische Koloniegeschichte und in das Verhältnis zwischen Grönland und Dänemark vor. Als Methode zur Analyse der oben genannten Debatte haben wir uns für die Diskursanalyse entschieden, weil wir diesen Zugang als bestgeeignet ansehen, um unsere Problemstellung zu beantworten. Diese lautet: Wie wird Grönland als Nation konstruiert? Und inwiefern kann diese Konstruktion aus der postkolonialen Perspektive erfassten werden? Aus diesem Grund haben wir der Diskurstheorie einen bedeutsamen Teil im Projekt zukommen lassen. Nach Abschluss der Analyse 99

101 diskutieren wir, wie Nation als Konstrukt in der Debatte zu verstehen ist und welchen Zusammenhang wir zwischen der grönländisch/dänischen postkolonialen Relation und der Nationenkonstruktion sehen. Gleichzeitig lassen wir in die Diskussion Abwägungen einfließen, inwiefern in Grönland die Rede von Nationbuilding sein kann und ob es Strategien zur Nationbuilding in der Debatte zu erkennen gibt. Wir mussten zu der Schlussfolgerung kommen, dass wir keine eindeutige Antwort darauf geben können, wie die grönländische Nation konstruiert wird, weil die jeweiligen Konstruktionen der verschiedenen Politiker unterschiedlich sind. Auch kamen wir zu dem Ergebnis, dass die Konstruktion der grönländische nationale Kultur und Identität der dänischen gegenansteht, was wir als Gegenspiel im Machtkampf ansehen, wer das Recht hat zu definieren, was und wie Grönland und Grönländer sind. Dieses Definitionsrecht gilt als kennzeichnend für postkoloniale Problemstellungen. Abstract Nærværende projekt undersøger, hvorledes den grønlandske nation konstrueres i en debat om selvstyre i det grønlandske Landsting. Samtidig undersøges det, hvordan konstruktionen kan forklares i et postkolonialt perspektiv, altså hvorledes konstruktionen af nationen i debatten kan forstås med udgangspunkt i den postkoloniale relation mellem Grønland og Danmark. Vi har anvendt postkolonial teori og teori omkring nation og nationalisme for at belyse vores problemformulering. Endvidere anvender vi diskursanalyse som vores metodiske værktøj til at analysere empirien. For forståelsen af den grønlandske situation har vi valgt at sætte scenen gennem en kort redegørelse af Grønlands kolonihistorie. Projektet udmunder i en diskussion af, hvordan den grønlandsk-danske 100

102 (postkoloniale) relation påvirker konstruktionen af nationen i debatten. Afslutningsvis diskuteres det, hvordan vores resultater kan anskues ud fra et nationbuilding perspektiv. Progressionstoårsramme I dette afsnit vil vi gøre rede for, hvorfor vi mener, at projektet lever op til målbeskrivelsen for det fjerde modul på det humanistiske basisstudium på Roskilde Universitet. Som videnskabsteoretisk udgangspunkt valgte vi det socialkonstruktivistiske og poststrukturalistiske felt ud fra et ønske om at undersøge, hvad der ligger bag de forskellige fænomeners fremkomst, og hvorvidt de ydre faktorer er bestemmende. Overbevisningen om, at konstruktionen af virkeligheden er afhængig af den historiske og kulturelle kontekst og bestemmes af de pågældende diskurser, har dannet rammen for vores valg og fravalg af teori og metode. For en bedre forståelse af konteksten for empirien (vores problemstilling) og den grønlandske situation tog vi udgangspunkt en kort gennemgang af den grønlandske historie og inddrog postkolonial teori. Ydermere fandt vi det relevant at inddrage teorier om nationsdannelse og nationalisme grundet Grønlands udvikling fra koloni til selvstyre. Både postkolonialisme og teorier omkring nation er vores analysefokus/problemstilling taget i betragtning interessante at inddrage i en undersøgelse af den sproglige konstruktion af virkeligheden. Vores valg af empiri gjorde det ligeledes oplagt at benytte en diskursanalytisk tilgang til analysen. Denne fremgangsmåde er såvel teknisk og videnskabsteoretisk rodfæstet i det humanistiske studie. Vi har gennem de sidste tre semestre gennemgået den af RUC anviste 101

103 progressionsramme. På dette fjerde, og sidste semester er det forventeligt, at vi mestrer samtlige områder inden for progressionsrammen som er teknik, metode, videnskabsteori og faglighed. Vi mener at have evnet at mestre samtlige områder inden for rammen, og føler vi gennemgående har udvist en faglig funderethed gennem hele projektet. Projektområdet lægger op til en udvidet refleksion over vores position som forsker, hvilket vores videnskabsteoretiske afsnit også tydeligt bærer præg af. Vi har i dette projekt præsteret at holde en god rød tråd fra start til slut, primært forårsaget af den konstante (selvkritiske) opmærksomhed på vores position i forhold til de analyserede diskurser, samt vores mange overvejelser omkring problemformuleringen og de bedst anvendelige teorier og metoder til at besvare denne. Dimensionsforankring Nærværende projekt søges forankret i overbygningsfagene Kultur- og Sprogmødestudier og Dansk. Vi har i projektet beskæftiget os med begreber som nationskonstruktioner, nationalisme og kultur, alt sammen i en postkolonial og historisk kontekst. Projektets hovedfokus er en diskursanalyse af konstruktionen af den grønlandske identitet, og vi mener derfor at leve op til følgende beskrivelse af faget: Der fokuseres især på processer hvor kulturelle identiteter og repræsentationer mødes, udveksles og interagerer. Faget inddrager sprogets rolle i kulturmødet og lægger generelt vægt på sprogets og diskursens betydning for identitet og 102

104 erkendelse. 53 Vi har i analysen arbejdet med sprogets funktioner i forhold til konstruktioner og repræsentationer, og i kraft af at vi går diskursanalytisk til værks, mener vi, at vi med rette kan søge om at få projektet forankret i faget Dansk grundet fagets fokus på tekst- og sproganalyse , kl

105 Litteraturliste Empiri Redegørelse om Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland: k.pdf, , kl.03:50 (også vedlagt som bilag). Anvendt litteratur Ashcroft, Bill, Griffiths, Gareth & Tiffin, Helen: Post-colonialism/Postcolonialism i Post-Colonial Studies The Key Concepts, s , Routledge, New York, 2. Udgave, Anderson, Benedict: Forestillede fællesskaber Refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C, Dahl, Jens: Arktisk selvstyre- historien bag og rammerne for det grønlandske hjemmestyre, Akademisk Forlag, Viborg, Fienup-Riordan, Ann: Freeze Frame. Alaska Eskimos in the Movies, University of Washington Press, Seattle, Gad, Finn: Grønland Politikens Danmarkshistorie, Politikens Forlag A/S, Goldschmidt, Ditte Bentzon: Grønland fra selvstændiggørelse til selvbestemmelse i Oprindelige folks rettigheder i Norden: den historiske og aktuelle 104

106 situation for grønlændere, samer og de oprindelige folk i Ruslands sibiriske områder, s , Danske Center for Menneskerettigheder, Skive, Hall, Stuart: The question of Cultural Identity i Modernity An Introduction to Modern Societies, s , redigeret af Stuart Hall, David Held, Don Hubert & Kenneth Thompson, Blackwell Publishing, Hall, Stuart: Introduction i Representation. Cultural Representations and Signifying Practices, s. 1-11, SAGE Publications Ltd., Hall, Stuart: The question of Cultural Identity, i Modernity An Introduction to Modern Societies, s redigeret af Stuart Hall, David Held, Don Hubert & Kenneth Thompson, Blackwell Publishing, Hall, Stuart: The Work of Representation, i Representation. Cultural Representations and Signifying Practices, s , SAGE Publications Ltd., Hall, Stuart: When Was the Post-Colonial? Thinking at the Limit i The Post- Colonial Question, s , redigeret af Iain Chambers & Lidia Curti. Routledge, Hauge, Hans: Introduktion i Postkolonialisme, s. 7-34, Aarhus Universitetsforlag, Århus, Hertling, Knud: Hjemmestyret indføres i Gyldendals bog om Grønland, s , Bent Gynther og Aqigssiaq Møller, Århus, Nordisk Forlag A/S Copenhagen,

107 Hobsbawm, Eric J.: Nations and Nationalisms since 1780, Cambridge University Press, 2. Udgave, Cambridge, Jørgensen, Marianne Winther: Forskel og Enhed et teoretisk perspektiv på det nationale, Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, København K, Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise: Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag, København, 1. udgave 1999, 5. oplag Langgård, Karen: Magt og demokrati og sprog, i Demokrati og magt i Grønland, s , redigeret af Gorm Winther, Aarhus Universitetsforlag, Århus, Loomba, Ania: Situating Colonial and Postcolonial Studies, s.1-43, i Colonialism/Postcolonialism, Routledge, Knudsen, Anne: Mikronationalisme. Et historisk antropologisk perspektiv i Minoriteter: en grundbog, Red. Helen Krag og Margit Warburg, Spektrum, København, Olsen, Tupaarnaq Rosing: I skyggen af kajakkerne- Grønlands politiske historie , Forlaget Atuagkat, Viborg, Said, Edward W: Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg, Smith, Anthony D: Nationalism, s. 1-20, Polity Press, Cambridge,

108 Stormhøj, Christel: Poststrukturalismer, s og s , Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg C, Thisted, Kirsten: Over deres egen races lig - om Knud Rasmussens syn på kulturmødet og slægtskabet mellem grønlændere og danskere, s , Antropologi, 2006 Nr. 50, 2006 (2004). Thomsen, Hanne: Ægte grønlændere og nye grønlændere - om forskellige opfattelser af grønlandskhed, i Den Jyske Historiker nr. 81, s , Den Jyske Historiker, Århus, 1998 Thuesen, Søren: Fremad, opad Kampen for en moderne grønlandsk identitet, Rhodos, København, Viemose, Jørgen: Dansk kolonipolitik i Grønland, Special-Trykkeriet Viborg A/S, Viborg, Referencer til hjemmesider Hjemmeside til Grønlands hjemmestyre, som forklarer selvstyrekommissionens kompetenceområder: tjekket , kl. 21:56 Statsministeriets hjemmeside til Grønlands hjemmestyreordningen: tjekket , kl. 21:58 107

109 Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland: x, s.27-28, tjekket , kl Demokraternes hjemmeside om bloktilskuddet: tjekket , kl. 22:12 Stephenson, Carolyn: Nation Building tjekket , kl

110 Bilag 1 109

111 110

112 Bilag 2 111

113 112