INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING... 3

Transkript

1

2 INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING... 3 MOTIVATION... 3 PROBLEMFELT... 4 BAGGRUNDEN FOR SELVSTYREFORHANDLINGSPROCESSEN... 5 Lov om Grønlands Selvstyre... 5 Fire politiske partier i Grønland... 7 GRØNLANDS HISTORIE FRA KOLONI TIL SELVSTYRE De grønlandske koloniers etablering Sælfangeren det særligt grønlandske? Nye toner i 1920'erne Den grønlandske identitetsopfattelse Grønland under anden verdenskrig Hedtoftes besøg og forhandlingerne PROJEKTAFGRÆNSNING VIDENSKABSTEORETISK AFSNIT METODE KRITISK REFLEKSION AF DEN ANVENDTE LITTERATUR TEORIAFSNIT NATION, NATIONALISME OG KULTUR POSTKOLONIALISME INTRODUKTION TIL DET DISKURSANALYTISKE FELT DISKURSTEORI ANALYSE DISKURSANALYSE - KONSTRUKTIONEN AF DEN GRØNLANDSKE NATION KONSTRUKTIONEN AF FORHOLDET MELLEM GRØNLAND OG DANMARK DISKUSSION KONKLUSION PERSPEKTIVERING RESUMÉ ABSTRACT PROGRESSIONSTOÅRSRAMME DIMENSIONSFORANKRING

3 LITTERATURLISTE BILAG 1... BILAG 2... Da nærværende projekt overstiger det maximale sideantal, har vi valgt at angive projektets omfang i anslag. Antal anslag: , hvilket svarer til 76,77 normalsider á anslag. 2

4 Indledning Motivation Mange danskere forbinder Grønland med storslået natur, indlandsis, kajakker, sæler, narhvaler og isbjørne, men ikke mindst med den alkoholiserede og incestramte grønlænder. Disse stereotype associationer illustrerer, at danskernes kendskab til Grønland er ret begrænset, og at landet og dets historie ligger ganske fjernt i vores bevidsthed, dette til trods for at Grønland er en del af det danske rige. Vores umiddelbare indtryk er, at de fleste danskere ikke har det særlig præsent, at vi er en tidligere kolonimagt. Vi synes derfor ikke at tillægge den danske tilstedeværelse i Grønland en større betydning for det grønlandske samfund, og gør os sjældent større overvejelser over den koloniale fortids betydning for landets udvikling. Vi er derfor af den opfattelse, at Grønland er en overset koloni. Hvor den koloniale fortid ikke synes at fylde meget i de fleste danskeres bevidsthed, synes den tidligere koloniale relation modsat at have stor betydning for grønlænderne. At det synes at forholde sig således, kan muligvis ses som et udtryk for, at Grønland udgjorde den koloniserede part i dette forhold. Vi formoder derfor også, at denne relation spiller en rolle i forhold til den grønlandske selvforståelse og identitet, samt i forhold til den selvstændighedsproces Grønland har undergået i løbet af det 20. århundrede. På nuværende tidspunkt forholder det sig sådan, at Grønland forventeligt vil få indført selvstyre på landets nationaldag den 21. juni i år 1. En af de primære motivationer har været, at undersøge hvilken betydning det kommende grønlandske selvstyre har for Grønland. Derfor har vi bevidst ønsket at undersøge, hvordan forestillingen om Grønland konstrueres og italesættes af de grønlandske politikere, og hvordan relationen mellem Grønland og Danmark italesættes i et 1 Aftalen skal først godkendes fuldstændig af folketinget. Den var til 1. behandling i Folketinget den

5 grønlandsk politisk forum. Problemfelt I forlængelse af vores indledning bliver vores hovedspørgsmål og interesseområder således, hvordan den grønlandske identitet, kultur og nation konstrueres i en grønlandsk, politisk kontekst, samt hvorfor en fælles grønlandsk identitet konstrueres på den måde, den gør? For at komme frem til svar på dette spørgsmål, må vi dog først undersøge, hvad en nation er. Vi må altså besvare spørgsmål som, hvordan konstrueres nationer, hvad spiller nationalisme på, hvad er national identitet og kultur, og hvad kan man overhovedet trække på i en national diskurs? Spørgsmål, der alle er relevante for en videre undersøgelse af, hvordan den grønlandske fortælling konstrueres. Alt dette må kortlægges for at kunne beskrive hvilken nation, Grønland er. Derfor vil vi også undersøge den grønlandske kolonihistorie. Dette tænker vi gjort gennem en historisk gennemgang af den grønlandske historie, med fokus på det koloniale. Altså hvordan ser den koloniale historie ud? Minder den grønlandske situation om andre koloniale situationer? I forlængelse heraf opstår fx spørgsmålet; Er Grønland et postkolonialt samfund? For at kunne undersøge om Grønland kan kategoriseres som postkolonialt, må vi her undersøge og uddybe det postkoloniale felt. Altså, hvad er postkolonialisme og hvilke nationer og stater kan defineres som postkoloniale og hvorfor? Med udgangspunkt i ovenstående problemstillinger og spørgsmål ønsker vi således at besvare følgende problemformulering: Hvordan konstrueres Grønland som nation? Og hvordan kan denne konstruktion forstås i et postkolonialt perspektiv? Dette søges besvaret med udgangspunkt i Redegørelse om Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland, en debat fra det grønlandske landsting, den 1. oktober

6 Baggrunden for selvstyreforhandlingsprocessen Den valgte empiri er en landstingsdebat fra den 10. oktober 2008, hvilket betyder, at den udspillede sig ca. to måneder før, at selvstyreaftalen skulle til folkeafstemningen i Grønland (den 25. november 2008). Her stemte 75,5% for og 23,6% imod. Efter 20 år med grønlandsk hjemmestyre syntes det at være tid til at gøre status over, hvordan var det gået med overtagelse af de områder, som var mulige i henhold til hjemmestyreloven, og hvordan den fremtidige udvikling og det videre samarbejde med Danmark skulle foregå. Landstinget nedsatte derfor ved årsskiftet en grønlandsk selvstyrekommission til at gøre rede for disse spørgsmål. Kommissionens arbejde udmundede i en betænkning, som blev indleveret til Landsstyret i På grønlands årlige nationaldag den 21. juni 2004 nedsatte Regeringen og Landsstyret en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, som skulle udarbejde et forslag til, hvordan Grønlands selvbestemmelse kunne øges inden for det eksisterende rigsfællesskab. Kommissionens betænkning indeholdt bl.a. et udkast til en lov om Grønlands Selvstyre. 3 Efter at den grønlandske befolkning stemte for forslaget i november, har det været til 1. behandling i Folketinget den 13. marts 2009, og der er blevet sagt god for den. Selvstyreloven vil ifølge planen blive implementeret den 21. juni Lov om Grønlands Selvstyre Ved indførelse af selvstyret vil følgende områder være mulige at overdrage til Grønland: Råstofområdet, politiet, retsplejen (herunder oprettelse af domstole), , k. 12: , k. 12:45 5

7 kriminalforsorgen, strafferetten, udlændingeområdet og grænsekontrollen, person-, familie- og arveretten, det selskabsretlige område samt den finansielle regulering og tilsyn. Hvis det bliver besluttet at overtage råstofområdet, så ophører den nuværende ordning med bl.a. fælles beslutningskompetence for regeringen og landsstyret på området. Da Grønland ikke bliver en selvstændig stat under selvstyret, vil der stadig være nogle begrænsninger for hvilke sagsområder og kompetencer, Grønland kan overtage, når selvstyret er indført. 4 I lovforslaget fastsættes det, at en fremtidig beslutning om grønlandsk selvstændighed skal træffes af det grønlandske folk med den parentes, at der skal foreligge en aftale mellem Regeringen og Landsstyret om gennemførelse af grønlandsk selvstændighed. Aftalen skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Derefter skal Landstinget og Folketinget give deres samtykke om aftalen. Selvstyreforslaget betyder økonomisk, at den danske stats bloktilskud til Grønlands selvstyre fastfryses på 3,2 mia. kr. årligt (i 2007-pris- og lønniveau), og at Grønlands selvstyre selv skal finansiere de sagsområder, der overtages. Hvis selvstyret får indtægter fra råstofudvinding, vil statens tilskud blive reduceret (bortset fra de første 75 mio. kr. årligt, som vil tilfalde selvstyret). Så snart at selvstyret et år får så store indtægter på råstofudvindingen, reduceres statens tilskud til nul kroner, og tilskuddet vil frafalde helt i fremtiden (også i tilfælde af at disse indtægter skulle falde senere hen). Lovudkastet indeholder desuden også bestemmelser om det grønlandske sprogs status og anerkendelsen som folk De følgende områder vil ikke kunne overtages med selvstyreloven: Statsforfatningen, statsborgerskab, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, Højesteret samt valuta- og pengepolitikken på grund af hensyn til rigsfællesskabet og særlige bestemmelser i grundloven kl.11:50. Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland: 6

8 Fire politiske partier i Grønland Siumut, der på dansk betyder fremad, er Grønlands største parti. Partiet blev stiftet i 1977, hvor anti-kolonialisme og anti-imperialisme var fællesnævnere for partiets politiske standpunkter. Partiet vandt hurtigt en imponerende tilslutning i den grønlandske befolkning, grundets partiets mærkesager, der gav udtryk for den stigende utilfredshed med den danske politik i Grønland. 6 I dag lægges der i partiets materiale vægt på en selvstændig grønlandsk politik inden for rigsfællesskabet. Desuden støtter partiet op om inuit-fællesorganistionen, ICC 7 (Dahl 1986:79-83). Siumut blev drivkraften for hjemmestyret og ønsket om at den grønlandske befolkning selv skulle stå for Grønlands udvikling. Det var vigtigt, at det grønlandske sprog og den grønlandske kultur skulle være bærende elementer i forhold uddannelse og undervisning. Erhvervslivet skulle organiseres på en sådan måde, at den fastboende befolkning blev sikret økonomisk, med andre ord have fortrinsret på arbejdsmarkedet (Dahl 1986:91-93; ; Hertling 1999: ). dansk_selvstyrekommission/~/media/41a7b060f64e4666abee7798f0ec0b55.ashx, , kl11:50, s Fx i forhold til EF-afstemningen, krav om et grønlandsk hjemmestyre, grønlandsk kontrol med landets ressourcer. ICC (Inuit Circumpolar Conference) er en interesseorganisation for inuitbefolkninger på tværs af nationale skel. Organisationens formål forskellige inuitsamfund kan udveksle erfaringer, og derved styrke en fælles identitet for på den måde at opnå større gennemslagskraft over for de nationale regeringer. Organisationen har derfor også fuldt den den grønlandske hjemmestyreordning nøje. I 1983 fik ICC NGO-status i FN, og det har betydet at en øget mulighed for at påvirke verdenssamfundets opfattelse på arktiske spørgsmål fx i forhold til miljømæssige problematikker. (DenStoreDanske.dk > ICC) , kl. 12:45 7

9 Attasut, der på dansk betyder samhørighed, startede som en liberal politisk bevægelse omkring Det har fra starten været partiets formål at fremme et grønlandsk hjemmestyre inden for rigsfællesskabets rammer og modarbejde løsrivelse fra det danske rige. Det opstod i sin tid som et politisk modstykke til Siumut. Man ønskede at mindske Siumuts politiske dominans, som ellers indtil starten af 1977 havde været den eneste landsdækkende partigruppe. Atassut går lige som Siumut ind for en grønlandisering af samfundet, men i en mere moderat udgave (Dahl 1986:93-98). Demokraterne, (grønlandsk: Kalaallit Nunaani Demokraatit) er Grønlands yngste parti. Partiet blev stiftet i 2002 af landstingsmedlem Per Berthelsen i protest mod sit eget parti Siumuts politik. Demokraterne er et socialliberalt parti, hvis formål det er at være i opposition til magthaverne. Det går dog ind for et bredt samarbejde hen over midten. Demokraterne har størst tilslutning i Nuuk, og især blandt vælgere med dansk baggrund. I 2008 forlod Per Berthelsen partiet i protest og meldte sig ind i Siumut. 8 Partiet er tilhængere af selvstyre, men modstandere af den selvstyreaftale som var til folkeafstemning i Partiet mener, at Grønland i dag stadigvæk er afhængig af det danske bloktilskud, da en reducering af bloktilskuddet vil medføre et velfærdstab. Partiet mener, at Grønland i højere grad skal samarbejde med Danmark inden for rammerne af Rigsfællesskabet om fælles projekter, som vil kunne gavne det grønlandske samfund Denstoredanske.dk > Demokraatit, , k. 12:45 Indledning i Demokraternes folder om partiets holdning i forbindelse med selvtyreafstemningen , k. 12:45 8

10 Inuit Ataqatigiit, (IA) betyder inuit/menneske-fællesskab. Partiet blev dannet i 1978 hvor krav om større grønlandsk selvstændighed og en marxistisk ideologi udgjorde grundstene. Partiet var modstander af hjemmestyret og EF og lagde vægt på, at Grønland skulle have særkrav mht. ejendomsretten til landet. Både Atassut og IA's politiske dagsorden er ofte blevet formuleret som alternativer til Siumuts politiske initiativer. IA er således et socialistisk orienteret parti med fokus på antiimperialisme i form af fuldstændig selvstændighed og selvstyre for Grønland. I dag er partiets mærkesager stadigvæk anerkendelse af grønlænderne som et selvstændigt folk med ret til eget land, samt lige muligheder og vilkår for alle i det grønlandske samfund. IA er desuden aktiv i det internationale samarbejde blandt inuitter og støtter kampen for oprindelige folks rettigheder, sådan som det kommer til udtryk i FN. Partiet har derfor arbejdet ihærdigt for at fremme den grønlandske kultur via samarbejde med Inuit Circumpolar Conference (ICC). På længere sigt er det partiets mål at skabe en egentlig inuit-føderation, derfor synes partiets navn også velvalgt. Det udgør den yderste venstrefløj i grønlandsk politik, men det har ikke forhindret Siumut og IA i flere gange at have dannet regering (Dahl 1986:98-101; 209). 9

11 Grønlands historie fra koloni til selvstyre De grønlandske koloniers etablering Den danske kolonisering af Grønland fandt sted i perioden Forud for dette tidsrum foregik der i en vis udstrækning udvekslingsaktiviteter mellem de inuitiske småsamfund i Nord-, Syd- og Østgrønland via de faste handelspladser, hvor flere bopladsgrupper mødtes for at udveksle varer (Viemose 1976:14; Gad 1984:138). Endvidere havde Danmark og andre vestlige lande besøgt den grønlandske vestkyst, og befolkningen i det område havde derfor ikke levet fuldstændig afsondret (Gad 1984:26-138). Med koloniseringen blev der anlagt handelskolonier langs den grønlandske vestkyst i et område, der strakte sig til Upernavik (Goldschmidt 1994:114). 11 Der blev oprettet en ny og centraliseret handelsstruktur, så der ikke længere foregik handel bopladserne imellem. I stedet foregik al handel nu via kolonimagten. Denne ændring medførte, at kontakten og udveksling af erfaringer inuitbopladserne imellem blev mindsket (Viemose 1976:34). Et andet led i koloniseringen var at kristne den befolkning, som var bosat i Grønland. Manden bag de danske missionsideer var den norske præst Hans Egede. Han sørgede for, at udbredelsen af kristendommen foregik på det grønlandske sprog. En tradition, som forsatte op igennem og 1800-tallet, hvor også grønlændere blev oplært og ansat som kateketer (hjælpelærere) (Thuesen 1988:40-41; Gad 1984: , ). 11 Østgrønland, dvs. Ammasalik og Scorebysund fik først kolonistatus i henholdsvis 1894 og 1925, og Qaanaaq (Thule) i 1910 (Goldschmidt 1994:114). 10

12 Sælfangeren det særligt grønlandske? Fra 1776 og frem til 1908 havde Den Kongelige Grønlandske Handel 12 retten til at administrere kolonierne (Thomsen 1998: 31). En særlig instruks fra 1782 indeholdt bl.a. retningslinjer for den fremtidige udvikling, hvor fangerne skulle støttes i deres erhverv, og de unge skulle oplæres i det: Befolkningen måtte ikke lokkes bort fra den traditionelle levevis (Gad 1984:182). Der blev oprettet et inspektorat i nord og et i syd. Disse to inspektører var de øverste repræsentanter for den danske koloniadministration og fungerende retsinstans. Deres opgave var at føre kontrol på det handelsmæssige og administrative plan (Gad 1984: ). 13 I 1845 oprettedes der kateketseminarer i Nuuk og Ilulissat. 14 Formålet var at fremelske hjælpepræsters og læreres kærlighed til modersmålet, folket, fædrenes land og naturen (Thomsen 1998:27). De blev skolet i, at den danske samfundsmodel var forbilledet. Desuden blev eleverne undervist i kajakroning og fangst, bl.a. for at underbygge fangererhvervet som grønlandsk nationalt særkende. 15 Disse seminarer fik betydning i forhold til skabelsen af en fælles grønlandsk national identitet, idet eleverne her oplevede et overordnet fællesskab på tværs af de eksisterende småsamfund, der blev vedligeholdt via personlig brevveksling og indlæg i aviserne (Thomsen 1998:27, 34; Thuesen 1988:43, 157) I 1776 udsendte den danske konge en anordning, som i realiteten var en suverænitetserklæring over Grønland. Den Kongelige Grønlandske Handel (fremover forkortes det KGH) stod reelt for koloniadministrationen i Grønland frem til 1908 (Gad 1984: ; Thomsen 1998:31). Med nogle tilføjelser og ændringer undervejs var Instruksen af 1782 reelt gældende frem til Samuel Kleinschmidt, der var ansat som lærer ved seminaret i Nuuk fra 1859, udgav i 1851 Grammatik der grönländischen Sprache og Grønlandsk-dansk ordbog i Disse udgivelser blev grundlaget for grønlandsk retskrivning og en systematisk grammatik. De var udarbejdet ud fra den centralvestgrønlandske dialekt, som dermed opnåede en særstatus og var med til at gøre det vanskeligt for andre dialekter at udvikle et selvstændigt skriftsprog (Thuesen 1988:118). Fra slutningen af 1800-tallet ændredes strategien, og fangstkundskaber var ikke længere påkrævet. 11

13 I midten af 1800-tallet kritiserede en lille gruppe danske embedsmænd i Nuuk, heriblandt H.J. Rink 16, de dårlige forhold i det grønlandske samfund og gav koloniseringen skylden. De udarbejdede derfor nogle nye reformer. Bl.a. blev grønlændere i 1860'erne inddraget i administreringen af kolonierne, ved at der blev oprettet forstanderskaber 17 ude i de enkelte kolonidistrikter ( ). Det blev påkrævet, at forstanderne var dygtige fangere. 18 Det ideologiske formål var en opdragelse af almuen til en politisk-social bevidsthed. Genskabelse af selvrespekten (Gad 1984:226; Thuesen 1988:62). Rink var initiativtageren til avisen, Atuagagdliutit 19, der begyndte at udkomme som landsdækkende avis i 1861 og blev finansieret af koloniadministrationen. Han stod ligeledes bag oprettelsen af et trykkeri i Nuuk i 1857, hvorfra der kom en stor mængde grønlandsksproget litteratur. Desuden indsamlede og udgav Rink grønlandske myter og sagn. Disse udgivelser og avisen var med til at fremme opfattelsen af fangererhvervet som indbegrebet af grønlandskhed. Avisen blev læst af H.J. Rink var inspektør i Sydgrønland fra , dvs. øverste ansvarlige for handel og administration i den region. Det var et råd, der bestod af et antal grønlandske forstandere, valgt af husherrerne på bopladsen, og et antal danske medlemmer: præsten (født formand), kolonibestyreren og andre øvrighedspersoner (Thuesen 1988:62). Ifølge Hanne Thomsen har KGH i og 1800-tallet bevidst forsøgt at skabe en forestillingen om fangererhvervet som det særligt grønlandske, for ved at fastholde grønlænderne ved fangererhvervet har KGH kunne sikre dets økonomiske interesser. Det kan karakteriseres som en beskyttelsespolitik i forhold til den grønlandske befolkning. Derfor blev fiskeri og lønarbejde fremstillet som ugrønlandsk, og der blev argumenteret for, at det var ødelæggende for landet, og at grønlænderne heller ikke var modne til det. Desuden advarede KGH om, at frihandel ville medføre en modernisering, der ville betyde at grønlænderne kom til at lide materielt og åndeligt tab (Thomsen 1998: 23-24). Dette bevirkede, at der over tid blev skabt en forestilling om den gode grønlænder som en glad sælfanger, mens lønarbejderen var den dårlige og dovne, u-autentiske, halvciviliserede, uægte grønlænder (Thomsen 1998: 28). 19 På dansk læsestof som tilbydes gratis. Den udkom en gang om måneden i Nuuk, de øvrige steder som en samlet årgang en gang om året. 12

14 mange og gav samtalestof på tværs af lokaliteter. Den var derfor med til at skabe og udvikle et forestillet fællesskab - en grønlandsk identitet, der strakte ud over de lokale rammer (Gad 1984:225; Thomsen 1998:27; Thuesen 1988:61, ). Dette kan illustreres ved, at kateketerseminaret og avisen var med til at udbrede begrebet kalaallit = grønlænder/e. Begrebet kalaallit har ifølge Hanne Thomsen været kendt siden koloniseringens start, men oprindeligt kun anvendt af udefrakommende i Grønland og ikke af den oprindelige befolkning (Thomsen 1998:27). Udtrykket blev oprindeligt kun anvendt i Sydgrønland. Betegnelsen inuit (mennesker) var tidligere blevet anvendt af grønlænderne selv, og de mennesker de levede i blandt (Thuesen 1988:161). I 1970'erne kom inuit på mode igen som led i etnisk revitalisering og politisering (Thisted 2004/06:note 4). Også landet skiftede navn fra Nanurput ( vores land ) til Kalâtdlit-nunât ( grønlændernes-land ) og senere den mere national-statslig betegnelse, Grønland. Desuden fandt den religiøse vækkelsesbevægelse, Peqatigîngniat, fodfæste i starten af 1900-tallet. Den var med til at udbrede forestillinger om fællesskab i form af ét folk, ét samfund ét land (Kalâlidlit-nunât). Bevægelsen formåede at nå ud i yderdistrikterne og ud til andre end de mere elitære -lag. Den var derfor medvirkende til at fællesskaber opstod på tværs af lokale bosættelser og forøgede kontakten mellem byer og bygder (Thuesen 1988:162; Thomsen 1998:32). Med styrelsesloven fra 1908 blev administration og handel adskilt. Loven indebar en væsentlig ændring af de politisk-administrative-organer. Der blev oprettet to landsråd, for hvilke de to inspektører blev formænd. De stod for kontrollen og styringen, men var uden stemmeret. De to landsdele (de tidligere kolonidistrikter - nord og syd) blev inddelt i små kommuner med hvert sit kommuneråd. Forstanderskaberne blev nedlagt, deres opgaver og kompetencer blev overført til kommunerådene og landsrådene. For første gang blev der officielt skelnet mellem, hvem, der hørte under hhv. dansk og grønlandsk ret. Intensionen var ikke at diskriminere, men derimod at 13

15 beskytte grønlænderne mod for skrappe danske retsregler og sikre en blødere overgang. Bortset fra inspektøren var det kun grønlændere, der kunne vælges til kommune- og landsråd (Thuesen 1988:74-77; Gad 1984: ). Oprettelsen af landsrådene i 1908 betød, at den grønlandske befolkning i højere grad end tidligere blev inddraget i politiske beslutninger. Derudover skabte landsmøderne på tværs af tidligere kolonidistrikter indbyrdes kontakt. På længere sigt var landsrådene med til at skabe en grønlandsk fællesskabsfølelse og interesse for fælles anliggender og dermed en spæd nationsforestilling (Thomsen 1998: 31-32; Thuesen 1988:77;162). Alt dette illustrerer, at koloniadministrationens virke i Grønland har haft betydning for etableringen af en grønlandsk nation, der især var bygget op om erhvervet, men hvor sprog og kultur også spillede en rolle (Thomsen 1998:28). Men også missionsvirksomheden har spillet en nævneværdig rolle. Nye toner i 1920'erne Ditte Bentzon Goldschmidt mener, at den danske grønlandspolitik har været med til at skabe nogle forestillinger og forventninger hos grønlænderne om, at når der fandtes uddannede grønlændere, der kunne overtage de ledende stillinger, så ville grønlænderne selv få lov til at varetage spørgsmål, der vedrørte det grønlandske samfund (Goldschmidt 1994:119). Denne forventning er forståelig citatet fra en betænkning fra december 1920 taget i betragtning. 20 Her blev hovedformålet med den danske grønlandspolitik formuleret således: 20 Betænkningen blev udarbejdet af en kommission på 24, hvor af tre var grønlændere. 14

16 grønlændernes udvikling til selvstændighed, det vil sige til en sådan modenhed i moralsk og økonomisk henseende, at de kan blive i stand til at leve i fri forbindelse med den øvrige verden, når landets nuværende afsondringstilstand engang i fremtiden ophører (Betænkningen, citeret i Viemose 1976:60). En af måderne hvorpå dette skulle realiseres, var ved at knytte Grønland så nært som muligt til Danmark og i så vidt et omfang som muligt at tilføre landet dansk civilisation og kultur (ibid.). Kommissionen mente, at forudsætningen for at dette kunne lykkes var, at den grønlandske befolkning fik bedre muligheder for at blive undervist i det danske sprog. Allerede her synes hensigten at være at gøre grønlænderne lig danskerne, en opfattelse som skulle komme til at dominere efter anden verdenskrig. Den udbredte forestilling om grønlænderne som et primitivt folk ses også i dette citat. Fra dansk side mente man, at grønlænderne havde brug for omsorg og ledelse og skulle hjælpes til at få en civilisation, landet skulle introduceres til europæisk kultur. Derfor blev forholdet mellem Grønland og Danmark karakteriseret af mor/barn-metaforen (Thomsen 1998:22-26; Goldschmidt 1994: ). 21 I 1920 var erhvervsomlægningen, hvor hovedbeskæftigelsen gik fra sælfangst til fiskeri, gået i gang. Fra dansk side var man bevidst om, at dette ville kræve en betydeligt kapitalindsats, men der var ikke stemning for, at staten skulle investere betydelige summer i det grønlandske samfund. Frem til anden verdenskrig var og havde det været en officiel målsætning, at de danske grønlandsaktiviteter skulle hvile i sig selv, der skulle altså være balance mellem indtægter og udgifter (Gad 1984: ). 21 Denne opfattelse går helt tilbage til Hans Egedes tid, hvor den var udbredt blandt de danske missionærer. (Thuesen 1988:49-51; Gad 1984:149) 15

17 Den grønlandske identitetsopfattelse Efter 1850'erne satte en tilbagegang i sælbestanden ind og forringede afsætningsmulighederne. Men det var først for alvor fra , at det grønlandske samfund gennemløb en erhvervsomlægning. Det betød, at der skete et skift fra subsistensøkonomi 22 til pengeøkonomi, hvilket indebar en livsstilsændring for mange grønlændere og gjorde en revurdering af, hvad der var grønlandsk, nødvendig. 23 I stedet for at erhvervet karakteriseredes som det særligt grønlandske, fokuseredes der nu på sproget som det fælles identitetsskabende (Thuesen 1988:22; Thomsen 1998:33; 36; Thisted 2004/2006:138). I perioden blev aviserne Atuagagdliutit og Avangnâmioq (Nordgrønlænderen) brugt til at diskutere begrebet kalâliússuseq (grønlandskhed). Diskussionen gik på, om det var fangererhvervet eller sproget, der udgjorde det særligt grønlandske. Knud Rasmussens Silarssuarminulerssârutit fra blev brugt som argument for, at erhvervet ikke kunne udgøre det særligt grønlandske. I denne bog forklarer Rasmussen, hvordan skandinaverne tidligere har været fangere, men grundet kulturel udvikling måtte tilpasse sig og erhverve sig ved noget andet end tidligere (Thomsen 1998:29;36). Med sproget som indbegrebet af grønlandskhed kunne man altså godt være en god grønlænder, selvom man var lønmodtager. Det subsistensøkonomi, økonomi, hvor produktionen hovedsagelig går til eget privat forbrug og kun formår at tilfredsstille helt basale behov for overlevelse. Subsistensøkonomi findes ofte i de fattigste bondesamfund i ulandene (Den store danske, , kl.13:05) Fiskeri havde tidligere været en foragtet bibeskæftigelse, derfor krævede det en holdningsændring, for at fiskeri kunne blive betragtet som en agtet levevej. Formålet med denne skræmmekampagne var at sikre KGHs handelsmonopol i Grønland. Muligvis har KGH forhalet og udskudt omlægningsprocessen fra fangst til fiskeri (og fårehold) så længe som muligt, men på et tidspunkt har det været umuligt ikke at se realiteterne i øjnene. (Gad 1984: ; Thomsen 1998:23-24; 33). 16

18 blev i høj grad dem, der evnede at skrive og udtrykke sig, altså kateketerne, der formulerede den nye grønlandskhed (Thomsen 1998:37; Thuesen 1988: ; Thisted 2004/2006:138). Ifølge Hanne Thomsen kan denne identitetsdebat ses netop som et forsøg på at inkorporere det moderne i grønlandskheden, som efter debatten og i begyndelsen af århundredet blev identificeret med sproget og ikke erhvervet (Thomsen 1998:37). Desuden påpeger Thomsen og Goldschmidt, at udviklingen væk fra sælfangererhvervet også indebar, at grønlænderne gik fra at være eksperter, når det gjaldt sælfangst, til i fiskeri at blive (danskernes) lærlinge. På den måde betød erhvervsomlægningen en ny afhængighed af danskeres ekspertise og af KGHs monopol, som beskyttede det grønlandske fiskeri imod andre fiskerinationer (Thomsen 1998:33-36; Goldschmidt 1994: ). Reelt havde Grønland frem til anden verdenskrig været økonomisk afskåret fra resten af verden, da den eneste handelspartner var Danmark. Den økonomiske isolation havde stor indflydelse på udviklingen i samfundet og grønlændernes opfattelse som nation, fordi grønlænderne kun kendte til dansk politik og levevis. Dette skulle ændres med anden verdenskrigs udbrud og Tysklands besættelse af Danmark (Olsen 2005:11) Grønland under anden verdenskrig På baggrund af den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 skete der en del forandringer i Grønland. Første skridt var, at Grønland kappede alle forbindelser til Danmark. Men fordi Grønlands befolkning var afhængig af forsyningerne fra Danmark, blev forbindelser til både USA og Canada iværksat. Efter afslutning af anden verdenskrig og Danmarks befrielse regnede mange grønlændere med, at den selvstændige politik, som landsrådene i Grønland havde udviklet under Danmarks besættelse, ville fortsætte i samarbejdet med Danmark. Men den danske regering ønskede at genoptage politikken omkring Grønland, som 17

19 den havde set ud før krigens udbrud og ville ikke imødekomme de forslag, som Grønlands landsråd havde udarbejdet. Forslag, der fx drejede sig om en højere grad af ligestilling mellem grønlændere og danskere, større beføjelser til de to grønlandske landsråd og mere danskundervisning i skolerne (Olsen 2005:23). Før krigen havde Grønlands administration været meget bureaukratisk, 24 men under krigen havde man erfaret, at administrationen kunne gennemføres bedre og mere effektivt med en lokal og central styrelse, og derfor var fjernstyring således ikke længere ønskværdigt for grønlænderne. Hedtoftes besøg og forhandlingerne I 1947 fik Danmark en ny regering og med Hans Hedtofte en socialdemokratisk statsminister. I 1948 rejste han til Grønland for at høre landsrådene om bl.a. moderniseringen af samfundet og deres holdning til handelsmonopolets ophør (Olsen 2005:25). På Hedtoftes forespørgsel svarede landsrådene, at man ønskede Grønland åbnet og udviklet, så man gennem erhvervsmæssig udvikling kunne blive i stand til at sammenligne sig med andre samfund, både økonomisk og kulturelt. (Olsen 2005:26) I 1950 blev det nordgrønlandske og det sydgrønlandske landsråd slået sammen til ét og fik samtidig større beføjelser (Dahl 1986:17). Da Grønland ved grundlovsændringen den 5. juni 1953 officielt blev indlemmet i det danske rige, ophørte Grønlands status som koloni formelt. Fra nu af gjaldt dansk lovgivning i Grønland, medmindre det eksplicit var nævnt, at enkelte love ikke skulle gælde for Grønland. Endvidere fik Grønland to stemmeberettigede medlemmer i folketinget. 24 Der havde været to landsråd, som skulle sende deres anmodninger til folketinget i Danmark, hvorefter folketinget foretog en høring hos det andet landsråd og forslagsstilleren, hvorefter sagen blev behandlet videre. Hele denne proces var meget langvarig og omstændelig, når man tænker på, at transporten foregik med skib, som kun sejlede om sommeren (Olsen 2005:24). 18

20 Det første folketingsvalg i Grønland blev holdt i efteråret 1953 (Olsen 2005:42). Men til trods for, at Grønlands kolonistatus officielt var ophørt, blev det oplevet i Grønland, som om kolonisationen forsatte, efter at Grønlands kolonistatus i 1953 blev ophævet (Dahl 1986:18). Dette skyldtes de hurtige forandringer i form af reformpakker og den igangsatte industrialiseringsproces. En nedsat grønlandskommission formulerede det bl.a. således, at et af formålene var at hæve grønlændernes levestandard; bedre boligforhold og mindre sygdomme skulle øge produktiviteten og dermed den økonomiske udvikling (Viemose 1976:83-85). Moderniseringen af fiskeriindustrien var også med til at gøre Grønland til et markedsorienteret samfund, og i visse byer voksede indbyggertallet markant. En særlig bosætningspolitik betød, at man kunne få støtte, hvis man bosatte sig i fiskeindustribyer, mens det var vanskeligere at få støtte, hvis man ville bosætte sig andre steder (Olsen 2005:49-51). Socialt var flytningen fra bygden til by forbundet med stor forandringer, fx i forhold til de traditionelle kønsroller: i byen måtte begge forældre ofte tage ufaglært arbejde på fiskefabrikken, for at kunne betale regningerne og børnene måtte passe sig selv. Det medførte for mange tilflyttere en meget lavere social status i samfundet. I tråd med vores tidligere beskrivelse af overgangen fra mester til lærling, beskriver Thomsen grønlændernes udvikling i efterkrigstidens industrialisering som stik-rend-drenge uden udsigt til at blive mestre igen (Thomsen 1998:39). Moderniseringen bevirkede endvidere en mangel på uddannet personale i fx administration og på hospitaler, hvilket var en af grundene til, at danskere flyttede til Grønland. Men også markedets åbning for private investorer trak mange danske arbejdere med sig, som for det meste var ansat i byggebranchen grundet det store behov for boliger, men også i udbygningen af bl.a. havneanlæg. Det sociale skel mellem ufaglærte og uddannede grønlændere blev mere markant i løbet af 1950 erne og 1960 erne, og fra at udgøre 4 % af befolkningen steg danskernes andel til 20 % i 19

21 løbet af 1950 erne (Thomsen 1998:41). Efter 1953 var der stadigvæk forskelsbehandling i udbetaling af lønninger, som havde sin begrundelse i hjemstavnskriteriet 25 og senere i fødestedskriteriet 26. Denne oplevelse af forskelsbehandling mellem danskere og grønlændere i Grønland førte, ifølge Dahl og Thomsen, til en radikalisering af den grønlandske elite og til en opblomstrende nationalisme i 1960 erne og 1970 erne, da danskere og grønlændere reelt ikke stod lige i forhold til loven 27 (Dahl 1986:46-49; Thomsen 1998:43-46). I 1972 blev der i Danmark afholdt folkeafstemningen om medlemskab i EF. Selvom der i Grønland var flertal for et nej, blev Danmark og dermed Grønland medlem af EF, fordi flertallet i hele Danmark havde stemt ja. Argumenterne imod medlemskabet var bl.a. at dette ville forringe Grønlands muligheder for selvstændighed (Goldschmidt 1994:133; Thomsen 1998:43). At grønlænderne blev medlem af EF, selvom man havde stemt imod, øgede opfattelsen af, at det var danskerne, der tog beslutningerne på grønlændernes vegne. På trods af at både befolkningen og kommunen i flere år kæmpede imod, blev kulminebyen Qullissat nedlagt i 1968, og 1200 indbyggere blev tvangsforflyttet. I 1972 blev hele byen sat til salg af KGH. Denne sag kom til at stå som symbol på koncentrationspolitikken og påvirkede den grønlandske befolknings syn på den danske dominans i det grønlandske samfund (Dahl 1986:50-53). En tredje betydende faktor i forhold til radikaliseringen af den grønlandske politik og indført i 1958, betød at grønlændere efter 10 års ophold i Danmark, hvis de flyttede tilbage til Grønland ville blive ligelønnet med danskere i Grønland. afløste hjemstavnskriteriet i 1964; Nu var det afgørende for aflønningen, om man var født i Danmark eller i Grønland. Forskel mellem grønlænderes og danskeres løn forekommer i dag kun undtagelsesvist. Bl.a. inden for politiforbundet og forening af danske læger forekommer der stadig forskel i lønvilkår (Thomsen 1998: 49). 20

22 en voksende politisk selvbevidsthed afspejles i den rolle, som folketingsmedlemmet Moses Olsen fik ved folketingsvalget i september 1971: udfaldet var så lige, at det var op til det grønlandske folketingsmedlem, at afgøre om statsministeren skulle være socialdemokrat eller borgerlig, hvilket bl.a. i Danmark startede en racistisk mediehetz imod Olsen grundet hans politiske ønskede om en radikal ændring af grønlandspolitikken (Dahl 1986:53-55). Som et fjerde nævnsværdigt punkt, der var afgørende for den stigende utilfredshed med forholdet mellem Danmark og Grønland, var uoverensstemmelser i debatten om ejendomsforholdene til undergrunden i Grønland. Fx blev landsrådet ikke inddraget i regeringens forhandlinger om uddelingen af oliekoncessioner (Thomsen 1998:43). 28 Industrialiseringen, befolkningskoncentrationen og fordanskningen var nogle af de stikord, som manifesterede sig i grønlandsk politik i løbet af 1970 erne. I 1973 blev et hjemmestyreudvalg bestående af grønlandske politikere nedsat, og der blev udarbejdet seks punkter som begrundelse for et hjemmestyre. Nogle af punkterne omhandlede den store geografiske afstand mellem Grønland og Danmark; det at beslutningerne blev truffet i København medførte en følelse af afmagt hos grønlandske politikere og opfattedes som mindemærke på kolonitiden. I hjemmestyrebetænkningen beskrives dette forhold: Grønlands oprindelige eskimoiske folk er så forskellig fra det øvrige Danmark, at forholdet mellem grønlændere og danskere aldrig kan blive det samme som fx mellem 28 I 1975 vedtog landsrådet at den grønlandske undergrund og dens rigdomme tilhører den fastboende befolkning, dog uden at den danske regering tog højde for det. Fx blev der boret efter olie ved den grønlandske vestkyst på en norsk boreplatform med navn Bravo. Da der i 1977 skete et stort olieudslip fra Bravo, krævede et flertal i bl.a. landsrådet, fanger- og fiskersammenlutningen KNAPP og Grønlands Arbejder Sammenslutning (GAS) et midlertidigt stop af alle olieboringer med hensyn til miljø-risici. Heller ikke dette krav blev der taget hensyn til fra den danske regerings side (Dahl 1986:67). 21

23 jyder og sjællændere (Goldschmidt 1994: ). Der var i betænkningen både tale om en sproglig, en mental og en territoriel distance til Danmark. Den i 1975 nedsatte hjemmestyrekommission, som bestod af lige mange danske og grønlandske folketings- og landrådsmedlemmer, udarbejdede hjemmestyrets ordning, og i januar 1979 blev der i Grønland holdt en folkeafstemning om indførelse af hjemmestyre (Thomsen 1998:46; Goldschmidt 1995:138). Partierne, som gik ind for hjemmestyret, var Siumut, Atassut og Sulisartut Partiiat (Arbejderpartiet). Hvorimod Inuit Ataqatigiit gjorde sig til talsmand for et nej, med begrundelse i det uafklarede spørgsmål om ejendomsretten til undergrunden. Partiet mente ikke at kolonitiden var afsluttet, så længe dette spørgsmål ikke var afklaret (Olsen 2005:251). Resultatet blev 70,1% for og 25,8% imod hjemmestyrets indførelse. Fra 1953 til 1979 var der blevet ført en centraliseringspolitik, indebærende en flytning fra bygder til byer. Umiddelbart efter indførelsen af hjemmestyret og frem til slutningen af 1980 erne blev der fokuseret på at bremse denne afvandring fra bygderne. På længere sigt var det dog urentabelt at opretholde bygdernes eksistens, og den politiske debat ændrede derfor omdrejningspunkt fra bygderne til bl.a. turisme og erhvervsudvikling (Thomsen 1998:48). Med ovenstående historiske rids kan vi danne os et overblik over og en forståelse af den selvstændighedsproces Grønland har gennemløbet. Vi har belyst starten af kolonitiden var præget af dansk missionsvirksomhed og en centralisering af handelsstrukturen styret af KGH. Frem til slutningen af 1800-tallet blev mange grønlændere fastholdt i den traditionelle fangerkultur. Vi har også kunne påpege, at avisen Atuagagdliutit bl.a. har haft betydning for udformningen af en specifik grønlandskhed og udbredelsen af begrebet kalaallit som del i fremkomsten af forestillingen om et fælles identitet. Desuden afslutter vi den historiske del med 22

24 beskrivelsen af udviklingen frem til mere selvbestemmelse, som foregik i det 20. århundrede og løsrivelsesprocessens forskellige faser. Projektafgrænsning Videnskabsteoretisk afsnit Nærværende projekt bygger på poststrukturalistiske og socialkonstruktivistiske tilgange. Poststrukturalismen kan, som mange andre videnskabsteoretiske tilgange, ikke entydigt udlægges. Fælles for udlægningerne er dog, som også Christel Stormhøj skriver, at sproget og de tilhørende diskurser indtager en central rolle i erkendelsen. Hun skriver: Virkeligheden er diskursivt konstitueret (...) betydning og mening opstår udelukkende ved hjælp af sproget. Mening og betydning findes ikke uden for og ligger ikke fast forud for sproget (...) Diskurser er historisk variable og udgør baggrunden for erkendelse som sådan. De udgør mulighederne og dermed grænserne for, hvad der kan erkendes, og hvordan det kan erkendes. (Stormhøj 2006:33-34) Hermed giver hun udtryk for betydningen af at være sig bevidst om, hvordan mening dannes. Fx kan betegnelsen eskimo opfattes nedsættende i kraft af dens mange værdiladede associationer, imens inuit er den fællesbetegnelse, som grønlænderne selv har valgt, og som også andre arktiske folk bruger som betegnelse for sig selv. Vores valg om at benytte inuit-betegnelsen, når vi snakker om det grønlandske folk, skal således ses i forlængelse af vores ønske om at undersøge vores problemstilling ud fra grønlandsk optik. 23

25 Socialkonstruktivismen har sit udgangspunkt i, at vores erkendelse af verden ikke er en simpel genspejling af virkeligheden. Vores viden og verdensbilleder er derimod kulturelle og historiske determinerede konstruktioner, som skabes og opretholdes gennem social interaktion. (Wille 2007:269-70, Jørgensen og Phillips 2006:13-14; ). Den socialkonstruktivistiske tankegang er således i god tråd med vores brug af diskursanalyse som metode 29 til at undersøge politikernes konstruktioner af forholdet mellem Grønland og Danmark, samt vores søgen i at afdække (eventuelle) magtrelationer, som kommer til udtryk i den postkoloniale diskurs. Som også Jørgensen og Phillips skriver, er diskursanalytikeren ofte selv forankret i netop de diskurser, han eller hun vil analysere (Jørgensen & Phillips 2006: 62). Vi indgår alle i forskellige kontekster, som vi ikke kan frigøre os fra. Det er således umuligt at se bort fra vores egen position og forforståelse i forhold til Grønland at vi derfor implicit, og ikke nødvendigvis bevidst, har visse forudindtagede tanker omkring de begreber, konflikter og processer, vi ønsker at undersøge, og at vores resultater således vil være påvirkede heraf. Eller som det så står skrevet i Diskursanalyse som teori og metode: Overordnet kræver den teoretiske konsistens, at man i en konkret diskursanalyse overvejer og forsøger at redegøre for, hvor man står i forhold til de diskurser, man undersøger, og hvilke konsekvenser ens eget bidrag til den diskursive produktion af vores omverden kan få (...) Det er ved at se verden gennem en bestemt teori, at man kan fremmedgøre sig fra nogle af sine selvfølgeligheder og stille andre spørgsmål til materialet, end man kan gøre ud fra sin hverdagsforståelse (Jørgensen & Phillips 29 Jørgensen og Phillips skriver også, at diskursanalyse er en socialkonstruktionistisk tilgang, som mange socialkonstruktionister benytter sig af (De bruger dog socialkonstruktionisme som betegnelse i stedet for socialkonstruktivisme, jf deres fodnote 4 på samme side) (Jørgensen & Phillips 2006:13) 24

26 2006:33). Når vi i nærværende projekt undersøger, hvorledes den enkelte grønlandske politiker meningsudfylder forskellige begreber og derved konstruerer sin version af virkeligheden, er det i lyset af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt relevant at beskæftige os med repræsentationer, der også spiller en central rolle i postkolonial teori. 30 I forlængelse af dette skriver Stuart Hall: Representation is the product of the meaning of concepts in our minds through language. It is the link between concepts and language which enables us to refer to real objects, people or events, or indeed to imaginary worlds of fictional objects, people and events (Hall 2003: 17). Med dette citat viser Hall, hvordan mennesket, ud fra den socialkonstruktivistiske tilgang, konstituerer mening om virkeligheden gennem sproget. Sproget skaber altså ikke virkeligheden, men derimod repræsentationer af virkeligheden. I en postkolonial sammenhæng bliver repræsentation derfor centralt, fordi kolonimagten som oftest bestemmer diskursen og herved repræsentationen af de koloniserede. (Hall 1997:1). Metode En fuldstændig objektiv sandhed om Grønland findes ikke, og såfremt den gjorde, var 30 Se også afsnittet Repræsentation. 25

27 det ej heller vores ønske at afdække den. Vores ønske er at undersøge, hvorledes konstruktioner af virkeligheden fortælles og i kraft af dette opfattes som sandheden og virkeligheden. Som empiri har vi valgt Redegørelsen om Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland en debat fra det grønlandske Landsting, hvor denne betænkning bliver diskuteret. I og med at det primære omdrejningspunkt i vores problemstilling er konstruktionen af en grønlandsk nation, har vi valgt at undersøge vores problemstilling ud fra en poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk tilgang. Ifølge poststrukturalistisk teori er sprog og erkendelse umiddelbart knyttet til hinanden, og opfattelsen af virkeligheden udtrykkes derfor gennem sproget og diskurserne. Desuden bliver diskurser til ud fra den kontekst, de skabes i, og diskurser er derfor historisk forankrede. Vi vil derfor også i vores projekt undersøge, hvorvidt den koloniale diskurs kan genfindes i den nuværende diskurs, som skabes af de grønlandske politikere. Grundet den videnskabsteoretiske tilgang til projektet, har vi valgt at gå diskursanalytisk til værks. Ydermere har vi valgt at stille nogle særligt udvalgte spørgsmål til empirien, som vil være udformet ud fra teorier omkring nationalisme, postkolonialisme og diskursanalyse. På baggrund af dette vil vi ikke være i stand til at svare på, hvorvidt Grønland udgør en nation, men vi vil kunne diskutere, hvilke (postkoloniale, historiske og nationsteoretiske) konstruktioner, der er på spil i italesættelsen af det grønlandske fællesskab og nation. For at få en bedre forståelse af den historiske kontekst for selvstyreaftalen og af hvad der ligger til grund for et grønlandsk ønske om selvstyre, har vi valgt at undersøge den grønlandske historie med fokus på følgende aspekter:. Hvordan den grønlandske nationalisme opstod (tiden før 1939). Baggrunden for Grønlands indlemmelse i rigsfællesskabet (1953) 26

28 . Hvorfor grønlænderne ønskede hjemmestyre (1979) Desuden har vi også valgt at fokusere på, hvilken eventuel betydning den danske grønlandspolitik frem i dag har haft for skabelsen af en grønlandsk fællesskabsfølelse. Vores forståelse af disse aspekter er dannet på grundlag af, hvordan de udvalgte historikere udlægger den grønlandske historie. Vi har bevidst valgt ikke selv at gå til førstehåndskilderne, da omfanget af dette nemt kunne komme til at udgøre et projekt i sig selv. For at undersøge hvordan de enkelte politikere i debatten konstruerer Grønland som nation og hvilke nationsforestillinger, der bliver trukket på, er det relevant at klarlægge, hvordan forskellige former for nationalisme tager sig ud. I afsnittet Nation, nationalisme og kultur gør vi brug af Benedict Andersons hovedværk Forestillede fællesskaber. Som titlen antyder, opfatter han fællesskaber (nationer) som forestillede. For at nuancere forståelsen af nation og nationalisme trækker vi endvidere på Eric Hobsbawm. I forhold til forståelse af stat og hvordan den adskiller sig fra nationen inddrages Anthony D. Smiths udlægning af statsbegrebet. For overhovedet at kunne undersøge anden del af vores problemformulering: Hvordan konstruktionen af Grønland som nation kan forstås i et postkolonialt perspektiv? har vi skulle danne os en forståelse af det postkoloniale felts problematikker. I den sammenhæng har vi bl.a. trukket på Stuart Halls forståelse af repræsentationer, som meget kort kan forklares som konstruerede forestillinger, der tager udgangspunkt i diskurser, og derfor må siges at være en poststrukturalistisk teori. Repræsentationer bliver anvendt til at give en diskursiv strukturel forståelse af, hvordan forestillingen om den grønlandske nation og den grønlandske kulturelle identitet konstrueres. Vi inddrager desuden Edward Said, da han i sit værk Orientalisme giver sin udlægning af, hvordan der kan ses en sammenhæng mellem repræsentation og magt. Teoretikere som bl.a. Hans Hauge og Ania Loomba anvender 27

29 vi først og fremmest til at give en forståelse af begrebet postkolonialisme. Vi har, som sagt, valgt at bruge diskursanalysen som redskab til analysen, eftersom det, i poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk optik, giver god mening, at arbejde ud fra en diskursiv tilgang i forståelsen af kulturelle identitetsproblematikker, der udtrykkes gennem sproget. Som grundlag for dette afsnit hentede vi inspiration i bogen Diskursanalyse som teori og metode af Marianne Winther Jørgensen og Louise Philips. Bogen giver et udmærket overblik over de forskellige diskursteoretiske tilgange, og det var via gennemlæsning af denne, at vi besluttede os for at benytte diskursteori og endvidere lade os inspirere at kapitlet National diskurs et eksempel. Efter gennemlæsning af debatten, og på baggrund af den valgte teori, har vi valgt at anvende følgende overordnede spørgsmål som fokus i analysen: Hvordan konstrueres den grønlandske nation? hvorunder vi vil analysere, hvordan de enkelte politikere anvender og italesætter begreber som nation, samfund, folk og befolkning, Hvordan konstrueres grønlændere? hvor fokus er på italesættelsen af den grønlandske kulturelle identitet, samt Hvordan italesættes den koloniale relation mellem Grønland og Danmark? hvor vi vil se på de forskellige politikeres konstruktion af dette forhold. Disse spørgsmål skal føre frem til en diskussion af, hvordan konstruktionen af Grønland som nation kan forstås i et postkolonialt perspektiv. Kritisk refleksion af den anvendte litteratur Det primære formål med at inddrage Hanne Thomsen og Søren T. Thuesens betragtninger er at få en forståelse af den grønlandske nationalismes rødder og hvordan, der kan trækkes linjer fra denne til indførelse af hjemmestyreordningen og 28