Nyrups sidste chance POLITIK

Transkript

1 POLITIK Nyrups sidste chance Alvorlig frygt for, at den socialdemokratiske æra er slut, har skabt nye fronter og positioner i Socialdemokratiet - Nyrup står med fire massive udfordringer og overvejer hurtig ØMU-afstemning i september og regeringsrokade i oktober - Tvunget til skift på vigtige ministerposter - Tør næppe benytte sig af den dristigste mulighed: At skifte Mogens Lykketoft ud - Mandag Morgen har kortlagt det strategiske landskab, Nyrup må handle i Historisk lave meningsmålinger i mere end et år har udløst et opgør i Socialdemokratiets top, som måske mere handler om nederlagets konsekvenser end om muligheden for at vinde den sejr, der for mange forekommer mere og mere usandsynlig. Meget tyder på, at det var denne efter nederlaget -dagsorden, der indledte den syvårskrise, som har domineret medierne i snart tre uger. Men det er naturligvis samtidig i dette felt af fløjdannelser, magtkampe og nye fronter, at Nyrup Rasmussen skal søge at finde grundlag for en sidste offensiv for at forsvare sin historiske rolle og sit politiske projekt. I dag overvejer Nyrup et scenario, der i givet fald vil blive indledt om fem uger, når han efter afstemningerne om overenskomstresultatet i slutningen af februar ekstraordinært indkalder den socialdemokratiske kongres til april eller maj. Samtidig vil han bebude en afstemning om ØMUen i september. Det vil give Nyrup mulighed for at fremstå som genfødt med et nyt, revideret regeringsprogram, en ny-sammensat regering og - formentlig - en sejr i ØMU-afstemningen bag sig. Og med behagelig distance til årsskiftets ophidsede og langt fra vellykkede udlændingedebat. ØMU-afstemningen i september og genfødslen i oktober regnes af nogle af Nyrups nærmeste rådgivere for hans allerbedste chance for opfylde forventningen til the comeback kid, der efter Bill Clintons mønster med overrumplende stædighed og udholdenhed overlever de værst tænkelige kriser. Da en meningsmåling i januar igen bragte Socialdemokratiet ned på 20 pct. og dermed tangerede den absolutte historiske bundrekord, der blev nået i november 1998, var flere ledende ministre ellers tilsyneladende klar til at kaste håndklædet i ringen. De var parat til at rette al opmærksomhed mod nederlagets følger. Og i den spekulation dominerede to temaer:! Hvem vil - i historiebøgerne - få skylden for, at den socialdemokratiske regering fra trods usandsynligt flotte økonomiske resultater blev en vælgermæssig katastrofe?! Hvem skal være formand for partiet, når Nyrup efter valgnederlaget må gå, og en ny måske langvarig oppositionsperiode indledes? På baggrund af samtaler med helt centrale kilder gennemgår Ugebrevet i det følgende de vigtigste aktørers motiver og ageren under syvårskrisen - og Nyrups mulighed for at realisere den optimale modoffensiv. Fantomhistorien og strategidagen Greens meningsmåling blev offentliggjort fredag den 7. januar i år og fortæller, at Socialdemokratiets tilslutning blandt vælgerne er reduceret til 23 pct., mens Dansk Folkeparti topper med 18 pct. Meningsmålingen tolkes som en reaktion på Nyrups nytårstale og på statsministerens håndtering af udlændingedebatten, som erobrede den politiske dagsorden fra Folketingets åbningsdebat i oktober. Resultatet er dybt foruroligende. 23 pct. er massivt under selv de ganske lave niveauer, Socialdemokratiet har holdt mellem valgene i de senere år. Når det har været slemt, har Socialdemokratiet været nede på pct., og det var opinionstal på det lag, der udløste den krise, som førte til Aukens fald for otte år siden. Med Greens-målingen den 7. januar er krisen akut. En alvorlig pessimisme begynder at brede sig i regeringskontorerne. I den følgende uge bringer Aktuelt et interview med Nyrup, hvor han bebuder en ny arbejdsdeling i regeringen, hvor han som statsminister vil koncentrere sig om den store fortælling og ministrene i højere grad skal bidrage med deres egne noveller. I samme uge samler Jyllands-Posten materiale til en baggrundsartikel ved samtaler Nr januar

2 off the record med socialdemokratiske ministre og folketingsmedlemmer. Inderkredsen af mediernes Christiansborg-journalister ved, at det ikke er svært at få kritiske kommentarer til statsministerens optræden fra hans partifæller. Også flere af de ministre, der rutinemæssigt giver baggrunds-briefinger til udvalgte journalister, taler ganske ofte kritisk om deres chef. I den forstand er Jyllands-Postens historie om ministeroprøret den 16. januar en fantomhistorie. Den kunne være skrevet mange gange, og flere fortilfælde findes. Men da artiklen publiceres, sætter nye målinger den i relief. Vilstrup, Gallup og Sensor bekræfter tendensen, selvom ingen af dem når helt ned til Greens katastrofetal. Krisen er en kendsgerning, og ministeroprøret får lov at præge et i forvejen indkaldt strategimøde på Roskilde Højskole den 18. januar. Hvem skal afløse Nyrup? På mødet når flere af de tilstedeværende til den konklusion, at Svend Auken og Mogens Lykketoft meget vel kan have været kilder til JP-historien. Begge udtaler sig på en måde, der bliver opfattet som udtryk for, at de har mistet troen på, at regeringen kan overleve næste valg. Dermed træder to nye temaer frem: Hvem skal have skylden for nederlaget, og hvem skal være ny formand for Socialdemokratiet? Det er en offentlig hemmelighed at Frank Jensen er Svend Aukens kandidat til formandsposten. Jensen forsvarede Auken under formandsopgøret, og for Auken og hans meningsfæller vil Jensens overtagelse af formandsposten være det nærmeste, Auken kan komme på en fuldstændig æresoprejsning efter nederlaget til Nyrup i At Auken også er optaget af at lægge skylden for Socialdemokratiets katastrofalt dårlige vælgeropbakning på Nyrups skuldre, er en uhyre nærliggende antagelse. For Lykketoft, som har været arkitekten bag et enestående vellykket økonomisk-politisk projekt, der møder stadigt mere udtalt international anerkendelse, er det vel nærliggende at føle en vis irritation over for en regeringschef, der tilsyneladende ikke formår at omsætte den enorme økonomisk-politiske succes i vælgeryndest. Lykketoft synes at have en vis tilbøjelighed til at blive grebet af mismod over livets uretfærdighed og omverdenens uforstand. Et mismod, der ikke sjældent får en aggressiv kant, som fik Lykketofts partifælle, Nyrups tidligere rådgiver, Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow, til at betegne hans reaktionsmønster som et kolerisk martyrium. Lykketoft har ved tidligere lejligheder luftet, at han kunne forestille sig en fremtidig partiledelse, hvor Frank Jensen og Pia Gjellerup delte magten. Gjellerup er Lykketofts loyale lærling, og Lykketoft så hende gerne som Nyrups efterfølger. Men ikke ulig Lykketoft vurderes Gjellerup generelt at have svært ved at trænge igennem - ikke mindst på tv-skærmen. I en situation, hvor tungere aktører regner nederlaget for sandsynligt, kan hensynet til arvefølgen komme til at træde i forgrunden allerede i aktuelle overvejelser om en ny regeringssammensætning. Også selvom skiftet efter al sandsynlighed ligger på den anden side af valget. Henrik Dam er holdt op med at sige nej - Karen Jespersen træder i karakter Nyrup selv og ministre, som i dag hverken er tæt på Lykketoft eller Auken, synes mest tilbøjelige til at se Henrik Dam Kristensen som en naturlig afløser for Nyrup. Henrik Dam Kristensen er suverænt regeringens mest populære minister, og han er på det seneste holdt op med at sige, at han under ingen omstændigheder er interesseret. Som leder af partiets ØMU-kampagne rejser han landet tyndt og møder efter sigende betydelig begejstring hos vælgerne. Det kan forurolige tilhængerne af Frank Jensen-løsningen. En anden vigtig spiller i regeringen er socialminister Karen Jespersen, som også hører til de mere populære ministre, men som i flere år har haft et anstrengt forhold til Lykketoft, og som siden formandsstriden har været blandt Aukens stærke modstandere. Jespersen har i løbet af det seneste år markeret sig stadigt stærkere i den offentlige debat. Blandt andet med en bogudgivelse. Hun er en af de få ministre, der tager til orde i en bredere debat om grundholdninger, og hun har agiteret for, at værdier og holdninger fik en stærkere placering i Socialdemokratiets og regeringens kommunikation med vælgerne. Karen Jespersen er gift med Ralf Pittelkow, som hun har fulgtes med i en engageret politisk karriere gennem 25 år, først i VS og siden i Socialdemokratiet. Pittelkow forlod sin post som rådgiver for Nyrup i ikke mindst som resultat af udviklingen af et uforsonligt modsætningsforhold til Mogens Lykketoft. Pittelkow har i sine kommentarer i Jyllands- 2 Nr januar 2000

3 Posten sekunderet sin hustrus politiske aktiviteter med analyser, hvor han bl.a. skarpt har kritiseret, at udgifterne på f.eks. energi- og miljøområdet er steget betydeligt stærkere end på social- og sundhedsområdet. Pittelkow har også kritiseret manglen på værdibaseret lederskab. Og han har i de sidste par uger rettet skytset mod Lykketoft og antydet, at Lykketoft var en kilde til historien om ministeroprøret, idet han skarpt har kritiseret, at Lykketoft var passiv og undlod at forsvare Nyrup, da stormen blev rejst. Pittelkows offensiv kan læses som et signal om, at Karen Jespersen har gjort sig klar til at slås for sin styrkede position i regeringen. Nyrup har ved nogle lejligheder, bl.a. i forbindelse med partiets valgudsendelse i 1998 og under debatten om Amsterdam-afstemningen, trukket Karen Jespersen ind som socialdemokratisk nøglefigur. Men han har ikke i det daglige brugt hende som sparringspartner eller inddraget hende i den snævre kreds, der diskuterer strategi. Uriasposten kan svække stærke ministre Forlydender for nylig i Aktuelt om, at Karen Jespersen var på tale som ny indenrigsminister efter Thorkild Simonsen, kunne opfattes sådan, at nogle i regeringen var optaget af at give Karen Jespersen en uriaspost. En post, som kunne begrænse hendes indflydelse fremover. Samtidig ville en sådan rokade have god mening, fordi Karen Jespersen er en af Socialdemokratiets hardlinere i udlændingedebatten og offentligt har tilkendegivet, at der er blevet lyttet for lidt til de socialdemokratiske omegnsborgmestre. Der har også rumsteret forlydender om, at Henrik Dam Kristensen var udset til indenrigsministerposten, og igen bliver det af nogle opfattet som et skjult ønske om at give en tung spiller en belastende post. Måske i håbet om at fjerne ham som kandidat til formandsposten efter Nyrup. Nyrup har måttet se sig om i dette felt af aktører, der er begyndt at flytte sig og spejde efter alliancer til forberedelse af situationen efter Nyrup, og her skal han finde sit materiale til en relancering af regeringen og dens velfærdsprogram. Da han den 14. og 15. januar gik i Aktuelt og bebudede en ny offensiv, var pennen endnu ikke sat til papiret. Nyrup havde før jul indkaldt de socialdemokratiske ministre, folketingsgruppens sekretariat og partiets pressetjeneste til et 24-timers-møde på Roskilde Højskole den 18. januar. Her skulle man have haft brainstorm og grundig snak om strategien for resten af valgperioden. Men nu kom ministeroprøret i vejen. Nyrup havde selv bidraget til den dårlige stemning, som - næret af faldet i opinionstallene - eksploderede i weekenden inden strategimødet. Som omtalt i Aktuelt havde Nyrup under en julefrokost med et antal ministre valgt at give de fremmødte en skideballe for at være for lidt offensive, for meget departementschefer. Også Lykketofts yndling, Pia Gjellerup, fik skarp kritik, og de udskældte reagerede med at forlade seancen i fornærmelse. På strategimødet flød de negative elementer sammen: Nyrups offensiv i Aktuelt blev opfattet som en videreførelse af den fornærmende kritik under julefrokosten, ministeroprøret i Jyllands-Posten gav indtryk af, at tunge aktører havde opgivet kampen, og meningsmålingerne syntes at dokumentere, at Nyrup havde mistet grebet om udlændingedebatten. At en nervøs og upræcis statsminister valgte at udtale sig til det store presseopbud på Roskilde Højskole - og herved give ministeroprøret substans - tjente næppe hans sag. Fire centrale udfordringer Men efter nogle ugers medietummel sidder Nyrup tilbage med sin en særdeles vanskelig opgave:! Han skal markere sig som leder. Presse-uroen har skabt ny tvivl om hans lederskab, men også de interne positionsskift og signaler har vist, at der er modsætninger i den socialdemokratiske del af regeringen, som Nyrup må forholde sig offensivt til, hvis han skal bevare nogen som helst autoritet.! Han skal beslutte, hvornår han vil spille de to vigtigste kort han har på hånden i resten af valgperioden, nemlig tidspunktet for regeringsrokaden og tidspunktet for ØMU-afstemningen. Nr januar

4 ! Han skal sende afgørende signaler om regeringens fremtidige profil gennem indholdet af et revideret regeringsgrundlag og en nybesætning af væsentlige regeringsposter.! Han skal endelig forsøge at mobilisere de socialdemokratiske vælgere gennem en kampagneaktivitet, der kan erstatte eller kompensere for det tab af vælgerkontakt, der er fulgt i kølvandet på de senere års distance til fagbevægelsen. Forholdet til Lykketoft afgørende En meget væsentlig faktor i Nyrups mulighed for at genrejse sin personlige autoritet handler om Lykketofts position og rolle. I regeringen, i Socialdemokratiet og i forhold til Nyrup selv. Ingen overhovedet anfægter, at Lykketoft er en usædvanligt begavet og dygtig finansminister, men mange oplever, at han også er en kolerisk og terroristisk person. Han tåler ikke kritik eller modsigelse og er klar til at mobilisere sin intellektuelle overlegenhed i en dræbende sarkasme, som få kan håndtere. Også Nyrup selv synes at frygte Lykketoft. I flere sammenhænge har Nyrup søgt at sætte sig igennem som regeringschef, men er kommet for skade at genere Lykketoft, hvorefter han har mærket Lykketofts modvilje og har bøjet af. Grundlæggende bærer Nyrup på den pinagtige bevidsthed om, at han kun er blevet formand for Socialdemokratiet og statsminister, fordi Lykketoft besluttede, at han skulle være det. Men Nyrup har hidtil ikke formået andet end at forstærke sit afhængighedsforhold til Lykketoft. Nyrup har også internt brugt Lykketoft til at holde baglandet på plads og har således inviteret Lykketoft med til forretningsudvalgsmøder - hvor han ikke havde nogen formel adkomst - for at han her direkte over for kritikere kunne forsvare regeringens politik. Nyrups mest optimale realistiske mulighed er nok, at Lykketoft ikke helt har opgivet, at Nyrup-regeringen kan vinde næste valg. Og at Lykketoft selv kan se nogle af problemerne i den hidtidige arbejdsdeling og dermed accepterer at spille en mere tilbagetrukket rolle. Eller en rolle, hvor han i langt højere grad end tidligere opmuntrer og tillader ressortministres og andre politikeres friere udfoldelse i bestræbelserne på at tegne en bredere og mere folkelig socialdemokratisk profil. En mindre realistisk, men nok mere probat metode ville være, at Nyrup fyrede Lykketoft og indsatte en anden i hans sted - for til gengæld selv, synligt og definitivt, at tage tøjlerne i regeringen. Men det vover Nyrup næppe. ØMU i september, rokade i oktober Hvad angår Nyrups to vigtige kort, ØMU-afstemning og regeringsrokade, synes han i dag at holde flere muligheder åbne. Men han er stærkt optaget af muligheden for en ØMUafstemning i september og en regeringsomdannelse og lancering af nyt regeringsgrundlag umiddelbart efter. Afgørende bliver to begivenhedsforløb i februar: Dels den endelige godkendelse af overenskomstforhandlingerne, hvor man kan håbe på afstemninger i slutningen af næste måned. Dels fremlæggelsen og modtagelsen af regeringens udspil på udlændinge-området, som også er bebudet til slutningen af februar. Godkendes overenskomsterne endeligt, og tegner udlændingelovgivningen til at kunne etablere en foreløbig afslutning på en for Nyrup-regeringen særdeles bekostelig debat, er vejen åbnet for en hurtig ØMU-afstemning. En afstemning i september har for regeringen og EU-tilhængerne i øvrigt den store fordel, at vi undgår et langt efterår, som kan ventes at blive præget af en ret intens debat om EUs traktatfornyelse og udvikling af forsvarssamarbejdet. Med hektisk aktivitet på den europæiske scene er der erfaringsmæssigt betydelig risiko for uforudsete provokationer af den danske offentlighed - leveret af europæiske EU-politikere, der ikke har de særlig danske problemer stærkt fremme i bevidstheden. Samtidig kan en hurtig og intens ØMU-debat efter en foreløbig afrunding af udlændingedebatten i heldigste fald være et tiltrængt skift af dagsorden for Nyrup. Under en ØMUkampagne er der en bred politisk interesse for at holde fred og styrke statsministerens og regeringens autoritet. Og kulminerer det med det ønskede ja til ØMUen, står Nyrup umiddelbart styrket. 4 Nr januar 2000

5 Herfra vil han så kunne lancere en ny start for sin regering i et forsøg på endelig at vriste sig ud af den nedadgående spiral, der blev indledt med pinsepakken i foråret Unge folk og stærke folk på kerne-poster Det nye regeringsprogram skal indeholde en stor fortælling om Socialdemokratiet som garant og forsvarer for velfærdssamfundet og dets kerneydelser til ældre, syge og børn. Det er også her, at Nyrup må overveje ministerskift, hvis hans hold skal være et overbevisende bud på socialdemokratisk regeringsledelse - også på den anden side af næste valg. Karen Jespersen har en popularitet, der formentlig sikrer hendes forbliven på socialministerposten. Derimod vurderes sundhedsminister Carsten Koch formentlig i dag som for meget bureaukrat til at tegne Socialdemokratiet på sundhedsområdet, der af vælgerne i 1998 blev udpeget som det vigtigste politiske anliggende overhovedet. Den radikale Margrethe Vestager er givetvis dette partis bedste bud på posten, men igen må Nyrup overveje, om fordelingen af poster mellem regeringspartierne må ændres. Derudover har Nyrup behov for at sætte flere yngre mennesker ind som min-istre, men de egnede kandidater står ikke i kø. Lotte Bundsgaard nævnes ofte og Lene Jensen af og til. Men generelt har Nyrup her vanskeligheder. At hente kandidater uden for Folketinget vil formentlig være et træk, der får oprøret blandt de nederlagstruede folketingsmedlemmer til at bryde ud i lys lue. Der skal mobiliseres nye vælgere i nye fora Endelig har Nyrup behov for at udvikle helt nye former for vælgermobilisering. Bruddet med fagbevægelsen først i 90 erne var både nødvendigt og ønsket i store dele af partiet. Men langtidsvirkningen af de kappede bånd har været et meget føleligt tab af holdningsfællesskab blandt kernevælgerne. I faglig sammenhæng har Socialdemokratiet i næsten et århundrede mødtes og sammen talt sig ind i en socialdemokratisk identitet. Det sker i dag kun i meget begrænset omfang. Og ingen nye kanaler er kommet til i stedet - ud over medierne, der snarere fungerer som opløsningsmidler i forhold til partiidentitet og -loyalitet. Erkendelsen af, at der må nye fora og nye organisationsformer til, er stærk, men foreløbig er målrettet handling udeblevet. Forud for sidste valg forsøgte regeringen halvhjertet at lancere en mediekampagne med foregangslands-projektet, men igen skal der her tages langt mere overbevisende fat, hvis tabet af mobiliseringskraft og identitet skal modvirkes. Nyrup har oddsene imod sig. Hans store risiko er, at selv hans stærkeste allierede har tabt modet og for alvor nu disponerer ud fra nederlaget. At situationen har udløst et opbrud fra kendte positioner og alliancer og giver ham en ny mulighed for at vise lederskab, kan måske blive Nyrups chance. Hans sidste. Nr januar