En større regeringsrokade vil være panik før lukketid

Transkript

1 POLITIK En større regeringsrokade vil være panik før lukketid Ministerrokader i utide hører til de absolutte sjældenheder og vil derfor virke beregnende - Specielt fordi Nyrup hidtil har været en stabil arbejdsgiver - Et ministerskifte skal være af en særlig karat for at gøre indtryk på vælgerne, og den slags muligheder har Nyrup næppe Hvis Nyrup - som rygterne siger - gennemfører en større regeringsrokade i nær fremtid, vil det være et helt usædvanligt træk i nyere dansk politisk historie. Større regeringsrokader i utide hører til de absolutte sjældenheder, og en ny rokade - kun ti måneder efter den sidste - vil derfor dårligt kunne udlægges som andet end panik før lukketid : At statsministeren i desperation over de dårlige meningsmålinger er parat til at gøre hvad som helst. Rygterne om en større regeringsrokade - før jul eller lige efter nytår - har cirkuleret i medierne siden euro-folkeafstemningen den 28. september. De har tilsyneladende først og fremmest bygget på en ret banal analyse af, at regeringen - især Socialdemokratiet - har indlysende problemer i forhold til vælgeropbakningen, og at en regeringsrokade kunne være et middel til at fjerne opmærksomheden fra mistillidsskabende emner som EU, indvandrere mv. Med en større regeringsrokade kunne statsministeren, siges det, i hvert fald for en stund ændre den politiske dagsorden, fordi ministerudnævnelser og -afskedigelser traditionelt set er godt mediestof. En regeringsrokade, der i givet fald kun ville omfatte socialdemokratiske ministre, er i sidste ende alene statsministerens beslutning. Nyrup har hidtil hverken ønsket at kommentere eller dementere rygterne, der også florerede livligt blandt de centrale ministre i regeringen, før forsvarsminister Hans Hækkerup i sidste uge blev officiel kandidat til lederposten af FNs mission i Kosovo efter franskmanden Bernard Kouchner. Det spørgsmål ventes afgjort i løbet af den næste måneds tid og kan dermed blive en håndgribelig anledning til rokaden. Hvis Hækkerup altså får stillingen. En gennemgang af ministerrokaderne under både Nyrup og forgængeren Poul Schlüter viser imidlertid:! At større rokader mellem valgene er en uhyre sjældenhed, idet begge statsministre kun en enkelt gang i utide har udskiftet ministre i større stil. Dertil kommer, at de mindre rokader for det meste har været affødt af udefrakommende begivenheder, f.eks. tidligere udviklingsminister Poul Nielsons udnævnelse til EU-kommissær.! At Nyrup sammenlignet med Schlüter hidtil har været en meget stabil arbejdsgiver, og at en ny større rokade derfor vil være et markant brud med hans hidtidige ledelsesstil. De socialdemokratiske ministres anciennitet ligger i gennemsnit på godt fire et halvt år. Altså over halvdelen af Nyrups snart otte regeringsår. Mens Schlüters konservative ministerfæller gennemsnitlig kun fik lov til at sidde i det varme sæde i lidt over en tredjedel af de ti og et halv år, hvor han var regeringschef.! At virkningen af rokaderne er ret begrænset i forhold til meningsmålingerne, fordi vælgerne ikke er særligt personfikserede. Thorkild Simonsens udnævnelse til indenrigsminister i efteråret 1997 synes at være en enestående undtagelse. Det hører dog med til billedet, at gevinsten blev kortvarig, for da Simonsen efter godt to et halvt år på posten trak sig tilbage, var Socialdemokratiet opinionstal klart lavere, end da han trådte til, mens Dansk Folkepartis var klart højere.! Og at Nyrup ud over sine problemer med at begrunde det dramatiske skridt sidder med et uløseligt dilemma, når han skal udforme sin nye ministerliste: På den ene side vil rokaden kun vække større opmærksomhed, hvis han trækker egentlige overraskelser op af hatten. Og på den anden side skal en nyudnævnt minister - med udsigten til et snarligt valg - være så driftssikker, at oppositionen ikke vil være i stand til drive vedkommende rundt i manegen. Dette indsnævrer feltet af oplagte nye emner til næsten ingenting. Nr december

2 Tabel 1: Af de 25 socialdemokratiske ministre, som Nyrup hidtil har gjort brug af, har hele fem været ministre i hele regeringsperioden, hvilket trækker den gennemsnitlige anciennitet højt op. Til sammenligning var der ikke en eneste af Schlüters konservative ministre, der sad i hele den borgerlige regeringsperiode. Et nyt hold, der skulle skabe samklang med befolkningen Da statsministeren for godt ti måneder siden præsenterede en ny ministerliste og et oplæg til et nyt regeringsprogram skete det med optimistiske ord om, at det nye hold ville kunne skabe en helt ny samklang med befolkningen, og at det ikke var tilfældigt, at han havde satset på det sikre, de erfarne: Nyrups stabile hold Navn Nyrup-regeringernes ministre Portefølje(r) Ministertid Mogens Lykketoft Finans Svend Auken Miljø Miljø og energi Hans Hækkerup Jytte Andersen Jan Trøjborg Karen Jespersen Birte Weiss Forsvar Arbejde Bolig Industri Erhverv Udvikling Social Indenrigs Indenrigs Indenrigs & kirke Indenrigs & sundhed Frank Jensen Henrik Dam Kristensen Carsten Koch Jytte Hilden Bjørn Westh Landbrug & fiskeri Fødevare Social Skat Kultur Landbrug & fiskeri 7 år, 3 m 6 år, 7 m 6 år, 3 m 6 år, 3 m 5 år, 4 m 5 år, 2 m 5 år, 2 m Poul Nielson Udvikling 4 år, 10 m Ole Stavad Skat 4 år, 6 m Ole Løvig Simonsen Bolig 3 år, 6 m Pia Gjellerup Sonja Mikkelsen Erhverv 2 år, 11 m 2 år, 9 m Ove Hygum Arbejde 2 år, 9 m Thorkild Simonsen Indenrigs 2 år, 4 m Helge Mortensen, kommunikation & turisme 1 år, 8 m Helle Degn Udvikling 1 år, 8 m Torben Lund 1 år, 8 m Erling Olsen 1 år, 6 m Ritt Bjerregaard Fødevare 10 m Jacob Buksti 10 m Note: Kilde: Navne i fed er nuværende ministre. Ugebrevet Mandag Morgen. Jeg har lagt vægt på erfaring, indsigt, arbejdsomhed og flid. Vi har fået et hold, som kan se perspektivet, og som også har forudsætningerne for at sætte kød og blod og substans på, sagde Nyrup på det meget velbesøgte pressemøde i Statsministeriets spejlsal. Rokaden, der var den første større blandt S-ministrene i utide, var første del af en tre-trins-raket, der skulle bringe Socialdemokratiet ud af det vælger-dødvande, som i større eller mindre grad havde plaget partiet, siden Pinsepakken i juni 1998 gav anledning til de første store dyk i opinionstallene. Næste trin var den fremrykkede folkeafstemning om euroen - og som rosinen i pølseenden lå præsentationen af det bebudede nye regeringsprogram, der via de såkaldte folkehøringer skulle skabes i dialog med befolkningen. Rokaden kom efter endnu en vinter med rigtig dårlige meningsmålinger for Socialdemokratiet. Med en tilslutning på omkring 25 pct. var den eneste trøst for partiet, at det i det mindste var lidt bedre end den foregående vinter - efter den katastrofale efterlønssag. Ifølge de seneste meningsmålinger er historien ved at gentage sig - og i takt med målingernes fald i tilslutningen til det store regeringsparti vokser antallet af rygter om en ny regeringsrokade. Om det kommer så vidt, er der ikke mange andre end statsministeren selv, der ved med sikkerhed. Det er ikke en beslutning, der på forhånd annonceres vidt og bredt i hverken regering eller parti. Men når rokaden selv blandt regeringens centrale ministre - mere eller mindre - betragtes som en given sag, er der grund til at tage rygterne alvorligt, selvom en ny omfattende rokade så kort tid efter den sidste passer meget dårligt med Nyrups hidtidige ledelsesstil. Siden han overtog regeringsmagten i januar 1993 har der mellem valgene kun én gang tidligere været foretaget en større ministerrokade. Det var i januar 1994, hvor anledningen dog var, at det daværende regeringsparti CD indså, at man havde satset lovlig lavt, da man ved regeringsdannelsen udvalgte sine fire ministerposter. Og for at give mere albu- 2 Nr december 2000

3 Figur 1: I modsætning til den almindelige opfattelse er vælgerne ikke særlig personfikserede. Både Nyrup Rasmussen og Ellemann-Jensen scorede således forholdsvis færre stemmer ved præsidentvalget i 1998 end ved det foregående valg. erum til CD måtte et par socialdemokratiske ministre - bl.a. Karen Jespersen - vige pladsen. Ud over denne har der i Nyrups regeringsperiode - fraset forårets rokade - kun været tale om minimale ministerudskiftninger, der med en enkelt undtagelse har været fremprovokeret af udefrakommende begivenheder. Det gælder Pia Gjellerups og Ole Stavads mere eller mindre frivillige tilbagetræden som henholdsvis justitsminister og skatteminister på grund af diverse sager og udpegningen af Poul Nielson til EU-kommissær. Undtagelsen er udnævnelsen af Thorkild Simonsen til indenrigsminister i oktober 1997, hvor Dansk Folkeparti tordnede frem. Denne forsigtighed med at skifte ud i ministerkredsen mellem valgene er ikke noget, som Nyrup har fundet på. Hans forgænger, Poul Schlüter, stod trods sit rygte om at være en barsk arbejdsgiver også kun bag en enkelt større ministerrokade i de godt ti et halvt år som regeringschef. Til gengæld skiftede han betydeligt mere ud efter de dengang lidt hyppigere folketingsvalg. Ingen af Schlüters konservative partifæller nåede således at være ministre i hele Schlüters regeringsperiode, mens dette er tilfældet for hele fem socialdemokratiske ministre i Nyrup-regeringerne. Se tabel 1. En sammenligning viser da også, at hvor Schlüters 21 K-ministre i gennemsnit var medlemmer af regeringen i lidt over en tredjedel af hans regeringsperiode, har Nyrups hidtil 25 forskellige S-ministre siddet i godt fire et halvt år ud af de snart otte, hvor han har været regeringschef. Danske vælgere er ikke personfikserede I medieomtalen af den kommende regeringsrokade er det forudsat, at det først og fremmest vil ske for at sikre regeringen positiv omtale og popularitet hos vælgerne. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at den antagelse har bund i virkeligheden. På trods af den almindelige opfattelse, at dansk politik udvikler sig i en stadig mere personfikseret retning, er der ingen data, der kan bekræfte dette. F.eks. viser de tilbagevendende valgundersøgelser ingen tegn på, at andelen af personlige stemmer er for opadgående. Andel af partiets stemmer i opstillingsamtet 70 Pct Nyrup Uffe Kilde: Jørgen Goul Andersen et al: "Vælgere med omtanke". Udviklingen går snarere i den modsatte retning - og det er bemærkelsesværdigt i betragtning af, at f.eks. valget i 1998 af medierne blev udskreget til at være et præsidentvalg mellem Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen. En forklaring kunne være, at det kun er vælgerne i de landskendte politikeres opstillingsamter, der har mulighed for at stemme på dem, men dette understøttes mildest talt ikke af, at begge præsidentkandidater i 1998 scorede en mindre andel af deres respektive partiers stemmer i deres opstillingsamter end ved valget i Se figur 1. Professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, tror da heller ikke meget på, at en ministerrokade kan skabe vælgertilslutning: Når vælgerne ikke er særligt interesserede i statsministerkandidaterne, hvorfor skulle de så være interesserede i ministrene, siger han. Goul Andersen vil dog ikke afvise, at det kan have en betydning at fjerne ministre, som befolkningen elsker at hade. Og han tilføjer, at en rokade måske godt kunne have en virkning på længere sigt, hvis ministerholdet fungerer ualmindeligt godt. I Nyrup-regeringernes tid mener han dog kun, at Thorkild Simonsens udnævnelse havde en umiddelbar effekt. Se figur 2: På det tidspunkt var regeringen i en akut krise på grund af flygtninge- og indvandrerpolitikken. Mange vælgere reagerede, og Dansk Folkeparti stormede frem. Men i dagene efter udnævnelsen kunne man dag for dag følge, hvordan tilslutningen til Pia Kjærsgaard atter faldt, siger han og tilføjer, at den positive virkning i meningsmålingerne efter den store rokade sidste forår efter alt at dømme må tilskrives andre forhold end selve rokaden. Nr december

4 Figur 2: Det giver ikke vælgergevinst at skifte ministre i utide. Thorkild Simonsen er undta-gelsen, der bekræfter reglen, men effekten holdt ikke. Stigningen i vælgertilslutningen efter forårets store rokade tilskrives andre forhold end selve rokaden Socialdemokratiske opinionstal siden Nyrup-regeringens tiltrædelse 29. marts 1993: Erling Olsen Pia Gjellerup 28. jan 1994: CD-rokade 1. nov. 1994: Carsten Koch Ole Stavad 10. juli 1999: Jan Trøjborg Poul Nielson okt. 1997: Thorkild Simonsen Birte Weiss februar 2000: Stor rokade Kilde: Mandag Morgens vejede opinionsindeks. Nyrup er i et umuligt dilemma Når udnævnelsen af Thorkild Simonsen havde effekt, skyldes det formentlig, at han som landskendt person havde en bred tillid i befolkningen - og at hans ministerdebut i pensionsalderen var en begivenhed, der gav massiv medieomtale. Men Simonsen-effekten illustrerer dermed også det umulige dilemma, som Nyrup vil komme til at sidde med, hvis han vælger den store regeringsrokade: At han på den ene side skal finde emner af en støbning, som får medier og befolkning til at spærre øjnene op. Og at han på den anden side skal være sikker på, at den pågældende er så driftsikker, at han eller hun ikke bliver et let offer for oppositionen. Ministeransvaret træder jo i kraft i samme øjeblik, udnævnelsen finder sted. For selv de bedst kvalificerede ministre lyder tommelfingerreglen, at de tidligst kommer til at fungere optimalt efter et års tid. Det gør det nærmest umuligt for Nyrup at vælge kandidater uden for Folketinget, fordi selv en erfaren kommunalpolitiker som Thorkild Simonsen indledningsvis havde svært ved at begå sig i det parlamentariske spil på Christiansborg, der har sine helt egne regler. Dertil kommer, at det vil give surhed i den socialdemokratiske gruppe, hvis Nyrup henter personer udefra. Dermed er Nyrups valgmuligheder i virkeligheden ganske få. I kulisserne lyder rygterne, at udviklingsminister Jan Trøjborg er den mest oplagte kandidat til at afløse Hækkerup, hvis han får stillingen i Kosovo. Men hvilken forskel skulle det gøre i forhold til vælgerne, lyder det efterfølgende selverkendende spørgsmål. Ifølge rygtebørsen skulle det også være ganske vist, at sundhedsminister Sonja Mikkelsen og boligminister Jytte Andersen er på vej ud - og at skatteminister Ole Stavad står til en forflyttelse. Argumentet lyder i al sin enkelhed, at de er de mest upopulære ministre i regeringen, hvis man skal tro diverse meningsmålinger. At en sådan udskiftning vil overlade jumbo-pladsen til statsministeren selv, er til gengæld et problem, der kan give anledning til galgenhumoristiske betragtninger. De øvrige kandidater til de derefter ledige poster er der stort set også enighed om. De strækker sig fra en meget habil politisk håndværker som partiets finanspolitiske ordfører, Jan Petersen, til ret uerfarne gruppemedlemmer som Pernille Blach Hansen, der blev politisk ordfører efter forårets rokade, og Lotte Bundsgaard, der er forsvarspolitisk ordfører. De to sidstnævnte har nu to et halvt års erfaring i Folketinget bag sig. Er dette også Nyrups ministerkandidater, er det i hvert fald et meget risikobetonet projekt, han er på vej ud i. For med tanke på hans eneste hidtidige succes med Thorkild Simonsen bør det tilføjes, at den umiddelbare vælgervirkning ikke varede ved. Da Simonsen 4 Nr december 2000

5 sidste forår gik på pension, var opinionstallene for Socialdemokratiet klart lavere, end da han tiltrådte to et halvt år tidligere. Og endnu vigtigere: Dansk Folkepartis tal var klart højere. Poul Albret Nr december