Værts-institution: Glasgow Caledonian University Praktikplads: Florence St Resource Center / Broadford Ward (Stobhill Hospital) Speciale: Psykiatri

Transkript

1 Rejsebrev Udveksling til Skotland Navn: Maria Bjerre Jakobsen Tlf. nr.: Rejsekammerat: Pernille Bruun Kristensen Hjem-institution: UC Lillebælt Holdnr.: A06II Værts-institution: Glasgow Caledonian University Praktikplads: Florence St Resource Center / Broadford Ward (Stobhill Hospital) Speciale: Psykiatri Periode: Jeg vidste allerede tidligt i uddannelsen at jeg ville have en udenlandspraktik. Jeg har altid ment at ved at se sygeplejen blive udført på en anden måde, og i en anden kultur, kunne være med til at udvikle mig som sygeplejerske, men også som person. Det kan samtidig give mig flere redskaber til at udvikle sygeplejen i Danmark. Der er flere grunde til at jeg valgte Skotland. Har aldrig tidligere været der, men har altid ønsket at besøge landet, og lære deres kultur at kende. Samtidig er Skotland, som en del af Storbritannien, et engelsktalende land. Ønskede at rejse til et sted, hvor jeg kunne sproget, men samtidig skulle det ikke være et sted hvor jeg kunne bruge mit dansk. Sproget skulle være en del af udfordringen, men ikke for stor til at det hæmmede min læring i praksis. Som en del af min forberedelse har deltaget i skolens internationale dag, hvor tidligere studerende har fortalt om at være på udveksling, og har hørt et foredrag af en sygeplejestuderende, der var i Glasgow. Her fik jeg blandt andet en idé om hvor mange penge, der skulle bruges til opholdet, og hvad der skulle forberedes inden. I starten var der meget ventetid, selv efter at have fået svar om at vi var optaget. Vi vidste ikke hvad vi skulle bo i, eller hvad der skulle ske når vi kom til Glasgow. 1

2 Det var helt sikkert en fordel at have en at planlægge rejsen sammen med. Der er mange ting, der skal være styr på inden man skal forlade Danmark. Der skulle blandt andet laves budget til at søge støtte fra DSR, økonomien i det hele taget. Møder med skolens internationale koordinator, og ansøgning om bolig i Skotland. Fagligt udbytte: Igennem praktikken havde jeg nogle læringsmål, der skulle opfyldes. Disse havde vejleder i praktikken også i oversat udgave. Inden afrejse havde jeg haft et møde med min danske vejleders stedfortræder, hvor der blev lavet et aftaleark, hvor de mål jeg særligt skulle fokusere på blev snakket igennem, og hvordan jeg kunne nå disse i praktikken. Da praktikken var delt op i distrikts- og hospitalspsykiatri, kom der forskelligt fokus i de forskellige praktikker. Målene var ikke planlagt, så jeg vidste at jeg i hvilke uger skulle fokusere på hvad. I distriktspsykiatrien var min vejleder meget opsat på at jeg skulle se mest mulig af de tilbud, som sundhedsvæsenet tilbyder. Både de tilbud som patienterne kunne benytte, samt de enheder som sygeplejerskerne arbejdede sammen med. Min vejleder i denne praktik havde lavet en kalender, så jeg hver dag havde overblik over hvad jeg skulle se i løbet af praktikken. Det var meget min vejleder som jeg fulgtes sammen med. Hun var meget god til at spørge til mine forudsætninger for psykiatrien, og var meget interesseret i hvordan psykiatrien fungerede i Danmark. Samtidig var hun også opmærksom på at jeg ikke havde den samme viden som en skotsk 5. semester studerende ville have. I personale gruppen var der altid en til at tage mig med ud til deres patienter, hvis min vejleder ikke var til stede i forbindelse med patienter, der ikke ville have studerende med, eller sad i møde. I hospitalspsykiatrien var jeg også tildelt en vejleder. Her havde jeg 12 timers vagter i stedet for normale 8 timer. Dette gjorde at jeg havde færre dage (2-3 dage om ugen), men som i distriktspsykiatrien fordelte jeg timerne med vejleder, så jeg minimum havde 50% af mine timer sammen med min vejleder. Vejlederen har på begge praktikpladser altid været gode til at reflektere med mig, så jeg følte at jeg fik mest mulig ud af min praktik, samt at være opmærksom på hvilke læringsmuligheder der var, især i de stille perioder, så jeg ikke kedet mig, og brugte tiden mest effektiv. Kontakten til patienterne var meget forskellig. I distriktspsykiatrien var jeg den observerende. Jeg var tredje person i samtalen. Fulgte sygeplejerskerne rundt, og deltog både i samtaler med patienter i egne hjem og på the resource centre. Kun få patienter så jeg flere gange. Dette skyldes at mange af 2

3 patienterne ikke fik besøg mere end hver tredje uge, og at jeg var i andre teams og oplevede deres rutiner og opgaver. Patienterne blev altid spurgt på forhånd om det var i orden at jeg kom med ud på besøg. Nogle få patienter var også interesseret i hvad jeg var for en, idet at jeg kom fra et andet land. På hospitalet havde jeg mere tid sammen med patienterne, og deltog mere aktivt i plejen. Det var muligt at sidde og snakke med patienterne selv i opholdsstuerne. Efter nogle dage havde de vænnet sig til mig. I starten havde de svært ved at åbne sig op for mig, da jeg var et nyt ansigt. Men som tiden gik blev det lettere for mange af dem. Da mange af patienterne var i en psykotisk tilstand og flere af dem voldelige, både verbalt og fysisk, var det ikke alle jeg nåede ind til. Bl.a. var der en meget psykotisk kvindelig patient, som i de sidste mange år havde været indlagt i pendulfart mellem den lukkede og den åbne afdeling, hvor jeg var i praktik. I de første uger kikkede hun altid mistroisk på mig, og ville aldrig hilse igen, hvis man sagde goddag. Vidste at hun havde tendens til at slå ud efter folk. Både personale, medpatienter og deres pårørende. Fik at vide fra det andet personale at jeg skulle passe på mig selv når jeg var i hendes selskab alene. I de sidste to uger begyndte hendes ansigt at lyse mere op når jeg gik forbi, og hun hilste igen når man hilste på hende. Det var som om hun godtog mig som en del af personale gruppen til sidst. Det var også et begrænset tidsrum, men nåede stadig at opleve en ændring i deres sygdomsbillede. Ligesom at personalet fandt det spændende at have en international studerende, syntes mange af patienterne også at en international sygeplejestuderende var interessant at snakke med. Så fik meget interesse fra både personale og patienter. Kulturelt udbytte: Min oplevelse af skotterne er at de er meget stolte af deres kulturarv, og gør meget for at holde den ved lige. Især Glasgow var en stor kulturby. Mange museer og særligt mange gallerier. Disse var 3

4 alle gratis. Det jeg var særligt overrasket over var at børnenes interesse skulle holdes ved lige, hvilket gjorde at alle museer og gallerier var meget interaktive. Der var knapper, der kunne trykkes på, og figurer, der kunne bevæge sig. At gå på museum, var ikke noget man kun gjorde, fordi forældre syntes det. Det var også noget børnene skulle have lyst til. Fra universitetets side fik vi fri hver fredag. Det hed sig at det var vores studiedag, men ikke så meget til at studere teorier, men til at studere landet. Dette gav os mulighed for at komme ud at opleve Skotland og landets kultur. Samtidig var især mit første praktiksted interesseret i at vise mig den skotske kultur. De tog mig med på pub, som stadig er en stor del af hverdagskulturen derover. Når man går på gaden hører man sækkepiber og trommer, der spiller. Dette var tit unge fyre. Mange mænd har en kilt i skabet. Den bliver bl.a. brugt til store fester, eksempelvis bryllupper, og ved fodboldlandskampe. I gamle dage var det gæliske sprog udbredt, især i højlandet. Nu er der stort set ingen, der taler sproget mere. For at holde denne del af kulturarven ved lige, findes der en gælisk radiokanal, hvor der kun bliver talt gælisk og spillet skotsk folkemusik. Om dagen den gamle slags, og om aften lige mere moderne skotske sange. Da Skotland aldrig har været et selvstændigt land, men altid været en del af det britiske, gør skotterne sig specielle ved at holde deres kulturarv i live. Det skotske sundhedsvæsen minder meget om det danske. Sundhedsvæsenet er offentlig tilgængelig for alle. I psykiatrien har jeg ikke meget at sammenligne med, bortset fra artikler og hvad jeg har hørt fra andre studerende. Specielt i distriktspsykiatrien er der forskel på det danske og det skotske sundhedsvæsen. Det virker til at de er længere fremme i Skotland (Storbritannien generelt). Der er fornyelig kommet en ny psykiatrilov, der fokusere mere på patienters rettigheder, bl.a. i forhold til planlægningen af dagen. Man kan dog diskutere om den er fuldstændig anvendelig på alle psykiatriske patienter. Men den udtrykker helt klart at fokus skal ligge i distriktet, hvilket man godt kunne overfører til den danske psykiatri, idet at mange sengepladser bliver skåret væk, men ressourcerne bliver ikke øget i distriktspsykiatrien. 4

5 Mange patienter har utrolig få midler til at leve for. Og dem de har bliver ofte brugt forkert. På bl.a. stoffer, alkohol osv. For at sikre at mange af disse patienter får den medicin de har brug for, er medicinen blevet gratis for alle der er på overførselsindkomst. I modsætning til i Danmark, hvor det er meget dyrt i starten af året for den almene dansker at få sin medicin, f.eks. hvis man lider af en kronisk sygdom. Sygeplejekulturen er en del anderledes end den danske. Dette bunder i at de studerende allerede specialiserer sig i psykiatri, somatik, børn eller udviklingshæmmede i løbet af deres første år på universitetet. De psykiatriske sygeplejersker er utrolig dygtige inden for deres felt, men har måske en manglende viden omkring andre ting. Dette kunne skabe et knapt så holistisk billede af patienten, i forhold til den danske sygeplejerske. Mange af sygeplejerskerne er dog utrolig dygtige, og jeg følte ikke at patienterne fik en ringere behandling end de ville have fået i Danmark. Men der eksistere mange fordomme imellem de forskellige sygeplejegrene. Sygeplejeuddannelsen er meget mere naturvidenskabelig end den danske, og de bruger ikke særlig mange teoretikere. Jeg så dog mange ligheder i forhold til de teoretikere, vi bruger i vores uddannelse. Tror de har nogle teoretikere, mest britiske, men de bruger ikke lige så meget tid på at reflektere og argumentere for deres handlinger, som vi gør i den danske uddannelse. Sociale erfaringer: Alle kollegaer, i hele pleje gruppen, modtog mig med stor glæde og kæmpe interesse. Ingen af mine to praktiksteder havde tidligere haft internationale studerende, og kendte meget lidt til Danmark. De var utrolig interesseret i mig og det danske sygehusvæsen, og så muligheden for at de også kunne lære lidt om Danmark, og hvordan man udfører sygeplejen her. Alle var altid venlige, og villige til at tage mig med til patienter, og vise hvordan de ydede sygepleje. Jeg var aldrig overladt til mig selv. Som tidligere beskrevet blev jeg bl.a. inviteret ud på pub, og til min fødselsdag blev jeg overrasket med kage og gaver. Selvom jeg var observerende, og var fluen på væggen, og kun udførte selvstændig sygepleje få gange, primært i hospitalspsykiatrien, blev jeg betragtet som en del af plejegruppen, og har aldrig været udenfor. Socialt set havde jeg kontakt til lokalbefolkningen igennem flere forskellige sociale begivenheder. I forbindelse med en weekendtur i Inverness, boede vi på en bed and breakfast hos en enlig mand. Han fortalte glædeligt om Skotland og byen Inverness. Samtidig er skotterne ikke blege for at spørge indtil hvor man kommer fra når de hører ens accent. Jeg ser det som en interesse de viser, og de virker interesseret, og gør det af nysgerrighed. 5

6 I forbindelse med kollegiet på universitetet delte jeg køkken med 7 andre. Disse var alle udenlandske studerende (ved ikke om de hører ind under lokalbefolkning). Vi hyggesnakkede tit når vi mødtes i køkkenet. Det gav mig en mulighed for at lære andre kulturer end blot den skotske at kende. Desuden var der studenterbaren på universitetet, hvor man kunne falde i snak med andre studerende. Samtidig holdt den internationale organisation på universitetet et velkomst arrangement, hvor man både fik en kulturoplevelse, da dette var en folkemusik og danse aften (Ceilidh), og mødte andre internationale studerende. Under mit ophold fik jeg dannet venskaber. Nogle af dem har jeg haft jævnligt kontakt med efter jeg er kommet hjem. Selv mine kollegaer har udvekslet adresser med mig så jeg har et sted at sove, hvis jeg kom til Glasgow igen. De erfaringer jeg har gjort mig under opholdet er både faglige, men også personlige. Jeg har altid tænkt meget på at rejse udenlands og arbejde efter at jeg er blevet autoriseret sygeplejerske. Dette virker helt sikkert mere realistisk nu. Jeg har oplevet hvordan det er at komme til et fremmed land, og har kunnet fungere både fagligt og personligt. Hvis Glasgow eller Skotland bliver en destination, har jeg allerede kontakter, der kan hjælpe mig til at finde noget arbejde eller et sted at bo. Men at rive rødderne op og rejse til udlandet virker mindre skræmmende nu. Samtidig har jeg lært en masse om psykiatrien. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at arbejde som psykiatrisk sygeplejerske. Jeg er nok mere en generel sygeplejerske, som skotterne ville have sagt. Men har helt sikkert en ide om hvordan psykiatrien foregår, og hvis jeg beslutter mig for at gøre det i Danmark, så har jeg måske et andet syn, end andre sygeplejersker har. Når man overvejer udveksling, er det vigtigt at huske at meget skal planlægges, men at der samtidig er mange ting, der ikke er mulige at planlægge på forhånd. Det afhænger af mange personer. Der er mange tråde, der skal hives i, og nogle gange må man selv tage kontakt. Der har været perioder med lang ventetid i forbindelse med at få svar fra Glasgow. Men når man først kommer derover skal det nok gå. Skotter er et venligt folkefærd, og alle er meget hjælpsomme. Eksamen for udvekslingen er dog ændret. Da man skal til eksamen herhjemme, foregår eksamen på en anden måde, end man måske er vant til fra tidligere, hvis man har hørt historier fra tidligere elever. Den vejleder man skal til eksamen ved er altså ikke den samme som den man går med i 6

7 praksis. Det synes jeg var svært. Det var desuden svært at få svar fra vores vejleder på skolen i Odense og følte at jeg til tider var overladt til mig selv. Er glad for at jeg først tog min udveksling på 5. semester. Vidste at jeg havde opfyldt alle mål for semester, men at de selvfølgelig skulle opfyldes så vidt det var muligt igen. Men det gav mere frirum til at tage det som det kom, og den alternative dokumentationsportofolio var struktureret således, at alle mål ville blive opfyldt, hvis man arbejdede med den. Alt i alt er et udvekslingsophold en oplevelse for livet, og ville ikke have undværet den. 7