Derfor tillader vi os at dele vore overvejelser med dig om, hvordan man kan sikre scenekunst af højeste kvalitet over hele landet.

Transkript

1 21. december 2017 Til Kulturminister Mette Bock Kære Mette Bock. Det er tiltrængt med nogle justeringer og omrokeringer i den gældende støttestruktur på scenekunstområdet. Derfor kan vi som afgående medlemmer af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst kun bakke op om, at du har bebudet reformer. Efter at vi de seneste fire år har haft ansvaret for at uddele støtte gennem Statens Kunstfond, har vi fået en indsigt i, hvor skoen trykker ikke bare indenfor vores eget ansvarsområde, men også hvad angår hele samspillet med Det Kgl. Teater, landsdelsscenerne, KbhT, små storbyteatre, egnsteatre, teaterforeninger m.m. Derfor tillader vi os at dele vore overvejelser med dig om, hvordan man kan sikre scenekunst af højeste kvalitet over hele landet. Vi begynder med udvalgets egne udfordringer: Kunstfondens midler til scenekunst udgør lige knap 8 % af det samlede beløb til scenekunst herhjemme. Udvalget støtter tekstteater, dans, performance, ny dansk dramatik, dukketeater, nycirkus, musikdramatik, gadeteater, det internationale, festivaler og stort set alle nye hybrider og formater inden for scenekunsten. I den optik kan man med god grund omtale Kunstfondens bevillingsmodtagere som scenekunstens udviklingsafdeling, som i enhver virksomhed er essentiel for virksomhedens fornyelse og overlevelse. Men en af udfordringerne er, at den fornemme genrespredning, der findes i udvalgets uddelinger, ikke findes i resten af det danske scenekunstlandskab, som støttes af de resterende 92 % af midlerne til scenekunst i Danmark. Lad os tage et eksempel: Vi har i Danmark 1 lille storbyteater ud af 22 med dans som profil, 2 egnsteatre ud af 33, og på ingen af landsdelsscenerne præsenteres der kontinuerligt dans. En langt større genrespredning og bedre vilkår for talentudvikling, også indenfor smalle genrer, er nødvendig for at skabe et mere varieret scenekunstudbud til publikum i hele landet. Det sætter fokus på en af de store udfordringer i dag: Hvordan sikrer man, at gode forestillinger får et længere liv, så det kunstneriske potentiale får muligheder for at folde sig ud til gavn for publikum i hele landet? Flere problemstillinger presser sig aktuelt på: Hvad stiller man op med den københavnske teatersituation, hvor vi har en lang række små og store teatre, men for få disponible scener til projektteatre og gæstespil fra provinsen? Hvordan skaber man incitament til, at de store teatre påtager

2 Side 2 sig et større ansvar som drivkraft for et samarbejde med egnsteatre, små storbyteatre og projektteatre? Vores forslag er at se hele branchen som et samlet område med et fælles ansvar for talentudvikling og kunstnerisk udvikling. Og vi ser følgende muligheder for at reformere og justere indenfor gældende lovgivning og nuværende økonomi: Nye succeskriterier i rammeaftaler Det Kgl. Teater og de andre store scenekunstinstitutioner kan i højere grad end nu være med til at udvikle det samlede scenekunstområde. Et gennemgående målingsredskab i rammeaftalerne er antal forestillinger og antal solgte billetter. Og ja der skal sælges billetter, men der skal også satses og udvikles. For til syvende og sidst vil de rent kvantitative parametre på sigt kun skubbe institutionernes repertoire mod det brede og det sikre. Vi anbefaler at man udarbejder fagligt funderede forpligtende rammeaftaler, der i højere grad tager udgangspunkt i, at det pågældende teater får et incitament i forhold til at påtage sig et ansvar for kunstnerisk udvikling, genrespredning, talentudvikling, samarbejder og internationalisering. Kort sagt belønnes for risikovillighed. Ikke som et ekstra add-on i forhold til en kerneopgave, men som del af kerneopgaven. Hvis vi skæver til Tyskland eller Sverige eksisterer der udviklingspuljer for de store teatre, hvis de f.eks. vil samarbejde kontinuerligt med et projektteater. Intentionen er tydelig, det handler om, at disse samarbejder også er udviklende for institutionernes praksis. Og at der kan tiltrækkes helt nye publikumsgrupper. I Berlin har man bl.a. set samarbejder mellem Komische Oper og en eksperimenterende international gruppe som Gob Squad. Vi ser p.t. en række enkeltstående vellykkede samarbejder mellem projektteatre og store scenekunstinstitutioner, men vi tror, at der skal et økonomisk incitament til at få etableret de længerevarende samarbejder, fx en dansegruppe på en landsdelsscene eller et modigt publikumsinvolverende projekt, der kan række ud over teatrets kernepublikum. Egnsteaterområdet Egnsteaterområdet er et stort og meget vigtigt område i det danske scenekunstlandskab. Ikke alene i forhold til scenekunsten i lokalområderne, men også for projektstøtteområdet med henblik på samarbejde, præsentation, gæstespil osv. Med stor kommunal medfinansiering, lokal forankring og en mangfoldighed af kunstneriske udtryk er området en succes, der skal plejes og passes på. Derfor håber vi, at ministeren er ambitiøs i forhold til at fastholde eller øge statens bevilling til området. Det vil være et vigtigt signal til de mange involverede kommuner, der kæmper for deres teater. Det Københavnske Teatersamarbejde Vi vurderer, at den overordnede teatersituation i København er kritisk, hvis vi sammenligner os med andre europæiske hovedstæder. Vi ser manglende fødekæde, ikke tilstrækkelig scenekapacitet til projektteatre og forestillinger fra provinsen, ingen åben kurateret scene, et utilfredsstillende internationalt udbud, uudnyttet potentiale i forhold til turister om sommeren og et uhensigtsmæssigt

3 Side 3 skred i repertoiret på scenerne indenfor Det Københavnske Teatersamarbejde i retning af det eksisterende kommercielle musicaludbud. Årsagerne til situationen går mange år tilbage: Silotænkning i for mange kasser og et Københavnsk Teatersamarbejde med et snævert fokus på gammeldags profiler for de enkelte teatre samt på at løse økonomiske udfordringer snarere end på at tage ansvar for udvikling. Så hvad skal der til? Man kunne lukke Det Københavnske Teatersamarbejde og ellers fortsætte business as usual men det løser ingen af udfordringerne. Og konsekvensen risikerer at blive teaterlukninger, fordi de enkelte teatre vil stå med en mere sårbar økonomi. Derfor anbefaler vi at gå den anden mere modige vej, nemlig udvikling fremfor afvikling: Vi ser et kæmpe potentiale i at udvide Det Københavnske Teatersamarbejde, så samarbejdet ikke kun omfatter de store institutionsteatre, men udvides til et egentligt københavnsk teatersamarbejde. Et forpligtende samarbejde, der på tværs af alle teatre og tilskudsydere i hovedstadsområdet, tager ansvar for at løse udfordringerne omkring genrespredning, fødekæde, åben scenekapacitet og internationalisering. Et samarbejde der tænker modigt, visionært og er præget af generøsitet teatrene imellem og udnyttelse af synergier. Vi mener, at samarbejdet skal omfatte de driftsstøttede projektteatre, de små storbyteatre, de nuværende teatre indenfor Det Københavnske Teatersamarbejde, Det Kgl. Teater, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Kulturministeriet/Slots- og Kulturstyrelsen og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Internationalisering og dialog med udlandet Vi har gennem de sidste fire år kunnet observere et stærkt voksende ønske i det danske miljø om at samarbejde med internationale partnere. Og vi har kunnet registrere en stigende efterspørgsel fra udlandet på dansk scenekunst, specielt børneteater. Flere og flere kunstnere og institutioner erkender vigtigheden af ikke at lukke sig inde i en dansk teaterboble, - en biotop hvor verden udenfor ikke eksisterer. Men den internationale udvikling foregår sporadisk, isoleret, drevet af ildsjæle, uden nye ressourcer og mulighed for vidensdeling og for utroligt få midler. Det internationale arbejde er en nødvendighed for iltningen af det danske miljø. Og hvis vi ser, hvad vores nabolande, som vi sammenligner os med, gør på dette område, er det meget tydeligt, at der skal tilføres ressourcer og ikke mindst en strategi. Der er et stærkt behov for en national strategi for det internationale arbejde på scenekunstområdet. En strategi, hvor de forskellige typer af offentlige institutioner, der fremmer det internationale arbejde samtænkes, og hvor der skabes synergi mellem de forskellige offentlige projektmidler og andre finansieringsmuligheder. Vi er overbeviste om, at denne opgave kan løses evt. i et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Udviklingsplatformen. Teaterforeninger fra fortid til nutid Danmark har en smuk tradition med en række teaterforeninger i hele landet. Teaterforeninger der

4 Side 4 køber og præsenterer forestillinger for publikum uden for de store byer. Disse drives af ulønnede ildsjæle. I nogle teaterforeninger lykkes arbejdet, som regel fordi der samarbejdes med det lokale producerende egnsteater eller med en festival. I rigtig mange andre af foreningerne lykkes det slet ikke at få fat i nye publikummer. Det samlede teaterlandskab har ændret sig voldsomt siden teaterforeningerne havde deres storhedstid. Musicalentusiaster flyver gladelig til London for at se en forestilling, provinsbyens teater er ikke længere det naturlige samlingspunkt for byens borgerskab, og mange egnsteatre køber og præsenterer forestillinger på deres teatre, og dette er ofte kim til konflikter med den lokale teaterforening. Vi ser et kæmpe behov for en opkvalificering af teaterforeningerne og vil stærkt anbefale, at dette samtænkes med en reform af formidlingsordningen. Formidlingsordningen Vi har hørt dig tale om planker, der forlænges, og vi mener at denne ordning er én kæmpe planke. Den er meget kompleks og ikke særlig effektiv i forhold til den vigtige formidlingsopgave. Vi finder det også problematisk, at rent kommercielle aktører har mulighed for at modtage formidlingstilskud til produktioner, som i forvejen giver overskud. Og vel at mærke overskud, der ikke nødvendigvis vender tilbage til scenekunsten. Der er stigende udfordringer i forhold til snitfladen mellem den rammestyrede Formidlingsordning og Refusionsordningen, der er en lovbunden tilskudsordning. De to støtteordninger har overlap, som skaber forvirring, unødig administration og lægger op til spekulation i, hvor man får det bedste økonomiske udbytte. I Teaterudvalgets rapport Scenekunst i Danmark Veje til udvikling fra april 2010 lød en af anbefalingerne at nedlægge formidlingsordningens pulje 1 og 2 (til producerende teatre og scenekunstkompagnier) og i stedet anvende midlerne helt eller delvist til finansiering af en ny udviklingspulje for scenekunst, der kunne søges af ALLE teatre. Branchen var splittet, for hvad nu hvis pengene forsvandt fra lige deres teater? Siden 2010 er der en langt større lydhørhed og solidaritet at spore, og vi hører ledere fra de store institutioner hviske at Ja, disse penge kunne bruges mere effektivt og dynamisk. Så vi tror, tiden er moden til at reformere ordningen med skyldig hensyntagen til: - den selvejende institution Scenits værdi og betydning som koordinerende institution for billetsalg og markedsføring samt Scenits betydning for udviklingen af scenekunststatistikken i samarbejde med Danmarks Statistik - børne- og ungdomsområdet Der skal ikke herske tvivl om, at vi synes, det er afgørende at opkvalificere og professionalisere formidlingsbegrebet til gavn for publikum. Men vi oplever, at dette kunne støttes stærkere, hvis laget af professionelle formidlere og arrangører, herunder festivalers, som arbejder med kuratering blev styrket. Denne form for formidling har desuden lettere ved at tiltrække ekstern finansiering, herunder indgå i internationale sammenhænge, hvor den kunne skabe kunstnerisk udvikling og generere videre

5 Side 5 finansiering. Desuden er det vigtigt at huske, at der er andet teater, end det der foregår på en scene for et betalende publikum, f.eks. meget gadeteater. Dette stedspecifikke og borgernære teater har ingen steder at gå hen for at søge støtte til formidling, for de sælger ikke billetter! Udviklingspulje med risikovillig fælles kapital Ja, vi tror på en sådan ny pulje, der kan søges til længerevarende udviklings- og samarbejdsprojekter mellem de store og de små. Samarbejder der stimulerer genrespredning over hele landet, en styrkelse af formidlingsarbejdet samt internationalisering. Og ja, vi foreslår ligesom Veje til udvikling, at puljen uddeles af Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Der kan indhentes inspiration fra Sverige og Tyskland, hvor tilsvarende puljer understøtter udvikling af kvalitet, formater og samarbejder på alle niveauer til alles bedste. Publikumsudvikling Vi ser et stort uudnyttet publikumspotentiale og vurderer at løbende publikumsudvikling er afgørende. Derfor var glæden stor, da der blev afsat en pulje på 8,5 millioner til vidensdeling omkring publikumsudvikling for hele scenekunst branchen. Som det er ministeren bekendt, har en samlet branche kæmpet gennem tre kulturministre for disse midler, fordi man i hele branchen har et stort ønske om at dele metoder, ideer og erfaringer fra ind- og udland til et fælles bedste. Ligesom man gør i vores nabolande. Vi mener, at denne pulje, forankret i Udviklingsplatformen for Scenekunsten i Danmark, udover at sikre den nødvendige vidensdeling på dette brændende vigtige område ydermere kan få stor betydning for, at branchen overhovedet fortsætter den nuværende konstruktive dialog henover de mange mure, som den fragmenterede lovgivning har afstedkommet. Men uanset om det drejer sig om publikumsudviklende satsninger på at sikre den varme linje til det lokale liv, at få børneteatrets succes med international teatereksport til at brede sig, eller at skabe et bedre fundament for talentudvikling og tværkunstneriske eksperimenter, er det afgørende, at det er faglige kriterier, der ligger bag støttetildeling såvel som den bagvedliggende scenekunstpolitiske tankegang. Det kunne godt være et sidste punkt på huskesedlen til ministerens kommende reformarbejde. Netop fordi størstedelen af de midler, der er allokeret til scenekunstområdet, er bundne midler, og støttetildelingen derved er præget af automatik og inerti, vil det være toprelevant at få en faglig dimension inkorporeret som et nødvendigt led i den kulturpolitiske og økonomiske styring af teaterlivet. Paradoksalt nok har det område med de færreste midler, nemlig projektteatret, længe været ene om at blive udsat for en faglig vurdering, mens de store driftsstøttede teatre, ikke mindst Det Kgl. Teater, får tildelt støtte ud fra rammeaftaler stort set uden særlig fagligt funderede kriterier eller kunstfaglig dialog. Der skal udvikles kvalitative kriterier frem for de dominerende kvantitative kriterier som målestok. Evalueringer er et godt udviklingsværkstøj for egnsteatrene, og langt størstedelen af teatrene er glade for ordningen.

6 Side 6 Den praksis kunne vi sagtens se udfoldet over hele feltet, lige fra de små storbyteatre og til landsdelsscenerne, KbhT og Det Kgl. Teater. Når vi nu har et politisk miljø med tendens til at dyrke værdipolitiske mærkesager og ellers holde sig langt væk fra kulturområdet, er det ekstra vigtigt med et kulturpolitisk system, der både er fagligt og visionært nok til at skabe den form for reformer, som bedst muligt understøtter et samlet tilbud af scenekunst af høj kvalitet og mangfoldighed til borgere i hele landet. Vi siger tak for denne gang, og ønsker dig, Mette Bock held og lykke med reformarbejdet i 2018! Venlig hilsen Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst i perioden : Ditte Maria Bjerg Kasper Daugaard Poulsen Sara Topsøe-Jensen Geir Sveaas Mikael Fock CC til orientering: - Teatrenes Interesseorganisation - Danske Teatres Fællesorganisation - Uafhængige Scenekunstnere - Brancherådet for Moderne Dans - De Frie Koreografer