Achæmenidisk persisk paladsarkitektur. Irans Arkæologi Indhold

Transkript

1 Indhold Indledning 2 Historisk baggrund 3 Pasargadae 5 Susa 7 Persepolis 8 Diskussion 10 Konklusion 13 Bibliografi 14 Illustrationsliste 16 1

2 Indledning. Arkitektur rager for det meste op i landskabet og er dermed meget synligt. Det sender signaler ud til forbipasserende og til brugerne, som opholder sig indvendigt. Når magthavere lader monumentale bygninger opføre, ligger der tanker bagved, om hvilke signaler disse skal udstråle. Arkitekturen har nemlig en plads i den samlede opfattelse af magthaveren og dennes politik. Både medlemmer af eliten, undersåtter, venner og fjender påvirkes. Arkitektur har en god overlevelsesevne i arkæologisk sammenhæng, særligt når der er tale om stenarkitektur. Derfor har mange bygningsværker været synlige siden deres opførelse i oldtiden. Og efterhånden som tiden er gået, kulturer og samfund er kommet og gået er disse strukturer udsat for forfald og har måske skiftet betydning eller blevet glemt og siden genopdaget med en nyskabt nysgerrighed for at afdække deres oprindelige form og betydning. Min egen nysgerrighed er i denne opgave vakt af paladsarkitekturen fra achæmenidetiden. Der er i det nuværende Iran fundet paladskomplekser fra denne periode på de tre lokaliteter Pasargadae, Susa og Persepolis. Jeg ønsker her, at undersøge paladsarkitekturens karakter fra de disse lokaliteter og oprindelsen dertil. Min fremgangsmåde i denne opgave er at lægge ud med afsnit om den historiske baggrund og på den måde få placeret achaemeniderne i tid og sted. Her på følger et afsnit om paladsarkitekturen for hver af de tre hovedstæder Pasargadae, Susa og Persepolis. Udvalgte bygninger vil blive beskrevet. I diskussionsafsnittet vil jeg komme ind på oprindelsen til den achæmenidisk persiske paladsarkitektur og dens udvikling inden for perioden. Opgaven afrundes med en konklusion. 2

3 Historisk baggrund. Med Jernalderen i Iran fandt store folkevandringer sted. Området mellem det Kaspiske Hav og den Persiske Golf kom til at bestå af en iransk talende befolkning. I assyriske kilder fra det 9. århundrede f.v.t. blev disse folk kaldt for mederne og perserne (Brentjes 1995: 1011). Landet Parsa nutidigt Fars - er et bjergrigt område nordøst for den Persiske Golf. I det 6. århundrede f.v.t. siges det at have være befolket af ti persiske klaner eller stammer. Nogle var agerbrugere, andre var nomader, og det er i disse klaner achæmeniderne har deres rødder (Cook 1985: 238 og Young 1997: 295). Mængden af skriftlige kilder om det achæmenidisk persiske imperium af perserne selv er ikke stor. Darius I s inskription på tre sprog på klippefacaden i Behistun er en af disse. Denne tekst beskriver bl.a. Darius I s aktiviteter i de første år af hans regeringstid og den dramatiske optakt til hans indsættelse på tronen med oprør og mord (Cook 1985: 208). Ellers er det de græske kilder, der er mest omfangsrige, men som regel er de også farvet af grækernes uvilje overfor denne stormagt (Cook 1985: 201). Kyros, som grundlagde det persiske rige, havde til at begynde med den traditionsrige titel som konge af Anshan. Han havde både aner i det mediske kongehus og i en persisk klan fra Parsa (Cook 1985: 209). Som vasal i det mediske storrige under kongen Astyages samlede Kyros flere klaner til med succes at gøre oprør mod den gamle Astyages. Omkring 550 f.v.t. blev Kyros indsat på tronen i den mediske hovedstad Ekbatana. Herfra drog han ud og udvidede sit rige udover det iranske plateau. Det kom i 539 f.v.t. til at også at omfatte hele det ny-babyloniske rige, da Babylon overgav sig til Kyros (Cook 1985: ). Ill. 1. Det persiske rige. 3

4 Da Kyros blev dræbt i 530 f.v.t. overtog Kambyses, Kyros ældste søn kongeembedet. I den korte regeringstid på bare otte år nåede han at erobre Egypten og en del af Nubien (Cook 1985: 214). Den yngre bror Bardiya (eller en som udgav sig for at være ham) havde hjemme i Babylon kuppet tronen og Kambyses døde på tilbageturen, før han kunne forsvare sig. Ifølge den næste konge i rækken Darius I var den rigtige Bardiya blevet dræbt i hemmelighed med ordre fra Kambyses. Den falske Bardiya, som kuppede tronen, dræbtes af syv konspiratorer. Darius I - én af de syv - var søn af en persisk guvernør (satrap) og blev derefter konge i 522 f.v.t.. Han skabte en kongelig stamtavle, hvor han erklærede, at han ligesom Kyros stammede fra achæmeniderne (Cook 1985: ). Men han måtte generobre hele imperiet med militærmagt pga. de mange oprør, urolighederne magttoppen havde skabt. Darius udvidede siden hen imperiet yderligere (Brentjes 1995: 1018 og Young 1997: 299). Efter yderligere et magtdrama, hvor kongen Xerxes ( f.v.t.) blev slået ihjel, kørte riget stabilt i efterfølgeren Artaxerxes I s regeringstid ( f.v.t.). Men derefter var nedgangen begyndt, og det persiske imperium så sin ende med Alexander den Stores erobringer omkr. 333 f.v.t. (Brentjes 1995: 1020). Før Kyros anlagde sin nye hovedstad Pasargadae, er det sandsynligt at den gamle mediske hovedstad Ecbatana blev brugt som kongelig residens. Babylon havde også en vigtig rolle som vinterhovedstad for de persiske konger. Den gamle elamitiske hovedstad Susa ser ligeledes ud til at have haft hovedstadsstatus med centrum for administration. I 511 f.v.t. begyndte Darius at anlægge endnu en hovedstad Persepolis (ill. 2) som senere konger også bidrog til med paladsbygninger (Cook 1985: 237). Det menes at de achæmenide-kongerne og deres hof rejste rundt mellem disse hovedstæder i løbet af kalenderåret (Cook 1985: 238). Ill. 2. Luftfoto af ruinerne af Persepolis. 4

5 Pasargadae. Ernst Heirzfeld var den første til at finde elementer af paladsstruktur under sin udgravning i Herefter har Ali Sami i iransk regi og David Stronach for det Britiske Institut for Persiske Studier arbejdet med denne lokalitet. Fundene af bygningsværker spreder sig over et område på ca. 3 x 2 km (Root 1995: 2616 og Stronach 1997b: 251). Cyrus den Store grundlagde sin nye hovedstad Pasargadae på sletten Dasht-i Morghab i det sydvestlige Iran. Pasargadae er det græske navn for byen, mens den i teksterne fra Persepolis bliver refereret til som Batrakataš. Ingen tekster er fundet i Pasargadae selv (Root 1995: ). Nylander (1970:128) mener at byggeriet stod på mellem f.v.t.. Indskrifter, som giver Kyros æren for opførelsen af bygningerne, var formentlig en senere tilføjelse fra Darius I s regeringstid (Stronach 1997b: 252). Helt specielt for Pasargadae var de fritstående bygninger placeret i en royal have, et såkaldt paradis(ill. 3). Havens udformning kan rekonstrueres udfra fund af resterne af vandkanaler og bassiner af sten og to små havepavilloner (Pavillion A og B) (Stronach 1997a: 50). Paladserne (Palace S og P) med deres rektangulære centrale søjlehaller og Ill. 3. omgivende søjlegange var også en hel ny Have med paladser, pavilloner og portbygning. Pasargadae. måde at udtrykke sig på i paladsbygningssammenhæng, hvor fokus er vendt udad mod udendørsområderne og uden en egentlig frontfokus (Young 1992: 30). I den sydlige ende af dette område stod en portbyning (Gate R). I periferien lå Cyrus grav mod sydvest, to små stenplatforme mod nordvest og en stor citadelterasse (Tall-i Takht) mod nordøst. Imellem den sidstnævnte og det centrale palads- og haveområde stod et stentårn (Zendan-i Suleiman) (Stronach 1997b: 251). Gate R: Denne bygning tjente formentlig som den ceremonielle hovedindgang til Pasargadae. Den var rektangulær og målte ca. 28,5 x 25,5 m i planet. To hoveddøråbninger var placeret i hver sin korte ende og en mindre dør i hver af langsiderne symmetrisk om de to midterakser. Der blev fundet rester af store assyrisk inspirerede portfigurer af sten samt et relief med vinget apotropæisk genius ved indgangspartierne. Indvendig stod to rækker af fire høje stensøjler på et stengulv (Root 1995: 2617, Stronach 1997a: 42-43; 1997b: 251). Palace S: Denne bygning var opbygget af en rektangulær søjlehal med omgivende søjlegange. På den ene langside var søjlegangen kortere end den modsatte, fordi den var placeret mellem to hjørnetårne (Root 1995: 2618). Kun én søjle var bevaret. Den viser, at søjlerne har været meget 5

6 høje (13 m) af glat hvid kalksten. Søjlebaserne var kvadratiske og af en sort stenart. Fire forskellige kapitæler er fundet i Pasargadae. Alle er de udformet som dyreprotomer hhv. af løvindemonstre, løver, tyre (ill. 4) og heste. De tre førstnævnte typer går igen i Susa og Persepolis, mens kapitælen med hesteprotomerne synes at være enestående for Pasargadae (Root 1995: ). Der var indgange på alle fire sider placeret på de Ill. 4. Søjlekapitæl med tyreprotomer. to hovedakser (Nylander 1970: 75-76). De har været udsmykket med stenrelieffer med motiver af figurer i optog med assyriske relieffer som inspiration (Root 1995: 2619 og Stronach 1997b: 252). Palace P: Bygningen her er af samme type som Palace S med en central søjlehal, men kun med søjlegange på langsiderne (Root 1995: 2619). Søjlerne og døråbningerne var dog af mindre skala og gav dermed dette palads et relativ mere privat udtryk (Stronach 1997b: 252). Stronach (1997a: 50) kalder bygningen for en slags ultimativ havepavillon. En permanent bænk løb langs med hele langsiden i den sydøstlige søjlegang. Et forhøjet stenfundament befandt sig i midten af langsiden og udgjorde et udendørs tronsæde. Også her var indgangspartierne dekoreret med relieffer. Tall-i Takht: Citadelplatformen her, som aldrig blev helt færdiggjort, lå i den nordlige yderkant af Pasargadae. Målene på den er 65,8 x 78,8 m og 14,5 m i højden. Terassen var beklædt med store tilhuggede kalksten med samme højde men forskellig længde (Root 1995: 2617). Disse sten var forarbejdet til en type, som kaldes isomomiske kvadersten kendetegnet ved fint polerede marginer langs kanterne og en lidt højere midtersektionen (Nylander 1970: 75-76). Et brystværn løb foroven langs med et murstykke, som lavede et indhak i den sydlige del af bygningsværket. Root (1995: 2617) foreslår, at det kunne have suppleret en søjlegang i et palads placeret ovenpå platformen netop her, hvorfra der ville være udsigt over hele sletten inkl. de andre paladsbygninger og haven. Resterne af lerstensstrukterer foroven skal sandsynligvis dateres til Darius I s regeringstid, hvor de måske udgjorde en slags skatkammer (Stronach 1997b: 252). Zendan-i Suleiman (ill. 5): Stentårnet her er forfaldet meget siden oldtiden og dets funktion er ukendt. Der er bl.a. blevet gættet på en grav og et ildtempel. Ved opførelsen rejste tårnet sig 14 m i vejret, og en trappe førte op til et enkelt rum, som var bygget over den ellers massive underdel. Kun én lignende bygning er fundet. Den står foran klippegravene ved Naqsh-i Rustam og er bygget af Darius I (Stronach 1997b: 252). Kyros grav: Denne bygning kombineredes af en sekstrinnet platform Ill. 5. Zendan-i Suleiman. og en rektangulær bygning med saddeltag som tilsammen målte ca. 11 m. i højden. Et enkelt rum (gravkammeret) var tilgængeligt gennem en lav døråbning (Stronach 1997b: 251). Ill. 6. Kyros grav. 6

7 Susa. I det sydøstlige Iran ligger lokaliteten Susa på den nordvestlige kant af Khuzistan, som geologisk set ligger i forlængelse med den mesopotamiske alluvialslette (Pittman 1997: 106). Franske arkæologer har gravet her fra sidst i 1800-tallet uden den store interesse for strategrafi eller forsigtighed, men ved senere udgravninger er det lykkes, at skaffe mere fortolkningsmateriale (Root 1995: 2622). Susa er en by med en lang historie bag sig også før achæmeniderne gjorde den til administrativ hovedstad i deres rige, ikke mindst som elamitisk hovedstad i den foregående periode (Root 1995: 2622). Darius I opførte et paladskompleks på terrasse på 14 ha tilpasset en lille høj, som rejste sig 18 m over sletten (ill. 7). En bred mur af soltørrede lersten omkransede paladsbygningerne. I den østlige del af muren stod en monumental portbygning med en lille søjlehal. På den sydlige del af terrassen lå et residenspalads i mesopotamisk stil med forskellige rum og korri- Ill. 7. Susa. Apadanahøjen. dorer fordelt rundt om store åbne gårde. Nord for dette lå et mere officielt palads (Apadana) (Pittman 1997: 109). Lersten var det primære byggemateriale i bygningsværkerne. Sten blev kun brugt til søjlerne (Root 1995: 2622). Dekorationen af paladsbygningerne udgjordes hovedsageligt af relieffer fremstillet af glaserede lersten holdt i farverne blå, grøn, gul, sort og cremefarvet (ill. 8) (Cook 1983: 158). Apadana: Den store kvadratiske søjlehal var centrum med udvendige søjlegange på tre sider. I alt målte denne bygning 109 x 109 m. Søjlehallen udgjorde 58 x 58 m og indeholdt 36 stensøjler på kvadratiske baser og med sammensatte kapitæler. Skafterne var kannelerede. Overfor hovedindgangen i den nordlige mur mellem de to bageste rækker af søjler stod et kvadratisk stenfundament til en trone. I den sydlige bagvæg fandtes der to døre, som førte mod de øvrige paladsbygninger, og dette var den eneste side uden udvendig søjlegang. Søjlegangene på de tre andre sider havde to rækker af seks søjler med runde klokkeformede søjlebaser. Fire hjørnetårne adskilte søjlegangene (Stronach 1985: ). Apadanaen og den store portbygning i den omkransende mur blev formentlig først opført efter de andre bygninger allerede var taget i brug. Og dette mener Cook (1983: 158) må have fundet sted før 509 f.v.t.. På den anden side af Shaour-floden, der løber på den vestlige side Darius I s paladskompleks, er der også fundet en apadana. Denne bygning skulle ifølge inskriptioner være opført af Artaxerxes II (Cook: 1983: 158). Ill. 8. Reliefudsnit. Susa. 7

8 Persepolis. I 1930 erne stod Oriental Institute of the University of Chicago for udgravningen og studierne af Persepolis og de nærtliggende kongeklippegrave i Naqsh-i Rustam. Senere har iranerne selv arbejdet med lokaliteten bl.a. under ledelse af Ali Sami. Det italienske ægtepar Tilia har i 1960 erne og 70 erne ledet et restaureringshold på stedet (Root 1995: 2624). Persepolis blev grundlagt af Darius I på sletten Marv Dasht omkr. 40 km syd for Pasargadae. Selv kaldte perserne den for Parsa, som også var betegnelsen for selve kernelandet i imperiet, og her byen lå (Root 1995: 2624). I 330 f.v.t. ødelagdes byen af en brand i forbindelse med Alexander den Stores erobring (Root 1995: 2624). Flere bygninger lå nede på selve sletten, men fokus var på den store citadelterrasse (ill. 9), som var anlagt op til den vestlige side af klippen Kuh-i Rahmat. Fra sletten og op til platformens vestlige side var der ca. 14 m, og visse steder stod en forsvarsmur af soltørrede lersten på meters højde. Platformen var ca. 428 m lang og 300 m bred, men ikke fuldstændig firkantet. Stenene, som beklædte platformen, var tilhuggede så de passede præcis til hinanden. De synlige overflader var polerede (Root 1995: og Krefter 1971: 15). En monumental symmetrisk dobbelttrappe i den nordlige ende af den vestlige side førte op til platformen og dens bygninger. Forrest (den nordlige del) lå de offentlige bygningsværker heriblandt de to audienspaladser (Apadana og Hall of One Hundred Columns) og de monumentale portbygninger (Gate of All Lands og en ufuldendt port). Bagved disse bygninger lå en mere privat del mod syd med mindre residenspaladser, harem og skatkammerbygningen (Treasury) (Frankfort 1970: 354). Typisk for alle bygningerne var det, at søjler, piller, døre, vinduer, nicher og relieffer var lavet af sten, mens tagkonstruktionen har været af træ og murene af lersten (Krefter 1971: 32). Dateringen af bygningerne til hhv. Darius I, Xerxes og Artaxerxes bygger på inskriptioner fundet på de respektive bygninger (Stronach & Codella 1997: 275). Gate of all Lands: Efter Xerxes fik denne portbygning opført, var den det første, man blev mødt af efter turen op af trappen. Dørkarmene til de tre døre, de fire søjler i det kvadratiske rum og de store portvogterfigurer var lavet af lokal kalksten. Murene mellem stenelementerne var af glaserede lersten. (Root 1995: 2627). Apadana: Ligesom i Susa havde Darius planlagt opførelsen af en apadana, men den blev først færdigbygget under Xerxes. Det var den største af alle bygningerne og stod yderligere hævet på et højere fundament (2,6 m) end de resterende bygninger (Krefter 1971: 15). Den centrale kva- Ill. 9. Persepolis. 8

9 dratiske søjlehal målte 60,5 x 60,5 m og havde 36 søjler ligesom i Susa. Der var ca. 19 m til loftet. Både den nordlige, østlige og vestlige side af Apadanaen havde en søjlegang. Fra vestsiden var der direkte udsigt over sletten. Nord- og østsiden (ill. 10) var udstyret med fire symmetriske monumentale trapper hver udsmykket med relieffer. På reliefferne ses bl.a. kongen på tronen og processioner af repræsentanter fra hele riget bærende på gaver typiske fra deres hjemegne. Den sydlige ende udgjordes af en række rum og videre adgang til den bagvedliggende paladsbygning, som var privatbolig for kongen (Palace of Darius). Også i de fire hjørnetårne ligger en del rum samt trapper. De kannelerede søjleskafter stod på kvadratiske baser inde i hallen, mens de ude i søjlegangene stod på klokkeformede baser. Kapitælerne var sammensatte med tyreprotomer øverst oppe (Root 1995: 2630, Stronach 1985: og Stronach & Codella 1997: 276). Palace of Darius: Denne bygning blev arketypen for senere kongelige residenser. En søjlegang fungerede som indgangsparti. Symmetrisk rundt om den Ill. 10. Rekonstruktion af den nordlige side af Apadanaen i Persepolis. centrale kvadratiske søjlehal lå andre mindre rum placeret. Særligt for denne bygning var stengesimserne udført i egyptisk stil (Stronach & Codella 1997: 276). Persepolis havde sandsynligvis stor rituel betydning for de achæmenidiske persere, Krefter (1971: 13, ) har derfor inddelt de ceremonielle funktioner af de forskellige bygninger i Persepolis efter den achaemenidekongens formelle funktioner. Til at fejre kongen som storkonge og politisk overhoved over det verdensrige, guden Ahuramazda havde lagt i hans hænder, blev der ledt en procession op ad den monumentale trappe på platformens vestside, igennem Gate of all Lands, hvor der blev drejet til højre hen til audienssalen i Apadanaen. Når kongen skulle fejres som den øverste krigsherre og befalingshaver over hæren gik den pågældende procesion lige ud fra Gate of all Lands hen til tronsalen (Hall of One Hundred Columns) og derefter videre til hærsalen. En anden hyldest af kongen, gav sig udtryk i hans rolle som øverste statsforvalter og finansorganisator. Under denne ceremoni, hvor nytårsgaver og den årlige tribut overleveredes til kongen, blev kongeporten, tronsalen og skatkammerbygningen (Treasury) taget i brug. Og til sidst ville konge som overhoved for den kongelige familie blive fejret i haremet. I midten af achæmenidetiden blev den oprindelige funktion af Persepolis opgivet for at blive erstattet med en funktion som royal begravelsesplads i klippevæggen af Kuh-i Rahmat (Calmeyer 1991: 428). 9

10 Diskussion. De achaemenidiske persere var oprindeligt et nomadisk folk uden arkæologiske beviser for en særlig kunstnerisk eller arkitektonisk tradition. Da de kom til magten med Kyros den Store som leder, og denne skulle manifestere sin magt arkitektonisk i den helt nye hovedstad Pasargadae, blev der trukket på traditioner fra forgangne imperier (Assyrien, Babylonien) og de nyligt underlagte folkeslag. Indflydelsen fra arkitektoniske og kunstneriske traditioner uden for det iranske område omfatter bl.a. græske elementer, såsom fundamentet på Tall-i Takht i Pasargadae. Her synes Nylander (1970: 88) at kunne se paralleller til fundamenterne på græske templer. Også de kannelerede toruser til søjlerne i paladserne i Pasargadae stammer fra en ionisk tradition (Nylander 1970: 103). Brugen af sorte og hvide sten som kontraster til hinanden, som det f.eks. ses i Palace S er et fænomen, som optræder både i en urartæisk, en syrisk og en ionisk tradition (Nylander 1970: ). I det hele taget er teknikken, hvormed stenene i de forskellige bygninger er forarbejdet med, ifølge Nylanders analyser, ioniske og lydiske (Nylander 1970: 35-67). Her kan nævnes sammenføjningsteknikken anathyrosis, hvor arealet for kontaktfladerne på stenene minimeredes, ved at lade et lidt forsænket groft stykke stå i midten, mens et bånd langs kanterne poleredes helt plant og glat (ill.11). Metalklamperne mellem stenene var også ioniske-lydiske typer. Det er foreslået, at Kyros grav Ill. 11. Anathyrosis. Pasargadae. har forbilleder i de elamitiske ziggurater pga. plinten med trinene (Nylander 1970: 92). Med søjlerne i Susa og Persepolis kombineredes egyptiske blad- og blomstermønstre med ionisk inspirerede kannelerede skafter og lokale iranske dyreprotomer på kapitælerne (Root 1995: 2627). Men den utrolige højde på søjlerne og den måde, de udenlandske elementer blev sammensat på, gjorde dem achæmenidiske. Motiverne på reliefferne, som udsmykkede facaderne i de tre pågældende byer, har alle forbilleder i Mesopotamien, især Assyrien. Dette gælder også for portvogterfigurerne. Men kun fredelige og ikke historiske motiver er gengivet. En tekst fundet i Darius I s palads i Persepolis indeholder udover en konstruktionsbeskrivelse også en liste over de forskellige håndværkeres nationaliteter, som arbejdede på opførelsen af paladskomplekset. Her nævnes det bl.a., at der blev brugt stenhuggere fra Ionien og Lydien. Længe har det været manges opfattelse, at disse grækere skulle have hele æren for udviklingen af achaemenidisk arkitektur og kunst udført i sten (Root 1995: 2624). Det er dog ikke så usædvanligt, som flere har prøvet at gøre det til i dette tilfælde, at stormagter benytter sig af folk fra periferiens kunnen. Også assyrerne, babylonierne og urartæerne brugte fremmed arbejdskraft og lod sig inspirere af fjerne og eksotiske egne. Og alt i alt skabte lånene fra de andre kunsttraditioner tilsammen en unik achaemenidisk stil (Nylander 1970: 11-12). Det tyder på, at achæmenidernes overordnede program lød på at gøre opmærksom på så mange elementer, så mange lande eller folk som muligt. For at understrege deres underdanighed over for perserne (Calmeyer 1991: 440). 10

11 Kyros den Stores Pasargadae anses som tilhørende en arkaisk fase inden for den achaemenidiske arkitektur, mens den klassiske periode starter med Darius I s regeringstid og holder helt til rigets fald i 331 f.v.t.. De meget store kvadratiske søjlehalsbygninger i Susa og Persepolis, de såkaldte apadanaer, hører derfor til den klassiske periode (Nylander 1970: 20). Kun fire oldpersiske tekster nævner selve ordet apadana. Disse stammer fra Darius II regeringstid og frem til Artaxerxes dvs. mellem 424 og 359 f.v.t.. Udfra teksterne lader det til at de typiske karakteristika: kvadratiske søjlehal, de fire hjørnetårne og mindst tre omgivende søjlegange ikke opfyldte alle kravene for at en bygning kunne kaldes apadana. Det afgørende synes ifølge Stronach (1985: ), at have været om søjlerne var lavet af sten. Apadanaen i Susa er en af de bygninger, som nævnes, og denne lever op til alle kravene. Andre paladsbygninger bliver kaldt hadish eller taçara. Der ser ifølge Kleiss (1979: ) ud til at være en direkte udvikling fra Palads S og P i Pasargadae til de klassiske apadanaer i Persepolis og Susa (ill. 12). I 1973 blev der fundet rester af en bygning nede på sletten ved Persepolis. Denne bygning kaldes Dasht-i Gohar og er stort set samme størrelse som Palads S i Pasargadae. En anden lighed med Palads S er de kun to hjørnetårne. Den centrale søjlehal har dog flere søjler. Disse er fordelt, så hallen er knap så aflang som Palads S (Kleiss 1979: ). Kleiss (1979: 204) mener at Kambyses er ansvarlig for denne bygning. Da Darius I skulle anlægge apadanaen på platformen i Persepolis lå Dashti Gohar ikke langt derfra til inspiration. Faktisk kan en tidligere byggefase af apadanaen på terrassen spores med en grundplan svarende til Dasht-i Gohars, og denne bygning blev først forstørret og gjort kvadratisk i en senere byggefase (Kleiss 1979: ). Søjlehallen er et gennemgående træk i den Ill. 12. Udvikling fra pavillon-paladser til Apadana. Achæmenidiske arkitektur ikke kun i de ovennævnte apadanaer og forløbere. Dette arkitektoniske træk stammer formentlig fra en lokal iransk tradition som kan spores tilbage til følgende mediske lokaliteter: Hasanlu IV (ca = Jernalder II). Her er der fundet flere monumentale bygninger med søjlehaller og søjler i indgangspartiet til en bygning. Fremme i Jernalder III i 8. århundrede f.v.t. ses en søjlehal i forbindelse med religiøse bygninger og magasiner på lokaliteten Nush-i Jan. Men bænke eller ildsteder, som blev fundet i Hasanlu IV i forbindelse med søjlehallerne, var der ingen af i Nush-i Jan (Young 1992: 25-28). I Godin Tepe II (ca. 750/ ) blev der i første omgang bygget to søjlehaller og et audiensrum med en enkelt søjle. Senere blev der bl.a. tilføjet endnu en søjlehal. I den største hal ses bænke og ildsted ligesom i Hasanlu. Det er muligt at sådanne søjlehaller, som ses i Godin Tepe II også fandtes andre steder i Medien, og at disse stadig var i brug i Kyros den Stores levetid (Young 1992: 28-29). Dermed kunne denne iranske tradition for bygninger med store søjlehaller have tjent som inspiration ved opførelsen af paladsbygningerne i Pasargadae. Medvedskaya (1992: 75) mener, at arkitekturen i Nusht-i Jan er den der har størst lighed med achæmenidernes arkitektur, fordi søjlehallerne her står som isolerede bygninger, der ikke er bestemt for beboelse. 11

12 Når Kyros som den første kombinerede søjlehallen med udvendige søjlegange flankeret af hjørnetårne er det ifølge Nylander (1970: ) muligt, at han bragte den ovennævnte traditionelle iranske centrale søjlehal, dog med mange flere søjler sammen med en paladstype med hjørnetårne, som fandtes i Anatolien og den græske stoa (ill. 13). Disse pavillonlignende paladsbygninger med det store antal søjler og søjlekapitælerne med dyreprotomerne ser ud til at være nytænkning fra achæmenidernes egen side (Calmeyer 1991: 440). Og man kunne tænke sig, at den vægt, der blev lagt på søjler, og fritstående bygninger havde rødder i det nomadiske aspekt af persernes fortid, hvor en telttradition sikkert var dominerende. Ill. 13. Udvikling af Pasargadaepaladserne med mulige påvirkninger. 12

13 Konklusion. Allerede fra starten i den arkaiske fase med den første konge Kyros den Stores Pasargadae er grunden lagt til en typisk achæmenidisk persisk arkitektur med de fritstående bygninger og brugen af mange og meget høje søjler. Portbygningen består af en søjlehal og de to paladser S og P er begge opbygget af en central rektangulær søjlehal med udvendige søjlegange. Med Darius I og de to følgende kongers byggerier i Susa og Persepolis er den klassiske fase i achæmenidisk kunst og arkitektur gået igang. Her går portbygningen med søjlehallen igen begge steder og en videreudvikling af paladstyperne fra Pasargadae ses i apadanaerne. Vi ser nu en meget stor bygning med en central kvadratisk søjlehal med 36 søjler af sten, fire hjørnetårne og søjlegange langs tre af siderne. Både i Susa og Persepolis har apadanaen fået en særlig status ved at stå lidt for sig selv i forhold til de ellers resterende tætterestående bygninger. Generelt bruges nu kvadratiske søjlehaller i de fleste bygninger frem for rektangulære. I alle tre byer er en platform bygget op. Platformen i Pasargadae blev dog aldrig færdiggjort, og kun rester af lerstensstrukturer er overlevet på den. I Susa og Persepolis er det netop bygningerne på platformen, der er i fokus. Udover Apadanaen og porten er resten af paladskomplekset i Susa bygget over en mesopotamisk grundplan med tre åbne gårde og rum fordelt herom. Her er den overvejende del af byggematerialet lersten, selv reliefudsmykningerne på væggene er af glaserede lersten. Kun søjlerne i Apadanaen er af sten. Både i Pasargadae og Persepolis var der nemmere adgang til sten og måske også derfor forekommer sten som byggemateriale oftere her. Det er dør- og vinduespartier, søjler, piller, reliefplader og vogtende portfigurer, som er fremstillet af sten. I det iranske område kan en tradition for monumental arkitektur med søjlehaller spores tilbage til Hasanlu IV. Og måske skal brugen af den store mængde søjler ses i lyset af achæmenidernes nomadiske rødder med tilhørende telttradition. Achæmeniderne gjorde brug af arbejdskraft og ekspertise fra fjerne egne af deres store rige. Erfarne stenhuggere fra Lydien og Ionien, med en lang tradition for stenarkitektur, blev hentet øst på, da de nye achaemenidiske paladser skulle opføres. Disse folks nationaliteter nævnes i tekster og forskellige tekniske beviser understøtter disse udenlandske stenhuggeres medvirken. I det hele taget gjorde achæmeniderne stærkt brug af lån fra andre arkitektoniske og kunstneriske traditioner. Men tilsammen skabte denne blanding en særlig achæmenidisk stil, som bevidst spillede på at udtrykke sig så der var genkendelige elementer for enhver, uanset hvilken del af imperiet denne måtte komme fra. Kort fortalt kan det siges, at den achæmenidisk persiske paladsarkitektur er en blanding af to hovedelementer, nemlig den erfaring perserne selv havde med den materielle kultur på det iranske plateau fra begyndelsen af Jernalderen, og den materielle kultur perserne mødte hos imperiets forskellige folkeslag. 13

14 Bibliografi. Brentjes, B The History of Elam and Achaemenid Persia: An Overview. Pp in Civilizations of the Ancient Near East. Vol. II ed. J.M. Sasson. New York. Calmeyer, P Die altorientische Kunst im Reich der Achämeniden. Pp in B. Hrouda (ed.) Der Alte Orient. Frankfort, H The Art and Architecture of the Ancient Orient. Cook, J.M The Persian Empire. New York The Rise of the Achaemenids and the Establishment of their Empire. Pp in Cambridge History of Iran II. Kleiss, W Zur Entwicklung der achaemenidischen Palastarchitektur. In Iranica Antiqua 15: Krefter, F Persepolis Rekonstruktionen. Teheraner Forschungen III. Rome. Medvedskaya, I The Question of the Identification of 8th-7th Century median Sites and the Foundation of the Iranian Architectural Tradition. In Archäologische Mitteilungen aus Iran 25: Nylander, C Ionians in Pasargadae. Studies in Old Persian Architecture. Uppsala. Pittman, H Susa in E. Meyers (ed.) The Oxford Encyclopedia of Archaeology in the Near East Vol. 5. New York Oxford. Root, M. C Art and Archaeology of the Achaemenid Empire. Pp in Civilizations of the Ancient Near East. Vol. IV ed. J.M. Sasson. New York. Stronach, D The Apadana: A Signature of the line of Darius I. pp in De L Indus Aux Balkans. Recueil à mémoire de Jean Deshayes. eds. J.-L. Hout, M. Yon and Y. Calvet. Paris. 1997a Anshan and Parsa: Early Achaemenid History, Art and Architecture on the Iranian Plateau. Pp in J. Curtis (ed.) Mesopotamia and Iran in the Persian Period. Conquest and Imperialism BC. 1997b Pasargadae in E. Meyers (ed.) The Oxford Encyclopedia of Archaeology in the Near East Vol. 4. New York Oxford. 14

15 Stronach, D. & Codella, K Persepolis in E. Meyers (ed.) The Oxford Encyclopedia of Archaeology in the Near East Vol. 4. New York Oxford. Young, T.C. Jr Architectural Developments in Iron Age Western Iran. In Bulletin of the Canadian Society for Mesopotamian Studies 27: Persians in E. Meyers (ed.) The Oxford Encyclopedia of Archaeology in the Near East Vol. 4. New York Oxford. 15

16 Illustrationsliste. Forside: Ill. 1. Ill. 2. Ill. 3. Ill. 4. Ill. 5. Ill. 6. Ill. 7. Ill. 8. Ill. 9. Ill. 10. Ill. 11. Ill. 12. Ill. 13. Beilage 26 in F. Krefter, 1971: Persepolis Rekonstruktionen. Teheraner Forschungen III. Rome. pp. 203 in M. Roaf, 1996: Cultural Atlas of Mesopotamia and the Near East. pp in B. Hrouda (ed.), 1991: Der Alte Orient. pp. 51 in J. Curtis (ed.), 1995: Mesopotamia and Iran in the Persian Period. Conquest and Imperialism BC. pp. 207 in M. Roaf, 1996: Cultural Atlas of Mesopotamia and the Near East. pp. 168 in B. Hrouda (ed.), 1991: Der Alte Orient. pp in B. Hrouda (ed.), 1991: Der Alte Orient. Fig. 10 pp. 159 in J.M. Cook, 1983: The Persian Empire. New York. pp in B. Hrouda (ed.), 1991: Der Alte Orient. Fig. 11 pp.160 in J.M. Cook, 1983: The Persian Empire. New York. Beilage 4 in F. Krefter, 1971: Persepolis Rekonstruktionen. Teheraner Forschungen III. Rome. Fig. 4 pp. 36 in C. Nylander, 1970: Ionians in Pasargadae. Studies in Old Persian Architecture. Uppsala. Abb. 3 in W. Kleiss, 1979: Zur Entwicklung der achaemenidischen Palastarchitektur. In Iranica Antiqua 15: Fig. 39 pp. 119 in C. Nylander, 1970: Ionians in Pasargadae. Studies in Old Persian Architecture. Uppsala. 16