højere end den østlige ende. De mindre sten på den østlige side står også i mindre afstande fra hinanden.

Transkript

1 Stenene ved Carnac, Sjælens promenade - en helt klart ikke-astronomisk tolkning. Artiklen er snarere et eksempel på en tradition, som migranter fra det nære Østen bragte med sig til Europa og til det nordafrikanske Sahara, men som udviklede sig forskelligt. Artiklen er oversat fra /bfj Det vestligste punkt i Bretagne kaldes Finistère - Finnis Terra Verdens Ende. Uden for ligger havet. Men én gang, ved afslutningen af den sidste istid, var der ikke hav her. Den havstigning der naturligt fulgte istidens afslutning, gjorde netop dette område til verdens ende. De første årtusinder var klimaet i Europa ikke specielt attraktivt for indvandring af nye grupper østfra og fra det Nære Østen, men omkring fvt skete der noget. I området omkring Carnac blev der i løbet af de kommende århundreder rejst op mod fire tusinde større og mindre sten mange af dem i lange lige rækker, som i dag karakteriserer Carnac-regionen. Arkæologer mener, at det oprindelige antal sten sandsynligvis var tæt på ti tusinde sten. Selvom sådanne rækker af sten ved Carnac ikke er enestående de findes andre steder i Frankrig og i udlandet har Carnac de mest imponerende linjeførte gigantiske sten i verden. Men hvad var formålet? Arkæologer daterer stenrækkerne som værende år gamle, hvilket formentlig gør dem mere end år ældre end de store pyramider ved Giza i Egypten. Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, at stenrækkerne lokalt opfattes som "yngre stenalder katedraler". Carnac-regionen er kendt for at have en granit-domineret overflade. Det største mirakel er derfor ikke, at disse opstillede stenrækker findes. Det er kendt, at de største sten vejer mere end tyve tons. Moderne rekonstruktioner, ved hjælp af værktøjer og teknikker, der var kendt for vores forfædre under yngre stenalder, har vist, at en gruppe på ca. tyve mennesker var i stand til at udhugge og håndtere en sten af denne størrelse. Derimod er det en gåde, at stenene stadig står der. Jordens overflade fra yngre stenalder ligger i en dybde af knap 20 centimeter under det nuværende niveau. Granitlaget ligger 40 centimeter nede, hvilket betød, at stenene dengang blev anbragt og støttet af maksimalt 20 centimeter overflade-materiale. I dette flade hul, måtte de skabe alle de nødvendige til rådighed stående midler til at holde stenen oprejst i balance. På trods af de svære odds, lykkedes det dem at få rejst tusindvis af sten. Og hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at de stadig står... Mens mange af de gamle megalitter er blevet alvorligt skadet og andre været genstand for hærværk (som i den engelske Avebury, hvor stenrækken dér engang var meget længere og mere majestætisk), var nøglen til deres overlevelse måske, at megalitterne stort set var usynlige, indtil det 17. århundrede. Ingen dokumenter henviser til dem, og sandsynligvis var de skjult for de forbipasserende af tætte buske og andre bladbærende planter. I det 17. århundrede, der var behov for mere landbrugsland, hvilket betød en søgning efter nye områder, som førte til opdagelsen af megalitter. På grund af dette behov for nyt territorium, blev nogle sten rækker revet ned, men i sidste ende, var der simpelthen for mange af dem, og indsatsen for at fjerne dem kunne simpelthen ikke betale sig. Selvom de har været kendt siden det 17. århundrede, stammer de arkæologiske undersøgelser fra i den sidste halvdel af det 20. århundrede, hvilket måske kan forklare, hvorfor vi i dag stadig ved meget lidt om deres sande formål.

2 Oprindeligt mente arkæologerne, at der i stedet for de mange rækker af sten, oprindeligt kun var én lang række, der dækker strakte sig mere end otte km. Yderligere afsløringer viste, at ideen om, at der var tale om en enkelt gigantisk række sten ikke holdt vand; det så ud til, at der var fem stenrækker, hvoraf fire indeholder ca sten. Men siden Howard Crowhurst fremførte, at stenrækkerne ved Le Menec, Kermario og Kerlescan faktisk tilsammen udgør en helhed, en konklusion, han har været i stand til at drage ved at vise den matematik, der er indgået ind i dannelsen af de forskellige rækker. En koncentration af stenrækker kan findes i nærheden af Erdeven, mens de øvrige anlæg ligger mere eller mindre på linje nord for Carnac. Den vestligste Le Menec består af stående sten i elleve rækker. Blandt disse er der en sten, som tårner sig op over alle andre, og således mærket "kæmpen", måler hele 3,7 meter i højden. De fleste af stenene her er dog relativt små i forhold til stenrækkerne ved Kermario, øst Le Menec. Kermario anlægget tæller sten, fordelt i ti rækker. Feltet måler 1120 meter, og visse steder står stenene kun omkring en meter fra hinanden. Dette felt har de største sten, og fortsættes delvist ind over området ved Kerlescan, hvor der er 594 sten, der i tretten rækker strækker sig mere end 880 meter. Alle tre felter er bygget efter samme princip: de højeste sten er placeret i den vestlige ende og den vestlige ende ligger normalt også

3 højere end den østlige ende. De mindre sten på den østlige side står også i mindre afstande fra hinanden.

4 Stenene ved Le Menec udgør den ene ende af de mange grupper af stenrækker. Inden for de næste cirka to kilometer mod vest, dukker der ingen sten op, bortset fra nogle få spredte stendysser. Selvom de er mindre imponerende end de gigantiske rækker af sten, er de teknologisk set på lige fod med stenrækkerne. Stendyssen ved Crucuno læner sig mod en væg af en gård; dens dæksten vejer imponerende 40 tons. Arkæologer har dateret det som værende af nogenlunde samme alder som stenrækkerne, nemlig f.kr.. To stendysser viser vej til stenrækken ved Saint Barbe. Det var en række med halvtreds sten, placeret i fire rækker, orienteret syd / nord. Kun de højeste sten i nord, står stadig. Endnu en gang ser vi, at den højeste står på det højeste sted. Fjorten sten er registreret placeret under sandet, men resten af stenene har måtte give efter bukket under for landbruget krav. Tre kilometer nord for Saint Barbe findes den nordligste sten række: Kerzerho. Her står sten i ti rækker, der strækker sig en imponerende meter i længden. Nær campingpladsen ved Kerzerho, måler nogle af disse sten ikke mindre end seks meter i højden. De er de højeste stående sten i hele regionen. Rækken er orienteret fra sydøst mod nordvest. Igen står de største sten står på den højeste niveau. Selvom Saint Barbe og Kerzerho er ikke knyttet sammen, på samme måde som linjen, der danner Le Menec, Kermario og Kerlescan, ser de ud til at danne en helhed: Starter man ved Petit Menec, kan man fortsætte gennem Kerlescan, Kermario og Menec. Derefter et to km uden sten, men med et stendysser. Derefter stenrækker ved Saint Barbe, så videre mod nordøst mod Crucuno stendysser og en stenkreds og stendyssen i Mane-Croh og nord for en lille stenrække med en stendysse til den ene side ved Mane-Braz. Vest herfor stenrækken Kerzerho. Selvom linjerne rent faktisk ikke er justeret efter hinanden, kan man opleve et vist "flow" mellem de forskellige steder. Det tager cirka tre til fire timer for at tilbagelægge afstanden fra stenrækkerne ved Petit Menec til dem ved Kerzerho. Udover de massive stenrækker, kan man se andre imponerende sten monumenter i området. Dette omfatter en stående sten, som var tyve meter høj, vejede op med 340 tons og er blevet flyttet over en afstand på seks km. Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at denne sten ikke længere står. Men stenens størrelse fortæller om den viden og teknologi i en kultur, der var i stand til at udføre sådanne bedrifter, der er langt mere imponerende end Stonehenge og Avebury tilsammen, og som næppe kan tåle sammenligning med byggeaktiviteten ved Carnac og alt sammen langt tidligere end opførelsen af Stonehenge.

5 Men hvad ligger der bag opførelsen? Arkæologer har udelukket muligheden af, at der kan være tale om grave. Heller ikke, at de tjente et militært formål, selvom de amerikanske soldater under 2. verdenskrig forvekslede stenrækkerne med en tysk forsvarslinje. Heldigvis greb en fransk soldat ind, for at undgå massive bombardemente fra de allierede. Ud over begravelsespladser og militære mål har arkæologerne konkluderet, at det eneste formål med disse anlæg må have været af religiøs karakter. Moderne arkæologer mener, at de sandsynligvis blev brugt til processioner. Dette kunne gælde de enkelte stenrækker, men det forekommer ikke usandsynligt, at hele serier af stenrækker indgik i en større helhed som en processions sti. Rituelle vandringer er kendt som værende en del af den såkaldte megalit civilisation. Vi kender det fra de australske aboriginals, der gik langs deres sanglinjer, mens de sang hellige sange for at ære deres stammes guder i deres såkaldte drømme-tid. Det er en afgrundene til, at de blev kaldt drømme-linjer, selvom de australske aboriginals selv kalder dem for forfædrenes fodaftryk. Der er fundet andre aspekter omhandlende rituelle vandringer i Europa, langs bestemte linjer eller ruter i landskabet. Tidligere forestillede man sig, at det kunne være en slags energi-linjer, men fra 1990 viste det sig, at disse linjer faktisk var opfattet som vores forfædres ruter lige linjer, som de døde mentes at kunne enten gå eller flyve i, da døde ikke selv kan ændre retning, så kun langs rette linjer (bemærk det engelske udtryk: deadstrait). Det ses også mange steder som lange lige stier mellem kirke og kirkegård. Et andet generelt udtryk blandt nogle af de største stående sten er, at de ofte har et subliminalt billedsprog indarbejdet, ofte ansigter, men nogle gange også af dyr, der fremstår med mere eller mindre fantasifulde eller forvredne profiler. Der er et tydeligt eksempel på et ansigt på en af Carnac-stenene ved Erdeven, hvor på den anden side af vejen ved siden af den lille parkeringsplads, er en serie af enkeltstående sten med ansigter, der synes at "se nedad". Det er klart, at de mennesker, der konstruerede disse sten, var fuldt ud klar over disse

6 subliminale billeder - faktisk var specifikke sten sandsynligvis valgt, fordi de havde disse ansigts-lignende udtryk. Spørgsmålet er så: hvem har disse ansigter tilhører? Svaret er sandsynligvis forfædrene - dem, der var kommet før - måske dem, der havde levet her i megalit-kulturens drømmeperiode. Stenene ikke var gravsten, men at en forbindelse eller symbol på dyrkelse af deres kulturs forfædre synes at være den mest logiske konklusion. Disse forfædrenes sten (svarende på en måde til de kristnes helgener) og hvad der skete her var sandsynligvis en slags pilgrimsrejse, hvor hver sten repræsentere en forfader. Ansigterne på stenene var en synlig påmindelse om at "inde i" disse sten, var ånd og sjæl. Man kan sige, at disse imponerende megalit-rækker var en slags Sjælens promenade.