ERHVERVENES BRUG AF KAPITAL OG ARBEJDSKRAFT

Transkript

1 i:\maj-2001\oek-b doc Af Lise Nielsen 14.maj 2001 ERHVERVENES BRUG AF KAPITAL OG ARBEJDSKRAFT Erhvervenes produktivitet afhænger af, hvordan de bruger kapital og arbejdskraft i produktionen. Danmarks Statistik har for nylig offentliggjort en helt ny statistik over erhvervenes brug af maskin- og bygningskapital i produktionen. De nye tal gør det muligt at beregne erhvervenes totalfaktorproduktivitet (TFP) dvs. produktiviteter, der tager hensyn til indsatsen af både kapital og arbejdskraft i produktionen. AE s analyse af totalfaktorproduktiviteterne viser, at produktivitetsudviklingen i industrien og serviceerhvervene siden 1994 har været særdeles positiv, men at produktivitetsudviklingen i bygge- og anlægssektoren er problematisk. Dermed bekræftes det billede af produktivitetsudviklingen de senere år, som også beregninger af arbejdsproduktiviteten (opgjort enten pr. time eller pr. mand) har givet. Analysen viser herudover blandt andet, at produktivitetsvæksten (TFP) i industrien i perioden er højere end i nogen anden periode af tilsvarende længde siden midten af 1960 erne. Det vil sige, at produktivitetsvæksten fra 1994 til i dag er højere, end den var i slutningen af 60 erne og begyndelsen af 70 erne den periode, der hidtil har haft den højeste produktivitetsvækst, og som man hidtil har ment var exceptionel. Ud fra sammenligninger af erhvervenes time- og totalfaktorproduktiviteter ser det ud til, at man kan konkludere, at såvel kapitalapparatet som arbejdskraften har været effektivt udnyttet i industrien og servicesektoren under det nuværende opsving, dvs. i perioden Også herved adskiller det nuværende opsving sig fra foregående perioder. I stort set alle år siden 1989 har der, uanset om produktiviteten blev målt på den ene eller anden måde, været negativ produktivitetsvækst i bygge- og anlægssektoren. Den gennemsnitlige produktivitetsvækst (TFP) i serviceerhvervene har været relativ høj og stabil siden midten af 1980 erne. Servicesektoren var i 60 erne og 70 erne relativt kapitalintensiv i forhold til industrien og bygge- og anlægssektoren på grund af en stor bygningskapital. I 1990 erne var servicesektorens kapitalapparat på størrelse med industriens når man måler det i forhold til værditilvæksten.

2 2 ERHVERVENES BRUG AF KAPITAL OG ARBEJDSKRAFT Indledning Udviklingen i erhvervenes produktivitet har betydning for væksten i samfundet, for hvordan erhvervene klarer sig i forhold til udenlandske konkurrenter (på eks- og importmarkederne) og for udviklingen i de reale lønninger. Derfor er produktivitetsudviklingen så vigtig at holde øje med. De nye kapitaltal fra Danmarks Statistik anvendes i det følgende til to forskellige analyser: 1. En analyse af hovederhvervenes produktivitet når der tages højde for indsatsen af både kapital og arbejdskraft. Dette mål benævnes i det følgende samlet produktivitet eller totalfaktorproduktivitet. 2. En oversigt over hovederhvervenes indsats af de forskellige typer kapitalapparat og beskæftigelse i produktionen. I bilag 1 findes en kort beskrivelse af, hvad det er, man måler med de forskellige produktivitetsmål. Bilag 2 beskriver, hvordan produktiviteterne konkret er beregnet. Erhvervenes produktivitet De beregnede totalfaktor- og arbejdsproduktiviteter for industrien, serviceerhvervene 1 og bygge- og anlægssektoren fremgår af tabel 1 og af figur 1-3. Tabel 1 viser erhvervenes gennemsnitlige årlige produktivitetsvækst under høj- og lavkonjunkturerne siden midten af 1960 erne. Målt over hele perioden har produktivitetsvæksten været størst i industrien og lavest i bygge- og anlægssektoren. Det gælder, uanset om man ser på totalfaktorproduktiviteterne eller arbejdsproduktiviteterne, jf. tabel 1. Det er imidlertid ikke sådan, at industriens produktivitetsvækst har været højere end de øvrige erhvervs i alle perioder. Både under højkonjunkturen og den efterfølgende lavkonjunktur var den gennemsnitlige årlige produktivitetsvækst i industrien svagere end i serviceerhvervene. Målt på den samlede produktivitet (TFP) har der været én glorværdig vækstperiode i bygge- og anlægssektoren, nemlig under højkonjunkturen i

3 3 Tabel 1. Erhvervenes arbejdskraft- og totalfaktorproduktiviteter under høj- og lavkonjunkturer og i alt Industri Arbejdskraft Totalfaktor Serviceerhverv Arbejdskraft Totalfaktor Bygge- og anlæg Arbejdskraft Totalfaktor ,4 4,1 3,1 2,7 2,9 3,4 4,2 1,6 1,1-1,7 0,6-1,1 Årlig vækst, pct. Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger Anm.: Perioden inkluderer de to oliekriser i 1970 erne. Servicesektoren består af sektorerne: Handel, hotel- og restautionsvirksomhed mv., Forretningsservice mv. og Transportvirksomhed, post og telekommunikation. 1,3 2,4 2,1 3,7 4,0 4,0 1,2-0,6 2,1 0,8-1,1-1,7 4,7 4,4 3,4 3,0 0,4-0,7 3,7 2,3 2,3 1,4 1,2 0,5 En sammenligning af den nuværende højkonjunktur, , med de øvrige perioder viser, at industriens og servicesektorens produktivitetsvækst de seneste år har været meget høj. Servicesektoren har ikke haft højere årlig vækst i hverken arbejds- eller totalfaktorproduktivitet i nogen af de andre viste perioder. Industriens vækst i totalfaktorproduktiviteten i perioden er højere end i de øvrige perioder. Forskel på den nuværende højkonjunktur og højkonjunkturen Ifølge tabel 1 er der interessante forskelle på den nuværende højkonjunktur og højkonjunkturen I næsten alle perioderne er arbejdsproduktiviteten højere end den samlede produktivitet (TFP). Men under højkonjunkturen i perioden var arbejdsproduktiviteten relativt lav, og lavere end den samlede produktivitet (TPF). Derved adskiller højkonjunkturen dengang sig fra den nuværende højkonjunktur, hvor arbejdsproduktiviteten (overordnet set) er høj og højere end den samlede produktivitet. At arbejdsproduktiviteten i perioden var relativt lav samtidigt med, at den samlede produktivitet var relativt høj, skyldes med stor sandsynlighed, at forholdet mellem indsatsen af kapital og ar- 1 Servicesektoren består her af sektorerne: Handel, hotel- og restaurationsvirksomhed mv., Forretningsservice mv. og Transportvirksomhed, post og telekommunikation.

4 4 bejdskraft ændredes i denne periode, sådan at der populært sagt blev anvendt for meget arbejdskraft i produktionen og for lidt kapitalapparat. En oplagt forklaring er, at det tager tid at gennemføre nye investeringer og at øge kapitalapparatet til den ønskede størrelse. Selvom investeringsniveauet var højt, er det defor ikke sikkert, at produktionskapaciteten blev øget tilstrækkeligt hurtigt. Det interessante er, at selv om den nuværende højkonjunktur nu har varet i mere end 7 år, er der ikke, overordnet set, tegn på lavere vækst i arbejdsproduktiviteten og en tiltagende knaphed på kapitalapparat. Der hamstres ikke arbejdskraft, og investeringerne og udviklingen i kapitalapparatet ser ud til at kunne holde trit med produktionen. Men omvendt er det heller ikke sådan, at væksten i arbejdsproduktiviteten siden 1994 har været meget højere end væksten i den samlede produktivitet (TFP). Det ville være tegn på, at den positive udvikling i arbejdsproduktiviteten blot var opnået gennem store investeringer i kapitalapparat. Samlet set synes produktivitetsudviklingen under den nuværende højkonjunktur derfor at være meget positiv. Nedenfor beskrives produktivitetsudviklingen i industrien, serviceerhvervene og bygge- og anlægssektoren hver for sig. Industrien Figur 1 viser den årlige vækst i arbejdsproduktiviteten og i den samlede produktivitet (TFP) i industrien. Da produktiviteten kan svinge meget fra år til år, vises tre års glidende gennemsnit.

5 5 Figur 1. Årlig vækst i arbejdsproduktiviteten og den samlede produktivitet (TFP) i industrien 10 8 Procent Vækst i den samlede produktivitet (TFP) Vækst i arbejdsproduktiviteten Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger Anm.: Kurverne viser 3 års centrerede gennemsnit, dvs. gennemsnit af det foregående, aktuelle og efterfølgende år). Det fremgår af figur 1, at væksten i industriens arbejdsproduktivitet udviste en faldende tendens fra 1960 erne og frem til midten af 1980 erne. Efter nogle sving op og ned i slutningen af 1980 erne og begyndelsen af 1990 erne, tog væksten til igen fra omkring I en del af høj-vækst-årene brugte man så meget mere arbejdskraft i produktionen, at timeproduktiviteten direkte faldt. Høj-vækst-perioden er kendetegnet ved en vækst i arbejdsproduktiviteten, som i en del af årene er på højde med produktivitetsvæksten i 60 erne og 70 erne. Billedet af en faldende produktivitetsvækst i industrien fra 1960 erne og frem til 1980 erne genfindes ikke, når man ser på den samlede produktivitet (TFP). Ud fra figuren kan man se, at væksten i den samlede produktivitet i perioden kan måle sig med udviklingen i slutningen af 1960 erne og i 1970 erne. Et nærmere kik på tallene (jf. tabel 1) afslører, at produktivitetsvæksten (TFP) i industrien i perioden er højere end i slutningen af 60 erne og begyndelsen af 70 erne og altså også højere end i nogen anden periode af tilsvarende længde siden midten af 1960 erne.

6 6 Kurven for væksten i arbejdsproduktiviteten nærmer sig kurven for væksten i den samlede produktivitet i løbet af 1970 erne. Det skyldes, at industrien igennem 1970 erne blev stadig bedre til at udnytte sit kapitalapparat. Ser man på perioden , så fremgår det, at den samlede produktivitet udvikler sig lige så pænt som arbejdsproduktiviteten. Højvækstperioden er derved karakteriseret ved en høj effektivitet i anvendelsen af både kapital og arbejdskraft. Serviceerhvervene Figur 2 viser de beregnede ændringer i arbejdsproduktiviteten og den samlede produktivitet i serviceerhvervene her defineret som handel, hotel- og restaurationsvirksomhed mv., forretningsservice mv. og transport, post og telekommunikation. Væksten i arbejdsproduktiviteten er nogenlunde jævn og relativt høj igennem hele perioden Det er ikke muligt ud fra figuren at udskille perioder med speciel høj eller speciel lav vækst i arbejdsproduktiviteten. Figur 2. Årlig vækst i arbejdsproduktiviteten og den samlede produktivitet i Servicesektoren Procent Vækst i den samlede produktivitet (TFP) Vækst i arbejdsproduktivitet Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger Anm: Kurverne viser produktivitetsvæksten i tre års centrerede gennemsnit Udviklingen i den samlede produktivitet (TFP) giver et noget andet billede af servicesektoren end arbejdsproduktiviteterne. Ud over, at væksten i den samlede produktivitet de fleste år er lavere, så er

7 7 der ikke så få år i 70 erne og 80 erne med direkte negativ produktivitetsvækst. Højvækstperioderne og skiller sig ud ved at have relativt høje produktivitetsstigninger. Udviklingen i den samlede produktivitet (TFP) i servicesektorens kan hænge sammen med underliggende sektorforskydninger at transport og telekommunikation vejer tungere i beregningerne i sidste del af perioden. De periodevist meget lave og negative vækstrater for den samlede produktivitet (TFP) i servicesektoren viser, at det kapitalapparat, der har været investeret i servicesektoren, ikke har været anvendt særligt produktivt, og at produktionsprocessen i disse perioder ikke har været særlig innovativ. I perioden er der kun relativt lille forskel på væksten i arbejdsproduktiviteten og den samlede produktivitet, og produktivitetsvæksten er derudover relativt højt. Inddragelse af kapitalapparatet i produktivitetsberegningerne for serviceerhvervene bekræfter dermed, at produktiviteten har været høj de seneste år og viser, at både kapital og arbejdskraft har været anvendt produktivt. Bygge- og anlægssektoren Figur 3 viser ændringerne i arbejdsproduktiviteten og den samlede produktivitet i bygge- og anlægssektoren. Figurerne viser produktivitetsvæksten i gennemsnit over tre år. Figur 3. Årlig vækst i arbejdsproduktiviteten og den samlede produktivitet i Bygge- og anlægssektoren 10 Procent Vækst i den samlede produktivitet (TFP) Vækst i arbejdstproduktivitet Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger Anm: Kurverne viser produktivitetsvæksten i tre års centrerede gennemsnit

8 8 Der er ikke meget positivt at sige om produktivitetsudviklingen indenfor bygge- og anlægssektoren de seneste år. Hverken arbejds- eller den samlede produktivitet er imponerende. Med få års undtagelse er begge produktivitesmål negative. Af tabel 1 og figur 3 fremgår, at væksten i den samlede produktivitet var negativ under de to oliekriser i perioden og under lavkonjunkturen i Men hvor der i vækstperioderne , var pæne produktivitetsstigninger, så er den nuværende højkonjunktur, , karakteriseret ved negativ gennemsnitlig produktivitetsvækst. Udviklingen i arbejdsproduktiviteten tegner et lidt lysere billede, men siden midten af 1980 erne har væksten i arbejdsproduktiviteten været stort set lig væksten i den samlede produktivitet. Det betyder, at både kapital og arbejdskraft udnyttes dårligt i bygge- og anlægssektoren, og at arbejdsprocessen ikke har været særlig innovativ. Det er et besynderligt billede, der tegnes af produktivitetsudviklingen i bygge- og anlægssektoren. Produktivitetsudviklingen kan hænge sammen med underliggende branceforskydninger. Men hvad er det i så fald, der adskiller højvækstperioden fra højvækstperioden Hvad er det, der har ændret sig så meget? Produktivitetsudviklingen i 90 erne i bygge- og anlægssektoren kunne tyde på, at organiseringen af arbejdet er for dårlig, at der er få innovationer, for dårlig udnyttelse af kapitalapparatet, osv. Hovederhvervenes brug af kapital og arbejdskraft De følgende figurer illustrerer, at der er tydelig forskel på den mængde kapital, industrien, bygge- og anlægssektoren og servicesektoren anvender i produktionen og tydelig forskel på forholdet mellem indsatsen af kapital og arbejdskraft i erhvervene.

9 9 Figur 4. Kapitalapparatets størrelse i 2000 i forhold til bruttoværditilvæksten. 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 0 Industri Servicesektor Bygge- og anlægsvirksomhed Maskinkapital pr. outputenhed Bygningskapital pr. outputenhed Kilde: Danmarks statistik og egne beregninger Gennemsnitligt set bruger industrien og serviceerhvervene langt mere kapital i deres produktion end bygge- og anlægssektoren. Det ses af figur 4, der viser størrelsen af kapitalapparatet i de tre erhverv i år 2000 og kapitalapparatets opdeling på maskiner og bygninger. Kapitalapparatets størrelse vises i forhold til erhvervenes bruttoværditilvækst. I 2000 brugte industrien næsten dobbelt så meget kapitalapparat pr. enhed bruttoværditilvækst som bygge- og anlægssektoren. Og alle erhvervene brugte i højere grad maskinkapital end bygningskapital. Helt frem til omkring 1985 vejede bygningskapitalen tungere end maskinkapitalen i serviceerhvervene. Figur 5 viser udviklingen i forholdet mellem kapitalapparat og værditilvækst i erhvervene siden 1966 (hvor figur 4 viste niveauerne i år 2000) er valgt som indeksår. Det ses, at der i dag anvendes væsentligt mere kapitalapparat pr. produceret enhed i både industrien og bygge- og anlægssektoren end tidligere. I begge erhverv falder kapitalapparatet i forhold til værditilvæksten i perioden Det samme sker i begyndelsen af højvækstperioden Faldene skyldes ikke, at erhvervenes bygningseller maskinkapital mindskes, men tværtimod at erhvervene i perioder med høj vækst typisk udnytter kapitalapparatets produktionskapacitet bedre end under lavkonjunkturer (kapacitetsudnyttelsen er højere). Så selvom investeringerne i begge perioderne har været høje, og kapitalapparatet er vokset, er efterspørgselen og produktionen vokset hurtigere.

10 10 For servicesektorens vedkommende er mængden af kapital pr. enhed værditilvækst kun steget ganske lidt. Også i servicesektoren kan man se, at værditilvæksten stiger hurtigere end kapitalapparatet under højkonjunkturerne og Figur 5. Væksten i forholdet mellem kapitalapparat og bruttoværditilvækst siden ,8 1,6 1,4 1,2 1 0, Servicesektor Industri Bygge- og anlægssektor Kilde: Danmarks statistik og egne beregninger Servicesektorens kapitalapparat er vokset relativt lidt i perioden Servicesektoren har dermed udviklet sig fra at være dét af de tre erhverv, der brugte mest kapitalapparat i forhold til værditilvæksten (når man ser på både bygnings- og maskinkapital) til at have nogenlunde samme kapitalintensitet som industrien i 1990 erne. I 1966 var serviceerhvervenes kapitalapparat 2,6 gange erhvervenes værditilvækst, mens det samme forhold for industrien var 1,9. Men i 2000 brugte serviceerhvervene mindre kapitalapparat end industrien målt i forhold til værditilvæksten. Der har været en stor vækst i anvendelsen af kapitalapparat i både industrien og bygge- og anlægssektoren, men for bygge- og anlægssektorens vedkommende fra et lavere niveau. Det betyder, at i år 2000 er der stadig en betydelig niveauforskel mht. industriens og bygge- og anlægssektorens kapitalanvendelse. Forholdet mellem kapital og arbejdskraft Figur 6 viser i hvilket forhold, erhvervene bruger og har brugt kapital og arbejdskraft siden En stigende kurve betyder, at der bruges mere kapital pr. enhed arbejdskraft, eller omvendt, at der bruges mindre arbejdskraft pr. enhed kapital.

11 11 Figur 6. Udviklingen i erhvervenes kapital-arbejdskraft-forhold siden ,9 0,8 0,7 0,6 0,5 0,4 0,3 0,2 0, Servicesektor Industrien Bygge- og anlægssektoren Kilde: Danmarks statistik og egne beregninger Anm.: Kurverne viser erhvervenes kapitalapparat divideret med erhvervenes timebeskæftigelse de forskellige år. I industrien og bygge- og anlægssektoren blev der i 1966 brugt næsten lige meget kapitalapparat pr. beskæftiget (og pr. arbejdstime). Men i 2000 brugte industrien langt mere kapital pr. beskæftiget end bygge- og anlægssektoren eller sagt på en anden måde, i industrien gav det øgede kapitalapparat sig udslag i relativt færre beskæftigede. Selvom kapitalapparatet er vokset meget hurtigere i forhold til arbejdskraften i industrien, så viste figur 5, at industriens værditilvækst voksede hurtigere i forhold til kapitalapparatet, end tilfældet var i bygge- og anlægssektoren 2. Tilsammen viser de to figurer således, at industriens værditilvækst pr. beskæftiget (dvs. arbejdsproduktiviteten) er vokset meget hurtigere end bygge- og anlægssektorens værditilvækst pr. beskæftiget. Også servicesektoren har haft en hurtigere stigning i forholdet mellem kapital og arbejdskraft end bygge- og anlægssektoren. Siden 1980 erne har forholdet mellem kapital og arbejdskraft (målt i timer) i industrien og servicesektoren været stort set ens. (Men indenfor serviceerhvervene er der dog store forskelle det er især transport, post og telekommunikation, der skiller sig ud). 2 Ifølge figur 5 var industriens kapitalapparat i ,6 gange større end industriens værditilvækst, mens det samme forhold var 1,8 i bygge- og anlægssektoren.

12 12 Hvor mængden af kapital pr. enhed arbejdskraft begynder at vokse langsommere i servicesektoren i perioden , er dette ikke tilfældet i industrien. I industrien vokser kapital-arbejdskraft forholdet nogenlunde som før Udviklingen i industrien er bemærkelsesværdigt, fordi væksten har været høj fra , og man derfor kunne forvente, at beskæftigelsen tilpassede sig hurtigere end kapitalapparatet.

13 13 Bilag 1 Kort om produktivitet og produktivitetsmål Erhvervenes produktivitet stiger, hvis det er sådan, at produktionen stiger uden, at indsatsen af produktionsfaktorer f.eks. kapital og arbejdskraft samtidigt stiger. Produktivitet kan måles på forskellige måder. Det mest anvendte produktivitetesmål er arbejdskraftproduktivitet. Dette måles enten som produktion pr. beskæftiget eller produktion pr. præsteret arbejdstime. Fordelen ved dette mål er, at det bygger på let tilgængelig statistik. Ulempen ved målet er, at det ikke nødvendigvis siger noget om hvor effektivt eller værdiskabende, et givet erhverv er. F.eks. er arbejdsproduktiviteten steget kraftigt indenfor for landbruget. Dette er dog ikke nødvendigvis det samme som, at landbruget er mere værdiskabende end andre erhverv. Modstykket til den høje arbejdsproduktivitet er nemlig et stærkt voksende kapitalapparat. Da dette kapitalapparat skal forrentes og afskrives, kan det udmærket være sådan, at den samlede produktivitet i landbruget er lav, selvom arbejdsproduktiviteten er høj. Dette problem løses ved at se på totalfaktorproduktiviteten. Her tager man nemlig hensyn til udviklingen i brugen af både arbejdskraft og kapital. Totalfaktorproduktiviteten måler den stigning i produktionen, der ikke skyldes et stigende kapitalapparat eller en stigende beskæftigelse. En stigning i et erhvervs totalfaktorproduktivitet kan betyde, at kapacitetsudnyttelsen i erhvervet er steget, at produktionen organiseres mere effektivt, at der er tekniske fremskridt i produktionen, eller at produktionen på anden måde er innovativ. Det har ingen indflydelse på totalfaktorproduktiviteten, at de maskiner, der anvendes i produktionen, bliver mere produktive. F.eks. at PC erne bliver kraftigere og hurtigere, osv. I opgørelsen af kapitalapparatet vejer mere produktivt kapitalapparat nemlig tungere. Det betyder, at den PC er, erhvervene køber i dag, og som er langt mere effektiv end den PC er, der blev købt for nogle år siden, regnes som mere kapitalapparat end ældre PC'ere.

14 14 Bilag 2 De anvendte produktivitetsmål Arbejdsproduktiviteten er beregnet som erhvervets værditilvækst (Y) i faste priser delt med beskæftigelsen (L) målt i timer. Totalfaktorproduktiviteten er beregnet udfra OECD s Manual on productivity measurement (intermediate Draft 21 September 1999). Udtrykt i logaritmer kan værditilvæksten beskrives som: LN(Y)= LN(A) + (lønkvo)*ln(l) + (1-lønkvo)*(kapkvo*LN(M) + (1-kapkvo)*LN(B)) Hvor Y er værditilvæksten, A er totalfaktorproduktiviteten, lønkvo er lønkvoten, L er beskæftigelsen målt i timer, kapkvo er den relative aflønning af maskinkapitalen, M, og B er bygningkapitalen. Udfra denne formel kan totalfaktorproduktiviteten, A, beregnes.