D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktør: Major K. V. N IE LS E N D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

2 I N D H O L D S F O R T E G N E L S E D E T KRIGSTIDEN SKADELIGE SELSKAB Tanker ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. N. M. P. Amtrup... 1 Meddelelse fra Det krigsvidenskabelige Selskab > Uddeling af Det krigbvidenskabelige Selskabs prismedalje, Saint Germain Medaljen, i sølv , 292 Redegørelse for Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver Beretning om Det krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 1965/ Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS OG FORSVARSPOLITIK, STR ATEG I Den militære magtbalance. M ajor K. V. Nielsen... 3 Nordisk sikkerhedspolitik: E t dansk synspunkt. David Jens A d ler Et svensk synspunkt. Professor K a rl Birnbaum E t norsk synspunkt. Docent Niels O r v i k Maritim e betragtninger. Viceadm iral S. Thostrup Politisk Makkerskab. J. B a r r e t Fransk strategisk tænkning. M ajor K. V. Nielsen Nordisk sikkerhedspolitik. E n tilføjelse British Defence Review. Eugene Hinterhoff Nedrustningsproblemer. M ajor K. V. Nielsen Småstater og afskrækkelse. M ajor G. D a n ik e r TA KTIK, ORGANISATION Luftværn. Aramis Det canadiske forsvars reorganisering, - e Problemer vedrørende føring af krigsuerfarne tropper. Premierløjtnant Aa. Højbjerg 151 Dristig føring. M ajor H. L. B ell Bemærkninger til forslaget om Hærens reorganisering. Oberstøjtnant K. Lundsliolt 369 Guerilla-krigsførelse i Danmark. Premierløjtnant B. J. Crenzien Organisation af en dansk brigade Oberstløjtnant K. E. Gabel Jørgensen... Tillægshefte nr. 2/1966 KRIGSHISTORIE Dien Bien Phu. M ajor Fletcher K. Ware Georgiafelttoget, sommeren Oberstløjtnant E. Bassing Slagene ved Crecy og Formigny. Kadet G. J e n s e n Hvad kan vi lære af krigen i Kashmir. Leo H e im a n Arm én i Femte RepubUken. Overstelojtnant Bengt Å h s lu n d Slaget ved Fredericia den 6. ju li 1849 set fra en uortodoks synsvinkel. Oberstløjtnant E. Bassing

3 I halvtredsåret for afståelsen af Dansk Vestindien. Premierløjtnant C. L. E. N. Ibh 335 Hertugen af Marlborough og slaget ved Blenheim. Kadet P. W inther Hestgardens Kaserne. Oberstløjtnant L. Sabroe Det danske rytteri i slaget ved Blenheim. Oberstløjtnant Helge K lin t Hærstabens historiske arbejder. M ajor Gordon Norrie... Tillægshæfte nr. 1/1966 PERSO NELFORVALTNING, DISCIPLIN M. M. Den nye mand i staben. - E n replik. Hærprovst S. Balslev Hvad koster en straffesag i arbejde og penge. Auditør S. Walstrøm Sammenligninger mellem retslige afgørelser i borgerlige og militære straffesager. Auditør, cand. jur. Jørgen E. Teisen M ilitæ re motorvognsførere. M ajor O. Aagaard U D D A N N ELSE Det militærvidenskabelige grundstudium. Oberstløjtnant N ils Berg... 9 Teknisk uddannelse af taktiske officerer. Generalmajor H. C. B. Engeli Efterårsøvelser og andre større øvelser. Oberstløjtnant V. Caneiro Taknikerens rolle. M ajor S. E. Christensen Militærhistorien og dens plads i undervisningen på militære skoler og universiteter. Christoffer Duffy Instruktionsteknik. M ajor A. S. Dam Fremtidens officersuddannelse. M ajor Frank Pedersen Betragtninger vedrørende undervisning i mandskabsbehandling på befalingsmandsskoler. Kaptajn K. M. Poulsen Kommandere og lede. Kaptajn (S) V. Hermansen VÅBEN M. M. Den militære radartekniks udviklingshistorie. M ajor B. Knauer FO RSKELLIGT E r spildtid et nødvendigt onde? M ajor (R) P. Quist Nielsen Erfaringer fra tjeneste på Cypern. Oberstløjtnant K. Lundsholt Commune naufragium dulce Cypem-erfaringer. Oberstløjtnant H. Bjørnsholt Foreningen af offieerer udenfor aktiv tjeneste. Oberstløjtnant (R) E. Swane Lund 461 FRA U D LA N D E T Tysk ammunitionsforbrug i 2. verdenskrig - Minuteman - Lance Kamphelikopteren H U E Y C O B R A Helikoptere som kampfly... 88

4 Hydrofoil- og luftpudebåde, kvn Frankrig og N A T O F i l l Amerikansk kæmpefly - Sløringskemikalier - Chieftain og Leopard sammenlignes - Canadisk V TO L -fly - Undervandsbåde til Norge - Østtysk maskinpistol Taktisk mobilitet - Flybom ber i Vietnam - Nyt svensk fly S A A B Småkalibret ammunition med opbrændelige hylstre R Ø G ER Større anmeldelser: Om Wegener, Raeder og Skandinavien. Kom m andør J. Westrup Spilteori - e Korte anmeldelser: The Memoirs of Capt. Liddell Hart V ol II. B. H. Liddell Hart (V. K. Sørensen) 42 FN-tropper. Ole K rarup Pedersen (L. M. K. Skern) Capitain F. L. Norden og hans rejse til Ægypten F. H. Kjølsen (J. Teisen) 89 Landsknægtene i Danmark i det 16. årh. E. O. A. Hedegaard (K. V. Nielsen) Forsvarets rolle i Norges historie. Forsvarets krigshistoriske Avdeling FN s fredsaktioner. Asbjørn Eide (L. M. K. Skern) Våre M enn i Gaza. Norsk Arkivforskning (L. M. K. Skern) Jugoslavien. Rajko Djermanovic (red) K onflikten Indien Pakistan. Preben Dollerup (red) Schiffe und Flugzeuge der US Flotte. Stefan Terzibaschitsch (red) D ie deutschen Kriegsschiffe. Erich Grüner (red) Kampfpanzer von 1916 bis F. M. von Senger und Etterling (red) Fra kuglerammer til elektronregnemaskine. Ole Immanuel Frandsen (red) Krigshistorisk Tidsskrift 1. årg. nr. 1 og 2 (kvn) Verdun. Alistair Horne (K. V. Nielsen) A M ilitary History & Atlas of The Napoleonic Wars. Esposito & Elting (K. V. Nielsen) Diary of the Sinai Campaign. Moshe Dayan (V. K. Sørensen) Skytte. N. L. Tholstrup (SW) Operationerne til lands i Nord-Norge 1940 I II. Trygve Sandvik Contribution and Reward. Mogens V. Hermann (L. M. K. Skem) The Scandinavian Members of N A T O. Ö rvik & Haagerup (K. V. Nielsen) Conservation of Iron, Recovered from the Sea. Eriksen & Thegel Gefechtsschiessiibungen. Brunner (I. P.) Kohim a. Arthur Swinson (K. V. Nielsen) The first Battle of Britain 1917/18. Raymond H. Fredette (-V.) Publikationer fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste Winston C hurchill. Kam pen for at overleve Lo rd M oran (K. V. Nielsen) 516 Tom m y Atkins. John Laffin (K. V. Nielsen) Dagen uden nåde. Alan White (red)

5 Fransk strategisk tænkning* Gennem tiderne har det været understreget, at de forhold, hvorunder krig føres, er underkastet en stadig forandringens lov; at der ikke gives noget fast system for strategien eller nogen bestemt recept for krigsførelsen. Alligevel gav det 19. århundredes strategiske verdensbillede indtryk af et nogenlunde stabilt principielt system, hvor både indhold af begreber, generelle handlingsmønstre og visse synspunkter i valget mellem dem måtte betragtes som konstante. Tolkningen af Clausewitz har været afgørende for denne opfattelse. Krigskunsten opdcltes i krigens politik, strategien og taktikken. Politikken skulle bestemme krigens mål, fordelingen af de væbnede styrker og koordineringen af operationerne. Strategien var disponeringen af de væbnede styrker uden for fjendens rækkevidde, og taktikken disponeringen på selve kamppladsen. Strategi opfattedes måske i nogen grad som følge af fejltolkning af Clausewitz, forårsaget af det 19. århundredes politiske og militære forudsætninger alene som begrænset til den militære sfære, til den besluttede krig og kampen mellem de to modstanderes væbnede styrker. Opfattelsen af, at afgørelse alene kunne opnås gennem nedkæmpelse af fjendens væbnede styrker på slagmarken, fæstnede sig som stratigisk princip og førte til en binding af politikken til dette alternativ, når fredelige løsninger ikke kunne opnås. Begge verdenskrige i vort århundrede blev ført i overensstemmelse med dette synspunkt. Under indtryk af denne binding blev der i mellemkrigsårene gjort forsøg på at finde frem til en anden strategi, som hurtigere og med mindre totale tab kunne bringe en afgørelse. Douliets teorier om luftkrigsførelse og Liddell Harts teori om Indirect Approach er eksempler på dette. På taktikkens område søgte man tilsvarende ved udnyttelse af den rivende teknologiske udvikling at skabe nye våbensystemer, som kunne fremskynde afgørelserne. De strategiske vurderinger lagde imidlertid stadig vægt på, at alene materiel og produktionsmæssig overlegenhed var virkelige krigsafgørende faktorer. 2. verdenskrig demonstrerede til fulde, at spørgsmålet om krig og fred griber afgørende ind på alle en stats områder og beslaglægger dens samlede ressourcer. Tilkomsten af kernevåben har yderligere understreget

6 142 Fransk strategisk tænkning nødvendigheden af, at vurderinger og beslutninger må ske ud fra nye kriterier, forskellige fra det 19. århundredes. De må ske på et højere plan og under medvirken af en samlet repræsentantion af indsigt og interesser samt myndighed. Netop fordi problemstillingen er så tydeligt ændret, er der i tiden efter 1. verdenskrig fremkommet en betydelig litteratur om strategiske eller som det nu undertiden kaldes, sikkerhedspolitiske problemer. E t fællestræk er imidlertid, at den i hovedsagen er en behandling af enkelte alternativer, specielt med henblik på modsætningsforholdet mellem øst og vest. V i står derfor nu i en situation, hvor behovet for en nyvurdering af begrebet strategi er åbenbar, hvor klargøring af den strategiske terminologi er nødvendig, ikke blot ud fra en teoretisk interesse, men for at skabe mulighed for forståelse, sammenligning og vurdering af fremsatte synspunkter. E n sådan egentlig samlet fremstilling af strategibegrebet foreligger fra fransk side. Det følgende tager sigte på en redegørelse for denne nyeste franske opfattelse og på et forsøg på klarlæggelse af franske strategiske synspunkter, idet en egentlig vurdering af fransk sikkerhedspolitik herunder specielt kernevåbnenes rolle ligger uden for denne redegørelses formål. I bogen Introduction a la Stratégie har general Beaufre givet en samlet fremstilling af strategien.*) Ifølge Beaufre er det vigtigt at gøre sig klart, at strategi ikke er eller kan være en enkelt doktrin. Strategi er derimod en metode for tænkning, der tillader at klassificere og prioritere begivenhederne for derefter at kunne vælge de mest effektive fremgangsmåder til opnåelse af opstillede politiske mål. T il hver situation vil der være en særlig strategi, som imødekommer dette krav, men den samme strategi kan være uegnet i andre situationer. De metoder, der kan være tale om, findes langt fra alene inden for den militære sektor. K rig er idag potentiel total. Den foregår på alle områder: politiske, økonomiske, diplomatiske og militære. Også den»kolde krig«, som Beaufre allerede i 1939 benævnte som Pair-Guerre (dengang i almindelighed omtalt som H vid Krig), indeholder de samme karakteristika, men med forskellig intensitet. Strategien må derfor være total og omfatte alle disse felter. Den strategiske ide må udvides til at *) Også udkommet på engelsk under titlen An Introduction to Strategy, Faber and Faber, London 1965, (Arnold Busck Boghandel, kr. 29,-.)

7 Fransk strategisk tænkning 143 dække alle faktorer, der indgår i beslutningsakten. Strategien bliver derved ikke begrænset alene til den militære sfære, til den klassiske opfattelse af strategien som et bindeled mellem civile og militære problemstillinger. Strategien skal tværtimod som den virksomhed, hvorved udenrigspolitiske mål nås tilsikre, at dette sker med fuldt overblik og grundigt underbyggede afgørelser. Strategien kommer herved til at indtage en klar placering i forhold til politikken; politikken er det overordnede begreb i et hieraki, strategien det underordnede. Strategien vil yderligere kunne indordnes i en rangfølge med totalstrategien (Strategie totale) øverst på en strategisk pyramide. Beufre tager med dette, i modsætning til Raymond Aron, klar afstand fra den»klassiske«opfattelse af dobbeltheden strategi-diplomati. Derimod synes Beaufre at være i overensstemmelse med Clausewitz, når han taler om das Auffassen der geistigen Kräfte, die im Spiel sind. Aber auch bei diesem sind die Geistesverwicklungen----nur in den höchsten Regionen der Strategie zu suchen, da wo sie an die P o litik und Staatskunst grenzt oder vielmehr beides selbst wird.*) I overensstemmeles med udvidelsen af strategien til ikke alene at omfatte indsatsen af militær magt, altså militær strategi, definerer Beaufre strategi som kunsten at bruge magt, således at den bidrager til opnåelse af de politiske mål (»l art de faire concourir la force å atteindre les buts de la politique«). Den abstrakte kerne i strategien er den kunst, hvormed to over for hinanden stående viljer udveksler argumenter, når de anvender magt for at løse en indbyrdes strid. I overensstemmelse hermed foreligger den strategiske afgørelse, når den psykologiske virkning af modstanderen er af en sådan art, at ban er overbevist om det unyttige i at indlede en strid euer i at fortsætte en allerede indledet. Da strategiens mål varierer, må også midlerne variere i overensstemmelse med, hvad der i det enkelte tilfælde bedst fører til det ønskede psykologiske resultat. Skalaen af midler rækker lige fra anvendelse af kernevåben over trussel om anvendelse af militær magt, diplomatisk pres og propaganda til forhandling om handelsaftaler. Med en sådan mangfoldighed af midler er det nødvendigt at planlægge deres rette anvendelse. Dette fører til udarbejdelse af strategiske planer, for hvilke følgende strategiske modeller vil være karakteristiske: *) Clausevitz: Vom Kriege, Dümlers Verlag, Bonn, 1952, side 245.

8 144 Fransk strategisk tænkning 1. Direkte trussel (menace directe) om militær magtanvendelse finder anvendelse, når man råder over meget kraftige midler, og målet er begrænset, eksempelvis til at afholde modstanderen fra at ændre en etableret status quo. Den kernefysiske afskrækkelsesstrategi er eksempel på denne model. 2. E r målet stadig begrænset, men midlerne ikke af en sådan størrelsesorden, at de kan konstituere en afgørende trussel, søges afgørelsen gennem mere eller mindre listige aktioner af politisk, diplomatisk eller økonomisk karakter. Denne model for indirekte pres (pression indirecte) eksemplificeres af den nazistiske og kommunistiske strategi. 3. E r handlingsfriheden snæver, midlerne begrænsede, men målet betydningsfuldt, søges afgørelsen gennem en serie af successive aktioner (actions successives), der kombinerer direkte trussel og indirekte pres med begrænset anvendelse af magtmidler. De europæiske krige i det 18. århundrede og Hitlers strategi i perioden er illustrationer af denne model. Liddell Hart har med sin teori om Indirect Approach illustreret, hvorledes en sømagt, der har naturlig beskyttelse, efterhånden vil kunne opnå store resultater med begrænset indsættelse af midler i overensstemmelse med denne model. 4. E r handlingsfriheden stor, men de disponible midler for svage til at opnå en militær afgørelse, kan man tage sin tilflugt til en strategi, der trækker konflikten ud med henblik på at udmatte modstanderen og tære på hans moral. Denne model, som Beaufre karakteriserer som la lutte totale prolongée de faible intensité militaire, har været karakteristisk for dekoloniseringskrigene efter 2. verdenskrig og Mao Tse Tung dens fornemste teoretiker. 5. E r de rådige militære midler tilstrækkeligt kraftfulde, kan afgørelsen søges gennem en væbnet og om muligt kortvarig konflikt. Den væbnede konflikt sigtende mod en militær sejr (conflit violent visant la victoire militaire) svarer til den klassiske strategi, som kodificeret af Clausewitz bl. a. efter studiet af Napoleons felttog. Dens teori har behersket den europæiske strategi i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede; begge de to verdenskrige var et resultat af denne ortodokse strategi. Valget mellem de beskrevne fem modeller, der repræsenterer hoved-

9 Fransk strategisk tænkning 145 typer, indgår i tota lstra tegien, det, Beaufre kalder Strategie totale, svarende til det britiske udtryk g ra n d strategy, det amerikanske n a tio n a l strategy og det tyske a llg e m e in e Strategie. Totalstrategien, der danner toppen af den strategiske pyramide, er umiddelbart en del af regeringsvirksomheden, direkte under statslederen d. v. s. den politiske ledelse og beskæftiger sig med planlægning for den totale konflikt (jf. den amerikanske definition på national strategy). Dens virksomhed udgøres af rådgivning fra og koordination af de af samfundets hovedsektorer, den skal spille på: den politiske, diplomatiske, økonomiske, militære m. v. I overensstemmelse med de foran beskrevne modeller varierer den relative betydning af de forskellige sektorer. Den militære sektor er i virkeligheden kun fremherskende i den sidste model. Dog vil ingen af modellerne kunne virke, med mindre den militære magt er baggrund og fundament. Inden for hver af de totalstrategien underordnede hovedsektorer må skabes en samlet koordineret strategi, Strategie genér ale (politisk, diplomatisk, økonomisk, militær) for sektorens forskellige led i overensstemmelse med totalstrategiens opgavestilling. Dette er efter Beaufres mening tilgodeset inden for den militære sektor, mens der for andre områder er meget at indhente, før strategien vil kunne spille effektivt på det nødvendige register. Skal stratégie générale placeres i den strategiske pyramide, er det den virksomhed, som praktiseres af pågældende minister, støttet af hans øverste embedsmænd. Inden for den enkelte hovedsektor er der yderligere behov for at tale om en særlig strategi. Den er bindeleddet mellem ideen og udførelsen, mellem det, man vil eller hør gøre, og det, som de tekniske muligheder tillader. Beaufre benævner dette niveau af strategien som stratégie operationelle, svarende til det tyske udtryk Operationen (Strategische Operationen) og det angelsaksiske operations (Strategie operations). Stratégie opérationelle er det niveau på hvilket en valgt, måske ovenfra beordret, strategi bliver vejet mod det mulige, taktisk og teknisk kapacitet taget i betragtning. Her tager man derfor i særdeleshed på forberedelsesstadiet de forholdsregler, som opgaverne fra den højere strategi ventes at kræve, men herfra sker også en tilbagekobling til denne og dermed til udformningen af opgaverne. Her vil særlig i atomalderen politiske påbud og forhud (herunder underforståede restriktioner) kunne

10 146 Fransk strategisk tænkning gribe regulerende ind. Dette fører da også Beaufre til specielt at undersøge, hvad han benævner som Strategie atomique. De grundlæggende karakteristika ved atomalderen er ifølge Beaufre: manglen på forhold mellem kraft og masse. Det krævede 1000 luftfartøjer at ødelægge Hamborg. Idag kan det samme gøres på en enkelt mission af et enkelt våben. en næsten total mobilitet, som står i stærk kontrast til massehærenes træghed, og som sætter den ekstraordinære kraft i stand til at nå et hvilketsomhelst punkt inden for modstanderens territorium. For at beskytte sig mod denne fare, der er uden fortilfælde, eksisterer der efter Beaufres opfattelse fire typer af mulig beskyttelse: Præventiv ødelæggelse (destruction präventive) af modstanderens våben som et direkte offensivt middel. Imødegåelse finterception) af modstanderens atomvåben, som et defensivt middel. Fysisk beskyttelse (protection physique) mod virkningen af atomvåben, som et defensivt middel. Trussel om gengældelse (menaee de représailles), som et indirekte offensivt middel. Atomstrategien er et klart udtryk for en total strategi. Den indeholder betydelige elementer af såvel politisk, psykologisk, financiel og økonomisk samt militær art. Beaufre understreger betydningen af at opretholde usikkerlied hos modparten vedrørende den reaktion, hans forholdsregler vil blive mødt med. Afskrækkelsessystemet må dække flest mulige angrebsalternativer. Når først det er etableret og stabiliseret, vil muligheden for udvikling af en virkelig fredsbevarende strategi være til stede. Denne strategi (Strategie directe), som atomstrategien er udtryk for, vil dog ikke være fredsbevarende i en sådan grad, at den vil kunne hindre svagere grader af aggression fra propaganda over økonomisk pres og oprør til mindre kup, således som de er indeholdt i de af Beaufre opstillede strategiske modeller 2, 3 og 4. Disse former karakteriserer Beaufre som Strategie indirecte. Over for disse findes endnu ingen effektiv afskrækkelse, og den indirekte strategi har et betydeligt spillerum inden for rammen af det øvrige afskrækkelsessystem. Det at etablere en effektiv afskrækkelse inden for dette system må i højere grad end ellers ske ved politiske midler. Alle muligheder bør samordnes, og enhver forandring i det givne

11 Fransk strategisk tænkning 147 grundlag både faktiske og i vurderinger må give sig udtryk i valg af metoder og midler. For Beaufre bliver strategi således en almengyldig metode for systematisk tænkning. Strategibegrebet kommer ikke alene til at omfatte valg af metoder og midler og deres anvendelse i krig og/eller under mindre fremskredne konflikter samt planerne herfor; det kommer til at omfatte også alle forberedelser i fred, både for at gennemføre en væbnet konflikt, for at undgå den og for at tiltvinge sig ønskede fordele ved pression med andre midler, samt endelig for retablering af samfundet efter en væbnet konflikt. Da Beaufre udtrykkeligt anfører, at der over for de former, som han karakteriserer som stratégie indirecte, ikke findes nogen effektiv afskrækkelse, men at formerne er direkte politisk anvendelige i konflikter (hvad de afskrækkende ifølge sagens natur ikke er), ville det forekomme mere logisk at vende op og ned på Beaufres direkte og indirekte former, således at de, der er politisk anvendelige i konflikter, kaldes de direkte, og de, der er politisk uanvendelige i konflikter, kaldes indirekte, da de ikke sigter på at skulle anvendes (deterrent). Det eneste eksempel på en egentlig direkte atomstrategi er den massive gengældelsesstrategi (massive retaliation). Man kan måske her se en af årsagerne til, at Ailleret som pragmatiker ikke ganske er på linie med teoretikeren Beaufre. Mens Beaufre nemlig i højere grad beskæftiger sig med strategiens teoretiske grundlag, metoder og midler, står general Ailleret som eksponent for den praktiske udformning og gennemførelse af gældende fransk strategisk tænkning; en naturlig konsekvens af hans placering som den franske regerings øverste m ilitære rådgiver (Forsvarschef). Ifølge Ailleret er strategi en virksomhed, som er afhængig af alt for mange materielle og menneskelige parametre til at kunne indpasses i en generel teori, fra hvilken dens anvendelsesmuligheder vil kunne udledes. Ailleret mener det derfor hensigtsmæssigt, at man i stedet for substantivet strategi afgrænser karakteristikken strategisk for dermed at angive virksomheden på visse niveauer for ledelse af og forberedelser til krig og operationer. De niveauer, Ailleret betegner som strategiske, er - - set ud fra et kvantitativt synspunkt den øverste statsledelse med dens rådgivere og de selvstændige chefer, som får opgaver og direktiver herfra. Ailleret understreger dog også det kvalitative indhold i strategien ved at anføre, at en operation, som i sig selv er en enkelt taktisk eller teknisk

12 148 Fransk strategisk tænkning handling, set fra et tilstrækkeligt højt niveau kan have en strategisk værdi. Der findes ingen grundlæggende strategisk teori, siger Ailleret, ud over den, der omfatter formulering af sandheder i overensstemmelse med sund fornuft, således som de kan findes i»krigsførelsens store principper«. Der synes i denne formulering ikke at være nogen fundamental forskel fra Beaufres opfattelse af strategien som en metode for logisk tænkning. Ailleret slår fast, at praktiske studier af strategi må baseres på objektiv undersøgelse af situationer, som kan tænkes at opstå i fremtiden, og ses som funktion af de midler, der er til rådighed og kan bringes i anvendelse. Sådanne studier, siger Ailleret, kan lettes gennem studiet af memoirer, skrevet af politiske ledere under tidligere krige og af militære ledere, der har haft ansvar for operationerne. Man må imidlertid gøre sig deres begrænsning klar. De kan alene forklare det problemkompleks, som de pågældende har været konfronteret med; de kan ikke være rettesnor for, hvorledes fremtidens problemer bør løses. Blandt de væsentligste af de parametre, der indgår i den objektive disciplin, som Ailleret opfatter strategien som, anføres nationen. Det er til fordel for denne, strategien til enhver tid må bringes i anvendelse. Ailleret henviser i denne forbindelse til Focli, der i sin behandling af krigsførelsens principper i 1903 citerer von der Goltz for følgende udtalelse : Den, der skriver om strategi og taktik, skal tvinge sig selv til udelukkende at behandle national strategi og taktik som er det eneste, der vil kunne være til nytte for den nation, han behandler. På det tidspunkt, da Foch understregede strategiens nationale karakter, eksisterede ingen af de tendenser til dannelse af magtblokke og alliancer, som vi oplever idag. Ailleret argumenterer imidlertid videre til øjeblikkets situation og understreger nationernes overordnede placering i forhold til magtblokke og alliancer. Spørgsmålet er måske, om Ailleret har ret i denne argumentation henset til, at kernevåbnenes virkning rækker langt ud over den enkelte stats grænser. Staten kan følgelig ikke mere»rumme«problemernes størrelsesorden, hvilket understreger staternes gensidige afhængighed. De to verdenskrige, siger Ailleret, har vist, at det for at nå stillede mål har været nødvendigt og ønskeligt at etablere alliancer, som endog har pålagt den nationale strategi sådanne restriktioner som etablering af fælles overkommando over alle alliancens styrker, der var engageret i

13 Fransk strategisk tænkning 149 den fælles operation. Men dette har kun været udtryk for en samling af anstrengelserne for at nå målet for en fælles politik, som ikke nødvendigvis betød en fuldstændig sammensmeltning af de enkelte medlemmers politiske synspunkter eller strategi. Netop fordi forskellige landes politik og strategi har fælles mål, kan der skabes alliancer til opnåelse af disse. E r det imidlertid således, at der, trods fælles mål, er for mange afvigende opfattelser eller endog modsætninger, så vil et forsøg på, hen over hovedet på disse modsætninger, at skabe en fælles strategi kun medvirke til at gøre vold på de involverede staters suverænitet. Hvis enkelte afslår at acceptere tab af suverænitet, kan det have alliancens opløsning til følge. Samarbejde om koordination af kræfterne vil dog kunne etableres på et lavere plan, simplest som en forening af kræfterne uden nogen a priori koordination. Skal der udvikles en strategi for en alliance til opnåelse af et specielt mål, er det vigtigt, at man gør sig klart, at dette ikke kan ske på samme måde, som man udvikler en nations strategi. Først må nemlig den nationale strategi fastlægges, herunder de nationale ressourcers anvendelse i denne sammenhæng, derefter kan man kombinere de dele af den nationale strategi med tilsvarende dele af allierede landes nationale strategi, der ligger inden for rammen af de fælles mål, som søges nået. Følges denne fremgangsmåde ikke, kan det føre til alvorlig forvirring mellem alliancens strategi og de enkelte medlemslandes nationale strategi. Denne forvirring kan før eller senere føre t il: - enten at det enkelte lands selvstændighed forsvinder, således at det mere eller mindre bliver et protektorat af alliancen eller den dominerende stat inden for denne, eller at en egnet national strategi erstattes af en alliancestrategi, som i sidste ende vil vise sig mindre egnet som svar på den pågældende nations sikkerhedskrav. Ud fra en argumentation som denne er det Ailleret afviser doktrinen om flexible response som tilstrækkelig garanti for Europas og dermed Frankrigs sikkerhed. Hvad der inden for rammen af denne doktrin for U SA kan se ud som en indledende fase, kan for de europæiske nationer være ensbetydende med ødelæggelse eller besættelse af sovjettiske tropper. Frankrigs nationale sikkerhed kan følgelig kun tilfredsstilles ved en doktrin, der giver en efter fransk opfattelse tilstrækkelig troværdig trussel om gengældelse til, at en væbnet konflikt i Europa overhovedet undgås. Dette kan godt ske inden for rammerne af en alliances fælles sikkerheds-

14 150 Fransk strategisk tænkning system, men den valgte strategi må i overensstemmelse med den anførte argumentation tage afgørende hensyn til de enkelte medlemslandes nationale sikkerhedskrav. Ud fra samme grundsynspunkt vedrørende den nationale strategis absolut overordnede rolle i forhold til allianccstrategien når general Gallois (jf. Kissingers analyse i Survival nr. 5/1964) til den opfattelse, at kernevåbnene har gjort kollektive sikkerhedssystemer forældede. Ansigt til ansigt med risikoen for total ødelæggelse vil ingen nation sætte sin egen sikkerhed på spil. Enhver nation må derfor, efter Gallois opfattelse, have sit eget kernevåhenarsenal, der sætter den i stand til at præstere en tilstrækkelig troværdig trussel om gengældelse, evt. forsvare sig mod væbnet magtanvendelse, og så iøvrigt overlade andre nationer til deres egen skæbne. Den nærmere gennemgang af argumentationen bag kernevåbnenes rolle i den franske strategiske tænkning falder som indledningsvis anført uden for denne redegørelses rammer. g y i elserl Litteraturhenvisninger : Allieret: Allieret: Beaufre: Beaufre: Beaufre: Greiner: The Character of Strategy. Survival vol 7, no 3 may-june 1965 efter Revue de Defence Nationale (RD N ), februar Flexible Response: A French View. Survival vol 6, no 6 november-december 1964, efter R D N, august-september Introduction å la Strategie. Arm and Colin, Paris Resumeret af forfatteren i R D N december 1963, aftrykt i Survival vol 6, no 2, marts-april 1964 under titlen: A Conseption of Strategy. Dissuasion et Strategie. Arm and Colin. Paris Resumeret af forfatteren i R D N, december Strategie de Dissuasion et Stratégie de Guerre. R D N mai M ilitärische Operationen heute. Wehrkunde, Hefte 8, august Gåsted & Bjoreman: Om Strategibegrebet. Kungl. Krigsvetenskabs Akademiens Handlingar och Tidsskrift, 1. håftet Hansteen: Strategi. Nye synspunkter. Norsk M ilitæ rt Tidsskrift 11. hefte Kissinger: Coalitions and Nuclear Diplomacy. Survival vol 6, no 5, september-october 1964, efter Foreign Affairs, july Must we reform N A T O? Survival vol 8, no 1, jan 1966, efter Politique Etrangère no 3, 1965.