Nr. 8: Hvor vigtigt er fællesspisning for dig?

Transkript

1 Nr. 8: Hvor vigtigt er fællesspisning for dig? Efteråret 2018: Den store mødesal er 2/3 fyldt. Jeg vil tro, vi er omkring 100 mennesker på 12 rækker. Adskillige af de yngre par har småbørn med, et par af dem klynker trætte og bliver diskret trøstet ude på trappeopgangen. Tre- fire kvinder er gravide, en hel del er par i 30 erne og 40 erne, mens godt en femtedel er gråhårede og på samme alder som mig. Der er en svag overvægt af kvinder i den gruppe. Vi er til informationsmøde om et bofællesskab i en stor by, et projekt, der har været undervejs nogle år, og hvor byggefasen påbegyndes om et halvt år. Om halvandet år kan boligerne stå færdige. De, som er mødt op, har skrevet sig på venteliste til en bolig eller har allerede taget beslutningen og talt med banken om at låne til køb af en større eller mindre enhed i bofællesskabet. Kan 220 personer blive enige? Det er første gang, jeg er til et møde, hvor der præsenteres et bofællesskab, der er i støbeskeen. Flere og flere af disse dukker op som byggeprojekter over hele landet. Min mand og jeg er meget interesserede, men ved ikke helt, hvad

2 det indebærer. Jeg vover knap at hilse på dem, der sidder ved siden af mig, men smiler venligt det kunne jo blive naboer. Som aftenen skrider frem, lærer jeg nye udtryk: Kompaktbolig, fællesspisning for tumlingefamilier, værdifællesskab, cocreation om regelsæt, teenageområder, delebiler i kældergaragen. Fællesskabet er kort sagt bygget op om, at man har en lille bolig på forholdsvis få kvadratmeter, der så til gengæld er optimalt indrettet til de grundlæggende aktiviteter. Fællesfaciliteter er blandt andet to storkøkkener, hvor man spiser økologisk mad sammen hver dag. Det går op for mig, at der er to køkkener, fordi det ikke er så hensigtsmæssigt at spise sammen alle 220 personer, som man anslår, der sådan cirka kommer til at bo. Jeg tænker ikke så meget over antallet i første omgang, men da der opstår en diskussion om, hvordan gårdområdet mellem de fire boligblokke skal indrettes, påpeger bygherren, at det jo er op til beboerne at blive enige om. Da er det, jeg tænker, at det måske er lige lovlig mange, der skal blive enige om et lige lovligt lille areal. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men oplysningen er faktisk den afgørende for mig jeg kan sagtens forestille mig, at man kan blive rygende uenige i et fællesskab, bare man er 5-6 personer, men hvad så med 220 forskellige meninger? Bliver det nemmere eller sværere at blive enige? Jeg afgjorde med mig selv på vejen ud, at jeg ikke kommer til at finde ud af det i praksis dér. Grænser for fællesskab? Både min mand og jeg kunne godt tænke os at bo sammen med andre, men endnu har modellen for, hvordan det skal foregå, ikke taget form. Mødet gav rigeligt input til diskussionen om, hvad det egentlig er, vi forestiller os med at bo sammen med andre. Hvor går grænserne for fællesskabet, hvordan ser en praktisk hverdag ud, nu hvor vi ikke er helt unge og har fået faste vaner og måske også nogle andre personlige grænser, end da vi var helt unge? Hvor tæt kan man bo? Hvor meget vil man have fælles?

3 Jeg blev engang spurgt, om jeg ville være med i et kollektiv med nogen, jeg virkelig så op til. Jeg var fyr og flamme, mødte de andre og syntes, den store lejlighed, vi skulle dele, var fed. Men jeg var nyforelsket i en mand, der ikke skulle bo der, foreløbig i hvert fald, og spurgte, om den fællesspisning, som fulgte med, var bindende hvis jeg for eksempel ville dele en flaske champagne og nogle østers med den udkårne, kunne jeg så gøre det på mit værelse uden at dele det hele med de andre? Nej, var svaret. Derfor kom jeg aldrig til at bo i et kollektiv. Omvendt har min mand igennem en del år boet i kollektiv på en stor gård med fællesstue, fælleskøkken, husmøder og madturnus, men også med enkelte separate køkkener til børnefamilier, så man kunne passe sig selv engang imellem. Min storebror på 65 har boet i forskellige kollektiver først uden og siden med kone og børn i de seneste 22 år, det seneste kun med ét fælles køkken på en gammel gård. Kollektiver, der selvfølgelig har haft udfordringer, men også sjove fester. De har trukket på samme hammel, når køkkenhaven skulle passes eller en af længerne bygges om, og frem for alt haft tætte relationer og en ansvarlighed over for hinanden. Ville vi trives i noget lignende i dag? Skal vi flytte mere end én gang til? Vi kunne jo også bare fortsætte med at bo helt alene, altså os to sammen. Hidtil har vi haft i tankerne at flytte i en lejebolig i nærheden og fortsætte tosomheden. Men vi er så gamle, at vi hurtigt kan blive kun én. Og er det så særlig sjovt at bo helt alene i et smukt hus på landet, måske med udsigt over vandet, men langt til nærmeste nabo, nærmeste selskab, nærmeste samtale? Vil en af os synes, det var sjovt at blive gammel alene her, når vi mistede den anden? Eller skulle den længst levende fra begyndelsen indrette sig på at skulle flytte én gang til? Min mand har tilkendegivet, at aldersforskellen på 14 år gør, at den næste bolig primært bliver bestemt af mig, da det er mig, der statistisk set lever længst. Det er meget storsindet af ham. Omvendt har jeg det sådan, at hvis han allerhelst

4 vil bo ved vandet i de år, der er tilbage, så lad os da gøre det med eller uden naboer, og så flytter jeg bare en gang til, når han er død, for jeg har formentlig ikke lyst til at bo alene. Men orker jeg det? Og hvad hvis vi bliver rigtig gamle begge to er det så fornuftigt at bo uden særlig mange andre i nærheden? Vi føler begge, det alt for tidligt at søge ind mod ældreboliger, hvor man kan være under tilsyn, hvis man bliver dårlig. Vi er raske og rørige og har slet ikke det behov endnu. Det kan selvfølgelig komme, men så er livssituationen formentlig også en helt, helt anden end den, vi regner med at have nu. "Kan din skole bruges som bofællesskab?" En kvinde ledte efter bygninger, der kunne bruges som bofællesskab. Det endte med, at hun blev interesseret i den gamle landsbyskole på Falster. Foto: Abelone Glahn/Screenshot fra Facebook De mange tanker faldt ikke lige med det samme på plads. Et stykke tid derefter kom der et opslag på Facebook, som satte yderligere gang i vores diskussioner. En kvinde efterlyste store ejendomme i mit lokalområde, tidligere plejehjem, tidligere kommunale administrationsbygninger eller tidligere skoler. Hun ville starte et kunstnerkollektiv og søgte både egnede ejendomme og bofæller, der ville være med til at lave et bofællesskab. Jeg skrev til hende, at der i vores område lå to tidligere plejehjem, som kunne være meget egnede, samt endnu en gammel skole, som var noget større end vores. Hendes svar kom prompte: Jamen, kan din skole bruges som bofællesskab? Jeg blev fuldstændig paf, for denne kvinde havde travlt, og på opslagene i tråden kunne jeg se, at hun allerede havde fundet 2-3 mulige samboere. Stop, stop, tænkte jeg som det første vel er huset aldeles velegnet til kollektiv, men jeg skal bare ikke ud af mit hus nu! Det var jeg slet ikke klar til. Dernæst tænkte jeg: Hm, måske kan vi være dem, der indretter bofællesskab her i huset? Måske er det lige præcis os, der skal tage føringen og finde

5 familier/enlige, der vil dele denne bolig med os? Det vil da ikke være helt skævt hovedhuset er oprindeligt indrettet til to lejligheder, en til overlærerens familie, og en til hjælpelæreren, og i de tilbygninger, der er kommet til, kan der også snildt bo endnu en familie. Men hvordan gør man så lige det? Deler op i ejerandele eller bliver udlejer? Hvem kunne vi tænke os at bo sammen med? Kunne det blive sammen med venner, som er i samme situation? Eller kunne det blive sammen med familie vi vil jo ikke have noget imod at bo sammen med vores børn, men vil børnene bo her igen? Måske skulle det snarere være et kollektiv, ikke bofællesskab? Skal der være fælleskøkken, eller skal der indrettes flere køkkener? Og hvor megen opbygning ville det kræve? Pyha, sved på panden. Om vi laver kollektiv eller bofællesskab her, svæver fortsat i det uvisse. Måltidet som samlingspunkt Facebookopslaget skærpede imidlertid overvejelserne om fællesskab på en helt anden måde end stormødet med de mange beboere: Hvad er det egentlig, der er vigtigst for os, hvis vi vil bo i et fællesskab, om det så er kollektiv eller bofællesskab med individuelle boliger? Vi nåede frem til noget helt basalt - at et fællesskab skal være nemt at opsøge uden at være påtvunget hele tiden. Kunne vi udkrystallisere dette behov mere konkret? Ja, i muligheden for at spise sammen med andre: Når jeg taler med mennesker, der har mistet deres kære, er det som regel aftnerne, der beskrives som de sværeste. At komme hjem til et tomt hus. At mangle klangbunden for almindelige daglige refleksioner. Ikke at have nogen at vende dagens små oplevelser med, ingen at kunne sige Det regnede på vejen hjem til, eller tale om de seneste nyheder. Den slags finder ofte sted under et måltid. Skulle jeg vælge det vigtigste for mig ved et fællesskab, ville det være at kunne spise sammen med andre mennesker, som jeg ikke skal præsenteres for på ny hver eneste gang. Ikke nødvendigvis spise sammen hver eneste dag, men muligheden skulle være der. Det er blevet meget populært med

6 fællesspisninger og spiseklubber: I vores område har flere forsamlingshuse fællesspisninger en gang om ugen, og i de større byer er der masser af muligheder for fællesspisning. Men jeg søger også genkendeligheden, fortroligheden, trygheden ved at kende de fleste omkring et bord. Bliver jeg enke, vil jeg nok opsøge disse fællesspisninger, men også blive udmattet af netop at skulle være opsøgende hele tiden for at få mine sociale kontakter dækket. Og genkendeligheden, fortroligheden og i sidste ende også ansvarligheden for de andre - ville ikke nødvendigvis opstå, hvis der var nye, fremmede medspisende hver gang. For sjov tog jeg testen på Hjem til den tredje alder, hvor man kan teste om man er klar til et fællesskab, og satte kun kryds i Fællesspisning. Svaret var: Du er glad for fællesskabet, men du har også brug for at kunne trække dig tilbage og være dig selv. Du kunne godt egne dig til et bofællesskab, hvor du bor i dit eget hus med køkken, bad og måske en have men hvor I også har fællesarealer, deles om forskellige opgaver og måske har en aftale om fællesspisning hver uge eller måned. Spot on! Jeg gik direkte ud og købte champagne og østers og delte måltidet samme aften med min mand. Læs næste gang om at få vurderet sit indbo af et auktionshus og om at bruge Pinterest til at opsamle ideer. Af: journalist Abelone Glahn fotograf Lisbeth Holten Se flere artikler med temaet: Boformer