2. rejsebrev 3. praktik Cebu, Filippinerne Julie Andersen ps10c2

Transkript

1

2 Studerendes navn: Studienummer: .: Praktikperiode: 2. el. 3. Julie Andersen PS praktikperiode Praktik fra til: dd.mm.år: Institutionens navn: Institutionens adresse: Institutionens kontakt e- mail og evt. www: Missionaries of the Poor J. M. Basa Extension, Sawang Calero, Cebu City, Philippines Institutions type: Dag institution: Døgninstitution: X Målgruppe og aldersgruppe: Børn/unge: Mennesker med sociale problemer: Mennesker med nedsat funktionsevne: X Ansatte antal og uddannelsesmæssige baggrund: Fysiske rammer: Beliggenhed: Alder: Alder: Alder: 9 mdr. 23 år 6 health care mødre 1 sygeplejerske Tre katolske brødre + flere unge studerende katolske brødre 1 hjælper/vicevært Køkkenassistenter 1 socialrådgiver Børnehjemmet er opdelt i tre afdelinger, som hver består af sovesal/stue, hvor hvert barn har sin egen tremmeseng. Herudover er der køkken, toiletter/badeværelse og kontorer tilknyttet. Desuden er der et stort græsareal med legeplads og en tilbygning til ældre fra området. Missionaries of the Poor er beliggende i et overbefolket slumkvarter i bydelen Sawang Calero, Cebu City. Åbningstider: Døgnåbent børnehjem. Vores arbejdstider er ca. fra kl

3 Det faglige indhold på børnehjemmet Der kræves stor selvstændighed og selvdisciplin på børnehjemmet for at holde fagligheden oppe, da vi i vores dagligdag ikke omgås fagligt uddannede personale. Men da vi er interesserede i børnenes bedste og at børnene skal opnå udvikling, er vi studerende meget opmærksomme på at arbejde fagligt og diskutere de faglige problemstillinger, der opstår. Jeg er meget koncentreret omkring børnenes relationer og kommunikationen imellem barn/barn og voksen/barn. Jeg mener, at børnene kan opnå bedst og størst mulig udvikling samt glæde i hverdagen, ved at vi giver dem muligheden for at være sociale. Vi har allerede set en udvikling, idet de nu er meget opmærksomme på hinanden og opsøger hinanden på hver deres måde. Hvis et barn fx viser utilpashed, er nogle af børnene gode til at kommunikere det ud til os ved at pege og sige lyde. De viser altså stor omsorg for hinanden. Nogle af børnene trøster sågar hinanden, hvis de græder, hvilket, jeg mener, er en stor kompetence. Det betyder, at de er i stand til at bruge hinandens kompetencer den dag vi ikke er på børnehjemmet længere, hvilket er en stor trøst for mig. Der er sket stor udvikling hos børnene. Nogle har lært at sidde selv, og drengen til højre har lært at spise selv. Mange af børnene opsøger hinanden ved at prikke lidt til hinanden, sige lyde, kravle hen til andre børn, grine til hinanden eller lave en masse bevægelser foran et barn, de gerne vil i kontakt med. Herved kan vi også se børnenes kommunikative udvikling. Nogle af børnene er i stand til at lære nogle tegn, som vi bruger dagligt i vores kommunikation. Hos andre sker kommunikationen gennem kropssprog og hovedsageligt øjenkontakt. Jo bedre vi lærer hinanden at kende og jo mere udvikling, der sker, jo mere kommunikation bliver der hele tiden koblet på. Dette gælder både i barn/barn og i barn/voksen relationen.

4 Der bliver spillet på instrumenter og sunget, hvilket er en stor glæde. Kulturforskelle De unge nyder hinandens samvær Kulturforskellene har for mig været rigtig tydelige, idet jeg mener, at personalet har et langt mere mekanisk menneskesyn, hvorimod jeg selv mener at have et systemisk menneskesyn. Jeg lægger som sagt vægt på det sociale imellem mennesker og lægger vægt på barnets udvikling ud fra dets nærmeste udviklingszone samt barnets selv- og medbestemmelse. Personalet ser mere mennesket som en maskine. Det vigtigste for dem er børnenes basale behov, - at de får mad, får skiftet ble og at de ser pæne ud. Hvis et barn viser utilpashed, kan personalet ofte kun se den grund, at det er fordi barnet er sulten. Her mener jeg ofte at kunne se mange andre årsager. Et eksempel er at jeg skulle give et barn mad, som protesterede lidt og ikke viste interesse i at spise. Jeg valgte derfor at afvente lidt og ville gå tilbage til barnet senere, for derefter at se om han ville spise. Med det samme kom en af husmødrene og tog over, åbnede hans mund med magt og var meget fokuseret på at han skulle spise sin mad. Der opstår altså ofte dilemmaer, og det kan være svært for os studerende at tale om disse med personalet, da de ofte svarer på noget helt andet eller svarer ved at grine, da de ikke kan forstå vores synsvinkler. Børnehjemmets muligheder Det faste personales menneskesyn og kulturbaggrund har sat nogle begrænsninger i vores arbejde. Vi må fx ikke tage børnene med ud på græsplænen, da personalet siger, at det er for varmt for

5 børnene. Her har vi fundet et andet alternativ, - nemlig et udendørs overdækket område. Personalet vil heller ikke tillade os at tage børnene med uden for børnehjemmets område, fx med i svømmehal, stranden eller andet, da de mener at børnene vil blive syge. Måske kan det også skyldes Filippinernes negative syn på mennesker med funktionsevnenedsættelse, at personalet ikke vil tillade det, og at de derved er bange for, hvad børnene kunne komme ud til på den anden siden af porten. Udover dette har vi masser af muligheder med børnene og laver hver dag forskellige aktiviteter med dem, som er med til at udvikle børnenes kompetencer. Vi vælger ikke at holde os tilbage med forskellige aktiviteter, selv om vi ikke helt er klar over om personalet synes, at nogle af vores aktiviteter er for meget (fx vandplaskeri). Derfor kaster vi os bare ud i at lave aktiviteterne, uden nogen sparring med personalet, da vi ikke er interesserede i for mange begrænsninger ved at spørge om lov først. Vi kan også mærke, at personalet efterhånden har stor tillid til os og håber selvfølgeligm at de stiller undrende spørgsmål, hvis dette bliver nødvendigt for dem. Det er altså kun vores egen fantasi og kreativitet, der kan sætte begrænsningerne i forhold til aktiviteterne på børnehjemmet. Hjemme i Danmark har jeg været vant til at læse borgernes samværsvejledninger og evt. journaler på forhånd, hvilket fra start har givet et billede af borgeren, dennes kompetencer og eventuelle begrænsninger. Denne gang har jeg ikke haft denne mulighed og dermed ikke noget at gå ud fra på forhånd. Efter lidt tid i praktikken læste vi børnenes journaler, hvilket gav et meget overfladisk billede af dem, i og med at journalerne mere beskrev børnenes familiære bånd m.m.. Det har derfor ikke givet noget forhåndsbillede af børnene. Det er en utrolig god oplevelse og udfordring at lære børnene at kende kun ud fra vores egne oplevelser og erfaringer. Det kræver meget fagligt samarbejde blandt os studerende, da vi ofte bliver sat i nogle pædagogiske problemstillinger, som vi derhjemme har været vant til at snakke med en vejleder om, men da vi ingen vejleder har, har vi haft meget gavn af hinanden. Jeg mener allerede at have udviklet mig på mange områder i denne praktikperiode, - især hvad angår professionsbevidsthed, selvstændighed, kreativitet og samarbejde. Min fritid i Filippinerne Ud over mit ophold på børnehjemmet nyder jeg naturligvis den store oplevelse, det er at bo sammen med mine medstuderende i udlandet. Vi bor fire studerende sammen, som går i samme klasse på seminariet, i en stor lejlighed i området Mabolo i Cebu City. Vi er alle meget optagede af at opleve så meget som muligt og lære om den filippinske kultur, da kulturen er så meget anderledes, end

6 hvad vi er vant til hjemmefra. Stine og jeg, som både arbejder og bor sammen, tager fx jeepney (et af filippinernes offentlige transportmidler) hver dag til og fra arbejde, selv om det tager dobbelt så lang tid som med taxa, da vi synes det er sjovere at gøre som de lokale. De lokale Jeepneys I fritiden bruger vi meget hinanden som medstuderende ved at dele oplevelser fra hver vores praktiksteder, sparre fagligt med hinanden, samt få gode råd til nogle pædagogiske problemstillinger. I de fleste weekender arrangerer vi ture ud af den overbefolkede forurenede storby, hvor det kan være tiltrængt at komme ud til nogle mindre befolkede områder/øer med frisk luft, natur og strand. Her lejer vi ofte små motorcykler, som vi kører rundt på og oplever naturen og kulturen på egen hånd. Desuden mødes vi også en gang imellem med de øvrige pædagogstuderende, bl.a. hvor nogle af os har taget dykkercertifikat sammen, været til BBQ, bowling m.m.

7 Kulturmødet Der er ingen tvivl om at filippinerne generelt er meget venlige, glade og gæstfrie, selv om de fleste ikke har meget at dele ud af. Man bliver konstant mødt af lokale, som hilser enten ved at smile, råbe guapa (smukke), I love you, my friend osv. Man skal selvfølgelig ikke brokke sig over venligheden, men nogle gange kan man føle sig en smule udstillet og observeret, som om de aldrig har set et hvidt menneske før. Problemet er nok at vi ikke ligefrem kender denne enorme venlighed overfor fremmede hjemmefra. Men det kunne vi måske lære noget af hjemme i Danmark. Man kommer langt med et smil! Jeg nyder hvert øjeblik af mit fantastiske ophold her i Filippinerne og har ikke fortrudt mit valg om at tage i udenlandspraktik på noget tidspunkt. Mange hilsner fra Julie