Prædiken til midfaste kl i Engesvang

Transkript

1 1 Prædiken til midfaste kl i Engesvang Den mørke nat forgangen er 298 Helligånden trindt på jord 457 Du som gik foran os 69 - Du fødtes på jord 439 O, du Guds lam 539 v 4: Af mit lys i mørke Jesus sød 610 Bliv hos mig kære Herre Krist Hvad er det vigtigste i mit liv? Hvad har størst betydning for mig? Hvad ville jeg fortryde mest, hvis jeg i morgen lå og skulle dø? Hvad er det, der bærer mit liv? Og er det, der bærer mit liv, faktisk det, jeg ønsker det skal være? Det er alt sammen gode og nødvendige spørgsmål at stille sig selv fra tid til anden. Og ikke mindre hvis man skal vælge, beslutte sig eller komme til klarhed. Selv om det mærkelige ved os mennesker er, at vi ofte først for alvor får rede på, hvad der er vigtigst i vores liv, når vi ikke har det mere. Og først ved, hvad vi skulle have gjort, når det er for sent. Det dér med bagklogskaben. Og det forlæns liv, der forstås baglæns.

2 2 Mange af de millioner af mennesker der lige nu frister livet i flygtningelejre i og omkring Syrien og mange andre steder i verden - har levet et liv, der ligner vores. De har boet i gode huse med gode møbler, de har haft rindende vand i hanerne, koldt og varmt, wc og brusebad, de har købt ind og lavet mad og undertiden spist for meget, de har gået i seng og haft dyner og tæpper til at skærme sig mod nattekulden, de har vidst hvor deres venner og familie var og kunnet invitere dem, når der faldt. De har haft adgang til lægehjælp og til at se film, høre musik, læse bøger, de har festet og danset og set solopgangen uden at fortvivle. De har haft alt det, vi har, alt det, vi ikke hæfter os særligt ved, men som bare er der. Og midt i deres navnløse lidelser og al den frygtelig, der er ved deres liv nu, må de tænke, at de ikke skønnede nok på det, de havde, mens det var der. Det tror jeg i det mindste, for sådan det ville være for mig selv. Når man har det basale, så tænker man ikke over det. Det er ligesom med et godt helbred. Det bliver man først taknemmelig for, når man har været truet på det. Eller har mistet det. Men hvis alt det basale mangler, forestiller jeg mig, at det ikke er længsel efter åndelighed, der tynger én, så er det længsel efter brød, efter vand, efter varme. Men jeg er ikke sikker, jeg har aldrig for alvor prøvet det. Men jeg kan godt forstå den hob af fattige og fortrykte og sultne, der fulgte efter Jesus, så han er ved at blive tosset og må piske op i bjergene, og sejle frem og tilbage på Genesaret Sø for at få lidt fred. Jeg kan så godt forstå dem, jeg ville selv have været i blandt dem, om jeg havde levet dengang. Selvfølgelig følger de efter Jesus, fordi de blev mætte. Og hvad er der galt i det? Jeg gad nok se den sultne, der ikke gjorde det. Og umiddelbart forstår jeg ikke Jesus, jeg forstår ikke hvorfor han bliver så utilfreds med dem og siger, at de leder efter det forkerte. Hvis man ikke har

3 3 mad, hvis man ikke har til dagen og vejen, hvordan så have kræfter til de større ting, til troen, til håbet, til kærligheden? Og jeg kommer til at tænke på fortællingen fra 30 ernes USA, om hvordan landarbejderfamilier blev fordrevet fra deres jord og drog mod vest i faldefærdige lastbiler for dér at plukke frugt og tjene nok til at leve, men kun fandt fattigdom, hjemløshed, arbejdsløshed og lidelse. Og John Steinbeck, der har skrevet om det, beskriver hjertegribende og indlevende, hvordan livet går i opløsning, hvordan bånd mellem mennesker rives over og ødelægges, hvordan enhver bliver sig selv nærmest, når man mangler mad og ikke har et sted at være. Selvfølgelig følger de efter Jesus, fordi de blev mætte hvad ellers? Kan man tro, når man er sulten? Kan man elske, kan man håbe? Og hvad er det vigtigste i ens liv, når maven skriger og alting i kroppen er sløvt af sult? - Og nu kan jeg godt høre, at jeg er i gang med at gå i rette med Guds søn, min bror og frelser, fordi han bebrejder mængden, at de kun kommer, for at blive mætte. Og at det ikke er helt retfærdigt. --- For folkemængden er jo fulgt efter Jesus netop fordi, han har haft øje for de slunkne maver og kroppens behov for mad. Dagen forinden mættede han dem i ødemarken, hvortil de nærmest havde forfulgt ham. Uden at medbringe hverken vådt eller tørt. Bortset fra drengen, hvis madpakke kom til at mætte dem alle, flere tusinde. Og nu vil de have mere, han mættede dem i går og kan vel også gøre det i dag. Men da er det så, Jesus siger, at han ikke laver brød, han er brød, livets brød. Ved nærmere eftertanke giver hans afvisning god mening. Man behøver ikke stor fantasi for at forestille sig, hvad der ville ske, hvis Jesus havde nogle

4 4 tusinde mennesker i sit følge, som forventede at blive mætte til spisetid hver dag, hvordan nogen af dem efter blot et par dage ville tage lidt rigeligt af brødene og fiskene, så de kunne sælge det i landsbyerne, de kom igennem. Hvordan andre ville prøve at styre og overtage. Osv. osv. Det ville ikke du; alene at holde styre på sådan en flok ville være et fuldtidsjob i sig selv. Ret hurtigt ville romerne sikkert også få øje på dem og meje dem ned, så mange mennesker turde de ikke have gående rundt i flok. Men selvfølgelig følger de efter ham, for det ville da være enkelt at få brød uden at hverken at skulle arbejde for det eller betale. Og det Jesus siger til dem, da han afviser at lave mere brød, er vel bare, at han ikke kan fratage dem fratage os - det almindelige bøvl ved at leve: arbejdet, bekymringerne, besværet og sliddet, konflikterne og sorgerne. Jeg kan ikke tage livets vilkår fra jer, siger han, de er som de er. Der er slid og bekymring ved at leve, det har der altid været. Men siger Vorherre så - jeg kan give jer noget andet, jeg kan give jer noget mere, noget større og mægtigere, noget højere og dybere. Livets brød. Jeg kan give jer håbet, håbet om, at I aldrig er alene og at himlen findes; jeg kan give jer troen, ikke en tro på hvad som helst, men troen på, at intet kan skille jer fra Gud, og jeg kan give jer kærligheden, den kærlighed, der tåler alt, udholder alt og aldrig hører op, den kærlighed, der går i døden for at frelse. Jeg er livets brød. Hvad er vigtigst i vore liv? Hvad er det, der bærer os?

5 5 Hvad har størst betydning for os?