Tale ved begravelsen af konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen i Brønshøj Kirke den 2. januar 2009.

Transkript

1 Feltpræst Kim Jacobsen: Tale ved begravelsen af konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen i Brønshøj Kirke den 2. januar Kære I der er til stede, kære kolleger, kære familie! I sidste uge kunne man i en avis under overskriften fred på jord læse følgende ord: Fred på jord er den mest elskede del af julebudskabet, og det vil også i år over hele jorden blive gentaget i utallige kirker og utallige salmer juleaften og juledag. Og fordi budskabet danner så konkrete billeder i vore sind, vil utallige af os også i år tænke med sorg på, hvor langt den virkelige jord er fra at være i fred. Her i Danmark vil mange mennesker tænke på de tre, der faldt i Helmand, Afghanistan, i fredags: Jacob Moe Jensen, Sebastian la Cour Holm og Benjamin Davi Sala Rasmussen. Ganske unge mænd alle tre, lige begyndt på livet og nu allerede døde. I en langvarig krig i et fjernt land. Artiklen slutter således: For Jacob, Sebastian og Benjamin er håbet, at deres offer ikke vil vise sig forgæves hils danske mødre, sagde afghanske kvinder, og sig dem tak. Tak dem inderligt, fordi de sender deres sønner for at kæmpe for vores sag. Forklar dem, hvor meget det betyder for os. Fred på jord er kun et håb. Men det er et håb, der er værd at kæmpe for. Det gjorde Jacob, Sebastian og Benjamin, og det gør hundreder af andre danske soldater i dette øjeblik. Lad os ære dem alle og ønske Fred på Jord. Så langt ordene i avisen. Benjamin bragte håb med sig ud til et fremmed land fjernt herfra. Et fremmed land hvorfra vi hører fremmede navne som Bastion, Price og Armadillo. Han bragte håb med sig ud til landsbyer som Qade Qalay, til Rahim Kalay, til hver en landsby og compound bebyggelse ude i ørkenen og i Green Zone. Han bragte håbet og troen på fred med sig. Han var sammen med sine kolleger med til at skabe et håb om fred og efter at have talt med jer, er jeg ikke ét øjeblik i tvivl om, at det var en opgave, som han troede på, og som han gik ind til. I lånte ham ud til forsvaret, og nu har I og han betalt den højeste pris af alle. Og om vi så brugte alle de ord, vi kender, kan vi ikke forklare det meningsløse, for det var meningsløst, at Benjamin skulle dø. Men, og det er afgørende vigtigt det betyder ikke, at

2 Benjamins liv var uden mening. Det var netop fyldt med mening. Og han var sig bevidst, at det gav mening at tage til Afghanistan. At hans liv gav mening, kan man også se ud af de ord, der bliver brugt om Benjamin, når man skal prøve at indkredse ham glad og ansvarlig, eller som der stod i mindeordene ude fra Afghanistan: Når man tænker på det rare fællesskab, som denne sektion besidder, så var en af årsagerne uden tvivl Benjamin. Bare hans smil fik andre folk i bedre humør. Han kunne desuden altid flette nogle friske bemærkninger ind i en samtale, som gjorde det hele mere livligt. Han var til alle tider hjælpsom og brokkede sig sjældent over de hårde opgaver. Han satte en stor ære i at være professionel soldat og ville altid forbedre sig og blive bedre til sit job. Det er uden tvivl de små ting ved Benjamin, som man husker ham for. Hans unikke evne til at sove alle steder på alle tidspunkter af dagen, hans store kærlighed til mad, som han selv sagde det: Min livret er gratis! samt hans interesse for musik, som han gerne ofte ville dele med os andre. Alle disse små ting giver et billede af en person, som uden tvivl var elskværdig. En person som vi alle holdt af. Hans varme og kærlighed til livet vil blive savnet i vores dagligdag. Og så er der alle ordene, når vi skal afsked med en søn, et barnebarn, en bror og en ven. Lillebror. Da vi talte sammen, lød det som en hæders-betegnelse. Han var netop en benjamin, den lille, men når man talte med jer, fornemmede jeg gennem jeres ord et helt fantastisk sammenhold mellem jer tre Michelle, Shena og netop Benjamin. Man fornemmede kærligheden mellem jer. Fortællingerne om en lillebror blev fortalt gennem tårer og smil og de godmodige drillerier. Det hele var så uvirkeligt Han skulle jo have oplevet så meget mere, han var så fuld af liv. I fortalte om, hvordan han var vennernes ven, loyal og troværdig, hvordan han elskede at lave mad, og at han netop i Slagelse havde fundet sin rette hylde, og I fortalte om, hvordan han var og blev en fantastisk storebror for Tata og Mapi. Nu er alt dette på et splitsekund blevet fortid. Men hvis I vil, skal han ikke forsvinde bort fra livet. I skal have modet til at gå ud i livet og tage det, han gav jer med. Han gav jer kærlighed, livsøjeblikke, han gav jer af sig selv ærligt og helt.

3 Kære Connie, jeg tør næsten ikke sætte ord på, hvilken sorg og hvilket savn du må sidde med i dag. At miste en søn, et barn, må være det hårdeste, noget menneske kan forestille sig. Han var en god dreng! Sådan formulerede du det forleden. Ja han var, kan vi tilføje men så bliver alt også stilhed. Vi vil ikke med vore ord kunne fylde det tomrum, der nu opstår i livet. Vi ved, det er der, og vi står som du uforstående overfor det. Der var så meget, og nu er det ikke mere. For få dage siden fejrede vi jul, vi takkede Gud for budskabet om fred på jord på trods af al vores egen ufred verden over. Men nu er lysene på juletræet brændt ned, vi vender tilbage til hverdagen, og kirkegårdene - de dødes haver - i det grå decembermørke, og de vil fortsat minde os om, at vort liv med hinanden, trods alt hvad vi kan lægge i det af smukt og godt, ikke er noget juleeventyr. Derfor kunne det unægtelig også være fristende, også i dag, at spørge, om julen i virkeligheden ikke bare er en sentimental virkelighedsflugt, hvor vi for nogle timer og dage bedøver os i en godtepose, der ikke magter at mætte os resten af året. Og når vi som her i dag sidder omkring Benjamin, mindes vi om, hvor skrøbelig vor kærlighed til hinanden er, og at vi alle en dag ikke er mere. Det er et livsvilkår og en afmagt, som vi altid vil stå i her i livet, ikke mindst når vort liv ikke blot er liv men sam-liv med dem, vi elsker og holder af. Vi vil altid stå og balancere mellem livsmodet og fortvivlelsen. Men netop derfor er der også al mulig grund til at glæde sig over julens budskab, for da Gud trådte ind i vores fællesskab, valgte han fra krybbe til kors at dele det livsvilkår og den afmagt med os. Der er da også et gammelt ord, der siger, at julen varer lige til påske, for uden påske var der slet ingen grund til at fejre den kristne jul. Til gengæld kan vi, der lever og dør efter påskemorgen, glæde os over, at julens barn ikke blot gav os en stald, en krybbe med nogle få halmstrå at klynge vor tro og vort håb til, men plantede det kors blandt os, som efter påskemorgen ikke længere er dødens symbol, men derimod troens, håbets og kærlighedens livstegn. På den måde giver julens og påskens budskab os styrke til at bevare vort håb og livsmod, også når vore egne muligheder er brugt op. Med Benjamins død er vi dog atter engang blevet mindet om, at livshåbet ikke altid sejrer, men at der er tider som i dag, hvor vi slet ikke synes at kunne se den julestjerne i mørket, hvorpå vi kan fæstne vort håb, vor tro og vor kærlighed. Hvordan tør vi egentlig insistere på, at livet er gennemvævet af Guds kærlighed, når der er dråber af blod på livets

4 blomsterblade? Hvordan tør vi holde troen, håbet og kærligheden fast i en virkelighed, hvor menneskets livskamp ofte synes forgæves? Jeg tror, de fleste mennesker, der mister en, man elsker, så pludseligt; spørger: Hvad er meningen? Hvad er meningen med, at Benjamin ikke skulle have et længere liv, at det er blevet stille og forbi allerede nu? På det spørgsmål får vi ikke noget svar. Når vi alligevel samles for at tage afsked med det menneske, vi har mistet, så er det for at holde os selv og hinanden fast på, at der er en mening - ikke med døden, men med livet og det opstandelseshåb der gennembryder døden. Selvom Benjamins liv er forbi, så er der stadigvæk en mening med jeres liv, og der var vel at mærke en stor og dyb mening med det liv, som ikke er mere. Fik I, som Kim Larsen i sin tid sang det, sagt alt det, I ville? Nej det gjorde I ikke, for ordene vil alligevel aldrig række til. Fik Benjamin set alt det, han ville? Nej det gjorde han heller ikke. Der var helt sikkert mere, han kunne have oplevet og fået med. Men i dag er vi samlet for at sige tak for alt, hvad Benjamin har været for jer med sin kærlighed og varme. Det skal I huske på og bære med jer i det liv, der ligger foran jer, for på den måde siger I nej til meningsløsheden; på den måde nægter I at give meningsløsheden ret. Når vi kommer ind i kirken med et menneske, vi har elsket og mistet, kommer vi dog ikke kun for at holde os selv og hinanden fast på, at livet trods alt har mening - vi kommer for at høre, at Gud er der, også selvom meningen er blevet borte. At Gud er der, også når der ingen mening er, det ved vi fra historien om hans søn, Jesus fra Nazareth. Jesu eget liv var ikke noget glansbilledliv Han blev forrådt og forladt og svigtet af alle. Han blev korsfæstet og lagt i en mørk grav. Det var der heller ikke nogen som helst mening i, og han var alt for ung til at dø. Men fordi han var Guds søn, betyder dén historie, at Gud også er hos os, når mørket og kulden slår sammen om os, når vi mister og sørger og ikke kan bære mere - og når vi dør. Historien om Jesus siger, at Gud er der - også når det hele synes meningsløst. Det betyder, at I har lov til at stole på, at Benjamin ikke er overladt til sig selv - men at Gud er og bliver hos ham. I er nødt til at give slip - men Gud giver aldrig slip på et menneske, der er hans barn, heller ikke i døden. Men det er ikke det hele. For historien om Jesus betyder også, at I har lov til at håbe på, at det hele i en eller anden forstand alligevel ikke er forbi. Historien om Jesus sluttede jo ikke i den mørke grav - den sluttede i solopgangen

5 påskemorgen. Meningsløsheden fik ikke ret. Lyset og livet og kærligheden var stærkere end døden. Den kærlighed der tror alt, håber alt og udholder alt. Og den kærlighed omfavner os, så vi har lov til at håbe, at vores historie ikke ender i den mørke grav, at der også kommer en solopgang for os og for dem, vi elsker og mister. Vi ved ikke hvordan og hvornår. Vi får ingen forklaringer eller beviser på det, men vi får Guds ord: Af jorden skal du igen opstå. Vi har ikke vores plads i langfredagsmørket, men vi lever og dør efter påskemorgen. Guds livskamp med døden har fundet sted, og derfor er Gud mægtig til også i dag at byde vort livsmod stå op af døde. Vi siger Gud tak for Benjamin og beder Gud velsigne alle gode og rige og stærke minder for Jer, der sidder nærmest her i dag. Vi lyser Guds kærlighed og det evige livs håb over Benjamin Davi Sala Rasmussen. Gud give dig en glædelig opstandelse og Guds fred være med os alle. Amen.