Forord...Side 2. Indledning...Side 3

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord...Side 2 Indledning...Side 3 De civilretlige forældelsesregler...side 5 Danske Lov...Side loven...Side 8 Skattelovrådet...Side 13 Spørgsmål 1 og 2 - de civilretlige forældelsesregler...side 15 Skattestyrelsesloven...Side 22 Spørgsmål 3 - skattestyrelseslovens 35, stk. 1...Side 22 Spørgsmål 4 - skattestyrelseslovens 35, stk. 2...Side 29 Spørgsmål 5 og 6 - skattestyrelseslovens 35, stk. 4...Side 32 Spørgsmål 7 - konsekvensændringer...side 51 Spørgsmål 8 - genoptagelsestilsagn...side 56 Spørgsmål 9 - skattestyrelseslovens 4, stk. 2...Side 61 Statsskatteloven 42...Side 66 Lovforslag nr. L 84 (Oplysningspligt vedrørende koncerninterne transaktioner)...side 73 Konklusion...Side 77 De civilretlige forældelsesregler...side 77 Skattestyrelseslovens 4, stk. 2...Side 78 Lovforslag...Side 80 Skriftlig fremsættelse...side 84 Bemærkninger til lovforslaget...side 86 Kildeangivelser...Side 96 Side 1

2 Forord Nærværende hovedopgave er afslutningen på MTA-uddannelsen. MTAuddannelsen, der blev etableret i et samarbejde mellem Danmarks Forvaltningshøjskole, Told- og Skattestyrelsen og Skattechefforeningen, er nu ændret i strukturen således, at del er delt i 2 grene, der henholdsvis beskæftiger sig med skattelovgivning (MTL) og skatterevision (MTA). Jeg benyttet lejligheden til at takke de kommuner, told- og skatteregioner og organisationer, som har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Uden deres velvillige deltagelse ville det ikke have været mulig at gennemføre projektet. Jeg takker også Forlaget Magnus A/S for den velvillighed det viste mig ved vederlagsfrit at stille en CD-ROM til min rådighed. Horsens i januar 1998 Ivan Guldhammer Side 2

3 INDLEDNING Nærværende hovedopgave på MTA-studiet har til formål med udgangspunkt i gældende ret, Skattelovrådet betænkning 1339 / 1997 og en spørgeskemaundersøgelse at opstille et forslag til ændring af skattestyrelsesloven. I hovedopgaven vil gældende ret vedrørende de civilretlige forældelsesregler i Danske Lov og lov nr. 274 af , lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven), og skattestyrelseslovens fristbestemmelser i 4 og 35 blive gennemgået. Øvrige fristbestemmelser i skattelovgivningen vil ikke blive gjort til genstand for gennemgang. Lovforslag nr. L 84 (Oplysningspligt vedrørende koncerninterne transaktioner) vil indgå i opgaveløsningen i det omfang forslaget indeholder fristbestemmelser. Der er udsendt i alt 62 spørgeskemaer. Spørgeskemaerne er udsendt til toldog skatteregioner, kommuner samt til følgende organisationer: < Foreningen af Registrerede Revisorer < Foreningen af Statsautoriserede Revisorer < Advokatrådet < Kommunernes Landsforening < Skattechefforeningen < Skatterevisorforeningen Af de 62 udsendte spørgeskemaer er der modtaget 40 retur, der fordeler sig således: Side 3

4 Svarfordeling 70,00% 60,00% 60,00% 50,00% 40,00% 37,50% 30,00% 20,00% 10,00% 2,50% 0,00% Kommune Region Rådgiver Fordeling af tilbagesendte spørgeskemaer Som det ses har organisationerne kun bidraget med et returneret spørgeskema. Advokatrådet og Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at bidrage, idet man fandt, at spørgeskemaet i visse henseender var politisk. De i hovedopgaven refererede argumenter for afkrydsninger repræsenterer, som det fremgår af ovenfor illustrerede tilbagesendelsesmønster, for 97,5% vedkommende told- og skatteregionernes og kommunernes svar. Spørgeskemaer er benyttet som skelet for hovedopgaven. Side 4

5 DE CIVILRETLIGE FORÆLDELSESREGLER De civilretlige forældelsesregler findes i Danske Lov og lov nr. 274 af , lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven). Danske Lov Danske Lov er udstedt af Kong Christian V i Danske Lov er en almindelig lovbog for Kongeriget Danmark. Ved Christian 5.s Danske Lov, hvis hovedkilder bl.a. er Valdemar Sejr s Jyske Lov fra 1241, blev der skabt en retsenhed inden for det danske monarki. Visse af bestemmelserne i Danske Lov er stadig gældende, fx forældelsesreglen i På bestemmelsen i Danske Lov er der opbygget en almindelig regel (en grundsætning) om, at formuefordringer forældes i løbet af 20 år. Regelen er dansk rets almindelig forældelsesregel. Virkningen af forældelse er, at den forældede fordring ikke eksisterer. Danske Lov blev formuleret således: Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden førnævnte Tid med Skyldnerens Påskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorernes Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne ere fornyede. Danske Lov s forældelsesbestemmelse er det centrale fundament i den civilretlige forældelseslære. Bestemmelsen vedrører fordringsgrundlaget (alle Gieldsbreve). Fordringsgrundlaget er kilden til fordringer, som støttes på grundlaget fx ydelser på gældsbrevet, skattebetalingen beregnet på grundlag af skatteansættelsen. Side 5

6 Disse afledte fordringer forældes efter reglerne i 1908-loven. Det bemærkes dog, at afledte fordringer, der er at betragte som afdrag af kapital fortsat forældes efter Danske Lov, jfr loven 1, nr. 2 (modsætningevis). Uagtet ordlyden Alle Gieldsbreve antages det, at bestemmelsen ikke kan begrænses til gældsbreve således som sådanne defineres i dag. Bestemmelsen omfatter alle formuefordringer, medmindre der i lov er fastsat særlige forældelsesbestemmelser (se fx Tinglysningslovens 42, hvorefter underpant i fast ejendom ikke forældes). Forældelsesfristen i Danske Lov regnes fra fordringens stiftelse, idet fordringens alder lægges til grund ( ere ældre end tyve Aar ). Det er derfor vigtigt at fastslå fordringens alder eller med andre ord fordringens stiftelsestidspunkt. Stiftelsestidspunktet for fordringer, der udspringer af aftaler må antages at være det tidspunkt, hvor aftalen bliver bindende for parterne. Fordringer der hviler på ensidigt afgivne løfter må antages at være stiftet på tidspunktet for løftets afgivelse. En selvangivelse kunne anses for et løfte fra skatteyderen om, at han ville betale de skatter, som efter gældende skatteberegningsregler kan beregnes på det af ham selvangivne grundlag, men da skattebetaling ikke hviler på løfter fra de skattepligtige, men derimod på pligten til at betale skat, kan selvangivelsestidspunktet ( løfte-tidspunktet ) ikke tillægges betydning i relation til fastlæggelse af stiftelsestidspunktet. Stiftelsestidspunktet må være det tidspunkt, hvor beregningsgrundlaget kan opgøres d.v.s. udløbet af det indkomstår, som skatteansættelsen vedrører. Dette synspunkt støttes på ordlyden af Statsskattelovens 4 1, idet det er de samlede årsindtægter m.v., 1 Statsskattelovens 4. Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.... Side 6

7 der udgør beregningsgrundlaget. Skatteansættelsen (skatteberegningsgrundlaget) vil kunne ændres inden for fristen i Danske Lov Dette var gældende ret til og med indkomståret Ved lov nr. 824 af 19. december 1989 blev indsat generelle fristregler for ændring af skatteansættelser i skattestyrelsesloven. Fra og med indkomståret 1990 har forældelsesbestemmelsen i Danske Lov reelt har mistet sin betydning for foretagelse af skatteansættelser, idet skattestyrelsesloven foreskriver frister inden for hvilke skatteansættelsen skal være foretaget. Forældelsen efter Danske Lov kan afbrydes ved < at debitor overfor kreditor anerkender kravet (...Skyldnerens Påskrivelse, eller med nyt Brev... ) < at kreditor henleder debitors opmærksomhed på fordringen og derved tilkendegiver, at han fastholder sin fordring (...Creditorernes Opsigelse eller Beskikkelse... ) < at kreditor indleder retsforfølgningsskridt, der gennemføres til dom eller forlig (...Tingsvidne... ). Hvis forældelsen er afbrudt jfr. ovenfor løber en ny 20-års forældelse (...med mindre de inden førnævnte Tid...ere fornyede ) Forældelsesfristen i Danske Lov kan ikke suspenderes. Dette betyder, at kreditors ret bortfalder efter 20 år, medmindre forældelsen ikke inden denne frist er afbrudt. Side 7

8 1908-loven Ved siden af forældelsesbestemmelsen i Danske Lov gælder lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven). Forældelsesfristen ifølge denne lov er 5 år, jfr. 1. Loven angivet i 1 udtømmende hvilke fordringer (lovens anvendelsesområde), der forældes på 5 år. Loven angiver i 2, at den 5-årige forældelsesfrist regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kunne kræves betalt. Loven indeholder i 3 - i modsætning til Danske Lov en suspensionbestemmelse. Endelig bestemmes i lovens 4, at den almindelig forældelsesfrist af 20 år efter Danske Lov vedbliver ved siden af den 5-årige forældelse, der en omtalt i 1. Det faktum, at loven i 1 udtømmende angiver sit anvendelsesområde medfører, at der ikke er mulighed for analog anvendelse. For skatter anføres i 1, stk. 1, nr. 4, at statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur er omfattet af den 5-årige forældelse. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt vedrørende fysiske personers skatter er det tidspunkt, hvor skatterne kan kræves betalt - det vil sige forfaldstidspunktet for restskatter, der opkræves på normal måde for det pågældende indkomstår. Side 8

9 Som følge af at restskatter opkræves i 3 rater med forfaldsdag henholdsvis 1. september, 1. oktober og 1. november i kalenderåret efter det pågældende indkomstår sker forældelsen ratevis. 2 Restskatter som følge af en omligning forfalder sædvanligvis til betaling den første i hver af de følgende 3 måneder, men forældelsen af disse restskatter begynder at løbe allerede fra det normale forfaldstidspunkt for restskatter for det pågældende indkomstår. Højesteret har fastslået, at også for upålignede skatter løber 1908-lovens frist fra forfaldstidspunktet for restskatter, der opkræves på normal vis, for det pågældende indkomstår, jfr. dog nedenfor. Hvis skattemyndighederne på grund af utilregnelig uvidenhed om skattekravet har været ude af stand til at kræve skattene betalt suspenderes forældelsesfristen jfr. 3 og begyndelsestidspunkt for den 5-årige forældelse regnes i denne situation fra det tidspunkt, hvor myndighederne ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve skatterne betalt, jfr. UfR TfS 1989, 618 Forældelse - restskat. Resume: En tømrermester havde i sit regnskab for 1978 oplyst, at der påhvilede ham pligt til at betale renter vedrørende en kautionsforpligtelse for et selskab, og at han havde lidt et tab hos samme selskab i likvidation på kr. Sammenholdt med oplysningerne i tidligere års regnskaber om en sådan kautionsforpligtelse fandtes der at have været tilstrækkeligt grundlag for skattemyndighedernes afgørelse af, om der skulle pålignes skatteyderen restskat for indkomståret Da skattemyndighederne herefter ikke havde været i utilregnelig uvidenhed om kravet på restskat, var der ikke indtrådt suspension af forældelsesfristen efter forældelsesloven af Sagsanlægget var sket den 31/1 1985, således at der var indtrådt forældelse med hensyn til den rate, der kunne være krævet betalt den 1/1 1980, mens der ikke var indtrådt forældelse med hensyn til de to resterende rater, der kunne være krævet betalt den ½ og 1/ Der fandtes ikke grundlag for at antage, at forældelsesfristen skulle løbe fra indkomstårets udgang, eller at der skulle løbe en forældelsesfrist for hele skattekravet fra den 1/ Side 9

10 Med hensyn til restskatter, der indregnes i forskudsskatterne for år 2 efter det pågældende indkomstår og skatterestancer for tidligere år, jfr. kildeskattelovens 61 A, er der ikke defineret et egentlig forfaldstidspunkt, men det må antages, at de først indeholdte / betalte forskudsskatter for det aktuelle indkomstår dækker indregnede restskatter / restancer. Det må endvidere antages, at de mest forfaldne restskatter / restancer dækkes først. For så vidt angår krav på selskabsskat angiver 30, stk. 1 i selskabsskatteloven, at forfaldstidspunktet for selskabsskat er fastsat til den 1. november i kalenderåret efter udløbet af indkomståret, hvorfor 1908-lovens forældelsesfrist må regnes fra dette tidspunkt. Kan der ved en forhøjelse af skatteansættelsen ikke før denne dato gives selskabet eller foreningen meddelelse om forhøjelsen, forfalder det beløb, der skal efterbetales, til betaling den 1. i den måned, der følger efter meddelelsen. Det gælder ligeledes her, at forfaldsdagen ikke kan skubbes. Efter bestemmelsen i 1908-lovens 2 fortabes fordringen (skattekravet) medmindre skattemyndighederne inden fristens udløb < erhvervet skyldnerens erkendelse af skattekravet < foretager retslige skridt mod skyldneren og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse 3 UfR 1963, loven 3 - forældelsesfrists begyndelsestidspunkt Resume: Appellanten havde i en redegørelse af 7. august 1953, suppleret den 23. oktober samme år, til skattevæsenet angivet de for sagen med skattevæsenet relevante indtægter år for år. Skattevæsenet anlagte på grund af disse oplysninger en retssag den 4. december 1958 mod indstævnte. Da skattemyndighederne i oktober 1953 måtte anses for at have været i stand til på grundlag af de fra appellanten modtagne oplysninger at gøre deres krav gældende mod appellanterne, jf. lov nr. 274 af 22. december , fandtes kravet at have været forældet ved sagens anlæg. Side 10

11 hvorved forældelsen afbrydes. Såfremt skatteyderen anmoder om henstand med betaling af skatten må anmodningen anses for en indirekte erkendelse af skattekravets beståen med den virkning, at forældelsen afbrydes. Der kan imidlertid også søges om henstand med skattebetalingen i forbindelse med en klagebehandling af en skatteansættelse. En anmodning om henstand med skattebetalingen, der indgives i forbindelse med en klage over skatteansættelsen kan dog ikke anses for en erkendelse af skattekravets beståen, idet < skatteberegningsgrundlaget (skatteansættelsen) bestrides < henstandsanmodningen beror på, at en klage over skatteansættelsen ikke har opsættende virkning med hensyn til betaling af det afledte skattekrav. Det fremgår i øvrigt af dommen gengivet i TfS , at såfremt skatteyderen har opnået henstand med skatternes betaling indtil afgørelse i klagesagen foreligger, så er skattekravet ikke forældet efter 1908-loven. Dommen skal formentlig tolkes således, at bevilget henstand med skattebetalingen 4 TfS 1989, 590 Emne: (Forældet) Valutakurstab - gamle regler. Resume: En skatteyder indgik i 1972 i et nystiftet interessentskab, hvis formål var at opføre et tankanlæg og herfra købe og sælge olie. Opførelsen finansieredes ved kreditforeningslån, sparekasselån og en kassekredit i en bank. Den stadig forværrede situation på oliemarkedet bevirkede, at interessentskabet i slutningen af 1972 optog et udlandslån i Schweiz, hvis provenu dog foreløbig blev anbragt i obligationer, der blev håndpantsat som sikkerhed for udlandslånet. Uanset om lånet oprindelig måtte være optaget med henblik på finansiering af driften, havde det ikke været anvendt hertil, hvorfor kurstabet ikke var fradragsberettiget efter statsskattelovens 6, stk. 1, litra a. Da skatteansættelsen ikke fandtes at bero på et skøn, var skattekravet ikke forældet efter 3-års reglen i skattestyrelseslovens 15, stk. 5, og da skatteyderen havde fået henstand med betaling af skatten, indtil afgørelse forelå, var skattekravet ej heller forældet efter 1908-forældelsesloven. (Tidligere VLD i TfS 1988, 12). Side 11

12 udskyder forfaldstidspunktet indtil udløbet af den meddelte henstand. Forældelsesfristen i 1908-loven suspenderes, såfremt fordringshaveren på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Fristen i 1908-loven vil derfor være suspenderet, hvis skattemyndighederne opfylder betingelsen om utilregnelig uvidenhed. Hvis der indgives en urigtig eller mangelfuld selvangivelse er det klart, at fristen suspenderes, idet myndighederne har været uvidende om det rigtige / fuldstændige skatteansættelsesgrundlag. Mindre klart er det imidlertid, hvis selvangivelsen / regnskabet indeholder oplysninger, der efter nærmere granskning kan medføre ændring af skatteansættelsen. Der må i sådanne tilfælde sondres mellem om oplysningerne umiddelbart giver anledning til undersøgelse (fx salg af industriejendom uden selvangivelse af genvundne afskrivninger) eller om oplysningerne kun ved nøje og omfattende granskning af underliggende forhold kan give mulighed for ændring af skatteansættelsen. Såfremt oplysningerne umiddelbart giver anledning til undersøgelse vil forældelsesfristen ikke være suspenderet. 5 I de tilfælde, hvor en oplysning ikke umiddelbart giver anledning til undersø- 5 UfR 1936, 677 Efterbetaling - Forældelse - Kundskab - Suspension Resume: Efter en af landsoverskatterådet i 1933 i medfør af statsskattelovens 34 foretaget efterprøvelse, blev der afkrævet skatteyderen et beløb af 3.053,85 kr. som efterbetaling af skat for årene 1920/21 og 1926/27. Da skatteyderen imidlertid i sine angivelser til de stedlige skattemyndigheder havde givet de til en rigtig afgørelse af hans skattepligt fornødne oplysninger, og da der, efter at de heraf følgende krav på skat efter sædvanlig ansættelse kunne være gjort gældende mod ham, var forløbet mere end 5 år, jf. lov nr. 274 af 22. december 1908, 1 (om forældelse) uden at der i forældelsesfristen havde fundet afbrydelse sted overensstemmende med lovens 2 med hensyn til den del af skatten, hvorom sagen drejede sig, måtte det rejste skattekrav anses forældet. Side 12

13 gelse, men oplysningen forudsætter nøje og omfattende granskning af underliggende forhold vil skattemyndighederne kunne være i utilregnelig uvidenhed og fristen vil være suspenderet. Suspension som følge af myndighedernes uvidenhed op skatteyderens opholdssted forudsætter at myndighederne er faktisk uvidende om opholdsstedet. Myndighederne skal forsøge at opspore den skattepligtige. Kravene til myndighedernes indsats afhænger af de faktiske forhold i det pågældende opholdsland, jfr. UfR , hvori der anføres: Idet den ved sagsøgtes og hans hustrus udvandring til et så fjernt sted som Chile opståede situation efter forarbejderne til og formålet med 3 i nævnte lov af 1908 ganske findes at kunne sidestilles med tilfælde, hvor en fordringshaver på grund af utilregnelig uvidenhed om skyldnerens opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, må der gives sagsøgerne medhold i, at deres krav ikke kan anses for forældet. Retlig umulighed for at gennemføre et krav mod skatteyderen suspenderer ikke forældelsesfristen jfr. TfS Skattelovrådet Upålignede skatter 6 Hverken ordlyden af eller forarbejderne til forældelsesloven af 1908 giver grundlag for at fortolke lovens 3 således, at forældelsesfristen suspenderes i andre tilfælde end dem, der udtrykkeligt er opregnet i bestemmelsen. Uanset om det måtte have været umuligt for danske myndigheder at inddrive skattekravet hos kærende i England eller at anlægge sag ved engelske domstole med henblik på at opnå dom for skattekravet, kan forældelsesfristen herefter ikke anses for suspenderet som følge af kærendes bosættelse i England. Det må derfor lægges til grund, at forældelsesfristen for skatteraterne begynder at løbe fra henholdsvis den 1/9, 1/10 og 1/ Side 13

14 Skattelovrådet anfører i Betænkning nr / 1997, at de formueretlige forældelsesregler var den eneste beskyttelse af skatteyderne imod nye skattekrav for tidligere år, hvorfor disse regler forud for 1990 var af væsentlig betydning. Det anføres endvidere, at indførelsen af de nye og kortere fristbestemmelser i skattestyrelsesloven, der regulerer myndighedernes tidsmæssige mulighed for ændring af skatteansættelser har betydet, at 1908-loven stort set har mistet sin betydning som værn for skatteborgerne mod omligning på foranledning af skattemyndighederne. Borgernes beskyttelse ligger nu i skattestyrelseslovens 35. Skattelovrådet anbefaler derfor, at 1908-lovens anvendelse på skattekrav, der beror på en skatteansættelse i henhold til reglerne i skattestyrelsesloven, ophæves, idet rådet finder det særdeles ubetænkeligt at ophæve den 5- årige forældelse, da den ikke indeholder nogen beskyttelse af skatteyderne. En ophævelse vil efter Skattelovrådets opfattelse klargøre retsstillingen, både for borgerne og for administrationen, og gøre reglerne enklere og lettere at forstå. Rådet anbefaler endvidere, at der indføres en speciel forældelsesfrist på 20 år regnet fra indkomstårets udløb i skattestyrelsesloven. En ophævelse som anbefalet forudsætter efter Skattelovrådets opfattelse, at skattestyrelseslovens 35, stk. 2 klargøres og præciseres. Se nærmere herom senere. Pålignede, men ikke betalte skatter Skattelovrådet anfører, at 1908-lovens primære område er de pålignede, men ikke betalte skatter. De kortere ansættelsesfrister i skattestyrelsesloven har ikke betydet beskyttelse af borgerne mod krav om dokumentation for betalte skatter. Denne beskyttelse findes fortsat i 1908-loven. Rådet har gennemgået reglerne og herunder 1908-lovens mulighed for afbrydelse. Side 14

15 Skattelovrådet har konkluderet, at de gældende regler for forældelse af skattekrav efter 1908-loven ikke er hensigtsmæssige. Rådet har også overvejet forskellige forslag til revision af de gældende regler uden at kunne nå frem til en anbefaling af reviderede regler. Endelig har Skattelovrådet overvejet, om der er behov en forældelsesregel for opkrævning og inddrivelse af pålignede skatter. Det er i denne forbindelse påpeget, at det offentlige har vidtgående inddrivelsesmuligheder (herunder indregning af skatterestancer i forskudsskatten), hvorfor skatter der kan betales også vil blive inddrevet. Skatterestancer der ikke kan inddrives fx på grund af debitors manglende betalingsevne kan efter Skattelovrådets opfattelse afgangsføres eller evt. bortfalde ved gældssanering. Skattelovrådet forslår derfor, at 1908-lovens forældelsesbestemmelse også ophæves for pålignede skatter og at der indføres en ny forældelsesregel i skattestyrelsesloven med en forældelsesfrist på 20 år regnet fra indkomstårets udløb uden mulighed for suspension eller afbrydelse. Spørgsmål 1 og 2 - de civilretlige forældelsesregler Til brug for afdækning af problemstillinger har jeg udsendt et spørgeskema der indeholdt følgende spørgsmål om de formueretlige forældelsesregler: Spørgsmål 1: Finder De det hensigtsmæssigt at indføre en særlig forældelsesfrist på 20 år fra skattekrav? De adspurgte fik 3 svarmuligheder, nemlig Side 15

16 < hensigtsmæssigt < ikke-hensigtsmæssigt < alternativt forslag Spørgsmål 2: Såfremt der indføres en særlig forældelsesfrist for skattekrav, finder De så, at den frist skal kunne suspenderes eller afbrydes med den virkning, at der løber en ny forældelsesfrist fra afbrydelsestidspunktet. De adspurgte fik 2 svarmuligheder, nemlig: < Fristen skal kunne suspenderes / afbrydes < Fristen skal ikke kunne suspenderes / afbrydes ad. Spørgsmål 1 De indkomne svar fordelte sig således: Side 16

17 Det ser ud til, at en 20-årig forældelse er hensigtsmæssigt, men de uddybende bemærkninger tyder snarere på et ønske om forenkling og en klar 20 års forældelsesfrist 70,00% 60,00% 61,54% 50,00% 40,00% 30,00% 30,77% 20,00% 10,00% 7,69% 0,00% Spørgsmål 1 20-årsforældelse er hensigsmæssigt 20-årsforældelse er IKKE hensigsmæssigt Alternativt forslag forældelsesregel vedrørende skatter end på et ønske om en generel 20-års forældelsesfrist. Denne tolkning støttes på nedenstående udsagn. Følgende udsagn uddybede afkrydsningen som hensigtsmæssig < den nuværende retstilstand synes uhensigtsmæssig og uforståelig for borgerne < en forældelsesfrist på 20 år for alle skattekrav vil være en forenkling < forenkling med hensyn til forældelse < undgår usikkerhed, idet en ny regel for området vil have klare defini- Side 17

18 tioner og afgrænsninger < forenkling - retssikkerhed < der er behov for en klar lovbestemmelse om forældelse af skattekrav, således at tvivlstilfælde undgås Af de uddybende bemærkninger som fremkom vedrørende afkrydsning om uhensigtsmæssigheden af en 20-års forældelsesfrist kan udledes, < at en 20-års forældelsesregel for skatter vil være en skævhed i forhold forældelse af andre økonomiske relationer (fordringer) < at der ikke synes at være nogen begrundelse for, at skattekrav undergives særlige forældelsesregler, idet skattekrav ikke er vanskeligere at inddrive end andre krav < at skatteyderne skal kunne indrette sig på, at selvangivelsen - og dermed skattekravet - er endeligt indenfor en rimelig frist < at det faktum, at det eksisterende regelsæt er kompliceret eller svært at anvende ikke berettiget til at indføre et nyt parallelt regelsæt med en deraf følgende kompleksitet i det samlede system < fristen er for lang - retssikkerhedsproblem < dokumentationsproblem - usikkerhedsskabende < beholde 1908-lovens frist. Den tredie afkrydsningsmulighed alternativt forslag medførte uddybende bemærkninger om < 5-årig forældelse regnet fra indkomstårets udløb. Fristen skal kunne afbrydes ved retsskridt < Indarbejdning af forældelsesbestemmelser i skattestyrelsesloven er formålstjenligt. Forældelsesfristen bør ikke være 20 år. Den nugæl- Side 18

19 dende 5-årsregel med suspension dækker behovet. Det må konstateres, at der blandt de adspurgte er et ønske om et forenklet regelsæt, men også at der er forskellig opfattelse af hvorledes dette nye regelsæt kan indrettes. Der er dog næppe tvivl om, at forældelsesbestemmelsen bør indarbejdes i skattestyrelsesloven. Ad spørgsmål 2 De indkomne svar fordeler sig således: Suspension af forældelse 60,00% 56,41% 50,00% 43,59% 40,00% 30,00% 20,00% 10,00% 0,00% Suspension Ikke-suspension Spørgsmålet i spørgeskemaet var upræcist, hvorfor svarene har været en blanding, men trods dette tyder udsagnene i sig selv på en del begrebsforvir- Side 19

20 ring med hensyn til afbrydelse af forældelsesfristen og suspension af forældelsen. At forældelsen er suspenderet betyder, at forældelsen er sat ud af kraft d.v.s. at fristen ikke er begyndt at løbe. At fristen afbrydes betyder, at fristen - efter at den er begyndt at løbe - afbrydes, og at der efter afbrydelsestidspunktet begynder en ny forældelsesfrist. Følgende udsagn taler for suspension: < der må gælde samme regler som efter 1908-loven < suspension p.g.a. af ikke-kendte forhold < fristen for fastslåede skattekrav skal kunne suspenderes for ikke at stille staten ringere end andre fordringshavere < suspensionsmuligheden bør afhænge af fristlængden For ikke-suspension taler nedenstående udsagn: < 20 år må være nok for det offentlige til at få rejst relevante skattekrav < når der er forløbet 20 år bør sagen være færdig behandlet < en forældelsesfrist på 20 år er så langt et tidsrum, at det i praksis sandsynligvis vil være uden betydning, om den kombineres med en suspensionsregel < det må antages at være meget få tilfælde, hvor inddrivelsesmuligheden først opstår efter 20 år < dokumentationsproblemer og usikkerhedsskabende Side 20

21 For afbrydelse taler følgende udsagn: < folk skal ikke kunne unddrage sig betaling ved at trække betalingen i langdrag < en kortere frist end 20 år skal kunne afbrydes, da det ellers vil være for nemt at slippe for at betale sin skat < der må gælde samme regler som efter 1908-loven < det forekommer rimeligst, at anerkendelse eller retslige skridt afbryder forældelsen For ikke-afbrydelse taler følgende udsagn: < med 20 års forældelse er der ingen grund til mulighed for afbrydelse, da kravet bør være gennemført på dette tidspunkt Det billede der tegner sig ud fra besvarelserne er broget, men det ser ud til, at forældelsesfristen - uanset længden - bør kunne afbrydes. Med hensyn til udsagnene om suspension af forældelsen må det konkluderes, at såfremt skattemyndighederne har været i utilregnelig uvidenhed om skattekravet eller om skatteyderens opholdssted og derfor har været ude af stand til at gøre kravet gældende bør forældelsen suspenderes, d.v.s. at 1908-lovens suspensionsregel bør følges. Udsagnene om ikke-suspension begrundes med, at 20 år er en lang nok frist for det offentlige til at inddrive pålignede skatter og til at rejse relevante krav om yderligere skattebetaling. En kombination af udsagnene vedrørende spørgsmål 1 og spørgsmål 2 givet nedenstående billede: Side 21

22 Kombinationsdiagram 15% 8% 0% Hensigtmæssigt og suspension/ 21% afbrydelse Hensigtmæssigt og IKKE-suspension/ afbrydelse 15% 41% Ikke hensigtsmæsssigt og ikke suspension/ afbrydelse Ikke hensigtsmæsssigt og suspension/ afbrydelse Alternativ og suspension/ afbrydelse Alternativ og ikke suspension/ afbrydelse Kombination af spørgsmål 1 og spørgsmål 2 Side 22

23 SKATTESTYRELSESLOVEN Indtil 1990 indeholdt skattestyrelsesloven ingen bestemmelser om indenfor hvilke tidsrum skattemyndighederne - uden for skønstilfælde - kunne ændre en skatteansættelse. Den tidsmæssige grænse for ændring var derfor de formueretlige forældelsesregler i Danske Lov og 1908-loven om forældelse. Skatteansættelsen kunne ændres inden for forældelsesfristen i Danske Lov, men skatterne kunne ikke opkræves, hvis disse var forældede efter reglerne i 1908-loven. Ved lov 824 af 19. december 1989 blev der indsat generelle bestemmelser i skattestyrelsesloven om frister for ændring af skatteansættelser. Skattestyrelsesloven indeholder nu i 35 regler for inden for hvilket tidsrum, der på skattemyndighederne foranledning kan foretages ændringer af en skatteansættelse. I 4 i skattestyrelsesloven er der regler for de skattepligtiges muligheder for genoptagelse af skatteansættelsen. Spørgsmål 3 - skattestyrelseslovens 35, stk. 1 Regelen i skattestyrelseslovens 35, stk. 1 7 indeholder den normale frist for omligning på myndighedernes foranledning. Efter bestemmelsen kan skattemyndighederne ikke udsende et varsel om en forhøjelse efter den 1. maj i det 7 Skattestyrelsesloven 35, stk. 1 Skattemyndighederne kan ikke afsende varsel om forhøjelse en ansættelse, jf. 3, stk. 4, 1. pkt., efter den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. En varslet forhøjelse af en skatteansættelse skal være foretaget senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist er imødekommet. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for. Side 23

24 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår og den varslede forhøjelse af skatteansættelsen skal være foretaget senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist er imødekommet. Hvis fristen i 35, stk. 1 ikke er suspenderet vil en skatteansættelse foretaget efter fristens udløb være ugyldig. Ansættelsesfristen i 35, stk. 1 medfører, at 1908-lovens 5-årige forældelse i realiteten er ikke-eksisterende med hensyn til foretagelse af skatteansættelse. Nedenstående diagram viser sammenhængen mellem skattestyrelseslovens 35, stk. 1 og 1908-loven. Skattestyrelseslovens 35, stk. 1 og 1908-loven I spørgeskemaundersøgelsen blev der stillet følgende spørgsmål: < Er fristen i skattestyrelseslovens 35, stk. 1 for lang? < Er fristen i skattestyrelseslovens 35, stk. 1 for kort? < Alternativt forslag Undersøgelsen gav nedenstående resultat: Side 24

25 SKATTESTYRELSESLOVENS 35, STK. 1 60,00% 56,41% 50,00% 40,00% 41,03% 30,00% 20,00% 10,00% 0,00% 2,56% Fristen er for lang Fristen er for kort Alternativt forslag Skattestyrelseslovens 35, stk. 1 Som de ses finder 41%, at fristen for ansættelsesændringer i 35, stk. 1 er for kort og kun 2,6% at fristen er for lang. Den alternative afkrydsningsmulighed har 56,4% benyttet sig af. Begrundelserne for denne alternative afkrydsningsmulighed var: < Fristen er passende, men der må kunne dispenseres i særlige situationer med accept fra told- og skatteregionerne < Fristen kunne forlænges til 5 år uden de store retssikkerhedsmæssige omkostning. Retssikkerheden vil på den anden side kunne tilgodeses ved muligheden for grundigere sagsbehandling - især at komplicerede sager < Fristen er passende, men kan være for kort ved ligning af skattearran- Side 25

26 gementer med udlandsrelationer og ligning af store selskaber med relationer til udlandet < Fristen er passende, men burde måske følge den 5-årige forældelsesregel < Fristen er passende, når der henses til muligheden for ændring efter 35, stk. 2-5 < Fristen er passende. Det er vigtigt, at der arbejdes hurtigt fra myndighedernes side < Fristen er som hovedregel passende. Synes man, at fristen er for kort er det mere hensigtsmæssigt at udvide undtagelsesbestemmelserne. Der er kun modtaget et spørgeskema retur fra interesseorganisationer. Vedrørende spørgsmålet om længden på fristen i skattestyrelseslovens 35, stk. 1 har denne organisation anvendt den alternative svarmulighed og har anført: < at fristen bør være 5 år for selskaber, idet 3 år ikke er nok ved særlige problemstillinger såsom koncernforhold og udlandsforhold. For personer (herunder personlige erhvervsdrivende og hovedaktionærer) er den nuværende frist passende. Skatteyderne forventer generelt, at myndighederne ikke beskæftiger sig med gamle sager. Som argumentation for, at fristen er for kort er anført: < 5 år er mere passende < For personlige erhvervsdrivende og hovedaktionærer kunne fristen godt være 5 år < Undersøgelse af internationale transaktioner kan tage lang tid Side 26

27 < Fristen er for kort ved større revisionssager og i sager, hvor skattemyndighederne ikke har haft oplysninger og hvor der ikke foreligger mindst grov uagtsomhed < De fleste andre forhold i samfundet reguleres af en 5-års frist. For ikke at skabe unødig forvirring ville det være passende med 5 år < Fristen er måske for kort til de store og komplicerede virksomheder og økonomiske transaktioner. På den anden side kan man sige, at hvis det offentlige vil kontrollere tunge virksomheder, var det løsningen måske at sætte de nødvendige ressourcer ind. Skal retssikkerheden svækkes, fordi man vil spare på ressourcerne? < I praksis har fristen vist sig at være for kort, idet der foretages mange ændringer umiddelbart inden fristens udløb < Det kan ikke udelukkes, at den nuværende frist kan besværliggøre sagsoplysningen i omfattende / komplicerede sager < Ansættelsesfristen bør være længere, mindst 5 år fra indkomstårets udløb for erhvervsdrivende personer, selskaber og hovedaktionærer. Den nuværende korte frist virker som beskyttelse for uhæderlige skattepligtige < Revision af erhvervsdrivende personer og selskaber er tidskrævende < En forældelsesfrist på 5 år for skatteansættelser ville skabe overensstemmelse med forældelsesreglen i momsloven, hvilket forekommer både rimeligt og praktisk < Fristen bør være 5 år - lig den formueretlige forældelse i 1908-loven < Det har hjulpet, at fristen er forlænget til 1. maj, men det kniber stadig Den røde tråd gennem argumenterne er - uanset om fristen er fundet for kort eller om den alternative afkrydsningsmulighed er benyttet - at en 5-års frist ville være mere passende end den nugældende frist i skattestyrelseslovens 35, stk. 1. Dette gælder især for så vidt angår ligning og skatteansættelse af < personlige erhvervsdrivende Side 27

28 < selskaber < hovedaktionærer < skattepligtige med internationale relationer < skattearrangementer med internationalt tilsnit Der kan af argumenterne ikke udledes, om fristen skal løbe fra indkomstårets udløb eller om fristen skal følge 1908-lovens frist, dvs om fristen løber fra forfaldstidspunkterne for normale restskatter for det pågældende indkomstår. Argumentet for at fristen er for lang er: < Der bør som hovedregel (minus tilfælde af skattesvig) ske en hurtig opgørelse af skattetilsvaret. Kommunale svar For lang kommune 0% Alternativ kommune 53% For kort kommune 47% For lang kommune For kort kommune Alternativ kommune De indkomne svar fordeler sig således på henholdsvis kommunale og statslige forvaltninger: Side 28

29 Regionale svar For lang region 4% Alternativ region 57% For kort region 39% For lang region For kort region Alternativ region Side 29

30 Spørgsmål 4 - skattestyrelseslovens 35, stk. 2 Skattestyrelseslovens 35, stk. 2 8 er en suspensionsbestemmelse, der medfører, at skattemyndighederne kan ændre en skatteansættelse, hvor det efterfølgende viser sig, at den forpligtelse eller erhvervelse, som er lagt til grund for en foretagen skatteansættelse, giver anledning til en højere skatteansættelse. Bestemmelsen indeholder ikke en frist for en sådan ændring. Det må derfor antages, at muligheden for ændring af skatteansættelsen i medfør af skattestyrelseslovens 35, stk. 2 først forældes 20 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, jfr. Danske Lov Det må endvidere antages, at 1908-lovens 5-årige forældelse næppe finder anvendelse, idet forældelsen suspenderes, bl.a. såfremt skattemyndighederne er i utilregnelig uvidenhed om skattekravet. Bestemmelsen blev indført ved lov nr af 20. december 1995 (L 104). Af bemærkningerne til L 104 fremgår: Det foreslås, at en skatteansættelse skal kunne forhøjes ud over 3-års-fristen, når forhøjelsen vedrører en forpligtelse eller erhvervelse, der tidligere er lagt til grund for skatteansættelsen, men som nu ( efterfølgende ) viser sig at have et andet indhold end oprindeligt antaget, og dette indhold begrunder en højere skatteansættelse end oprindeligt foretaget. I cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 fremgår i pkt. 4.2, at en erhvervelse eller en forpligtelse er en retsstiftende kendsgerning, der kan påberåbes for 8 Skattestyrelseslovens 35, stk. 2. Uanset fristen i stk. 1 kan skattemyndighederne ændre en skatteansættelse på punkter, hvor det efterfølgende viser sig, at den forpligtelse eller erhvervelse, som er lagt til grund for en foretagen skatteansættelse, giver anledning til en højere skatteansættelse. Side 30

31 domstolene. For at bestemmelsen kan finde anvendelse skal der ske en ændring i de kendsgerninger, der er lagt til grund for den foretagne skatteansættelse. Det er ikke muligt at anvende bestemmelsen blot fordi faktum af skattemyndighederne vurderes anderledes. Faktum skal være ændret. Skattelovrådet har foreslået, at bestemmelsens ordlyd ændres således, at det i bestemmelsen præciseres, at det forudsættes, < at det er en ændring af indholdet af en forpligtelse eller en erhvervelse, der kan give anledning til en højere skatteansættelse og < at en ændret skatteretlig bedømmelse, eksempelvis som følge af nye oplysninger om indholdet af den oprindelige forpligtelse eller erhvervelse, ikke er omfattet af bestemmelsen. Følgende formulering er foreslået af Skattelovrådet: < Uanset fristen i stk. 1 kan skattemyndighederne ændre en skatteansættelse på punkter, hvor indholdet af den forpligtelse eller erhvervelse, som er lagt til grund for en skatteansættelse, ændres på en måde, der giver anledning til en højere skatteansættelse. En ændret skatteretlig bedømmelse, eksempelvis som følge af nye oplysninger om indholdet af den oprindelige forpligtelse eller erhvervelse, er ikke omfattet af regelen i pkt. 1". I spørgeskemaundersøgelsen fik de adspurgte 3 svarmuligheder, nemlig < skattestyrelsesloven bør ændres som foreslået af Skattelovrådet < skattestyrelsesloven bør ikke ændres som foreslået af Skattelovrådet < alternativt forslag Side 31

32 Side 32

33 De indkomne svar fordeler sig således: Skattestyrelseslovens 35, stk. 2 90,00% 80,00% 81,08% 70,00% 60,00% 50,00% 40,00% 30,00% 20,00% 16,22% 10,00% 0,00% Bør ændres Bør ikke ændres 2,70% Alternativt forslag Skattestyrelseslovens 35, stk. 2 Som de ses af ovenstående er det et overvældende flertal for at ændre skattestyrelseslovens 35, stk. 2 i overensstemmelse med Skattelovrådets forslag. En enkelt besvarelse finder dog, at Skattelovrådets forslag i andet punktum er for upræcist, idet bestemmelsen eksemplificerer. Der er foreslået følgende formulering: # En ændret skatteretlig bedømmelse er ikke omfattet af regelen i pkt. 1". Side 33

34 Spørgsmål 5 og 6 - skattestyrelseslovens 35, stk. 4 Skattestyrelseslovens 35, stk. 4 9 er en suspensionsbestemmelse. Ansættelsesfristen i 35, stk. 1 suspenderes, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Ansættelsesfristen suspenderes dog kun, såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Udtrykket groft uagtsomt eller forsætligt drejer tanken hen på skattekontrollovens 13-16, men der er i 35, stk. 4 ikke henvist specifikt til disse bestemmelser. Told- og Skattestyrelsen har imidlertid i en Cirkulæreskrivelse 2 af 29. november 1994 forudsat, at der er identitet mellem begreberne grov uagtsomhed eller forsæt i de 2 love. Følgende fremgik af cirkulæreskrivelsen: Reglen i 35, stk. 3 skal forstås på den måde, at skatteyderen forsætligt eller af grov uagtsomhed skal have bevirket, at den foretagne ansættelse er blevet urigtig, dvs. at der som hovedregel skal være begået et strafbart forhold, typisk en overtrædelse af skattekontrollovens 13 eller 16. Hvis skattemyndighederne derfor ønsker at forhøje en skatteansættelse med henvisning til skattestyrelseslovens 35, stk. 3, skal der rejses en ansvarssag, som skal resultere i, at der er grundlag for at gøre strafansvar gældende. 9 Skattestyrelseslovens 35, Stk. 4. Hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse. Side 34

35 Hvis ansvarssagen resulterer i, at det skønnes, at der ikke er (fuldt) tilstrækkeligt grundlag for at gøre strafansvar gældende, eller hvis en ansvarssag resulterer i frifindelse ved domstolene, har der ikke været grundlag for at foretage den pågældende ansættelsesforhøjelse, og denne må derfor annulleres. Det er en forudsætning for at afgøre en skattesag med en advarsel, at skatteyderen har begået et strafbart forhold, samt at han har erkendt overtrædelsen. En advarsel kan kun meddeles efter en sagsbehandling, som er gennemført i overensstemmelse med proceduren i overtrædelsessager, dvs. at der er gennemført en ansvarsforhandling, efter at skatteyderen er gjort bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig samt med, at han kan fremsætte begæring om beskikkelse af en forsvarer. Der bør ikke rejses ansvarssager, der alene sigter på at meddele advarsel for at legitimere en ansættelsesforhøjelse, som ellers ikke kunne foretages på grund af reglen i skattestyrelseslovens 35, stk. 1". Der var altså efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse en direkte sammenhæng mellem suspensionsbestemmelsen og skattekontrollovens straffebestemmelse. Denne opfattelse er formentlig afledt af, at Skattedepartementet i en kommentar til en af Østre Landsret afsagt dom har bidraget med sin fortolkning af suspensionsbestemmelsen i skattestyrelseslovens 35, stk. 4. Kommentaren er offentliggjort i TfS Kommentaren er nærmere omtalt under afsnittet om statsskattelovens 42, hvortil der henvises. Side 35

36 Ved Intern Meddelelse af 30. januar 1997 fastslår Told- og Skattestyrelsen at: < Cirkulæreskrivelsen var i nogen grad baseret på den forudsætning, at der er identitet mellem begreberne grov uagtsomhed og forsæt i de to love, f.eks. sådan, at grov uagtsomhed i relation til skattestyrelseslovens 35, stk. 3 (nu stk. 4), er identisk med grov uagtsomhed i relation til f.eks. skattekontrollovens 13, stk. 2. Denne forudsætning om identitet er rigtig... Efter således at have fastslået, at der er identitet mellem begreberne i de 2 love anfører Told- og Skattestyrelsen at ansættelsesfristen efter skattestyrelseslovens 35, stk. 1 ikke uden videre kan suspenderes, hvis der rejses straffesag. Årsagen hertil skal efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse søges i <...de forskellige krav til bevisets styrke, der stilles i civile sager i forhold til straffesager, dels som følge af, at der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem reglen i skattestyrelseslovens 35, stk. 4, ("... bevirket, at skattemyndighederne...") og beskrivelsen af det strafbare gerningsindhold i f.eks. 13. Told- og Skattestyrelsen konkluderer : < Det vil derfor kunne forekomme, at der kan statueres ikke-forældelse af skatteansættelsen, uden at der er tilstrækkeligt grundlag for at statuere strafansvar. Efter først at konstatere, at der er identitet mellem begreberne groft uagtsomt eller forsæt i skattestyrelseslovens 35, stk. 4 og skattekontrollovens 13 konkluderer Told- og Skattestyrelsen, at det er der alligevel ikke. Told- og Skattestyrelsen vender i nogen grad tingene på hovedet. Hvis der rejses straffesag, må ansættelsesfristen nødvendigvis være suspenderet, idet Side 36

37 der stilles strengere krav til beviser i en straffesag end der stilles i et civilt søgsmål (skatteansættelsen). Omvendt fører suspension af ansættelsesfristen ikke ubetinget til, at den skattepligtige kan strafforfølges. Eftersom det må konstateres, at der ikke er identitet - eller i hvertfald ikke fuld identitet - mellem begreberne groft uagtsomt eller forsæt i henholdsvis skattestyrelsesloven og skattekontrolloven må spørgsmålet, om hvorvidt skattestyrelseslovens 35, stk. 4 er udformet præcis og dækkende stilles. Skattestyrelseslovens 35, stk. 4 Præcis og dækkende 33% Præcis og dækkende Ikke præcis og dækkende Ikke præcis og dækkende 67% Skattestyrelseslovens 35, stk. 4 Spørgeskemaundersøgelsen giver nedenstående svar: Side 37

38 2/3 af udsagnene finder, at bestemmelsen i skattestyrelseslovens 35, stk. 4 ikke er præcis og dækkende. Det er derfor naturligt at undersøge, hvorfor bestemmelsen ikke anses for præcis og dækkende. Spørgeskemaundersøgelsen viste, at argumenterne for, at skattestyrelseslovens 35, stk. 4 er præcis og dækkende var: < Det kan godt være ansvarspådragende selv om det kun giver en advarsel < Under forudsætning af, at bestemmelsen skal bruges i de tilfælde, der kan straffes. Såfremt simpelt uagtsomt skal kunne begrunde anvendelsen bør bestemmelsen præciseres < Loven er klar nok, men den interne meddelelse er forvirrende. Meddelelsen er efter sigende udarbejdet for at afholde regionerne fra at uddele advarslen alene for at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen i meddelelsen kan anvendes i situationer, hvor skatteyderen af en eller anden grund ikke er strafværdig < Er naturligvis præcis og dækkende for retstilstanden. Kan en lovregel være andet? Det er derimod et spørgsmål om retstilstanden er ønskelig. Problemet er meget svært - grundet den måde vort ansættelsessystem er opbygget. Gennemførte vi straffen først ved domstolene og indtalte skattekravet i straffesagen ville vi ikke have noget problem, da straf og ansættelse ville følges ad. Men vi gør det omvendte. Vi lader altså de lignende myndigheder tage stilling til, om der er begået en strafværdig handling. Det er ikke godt. Reglerne bør laves om, så det kun er de straffende myndigheder herunder regionerne, der kan rejse kravet i forbindelse med straffesagen < Vi har egentlig aldrig været i tvivl Side 38

39 < Det er velkendte begrebet inden for strafferetten og erstatningsretten. Som al lovgivning må indholdet af begreberne fortolkes i den sammen hæng de forekommer. Begrebet fast ejendom kan jo også have forskelligt indhold i forskellig lovgivning < Med henvisning til Told- og Skattestyrelsens brev af 30. januar 1997 findes udformningen af 35, stk. 4 tilstrækkelig præcis og dækkende < Bestemmelsen er dækkende for praksis, og der er som udgangspunkt tale om et erstatningsretligt begreb som efter omstændighederne tillige er et strafferetligt begreb < Ja den er præcis og dækkende for retstilstanden. Retstilstanden tilsiger, at skatteyderen skal have handlet groft uagtsomt eller forsætligt i modsætning til simpelt uagtsomt. At man i meddelelsen af 30. januar 1997 taler om identitet mellem begreberne forsæt og grov uagtsomhed i henholdsvis skattekontrolloven og skattestyrelsesloven må antages at være en tilsnigelse, idet der er tale om en strafferetlig bedømmelse i skattekontrolloven, hvorimod der er tale om en civilretlig bedømmelse i skattestyrelsesloven. Der kan som følge heraf ikke være identitet mellem begreberne. Meddelelsen er inde på det samme efter at have fastslået identiteten!??? < Der må og skal være forskel på det skatteretlige og de strafferetlige. Uagtet at der er argumenteret for, at skattestyrelseslovens 35, stk. 4 er præcis og dækkende, viser argumenterne, at afkrydsningen i spørgeskemaet dækker over væsentlig forskellig opfattelse af retstilstanden. Spredningen i argumenterne går fra, at suspensionsmuligheden skal vurderes erstatningsretlig og til at suspensionsmuligheden skal vurderes strafferetlig. Når der på et så vitalt spørgsmål er en så forskellig opfattelse af retstilstanden er en præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde særdeles påkrævet. Side 39

40 Side 40

41 Spørgeskemaundersøgelsen gav følgende argumenter for, at skattestyrelsesloven ikke er præcis og dækkende: < Ikke hensigtsmæssigt udformet. Kan give sagsbehandlerproblemer. Skal ansvar bedømmer før eller efter ansættelse < Der skal være mulighed for suspension af forældelsesreglerne, når det ikke fremgår af selvangivelsen eller skatteforvaltningen kontroloplysninger, at der er sket ændringer i formuen m.v., der kan udløse beskatning i en eller form, uanset om forholdet skyldes at skatteyder har handler forsætligt eller groft uagtsomt < Begrebet eller nogen på dennes vegne er upræcist < Bør formuleres i overensstemmelse med de nugældende 1908-lovs suspensionsbestemmelse < Da der ikke er fuldstændig sammenhæng mellem begreberne i skattestyrelsesloven og skattekontrolloven bør der ske en præcisering i 35, stk. 4 < Praktiseres ikke ensartet. Egentlig er det Told- og Skattestyrelsens fortolkning og ikke bestemmelsen, der giver anledning til problemer. Hullet mellem 35, stk. 4 og strafansvar er en særdeles uhåndterlig størrelse < Skaber kompetenceproblemer i relation til skattekontrollovens Kan medføre uens afgørelser, der truer retssikkerheden < Styrelsen og departementet kan ikke finde deres egne ben i dette spørgsmål < Bør være sammenfald mellem begreberne i skattekontrolloven og skattestyrelsesloven < Begrebsforvirring < Begreberne er de samme i skattekontrolloven. Det bør nok være klart, at der er forskel på 35 i skattestyrelsesloven og skattekontrolloven (tilregnelse) Side 41